Fremtidens dannelse er grøn et essay

Transkript

1 Fremtidens dannelse er grøn et essay På Vestjyllands Højskole kan man øve sig i at rykke verden mod en grønnere praksis. I fødevarefællesskaberne smager man på en mere bæredygtig hverdag. Og i kunstens kreative udtryk kan man blive berørt på en måde alverdens klimascenarier ikke formår. Når erfaringer af fællesskab, handlekraft og kunstneriske erkendelser bindes sammen opstår det, vi kalder grøn dannelse. Det handler om at vise, at du sammen med dine medmennesker - kan være med til at forandre verden. Af Rane Baadsgaard Lange, Else Matthiassen og Andreas Lloyd Verden er i krise: Den globale opvarmning tager fart, biodiversiteten er presset som aldrig før, fattigdommen er til at tage at føle på i nogle dele af verden og i andre hoster vækstmotoren gevaldigt. Tidligere generationers økonomiske nyttetænkning er kommet til kort. Systemkrisen og den stigende globale kompleksitet kalder på både nytænkning, engagement og kreativitet hos os alle. Men det er ikke klart, hvordan vi som medborgere, pædagoger, virksomhedsledere og politikere understøtter de nuværende og kommende generationers evne til at håndtere systemkrisen og for alvor bidrage til en grøn omstilling. Derfor vil vi her fremdrage tre eksempler, der kan vise vejen fremad i forhold til, hvordan vi kan danne os selv og vores børn grønt: Højskolen, fødevarefællesskaberne og kunsten. Tag sagen i egen hånd Jeg er overrasket over, hvor enkelt det er at sætte noget i gang. Sådan sagde en elev efter at have fulgt undervisningen i økologisk iværksætteri på Vestjyllands Højskole. Her kan eleverne omsætte tanker, modeller og begreber om bæredygtighed til konkrete handlinger. I små forandringsprojekter på højskolen eller i lokalsamfundet ved Ringkøbing Fjord bliver deres iværksætterlyst prøvet af i virkeligheden. Eleverne arrangerer byttemarked, starter et fødevarefællesskab eller noget helt tredje. På den måde træner eleverne deres forandringsmuskel og deres evne til være medskabere af det samfund, de lever i. Vi oplever også, at eleverne overrasker ved at tage sagen i egen hånd. Helt konkret og spontant har eleverne startet en indsamling til fordel for ofrene for jordskælvet i Nepal, og har budt lokale borgere indenfor til aktiviteter på højskolen. Mange af de unge elever er bekymrede over den fremtid, de går i møde. De føler sig alene og magtesløse overfor systemet. Men på højskolen møder de det stigende folkelige engagement, og bliver introduceret for de grønne ildsjæle og de mange forskellige måder, man kan arbejde med bæredygtighed. Og dermed forvandles fortvivlelsen til livsmod. Deres vilje og evne til at gøre en forskel styrkes. Samtidig har vi drejet driften i en grønnere retning. Skolen er CO2-neutral: Energien leveres fra en vindmølle, der også driver et jord- og solvarmeanlæg. Køkkenet har det økologiske spisemærke i guld og vi har anlagt en forsøgshave, hvor der eksperimenteres med økologiske og biodynamiske dyrkningsmetoder. Det gør den bæredygtige livsstil sanselig og konkret. Det er tankevækkende, at elevernes forudgående viden omkring bæredygtighed er fragmenteret og teoretisk: Jeg har ikke lært noget om bæredygtighed i skolen ud over et enkelt forløb om klima fortalte en elev. Dette kunne de andre elever nikke genkendende til. Vores erfaring er, at hvis man møder eleverne med en klar holdning til de store samfundsmæssige udfordringer og gør dem levende i undervisningen, så påvirker det også de valg, de træffer om fremtiden.

