Indholdsfortegnelse. Indledning. Baggrund. Analyse. Sammenfatning. Henvisninger

Transkript

1 En undersøgelse af Sturlunga sagas tekster med henblik på at vurdere teksternes historiske troværdighed og at give et bud på magtforholdene i det 13. århundredes Island Af Søren Jensen Årskort nr MA i Nordisk Sprog og Litteratur Specialeopgave afleveringsfrist 12/ Vejleder Pernille Hermann Afdelingen for Nordisk Sprog og Litteratur, Århus Universitet Antal anslag inklusiv Summary Af Søren Jensen 1

2 Indholdsfortegnelse Indledning Kapitel 1. Indledning s Problemformulering s Analysematerialet s Metoder, teknikker, oversættelser s 6-7 Baggrund Kapitel 2. Sturlunga saga s Samlingen og håndskrifter s Den litterære kontekst s Kapitel 3. Det historiske overblik s Tidlig islandsk historie indtil fristatens fald s Vigtige familier s Analyse Kapitel 4. Virkemidler og fremstillingsmåder s Brugen af hedenske levn s Brugen af naturkatastrofer s Brugen af symboler og litterære temaer s Brugen af forfatterholdninger og indirekte forfatterholdninger s Vurdering af historisk objektivitet s 53 Kapitel 5. Magtforhold s Magtfordeling s Relativ magt s Ændring i moralkodeks s Sammenfatning Kapitel 6. Konklusion s Kapitel 7. Summary s Henvisninger Litteraturliste s Af Søren Jensen 2

3 1. Indledning 1.1. Problemformulering I dette speciale vil jeg sætte fokus på den samling af tekster, som går under betegnelsen Sturlunga saga. Sturlunga sagas tekster er ikke bare et objektivt forsøg på historieskrivning, men et forsøg på historieskrivning med et politisk formål. Vi kan set i dette lys ikke altid stole på den måde, hvorpå teksterne fremstiller virkeligheden. Jeg vil tage nogle af de metoder op, som sagasamlingen bruger når, der direkte eller indirekte gives udtryk for en holdning, og sagasamlingen således forfalder til uhistorisk partiskhed, eller sagaerne skrives med et skjult formål for øje. Jeg vil vise, hvordan nogle af de på overfladen historiske elementer muligvis er manipulerede ud fra bestemte ideer, samt give en vurdering af samlingens historicitet. Herudover vil jeg forsøge at klarlægge magtfordelingen og magtforholdene i det 13. århundredes Island, ud fra oplysningerne som vi får gennem Sturlunga sagaens tekster. En stor del af den forskning som findes om det 12. og 13. århundredes Island, inddrager analyser af andre genrer end samtidssagaerne, til at underbygge pointer omkring forholdene i denne periode. Herimod anses Sturlunga sagasamlingen for et historisk afrundet dokument, som bruges til kilde for historiske begivenheder, men ikke i samme omfang analyseres. Mit egentlige formål med dette speciale er at undersøge hvor langt, man kan nå, ved at stille spørgsmålstegn ved denne tilgang til Sturlunga sagasamlingen, og være kritisk i sin tilgang til billedet af det 12. og 13. århundrede, som det kommer til udtryk i Sturlunga saga Analysematerialet I dette speciale vil jeg bruge en række nøje udvalgte tekster fra Sturlunga sagasamlingen, som indbyrdes understøtter hinanden både rent historisk og i forhold til de elementer, som jeg fremhæver, og benytter i mine analyser. Jeg har valgt, alle de sagaer som direkte har med Sturlung familien at gøre, men dette er hovedsagligt fordi, de rummer de elementer, som jeg i min analyse har set efter. Herudover har jeg valgt yderligere nogle fortællinger med det rette indhold, og det er kun en mindre del af samlingen, jeg ikke har fundet anvendelse for. Íslendinga saga Af Søren Jensen 3

4 Íslendinga saga er den største og mest markante af sagaerne i Sturlunga sagasamlingen, Íslendinga saga skiller sig ud ved det faktum, at det er den eneste tekst, der forsøger at give et overblik af hele det politiske billede. Den beskriver tiden mellem år , men fokuserer mest på de tre sønner af Hvamm-Sturla. Efter Snorri Sturlusons død år 1241, er der store huller i fortællingen, som først for alvor genoptages i en periode omkring år 1253, og herefter springer frem til kort før år De andre fortællinger følger en person eller familie uden hensyntagen til det overordnede politiske billede, mens Íslendinga saga forsøger at give et overblik over en periode. Dog har sagaen næsten en hovedperson i Sturla Sighvatsson, som er den mest centrale figur i en stor del af sagaen. I Íslendinga saga udelades information om nogle centrale begivenheder 1, i stedet får vi det indtryk, at den Islandske magtkamp reelt var afgjort med Gizur Thorvaldssons og Sturla Sighvatssons opgør, og de fejlslagne mordforsøg på Gizurs liv 2. Dette kan dog være et resultat af, at rekonstruktionen af Íslendinga saga fra Sturlunga saga, som bruger andre kilder til disse perioder. Vi ved således ikke hvordan, den oprindelige Íslendinga saga har behandlet disse perioder men kun, at den del af fortællingen er gået til under redaktionen af Sturlunga saga. Vi får ikke et fyldestgørende billede af Sturlungatidens vinder, Gizur Thorvaldsson, men må nøjes med at se ham i en perifer rolle i det mest omfattende forsøg på tidlig middelalderlig islandsk historieskrivning. Det er et problem, at Íslendinga saga er en partisk tekst, som lader historien holde med Sturlungerne, og giver et mindre fyldestgørende billede af deres modstandere. Hvamm-Sturlas saga En anden af sagaerne jeg vil benytte i dette speciale, er Hvamm-Sturlas saga, som handler om Sturlungernes stamfar i tidsrummet ca. år , og hans lokale stridigheder med Einar Thorgilsson og andre høvdinge i det nordvestlige Island. Sagaen giver et vigtigt billede af Sturlungernes stamfar og et billede af, hvordan Sturlungerne så deres engagement i magtkampe før år De fleste oplysninger omkring Thórd kakali og Thorgils skardis høvdingeperioder, som efter rekonstruktionen af Sturlunga sagas kilder, er henført til personsagaer om de to høvdinge, og derfor skrevet ud af Íslendinga saga, selvom denne saga nok oprindeligt har indeholdt oplysninger om disse begivenheder. De er imidlertid gået til, fordi de var mindre omfattende end oplysningerne i de to personsagaer, og fordi samleren af Sturlunga saga brugte de mest omfattende kilder. 2 Først ved branden på Flugumýr år 1253, og siden hen ved Thórd Andréssons åbne angreb omkring år 1263 Af Søren Jensen 4

