Dronningens fødselsdag fejret i København

Transkript

1 Dronningens fødselsdag fejret i København I sidste nummer af Gyldenløve bragte vi en artikel om, hvorledes Dronning Margrethes 75 års fødselsdag blev fejret i Århus. Deadline på bladet lå umiddelbart efter, så vi kunne ikke nå at få en artikel med om folkets hyldest til Dronningen i København på selve fødselsdagen den 16. april. Redaktionen har modtaget en beretning om begivenhederne i København fra et nordjysk medlem af vores forening. Den bringes her. Af Milles morfar Som medlem af Dronningens Livregiments Soldaterforening havde Milles morfar fået nys om, at foreningens faner sammen med mange andre faner skulle til København på Dronning Margrethes 75 års fødselsdag for at bringe soldaterforeningernes hyldest til Majestæten på dagen. Og det kunne morfar da godt tænke sig at overvære sammen med sit barnebarn, Mille, hvis det kunne lade sig gøre. Mille er en herlig og glad pige på syv år. Hun går i første klasse og bor i Vanløse sammen med sin mor og far, der i øvrigt også er medlem af Dronningens Livregiments Soldaterforening. Da morfar som nævnt syntes, at det kunne være dejligt, om han kunne få Mille med ind på Amalienborg og råbe hurra for Dronningen, ringede han nogle dage forinden til sin datter for at høre, om Mille havde fri på Dronningens fødselsdag, og om hun så ville med sin morfar ind til byen og opleve det hele. Hendes mor svarede, at hvis Mille ikke havde fri fra skole, så fik hun det, for det var bare et led i hendes opdragelse at komme ind og fejre Dronningen sammen med sin morfar. Så dagen før tog morfar toget til Vanløse, så der kunne blive tid til en hyggeaften sammen med familien inden den store dag. Næste dag skulle Milles forældre tidligt af sted på arbejde, men Mille og morfar havde god tid til at nyde morgenmaden sammen. Milles mor havde lavet en madpakke, saftevand og lidt guf, så Mille ikke skulle gå sukkerkold på turen. Det blev puttet i Milles lille rygsæk, da de drog ind mod byen, morfar på gåben medens Mille futtede af sted på sit løbehjul. Da de kom ned på metro stationen kunne morfar ikke få billetautomaten til at tage dankortet, så de kunne få billetter. Jeg ringer lige til mor, sagde Mille hun ved hvordan man gør. Mille har nemlig fået en mobil, som hun gerne vil bruge, og inden morfar nåede at få sagt, at det nok ikke nyttede noget, var mor blevet ringet op. Men så blev det da til en lille snak, hvor mors råd var, at så måtte man jo bare stige på og sige, at automaten ikke virkede. Så gik Mille og morfar ud på perronen, hvor det viste sig, at der også stod en billetautomat, som nogen prøvede at få til at tage et dankort. Det lykkedes ikke, så de måtte opgive deres forehavende og gik bort med sure miner. Men morfar lagde mærke til, at denne her automat også kunne tage mønter, hvad den første ikke kunne, og til alt held havde morfar 1

2 lige præcis de mønter, der skulle bruges til billetter, og heldigvis ville automaten godt æde mønterne. Så det lykkedes at billetter. Snart kom toget, og Mille og morfar var kun lige kommet om bord og havde fået sat sig, da der dukkede en venlig mand med kasket op og spurgte, om han måtte se billetterne. Puha, tænkte morfar, så slap man da alligevel for at skulle argumentere om automater, der ikke virkede, og om ikke at ville snyde og undgå at betale bøde. Inde på Kongens Nytorv steg de af metroen, og så var der et pænt langt stykke vej at gå, for morfar syntes, at de først skulle en tur ud på Kastellet, hvor alle fanerne skulle samles. På vej derud drønede Mille af sted på fortovet på sit løbehjul, så morfar knapt kunne følge med, men Mille ville dog ikke være med til at bytte, så morfar kunne køre lidt på løbehjul, og hun kunne gå lidt ved siden af. Da de var kommet ind på Kastellets toppede brostensbelægning, må Mille alligevel have fået ondt af sin stakkels morfar, for nu måtte han gerne låne løbehjulet lidt; og det slæbte han så rundt på, indtil de igen forlod Kastellet og kom ud på plant fortov. Der var allerede mange mennesker og faner på Kastellet, hvor morfar gik og ledte efter Morten Andersen og Frode Jensen, som havde fanen fra Aalborg med, og Dan Beyer og Henning Jensen, der havde Århus afdelingens fane med. Det lykkedes nu ikke i første omgang, med pludselig dukkede Sven-Erik Bolt Magnussen, vores formand i Århus op, og så slog Mille og morfar følge med ham, i den tid de var på Kastellet. Sven- Erik havde det store kamera med; han skulle tage billeder til brug for De Danske Soldaterforeningers Landsråd såvel som til Gyldenløve. Endelig dukkede vores faner op. Bussen fra Nordjylland ankom som en af de sidste, selv om den var kørt fra Aalborg Kaserner allerede ved firetiden. Vores fanefolk fik så rullet fanerne ud og kom på plads i rækkerne. Mille havde sin egen lille fane med, og hun var stolt af Mille med sin lille fane står mellem Dan Nørskov Beyer og Morten Andersen under klargøringen til faneparaden som fanebærer for Dronningens Livregiments Soldaterforenings ungdomsafdeling i København og omegn at få lov til at præsentere sin lille fane imellem foreningens store faner, som Dan og Morten stod med. Lige inden de næsten 200 faner skulle afmarchere, blev Sven-Erik og morfar 2

