jo slet ikke havde regnet med positivt resultat så hurtigt.

Transkript

1 I 2013 da jeg smed p-pillerne, var jeg en ung kvinde på 26, der havde været sammen med min kæreste i næsten 5 år. Min kæreste var dengang 29 år og var færdiguddannet. Vi havde længe snakket om at det ville passe os rigtig fint at jeg blev gravid inden jeg var færdig på pædagogstudiet. Da vi efterhånden havde været sammen en del år, og allerede havde stået sammen gennem svære perioder med bl.a. en depression der for mit vedkommende førte til et studieskift og min kærestes fars pludselige død, følte vi os rustede til at blive forældre. Jeg tog den sidste p-pille i slutningen af august, men havde ingen tro på at jeg ville blive hurtigt gravid. Flere af kvinderne i min familie har døjet med PCO, Endometriose og lange forløb før de blev mødre, så psykisk havde jeg længe forsøgt at forberede mig på at det kunne blive en lang kamp. Men! Allerede to måneder efter, i starten af november, står jeg med den fineste, positive test! Jeg tester dog flere gange, både med strimmel og Clearblue før jeg tør tro på det... og ender faktisk med at lægge et billede af testen på et internetforum for at få andres mening. De er alle rørende enige i at jeg er gravid! Jeg har allerede en del kvalme og jeg græder af glæde, bekymring og overraskelse, da jeg jo slet ikke havde regnet med positivt resultat så hurtigt. Jeg har svært ved at rumme følelsen af både glæde og frygt, og jeg aftaler med min kæreste at vi fortæller det til de nærmeste venner og mine forældre. På denne måde kan jeg komme af med nogle af mine tanker, og dele den store nyhed. Jeg har også hele tiden i baghovedet, at jeg også ønsker disse mennesker i mit liv hvis noget skulle gå galt undervejs... Jeg kommer til lægen ugen efter, han bekræfter at jeg er gravid og jeg får en ny tid til undersøgelse og udfyldelse af vandrejournal. Han sætter en foreløbig termin til starten af juli Tanker om sommerbarn, fremtidige sommerfødselsdage m.m. strømmer uafbrudt gennem hovedet! I midten af november, en weekend, ca. to uger efter jeg stod med den positive test, er jeg i biografen med min kæreste og mine to brødre. Vi pjatter og hygger os og jeg smutter lige på det obligatoriske toiletbesøg 5 minutter inden filmen starter. Jeg kan ikke huske andet end jeg bare ser en masse helt rødt, nyt blod på papiret og jeg får den største knude i maven. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg husker pludseligt at kvalmen og de ømme brystvorter vist var

2 stilnet af de sidste par dage, og jeg føler mig helt sikker på, hvad der er ved at ske. Jeg overvejer at lade som ingenting og se filmen med de andre. Mine første tanker går på, at jeg ikke vil ødelægge deres aften! Det er først da jeg kommer ud fra toiletterne at jeg ikke kan magte tanken om abort og jeg går stille hen til min kæreste, hvisker i hans øre hvad der er sket og så går jeg min vej. Jeg går udenfor i vintermørket, stiller mig ved cykelstativet og græder. Min kæreste kommer kort efter ud til mig. Han har sendt mine brødre ind at se filmen og sagt at jeg var blevet syg og at vi ville tage hjem. Jeg kan dårligt huske hvordan vi kom hjem fra biografen. Jeg ved vi cyklede, det var koldt, det var mørkt. Da vi er hjemme ringer jeg til lægevagten. Jeg har tiltagende voldsomme menstruationssmerter. Han siger blot at det lyder som en spontan abort, og at jeg må vente til efter weekenden med at gå til egen læge for at få det bekræftet. Jeg har aldrig før følt mig så tom og ulykkelig. Jeg tager panodil og Ipren for at tage smerterne, og så ligger, sidder, kaster jeg mig rundt, tudende, i sengen indtil jeg falder i søvn i min kærestes arme. Dagen efter bløder jeg store klumper ud, og jeg er ikke i tvivl om at jeg har mistet mit lille sommerbarn... Det bekræftes også hos min læge. Han undersøger mig ikke, men ud fra mine symptomer, er der ingen tvivl. December bliver en rigtig trist måned. Vi havde sådan set frem til at kunne ønske os babyting til juleaften, og dele den gode nyhed med resten af verden. Alle de tanker jeg havde gjort mig inden min graviditet mht. at det kunne komme til at tage lang tid at få et barn, blev kastet langt væk da jeg stod med en positiv test. Men nu stod jeg bare sårbar og ulykkelig tilbage, med et eneste, brændende ønske: Et levende barn. I marts 2014 får jeg en henvisning til gynækolog, da jeg pludselig ikke længere får min menstruation. Jeg er på dag 55 i min cyklus og jeg skal derfor undersøges for bl.a. PCO. Jeg får en tid i starten af april, hvor jeg bliver scannet, og der findes to cyster i højre side. Den ene er med stor sandsynlighed endometriose. Derudover ser alt dog fint ud og der er ingen grund til, hvorfor jeg ikke får min menstruation. Alt ser ud til at virke fint. Vi skal derfor fortsat selv prøve at blive gravide og hvis der ikke er sket noget efter sommerferien kan vi måske komme i behandling. Et par dage efter, på cyklusdag 70, får jeg omsider min menstruation igen.

