genåbne i løbet af 2014, når finanserne er kommet på plads. Vi fandt det særligt spændende i vores case-valg, at projektet er ved at starte op på ny.

Transkript

1 1. juni

2 Nedenstående artikel er en del af en antologi der belyser medarbejderudvikling i arbejdslivet. Den samlede antologi kan fremsendes ved henvendelse til Steffen Ipland stefipl@gmail.com Baggrund: Denne artikel er et produkt af et historieværksted udført med hjælp af projekt Forward og deltagelse af tidligere elever fra projektet. Temaet var Vejen til en god medarbejder hvad gjorde forskellen? Baggrunden for værkstedet findes i et semesterprojekt omhandlende medarbejderudvikling, udført af en kandidatgruppe på arbejdslivsstudier på RUC. Projektet ender ud i en antologi, udarbejdet ud fra forskellige cases, med medarbejderudvikling i fokus. Vinklen på medarbejderudvikling varierer og denne case bidrager dermed til et syn på den udvikling der finder sted uden for arbejdsmarkedet, mod at blive en anerkendt medarbejder. Artiklen der udarbejdes, delvist på baggrund af dette værksted, skrives med en vinkel på hvorledes Forward bidrager til udviklingen mod at passe ind i arbejdsmarkedets diskurser. Formålet med historieværkstedet var derfor, at få rejst en masse spørgsmål omkring hvilken udvikling og skabelse af kompetencer, der forløber forud for at komme på arbejdsmarkedet. Muliggørelsen af værkstedet tilfalder projektlederen og de deltagere der frivilligt har valgt at stille op på dagen. Vi vil hermed takke alle deltagere for deres engagement, samt projektlederen for den store indsats han har gjort forud for værkstedet. God læselyst! 2

3 Fra eksklusion til inklusion Misbrugsbehandlingen skal i dag lægge vægt på mere end bare misbruget, særligt hvis målet skal være inklusion på arbejdsmarkedet. Vores case, Projekt Forward, er en af de behandlingsmodeller, der har til mål at få misbrugere ud på arbejdsmarkedet gennem en helhedsorienteret indsats. Men hvordan kan Forward øge misbrugernes muligheder for at opnå inklusion? Vi vil gennem denne artikel fokusere på, hvordan der kan siges at være en balance mellem Forwards metode og arbejdsmarkedets diskursive krav til medarbejderne. Medarbejderudvikling er et begreb, der oftest forbindes med virksomheders interne aktiviteter, men vil i denne artikel komme til udtryk i form af en identitetsudvikling mod arbejdsmarkedet. Det er nemlig lige så væsentligt at huske på, at medarbejdernes arbejdsmæssige færdigheder lige så vel skabes og udvikles uden for arbejdsmarkedet gennem eksempelvis uddannelse, efteruddannelse og kurser. I dag er det nærmest blevet en selvfølge, at man skal anvende sin tilværelse uden for arbejdsmarkedet til at blive rustet til arbejdslivet både i forhold til faglige og sociale egenskaber. Særligt er det uden for arbejdsmarkedet, at mennesket ruster sig til overhovedet at kunne indgå på arbejdsmarkedet og leve op til de forventninger, der eksisterer til medarbejdere. Arbejdet har fået en væsentlig betydning i det moderne samfund. Dette ses blandt andet i, at vi bruger mere af vores tid på arbejdet end tidligere, og meget af vores identitet knytter sig derfor til arbejdslivet. Medarbejderen må være i en konstant udvikling for at kunne følge med arbejdsmarkedets hastige forandringer, hvor den enkelte medarbejder mødes med øgede krav til fleksibilitet, effektivitet, engagement, livslang læring og ejerskabsfølelse over for arbejdet. Vi vil senere foretage en uddybning af, hvilke krav der bliver stillet på arbejdsmarkedet, og hvilke diskurser der her spiller ind her på. Hvis mennesket ikke sørger for at udvikle en identitet, der stemmer overens med arbejdsmarkedets krav, vil beskæftigelsesmulighederne være væsentligt forringede og i værste tilfælde føre til direkte eksklusion fra arbejdsmarkedet. Dette scenarie er ikke langt fra virkeligheden (her tænker vi specielt på de socialt udsatte grupper). Mange mennesker med fysiske eller psykiske handicaps oplever at blive udelukket fra et normalt arbejdsliv, fordi de ikke har de fornødne ressourcer til at indgå i arbejdsmæssige sammenhænge på lige fod med den gængse medarbejder. Resultatet heraf kan være en følelse af marginalisering og et ringe selvværd, fordi de implicerede udelukkes fra samfundets fællesskaber (Benjaminsen et al. 2013: 7). Denne problematik finder vi bekymrende og er baggrunden for vores valg af case, projekt Forward. Forward er et helhedsorienteret behandlingstilbud til misbrugere, som netop er en samfundsgruppe, der er i risikozonen for eksklusion. At Forward er en helhedsorienteret behandlingsmodel, skal ses i lyset af Forwards målsætning om at skabe et bæredygtigt liv for den enkelte, hvori arbejdslivet tillægges en vigtig rolle; Forward handler altså ikke kun om at gøre misbrugerne stoffrie. Forwards målsætning er mere specifikt at reintegrere misbrugere i samfundets fællesskab via et arbejde eller en uddannelse. Forward startede op i 2004 som et nyt behandlingsprincip for misbrugere, men lukkede ned i slutningen af 2013 grundet en manglende finansiel støtte. Forward sigter efter at 3

4 genåbne i løbet af 2014, når finanserne er kommet på plads. Vi fandt det særligt spændende i vores case-valg, at projektet er ved at starte op på ny. Vi kom i kontakt med Forwards projektleder gennem hans projektopslag hos RUC Innovation. Projektlederen søgte hjælp fra studerende til at indhente viden om det forhenværende projektforløb stærke såvel som svage sider. Vi tog kontakt til Forward ud fra en interesse om at kunne undersøge strukturen bag projektet i forhold til den forskel, som det har gjort for deres tidligere elever. Vi gik ind i feltet med en overbevisning om, at eleverne udgør en central kilde til viden, der kan være brugbar i et kommende Forward projekt. Den nærmere beskrivelse af Forwards formål og metoder vil blive uddybet senere i artiklen. Vi finder Forwards metode relevant for antologiens overordnede emne om medarbejderudvikling, fordi medarbejderudvikling er mange ting og foregår på flere niveauer i samfundet. I nærværende artikel beskæftiger vi os med Forward som en udviklingsmetode til misbrugere, der befinder sig uden for arbejdsmarkedet Forwards elever skal udvikles, så de kan blive potentielle medarbejdere på arbejdsmarkedet. Misbrugere og eksklusion fra arbejdsmarkedet For at søge en forståelse af vores empiriske felt vil vi i dette afsnit se nærmere på, hvorfor misbrugere har svært ved at finde rodfæste på arbejdsmarkedet. At misbrugere er i farezonen for en eksklusion, er ikke bare en gængs forestilling, men noget, der kan ses i statistikkerne: Kun 10 procent af de mennesker, som var i misbrugsbehandling i 2011, havde en lønindtægt, og således befinder langt de fleste af disse mennesker sig sandsynligvis uden for arbejdsmarkedet (Grünberger & Lauridsen 2013: 7). Studier konkluderer, at årsagen til eksklusionen oftest skyldes en generel ændring i adfærd, tænkning og reaktionsmønstre som en konsekvens af misbruget. Dette får ofte betydning for deres evne til at kunne varetage et arbejde (Videbech 2012): Mange misbrugere får koncentrationsbesvær, humørsvingninger ud over det normale og forstyrrelser af søvn. Man taber interessen for ting eller aktiviteter som tidligere var lystbetonede, og svækket interesse for at tage vare på sig selv. Hyppigt fravær fra arbejde eller skole er almindeligt. Det typiske er, at mere og mere tid og energi er koncentreret omkring stoffet og brugen af dette, således de daglige opgaver og pligter forsømmes (Videbech 2012). I tilfælde hvor misbruget fører til isolation fra samfundet eller det sociale liv (skole, arbejde, økonomi, forholdet til familie og venner og lignende), bliver konsekvensen ofte en afstandstagen fra arbejdsmarkedet. Når misbrugeren så forsøger at blive en del af arbejdsmarkedet, er det oftest lettere sagt end gjort. Det skal ses i lyset af, at misbruget sjældent er det eneste problem. Faktisk er det ofte dybereliggende problemstillinger af psykisk eller fysisk karakter, der er årsagen til, at de overhovedet endte ud i et misbrug (Videbech 2012). [Misbruget] kan for nogle fungere som en flugt fra dagliglivets problemer og vanskeligheder. (..) Det kan være mennesker, som plages af personlige 4

