BETÆNKNING ANGÅENDE SOCIALRÅDGIVERVIRKSOMHED I FORSVARET SAMT ØKONOMISKE OG SOCIALE PROBLEMER I FORBINDELSE MED AFTJENING AF VÆRNEPLIGT

Transkript

1 BETÆNKNING ANGÅENDE SOCIALRÅDGIVERVIRKSOMHED I FORSVARET SAMT ØKONOMISKE OG SOCIALE PROBLEMER I FORBINDELSE MED AFTJENING AF VÆRNEPLIGT Afgivet af det af forsvarets velfærdstjeneste med forsvarsministeriets bemyndigelse den 21. februar 1952 nedsatte arbejdsudvalg

2 S. L. MØLLERS BOGTRYKKERI. KØBENHAVN

3 INDHOLD I. Indledning 5 A. Arbejdsudvalgets nedsættelse og sammensætning 5 B. Arbejdsudvalgets opgaver 5 II. Socialrådgivervirksomhed i forsvaret A. Foreliggende materiale 8 8 B. Hidtidige ordninger C. Arbejdsudvalgets forslag til en midlertidig ordning Søværnet Hæren og flyvevåbnet 10 a. Hæren 10 b. Flyvevåbnet Central ledelse 11 D. Forslag til formulering af bestemmelser i kundgørelse for forsvaret vedrørende socialrådgivervirksomhed 11 E. Omkostninger forbundet med gennemførelsen af arbejdsudvalgets forslag til en midlertidig ordning 12 F. Forslagets behandling 12 III. Juridisk vejledning for indkaldte værnepligtige 14 IV. Økonomisk hjælp til værnepligtige og deres familier under indkaldelsen 16 A. Den bestående ordning Indledning De militære ydelser Forsorgslovens Udviklingen siden Cirkulæret af Cirkulæret af Praksis vedr. fortolkningen af forsorgslovens a. Ekstraordinære indkaldelser og genindkaldelser 19 b. Indkaldelse til første uddannelse 19 B. Kritik af nuværende ordning samt arbejdsudvalgets forslag De militære ydelser Soldaterløn eller individuel understøttelse Størst mulig ensartethed i praksis Forholdet mellem lovens og cirkulærernes hovedsynspunkter og den gældende praksis Kritik af enkeltheder i gældende praksis 23 a. De unge ægteskaber 23 b. Boligforhold 24 c. Afdrag på møbler 25 d. Beklædningshjælp 26 e. Hustruens erhvervsmæssige arbejde 27 f. Ophold hos nære slægtninge 28 g. Forskudsvis udbetalte underholdsbidrag 29 h. Familie bosat i udlandet 29 i. Hjælp efter hjemsendelsen 30 j. Frivillig tjeneste 31 k. Den militære lønnings indflydelse på hjælpens størrelse Ekspeditionen af 281-sager 32 m. Forslag til ændret affattelse af forsorgslovens

4 C. Resumé af arbejdsudvalgets forslag vedr. økonomisk hjælp til værnepligtige og deres familie under indkaldelsen Ændring af forsorgslovens Udsendelse af nyt cirkulære Arbejds- og socialministeriets praksis ændres 34 V. Værnepligtiges skatteforhold 36 VI. Værnepligtiges forhold til civil beskæftigelse 38 A. Tjeneste?nænd Løn under indkaldelse Anciennitet 39 a. Forfremmelsesanciennitet 40 b. Lønningsanciennitet 40 B. Funktionærer Funktionærloven Svensk forbud mod afskedigelse på grund af aftjening af værnepligt Ungdomskommissionens synspunkter Synspunkter fremsat af udvalget vedr. funktionærlovens revision Arbejdsudvalgets synspunkt 43 C. Medhjælpere 43 D. Øvrige beskæftigede 44 VII. Afsluttende bemærkninger 45 Bilag 49 Bilag 1: Kundgørelse for hæren B , punkt : Forsorgslovens : Arbejds- og socialministeriets cirkulære af 3. august : Arbejds- og socialministeriets cirkulære af 22. marts : Uddrag af ferielovskommissionens betænkning 56 6: Uddrag af arbejdsdirektørens beretning til arbejdsløshedskassernes årsmøde : Lov vedrørende personlig skat til kommunen : Skattedepartementets cirkulære af 12. april : Tjenestemandslovens : Funktionærlovens : Svensk lov om forbud mod afskedigelse i anledning af aftjening af værnepligt 62

5 I INDLEDNING A. Arbejdsudvalgets nedsættelse og sammensætning. Ifølge bestemmelser for forsvarets velfærdstjeneste, som er fastsat i henhold til lov nr. 276 af 18. juni 1951 om forsvarets ordning 50, henhører under velfærdstj enestens arbejdsområder bl. a. bistand til værnepligtige i spørgsmål vedrørende socialrådgivning, erhvervsvejledning og arbejdsanvisning. Under henvisning hertil og efter forhandling med forsvarsministeriet har forsvarets velfærdstj eneste den 21. februar 1952 nedsat et udvalg bestående af sagkyndige med henblik på behandling af spørgsmål i forbindelse med socialrådgivning og andre sociale forhold, som vedrører forsvarets personel, specielt de indkaldte værnepligtige. Udvalget betegnedes»arbejdsudvalget vedrørende socialrådgivning m. v. for forsvarets personel«og fik følgende sammensætning: ekspeditionssekretær P. V. Christiansen, forsvarsministeriet, kaptajn P. B. Hafstrøm, kontakt- og velfærdsofficer ved forsvarets enheder vest for Storebælt, formand for udvalget, fuldmægtig Fr. Hansen, Københavns magistrat, inspektionschef E. Thisted-Jensen, socialrådgiver ved søværnet, kontorchef V. baron Wedell-Wedellsborg, arbejds- og socialministeriet. Kaptajn Hafstrøm er senere blevet udnævnt til oberstløjtnant. Samtidig med tiltrædelsen som chef for 11/9. regiment fratrådte oberstløjtnanten stillingen som kontakt- og velfærdsofficer, men bemyndiges til at fortsatte som arbejdsudvalgets formand. Til varetagelse af sekretariatsforretningerne stilledes sekretær, cand. jur. N. O. Gottlieb, forsvarets velfærdstj eneste, til rådighed for udvalget. B. Arbejdsudvalgets opgaver. I det af forsvarets velfærdstj eneste udarbejdede kommissorium af 21. februar 1952 er arbejdsudvalgets opgaver angivet således: 1. at give en kortfattet oversigt over de nuværende sociale forhold i forbindelse med forsvaret, 2. om udvalget finder det ønskeligt at give et kort resumé af de tilsvarende forhold ved andre landes forsvar, 5

