TIDSSKRIFTET GRØNLAND

Transkript

1 TIDSSKRIFTET GRØNLAND NR. 2-3/AUGUST ÅRGANG DET GRØNLANDSKE SELSKAB

2 Nye samlinger og projekter på Arktisk Institut modtager løbende nye samlinger af fotografier, tegninger, dokumenter, kort mm. vedrørende Grønland! Samlingerne registreres og arkiveres - og omsættes af engagerede mennesker til bøger og andre publikationer, udstillinger, forskningsprojekter, foredrag og meget mere. GRØNLANDS TEKNOLOGISKE UDVIKLING Et projekt om registrering, opbevaring og formidling af viden Fra fangersamfund til B Y K U L T U R FOTOKONKURRENCE NUNAGA MIT LAND ASSILIINERMI UNAMMINEQ Arktisk Instituts nyeste initiativ for alle med bopæl i Grønland Trolle-Legatet Arktisk Institut Vandreudstilling om Danmark-Ekspeditionen med arkivalier fra Arktisk Institut Bladets læsere opfordres til at henvende sig til Arktisk Institut med store og små samlinger af materiale vedrørende Grønland og det øvrige Arktis. Ring , mail til arktisk@arktisk.dk eller besøg Strandgade 102, 1401 København K

3 INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgivet af Det Grønlandske Selskab Kraemer Hus, L. E. Bruunsvej Charlottenlund Telefon Giro Fax dgs@groenlandselskab.dk IBAN DK SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr Ansvarshavende redaktør Laila Ramlau-Hansen Hvidhøj 1B Stevnstrup, 8870 Langå Telefon laila@ramlau-hansen.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det grønlandske Selskabs synspunkter Eftertryk i uddrag er tilladt med kildeangivelse Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a. Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter, Juullip Nipittittagaa/Den grønlandske Julemærkefond. 46 KARSTEN SECHER: Grønlands råstofindustri i det 20. århundrede 66 JUAAKA LYBERTH: At gøre op med fortiden eller hvorhen Grønland 72 KLAUS GEORG HANSEN og ANNE MERRILD HANSEN Miljø og megaindustri strategisk miljøvurdering af Grønlands potentielt første aluminiumsprojekt 84 VITTUS QUJAUKITSOQ: På sporet af kryolit i fortiden 88 NUKA MØLLER LUND: Udnyttelsen af de grønlandske naturressourcer 94 CLAUS ANDREASEN: Fortidsminder, Vand og Råstoffer 107 MARTIN BJÆRGE JENSEN og FREJA LUND SØRENSEN: Alcoa Et grønlandsk projekt AAGE V JENSENS. FONDE Forsiden Boring efter malm nær Maarmorilik. Grafisk udformning Urs Gjerding Tryk Gullanders Bogtryk A/S KØBES MALERIER BILLEDER M. M. MED RELATION TIL GRØNLAND KONTAKT KUNSTHANDLER ROAR CHRISTIANSEN Box 348, 3900 Nuuk/Godthåb Telefon Fax roar.c.galleri@greennet.gl

4 AF karsten Secher Grønlands råstofindustri i det 20. århundrede Råstofindustri baseret på Grønlands hårde mineralske råstoffer har været iværksat længe før det 20. århundredets begyndelse, hvor aktiviteterne ofte var baseret på lokalt kendskab og lokale behov for bestemte materialer. Ved århundredes begyndelse ses de første tendenser til at gribe efterforskningen systematisk an som følge af øget geologisk og teknisk viden, selvom de første efterforskere typisk følte sig mest trygge ved at undersøge allerede kendte råstoffer. De forekomster, som havde resulteret i udnyttelse, var i de fleste tilfælde baseret på fund gjort af den lokale befolkning. Baggrunden for råstofinteressen var i høj grad industrialiseringens behov for flere og nye råstoffer. Det påvirkede konjunkturerne på det internationale marked og dermed priserne for en del af de klassiske metaller som kobber, bly og zink i begyndelsen af århundredet. Politiske og nationale synspunkter indgik ofte i planlægningen af nye råstofaktiviteter og påvirkede ikke mindst aktivitetsniveauet. Fra den internationale mineverden kom beretninger om nye fund og nye tekniske landvindinger i en lind strøm til Skandinavien, hvorfra påvirkningen af råstofinteressen nåede Danmark og Grønland. I Grønland kom råstofudnyttelsen i begyndelsen til at følge sit eget spor, som i høj grad skyldtes det statsmonopol, som Grøn- RESUMÉ Artiklen er et uddrag af bogen Det hvide guld og det ægte guld, udgivet af forfatteren i 2004 af GEUS i anledning af Grønlands Hjemmestyres 25 års jubilæum. Dette uddrag har fokus på de råstofindustrielle aktiviteter og er ajourført og udbygget med kommentarer om status for Grønlands råstofindustri Karsten Secher er cand. scient. i geologi, Københavns Universitet (1972); Seniorgeolog GGU/GEUS (fra 1974), afbrudt af ansættelser i Dansk Polarcenter, Råstofforvaltningen for Grønland og DMU ( ). 46 Tidsskriftet Grønland 2-3/2008

