100 PATIENTER. nr som vi takket være jeres bidrag har hjulpet til et bedre liv. Mød nogle af dem vi aldrig glemmer på side 6-7.

Transkript

1 Magasin fra Læger uden Grænser i Danmark journalen nr. 100 November PATIENTER som vi takket være jeres bidrag har hjulpet til et bedre liv. Mød nogle af dem vi aldrig glemmer på side 6-7.

2 LEDER Et værdigt liv Med dette nummer af Journalen runder vi udgivelse nummer 100. Det kunne jo umiddelbart betragtes som et jubilæumsskrift. Men når vi stadig har masser at skrive om, er det desværre også en tydelig indikation af, at der fortsat er brug for vores arbejde rundt omkring i verden. Sidste år hjalp vi 9,5 millioner patienter i vores projekter verden over. På forsiden finder du 100 af dem. 100 mennesker, som i mange tilfælde har fået reddet livet takket være den behandling, der er blevet gjort mulig af jeres bidrag. Trods de enorme behov og de mange mennesker i nød vi ser, der hvor vi arbejder, er der lykkeligvis også gode historier at fortælle. Der er drengen i Etiopien, som overlevede et kraniebrud. Der er dem, der bliver helbredt for ebola, og som bagefter giver sig til at pleje andre ofre for sygdommen. Der er forskningsprojektet, som kan blive afgørende i kampen mod underernæring. I dette nummer vil vi gerne se lidt nærmere på noget af det, som også går godt, og noget af det, som er blevet muligt, fordi vi med jeres hjælp kan rejse ud og give lægehjælp til de hårdt trængte. Jette Hartvig er en af dem, der har en ukuelig tro på, at det nytter. Da vi udgav det første nummer af Journalen i 1993, tog hun afsted for første gang, og hun er netop vendt hjem fra sin 10. tur. Hun er et forbillede at følge, fordi hun, trods sine 69 år og tre børnebørn, stadig føler sig forpligtet til at hjælpe. Senest midt i den voldsomme konflikt i Den afrikanske Republik. Central- Selvom det ikke er alle forundt at rejse afsted som sygeplejerske, læge eller elektriker, så kan vi alle dele troen på, at det nytter, og ønsket om at give andre et værdigt liv. Så tak for støtten, der er desværre stadigvæk rigtig meget brug for den. Cheme Andersen, formand Læger uden Grænser Børnesoldater, borgerkrig og et æble fra Abkhasien Sygeplejerske Jette Hartvig har været med siden 1993 og har lige været på sin 10. mission for Læger uden Grænser. Patienter, vi aldrig glemmer De udsendtes oplevelser, der har gjort indtryk. Dansk projekt med enorme perspektiver Et epokegørende projekt. Hvorfor gik det så galt? Syv måneder efter at der officielt blev erklæret ebola i Vestafrika, er epidemien ude af kontrol. Vacciner til felten Det er en kæmpe logistisk udfordring at få livsvigtige vacciner ud til de ofte fjerntliggende egne. Kære Læger uden Grænser Brev fra en donor. Støt os Udgives af Læger uden Grænser Dronningensgade 68, København K. Telefon: info@msf.dk giro Ansvarshavende redaktør Michael Gylling Nielsen Redaktion og tekst Anne Witthøft Anne Larsen Tina Fogelberg Kristina Boldt Anne Sophie Bonefeld Ilija Gudnitz Weber Design og layout Mediegruppen as Repro og tryk Bording A/S Redaktionen er afsluttet den 23. oktober ISSN (tryk) ISSN (online) Oplag stk. Forside Foto: MSF 2 journalen 100 / november 2014

3 VEJEN TIL PATIENTEN Det er en stor udfordring at nå Aka-pygmæerne, da de lever i isolerede samfund langt væk fra det almindelige sundhedssystem. Når Læger uden Grænser skal behandle Aka-pygmæer for den invaliderende hudsygdom Yaws i det nordlige Congo, går vejen ad Ubangi-floden. Det er en stor udfordring at nå Aka-pygmæerne, da de lever i isolerede samfund langt væk fra det almindelige sundhedssystem. Ydermere besværliggøres rejsen dertil af, at man kun kan rejse i regnsæsonen, da det er det eneste tidspunkt, man kan regne med at finde dem hjemme i deres landsbyer. journalen 100 / november 2014 Foto: Lam Duc Hien 3