6 3. at give en kort redegørelse for de forhold, der begrunder ændring og udbygning af de nuværende foranstaltninger, herunder den sociale, tjenstlige og moralske motivering, 4. at fremsætte forslag til ændringer i bestående forhold, herunder til etablering af en regulær socialrådgivervirksomhed for forsvarets personel. Forslaget må sigte på en sådan virksomheds udøvelse i fredstid; i det omfang, det er muligt, tilføjes bemærkninger om ordningens evt. udbygning eller ændring under ekstraordinære forhold. I forslaget bør indgå følgende: a. forslag til socialrådgivningsarbejdets organisation, centralt og lokalt, herunder formuleret forslag til kundgørelse herom (i tilknytning hertil ønskes omtalt de mulige ordninger, som udvalget måtte have diskuteret, men ikke anser for anvendelige), b. forslag til, hvilken eller hvilke kategorier af kvalificeret personel, der bør anvendes inden for den foreslåede organisations rammer; personellets ansættelsesforhold, løn, placering i forhold til det militære personel og kommandomyndigheder m. v., c. udtalelser om eventuelt ønskelige ændringer i love, bekendtgørelser m. v., der har direkte tilknytning til socialrådgivervirksomhedens områder, d. i det omfang, det er muligt, et overslag over de økonomiske konsekvenser af den foreslåede ordning (med hensyntagen til de socialministerielle, forsvarsministerielle og kommunale områder), 5. at fremsætte de forslag i forbindelse med spørgsmål om erhvervsvejledning, arbejdsanvisning, junktionærlovbestemmelser m. v., som influerer på eller influeres af det fremsatte forslag, samt iøvrigt at fremsætte de bemærkninger, hvortil de nævnte spørgsmål måtte give anledning. For så vidt angår socialrådgivning har arbejdsudvalget den 19. april 1952 under hensyn til de stedfundne beslutninger om at forlænge tjenestetiden afgivet en udtalelse og indstilling til forsvarets velfærdstjeneste med forslag til en foreløbig socialrådgiverordning, som dels skulle kunne dække det nødvendigste behov for rådgivning blandt de indkaldte værnepligtige og dels udgøre et erfaringsgrundlag til brug for udarbejdelse af en endelig tilrettelæggelse af den fremtidige socialrådgivervirksomhed inden for forsvaret. Indstillingen med forslag indgår i nærværende betænknings afsnit II. Vedrørende de værnepligtiges økonomiske problemer har arbejdsudvalget særligt interesseret sig for forsorgslovens 281, de sig hertil sluttende ministerielle cirkulærer samt praksis med hensyn til denne del af særhjælpsområdet. Endvidere behandles forskellige spørgsmål i forbindelse med skatteforhold og de værnepligtiges forhold til deres civile beskæftigelse. Ved hjemsendelsen støder adskillige værnepligtige på vanskeligheder, der står i forbindelse med forholdene på arbejdsmarkedet. Under perioder med arbejdsløshed kan det være forbundet med de største vanskeligheder for de hjemsendte værnepligtige selv at skaffe sig beskæftigelse. Arbejdsudvalget er opmærksom herpå og forbeholder sig i en senere betænkning at komme ind på forskellige foranstaltninger, der i væsentlig grad skulle kunne modvirke, at militærtjenesten i kortere eller længere tid påfølges af en periode med større økonomiske besværligheder for en del af de hjemsendte. Der tænkes her på tilrettelæggelse af arbejdsanvisning og erhvervsvejledning for indkaldte værnepligtige. 6

7 Arbejdsudvalget har i forbindelse med de i nærværende betænkning omhandlede forhold haft opmærksomheden henvendt på den af landarbejderkommissionen i januarfebruar 1940 afgivne betænkning angående ændring af medhjælperloven, den af udvalget om revision af funktionærloven den 19- november 1947 afgivne betænkning, ungdomskommissionens betænkning af 1949 vedrørende de værnepligtiges forhold, det svenske forsvarsdepartements betænkning af 3. oktober 1950 om Försvarets personaltjänst samt ferielovkommissionens betænkning af

8 II SOCIALRÅDGIVERVIRKSOMHED I FORSVARET A. Foreliggende materiale. En gennemgang af en væsentlig del af det for arbejdsudvalget foreliggende materiale, hvoraf særlig bør fremhæves indberetninger fra socialrådgiverne for de i Haderslev, Padborglejren, Viborg og Arresødallejren garnisonerede værnepligtige samt samtaler med socialrådgiveren ved søværnets eksercerskole, denne skoles næstkommanderende og socialinspektøren ved Glostrup kommune, der har bistået de værnepligtige i Avedørelejren, har givet udvalget et stærkt indtryk af, at der hos det indkaldte mandskab findes et stort og for største delen udækket behov for adgang til rådgivning i de spørgsmål af menneskelig, social og økonomisk art, der melder sig i forbindelse med og under indkaldelsen. Man har hidtil ikke i hæren og flyvevåbnet haft hjemmel til i rimeligt omfang at imødekomme dette behov, idet bestemmelserne i kundgørelse for hæren B , punkt 4, (jfr. bilag 1), har begrænset assistancen i de her omhandlede spørgsmål til en pligt for underafdelingschefer m. v. til at yde de værnepligtige den eventuelt fornødne bistand ved henvendelse til de vedkommende myndigheder, medens der kun, såfremt det undtagelsesvis måtte anses for ønskeligt at råde over sagkyndig bistand ved behandling af de enkelte sager for de værnepligtige, er givet bemyndigelse til regimentschefer (garnisonskommandanter) til efter nærmere henvendelse til vedkommende garnisons kommunale myndighed at træffe aftale med en tjenestemand fra kommunen om at yde en sådan bistand. Det er udvalgets indtryk, at denne bemyndigelse er anvendt ret tilfældigt, ligesom der, hvor der er gjort brug af den, alene er formidlet bistand i spørgsmål angående særhjælpsforanstaltninger i medfør af forsorgslovens 281 og i ganske få tilfælde i skattespørgsmål. Enkelte steder har der kort efter indkaldelsen fundet en orientering sted ved en kommunal tjenestemand om de regler, der hjemler adgang til hjælp under indkaldelsen, ligesom der undertiden er givet de værnepligtige adgang til at rette spørgsmål til den pågældende, uden der dog har været tale om regelmæssige konsultationer, hvilket der heller ikke i ovennævnte kundgørelse er givet nogen almindelig adgang til. B. Hidtidige ordninger. Ved søværnet har man siden 1943 haft en ordning, ifølge hvilken der for mandskabet har fundet en regelmæssig konsultationsvirksomhed sted med henblik på spørgsmål vedrørende såvel adgang til at oppebære særhjælp som andre personlige og sociale problemer. 8

