Overskrifter/indholdsfortegnelse

Transkript

1

2 Overskrifter/indholdsfortegnelse Overskrifter/indholdsfortegnelse s. 2 Erkendtligheder... 5 Forord af: Alice Noer Børsting s. 7 Introduktion af: Jette Dahl s. 9 Indledning Tilfreds Dagbog - d. 1/7 - kl. 10 s. 12 Forberedt til vandring Utålmodig Dagbog d. 23/4 kl. 3 s. 13 Forventede sport, natur og tanker Forventningsfuld Dagbog d. 24/4 kl. 8 s. 17 At vandre som medicin for sjælen Betaget Dagbog d. 24/4 - kl. 20 s. 19 Tanker om tendenser i tiden Rolig Dagbog d. 26/4 kl. 8 s. 21 Erindringer om at gå vild Tørstig Dagbog - d. 28/4 - kl. 11 s. 24 At vandre for at erobre sin barndoms verden Frisk Dagbog d. 1/5 kl. 9 s. 27 Kulturen på sovesalene Målrettet Dagbog d. 2/5 kl. 13 s. 29 2

3 Kulturen imellem pilgrimme på ruten Tænksom Dagbog d. 3/5 kl. 9 s. 31 At tale eller ikke at tale spansk Vågen Dagbog d.6/5 ca. kl. 4 s. 34 En mere tydelig livshistorie Lykkelig Dagbog d. 9/5 kl. 20 s. 38 Tanker tør tænkes Forundret Dagbog d. 11/5 kl. 9 s. 41 Opmærksomheden skærpes I hopla Dagbog d. 13/5 kl. 5 s. 43 Et par unge pilgrimme I fart Dagbog d. 14/5 kl. 21 s. 46 Kirker på vejen I smerte Dagbog d. 18/5 kl. 15 s. 50 Vandretøj og vasketøj Våd Dagbog d. 20/5 kl. 9 s. 52 Pauser Sej Dagbog d. 22/5 kl. 7 s. 55 Pilgrims grisebasser Bekymret Dagbog d. 23/5 kl. 10 s. 57 Grund til indre vandring Stædig Dagbog d. 27/5 kl. 11 s. 62 3

4 Terapeutisk vandring Syg Dagbog d. 2/6 kl. 7 s. 67 Pilgrimmes skavanker Irritabel Dagbog - d. 3/6 kl. 11 s. 69 En vandring som symbol på livet Trist Dagbog d. 4/6 kl. 7 s. 71 Tanker om samtiden Glad Dagbog d. 6/6 kl. 18 s. 74 Kors på vejen Mæt Dagbog d. 9/6 kl. 14 s. 78 Anderledes tænkende Træt Dagbog d. 12/6 kl. 12 s. 81 Kontakt indad, udad og hjemad Modløs Dagbog d. 15/6 kl. 8 s. 84 Regn, mudder, smerter og udholdenhed Udmattet Dagbog d. 17/6 kl. 21 s. 87 Levn fra middelalderen Rask Dagbog d. 19/6 kl. 17 s. 90 Et alternativ til at gå Åben Dagbog d. 21/6 kl. 10 s. 93 Oplevelser af at møde pilgrimme Interesseret Dagbog d. 24/6 kl. 20 s. 96 4

5 Afsked med Camino de Santiago I en rus Dagbog - d. 28/6 - kl. 21 s. 100 En snert af evighed Nærværende Dagbog d. 29/6 kl. 14 s. 102 Forbudt vægt Færdig Dagbog d. 30/6 kl. 01 s. 104 Efterklang

6 Erkendtligheder Tak til: Tak til: Tak til: Tak til: Jørn, Lone, Edna og Henrik m.fl. fra Aktivhuset i Grindsted for kontakt, interesse og praktisk hjælp under min vandring i Spanien. Floris Anthon Aukema for inspirerende samtaler omkring vandringen i skriveprocessens startfase, til Mette Jars for opmuntring, og til pilgrimspræst, Jette Dahl for værdifuld undervisning om at være pilgrim i skriveprocessens slutfase. Alice Noer Børsting, Jette Dahl og ægtefælle samt Erik Møller Knudsen for gennemlæsning af manuskript, råd og vejledning. Renate Thomsen for uvurderlig støtte igennem hele forløbet. 6

7 Forord - af: Alice Noer Børsting Alice Noer Børsting er uddannet håndarbejdslærer samt social og sundhedsassistent, er 56 år gammel i 2009, har arbejdet 26 år inden for psykiatrien, og har udviklet en fantastisk iagttagelsesevne. Hun har fulgt hele processen, og beskriver her sin oplevelse deraf: Det har været en lang rejse. Først var det lange gåture rundt om Engsøen. Lene trænede, og hvad skulle det blive til? Hun fortalte om en meget lang gåtur (900 km.) i Spanien. Det nærmede sig, og pludseligt var flyvebilletten bestilt. Det blev til noget! Lene havde fundet ud af, hvad der skulle i rygsækken, og hvilket fodtøj, der skulle bruges. Så oprandt dagen, hvor Lene spiste den sidste nadver i Aktivhuset (et hus med værksteder, kurser og værested i Billund kommune). Senere stod Lene klar med sit udstyr på trappen, et billede blev taget, og så gik det op for mig: Lene vil miste fodfæstet i 2½ måned det var lang tid. Så blev hun kørt til lufthavnen. Så kom s og billeder hjem. Lene så godt ud, da hun kom hjem igen, med mange minder, som lige skulle bundfælle sig lidt. Men efterhånden blev turen beskrevet på mange sider, som jeg fik lov at læse. Det blev spændende læsning om Lenes liv og bearbejdelse af det, samt om strabadserne i dårligt vejr, søle og meget mere. Jeg beundrer Lene, at hun kunne klare denne lange tur, og skrive så spændende om turen, og føler næsten, at jeg selv har vandret turen til Santiago. Alice konkluderer: 7

8 Bogen ville være god at læse som forberedelse til selv at gå turen. Man får et godt indtryk af, hvad det kræver både fysisk og mentalt. Men også et indtryk af, hvordan en rejse i sit eget indre, hvor man bearbejder sit livsforløb, kan bringe indre ro. 1 1 Bogen kan ses som et eksempel på narrativ terapi 8