4 ENGAGEMENTET Børnesoldater, borgerkrig og et æble fra Abkhasien Sygeplejerske Jette Hartvig har både skældt ud på børnesoldater i Liberia og fået et takkebrev fra præsidenten af Abkhasien. Og selv om hun i dag er 69 år, er det ikke mange måneder siden, hun sidst var udsendt med Læger uden Grænser. For man er forpligtet til at bruge de evner, man har, siger hun. JOURNALEN NR. 100 I dag er det 100. gang, at Læger uden Grænser kan sende Journalen ud til donorerne. For 21 år siden, i november måned 1993, udkom det allerførste nummer af Journalen. En publikation på 10 sider, hvor man i en lille notits under overskriften»danske læger og sygeplejersker på vej ud med MSF«kunne læse:» En sygeplejerske, Jette Hartvig Gravsen, rejste i begyndelsen af november til Liberia, hvor hun skal arbejde med flygtninge i en periode på 6 måneder. «For nylig kom selvsamme Jette Hartvig hjem fra sin 10. mission som udsendt med Læger uden Grænser. Her er hendes historie. Navn: Jette Hartvig Stilling: Sygeplejerske Missioner: 10 L iberia Borgerkrigen raser på fjerde år. Og befolkningen sulter, fordi de ikke kan komme til at dyrke deres marker. I Danmark fortæller en lille notits på side 8 i den allerførste udgave af Læger uden Grænsers danske medlemsblad, at sygeplejerske Jette Hartvig er på vej til Liberia. Nærmere bestemt til Læger uden Grænsers ernæringscenter i Vahun en by med indbyggere i den nordlige del af landet. Selv om det i dag er mere end 20 år siden, står oplevelserne stadig helt klart i Jette Hartvigs hukommelse. Børnesoldaten, der ligger og spærrer vejen, og som Jette Hartvig uden frygt stiger ud af bilen og beordrer op at stå. Kollegaen, som på tegneseriemaner får skudt en cirkel af kugler rundt om sine fødder, da hun forsøger at forhindre en gruppe soldater i at stjæle sukker og olie fra ernæringscenterets lager. Natten, hvor hun sammen med en kollega sidder fast i mudderet i en bil midt i borgerkrigen. Selvsamme kollega, der en anden gang med livet som indsats løber direkte ud i krydsild for at redde nogle børn. Ham, som senere bukker under for oplevelserne og tager sit eget liv. Det checkpoint, som Jette Hartvig passerer hver dag, hvor et afskåret hoved sidder på en pæl. Resten af kroppen hænger fra et træ. Delt i to halvdele. Og den nat, hvor nabohuset blive angrebet og samtlige beboere dræbt, og hvor hun mærker sin krop ryste ukontrollabelt, mens hun og en kollega holder om hinanden. Bee og Lawrence Alligevel er det ikke de historier, Jette Hartvig først kommer i tanke om at for- Jette tilser en tuberkulose-patient i Monrovia. tælle om tiden i Liberia. Det er derimod Bee og Lawrence. Bee, den unge kvinde, som ingen sundhedsuddannelse har, men som lærer, hvordan man giver medicin. Og som gør indtryk, fordi hun er så sød, dygtig og korrekt. Bee, som synger med børnene og lærer dem at skrive bogstaver. Og så er der drengen Lawrence. Mest af alt er der Lawrence. Lawrence med lungebetændelsen og hjertefejlen. Ham, der med det samme siger til Jette Hartvig:»Jeg vil bo hos dig.«ud over lungebetændelsen er han underernæret, men Læger uden Grænser får ham på benene, og han kommer hjem til sin familie. Et stykke tid efter bliver han syg igen. Hans familie er så fattig, at de er nødt til at prioritere, at de mest overlevelsesdygtige børn får den smule mad, de har.»vi tager ham ind, fodrer ham op igen. Han kommer hjem. Bliver syg igen og bliver indlagt for tredje gang. Og så siger han: Nu kommer jeg ikke hjem mere og så dør han to dage senere,«siger Jette Hartvig, som for første og eneste gang i løbet af interviewet får blanke øjne. Mens et lille hvad nu hvis hænger usagt i luften. Generelt er det de positive ting, der fylder mest i Jette Hartvigs hukommelse. Som chaufføren i Abkhasien, der tager et æble med hjem til hende fra et helt særligt æble- 4 journalen 100 / november 2014