5 problemer, og som er usikre på sig selv. De kan have kontaktproblemer eller har følelse af, at omgivelsernes krav til dem er større, end de kan leve op til. I denne sammenhæng ser det ud til, at personlighed, tidligere erfaringer i livet og dermed opvækstvilkår kan spille en afgørende rolle (Videbech 2012). En behandling af selve misbruget viser sig derfor sjældent som at være fyldestgørende, hvis målet skal være inklusion på arbejdsmarkedet, for risikoen for tilbagefald eksisterer stadig, da misbrugeren stadig sidder med de samme problemstillinger. Yderligere viser undersøgelser, at jo længere tid man er væk fra arbejdsmarkedet, jo sværere vil det være at komme tilbage: Langtidsledighed kan sænke jobchancerne, hvis arbejdsgivere frasorterer langtidsledige, eller hvis lang tids ledighed medfører resignation, ringere helbred eller tab af arbejdsrutine (Rosdahl 2014). Misbrugere, som har været ekskluderet fra arbejdsmarkedet i længere tid, vil derfor være mere udsatte i forhold til at kunne få et arbejdsliv efter endt misbrug. Behandlingen må derfor i stedet fokusere på en helhedsorienteret indsats, hvor misbrugeren har mulighed for at udvikle sin identitet og derigennem blive arbejdsmarkedsparat. Som Socialstyrelsen også påpeger det: Langtidseffekten af stofmisbrugsbehandling er lav, hvis der ikke ydes en opfølgende indsats (Grünberger & Lauridsen 2013: 4). I denne artikel sættes der fokus på den helhedsorienterede misbrugsbehandling i projekt Forward, og hvorledes denne er med til at udvikle misbrugere mod at kunne håndtere et liv på arbejdsmarkedet med andre ord om Forward formår at udvikle en identitet hos misbrugerne, så de kan leve op til arbejdsmarkedets krav. Hvis forløbet i Forward ikke formår at udvikle misbrugernes identitet i retning af at kunne leve op til de gældende medarbejderkrav, vil de ikke blive anerkendt af arbejdsmarkedet og mulighederne for inklusion vil være væsentligt forringede. Artiklen vil belyse denne problemstilling gennem vores case om Forward. Forward-modellen henvender sig hovedsagelig til misbrugere, som befinder sig i en eksklusion fra arbejdsmarkedet. Målet er derfor at støtte den enkelte elev i Forward til selvforsørgelse gennem uddannelse og job. Det skal ske gennem en udvikling af misbrugerens forhold til sig selv og omverdenen, så de oplever at kunne imødekomme arbejdsmarkedets krav. Ved at gøre brug af en case vil det være muligt at foretage en dybdegående undersøgelse af et konkret tilfælde inden for misbrugsbehandlingen. Det konkrete forskningsspørgsmål for denne artikel bliver derfor: Hvordan balancer Forwardmetoden med arbejdsmarkedets krav i forhold til deres bestræbelser på at inkludere misbrugerne i samfundet via et arbejde. Artiklen runder af med et bud på, hvordan et fremtidigt projekt Forward vil kunne indrettes for at sikre et hensigtsmæssigt udviklingsforløb, der er målrettet elevernes vej til arbejdsmarkedet. Forward et tilbud om hjælp til selvhjælp I følgende afsnit foretages en kort præsentation af Projekt Forward og hvilke metoder, der tages i brug for at udvikle misbrugernes identitet mod at blive arbejdsmarkedsparate. Forward er et specialdesignet forløb, der kombinerer terapeutiske, socialpædagogiske og erhvervsrettede modeller og metoder. Som tidligere nævnt er det ikke kun behandlingen af selve misbruget, der er i fokus gennem elevernes forløb. 5

6 Forward søger at skabe et bæredygtigt fundament for elevernes liv, hvor de kan opnå en vis indsigt i egne ressourcer og potentialer som selvstændige og selvforsørgende samfundsborgere. Forward stiler efter at opbygge elevernes selvværd, hvilket skal give dem troen på, at livet kan indeholde andet end misbrug. Forward er bygget op omkring tre grundprincipper: social, personlig og job- og samfundsmæssig vækst, hvilket skal bidrage til elevernes videre liv efter misbrugsbehandlingen (Move-Forward: 3). Projektlederen udtrykker formålet med Forward således: Formålet er at få folk videre i livet og få dem afklaret til et videre liv. Ikke nødvendigvis med et arbejde, men det er målet på sigt at få dem i uddannelse og arbejde (Interview: 00:00:10). Misbrugere bliver visiteret til Forward gennem kommunerne. I behandlingskredsene er Forward kendt som et sted for misbrugere, der har op til flere fejlede behandlingsforløb bag sig. Det, der ofte kendetegner eleverne i Forward, er et langvarigt massivt misbrug, flere behandlingsforløb og tilbagefald, ingen eller begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet samt svage sociale og familiære netværk (Sørensen u.å.: 8). Det vil særligt være personer, som befinder sig i risikozonen, når det gælder eksklusion og langtidsledighed, fordi de ikke har ressourcer til at kunne håndtere et arbejdsliv. Projektlederen beskriver elevernes situation således: Vi tager dem helt dernede, hvor de går i knæ, og får dem ud der, hvor de går med rank ryg (Interview: 01:23:26). Projektet har til formål at sætte rammerne elevernes udviklingsforløb målrettet arbejdsmarkedet. Rammerne og strukturerne for elevernes hverdag skabes hovedsageligt gennem ugeskemaer. Et ugeskema kan indeholde mange forskellige aktiviteter som værkstedstræning, undervisning af forskellig form, sportsaktiviteter, individuelle samtaler med psykolog, gruppeterapi, akupunktur, workshops og fælles udflugter. Det forventes, at eleverne selv udfylder deres ugeskema, som gennemsnitligt skal svare til 35 timer ugentligt. Formålet med et ugeskema er at forberede, disciplinere og udvikle eleverne til at kunne begå sig i samfundet. Ugeskemaet fungerer endvidere som elevernes individuelle jobplan, som er et led i kommunens krav om aktivering. Afslutningsvist skal det nævnes, at alle elever får tilknyttet en fast kontaktperson gennem deres forløb i Forward, som de kan støtte sig op af i forskellige situationer. Diskursen om arbejde og inklusion Indretningen af arbejdsmarked er i høj grad styret af diskurser, som også viser sig inden for medarbejderudviklingsfeltet. Disse diskurser sætter i dag nogle bestemte forventninger og socialt accepterede krav til medarbejdere. Derfor kan de betegnes som legitime spilleregler, der er rammesættende for samfundets idealer og etablerede normer. I artiklen her vil vi anvende disse diskurser som rammesættende for de arbejdsmarkedskrav, der er med til at afgøre, hvad der er anerkendelsesværdigt i relation til arbejdet. I analysen vil vi fortolke på, om Forward metoden formår at udvikle misbrugerne på en sådan måde, at de kan leve op til disse diskursive krav, som sætter normerne for, hvordan den korrekte medarbejderadfærd bør være. Vi vil derfor i det kommende afsnit kaste lys over nogle af de særlige diskurser, som influerer på de krav og normsæt, der eksisterer til medarbejdere. Der eksisterer i dag en række diskursive forståelser om lønarbejdet, som har indflydelse på de krav og rammer virksomheder opstiller for medarbejderne. Lønarbejdet er den dominerende arbejdsform i det markedsorienterede arbejde, som langt de fleste virksomheder er en del af. 6