5 Gudmund Arasons saga Jeg vil også til en vis grad, bruge Gudmund Arasons saga, som omhandler Gudmunds barndom og præstekald, indtil han udnævnes til biskop i år Beretningen dækker perioden ca. år , og den fokuserer på Gudmunds egenskaber, der senere gør ham til en helgen, men også på de begivenheder som senere i livet gør, at han kollidere med flere prominente høvdinge. Beretningen skiller sig markant ud fra resten af samlingen, for det første er, i hvert fald nogle af miraklerne tilknyttet Gudmunds person skrevet ind i fortællingen, lejlighedsvis er der brugt latin, og flere af kapitlerne har udformning som breve. Dermed kunne man få det indtryk, at sagaen hovedsageligt bygger på skriftlige kilder og, at forfatteren ikke selv har kendt Gudmund. Der er dog en vigtig historie bag dette ydre, som retfærdiggøre sagaens placering i Sturlunga saga. Nemlig historien om hvordan en høvding, Kolbeinn Tumason, forsøger at kontrollere kirken, ved at få en mand af ringe byrd, valgt til biskop. Gudmund viser sig i Íslendinga saga hvor beretningen om ham fortsætter, efter han er blevet biskop. Han lader ikke til at være så let at kontrollere, som Kolbeinn havde håbet, og han kommer til at repræsentere kirken og de ringest stillede islændinge overfor de magthungrende høvdingeslægter. Beretningen om Gudmunds unge år, foregår hovedsageligt i Island, men bevæger sig flere gange til udlandet. Thorgils skardis saga Thorgils skardis saga er personsagaen om et af Hvamm-Sturlas oldebørn, som foregår hos den norske konge samt fortrinsvis i det nordvestlige Island, dele af sagaen foregår dog i det sydlige og østlige Island. Sagaen kan henføres til perioden ca. år , men hovedhandlingen i Island falder indenfor årene Sagaen handler om Thorgils vej fra at være hjemvendt fra Norge, være pengeløs og i strid med sin egen familie, til han bliver høvding over store dele af det vestlige og nordlige Island. Den slutter med hans drab, mens han er på magtens tinde samt hans families eftermål efter ham, herved minder opbygningen af sagaen om en traditionel slægtssaga mere end nogen anden tekst fra Sturlunga sagasamlingen. Sagaen har delvist et regionalpolitisk skær, og inddrager næsten ikke det nationale billede 3. Thórd kakalis saga En anden af personsagaerne jeg vil bruge er Thórd kakalis saga, som er tæt forbundet med Thorgils skardis saga, idet de to fortællinger er så flettet ind i hinanden, at hullerne den ene har udfyldes af 3 Vi hører kun om Thorgils høvdingedømme, og de områder han bejler til og ikke Gizurs område. Af Søren Jensen 5

6 oplysninger i den anden. Thórd kakalis saga foregår i tidsrummet år , og rummer begivenheder fra næsten hele Island. Hovedfokus er lagt på årene og Thórds kamp mod Kolbeinn ungi, der ligner et personopgør. Sagaen har præg af at være en aktiv del af det storpolitiske spil om magten i Island. Svinfellinga saga Den sidste af sagaerne jeg vil bruge er Svinfellinga saga. Denne saga har i udpræget grad præg af lokalpolitiske stridigheder, og er den eneste af samlingens sagaer, der indgående beskæftiger sig med det østlige Island. Sagaen foregår i tidsrummet år , og den handler om en strid, der fører til drabet på to unge høvdinge, Sæmund og Gudmund. Jeg vil desuden bruge oplysningerne fra Haukedal tháttr og genealogierne til udformningen af et overblik over de forskellige vigtige familier i fristatstiden Metoder, teknikker og oversættelser I dette speciale har jeg brugt følgende metoder, teknikker og oversættelser. Ved præsentationen af genrerne har jeg valgt ikke at bruge de islandske navne, da jeg anser genrekonstruktionen for værende en moderne konstruktion, og derfor ikke mener, at de islandske navne for genrerne har større relevans end de danske. Når teksterne omtales, har jeg benyttet forkortede og fordanskede tekstnavne for nemheds skyld således, at Prestssaga Gudmundar góda bliver til Gudmund Arasons saga etc. Jeg har forsøgt at holde islandske stednavne og personnavne i islandske versioner gennem hele specialet. Dog har jeg benyttet mig af normaliserede navne, når der ikke har været tale om citater fra den islandske version af Sturlunga sagaen således, at endelses r på både navne og stednavne udgår. Eksempelvis bliver Gizurr til Gizur og Hvammr til Hvamm osv. Jeg har også valgt at holde de ikke islandske navne af kendte historiske personer, såsom Håkon Håkonsson, i fordanskede versioner, da de har været ændret i de oprindelige tekster, og en fordanskning derfor ikke er en forringelse i disse tilfælde. Desuden har jeg valgt at bruge den danske version af stedbetegnelser således, at Breidafjördur er blevet til Breidafjorden for at gøre det mere forståeligt, at der er tale om en fjord. Jeg har valgt ikke at gøre brug af det islandske thot og det islandske bløde d, jeg har, i stedet erstattet de islandske bogstaver med henholdsvis th og almindeligt d, som er det de svarer til på dansk. Dette er en konsekvent erstatning, uanset om der er tale om islandske navne Af Søren Jensen 6