9 Søværnets eksercerskole i Arresødal, der uddanner den overvejende del af søværnets rekrutter, har siden foråret 1951 haft en fra den sociale skole udgået socialrådgiver til stadig tjeneste. Denne socialrådgiver bor i lejren og er til disposition når som helst, hvilket har bevirket, at konsultationsvirksomheden i reglen ligger i eftermiddagsog aftentimerne, medens den resterende del af dagen anvendes til forhandlinger med institutioner, til tjenesterejser og kontorarbejde. For at give et indtryk af, hvad rådgiverarbejdet i Arresødallejren omfatter, skal man anføre, at der i tiden 1. maj-31. december 1951 er optaget journal i 420 tilfælde (hvilket svarer til henvendelser fra 26,5 % af samtlige indkaldte i Arresødallejren), og at de behandlede sager foruden spørgsmål i forbindelse med forsorgsloven og skatteloven bl. a. har omfattet sager vedrørende funktionær-, ferie-, bolig- og veksellovgivning, samarbejde med studentersamfundets retshjælp, faderskabssager, ægteskabelige vanskeligheder, psykiske defekter, ansøgninger om tjenestefritagelse af personlige grunde, hjemsendelse på grund af tilpasningsvanskeligheder samt spørgsmål vedrørende disciplinære forhold. Som repræsentant for chefen for søværnets eksercerskole i Arresødal har skolens næstkommanderende over for udvalget givet udtryk for, at skolen finder denne ordning meget værdifuld, idet socialrådgiveren aflaster befalingsmændene med hensyn til en række spørgsmål, der ikke direkte vedrører uddannelsen. Socialrådgivningen har endvidere haft en overordentlig gavnlig indflydelse ved løsning af disciplinære vanskeligheder, idet disse ofte opstår på baggrund af personlige og ægteskabelige forhold. Socialrådgiveren er her et redskab for de militære myndigheder til en positiv afhjælpning af de bagved liggende problemer, således at de disciplinære vanskeligheder i disse tilfælde ikke får lejlighed til at udvikle sig på en sådan måde, at de fører til manglende interesse for tjenesten og i værste fald disciplinär- eller straffesager. Det har her sin betydning, at socialrådgiveren er civil, idet dette giver mulighed for en særlig kontakt, som det efter forholdets natur er vanskeligt for den militære befalingsmand at opnå. Udover de her omtalte erfaringer fra søværnets socialrådgivning har udvalget i særlig grad kunnet bygge på erfaringerne fra en gennem forsvarets velfærdstjeneste af garnisonskommandanten i Haderslev etableret forsøgsordning. I denne garnison har i de sidste par år en tjenestemand fra Haderslev kommune uden for den normale tjenestetid været til rådighed som rådgiver for de indkaldte værnepligtige i spørgsmål angående særhjælpsforanstaltninger samt i andre spørgsmål, der skyldes økonomiske, sociale og personlige vanskeligheder. Bortset fra sager i forbindelse med tjenstlige og disciplinære forhold fordeler sagerne sig stort set som for søværnets eksercerskole angivet. C. Arbejdsudvalgets forslag til en midlertidig ordning. Det er arbejdsudvalgets opfattelse, at det må anses for nødvendigt, at de tjenstgørende værnepligtige på deres tjenestested får adgang til at opsøge en ekspert, der kan tage sig af de problemer af økonomisk, social og personlig karakter, som melder sig for dem i forbindelse med indkaldelsen. Hertil kommer, at store dele af det indkaldte mandskab kommer fra landkommuner, hvis forskelligartede administration af forsorgsbestemmelser m. v. gør det ønskeligt for soldaterne at kunne henvende sig til deres hjemstedskommune gennem en kyndig fagmand. Erfaringerne fra de ovennævnte praktiserede ordninger viser endvidere, at rådgivningen ikke bør indskrænkes til at omfatte problemer i forbindelse med forsorgs- og skattebestemmelser, men i høj grad har betydning i alle forhold angående sociale og personlige problemer. 9

10 1. Søværnet. I søværnet gennemgår langt den overvejende del af de værnepligtige 2 måneders rekrutuddannelse i Arresødallejren, hvor der som ovenfor anført til stadighed er lejlighed til at konsultere en socialrådgiver. Denne socialrådgiver foretager i perioderne mellem rekrutskolerne tjenesterejser til en række af marinedistrikternes tjenestesteder, og herudover dækkes søværnets mandskab af den ved personelkontoret på Holmen ansatte socialrådgiver. Udvalget finder, at denne ordning har virket fuldt tilfredsstillende, og skal derfor foreslå, at den bibeholdes. 2. Hæren og flyvevåbnet. Den ordning, der søges gennemført som en midlertidig løsning af socialrådgivningen for de indkaldte, begrænses herefter til at omfatte hæren og flyvevåbnet og vil kunne tilvejebringes på en af følgende måder: 1. udvidelse og ændring af de i kundgørelse for hæren B , pkt. 4, stk. 5 og 6, fastsatte bestemmelser eller 2. gennemførelse af en ordning som den af søværnet anvendte med ansættelse af heldagsbeskæftigede socialrådgivere. a. Hæren. For hærens vedkommende er udvalget gået ind for en ordning, der bygger på en udvidelse af bestemmelserne i kundgørelse for hæren B , hvilket skyldes følgende årsager: a. det vil være praktisk uigennemførligt inden for den nærmeste fremtid at få et tilstrækkeligt antal kvalificerede mandlige socialrådgivere (uddannet på den sociale skole) til rådighed; b. de to store årlige indkaldelser ved hæren i maj og november vil medføre et voldsomt behov for socialrådgivning netop omkring disse tidspunkter. Såfremt man vil organisere socialrådgiverarbejdet på grundlag af kontraktantagne uddannede socialrådgivere med heldagsbeskæftigelse, vil det derfor være nødvendigt at ansætte så stort et antal, at de i den øvrige del af året ikke vil kunne beskæftiges fuldt ud, medmindre man anvender dem også til anden tjeneste; c. ved at gennemføre den under afsnit D. skitserede ordning vil man ikke, i modsætning til, hvad der ville være tilfældet ved ansættelse af et antal heldagsbeskæftigede socialrådgivere, straks være bundet langt frem i tiden, men der vil være mulighed for at høste en række erfaringer, der senere vil kunne danne grundlag for gennemførelsen af en endelig socialrådgiverordning; d. tungest vejende for udvalgets stillingtagen har det været, at en ordning som den skitserede vil kunne føres ud i livet straks og dermed med øjeblikkelig virkning i væsentlig grad bidrage til en løsning af problemet. b. Flyvevåbnet. Medens udvalget for hærens vedkommende af ovennævnte grunde må tilråde en ordning som den foreslåede, vil der ved flyvevåbnet være mulighed for at gennemføre en ordning som den ved søværnet hidtil praktiserede ordning, således at der ansættes en fra den sociale skole udgået socialrådgiver til varetagelse af tjenesten som socialkonsulent ved samtlige flyvestationer. Det skal i denne forbindelse anføres, at indkaldelserne til flyvevåbnet sker 4 gange om året, og at de værnepligtige alle møder og modtager den første uddannelse på en af flyvestationerne Værtøse eller Karup, således at der sikkert vil være mulighed for fuldt ud at beskæftige en socialkonsulent. Det fore- 10

