Indholdsfortegnelse. 1.0 Introduktion. 2.0 Analyse Diskussion... 25

Transkript

1

2 Abstract The current director of The Royal Danish Theatre, Morten Hesseldahl, has described the declining number of young customers as the biggest challenge faced by the institution at the moment. Customers under the age of 29 account for a mere 7% of the total number of customers, and The Royal Danish Theatre has set the goal of increasing this number to 10% by With this challenge in mind, our project aims to determine and analyse the most defining characteristics of the target audience s behaviour and motivations when its members make use of cultural offers. We have based our project on qualitative data gathered through interviews with six members of the target audience, all of whom are students aged residing in Copenhagen. We have analysed this data from a practice-theoretical standpoint, as it is described by Bente Halkier and Iben Jensen. Our analysis has shown that while the target audience can be social regardless of the cultural activity, they aren t inclined to be cultural without a social element. As such, we have determined that the primary factor that decides how the target audience chooses cultural experiences is the social aspect connected with it. We have concluded that in order to increase the number of customers aged The Royal Danish Theatre should focus its efforts on adapting its offers to the interests of these customers. Additionally, these offers should be backed by a strong marketing effort to inform the target group of the offers provided, as well as make The Royal Danish Theatre an institution that the audience can include in their social practices. 2

3 Indholdsfortegnelse 1.0 Introduktion 1.1 Motivation Problemfelt og problemformulering Målgruppen Videnskabsteori Teori Forsøgsdesign Analyse Introduktion til Analyse Tilgængelighed som ramme for praksis Den sociale praksis Delkonklusion Den kulturelle praksis Delkonklusion Diskussion Manglende oplysning Manglende træning Eksisterende understøttende praksisser Teater som socialt omdrejningspunkt Konklusion Refleksion og perspektivering Litteraturliste... 33

4 1.0 Introduktion 1.1 Motivation Et workshopforløb på kommunikation har været udgangspunktet for dette projekt. Blandt gruppen var der den umiddelbare opfattelse, at vores jævnaldrende sjældent benytter kulturelle tilbud i Det Kongelige Teater, til trods for at kulturinstitutionen udbyder kulturelle arrangementer og forestillinger, der er vedkommende og relevante for dem. Det Kongelige Teater refereres herefter til som DKT. Vi antog derfor at der kunne være et behov for en forandring i DKTs kommunikative indsats, rettet mod målgruppen; studerende fra år, bosiddende i København. Dette udviklede sig til et kommunikationsprodukt rettet mod denne målgruppe, med det formål at promovere forestillinger udbudt på DKT, som kunne have deres interesse. Men vi oplevede samtidig, at vi manglede tilpas empirisk, dybdegående materiale, for at kunne udarbejde et tilfredsstillende resultat. Derfor blev vi motiveret til at interviewe repræsentanter for målgruppen, for derigennem at kunne foretage en målgruppeanalyse, man kunne drage nytte af i et eventuelt fremtidigt kommunikationsprodukt. 1.2 Problemfelt og problemformulering DKT modtager årligt en statsstøtte på over en halv milliard kroner, og det er ofte til offentlig debat hvad DKT skal udbyde af kulturelle tilbud og til hvem. Da teatret i februar ansatte den tidligere kulturdirektør på DR, Morten Hesseldahl, som DKTs nye teaterchef, blev debatten igen aktuel, og den nye chef gav ved ansættelsen bud på, hvad han så som DKTs vigtigste udfordringer. Udover selvfølgen i at holde et højt kvalitetsniveau, understregede han hvordan DKT skal være attraktiv for et yngre publikum: Det Kongelige Teater skal levere noget helt unikt over for de yngre generationer. Det skal være et aktivt valg at tage i teatret, og vi skal have de unge til at vælge at tage i teatret frem for at tænde for Netflix eller en public service-station. (Danmarks Radio: Web B) 4

5 Dette stemmer overens med Folketingets fireårsaftale for DKT fra , hvor det understreges, at DKT udover at fastholde en publikum-tilstrømning, samtidig skal forsøge at tiltrække nye publikumsgrupper, herunder børn og unge (Kulturministeriet: Web A). Formuleringen af aftalen skal ses på baggrund af at DKT generelt har haft svært ved at tiltrække unge (Jørgensen et al.: Web E), og implicit skal det forstås, at disse unge senere skal repræsentere en større del af DKTs kundebase. I DKTs årsberetning for 2013 ses og omtales et fremskridt i antallet af unge der benytter sig af teatret. Disse fremskridt ser dog ikke ud til at være en generel tendens blandt en yngre moderne målgruppe, men nærmere et sammenfald af omstændigheder, og en manglende skelnen mellem børn og unge. DKTs rabatordning for unge er den samme der gives til børn, blot beskrevet som 25 år og under, og de er derfor ikke i stand til at differentiere mellem disse aldersgrupper. Salget af netop denne slags billetter steg i 2013 med 87% i forhold til året før, og denne stigning omtales hovedsageligt som værende på baggrund af Robin Hood-forestillingen i Dyrehaven (Det Kongelige Teater: Web C). Robin Hood er en del af DKTs udendørssatsninger i Ulvedalene nord for København. Den blev med over publikummer en stor succes, blandt andet på grund af godt vejr (Det Kongelige Teater: Web C). Med sin klassificering som familieforestilling tyder det på, at størstedelen af rabatten til børn og unge blev benyttet af forældre på vegne af deres børn, og ikke af unge der selvstændigt vælger kulturelle tilbud til og fra. Helt konkret mener vi derfor, at DKT ikke har udnyttet deres potentiale til at blive en væsentlig spiller på den del af det kulturelle marked, der er målrettet unge i København. På baggrund af dette finder vi det relevant at foretage en målgruppeanalyse af netop denne befolkningsgruppe. På den måde kan vi give et bud på, hvad DKT skal tage højde for i en kommunikationsindsats, med formålet at udvide kundebasen. Vores projekt er derfor udarbejdet med udgangspunkt i følgende problemformulering: Hvordan benytter studerende mellem år, bosiddende i København, kulturelle tilbud, ud fra en praksisteoretisk tilgang, og hvordan kan Det Kongelige Teater gøre brug af en sådan analyse, til en potentiel kommunikativ indsats målrettet denne målgruppe? 5

