M A G A S I N M A R T S. Portræt. Hanne Brøgger side 4 Ny Strategi side 28 Vores sunde sider side 28 Tema. DEMENS side 20

Transkript

1 M A G I S T R A T S A F D E L I N G E N F O R S U N D H E D O G O M S O R G Å R H U S K O M M U N E M A G A S I N M A R T S Portræt Hanne Brøgger side 4 Ny Strategi side 28 Vores sunde sider side 28 Tema DEMENS side 20

2 Sjældent har foråret været så længe savnet og ventet som i år

3 Kolofon INDHOLD Oplag: 6500 Udsendes til Sundhed og Omsorgs arbejdspladser 6 gange om året Produktion: Århus Media Tryk: Scanprint 4 Portræt af Hanne Brøgger 9 It-nedbrud 9 Kompetenceudvikling Tema: Demens Ny demenschef Demenscaféen er et åndehul Demensens nøglepersoner På kursus i fortiden Redaktionsgruppe: Ansvarshavende: Ingrid Terkelsen Strategi og kommunikationschef iot@aarhus.dk Thune Korsager Anne Klindt tko@aarhus.dk ankl@aarhus.dk Adresse: Helle Erenbjerg Rådhuset Århus C. heer@aarhus.dk Arne Christiansen arc@aarhus.dk VORES er personalemagasin for alle ansatte i Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg. 20 Dansen med Magda Målsætning: Strategi Intro Interview med Steen Hildebrandt Interview med Hosea Dutschke VORES skal: være med til at skabe arbejdsglæde, korpsånd og samhørighed hos medarbejderne, være med til at skabe rammer for en åben og ærlig dialog i Sundhed og Omsorg, understøtte Sundhed og Omsorgs værdier, mål og rammerw i emnevalg og vinkling Sunde Sider Der skal kalorier på bordet Vinterbadning Sundhedsråd Redaktionsudvalg: Strategi og kommikationschef Thune Korsager tko@aarhus.dk Hjemmehjælper Tove Nielsen, Lokalcenter Marselis, ton@aarhus.dk side 28 Sygeplejerske Susanne Lindberg, Lokalcenter Møllestien, suli@aarhus.dk Områdechef Peter Kaas Lokalcenter Søholm, pk@aarhus.dk Udviklingschef Vibeke Sjøgreen Personale & Organisation, vis@aarhus.dk Næste nr. udkommer omkring 1. maj Deadline 22. marts I VORES bruges den tegnsætning der anbefales af Dansk Sprognævn. Får I de blade I skal have? Hvis I på din arbejdsplads får for få eller for mange eksemplarer af VORES, bedes I meddele det til redaktionen , iot@aarhus.dk

4 Portræt Tekst Helle Erenbjerg Foto Niels-Åge Skovbo Arbejdsglæde er at jeg kan passe mit arbejde Jeg har stået for foden af et meget højt bjerg, og jeg har virkelig kæmpet for at komme hele vejen op over bjerget. Sådan beskriver Hanne Brøgger Jensen det seneste halvandet år af sit liv, fra hun i september 2008 fik konstateret brystkræft og frem til i dag, hvor hun er tilbage i jobbet som sosu-hjælper på Lokalcenter Sabro. Egentlig viste Hanne godt at der var noget helt galt, men der var bare så meget hun lige skulle nå, inden hun kunne bestemme sig for at få en tid hos lægen: Hun var lige blevet uddannet som sosu-hjælper og var startet i job på Lokalcenter Sabro, datteren skulle giftes - og ja, der var mange undskyldninger, men inderst inde vidste hun det godt. Jeg kunne jo mærke at der var noget galt, og jeg frygtede det værste, fortæller Hanne Brøgger. VORES har mødt Hanne på Lokalcenter Sabro, hvor hun i dag er tilbage i fuldt vagtskema. Her fortæller Hanne historien om at få en sygdom, man kan dø af, om at tabe tålmodigheden undervejs, om lederen og kollegerne, der var med til at give hende følelsen af at høre til, når livet så sortest ud og om hvor vigtigt det er at arbejdspladsen har en god fraværspolitik. Brystkræft og kemokur Jeg opdagede at jeg var syg ved at mit højre bryst begyndte at vokse. Man siger at kræft ikke gør ondt, men det gjorde virkelig ondt. Lægen bekræftede Hannes værste frygt: Hun have en stor kræftknude i højre bryst, og så var der en knude i det venstre som skulle undersøges nærmere. Og fra den dag talte Hanne Brøgger Jensen med i statistikken over de 4000 kvinder, som hvert år rammes af brystkræft. Jeg startede på kemobehandlingerne med det samme. Knuden i mit højre bryst havde sat sig fast i mit brystben, og den kunne ikke fjernes før den ikke længere sad fast der, beretter Hanne. Og selv om mange bliver meget syge af kemobehandlingerne, så lykkedes det Hanne at passe sit arbejde samtidig med at hun var i behandling. Jeg var ikke ret påvirket af den første kemokur, for mig var det lidt ligesom at have influenza, og det betød meget for mig at jeg kunne blive ved med at gå på arbejde. Jeg var jo så glad, jeg var lige blevet fastansat, og jeg glædede mig til at komme rigtigt i gang, fortæller Hanne Brøgger. Efter operationen, hvor Hanne fik fjernet højre bryst, ventede endnu en kemokur og denne gang var der tale om en anden slags. Kræft kræver tålmodighed Jeg blev SÅ syg, siger Hanne om den periode af sit liv hvor hun bare ventede på at behandlingen blev gennemført og afsluttet så hun kunne blive erklæret rask og komme tilbage til sit eget liv igen. Jeg troede at når jeg først var færdig med kemokuren, så ville jeg være rask. Så ville jeg være klar til at starte på arbejde igen, og det hele ville være overstået. Men sådan var det jo slet ikke. Og i stedet for at blive rask faldt jeg i et sort hul. Man kan vist godt sige at jeg fik en lille depression, fortæller Hanne, som undervejs også fik fjernet knuden i det venstre bryst - knuden viste sig ikke at være kræft - og hun oplevede et hospitals- 4 vores magasin 01 marts 2010

5 Det var som at få en saltvandsindsprøjtning at komme i gang i gen. Det var helt fantastisk. Bare det at mærke at der var brug for én, og at man kom ind i den vante gænge med at det er det og det du skal. Det var virkelig dejligt at mærke at man var velkommen tilbage, siger Hanne Brøgger her sammen med Orla. vores magasin 01 Marts