5 KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE landsadministrationen håndhævede med fast hånd. Selvom kryolitminen i Ivittuut siden 1854 havde overbevist koloniherrerne om, at råstofudnyttelse kunne udføres, var minedrift som erhverv dengang tålt, men ikke en del af strategien for landets erhvervsudvikling. Hurtigt i det 20. århundrede fik piben dog gradvist en anden lyd, og det var presset udefra, der var årsag til åbning fra administrationens side. En patriotisk holdning hos efterforskningsselskaberne kom til at præge periodens begyndelse. Efter 1930-ernes økonomiske depression fik et liberalt og merkantilt pres statsadministrationen til at skifte holdning, og statsmonopolet tog nu sagen i egen hånd. Den stigende interesse var i høj grad støttet af den hastigt voksende geologiske viden. De reelle indkomster fra den eksisterende kryolitmine gjorde også tanken om minedrift mere og mere attraktiv. Lige efter 2. Verdenskrig var denne situation forstærket efter et forrygende kryolitsalg til USA i besættelsesårene. Staten engagerede sig i den nye aktivitet omkring en mine ved Mestersvig - og i mange andre aktiviteter i det øvrige Grønland. Staten forbeholdt sig stadig at fastholde eneretten på energiråstoffer kul og uran (og olie/gas). Den internationale mineverden var nu så småt blevet opmærksom på Grønlands potentielle skatkammer. Ved hjemmestyrets indførelse i 1979 tog den første grønlandske råstoflov højde herfor, da lovgivningen var påvirket af traditionelle minelandes administrative rutiner. Samtidig var der også skabt politisk enighed om fordeling af rettigheder og indtægter, så nu var tiden inde til, at det offentlige ligefrem reklamerede for herlighederne. Ved en lovændring i 1991 moderniseres regelsættet for råstofefterforskning og udnyttelse, og markedsføring blev et centralt emne i formidlingen af Grønlands råstofmuligheder. Markedsføringen så ud til at virke; der kom flere internationale aktører, og pludselig var Grønland i fokus med diamanter og ædelmetaller. Disse råstoffer overlevede bedst under den afmatning, der bredte sig i den internationale råstofverden hen imod århundredes slutning. I praksis udviklede råstofeftersøgningen i Grønland sig således, at visse efterforskningsselskaber og konsortier kom til at dominere aktiviteten, såvel regionalt som tidsmæssigt. Det var en udvikling, der resulterede i opsamling af en meget stor viden og i gennemførelse af mange velmente og målrettede undersøgelser. Den nationale geologiske undersøgelse (GGU/GEUS) sikrede vidensopsamling og vidensudvikling og var aktiv rådgiver og inspirator for alle dele af råstofverdenen. De selskaber og konsortier, der var særligt aktive i rollen som råstofefterforskere, kom fra såvel den nationale som den internationale scene. Tidligst på færde var Grønlandsk Minedrifts Aktieselskab i hele det vestgrønlandske område fra Selskabet, der som udgangspunkt var på en patriotisk mission, overdrog siden hen alle sine råstofarkivalier til Kryolitselskabet Øresund A/S, der fra efterforskede hele Vestgrønland og dele af Østgrønland. Nordisk Mineselskab A/S var aktivt fra i det centrale Østgrønland, som selskabet gjorde en stor indsats for at råstofkortlægge. Hjemmestyreejede NunaOil A/S (senere NunaMinerals A/S) blev det nye Grønlands råstof- snushane siden 1985 over hele landet. Internationale selskaber som Cominco Ltd., Platinomino A/S og Platinova A/S formidlede og udførte alle lange efterforskningskampagner over års forløb, enten i store regioner eller fordelt på mindre områder over hele landet. At Grønland også selv har tilsluttet sig denne filosofi kom klart til udtryk i 2001, da Hjemmestyret i Nuuk påtog sig værtskabet for 6th International Symposium on Mining in the Arctic. Således introduceret til baggrund og vilkår for råstofindustrien i Grønland er de følgende afsnit udformet som en aktivitetskalender for det 20. århundredes Grønland. Tidsskriftet Grønland 2-3/

6 KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE 1901 Kryolitminen i Ivittuut var da den eneste aktive mine i Grønland og havde været aktiv siden Ved Ivittuut havde der udviklet sig en omfattende mineby, som var de daglige rammer om det industrisamfund, der i løbet af 50 år var vokset op på stedet. Sommerarbejdsstyrken var på 100 mand. Det åbne minebrud udgjorde et aflangt hul med stejle sider og udhulede gallerier, cirka 50 x 170 meter i omrids og med en dybde af cirka 30 meter. Den årlige produktion var oppe på m 3 kryolitmalm, svarende til godt tons malm. Af produktionen i 1901 betaltes der en afgift til staten på kroner. Brydningen havde været på dette niveau siden begyndelsen af 1890-erne, og niveauet holdt sig til 1904, hvor der skete et drastisk fald. Efterspørgslen var endnu lille, da aluminiumsproduktionen ude i verden ikke var rigtigt i gang Selskabet bag kryolitudnyttelsen omdannedes til et aktieselskab under navnet Øresunds chemiske Fabriker (Øresund). Selve brydningen blev varetaget af et selvstændigt firma, Kryolith Mine og Handelsselskabet A/S. Fra 1904 faldt den årlige kryolitproduktion i Ivittuut drastisk til et niveau på under 1/3 det hidtidige niveau. Årsagen var uoverensstemmelser med aftagerne på det amerikanske marked, som endnu modtog det meste af malmen. Først i 1910 var produktionen oppe på 1903-niveau igen, blandt andet som følge af, at der nu var kommet gang i handelen på det europæiske marked En ny aktør havde på dette tidspunkt vist interesse i at etablere råstofindustri i Grønland. Den 29. juni bevilgedes koncession til mineraludnyttelse til grosserer Bernburg personligt for en 20 års periode i et område på km 2 svarende til hele Vestgrønland, med undtagelse af området omkring Ivittuut. Koncessionen gjaldt kun råstofferne kobber, bly, grafit, asbest og glimmer. Brydning ved den gamle kobbermine Josva (anlagt 1852) i Sydgrønland blev som den første aktivitet igangsat fra af Bernburgs folk som en tre-års forsøgsdrift med etablering af lodret mineskakt i den tidligere kobbermine. Arbejdet var under ledelse af erfarne minearbejdere fra Kongsberg sølvminen i Norge. Forsøgsperioden for Bernburgs aktivitet i Josva kobberminen afsluttedes med brydning til det første horisontale niveau (15 meter under terræn), og den første malmladning af 15 tons kobbermalm blev afskibet via Qaqortoq til Danmark 19. juli. Bernburg inddrog ingeniør M.I. Nyeboe som konsulent for at planlægge moderne infrastruktur ved minen med kajanlæg, veje og tipvognsbane Kulbrydning i Grønland havde stået på siden 1782 i industriel form under navnet Kulbrækkeriet på Disco ved Aamaruutissat (Skansen). Behovet for kul i Grønland var stigende, og Statens kulbrud ved Qaarsuarsuk på nordsiden af Nuussuaq lige vest for Uummannaq påbegyndes på et sted, hvor lokalbefolkningen selv samlede kul. Regelmæssig brydning kunne dog først gennemføres fire år senere. Minen blev udformet med horisontal minegang i kystens stejlvæg med indgang kun ti meter fra havstokken. Der blev brudt i en næsten horisontal linse af kul med en gennemsnitstykkelse på 2,5 meter og en udstrækning på omkring 100 x 160 meter Grosserer Bernburg dannede nu Grønlandsk Minedrifts Aktieselskab (GMA) til at varetage aktiviteter under koncessionen fra 1904, herunder det fortsatte arbejde i Josva kobberminen, som nu kaldtes Innatsiaq. Ingeniør M.I. Nyeboe blev direktør for GMA. Den fremtidige drift forberedtes dette år med tekniske installationer på baggrund af Nyeboes moderne industrivisioner. 48 Tidsskriftet Grønland 2-3/2008

7 KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE Aktivitet ved kulbruddet Qaarsuarsuk, cirka1906 Reden ved Josva minens anløbsbro med skibene S/B Danmark, S/S Expedit og M/B Ellen, Minearbejdere på 1. underjordiske niveau i Josva kobbermine, Josva anlæggets kobberudsmeltningsovn (tv) opbygget i et hjørne af byen, Tidsskriftet Grønland 2-3/