7 eller ord og uden skelen til det æstetiske aspekt, som i enkelte tilfælde får et ord til at se underligt ud med denne ændring. Islandske ord som jeg har brugt, er desuden markeret i kursiv, ligesom jeg har valgt at holde håndskrifternes navne i kursiv. Til gengæld har jeg ikke kursiveret titlerne på de enkelte værker. Med hensyn til placering af steder på et landkort 4, har jeg så vidt muligt, holdt mig til de oplysninger, jeg fandt i forbindelse med den tilknyttede litteratur, men mange steder kendte jeg kun de omtrentlige placeringer gennem fortællingerne i Sturlunga saga. I disse tilfælde har jeg benyttet et reliefkort over Island for at gøre angivelsen så præcis som muligt. Mit kort er fra Iceland Geodetic Survey, og det er i målestokket 1: , det angiver samtlige gårde, kirker og byer for Island anno 1994 med islandske navne. Jeg har været i stand til at finde stort set samtlige stednavne enten som en nutidig gård eller kirke, hvis det passede med området i sagaerne, har jeg henvist geografisk til dette sted, selvom det ikke i alle tilfælde har været muligt at krydstjekke disse oplysninger med andre kilder. Min metode når jeg henviser til litteratur, har været at angive forfatter, udgivelsesår og sidetal så nøjagtigt som muligt, hvis der var tale om artikler er også forfatteren til bogen, eller tidsskriftets navn angivet. Nogle steder er der dog henvist til hele sagaer eller afsnit, fordi det har været mere hensigtsmæssigt eller fordi, det ikke havde så stor relevans, med hensyn til referencer til eksempelvis slægtssagaerne. Udover litteraturhenvisninger har jeg, også i mindre grad brugt fodnoter til at forklare hvorfor eller hvordan, jeg er nået frem til en given påstand eller til at uddybe noget. Med hensyn til oversættelsen af Sturlunga saga teksterne, har jeg gjort brug af Julia H McGrews engelske oversættelse fra år , til alt hvad der har med Sturlunga saga at gøre. Jeg har også haft Kristian Kålunds danske oversættelse fra år 1904 foran mig, men pga. Kålunds konsekvente fordanskning, har jeg ikke benyttet dette værk. For at kunne bruge de korrekte islandske navne, har jeg brugt Jon Johannessons islandske udgave af Sturlunga saga fra år 1946 som opslagsværk. De to brugte udgaver af Sturlunga saga, har i øvrigt ens inddeling af kapitler og sagaer, mens Kålunds inddeling afviger en del fra de andre to. 4 Som fortrinsvis bruges i kapitel 2.1. og 3.2. Af Søren Jensen 7

8 2. Sturlunga saga 2.1. Samlingen og håndskrifter Sturlunga saga er en samling af sagaer, der har navn efter Sturlungerne en af de mest indflydelsesrige familie i den sidste del af den islandske fristatstid (ca. år ). Samlingens fortællinger omhandler begivenheder og personer over hele Island, men i langt hovedparten af de mest omfattende fortællinger er det Sturlungerne eller deres allieredes magtkampe, som skildres. Sammenlagt dannede beretningerne i Sturlunga saga en nogenlunde sammenhængende historie over perioden ca. år med enkelte beretninger fra tiden før år Samlingen består i sit nuværende udseende af en række fortællinger, helt præcis otte eller ni fortællinger af varieret længde, af disse har samtlige fortællinger på nær Íslendinga saga udformning som personsagaer. Herudover er der to eller tre thættir 5, en tekst omhandlende genealogier, samt en prolog og et efterskrift som giver os information om historikeren Sturla Thórdarson, den eneste forfatter vi med sikkerhed ved har skrevet en af fortællingerne. Historikeren Sturla Thórdarson (ikke at forveksle med Hvamm-Sturla Thórdarson hans farfar) er forfatter til den absolut største tekst, Íslendinga saga, som udgøre hen ved en tredjedel af hele værket. Navnet Sturlunga saga kendes først med sikkerhed fra det 17. århundrede, men muligvis er det af langt tidligere oprindelse, da samlingen af Sturlunga saga til en enkelt bog kan henføres til omkring år Samlingen af værket Sturlunga saga fandt sted på gården Skard i Vestfjordene mere præcist i det sydligste af Vestfjordene på en halvø midt i Breidafjorden. En stor del af sagaerne har deres udspring i dette område, men andre dele af Island udelades ikke i det overordnede billede. Forfatteren til den oprindelige Sturlunga saga menes at være lovmanden Thórd Narfason der ifølge de islandske annaler døde år , så Sturlunga saga er blevet til før dette år. Thórd Narfason havde i øvrigt en fjern forbindelse til historikeren Sturla Thórdarson. Forfatteren lader til at have haft historisk interesse som formål for nedskrivningen ganske vist med en anden tilgang til historie end i dag, men det giver os alligevel et enestående billede af middelalderens syn på Sturlunga sagas tekster som historiske kilder. 5 Jeg har valgt at tælle Hrafn saga Sveinbjarnarsonar med under både thættir og sagaer, titlen angiver teksten som en saga, men den har længde som en tháttr i den rekonstruerede Sturlunga saga 6 Byock 2001 s Einarsdóttir i arkiv for nordisk filologi s.44 Af Søren Jensen 8

9 Sturlunga saga overlevede fra to beskadigede afskrifter i pergament fra den første halvdel af det 14. århundrede, Króksfjardarbók og Reykjarfjardarbók 8. Króksfjardarbók som er nedskrevet på sydsiden af Vestfjordene ud mod Breidafjorden, er henført til kort før midten af det 14. århundrede, og tæller 110 ud af de oprindelige 139 blade 9, mens Reykjarfjardarbók som er nedskrevet på vestsiden af Vestfjordene i Arnarfjord, er fra omkring år 1400, og tæller 30 ud af de oprindelige 180 blade, og mest består af fragmenter 10. Sturlunga saga blev i det 17. århundrede overført til billige papirkopier 11, men alle disse kopier lader til at stamme fra enten den ene eller den anden af de to pergamentversioner. De to afskrifter adskiller sig markant fra hinanden, og ingen af dem menes, at have været i overensstemmelse med originalen, da begge kopier både har tilføjet og forkortet på visse dele af fortællingerne 12. De fleste af de tidligste islandske samlinger af annaler er nedskrevet efter tilblivelsen af den originale Sturlunga saga, men før nedskrivningen af Króksfjardarbók. Da annalerne i meget høj grad benytter Sturlunga saga som kilde, er det herfra, vi har det bedste billede af den originale Sturlunga saga og forskellen mellem afskrifter og original 13. I Sturlunga sagas oprindelige form var sagaer og thættir, forsøgt skrevet sammen til en fortælling 14, og man har ved hjælp af tilføjelser og udeladelser forsøgt at skjule oprindelsen fra en række selvstændige værker. Mange har arbejdet på at genskabe de originale tekster 15, men det vi i dag har, er i bedste fald en tilnærmelse til de originale tekster, der var bestanddelene for den tidligste Sturlunga saga. Navngivningen af mange af fortællingerne er desuden konstrueret, efter genskabelsen af dem som selvstændige fortællinger. Sturlunga saga er ikke en uproblematisk samling af tekster, men alligevel betragtes samlingen, som indeholdende troværdige historiske informationer, og værket er den primære kilde til det 13. århundredets islandske historie. Derfor ville vi, hvis vi afviste samlingen, stå uden en samlet historie til det 13. århundredes Island, hvilket ikke ville være hensigtsmæssigt. Det faktum, at Island ikke havde et magtcentrum, ingen byer eller borge, hvorfra kulturen blev udbredt, har nok været en væsentlig faktor, i bevarelsen af Sturlunga sagas fortællinger. De islandske høvdinge havde i realiteten meget ringe kontrol med fjerntliggende områder, og kontrol med historieskrivning som i andre europæiske lande har næppe været muligt. Selv hvis man har forsøgt at kontrollere 8 Foreslåede navne Kålund 1901 s Einarsdóttir i arkiv for nordisk filologi s Kålund 1901 i årbøger for nordisk oldkyndighed og historie s Byock 2001 s Kålund 1901 i årbøger for nordisk oldkyndighed og historie s Einarsdóttir i arkiv for nordisk filologi s Einarsdóttir i arkiv for nordisk filologi s Byock 2001 s.148 Af Søren Jensen 9