6 Portræt Mit bedste råd er at man ikke skal fare for hurtigt frem. Og så er det vigtigt at man får den rigtige genoptræning, for i vores job skal kroppen holde længe, siger Hanne Brøgger system hvor den ene mildt sagt ikke altid vidste hvad den anden gjorde. På operationsbordet var jeg simpelthen så nervøs for at de ville fejloperere mig at jeg nægtede at falde i søvn, fortæller Hanne. Det har ikke på noget tidspunkt været sådan at jeg bare har kunnet læne mig tilbage og tro på at jeg var i sikre hænder. Der skete hele tiden fejl. For eksempel skulle jeg have haft fjernet mit højre bryst ved en operation i december Det fik jeg først en måned senere fordi de havde glemt at give mig besked, og sådan nogle fejl skete flere gange. Er jeg rask nu? Og selvom Hanne havde planlagt at hun skulle være klar til at starte på arbejde omkring juni, så gik der yderligere et halvt år før hun i samarbejde med sin leder kunne erklære sig rask nok til at vende tilbage til sit daglige, almindelige liv på fuld kraft. Efter at have været i behandling for kræft siden september 2008, så stod jeg nu uden mit ene bryst, uden hår og temmelig afkræftet, og så kom alle tankerne væltende: Er jeg rask nu? Jeg var slet ikke forberedt på at tankerne først kom efter at operationen, kemokurene og strålebehandlingerne var overstået. Man kan sige at jeg på en måde fik kræfter til at bryde sammen. Sådan beskriver Hanne den periode hvor hun egentlig havde regnet med at skulle starte så småt på arbejde igen. I den periode var mine kolleger helt fantastiske. De har senere fortalt mig at vores leder Helen (G. Hermansen, red.) en dag kom ind i personalestuen og sagde at hun lige havde snakket med mig, og så udbrød hun: Hanne har det altså ad h.. til, vi er nødt til at sende en buket blomster til hende nu, - og det er sådan noget der varmer, beretter Hanne med et smil. Et kald fra kollegerne Det betyder meget mere end man tror at kollegerne tænker på én. Og hvis jeg skulle give et råd til andre, så vil jeg sige: Glem ikke din sygemeldte kollega. Det behøver ikke at være et større arrangement. Bare det at man lige ringer eller kommer på lynvisit, viser at der er nogen som tænker på en, for der er ikke noget der er så ensomt som at gå alene og have smerter. Men et kald fra kollegerne viser at man stadig har en tilknytning og at nogen tænker på en, fortæller Hanne Brøgger. I løbet af august startede Hanne så småt på arbejde igen. Sammen 6 vores magasin 01 marts 2010

7 med sin leder lagde de to en plan hvor Hanne skulle komme på arbejde en time om dagen. Hver dag skulle hun føre dagbog og give point efter hvordan opgaverne gik og hvor mange smerter hun havde. Og hver uge holdt de et møde hvor dagbogen blev diskuteret. Efter en periode blev timetallet sat op til to timer, og sådan fortsatte det. Først omkring jul blev Hanne raskmeldt, og hun er i dag tilbage på fuld tid. Mit budskab til alle andre i sammen situation er at man skal lade være med at fare for hurtigt frem. Man kan så let miste tålmodigheden, men det hjælper altså ikke noget. Man skal tænke på at der følger en lang genoptræning efter sådan et sygdomsforløb. Kroppen skal i gang igen, og musklerne skal trænes op. Man kan ikke bare starte og tro at man kan det hele som før, fortæller Hanne. Vi skal på ferie i år Det var som at få en saltvandsindsprøjtning at komme i gang i gen. Det var helt fantastisk. Bare det at mærke at der var brug for én og at man kom ind i den vante gænge med at det er det og det du skal. Det var virkelig dejligt at mærke at man var velkommen tilbage. For Hanne har det allervigtigste dog været at være tålmodig og huske sig selv på ikke at fare for hurtigt frem. Når man er tilbage i vagtskemaet igen, så bliver ikke taget ekstra hensyn, og det skal der jo heller ikke. Derfor er det meget vigtigt at man ikke farer for hurtigt frem, understreger hun. Når man først startet, så fanger bordet altså, og man vil jo så gerne selv være normal igen. Det er jo ikke noget ved at gå rundt og være hende der er sygemeldt. Med kræftsygdommen er der også fulgt et andet syn på livet for Hanne og hendes familie. Jeg er blevet voksen på en anden måde. Jeg tænker mere over hvad jeg gør. For eksempel gør jeg meget ud af at få set mit barnebarn, som er halvandet år gammel. Og forleden kom jeg til at tænke på at vi ikke har været på sommerferie de sidste år, fordi jeg har været under uddannelse, og derefter blev jeg syg - så det skal vi i hvert fald i år. Det er helt sikkert! n Hanne Brøgger Jensen - Blå bog 53 år Gift med Finn og har datteren Michelle på 24 og barnebarnet Oliver på 1½ år Fynbo - født og opvokset på en gård ved Davinde, sydøst for Odense Flyttede til Århus da hun mødte Finn og arbejdede de første mange år på kontor som sekretær Fik chancen for at skifte spor i 2000 og arbejdede som hjælper i et Røde Kors asylcenter i Hinnerup og Jelling hvor hun var indtil centeret lukkede i Medhjælper i Hadsten Bo og Aktiv Uddanner sig til Sosu-hjælper Blev ansat på Lokalcenter Sabro efter udannelsen Fraværspoltitik Lokalcenter Vest På LC vest har man vedtaget en fraværspolitik med følgende formål: At fremme et miljø hvor hver enkelt er ansvarlig for sin egen og andres sundhed At fastholde medarbejderens kontakt til arbejdspladsen i fraværsperioden At styrke et sundt arbejdsmiljø fysisk, psykisk og socialt At fravær naturligt giver anledning til sympati og omsorg Med fraværspolitikken følger en handlingsplan, som beskriver hvilke samtaler medarbejderen har krav på under sygdomsforløbet. En god fraværspolitik på Sabro Lokalcenter og gode kolleger var med til at få Hanne tilbage på arbejde efter hendes kræftsygdom. Fra venstre er det sosuhjælper Irene Jørgensen, Hanne Brøgger og sosu-assistent Diyar Abdalla. vores magasin 01 Marts

8 IT/Kompentenceudvikling Tekst Informatik & Organisationschef Anders Haugaard Foto: Bee-Line Hvorfor brød it-systemet ned den februar? Tidligt om morgenen onsdag den 3. februar opdagede rigtig mange brugere til deres skræk at det ikke var muligt at logge på VITAE Journal og Disponering. Servicedesken og VITAE-teamet fik en hel stribe henvendelser der gjorde opmærksom på problemerne. I løbet af formiddagen kunne Servicedesken fastslå at der var en fejl i det servernetværk (SAN) som disse systemer kører på. Fejlen i sig selv et batteri der var i stykker - blev udbedret onsdag eftermiddag. På Driftsstatus kunne vi da meddele at VITAE var kørende igen, men at vi ikke kunne udelukke følgeproblemer efter nedbruddet. Og ganske rigtigt: først på aftenen gik en enkelt server ned igen. Derfor havde mange brugere den samme oplevelse om morgenen den 4. februar: man kunne ikke logge på systemerne. Det viste sig at der som en følge af nedbruddet var sket skader på en database, som derfor skulle repareres på basis af en tidligere backup. Sådan noget tager altid frygtelig lang tid og denne gang tog det over 12 timer. Ikke usædvanligt, men naturligvis irriterende for de mange brugere der står og er afhængige af at systemet kører. Men fra omkring midnat mellem torsdag og fredag var systemet oppe igen og er det i skrivende stund fortsat. Selv om nedbruddet ikke skyldtes menneskelige fejl hverken i kommunen eller hos leverandøren er vi naturligvis kede af de uheldige konsekvenser det har haft for alle vores brugere. Informatik & Organisation har selvfølgelig gennemgået forløbet for at se om der er nogle punkter vi kan lære af og på den måde forberede os til. Vi sætter os tilsvarende sammen med vores leverandør af server-drift Cabo og gennemgår forløbet med dem. Så hvis vi skal pege på en enkelt positiv konsekvens af dette trælse nedbrud, så er det at vi måske her har fået en chance for at blive endnu skarpere på håndtering af sådanne uforudsigelige problemer. Hvis I ønsker yderligere oplysninger: Kontakt teamleder Jesper Dannerfjord i Informatik & Organisation; n 8 vores magasin 01 marts 2010