9 Introduktion - af: Jette Dahl En ydre og en indre pilgrimsvandring åbnede et menneskes indre kloster. 70 dage på Caminoen til Santiago. Lene Falgreen gjorde det, mange drømmer om i april juni Hun brød op fra den velkendte og trygge dagligdag i Grindsted og blev pilgrim i ordets dybeste betydning. Det blev for Lene en skelsættende livs- og trosvandring på flere planer, bl.a. en rejse tilbage til en smertelig barndom med overgreb og efterladte sår i sjælen. Ud af denne erkendelse åbnedes der døre til et klarsyn omkring hendes sande identitet som menneske. På hele hendes livsvandring er Gud den kærlige ledetråd. På baggrund af dagbogsoptegnelser fra pilgrimsvandringen, inviteres læseren med på Caminoen på afveje og hovedveje, gennem mudder og masser af regnvejr til solen varmende bryder frem. Vi ledes igennem menneskefyldte byer og øde, fredfyldt natur og undervejs mærkes betydning af mødet og nærværet med andre pilgrimme. I det hele taget er denne bog præget af en dejlig vekselvirkning mellem den ydre vandring og et menneskets indre tanker og refleksioner fra dyb smerte, sorg, savn til stjernestunder af glæde, lykke og udfrielse. Efterhånden som pilgrimsvandringen udfolder sig i tid og erfaringer, bliver Lenes indre erfaringsvej dybere. Hudløst ærligt og med stor smerte åbnes der døre til et menneskets mysterium og inderste lønkammer, hvor ingen før har været, heller ikke Lene selv. Der vokser i hende en inderlig tilfredshed frem, uden angst og panik, uden overgreb eller ydre pres om at passe ind i andres forståelse og mening om, hvad der er bedst for Lene. Pilgrimsvandringen bliver en forvandlende rejse ind til det indre kloster, som bliver det fristed, hvor hun erfarer, hun bliver mødt som den, hun er: Et af Gud skabt 9

10 menneske, værdigt og højt elsket. Dette frirum tager hun med hjem at leve videre på. Samtidig bliver pilgrimsvandringen også en ærlig og nødvendig protestvandring imod en uretfærdig skæbne. Hjemvendt til dagligdagen er Lene et andet menneske end da hun begyndte sin vandring ud i det uvisse. Ethvert menneske, der vil arbejde med sig selv i forhold til omverdenen, Gud og sig selv, kan i denne bog hente inspiration og få åbnet døre til det indre kloster og til det at være pilgrim. Pax et bonum fred og alt godt! Jette Dahl, forfatter og pilgrimspræst 10

11 Indledning Kære Læser Dette er en beskrivelse både af en ydre og af en indre rejse. Beskrivelsen af den ydre rejse fortæller om personer og steder, som min vej krydsede, og indeholder oplevelser og stemninger, som mødte mig undervejs. Og den del er hovedsageligt samlet i 33 dagbogsnotater, som er ret autentiske. Måske hører du til dem med stor kærlighed til Camino de Santiago. Måske har du allerede gået turen, eller kender nogen, der har gjort det, eller ønsker selv at gøre det engang. Måske kan du huske mange af stederne, eller genopleve stemningen undervejs eller finde inspiration til din egen pilgrimsfærd. Så er dagbogsnotaterne nok dem, du vil få mest ud af. Beskrivelsen af den indre rejse fortæller mere emneopdelt og generelt om turen, og indeholde de refleksioner over mit liv, som jeg havde på rejsen. Og den del er hovedsageligt at finde i afsnittene ind imellem dagbogsnotaterne, som er mere i retning af essays skrevet ud fra min dagbog. Måske har du mere interesse i den terapeutiske side af en pilgrimsrejse. Måske bliver du igennem dit arbejde, gennem nogle nære relationer, eller i dit eget liv konfronteret med problematikker om svære erindringer. Så kan du måske få inspiration i mit terapeutiske arbejde med vanskeligt tilgængelige områder i mit liv. Måske finder du her nye vinkler på vanskelige relationer. Eller måske du spejler dig i min historie og opdager nye sider af dig selv. Så er dagbogsnotaterne nok omvendt dem, du vil få mindst ud af. Længden af de afsnit, som står imellem dagbogsnotaterne er tilpasset den tid, der går imellem dem. Måske har du bare lyst til at komme med om bord på en personlig rejse. Så sæt dig godt til rette, luk dine egne længsler ind i din bevidsthed og slip fantasien løs, imens du følger med mig på 70 dage til Santiago. Så vil jeg bare ønske dig: God rejse! 11

12 Tilfreds Hjemme igen Dagbog - d. 1/7 - kl. 10 Så er rygsækkens indhold absorberet i alle mine andre ting og sager, som er her i lejligheden. Denne rygsæk med indhold har i 70 dage været mine samlede ejendele. Nu er de alle fordelt rundt imellem andre ting, og synes bare at være som en lille sjat i et stort kar af tøj og ting. Alt er fordelt undtaget en pose fra Madrid, min dagbog og mit kamera. I posen er gaver til venner, som har været flinke til at holde kontakt undervejs. Den skal jeg huske at have med på besøg, og se at få gaverne afleveret. Og dagbogen her synes lige nu at være min mest dyrebare ejendom. I mit kamera er nogle billeder, som stadig mangler at blive flyttet og brændt på en CD. Det bælte, hvor kameraet har siddet hver eneste dag, bærer jeg stadig. Nu er der intet kamera deri, men heldigvis matcher bæltet mit tøj, så det ikke virker påfaldende. Der går nok lige et par dage inden det siver fra forstanden ind i følelserne, at det ikke længere er nødvendigt at have det på. Den parfume, som har fulgt mig hele vejen, står på hylden i badeværelset. Der er kun brugt en tredjedel af indholdet, selvom der er brugt deraf hver eneste dag. Beholderen er lavet af glas, og har været under daglig anklage for at være for tung. Men parfumen var som et bånd til en mere civiliseret livsstil, og jeg nænnede ikke at skille mig af med den. Nu står min alt for store, tunge Elisabeth Arden derude på hylden, og synes fuldstændig almindelig og helt på sin plads. Den gule pil, hvorpå der står Camino de Santiago, som er købt i en souvenirbutik i Santiago, er sat på køleskabet med en magnet. Jeg smiler til den, som til billedet af en gammel ven, der lige er rejst hjem igen efter et besøg, der afsluttede en periode uden kontakt. Jeg er vendt hjem til havregrød om morgenen, og til den pose strygetøj, som ikke nåede at blive strøget inden afrejsen, fordi mit 20 år gamle strygejern valgte at stå af lige på det tidspunkt. Døde fluer og edderkoppespind er støvsuget op. Der er luftet ud, og blomsterne, som jeg fik i lufthavnen, dufter. Jeg drikker te, lavet af et tebrev, købt i Spanien. Og jeg drikker af et mørkeblåt krus, hvorpå der er malet en lille, lys tegning af Katedralen i Santiago. Der er malet gule pile i alle afskygninger; korte og lange, tykke og tynde, tydelige og svage, ligesom pilene på Caminoen. Alle pilene rundt om kruset peger mod tegningen. 12