10 historieskrivningen til egen fordel, var der så stor kontakt mellem landsdelene, ved sociale arrangementer som den årlige samling ved altinget, at historier og fortællinger fra en del af landet hurtigt blev kendt i de andre dele af landet. Således går det til, at fortællinger fra hele landet skrives sammen i det forholdsvist fjerne Vestfjordene. Det er ikke vindernes historie men fortrinsvist historien om venner eller familie, der nedskrives i det 13. århundredes Island. Hvis Sturlunga saga var skrevet et andet sted end her, ville fokus på høvdingeslægter og lokale stridigheder nok ligge anderledes, men det ville stadigt, have været muligt for et lignende værk at blive nedskrevet et andet sted. Hvorfor det ikke har været tilfældet er ikke til at sige. Alle fortællingerne fra Sturlunga saga har været nedskrevne og så godt kendte omkring år 1300, at de er blevet udvalgte til at repræsentere kapitler i den islandske historie, men om andre fortællinger har eksisteret sideløbende med de kendte er ikke til at sige. Muligvis pga. systemskifte, nedtoning og afbrydelser i den faste årlige cyklus for afholdelsen af altinget er man begyndt at glemme den fælles litteratur, og kendskabet til Sturlunga saga i de følgende århundreder lader til at have været ret sporadisk 16, indtil afskrifterne som nævnt blev gravet frem og kopieret i det 17. århundrede Den litterære kontekst I dette kapitel vil jeg se på Sturlunga sagas placering i den middelalderlige islandske litteratur, særligt til forhold de islandske slægtssagaer som deler et vist slægtskab med Sturlunga saga. Da mit mål med dette speciale ikke er at give en udførlig redegørelse for samtlige genrer, vil jeg kun behandle de øvrige genrer overfladisk, hvis de ikke har særlig stor lighed med Sturlunga saga. Først må det være på sin plads at forklare sagabegrebet. Saga er den fællesnordiske betegnelse for en mundtlig fortælling eller en beretning, men i den islandske litteratur bliver det omkring år 1200, også betegnelsen for en længere skreven fortælling 17. Hvad der menes med en længere fortælling, er dog ikke entydigt. Nogle sagaer er måske så korte som sider i moderne bøger 18, mens Íslendinga saga i Julia McGrews version tæller over 300 sider dog i en lidt mindre udgave. For de helt korte fortællinger der har længde mellem et enkelt blad (et par sider i bogform) og op til sider bruges betegnelsen tháttr, men der er ingen fast overgang, og i længere thættir er vi henvist til den af de to betegnelser som redaktøren har hæftet på værket. Thættir og sagaer er 16 Kålund 1901 i årbøger for nordisk oldkyndighed og historie s Nordal 1953 s Her tænkes særligt på Islandsk fornrit edition, af slægtssagaerne Af Søren Jensen 10

11 kun adskilt af længde, en tháttr kan derfor falde indenfor samme genrer som sagaerne 19 og vil derfor ikke blive behandlet for sig. Sideløbende med disse begreber bruges endebetegnelsen -bók om de skriftlige kilder, der ikke falder indenfor sagabegrebet. -bók endelsen bruges også om de store samlinger af sagaer som eksempelvis Flateyarbók. Der er naturligvis også anden litteratur, mirakler 20 og genealogier 21, samt samlerværker som Heimskringla, de grammatiske afhandlinger, og Snorra Edda. Jeg vil dog nøjes med at præsentere enkelte værker med -bók endelsen og derefter sagalitteraturen. Indenfor litteraturen med -bók endelsen er det særligt de to enkeltværker Íslendingabók og Landnámabók, som er interessante i forhold til Sturlunga saga. Begge værkerne er fortællinger der handler om bebyggelsen af Island og skabelsen af det islandske samfund, herved forstås oprettelsen af de forskellige retslige og sociale institutioner, som beskrives i et senere kapitel. Forfatterskabet for Íslendingabók kan føres tilbage til Ari Thorgilsson. Ari levede i første halvdel af det 12. århundrede, han var en lærd mand tilknyttet Haukedælir familien. De to værker tilhører den absolut tidligste litterære tradition i Island. I dag regner man stadig Íslendingabók som en historisk kilde, da den beskriver begivenheder som kristningen af Island og andre begivenheder, som vi har gode historisk belæg for. Íslendingabók er ikke en dramatisk skildring, men en på overfladen objektiv beskrivelse af historiske forhold fra den første bebyggelse år 870 og frem til mellem år Kigger man teksten nærmere i kortene, består Íslendingabók dog af en række selektive udvælgelser. Modsat dette repræsenterer Landnámabók en fortælling om opdagelsen af Island, det første landnam, og korte fortællinger om ca. 400 andre af de oprindelige landnamsmænd. Nogle af fortællingerne er endda brugt som indledningen til slægtssagaer, de repræsentere begivenheder, der ikke kan hverken bekræftes eller afkræftes. Når Íslendingabók og Landnámabók er af særlig interesse for Sturlunga saga skyldes det især deres tilgang til at ville skrive historie samt det faktum, at en enkelt af samlingens tekster beskæftiger sig med samme periode. Geirmund heljarskinns tháttr beskriver den, for nedskrivningsstedets, lokale fortælling 22 om to kongesønners udvandring til Island og den enes landnam og slægtstavle frem til tiden omkring år Geirmund heljarskinns fortælling er for en 19 Kristjánsson 1988 s Jarteina bøgerne og lignende samlinger 21 Genealogierne er for det meste en del af sagaer 22 Kålund 1901 i årbøger for nordisk oldkyndighed og historie s Jeg bygger denne antagelse på, at Filippus Sæmundarsons børn er de sidste der nævnes i slægtstavlen, der afslutter fortællingen. Filippus og hans bror drukner år 1247 eller 1248, på vej hjem fra Norge. Af Søren Jensen 11