9 Tre dages formel kompetenceudvikling til hver medarbejder Chefteamet og HMU har besluttet at alle medarbejdere i Sundhed og Omsorg i 2010 har ret til tre dages formel kompetenceudvikling. Med formel kompetenceudvikling menes kurser og efter- og videreuddannelse på en officiel anerkendt uddannelsesinstitution, hvor der udstedes beviser eller gives ETCSpoint. Formel kompetenceudvikling kan bl.a. være uddannelse på Sosu-skolen og VIA s kurser for terapeuter og sygeplejersker. I de tre dage medregnes også obligatorisk uddannelse. Obligatorisk uddannelse kan være uddannelse eller forløb, som chefteamet i Sundhed og Omsorg eller ledelsen på lokalcentret eller i afdelingen har besluttet er skal -uddannelse. Den obligatoriske uddannelse skal ikke nødvendigvis være formel kompetenceudvikling. Som eksempler på obligatorisk uddannelse kan nævnes Introduktionsdagen og it-undervisning. Hvad der lokalt besluttes er obligatorisk uddannelse, kan afgøres i de lokale MED-udvalg. Når den obligatoriske uddannelse kan tælle med i de tre dages formel kompetenceudvikling, hænger det sammen med at de obligatoriske kompetencer foventes at være vigtige og gerne skal være på plads for at arbejdsopgaverne kan udføres med høj kvalitet. Det er vigtigt at understrege at de tre dages formel kompetenceudvikling er et minimum, og de er tænkt som et skridt hen imod de fem dages kompetenceudvikling som der sigtes mod i strategien og ledetrådene for Sundhed og Omsorg i Midler til kompetenceudvikling I de lokale budgetter skal der afsættes de fornødne midler til at minimum tre dages formel kompetenceudvikling pr. medarbejder årligt kan realiseres. Centralt er der afsat 2,25 mio. kr. til køb af fælles, tværgående uddannelsesaktiviteter. Også i tre-partsaftalerne prioriteres efter- og videreuddannelse af medarbejdere og ledere. I Århus Kommune er der afsat ca. 22 mio. af trepartsmidlerne til kompetenceudvikling fra 2008 til 2011, som udmøntes i de tre lokale puljer - LO, FTF og AC. n Kurser vores magasin 01 Marts

10 TEMA: DEMENS Demens er en fællesbetegnelse for symptomerne fra ca. 100 sygdomme. Demens viser sig først og fremmest ved dårlig hukommelse og nedsat evne til at fungere i hverdagen. Demensen kommer ofte snigende. I begyndelsen kan det være svært at afgøre, om der er tale om sygdom. Efterhånden bliver det klart, at sygdommen gør det nødvendigt at drage omsorg for den demente. Demens rammer fortrinsvis ældre - 6% af folk over 65 år og 20% af folk over 85 år lider af sygdommen - men yngre mennesker kan også få sygdommen. På de følgende sider kan du læse om nogle af de tilbud der er til mennesker med demens i Århus Kommune. Du kan møde den nye demenschef og tre demens-nøglepersoner fra et lokalcenter, og du kan komme med på Demenscaféen i Marselisborgcentret og deltage i et erindringskursus i Den Gamle By for plejepersonale, som lærer at bruge metoden i deres daglige arbejde. Ny demenschef: Jeg skal være den i kommunen der udvikler og samler indsatsen på demensområdet Det er jo ikke fordi der ikke allerede er fokus på demens i Århus Kommune. Men jeg kan mærke at jeg sætter demensområdet i spil på en ny måde. For eksempel på ledermøderne, hvor jeg hele tiden kan spille demenskortet og lige minde om dén vinkel. Og det er nødvendigt med konstant opmærksomhed. Flere og flere får demens, og selv om vi allerede gør en stor indsats, er det ikke blevet nemmere at have demens. Lissie la Cour tager imod på sit lillebitte chefkontor på Caritas. Her har hun haft hovedkvarter siden 1. januar. Når det nye demenshus bliver en realitet, forventer Lissie la Cour at have kontor begge steder. Hvornår det bliver, står endnu hen i det uvisse. Vi skal først have fundet nogle egnede lokaler, som ligger centralt i midtbyen og hvor der er plads til at al demens-ekspertisen kan samles. Men indtil videre er Caritas midtpunkt for indsatsen. Jeg lægger op til at alle aktører i demensenheden, undtagen Demenscaféen i Marselisborgcentret skal på Caritas. Vi pusler også med at lave et udrykningsteam, dels til borgere og dels til plejepersonale der står i akutte situationer. Måske bliver der også en akut-enhed, der kan spørges til råds når en person med demenssygdom bliver væk. Så der kommer til at ske meget nyt på demens-området, lover Lissie la Cour. Daglig leder af Caritas Den nye demenschef er også daglig leder af specialplejehjemmet Caritas. Plejehjemmet har været igennem en periode med mange problemer, ikke mindst på arbejdsmiljø-området. Lige nu er det nødvendigt at jeg er meget nærværende her på Caritas, fastslår Lissie la Cour. Vi er i gang med at løse problemerne. Blandt andet er der kommet en ny teamleder, og sådan en har de manglet i lang tid. Desuden er vi i gang med et uddannelsesforløb for alle medarbejderne. Vi bruger Marte Meo metoden (Marte Meo - latin for ved egen kraft - er en pædagogisk metode der benytter sig af 10 VORES MAGASIN 01 MARTS 2010