11 slås, at konsulenten ved flyvevåbnet så vidt muligt bliver en på den sociale skole uddannet socialrådgiver, således at der med henblik på tilvejebringelsen af en endelig ordning skabes et yderligere erfaringsmateriale vedrørende anvendelse af personel med denne uddannelse. 3. Centralledelse. Der vil i forbindelse med disse spørgsmål blive en del arbejde i velfærdstjenestens centralledelse, dels af administrativ karakter, dels med hensyn til bistand og instruktion for en del af det personel, der efter aftale mellem garnisoner og kommunale myndigheder antages til varetagelse af socialkonsulentvirksomheden, og arbejdsudvalget vil derfor finde det formålstjenligt, om der i hovedkontoret blev ansat en deltids- eller heldagsbeskæftiget socialkonsulent med den opgave for øje at virke som velfærdstjenestens konsulent i alle spørgsmål vedrørende socialrådgivning, arbejdsanvisning og erhvervsvej ledning. Den pågældende skulle tillige være forbindelsesled til samtlige socialkonsulenter i garnisoner m. fl. En heldagsbeskæftiget konsulent ville desuden kunne udsendes til mindre lejre o. 1., hvor det enten ikke er lykkedes at få ansat kvalificeret arbejdskraft, eller hvor man på grund af belægningens størrelse ikke har fundet en sådan ansættelse hensigtsmæssig. D. Forslag til formulering af bestemmelser i kundgørelse for forsvaret vedrørende socialrådgivervirksomhed. Tjenestetidens forlængelse til indtil 18 måneder vil uden tvivl bevirke, at de værnepligtiges problemer af ovennævnte karakter bliver både flere og større. Under hensyn til, at den forlængede tjenestetid ville komme til at berøre de værnepligtige, der indkaldtes til tjeneste den 12. maj 1952, og til de store genindkaldelser til omskoling, der påregnedes at finde sted i den følgende sommer, så udvalget det som sin opgave allerede i foråret 1952 at gøre et forsøg på at nå frem til en midlertidig løsning af socialrådgivningen for de indkaldte. Den 19- april fremsendte arbejdsudvalget derfor til forsvarets velfærdstj eneste en udtalelse og indstilling med forslag til følgende ændring af kundgørelse for hæren B : Stk. 5 og 6 i punkt 4 i kundgørelse for hæren B udgår og erstattes af følgende:»da det er ønskeligt, at der til behandling af sager vedrørende særhjælp og andre sociale samt personlige forhold sikres de værnepligtige adgang til sagkyndig bistand, vil følgende foranstaltninger være at sætte i værk (jfr. kundgørelse for hæren B , 1e, stk. 3, og kundgørelse for søværnet B , 1c, stk. 3). 1. Heeren: Det pålægges regimentschefer (garnisons- og lejrkommandanter) i hvert enkelt tilfælde efter nærmere aftale med forsvarets velfærdstj eneste i samråd med en stedlig kommunal myndighed (det sociale udvalg), evt. en nærliggende købstadskommune, at antage egnet arbejdskraft, herunder tjenestemænd ved den pågældende kommune til varetagelse af arbejdet som socialkonsulent. Konsultationslokale på kasernen (i lejren) stilles til rådighed i det omfang, det under hensyn til de foreliggende omstændigheder, herunder størrelsen af den garnisonerede styrke, må vise sig påkrævet. Konsultationen finder sted uden for den normale tjenestetid, og socialkonsulenten skal være til stede mindst een gang ugentlig. Vederlaget for socialkonsulent- 11

12 virksomheden fastsættes indtil videre til kr. 17,50 pr. konsultationstime, idet det forudsættes, at dette honorar samtidig er betaling for det af konsultationerne flydende kontorarbejde m. v. Kan der ikke ved henvendelse til en kommunal myndighed opnås assistance, indberetter vedkommende regimentschef (garnisons- og lejrkommandant) forholdet til forsvarets velfærdstjenestes hovedkontor, der så vil søge spørgsmålet løst. Garnisonskommandanter m. fl. fremsender den 15. i hver kvartalsmåned gennem de respektive KV-officerer oversigt over socialkonsulentvirksomheden i det forløbne kvartal. 2. Søværnet: Den hidtil i søværnet gældende ordning opretholdes indtil videre. 3. Flyvevåbnet: Forsvarets velfærdstjeneste stiller efter direkte forhandling med flyverkommandoen en socialkonsulent til rådighed. Det pålægges chefer for underafdelinger m. v. at give de værnepligtige og det faste mandskab meddelelse om socialkonsulentvirksomheden. Der skal gives socialkonsulenten lejlighed til inden for den 1. uge efter mødet at give de værnepligtige og det faste mandskab en orientering om sin virksomhed. Udgifter i anledning af socialkonsulentvirksomheden føres af de selvstændig regnskalspligtige afdelinger m. fl. til udgift i regnskabet under «. E. Omkostninger forbundet med gennemførelsen af arbejdsudvalgets forslag til en midlertidig ordning. Med hensyn til ansættelse, aflønning m..v. for socialkonsulenterne foreslår udvalget, at de heldagsbeskæftigede kontraktansættes og aflønnes som assistenter under staten med mulighed for avancement til overassistents løntrin, og at de deltidsbeskæftigede ved garnisoner m. fl. honoreres med kr. 10,00 pr. konsultationstime, hvortil kommer det til enhver tid for honorarer gældende tillæg, således at dette beløb samtidig er honorar for det af konsultationerne foranledigede kontorarbejde m. v., der erfaringsmæssigt gennemsnitligt tager lige så lang tid som selve konsultationerne. Lønningsudgifterne for den samlede socialrådgivervirksomhed i forsvaret vil de første år rent skønsmæssigt, under forudsætning af at ordningen er gennemført fuldt ud, andrage omkring kr. pr. år, idet der foruden et årligt honorar på kr. til socialrådgiveren ved søværnets personelkontor regnes med 3 kontraktansatte socialkonsulenter på assistentløn til et samlet beløb på ca kr., medens der ifølge erfaringerne fra de ovennævnte hidtil praktiserede ordninger vil være behov for anvendelse af deltidsbeskæftiget personel i ca. 4 ugentlige timer ved større garnisoner (med belægning på 500 mand og mere), og i indtil 2 timer pr. uge, for så vidt angår mindre garnisoner og lejre, hvilket ialt skønnes at ville udgøre omkring 6500 timer å kr. 17,50 (beregnet i april 1952) eller ialt ca kr. Hertil kommer, dersom udgifter til rejser, telefon, porto, skrivematerialer m. v. ikke vil kunne afholdes af afdelinger m. fl.s konti, et beløb til dækning af disse omkostninger. F. Forslagets behandling. Forslaget til en foreløbig socialrådgivning videresendtes af velfærdstj enesten til forsvarsministeriet med bemærkning om, at folk og værn udvalget lagde megen vægt på, at en ordning af denne art snarest muligt søgtes gennemført. 12

13 Efter forhandling med værnskommandoerne har forsvarsministeriet tiltrådt forslaget, dog med den ændring, at der i flyvevåbnet vil være brug for to socialkonsulenter i stedet for een, som af arbejdsudvalget foreslået. I august 1953 har forsvarets velfærdstjeneste modtaget meddelelse om folketingets finansudvalgs tilslutning til iværksættelse af den foreløbige socialrådgivervirksomhed i forsvaret. Arbejdsudvalget forudsætter, at der, når den midlertidige ordning har virket gennem nogen tid, på grundlag af de herunder indhøstede erfaringer udarbejdes en redegørelse med en endelig indstilling vedrørende den fremtidige socialrådgivervirksomhed i forsvaret. 13