5 I 1995 vender Jette Hartvig tilbage til Liberia for at koordinere indsatsen over for den koleraepidemi, der er udbrudt i hovedstaden Monrovia. træ på et svært tilgængeligt bjerg. Eller præsidenten, der sender hende et takkebrev, fordi Læger uden Grænser redder en ung kvindes liv.»jeg har ikke været på en eneste mission, hvor jeg ikke kom til at holde af de mennesker, der var der. Selvfølgelig er jeg meget præget af Liberia. Det var første gang, jeg oplevede tortur tæt på. Og stadig den dag i dag har jeg svært ved at sige, hvad det gjorde ved mig. Men jeg tror, at hvis psyken overlever alle andre oplevelser, så er det de positive historier, der står stærkest tilbage. Jeg tror, at jeg har opsuget den venlighed, som folk har vist mig, fordi jeg var et venligt menneske. Nøden koncentrerede den venlighed. Og da jeg stod midt i det, tænkte jeg bare, hvordan behandler jeg den her lungebetændelse eller det her sår. En af de børnesoldater Jette mødte i Liberia. Meget er forandret Der er mange ting, der har ændret sig, siden Jette Hartvig rejste ud første gang. Først og fremmest sikkerhedssituationen, hvor der i dag også sker planlagte drab på nødhjælpsarbejdere.»bare i Den Centralafrikanske Republik blev tre nødhjælpsarbejdere dræbt et par måneder inden, jeg kom i august.«graden af professionalisme er også blevet større, og chancerne, man tager, færre.»man tog flere chancer, men man fik også lejlighed til at afprøve sine ideer. Selv om der var kampe, så tog vi alligevel en båd og roede medicin over på den anden side af floden, hvis de manglede. Det ville man ikke få lov til i dag,«siger hun. Men nytter det overhovedet noget, det arbejde Læger uden Grænser laver? Der er jo stadig masser af nød og krig i verden?»selvfølgelig nytter det. I M poko-lejren (i Den Centralafrikanske Republik) behandlede vi cirka børn under fem år om ugen for malaria. De børn overlever da,«siger hun og henter en udgave af avisen MetroXpress, der skriver, at der i dag dør 42 procent færre mennesker af malaria end i Og Jette Hartvig er langt fra færdig med at rejse ud med Læger uden Grænser og gå på pension trods en alder på 69 og en status som bedstemor til tre. For indeni brænder det stadig.»når folk spørger, om jeg ikke strikker, siger jeg, at jeg jo kun bliver gammel udenpå, siger Jette Hartvig. Og at jeg har nogle evner, og derfor har jeg også en forpligtelse til at bruge de evner. Vi har en forpligtelse til at behandle folk ordentligt og give dem et værdigt liv. Et liv, hvor man ikke sulter, og Jette med Lawrence på armen hvor man får lov til at gå i skole. Og så tror jeg på, at hvis vi viser en interesse for hinanden globalt set, så går det også den anden vej. Det er noget idealistisk tænkt, og det er jo ikke altid, at ens intention lykkes. Men man kan jo håbe,«siger hun. journalen 100 / november

6 VERDEN RUNDT PATIENTEN, JEG Vi har talt med nogle af de mennesker, som har været udsendt gennem tiden. Her fortæller de om de patienter, de aldrig glemmer. Der er historien om drengen, der blev sparket i hovedet af et æsel og fik kraniebrud. Om Sergej, den unge fyr i et fængsel i Sibirien. Og om kvinden med ni børn, der trodsede sin mands vilje og blev steriliseret. Drengen, der mod alle odds overlevede Mændene bestemte alt Jeg er ude med mobilklinikken i en by, der ligger relativt langt inde i junglen. Vi får nogle malariapatienter ind. Blandt andre en pige, som er 8-10 år gammel. Hun har det rigtig skidt og har blodmangel. Senere samme dag kommer der en lille fyr på cirka tre år, som har det endnu værre. Han er bevidstløs og trækker vejret meget hurtigt. De to patienter får mig til at beslutte, at vi ikke som vanligt skal overnatte, men forsøge at komme tilbage til Masisi, så de kan få blod. Uheldigvis begynder det at regne. Bilerne sætter sig hele tiden fast, og en af dem taber en motordel, som vi må bruge tid på at lede efter. Til sidst må vi indse, at vi ikke når tilbage. Vi overnatter halvvejs tilbage på et lille hospital. Jeg tænder hospitalets generator og vælger at bruge af den begrænsede mængde diesel, så drengen kan få ilt fra en kompressor. Næste dag lykkes det at komme til Masisi og give dem begge blod. Jeg tror, at jeg husker dem så tydeligt, fordi jeg tilbringer så lang tid sammen med dem. Midt i 1990 erne er jeg i Zimbabwe, hvor jeg arbejder på kvindeog fødselsafdelingen på et lille distriktshospital. Det, jeg husker bedst, er, at det var mændene, der bestemte alt. Bestemte om kvinderne skulle have børn eller ej og hvilket køn børnene skulle have. På et tidspunkt bliver en meget kraftig kvinde indlagt med henblik på planlagt kejsersnit. Hun har allerede fået otte børn og har ikke lyst til flere. Vi tilbyder at sterilisere hende i forbindelse med kejsersnittet. Hun siger, at hendes mand ikke ville acceptere det. Men vi siger, at hendes mand ikke behøver at få det at vide. Og så siger hun ja. Hun fødte sit sidste barn. Det var meget stort, vejede fem kilo, og hun blødte 1,2 liter blod. Om det var etisk rigtigt at gøre det på den måde eller ej, ved jeg ikke. Men hun var glad. Kristoffer Vogler, læge. Curth Danielsen, læge. 6 journalen 100 / november 2014