11 videooptagelser af samspillet mellem f.eks. personale og beboere. Med udgangspunkt i optagelserne analyseres interaktionen mellem personerne. Red.), hvor vi koncentrerer os om de ting der fungerer og arbejder videre med dem. Ideen er at medarbejderne hele tiden skal være på forkant, så de kan nå at gribe ind før tingene udvikler sig. Man har brugt metoden andre steder, og her falder antallet af voldstilfælde mod medarbejderne. Det bliver spændende at se om det virker lige så godt her. Alt i alt er stemningen god på Caritas nu, og medarbejderne smiler og er glade. Et af de nye initiativer i demensindsatsen er flere specialplejeboliger til demente. 25 almindelige plejeboliger på Caritas er allerede blevet omlagt til specialplejeboliger for demente, og herudover skal der oprettes tre gange 20 plejeboliger ved forskellige, endnu ikke udvalgte lokalcentre omdannes til i alt 60 specialplejeboliger med personalenormering svarende til Caritas. Lokalcentrene ikke for svært demente Som det er i dag, kan lokalcentrene ikke altid håndtere de sværeste demente, siger Lissie la Cour. Det er egentlig ikke den faglige ekspertise der er problemet, men derimod det bygningsmæssige. Lokalcentrene er bygget til mennesker der fungerer og selv kan tilkalde hjælp. Lange gange og mange krinkelkroge duer ikke til svært demente. Jeg mener at det bedste er at lave skærmede enheder på lokalcentrene. Svært demente og raske gamle har ikke altid glæde af hinanden. I det hele taget skal vi ind og styrke demensindsatsen på hvert enkelt lokalcenter. Mennesker med demens kræver en mere tværfaglig tilgang i form af et tæt samspil mellem ergoterapeuter, fysioterapeuter, pædagoger, socialpædagoger og musikterapeuter. De kan ikke nøjes med fysisk pleje og almindelige aktivitetstilbud. Tilbage til spørgsmålet om demenschefens rolle i forhold til demensindsatsen. Hvad kan Lissie la Cour tilføre området, som ikke allerede er der? Jeg skal være den i kommunen der samler indsatserne på demensområdet, den der har fokus på udvikling af området, den der har udvidet viden på området, og jeg skal bruge min viden proaktivt. Indtil det nye Demenshus kommer, er Caritas midtpunkt for demensindsatsen i Århus Kommune, fastslår den nye demenschef Lissie la Cour, som her er fotograferet på Caritas. Lissie la Cour - Blå bog 54 år, uddannet sygeplejerske. Diplomuddannelse i ledelse, merkonom i virksomhedsøkonomi, uddannet coach. Fra 1982 ansat på forskellige hospitalsafdelinger i Århus leder af hjemmeplejen v./ Lokalcenter Trøjborg og Abildgården. VORES MAGASIN 01 MARTS

12 TEMA: DEMENS TEKST INGRID TERKELSEN FOTO THOMAS KNOOP Billard, kaffe og kage, Skotland og demens Demenscaféen i Marselisborgcentret er et åndehul for mennesker med demens i tidlig fase og deres pårørende. Vi besøgte caféen en onsdag eftermiddag i februar. Klonk-klonk-kliiirrr, lyder det da billardkuglen skydes af sted og vælter keglerne på det grønne bord. Sekundet efter høres anerkendende kommentarer til stødet. Billardrummet i Demenscaféen er mest mændenes domæne, mens selve cafélokalet er for begge køn. Her er der dækket op med pænt porcelæn og servietter, og på væggen venter et projektorlærred på eftermiddagens underholdning: Scottish breakfast billedfortælling om mine første dage som pensionist. Fortælleren, frivillig medhjælper i Demenscaféen Eigil Amby, er ved at varme op, i dagens anledning udstyret med skotskternet kasket og butterfly. Endnu er der en halv times tid til underholdningen begynder, så vi opsøger Hanna Früstück, den daglige leder af Demenscaféen, for at få lidt mere at vide om stedet. Hvordan blev caféen f.eks. en realitet? Demenscaféen åbnede for seks år siden. Jeg var med til at starte den, sammen med bl.a. Birgit Mikkelsen, den daværende forstanderinde på Caritas. Ideen med caféen var at det skulle være et sted hvor folk kunne Hukommelsen kan blive stimuleret af mange ting her gamle billeder og ugeblade. komme uden visitation og registrering, og at brugerne selv skulle være med til at præge de aktiviteter der foregår her. Og sådan er det blevet. Folk kan komme ind fra gaden, og vi fungerer som katalysator vi sætter de ting i gang som brugerne siger de har behov for. Foruden billardrummet og caféen er det bl.a. rådgivning og vejledning af mennesker med demens og deres pårørende. Center for Rådgivning, som er en del af tilbuddet, har både jurist og psykolog tilknyttet. Vi rådgiver hele vejen igennem, fra diagnosen bliver stillet og frem til indflytningen i plejebolig. På den måde får vi rigtig god kontakt med folk og kan virkelig støtte og hjælpe både dem og deres pårørende. For tiden har vi tre pårørendegrupper, hvor vi også får assistance fra Demensklinikken og Gerontopsykiatrisk Team. I det hele taget har vi et rigtig godt samarbejde med de forskellige demens-instanser, så vi kan levere en god, helhedsorienteret indsats, understreger Hanna Früstück. Livshistorier Et andet tiltag er Livshistorieprojektet, hvor to projektmedarbejdere laver dvd-film med brugerne om deres liv. De fleste af vores brugere har demens i et tidligt stadium, og mange af dem er yngre mennesker. På filmene fortæller de om deres liv, og de bestemmer selv hvad de fortæller om og hvordan filmen skal være. Arbejdet med filmen giver dem nogle gode stunder og er med til at be- kræf- 12 VORES MAGASIN 01 MARTS 2010

13 te deres identitet. Det færdige resultat kan bruges som gave til børn og børnebørn eller personalet kan få den når brugeren flytter ind i en plejebolig. Et af de store trækplastre er Onsdagscaféen, som byder på kaffe, kage og underholdning. Der kommer som regel et halvt hundrede mennesker - de demente selv, deres ægtefæller, børn og sågar børnebørn. De gamle familier sidder sammen med nye og fortæller om stedet og får folk til at føle sig hjemme. Det er det særlige ved stedet her brugerne kommer til at fungere som hinandens netværk og hjælper og støtter hinanden. Det er fantastisk at se! Men desværre forsvinder netværket meget nemt når de flytter i plejebolig siger Hanna Früstück med beklagelse i stemmen. Demenscaféen støtter brugerne i at få dagligdagen til at fungere. Vi hjælper folk med at lægge strategier. Måske har de brug for en kalender, måske for en opringning eller et besøg. Mange kan opretholde facaden meget længe og få det til at se ud som om alt er i orden, selv om det i virkeligheden er kaos. Tit er det små ting i påklædningen og den personlige hygiejne der afslører at det ikke fungerer så godt. Vi er specielt opmærksomme på folk der bor alene. De har brug for mere støtte end dem der har en familie. Lederen af Demenscaféen lægger vægt på at hjælpen til borgerne skal foregå på borgernes præmisser. Vi er et fristed, og samtidig er vi en indgang til kommunen. Vi ved hvor folk kan henvende sig, og vi hjælper med at skabe kontakt, hvis de ønsker det. Men når folk først er kommet her, vil de ikke ud igen! Så nogle gange strækker vi os vidt. Min store drøm er at vi har caféen som et helt åbent tilbud, og bagved den har vi en Demensklub, som folk skal visiteres til og bagved den igen et bofællesskab for demente. Det ville være perfekt. Demens er ikke tabu Vi vender tilbage til caféen, hvor bordene nu er indtaget af mænd og kvinder i års alderen. Kaffen og den hjemmebagte æbletærte med hoftecreme serveres, og der snakkes og grines, mens man venter på billedfortællingen om Skotland. Det er noget helt unikt for Demenscaféen, siger Hanna Früstück, vi har fået skabt et fuldstændig åbent miljø, hvor vi taler åbent om demens, og hvor folk hygger sig og har det rart med hinanden. Her er demens ikke tabu, og det er ikke flovt at glemme noget eller ikke at kunne huske hvad ting hedder. Demensen er en kendsgerning, men den får ikke lov til at fylde hele tilværelsen, hverken hos den syge eller de pårørende. Demenscaféen er et åndehul, hvor folk kan slappe af og være sig selv. Demenscafeens leder, Hanna Früstück 10 advarselstegn på demens Svækket hukommelse Besvær med at udføre velkendte opgaver Problemer med sproget Manglende orientering i tid og sted Dårlig eller nedsat dømmekraft Problemer med at tænke abstrakt Ting forkerte steder Forandringer i humør og adfærd Ændringer i personligheden Mangel på initiativ Kilde: Alzheimerforeningen VORES MAGASIN 01 MARTS

