De deler fortid og vaner og bedsteforældre. De er fælles om at have en morfar, der tog til Tyskland under krigen, og de er fælles om at tænke, at det

Transkript

1 Påskesøndag, 1987 De er til påskefrokost, og de keder sig. De voksne spiser, ryger, drikker og spiller whist, så de går ned og leger. De er bror, søster og fætter, og de er sammen om alt også den sorte plastikpose i krattet. Novelle af Henriette E. Møller Det er Karoline, der finder den. Det er en sort sæk, der ligger helt inde ved muren. Hun sparker til den, og hun kan mærke, at det er blødt, det der er i sækken, det er ligesom at sparke i en dyne, i en sæk tøj, måske er det bare en sæk fyldt med gammelt tøj. Men hun tør ikke røre den. Hun har hørt historier om, hvad hendes fætter tidligere har fundet herinde i krattet. Som dengang han fandt en gammel kaffekande, den var rød og havde et skruelåg, der sad godt fast. Da han åbnede den, kaffekanden, sprang der en dildo op. Som en spændt fjeder, der bliver sat fri, sprang den op, og han fik vel et chok, det forestiller Karoline sig, man får da et chok, når sådan en tingest springer op af en kaffekande. Hun vidste godt, hvad det var. En dildo. Og det gjorde Lasse vist også. Han viste den til alle, der gad se den. Han lavede nok det samme nummer på andre, dildoen ned i kaffekanden og låget, der blev skruet på. Og så den store forskrækkelse. Hun sparker igen til posen. Så kalder hun på de andre. Det var Karoline, der forslog det, det var hende, der spurgte dem, om de ikke skulle gå ned. Nej, hun spurgte ikke, hun sagde det, kom, vi går ned. Det, syntes de voksne, var en god idé, selvfølgelig syntes de det, så ville de jo også være fri for at høre på børnene, der blander sig, på Karoline, der spørger, om de ikke snart skal hjem. Og bordet skulle alligevel ryddes, de ville i gang med at spille whist, det er det, de plejer at gøre, når de er sammen, de fire voksne, så skal der spilles kort. Og det er ikke sjovt for børnene at høre på deres råben, der skal nogle gange ikke så meget til. Moster Sonja, der ikke altid kan holde sin vrede inde, når

2 onkel Finn sidder og lurepasser. Det ville være bedst, hvis de smuttede ned. De svarede ikke, drengene, de rejste sig bare, som to stumme marionetter fulgte de hendes ordre. Emil drak den sidste sjat fra sodavanden, og så var de klar. Det er, som det plejer at være, det er påske, og påskesøndag fejrer de altid hos moster Sonja og onkel Finn. Og det er som altid en endeløs dag med fyldte askebægere, de ryger for at få plads til mere mad, de voksne, det er snaps, der flyder som vand, det er de voksne, der småskændes og taler højt. Og det er krattet, der vokser som en byld uden på blokken, det er krattet nede ved blok tre, det er det, der trækker i hende. Men hun tør ikke gå derned alene. Eller det tør hun måske nok, men det gider hun ikke. Så hun siger til Emil og Lasse, at de skal gå med. Kom, vi går ned og leger. Først gider Emil ikke med over til krattet. Lasse har fortalt ham, at i sidste uge fandt Karsten fra blok to fem døde rotter derovre, jeg gider ikke med. Men Karoline lokker ham, kom nu, tøsedreng. Nå, men vi går derover, så kan du lege her alene, det siger hun. Og så tager hun fat i kraven på Lasses jakke og trækker ham med. Og det er jo heller ikke sjovt at stå der alene, det kan Emil godt se, så han trasker efter dem. Det er nærmest en lille skov, krattet. Det er en stor samling af buske, der er så høje og så tætte, at man kan gemme sig derinde. Og med tiden har børnene i området lavet små stier derinde, nogle har forsøgt at bygge en hule, men den bliver revet ned af de andre børn, så snart den er bygget op. Nu er det kun et skilt, hvorpå der står Skrid, og et vådt og fedtet tæppe, der er tilbage af hulen. Karoline går ind først. Hun håber på at finde noget sjovt. Måske et smykkeskrin eller en pose med penge eller tre afhuggede fingre. Bare et eller andet. Men da hun ser posen, går hun alligevel i stå. Emil og Lasse leger gemmeleg, de skiftes til at tælle, og der går lang tid, inden de kommer hen til hende. De ser, hun står ved posen. Hun sparker til den igen ligesom for at vise, at hun ikke er bange for den, hun er ikke bange for noget. Hun spiller sine kort bedre, end onkel Finn gør oppe i lejligheden lige nu. De to drenge på syv år står og ser på hende. Lasse tørrer sin næse i ærmet fra sin dynejakke, mens Emil står og sparker til en flaske, der ligger på jorden. Hun siger, at hun har fundet en skat. De siger ingenting. Hun siger, at