13 Jeg kigger ud af vinduet, hvor det lysegrønne pyntegardin med pyntebånd i de farver, der er repræsenteret i rummet, hilser mig velkommen hjem. Jeg synker ligesom lidt længere ned i egetræsgyngestolen med betræk af uld i flere grønne nuancer. En tilfreds og fredfyldt hvile sænker sig over mig. Det er nu præcist 70 dage siden d. 22/4 - kl. 10, hvor jeg forlod dette sted og startede på den rejse, der er nu gennemført og afsluttet. Forberedt til vandring Startskuddet var en kærestesorg Formålet med pilgrimsrejsen var at tænke over tilværelsen Efter afslutningen af et absurd kortvarigt ægteskab var der brug for en sund interesse med et seriøst mål. Der skulle noget til for at undgå at grave sig ned i et hul, i en tilstand af opgivelse overfor livets vrangsider. En tilstand hvor alt, som igennem tiden trods alt var lykkedes, blev tabt af syne. Bruddet skete i begyndelsen af efteråret 2007, og planen om en pilgrimsvandring blev lagt: I vinterens løb skulle der gøres forberedelser i form af lange vandreture og styrketræning. Så snart vi nåede den tid i foråret 2008, hvor vejret i Spanien almindeligvis var velegnet til formålet, så skulle rejsen begynde. Efter nytåret blev rygsækken købt, en rød og grå Osprey med nubret afstivning i ryggen og skulderremme, der passede til kontornørder med fremskudte skuldre som mine. De billige flybilletter blev sikret, og rejsen blev fastsat til at vare 10 uger, eller 70 dage. Det var rigeligt med tid til at gå de 900 kilometer, men den indre rejse, det meditative ved at vandre skulle prioriteres. Og naturligvis blev det generelle forhold mellem kvinder og mænd et tilbagevendende tema i den meditative tænkning rejsen igennem. Til slut i Madrids imponerende katedral, der indbød til store tanker om livet, kom jeg til at se en procession af præster iført messehagler og kniplingskjortler. Folk rejste sig, imens de gik forbi. Derefter gik en flok nonner iklædt beigefarvede dragter hen og indtog sine pladser på et par kirkebænke. Ingen rejste sig. Så stod dette spørgsmål for mig og dirrede i luften: Var da ikke disse nonner, der var kvinder, akkurat lige så meget Guds repræsentanter som præsterne, der var mænd. Jeg gad ikke rejse mig! Utålmodig Dagbog d. 23/4 kl. 3 Nu har jeg været her i lufthavnen 9 timer. Det er 17 timer siden, jeg tog min rygsæk på og gik fra min lejlighed. Efter at have spist sammen med bekendte i Grindsted gik turen til lufthavnen i Billund. Der var store følelser i kog, da flyet lettede. Nok mest fordi 13

14 flyvning tirrer adrenalinen i min krop op i et højere niveau end behageligt. Tårerne stod mig i øjnene, da jeg lænede mig hen for at se ud af vinduet, og ikke kunne få øje på Grindsted, min lille by, som ellers ligger mindre end 10 kilometer fra Billund. Det er 3 år siden, jeg sidst var her i denne lufthavn, også for at vente hele natten på et tidligt morgenfly. London, Stansted! Hvor jeg dog husker dette sted. Det var højsommer i år Turen gik til Spanien og nogle uger senere hjem igen via denne lufthavn. Det var en meget krævende ferie. Men det var på den rejse, hvor jeg prøvegik et par stumper af to af disse pilgrimsruter i Spanien. Jeg husker stadig en hel del af de stemninger, mennesker og steder, som mødte mig på de få dage, dengang for 3 år siden. Nu er jeg på vej ned for at gå hele turen på begge ruter. Efter disse første 9 ventetimer er der stadig 4 timer tilbage. Hvor jeg dog keder mig! Der er endnu 1½ timer til check in og derefter 2½ time til afgang. Så flyver jeg til Pau i Sydfrankrig og bliver der en dag for at hvile ud på et hotelværelse til i morgen. Derfra går turen videre med tog fra Pau til Oloron st. Maria. Derefter med bus fra Oloron st. Maria til Col du Somport, som er grænsebyen imellem Frankrig og Spanien. Fra Col du Somport går turen til fods i alt 900 kilometer. Først går jeg fra Col du Somport via Jaca og Sangüesa til Puente La Reina, en strækning med en afmærket rute kaldet The Arragon Way. Så skal der motordreven transport til at bringe mig tilbage til Sydfrankrig, op til Saint-Jean-Pied-de-Port, hvor den spanske del af den afmærkede rute kaldet The French Way populært set starter. Så er det igen gåtur hele vejen tilbage til Puente La Reina og videre via Burgos og León til Santiago. Til slut går turen igen med bus fra Santiago til Madrid og med fly fra Madrid til Billund. Det er det, jeg venter på, 4 timer endnu! Jeg har netop set, at mit fly er kommet op på lufthavnens elektroniske tavle over de næste afgange. Afgangstidspunktet er flyttet 25 minutter frem. Det betyder næsten en halv time længere ventetid, end min forventning var for 9 timer siden. Men jeg er så zombiagtig, søvnløs træt, at min hjerne bare bemærker tidspunktet, som om konsekvensen deraf, den længere ventetid, slet ikke vedkommer mig. Forsøget med at sidde op ad min rygsæk og sove lidt er gjort, men uden større held. Denne tranceagtige søvnighed står i skarp kontrast til de stormhøje bølger, som mine følelser har reddet på i dagene op til i går formiddags, hvor det blev tid til at tage rygsækken på og gå af sted. Der var stor irritation over de løse ender, man ikke kunne nå at afslutte. Der var ligeså stor lettelse over, at andre lovede at tage sig af det. Der var forventningens berusende glæde. Nu starter det lige straks. Men nu sidder jeg her, omtåget træt, 4 timer endnu. 14

15 15

16 Forventede sport, natur og tanker Der var ingen betænkeligheder Planen var klar Der var forskellige reaktioner på mine planer om 900 kilometers vandring på 10 uger i Spanien. Enkelte var ved at rejse sig i stolen af begejstring, lige indtil de kom i tanke om, at det ikke var dem selv, der skulle af sted. Og så var der alt det, der forhindrede dem i at gøre det. De fleste undte mig det godt, men der var da dem, som var temmelig trætte af at skulle undvære mig i et par måneder. En del anså rejsen for at være lang, krævende og alt for langt væk. De var bekymrede for min sikkerhed og mit helbred på rejsen. Der blev stillet spørgsmål for at få rede på, om disse planer var et udslag af vanvittigt vovemod. Det var da dejligt at blive omsluttet af en sådan omsorg, men det forekom mig også at være lidt morsomt. Hvorfor skulle det egentlig være mindre sikkert at gå tur i Spanien end at gå en tur i Danmark? Tusindvis af pilgrimme havde i hundredvis af år benyttet ruten i Spanien. Der var en officiel, national interesse i at opretholde og profilere pilgrimsruterne. Den franske rute var kendt internationalt, og mange udenlandske foreninger var med til at pleje dens benyttelse ved at drive herberg med frivillig arbejdskraft. Der kom endvidere så mange mennesker på den rute, som man umiddelbart ville få et naturligt forhold til, fordi de også var pilgrimme. Så selvom man vandrede alene, så var man dog aldrig alene. Dog var der også en hel del, der reagerede ved hverken at kunne se farer eller fordele, som slet ikke at kunne se idéen i en sådan rejse. Nogle var overbeviste om, at der måtte være en helt særlig grund til at foretage den.- Måske var det for at imponere, for at bevise et eller andet! Men hvis tidsplanen holdt, ca. 100 km. pr. uge i 9 uger samt en uge til at komme derned, til at afslutte og komme hjem igen, så ville jeg blive en særdeles langsom pilgrim. Det ville give en flad fornemmelse, hvis nogen blev imponeret over det. Den, der selv var sportsudøver, kunne vel forstå selve sporten i at vandre og at klare distancen, både hver dag og hele vejen. For den, der selv kunne lide at være ude i det fri, var det vel også oplagt; hvor velgørende det var at være omgivet af smuk natur og drikke indtrykkene ind i sjælen. Og den, der selv fra tid til anden funderede over tilværelsen, forstod nok det meditativt inspirerende i at vandre fra sted til sted, en fantastisk symbolik i forhold til selve vandringen igennem livet. Min forventning var først og fremmet denne oplevelse af sporten, naturen og meditationen i forening. Dertil kom imidlertid en svag og udefinerlig fornemmelse af, at denne vandring ville blive sidste etape på en meget længere vandring. Det handlede om en indre vandring ud fra at være en maltrakteret og ituslået sjæl, der kæmpede for en eksistens, og hen til et mere frugtbart udgangspunkt for livet. 16