6 1.3 Målgruppen Vi har valgt at afgrænse målgruppen til studerende fra år, hvilket er en undergruppering af DKTs nuværende kategori 0-25 år. Den valgte målgruppe skal være bosat i København, da rejsetid således undgås som en begrænsning for målgruppens brug af DKT. Vi har valgt at udvælge interviewpersoner fra forskellige videnskabelige fakulteter, da en potentiel kommunikationsindsats sandsynligvis ikke vil være rettet mod studerende med ét specifikt fagligt udgangspunkt. Vi forsøger derfor at opnå en så repræsentativ fremstilling af studerende i København som muligt. Baseret på Pierre Bourdieus teori om kapital (Andersen et al., 2007: 357), antager vi desuden at unge med høj kulturel kapital, er en gruppe man vil kunne få til at interessere sig for DKTs tilbud. Vi har en formodning om, at disse unge findes på de danske universiteter, da høj kulturel kapital, ifølge Bourdieu, kan opnås gennem uddannelse og socialisering. Først og fremmest opfylder universitetsstuderende beskrivelsen, blot ved at være i gang med en videregående uddannelse. Dernæst er det sværere at differentiere folk på baggrund af deres socialisering, særligt med hensyn til de kulturelle rammer i deres opvækst. Universiteterne er dog også befordrende for sociale rum til kreativ og intellektuel udvikling, og er derfor også et godt bud på institutioner, der antyder høj kulturel kapital via socialisering: Kunstoplevelsen bygger på en langvarig tilegnelse af viden, som aktører fra de dominerende klasser garanteres i kraft af deres opvækst i en borgerlig familie og i kraft af et skolesystem, der begunstiger disse klasser. Den æstetiske disposition er en indlært færdighed, som visse samfundsgrupper har og andre savner. (Andersen et al., 2007: 355) Ifølge adjungeret professor ved Performance Design på Roskilde Universitet, Jan Krag Jacobsen, findes der ikke nogen egentlig teoretisk tilgang til at finde og definere en målgruppe (Jacobsen, 2011: 26), hvorfor vi selv har udvalgt og benyttet praksisteorien til denne målgruppeanalyse. Dette uddybes senere i vores teoriafsnit. 6

7 1.4 Videnskabsteori Kommunikationsfaget er blot én af mange forskellige videnskaber inden for den akademiske verden. På baggrund af dette vil vi her forklare, hvilket videnskabeligt paradigme vi tager udgangspunkt i i projektet. Vi vil derfor give en kort beskrivelse af det socialkonstruktivistiske udgangspunkt vi har haft til vores undersøgelse. Socialkonstruktivismen er en videnskabsteoretisk retning, der står i modsætning til realismen. Hvor realismen betragter virkeligheden som opgjort af en objektiv sandhed, der ikke påvirkes af vores opfattelse af den, så er virkeligheden formet af vores subjektive opfattelse i socialkonstruktivismen (Fuglsang et al., 2009: 349). Dette betyder at virkeligheden er dynamisk, da den vil ændre sig over tid i takt med at vores samfunds subjektive syn på verden ændrer sig. I vores analyse udfører vi en målgruppeanalyse inden for feltet forandringskommunikation. Forandringskommunikation dækker over kommunikative indsatser, der har til formål at ændre en adfærd eller vane hos modtagerne (Almlund et al., 2011: 59). Til vores målgruppeanalyse har vi valgt at benytte praksisteorien, der læner sig op ad den socialkonstruktivistiske tradition, og i forlængelse af denne betragtes modtagerens vaner og adfærd som konstant forandrende. Derfor vil målgruppeanalysen vi foretager ikke være dækkende for samme målgruppe om ti år, da [ ] den menneskelige viden ikke er evig og almengyldig, men derimod på afgørende vis er præget af den sociale og kulturelle kontekst, hvori den opstår. (Fuglsang et al., 2009: 351) 1.5 Teori En målgruppeanalyse som DKT kan drage fordel af i et potentielt kommunikationsprodukt forudsætter en forståelse af, hvordan målgruppen generelt benytter kulturelle tilbud. Til dette vil vi benytte praksisteorien. Med kulturelle tilbud mener vi oplevelser og begivenheder, der finder sted på kulturelle platforme såsom teatre, biografer, museer og spillesteder. En lang række af teoretikere er relevante at læse med fokus på praksisser, men kun få har bidraget til en konkret teoridannelse af praksisteorien. Sociologerne Andreas Reckwitz og Theodore Schatzki har begge været med til at konkretisere praksisteorien, og det er deres begreber, udlagt mere anvendelsesorienteret af Iben Jensen og Bente Halkier, vi vil benytte i 7