14 TEMA: DEMENS TEKST OG FOTO: INGRID TERKELSEN Demensnøglepersonerne på LC Viby-Rosenvang fra venstre Dorthe Nellemann, Marianne Bech-Andersen og Birthe Bonde Rasmussen. DEMENS- NØGLEPERSONER: - Lokalcentrene har også plads til borgere med demens For ti år siden var det almindeligt at holdningen til demente på lokalcentrene var: Send dem ud på Caritas, vi vil ikke ha dem! I dag er indstillingen helt klart ændret. Personalet på lokalcentrene vil gerne have plads til alle, og der bliver virkelig gjort en stor indsats for at selv de svageste kan få en god tilværelse. Demens-nøglepersonerne på Lokalcenter Viby Rosenvang Marianne Beck-Andersen og Dorthe Nellemann, er enige om at der er sket en markant udvikling på lokalcentrene de senere år, både hvad angår holdningen til beboere med demens og medarbejdernes evne og vilje til at håndtere udfordringerne. Og det kan virkelig være en udfordring, siger Dorthe Nellemann. Personalet kan stå med svære problematikker; men hovedsagen er at de gerne vil give borgerne en god og værdig pleje og helst undgå situationer med magtanvendelse. Generelt synes jeg vi har nogle dygtige medarbejdere, og det er vigtigt at vi husker at fortælle dem at de gør et godt stykke arbejde. En gave til demente beboere Marianne Beck-Andersen supplerer: Som demens-nøglepersoner går vi med som observatører i vanskelige plejesituationer, når personalet ønsker det og jeg kan godt have svært ved at få armene ned bagefter! Mange medarbejdere er en gave til demente beboere. Men det kan jo heller ikke nytte noget at arbejde med demente, hvis man ikke bryder sig om dem. Demens-nøglepersonerne har mange forskellige opgaver på lokalcentret. En af dem er, sammen med plejepersonalet, at lave socialfaglige handleplaner for beboere som på grund af demens kræver en særlig indsats af personalet. Den socialfaglige handleplan beskriver hele arbejdet omkring den enkelte beboer og skal ses i sammenhæng med den daglige plejeplan. Hvis det for eksempel er nødvendigt at fastholde beboeren for at han eller hun kan blive vasket, bliver det beskrevet i handleplanen. Vi laver også socialfaglige handleplaner for beboere der går deres vej. Her bruger vi chips og GPS, alt efter hvad der fungerer bedst for den enkelte, forklarer Dorthe Nellemann. En anden af demens-nøglepersonernes opgaver er at undervise de forskellige personalegrupper i demens-relaterede emner. I undervisningen tager man emner op som er aktuelle for medarbejderne. Det kan være noget så jordnært som hvordan man indretter den demente beboers stue ved indflytning, så han eller hun kan genkende sine ting og den måde de står på og dermed kan føle sig tryg, fortæller Marianne Beck-Andersen. Tit er det ikke så meget der skal til. Det kræver bare at man bruger sin sunde fornuft. Undervisningen omfatter også de mere hårde emner, såsom reglerne for magtanvendelse og loven om patienters retsstilling. Her har nøglepersonerne på LC Viby Rosenvang udarbejdet en Magtmappe, som i dag står i alle teams på lokalcentret. I den kan personalet slå op og finde svar på alt hvad der vedrører emner og procedurer i forhold til paragraffen om magtanvendelse under serviceloven, samt hvilke interne og/eller eksterne personer der skal inddrages i forhold til de specifikke problematikker. 14 VORES MAGASIN 01 MARTS 2010

15 Der er en tredje demens-nøgleperson på Lokalcenter Viby og Rosenvang, nemlig Birthe Bonde Rasmussen. Hun har hele ude-området, og hendes arbejde adskiller sig en del fra hendes to kollegers i plejeboligerne: Mit arbejde består i at tage ud og tale med borgeren når jeg får en henvendelse. Henvendelsen kommer tit fra visitatorerne. De er gode til at registrere demenssymptomer, og jeg har et fint samarbejde med dem. Sosu-personalet og sygeplejerskerne er også gode til at spotte problemerne, og der er i det hele taget stor opmærksomhed på at de kan trække på demens-nøglepersonerne i de komplicerede tilfælde. Men typisk er det pårørende, som oftest børnene, der henvender sig når de kan mærke at det er ved at brænde sammen for forældrene. Herefter ringer jeg til borgeren og aftaler et besøg med eller uden de pårørende, alt efter hvad borgeren ønsker. Jeg bruger lang tid på at tale med folk. Ofte kræver det flere besøg, for det er vigtigt med tillid imellem os. Som regel har folk ikke været hos lægen endnu, og jeg prøver at overtale dem til at tage til læge og blive udredt for deres symptomer. Facaden kan holde i 40 minutter De fleste demente erkender at de har problemer med hukommelsen, men mange af dem har ingen sygdomsindsigt de kan for eksempel godt holde fast i at de selv laver mad og køber ind, selv om det slet ikke er tilfældet. Mange borgere med demenssymptomer er gode til at lade som om alt er i den skønneste orden, også over for mig som fagperson, fortæller Birthe Bonde Rasmussen. Min erfaring er at et besøg skal vare mindst 40 minutter så længe kan de opretholde en facade. Det er svært at erkende at man skal have hjælp. Og det er vigtigt at bevare værdigheden. Jeg er interesseret i hvilke konkrete problemer de har i hverdagen. Det er her der skal sættes ind, det gælder om at få det daglige liv til at fungere bedst muligt. Hvis det for eksempel kniber med at få noget ordentligt at spise, prøver jeg at motivere dem til at modtage mad fra den kommunale madordning. Ligesom sine kolleger i inde-området trækker Birthe Bonde Rasmussen meget på hele det netværk der findes omkring demens-indsatsen: Visitatorerne, de praktiserende læger, Demensklinikken, Demenscaféen, Gerontopsykiatrisk Afdeling og Geriatrisk Team. Vi har et virkelig godt samarbejde, og en stor del af mit job består i at koordinere tingene og få de forskellige instanser til at spille sammen om hver enkelt borger. Det er vigtigt og jeg synes også det er spændende! På et tidspunkt bliver der behov for at søge en plejebolig til borgeren, og Birthe Bonde Rasmussen går ind for at der i kommunen etableres plejeboligmiljøer primært tiltænkt borgere med demens, så plejen, omsorgen og forståelsen for borgerens situation bliver imødekommet bedst muligt. Jeg synes det er helt forkert at demente bor sammen med ikke-demente i plejeboligerne. Det er synd for de demente. Det var meget bedre at de boede sammen et sted, hvor personalet kun skulle tage sig af dem, mener Birthe Bonde Rasmussen. VORES MAGASIN 01 MARTS