14 III JURIDISK VEJLEDNING FOR INDKALDTE VÆRNEPLIGTIGE Under sit arbejde med henblik på etablering af en permanent socialrådgiverordning for forsvarets personel (jfr. foregående afsnit vedrørende indførelse af en midlertidig ordning) er arbejdsudvalget blevet opmærksom på, at der nu og da forekommer sager, hvori juridisk bistand synes påkrævet, og det er udvalgets indtryk, at antallet af sager indeholdende juridiske spørgsmål vil stige, efterhånden som socialrådgiverarbejdet intensiveres og mere og mere kommer til at omfatte også en rent personlig rådgivning. Det drejer sig først og fremmest om de tilfælde, hvor indkaldelsen til militærtjenesten har fremkaldt en situation, der gør juridisk bistand ønskelig. I adskillige tilfælde vil studentersamfundets retshjælp eller lignende institutioner kunne påtage sig sådanne sager, men dels er der jo ikke ved alle militære etablissementer adgang til institutioner af denne art, der kræver personligt fremmøde af den, der skal hjælpes, dels må der endvidere almindeligvis her påregnes en væsentlig længere ekspeditionstid. En sag vil normalt kun blive behandlet en bestemt aften om ugen, og en del sager vil derfor på forhånd være mindre egnede til henvisning til sådanne institutioner. Spørgsmålet, hvorvidt der i sådanne situationer vil kunne påregnes assistance fra auditørkorpset, har været rejst af søværnets socialrådgiver. Auditørkorpset har imidlertid hertil på peget, at en assistanceydelse fra auditørerne formentlig ville betyde et indgreb i sagførernes enerettigheder, og at der næppe forefindes den fornødne hjemmel til, at en auditør kan føre en civilretlig sag for domstolene. Skal der således ydes de indkaldte juridisk bistand, må dette efter arbejdsudvalgets opfattelse ske i samarbejde mellem velfærdstjenesten og lokale sagførere. Som eksempler på de sager, hvor der kan blive tale om ydelse af hjælp til juridisk assistance, kan nævnes økonomiske mellemværender mellem den værnepligtige og hans arbejdsgiver, evt. i forbindelse med uretmæssig opsigelse, tilfælde, hvor en forretningsdrivende vil drage fordel af den værnepligtiges svigtende evne til at overholde en afbetalingskontrakt, sager vedrørende leje af lejlighed samt tilfælde, hvor den værnepligtige er kommet til skade uden for tjenesten. En juridisk service må selvfølgelig ikke udarte sig til, at værnepligtige under indkaldelsen kan føre proces af enhver art, og arbejdsudvalget er klar over, at man vil kunne anføre, at det i almindelighed ikke kan være statens opgave at bekoste juridisk bistand til personer, der ikke opfylder betingelserne for meddelelse af fri proces, samt at det i denne forbindelse må erindres, at den værnepligtige i længere tid har kunnet forudse sin indkaldelse og disponere herefter. På den anden side mener arbejdsudvalget, at værnepligtstiden i sig selv er så stort et indgreb i den enkeltes tilværelse, at det 14

15 ikke kan anses for noget urimeligt krav til det offentlige, at der ydes hjælp i ekstraordinære situationer, hvor den værnepligtige netop i kraft af sine militære forpligtelser udsættes for større personlige og økonomiske vanskeligheder. Hverken ved første indkaldelse eller ved senere (ekstraordinære) indkaldelser mener arbejdsudvalget derfor, at man kan afvise tanken om, at det offentlige yder hjælp til værnepligtige, der i kraft af militære forpligtelser - uforudset - udsættes for vanskeligheder, der kræver juridisk bistand. Det er givet, at betingelserne for ydelse af hjælp må være strenge, og der bør alene være adgang til ved velfærdstjenestens foranstaltning at få juridisk assistance i sager, der har nøje sammenhæng med aftjeningen af værnepligten. Hvert enkelt forekommende tilfælde må, bl. a. med henblik på at udelukke misbrug, underkastes en nøje vurdering, og der bør ikke kunne ydes hjælp i en sag, hvis man ikke er overbevist om, at den værnepligtige i det civile liv ville have overgivet den til en sagfører. Man må derfor formentlig som betingelse for ydelse af bistand af den nævnte art kræve, at henvisning til en på stedet eksisterende vederlagsfri retshjælp ikke er mulig og tilstrækkelig, at vanskeligheden uden den værnepligtiges egen skyld har sit udspring i indkaldelsen, og at man i tilfælde, hvor der bliver tale om sagsanlæg, påser, at sagen efter sin beskaffenhed giver rimelig grund til at føre proces. Det må endvidere være en betingelse, at den værnepligtige ikke er således økonomisk stillet, at det må anses for naturligt, at han selv bekoster den fornødne juridiske assistance. Afgørelsen af disse sager foreslås henlagt til forsvarets velfærdstj eneste. Et samarbejde mellem velfærdstj enesten og de myndigheder, der bevilger fri proces, vil her være naturligt. Arbejdsudvalget skal således i tilslutning til sit forslag vedrørende socialrådgivervirksomhed i forsvaret foreslå, at der som supplement hertil forsøgsvis i større garnisonsbyer træffes aftale med en sagfører om for velfærdstj enestens regning, og i de enkelte tilfælde efter nærmere aftale med velfærdstj enestens hovedkontor, at yde de værnepligtige, som gør tjeneste i garnisonen, assistance i civilretlige spørgsmål. 15