7 Lønarbejdet består helt basalt af, at medarbejderen sælger sin arbejdskraft til en pågældende virksomhed, der mod lønudbetaling kan disponere over medarbejderens ressourcer. En af de mest centrale diskurser om lønarbejdet er, at medarbejderen er ansat til at løse sine arbejdsopgaver bedst muligt. Medarbejderen betragtes i dette henseende som en ressource, der skal yde optimalt. Der ligger således en arbejdsforpligtigelse hos medarbejderen over for virksomheden (Hvid 2006: 44). Men hvordan kan det være, at lønarbejderen i det hele taget arbejder og vælger at sælge sin tid? Arbejdslivsforsker Helge Hvid mener, at Mennesker bliver nødt til at arbejde for at overleve, både fordi det er igennem arbejdet, at mennesker skaber sine fornødenheder, men også fordi mennesker skaber sig selv gennem arbejdsmæssige aktiviteter (Hvid 2006: 58). Citatet peger således på to centrale pointer: At arbejdet er en fundamental overlevelsesstrategi, og at arbejdet i sig selv er identitetsskabende. Diskursen om arbejdet som en nødvendighed henviser til menneskets basale overlevelse, altså muligheden for at opnå et godt liv med eksempelvis penge, mad på bordet og trygge rammer. Diskursen spiller dog ikke den samme rolle som tidligere, da det økonomiske sikkerhedsnet i samfundet betyder, at man i dag ikke behøver at gå sulten i seng, hvis man pludselig står uden arbejde, da vi i dag lever i et velfærdssamfund, der varetager forsørgelsen af samfundets udsatte grupper, eksempelvis i form af sygedagpenge, førtidspensioner og arbejdsløshedsunderstøttelse (Beskæftigelsesministeriet 2014). Det naturlige spørgsmål i forlængelse heraf bliver, hvorfor man så overhovedet arbejder, når det ikke længere er livsnødvendigt? Her bliver Hvids anden pointe relevant at arbejdet spiller en rolle i forbindelse med menneskers identitet. I denne forbindelse forsøger Graversen og Larsen at finde svar på, hvorfor mennesker motiveres til at arbejde eller med andre ord hvilke diskurser, der ligger bag: Hvilke drivkræfter, behov, mål, ønsker, idealer, holdninger, følelser, samfundsmæssige normer, pres osv. ligger bag vores arbejdsmæssige aktiviteter og bestræbelser? (Graversen & Larsen 2004: 35). Ligesom Hvid påpeger de, at arbejdsaktiviteten i sig selv kan være tilfredsstillende og behovsopfyldende. Graversen og Larsen beskriver, at arbejdet i det før-moderne samfund blev opfattet som skæbne, tvang og pligt. I dag forbinder vi arbejdet med et sted, hvor vi kan udvikle vores identitet, opnå social anerkendelse og sikre vores netværk. Arbejdet medfører endvidere en bestemt social status i samfundet, som viser noget om vores individuelle succes og udsigten til personlige gevinster som identitet, anerkendelse og netværk gennem et aktivt arbejdsliv. Dette kan ses i forbindelse med det selvrealiserende individ, der i vor tids individualiserede samfund betragtes som det overordnede mål med menneskets stræben og udvikling. Diskursen om selvrealisering fylder derfor meget i menneskers arbejdsliv, og betydningen knytter sig specielt til autonomi altså individets selvbestemmelse og selvstyring (i dets udvikling på arbejdet). Dette er baggrunden for at arbejdet forbindes med et sted, hvor det enkelte menneske udvikler sin identitet, opnår anerkendelse og status. I disse år eksisterer der ligeledes en almen forståelse af, at der er en sammenhæng mellem læring og beskæftigelsesmuligheder samt viden og konkurrenceevne. Denne forståelse kommer til udtryk i den politiske diskurs om livslang læring, som italesættes ud fra et ønske om at ruste de danske medarbejdere til at varetage højtspecialiserede 7

8 arbejdsfunktioner i et moderne videnssamfund. Danskernes læring gennem en livslang udviklingsproces betragtes som måden til at øge den landets konkurrenceevne i en globaliseret verden, og måden hvorpå den danske velfærd og velstand sikres (jf. kapitlet Indledning ). Denne diskursive tankegang kan blandt andet spores i den betydning, som de menneskelige ressourcer har fået for virksomheders virke i dag. For at kunne leve op til virksomhedernes krav til medarbejdere, må mennesker være i konstant udvikling og tilegne sig viden inden for specifikke områder. Diskursen om livslang læring rummer også en forventning om en indlæring, der ikke indgår i de formaliserede læringsrum. Læring i dette perspektiv bygger på en forståelse af, at livslang læring finder sted i alle dele af et menneskes liv; i sociale relationer, fritidsinteresser, familieliv og arbejdsliv. I forskellige relationelle fællesskaber udvikler mennesket sine sociale evner og kompetencer, hvilket er afgørende for, at man kan begå sig blandt andre mennesker i eksempelvis arbejdsmæssige sammenhænge. Jørgensen (2012) beskriver, at arbejdspladsen er et afgørende læringsrum for denne indlæring, fordi arbejdslivet spiller en stor rolle for menneskers liv. Dette skyldes, at medarbejderne i deres daglige arbejde udsættes for situationer, hvor deres evner sættes på prøve, eksempelvis i forbindelse med spontant opståede problemer, uprøvede samarbejdsrelationer eller nye arbejdsopgaver (Jørgensen 2012: ). Fra politisk side er der bred enighed om, at hvis Danmark skal genvinde sin konkurrenceevne, må alle samfundsgrupper bidrage til samfundsøkonomien planen og dens reformer (tilbagetrækningsreformen, dagpengereformen, skattereformen, førtidspensionsreformen og kontanthjælpsreformen) kan således ses som et eksempel herpå. Disse er først og fremmest sat i værk ud fra et ønske om at spare på statsbudgettet og om at øge arbejdsudbuddet. Derfor må man fra politisk side bestræbe sig på, at alle grupper i samfundet skal i arbejde for at bidrage til den danske økonomi. Som vi nævner, implicerer beskæftigelsespolitikken, at alle grupper herunder misbrugere skal integreres på arbejdsmarkedet. Dette skal forklares med, at den traditionelle socialpolitik i disse år er blevet en integreret del af arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitikken. Den nye social- og arbejdsmarkedspolitik bygger på et menneskesyn, hvor man betragter alle mennesker som arbejdskraft. Her rettes fokus på, hvor meget den enkelte bidrager eller trækker på samfundets økonomiske bundlinje (Rådet for Socialt Udsatte 2013: 8-11). Axel Honneth og misbrugeres selvforhold I følgende afsnit vil vi præsentere Axel Honneths anerkendelsesteori. Vi benytter Honneths teori til at belyse, hvordan Forward søger at styrke elevernes anerkendelsesværdighed i relation til arbejdsmarkedet. Ved at diskutere dette op mod de eksisterende samfundsdiskurser vil det være muligt at belyse, hvorledes Forwards metode balancerer med arbejdsmarkedets krav. Vi finder det væsentligt at forholde os til anerkendelse, da Honneth ser det som et vilkår for, at et menneske kan blive en integreret del i samfundsmæssige fællesskaber (Jørgensen 2006: 11ff). I forbindelse med Forward kan Honneths anerkendelsesteori dermed være behjælpelig med at forklare, hvad der skal til for, at en misbruger kan blive anerkendt som et legitimt samfundsindivid i vores tilfælde anerkendelse af misbrugere i forhold til arbejdsmarkedet. 8

9 Ifølge Honneth afhænger menneskers selvopfattelse af det billede, som omverdenen har af dem. Anerkendelse fra omverdenen er således vigtig for, at et menneske kan udvikle et positivt selvforhold (Jørgensen 2006: 10ff). Hvis en misbrugers adfærd ikke stemmer overens med arbejdsmarkedets opfattelse af, hvordan en medarbejder skal være, vil misbrugeren dermed ikke kunne se sig selv som en arbejdsmæssig identitet. Dette skyldes, at vedkommende ikke vil tro, at denne vil blive anerkendt som et ligeværdigt menneske på arbejdsmarkedet. I tilfælde af manglende anerkendelse må misbrugeren derfor arbejde med sin identitet, hvis det modsatte ønskes opnået. Den enkelte skal altså udvikle sig til at blive værdig til anerkendelse. Ud fra Honneths teori kan vi dermed tolke, at anerkendelse er et grundvilkår, hvis målet er inklusion på arbejdsmarkedet (eller i andre samfundsmæssige sammenhænge). Gennem sin forskning er Honneth grundlæggende interesseret i at finde frem til de sociale betingelser, der er afgørende for menneskets identitet. Her betoner han anerkendelse som en af de mest fundamentale betingelser for, hvorvidt identitetsdannelsen er vellykket (Jørgensen 2006: 8ff). Kort fortalt opererer Honneth med tre anerkendelsessfærer: kærlighedssfæren, retssfæren og solidaritetssfæren, hvori menneskets identitet skabes. Anerkendes individet, opnås en identitet som indeholder en stærk selvtillid, selvrespekt og selvværd. Føler individet sig omvendt ikke anerkendt af sine omgivelser, er der risiko for en moralsk krænkelse af identiteten, der vil kunne medføre et dårligt selvværd og en mindreværdsfølelse hos det enkelte individ (Jørgensen 2006: 174ff). Hvis vi skal se på misbrugernes manglende anerkendelse fra arbejdsmarkedet i forhold til de tre sfærer, ville kærlighedssfæren fokusere på den manglende omsorg, nærhed og empati. Udelukkes misbrugeren fra samfundet, opstår der en krænkelsesfølelse, fordi det ikke er muligt for misbrugeren at etablere en fortrolighed med sine ressourcer, indstillinger og værdier (Jørgensen 2006: 130ff). Misbrugeren vil på den baggrund miste sin selvtillid og reagere med social skam, fordi vedkommende ikke kan opnå anerkendelse fra sine omgivelser. Inden for den retslige sfære ville Honneth sige, at krænkelsen forekommer, fordi misbrugeren ikke føler sig som et ligeværdigt medlem af samfundet. Misbrugeren udelukkes fra arbejdsmarkedet og fratages rettigheden til at have et arbejde, fordi vedkommende ikke passer ind under de gældende krav og forventninger. Det går derfor ud over misbrugerens selvrespekt i forhold til arbejdsmæssige kompetencer (Jørgensen 2006: 175ff). Endelig ville Honneth inden for solidaritetssfæren mene, at krænkelsen opstår, fordi misbrugeren ikke anerkendes som et særegent individ og for dets unikke evner og kvaliteter i arbejdsmæssige sammenhænge. Det betyder, at misbrugeren får en følelse af ikke at kunne bidrage positivt til fællesskabet. Den manglende anerkendelse får derfor konsekvenser for misbrugerens selvværdsfølelse i forhold til at kunne varetage et arbejde og indgå i sociale værdifællesskaber. Metodiske overvejelser Artiklen trækker på empirisk viden fra vores case, Forward. Primært anvendes denne empiri til at understøtte anvendelsen af Honneth og hans anerkendelsesteori; hvordan Forward forsøger at udvikle den enkelte elev mod at blive et anerkendelsesværdigt individ på arbejdsmarkedet. Herigennem vil Forwards metodiske indretning kunne afklares med det for øje at sidestille den med arbejdsmarkedets diskursive krav. Afslutningsvist i artiklen vil vi benytte vores empiri i en perspektivering til et fremtidigt forandringspotentiale. 9