12 del af den digtet ud fra Landnámabók, mens slægtstavlen og landnamet er af senere konstruktion 24. Spørgsmålet der trænger sig på er hvorfor, redaktøren til Sturlunga saga har fravalgt Íslendingabók og Landnámabók, når han tydeligvis har kendt de to værker, og i stedet har omskrevet en del af Landnámabók til en ny fortælling uden rod i traditionen bag Landnámabók. Svaret er sandsynligvis forbundet til det samme spørgsmål stillet om hele samlingen: hvorfor har man valgt at sammenskrive netop de tekster, som vi har rekonstrueret fra Sturlunga saga? Jeg tror svaret er, at disse tekster havde, eller fik den ønskede vinkling på islandsk historie. Fordi de er fokuseret på Vestfjordene og i særdeleshed på Sturlung familien. Thórd Narfason og hans efterfølgere havde både et lokalpatriotisk motiv for at vælge fortællinger med udgangspunkt i Vestfjordene og et privat motiv, for at støtte den stormandsfamilie, som de selv havde forbindelser til. Sagalitteraturen splittes op i følgende undergenrer, verdslige sagaer om det 12. og 13. århundrede, bispesagaer, slægtssagaer, kongesagaer, fornaldersagaer og riddersagaer. Nogle af disse kan splittes yderligere op, og der er en del sagaer, der ikke entydigt kan placeres i en enkelt genre. Sturlunga sagasamlingen indeholder samtlige overleverede fortællinger om ikke kirkelige forhold i det 12. og 13. århundrede, og kun Hrafn Sveínbjarnarsons saga findes i en version udenfor samlingen 25. Sturlunga sagasamlingen er den eneste direkte kilde til de ikke kirkelige aspekter af det 12. og 13. århundrede. De første sagaer om Island er bispesagaer og verdslige sagaer, som nedskrives så tidligt som fra anden halvdel af det 12. århundrede og frem til det 13. århundredes slutning. Særligt fremhæves det faktum, at Sturlunga sagas bestanddele er nedskrevet meget kort tid efter, at begivenhederne de beskriver har fundet sted 26. De adskiller sig altså ved at være samtidssagaer. Eksempelvis er Íslendinga saga skrevet mellem få år og op til 20 år efter begivenhederne i sagaen. En del af værket 27 stammer fra tidligere kilder både skriftlige og mundtlige kilder 28, og det er en mulighed, at også større dele af værket og andre af Sturlunga sagas tekster blev forfattet på samme måde. Samtidige personer var garanter for fortællingernes pålidelighed. Sikkert er det, at de er skrevet af forfattere, som vidste hvad de skrev om, som enten selv havde oplevet begivenhederne, eller havde fået dem fortalt fra førstehåndskilder. Teksterne er skrevet af personer, der ofte er dybt involverede i begivenhederne så, der ligger personlige motiver 24 Kålund 1901 i årbøger for nordisk oldkyndighed og historie s Kristjánsson 1988 s Einarsdóttir i arkiv for nordisk filologi s Delen der omhandler årene ca , da de falder før Sturlas barndom, og han derfor ikke kan have oplevet begivenhederne selv. 28 McGrew 1970 I s.55 Af Søren Jensen 12

13 bag tilblivelsen af enkeltsagaerne 29. Det var dog vanskeligt at give direkte urigtige oplysninger i sagaerne 30, da man må gå ud fra, at samtidige personer har kendt til begivenhedernes rette sammenhæng, og det tidlige nedskrivningstidspunkt er således yderligere garant for samlingens historieværdi. Meget af Sturlunga saga er skrevet i referatform, men forfatteren springer samtidigt ind og ud af skildringer, som næppe alle har haft hold i virkeligheden. På afgørende punkter er Sturlunga saga derfor ikke ensbetydende med en historisk sandhed, som vi ser den i dag, men det er en forskel vi må leve med, hvis vi skal bruge dem som kilder 31. Samtidighed er således ikke en garant for pålideligheden af skildringer af historiske begivenheder. Bispesagaerne er ligesom Sturlunga saga samlingens tekster, skrevet kort tid efter, begivenhederne i dem har fundet sted. De omhandler i øvrigt som navnet antyder de islandske bisper. Bispesagaerne har tendens til at være bundet op af kristne dogmer og mirakler, og kristne idealer for opførsel tillægges ukritisk de islandske bisper i en sådan grad, at de ofte er de styrende element i bispesagaerne. De fleste bispesagaer er derfor bedre eksempler på persondyrkelse end anvendelige som kilder til faktiske forhold. Gudmund Arasons saga som er den eneste tekst, der rummer elementer fra både Sturlunga saga og bispesagagenren, har dog nedtonet mirakler og hellig opførsel i en sådan grad, at vi er i stand til at skelne personen og fortællingen bag persondyrkelsen. Sagaen inddrager det politiske element, og har derfor selvstændig kildeværdi i relationen til den islandske fristats fald. Omtrent samtidigt med samtidssagaerne handlinger rent historisk nedskrives kongesagaerne 32, men disse omhandler udelukkende de norske konger, og falder således udenfor den for dette speciales relevante litteratur rent geografisk. Kongesagaerne blander ofte overnaturlige aspekter som åbenbaringer fra gud med i sagaerne. Kongesagaerne fokuserer ellers i overvejende grad på kongerækken i Norge og korrekt kronologi, og de har herved et skær af historicitet, men fortællingerne ligner mest dem fra slægtssagaerne. Et af kongesagaernes hovedformål er at beskrive forholdet mellem islændingene og det norske kongehus. Fra år nedskrives slægtssagaerne, som er fortællinger, der omhandler islandske bønder og høvdinge hovedsageligt fra tidsrummet år , de er blevet brugt af det 12. og 13. århundrede til at bevise nedarvede egenskaber og arveret for familier fra denne tid. Denne genre er langt den bedst kendte men for mange af sagaerne i denne gruppe gælder det, at 29 Byock 2001 s Eksempelvis om begivenheder som ikke havde fundet sted, det kunne godt lade sig gøre at fremstille historiske begivenheder på en anden måde end de havde udspillet sig. 31 Meulengracht Sørensen i Collegium Medievale s Kristjánsson 1988 s Af Søren Jensen 13