16 IV ØKONOMISK HJÆLP TIL VÆRNEPLIGTIGE OG DERES FAMILIER UNDER INDKALDELSEN A. Den bestående ordning. 1. Indledning. Det indgreb, som aftjeningen af værnepligten betyder for den værnepligtige, kan naturligvis ikke undgå i mange tilfælde at berøre hans økonomiske stilling meget føleligt, idet fraværelsen fra hans civile stilling forhindrer ham i at skabe den indtægt, som er nødvendig, for at han kan opfylde sine behov og sine forpligtelser. Disse problemer får en stærkt forøget betydning, efter at tjenestetiden nu for den første uddannelses vedkommende med virkning fra maj 1953 andrager indtil 18 måneder og for de værnepligtige, der udtages til sergentuddannelse, yderligere forlænges med et halvt år. Det er derfor i høj grad påkrævet at overveje, om de foranstaltninger, som lovgivningen anviser til støtte for de indkaldte værnepligtige, stadig kan anses for tilstrækkelige. Sådanne foranstaltninger er nemlig ikke alene en retfærdighedshandling over for den unge mand, der i forsvarsøjemed tages bort fra sit erhverv eller sin uddannelse i et par af sine bedste år, men de spiller også en yderst vigtig rolle i forbindelse med hele opbygningen af forsvaret. Foranstaltninger af denne art har også stor betydning set fra et rent militært synspunkt. Det har gang på gang vist sig, at økonomiske og andre personlige problemer hos de værnepligtige har givet sig udslag i disciplinære vanskeligheder. Man lægger derfor også af denne grund fra værnenes side den største vægt på, at der i sådanne sociale spørgsmål foreligger mulighed for hjælp i rimelig udstrækning. Der er således såvel ud fra forsvarspolitiske som fra sociale synspunkter tungtvejende grunde for et effektivt socialt velfærdsarbejde blandt de indkaldte værnepligtige. 2. De militære ydelser. Den værnepligtige forsynes i den tid, indkaldelsen varer, med de nødvendige uniformsgenstande, heriblandt undermundering, dog må han for egen regning anskaffe toiletartikler og, medmindre han er indkaldt til søværnet, desuden anskaffe og vedligeholde sko samt i et vist omfang supplere den udleverede undermundering. Menige får fri forplejning eller i særlige tilfælde en godtgørelse herfor. Af andre ydelser kan nævnes frit kvarter og fri sygepleje samt under befalet rejse og ophold af en vis tid uden for garnisonen time- og dagpenge. Der udbetales ugentlig bagud en løn, som for tiden udgør 2 kr. pr. dag i det første halvår og derefter i det andet halvår kr. 2,25 pr. dag, for i det sidste at stige til 3 kr. pr. dag. Lønnen må ifølge sin størrelse alene betragtes 16

17 som en ydelse til anvendelse til soldatens småfornødenheder. Hertil kommer fripas ved højtiderne og endelig hjemsendelsespenge, som er kr. 0,25 pr. dag i de første 12 måneder og i den del af tjenesten, som strækker sig herudover, kr. 2,50 pr. dag. Beløbet udbetales ved hjemsendelsen eller overgang til anden stilling inden for forsvaret, f. eks. udnævnelse til højere grad. Disse ydelser betyder imidlertid langt fra, at der ikke kan blive anledning til større eller mindre bekymringer af økonomisk karakter i forbindelse med militærtjenesten, når den værnepligtige er forsørger eller på anden måde har pådraget sig forpligtelser. Vanskelighederne forstærkes med den forlængede tjenestetid, der nødvendigvis må føre øgede forsorgsproblemer med sig. 3. Vor sorgslov en s 281. Spørgsmålet om økonomisk hjælp til de indkaldte til dækning af de behov, som ikke kan dækkes af soldaterlønnen og de øvrige militære ydelser, er søgt løst ved bestemmelserne i forsorgslovens 281 (jfr. bilag 2). Ifølge denne paragraf, således som den fremtræder efter lovændringen af 16. juli 1945, er det sociale udvalg i den værnepligtiges hjemstedskommune under indkaldelsen forpligtet til at afhjælpe den pågældendes egen eller hans families trang. Der vil herunder kunne ydes hjælp til fortsættelse af lejemål af lejlighed eller butik, til afdrag på gæld stiftet til erhvervelse af genstande anskaffet til pågældendes husførelse eller til erhvervsmæssig brug samt til betaling af underholdsbidrag, der ikke kan udbetales forskudsvis af det offentlige. Hjælpen ydes i det omfang, i hvilket det sociale udvalg skønner, at den pågældende ville have afholdt disse udgifter, hvis han ikke var blevet indkaldt. Den ydede hjælp betragtes som særhjælp ydet til den værnepligtige, og det sociale udvalg er berettiget til at bestemme, at de retsvirkninger, der normalt knytter sig til forskudsvis udbetalte underholdsbidrag, bortfalder for så vidt angår hele bidraget eller en del af dette. 4. Udviklingen siden Reglerne om offentlig hjælp tid indkaldte værnepligtige og deres familie er i tidens løb undergået en væsentlig forbedring. Indtil 1945 tog den økonomiske hjælp, som i form af særhjælp kunne ydes den værnepligtige og hans familie, alene sigte på de genindkaldte, d. v. s. de værnepligtige, der efter den første uddannelse indkaldes til manøvrer og ekstraordinær militærtjeneste. Indtil 1939 var hjælpen endvidere i omfang begrænset til et beløb, som ikke måtte overstige den pengehjælp, den indkaldte havde sikret sig fra sin sygekasse i sygdomstilfælde. Ved lov af 15. maj 1939 opgav man den sidstnævnte begrænsning og gav forsorgslovens 281 den ordlyd, den har i dag, bortset fra at den altså indtil 1945 stadig kun var gældende for senere indkaldelser. Ved denne lovændring fremhævedes det, at en hjælp inden for den sikrede pengehjælp fra sygekassen efter den skete udvikling var aldeles utilstrækkelig. Man måtte derfor gå ud fra, at det hvis reglen ikke blev ændret - ville være nødvendigt at supplere hjælpen med kommunehjælp, hvilket under alle omstændigheder medfører tilbagebetalingspligt for modtageren. Hvis man overhovedet skulle fiksere hjælpen, burde den»fastsættes til en sådan størrelse, at trangen i normale tilfælde kunne afhjælpes uden retsvirkninger, idet hovedsynspunktet må være det, at der fra det offentliges side så vidt gørligt må drages omsorg for, at indgrebet i de pågældendes tilværelse bliver så lidt føleligt som muligt«. Ud fra denne motivering fremsatte man så forslaget om en mere individuel bedømmelse af tilfældene efter de retningslinier, som stadig gælder. Ved lovændringen i 1945 ligestillede man de forstegang indkaldte med de gen