17 Forventningsfuld Dagbog d. 24/4 kl. 8 Om en time går toget her fra Pau. Togstationen ligger bare minutters gang fra dette hotel. Man skal gå ned ad en stejl bakke, en bjergside i udkanten af byen. Tog til og fra byen kører der nedenfor. Her findes en lille togbane, hvor to vogne kører op og ned ad bjergsiden. Så der er hele tiden er én vogn for oven og én vogn for neden, undtaget i de øjeblikke, hvor de skifter plads. Det er sjovt at se en sådan indretning, men det har ikke min interesse at prøve at køre med den lille bakkebane. Jeg vil hellere gå. Det var også min mening at gå en længere tur rundt i Pau, men det kiksede en smule. Søvnighed og mental træthed gjorde mig forvirret. Jeg var lettet, da vi var landet i Pau, tidligt i går morges. Men det varede kun, indtil vi var kommet igennem paskontrollen. Min beholdning af likvide midler var ca. 2 euro, men pengeautomaten spyttede mit visakort ud igen med besked om at kontakte banken. Da min telefon blev åbnet, var der ingen forbindelse til netværket. Det løste sig hurtigt. Telefonen skulle bare bruge lidt tid til at finde netværket i udlandet, og problemet med at hæve penge handlede om min uvidenhed. Man kunne ikke hæve så store beløb på engang i udlandet, som man kunne derhjemme. Damen i lufthavnens information insisterede på, at en taxa var en nødvendighed for at komme hen til hotellet, som lå i Paus centrum. Og så var der simpelthen ikke power nok i mig til alligevel at spørge om, hvor langt der var til det nærmeste stoppested for bybusser. Der har næppe været længere, end jeg kunne have gået. Men dette foregik efter en hel nat uden søvn i en lufthavn. Det var efter de stressende faktorer ved 2 flyvninger, hvor adrenalinen suste rundt i kroppen og satte tankerne i omdrejninger. Samt efter disse øjeblikke hvor det så ud, som om jeg stod på et ukendt sted i et fremmed land, flad og uden mulighed for at komme i kontakt med nogen! Det gjorde alt sammen sin virkning. Slukøret tog jeg en taxa, viste chaufføren navnet på hotellet, og blev naturligvis kørt lige til døren. Indvendigt strittede mine følelser imod, mentalt orkede jeg alligevel ikke at prøve på at forklare mit ønske om at gå et stykke ad vejen. Og selvfølgelig var det forudbestilte hotelværelse ikke klart så tidligt på dagen. Selvom jeg forsøgte at sjoske lidt rundt i byen, så gjorde min søvnige tilstand det svært at lokke mig selv ret langt væk fra hotellet. Det lykkedes mig at smide 25 euro væk ved at tabe dem ud af et hul i min frakkelomme. - Denne sommerfrakke er nyligt pillet frem fra opbevaring, hvor mit sommertøj ligger om vinteren. Hullet i lommen er opstået sidste sommer, og er i mellemtiden blevet glemt. Men det er lykkedes mig at få en billet til Col du Somport. Om en time går toget. Om endnu en time skiftes til bus i Oloron st. Maria. Og om endnu en time, så er jeg i Col du Somport. Der starter min vandretur. Lige nu glæder jeg mig intenst. Her i Pau er en 17

18 behagelig temperatur, solen skinner, dog ikke fra en skyfri himmel. Vejret er rigtigt fint for en gåtur. Om 3 timer begynder Caminoen for mig. At vandre som medicin for sjælen Fornuftig besindighed trængte ind Fokus blev flyttet Når man tog en rygsæk på for at vandre ud i åbent land mod et mål, der lå en dagsvandring forude, så mærkede man hurtigere og tydeligere sine fysiske behov og grænserne for sin fysiske formåen. Man var afhængig af denne formåen for at bringe sig selv frem til målet med forsyninger og forplejning. Så man blev automatisk mere bevidst om, hvordan ens egen formåen igen var afhængig af, hvor godt man tog vare på sig selv. Beklædning, kost, hvile, tempo og dagsrytme føltes pludseligt som vigtige elementer på en mere umiddelbar og nærværende måde. Mobiltelefoner, helikoptere og beredte redningskorps fjernede det element af fare, som ellers kunne gøre følelsen overvældende. Det ville imidlertid være pinligt at bringe sig selv i den situation, at man måtte tilkalde hjælp på grund af sin egen dumdristighed. Så alt i alt frembragte selve situationen en form for besindighed. Når man i opvæksten havde udviklet en skarp bevidsthed om andres behov, i den tro at ens egen overlevelse var afhængig af, at man stod til rådighed for dem og fornægtede sine egne behov. Så havde denne disciplin, som helt naturligt frembragte denne besindighed, samme livgivende virkning som helsebringende medicin. 18