8 KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE 1908 Grønlandsk Minedrifts Aktieselskab etablerede endnu en mineskakt i Josva, og minedrift påbegyndtes i løbet af efteråret. Mandskabsstyrken var oppe på 30 mand. Josva minens afhængighed af kontakten med det øvrige Grønland var vokset. Den 20. juli åbnedes Nyeboes Kanal i baglandet øst for minebyen, efter at minens minører havde udsprængt en fire meter bred rende på en smal landtange. Dermed var der for mindre både etableret en indenskærs sejlrute til Qaqortoq fra kobberminen Der blev observeret korn (op til 1 /2 mm) af synligt guld i Josvamalmen - Grønlands første guldkorn! Optimismen ved Josva kobberminen var stor, og der etableredes en ny minegang og skakt ved Lilian minen, èn kilometer sydvest for Josva. Lilian minen var planlagt til at være stedet, hvor hovedaktiviteten i Kobberminebugt fremover skulle foregå, og en undersøisk minegang til Josva var udset til at være den fremtidige forbindelse mellem aktiviteterne. Der var i denne plan indarbejdet ønsket om at opbygge et mindre vandkraftværk nær ved Lilian minen, så man på denne måde kunne blive mindre afhængig af importerede energiråstoffer. Grønlandsk Minedrifts Aktieselskab erhvervede endvidere skibet S/B Danmark efter den netop overståede Danmark-Ekspedition i Nordøstgrønland Opbygningen af Josva og Lilian minerne fortsatte. Lilian minegangen afsluttedes uden at den forventede malm fandtes, hvorefter minen (og vandkraftanlægget) blev opgivet. I stedet for udvidede Grønlandsk Minedrifts Aktieselskab Josva minen, hvor der etableredes en ekstra mineskakt. Opsætning af Grønlands første (og eneste) smelteværk i form af en skaktovn gennemførtes, og den blev taget i brug året efter. Et færdigt smelteanlæg blev simpelthen importeret fra Nordsverige. Ved Josva minen udsmeltedes det første kobber i den nye smelteovn, og den første ladning kobber til NKT Trådværket i Middelfart blev leveret i Alvorlig brand i minens maskinhus stoppede produktion af malm resten af året, og tiden brugtes til genopbygning. GMA`s skib Danmark gennemførte tre ture fra Europa til Josva minen med materialer og mandskab Grønlandsk Minedrifts Aktieselskab havde allerede i et par år være aktiv med råstofefterforskning, og dette år besluttedes det at foretage en mindre prøvebrydning af grafit ved Eqalussuit ved Nassuttooq (Nordre Strømfjord) fra en forekomst, som blev lokaliseret allerede i Der blev nu brudt 50 tons malm til nærmere undersøgelse. Forventningen var så stor, at der for de kommende år var planlagt en større mineaktivitet med mange tekniske installationer, men projektet blev opgivet, da grafitkvaliteten viste sig ikke at være tilstrækkelig god Minebyen ved Josva voksede, og minedriften toppede dette år, hvor 75 mand udgjorde sommerarbejdsstyrken. Det var omtrent det halve af mandskabsstyrken i Ivittuut. Kulmangel ved Josva smelteværket var årsag til, at kun 15 tons kobbermalm blev udsmeltet. Tre amerikanske minefolk tilkaldtes af GMA for at give vurdering af Josva projektets fremtid. GMA lovede, som en del af koncessionsaftalerne, på basis heraf at levere en offentlig publikation om den samlede råstofviden i selskabet (udkom dog først i 1923) GMA opgav efter råd fra de amerikanske konsulenter minedriften i Josva mine, da beregninger viste, at lødigheden var for lav til økonomisk drift. I alt var der i 490 meter underjordiske minegange kun brudt 2252 tons kobbermalm, som havde resulteret i cirka 90 tons rent kobber. 50 Tidsskriftet Grønland 2-3/2008

9 KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE Gamle elevatortårn over mineskakt nr.1 ved Josva minen, Fundamentet af skakttårnet over mineskakt nr. 1 ved Josva minen, (sml. forrige foto) Resterne af grafitforsøgsdriften i 1914 ved Utoqqaat, Nutidskig fra Amitsoq grafitminen. Tidsskriftet Grønland 2-3/

10 KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE Samme år igangsatte GMA dog i stedet for nye brydningsforsøg af grafit ved Upernavik (Langø) og Sisimiut (Utoqqaat). På Langø blev der brudt to tons og ved Utoqqaat 80 tons malm. Ved Utoqqaat blev der planlagt en større minedrift med mange tekniske faciliteter, men begge steder opgav man snart alle videre aktiviteter. Kryolitminen i Ivittuut fik en ny koncessionsaftale om brydningen. Dette indebar en femdobling af afgiften til staten og krav om overdragelse af minen til staten ved koncessionsudløb i Mineselskabet og Øresunds chemiske Fabriker indgik aftale om at dele de ekstra omkostninger, og Øresund blev sikret eneret på salget af kryolitten Verdenskrig var årsag til nogen stilstand i Grønlands råstofindustri de næste fire år. Grønlandsk Minedrifts Aktieselskab havde stadig mod på sit industriengagement i Grønland, og samme år åbnedes en ny mine ved Amitsoq helt mod syd, hvor en grafitforekomst syntes brydeværdig. Den første brydning skete i åbent brud (i alt tons malm), mens der forberedtes underjordisk brydning året efter. Udstyr til underjordisk brydning flyttedes fra Josva til Amitsoq med Danmark Ved Amitsoq grafitminen opbyggedes en mineby på en smal fjeldafsats ud mod Saqqaq fjorden. Den fastboende arbejdsstyrke var vokset til 20 mand. Grønlandsk Minedrifts Aktieselskab etablerede også søsterselskabet Grønlands Grafit Compagni A/S (GCC) som et driftsselskab for Amitsoq minen og for at afsætte den udvundne grafit. For første gang i Grønlands råstofhistorie indgik international kapital som hovedaktionær i GCC aktiviteten. Der blev blandt andet indgået 10-års kontrakt med Hellesens batterifabrikker i Danmark om levering af grafit. Den øvrige grafit var afsat til produktion af smeltedigler, idet grafit ikke kunne skaffes på verdensmarkedet under verdenskrigen. GMA`s skib Danmark forliste i december året efter ved Höganäs-kysten i Sverige på vej til Danmark med en last grafit fra Amitsoq. Tabet af skibet, der var selskabets vigtigste transportmulighed, hæmmede i de følgende år alvorligt udviklingen af Amitsoq minen. Kryolitminedriften ved Ivittuut led også meget under de problemer, som verdenskrigen efterhånden medførte, og det resulterede i en fordobling af brydningsomkostningerne. Også i årene efter krigen var der problemer ( fredsdepressionen ), og først i 1923 var et produktionsniveau svarende til 1914 nået Kulbrydningen i Statens kulbrud ved Qaarsuarsuk på nordsiden af Nuussuaq stoppede efter brydning af omkring tons kul. Der var ikke kul nok til en bæredygtig udnyttelse, og aktiviteten flyttedes endnu engang efter flere overvejelser til en ny lokalitet ved Qullissat på nordkysten af Disko. Allerede i 1929 gennemgik kulbrydningen her en voldsom modernisering, og der blev nu tale om moderne maskinel brydning af kullene I Sydgrønland var der også problemer med Grønlandsk Minedrifts Aktieselskab s minedrift ved Amitsoq grafitminen. Minen blev lukket, da det ikke var lykkedes at frembringe et salgbart grafitkoncentrat. Den samlede produktion fra minen var på godt tons malm med en lødighed på omkring 20 procent grafit udløb GMA`s koncession i Grønland. Selskabet havde ikke haft aktiviteter i Grønland siden lukningen af Amitsoq grafitminen i 1924, og 25 års engagement var hermed afsluttet, da selskabet blev likvideret året efter. I 1936 oplevedes det sidste forsøg på at udnytte Amitsoq grafitten. Et privat konsortium under ledelse af lokale erhvervsfolk opnåede ny koncession til at fortsætte arbejdet i den stadig intakte mineby. 52 Tidsskriftet Grønland 2-3/2008