2 Nogle bliver inspireret til at vælge uddannelser som for eksempel naturressourceforvaltning eller miljøingeniør. Andre undersøger, hvordan deres interesseområde kan bruges konstruktivt i forhold til den grønne omstilling, for eksempel psykologi eller landbrug. Eller også tager de deres engagement videre med ud i civilsamfundet. På den måde er Vestjyllands Højskole med til at opdatere højskolens dannelsesbegreb. For højskolens fader, N.F.S. Grundtvig, var ønsket at gøre almuen til et folk, der kunne støtte op om den nye danske nationalstat og sikre, at det var oplyste medborgere, der kom til at tegne det nye folkestyre. Under Socialdemokratiets ledelse kom dannelsen i efterkrigstiden til at handle om demokratisk medborgerskab, rettigheder og pligter i velfærdsstaten. I nutidens konkurrencestat hersker der tilsyneladende bred enighed blandt politikere og embedsmænd om at dannelsen skal have retning mod arbejdsmarkedet; det centrale fællesskab vi forstår os selv ud fra. Derfor fokuseres der først og fremmest på udvikling af brugbare kompetencer. Vores påstand er, at vi i fremtiden har brug for grøn dannelse og derfor har vi på Vestjyllands Højskole i meget stort omfang har valgt at sætte på det på skemaet. Som et af de få steder i uddannelsessystemet, hvor ledelse og lærere har relativt frie rammer til at eksperimentere med pædagogik og undervisningsformer, har Højskolerne nemlig en enestående mulighed for at være både omstillingslaboratorier og fyrtårne, der tænder op under en grøn folkeoplysning i deres lokalområder. Ansigt på grøntsagerne Nu laver vi samfundet om. Sådan begrundede et medlem af Københavns Fødevarefælleskab sit engagement i et af de fødevarefællesskaber, der de senere år er spiret frem i mange danske byer og landkommuner. Fødevarefællesskaberne er indkøbsforeninger, hvor en gruppe borgere går sammen om at købe økologiske grøntsager fra landmænd i deres nærområde. Hver uge kan medlemmerne købe en pose friske, lokalt producerede grøntsager til en rimelig pris da ingen ud over landmanden skal tjene på det. Medlemmerne forpligter sig til at give en lille portion arbejdskraft hver måned til drift af foreningen. Gennem hverdagslivet bidrager fødevarefællesskaberne til den grønne dannelse. Deres form og indhold sigter på at genetablere vores sans for sæson og kvalitet: Da grøntsagerne kommer fra avlere tæt på forbrugeren lægger det danske klima i sagens natur en grænse for, hvad der er tilgængeligt hvornår. Derfor er der ikke tomater i posen i december, men derimod et stort udvalg af rodfrugter. På vores breddegrader kan de holde sig længere. Om sommeren får medlemmerne glæden af at opleve smagen af de friske nye asparges og årets første jordbær, mens efteråret byder på en overflod af lækre svampe og æbler. Men hvis det har været en tør sommer, er der ikke mange svampe at få. Er jorden frossen, så kan landmanden ikke få jordskokkerne op og derfor kan man ikke få dem i fødevarefællesskabets poser. På den måde får medlemmerne en fornemmelse for årstidernes fødevarer og sammenhængen mellem friskhed og kvalitet. Det gør naturens kredsløb mere synlige for de mennesker, der til dagligt slår deres folder på stenbroen eller i parcelhuskvartererne. Samtidig knyttes der bånd til de mennesker, der producerer vores mad: Det er rart at få sat ansigt på vores grøntsager, fortæller et medlem i Københavns Fødevarefællesskab, og jeg er sikker på, at avlerne også kan lide at se deres forbrugere og ikke kun indkøbscentralerne. I frysediskens plastikindpakninger er landmanden, dyrene og naturen så godt som usynlige. Vi ved meget lidt om, hvordan vores fødevarer bliver til og hvilke udfordringer vores landmænd har. I fødevarefællesskabet møder medlemmerne det i form af besøg hos avlerne og gennem den ugentlige poses indhold. Et fødevarefællesskab er derfor meget mere end blot en indkøbsforening. Det er et lokalt fællesskab, hvor det fælles arbejde giver en anden dimension til at værdsætte maden. Ifølge et andet medlem handler det lige så meget om relationer, som det handler om grøntsager: Det lykkes fordi, vi går sammen og får det til at ske og fordi alle tror på hinanden.