7 ALDRIG GLEMMER SIBIRIEN Ikke bare et nummer DR CONGO ZIMBABWE ETIOPIEN PAKISTAN I 1998 var jeg på en tuberkuloseafdeling for multiresistente patienter i et fængsel i Sibirien. Der var ingen behandling til dem kun multivitaminer og mælk. Her ventede mænd i alderen år kun på at dø. En søndag eftermiddag beder en fange mig om at komme med ind på et værelse. Det må vi normalt ikke, men han ser alvorlig ud. I den nederste køjeseng ligger en ung fyr. Han siger, at han tror, at han snart skal dø. Jeg siger, at det tror jeg også. Han tager et lille stykke papir og skriver sit navn. Sergej. Normalt blev fangerne bare tituleret ved nummer. Så sidder jeg der et stykke tid. Næste morgen er køjesengen tom. Han var død. Men jeg tænkte meget på det der med, at det betød så meget for ham, at jeg anerkendte ham at han havde et navn og ikke bare var et nummer. Hanne Klink Epstein, sygeplejerske og programmedarbejder i Læger uden Grænser, Danmark. Drengen i trillebøren Drengen, der nægtede at smile Det er i Etiopien langt ude på landet i august En far og en mor kommer med deres femårige knægt i en trillebør. Han er blevet sparket i hovedet af et æsel og har et stykke klæde om hovedet, der er smurt ind i blod, mudder og snavs. Det har taget dem to dage at komme frem til vores klinik. Da jeg fjerner forbindingen, ser jeg, at drengen har åbent kraniebrud med synlig hjernemasse. Vi renser såret, og han får antibiotika. Dagen efter kører jeg drengen og hans mor til hovedstaden Addis Ababa, så han kan blive opereret på hospitalet. Det er en tur på tre dage i bil. Da jeg forlader Etiopien to måneder senere, får jeg at vide, at han har det godt. Jeg tænker stadig ofte på ham og på hvor heldigt, det var, at vi var der og kunne gøre noget for ham. En af de patienter, jeg aldrig glemmer, er en dreng på fem-seks år fra Pakistan, der kommer ind på skadestuen med svært forhøjet blodsukker og malaria. Han har sukkersyge, men er ikke blevet reguleret i sin medicin. Maven er kæmpestor, og først tror vi, at det er underernæring, derefter milten, men da vi får ham CT-scannet, viser det sig at være leveren, der er forstørret, fordi hans uregulerede sukkersyge har givet sukkeraflejringer i leveren. Jeg husker ham, fordi han nægtede at smile, og han græd aldrig han skjulte bare hovedet. Men så den sidste dag, da han skulle hjem, så så jeg ham siddende foran på sin fars motorcykel, storsmilende fordi han skal hjem. Jeg husker ham også, fordi han var der en hel måned, og fordi han er et billede på, hvad kroniske sygdomme kan give af konsekvenser, når behandlingen er svær at få fat i. Cheme Andersen, læge og bestyrelsesformand i Læger uden Grænser, Danmark. Heidi Christensen, læge og bestyrelsesmedlem i Læger uden Grænser, Danmark. luftvejssygdomme og hudsygdomme journalen 100 / november

8 EPOKEGØRENDE FORSKNING En lille dreng får en beriget jordnøddepasta. Foto: Kim Fleischer Michaelsen/Københavns Universitet Dansk projekt med enorme perspektiver Læger uden Grænser har i samarbejde med danske forskere udviklet en opskrift på nødhjælpsmad, der kan få stor betydning for flere millioner moderat underernærede børns liv. Børnelæge Vibeke Brix kalder projektet for epokegørende og med internationale perspektiver D er er millioner moderat underernærede børn på verdensplan. Når de bliver syge af malaria eller lungebetændelse, bliver de mere syge og syge i længere tid. Og de er også i større risiko for at dø, fordi deres immunforsvar er meget lavt som følge af underernæringen. Desuden kan det give uoprettelige fysiske og psykiske skader, hvis et barn er moderat underernæret over længere tid. Alligevel har der frem til i dag ikke været hjælp at hente for moderat underernærede børn. Det gik for alvor op for børnelæge Vibeke Brix, da hun i begyndelsen af 2005 var udsendt med Læger uden Grænser til en flygtningelejr i Darfur. Her oplevede hun, hvordan mængden af nødhjælp til Darfur faldt drastisk, da tsunamien i 2004 skyllede ind over Asien og tog verdens og mediernes opmærksomhed med sig.»vi manglede alt, inklusiv mad. Og køen uden for teltet blev længere hver dag. En dag kom der en mor ind med et moderat underernæret barn. Men vi havde ikke noget, der kunne hjælpe hende. Moren kom hver dag, indtil barnet ikke længere var moderat, men svært underernæret,«fortæller Vibeke Brix.»Det var der, det stod fuldstændig klart for mig, hvor håbløst det var, at vi ikke havde noget behandlingstilbud til moderat underernærede, når vi ved, hvordan underer- 8 journalen 100 / november 2014