11 KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE Samtidigt maleri af Amitsoq grafitminen i 1921 (ukendt kunstner). Marmorbrydning ved Appat omkring Amitsoq grafitminen genbesøgt i Mekaniseret kulbrydning i Qullissat Kryolitbunker i Ivittuut parat til opmåling og lastning på S/S Thelma, Tidsskriftet Grønland 2-3/

12 KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE Marmorbrydning ved Maarmorilik cirka I forgrunden fundamenter af bygningerne fra brydningen i Kajanlægget ved Ivittuut i Under 2. verdenskrig kunne minedriften i Ivittuut fortsætte under amerikansk beskyttelse (1943). Kryolitbruddet i Ivittuut Malmen brydes stadigvæk i gallerier og transporteres til overfladen med elevator i tårnet. Kulbrydningen ved gamle Qullissat nærmede sig afslutning i Tidsskriftet Grønland 2-3/2008

13 KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE Der blev foretaget nye feltstudier, men selvom optimismen var stor, opgav konsortiet aktiviteten allerede samme år. Der skønnes i dag at være en reserve på stedet svarende til tons malm Lauge Koch åbnede en forsøgsguldmine på Clavering Ø i Nordøstgrønland. Der blev drevet 20 meter tunnel og fire meter skakt i næsten massiv svovlkis, som man forventede ville være guldførende på dybere niveauer. Guldindholdet var meget lavt og kom aldrig over 0,5 gram pr. tons malm, der betød, at brydning var langt fra at komme på tale. Alligevel fik Østgrønland prædikatet i datidens presse som Danmarks store lotteriseddel på grund af forventningerne om råstoffund guld i særdeleshed Forsøgsbrydning af marmor på øen Appat ved Uummannaq blev iværksat af Grønlands Styrelse allerede i Succesen med brydningen og den gode kvalitet af marmoret bevirkede, at aktiviteten skulle fortsætte de næste par år. Marmorbrydningen i området flyttedes dog længere østpå til stedet, som kaldtes Maarmorilik. Her så det ud til, at der var marmor til en lang årrække. Grønlands Styrelse var efterhånden blevet opmærksom på, at der kunne være muligheder for råstofindustri fra Grønlands undergrund. Styrelsen udsendte derfor en ekspedition under ledelse af den schweiziske geolog Eugen Wegmann til Vestgrønland for at skaffe et ajourført billede af råstofmulighederne. Undersøgelserne fortsatte til 1938, og resultatet var en solid afhandling med optimistisk omtale af råstofpotentialet og en moderne beskrivelse af de geologiske forhold Geologisk Museum i København udsendte docent Alfred Rosenkrantz på ekspedition til Nuussuaq i , hvorfra der hjembragtes materiale til en samlet fremstilling af områdets yngre geologiske aflejringshistorie samt nye oplysninger om kulforekomsterne. Rosenkrantz hjembragte i 1939 også prøver af mulig bly-zinkmalm fra egnen øst for Uummannaq. Allerede i foråret havde driftsbestyreren ved marmorbruddet rapporteret til Styrelsen om sådanne prøver. Prøverne viste sig senere at føre til minen Den sorte Engel i Kryolitbrydningen i Ivittuut havde indtil nu resulteret i, at en million tons kryolit var udvundet. Den årlige afgift til staten på cirka to millioner kroner var på dette tidspunkt nok til at finansiere hele den offentlige indsats i Grønland. Kryolitmineselskabet og Øresund fusionerede til det nye aktieselskab: Kryolitselskabet Øresund A/S (KØ), der fik eneretskoncession til kryolitbrydning, og da koncessionen skulle genforhandles krævede staten samtidig at blive medaktionær med halvdelen af aktierne. Statens kulbrud ved Qullissat på Disko var nu næsten udtømt, efter at omkring tons kul var udvundet. Brydningen flyttedes derfor til nyt minested et par kilometer syd for Qullissat. På den nye lokalitet blev der hurtigt opbygget en mineby med plads til arbejdsstyrken, der nu var på 70 mand Ved Maarmorilik blev produktionen af marmor tidligt i krigen opgivet på grund af afsætningsvanskeligheder. Siden åbningen af marmorbruddet i 1933 var der produceret godt tons marmor. De tekniske anlæg og bygninger blev flyttet til andre steder i Grønland, blandt andet til Qullissat, hvor der var opstået materielmangel efter de begrænsninger, der var opstået som følge af 2. Verdenskrig Den eneste øvrige råstofaktivitet, som kun Tidsskriftet Grønland 2-3/