10 Metodisk er der valgt at gøre brug af to tilgange til indhentning af empirien: et kvalitativt interview og et historieværksted. De to metoder indsamler viden på forskellige niveauer (jf. Antologiens metodiske refleksioner ) og bidrager således med forskellig viden til undersøgelsen. Hensigten med at anvende det kvalitative interview var at indsamle konkret viden, som kunne være med til at belyse tankerne bag Forwards metodiske indretning. Derfor blev der foretaget et interview med Forwards projektleder, som er en af de væsentligste drivkræfter bag projektet og dets indretning. Til selve interviewet havde vi defineret en række forudbestemte temaer og spørgsmål, som vi ønskede svar på (Interviewguide). Under selve udførelsen af interviewet blev der gjort plads til opfølgende spørgsmål, hvilket betød, at vi kunne få en viden frem, som vi ikke havde tænkt over på forhånd. Sigtet med denne del af empirien var at fremskaffe en dybereliggende viden om Forwards metode, som vi ikke kunne få indsigt i på andre måder. En ting er at fremskaffe viden om Forward gennem projektlederen, men det er langt fra sikkert, at denne viden kan give det korrekte billede af, hvordan metoden fungerer i praksis. Derfor er der i artiklen også valgt at fokusere på de forhenværende elevers oplevelse af deres forløb i Forward. Det er de tidligere elever, der har været igennem et udviklingsforløb, og derfor er det også naturligt at få deres perspektiver og oplevelse af projektets indretning. Til at indsamle denne viden har vi valgt at benytte os af et historieværksted. Historieværkstedet giver mulighed for at indsamle en social viden ud fra elevernes kollektive historie og meningsdannelser (jf. Antologiens metodiske refleksioner ), hvilket er nyttigt for at få så bredt et billede som muligt af praksis. Der har været mange forskellige typer af elever i Forward, som hver især kan bidrage til et nuanceret blik på Forwards styrker og svagheder. Værkstedets resultater anvendes til at belyse forskellige områder i denne artikel. Værkstedets første fase anvendes primært til at belyse elevernes oplevelse af at være et anerkendt individ i forhold til samfund og arbejdsmarked. Ved at få eleverne til at lave en fælles historieskrivning kan vi se, hvordan de selv oplever anerkendelsen. Vi kobler disse resultater sammen med Honneths anerkendelsesteori, og derfra vil vi diskutere, hvorledes Forwards metode balancerer med arbejdsmarkedets krav. Resultaterne fra værkstedets anden fase danner baggrunden for det forandringsperspektiv, vi afslutningsvist ønsker at belyse om Forward. Vi ønsker nemlig at undersøge, hvordan Forward kunne organiseres som en endnu mere effektiv behandlingsmodel for fremtidige misbrugere. Det gøres ved at bruge de forhenværende elevers perspektiv på, hvordan de ser et ideelt forløb. Selve planlægningen og udførelsen af værkstedet findes i protokollen, der er udført på baggrund af historieværkstedet. Derudover henvises der til antologiens værkstedsartikler, Forskerens rolle samt Refleksioner over metodeværkstederne. Balancen mellem anerkendelse og tilpasning I det følgende afsnit fokuseres der på, hvorledes Forward-metoden udvikler eleverne til at kunne leve op til arbejdsmarkedets krav og normsæt til medarbejdere. Forwards struktur har en helt central rolle i deres bestræbelser på at få eleverne inkluderet på arbejdsmarkedet. Det er nemlig gennem strukturen, at Forward søger at anerkende og disciplinere deres elever i retning af arbejdsmarkedets krav. Strukturen udgøres af nogle faste rammer og mål for eleverne, således at både elever og medarbejdere ved, hvad de kan forvente. Som projektlederen selv udtrykker det: 10

11 Det er den struktur der ligger i det [ugeskemaet]. Eleven kan se det, vi kan se det, vi ved hvor han er henne. Hvis sagsbehandleren eller andre ringer eller kommer forbi kan vi sige; ved du hvad, lad os gå over til ham, han er lige her ovre (Interview: 00:49:52) Men spørgsmålet er, om Forwards strukturelle indretning stemmer overens med arbejdsmarkedets krav, og hvorvidt eleverne udvikler en arbejdsmæssig identitet. Dette vil vi komme ind på gennem de oplistede temaer nedenfor, som også er udgangspunktet for vores analyseramme. Temaerne er valgt på baggrund af elevernes kollektive historieskrivning i det afholdte værksted, fordi vi tilstræber en empirinær analyse, hvor elevernes fortællinger er i centrum. Temaerne er følgende: Disciplin og struktur Medindflydelse og ansvar Rummelighed Tryghed og stabilitet Samarbejde og sociale kompetencer Succesoplevelser Disciplin og struktur En af de faste strukturer, som Forward opererer med, er faste daglige mødetider. Projektlederen fortæller, at han gør det helt klart for alle elever, at de skal overholde de aftalte mødetider. Skulle en elev blive forhindret i at møde til aftalt tid, må vedkommende give besked (Interview: 00:26:11). Målet med de faste mødetider i Forward er at udvikle eleverne til at kunne håndtere et normalt arbejdsliv, hvor det fra virksomhedernes side forventes, at medarbejderne møder ind til tiden. Som vi så i diskursen om lønarbejdet, ligger der en arbejdsforpligtigelse hos medarbejderen. Heri eksisterer en implicit forventning om, at medarbejderen skal møde til aftalt tid. I dag bliver denne form for læring allerede implementeret helt fra de små klasser i folkeskolen, hvor de bliver skolet i at kunne imødekomme sådanne krav fra uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Men for misbrugere, der ikke befinder sig på arbejdsmarkedet, er mødetider ikke en del af deres hverdag bare det at møde til et aftalt tidspunkt bliver en udfordring (Interview: 00:26:11). Forwards disciplinering af eleverne, i henhold til faste mødetider, er med til at få dem til at fungere i en struktureret og rutinepræget hverdag. Hvis eleverne formår at møde til tiden, vil de blive anerkendt af arbejdsmarkedet inden for det, som Honneth kalder solidaritetssfæren. Ifølge Honneth vil der ske en øget følelse af selvværd hos eleven, hvis denne formår at tilegne sig en færdighed (at møde til tiden), der gør det muligt at bidrage til arbejdsfællesskabet. Som vi så i indledningen, vil eleverne gerne indgå som en aktiv del af arbejdsfællesskabet, fordi arbejdet i disse år medfører social status og et anerkendelsesværdigt liv. Forwards formelle strukturer søger at efterligne arbejdsmarkedets forventninger til medarbejderne. Det får således konsekvenser, hvis en elev flere gange i træk ikke formår 11