3 den kan blive deres. Hvis de bare giver hende to kroner hver. De siger stadig ingenting. Hun siger, at hvis de ikke giver hende to kroner, så får de aldrig skatten at se. De ser på hinanden, de to drenge, og det er Emil, der siger det, han siger, at han ingen penge har. Så må I skylde mig. Det siger hun, I må betale mig, så snart I får penge. Er I med? De ser igen på hinanden. Det er Lasse, der siger okay, det er ham, der er mest nysgerrig. Det er sådan, det altid er, han kan ikke dy sig. Han skal altid kigge i skraldespandene, der står rundt omkring ved blokkene, han skal altid rode i bunken af sammenrevne blade, for tænk, hvis der nu ligger en 50 er i bunken, tænk, hvis der var noget kostbart i den plastikpose fra Bilka, der ligger inde i busken bag hundetoilettet, tænk, hvis der ligger en fjernstyret bil nede i containeren, han kan ikke dy sig. Han siger, at han gerne vil skylde, han vil gerne købe skatten. Han ser på Emil, han spørger, om han er med. Og så står Emil dér mellem sin søster, som han ikke stoler på, og sin fætter, hvis godtroenhed smitter så let som en forkølelse. Han sparker til flasken igen, Emil, han ser ned i jorden, da han siger okay. Han ser ikke op på Karoline, han er flov over, at han endnu en gang hopper på hendes nummer. Hun rækker hånden frem, hun vender håndfladen opad som for at afslutte deres handel, og de kender proceduren, først slår Lasse hende i hånden, hårdt og bestemt som en jysk landmand. Så slår Emil i den, stadig med blikket væk fra hende, handlen er afsluttet. Hun sparker til sækken en sidste gang. Det er den bløde følelse mod foden, det er en følelse, der virker forkert og alligevel god. En fod, der sparker, bliver ofte mødt af modstand, vægten af bolden, af stenen, af dækket på bilerne, det er sjældent, man oplever, at foden ligesom kan fortsætte sparket, bevægelsen, efter den har mødt modstanden. Så går hun væk fra den. De skal bytte plads. Lasse er hurtigt derhenne. Han efterligner Karolines bevægelser. Han sparker til sækken, og også han kan lide det, den bløde substans, der er i hårdheden. Det er bedre end at sparke til visne blade, der bare forsvinder i sparket, det tænker han. Karoline spørger, om de ikke skal se, hvad der er i sækken. Hun står dér og er utålmodig, hun forsøger at styre sin nysgerrighed og sin nervøsitet. Det er påsken De tre har hele deres liv været en del af hinandens hverdag, de er lige så vigtige og naturlige for hinanden som mad og sengetider og skolen.