14 KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE ne gennemføres i Grønland under krigen, var kryolitminedriften i Ivittuut. Kryolittens afgørende rolle for aluminiumsproduktionen bevirkede, at amerikanerne for at sikre råstoffet til den hastigt voksende flyvemaskineindustri simpelthen befæstede hele anlægget. Ikke mindre end to militærbaser blev etableret for at sikre produktionen. Den ene af disse baser var den senere flådestation Grønnedal (BW7 i den amerikanske kodebetegnelse). I Ivittuut nær ved mineanlægget blev der anlagt en camp til indkvartering af amerikanske soldater, og på Arsukfjordens nordside oprettedes hærens hovedbase ( Christianshavn ). Transport af kryolit til USA og forsyninger til Grønland som returfragt blev foretaget af tre danske skibe, som var tæt ved Grønland, da besættelsen kom. Disse skibe, med Kryolitselskabets eget s/s Julius Thomsen i spidsen, varetog i lang tid denne nødvendige transport, indtil to af skibene tilhørende Kgl. grønlandske Handel ( Gertrud Rask og Hans Egede ) forliste nær den nordamerikanske kyst i Allierede skibe måtte derefter træde til. Årsproduktionen af kryolit toppede i 1943 med tons malm Kryolitproduktionen viste en afmatning i krigens sidste år, hvor der nu årligt kun blev produceret omkring tons malm. Sejladsen til Grønland blev i samme periode meget risikabel med tyske ubådes patruljering i Davis Stræde. Flere transporter til Ivittuut led den skæbne at blive torpederet inden de nåede Grønlands skærgård. Under krigen og i de første år herefter blev Grønland udelukkende forsynet med varer fra USA via Ivittuut, Nuuk og Aasiaat. Det er nok ikke for meget sagt, at Grønlands kryolit blev det centrale omdrejningspunkt for Grønland under krigen, både praktisk og politisk. Det betød endvidere, at der indgik store indtægter til kryolitvirksomhedens ejerkreds, hvor staten netop i 1940 var blevet medejer Geologen Lauge Koch, der nu var ansat som konsulent i Grønlands Styrelse (med professorstatus), meddelte, at der var fundet en stor forekomst af blymalm ved Mestersvig. Yderligere undersøgelser skulle året efter klarlægge fundet, og staten bevilgede penge til disse undersøgelser. Forarbejdet til åbning af en blymine nær Mesters Vig i Østgrønland igangsattes i 1951 med tunnelbygning og diamantboringer, samt med indsamling af 35 tons malm. Resultaterne af undersøgelserne var forløbet godt, og staten tog initiativ til at oprette Nordisk Mineselskab A/S til at forestå minedriften. Staten havde fra begyndelsen 27,5 procent af aktierne i selskabet Ved kryolitbruddet i Ivittuut etableredes en 500 meter lang underjordisk rampe fra bunden af brydningshullet til overfladen, hvorefter den brudte malm fremover kunne køres på lastbiler til sorteranlægget. Den hidtil anvendte elevator satte grænser for, hvor stor produktionen kunne være, og ydermere optog den plads for at udnytte en stor mængde rig kryolit. Den tilbagegang, der havde været i produktionen siden 1948, forventedes herefter at kunne vendes til ny fremgang Blyminen ved Mesters Vig åbnedes ved Blyklippen i løbet af efteråret på baggrund af fundet fra Koncession blev udstedt til Nordisk Mineselskab A/S (Nordmine) vedrørende efterforskning og udnyttelse af råstoffer i et stort område på km 2 for 50 år i det centrale Østgrønland. Koncessionen undtog kryolit og radioaktive grundstoffer. Der måtte de kommende år derfor gennemføres omfattende entrepenørarbejder, idet der skulle anlægges en hel by ( Mestersvig ), samt en flylandingsbane. Brydningen foregik under jorden i tre niveauer på lokaliteten, der lå et par kilometer fra Mestersvig. 56 Tidsskriftet Grønland 2-3/2008

15 KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE En del af brydningen i Ivittuut foregik ved nedsprængning fra væggene, hvor minearbejderne var hængende i reb fra overkanten (1943). I Ivittuut blev der i 1949 etableret en 500 m lang underjordisk rampe fra bunden af brydningshullet, hvoraf malmen kunne transporteres til overfladen på lastbiler. Midnatsstemning i minebyen ved Blyklippen ved Mestersvig, cirka Brydning af blymalm i Blyklippen ved Mestersvig var godt i gang i minegange i Slutproduktet af kryolit fra brydningen i Ivittuut, cirka Området ved Ivittuut kryolitminen i Midt i billedet ses lagrene af brudt kryolit. Tidsskriftet Grønland 2-3/

16 KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE Brydningen af malm ved Mestersvig stoppede i 1963, hvorefter mineindgangen blev forseglet. Kulbrydningen ved Qullissat sluttede definitivt i I 1994 var der stadig rester af maskiner i området. Zink-blyminen Den Sorte Engel ved Maarmorilik med tovbane i forgrunden, Indgangen til minen ses som to sorte pletter på fjeldvæggen. Inde i minegangene i Den Sorte Engel foregik en del af behandlingen af den brudte malm. Her læsses malm direkte i knuseanlægget, Vinterkig mod minebyen set fra Den Sorte Engel, Tidsskriftet Grønland 2-3/2008

17 KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE 1959 Nordmine besluttede allerede i 1958 at koncentrere yderligere eftersøgning i Østgrønland omkring molybdænforekomsten ved Malmbjerg, der blev opdaget i Fra 1961 overtog Arktisk Minekompagni A/S dette arbejde. Arktisk Minekompagni var ejet ligeligt af Nordmine og AMAX Inc., der selv drev verdens største molybdænmine i USA. Igen var international minekapital involveret i et nyt råstofprojekt i Grønland. I 1961 blev en koncession på 50 år udstedt til Arktisk Minekompagni A/S vedrørende efterforskning og udnyttelse af råstoffer i et mindre område omkring Malmbjerg. Her viste det sig hurtigt, at malmmængden var på mindst 150 millioner tons med 0,23 procent molybdæn; altså en forekomst i verdensklasse. Beliggenheden var vanskelig set fra et minesynspunkt, da forekomsten var omgivet af gletschere. Alligevel blev der af selskabet fremlagt meget ambitiøse planer for udnyttelse af malmen. Fornyede boringer på en kilometer blev udført i 1979, men aktiviteten blev endelig opgivet allerede i Først i 2005 fik forekomsten atter bevågenhed, da efterspørgslen på molybdæn var øget betydeligt, og et nyt selskab, Quadra Mining Ltd., genoptog undersøgelserne. Det er senere oplyst, at det nye selskab planlægger produktion allerede fra Minedriften af kryolit i Ivittuut blev indstillet fra den 17. november, da forekomsten så ud til at være brugt op. Kryolitselskabet rådede da på lagerpladsen over en beholdning på mindst tons kryolitmalm med et gennemsnitligt kryolitindhold på 60 procent samt mere end tons kryolitholdigt opfyldsmateriale. Samtidig anskaffede selskabet et nyt flotationsanlæg i København, således at hele produktionen kunne behandles maskinelt. Den tidligere anvendte håndsortering i en del af processen blev derefter faset ud. Aktiviteten i minebyen overgik til at være håndtering af malmbunkerne i forbindelse med udskibningen. Selskabet indledte endvidere en omfattende mineralefterforskning rettet mod andre økonomisk interessante råstoffer i det øvrige Grønland, hvor indsatsen blev koncentreret i Vestgrønland Bly-zinkminen ved Mestersvig stoppede, da der ikke var mere malm. I alt var der blevet brudt tons malm med en gennemsnitslødighed på ni procent bly og 10 procent zink, og indtægterne fra driften kunne akkurat betale omkostningerne. Nordmine fortsatte dog som virksomhed, da man besluttede at fortsætte mineralefterforskningen i hele Østgrønland Fornyet interesse for Grønlands marmor resulterede i, at en ny brydning ved Maarmorilik blev iværksat af fabrikant Ole Fink-Jensen. Da aktiviteten sluttede i 1971, var der fragtet cirka tons marmor til København; det vil sige tons mere end den samlede hidtidige produktion før krigen. Grønlandsk marmor kunne derefter købes i forretninger langt op i 1990-erne Kryolitselskabet fandt i løbet af de mere detaljerede undersøgelser i Vestgrønland en omfattende forekomst af olivinsten ved Itipilua nær Fiskefjord. Malmmængden var ikke mindre end 100 millioner tons af fin kvalitet, men projektet blev opgivet, angivelig på grund af vanskeligheder med at finde aftagere af et olivinstensprodukt. Forekomsten påkaldte sig atter opmærksomhed først i det nye århundrede, hvor Ujarak Minerals og siden Crew Development Ltd. og senest Minelco AB udførte nye undersøgelser. Lokaliteten havde i mellemtiden fået navnet Seqi, og hurtigt i det nye århundrede blev det klart, at der nu var en mulighed for at forekomsten af olivinsten kunne danne baggrund for minedrift. Tidsskriftet Grønland 2-3/