12 at møde op til tiden: [Har du et arbejde] så skal du møde op hver dag, hvis du ikke kan komme, så skal du ringe og melde afbud. Har du en kæreste og aftalt at mødes med hende inde på metrostationen klokken 19 og først kommer klokken 20, så er hun altså skredet. Og sådan er det også her, hvis du kommer for sent, så er bussen kørt (Interview: 00:26:11). Det accepteres altså ikke, at man ikke kan finde ud af at møde til tiden hverken i Forward eller i det virkelige liv. Hvis en elev gentagne gange ikke overholder de indgåede aftaler om mødetider, kan det i værste fald resultere i en udskrivelse fra Forward. Udskrivelse af elever sker dog kun meget sjældent, understreger projektlederen. I Forward tilstræber man nemlig at anerkende elevernes individuelle behov. Man accepterer, at det kan være svært for nogle elever at møde til tiden på grund af forskellige problemstillinger, som en dobbeltdiagnose eller lignende kan medføre. Rummeligheden viser sig blandt andet i specialdesignede aftaler indgået mellem den enkelte elev og dennes kontaktperson. Aftalen kan bunde i en målsætning om, at eleven lærer at møde klokken otte hver dag ved langsomt at opjustere mødetidskravene: første uge møder eleven klokken ti, næste uge klokken ni og tredje uge klokken otte (Interview: 00:25:22) Men spørgsmålet er, hvordan de deltagende elever i vores værksted oplever kravene til mødetider, og om disse krav har betydning for deres udvikling i retning af en mere samfundsegnet adfærd? Deltagerne er enige om, at det er vigtigt at kunne møde til tiden. De er nemlig fuldt ud bevidste om arbejdsmarkedets forventninger til korrekt medarbejderadfærd, hvor der blandt andet stilles krav til mødetider, deadlines med mere (Protokol: 25). De er på den baggrund overvejende glade for Forwards regler om faste mødetider, som de er nødsaget til at indordne sig efter. Ud fra dette kan det tolkes, at eleverne gennem Forward udvikler sig i retning af at kunne mestre og overholde formelle krav og regler om mødepligt. Det er dog alligevel ikke alle deltagerne, der finder Forwards fremgangsmåde lige egnet. Nogle mener nemlig, at kravene til mødetider i Forward kan være for firkantede. Eleverne forklarer, at døren til undervisningslokalet eller morgenmødet låses, kort tid efter undervisningen eller mødet går i gang. Flere af eleverne ytrer, at de opfatter det som en uretfærdig straf at blive låst ude fra undervisningen, hvis de kommer for sent. Eleverne mener ikke, at der altid bliver taget tilstrækkeligt hensyn til de elever, der af den ene eller anden grund ikke formår at overholde aftaler om mødetider. Forwards medarbejdere bekymrer sig med andre ord ikke nok om, hvilke dybereliggende årsager eller problemstillinger, der kan ligge bag elevernes manglende evne til at kunne indgå i sådanne strukturer (Protokol: 23). Dette er umiddelbart modstridende med projektlederens beskrivelse af et rummeligt Forward. Ud fra elevernes reaktioner på at døren låses kan man umiddelbart få den tanke, at eleverne oplever en krænkelsesfølelse i Honneths solidaritetssfære, fordi de udelukkes fra det sociale fællesskab og ikke kan bidrage med deres særlige egenskaber i den pågældende undervisningssituation. Men dette skal i virkeligheden opfattes lige modsat, forklarer projektlederen. Det kan umiddelbart virke som en lidt gammeldags og disciplinær tilgang til læring, men ifølge projektlederen må der være nogle helt klare retningslinjer for acceptabel og uacceptabel adfærd. De klare retningslinjer skal for det første betragtes som et led i elevernes udviklingsproces i lyset af formaliseret forventning til adfærd i samfundet. For det andet er det et led i anerkendelsen af eleverne som ansvarsbevidste mennesker, der kan og skal stilles til regnskab for deres handlinger lige som alle andre 12

13 mennesker. I Forward hersker der en grundlæggende tro på, at alle mennesker besidder en styrke og en række kvaliteter. Denne tro viser man bedst ved at stille krav, mener projektlederen. Hvis der derimod ikke stilles krav, tales der ned til individets værdighed (Interview:00:35:33). Forwards formelle disciplinering kan i denne sammenhæng anskues som et forsøg på at lære eleverne, hvilke formelle kriterier man skal opfylde, hvis man ønsker at blive betragtet som et ligeværdigt medlem af samfundet. Dette knytter sig også til Honneths retslige sfære, hvor individet anerkendes, hvis det formår at indordne sig samfundets normer om gyldige adfærdsmønstre i eksempelvis arbejdsmæssig sammenhæng, hvor det forventes, at medarbejderne møder til tiden. Medindflydelse og ansvar Ud over kravene til de faste mødetider bliver eleverne også stillet til ansvar for udfyldelse af deres individuelle ugeskemaer i starten af deres forløb. Formålet med ugeskemaet er at skabe overblik over elevernes individuelle ugeplaner samt at lære eleverne at indordne sig efter en planlagt og struktureret hverdag. Derudover taler udfyldelse af ugeskemaet ind til elevens eget ansvar og medbestemmelse. Forward bygger på, at eleverne frivilligt lader sig tilknytte projektet, og at de er indstillet på, at de skal være aktivt deltagende. Projektlederen omtaler dette som en god gammeldags købmandsaftale, og at de giver hånd derpå (Interview: 00:21:20). I udfyldelsen af ugeskemaet ligger der et ansvar for, at eleverne lever op til den aftale, som de indvilgede i som det første i forløbet. Ligesom de faste regler til mødetider kan Forwards brug af ugeskemaer dermed betragtes som et led i at disciplinere eleverne til at imødekomme arbejdsmarkedets krav om arbejdsforpligtigelse. Tankegangen er, at eleverne skal have mest mulig medindflydelse i deres eget forløb dog inden for Forwards formelle strukturer: Inden for en måned skal du have fyldt dit skema ud, du bestemmer selv, her er der behandling de her dage, alle de andre timer på skemaet, der vælger du selv, om det skal være motion, musik eller undervisning (Interview: 00:25:22). Udfyldelsen af ugeskemaet skal således gøre eleverne ansvarlige for at tage nogle konkrete valg i forhold til struktureringen af deres hverdag. Deltagerne i værkstedet forklarer, at ugeskemaet er med til lære dem at tage et personligt ansvar særligt det at have ansvar i forhold til egen læring. De bliver således både bevidste om, hvad det vil sige at udvise ansvar, men også hvad det kræver at kunne opretholde og få medindflydelse eventuelt på et arbejde. At eleverne er ansvarlige for udfyldelse af ugeskemaet og egen læringsproces betyder, at de er medbestemmende i, hvor meget de får ud af deres forløb under Forward. Heraf tolker vi en diskurs om ansvar for egen læring, hvor Forwards rolle bliver at guide til ønsket adfærd inden for dets formelle rammer. Dette skal ikke forstås sådan, at Forward ikke har en konkret målsætning. Forwards mål er at udvikle deres elever i retning af at blive refleksive og aktivt handlende individer, der selvstændigt kan tage beslutninger og tage ansvar for disse. I denne tankegang eksisterer der en tro på, at den enkelte elev rummer et forandringspotentiale og en anerkendelse af, at eleven er et rationelt handlende og tænkende individ på lige fod med resten af befolkningen i samfundet. Målsætningen om at udvikle eleven i retning af et rationelt tænkende individ skal ses i lyset af nutidens individualiseringstendens. Det betyder, at der ude i virksomhederne hersker en forventning om, at medarbejderne kan tænke og handle selvstændigt i forbindelse med forskellige 13