8 vores målgruppeanalyse. I det følgende vil vi kort forklare de konkrete dele af praksisteorien vi vil beskæftige os med. Praksisteorien opfatter praksisser som kernen i sociale relationer, hvor personer gennem deres udtalelser og handlinger er med til at påvirke den sociale orden (Almlund et al., 2011: 40). En praksis er sammensat af mindre, enkeltstående praksisser, hvoraf ingen delelementer som [...]tale, handling, materialitet, krop-bevidsthed eller diskurs- har forrang. (Almlund et al., 2011: 37). Igennem vores analyse vil vi udpege og sammenholde disse delelementer, for at forstå de sammensatte praksisser, der er til stede når målgruppen benytter kulturelle tilbud. Bente Halkier beskriver hvordan praksisteorien bidrager med en ny måde at forstå kroppen på, der i den sammensatte praksis er med til, fysisk, at udtrykke de mentale og diskursive praksisser, en person er rutineret i (Halkier et al., 2008: 58). Med dette for øje, vil vi analysere hvordan informanterne udtaler sig om hvordan de benytter, eller ikke benytter, visse kulturelle tilbud, og hvordan disse praksisser er udtryk for rutinerede kropslige og mentale handlinger, de er trænet i. At være trænet er i praksisteorien en kropsligt passende rutine i en given praksis. Disse handlinger er, ifølge Schatzki, organiseret ud fra regelsæt af skrevne og uskrevne regler. De skrevne er de konkrete italesættelser af, hvad der er rigtigt og forkert, hvorimod de uskrevne, er de normative og følelsesmæssige forståelser af, hvad der er passende i den pågældende praksis (Almlund, 2011: 38). Ud fra informanternes udtalelser vil vi blandt andet vurdere, hvilke skrevne og uskrevne regler der er til stede når de benytter sig af kulturelle tilbud. I forlængelse af dette beskriver Bente Halkier og Iben Jensen hvordan begrebet passende performance er en vigtig del af praksisteorien. I kraft af, at de skrevne og uskrevne regler udføres i en praksis, kommer der et naturligt fokus på performativitet og den enkeltes forsøg på at anerkende og opnå anerkendelse (Almlund, 2008: 62). Dette kan komme til udtryk i måden hvorpå den enkelte italesætter praksissen at benytte kulturelle tilbud. I udførelsen af en praksis krydses denne altid af én, eller flere andre praksisser, og det er derfor relevant for os at adskille eller påpege hvilke forskellige praksisser der indgår når informanterne befinder sig i kulturelle sammenhænge. Et konkret eksempel vi vil forholde os til er, hvorvidt praksissen i at tage til koncert ændrer sig, når den krydses med praksissen i at være social med venner og/eller familie. 8

9 De ovenstående praksisteoretiske begreber og perspektiver vil fungere som retningslinjer i vores tilgang til målgruppeanalysen, og uddybes yderligere gennem analysen. Ud fra et kritisk perspektiv på praksisteorien, kan man påpege, at til trods for at praksisteori beskæftiger sig med en samling af praksisser, som er relevante for en given problemstilling, så tager teorien ikke højde for de andre samlinger af praksisser, som eventuelt har indflydelse. I benyttelsen af praksisteorien forsøger man at afdække den, eller de, mest væsentlige praksisser, således at man kan sige noget om målgruppen. Men gennem den proces kommer en eller flere praksisser til at fremstå som mere væsentlige end andre, der ikke er blevet afdækket. Teorien tager således ikke højde for andre krydsende praksisser som måske er uforenlige med den primære praksis, eller former den på en utilsigtet måde (Halkier, 2011: 63). 1.6 Forsøgsdesign Til at generere den empiri der skal danne grundlaget for målgruppeanalysen, har vi foretaget interviews med seks repræsentanter for målgruppen. I det følgende vil vi beskrive de valg og overvejelser vi har haft i forbindelse med disse. Vi har valgt at vores interviews skulle forløbe som semistrukturerede interviews, da den løse interviewform giver nogle klare retningslinjer i forløbet, samtidig med, at der åbnes op for, at den interviewede kan tilføje nye interessante vinkler og uddybe sin pointer (Kvale, 1997: ). Interviewformen bevirker desuden, at de færdige interviews kan blive meget forskellige fra hinanden, hvilket kan give nogle udfordringer, når udtalelserne skal sammenholdes i en målgruppeanalyse. Derfor vil nogle informanters udtalelser dominere analysen. Som tidligere nævnt er målgruppen stort set jævnaldrende med os som interviewere, hvilket både er en fordel og en ulempe for projektet. Det er en fordel at vi alle indgår i et uddannelsesforløb, der bevirker at vi taler ud fra en enslydende overordnet referenceramme. Dette er til gengæld også en ulempe, da der er risiko for en indforståethed, som gør at der kan være visse områder, der ikke bliver spurgt yderligere ind til. Dette kan medføre, at der er en viden eller praksis vi ikke får beskrevet, som kan være relevant og karakteristisk for målgruppen. 9

