Mere papir, mindre etik

Transkript

1 Mere papir, mindre etik Kommentar til Retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning i Verner C. Petersen Onsdag d. 26. marts 1997 kommer nogle udvalgte pengeinstitutter i søgelyset. Anledningen er en fjernsynsudsendelse kaldet Rapporten. I udsendelsen bliver det demonstreret, hvorledes almindelige kunder i løbet af et øjeblik kan forhandle renten på deres banklån ned. Med denne udsendelse bliver det klart for alle, at bankerne er til at forhandle med, i hvert fald for tiden, men det er også klart, at man skal være ude om sig for at få gunstige vilkår. I og for sig er der vel intet nyt i udsendelsen, der produceres med en slags skjult kamerateknik, men måden oplysningerne præsenteres på, styrker ikke tilliden til bankerne, og det ligger nært at antage, at udsendelsen og mediehalløjet omkring den giver anledning til, at kunderne vil blive mere skeptiske overfor deres pengeinstitut. Efterfølgende rejses spørgsmålet, om ikke denne dulgte mulighed for at forhandle pris med banken, stiller visse befolkningsgrupper meget dårligt. Svage mennesker eller folk med rod i økonomien vil ikke kunne forhandle sig til bedre betingelser. Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen udtaler: Når der konkurreres hårdt om bestemte kunder, koster det penge for banken, og de penge bliver hentet hjem hos de par millioner danskere, der tilhører de svageste forbrugere. (Morgenavisen Jyllands-Posten, 4. april 1997). Med andre ord, de svageste må beskyttes mod denne skjulte omfordeling, der kan synes at repræsentere en omvendt Robin Hood. Lidt mindre opsigt vakte en sag i Pengeinstitutankenævnet. En forbruger havde klaget over ikke at være blevet gjort bekendt med muligheden for at betale en lavere rente på en kassekredit ved i stedet at benytte pengeinstituttets telefonbank. Pengeinstituttet havde tolket de etiske retningslinier (Retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning) således, at man ikke var forpligtet til at fortælle om denne mulighed. Forsøget på at gøre retningslinier for etik mere præcise Dermed var de i 1994 vedtagne etiske regler for pengeinstitutter åbenbart ikke tilstrækkelige, selvom man måske ud fra retningslinie nr. 3 kunne forledes til at tro, at bankerne havde pligt til bl.a. at informere om de mest hensigtsmæssige måder at ordne et engagement på. Heri hedder det nemlig: Pengeinstituttet drager omsorg for, at der tilvejebringes tilstrækkelig information om egne produkter og ydelser, herunder om

2 forskelle i priser og vilkår for alternative produkter, som kan dække kundens behov. (Retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning, 1994). Heller ikke retningslinie 6 er åbenbart præcis nok, selvom der her er et krav om, at pengeinstituttet skal sikre sig, at kunden, i de tilfælde, hvor der f.eks. er forskelle mellem kunderne ved fastsættelse af ind- og udlånsrente, er opmærksom herpå (Retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning, 1994). Sådanne formuleringer er åbenbart ikke tilstrækkeligt præcise. Resultatet er, at der i sommeren 1997 føres nye forhandlinger mellem Finansråd, Forbrugerråd, Håndværksrådet og Konkurrencerådet. Forhandlinger om en nøjere præcisering af de etiske retningslinier. Resultatet af disse forhandlinger bliver et fortolkningspapir til retningslinierne. I baggrunden synes at ligge en trussel om, at de etiske retningslinier kan blive erstattet af decideret lovgivning på området. At truslerne skal tages alvorligt, fremgår måske af, at der i samme periode tales om at styrke forbrugerombudsmanden, både med hensyn til muligheder for at gribe ind og med yderligere ressourcer. D. 13. august 1997 kan forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen så udsende en pressemeddelelse med overskriften Bankrådgiveren skal alene varetage kundens interesser. Det hedder også, at