9 BURKINA FASO SVÆR VS. MODERAT UNDERERNÆRING Svær underernæring udgør en akut livstruende risiko for barnet. Moderat underernæring udgør ikke en umiddelbar fare for, at barnet dør af underernæring. Men moderat underernæring øger risikoen for at dø af simple sygdomme som diarré og lungebetændelse, og hæmmer barnets fysiske og mentale udvikling, hvilket kan have livslange konsekvenser. næring generelt har en forværrende indflydelse på sundhedstilstanden hos børn. Moderen var nødt til at sulte sit barn for at få hjælp. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig,«siger hun. Havde barnet i stedet for moderat underernæret været svært underernæret, havde det kunnet få en pakke med beriget jordnøddepasta, et såkaldt ready to eat produkt, som sikrer, at svært underernærede børn får de næringsstoffer, som er livsnødvendi- Vibeke Brix med et af de børn, der er med i projektet Hvert år dør 3,5 millioner moderat underernærede børn af sygdomme,de ikke kan bekæmpe på grund af et svækket immunforsvar. ge for børns udvikling. Men et sådan produkt målrettet specifikt til moderat underernærede børn, manglede. Oplevelsen i Darfur blev startskuddet til et samarbejde, TreatFood-projektet, mellem professorer og ph.d.-studerende på Københavns Universitet, Alima, en lokal NGO i Burkina Faso, og Læger uden Grænser i Danmark. Projektets mål var at udvikle et produkt, der indeholdt lige præcis den bedste og billigste opskrift til at varetage de moderat underernærede børns behov. Og samtidig sørge for, at der ikke var nogen, der kunne tage patent på opskrifterne, som folkene bag projektet ønsker skal være tilgængelige for alle, så de kan nå ud til så mange børn, som overhovedet muligt. TreatFood er netop nu inde i sin afsluttende fase i Burkina Faso, hvor børn i alderen 6 måneder til tre år afprøver 12 forskellige ernæringsprodukter for at finde ud af, hvilket der er det bedste.»perspektiverne er enorme. Vi samarbejder med internationale eksperter inden for moderat underernæring og der løber allerede interessante resultater ind fra projektet i Burkina Faso. Læger uden Grænser kan være med til at ændre på internationale standarder med det her projekt. Og også WHO har allerede vist stor interesse for det, siger Vibeke Brix og fortsætter:»det bliver epokegørende. Vi kan være med til at sikre en bedre fremtid for moderat underernærede børn, således at deres risiko for sygdom og død reduceres. Det er stort.«journalen 100 / november

10 EBOLA Hvorfor gik det så galt? Syv måneder efter at der officielt blev erklæret ebola i Vestafrika, er epidemien ude af kontrol. Geografi, dårlige sundhedssystemer, mistillid og et internationalt samfund, der reagerer alt for langsomt, er nogle af årsagerne til, at det denne gang er gået så galt, siger programmedarbejder i Læger uden Grænser i Danmark, Hanne Klink Epstein V i sig konstant og kræver en stor og konstant befinder os i ukendt farvand i den største ebolaepidemi nogensinde. Den er uforudsigelig, udvikler indsats. Nogle gange ser vi, at antallet af tilfælde i et område falder, for så blot at se antallet af patienter gå op igen kort efter. Det, vi helt sikkert ved, er, at det langt fra er slut, og at der er desperat brug for mere hjælp.«sådan lyder status i Læger uden Grænsers kriseopdatering den 16. oktober, som beskriver situationen i de tre berørte lande således: I Guéckédou i Guinea har Læger uden Grænser tilset flere patienter i den seneste måned end i de første syv måneder. I Sierra Leone er alle landets distrikter nu berørt af epidemien. Læger uden Grænsers behandlingscentre er fulde. Befolkningen kan ikke komme igennem på myndighedernes nødhjælpstelefon. Og både ambulancer og triage-områder er så overbebyrdede, at der er risiko for, at raske patienter bliver smittet, mens de venter på at blive undersøgt. Og i Liberia, det land der er hårdest ramt, oplever Læger uden Grænser stadig, at mange familier ikke bringer de syge til hos pitalerne, ligesom folk også finder en vej uden om myndighedernes krav om, at de døde skal kremeres. Geografi og mangel på læger Indtil nuværende epidemi har det værste ebolaudbrud kostet 280 mennesker livet. Det var tilbage i Så hvordan kan det være, at det denne gang er gået så galt, at der den 16. oktober ifølge WHO var døde ebolapatienter? Ifølge sygeplejerske og programmedarbejder på Læger uden Grænsers danske kontor, Hanne Epstein, skyldes det en lang række faktorer. Det er første gang, at der er ebola i Vestafrika, og derfor er man længe om at Foto: Sylvain Cherkaoui/Cosmos LÆGER UDEN GRÆNSERS INDSATS Læger uden Grænser har siden marts været med til at bekæmpe ebolaudbruddet i Guinea, Sierra Leone og Liberia. Ved redaktionens afslutning den 23. oktober havde Læger uden Grænser nødhjælpsarbejdere i felten fordelt på de tre lande. 276 af dem var internationalt udsendte. I alt driver Læger uden Grænser seks behandlingscentre fordelt på de tre lande og har næsten 600 senge i isolationsafdelingen. Siden udbruddets begyndelse har Læger uden Grænser tilset patienter af hvem mere end er blevet testet positive for ebola. Af dem har mennesker har overlevet. Vores medarbejdere hjælper en ung pige med at spise på vores behandlingscenter i Sierra Leone. Hun er indlagt med ebola, og derfor er vores udsendte i beskyttelsesdragt. 10 journalen 100 / november 2014