16 TEMA: DEMENS TEKST SOFIE PEDERSEN FOTOS ULRIK SAMSØE FIGEN OG DEN GAMLE BY På kursus i fortiden Det er svært at bevare sin identitet når man ikke kan huske hvem man er. Men når demente besøger Den Gamle By, vækkes glemte minder ofte til live af de historiske rammer og de mange sanseindtryk. Derfor har lokalcentre siden 2004 benyttet sig af museets særlige rundvisninger, hvor de ældre må sidde i møblerne, putte brænde i komfuret og sætte en plade på grammofonen alt sammen for at få kroppen til at huske det, hukommelsen har glemt. Mange liver gevaldigt op og fortæller historier fra deres fortid, som plejepersonalet aldrig før har hørt. Og selv om de ofte kun husker oplevelsen en enkelt dag, kan personalet bruge det til meget når man senere taler med beboeren og kan referere til værdifulde minder i stedet for at tale om vejret, siger demenskoordinator ved Århus Kommune Birgitte Kryger. Hun har været med til at udvikle museets forløb for demente og giver nu erfaringerne videre på et kursus for sosu-assistenter og -hjælpere. Vi udsætter personalet for nøjagtig de samme sansepåvirkninger og oplevelser som de ældre får. Ved selv at mærke hvor mange minder fra deres egen barndom og ungdom der dukker op, får de en rigtig god fornemmelse af hvad der virker, forklarer kursuslederen. Adgang til minderne Kakkelovnen knitrer og spreder varme i Havbrogadehusets mørke stue. Ved siden af ligger et par hjemmesko parat sammen med en foldet avis. Der er husflid på væggene, pelargonier i vindueskarmen og en petroleumslampe, som spreder sit skær over et fint dækket kaffebord. Rundt om bordet sidder seks sosu er og betragter omgivelserne, mens snakken går. Én holder om den blomstrede kaffekop og husker store fade med smurte boller hos sin mormor. En anden synes at bestikket ligner dét hendes bedstemor havde. Der var for resten altid hundekoldt i hendes stue om vinteren! En tredje kommer i tanke om hvor tyk og tung dynen var når hun blev puttet hos sin bedstemor. Uden nødvendigvis at være bevidste om det, har kursisterne godt fat i pointen med besøget: At en genstand, en stemning eller en duft nemt skaber associationer som leder minderne på vej. En husmor klædt i skørter, forklæde og sygekassebriller træder ind i stuen med dampende varme pandekager og frisk kaffe på porcelænskanden. Det er museumsguide Ebba Hartmann, der fungerer som et autentisk bindeled til historien. Hun beder kursisterne bemærke hårnålen i petroleumslampen. Vi havde for nogle år siden besøg af en dement dame som stort set ikke havde sagt et ord hele dagen. Pludselig peger hun på lampen og siger: Hvor er hårnålen? Vi var alle sammen meget overraskede, indtil hun forklarede at det var vigtigt at placere en hårnål i kanten af glasset, hvis man vil undgå at skærmen springer, fortæller Ebba Hartmann og tilføjer med fornøjelse i stemmen: På det tidspunkt havde vi store problemer med at skaffe lampeskærme nok, netop fordi de sprang for et godt ord. Nu har vi hårnåle i alle lamperne, og damen blev så glad for at hun for en gangs skyld kunne bidrage med noget værdifuldt. Livsvigtig begejstring Det er tydeligt at besøget i Havbrogadehuset har sat gang i mange tanker da kursisterne sene- 16 VORES MAGASIN 01 MARTS 2010

17 Sonja Pedersen (tv), Tove Engelhardt Mathiassen og Conny Flensborg på erindringstur i Den Gamle By. Hvad er demens? Demens er en fællesbetegnelse for symptomerne fra ca. 100 sygdomme. I ca.. 60 % af tilfældene er der tale om Alzheimers sygdom. Hvert år rammes ca mennesker i Danmark af en demenssygdom. Demens betyder at hjernen bliver svækket. Især korttidshukommelsen svigter Koncentrationen svigter Evnen til at orientere sig svigter Evnen til at formulere sig påvirkes Personlighed, humør og adfærd forandres. Kilde: Alzheimerforeningen VORES MAGASIN 01 MARTS

18 TEMA: DEMENS Der er meget at se på hos isenkræmmeren i Den Gamle By. Sonja Pedersen (tv) og Conny Flensborg gør store øjne og mindes barndommen. re mødes med Birgitte Kryger for at snakke om meningsfuld samtale. Hjemmeskoene ved kakkelovnen fik mig til at tænke på min bedstefar. Han havde nogle indendørssko af siv. Jeg syntes de var så sjove at jeg nogle gange inviterede venner med derover bare for at se dem, fortæller sosu-assistent Sonja Pedersen og smiler ved tanken. Kursusleder Birgitte Kryger nikker og spørger uddybende: Kom du meget hos dine bedsteforældre? Ja. De boede lige i nærheden, så jeg løb altid over til dem når min mor blev sur. Min bedstemor var god at snakke med, og vi røg føjer sammen, forklarer hun og mimer en smøg der bliver holdt fast mellem læberne. Jeg kunne ikke sige smøg dengang, så det blev til føj. Min bedstemor røg rigtig tobak, mens jeg fik lov at ryge på en tændstik. Det var hyggeligt, husker Sonja Pedersen. De andre kursister iagttager opmærksomt kollegaens fortælling om sine bedsteforældre. Hvad sker der når Sonja fortæller? spørger Birgitte Kryger. Hun bruger hele sit kropssprog. Det er tydeligt at bedsteforældrene har haft en vigtig rolle i hendes barndom, og at hun bliver begejstret af at fortælle om dem, svarer Conny Flensborg, som er kollega på Lokalcenter Tranbjerg. Kursisterne snakker om begejstring og hvordan de alle har oplevet at en sang i radioen, en lugt eller et måltid pludselig kan vække genkendelsens lys i den dementes øjne og måske give anledning til en historie. Øjeblikkene af genkendelse og begejstring er livsvigtige, for selvom det er glemt minuttet efter, så bliver den gode følelse i kroppen. Mange oplever at demente er mindre urolige hvis de i løbet af dagen formår at skabe forbindelse til deres fortid. Det kan vi heldigvis hjælpe dem til, forklarer Birgitte Kryger. Noget at snakke om Adgangen til de tabte erindringer kan af og til være slående enkel, og den behøver langt fra at gå omkring et frilandsmuseum. En hverdagsfornødenhed som toiletpapir sætter tanker i gang hos de fleste. Jeg spørger tit demente om de husker barndommens toiletruller med det hårde pergamentpapir af mærket 00. Samtidig gør jeg en gnidende bevægelse mellem fingrene for at illustrere hvordan man måtte blødgøre papiret før brug. Reaktionen er altid genkendelse og latter. Selv de som ikke har noget sprog, griner, for de har gjort samme bevægelse tusindvis af gange, fortæller Birgitte Kryger. Hun opfordrer kursisterne til at gøre stor brug af kropssproget og referere til den fælles historie i samtalen med demente. Hvis man ikke Så er der kaffe og pandekager med syltetøj. 18 VORES MAGASIN 01 MARTS 2010

