Herrens dag. Prædikener til Anden tekstrække. Erik Ågård

Transkript

1 Herrens dag Prædikener til Anden tekstrække Erik Ågård

2 2 Indhold (Klik på den enkelte søn- eller helligdag) 1. søndag i advent søndag i advent søndag i advent søndag i advent...15 Juleaften...18 Juledag...21 Anden juledag. Sankt Stefans dag...24 Julesøndag...27 Nytårsdag...30 Helligtrekongers søndag søndag efter helligtrekonger søndag efter helligtrekonger søndag efter helligtrekonger søndag efter helligtrekonger søndag efter helligtrekonger...52 Sidste søndag efter helligtrekonger...56 Søndag septuagesima...60 Søndag seksagesima...63 Fastelavns søndag søndag i fasten søndag i fasten søndag i fasten...77 Midfaste søndag...81 Mariæ bebudelses dag...85 Palmesøndag...89 Skærtorsdag...92 Langfredag...96 Påskedag...99 Anden påskedag søndag efter påske søndag efter påske søndag efter påske Bededag søndag efter påske søndag efter påske Kristi himmelfarts dag søndag efter påske Pinsedag Anden pinsedag Trinitatis søndag søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis...171

3 3 10.søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis Alle helgens dag søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis søndag efter trinitatis Sidste søndag i kirkeåret Billedtolkning (forsidebilledet) Til hver prædiken er føjet en henvisning til en salme i Den Danske Salmebog. Til de fleste prædikener er føjet en eller flere henvisninger til litteratur i tilslutning eller som supplement til prædikenen, alle hentet fra Søren Lodberg Hvas og Erik Ågårds tre antologier, udgivet på Religionspædagogisk Forlag: Livsmønstre, ISBN Livshistorier, ISBN Livserfaringer, ISBN Herrens dag Prædikener over Anden tekstrækkes evangelier, august 2007 (litteraturhenvisninger september 2008). Af samme forfatter er udgivet bl.a.: Herrens år - prædikener over Første tekstrækkes evangelier (hjemmeside på Internettet, 2007). Gyldne tider - prædikener fra advent til pinse (Aros Forlag 2003). Kronede dage - trinitatisprædikener fra Christianskirken i Århus (Aros Forlag 1994). Ugen som forandrede verden - en lille bog om påsken (Unitas Forlag 2005). Erik Ågård Søndre Ringgade 37, 3.tv., 8000 Århus C Tlf erikaagaard@mail1.stofanet.dk Hjemmeside:

4 1. søndag i advent Et nådeår fra Herren Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde:»i dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.«alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: Er det ikke Josefs søn? Han svarede dem:»i vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!«men han sagde: Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman. Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. +++ Lukasevangeliet 4, Jesus var gået til sabbatsgudstjeneste i Nazarets synagoge. Her kunne enhver læsekyndig i menigheden blive bedt om at læse op af Det gamle Testamente og eventuelt føje en prædiken til. Nu pegede synagogeforstanderen på Jesus: Vil du læse i dag? Her er profeten Esajas Bog, vælg selv teksten. For Jesus var det et vigtigt valg af tekst, for det var hans første offentlige prædiken. Hans tiltrædelsesprædiken, kan vi kalde det. Det var nu, han kunne løfte sløret for, hvad han ville - hvad han var kommet for. Hvad skulle han læse? Han kunne ikke bare slå op på må og få i Esajas Bog, for det er en bog med store modsætninger: både surt og sødt, både nåde og straffedomme. Han tog bogrullen, og pergamentstrimlen rullede i hans hænder fra den ene stok til den anden, indtil han nåede de bestemte ord, han søgte. De var fra kapitel 61: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig

5 5 for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. Det var den tekst, Jesus valgte til sin tiltrædelsesprædiken. Her var der nogle ord, han gerne ville identificere sig med. Han vidste sig netop salvet og sendt af Herren, og netop med godt budskab til fattige - for at udråbe et nådeår fra Herren. Hvad er det for noget - et nådeår? Det er vistnok det, der i Det gamle Testamente kaldes et jubelår. En storslået tanke i Tredje Mosebogs kapitel 25. Her finder vi loven om, at hvert 50. år skulle være jubelår (ja, faktisk står der Jobelår, med o. Jobel betyder et vædderhorn, anvendt som en slags basun, og jobelår blev netop indvarslet med stød i et vædderhorn) Hvert 50. år skulle være en art genoprettelsesår : Da skulle alle hebraiske slaver frigives, og al jord, der var solgt i de forløbne 49 år, skulle gives tilbage til den oprindelige ejer. Al ophobet uret og undertrykkelse, al sammensparet uretfærdighed, skulle med ét slag fjernes. Hvert 50.år skulle fanger løslades og undertrykte sættes fri. Altsammen som udtryk for, at Israels land var Gud Herrens ejendom og Israels folk dets forpagtere og hver eneste israelit Guds ejendom. Det var en genial socialpolitisk tanke, som skulle forhindre salg af mennesker og fast ejendom, og som kunne have sparet verden for mange voldelige sociale revolutioner i historiens løb. Tanken kunne bare ikke gennemføres. Vi har i hvert fald ingen spor af, at teori nogensinde blev til praksis. Det var en smuk drøm, som ikke blev realiseret, men så blev den smukke drøm i næste omgang konverteret til et profetisk syn om tider, som skulle komme. Jubelåret blev til Herrens nådeår: Når Messias kom, den ventede forløser, så skulle al ophobet uret og undertrykkelse, al opsparet uretfærdighed, fejes bort. Og folket skulle derfor vente og håbe. Det er, kort fortalt, hvad nådeåret handler om. Og så stod Jesus nu i Nazarets lille, fattige synagoge og læste de gamle ord fra profeten Esajas om ham, der er sendt for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. Det var Jesu programerklæring. Og så begyndte hans prædiken: I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse. Sagt med andre ord: det er mig, ordene handler om. Er der noget at sige til, at tilhørerne blev begejstrede? At de, som der står, gav ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund. Men så skete der pludselig et brat omsving. For de kom med ét til at se den barske virkelighed: at her stod de i en lille fattig synagoge i en lille fattig landsby i et lille fattigt land, her stod de og betød ingen verdens ting i verdens samlede husholdning, mens de hørte på et ungt menneske, som mange af dem havde leget med som børn, og som var lige så fattig som dem og betød lige så lidt i verdens samlede husholdning som de. Men dér stod han nu og sagde, at han kom med godt budskab til fattige. Han tror da vist, at han er noget, og det kan han jo ikke være, for han er bare Josefs søn. Er der noget at sige til det bratte omsving? Modsætningen mellem det, de hørte, og det, de så, var for stor. Og de tænkte, at nu kunne de godt tænke sig at se bare nogle af de kraftige gerninger, han efter sigende havde gjort nede i Kapernaum - se dem med egne øjne.