4 De deler fortid og vaner og bedsteforældre. De er fælles om at have en morfar, der tog til Tyskland under krigen, og de er fælles om at tænke, at det ikke er noget, vi snakker om. De er fælles om juleaftner, påskemiddage og slaget over nakken fra moster Sonja, der så let bliver irriteret, og som i sin irritation ikke kan se forskel på nevø og niece og søn. Emil og Lasse er fælles om fodboldtræning hver mandag og onsdag aften. Senere vil de også blive fælles om forelskelsen i Laura fra blok fire, hende med den røde kjole og de frække sange, hun synger, når hun gynger, og man kan lige ane hendes blomstrede trusser, når der rigtigt kommer sving i gyngen. Men Emil vil overdrage sin forelskelse i hende til Lasse, for han har nærmest direkte adgang til hende, Lasse, han bor jo tættest på. Til gengæld vil Emil være den, der først får lus. Men som Lasse deler historierne om Laura, så deler Emil sine lus med Lasse. Det er bare hovederne tæt på hinanden, de gør det med vilje, med glæde, også lusene vil de dele. Sådan vil det blive ved med større eller mindre afstand mellem dem. En dag vil Lasse rejse til Afghanistan som soldat, og da vil afstanden blive stor, naturligvis, der vil jo være mange kilometer mellem dem. Samtidig vil Emil have travlt som elektriker, han er nyuddannet og glad for det, han er glad for sin lille lejlighed på Nørrebro. Sådan vil deres liv blive så forskellige fra hinandens, og også Emil og Karoline vil opleve det engang, den store forskel i deres dagligdag. For hun vil tage en lang uddannelse på universitetet, de vil opleve, hvordan deres syn på livet, på verden, vil blive forskelligt, som om de gik i biografen sammen, men de gik ind for at se hver sin film, sådan vil deres liv blive. De vil mødes, når filmene er færdige, og de vil ikke rigtig være interesseret i at høre om den film, den anden så, det gør ingen forskel, vil de hver især tænke, de vil bare følges hjem til lejligheden i Ryesgade, deres barndomshjem. Han sparker også til sækken, Emil, han gør gerne det samme som Lasse. Hun spørger igen, skal I ikke se, hvad der er i den? Og onkel Finn og moster Sonja vil selvfølgelig også være der, deres tilstedeværelse i Emils og Karolines liv er lige så naturlig som citronvand til påskefrokosten, som frikadeller søndag middag. Og de vil stadig stå sammen, når én af de fire voksne vil blive ramt af en blodprop i hjernen. Ingen af dem kender til det endnu, naturligvis ikke, man ved aldrig, hvad fremtiden vil bringe af bryllupper, blodpropper og barnefødsler. Men én af de fire voksne, der lige nu

5 sidder i den røgfyldte stue, vil blive ramt hårdt, næsten lige så hårdt som en bus i fuld fart kan ramme en skoledreng, én af dem vil falde om og kun langsomt rejse sig. Vil det blive onkel Finn? Moster Sonja? Solvej? Eller vil det blive Karl? Det er som en selskabsleg, som en børneleg til en fødselsdag, den, som flaskehalsen peger på, skal hoppe på et ben i et minut, den, som flaskehalsen peger på, skal spise et stearinlys fra lagkagen, den, som flaskehalsen peger på, skal blive ramt af en blodprop i hjernen, og den drejer og drejer, flasken, den peger på Finn, Sonja, Solvej, Karl, den drejer hurtigt, hurtigt, endnu er der ingen varsler, ingen fornemmelse af, hvem den ender ved. Men langsomt går farten af, Finn, Sonja, Solvej, Karl, Finn, Sonja, Solvej, Karl, man ånder lettet op, når den er forbi én, man tænker, at nu er der så lidt fart på, den kan simpelthen ikke nå en hel runde igen, Finn, Sonja, Solvej, Karl. De kender endnu ikke resultatet. Det er Lasse, der er den modige. Det er ham, der tømmer sækken. Den er tung, han kunne godt bruge lidt hjælp, men Emil har ikke lyst, og Karoline siger, at den ikke længere er hendes. Hun venter stadig spændt. Han bakser med den, med sækken, og endelig får han den tømt. Det er en død hund, der falder ud af den. Karoline holder sig for munden, og Emil træder hurtigt flere skridt tilbage. Kun Lasse bliver stående. Han sparker igen til den, og den vender sig om, så den nu ligger på ryggen. De kan se, at den er sprættet op langs maven. Alle indvolde er taget ud. Det er, som om den kun er hundeskind med et hoved på. Det er en schæfer. De kan se, at der kravler mider inde i den tomme krop, og langsomt når stanken af det rådne kød deres næser. Lasse ser på de to andre. Han fortæller, at Lille Tina henne fra blok et har efterlyst sin hund. Hun har hængt sedler op på lygtepæle rundt omkring. Lasse sparker igen til den. Emil ser på Karoline, da han siger, at han synes, de skal gå op igen. Karoline går forrest med Emil lige i hælene. Hun får aldrig de fire kroner fra dem. Henriette E. Møller, født 1976, gik på Forfatterskolen fra 2000 til 2002 og har netop udgivet sin anden roman, Kaiser, om kvinder fra tre generationer indfanget omkring det tidspunkt, hvor døden træder ind i deres tilværelse.

6 »En overbevisende og råstærk debut (...) Der duver en tidlig Kirsten Hammann og en lidt senere Christina Hesselholt i horisonten«, skrev Weekendavisens anmelder, da Henriette E. Møller i 2007 debuterede med romanen Jelne, der senere det år indbragte hende Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, Munch- Christensens Kulturlegat samt Danske Banks Debutantpris 2007.