18 KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE 1972 Minedriften i Statens kulbrud ved Qullissat stoppede definitivt efter diskussion af driftens dårlige økonomi. Snart efter blev alle aktiviteter på stedet afviklet, og minebyen blev nedlagt. Siden 1924 var der brudt tons kul i mineområdet ved Qullissat. Hjemmeproduktion af kul i Grønland var hermed ophørt efter næsten 200 års udnyttelse Bly-zinkminen Den Sorte Engel ved Maarmorilik begyndte produktion af malm. Siden 1937 havde der af flere interessegrupper været udført prospektering som opfølgning på fundet. Undersøgelser udført af flere selskaber med den dansk-canadiske prospektor Niels Ægidius Andersen som ankermand siden 1963 resulterede i afklaring af malmens placering og udstrækning. I udførtes beregninger af malmtonnagen. Mineområdet var placeret i 600 meters højde over havet, og adgang til området skete via en 1,7 kilometer lang tovbane fra det tidligere marmorbrud. Arbejdsstyrken det første år var på 250 mand. Operationen blev varetaget af selskabet Greenex A/S, der var etableret allerede i 1964 med Cominco Ltd. som hovedaktionær. Etablering af minebyen og tovbanen blev i disse år gennemført på kun 15 måneder, hvorefter åbningen af minen kunne iværksættes Kryolitselskabets undersøgelser i Vestgrønland nåede også den store forekomst af anorthosit feldspat (industrimineral) ved Itilleq nær Sisimiut. Forekomsten, der blev kortlagt og undersøgt af GGU allerede i 1954, omfatter en malmmængde på mindst 100 millioner tons. Anvendelsen af mineralet blev diskuteret på dette tidspunkt, men uanset, om det var en anvendelse som aluminiummalm eller som fyldstof, ville en brydning på stedet kræve adgang til billig energi, for at et projekt skulle være lønsomt. Kryolitselskabet stoppede det fortsatte arbejde hurtigt, da det blev klart, at lavprisenergi fra for eksempel vandkraft ikke var umiddelbart tilgængelig Ved uranforekomsten i Kvanefjeld nær Narsaq gennemførtes siden 1979 en en kilometer lang tunnel med en ny forsøgsbrydning af tons malm, hvoraf tons blev sendt til bearbejdning på forsøgsanlægget Risø. Samtidig havde debatten om anvendelse af kernekraft i Danmark fået mindre og mindre opbakning fra befolkningen, og i 1985 vedtog Folketinget lov om forbud mod kernekraft i Danmark. Dermed ophørte anvendelsen af offentlige midler til undersøgelser af råstoffer til brug for kernekraft I Ivittuut var aktiviteten ved at være afsluttet, da malmbunkerne efterhånden var fragtet til København for oparbejdning. Kryolitselskabet besluttede derfor at gennemføre et par meget dybe boringer i bruddet med henblik på lokalisering af yderligere kryolitreserver. Da arbejdet hermed blev afsluttet et par år senere, havde man faktisk lokaliseret en ny klump af kryolit i meters dybde. Den hidtidige arbejdsdybde i bruddet var på 70 meter, og den store dybde for det nye fund afholdt selskabet fra at gå videre med tanker om udnyttelse. I 1985 solgte staten sine aktier i selskabet (efter nogen tids diskussion i Folketinget), og Kryolitselskabet blev som følge heraf for første gang noteret på Københavns Fondsbørs Ved minen Den sorte Engel i Maarmorilik så det ud til, at minedriften skulle stoppes på grund af lave zinkpriser og små malmreserver. Imidlertid overtog Boliden Mineral AB selskabet Greenex A/S fra Cominco. Boliden rationaliserede driften og holdt minen i gang indtil 1990, hvor malmen var opbrugt. 60 Tidsskriftet Grønland 2-3/2008

19 KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE Lastekranen ved Ivittuut 1986 kort før ophør af mineaktiviteten på stedet. Geologer afsøger området ved Storø for mulige guldfund, 2005 Efter fundet af guld i Kirkespirdalen blev der efterhånden opbygget en teltby neden for den kommende mine ved Nalunaq, Guldfundet på Storø ved Nuuk har resulteret i opbygning af en undersøgelseslejr tæt på forekomsten, der findes i de rustne fjelde, I forbindelse med driften af guldminen ved Nalunaq foretages en del boringer for at fastlægge malmens udbredelse, Diamantefterforskningen i Grønland nåede i 2007 et vendepunkt, da der efter fundet den hidtil største diamant (2,4 karat) ved Garnet Lake syd for Kangerlussuaq blev etableret et forsøgsanlæg til rensning af diamantmalmen. Tidsskriftet Grønland 2-3/

20 KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE Ved guldminen i Nalunaq er der efterhånden opbygget et komplet udskibningsanlæg for malmen, Brydningen af guldmalm i Nalunaq-minen foregår i flere underjordiske niveauer, med udsigt til det oprindelige vartegn, det 1590 m.o.h. høje Kirkespiret, Olivinminen Seqi åbner 2005 efter grundige forundersøgelser med boringer. Forundersøgelser til en ny mine for molybdæn ved Malmbjerg i Østgrønland er i fuld gang, Udskibningen af olivinmalm fra Seqiminen sker fra et nyanlagt kajanlæg for oceangående skibe, Tidsskriftet Grønland 2-3/2008