bankerne nu har et klart etisk fundament for, hvordan de skal rådgive kunderne. Fortolkningspapiret følger som et sæt kommentarer til de eksisterende retningslinier. De nye kommentarer skal efterleves fra 1. oktober Retningslinier sikrer ikke etisk adfærd Spørgsmålet er, om de etiske retningslinier for rådgivning inklusive de nye kommentarer reelt sikrer en etisk adfærd fra pengeinstitutternes side, eller om de snarere repræsenterer en bureaukratisk fordrejning af, hvad etik egentlig drejer sig om. I forskergruppen CREDO har vi i nogle år været optaget af at undersøge, om værdier og holdninger kan udgøre et alternativ til detaljerede regler og kontroller (for en beskrivelse af projektet, se f.eks. Wager 1996). Foreløbigt antyder vore undersøgelser, i bl.a. pengeinstitutter, at stadig mere detaljerede retningslinier ikke uden videre sikrer den ønskede adfærd. Der er flere grunde til, at retningslinierne ikke sikrer etisk adfærd, deriblandt følgende: Retningslinier vedrører kun rådgivning, Asymmetri i viden mellem kunde og sælger, Mere komplicerede produkter, Tendenser til overinformation, Incitamentstruktur og kampagner i pengeinstitutterne, Tab af personlig ansvarlighed. Retningslinier vedrører kun rådgivning Under overskriften Bankerne har brug for etiske regler kan man på Forbrugerstyrelsens internetsider finde en kopi af Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensens 2

3 tale ved et formands- og direktørseminar for finanssektoren, afholdt d oktober I talen begrunder Hagen Jørgensen ikke blot nødvendigheden af eksisterende etiske regler, men peger også på behovet for yderligere etiske regler på bankområdet. Med de eksisterende etiske retningslinier og tilhørende kommentarer er der bestemt ikke gjort op med forbrugernes problemer i forhold til pengeinstitutterne. (Hagen Jørgensen, 1997). Der henvises bl.a. til aktuelle problemer med forrentning af indskud fra ældre kunder, og handel med værdipapirer. I God rådgivning gøres der opmærksom på at retningslinierne ikke omfatter forbrugerbeskyttelse i form af bl.a. minimumsstandarder for udformning af aftalevilkår og for god kundebehandling uden for rådgivning (God rådgivning, 1997, p. 5). Retningslinierne omhandler heller ikke prisfastsættelsespolitik, men alene information og rådgivning om priser og vilkår m.v. (God rådgivning, 1997, p. 5). I klart sprog. Der synes ikke at være noget i vejen for at rådgive på etisk forsvarlig vis om uetiske investeringer. Man kan altid henvise til, at sådanne hensyn i hvert fald ikke indgår i retningslinierne. Herom hedder det blot i kommentarerne til retningslinie 10, der vedrører risici: Afhængig af kundens økonomiske formåen og investeringens karakter - eksempelvis skattemæssigt betingede erhvervsinvesteringer i udenlandske driftsmidler (jernbanevogne o.lign.) - må det vurderes, om pengeinstituttet kan medvirke til investeringen eller helt skal afstå fra denne (God rådgivning, 1997, p. 29). Asymmetri i viden kunde/sælger Som regel vil der være en høj grad af asymmetri i viden mellem banken og kunden, hvilket kan føre til, at kunden ganske vist får den krævede information og bekræfter at have fået den ved sin underskrift, uden helt at forstå indholdet af aftalen og mulige alternativer, mens banken, ikke nødvendigvis den enkelte bankrådgiver, formentlig vil have en bedre forståelse af, hvad aftalen kan indebære. Derfor virker det ikke særligt betryggende med den skriftlige bekræftelse. Nu har vi taget alle forbehold, vil du være så venlig at skrive under. Underskriften betinger så at sige, at man i forvejen har tillid til banken, for det ville være for dyrt for de fleste kunder, at skulle alliere sig med en ekspertise svarende til bankens, ligesom det ville underminere formålet med at modtage rådgivning i banken. Problemet er, om de dilemmaer, der kan opstå i forbindelse med den vidensmæssige