6 6 Vi kan genkende os selv i de folk fra Nazaret. Med deres ører hørte de ét, og med deres øjne så de noget helt andet. Lad os bare sige det lige ud: der er ingen kristne, der slipper for den anfægtelse, at vi med vores ører hører ét og med vores øjne ser noget helt andet. Nu er der gået det meste af 2000 år siden Jesu tiltrædelsesprædiken, hvor han kom med godt budskab til fattige, om frigivelse af fanger, om syn til blinde, frihed til undertrykte og om et nådeår fra Herren, og hvad ser vi så i dag omkring os? Antallet af fattige er vistnok ikke blevet mindre, og hvad fanger angår, har der vel aldrig siddet så mange i al verdens fængsler og fangelejre som i dag. Heller ikke undertrykkelse er afskaffet; hvis den ophører i det ene land, dukker den hurtigt op i det andet. Det ser endda ud til, at hele verdensøkonomien i vore dage er baseret på undertrykkelse - af folk, der er for fattige til at kunne protestere. Og hvad så med Jesu tiltrædelsesprædiken? I den situation kunne prædikanten selvfølgelig ty til fortolkningskunster og åndeliggøre hele den her sag: ved at tale om syndens og dødens fattige, blinde og undertrykte fanger. Ja, og det er klart, at den slags fattigdom skal der virkelig også tales om. For der er mange slags fattigdom og undertrykkelse, og syndens og dødens er bestemt ikke den mindst alvorlige, for den er jo ret beset roden til det hele. Men det ville alligevel være en indskrænkning af horisonten, hvis prædikanten nu bare lod Jesu ord om de fattige gælde syndens og dødens fattige. I Jesu tiltrædelsesprædiken er der i hvert fald slet ingen indskrænkning. Jesus taler lige ud og direkte om godt budskab til fattige, frigivelse for fanger, syn til blinde, frihed til undertrykte og et nådeår fra Herren. Jeg er faldet over et lille stykke i det norske kirkelige blad Bymisjonæren. Forfatteren er ukendt. Ordene lyder sådan: Hvor sulten hersker, er frelse lig med brød. Hvor synden tynger, er frelse lig med tilgivelse. Hvor mennesker bliver trampet på, er frelse lig med menneskeværd. Hvor folk er ensomme, er frelse lig med fællesskab. Hvor alt er meningsløst, er frelse lig med tro og håb. Hvor døden truer, er frelse et budskab om opstandelse, et løfte om nyt liv. Her er der, ligesom i Jesu tiltrædelsesprædiken, slet ingen indskrænkning. De fattige er kort og godt dem, der savner, hvad de hårdt behøver. Og Jesus udråbte godt budskab til alle fattige. Det udråbte han. Han hævdede ikke, at det var indtruffet, men han proklamerede, at nu stod det øverst på dagsordenen. Det ligner fuldstændig hans første ord ifølge Markusevangeliet (1,15): Tiden er inde, Guds rige er kommet nær, omvend jer og tro på evangeliet! Her sagde han heller ikke, at Guds rige var kommet, men at det var kommet nær - var på vej, var i indbrud, stod for døren. Og her er det så, jeg savner en tavle at skrive på. Sådan en plejer man jo ikke at have i kirkerummet. Men jeg havde en i konfirmandstuen i torsdags, da vi læste evangeliet om Jesu tiltrædelsesprædiken i Nazaret. Prøv lige at hænge på: Jeg tegnede først to store cirkler ved siden af hinanden på tavlen, og skrev i den ene cirkel GUDS RIGE og i den anden DENNE VERDEN. Og vi talte om, at denne verden som bekendt er både smuk og dejlig, men unægtelig også fyldt med ondskab og ugudelighed og problemer og nød og elendighed på alle

7 7 måder. I Guds rige er det derimod helt anderledes. Dér hersker Gud med retfærdighed og fred og glæde. Altså to vidt forskellige verdener, ikke sandt? De har ikke noget med hinanden at gøre, vel? Jo, de har. For der er nemlig sket noget. Jeg flyttede nu cirklen med Guds rige hen til den anden cirkel og ind over den, så de overlappede hinanden på et godt stykke. Der fremkom på den måde et felt, hvor Guds rige og denne verden mødtes. Et fælles område, et område med både Guds rige og denne verden. Her er Guds rige bogstaveligt kommet nær, midt iblandt os, midt i denne verden. Det fælles område er kirken. Her mødes de to riger. Hvordan det er sket? Det skete ved Jesu Kristi komme. Da Han kom til verden julenat, kom Guds rige nær, for hvor han er, dér er Guds rige, midt i denne verden. Ved vores dåb blev vi lukket ind i kirken, hvor de to riger mødes, og hvor vi er sammen med Jesus Kristus. Fra ham udstrømmer retfærdighed og fred og glæde, i kamp mod al verdens uretfærdighed, krig og sorg. Fra ham udstrømmer en helt anden måde at leve på, der gør alting anderledes. Sådan er Guds rige kommet nær - og er hele tiden i bevægelse, er på vej og vil vokse og udbredes med retfærdighed og fred og glæde. Og engang bryder Guds rige helt igennem. Det sker den dag, da Jesus Kristus kommer synligt tilbage. Vi ved ikke, hvornår det sker, det ved kun Gud. Vi ved bare, at da bryder Guds rige igennem og tager magten. Her flyttede jeg så for anden gang cirklen med Guds rige, men nu helt over på den anden cirkel, så den dækkede og helt overtog den. Det er det, der sker, når Jesus Kristus kommer. Da bliver denne verden og Guds rige ét, og da skal alle fanger endeligt frigives, alle blinde se og alle undertrykte sættes endegyldigt i frihed. Da er det Herrens nådeår. Og det var altså hele den historie, Jesus stod op og proklamerede den sabbatsdag i Nazarets fattige synagoge, og som han derefter kaldte sine disciple til at være part og deltagere i. Det gør han stadig. Han har kaldet os til at leve Guds riges liv i retfærdighed, fred og glæde. Og til at være hans redskaber ved selv at gå med godt budskab til fattige, forkynde frigivelse for fanger og syn til blinde, om frihed til undertrykte. Herre, gør os til brugbare redskaber for din retfærdighed, fred og glæde, indtil du i din time selv kommer med Guds rige! Litteratur: Om den barmhjertige frelser: Aksel Heltoft: Kælderen (Livsmønstre). Den danske Salmebog nr. 68