10 Ud fra et praksisteoretisk perspektiv er det vigtigt at forstå, hvilke sammensatte og enkeltstående praksisser der er til stede, samt hvilke skrevne og uskrevne regler, der gør sig gældende, når målgruppen benytter kulturelle tilbud. På den måde er det nemmere at afgøre hvordan en potentiel kommunikationsindsats skal planlægges, så den tilpasser sig målgruppens praksisser, og skaber de bedste forudsætninger for at lykkedes med at få flere fra målgruppen i DKT. Vi har derfor valgt ikke at spørge specifikt ind til informanternes nuværende opfattelse og brug af DKT, men i stedet afdække hvordan de generelt benytter det københavnske kulturliv. I vores interview spørger vi ind til informanternes generelle brug af kulturelle tilbud, og begrænser os ikke til spørgsmål vedrørende deres teaterpraksis. Dette gør vi på baggrund af praksisteoriens grundpræmis om, at praksisser indgår krydsende og sidestillet med andre praksisser. Vil DKT derfor opnå en publikumstilstrømning fra målgruppen på lige fod med spillesteder og biografer, skal analysen fokusere på de overordnede værdier i at benytte kulturelle tilbud, som de kommer til udtryk i lignende kulturelle tilbud (Almlund, 2011: 41-42). I udformningen af vores interviewspørgsmål har vi forsøgt at få informanterne til at forklare deres konkrete praksisser, og så vidt muligt undgå at lægge fokus på deres individuelle præferencer i forhold til kulturelle tilbud, medmindre vi fandt det relevant at få uddybet dette aspekt. På den måde inddrages den kropslige dimension, og dermed hele praksissen, i stedet for udelukkende at beskæftige sig med det verbale. Ud fra et forandringskommunikativt perspektiv, skabes der flere muligheder for forandring, ved at fokusere på hele praksissen: [...] måderne at udføre bestemte praksisser på kan potentielt ændres gennem de små tilpasninger, improviseringer og eksperimenter, som sker i banerne af de praktiske performances (Halkier et al., 2008: 55). Så jo mere detaljeret praksissen beskrives, des flere muligheder er der for at ændre adfærden. Praksisteorien kan indeholde forskellige perspektiver, og kan ses som en ny form for multiperspektivisme, i stedet for en sammenhængende helhedsteori (Almlund et al., 2011: 53). Dette gør den anvendelig som tilgang til en målgruppeanalyse, der tager udgangspunkt interviewpersonernes egne fortællinger i semistrukturerede interviews. Vores interviewfremgang ligger vedlagt som bilag (Bilag 7). 10

11 2.0 Analyse 2.1 Introduktion til Analyse Fordelen ved at benytte praksisteori er, at det gør det muligt at lave en overskuelig typologi over en adfærd, som kan benyttes i en potentiel kommunikationsindsats. Vi vil i det følgende afsnit lave en kort gennemgang af hvordan vi har benyttet teorien til vores analyse. Vi har udført seks interviews med repræsentanter for målgruppen, hvor vi har spurgt ind til deres vaner vedrørende kulturelle tilbud. Ud fra disse interviews har vi fundet frem til to overordnede sammensatte praksisser i kulturelle sammenhænge. Vi vil i første omgang beskrive og analysere de praktiske rammer, som disse to sammensatte praksisser er indordnet under, i afsnittet Tilgængelighed som ramme for praksis. Den første af de to overordnede praksisser kalder vi for Den sociale praksis, der dækker over sammenhængen mellem det at benytte kulturelle tilbud som en måde at socialisere med venner, bekendte og familie på. Den anden overordnede praksis kalder vi for Den kulturelle praksis, som beskæftiger sig med hvordan informanternes brug af kulturelle tilbud kan ses ud fra to perspektiver. Det første perspektiv beskæftiger sig med informanternes konkrete lyst til at benytte et kulturelt tilbud, mens det andet fokuserer på deres performative adfærd i brugen af kulturelle tilbud. Disse to aspekter udelukker ikke hinanden, men kan ses som perspektiver, der kan give en helhedsforståelse af baggrunden for informanternes praksis. Disse to hovedkategorier af praksisser er, hvad man i praksisteori kalder for sammensatte praksisser. Hertil skal det nævnes, at der indgår flere sammensatte praksisser i vores analyse, der hører under de to overordnede praksisser. Vi har valgt at fokusere på sammensatte praksisser, fordi det gør det muligt at simplificere kompleksiteten af de handlinger, der tilsammen udgør det at benytte kulturelle tilbud. Informanterne Som tidligere nævnt, har vi interviewet seks informanter, som optræder som repræsentanter for målgruppen. Nedenfor har vi lavet en kort beskrivelse af hver enkelt informant og hvordan vi vil referere til dem i vores analyse. 11