14 dateringen er yderst usikker fordi man hverken kender forfattere eller afskrifter, der aldersmæssigt ligger tæt op af originalen. Slægtssagaerne er for størstedelens vedkommende også kopieret og omskrevet så mange gange, at det næsten er umuligt at hitte rede på manuskripthistorierne for hver enkelt af dem. Det gør det bestemt heller ikke lettere, at man mener, at de har rod i en mundtlig tradition 33, og måske er blevet til over en lang årrække før den endelige nedskrivning. Slægtssagaernes måde at skrive en fortælling på ligger tæt op af Sturlunga sagasamlingens særligt hvor, Sturlunga saga forlader sine realistiske rammer og kaster sig ud i en malerisk beskrivelse af nogle af nøglebegivenhederne, men slægtssagaerne indeholder ikke systematiske opremsninger af fakta, men nøjes med at give oplysninger, som senere kan bruges i forståelsen af sagaen. I det store hele er slægtssagaernes konflikter dog at betragte som mindre udgaver af konflikterne i Sturlungatiden. Hvor Sturlungatidens høvdinge samler mellem et par hundrede og et par tusinde mand til ekspeditioner af længere varighed mod deres fjender, samler slægtssagaernes parter typisk mand til et enkelt overfald, og de er hjemme igen dagen efter. Der er intet belæg for at betragte slægtssagaernes begivenheder som havende rod i noget historisk, men ofte bruger man potentialet, som de har, som historiske kilder til den tid hvor de er nedskrevet 34, fordi de afspejler forholdene på dette tidspunkt. Fornaldersagaer og riddersagaer nedskrives først fra anden halvdel af det 13. århundrede og frem til i hvert fald slutningen af det 14. århundrede 35, men for mange af værkerne kendes ikke eksakte eller tilnærmelsesvise dateringer. De er nogle af de fjerneste genrer fra Sturlunga sagas tradition, i overvejende grad er genrerne ren fiktion. Riddersagaer er værker, der er forsøgt omskrevet til fortællinger fra traditionelle europæiske heltedigte, eller værker der er forsøgt skabt ud fra heroisk digtning. Traditionelt foregår de udenfor Island i en fjern fortid, og der er mange urealistiske og overnaturlige begivenheder i dem, de omfatter desuden det ridderlige ideal. Riddersagaerne er den genre, som har mindst rod i islandsk historie, hvis den overhovedet har med den at gøre. Fornaldersagaerne har ligesom riddersagaerne rod i udenlandsk heroisk digtning, deres rammer er en fjern fortid før Islands bebyggelse, og hedenske guder og monstre vandre frit omkring i disse sagaer. Fornaldersagaerne har dog en vis værdi fordi de forsøger at føre de islandske forfædre tilbage til før år 870, og fordi de afbilleder en fortid som man ønskede, eller mente den så 33 Kristjánsson 1988 s Meulengracht Sørensen i Collegium Medivale vol s Tulinius 2002 s Af Søren Jensen 14

15 ud på nedskrivningstidspunktet. Enkelte dele af sagaerne kan muligvis føres tilbage til en mundtlig tradition og begivenheder så langt tilbage, at de grænser til det obskure Det historiske overblik 3.1. Tidlig islandsk historie indtil fristatens fald Den islandske historie i perioden år er rekonstrueret på baggrund af skrevne kilder, i mange af disse har det været nødvendigt, at analyserer fortællinger for, at rekonstruere historien bag dem. En af de vigtigste kilder er de gamle islandske annaler, som er korte oversigter over begivenheder i Island fra år til år, og som i øvrigt er skrevet ud fra oplysningerne i Sturlunga saga. Enkeltværker som Íslendingabók og Landnámabók har bidraget til den tidligste del af historieskrivningen, og lovtekster har givet et indblik i lovens funktion og samfundets opbygning. Herudover er der i historieskrivningen, også brugt Sturlunga sagasamlingen og en række slægtssagaer og andre sagaer, som giver et enestående indblik i forskellige forhold, og ofte bekræfter eller afkræfter andre kilder. Sturlunga saga er den vigtigste af disse kilder, idet denne samling af fortællinger rummer de mest omfattende historiske oplysninger. År Den islandske historieskrivning inddeles ofte i perioder forbundet med litteraturen, perioden år kaldes landnamstiden, litteraturen 37 som omhandler denne periode, fortæller om bebyggelsen af Island samt om oprettelsen af altinget den oldislandske juridiske styreform. Bebyggelsen foregår fra Norge og de norske bilande, og desuden var en betydelig del af de oprindelige indbyggere af keltisk oprindelse, kelterne var hovedsageligt slaver og medtagede kvinder 38. Bebyggelsen af Island var blot en ud af en lang række nordiske enklaver og kolonier 39, men Island var i modsætning til de fleste andre kolonier ikke beboet før de norske bønder slog sig ned på øen 40. En af de ideer der knytter sig til bebyggelsen af Island, og som vi kender, fra islændingenes egen litteratur var, at de 36 Tulinius 2002 s og s , særligt s Fortrinsvis Íslendingabók og Landnámabók men også Geirmund heljaskinns tháttr og flere slægtssagaer 38 Ólason 1998 s Johannesson 1974 s.8 40 Ari Thorgilsson og andre tidlige kilder nævner, at der var nogle irske munke i Island, før nordmændene slog sig ned her, men jeg anser dette for en litterær konstruktion, idet der ikke er arkæologiske beviser på dette, og fordi vi heller ikke har supplerende oplysninger om disse munke. Af Søren Jensen 15