8 8 2. søndag i advent Håb søges Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Matthæusevangeliet 25, Vi har et stort problem: Hvordan kan det være, at der er så meget ondt i verden, når vi nu ved, at Gud er kærlighed? Spørgsmålet kan dukke op, mens vi sidder med avisen i hånden eller ser TV nyheder og bliver vidne til krig og uretfærdighed og vold og undertrykkelse både fjern og nær. Vi spørger: Hvorfor? Det endelige svar på det spørgsmål skal vi nok hente hos Ham selv, når vi engang får lejlighed til det. Men indtil da kan vi i hvert fald give to foreløbige svar. For det første, at det dog i grunden er et stift stykke, hvis vi mennesker giver Gud skylden for vores egne tåbelige og onde gerninger. Jeg kender en dreng, hvis forældre engang sendte ham hen til nogle venner med en æske chokolade. Men da han nåede derhen, var æsken desværre tom, og drengen forklarede, at der var altså kommet en lille hare, og den havde altså spist det hele. Et meget morsomt lille indslag fra barneverdenen, ikke sandt? Men det er jo noget nær det samme, vores voksne verdenssamfund stiller an med, når det er lykkedes os at få antændt en krig, eller at få arrangeret en bunduretfærdig fordeling af verdens fødemidler, så taberne sulter, eller at få fældet så mange træer, at tørken skaber en flygtningestrøm, eller at få bragt en eller anden diktatorspire til tops, med det resultat, at mennesker rådner op i landets fængsler, eller at sende så meget CO2 ud i atmosfæren, at drivhuseffekten skaber en klimaændring og så videre. Når vi så sidder som tilskuere til hele det rædselsfulde sceneri, hele den selvskabte plage, kan vi mærkeligt nok finde på at række knyttede næver mod Himlen. For Gud kan altså ikke være den slags bekendt. Og om ikke andet, så kunne han da i hvert fald have forhindret alle ulykkerne. Ja, det er en køn gang hykleri, når vi på den måde giver Gud skylden for vores egne tåbelige og onde gerninger. Det er det første, vigtige svar på spørgsmålet om Gud og det onde i verden. Men det andet svar er endnu vigtigere. Det lyder: Herren kommer. Det vil ske en dag som et lyn fra en klar himmel. Da står Jesus Kristus atter synligt på vores jord. Men

9 9 nu ikke længere som et barn i en krybbe eller som en mand på et kors. Nej, han står der som Herre og hersker. Som den, der sætter endeligt punktum for den onde og det onde, fjerner det hele fra jordens overflade og lader Guds rige bryde igennem. Det er et emne, som vi i folkekirken får sagt alt for lidt om i kirkeårets løb. Faktisk er der kun to søndage, hvor Herrens komme er evangelietekstens primære indhold. Nemlig 25.søndag efter trinitatis og så i dag, 2.søndag i advent. Resten af søndagene er Herrens komme i hvert fald ikke hovedtema. Derfor kan det heller ikke undre, at Jesu Kristi komme fylder så lidt i vores kristne tro. Jo, vi siger det i Fadervor: Komme dit rige!, og vi bekender det i trosbekendelsen: hvorfra han skal komme at dømme levende og døde, og vi synger det i nadverritualet: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn. Jo, tanken på Herrens komme er selvfølgelig altid på en eller anden måde med i billedet. Men der bliver i hvert fald prædiket for lidt om det. Og mange prædikener går tilmed desværre ud på sniksnak: at det skam kun skal forstås billedligt, ikke bogstaveligt, og at vi derfor ikke skal bruge den kostbare tid på at stirre mod himlen, men hellere have øjnene fast rettet mod jorden, og så færdig med den ting. Sagen er henlagt. Men konsekvensen af den henlæggelse kender vi så også. Nemlig at vi fyldes af afmagt, lammende modløshed, ja rent ud sagt opgivelse, når vi ser ud over den vanvittige verden, vi har fået indrettet, med dens tusinder af uløste og uløselige problemer. Det bliver ikke bedre og bedre dag for dag, men tværtimod værre og værre. Og dér står så jeg lille menneske med den kristne tro, som ikke har den mindste smule betydning for verdensudviklingen. Her står jeg med denne følelse af afmagt, denne lammende modløshed, der siger mig, at Jesus Kristus blev født julenat aldeles forgæves. Han har nemlig ikke et ord at skulle have sagt i den faktiske verden. Han er bare sådan en lille søndagsvorherre i kirkens rum. Og udenfor regerer andre magter. Dér står vi - det er situationen for os alle, hvis Herrens komme er afskrevet eller henlagt. Så står vi mennesker helt alene tilbage over for den knusende overmagt. Nu er det formentligt tydeligt at se, at troen på Herrens komme er livsvigtig. Det er ikke bare en lille detalje eller en paragraf i en dogmatik, som vi kan tage eller lade ligge. Men det drejer sig om, hvordan vi kan leve som optimistiske mennesker midt i en verden, der er fuld af uløselige problemer og smadrede menneskeskæbner. Det kan vi kun gennem troen på, at Herren selv en dag kommer og løser alt det uløselige, kommer som overmand og rydder den onde og det onde af vejen, og opretter Guds rige. Troen på Herrens komme er vores eneste håb i en verden uden håb. Og derfor gælder det om at holde den tro fast - det gælder om at bevare forventningen. Det er da også det, evangeliet i dag, Jesu lignelse om de ti brudepiger, handler om. Jesus fortæller om et landsbybryllup. Bruden skulle først hentes fra sit hjem, og brudgommen gik hende i møde i festligt optog. Og så var det skik, at landsbyens unge piger kom og sluttede sig til, festklædte og med tændte små olielamper i hænderne. Så fik de lov at komme med i optoget og til gildet i brudgommens hus. De skulle bare sørge for at være der, når brudgommens optog kom. Jesus fortæller om fem piger, som var der, og fem andre, som ikke var der, da brudgommen kom. Og hvorfor nu den forskel? Det handler ikke om, at de fem faldt i søvn, og de fem holdt sig vågne. Vi hørte nemlig udtrykkeligt, at da brudgommen lod vente på sig, blev de allesammen døsige og faldt i søvn. Men det handler om, at der var fem tåbelige og fem kloge piger. De tåbelige troede, at brudgommen kom med det samme, mens de kloge var klar over, at det godt kunne trække ud, og derfor havde de ekstra olie med til lamperne. Her er det, som lignelsen vil sige os: Våg derfor, for I kender hverken dagen eller