14 arbejdsopgaver. For at kunne mestre et arbejdsliv må eleverne således gennemgå en identitetsudvikling, hvor nøgleordet er personlig autonomi i form af krav til selvrealisering, selvdannelse og selvledelse (jf. kapitlet Indledning ). Dette bidrager yderligere til et voksende fleksibelt marked, der vægter fleksibilitet og selvdisciplin højt. Mange virksomheder arbejder med flextider, hvor hver medarbejder tillægges ansvaret for at udfylde og overholde sin egen ugeplan. Adfærdskompetencerne kan ikke alene udvikles gennem Forwards formelle strukturer, da de i lige så høj grad tilegnes gennem systemers uformelle strukturer og spilleregler for gyldig tankevirksomhed og opførelse i samfundet. Denne indlæring kommer dermed også gennem Forwards sociale samspil og interaktion med de øvrige elever samt medarbejdere. Rummelighed På trods af strukturerne og de krav, der er i Forward, udtrykker deltagerne, at der eksisterer en rummelighed, da det ikke opleves, at Forwards medarbejdere forsøger at presse eleverne ned i skabeloner eller ud i situationer, de ikke føler sig parate til. Medarbejderne formår på den måde at møde eleverne, hvor de er (Protokol: 13). Eleverne tillægger rummeligheden i ugeskemaet en vigtig betydning for deres udviklingsforløb. Ugeskemaets rummelighed kommer eksempelvis til udtryk i forbindelse med fastsættelsen af deres ugentlige timeantal i Forward. Eleverne har nemlig mulighed for at variere antallet af timer, alt efter hvor meget overskud de har i en given periode. Hvis en elev eksempelvis har en hård periode, kan vedkommende efter aftale nedjustere timeantallet og på den måde stadig opretholde sit forløb i Forward, selv om andre ting fylder i pågældendes liv (Protokol: 25). Af dette kan udledes, at der i Forward hersker en god indfølingssans og en forståelse af de forskellige situationer, eleverne kan befinde sig i. Hensynet til eleverne kan tolkes som en omsorg i Honneths kærlighedssfære, hvori eleverne udvikler deres selvtillid. Selvtilliden udvikles i nære relationer mellem mennesker, hvor det enkelte individ anerkendes for sine værdier. Elevens udviklingspotentialer afhænger af en god selvtillid. Ifølge Honneth fungerer selvtilliden som elevens ballast til at møde verden og indgå nye relationer med mennesker og er således et grundvilkår for et bæredygtigt liv mod et arbejde. Rummeligheden i Forward kommer også til udtryk ved, at eleverne omtaler projektet som et pusterum, hvor der er plads til at finde sig selv: For mig var Forward en mellemstation, før jeg gik i gang med uddannelse og et år, hvor jeg kunne fordøje, hvad jeg havde lært i min behandling (Protokol: 10). Citatet udtrykker et behov for at bearbejde den behandling, der ligger som en del af det helhedsorienterede forløb. Resten af forløbet er dermed tilpasset denne proces, så de ikke har flere krav og forventninger over sig, før de er klar. Deltagerne uddyber, at Forward giver dem en pause fra virkelighedens trusler, som eksempelvis det kommunale jobcenters krav om aktivering (Protokol: 12). I dag er der krav om, at man som kontanthjælpsmodtager kommer i aktivering ud fra ideen om hurtigst muligt at komme i beskæftigelse og blive selvforsøgende. Mange af Forwards elever er på kontanthjælp, og eleverne har på den baggrund et godt kendskab til kommunernes aktiveringsforanstaltninger, som de generelt har et anstrengt forhold til. De giver udtryk for, at de gang på gang har oplevet, at deres aktiveringsforløb ikke har bidraget med holdbare resultater. Projektlederen udtaler, at eleverne ofte er endt i et misbrug igen, fordi indsatsen målrettet tidligere misbrugere har været for ringe. Ifølge Honneth kan dårlige oplevelser med systemet medføre en krænkelse af individets identitet 14

15 i den retslige sfære. Dermed vil der herske en stor risiko for, at eleven vil føle sig som et mindreværdigt individ, hvis vedkommende gentagne gange oplever nederlag, eventuelt på grund af mislykkede aktiveringsforløb. Dette medfører en oplevelse af, at man ikke kan leve op til samfundsborgerens pligt til at varetage et arbejde og dermed bidrage til den fælles velfærd og velstand. Diskursen om alle i arbejde medvirker til elevernes mindreværdsfølelse; hvis man ikke bidrager til samfundet gennem deltagelse på arbejdsmarkedet, opfattes man som en samfundsmæssig udgift. Den arbejdsløse kategoriseres dermed indirekte som et problematisk individ, der har behov for hjælp til at komme på fode igen. Der hersker således en stærk politisk diskurs, som er med til at præge synet på den gode samfundsborger. Honneths teori peger på, at det vil skade elevens identitet og fremtidige muligheder for et liv på arbejdsmarkedet, hvis eleven ikke føler sig som et ligeværdigt medlem af samfundet. Igennem Forward er ugeskemaet elevernes individuelle jobplan, der fungerer som et led i kommunes krav om aktivering. Således betragtes Forward som et aktiveringsforløb, hvor der er plads til at sænke hastigheden og skærme eleverne for virkelighedens udfordringer, indtil de har fået styr på deres egne. Der eksisterer her en rummelighed, der giver dem plads til at fejle og gøre deres egne erfaringer, før de kommer ud i et samfund, der ikke tager det samme hensyn. Forward forsøger at forberede eleverne til at komme ud i samfundet igen i deres eget tempo og én måde er blandt gennem støtte fra en kontaktperson (Interview: 00:32:27). I tilfældet med kommunen vil kontaktpersonen agere som bisidder til møder, så den pågældende elev ikke føler sig udsat grundet usikkerhed. Dette udtaler deltagerne som rigtig positivt for deres forløb: Jeg har haft voldsomme problemer med det offentlige ( ) Jeg stolede ikke på mig selv til de møder, så der var det rart at have en tredjepart (Protokol: 17) Der kan yderligere være tale om, at Forward går ind og hjælper eleverne med at finde virksomhedspraktikker, der ligeledes bidrager til, at de får indsigt i arbejdsmarkedet. Igennem projektets eksistens har der været flere tilfælde, hvor det er endt ud i en fastansættelse af de pågældende elever. En af deltagerne oplevede dette, og udtalte følgende: Jeg kom i praktik i noget, der hedder XX. Efter seks uger ansatte han mig. Jeg er hverken sygeplejerske eller noget. Og så er jeg blevet 50. Men jeg har fået en ny chance (Protokol: 16). Projektlederen fortæller, at eleverne med tiden vil føle sig stærke nok til at holde møder med kommunen på egen hånd, hvilket medvirker til at øge elevernes selvrespekt set i lyset af Honneths retslige sfære, fordi denne formår at navigere i samfundets forskellige retssystemer. Det kan heraf udledes, at kontaktpersonen fungerer som en mentor i forbindelse med læring og indsigt i forhold, der implicit forventes af alle samfundsborgere. Dette kan eksempelvis være viden om, hvilke rettigheder eleven har i forbindelse med eventuel kontanthjælp. Da eleverne ofte har sat deres liv på pause i visse perioder af deres liv grundet misbrug, er der store huller i elevernes viden. Eleverne lever således ikke op til samfundets forventninger om livslang læring (jf. diskursen om livslang læring). Kontaktpersonen må dermed hjælpe eleven med at indhente den tabte viden, så eleven kan mestre et fremtidigt liv på arbejdsmarkedet. Kontaktpersonens rolle uddybes yderligere i følgende afsnit. Tryghed og stabilitet 15