asymmetri, kan løses ved selv meget detaljerede etiske regler. Mere komplicerede produkter Det er ikke urimeligt at antage, at den nævnte asymmetri i viden forværres i øjeblikket. Udbuddet af nye produkter i den finansielle sektor synes at blive mere og mere uoverskueligt for den enkelte private kunde. Direkte sammenligninger er vanskelige, ofte har man som kunde kun en uklar opfattelse af fordele og ulemper ved forskellige alternativer. Det stiller alt andet lige større krav til rådgivningen. Spørgsmålet er derfor, om banken, repræsenteret ved den enkelte bankrådgiver, kan indløse disse krav. 3

4 Et lille eksempel kunne måske være den aktuelle overvågning af kundernes boliglån og de hyppige muligheder for konverteringer. Pleje af boliglån kaldes det vist. Det er let nok at fortælle om den øjeblikkelige fordel, men det er vanskeligt helt at skønne over, hvilke konsekvenser, en konvertering kan have på længere sigt. Spørgsmålet er imidlertid, om den viden, bankrådgiveren er i besiddelse af, reelt modsvarer de muligheder, der ligger i de nye produkter, og om bankrådgiveren derfor kan give kunden den rette forståelse for forholdet mellem gevinstmulighed og risiko/ulempe. Lige så kompliceret tegner rådgivningen sig f.eks. på områder som kapitalpleje og pensionsordninger. Det betyder, at det er muligt i realiteten at omgå retningslinie nr. 3, og dermed kravet om, at kunden med udgangspunkt i pengeinstituttets generelle markedskundskab informeres om de på markedet relevante produkttyper. Hvis det er vanskeligt at sammenligne produkttyperne, vil det i hvert fald være fristende at udnytte den manglende gennemsigtighed til at pege på de produkter, som det pågældende pengeinstitut har valgt at tilbyde. Heller ikke bankrådgiverne har nemlig det nødvendige overblik, hvilket også kommer frem i CREDOs interviewundersøgelser: Vi får jo også at vide, vi skal hele vejen rundt med hensyn til totalrådgivning, omkring forsikringer, både personlige, skadesforsikring og kapitalpensioner. Det kan jeg ikke overskue. Jeg ved lidt om mange ting af det der, men jeg skal kunne produktet til bunds, før jeg kan bruge det, synes jeg. Det er i hvert fald ikke nok, det jeg kan, til at jeg kan rådgive en kunde med god samvittighed. (udtalelse fra en bankmedarbejder gengivet i Petersen 1997a). Det synes at være et dilemma, mange bankmedarbejdere befinder sig i, og det er formentlig de mest påpasselige og ansvarlige, der har de største kvaler med at agere, som om de var totalrådgivere. Kompleksiteten begrænser således også den enkelte bankrådgivers indsigt i produkterne og sammenhængene mellem dem. Medarbejderens indsigt strækker sig måske kun til at kunne bruge edb-systemerne, uden at kunne give andet end en papegøjeagtig recitation af, hvad systemet giver som svar på et bestemt spørgsmål fra en kunde. Tendenser til overinformation Et eksperiment foretaget af forskergruppen CREDO peger på et andet problem i forholdet kunde - bank. Man skal forestille sig, at et yngre ægtepar, med hus, bil, studielån, opsparing etc. skifter bank. Eksperimentet går ud på at bede banken om et eksemplar af alle de papirer, man som kunde forventes at have set, så som forretningsbetingelser, gebyrregler, etc., samt de papirer, anmodninger, fuldmagter, erklæringer og skemaer, man som kunde skal underskrive. Eksperimentet viste, at man skulle have udleveret ca. 70 A-4 sider, plus småfoldere med diverse regler for bl.a. Kreditkort/Dankort. Det rækker lige fra anmodninger om overførsel fra den gamle bank til den nye bank, over kontobetingelser, diverse kreditaftaler, prisblade, sikkerhedsstillelse, gebyrregler, aftaler om homebanking til noget så mærkværdigt som tilladelse til telefonkontakt til kunden. Det sidste for at omgå en anden regel, der skal forhindre, at 4