18 indkaldte og gav også personer, som melder sig til frivillig tjeneste, den samme adgang til hjælp. Ændringen skyldtes de store indkaldelser i 1945, hvor ældre mandskab i vidt omfang indkaldtes første gang, og hvor der herskede et stort behov for frivillige befalingsmænd. I bemærkningerne til lovforslaget karakteriseredes hjælpens formål således, at den indkaldtes familie»inden for rimelige grænser«skal kunne opretholde den»vante levestandard«. Det anføres endvidere, at der ved den første indkaldelse kun i de færreste tilfælde vil være tale om forsørgelse, men iøvrigt kan forholdene i det enkelte tilfælde godt»komme til at ligge således, at der er rimelig grund til også på den måde at bistå indkaldte, der ikke er forsørgere«. Tilsvarende regler som for værnepligtige, der forretter militærtjeneste, er siden 1940 gældende for personer, der forretter tjeneste ved civilforsvaret. Bestemmelserne finder også anvendelse på personer, der indkaldes til civilt statsarbejde (militærnægtere). 5. Cirkulæret af I forbindelse med lovændringen af 1945 udsendte arbejds- og socialministeriet den 3. august 1945 et cirkulære til de kommunale myndigheder (jfr. bilag 3), hvori ministeriet understreger, at den ændrede affattelse af forsorgsiovens 281 hviler»på det hovedsynspunkt, at der fra det offentliges side må drages omsorg for, at indgrebet i de værnepligtiges og deres familiers sædvanlige tilværelse under militærtjeneste bliver så lidt føleligt som muligt. Det principielle udgangspunkt må således, da den nævnte hjælp må betragtes som en form for erstatning af tab af erhvervsmulighed under indkaldelse, være, at familiens hidtidige levevilkår søges opretholdt inden for rimelige grænser. Ifølge dette synspunkt må der lægges en mildere trangsbedømmelse til grund og i det hele på en række punkter gennemføres en forskel mellem behandlingen af disse trangstilfælde og dem, der normalt afhjælpes ved ydelse af almindelig kommunehjælp i henhold til forsorgsiovens regler herom«. Ministeriet understregede samtidig, at»det er en selvfølgelig forudsætning for ydelse af hjælp af den heromhandlede særlige karakter, at det sociale udvalg skønner, at pågældende ville have afholdt disse udgifter, hvis han ikke var blevet indkaldt, og at forpligtelsen ikke er stiftet med henblik på at modtage hjælp fra det offentlige under militærtjenesten (omgåelse), hvorhos det må påses, at hjælpen alt i alt ikke overstiger, hvad forsørgeren må antages selv at kunne tjene ved eget arbejde«. 6. Cirkulæret af I løbet af efteråret 1945 og den påfølgende vinter fremkom der talrige tilfælde, hvor unge mennesker på et tidspunkt, hvor de var klar over, at de snart ville blive indkaldt, havde påtaget sig store forpligtelser i forventning om, at der under indkaldelsen ville blive ydet dem hjælp fra det offentliges side til afvikling af den del af forpligtelserne, som ifølge de indgåede aftaler skulle forfalde i den tid, de var indkaldt til militærtjeneste. Arbejds- og socialministeriet udsendte derfor den 22. marts 1946 et nyt cirkulære (jfr. bilag 4), hvori man fremhævede de allerede i 1945-cirkulæret opstillede forudsætninger og understregede, at der»må vises varsomhed ved ordinære indkaldelser til den første uddannelse, når denne sker til normal tid. Med hensyn til ugifte må reglen være den, at der som hidtil i almindelighed ikke ydes hjælp under den første indkaldelse...«. Med hensyn til de gifte indkaldte udtalte ministeriet, at hovedsynspunktet stadig måtte være»det, at indgrebet i den indkaldtes og hans families tilværelse bliver så lidt føleligt som muligt, dog at opmærksomheden naturligvis må være henvendt på spørgsmålet om, hvorvidt de forpligtelser, til hvis opfyldelse der ønskes hjælp, skønnes påtaget med henblik på, at de vil blive betalt af det offentlige 18

19 under indkaldelsen. Når der herefter ydes hjælp, vil denne være at yde i samme omfang som hidtil«. Siden 1946 har ministeriet ikke udsendt mere almindelige vejledninger vedrørende administrationen af Praksis vedrørende fortolkningen af forsorgslovens 281. Den nuværende praksis bygger naturligvis på de 2 nævnte cirkulærer, men det synes dog, som om udviklingen på flere punkter har medført, at man har fjernet sig en del fra udgangspunkterne. Hjælp ydes kun, når der foreligger trang, men trangsbedømmelsen er - som forklaret i 1945-cirkulæret - væsentlig mildere end i almindelighed inden for forsorgsloven. Således er formue principielt ikke nogen hindring, men bevirker alene, at der foretages et fradrag i hjælpen svarende til den indtægt, som formuen afkaster. Med hensyn til hustruens indtægt ved eget arbejde henvises til fremstillingen nedenfor. Ved en kortfattet fremstilling af praksis vil det iøvrigt være mest hensigtsmæssigt at sondre mellem senere indkaldelser og den første indkaldelse. a. ekstraordinære indkaldelser og genindkaldelser. Ved ekstraordinære indkaldelser ydes der jfr. cirkulæret af 22. marts hjælp efter de ret vidtgående retningslinier, der fastsloges i cirkulæret af august Sådanne indkaldelser sker normalt på et tidspunkt, hvor vedkommende har familie og forpligtelser, og de vil i almindelighed ikke kunne forudses. Der foreligger derfor her en ganske klar formodning om, at foreliggende forpligtelser ikke er indgået alene med henblik på at opnå hjælp. Tilsvarende synspunkter lægges i praksis til grund ved indkaldelser til manøvrer, omskoling o. lign. De værnepligtige er ganske vist i disse tilfælde forud klar over, at de vil blive indkaldt, men dels er tidspunktet ikke på forhånd endelig fastlagt, og dels er indkaldelserne i almindelighed af en så kort varighed, at det ikke er sandsynligt, at muligheden for hjælp under indkaldelsen har spillet en nævneværdig rolle ved eventuelle forpligtelsers indgåelse. b. Indkaldelse til første uddannelse. Ved indkaldelse til den første uddannelse er hovedsynspunktet ifølge praksis stadig det, at enhver ung mand må regne med at blive indkaldt og derfor må indrette sine forhold med aftjeningen af den tvungne værnepligt for øje. Medmindre der foreligger ganske særlige grunde, bør han ikke have adgang til at opnå hjælp til afvikling af eventuelt eksisterende forpligtelser. Denne almindelige regel mildnes dog af en række herfra gjorte undtagelser. Således vil ifølge cirkulæret af 22. marts 1946 selv en ugift, når omstændighederne taler derfor, kunne opnå f. eks.»hjælp til oplagring af møbler, til fortsættelse af erhvervsvirksomhed, til betaling af renter og afdrag på almindelig løbende gældsforpligtelser, der er optaget med rimeligt formål for øje, i det omfang afdragsvilkårene hidtil er overholdt, eller til underhold af nærstående, som den indkaldte hidtil rent faktisk har forsørget«. I tilfælde, hvor den indkaldte er gift, vil særhjælp kunne fås i videre omfang. Den første forudsætning er naturligvis, at der er trang til stede. I så henseende har man i praksis på forhånd udelukket ikke alene hustruer med normalt selverhverv, men tillige hustruer, som nogen tid forud for mandens indkaldelse uden rimelig årsag har opgivet deres arbejde. Også med hensyn til unge barnløse hustruer, der bor hjemme hos deres 19