16 Kontaktpersoner og medarbejdere i Forward har været nævnt løbende i de foregående afsnit. Deltagerne fremhæver dem som vigtige for et Forward-forløb, da medarbejderne udgør en stor del af elevernes hverdag. Følelsen af tryghed og stabilitet er vigtige parametre for at favne en udvikling, og medarbejderne er en del af de faste rammer, da det er de personer der går igen i eksempelvis morgenmøder, samtaler og forskellige aktiviteter. Vigtigheden ved at opleve tryghed og stabilitet i forløbet, kan ud fra Honneths anerkendelsesteoretiske blik være helt afgørende for udviklingen af en vellykket identitet. Det skal ses i lyset af Honneths kærlighedssfære, hvor den enkelte elev udvikler sin selvtillid gennem nære relationer til medarbejderne og anerkendes gennem et emotionelt tilhørsforhold. Den emotionelle anerkendelse af eleven som et værdifuldt menneske er ifølge Honneth grundlaget for, at eleven kan indgå i et hvilket som helst intersubjektivt forhold. Dette kan være afgørende for elevens autonome deltagelse i det offentlige liv. På arbejdsmarkedet hersker der en forventning om, at medarbejderne kan fungere både selvstændigt og i kollektive temaorganiseringer, hvor samarbejdsrelationer er fundamentale for opgaveløsningen (jf. Diskurs om lønarbejdet ). Følelsen af tryghed og stabilitet har således en afgørende betydning for, at eleven udvikler sin selvtillid i retning af at blive arbejdsmarkedsparat. Anerkendelsen gennem kærlighedssfæren er således med til at udvikle og styrke elevernes kompetencer, der ses i relation til arbejdsmarkedets uformelle anerkendelseskrav om at kunne indgå i sociale fællesskaber. Anerkendelsen af eleverne kommer til udtryk gennem medarbejdernes forståelse af situationen for den enkelte elev. Deltagerne fortæller, at medarbejderne i Forward er gode til at udvise empati, lytte og leve sig ind i deres situation. Dette kan skyldes, at projektlederen og flere af de andre medarbejdere i Forward har en baggrund med misbrug. Ifølge projektlederen er dette en fordel, fordi medarbejderne på den måde hurtigere kan spotte, hvor eleverne befinder sig i deres personlige udviklingsstadie, og sætte ind med nødvendige tiltag, hvis der opstår behov. Disse medarbejdere kender de små tricks og kneb, som tidligere misbrugere kan finde på at benytte sig af; Der er ingen stofmisbrugere, der kan tage en anden stofmisbruger ved næsen, for jeg har selv brugt alle de kneb, så jeg ved udmærket godt, hvad der sker lige nu og her ( ) Okay der er et eller andet her, som ikke er som det skal være. Hvad er det? Er det fordi han har taget et tilbagefald? (Interview: 00:54:57). En anden fordel er, at eleverne i nogle situationer vil have nemmere ved at åbne sig over for mennesker, der har været i samme situation, fordi de kender til de problemer, som et misbrug medfører. Disse medarbejdere indtager på den måde en position som rollemodeller, der viser eleverne, at det godt kan lade sig gøre at blive stoffri og starte på ny. Til Forward projektet er der også tilknyttet medarbejdere, der ikke har en misbrugsbaggrund. Disse har forskellige faglige kompetencer inden for discipliner som psykologi, pædagogik og socialforvaltning dog med en vis erfaring inden for misbrugsbehandling. Deltagerne giver positivt udtryk for personalevariationen i Forward, fordi medarbejderne hver især har deres specielle kompetenceområder og formår at supplere hinanden godt (Protokol: 25). Deltagerne fremhæver specifikt en enkelt medarbejder og uddyber, at hun har større forståelse for bagvedliggende årsager som eksempelvis diagnoser, grundet hendes psykoterapeutiske uddannelse. Disse medarbejdere kan ligeledes bedre give eleverne et indblik i deres psykologiske sind. At deltagerne derudover møder en forståelse og anerkendelse fra ikke-misbrugere, kan yderligere bidrage til et bedre selvværd gennem en følelse af accept fra dem. 16

17 Dette ses i Honneths retslige sfære, hvor individet har behov for anerkendelse som et retsligt og ligeligt individ. I et Forwardforløb bliver hver elev tilknyttet en fast kontaktperson. Deltagerne finder dennes rolle vigtig for deres personlige udviklingsforløb, fordi det giver en form for tryghed at være i kontakt med en fast person, der kender elevens styrker og svagheder særligt godt. Kontaktpersonen er endvidere med til at skabe stabilitet i elevens forløb, fordi denne ved, præcis hvor langt eleven er i sin udviklingsproces. Projektlederen forklarer, at han gør meget ud af at vælge den ideelle kontaktperson til den enkelte elev. Jeg vælger kontaktpersonen. Det kan måske også laves om. Men i og med, at det er mig der indskriver, og har de første to-tre samtaler, så får jeg også fornemmelsen af, at her ligger en klar medarbejder A eller her ligger en klar medarbejder B, ellers beholder jeg ham sgu selv (Interview: 00:33:56). Kontaktpersonen fungerer som en sparringspartner i alle slags situationer, gode som vanskelige. Man kan påpege, at en sådan person indtager en familiær rolle over for den enkelte elev. Her kan der igen refereres tilbage til Honneths kærlighedssfære i forhold til væsentligheden af emotionelle tilhørsforhold. Kontaktpersonens funktion er netop at være støttende, vejledende og til stede, når eleven har behov. Det er denne person, der er der, når det går godt, men ligeledes i tilfælde af eventuelle tilbagefald eller modgang. I forhold til elevens Forwardforløb hjælper kontaktpersonen med at sætte realistiske mål ud fra elevens ressourcer, motivation og drømme. På denne måde kan eleven stille og roligt udvikles i retning af at blive arbejdsmarkedsparat. Kontaktpersonen spiller ikke kun en rolle inden for Forward, men indgår også i elevens liv uden for de fastlagte ugeskemaer. Deltagerne omtaler, hvordan kontaktpersonerne hjælper i forbindelse med kommunal sagsbehandling, økonomi, boligforhold, uddannelse og arbejdsmarkedsforhold. En af deltagerne fortæller specifikt, hvordan kontaktpersonen hjalp ham med at få styr på sin økonomi og familiemæssige forhold. Dette betyder, at han i dag har fået orden i sine finanser og har fået sit forhold til sin søn tilbage (Protokol: 18). Kontaktpersonen fungerer således som en sikkerhedsperson, der til hver en tid står til rådighed, hvis eleven skulle have brug for hjælp. Selvtilliden dannes, når eleven anerkendes gennem de nære relationer her i relation til kontaktpersonen, der formår at udvise en helt unik forståelse samt anerkendelse af lige netop elevens situation (jf. kærlighedssfæren). Forwards medarbejdere, herunder kontaktpersoner, har ikke blot faglige roller i forbindelse med et behandlingsforløb, men udgør et socialt netværk og en base for eleverne. De formår igennem deres anerkendelse af eleverne som unikke og værdifulde mennesker at disciplinere dem, samtidig med at de giver dem plads til at lave fejl og skabe egne erfaringer. Medarbejderne har dermed en stor betydning for eleverne i deres udvikling mod at blive selvstændige samfundsborgere og parate til at kunne håndtere et arbejde. Og for at gøre det, er det væsentligt at få udviklet sine sociale kompetencer, hvilket nedenstående afsnit uddyber nærmere. Samarbejde og sociale kompetencer Behandlingen i Forward er som tidligere nævnt organiseret efter tre principper; udover personlig og samfundsmæssig vækst er der også fokus på social vækst. Flere deltagere beskriver, at Forward har medvirket til, at de i dag er blevet bedre til at indgå i forskellige sociale sammenhænge, som de før har fundet problematiske. 17

18 De forklarer, at det eksempelvis er morgenmøderne, gruppeterapien og de forskellige workshops, som de har lært af. Denne læring består af, at deltagerne stille og roligt har lært at indgå i sammenhænge med andre mennesker. De lærer at åbne sig op og blive mere udadvendte i forbindelse med for eksempel gruppesamtaler og den daglige kommunikation til morgenmøderne (Protokol: 9). En deltager beretter, at han igennem Forward har fået en mere afslappet tilgang til andre mennesker. Han forklarer, at han har lært at mennesker ikke er farlige, og at man ikke kan undgå, at de til tider træder en over tæerne, men at han nu ved, at det ikke nødvendigvis er noget personligt. Jeg er meget følsom på nogle områder, tager ting meget personligt. Forward har hjulpet mig med at se, at det ikke altid er mig, der er noget galt med. Forward har hjulpet mig til at komme mere frem (Protokol: 14). Igennem hele livet udsættes individer for samvær med andre mennesker gennem eksempelvis uddannelse, fritidsaktiviteter og arbejde. Her læres, hvordan man forholder sig til omverdenen og til mennesker, som man nødvendigvis ikke bryder sig om. Hvis man ligesom mange socialt udsatte har været isoleret og tilbagetrukket, er der ofte behov for at tillære den egenskab at indgå i sociale fælleskaber. Jeg var i behandling i 10,5 måned, som kan lyde som lang tid, men det er det ikke, når man skal lære alt forfra til at begå sig i voksenverdenen ( ) Og det har lært mig, at jeg kan samarbejde med alle mennesker. At jeg ikke behøver og kunne lide dem for at samarbejde. Selv om man ikke kan lide sine kolleger, så kan man stadig samarbejde med dem, fordi man har et fælles mål. Enormt givende i forhold til at være i en moderne verden (Protokol: 16). Som citatet fremhæver, lærer eleverne gennem et forløb i Forward, at indgå i et fællesskab med både ligesindede og anderledes personligheder. Eleverne rustes dermed til, at der også i virksomheder kan opstå udfordringer i at samarbejde med andre. De forskellige aktiviteter i ugeskemaet skal på denne måde betragtes som en konkret læringsproces, hvis formål er at udvikle elevernes faglige og sociale kompetencer. Den enkelte elev søger anerkendelse for sin person, derunder både de styrker og svagheder denne besidder. At blive anerkendt af andre kan ikke forventes som en selvfølge, og anerkendelsen skabes bedst gennem gensidig accept og tillid til eleverne imellem. Forward er med til at skabe denne indsigt hos eleverne og er på denne måde med til at styrke elevens selvværdsfølelse i solidaritetssfæren, hvor den enkelte elev anerkendes for sine særegnede kvaliteter og evner. For at blive anerkendt i solidaritetssfæren og kunne indgå i forskellige sociale fællesskaber, må eleven beherske en bestemt adfærd for at blive accepteret i vores tilfælde på arbejdsmarkedet. Når eleven formår at indordne sig arbejdsmarkedets værdier og målsætninger, oplever eleven anerkendelse og en følelse af at bidrage positivt til fællesskabet. Anerkendelse i solidaritetssfæren kan være afgørende for øget selvværdsfølelse hos eleven og dermed for elevens karrieremuligheder på arbejdsmarkedet. Succesoplevelser I de foregående afsnit har vi været inde på mange af de aspekter, Forward arbejder ud fra. Her vises det, at Forward lægger stor vægt på at skabe rammer, der giver plads til elevernes udvikling. Forward arbejder ud fra en forståelse af, at alle mennesker er unikke, og at de skal anerkendes hver især på trods af eventuelle svagheder og mangler. Rammerne er bygget op omkring nogle regler, krav og strukturer, der medvirker til at 18