12 Amalie: 24 år, studerer medicin. Anders C.: 24 år, studerer kultur- og sprogmødestudier. Anders H.: 24 år, studerer medicin. Astrid: 25 år, studerer teatervidenskab. Christian: 25 år, studerer sociologi og religionsvidenskab. Stefan: 22 år, studerer religionsvidenskab. 2.2 Tilgængelighed som ramme for praksis For vores målgruppe eksisterer der lavpraktiske faktorer, som danner ramme for deres udførelse af de fundne praksisser. Det er vigtigt at belyse disse faktorer inden en fyldestgørende analyse kan påbegyndes. Faktorerne er fysisk distance, økonomi og personlig prioritering, og falder under en bredere term, tilgængelighed. De er alle tre med til at forme informanternes oplevelse af tilgængelighed i forhold til deres praksisser. I dette afsnit vil vi definere disse faktorer og beskrive, hvordan de hver især faciliterer informanternes praksisser. Fysisk distance Det fremgår af vores interviews, at flere af informanterne anser afstanden til det kulturelle tilbud, som en væsentlig faktor i deres valg af scene, og for hvorvidt de vælger at benytte tilbuddet. Stefan og Amalie er tilflyttere til København, og beskriver hvordan de små afstande i København, har påvirket deres brug af kulturelle tilbud. Amalie beskriver hvordan hendes tilflytning til København har betydet, at hun har intensiveret sit forbrug af teatret. I hendes hjemby, Aarhus, beskriver hun hvordan [...] udbuddet bare ikke er særlig stort. (Bilag 6). Stefan har derimod måtte opgive et medlemskab til Koncerthuset i Næstved, da det ikke kan betale sig, eftersom han sjældent er i byen (Bilag 4). Anders C. benytter spillesteder og biografen som kulturelle praksisser. For ham er biografen en mere spontan praksis end det at gå til koncerter, og beliggenhed er en afgørende faktor for ham, da han som oftest vil vælge den biograf, der er tættest på hans bopæl (Bilag 5). Anders H. giver ligeså udtryk for, at jo mere spontan hans kulturelle oplevelse er, desto vigtigere er afstand. Han planlægger ofte i god tid når han skal i teatret og [...] der er tit udsolgt, man kan ikke bare gøre det [købe billet] på dagen. (Bilag 1). Han benytter derfor primært den mest nærliggende scene. Han udtaler at teatret kan 12

13 tilbyde ham en mere eksklusiv oplevelse end biografen, som ofte er en meget spontan praksis for ham. Dette begrunder han med, at biograferne ofte viser de samme film, og dermed bliver det den motiverende faktor for ham, at biografen ligger i cykelafstand fra hans bopæl (Bilag 1). Udfra ovenstående eksempler er afstand for fire af de seks informanter en nævneværdig faktor i deres kulturelle praksis. Afstanden dikterer ikke direkte informanternes brug af kulturelle tilbud, men flere beskriver hvordan afstand fordrer, at de prioriterer nærliggende scener over andre. Økonomi I vores interviews blev vi opmærksomme på økonomi som en del af tilgængelighed. Vi har valgt at beskrive de tilfælde i vores interviews, hvor økonomien lader til at være styrende for, hvordan informanterne benytter sig af kulturelle tilbud. Som studerende modtager alle informanter formodentlig Statens Uddannelsesstøtte, og har eventuelt et arbejde ved siden af studierne. Kulturelle tilbud som dem vi kigger på, er aktiviteter, som er lettere at fravælge, end eksempelvis mad og bolig, og derfor er det naturligt at pris er væsentlig for, om informanterne vælger at benytte disse tilbud. Personlig prioritering Et af de økonomiske aspekter der går igen, er hvordan informanterne differentierer imellem den pris de vil betale, alt efter om de kender kunstneren/forestillingen eller ej. Christian nævner hvordan der er en [...] balancegang mellem pris og eksklusiviteten. (Bilag 3), som har betydning for, hvorvidt han vil betale for billetten. For ham er eksklusivitet et spørgsmål om hvilken status kunstneren har i forhold til Christian og hans venner (Bilag 3). Stefan er også villig til at betale ekstra for visse tilbud under andre forhold. Han betaler gerne en højere pris for at opleve en kunstner han prioriterer højt, hvilket var tilfældet, da Roger Waters spillede i Parken sidste år. Det bliver ikke eksplicit udtalt, at han prioriterer Roger Waters ud fra andet end eksklusivitet, men han italesætter dog at han normalt fravælger den scene, hvor tilbuddet fandt sted. På den måde betaler Stefan en forhøjet pris, både i form af penge og spillested (Bilag 4). Det kan virke indlysende at der er en sammenhæng mellem pris og hvad informanterne benytter af tilbud. Det er dog vigtigt at pointere at alle informanter italesætter økonomi som en vigtig faktor. Dertil kommer at de vælger tilbud baseret på specifikke scener og tilbuddets eksklusivitet. 13