21 KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE 1987 Kryolitselskabet besluttede at lukke kryolitbruddet endeligt i Hermed var 133 års råstofproduktion på stedet afsluttet. I alt var der brudt 3,7 millioner tons malm. Alle brugbare bygninger blev overdraget til Grønlands Hjemmestyre (og senere til Ivittuut kommune). To år efter omdannedes selskabet fra at være en industrikoncern til at være et kapitalformidlingsselskab, og rollen i Grønlands råstofverden var definitivt ophørt Minedriften ved bly-zinkminen Den Sorte Engel i Maarmorilik ophørte efter 17 års virksomhed, da hovedparten af malmen var brudt. I alt var der blevet udvundet 11,3 millioner tons malm med en gennemsnitslødighed af 12 procent zink, fire procent bly og 29 gram sølv pr. tons. Der var altså også tale om en sølvmine, hvorfra der i alt var produceret godt 325 ton sølv Siden Nordisk Mineselskabs 50-års koncession i Østgrønland blev ophævet i 1984 og erstattet med seks enkeltkoncessioner til mineralefterforskning samt én koncession til olieefterforskning, fortsatte prospekteringen i området på lavere og lavere blus. I dette år blev selskabet endelig afviklet og likvideret, og Statens 40 års råstofindsats i Østgrønland var afsluttet NunaOil A/S geologer fandt det første guld i fast fjeld i Kirkespirdalen ved Nanortalik. Fundet, der var resultatet af flere års forundersøgelser, blev døbt Nalunaq, og det viste sig senere at have et omfang, der kunne føre frem til en guldminedrift. Fundet blev året efter undersøgt med de første kerneboringer i samarbejde med Cyprus Minerals Co Diamantefterforskningen nåede så småt til Grønland fra Canada. Det var de første forberedelser til at undersøge mulighederne i Grønland i lyset af de diamantfund, der var gjort i Canadas arktiske egne i begyndelsen af 1990-erne. Allerede året efter blev de første koncessioner rettet mod diamanter udstedt, og i 1996 kulminerede antallet og størrelsen af koncessioner på grund af diamanteftersøgningen. I 1996 nåede arealet for koncessioner op på godt km 2 ; det største areal i nyere tids koncessionshistorie i Grønland. De følgende par år blev dette areal gradvist indskrænket til niveauet før disse kampagner. I 1997 blev de første faststående diamanter fundet i en kimberlitgang ved Maniitsoq. Der var tale om 25 mikrodiamanter og 16 makrodiamanter. Det fortsatte arbejde resulterede i, at der i begyndelsen af det nye årtusinde var kendskab til mere end sådanne diamanter i Grønland. Eftersøgningen fortsattes med fokus i området mellem Sisimiut, Kangerlussuaq og Maniitsoq. I 2007 blev så den hidtil største diamant på 2,4 karat fundet af selskabet Hudson Resources ved lokaliteten Garnet Lake lige nord for Sukkertoppen Iskappe NunaOil A/S gennemførte den anden af to boresæsoner på guldprospektet på Storø i Godthåbsfjord. Boringerne resulterede i detaljerede aftegninger af stedets lovende potentiale for guldmineraliseringer. Det videre arbejde resulterede i, at der givetvis er tale om en decideret guldprovins i hele fjorden. Undersøgelserne fortsatte efter afbrydelse ind i det nye århundrede, blandt andet i nært samarbejde med GEUS. I 2008 kunne området Qussuk i nordenden af fjorden tilføjes som et lovende område med guldpotentiale Ved Nanortalik forberedte Nalunaq Gold Mine I/S den forventede guldminedrift. For at vurdere lønsomheden i en mine på stedet blev der i tre underjordiske niveauer brudt en mindre mængde af malm på tons Tidsskriftet Grønland 2-3/

22 KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE til nærmere undersøgelse. Det så ud til, at der var en samlet reserve på tons malm, bedømt ud fra den daværende viden. Det var unægtelig en milepæl, der var nået, da Grønland efter den nye mines åbning efter 14 års stilstand atter kunne benævnes som et land med minedrift! 2005 I dette år kom den næste mine til i en ny række af råstofindustrier. Det var olivinminen Seqi, der blev åbnet 11. august det år. Undersøgelserne på stedet havde stået på i flere år i begyndelsen af det nye årtusinde på lokaliteten ved Fiskefjord, hvor Kryolitselskabet i 1970 havde godtgjort, at mindst 100 millioner tons af industrimineralet olivin var til stede. Det nye mineselskab under ledelse af svenske Minelco AB havde skaffet aftagere til råstoffet, og med en planlagt årlig produktion på op mod to millioner tons malm var der udsigt til en bæredygtig drift i adskillige årtier Råstofindustrien er tilbage i Grønland for fuld kraft. I dette år kan en antal nye miner skitseres til snarlig igangsættelse. Dette omfatter på kort sigt genåbning af bly-zinkudvindingen fra minen Den Sorte Engel, molybdænudvinding fra Malmbjerg i Østgrønland, brydning af rubin nær Qeqertarsuatsiaat og udvinding af zirkonium fra Narsaqområdet. På lidt længere sigt kan der måske være tale om en diamantmine ved Kangerlussuaq, en zinkmine ved Citronen fjord i Nordgrønland samt endelig en guldmine i Godthåbsfjorden. Da råstofpriserne i høj grad er underlagt konjunkturer på verdensmarkedet, kan denne rækkefølge hurtigt ændres, eller nye råstofemner kan blive aktuelle. En af aluminiumindustriens giganter Alcoa har allerede fattet interesse for Grønlands vandkraftpotentiale, mulige olieressourcer i undergrunden og helt nye råstoffund kan, før man aner det, ændre disse rækkefølger i udviklingen af Grønlands kommende råstofindustrier. Da mere end 150 års virksomhed har været medvirkende til at modne denne situation, kan Grønlands forberedelse til et nyt erhvervsgrundlag siges at være sat godt i gang. Der er vist foto fra følgende institutioner og firmaer: GEUS, Arktisk Institut, Nanortalik Museum, Ivittuut Mine- og Mineralmuseum, Geologisk Museum, Tidsskriftet Grønland, Råstofdirektoratet, InterMoly, Ironbark og True North Gems. Nær Maarmorilik udføres boringer efter mere malm på steder, der tidligere var dækket af gletschere, Tidsskriftet Grønland 2-3/2008

23 KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE Udsigten fra toppen af molybdænforekomsten Malmbjerg, placeret mellem to gletschere i Østgrønland, Genåbningen af bly-zinkminen ved Maarmorilik er nært forestående. Forsyningsskibe bringer nyt grej på plads nær den tidligere mineby, Den allerede i 1993 opdagede zinkforekomst ved Citronen Fjord er atter i 2006 genstand for flere undersøgelser med henblik på udnyttelse. Rubinforekomsten ved Qeqertarsuatsiaat/ Fiskenæsset forventes at være tæt på de endelige forberedelser til egentlig minedrift. Her gøres klar til udsprængning af materiale i Tidsskriftet Grønland 2-3/