3 enige om, at de nok skulle gå op volden, som omgiver Kastellet, og hen og stå over porten ved hovedvagten. Herfra var der et fint overblik til at tage fotos af fanerne, når de marcherede ud af Kastellet. Mille skulle lige udfordre morfar og vise, at hun da sagtens kunne rende direkte op ad volden. Det undlod morfar dog; han tog omvejen ad den knap så stejle sti, men han havde jo også løbehjulet at slæbe på. Afmarch fra Kastellet Det var et betagende syn at se den lange kolonne af faner, da de med et tamburkorps fra det københavnske hjemmeværn i spidsen marcherede ud af Kastellet, over broen over voldgraven og drejede hen ad Esplanaden og videre ned ad Bredgade. De skulle hen i Frederiksgade ved Amalienborg, hvor de skulle stå ved fortovskanten på begge sider af gaden. Her ville de blive de første faner, der kom til at hilse Dronningen på ruten til Københavns Rådhus, når karetturen startede. Sven-Erik løb efter fanerne for at fotografere, medens Mille og morfar gik hen til slottet ad Amaliegade. Klokken var blevet hen ad elleve, og der var allerede fyldt med mennesker på slotspladsen; men det lykkedes dog for Mille og morfar at klemme sig hen langs Chr. VIII s Palæ til hjørnet af Frederiksgade. Her ville morfar gerne have været henne ved soldaterfanerne og sludre med vennerne, men der opstod lige et problem. I Frederiksgade ved fanerne var der ikke adgang for den gemene hob, så selv om en politibetjent nok ville give morfar lov at passere, da han var i soldaterforeningsuniform hvid skjorte med regimentsslips og blå blazer med Dronningens Livregiments mærke på 3

4 Opstilling på Frederiksgade lommen - så nægtede betjenten Mille adgang, for, som han sagde, var der bare andre med børn, der blev sure. Mille og morfar forblev så på hjørnet af Frederiksgade og slotspladsen; herfra havde de et ganske fint blik skråt op imod balkonerne på Chr.VII s Palæ, hvor Dronningen og den kongelige familie ville komme frem klokken tolv. Morfar tænkte, at han lige kunne hvile ryggen lidt op ad slotsmuren. Samme tanke havde en nydelig ældre dame fået, og hun og morfar sludrede hyggeligt sammen, da en anden politibetjent brød ind og sagde, at man ikke måtte læne sig op ad muren. Damen og morfar kiggede noget forbløffet på hinanden og spurgte, om man da var bange for, at muren skulle vælte. Det vidste betjenten nu ikke han havde blot fået ordre på, at ingen måtte stå op ad muren, og så og pegede han på en flise og bad morfar om at træde et par skridt frem og stille sig dér. Morfar adlød naturligvis politiets ordre som den lovlydige borger, han er, men så begyndte en dame bagved at brokke sig højlydt over at morfar tog udsynet fra hendes børn; hun syntes, at morfar skulle gå tilbage til muren, hvor han stod før. Nu havde morfar så fået et dilemma. Han sagde til damen, at hvis han føjede hende, hvad han hjertens gerne ville, fik han bare vrøvl med den rare betjent, som stod derhenne, og som havde påbudt morfar at stå, hvor han stod. Men hvis det kunne løse problemet, måtte damens børn da hjertens gerne komme hen og stå sammen med Mille foran morfar, - og sådan løste det sig heldigvis, så damen holdt op med at brokke sig. Som tiden gik man skulle jo stå og vente en times tid, inden Dronningen kom ud på balkonen begyndte morfar at blive en smule bekymret over, om Mille havde tålmodighed hertil. Det var der nu ingen grund til, for Mille syntes, Livgardens Musikkorps i rød galla med bjørneskindshuer 4