14 Overordnet kan vi udlede, at selvom tilgængelighed i sig selv ikke er en praksis, er det stadig et element som figurerer hos mange af informanterne i forhold til deres kulturelle praksis. Fælles for dem er, at ingen af dem kan sige sig fri for at træffe deres valg baseret på en kombination af økonomi, fysisk distance og personlig prioritering. 2.3 Den sociale praksis På baggrund af vores interviews fremgår det tydeligt, at der er en stor social dimension i informanternes brug af kulturelle tilbud. De benytter meget sjældent de kulturelle platforme på egen hånd, og er derfor som oftest ledsaget af familie, kæreste eller venner. Ud fra en praksisteoretisk tilgang, kan man sige at man bliver hvad man gør (Almlund et al., 2011: 43). Vi definerer derfor, at der eksisterer en praksis i at gøre kultur socialt, som opstår i krydsningen af de to praksisser at gøre kultur og at gøre sociale relationer. I dette afsnit, vil vi analysere os frem til, hvordan denne praksis kommer til udtryk og derigennem være i stand til at afgrænse den, så vi opnår en forståelse af hvordan målgruppen gør kultur socialt. Vi vil afdække hvilke handlinger og udtalelser, der finder sted i konteksten af en kulturel begivenhed i socialt samvær. Sociale konstellationer Den sociale dimension i at foretage praksissen at gøre kultur er ifølge vores informanter et afgørende incitament for at benytte kulturelle begivenheder, og begivenheden er som oftest udgangspunktet for et socialt møde. Men der er forskel på, hvilke skrevne og uskrevne regler der er til stede alt efter den sociale konstellation. Vores informanter giver blandt andet udtryk for en klar adskillelse mellem at være sammen med venner eller sammen med forældre i kulturelle sammenhænge. Disse forskelle vil i det følgende blive beskrevet. Kulturel opvækst Blandt vores repræsentanter for målgruppen, fremgår det tydeligt, at der figurerer en anden praksis ved at tage til kulturelle arrangementer med forældre, end med venner. Informanternes udtalelser, vidner om at der er nogle uskrevne regelsæt, som bliver dannet ved at gøre kultur socialt med forældre. 14

15 Først og fremmest fremstår der hos flere af vores interviewpersoner, en forståelse af forældre, som nogen der introducerer de normative strukturer indenfor det at benytte kulturelle tilbud. Dette kommer til udtryk, når de beskriver hvordan deres forældre har, eller ikke har, introduceret dem for bestemte kulturelle tilbud. Stefan udtaler for eksempel hvordan han som lille, har været meget i teatret da han, af sine forældre er blevet slæbt sådan lidt rundt (Bilag 4). Dette har bevirket, at han nu har [...] fået lidt nok af det. (Bilag 4), og derfor sjældent går i teatret. Amalie er også opvokset med forældre, der har taget hende med i teatret, men på hende har det haft den modsatte effekt. I dag tager hun ofte selv i teatret uafhængigt af sine forældres deltagelse, og man kan sige at hun har reproduceret den praksis, mentalt og kropsligt, som hendes forældre har rutineret hende i (Bilag 6). Praksisteoretisk kan man forklare dette med at hendes krop er blevet trænet til at gå i teatret, hvor træningen bliver en forudsætning for, at kunne udføre praksissen (Halkier et al., 2008: 57-58). Til trods for at Stefan også er trænet i at benytte teatret, har han ikke ikke reproduceret denne praksis. Til gengæld er han med til at reproducere en koncert-praksis, hvilket han også har fået rutine, og træning i fra sine forældre. Dette uddybes længere nede. Med rutinen ved informanterne hvordan de skal skaffe information og organisere sig efter de skrevne og uskrevne regler, så de nærmest bliver eksperter i at gå i teatret eller til koncerter. Modsat er det, når de mangler den ekspertise, og på den baggrund fravælger en konkret kulturel oplevelse. Anders C. har modsat de andre to ikke oplevet den samme træning i at benytte teatret fra sine forældre, og derfor falder det ham ikke ind at benytte det i sin kulturelle praksis: [...] jeg [har] aldrig været vant til, at gå så meget i teatret fra jeg var barn af. Jeg tror sådan set bare at det ikke er noget vi har gjort i min familie, og så eksisterer det ligesom ikke på min kulturelle radar af den grund. (Bilag 5) Modsat Amalie, er han altså ikke trænet i de mentale og kropslige praksisser, der ligger i at gå i teatret. 15

16 Overordnet kan man udlede, at de tre ovennævnte informanter fra barnsben er blevet præsenteret for, eller mangler nogle normative kulturelle strukturer, som de så efterfølgende har taget afstand fra eller tilsluttet sig. Men selvom de er blevet ældre og vælger kulturelle tilbud ud fra andre normative strukturer, end dem deres forældre har lært dem, så adskiller det at gøre kultur socialt med forældre sig stadig fra at gøre kultur socialt med venner eller kæreste. Stefan og Anders H. udtrykker blandt andet, hvordan de koncerter de tager til med deres venner, adskiller sig fra dem de tager til med deres forældre. Når Stefan og hans forældre for eksempel tager til koncerter sammen, er det ofte med en kunstner, der er blevet spillet i Stefans barndomshjem, og når Anders H. tager med sin far med til koncert, er det til klassiske koncerter i Koncerthuset, hvilket afviger fra de koncerter han vælger at tage til med sine venner (Bilag 1). Ifølge Stefan ligger der dog også en klar forskel i hvorvidt han tager til koncert med sine forældre eller sine venner; Der er forskel på hvordan man opfører sig. Det kan godt være man danser lidt mere når man er sammen med kæresten eller vennerne i forhold til når man står med sin mor. (Bilag 4). Man kan udlede at i og med Stefan selv beskriver disse normer, er det et udtryk for, at han forsøger at gøre en passende performance med hensyn til at benytte kulturelle tilbud med sine forældre. Han regulerer sin adfærd alt efter hvem han er til koncert med, for at opnå anerkendelse og anerkende dem. Ud fra hans kommentar, kan man forestille sig at hans mor kan opleve det som mangel på anerkendelse af hendes grænser, hvis Stefan danser vildt og voldsomt når de er til koncert sammen, da deres rutinerede koncertpraksis sammen er mere behersket. Kultur som venskabspleje Praksissen i at tage til kulturelle begivenheder med venner adskiller sig fra at tage til kulturelle begivenheder med forældre, ud fra et flertal at vores interviewpersoners udtalelser. Forskellen kommer i høj grad til udtryk i informanternes opdeling af, hvornår de bruger specifikke kulturelle tilbud, alt efter om det er hverdag eller weekend, da mange af informanterne udtaler, at det afhænger af hvorvidt alkohol er indblandet i praksissen eller ej. 16