3 De følgende måneder sker der ingenting. Min cyklus bliver aldrig helt regelmæssig, så jeg bruger ægløsningstest for at være sikker på vi rammer nogenlunde rigtigt. Jeg bliver jævnligt ked af det, vred og frustreret når venner og bekendte bliver gravide og får små levende børn. Jeg synes det er så uretfærdigt! I starten af oktober 2014 er jeg tilbage hos gynækologen for at starte udredning. Jeg bliver scannet og har stadig to cyster i højre side. Den ene minder om endometriose, men man kan ikke umiddelbart sige hvad den anden er. Jeg har menstruationsmurren og gynækologen siger, at det på scanningen ser ud til at jeg skal til at have menstruation. Jeg skal have taget blodprøver, når jeg begynder at bløde. De næste dage fortsætter den der murren i underlivet, men uden menstuationen kommer, og jeg ender med at tage en graviditetstest. Den er positiv! Min kæreste er lige taget af sted til Jylland, hvor han skal være de næste dage og jeg ringer grædende til ham for at fortælle ham om testen. Jeg er både ovenud lykkelig og afsindigt bange for at miste igen. Det er bestemt ikke sjovt at vente på han kommer hjem igen og jeg tager også lige en Clearblue-test der ligeledes er positiv. Jeg har meget svært ved at tro på det denne gang. Jeg tør simpelthen ikke. Det er over et år siden vi startede med at prøve, og det har været svært at holde modet oppe. Fordi jeg egentlig var startet til udredning, tilbyder gynækologen at scanne mig jævnligt, hvilket gør mig mere tryg. Ved første scanning er der blot en lille fostersæk, men den sidder hvor den skal og den ER der! Min termin hedder denne gang midten af juni Et nyt, fint, lille, fantastisk sommerbarn! Jeg er heldigvis plaget af en masse symptomer. Jeg døjer med træthed og kvalme, og det giver mig trods alt en sikkerhed på at der er noget, og efterhånden som ugerne går, bliver jeg mere og mere rolig. Ligesom ved første graviditet, deler vi nyheden med mine forældre og med de nærmeste venner. Det har hjulpet utroligt meget, at have nogen omkring os, der vidste hvad der foregik. Da jeg er ca. 7+3 bliver jeg scannet igen. Min kæreste er med denne gang, og der er det smukkeste, mest vidunderligt fine hjerteblink. Alt ser helt normalt ud og jeg læser mig til, at der kun er omkring 2% risiko for at miste, når man har set hjerteblink i 8. uge. Vi tror mere og mere