19 Erindringsformidling Den Gamle By har stor succes med sin erindringsformidling. Erindringsformidling eller reminiscens, som det også kaldes har været benyttet som metode i den danske demensbehandling siden kender så meget til den enkeltes fortid, er det godt at tage udgangspunkt i nogle af de emner der er typiske for den tid da vedkommende var barn og ung. Det kan for eksempel være hverdagsscener fra besættelsestiden som indkøb med rationeringsmærker og mangelfulde transportmidler. Vores identitet bliver oftest grundlagt i de første årtier af livet, og når vi snakker om tiden dengang og sammen med de demente kan finde vej til nogle minder, er vi med til at fastholde deres identitet, siger Birgitte Kryger. Flere af kursisterne har allerede gode erfaringer med at få samtalen på gled ved hjælp af såkaldte erindringskasser, der indeholder effekter fra forskellige tidsperioder. Andre har taget personlige ting med hjemmefra, som har vakt minder til live. Jeg har nogle gange dækket op med fine broderede duge og dækkeservietter når vi skal have eftermiddagskaffe. Så kommer beboerne hurtigt til at snakke om håndarbejde og forskellige mønstre. Hvordan det var at vaske og rulle duge og en hel masse andet. Derfor var det interessant for mig at mærke hvor glad jeg selv blev af at tænke tilbage på mine bedsteforældre og fortælle om dem på kurset, siger Sonja Pedersen og tilføjer: Det er præcis samme livsglæde jeg ser hos demente når de fortæller om deres fortid. Uanset hvilken historie man bærer rundt på, må det være helt grundlæggende for livskvaliteten at kunne dele den med andre. De seneste seks år har Den Gamle By tilbudt erindringsforløb, hvor museets historiske rammer bliver kombineret med viden om demens. 400 sosu-assistenter og -hjælpere har siden efteråret været på kursus for at suge til sig af Den Gamle Bys erfaringer. I løbet af 2010 åbner et nyt erindringshus i Den Gamle By. Det er indrettet i 1950 er stil, og planen er at interiøret med mellemrum rykker et årti frem, så huset også i fremtiden kommer til at vække barndoms- og ungdomsminder hos målgruppen. Læs mere om erindringsformidling på og hos www. reminiscens.dk, hvor man kan låne erindringskasser. VORES MAGASIN 01 MARTS

20 PORTRÆT TEKST SUSANNE LAURSEN, LC HASLE, GELLERUP OG TOFTEGÅRDEN PRIVATFOTOS Dansen om Magda En meget aktiv pensionist på Toftegårdens afdeling A er skyld i denne solskinshistorie. Den kan vi alle varme os ved i efterårets rusk og kulde. Magda går nemlig til dans en gang om ugen, og endda uden for Lokalcentret. Hver tirsdag drager hun af sted for at være sammen med sine dansevenner. En dag fik hun en god ide! Hvorfor ikke invitere til en glad aften hos sine naboer på centret? Som tænkt så gjort. Hun får en aftale i hus med personalet, som stiller sig meget positive. Også dansevennerne synes det er en fin ide. Så er der lige den økonomiske del af festen. Vi må hellere konferere med vores respektive gruppeledere. Prisen for hver afdeling beløber sig til 500 kr. Det var da et fantastisk godt initiativ! ytrer de. Så er sagen klar! Vi aftaler at arrangementet skal løbe af staben en eftermiddag fra kl. 15 til 19. Der bliver dækket op og pyntet med alt hvad der hører årstiden til. Det skal jo gerne ta sig godt ud. Så kommer musiker og dansere. Både de og vi trænger til en god varm kop kaffe, for slet ikke at glemme køkkenets fremragende æblekage. Uhm. Nu skal der danses! Magda og hendes dansevenner åbner ballet, og snart følger beboere og personale efter. Man må sige at vennerne kan få beboerne op af stolene. HU HEJ hvor det går! Selv de brugere, som i hverdagen er afhængige af rollator eller gangstativ, lader sig ivrigt føre. Aldrig har vi set så svage være så stærke! Også kørestolsbrugere får sig en svingom. Frem og tilbage, rundt og rundt. Det er til at blive rundtosset af. Køkkenet har forsynet os med ekstra mad, benløse fugle med hvad der hører til. Desserten er frugtgrød, og der bliver spist, snakket og hygget ved bordene. Vi slutter denne dejlige aften med Skuld gammel venskab. Stoor rundkreds og hinanden i hænderne, se det var en dejlig aften. Stor tak til Magda og hendes dansevenner! 20 VORES MAGASIN 01 MARTS 2010