11 Foto: Martin Zinggl oktober september Udviklingen i antallet af Ebola-tilfælde august 22. marts 22. juni Særlige begravelseshold hjælper familier med at begrave deres pårørende på sikker vis for at undgå videre smitte. finde ud af, hvad man har med at gøre. Symptomerne ligner i starten til forveksling malaria og kolera, siger Hanne Epstein, som forklaring på, at der går tre måneder fra den første patient en toårig dreng bliver smittet i december 2013 i en lille landsby udenfor Guéckédou til der i marts måned bliver konstateret ebola i Guinea. En anden ting, der spiller ind, er, at ebolaudbrud tidligere har fundet sted i meget afgrænsede områder i lukkede samfund. Derfor er virus også hurtigt brændt ud. Enten er man død eller også har man overlevet og er blevet immun, siger Hanne Klink. Men denne gang er det anderledes. For da den toårige drengs bedstemor bliver syg, opsøger hun en sygeplejerske i Guéckédou. Dermed kommer virussen til en livlig handelsby, der har stor social interaktivitet også med nabolandene Liberia og Sierra Leone. Derfra får sygdommen rig mulighed for at kunne sprede sig i alle retninger. Læger uden Grænser advarer Allerede få dage efter at der er konstateret ebola i Guinea, advarer Læger uden Grænser om, at denne epidemi er helt anderledes end noget, man har oplevet før, fordi sygdommen har spredt sig til flere forskellige områder i landet og også til hovedstaden. Den udmelding affærdiger WHO, som advarer mod at piske en stemning unødvendigt op. Fire måneder senere i august er mere end mennesker døde, og WHO kalder nu ebolaepidemien for en fare for den internationale sundhed. I det her tilfælde ville det have gjort en stor forskel, hvis der havde været en hurtigere og bedre international respons. Verdenssundhedsorganisationen WHO, som har det overordnede ansvar for koordinationen af den internationale indsats mod epidemier, har ikke i starten levet op til deres ansvar. De har reageret alt for langsomt, siger Hanne Epstein. Sygdomsforståelse og mistillid At epidemien udvikler sig så drastisk, skyldes også, at der i de berørte lande er en høj grad af mistillid til regeringerne samt en sygdomsopfattelse, der ikke er videnskabeligt baseret men i høj grad funderet på overtro. Dertil kommer, at samtlige lande, allerede da epidemien brød ud, havde dårligt fungerende sundhedssystemer. F.eks. var der i Liberia cirka 50 læger til en befolkning på 4,4 millioner mennesker. Til sammenligning er der i Danmark læger. Hvor vi taler om virus, taler de om dårlig magi. Udgangspunktet er en overbevisning om, at når man bliver syg, skyldes det, at man har gjort noget dårligt. Og så er det svært at mødes i en fælles forståelse. Det kræver masser af oplysning og kommunikation, siger Hanne Epstein. Selv om der i takt med at epidemien har udviklet sig fra slem til værre er kommet Det, vi helt sikkert ved, er, at det langt fra er slut, og at der er desperat brug for mere hjælp. større international opmærksomhed samt løfter om hjælp, understreger Hanne Epstein, at ord i sig selv ikke er nok. Vi mangler stadig at se, at der bliver fulgt op på de fine ord, og at det for alvor materialiserer sig på jorden i de berørte lande. Der er stadig nye områder i alle tre lande, hvor der opstår tilfælde af ebola for første gang, og andre områder, hvor det tilsyneladende er kommet under kontrol, men så dukker det op igen. Vi har ikke ebola under kontrol, og så længe det er tilfældet, er det umuligt at spå om, hvornår epidemien er slut. Og her er tiden essentiel epidemien udvikler sig ekspotentielt. Hver tredje uge, hvor folk triller tommelfingre, fordobles antallet af smittede og døde. Og det på trods af den indsats, vi allerede yder. Det, synes jeg, klart viser, hvordan situationen er,«siger hun. journalen 100 / november