19 Betaget Dagbog d. 24/4 - kl. 20 Nu er jeg kommet frem til Caminoen. Det har været fantastisk at gå ned fra Somport og se bjergene og udsigten, at følge stien i naturens stilhed fra toppen af Pyranæerne ned mod byen Jaca, mod syd. Solen har skinnet på hele turen, jeg har set firben og sommerfugle, som derhjemme ikke er udklækket endnu. Der lå stadig spredte snedriver hen over stien på de første par kilometer af ruten. På en del kilometer derefter krydsede smeltevandet ofte stien. Dette var en uventet udfordring ved at gå i sandaler på denne årstid. Det var ikke opkommet i min tanke før, at forår i bjergene betød sne og smeltevand på stien. Men det var en udfordring, der var til at klare, og den gav ikke anledning til at fortryde mit valg af fodtøj. Tværtimod synes alt at være som min forestilling om det. De 3 år siden mit første møde med Caminoen føles som blæst væk, som om det var lige forleden, at jeg var her sidst. Det er dog først efter Jaca, som endnu ligger 14 kilometer væk, at vi kommer ind på en stump af ruten, som jeg før har gået. Vi er i byen Villanua. Ved ankomsten hertil var Villanuas pilgrimsherberg sådan set ikke svært at finde. Men der gik bare håndværkere rundt og arbejdede, og de talte ikke andet sprog end spansk. (Jeg taler ikke spansk!) Så traskede jeg en del rundt for at lede og spørge om nogen, der kunne forstå mig, vidste noget. En pilgrim på cykel fra Bryssel mødte mig. Han ville gerne snakke, men det var efterhånden blevet lidt hårdt at stå stille med rygsækken. Vi ledte lidt i fællesskab. På en tankstation tegnede en venlig ekspedient mig et lille kort, der viste, hvor der lå et hostal, et hotel noget lignende et vandrehjem, men kun med værelser, uden fællesrum. Ekspedienten kunne lidt engelsk, og vi erfarede, at I denne uge var herberget lukket og under renovering. Så valgte cyklisten at køre videre. Dette hostal viste sig faktisk at ligge på ruten, på vej ud af byen, men det syntes også at være lukket. Kort efter fandt jeg en bænk lige udenfor byen, satte mig lidt og besluttede nærmest at gå videre. Men det virkede alligevel til at være lidt for sent på dagen til at gå 7-8 kilometer til næste by med et herberg. Der sad en seddel i vinduet på døren indtil hostallet. På sedlen stod noget, som godt kunne tyde på, at der blev åbnet klokken 19. Nogen kom forbi mig på bænken, og kunne fortælle mig, hvad klokken var. Der var ikke så længe til, at klokken var 19. Så jeg bestemte mig for at gå tilbage hertil og satse på, at her blev åbnet. Og det gjorde her! Ved dette hostal har jeg mødt en fransk dame, som for 1 måned siden er gået af sted fra sit hjem i Frankrig, og indtil nu ikke har taget andet transportmiddel end sine fødder. 19

20 Alfredo Gama fra Brasilien er her også. Han bærer nogle farvede snore hjemmefra med en overtroisk betydning, som han forærer væk. Vi tre skal spise pilgrimsmiddag sammen om lidt. Det er min første pilgrimsmiddag på denne pilgrimsrejse. Både brasilianeren og jeg har dog stadig vores første overnatning på et pilgrimsherberg til gode på denne tur. Tanker om tendenser i tiden Meditation over standarder En indre vandring imellem to poler I min erfaring var lange vandreture ude i naturen en rigtig god måde at finde nye perspektiver. Det langsomme tempo gav tid til at se flere detaljer på vejen, og gav tanken plads til at dvæle ved dem. Nye perspektiver på tilværelsen kunne formes ved at tage deres afsæt deri. Tendenser i tiden, principielle overvejelser samt mere vidtrækkende betydning af små indtryk havde altid optaget mig. Og den stigende interesse for det religiøse i min samtid optog mig. For en del år siden kørte et fast oplysningsprogram på tv. Programmet belyste juridiske og etiske problemstillinger i dagliglivet, og blev kaldt: Hvad er min ret, og hvad er min pligt. I min mund smagte disse ord meget af magt og meget lidt af retfærdighed. Hvis man derimod talte om behov, omsorg og rimelighed, så smagte det straks anderledes: Hvordan løste man den opgave at tilgodese både dine og mine behov, hvordan skabtes der rum for både dine og mine interesser, og hvordan blev der rimelighed imellem dem, når der opstod interessekonflikt? Og hvordan kunne man inde i sig selv bringe ligevægt i forholdet imellem at have behov for noget og at have omsorg for nogen? Den slags overvejelser forekom mig at være både nødvendige og frugtbare. Men idéen om ret og pligt virkede på en eller anden måde stålsat og ubøjelig, og bibragte mig associationer om selvcentrerede mennesker, for hvem verden endte ved spidsen af deres næsetip. Når pligten var gjort, så havde man ubetinget ret til noget, og der fandtes intet spørgsmål om rimelighed. Naturligvis var det i udgangspunktet et rimeligt krav, at andre opfyldte deres del af en aftale, når man selv havde gjort sin del. Og det kunne være ret smertefuldt at føle sig snydt. Endvidere indeholdt idéen om ret og pligt som regel en forestilling om, at der skulle være lige regler for alle. Men spørgsmålet var, om dette nu også var så rimeligt, som det lød. Og det stålsatte lå i at fornægte dette spørgsmål. Den ubøjelige nægtede at overveje om selve reglen eller aftalen var rimelig. Menneskers forudsætninger for at opfylde de krav, som en pligt udgjorde, var så vidt forskellige. Vore evner og talenter var forskellige, og ikke alle evner blev lige meget 20

21 værdsat. De ressourcer, som vi hver især havde til rådighed, var ikke de samme. Hvad der for nogen var en ubetydelig pris, var for andre hele deres verden. Den kristne grundtanke, hvor kærlighed var pligtens egentlige indhold, var dog fundamentalt anderledes. Her var begrebet kærlighed ikke bare et udtryk for en følelse, men en samlet betegnelse for godhed, accept, tilgivelse, forståelse, mildhed, trofasthed osv. Så kunne man godt forestille sig, at ret og pligt kunne forenes med rimelighed. Men når man definerede generelle regler om rettigheder og pligter, så opsatte man en standard for livet. Hvis sådanne standarder blev blandet sammen med troen på Gud, så fulgte der gerne i kølvandet nogle forestillinger om gudgivne standarder for livet. Med dem skabte man en platform til at dømme alle dem, der ikke levede op til standarderne. Og standarderne eller dem, der administrerede dem, fik så gerne status som Gud selv. At skabe sådanne standarder, og at give Gud skylden for dem var i mine øjne af det onde. Visioner, forbilleder og idealer om at leve i tro på kærlighed fra Gud, var noget andet. Rolig Dagbog d. 26/4 kl. 8 Det er lørdag morgen. Pilgrimme forlader herberget her i Jaca, men i dag holder jeg hviledag. Brasilianeren har været her, og vi har fået os en opbyggelig snak om åndelige værdier. Inden, han tog af sted, gav han mig en af sine snore, en lilla. Hvor er jeg dog træt, føler mig øm og slidt. Min ene tå er forslået, hævet og blå, og mine fødder er befængt med vabler. Men det var en fantastisk tur. Solen varmede og det var en stor nydelse at vandre rundt, ude i det fri. Turen gik igennem skoven opad, længere op og endnu længere op. Udsigten var flot og mit kamera blev brugt flittigt. Ruten gik forbi et område med ruiner og nogle arealer, som kunne ligne noget, der engang havde været en park. Mit gæt var, at området engang havde tilhørt et kloster. Jeg prøvede at forestille mig, hvordan det var at plante, opbygge og leve i et kloster så langt oppe i skoven. Efterhånden meldte der sig betænkeligheder angående afmærkningen. Der var ingen gule pile, kun afmærkningen med en rød og hvid stribe. Den ændrede sig også betænkeligt hen ad vejen, og var af og til lidt vanskelig at finde. Men turen var fascinerende, jeg sugede indtryk til mig, stilheden, skønheden og den storslåede natur. Et par gange krydsede smeltevandet skovvejen i så stor mængde, at sko og strømper måtte af. Det var selvfølgelig iskoldt at gå igennem vandet, men også både sjovt og forfriskende. 21