10 10 timen. Sagt med egne ord: Herren kommer, men vi véd ikke hvornår. Derfor skal vi sørge for at holde vores forventning levende, så vi er parat til at møde ham når som helst. Hvordan gør vi det? Det kan gøres på flere måder. Lad os bare nævne to: Vi holder vores forventning til Herrens komme levende ved at lytte til hans ord og gå til alters. For netop her kommer han jo til os i dag. Den Herre, der skal komme til os engang på den livsalige dag, som i håbet vi venter, han kommer allerførst til os i sit forkyndte ord og i nadverens brød og vin i dag. Men det er samme Herre, og derfor er det klart, at ved at modtage ham i dag i Ordets og brødets og vinens ringe skikkelse holder vi os rede til at modtage ham den dag, da han kommer i sin herlighed. For det andet må vi nævne, at vi holder vores forventning til Herrens komme i live ved at bede om hans komme. Komme dit rige, sådan lyder bønnen i al korthed. Men vi kan også bede om det med egne ord: bede om, at han vil komme snart og løse alle verdens uløselige problemer. Bede om, at han vil komme snart og gøre en ende på al sorg og skrig og pine. Bede om, at han vil komme snart og rejse alle vore døde op af deres grave. Vi holder vores forventning til Herrens komme levende ved at bede om, at han må komme snart. I sin bog Den afrikanske farm fortæller Karen Blixen ( ) om sin indfødte kristne kok Kamante: En nat lige efter midnat kom han pludselig ind i mit sovekammer med en tændt lygte i hånden, ganske stille og besluttet, som i en højere mission Han tiltalte mig alvorligt: Msabu, sagde han, jeg synes, du skulle stå op. Jeg sad op i sengen, forvirret og forarget Men da jeg sagde til Kamante, at han skulle gå sin vej, rørte han sig slet ikke. Msabu, sagde han, jeg synes hellere, du skulle stå op. Jeg tror, at Gud kommer. Da jeg hørte dette, stod jeg op, og spurgte ham, hvorfor han troede det.. Han gik med stor værdighed foran mig ind i spisestuen, som vendte ud mod vest, mod Ngong Hills. Herfra så jeg et mærkeligt syn. Der var en stor græsbrand i højene, og græsset brændte fra foden af dem helt op til toppen, i en linje, som fra huset så næsten lodret ud. Det var virkelig, som om en kæmpestor skikkelse af ild bevægede sig og kom imod os. Jeg stod i nogen tid og så på det med Kamante ved siden af mig, og jeg forklarede ham så, hvordan det hang sammen. Jeg troede, jeg burde berolige ham, fordi han måtte være ude af sig selv af skræk, men min forklaring gjorde øjensynlig meget lidt indtryk på ham. Det var tydeligt, at han anså sin mission for at være blevet bragt til ende, da han havde kaldt på mig. nå ja, sagde han, det kan godt være. Men jeg syntes, at det havde været bedre, at du var stået op, hvis det havde været Gud, som kom. Der er vist ingen, der har lyst til at grine ad Kamante. Tværtimod. For her møder vi et menneske, som af hele sit hjerte ventede Jesu Kristi komme og var rede til at gå ham i møde - og som syntes, at husets frue også skulle være det. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen! Den danske Salmebog nr. 277 Litteratur: Om at give op lige inden målet: Det moderne menneske (Livshistorier, småfortællinger).

11 11 3. søndag i advent Fader Abraham Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej. Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. +++ Lukasevangeliet 1, De ord kaldes Zakarias lovsang; men det er i virkeligheden ikke ret mange af dem, han selv har formet. Han var præst ved Jerusalems tempel og kendte selvfølgelig Det gamle Testamente som sin egen bukselomme, så da han stod med sin længe ventede, nyfødte søn Johannes på sine arme og ville sige Gud tak, da myldrede det frem med ord og sætninger fra Det gamle Testamente, fra ældgammel tale, ældgamle bønner og ældgamle håb. Sætningerne er kædet sammen, så man næsten ikke kan nå at trække vejret. Vi kommer nok lige til at repetere baggrunden: Zakarias og hans kone Elisabeth var begge højt oppe i årene og ufrivilligt barnløse. Men en dag, da han gjorde tjeneste i templet og frembar røgelsesofferet, viste en Herrens engel sig for ham og sagde: Frygt ikke, Zakarias! For din bøn er hørt. Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes og mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud. (Luk.1, ) Zakarias var ikke født i går og indvendte: Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? Men fik til svar, at fordi han tvivlede, skulle han blive stum, indtil det var sket.