12 VACCINER TIL FELTEN Vacciner til felten D et er en kæmpe logistisk udfordring at få livs- Vaccinerne opbevares i kølerum på Læger uden Grænsers store lagre. I Bruxelles er lagerrummet kvadratmeter og indeholder alt fra medicin til køretøjer, tøj og operationstelte. vigtige vacciner ud til de ofte fjerntliggende steder, hvor der er brug for dem. Vaccinerne skal konstant opbevares ved temperaturer mellem 2 og 8 grader for ikke at blive ødelagt. Det er især en udfordring på steder med dårlig infrastruktur og Vaccinerne bliver transporteret i et særligt køleskab, som holder vaccinerne kolde i tilfælde af strømsvigt. ustabile elektricitetsforsyninger. I felten laver en logistiker fra Læger uden Grænser en liste over, hvad der er brug for. Mere end 26 millioner børn mangler de WHO-anbefalede vacciner. Og mange dør af sygdomme, der kunne have været forhindret med vacciner. Læger uden Grænser vaccinerer cirka 10 millioner børn hvert år. De bestilte vacciner transporteres i kølebokse fra det centrale lager ud til Læger uden Grænser projekter i landet. Lageret i Bruxelles NY FORSKNING For nylig har studier vist, at det tyder på, at nogle vacciner laves er i stand tilkanyler at klare sig uden for den kolde kæde, hvilket Belgien vil gøre deti billigere og lettere for flere at blive vaccineret. Men der mangler stadig forskning i hvilke og hvor længe og under hvilke temperaturer. MenigitisKanyler og mæslinge- laves vacciner i Indien fremstilles i Indien. 12 journalen 100 / november 2014

13 10 mio. børn bliver hvert år vacciner Læger uden Græ et af nser Udfordringerne med at overholde den nødvendige temperatur under transporten, gør, at vaccinerne altid sendes med fragtfly. Normalt sendes medicin og andet udstyr med fragtbåd - med mindre det er en akut nødsituation - da det er langt billigere. Flyet lander i det pågældende land, og vaccinerne kommer gennem tolden. Vaccinerne køres til Læger uden Grænsers centrale lager, nogle gange er det bare et lille skur. Her opbevares vaccinerne i et afkølet rum eller et køleskab. I lande som for eksempel Den Demokratiske Republik Congo, er vejene ofte mudrede og umulige at køre på for større køretøjer. Her spændes køleboksene på motorcykler, som lettere kan komme frem. Vaccinerne ankommer, og patienterne kan få de livsvigtige vaccinationer. 9 journalen 100 / november

14 DONORER Kære Læger uden Grænser Jeg donerede for nylig en større sum penge til Læger uden Grænser og modtog et fint, lille brev som tak. I brevet spørges, om jeg er tilfreds med at støtte, og om noget kan gøres bedre. De korte svar er JA og NEJ, men lad mig uddybe det lidt. På baggrund af den voldsomme ebolaepidemi havde jeg tænkt at donere et beløb udover mit faste månedlige bidrag, men havde endnu ikke fået gjort noget ved det. Det var indtil, jeg modtog en mail med en personlig beretning fra en medarbejder, som påtog sig den svære opgave at stå i døren og afvise de mange patienter, man ikke havde kapacitet til at hjælpe, vel vidende at det ville betyde døden for dem. Det gik lige i hjertet på mig! Som sygeplejerske har jeg været udsendt med Forsvaret tre gange i Afghanistan, og to af gangene har jeg arbejdet på felthospitalet i Camp Bastion i Helmand-provinsen. Her afviste vi ikke patienter i døren, men dilemmaerne var alligevel til stede, men i en helt anden målestok. Vi tog os også af civile sårede, men man måtte nøje overveje, hvor mange og hvilke typer behandling, man skulle iværksætte. Skulle man amputere den lille piges ben og sende hende til det lokale hospital? Så ville hun overleve, men til hvilken skæbne. Eller skulle man iværksætte en behandling, som kunne redde hendes ben, men ville betyde, at hun skulle være på felthospitalet i uger til måneder, fordi det lokale hospital ikke have ressourcer og viden til at færdiggøre behandlingen. Jeg kommer aldrig til at rejse med Læger uden Grænser, for det tør jeg ganske enkelt ikke! Jeg er så fuld af respekt og beundring for det arbejde, som gøres, og støtter derfor af glad hjerte jeres fantastiske arbejde. Fortsæt, I gør det så godt, som I gør det nu. Tak for jeres indsats. Patienter venter foran det overfyldte center i Monrovia. Foto: Caitlin Ryan IKEA STØTTER LÆGER UDEN GRÆNSER I september gav IKEA-fonden 37 millioner kr. til Læger uden Grænsers akutte arbejde med at bekæmpe ebola. Ud over at bremse epidemien ønsker IKEA samtidig at inspirere andre private virksomheder til også at tage ansvar og bidrage økonomisk til kampen mod ebola.»vi håber, at andre i den private sektor også vil træde til og finansiere projekter, som ikke alene er med til at redde liv og bekæmpe spredningen af ebola, men også vil være med til at hjælpe i nogle af de andre nødsituationer, som får mindre medieopmærksomhed,«siger administrerende direktør i IKEA-fonden, Per Heggenes. Med venlig hilsen Lisbeth Plüger 14 journalen 100 / november 2014