5 banker og andre uopfordret kan kontakte kunderne med gode tilbud. Undervejs gennem papirstablen skal ægteparret også levere mere end en halv snes underskrifter. I kommentaren til retningslinie 6, hvor spørgsmålet om prisdifferentiering overfor kunderne tages op, hedder det, at oplysninger om såvel den konkrete rentesats, der gælder for kunden, som det rentespænd, pengeinstituttet anvender for den pågældende type engagement, kan vedlægges kontoudtog og årsopgørelse i form af relevante uddrag af den gældende prisliste. Derved er informationspligten opfyldt, men hjælper det kunden til en bedre indsigt? Et hastigt overblik over antallet af foldere, brochurer, gode råd osv., der i øvrigt udbydes af bankerne, giver anledning til at antage, måske modsat hensigten, at overskueligheden ikke ligefrem bedres for den enkelte kunde. Hvis man skulle vove en parallel, måtte det blive uoverskueligheden i skattesystemet. Spørgsmålet er derfor, om man også i denne sammenhæng skal passe på. Meget af materialet er nødvendigt ud fra lovgivning, men man kan i hvert fald ikke sige, at det bidrager til at øge kundens tryghed, tillid eller indsigt. Hvis det endelig skal være, kunne man formode, at det snarere leder til det modsatte, en vag utryghed, mistillid og en usikker fornemmelse af, at man ikke helt ved, hvad det er, man indlader sig på, og/eller skriver under på. Og hvad hjælper de etiske retningslinier så? Incitamentstruktur og kampagner i pengeinstitutterne I forbindelse med retningslinie 1 hedder det: Den rådgivning, der skal ydes i henhold til retningslinierne, skal således alene tilgodese hensynet til kunden. (God rådgivning, 1997, p. 7). Ved interviewene med bankmedarbejdere er det i nogle tilfælde tydeligt, at en personlig forpligten sig til at rådgive kunden efter bedste evne forstyrres meget kraftigt af kampagner for salg af bestemte produkter, af krav om opfyldelse af bestemte salgsmål, for enten den enkelte rådgiver eller afdelingen som helhed. Dilemmaet: På den ene side kender jeg kunden godt og mener at vide, bedømt ud fra hans eller hendes holdning til risici, personlige prioriteringer etc., at kunden har brug for netop disse produkter, men kampagner for nye produkter, og incitamentstrukturen i banken presser mig til at forsøge at afsætte andre løsninger til kunden. En leder af en filial beretter, hvorledes kampagnerne kan influere på rådgivningen. Der kører en kampagne for rate-pension med bestemte salgsmål. Torsdag aften, der sidder altså en medarbejder her og snakker med en kunde, som vil have en rate-pension eller en rate-forsikring, og kunden skulle jo gerne have det bedste råd fra banken, den bedste rådgivning, men medarbejderen ved altså, at der sidder 18 rundt om og venter på, at den sidste rate-pension bliver lavet, og det er det sidste emne, vi har på banen, inden kampagnen er slut. Og så er det, jeg siger den menneskelige faktor den er så sådan, at rådgiveren let kan blive fristet til at sige til kunden: jeg tror egentligt nok, hvis jeg skal sige mit bedste råd til dig... (gengivet i Petersen 1997a). Lederens løsning på dette konkrete problem er at slå målene for disse produkter sammen. Det er formentlig et skridt i den rigtige retning. Mere generelle incitamenter ville sikkert mindske dilemmaet. 5

6 I forbindelse med lånekonverteringerne er det vel ikke urimeligt at forestille sig, at en konvertering uanset risiko og størrelse af aktuel besparelse anbefales, fordi banken tjener på selve konverteringen. Hvis det bliver motivet, kan den næsten minde om den af visse sidegadevekselerere praktiserede churning, hvor det ikke længere drejer sig om at sikre bedst mulig anbringelse af kundens kapital, men om at røre rundt i kapitalen med stadig nye investeringer, der hver gang kaster penge af til vekselereren. Udsagn om, at bankerne blot er forretninger som alle andre, kunne antyde, at det er forkert at have specielle forventninger til bankerne. Men det er at forklejne bankernes