16 islandske landnamsmænd var sønner af høvdinge og småkonger, navnlig var de efterkommere af stormanden Björn Buna, som nævnes som stamfader til de mest prominente landnamsmænd 41. Disse stormænd flygtede fra Harald Hårfagers samling af Norge, og hans påståede undertrykkelse af befolkningen. Altinget oprettes ved landnamstidens afslutning år 930. I altingets lovforsamling sad der oprindeligt 36 goder, som havde til formål at bestemme, hvad der var lov samt at varetage interesserne for de bønder som de repræsenterede. Altinget var stedet, hvor man mødtes fra nær og fjern en gang hver sommer, der var stedet, hvor alle de islandske høvdinge fandt sammen og, hvor man afgjorde sine stridigheder ved rettens vej. Altinget var en af de institutioner, man tog med sig fra hjemlandet, oprindelig var det en egnsforsamling, som fastsatte lokale love, men i Island bliver det en central styreform, som i mangel på en konge tillægges stort set al styrende magt i landet 42. Jon Johannesson mener også, at oprettelsen af altinget skal ses som en forebyggende instans for at hindre den norske konges indblanding i lokale anliggender 43, men det er først langt senere at de norske konger begynder at få indflydelse på islandsk politik. Ser vi bort fra kong Olav den helliges indblandingen i kristningen af landet ca. år 1000, er det først under Håkon Håkonsson i det 13. århundrede, at Norge blander sig aktivt i Islandsk politik. Dette skyldes en lang række svage konger, der ofte var i strid med deres naboer eller internt i Norge. Altinget havde en stor social og økonomisk funktion i et land hvor, der hverken var byer eller landsbyer, men den eneste bebyggelse helt frem til det 19. århundrede var spredte gårde. Den økonomiske funktion blev forstærket af de privilegier goderne havde overfor sine tingmænd, goden kunne kræve, at hans tingmænd enten tog med ham til altinget, eller betalte en tingskat for at støtte rejsen økonomisk. Enhver bonde med en ejendom over en vis værdi var en godes tingmand. Bønderne kunne i teorien skifte gode indenfor samme fjerding hvor de boede, men i praksis har, ting som familieforhold og geografi i form af naboskab spillet en rolle allerede i den tidlige tid af den islandske fristat. Oprindeligt har goderne sandsynligvis også haft en funktion som arrangører af fælles religiøse hedenske ritualer, men denne funktion ophører efter indførelsen af kristendommen. Altinget var med til at skabe en fælles islandsk identitet, og gøre Island til en nation. Omkring år 962 inddeles Island i fjerdinger, Nordlandet, Østfjordene, Sydlandet og Vestfjordene. Hver fjerding havde tre lokale vårting, på nær Vestfjordene som havde fire, de mindre stridigheder løstes her, ligesom vårtingene gav en mulighed for at løse storpolitiske stridigheder af 41 Se Íslendingabók 42 Johannesson 1974 s Johannesson 1974 s.38 Af Søren Jensen 16

17 særlig lokal karakter. Ved hvert vårting var der tilknyttet 3 goder, hvilket vil sige, at der herefter var 39 fungerende goder, skønt der stadig kun var 36 goder i lovretten. Fjerdingsinddelingen skete for at oprette distriktsforsamlinger, hvor retssager der havde modstandere fra forskellige lokale vårting, kunne behandles. Tidligere havde man været bundet til det nærmeste ting for en uoverensstemmelse 44, hvilket gav en udefrakommende modstander en stor ulempe i en given sag. Fjerdingsinddelingen satte også de lokale ting i system, den fastsatte retningslinjer og sandsynligvis også den faste placering af vårtingene. En optælling i forbindelse med indførelsen af tiender omkring år 1097 viste, at der var 840 bønder i Østfjordene, 1200 i Sydlandet, 1080 i Vestfjordene og 1440 i Nordlandet 45, så i gennemsnit har hver gode kunnet regne med, støtte fra mellem tingbønder og deres hushold afhængigt af hvor i landet de var goder. De enkelte goder kunne godt være mere magtfulde, hvis deres popularitet fik et stort antal bønder til at slutte sig til dem, omvendt kunne en upopulær gode have så få tilhængere, at de kun var høvding af navn og ikke af gavn. Godordet var at betragte som ejendom, og en gode kunne således erhverve sig flere godord, og indsætte repræsentanter i ekstra godord, ligesom flere bønder kunne eje et godord i fællesskab, men kun en af gangen kunne varetage embedet efter tur. Naturligvis har der været visse udsving i antallet af indbyggere i Island, et populært gæt ligger mellem indbyggere i Island fra år , men antallet af selvstændige gårdhold, og dermed tingbønder har nok været nogenlunde konstant indtil pesten omkring år 1350, som gør et kraftigt indhug i befolkningsgrundlaget i Europa. Problemet med det ulige antal goder fra hvert område som formelt var ligestillede, løste man, ved at lade goderne fra de underrepræsenterede fjerdinger udpege en person for hver af de tre vårting i Nordlandet, Østfjordene og Sydlandet. De udpegede personer fik sammen med de tre ekstra goder fra Vestfjordene også plads i lovretten således, at der herefter sad 48 personer, heraf 39 fungerende goder i lovretten. Man forsøgte at skabe et solidt og afbalanceret styresystem, men senere skal det vise sig, at det på sigt ikke var stabilt nok. Islands mangel på dømmende magt gjorde det vigtigt, at goderne blev stærkere end den almindelige bonde, så de var i stand til at gennemtrumfe en afsagt dom. Det islandske lovsystem var udelukkende baseret på parterne i en given konflikt, havde en part krænket den anden, var det op til den anden part at få modstanderen dømt, og sørge for at eksekvere dommen. Derfor valgte man ofte at indgå forlig, en løsning der indebar, at den krænkende part betalte kompensation for krænkelsen, hvorefter parterne sluttede fred. Enhver part i 44 Johannesson 1974 s McGrew II 1974 s Ólason 1998 s.23 Af Søren Jensen 17

18 en sag kunne bede sin gode om støtte, ligesom familie og venskabsbånd forpligtede mange til at hjælpe. Et problem var ikke den enkeltes problem men hele slægtens problem. Der var dog også problemer, der hørte lokalsamfundet til, såning, høst og fattigdom. Disse problemer blev løst af de såkaldte hreppar. En institution som nok mest er at sammenligne med de oprindelige danske herreder eller sogne, og som måske har været forløberen for disse. Hrepparne bestod af sammenslutninger af mindst 20 tingbønder, som var den eneste form for social sikring i middelalderens Island. Hrepparnes medlemmer var indbyrdes forpligtede overfor hinanden til at yde økonomisk hjælp i tilfælde af en ildebrand eller en anden katastrofe 47. De kunne også træde til, hvis en bonde var på nippet til at miste sin gård eller hvis, der var uforsørgede tiggere indenfor hrepparens grænser. Hrepparen hjalp dermed til at fastholde etablerede bønders gårdhold, og til at fastholde bondeklassen overfor arbejdere og tjenestefolk, og fordele byrden med hjælp til de fattige, men i dårlige tider har der ikke været resurser nok til at dette system, kunne fungere 48. År Den næste periode fra år kaldes sagatiden, fordi det er indenfor denne periode, at hovedhandlingen i samtlige slægtssagaer finder sted. I min inddeling har jeg valgt at lægge vægt på nogle af de centrale kirkelige begivenheder, som finder sted frem til år 1100, og som danner grundlaget for de mest markante forandringer før år Derfor har jeg inddelt perioden fra år i stedet for Hvor den første periode karakteriseres ved en opbygning 49, karakteriseres denne periode ved grundlaget for forandring. Gennem slægtssagaerne får vi også et billede af øgede konflikter til forhold den mere fredelige landnamstid, nok mest fordi der var få sammenstød og høj tolerance, inden plads og retten til landet blev et problem. De næste perioder karakteriseres ved henholdsvis forandring og forfald. En af de vigtigste historiske hændelser indenfor sagatiden er indførelsen af kristendommen, som formelt er sat til år Samtlige skriftlige kilder 51 skildrer kristningen af Island som en fredelig løsning mellem kristne og hedninge for at undgå splittelse og mulige blodsudgydelser mellem de to sider. Ligeledes sker det efter pres fra den norske kong Olav Tryggvason, som havde taget en række islændinge som gidsler i Norge 52, og truede med at henrette 47 Johannesson 1974 s Johannesson 1974 s Schier 1975 i Gripla 50 Selvom en del af islændingene havde været kristne siden landnamstiden 51 Landnámabók, Íslendingabók, Kristni saga samt flere slægtssagaer (conversional sagas) 52 Se Olav Tryggvasons saga og Íslendingabók Af Søren Jensen 18