17 Amalie tager for eksempel hovedsageligt til koncerter i weekenden, fordi hun forbinder koncerter med at feste og drikke alkohol (Bilag 6). Dermed indikerer hun at fest og alkohol ikke på samme måde hører til i hverdagen. Blandt mange af interviewpersonerne gives der udtryk for at koncerter foregår i weekenden, hvorimod teater- og biografture passer bedre ind i hverdagene. Christian vælger, ligesom de andre informanter, ofte biografen som et kulturelt tilbud i hverdagen, da det er et arrangement af kortere varighed og [...] så kan man stå op om morgenen [og være frisk til at tage på arbejde eller i skole]. (Bilag 3). Man kan se differentieringen af, hvornår de forskellige tilbud benyttes, som et udtryk for at imødekomme krydsende praksisser såsom at gøre kultur og at gøre god studerende/medarbejder. Der fremstår dermed nogle samfundsmæssige strukturer, hvor det forventes, at den enkelte møder på studiet eller arbejdet frisk og veludhvilet den efterfølgende dag. Socialiseringen omkring en koncert er som sagt noget, der ofte foregår i weekenden, og det sker ofte som led i et større socialt forløb, som, ifølge Christian, kan indebære at [...] man mødes inden og laver mad, drikker lidt og sådan, går ind og ser dem der spiller, og så kan du tage videre [i byen] bagefter. (Bilag 3). Koncerten er dermed mere sekundær, i forhold til det primære formål at se sine venner og feste. Stefan tager også ofte til koncerter, og visse af dem sker uforudset, som led i det sociale fællesskab: [...] når det kommer til det sociale aspekt så kan der sagtens være en masse koncerter jeg kommer til, som jeg overhovedet ikke vidste om mandagen, at jeg skulle til om fredagen. (Bilag 4). De resterende informanter kommer med lignende udtalelser og der danner sig et billede af, at det sociale er en dominerende faktor når informanterne går til koncert i weekenden, hvorfor koncerten blot bliver et element i en større social kontekst. Det kan antages, at dette er karakteristisk for målgruppen, i og med at byturene, for de fleste studerende, udgør en stor del af deres tid udenfor studiet. Koncerten er derfor et kulturelt tilbud, der passer godt ind i deres almene weekendpraksis, og det kan indikere at der er en uskreven regel hos målgruppen, som legitimerer det at drikke og være fuld i forbindelse med koncerter. På én gang et det at gøre kultur socialt med venner med til at fremme indtagelsen af alkohol, og samtidig er indtagelsen af alkohol med til at diktere hvordan praksissen udformes og udvikles. 17

18 Derfor er praksissen i at gå til koncert også anderledes, når det gøres med forældrene, da de højst sandsynligt har en anden weekendpraksis, der ikke indebærer byture og samme grad af alkoholindtag. Visse af informanterne benytter desuden de kulturelle tilbud i større fællesskaber eller vennegrupper, som deler samme interesse som de. Dermed har de samme forudsætninger for at benytte de kulturelle tilbud. Christian udtaler først og fremmest sine kulturelle handlinger i et vi fremfor jeg, da han har en fast gruppe af venner han tager til koncerter og i biografen med. Mange af dem er musikere, som gennem højskolen og gymnasiet sammen har skabt en fælles musiksmag, som de dyrker. Astrid som studerer teatervidenskab har ligeledes en gruppe venner, som hun i fællesskab tager ind og ser diverse forestillinger med. For hende er det i høj grad også uddannelsen der skaber strukturerne for hendes praksis i at gøre kultur socialt, og der eksisterer derfor nogle uskrevne regler, om at man skal holde sig opdateret og nå at se en udstilling eller en forestilling [...] før den går af plakaten. (Bilag 2). På baggrund af Christians udtalelser kan man udlede, at der i hans vennegruppe er en forventning at man holder sig opdateret om musikverdenen: "[...] vi læser jo helt sikkert alle sammen Information og Politiken, og så læser vi sikkert også Pitchfork, eller Gaffa eller nogle af de der Soundvenue blade[ ] og så sker der jo også det, at man deler [...] musik over Dropbox for eksempel. Det betyder selvfølgelig at får man lagt noget ud så får man hørt det og så videre. Og det er jo også fordi man nogen gange er lidt for doven til at orientere sig, fordi der kommer så sindssygt meget musik, hele tiden, så hvis der er nogen venner der også lige kan stikke et eller andet ud for en, så er det jo nemmere bare lige at forholde sig til det. Det betyder helt klart noget. (Bilag 3) Internt i vennegruppen kan man hævde, at de oplever nogle normative strukturer, der bevirker at de følger med musikstrømmen og holder sig opdateret gennem internettet og magasiner, da de er musikere og indgår i det københavnske musikmiljø. 18