5 at det var spændende med alle de mange mennesker med flag og børn på hendes egen alder, som hun kunne snakke med. Pludselig kunne man høre marchmusik omme fra Bredgade, og snart drejede Livgardens Musikkorps i rød galla med bjørneskindshuer ind imellem alle soldaterfanerne i Frederiksgade og marcherede ind på slotspladsen til fejende flotte toner. Det var et syn, som glædede et gammelt soldaterhjerte. Her var der nogle, som virkelig mestrede kunsten at marchere taktfast i snorlige geledder. Inde på pladsen gjorde musikkorpset front imod de kongelige balkoner og spillede nogle marchnumre i minutterne før tolv. Lidt efter kunne morfar hen over hovederne på folkemængden se, at ovre fra Amaliegade imellem Chr. VII s Palæ og Chr. IX s Palæ kørte den kongelige karet forspændt fire flotte køreheste og eskorteret af Gardehusarregimentets hesteeskadron i galla ind på slotspladsen foran Dronningens palæ, hvor de snart stod klar til karetturen. Nu da Livgardens Musikkorps og Hesteeskorten var kommet på plads, gav politiet lov til at folk, som stod på hjørnet af slotspladsen og Frederiksgade, måtte rykke længere frem over pladsen til den anden side af gaden, hvor man var lidt tættere på balkonerne. Det medførte nærmeste et stormløb, hvor Mille og morfar var lige ved at blive trampet ned. Men morfar greb hurtigt fat i Mille og sprang ud til siden, så det lykkedes at undgå ulykker, ja sågar nåede de uskadte frem til en rigtig god plads ved fortovskanten på den anden side, hvorfra Mille fint kunne se op til balkonerne. Nogle prøvede at komme op og få plads på det brede fortov, men de fik straks påbud om at trække ud på slotspladsen igen. Ingen fik lov at komme op på fortovet. Her var det kun alle de rare politibetjente, der måtte færdes. Så slog slotsuret på Amalienborg tolv; Dronningen kom ud på den midterste balkon og vinkede, medens folket på slotspladsen viftede med dannebrogsflagene, jublede og råbte hurra og til lykke. Så kom den kongelige familie ud på de to andre balkoner, og Dronningen dirigerede et nifoldigt leve for Danmark. Kongefamilien vinker til folket Herefter var der lidt gåen ind og ud og frem og tilbage på balkonerne, hvor flere eller færre fra den kongelige familieskiftedes til at komme frem og vinke til alle os, der stod nedenfor og råbte hurra. Prinsgemalen så man dog ikke trist nok ville rygtet vide, at sygdom hindrede ham i at deltage i fødselsdagen. Men Mille og morfar var der, og Mille syntes at det var vældig skægt at stå der sammen med morfar, medens de viftede med flagene og skrålede hurra. 5