12 12 Det gik som lovet. Elisabeth blev med barn og fødte en søn. Familie og naboer stimlede henrykte sammen og mente, drengen skulle hedde Zakarias efter sin far - og altså tilhøre slægten. Men Zakarias vidste, at Gud skulle bruge drengen til noget særligt, og da han jo ikke kunne tale, skrev han på en tavle det navn, han havde fået at vide: Johannes er hans navn. Netop i det øjeblik fik han så mælet tilbage, og han blev fyldt af Helligånd og sang en lovsang til Gud, for sin søn og for Guds frelse: Zakarias Lovsang. Den er som sagt fyldt med ord og sætninger fra Det gamle Testamente. Og dog handler hvert ord om Jesus Kristus. Vi har i de seneste generationer lige så stille mistet nærkontakten med Det gamle Testamente. Engang i min studietid åbnede Århus Universitet sine døre for det århusianske borgerskab, og mange kom for at se, hvad der gemte sig bag de gule mure. Der kom blandt andet en gruppe igennem Det teologiske Fakultet og standsede lamslået foran en dør med påskriften: Institut for Det gamle Testamente. En af deltagerne udbrød: Gud, jamen er der virkelig nogen, der tror på den slags længere? Det er ret typisk. Men det er til stor skade, hvis Det gamle Testamente sættes på hylden. For så bliver vi historieløse kristne, uden sammenhæng med de navnløse millioner, som levede før Kristus, og som hamrede på Himmelens port og råbte deres fryd og smerte mod Himmelen. Uden Det gamle Testamente kommer vi let til at opfatte julen som noget, der sådan bare skete, fordi Gud fandt på det, men i øvrigt uden at nogen havde bedt om det. Men med Det gamle Testamente ser vi, at julen tværtimod var Guds direkte svar på menneskehedens millioner af bønner og råb. Lige fra mennesket blev sig bevidst som menneske og tænkte sin første tanke, begyndte menneskenes bønner at stige mod Himmelen. Sådan har det altid været og vil formentlig altid være. I vor tid er der ganske vist nogle, der begynder at tale om, at Gud skal afskaffes, smides ud af vores sind og ud af det offentlige rum. Men det er vist lettere sagt end gjort. Det skal nok vise sig, som der står i en gammel, omdiskuteret sangtekst: Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud! Sådan har mennesket altid været på vej med et råb mod Himmelen, tit og ofte til en ukendt Gud. Hvert alter, mennesker har bygget, står som monument over menneskets higen mod Gud. Hvert offer, mennesker har bragt på deres altre, skulle borttage angsten og fri dem fra fjendehånd. Hvert tempel, de byggede, blev rejst i drømmen om, at Gud skulle bo hos menneskene. Kald det bare hedensk, og det var det meste af det selvfølgelig også. Men det er dog alt sammen en del af Guds historie med menneskene. Og de er vore forfædre, alle disse millioner, der hamrede og hamrede på Himmelens port. Men Det gamle Testamente rummer så også historiens fortsættelse. Nemlig at Gud midt i det blinde hedenskab pegede på en beduinhøvding ved navn Abraham, som boede i byen Karan i det nuværende østlige Tyrkiet, og sagde:: Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse I dig skal alle jordens slægter velsigne sig. (1.Mos.12,1-3) Beduinhøvdingen adlød og drog til Kana ans land og kom i Guds skole. Lærte efterhånden at lægge sine afguder bag sig. Lærte at kende og lytte til den eneste Gud og fik også den søn og arving, han så brændende havde ønsket, nemlig Isak. Men den afgørende og vigtigste lærdom i Guds skole var den, han fik, da han fik besked om at give Isak som offer til Gud. Abraham var desperat, men han adlød. Vi kender forhåbentlig

13 13 alle beretningen (1.Mos.22): hvordan Abraham drog til Morija Bjerg sammen med Isak, byggede et alter, lagde brænde på alteret, tog sin søn og lagde ham på alteret og løftede kniven. Men blev standset lige i sidste øjeblik af Gud Herren selv: Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget. Nu ved jeg, at du frygter Gud og ikke vil nægte mig din eneste søn. Og da var det, de ord lød, som Zakarias Lovsang hentyder til: Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig. (1.Mos.22,16-18) Her er det løfte, den ed, Gud tilsvor Abraham, vor fader. Og den blev i øvrigt gentaget flere gange, også til hans søn og sønnesøn Isak og Jakob, de som (alle tre) blev stamfædre til Israels folk, som Gud sluttede pagt med og vogtede og beskærmede og ved sine profeter tugtede og trøstede, som han førte og ledede og gjorde til sit udvalgte folk. Og Guds løfte, hans ed, blev til sidst opfyldt, da Jesus Kristus, Guds eneste søn, blev født i Abrahams, Isaks og Jakobs folk. Derfor må vi ligeud sige, at kirkens fødselsdag virkelig ikke er pinsedag, som det ofte hævdes. Nej, kirken (Guds folk) er meget, meget ældre. Kirken blev født, da Gud udvalgte Abraham og velsignede ham og tilsvor ham at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt. Her begynder vores historie. Det er kirkens fødselsdag. Han, som Abraham var lovet, menighedens liv og hoved, Jakobs krone, sol og lyst, alle folkes fryd og trøst, han drog ind hos os omsider, sagtelig til Zion rider. Halleluja, halleluja! Lad os derfor til sidst nærlæse det løfte, den ed, Gud tilsvor vor Fader Abraham: Det var en ed om at fri os fra vore fjenders hånd. Abraham har sikkert ikke selv forstået det løftes rækkevidde. Han har vel kun tænkt på de små fjender, som han havde omkring sig på alle sider i det fremmede land. Men Gud tænkte på de store, livsødelæggende kræfter, vi kender så godt, synden, døden og Djævelen, de store fjender, som vi er magtesløse overfor, og som vil knuse vores liv. Abraham oplevede da heller ikke løftets opfyldelse. Og en lang række af generationer gik i graven uden at opleve den. Men da Jesus Kristus blev født, lød det endelig: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Men løftet, Guds ed, går bare endnu videre: at tjene Gud uden frygt. Ja, og vi er umådeligt sløve, hvis vi ikke straks griber de ord med begærlighed. For er der noget, ethvert menneske ellers må, er det at tjene Gud med frygt. Når vi tænker på det liv, vi har levet - hvad det blev til, og måske ganske særlig, hvad det ikke blev til - da er der ellers kun ét at gøre, nemlig frygte for Guds vrede. Og millioner af vore forfædre har netop tænkt og følt i de baner. Heriblandt Abraham selv. Da Gud sluttede sin pagt med Abraham, skete det faktisk netop gennem frygt og rædsel. Der står (1.Mos.15), at Da solen var ved at gå ned, faldt Abraham i en tung søvn, og et stort, rædselsfyldt mørke sænkede sig over ham. Abraham måtte en tur ned i det rædselsfyldte mørke, før det blev morgen for ham. Men Guds løfte, hans ed, taler om at få lov at tjene ham uden frygt.