21 VORES MAGASIN 01 MARTS

22 strategi De 4 kort er Sundhed & Omsorgs strategi i lommeudgave Brug kortene til at gøre dig selv, dine kolleger og din chef bedre sætte dit præg på udviklingen frem mod 2014 gøre Sundhed & Omsorg til en fantastisk arbejdsplads Sundhed & Omsorgs strategi i lommeudgave Brug dem til møder, samtaler og diskussioner brug dem med et smil 9004 Du har fået fire strategikort fra direktør Hosea Dutschke. På forsiden af hvert kort står der et password, som giver dig adgang til en særlig hjemmeside: Velkommen til de 5 kort, hvor du kan læse om kortene og strategien, deltage i en konkurrence og meget andet. slip medarbejderne fri Frihed til at handle med professionalisme, hjertet og den sunde fornuft skal bane vejen for kreative løsninger der virker for den enkelte borger. Vi skal have tid og plads til at bruge hinanden og vores faglighed. Vi vil selvstyrende og selvstændige team, der handler i hverdagen tæt på borgeren. Vi vil ledelse baseret på tillid. Vi vil arbejdsglæde, og medarbejderne skal definere den. Strategien skal leve gennem medarbejderne. al magt til borgerne Det er borgerne vi er her for. Det gælder i særlig grad når de har brug for vores hjælp. Derfor skal vi sikre at borgerne bestemmer over egen hverdag og den hjælp de får. Det skaber trivsel og livsglæde. Borgerne er eksperter i eget liv, og vi er borgernes medspillere og støtter det enkelte menneskes individuelle behov med vores faglighed. Det gør vi med stor respekt for den enkeltes privatliv. Det er borgeren der bestemmer altid og i alle situationer. Vi er sammen med borgerne Det er i mødet med borgeren at den gode pleje og omsorg skabes. Derfor luger vi ud i alt som ikke bidrager til borgerens trivsel og livsglæde. Vi bruger faglighed, innovation og teknologi til at få mere tid sammen med borgerne. Vi skal gøre det enkelt for os selv og for borgeren. Den gode omsorg skabes når vi er sammen med borgeren. Det er det der giver mening. Vi holder borgerne væk Borgerne vil gerne klare sig selv. Derfor hjælper vi borgerne med at klare sig selv bedst muligt. Det gør vi ved at rehabilitering, sundhedsfremme og forebyggelse tænkes ind i alle de sammenhænge hvor vi møder borgerne. Vi udvikler de nære sundhedstilbud og styrker samarbejdet med hospital og almen praksis. Det betyder også at vi opsøger borgere som har behov for hjælp, samt vejleder borgere i at træffe sunde valg. 22 vores magasin 01 marts 2010

23 Tekst Nikolaj Henningsen Foto Chili Strategi for et bedre liv Sundhed og Omsorg har fået en ny strategi. Strategien angiver hvilken vej vi vil gå og hvordan vi vil nå vores mål: at fremme borgernes sundhed og hjælpe dem til at trives og være selvhjulpne og dermed opfylde vores mission: Sundhed og Omsorg for et bedre liv. Så de kommende sider præsenterer vi strategien og kigger lidt nærmere på hvad den egentlig indeholder. Du kan se strategien i lommeformat, nemlig de små kort som er blevet sendt ud til arbejdspladserne og som kan bruges til at arbejde med strategien og få den ind under huden. Du kan læse hvad en professor i forandringsledelse og kompetenceudvikling mener om den nye strategi. Og du kan læse hvad en af strategiens fædre, direktør Hosea Dutschke har at sige om sit barn. En organisation og dens værdier Professor ved Handelshøjskolen i Århus Steen Hildebrandt filosoferer over Sundhed og Omsorgs fire kerneværdier. Steen Hildebrandt har forsket i forandringsledelse og kompetenceudvikling i en menneskealder og har skrevet flere hundrede artikler og kronikker i danske og udenlandske tidsskrifter, fagblade og dagblade. I denne udgave af Vores sætter Hildebrandt lys på de positive og negative perspektiver ved de fire værdier og ledetråde. Hvis vi siger at værdier er med til at beskrive den jord vi er rundet af, hvad er så dit umiddelbare indtryk af de fire værdier og ledetråde? Det er fire stærke og krævende værdier. Bare dét at være i en afdeling der bærer navnet Sundhed og Omsorg - det forpligter. Det gør det altid når man arbejder med værdier som samlingspunkt. Man kan sige at bordet fanger. Men for jer i Sundhed og Omsorg er der ligesom mere på spil. Hvorfor? Fordi de fire værdier og de fire ledetråde involverer rigtig, rigtig mange mennesker, både medarbejdere og borgere. Det er ikke kun ansatte i Sundhed og Omsorg der drages i spil alle er i spil. Ikke mindst borgerne og brugerne vil komme til at mærke en forandring. Forhåbentlig en positiv forandring. Jeg forbinder værdien Vi holder borgerne væk med ord som empati og selvhjulpen. Det er altid interessant i forbindelse med værdier at granske i, hvilke skygger der muligvis gemmer sig på den anden side af værdien. Når vores magasin 01 Marts

24 Strategi vi snakker om Vi holder borgerne væk -værdien, kunne skyggesiden være Sundhed og Omsorgs selvtilstrækkelighed, kynisme eller ligefrem human nedkøling. Hvis skyggesiden fik overtaget, hvad ville Sundhed og Omsorg så bruge tiden til hvis borgerne bliver holdt væk? Så ville Sundhed og Omsorg fortsætte med at bruge den venstre hjernehalvdel til at planlægge, styre og bestemme og beregne os ind i fremtiden. Og om muligt bruge endnu mere tid på nøgletal, budgetter og budgetnedskæringer. Klassisk, gammeldags ledelseslogik; hvis ikke man kan se borgeren, er der vel heller ingen problemer, andre end dem Sundhed og Omsorg selv finder på. Hvori ligger styrken ved værdien Vi holder borgene væk, og hvordan holder man borgerne væk? At holde borgerne væk bliver en smuk bestræbelse når det kombineres med begrundelsen: Fordi de gerne vil klare sig selv. Derfor er det vigtigt at de to sætninger siges på én og samme tid. Jeg er sikker på at Sundhed og Omsorg ikke holder borgerne væk i bogstavelig forstand. Ambitionen er snarere at borgerne skal støttes i at klare sig selv så længe det er muligt, og når de får brug for hjælp, så træder kommunen til - men ikke før. Den anden værdi, Al magt til borgerne, er et udtryk for at Sundhed og Omsorg sender magten den anden vej tilbage til borgerne. Og dermed bliver Sundhed og Omsorg, fra medarbejdere i frontlinjen til den højest rangerende i baglandet, tjenere for befolkningen. Så er det op til borgerne at vise jer den gensidige tillid at I kan forvalte ansvaret. Borgerne har valgt byrådets medlemmer. De har givet byrådet tillid og penge, for borgerne betaler jo skat. Derefter har byrådet ansat et stort antal medarbejdere og ledere. Formelt set er den god nok - borgerne har magten. Men det fordrer at borgeren er selvbevidst og selvstændig, for i ly af de smukke hensigtserklæringer lurer fænomener som bedrag og manipulation. Hvis man vitterligt vil give Al magt til borgerne, kræver det åbenhed og tillid. Og det drejer sig ikke kun om magtrelationer mellem befolkning og kommunalt ansatte. Det drejer sig også om højstemte begreber som ydmyghed og om at tjene en befolkning i en åben og tillidsfuld relation. Og så skal den faglige præmis jo også være på plads. At man simpelthen er dygtig til sit fag og har en professionel dybde i tjenesten. For jer i Sundhed og Omsorg betyder Al magt til borgerne at I hele tiden skal minde hinanden om at borgeren har krav på og behov for åbne og tillidsfulde ledere og medarbejdere i afdelingen. 24 vores magasin 01 marts 2010