19 kunne disciplinere eleverne. Det understreges dog, at alle forhold er til eleven og deres udviklings vinding. De rammer og krav, der sættes, bidrager til at klargøre eleverne til de forhold og forventninger, der ventes af dem i samfundet (jf. afsnittet Diskursen om arbejde og inklusion ). Som det er med diskurser, så hersker de kollektivt i samfundet, og eleverne er dermed klar over, hvor arbejdet skal bære hen. Derfor er succesoplevelser altafgørende for, at eleverne føler, de rykker sig mod en for dem ofte urealistisk drøm (Interview: 00.39:49). I forbindelse med den struktur og de krav, der sættes til mødetider, oplever projektlederen succesoplevelsen således: ( ) men bare det her med at kunne fornemme, at Hold kæft jeg er kommet til tiden i en helt uge!, de kom jo glædestrålende ned til mig og bankede på døren eller bare kom vadende ind og sagde, En hel uge kl 8, hvad siger du så? Og det synes jeg jo er rigtigt sejt, ik, for det betyder rent faktisk, at han har slukket sin computer klokken 12, eller i hvert fald er kommet tilpas tidligt i seng, ti, at han kunne komme op om morgen og han har hørt vækkeuret (Protokol: 00:38:20) Projektlederen beretter, at eleverne får en succesoplevelse, når de over for dem selv og medarbejderne kan bevise en gavnlig udvikling. En forbedring i en basal færdighed medfører en grundlæggende tro på sig selv, hvilket er afgørende for elevernes videre udviklingsforløb i Forward, forklarer projektlederen. Aktiviteterne i ugeskemaerne har flere ting til formål. Det mest essentielle er, at eleverne kan komme ind i en fast rutine med henblik på arbejdstider, hvor de lærer at være produktive i flere timer i løbet af en uge. Dette diskursive krav er særligt vigtigt at kunne imødekomme på arbejdsmarkedet (jf. diskursen om lønarbejdet ). Her opleves succesoplevelserne i form af, at deltagerne kan fastholde at være i gang med noget, der svarer til en fuldtidsstilling. Det uformelle ved ugeskemaerne er, at de bidrager til, at eleverne får prøvet sig selv af i noget nyt og uvant. Dette ses i følgende citat: Jamen for det første finder de ud af, at de kan mere end de selv troede. For hvem, skulle have forstillet sig, at Elev C var glaskunstner? Hun vidste det ikke selv i hvert fald. ( ) Men pludselig har hun fundet ud af, at hun faktisk er rigtig god til det her. Så hun får troen på, at hun godt kan. Hun tør også godt at kaste sig over noget andet, noget nyt ( ) (Interview: 00:51:26). Citatet viser at en elev får en succesoplevelse og en tro på sig selv gennem en tilfældig aktivitet, fordi hun opdager at være i besiddelse af nogle uanede talenter. Disse nye talenter, kan ligesom citatet fremhæver, være betydende for hvilket arbejde og drømme eleverne får. Eksemplet her viser, at det ikke er et tilfælde, at der er tænkt forskellige aktiviteter ind i ugeskemaerne. Aktiviteterne er med til at udvikle eleverne i retning af en styrket identitet. Honneth forklarer, at udviklingen af en vellykket identitet opstår i forholdet mellem det enkelte individ og dets ydre omgivelser i form af sociale relationer og fællesskaber. Når eleven opdager at kunne bidrage positivt til fællesskabet med sine særlige egenskaber, opnår vedkommende en stærk succesoplevelse. Som vi har set er dette et udtryk for en vellykket identitetsskabelse i Honneths solidaritetssfære, som medfører en styrket selvværdsfølelse hos eleven. Selvværdet har en afgørende betydning for den måde, eleven møder verden på, og hvordan kommende arbejdsgivere og kollegaer vil tage imod dem. 19

20 Ikke alt i ugeskemaet er dog valgfrit, idet nogle af hverdagsaktiviteterne er fastlagt på forhånd. Dette gælder eksempelvis morgenmøder, der betragtes som essentielle for elevernes udviklingsproces. Daglige morgenmøder er en central del af Forwards formelle struktur. Her får elever og medarbejdere i fællesskab mulighed for at reflektere over forskellige ting der eksempelvis relaterer sig til ugens forløb, kommende workshops eller et udvalgt refleksionstema. Deltagerne udtrykker, at de er glade for morgenmødet, fordi det skaber tid og rum til interaktion mellem elever og medarbejdere. I morgenmøderne er der også indlagt tid til, at eleverne fremlægger for hinanden, hvilket er givende for deres identitetsudvikling. Ikke alle deltagerne følte sig trygge ved store forsamlinger i deres tid i Forward, og der udtales, at dette kunne være meget grænseoverskridende. At eleverne først føler en angst og ubehag over for en aktivitet, som de her ikke kan komme uden om, styrker kun essensen af succesoplevelsen, når de mærker en fremgang. Flere af deltagerne beretter om, hvordan de gennem morgenmøderne lærte at tale foran en stor forsamling af mennesker. De uddyber yderligere, at hvis det ikke havde været for det, havde de ikke været repræsenteret til værkstedet: For 2-3 siden ville jeg ikke været kommet her, jeg ville måske have sagt ja, men så havde jeg vendt om på vejen (..) jeg tror det har noget med Forward at gøre og skolen (Protokol: 1). Succesoplevelserne styrker elevernes mod til at prøve kræfter med nye og uvante situationer en situation som i fremtiden gerne skulle blive arbejdsmarkedet. Disse succesoplevelser er dermed vigtige for at fastholde elevens motivation. Væsentligheden ved dette understreger nødvendigheden af, at Forward arbejder ud fra små og realistiske målsætninger et skridt ad gangen. Kampen om en plads på arbejdsmarkedet Vi indledte vores artikel med en grundlæggende interesse for at undersøge, hvordan Forwards metode balancerer med arbejdsmarkedets krav til medarbejderne. Ovenfor kan vi se, at Forward har formået at opstille en struktur, som gør det muligt for eleverne at udvikle nogle arbejdsmæssige evner, som tilsyneladende balancerer med arbejdsmarkedets iboende krav hertil. Men som vores arbejde også viser, er disse egenskaber af særlig basal karakter eksempelvis overhovedet at føle sig klar til arbejdsmarkedet, at udvise ansvarlighed og at indgå i sociale relationer, faste strukturer og lignende. Det hænger sammen med Forwards fokus på en helhedsorienteret indsats, hvor eleverne har mulighed for at udvikle en identitet, hvor de kan forberede sig på arbejdsmarkedet. I forhold til at eleverne skal indtræde på et arbejdsmarked med relativ høj konkurrence om de ledige job, og hvor virksomheder går efter de mest kvalificerede medarbejdere (Kjær 2014; Torrington et al. 2011: 4ff), er det derfor naturligt at sætte spørgsmålstegn ved elevernes reelle beskæftigelsesmuligheder efter et endt forløb i Forward. Vi er naturligvis bevidste om at arbejdsmarkedet rummer mange forskellige jobmuligheder, hvor eleverne har varierede grader af muligheder for at blive inkluderet. Når vi i det følgende vælger at forholde os kritisk over for vores resultater om eleverne har reelle chancer for at leve op til arbejdsmarkedets krav, tænker vi især på de dominerende diskurser til medarbejdere i dag, der hovedsageligt bygger på den konkurrencedygtige, selvrealiserende og udviklende vidensarbejder (som er beskrevet indledningsvist). Vores konklusioner må derfor betragtes i forhold til en bestemt diskursiv forståelse det kan med andre ord sagtens være, at Forward eleverne kan indgå i andre 20