3 Motivationen for at være med er ofte både et ønske om at møde andre mennesker, engagere sig i en god sag og så selvfølgelig at få fat i nogle gode grøntsager. Fødevarefællesskaberne er en dannelsesarena, hvor medlemmerne tilegner sig viden og praktiske færdigheder, der muliggør en mere bæredygtig livsstil. Samtidig med, at de får trænet fællesskabsmusklen, hvilket er et bærende element i den grønne dannelse. En større samklang med hinanden og de levende systemer på jorden, der danner grundlag for vores eksistens, er vores store udfordring. Det er vores børns fremtid, det handler om. Men det er også vores egen. Som den franske filosof Edgar Morin siger det: Planeten jorden er blevet vores fædreland, hvor det enkelte menneske må lære at leve i solidaritet med alle jordens indbyggere for at sikre menneskehedens fremtid, der (ellers) rummer muligheden for store katastrofer. Både Morin og de folkelige initiativer peger i retning af en langt større dannelsesmæssig udfordring end dén det meste af den danske uddannelsessystem i øjeblikket prøver at adressere. Hvordan lærer vi at forstå os selv som del af en større helhed og handle derudfra? Vil vi for alvor sætte skub i en grøn omstilling og adressere vor tids store kriser, har vi derfor brug for nye læringsrum. Rum, der som fødevarefællesskaberne, kan danne ramme for en folkeligt funderet deltagelse i skabelsen af et mere bæredygtigt samfund. Men før egentlig deltagelse ligger der nogle gange elementer af refleksion og samtale. Og en af vejene til øget refleksion er kulturelle og kunstneriske oplevelser og erkendelser. Kunst som katalysator Nu kan jeg mærke alvoren. Før var det bare statistikker, som er nemme at skubbe fra sig. Dette fortalte en tilskuer til et teaterstykke, der satte sit publikum i fremtidens klimaflygtningelejr (fyldt med danskere). Her blev nutidens materialisme og ignorance spejlet i den forandring, som Edgar Morins store katastrofer potentielt kan skabe. Tilskuerens oplevelse spejler det brud med hverdagsbevidstheden, der er kunstens og poesiens potentiale. Klimascenariers mange og komplekse tal er ikke nødvendigvis noget, vi bliver berørt eller motiveret af på et dybere plan. Dertil er hverdagen alt for komfortabel. Men mennesket er meget mere end et rationelt kalkulerende væsen. Mennesket er også ånd - hvilket Grundtvig pegede på ved at fremhæve det historisk-poetiske element i dannelsesrejsen. Poesi har netop den evne til at berøre og bevæge os. I moderne pædagogik kan vi oversætte det til, at fortælling med afsæt i hverdagslivet og nutiden er dét, der kan løfte os ud af de vante former. Hen imod det fælles bedste. Heroverfor kan man selvfølgelig indvende, at kunsten ikke skal være en del af et dannelsesprojekt. Vi kender talrige eksempler på bedrevidende og politiserende kunst, der forsøger at pådutte beskueren et bestemt verdensbillede. Men der er også mange eksempler på poesi i den brede forstand, hvor omdrejningspunktet er formidlingen af de følelser og eftertanker, der opstår i kunstneren i mødet med samtiden og samfundet: Gennem stærke og poetiske fortællinger var Martin Andersen Nexø s Pelle Erobreren og Jeppe Åkjærs sang om Jens Vejmand begge med til at åbne folks øjne for den fattige (land)arbejder. Det er kunstværker, der efterlader en stærk følelse af uretfærdighed og tillader læseren at se og opleve virkelighed fra et nyt perspektiv. I nyere tid er Theis Ørntofts Digte 2014 af anmelderkorpset blevet stemplet som klimadigte et eksempel på, hvordan kunstnerens udtryk bliver fortolket af omgivelserne. Denne fortolkning er dog ikke i sig selv det interessante ved poesien i relation til den grønne dannelse. Det er derimod beskuerens egne sansninger i mødet med digterens udtryk. Her opstår potentialet for at træde ind i