14 En lang række af generationer gik i graven uden at opleve det. Men da Jesus Kristus blev født, lød det: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde! 14 Men Guds løfte, hans ed, rummer endnu meget mere: nemlig at måtte tjene Gud i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og vi, som véd alt om, at vi hverken er fromme eller retfærdige, vi hører altså her, at vi får lov at stå for Guds ansigt som fromme og retfærdige. Det er Guds løfte om en fromhed og en retfærdighed, der gives mennesker. En, som ikke stammer fra os selv, men som skænkes. For Gud har besluttet at kalde ufromme mennesker fromme og uretfærdige mennesker retfærdige. Nemlig takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje besøger os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge og lede vore føder ind på fredens vej. Det var det løfte, den ed, Gud tilsvor vor fader Abraham. Og en lang række generationer gik i graven uden at få lov at se det ske. Først med Jesus Kristus lyder det: Godt kan vi nu ved nattetid kende som børn vor Fader blid. O, Gud ske lov! Zakarias siger, at alt det har Gud lovet vore fædre og vil nu opfylde. Det er blevet i familien - i Abrahams slægt. Den slægt, hvis yngste og nyeste små led er dig og mig, som lever i Guds kirke i dag. Det er derfor en salig tid, vi lever i. Konger og profeter - og Abraham, Isak og Jakob - ønskede at se det, vi ser, men fik det ikke at se. Men til os er Jesus Kristus kommet, og til hver af os har Gud givet sit løfte i vores dåb - et løfte, der er meget større end det, han gav Abraham. Og med hver af os har han sluttet sin pagt, en ny og fuldkommen pagt, ved Jesu Kristi legeme og blod, som gives os ved hans bord. Vi må tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Den danske Salmebog nr. 76 Litteratur: Om at blive accepteret, som man er: Viggo Lindum: Den gamle og den nye pagt (Livserfaringer).

15 15 4. søndag i advent Han skal blive større Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham. Johannes svarede: Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham. +++ Johannesevangeliet 3, Han skal blive større, jeg skal blive mindre - de to korte sætninger rummer, hvad evangeliet i dag vil sige os. Det er også de sidste ord, adventstiden har til os. Vi skal gå julen i møde med de ord, få en glædelig jul med de ord. Barnet i krybben, Jesus Kristus, Guds velsignede Søn, skal blive større, jeg blive mindre. Situationen er den, at Johannes Døber indtil da havde været den fejrede profet, som jøder i hundredvis, måske tusindvis, havde samlet sig om. Sådan som vi læser: Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder (Matt.3,5-6). Johannes havde virkelig succes. Men pludselig begynder det at smuldre for Johannes. Nogle af hans disciple kommer og meddeler, at nu er det Jesus, alle kommer til. Folkestemningen er vendt, og Johannes må se sig overhalet. Og så véd vi jo af egen og andres erfaring, at da er det tiden og stedet for den krænkede forfængelighed. Det er nu, kærlighed skal forvandles til vrede. Men Johannes er bare anderledes. Han træder gerne til side og erklærer, at det glæder ham at se Jesus blive større og han selv blive mindre. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, og jeg skal blive mindre. I den græske grundtekst lyder Johannes ord en del stærkere: Han skal tiltage, og jeg skal aftage, står der. Det er astronomiske udtryk. Der er tale om himmellegemer, som aftager eller tiltager, månen f.eks. Der er altså tale om himmellys: hvem der skal

16 16 være lyset på himlen, Johannes eller Jesus. I lang tid havde Johannes været det; men nu var Jesus kommet som solopgangen fra det høje. Hvem skal altså være lyset på Himmelen? Johannes er ikke i tvivl. Det var faktisk ikke bare klædelig beskedenhed, der havde fået ham til at erklære, at han bare var en, der råbte i ørkenen: Jævn Herrens vej! Det var af et ærligt hjerte, han havde peget på Jesus som den, hvis skorem han ikke var værdig til at løse. Det var alvorligt ment den dag, da han havde peget på Jesus og sagt: Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. Sådan havde det hele været helt ægte. Det viste sig den dag, da Johannes endda erkendte sit livs nederlag og sagde: Han skal blive større, og jeg skal blive mindre, han skal tiltage, og jeg skal aftage. Det er blevet sagt, at her har vi et af verdenslitteraturens mest gribende vidnesbyrd om personlig storhed. Det skal nok passe. For er der noget, der falder os naturligt, er det trangen til selv at vokse: Jeg skal blive større, du skal blive mindre. Vi kender børnesangen om den lille nisse, der rejste med ekstrapost fra land til land. Det er ikke bare en lille, sjov børnesang, men en yderst pinlig afsløring af hr. og fru Enhver, dvs. dig og mig. Den lille nisse rejste som bekendt verden rundt for at hilse på verdens største mand. Han kom til stormogulen og dér, hvor kæmpekålen gror, men hans søgen var forgæves. Verdens største mand fandt den lille nisse derimod, da han stirrede i det klare vand og så sit eget forstørrede spejlbillede. Her var verdens største mand. Verdens største mand - det er mig! Jeg skal blive større, du skal blive mindre, det er normalvedtægten for menneskers omgang med hinanden. Derfor bliver Johannes Døbers ord om, at Jesus skulle blive større og han selv mindre, de ord bliver farlige, som en dom over den måde, vi lever på. Formentlig også over den måde, vi holder jul på. For det kunne meget vel være, at alle vores mange juleforberedelser netop er gjort sådan, at vi selv er blevet større derved. Hvis vi nu helt ærligt kunne sige, at alle de mange juleforberedelser, som vi går og fylder december måned med, var en slags Johannes Døber gerning i det små, altså noget, vi gør med hjerte, mund og hænder for at bane hans vej - at vi fejer og pryder for at gøre julen til ét eneste festligt Velkommen fra din himmelsal til denne verdens tåredal, så ville det alt sammen jo være fyldt med dyb mening. Men kan vi sige det? Sagt på en anden måde: Vi har i vores evangelisk-lutherske kirke en næsten ubrugt teologisk tanke om, at vores dagligdag er én lang, sammenhængende tjeneste for Gud. I kald og stand, som det hedder, f.eks. i Thomas Kingos morgensalme: Jeg i mit kald og stand min Gud og Fader kan tilbørlig dyrke (Salmebogen nr.743). Det drejer sig om, at vores almindelige, daglige arbejde er guds-tjeneste, til Guds ære og vor næstes gavn. Det er som sagt en næsten ubrugt tanke, og det kan der være mange grunde til. Men det er jo en tanke, der måtte være selvskreven her i december måned, i de sidste dage inden jul: at nu vil Herrens tjenere og tjenerinder gerne berede ham en strålende fest: have alting parat derhjemme, med rengøring og indkøb og juletræ og lys og gaver og mad og drikke til julens bord - altsammen som en tjeneste for Guds velsignede Søn. Men det er vistnok stadig en ubrugt teologisk tanke. Netop i dag, 4.søndag i advent, fornemmer vi det allertydeligst ud over det ganske land. I tidligere tid kaldte man 4.søndag i advent Skidensøndag, og det var ikke elskværdigt ment. For i dag er dagen, da alting går op i stress. Alle har kissetravlt. Ikke den gode travlhed til Guds ære og vores næstes gavn, men den stressede travlhed med at vaske og gøre rent og købe gaver og pakke dem ind, og det flyder i stuerne med indpakningspapir og rene