22 Så drejede ruten ind ad en smal sti, der gik meget stejlt ned en kilometer eller to. Nedenfor løb smeltevandet i en hel flod. Der var et delta med store og små sten, som også skulle krydses. Så gik det atter op. En ny klosterruin viste sig på bjergsiden længere fremme. Der var ikke tvivl om, at denne rute førte forbi ruinen og længere op i bjergene. Floden løb den modsatte vej, og Jaca måtte ligge i den retning. Derefter forlod jeg den afmærkede, men forkerte rute, gik tilbage til floden og krydsede den igen et andet sted. Der gik en skovvej langs med vandet på den anden side af floden. Efter endnu et par kilometer kom jeg til en lille landsby, som bestod af ca. 7 huse. Da havde dagens vandring allerede varet 8 timer, og landsbyen havde et herberg. Så jeg ventede og håbede, at det ville være muligt at overnatte der. Det var det ikke. Det viste sig endvidere, at der var 12 kilometer tilbage til Jaca, 4-6 kilometer ad en landevej og resten ad den rigtige rute, hvor endnu et vandløb skulle krydses. Her var floden med smeltevand blevet bred og med nogen strøm. Der var nogle store, høje sten at balancere over. Jeg kom over uden større problemer, selvom trætheden efterhånden havde sat sit præg både på vandringen og på mit mod ved sådanne udfordringer. De sidste 3-4 kilometer til Jaca blev tilbagelagt i noget nær en trancetilstand. Der var lettelse over at have fundet tilbage på pilgrimsruten og lettelse over at vide, hvor langt der var igen. Men samtidig var opmærksomheden fuldstændigt henført i tanken om snart at kunne lægge mig ned. Jeg kunne næsten sove gående. Erindringer om at gå vild Nutiden møder fortiden At krydse sit eget spor Man kunne sige, at mit eget spor blev krydset i Jaca. Her i 2008 ankom jeg nordfra til Jaca udmattet efter at have gået to til tre gange så langt som planlagt ved at tage fejl af afmærkningen. På min prøvetur, 3 år tidligere gik turen sydfra med et lille tøf-tog via en bjergbane optil Jaca. Denne udmattende vandredag blev den mest vidunderlige etape på turen i Det dejlige vejr, de pragtfulde udsigter, kroppen så frisk og velforberedt, naturens behagelige lyde og den rene luft at indånde. Man priste universets skaber for det alt sammen, og tænkte på dem derhjemme, som det endnu ikke var så længe siden, man havde set. Fra turen i 2005 stod etapen fra Arrés til Sangüesa frem som noget særligt, en tur på 30 kilometer op over en bjergryg. Det var højden og udsigten, som os fra flade lande ikke kendte hjemmefra, der gjorde den speciel. Men de 30 kilometer var dengang en ret stor udfordring for mig, og et par kilometer udenfor Sangüesa blev jeg mødt af en rejsefælle, der bar min rygsæk det sidste stykke. 22

23 Det var jo smukt gjort, men de næste dage fik min rejsefælle humørsyge. Det gik mig på i en sådan grad, at jeg ikke bare gik forkert, men fór fuldstændigt vild og strandede på et øde sted i et vildnis. Det var sidst på dagen, stinkende varmt, og der var meget lidt vand i min beholder. Jeg var slet ikke spor forberedt på at overnatte i det fri. Det endte med, at en brandmand, som var i nærheden for at slukke skovbrande, kom og hentede mig hos et par ældre mænd og kørte mig til et herberg. De to ældre mænd boede i noget, som udefra lignede en ubeboelig ruin, og derfor var jeg bare gået forbi i første omgang. Men indenfor så boligen forbavsende nok ud til at være helt i orden. I Jaca fandt jeg for allerførste gang et herberg for pilgrimme og fik mit første pilgrimspas, Credencial del Peregrino. Det var et stempelkort, der blev stemplet på herberg, hvor man overnattede. For nogle pilgrimme var det en sport at samle på de mange forskellige stempler. De fik gerne passet stemplet undervejs på herberg, som de passerede. Så i 2008 havde jeg håbet på at få mig et pas i Col du Somport, hvor min vandring startede denne gang. De havde ikke nogen. Villanua var den første by på denne vandring, som jeg overnattede i. Der var herberget under ombygning, så der var heller ikke noget pas at få. I Jaca havde de kun en kopi af et pas, og det lykkedes mig ikke at få et rigtigt pas før ved slutningen af The Arragon Way i Puente la Reina. Prøveturen på 175 kilometer i 2005 var med til at gøre mig velforberedt til pilgrimsfærden i Men der var alligevel meget at vænne sig til de første dage. Der skulle gerne være en passende afveksling imellem at bruge energi på de spændende oplevelser, på det meditative ved vandringen og på at kommunikere med andre pilgrimme. Den vedvarende fysiske udfordring gjorde det også nødvendigt at finde en god balance i kroppen og at få rygsækken til at sidde helt rigtigt, at finde et passende tempo og at få det rette antal af pauser undervejs. Men uden mad og drikke dur helten ikke, og det kneb faktisk for mig at finde en god dagsrytme, når det gjaldt at spise og at drikke vand. Vandet smagte af klor, og det gled ikke så nemt ned, så der måtte suppleres med købevand for at få væske nok indenbords. Det var heller ikke nemt for mig at have mad i maven ved denne form for fysisk aktivitet, så morgenmad var kun en lille bid. Ved ankomsten til et herberg om eftermiddagen virkede behov for bad og for sondering mest påtrængende, så det sene aftensmåltid, pilgrimsmenuen, var mit eneste rigtige måltid om dagen. Det var ikke nok, men efterhånden lærte jeg da at småspise hele dagen. Og mit kamera løb hurtigt tør for batteri. Det var ikke muligt hver dag at købe dem, og man kunne ikke slæbe rundt på ret mange. Så det skulle også ind på rygraden at huske på batterier. Jeg løb helt tør for dem en enkelt gang, lige da Eunate kom til syne, og der blev kun et enkelt rystet billede deraf. Det rystede billede fik symbolsk betydning for mig. Min rejsefælle på prøveturen i 2005 var kun med frem til Eunate, og blev der nogle dage, imens jeg gik videre til Logroño. Fortiden blegnede, ligesom billedet blev rystet, da turen i 2008 blev til min pilgrimsvandring, min Camino. Et par kilometer efter Eunate, gik ruten igennem en buet port ved siden af kirken i Obanos. Der mødtes The Arragon Way og 23