betydning for kunderne. Der er stadig forskel på at gå i hvidevareforretningen for at købe et køleskab, eller til bilforhandleren for at købe en brugt bil og at gå i banken for at få et lån til at købe f.eks. disse produkter. Forbindelsen til banken er vigtig for de fleste kunder. Det er banken, der modtager lønnen, indkomstoverførslerne og pensionen, og det er i banken, vi pantsætter vort løsøre, og vores øvrige ejendom, når vi mangler penge. Bankerne har derfor en anden rolle over for kunderne end forretninger i almindelighed. De har større indflydelse på vore muligheder og vor hverdag end andre forretninger. De har større indsigt i vigtige aspekter af den enkeltes tilværelse end forretninger, der sælger hårde hvidevarer og brugte biler. Pengeinstitutterne befinder sig derfor i et selvvalgt dilemma. På den ene side lægger de vægt på at understrege, at banker blot er forretning, som alle andre forretninger. På den anden side giver de med bankrådgivning og økonomicheck kunden indtryk af, at banker i visse henseender minder mere om læger, revisorer og advokater, med tilhørende forventninger om uvildig rådgivning. Helt uvildig kan rådgivningen dog næppe være. Banken svarer mere til lægen, der har sit eget apotek, eller advokaten, der er ejendomsmægler. Tab af personlig ansvarlighed Selv om de etiske retningslinier og kommentarerne til dem må formodes at have til hensigt at fremme en etisk forsvarlig adfærd hos bankrådgiveren, kan indførelse af mere og mere præcise retningslinier desværre føre til det modsatte resultat. Nu behøver man blot at holde sig til retningslinierne. En udtalelse fra en bankrådgiver i forbindelse med forskergruppen CREDOs undersøgelser i banksektoren antyder, at det er lidt naivt at forvente, at etiske retningslinier sikrer etisk adfærd. Udtalelsen vedrører et arrangement, der af bankrådgiveren betegnes som ikke så smart for kunden, men hvis jeg nu samtidig husker at få ham til at skrive under på den her købsordre, at købet er i enighed - og I ved godt, hvad I gør, og så grifler han på den her. Så har jeg i hvert fald dokumenterbart opfyldt de etiske regler (gengivet i Petersen 1997a). Bankrådgiveren hentyder her til kravet om, at pengeinstituttet skal sørge for, at alle væsentlige aftaler indgås eller bekræftes skriftligt med angivelse af eventuelle særlige forudsætninger, herunder væsentlige forudsætninger i den tilknyttede rådgivning (God Rådgivning, 1997, p. 30). I dette tilfælde kan man sige, at kravet om skriftlighed er til fordel for banksælgeren, ikke for kunden. 6

7 Et mere udstrakt selvstændigt ansvar for at overholde visse stiltiende normer og opfylde visse forventninger kan på den måde blive afløst af et sæt retningslinier, som blot skal følges og bekræftes skriftligt. Det hele bliver en slags bureaukratisk opslagsetik, hvor man fralægger sig et engageret personligt ansvar. Hvis ansvaret på den måde mindskes, vil det blive nødvendigt med stadig flere retningslinier og regler på alle mulige områder. Vi har allerede en børsetik (Børsetiske regler 1996). Hvad bliver mon det næste? Investeringsetiske regler, der skal sikre investeringer, der ikke krænker menneskerettighederne? Uden retningslinier og regler vil man efterhånden ikke vide, hvad man skal gøre, når man står med et etisk dilemma. Når det kommer så vidt, vil der virkelig være tale om etik uden ansvar. Hele formålet vil nemlig være at unddrage sig et personligt ansvar (Petersen, 1995, 1996, 1997b). Der er en tendens til at glemme, hvor meget systemerne præger folks holdninger og adfærd. Således at forstå, at stærk regelstyring og brug af omfattende hjælpe- og kontrolsystemer går hånd i hånd. Det kan dels medvirke til at reducere den enkelte medarbejders indsigt og dels medvirke til at mindske den enkeltes ansvarlighed. Mon ikke man kan forvente, at kundernes holdning bliver et spejlbillede af denne tendens. Jo