4 på det, og er nu også ovre det tidspunkt hvor jeg aborterede sidste gang. Da jeg er i slutningen af 10. uge er jeg til scanning igen. Det er slutningen af november, julepynten er hængt op på gaderne og jeg glæder mig til at denne jul skal blive mere lys end sidste år. Jeg lægger mig op på briksen og gynækologen finder hurtigt fostret. Han siger ingenting, fører bare staven videre, rundt, kigger på skærmen. Da ved jeg at noget er galt. Det hjerte der bankede så fint blot et par uger tidligere, er ikke længere til at se. Det er dødt og jeg græder. Blot nogle dage forinden var jeg blevet overvældet af frygt for at miste igen, og jeg kunne hverken magte eller overskue hvordan jeg skulle komme igennem det. Slet ikke nu, hvor jeg trods alt var så tæt på de 12 uger og når det nu havde taget over et år at nå her til. Fostret måles til at være dødt et par dage forinden. Der er ingen forklaring at give. Noget er bare gået galt. Noget var forkert. Gynækologen ringer til Rigshospitalet og jeg får en tid til kirurgisk abort dagen efter kl 10. Jeg sidder i gynækologens venteværelse og græder blandt højgravide maver, mens vi venter på at få detaljerne om morgendagens forløb. Efterfølgende går vi ned på gaden. Vi lader cyklerne stå og prajer den nærmeste taxa. Vi magter ingenting. Vi græder bare. Følgende morgen tager vi på Rigshospitalet. Jeg skal møde fastende, så jeg kan få foretaget aborten samme dag. Jeg undersøges og scannes igen. Der er stadig intet hjerteblink. Det er stadig dødt... men de har alligevel ikke tid til mig. Det er weekend, der er overbelægning - og jeg er jo ikke akut. Så vi sendes hjem igen til en weekend fuld af en følelse af tristhed og uretfærdighed. Jeg får stikpiller med hjem. De skal sættes op inden jeg kommer igen et par dage efter. Vi aflyser alle planer, sidder i sofaen med dyner, bestiller take-away, spiller brætspil, og får på den ene eller anden måde hinanden til at grine. To dage efter står jeg igen, fastende, klar til kirurgisk abort kl 10, på afdelingen på Rigshospitalet. Jeg har opsat stikpillerne, der skal blødgøre og gøre klar og jeg er klar på at få fjernet det døde i min mave. Vi får en stue. Der står to senge, men den anden er hjemme på weekend, så stuen er vores. Sygeplejersken siger at alt ser ud til at det bliver kl 10. Der er ikke kommet noget akut ind men da klokken er lidt over 10 kommer hun tilbage på stuen. Der bliver minimum 2 timers ventetid... Jeg får lidt at drikke, da der nu kommer til at gå længere tid. Da klokken nærmer sig 12

5 får jeg værre og værre smerter. Det er stikpillerne, der rigtigt begynder at bide. Jeg kan til sidst slet ikke være i mig selv. Jeg har fået ve-agtige smerter, men kan slet ikke forholde mig til dem, da jeg jo ikke får noget ud af det... Jeg får jo ikke et lille barn efter veerne! Jeg får heldigvis morfin og ved 13-tiden køres jeg endelig ned, lægges i fuld narkose og bliver befriet for drømmen om endnu et sommerbarn. De følgende dage er der lidt blødning og derefter pletblødning i et par uger... Jeg skal til eksamen en uge efter aborten. Jeg græder mig igennem den. Det er heldigvis en skriftlig, der skrives hjemmefra. Det blev endnu en julemåned fuld af søvnløse nætter, modløshed, gråd, meningsløshed og angst. På dette halvandet år har 4 tætte veninder fået barn. En femte veninde har termin i midten af juni En uge fra min termin. Jeg magter ikke at se hende. Jeg føler mig ond og irrationel, men jeg kan ikke længere styre det. Jeg har magtet eksamen, praktik og andres graviditeter og babyer, men jeg er begyndt at mærke en mur. En indre uretfærdighed, hvor jeg ikke kan rumme andres glæde over noget, som jeg selv længes så afsindigt efter. Jeg håber dette bliver vores år! Nu er det blevet marts Om lidt er jeg 28 år, min kæreste er 31 år. Der er gået så lang tid, og alligevel føles det som om intet er sket. Der er intet nyt. Det er halvandet år siden, at jeg smed p-pillerne. Jeg kan komme til gynækolog igen til sommer. Udredning blev altså udsat et halvt år... for jeg kan jo trods alt godt blive gravid. Lige nu har jeg dog ikke lyst til at blive gravid igen, da jeg frygter at skulle det samme igennem igen. Jeg er bange for hvordan det bliver næste gang.