17 17 skjorter og strygebrætter og støvsugere og juletræer. Og det er svært at finde glæden i det hele. Hør bare et spørgsmål her i den ellevte time: er det den måde, du vil holde jul på? Stop bare vat i ørene og sig, at nu spolerer præsten det hele - det nytter dog alligevel ikke. For spørgsmålet er kastet ud og skal nok bide sig fast og rumstere og regere: Er det den måde, du vil holde jul på: at du bliver større, og han bliver mindre? Eller for nu at sige det på godt dansk, som digterpræsten Kaj Munk engang formulerede det: Er det virkelig din mening, at du heller ikke i år vil have en kristen jul? Kristen jul er og bliver nemlig det ene: at Guds enbårne Søn, så lille som han ellers var i krybben, at han bliver større, og alt andet mindre. Hvis nogen nu sidder og tænker, at han kunne nu altså godt præsentere os for noget, der var lidt mere glæde i, her op mod jul, så er det helt forkert opfattet. Alt det, der her er sagt, handler nemlig om glæde, kun om glæde og ikke om andet end glæde. Det er nemlig et menneskes ulykke: selv at blive større, mens Jesus Kristus bliver mindre. Og det er et menneskes glæde, når Jesus Kristus går hen og bliver stor for os - når han tiltager, og vi får lov at aftage. Det er et menneskes glæde at kunne sige, når vi har gjort alt det, vi har så travlt med af julens forberedelser, da at kunne sige: se, vi er bare unyttige tjenere; nu vil jeg træde til side, og Han skal komme til. Han skal blive større og jeg blive mindre. Og vi kan udvide perspektivet og sige, at det i det hele taget er et menneskes glæde, når Jesus Kristus tiltager og jeg aftager. At kunne sige, når jeg ser ud over det liv, jeg efter bedste evne har forsøgt at leve til Guds ære - har gjort alt, hvad jeg kunne for at tjene ham - da at kunne sige: se, jeg er en unyttig tjener. Alt, hvad jeg har levet og virket, er og bliver kun menneskeværk - af jorden. Af jord er det kommet, og til jord skal det blive, og det er heller ikke bedre værd. Ja, skal jeg lykkes for Gud, da må Jesus Kristus træde til. Han skal blive større og jeg blive mindre. Jeg vil ikke vove at satse på selv det bedste af, hvad jeg har gjort og udrettet; men vil satse på det, Han har gjort - og stadig udretter. Jeg vil derfor overlade hele spørgsmålet om nit liv og min frelse til ham. Den erkendelse er fyldt med glæde, kun med glæde og ikke med andet end glæde.. Her er altså de ord, vi skal gå ikke bare julen i møde med, men også gå livet og døden i møde med - finde julens glæde og al livets glæde i: Han skal blive større, og jeg skal blive mindre. Nu vil vi os forsamle i Jesu Kristi navn, de unge med de gamle skal løbe ham i favn; han er vor julegave, vor glæde, lyst og liv, i ham vi og vil have vor jule-tidsfordriv. Litteratur: Om at Gud er stor, og vi er små: Edith Rode: De små poser (Livsmønstre). Den danske Salmebog nr. 93

18 18 Juleaften Julens tegn Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem:»frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! +++ Lukasevangeliet 2, 1-14 Der er i juleevangeliet en enkelt lille sætning, man godt kan undre sig over. Det er englens ord til hyrderne: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe. Mærkeligt, ikke? At et nyfødt barn skulle være tegnet på den frelser, som er Kristus, Herren. I vores verden er det virkelig helt andre tegn, som de, der kalder sig herrer, benytter sig af. Tænk bare på alle de symboler, konger og kejsere og adelige har i deres våbenskjolde: løver og bjørne, ørne og kæmper og vildmænd og økser og lanser og andre styrkesymboler. Og tænk på alle de mange mere moderne herskersymboler, som vi f.eks. får præsenteret ved militære parader: marcherende soldater med de sidste nye håndvåben, kampvogne, kanoner, missiler og jagerfly. Eller tænk på finansherrernes symboler. Stik hovedet ind i en moderne storbank og føl, hvordan alting i paladset lugter af penge. Se selv, hvor stort og flot og prangende og gyldent det hele er skabt. Netop som tegn - kendetegn - på magt. Det var bare et lille udvalg af magtens mange forskellige tegn. Vi er i vores daglige liv omgivet af en lang række herrer og herskeres forskellige tegn: storhedstegn, magtstegn. På den baggrund må man nok undre sig over julens tegn. Da Himlens ophøjede Herre blev menneske - da han altså blev den frelser, som er Kristus, Herren, da blev der virkelig, som én har sagt, vendt op og ned på magt og afmagt. Han, som har al magt, da han kom til os i kød og blod, da lød det: Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.