19 Christian og Astrid har altså individuelle holdninger og handlinger, og internt i de sociale fællesskaber de indgår i, påvirker de hver især deres venner til at gøre kultur under nogle bestemte skrevne, eller uskrevne regelsæt. Det kulturelles påvirkning af det sociale Den sammensatte praksis i at gøre kultur socialt, består naturligvis af nogle underliggende, enkeltstående praksisser. Blandt interviewpersonerne er der enslydende udtalelser om, hvordan en kulturel begivenhed kan påvirke den sociale relation og de samtaler, der opstår i den kontekst. Christian og Astrid udtaler begge, hvordan de samtaler, de har med deres venner eller familie til en kulturel begivenhed, forandrer sig, eftersom den kulturelle begivenhed kan tage et nyt emne op eller give et nyt perspektiv på et eksisterende emne. Dette kommer så til udtryk i den efterfølgende samtale med de, man er sammen med, og Astrid beskriver eksempelvis hvordan forestillingen om Anders Breivik på Caféteatret påvirkede den efterfølgende samtale: [...] igennem det skuespil og den historie man blev fortalt [ ] så investerede man noget andet, og derfor så kunne man bagefter tale om noget andet end hvor var det dog frygteligt, så kunne man tale om hvordan kunne det dog være det skete og der var virkelig også nogle menneskelige sider af den her karakter, han var ikke bare en ond psykopat, eller sådan. Og det kan man ikke altid, hvis man bare skal tale om det. Men nogen gange, så kan man med teater få et andet sprog til at, bagefter kunne tale om noget. (Bilag 2) Hun udtrykker altså, hvordan en holdning kan ændres af en teaterforestilling, hvilket kommer til udtryk i den samtale hun har med sine ledsagere efter forestillingen. For at dette sprog kan komme til udtryk, er det en forudsætning, at den kulturelle begivenhed opleves med nogen, og derfor tager hun sjældent alene i teatret. Christian udtaler ligeledes, hvordan samtalen mellem han og hans venner får en ny dimension, når han for eksempel har været i biografen. Han beskriver hvordan det, at mødes om en kulturel begivenhed kan give en betydningsfuld samtale (Bilag 3). Samtalen omkring den kulturelle begivenhed er altså en enkeltstående praksis, der udspiller sig i forbindelse med praksissen at gøre kultur socialt. Der kan opstå en bestemt samtalepraksis, der 19

20 kan give plads til andre samtaleemner og perspektiver, end de, som opstår i samtaler uden for en kulturel sammenhæng. Man kan udlede, at der hersker en overordnet struktur omkring det at socialisere i en kulturel kontekst, hvor det er legitimt at omtale emner på en nuanceret, dybdegående og udfordrende måde. 2.4 Delkonklusion Vi kan på baggrund af dette afsnit om den sociale praksis sige flere ting om målgruppen. Det lader til at det sociale ikke kun er en del af målgruppens brug af sociale tilbud, men i flere tilfælde fungerer som selve drivkraften. Når en koncertoplevelse indbefatter både koncerten selv, men samtidig også en bytur, middag med mere, er det et udtryk for at det sociale hele tiden eksisterer. På den måde er de to praksisser bundet sammen, med koncertpraksissen som en ramme for det sociale, mens det sociale styrer brugen af kultur hos målgruppen. Målgruppen forandrer både sit valg af kulturelle tilbud og den dertilhørende passende performance, baseret på den sociale konstellation, men tilbuddet i sig selv former også hvordan målgruppens sociale omgang fungerer. 2.5 Den kulturelle praksis Det sociale element er gennemgående i alle informanternes brug af kulturelle tilbud, og kan ses som den styrende praksis. Hvis man ser bort fra den sociale praksis at gøre sociale relationer, og i stedet udelukkende fokuserer på den kulturelle praksis at gøre kultur, står to aspekter tydeligt frem i informanternes udførelse af denne praksis; det performative og det lystbaserede element. Disse er ikke selvstændige praksisser, men er fælles konstituerende aspekter som altid kommer til udtryk i højere eller mindre grad gennem informanternes praksis. Hvor præcist disse to aspekter adskilles vil altid være et spørgsmål om tolkning, men er begge væsentlige at få analyseret for at få et helhedsindtryk af den kulturelle praksis, set udenfor en social kontekst. Det performative aspekt beskriver hvordan individet performer de roller han eller hun indtager i hverdagen gennem sociale handlinger. Dette aspekt læner sig dermed op af den sociale praksis, men vil her blive belyst ud fra individets egen handling i forhold til de kulturelle tilbud, og ikke 20