24 The French Way. Den port gik jeg igennem 2 gange i 2008 og 1 gang på turen tre år tidligere, og krydsede således mit eget spor først i Jaca, og senere i Obanos. Sådan at krydse sit eget spor gjorde minderne levende samtidig med de oplevelser, der her og nu blev levet ud. Det gav en særlig mulighed for at reflektere over tidligere begivenheder og at se dem i et nyt lys. Og omvendt! Denne refleksion over fortiden gav et pust af mening ind i nutiden. Tørstig Dagbog - d. 28/4 - kl. 11 Alle talte om regn i morges, da vi forlod Arrés, som om det var noget at være bange for. For mig så det nu mere ud, som om regnen allerede havde været der. På en eller anden måde orkede jeg ikke at forholde mig til deres advarsler, skyndte mig bare af sted, og glemte i farten at fylde min vanddunk. Refugiet i Arrés var et sted med traditioner, som alle overnattende pilgrimme forventedes at deltage i: Først samledes vi i stilhed over solnedgangen ved et udsigtspunkt, så gik vi ind i et kirkerum for at læse bønner op på forskellige sprog. Lidt senere fik vi middag, og derefter var der fællessang, en pilgrim spillede evergreens på guitar. Den trange plads gjorde det nødvendigt, at alle gik i seng omtrent samtidig. Morgenmad blev lanceret med musik, der vækkede alle. Vi ankom dertil sammen i går hen på eftermiddagen, Janice fra Schweiz og jeg. Hun var en rigtig eventyrer og en dygtig vandrer, en sund og fornuftig kvinde med et interessant arbejde iblandt misbrugere. Vi fulgtes ad de sidste 10 kilometer, og hendes selskab gjorde det til en spændende udfordring at gå dem. Solen skinnede, og vi svedte. De sidste 3 kilometer gik ad en busket sti, som mindede mig lidt om Lundby krat derhjemme. Der var en fantastisk udsigt på denne sti op til Arrés, ikke lig noget derhjemme. Alligevel var det en dum beslutning i går at gå videre til Arrés fra Santa Cilia de Jaca. Men allerede ved middagstid sad vi der, Janice, Stefan, Floris og jeg. Vi kom fra Schweiz, Østrig, Holland og Danmark, fra små lande. Og vi var alle i samme alderskategori. Det var en hyggelig og festlig middagsstund. Janice ville videre bagefter, Stefan sandsynligvis også. Og pludseligt havde jeg fem vældigt gode grunde til også at gå videre. Tidligere om morgenen var der ellers blevet lagt en strategi for at klare dagens etape uden at blive helt udkørt. Det foregik efter bare et par kilometer på en bænk lige uden for Jaca. På bænken kunne man sidde og se på udsigten over en dal. Det vakte minder at sidde 24

25 der. For 3 år siden gik jeg mine allerførste skridt på denne spanske pilgrimsrute, The Arragon Way akkurat der. Mine ben og fødder var ikke helt glade. Det noterede jeg mig. Kroppen havde altså ikke nået at komme sig over den lange og seje omvej 2 dage før på trods af en vellykket hviledag i Jaca. Så gik jeg videre mod Santa Cilia de Jaca, og fulgtes med hollænderen, Floris de sidste kilometer. Det var min skråsikre erklæring ved ankomsten, at dette måtte være målet for mig i dag. Det ville også have været den vise beslutning at holde fast i. Men det er bagefter nu. I dag sidder jeg her ved en lille Landsby ved navn Corral. Mine ankler og hæle er ømme, mine fødder er slidte, og mit humør er på lavpunktet. En følelse af usikkerhed på at finde den rigtige sti plager ind i mellem, og min ryg gør vrøvl. Det hjælper nok på det, at rygsækken er blevet justeret, og sidder en del bedre. Men jeg må have noget vand. At vandre for at erobre sin barndoms verden Det glemte barn vokser også op Et skjult drama Til hjælp for min indre vandring var der nedskrevet nogle stikord på medbragt papir. Mit livsforløb var inddelt i naturlige tidsperioder. På papiret var nedskrevet hints for hver periode dels om, hvad der var hændt rundt om i verden, og dels nogle ord til meditation over mit eget livsforløb. Der var 9 perioder og tre ord til meditation for hver periode. Et ord beskrev den følelse eller drivkraft, som i den periode havde været mest fremtrædende i mit forhold til andre mennesker. Et ord beskrev den overordnede udvikling i mit eget indre univers i den periode. Og et ord beskrev, hvordan jeg i den periode havde forholdt mig til den åndelige side af tilværelsen. Hvis man så på et lille barn, der endnu ikke var fyldt tre år, da så man på et lille menneske, som var i færd med at erobre sin verden. Barnet fandt ud af, at der var dig, og der var mig, at jeg sommetider ville have noget, og måske du kunne give mig det. De grundlæggende færdigheder for kommunikation blev sået. Barnet fandt sine sanser og sine lemmer, lærte at styre sine bevægelser. Det lærte at gå og fandt ud af, at kroppen kunne flyttes derhen, hvor man ville. En følelse af selvværd blev sået. Barnet erobrede maden, den kom ikke længere fra mor. Man fandt selv ud af at putte den i munden, og hvor man ellers lystede. Selvtillid blev sået. Barnet lærte selv at gå på toilettet og frigjorde sig for bleens babysymbol. Ord blev mere og mere en del af dets verden. En dag ville det lille menneske kunne definere sig selv ved 25

26 hjælp af ord, beskrive sine følelser, forestillinger og erindringer. Men indtil den dag ville det være prisgivet de voksne, hvor barnets verden nemt blev tabt af syne og glemt. For mange mennesker gik noget galt i denne erobring af barneverdenen. Så gik man igennem livet og ledte efter en verden, som man kunne erobre i stedet for. Man kunne lede i sportsverdenens mange former for konkurrencer. Måske kunne man gøre karriere indenfor et erhverv eller indenfor kunstens verden. Eller man kunne udkæmpe en krig. Det var kompliceret at erobre sin barndoms verden, når man først var blevet voksen. Symbolske handlinger kunne være en hjælp, selvom der skulle lidt fantasi til at tro på værdien deraf. At bruge kroppen til at vandre af sted fremad mod et mål, havde en symbolsk værdi i forhold til at erobre ejerskabet over sin krop og en følelse af selvværd. Det gav også dette rum til at tygge på ens egen livshistorie, finde og værdsætte de store dramaer, som ikke havde andres opmærksomhed. Hvis man stod med et lille frø i hånden, så det vel ikke ud af ret meget. Der skulle både viden om planter og lidt fantasi til for at se værdien af det. Når det var sået, var det væk fra jordens overflade, og kunne synes tabt. Borte fra al opmærksomhed, nede i jorden skete det store drama. Frøet spirede, dannede en hel plante, som skød op og blomstrede. Men uden erfaring om dette ville det være svært at tro på frøets værdi. Der fandtes mange slags frø og mange slags planter. Noget blev sået til nytte, noget til pryd, og noget ukrudt såede sig selv. Også i et menneskes hjerte blev meget sået, især under opvæksten. Ofte så det ikke ud af ret meget, det tabtes gerne af syne, og blev glemt. Men borte fra al opmærksomhed voksede det. Efterhånden blev det synligt og bar frugt, måske til nytte, måske til fryd, måske kunne man ønske sig at rykke det op med rode. Livshistorier, udvikling og drama blev formet, så der blev skrevet og fortalt om det. Men det største drama skete egentlig borte fra al opmærksomhed, ved at noget blev sået og glemt, især begivenheder, man ikke talte om. Noget gik galt for mig. Men dette noget blev begravet i et tykt mørke, sløret af, at de voksne, som lærte mig ordenes brug, ønskede det gemt og glemt. Mange år af mit liv gik med at lede efter dette noget overalt, hvor jeg færdedes. Indtil det gik op for mig, at det var at finde inde i mig selv, i kroppens erindring om en sønderbrudt tillid. Når et barns krop på en eller anden måde blev brugt til noget af andre, så blev en grundlæggende forvirring sået i stedet for en følelse af selvværd. Det var jo som om kroppen ikke tilhører én selv, men andre. Og flyttede man kroppen udenfor deres rækkevidde, fordi det var ubehageligt at blive misbrugt, så dukkede skyld op, for havde man mon ret til det? Det skabte en død følelse inden i, som om man manglede sig selv. Det var naturligvis i kroppens egne følelser, at man ville finde sig selv, men der ledte man ligeså naturligt ikke. For i kroppen sad jo de smertefulde erindringer om det, der ingen rigtige ord havde, og som skabte en form for indvendig død. I stedet blev bevidstheden om visse dele af kroppen fraspaltet og forvirringen voksede. 26