19 19 Det er julens tegn: et hjælpeløst barn, lagt i menneskers hænder. Ja, her er virkelig vendt op og ned på magt og afmagt. Her er Gud givet i menneskers magt. Eller rettere: her har Gud selv givet sig i menneskers magt. Så værgeløs som et værgeløst barn. Ser vi nøjere efter, kan vi se, at det i virkeligheden også var den røde tråd i de ca. tredive år, der blev hans jordiske liv sammen med os. Han blev faktisk aldrig andet end et værgeløst barn, i menneskers vold: I herberget julenat gav de ham ikke plads. Og knap var han født, før magtmennesket Herodes soldater var i hælene på ham, så familien måtte flygte over hals og hoved. Han voksede op i al ubemærkethed i en by, der ikke fandtes hverken på verdenskortet eller i folks bevidsthed. Og da han endelig trådte frem for offentligheden som Kristus, Herren, da var han - at se til - bestemt heller ikke noget særligt. Han afviste ved fristelsen i ørkenen at blive en frelser med magt og bevislighed og rigdom. Og han vandrede ejendomsløs og værgeløs gennem landet. Ræve har huler og Himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved, sagde han (Matt. 8,20), Ja, han vendte op og ned på magt og afmagt, For hans magt skulle udøves i magtesløshed. Han gik med kærlighedens magt fra hus til hus og bankede på menneskers hjertedør. Prædikede evangeliet om den kærlighed fra Gud, som er al menneskemagt overlegen. Han fortalte f.eks. sin store lignelse (Luk.15,11-32) om den far, som med sorg måtte sige farvel til sin yngste søn, der vendte ham ryggen og rejste udenlands. Han lod sønnen gøre, som han ville. Lod ham erfare alt, hvad der var at erfare derude i det fremmede, om hvad menneskers rigdom og magt er værd. Og så ventede han i øvrigt tålmodigt på den dag, da hans elskede søn ville vende hjem. Ham som han hele tiden bar i sit hjerte. Hver dag var han ude ved hushjørnet og spejdede ned ad vejen: kommer han i dag? Og han blev ved og blev ved, holdt ud trods alle de mange dages, måneders eller års skuffelser. Men så endelig en dag, da så han ham! En afpillet skikkelse, snavset og i laser. Det gav et sæt i faderen, og han lod hele sin østerlandske værdighed fare og løb sin søn i møde og faldt ham om halsen og kyssede ham. Ikke en eneste bebrejdelse. Ikke antydning af straffeforanstaltninger. Men: giv ham festdragt på, og ring på hånden og sko på fødderne. Og lad os så spise og feste! Det er historien om, hvordan kærlighedens afmagt sejrer til sidst. Det er historien om den Guds svaghed, der er stærkere end mennesker, som Paulus siger (1.Kor.1,25). Det er historien om den magt, som udøves i magtesløshed. Sådan levede han og talte han og virkede han selv i de få år, han fik i menneskeskikkelse: han var den Guds kærlighed, der tror alt, tåler alt, håber alt, udholder alt. Vel at mærke alt. Til sidst lod han sig modstandsløst forråde og fornægte og forhåne og forlade i den yderste nød. Så hjælpeløs som et barn, der er svøbt og ligger i en krybbe. Han kunne, som han selv sagde ved tilfangetagelsen i Getsemane, have bedt sin Fader om på stedet at sende mere end tolv legioner engle til hjælp (Matt.26,53), altså komme med magt og styrke. Men han var netop kommet til verden for at vende op og ned på magt og afmagt, og derfor lød det til Peter: Stik dit sværd i skeden, for alle, der griber til sværd, skal falde for sværd! Og da de korsfæstede ham, lød det fra ham i den dybeste pine: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. (Luk.23,34) Og han døde på korset, og hans sidste ord lød: Det er fuldbragt! (Johs.19,30) Hvad var det, der her til sidst på korset var fuldbragt, altså fuldbyrdet? Det var kort sagt det, Jesus var kommet for. Det, som lød ved hans fødsel: I dag er der født

20 20 jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe. Han kom til os som Guds svaghed, der er stærkere end mennesker. Som den kærlighed, der tror alt, tåler alt, håber alt, udholder alt. Han praktiserede det i sit liv, og det blev fuldbragt på korset. Og påskemorgen blev det bekræftet ved hans opstandelse fra de døde. Verden bliver derfor aldrig mere den samme efter mødet med ham. I dag slutter vi os til det kor, der lovpriser Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre - som en efterklang af englesangen i Betlehem den første julenat: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Ordene siger, at Himmel og jorden blevet forbundet julenat. Forbundet med hvad? Med Guds fred og velbehag! Med navnet Jesus. Sagt på en anden måde: Med navnet Jesus blev Gud vores far, og vi blev hans kære børn. Godt kan vi nu ved nattetid kende som børn vor Fader blid. O Gud ske lov! En gammel romersk legende fortæller om en kejser, der efter et sejrrigt felttog foretog sit triumferende indtog i Rom. Kejseren selv stod på sin stridsvogn med laurbærkransen om hovedet. Bag ham kom hans sejrrige hær marcherende. Bag dem blev krigsbyttet båret frem, og til allersidst blev de besejrede fjender drevet frem som lænkede slaver. Gaderne var fulde af jublende romerske borgere, og langs ruten stod romerske legionærer fuldt bevæbnede for at holde byens borgere på afstand. Da optoget nærmede sig den tribune, hvor kejserinden og den kejserlige familie sad på første parket for at se det pragtfulde optog, sprang kejserens lille søn pludselig ned fra tribunen og banede sig vej ned mod optoget. Han blev standset af en af legionærerne i første række: Hør, lille ven, her må du ikke være. Ved du ikke, hvem det er, der kommer kørende her? Det er kejseren, og ham kan man ikke sådan løbe ud til! Men drengen svarede: Det kan godt være, at det er din kejser, men det er min far! Se, hvor stor en kærlighed, Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn. Og vi er det. Litteratur: Om juletræets symbolik: Julens træ (Livserfaringer, småfortællinger). Den danske Salmebog nr. 108