20 forældre, har man været indstillet på, at der ikke kan siges at foreligge trang. Særlig tilbageholdende har man hele tiden været over for ægteskaber, som er indgået en kortere tid før indkaldelsen, uden at der har foreligget de ganske særlige omstændigheder, som er anført i cirkulæret af marts 1946, idet man har betragtet et sådant ægteskab som en forpligtelse, som den værnepligtige under de givne omstændigheder ikke burde have påtaget sig. Hvis ægteskabet er indgået længe før indkaldelsen, f. eks. et år eller mere, synes det derimod efter ældre praksis langt fra at have været udelukket at yde hjælp i fuldt omfang. Praksis synes dog efterhånden at være blevet strammere, idet der har været en stigende tilbøjelighed til at forlange, at hustruer uden børn skal forsørge sig selv uden hensyn til, om de iøvrigt har gjort dette under ægteskabet. For så vidt angår tilfælde, hvor der er eller kommer børn i ægteskabet, har praksis i de senere år gået i retning af at yde hjælp til underhold, beklædning, lys, gas o. s. v., men ikke til afvikling af afbetalingsforpligtelser. Afvisning af anmodninger om hjælp til betaling af afdrag gælder navnlig, hvor ægteskabet er indgået en kortere tid før eller eventuelt under indkaldelsen. Hvis ægteskabet indgås på grund af graviditet, ydes hjælpen fra det øjeblik, da hustruen bliver uarbejdsdygtig, normalt ca. 2 måneder før fødslen. Der er altså i sådanne tilfælde ikke tale om, at man afviser at yde hjælp med den begrundelse, at den værnepligtige måtte være klar over, at han skulle indkaldes. Men man er på den anden side tilbageholdende med hensyn til omfanget af hjælpen, og denne tilbageholdenhed synes i de senere års praksis i nogen grad at virke tilbage på tilfælde, hvor et ægteskab har bestået i længere tid før indkaldelsen. Der er endvidere en tilbøjelighed til at lade hjælpen til hustruens underhold bortfalde eller nedsætte, såfremt hun tager ophold hos nære slægtninge. Ved genoptagelse af erhverv har tendensen i en årrække gået i retning af at betragte hustruen som ikke trængende, såfremt hun har en nogenlunde normal indtægt, og der tages i denne sammenhæng ikke hensyn til, om hun har små børn, der skal passes. I den seneste tid er der dog her sket en svingning i retning af kun at tage hustruens indtægt i betragtning med halvdelen, medmindre den overstiger det beløb, der kunne været ydet som hjælp. B. Kritik af nuværende ordning samt arbejdsudvalgets forslag. 1. De militære ydelser. Den lønning, som udbetales de indkaldte værnepligtige, kan - som før nævnt - alene betragtes som en ydelse af lommepenge til brug for småfornødenheder m. v., der nødvendigvis vil opstå for soldaten under hans tjeneste. Udvalget har under IV. A. 2. redegjort for, hvilke ydelser den værnepligtige udover lønnen modtager fra forsvaret under sin indkaldelse. Det synes imidlertid, som om disse ydelser af de indkaldte ikke opfattes som helt tilstrækkelige til at retfærdiggøre lønningens ringe størrelse. Det har således vakt bekymring hos enkelte, at de i tilfælde, hvor de af private grunde har været nødsaget til at foretage pludselige og uforudsete hjemrejser, ikke har kunnet se udvej for afholdelse af udgifter forbundet hermed af egne midler. Udvalget skal foreslå, at dette spørgsmål løses på den måde, at de pågældende afdelingschefer m. v. bemyndiges til i sådanne ganske ekstraordinære tilfælde at udstede fripas. Ligeledes er man opmærksom på, at der hersker nogen utilfredshed blandt de værnepligtige med hensyn til antallet af de årlige frirejser. I forbindelse med den forlængede tjenestetid er der imidlertid for nylig gennemført en ordning, hvorefter der gives de indkaldte, der har 18 måneders tjeneste, 4 frirejser i det sidste halve år og således, at 20

21 den ene af disse fri rejser forbindes med tildeling af en ekstraordinær orlov af ca. I uges varighed. Det er endvidere over for udvalget blevet fremhævet, at der pålægges de indkaldte til hær og flyvevåben en i forhold til deres lønning ikke ubetydelig udgift i forbindelse med anskaffelse og vedligeholdelse af sko. Disse udleveres ikke til de indkaldte (bortset fra værnepligtige i søværnet), men man forlanger, at de medbringes ved mødet og på egen bekostning vedligeholdes under tjenesten. Inden for søværnet har man en anden ordning, idet der i indkaldelsestiden udleveres de værnepligtige den fornødne fodbeklædning (altså også sko) og således, at udgifterne ved vedligeholdelsen afholdes af søværnet. Udvalget skal foreslå, at en tilsvarende ordning indføres for de øvrige forsvarsgrenes vedkommende. Ligeledes er de indkaldte henvist til selv at sørge for vask af undermundering. De fleste klarer dette spørgsmål ved at sende tøjet hjem til vask hos deres familie. Hvor dette ikke lader sig gøre, må den indkaldte enten sende sit tøj på vaskeri eller selv vaske tøjet på tjenestestedet, i reglen under ret primitive forhold og altid således, at han selv må afholde udgiften til vaskemidler. Udvalget har været inde på, at der burde indføres en serviceordning, hvorefter tjenestestedet sørgede for vasken. I så fald måtte der imidlertid gennemføres en nøjagtig mærkning af det af den militære afdeling udleverede undertøj, eller man måtte opgive den nuværende ordning, hvorefter hver enkelt værnepligtig beholder den ham udleverede undermundering under hele tjenestetiden, en ordning som utvivlsomt er væsentlig mere økonomisk end en ordning, hvorefter der med passende mellemrum udleveres ren underbeklædning. Også en mærkning vil formentlig være forbundet med vanskeligheder, hvorfor udvalget ikke hai ment at burde stille noget forslag på dette punkt. I forbindelse med de militære ydelser skal udvalget også pege på spørgsmålet om, hvorvidt der i forbindelse med hjemsendelsespengene burde ydes en slags feriegodtgørelse til brug under den første ferie efter hjemsendelsen. Den hjemsendte er her ofte vanskeligt stillet, og dette gælder navnlig, hvor den virksomhed, han arbejder i, holder samlet ferielukning. Hele dette spørgsmål er nærmere omtalt i ferielovskommissionens betænkning af 1951, side (jfr. bilag 5), hvor det foreslås, at der af militæret ved hjemsendelsen skulle udbetales en vis feriegodtgørelse. Arbejdsudvalget kan i og for sig ganske tilslutte sig denne tanke, men har dog ikke ment at burde gå nærmere ind på den, da hele spørgsmålet om hjemsendelsespengenes størrelse nylig er drøftet og afgjort af bevillingsmyndighederne, og man må gå ud fra, at samtlige hensyn er taget i betragtning under disse overvejelser. 2. Soldaterløn eller individuel understøttelse. Fra forskellig side har man i tidens løb ønsket at betragte lønningen ud fra andre synspunkter end det førnævnte, hvorefter den betragtes som en ydelse af lommepenge. Det er således foreslået, dels at soldaterne skulle stilles således, at de overhovedet ikke led økonomisk savn ved at blive indkaldt, dels at man skulle fastsætte lønnen generelt på en sådan måde, at den f. eks. svarede til den gennemsnitlige timeløn i erhvervslivet for en ufaglært mandlig arbejder. Ungdomskommissionen har behandlet disse forslag i betænkningen om de værnepligtiges forhold side 26 f. Kommissionen kommer dog til det resultat, at disse forslag ikke bør realiseres. Arbejdsudvalget kan gå ind for de af ungdomskommissionen fremførte grunde for ikke at gennemføre en ordning på grundlag af soldaterlønsprincippet. Man mener ligesom ungdomskommissionen, at det rigtigste må være at arbejde videre på basis af den hidtil gældende ordning, således at der ydes soldaterne kost, logi, uniform, fripas, 21