24 AF juaaka lyberth At gøre op med fortiden eller hvorhen Grønland Information, men ikke debat Der har i Nuuk, Sisimiut og Maniitsoq været afholdt en række informationsmøder omkring Alcoa og etableringen af aluminiumssmelteværk og vandkraftværk. Alcoa og Landsstyret har på disse møder informeret om, hvad der kommer til at ske og om de fremtidige perspektiver. Der har været tale om en ensidig kommunikation og er det tilstrækkeligt? Et meget mere nuanceret billede, tror jeg, ville være fremkommet med mere tid til folkelig debat ikke mindst hvad angår de mulige konsekvenser for samfundet som helhed. Endelig er det min opfattelse, at Grønland een gang for alle kunne have gjort op med sin koloniale og postkoloniale fortid, og dermed gøre sig fri af sin nuværende fastlåste situation, begynde at diskutere fremtidens udfordringer med vækst, velfærd, ændrede bosætningsmønstre og meget mere, uden at fanden straks males på væggen og med påstande om, at man går i G-60 s ærinde. Debatten, der blev væk Da jeg i februar luftede tanken om at medtage brugsret til land, vand og dets ressourcer eller principperne for afgivelse af disse til udenlandske selskaber i en kommende folkeafstemning om øget selvstyre, fik jeg en ganske klar reaktion fra landstings- og folke- RESUMÉ På tærsklen til øget selvstyre, med muligt kommende aluminiumssmelteværk, opbygning af vandkraftværker og olie-mineralindustri bør Grønland gøre op med sin koloniale fortid og gøre sig fri af sin fastlåste situation. Debatten kunne måske have ventet til efter selvstyrets indførelse. Men nu står Alcoa og banker på døren, og Landsstyrets udmelding i sin politiskøkonomiske beretning er ikke til at tage fejl af. Grønland står på korsvejen og må træffe sit valg om sin fremtid. Juaaka Lyberth er exam. art. fra Institut for Eskimologi, Københavns Universitet, med supplerende fag i blandt andet antropologi. Er medforfatter til bogen Grønlandske migrantarbejdere i Marmorilik partisekretær ved Siumut , derefter fortsatte studier Foto: Benny Jensen samt freelance virksomhed redaktør for kultur- og underholdningsafdelingen i KNR.1995 arrangementschef i Katuaq, Grønlands Kulturhus, som han var direktør for fra 1999 til Tidsskriftet Grønland 2-3/2008

25 JUAAKA LYBERTH: AT GØRE OP MED FORTIDEN ELLER HVORHEN GRØNLAND tingsmedlem Lars Emil Johansen, som også er sit partis politiske ordfører. Hr. Johansen mente, at mange i Grønland fortsat lider af postkoloniale traumer og bliver usikre, når beslutninger, der kan føre til øget selvstændighed, skal træffes. Anledningen til, at jeg fremsatte denne idé var spørgsmålet om anlæggelse af et aluminiumssmelteværk, samt etablering af kæmpevandkraftværk i landområderne i Maniitsoq og Sisimiut kommuner. Hr. Johansen var imod en folkeafstemning og fastholdte, at Landsstyrets anbefalinger skulle følges. En folkeafstemning kan nemt danne præcedens og skabe vanskeligheder for fremtidige lignende beslutninger, fastslog Hr. Johansen. Dermed syntes borgernes mulighed for at deltage i beslutningsprocessen om væsentlige samfundsforhold at være udtømte for denne gang. Tillid til hvem Grundlæggende er jeg ikke modstander af, at Grønlands ressourcer udnyttes til at skabe vækst og bedre velfærd i samfundet. Min pointe var imidlertid, at Grønland i dag står foran tærsklen til kolossale samfundsmæssige forandringer, ikke blot hvad angår den traditionelle udnyttelse og brugsret af land, vand og dets ressourcer, men også det bosætningsmønster, som den intensiverede udnyttelse af råstoffer vil medføre. Min holdning er, at befolkningen i højere grad burde have fået lov til at deltage i debatten, før Landstinget traf beslutninger herom. Når Alcoa har etableret sig, bliver Grønland aldrig det samme som før, er mit gæt. Med mere tid til debat vil interessegrupper i samfundet ikke kunne komme bagefter og sige: vi blev ikke hørt, det hele blev besluttet ovenfra. Det samme argument har Hr. Johansens jo selv ofte brugt om de beslutninger, der blev truffet efter 2. Verdenskrig og op igennem 1960-erne. Mere debat ville have sikret nemmere tilgang til de nødvendige forandringsprocesser. Det ville have klædet det unge grønlandske demokrati at give folket en chance, før terningerne blev kastet. I landstingsdebatten sagde Hr. Johansen, at man skal vise Alcoa tillid. Vi har repræsentativt demokrati, og Landstinget er den endelige beslutningstager, men ikke desto mindre er det min opfattelse, at Landstinget burde have udvist større tillid til befolkningens dømmekraft. Opgør med fortiden Min påstand er, at Grønland bør frigøre sig af sine koloniale traumer og komme videre. Vi må acceptere, at sket er sket og forsone os med det, men vi kan godt gøre noget ved den fremtid, der venter på os. Tidligere statsminister Jens Otto Krag sagde engang, at man har et standpunkt til man tager et nyt, og det er ikke odiøst at revurdere sine holdninger i forhold til sin samtid. Debatten kunne måske have ventet, indtil øget selvstyre er indført. Men nu står Alcoa og andre virksomheder og banker på døren og Landsstyrets politisk-økonomiske beretning for 2008 er præsenteret, derfor er det nødvendige opgør med fortiden uundgåeligt. Velstand for alle - hvordan Jeg vil give Hr. Johansen ret i, at der fortsat er mange postkoloniale symptomer i Grønland. Et af disse er, at kløften mellem rig og fattig er meget stor. Nogle få bliver endda meget rige, mens mange ligger omkring og under fattigdomsgrænsen. Der er også stor forskel på indkomsterne regionerne imellem. Den erhvervsgruppe i Grønland, der har den mindste gennemsnitlige indkomst er fangere og fiskere, især i bygderne og yderdistrikterne. Her har 85,5 procent af denne gruppe en indkomst, der er lavere end en ufaglærts løn, mens 64,3 procent i byerne har indtægter under ufaglært løn. Det er et faktum, at lavindkomstgrupperne er de, som modtager de højeste samlede offentlige overførsler og subsidier på forskellige måder. Det er Landsstyrets politik, at færre skal være permanent afhængige af overførsler og Tidsskriftet Grønland 2-3/