mere forbrugerbeskyttelse, jo mere kan forbrugerne handle uden at tænke sig om. Hvis det går galt, må det være, fordi banken har givet et forkert råd. Den bizarre konsekvens af at indføre retningslinier for etik her og der og allevegne kan derfor blive, at de egentlige etiske bindinger, som vi formentlig alle sammen er i besiddelse af, forkrøbles. Det er jo ikke dem, vi skal bruge. Det er reglerne. Vi skal ikke foretage etiske overvejelser, vi skal lave kalkuler på basis af reglerne. Men hvad retleder os så på de områder, retningslinierne ikke dækker? Selve eksistensen af et sæt af vejledende retningslinier, der skal bidrage til at løse bestemte etiske problemer, bidrager til at mindske den enkeltes forpligtelse og ansvar. I en vis forstand kan man forvente, at øget regulering ved hjælp af etiske retningslinier og regler resulterer i dårligere moral hos alle. Dermed opstår der hele tiden "moralske huller ", hvor løsningen er mere regulering i form af nye love og indgreb. Dette spil bidrager til en ond cirkel eller snarere spiral, der i sig selv kun forværrer det problem, som retningslinier og regler skulle afhjælpe. Er skriftlige etiske retningslinier overhovedet nødvendige? Som antydet ovenfor, er vi slet ikke færdige med etiske regler. Måske er vi i gang med en uendelig regres, hvor der på flere og flere områder vil være brug for mere og mere detaljerede regler. Hvad om vi tænkte i en anden retning? I Lov om markedsføring finder vi i paragraf 1 følgende generelle klausul: Loven gælder i privat erhvervsvirksomhed og offentlig virksomhed, som kan sidestilles hermed. Der må i sådan virksomhed ikke foretages handlinger, som strider mod god markedsføringsskik. (Lov om markedsføring 1, min fremhævning). Forbrugerombudsmanden, der ellers ofte forbindes med kravet om flere regler, understreger, at der i markedsføringsloven lægges afgørende vægt på at søge forhandlingsløsninger fremfor retssager og andre sanktioner, og der er klare 7

8 forudsætninger om, at der i erhvervsvirksomhederne både skal være forhandlingsvilje og udøves selvkontrol. (Hagen Jørgensens tale på Københavns Universitet 6. oktober 1995). Burde dette egentlig ikke være tilstrækkeligt til i det mindste at sikre en etisk forsvarlig rådgivning? Hvis svaret er, at det åbner for alle mulige tolkninger, og at det derfor er nødvendigt med uddybende regler, så ser man naturligvis et behov for de etiske retningslinier og kommentarerne, men man glemmer, at dette behov antyder, at aktørerne vil forsøge at udnytte den manglende præcision, som en generalklausul har, til egen fordel. Alligevel vil selv de mest detaljerede etiske retningslinier være funderet på meget blød bund, hvis der ikke findes implicitte krav om at udvise etisk ansvarlighed på områder, der ikke er nævnt i retningslinierne. I de gældende retningslinier behandles en hel række større etiske dilemmaer i øvrigt slet ikke. Hverken dilemmaer i relation til menneskerettigheder, demokratisk udvikling, dubiøse finansielle arrangementer, socialt ansvar, eller miljø, ressource- og energiproblemer. Alligevel må det formodes, at bankerne vil komme til at beskæftige sig med sådanne dilemmaer i forbindelse med deres engagementer. Erfaringer fra USA i relation til miljøspørgsmål kan måske endda antyde, at der ikke engang vil blive tale om et valg. For reasons of credit soundness, customer and investor relations, and liability, banks can no longer afford to ignore the environmental implications of their loans. An environmental audit is likely to eventually be an integral part of a loan application. (Schmidheiny, 1992, p. 64) I al stilfærdighed er sådanne hensyn formentlig allerede længe indgået ved vurderingen af engagementer, og hvis man tør tro på planerne om at uddanne bankrådgivere i miljøspørgsmål, vil det efterhånden blive tydeligere og tydeligere markeret. Ganske langsomt er