15 STØT HAR DU UDNYTTET DIT SKATTEFRADRAG FOR 2014? Husk at alle donationer op til kr. pr. år er fradragsberettigede. Hvis du vil være sikker på at få fradrag i 2014, bør du overholde følgende frister: Bankoverførsel senest 30. december. Girokort stemplet med betaling i Checks dateret senest 31. december Vi indberetter til SKAT via dit CPR-nummer. Har vi det ikke, så oplys det på (du kan læse i følgebrevet til Journalen, om vi har dit CPR-nummer allerede). DONORSERVICE Spørgsmål om donationer, PBS, gavebreve, eller skattefradrag? Kontakt vores donorservice på donorservice@msf.dk (mandag-fredag 10-16) Mellem jul og nytår holder vi åbent 29. og 30. december. Dit bidrag gør en forskel Køb i shoppen netop nu shop.msf.dk JULEGAVE-IDEER Køb dine julegaver i vores webshop, for eksempel årets halskæde fra PILGRIM, kvalitetsdrikkedunke fra schweiziske SIGG eller t-shirts til børn og voksne. Sidste frist for bestillinger, der skal være fremme inden jul, er fredag den 19. december kl IDE TIL ADVENTS- ELLER MANDELGAVE EN LYKKELIG SLUTNING En lykkelig slutning er små hæfter med historier fra felten, der har en lykkelig slutning. Hæfterne er tænkt som en anderledes julehilsen, for eksempel som adventsgave eller mandelgave. Til gengæld for en donation modtager du en historie, der viser, hvordan du er med til at redde liv rundt om i verden. Alle historierne i hæfterne er baseret på en virkelig oplevelse i felten fortalt af en udsendt fra Læger uden Grænser. Du kan vælge mellem flere forskellige historier og beløb i vores netbutik. De små hæfter egner sig godt til at give som gave, og de leveres med en kuvert påtrykt God jul og lykkelig slutning. Historierne fås også i print-selv versioner, som du modtager i en . journalen 100 / november

16 DANSKE UDSENDTE Kirsten Rold sygeplejerske Liberia Jeg rejser ud med Læger uden Grænser, fordi jeg fik en mail, der spurgte, om jeg ville tage af sted til et af de ebolaramte lande. Jeg har tidligere været i Liberia og har stadig kontakt til folk der, som jeg har lyst til at hjælpe i den her svære situation. Kirsten Rold 1 Adriana Kleivan, flyvende medicinsk koordinator 2 Antonios Goutsios, logistiker, Indien 3 Bjørn Heinesen, logistiker, Liberia 4 Edda Schmidt-Bambach, HR-koordinator, Sudan 5 Efthymia Georgiou, administrator, Indien 6 Elena Quadri, sygeplejerske, Liberia 7 Guleed Dualeh, assisterende HR-koordinator, Myanmar 8 Helle Gammelgaard, felt-koordinator, Etiopien 9 Helle Ljungmann Pedersen, sygeplejerske, Etiopien 10 Jesper H. Brix, projektkoordinator, Lesotho 11 Junaid Khan, projektkoordinator, Sydsudan 12 Jørgen Bjarnesen, gynækolog, Nigeria 13 Kasper Pedersen, læge, Den Centralafrikanske Republik 14 Kathrine Sørensen, jordemoder, Sydsudan 15 Kirsten Rold, sygeplejerske, Liberia 16 Mal Pantelic, logistiker, Etiopien 17 Mohamed Eltom Hamid, medicinsk koordinator, Egypten 18 Ronald von Beest, logistiker, Sierra Leone 19 Taus Hansen, logistiker, Liberia