27 Man havde ikke tillid til kroppens naturlige impulser såsom sult, træthed eller trang til bevægelse. Så kunne man jo heller ikke have tillid til, at man ville være i stand til at tage vare på sig selv. Og hvis jeg ikke kunne have tillid til mig, hvordan skulle jeg så kunne have tillid til dig? Hvad ville egentlig jeg, og hvad ville egentlig du? Derved blev den grundlæggende idé om kommunikation imellem en, der var mig, og en, der var dig, forvirret. Forvirringen voksede til dimensioner, der fik den til at ligne psykose. Det var som ukrudt. Man ville gerne luge det ud. Men det krævede viden om det oprindelige og glemte frø af forvirring. Det fordrede tro på noget, som man ikke kendte, nemlig følelsen af selvværd. Det krævede derfor andres øjne og ører, der så og hørte, hvad der ikke var blevet fortalt. Det krævede andres kyndige og medfølende hænder, der kunne tage vare på, hvad der endnu ikke var blevet til. Det virkede helt håbløst. Hvem ville det, og hvem kunne det? Og ville man selv vove at stole på nogen? Men noget gik også godt for mig. Der blev også sået et frø af tro, som voksede ved siden af forvirringen. Det var et frø, der faldt som en frugt af min mormors tro. Det var troen på den meget gamle kærlighedshistorie om en Gud, der skabte verden og menneskene i den, men mistede deres kærlighed. Så sendte Han sin søn ind i verden for at give dem håb og mod, og for at vinde deres kærlighed tilbage. Som troen voksede skabte den et billede af en usynlig Gud, som dog var alle vegne. Gud var selve indbegrebet af kærlighed, retfærdighed, sandhed, barmhjertighed, storhed, godhed og nærhed. Det var en Person, som man kunne henvende sig til, og som på én eller anden måde gav et gensvar. Og der var ingen andre, der kunne bestemme, hvad man skulle sige. Ingen kunne bestemme, at noget ikke måtte fortælles. Frisk Dagbog d. 1/5 kl. 9 I går aftes var jeg den første på herberget i Sangüesa, der gik i seng, klokken var ikke engang otte. I nattens løb var jeg lige oppe for at drikke lidt vand, men føj for en klorsmag. Så fik søvnen igen overtaget, og i morges, da jeg vågnede, var de fleste herberggæster allerede gået. Denne strækning mellem Sangüesa og Izco, husker jeg særdeles godt fra turen for 3 år siden, et bakket og frodigt landskab med flere nydelige udsigtspunkter undervejs. Nu sidder rygsækken rigtigt på ryggen af mig. Mit tempo og min vejrtrækning harmonerer godt. Mine hæle er stadig lidt ømme, men der er energi og en god balance i kroppen. Belært af erfaringen, har jeg i dag besluttet mig for at holde gode pauser, og for at stoppe i Izco. 27

28 Søndag blev strækningen for lang i forhold til kroppens energi, så røg humøret i bund mandag. Men det lykkedes mig med bøn og sang samt Ahava-fodcreme, at slæbe min slidte krop frem til Artieda. Et sted kneb det mig at finde vej, men en venlig dame fra en gård fulgte mig hen til stien. Vi forstod kun ét eneste ord af, hvad vi sagde til hinanden: Camino de Santiago. Men helt ufejlbarligt blev 2 ting alligevel kommunikeret imellem os: Venlighed og taknemmelighed. Uden for herberget i Artieda var der en terrasse med en fin udsigt, som var et godt sted at sidde og hvile. I min træthed gik mine tanker en tung gang til mine forliste parforhold. Og det virkede særdeles forståeligt for mig, at nogen kunne finde på at gå i kloster. Men der var også gensynsglæde, brasilianeren, Alfredo Gama og tyskeren Antie, gik i mandags den samme strækning fra Arrés til Artieda. Endvidere kom Janice og Stefan forbi og sagde farvel. Strækningen tirsdag over Ruesta til Undués-de Lerda var fantastisk flot, igennem en skov og op over en højderyg med en formidabel udsigt. Til tider gik vi ad gamle romerske veje. Men det var også en krævende tur. Hele aftenen var der i min krop en følelse nærmest som af at være jaget. Igen blev smerten over forliste parforhold mærkbar. Mine tanker vandrede frem og tilbage imellem forestillinger om, hvor langt jeg i morgen gerne ville gå, kunne gå, og hvor langt det var klogt at gå. Onsdag morgen havde denne jagende følelse forplantet sig til bekymringer om venner, som var langt væk. Min krop var ikke frisk, maven var ikke glad, mine lægge var ømme og den venstre hæl var rigtig sur. Men på en og samme tid begyndte Caminoen at nå ind til mig. Dagsrytmen, nærværet i nuet, dette specielle, ubundne fællesskab med andre pilgrimme og det daglige møde med skønne landskaber begyndte at føles hjemligt. I Sangüesa havde jeg nogle hyggelige timer med andre pilgrimme. Der kom beroligende sms er hjemmefra. Jeg købte mig nogle støttestrømper til mine klagende hæle, og det gik op for mig, at jeg slet og ret var træt. Nu er kroppen frisk og udhvilet. Men jeg skal ikke friste skæbnen ved at gå 28 km. I dag bliver Izcos byskilt et skilt med fuldstop for mig. Kulturen på sovesalene En stol at sidde på Taktløshed På herbergenes sovesale var der gerne nogle få stole, ikke én stol for hver sengeplads, bare nogle få stykker til deling. Det var praktisk og nyttigt. Det var godt at have et sted at sidde for at snøre sine vandrestøvler eller for at sætte sandalerne rigtigt, for det var vigtigt at fodtøjet sad godt på en længere vandretur. Og pladsen imellem overkøje og underkøje var som regel for lille til, at man kunne bruge køjesengene til det formål. 28