4 kroppens ordløse rum og mærke følelsernes resonans; i dette rum og med denne resonans lægges kimen til forandrende handling. Hvor Grundtvig var meget optaget af ordet og samtalen som pædagogisk redskab, tog kunstneren og videnskabsmanden Leonardo da Vinci afsæt i, at af sanserne springer al videnskab. Erkendelsens koordinater er ikke ordet eller sproget alene. Sanserne er mægtige ressourcer; de er grundlæggende for vores evne til at begribe og forstå verden. Både kunst og videnskab bygger på en grundlæggende sanselighed. Tilsammen viser de to kæmper, Grundtvig og da Vinci os, hvordan kunsten og den levende samtale er blandt de stærkeste redskaber, vi har til at skabe kontakt mellem mennesker, provokere til eftertanke, dialog og handling. Både kunsten og samtalen kan, når de er bedst, tale til os, så vi føler os talt til. Hvilket uvægerligt vækker behovet for at svare an. Vi får lyst til at tage ansvar. Tage ansvar for det, der rækker ud over os selv og for det bedste i os selv. Fra ensomhed til fællesskab Det moderne menneskes store tragedie ligger i, at vi opfatter os som adskilte og isolerede individer uden et forpligtende ansvar for hinanden. Vi er alene - og ensomme. I sin etiske udfordring handler grøn dannelse om, hvordan kan vi øge åbenheden overfor den anden (andre mennesker) og det andet (naturen) i os hver især, i vores måde at arbejde i og med verden og de fællesskaber, vi skaber. Det handler om vores evne til at inkludere og balancere andre og ofte mere langsigtede hensyn end vores egne kortsigtede behov. Eller sagt på en anden måde: Hvordan lærer vi at træffe små og store valg i privatlivet såvel som i supermarkedet og på arbejdsmarkedet som rækker ud over os selv? Hvordan flytter vi det centrale tyngdepunkt i vores opmærksomhed og handlinger fra egoets snævre nyttefunktion mod en mere økologisk helhedstænkning? Udfordringen for det grønne dannelsesprojekt er at forvandle ubevidstheden, magtesløsheden og ensomheden til bevidsthed, handlekraft og fællesskabsfølelse. Vi har netop afsluttet FNs ti-år for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling, hvilket ikke har sat det store præg på den danske debat. Det kan der være mange grunde til. En af dem kan netop være, at uddannelse i bæredygtig udvikling netop omfatter kompetencer og egenskaber som handlekraft, engagement og kreativitet, og at de egenskaber oftest hverken er mål- eller testbare. Den tilhørende pædagogik og didaktik har tilsvarende trange kår i den formelle skolestruktur. Grundtvig insisterede på, at det er gennem fællesskabet, at mennesket lærer sig selv at kende, finder selvtillid og opnår noget så basalt som livsmod. Og livsmod skal der til, hvis vi for alvor skal sætte skub i den grønne omstilling. Ved at give den enkelte praktiske erfaringer, adgang til levende handlefællesskaber og ved at blive ved med at tale med hinanden om, hvordan vi får bragt samfundet og naturen i balance, får vi alle en oplevelse af, at det nytter noget. At du - og jeg - kan gøre noget. Håb skabes langt hen ad vejen gennem handlinger. Vi kan forandre verden. Vi mener, og vi kan se, at det er muligt at gøre det fra et sted i os selv, hvor det er spændende, sjovt og meningsfuldt. Gennem Højskolens erfaringsbaserede læringsforløb, gennem fødevarefællesskabernes aktive deltagelse og kunstens sanseligt involverende erkendelser bliver omstillingsprocessen relevant for den enkelte. Man bliver klædt på til at rykke verden henimod en grønnere praksis.

5 Men der skal mere til, for at det lykkes. Det er en kæmpe folkeoplysningsopgave og den kan ikke løftes af højskolerne, fødevarefællesskaberne eller kunstnerne alene. Vi skal have skolefolk og politikerne med på vognen. Et første skridt kunne være, at skolefolk med eller uden hjælp fra politikerne - tager handsken op og sætter bæredygtighed på skoleskemaet, hvor det er muligt. Et andet skridt kunne være, at vi puster liv i den folkelig samtale om det fælles bedste, så det bliver muligt at mødes i øjenhøjde for sammen at tale om den fremtid, vi drømmer om at leve i. Det, som er vedkommende og relevant er ikke en sur pligt. Det er dét, grøn dannelse handler om.