6 Da sceneriet på balkonerne var forbi, kunne man så og vente på, at karetturen skulle begynde. Men inden da gav politiet fri passage ned ad Frederiksgade imellem soldaterforeningernes fanerækker, så folk kunne komme til at fordele sig hen ad Bredgade imod Kongens Nytorv og videre hen ad Strøget til Rådhuspladsen. Igen medførte det, at folk tromlede af sted fra slotspladsen, og igen var Mille og morfar ved at blive rendt over ende. Heldigvis nåede de at få trykket sig ind imod muren ved Chr. VII s Palæ, hvor de kunne vente uden for fare. Nu var der ingen betjente, som kom og forbød, at man lænede sig op ad slotsmuren, men det var måske fordi, de stod ved et andet palæ end det, hvor det havde været forbudt. Morfar kunne hen over hovederne på folk, der stod som sild i tønde foran, se toppen af kareten overkroppen af husarerne og hestehovederne i eskorten. Mille var ked af, at hun ikke rigtig kunne se noget, så hun kom op og ride på morfars skuldre, hvorfra hun kunne se en masse. Da der var gået et kvarters tid og kareten endnu ikke var kørt fra slotspladsen, var morfar blevet lidt træt i ryggen, så Mille kom ned igen, men morfar lovede, at hun nok skulle komme op igen, når eskorten satte i gang. Da det skete, rakte morfar sit kamera op til Mille, så hun siddende på morfars skuldre kunne tage nogle billeder af kareten med Dronningen og Kronprinseparret og nogle af Hesteeskorten, men M + K husarer til hest Mille havde ikke lige tid; hun skulle først fotografere med sin egen mobil, inden hun meldte klar til morfars kamera, og da var kareten for længst passeret forbi. Men det blev da til et par fine fotos af nogle husarer til hest. Så kom Mille ned på fortovet igen, og morfar fik lejlighed til at hvile ryggen lidt op ad muren, alt imens slotspladsen tømtes for folk. Morfar og Mille gik nu ned imod Amaliehaven og drejede hen ad Toldbodgade. Morfar tænkte, at det var længe siden, de var draget hjemmefra, og måske trængte de begge til et lille ærinde for sig selv, så da de kom hen til det fine Admiral Hotel, spurgte han Mille, om de skulle lade som de boede på hotellet og lige smutte ind i stueetagen og benytte hotellets rum med håndvask. Det mente Mille ikke var så nødvendigt; det var mere vigtigt at komme et par hundrede meter længere frem til gadehjørnet ved Nyhavn. Her havde Mille nemlig på udturen med sit usvigeligt sikre blik for sådan noget bemærket en lille kælder, hvor man solgte iskager, og morfar havde lovet, at den skulle de nok besøge på vej hjem. Her 6

7 fik de hver en kæmpe isvaffel med flødeskum, syltetøj og det hele, og så kunne de endda sidde ved et lille bord i butikken og slappe af, imens de hyggede sig og spiste isen. Bagefter fortrød Mille lidt, at de ikke var gået ind på Admiral Hotel, og morfar spurgte så, om isbutikken havde et lille rum, som Mille kunne bruge. Det havde de ikke. Men morfar kom så i tanker om, at der ikke var så langt op til Kongens Nytorv, og her kunne de gå ind i Magasin, og så kunne morfar også lige købe en avis, som han kunne læse, når de kom hjem og samtidig kunne han få vekslet, så der var mønter til billetautomaten ved metroen. Det viste sig, at der var mange flere, som havde været på Amalienborg, der i deres nød havde fået den ide at gå i Magasin, så især foran rummet til damerne var der en lang kø. Men Mille vidste at charmere sig foran køen, så hun var snart ude hos morfar igen. Han havde i mellemtiden fået lettet presset i rummet for herrer, hvor køen ikke var nær så stor. Hverken Mille eller morfar havde lyst til at gå rundt i byen mere, så de gik ned på stationen på Kongens Nytorv og tog metroen hjem til Vanløse. Inde i byen havde Mille nok fået spist lidt af de gode sager, som hendes mor havde givet dem med, men madpakkerne var ikke blevet rørt. Det havde ikke lige kunnet passet ind i programmet. Mille lavede en kop tiltrængt kaffe til Morfar, og hun fik selv noget dejligt kold mælk, og så spiste de madpakkerne, medens de snakkede om, Mille med en kæmpe isvaffel med flødeskum og syltetøj hvor sjovt de havde haft det inde i byen. Bagefter gik Mille op på sit værelse for at holde en stille stund. Morfar følte, at han nærmest blev draget hen på sofaen, der næsten sugede ham til sig. Men det gjorde ham nu heller ikke noget at få benene op og sidde og studere øjenlågene indvendigt en halv times tid. Over aftensmaden, hvor der også blev tid til at nyde et godt glas vin, skulle Mille selvfølgelig fortælle sin forældre om alt det, hun og morfar havde oplevet i løbet af dagen. Det blev en meget hyggelig aften, og der var ingen problemer med at falde i søvn, da man senere kom i seng. Næste dag kørte Milles mor hende i skole. Morfar var med i bilen, og han fik en ordentlig knuser af Mille, inden hun gik ind i klassen. Så kørte Milles mor ind og satte morfar af på Hovedbanegården, inden hun fortsatte ud til sit arbejde. Morfar steg på toget hjem til Nordjylland efter et par pragtfulde og oplevelsesrige dage sammen med sit barnebarn. 7