pengeinstitutterne måske selv ved finde ud af, hvorledes de vil håndtere etiske dilemmaer. Et eksempel kunne være BG-Bank, der i 1996 med Først og fremmest kan fremlægge et gennemarbejdet skriftligt værdigrundlag for kundeservice, hvori det bl.a. hedder: Vi skal tjene penge på en etisk forsvarlig måde, hvilket vil sige, at etikken aldrig må vige til fordel for forretningen. (Først og Fremmest 1996). Senere har BG-Bank markeret sig på anden vis, gennem offentligt at give udtryk for, at man forsøger at skaffe sig af med visse typer af kunder, repræsenteret ved f.eks. foreninger, der kan forbindes med racistiske meninger. Et initiativ, der, skønt det vel ikke er helt ukendt i andre banker, vakte en del opsigt og førte til både positive og negative reaktioner. En noget anden tilgang er valgt af Jyske Banks ledelse, hvor man satser på, at værdibaseret ledelse vil kunne bidrage til at mindske behovet for detaljeret kontrol og styring. Fokus skal flyttes fra detaljerede retningslinier til værdier og holdninger og dermed viljen til at ville hos ledelse og medarbejdere på alle niveauer. Viljen til at skabe forventninger og stille krav. Viljen til at skabe tillid og sikre konsekvens og vilje til at delegere. 8

9 Værdibaseret ledelse indebærer som minimum, at ledelsen ikke lægger hovedvægten på at lede gennem en detaljeret styring og regulering med omfattende kontrol og med sanktionsmuligheder. I stedet lægges der vægt på en udstrakt delegering, på den enkelte medarbejders evne til at agere fornuftigt og hensigtsmæssigt ud fra kendskabet til det fælles værdigrundlag, og på den enkelte medarbejders pligter og personlige ansvarsfølelse i relation til dette værdigrundlag. Det betyder, at medarbejderen skal have et selvstændigt råderum med plads til egne afgørelser og løsninger ud fra sin egen tolkning af de fælles værdier (Petersen og Lassen 1997). Hvis man derimod gør loven eller reglen så detaljeret, at man antager, der ikke kan herske tvivl, fremmer man den modsatte holdning. Så bliver det et spørgsmål om kun at betragte lovens bogstav og gå lige til kanten af det. Som vi så i forbindelse med medarbejderen, der sikrer sig en underskrift på en aftale, der måske ikke er den bedste for kunden. Et selvstændigt ansvar for at tolke og overholde ånden i loven forsvinder. Hvis en bestemt adfærd ikke er udtrykkelig forbudt i loven eller er fremhævet som uetisk i et regelsæt, så må det være i orden at udføre den. Og så er det, vi får brug for regler og atter regler og stadig mere præcise tolkninger af disse. Alternativet til disse papirløsninger er at opøve og kræve en ansvarlig holdning på basis af en selvstændig etisk stedsans. Eller med andre ord: Mindre papir og mere etik! 9

10 Litteratur Børsetiske regler. (1997). København: Københavns Fondsbørs. Først og fremmest Værdigrundlag for god kundeservice i BG Bank. (1996). København: Bikuben Girobank A/S. God rådgivning Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning. (1997). København: Finansrådet. Petersen, V. C. (1995). Når løsningen bliver problemet om etik og personligt ansvar. Kritik, 28(115), Petersen, V. C. (1996). Jamen reglerne siger... Officeren, (12), Petersen, V. C. (1997a). Mere katolsk end paven? ledelse, holdninger og værdier i en storbank. Forskningsrapport. CREDO, institut for Organisation og ledelse, Handelshøjskolen i Århus. Petersen, V. C. (1997b). Fællesskab uden ansvar. P. T. Poulsen, Ansvar og værdier (pp ). Århus: Centrum. Petersen, V. C., & Lassen, M. S. (1997). Værdibaseret ledelse et alternativ til styring, regulering og kontrol? København: Dansk Industri. Retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning. (1994). Finansrådet. Schmidheiny, S. (1992). Changing Course. London: MIT Press. Wager, F. S. (1996). Etik som erstatning for regler. Finans og Samfund, (8/9 1996), 18/19. i Oprindeligt bragt i Finans/Invest 1997 (8),