19 dem, hvis ikke islændingene accepterede kristendommen som deres religion. Udviklingen af den islandske præstestab sker langsomt, og de første præster må uddannes i udlandet. Den første islandske bisp, Ísleif, udnævnes ved et pavedekret til ærkebispen i Hamburg-Bremen år 1056 men senere, fra år bliver det den norske ærkebisps privilegium at udnævne de islandske bisper, herigennem får den norske konge indflydelse på valget. Den næste vigtige begivenhed er indførslen af tiender år 1097, tiende blev indført af Ísleifs søn biskop Gizur og flere prominente høvdinge. Den islandske kirke var nemlig ikke en selvstændig organisation, men kirkerne ejedes i stedet af goder og storbønder, som fik de overskydende indtægter fra driften af kirken. Tiende var både lagt på indkomster og fast ejendom. Tiende var delt i fire dele, en til de fattige, en til bispen, en til præsten og en til kirken. Goderne der ejede kirken, som enten selv varetog præsteembedet, lod et familiemedlem varetage det, eller havde uddannet en ung mand til at klare opgaven, kunne lægge op mod halvdelen af tiende i egne lommer 54. En uddannet præst var ofte på kontrakt til mindsteløn eller kost og logi, og goden havde krav på en bortløben præst, så præsterne kunne fastholdes i disse positioner livet igennem. Herudover gjorde det faktum, at kirken ikke betalte tiende af egne besiddelser, at goden kunne give sin gård og andre ejendomme til kirken, slippe for tiende, men stadig administrere sin gård, og give den videre til sine efterkommere. Godord blev betragtet som magt og ikke ejendom i denne sammenhængen, og var derfor afgiftsfrie 55. Herved blev goderne endnu mægtigere, og grundlaget for en mere regional baseret magtfaktor var lagt, centreret omkring stadir som var gårde med tilknyttet kirke. Med indførelsen af tiender var det første skridt til centraliseringen af magten hos mægtige kirkegoder taget 56, et skridt som førte til øgede magtkampe blandt eliten, som førte til Sturlungatidens borgerkrigslignende forhold, og som i sidste ende betød, at Island kom under den norske krone. År 1106 får Island sit andet bispesæde, bisperne var sammen med en række små klostre de eneste uafhængige kirkelige instanser i Island. Deres forsøg på at agere overhøjhed i gejstlige spørgsmål, såvel som deres forsøg på at blande sig i politiske stridigheder, fik gang på gang kirkens mænd til at rage uklar med lokale høvdinge 57. Begge de islandske bisper fik plads i lovretten 58, deres prestigefyldte embeder gjorde, at den direkte indflydelse de havde politisk, var 53 Meulengracht Sørensen 1977 s Foote i Saga-book s Johannesson 1974 s Meulengracht Sørensen 1977 s Meulengracht Sørensen 1977 s Johannesson 1974 s.63 Af Søren Jensen 19

20 langt større end de fleste enkelte godords. Til gengæld lykkedes det ofte for en magtfuld familie at få udpeget en biskop, som enten direkte eller indirekte hørte til familien. Båndet med Norge styrkes kun yderligere af, at det meste af handelen foregår med Norge, gradvist kommer handelen mere og mere på de norske købmænds hænder. Den islandske slægtssaga som repræsenterede det islandske 13. århundredes syn på fortiden, plejede ideen om, at man kunne komme til Norge, få foretræde for kongen, og vende hjem som en både rig og mægtig mand. Islændingene regnede sig selv for ligeværdige med konger og fyrster, set med slægtssagaernes øjne, det var i den forstand kun naturligt at blive modtaget som deres ligemænd, og få tildelt høje stillinger i hirden eller i hoffet overalt i de nordiske og nordeuropæiske lande. Hvad vi med sikkerhed ved, er, at de norske konger holdt skjalde i deres hof, og at disse skjalde i overvejende grad var fra Island. Sagaer som Egils saga og Kormáks saga spiller på dette faktum, men gør samtidigt de islandske skjalde til meget andet end blot dygtige digtere. Den ideelle islandske mand skulle, både være en kraftkarl, være vittig og kløgtig, og være i stand til på stående fod at digte et storværk. Han skulle være udstyret med et ukueligt mod og en dødsforagt, der grænsede til det selvmorderiske. Være ærekær og ubøjelig og den fødte leder, hvis han var kyndig udi den hedenske kunst at udøve magi talte det også til hans fordel, så længe han var god nok til, at det ikke gav bagslag. Efterhånden tildeles de fleste hovedpersoner fra slægtssagaerne de fleste af disse egenskaber, og islændingene har nok set deres forfædre i dette lys. Det kan argumenteres for, at sagalitteraturen fremstiller sagatiden som en guldalder, der skal stå i kontrast til Sturlungatidens forfald. År Perioden fra omkring år indtil Sturlungatidens begyndelse omkring det tidspunkt hvor den norske konge for første gang siden fristatens oprettelse målrettet forsøger at blande sig i den islandske magtstrid, karakteriseres mere ved en gradvis udvikling end egentlige tidsbestemte begivenheder. Eller også er det bare det indtryk, vi får ud fra tolkningen af, hvorfor magtforholdene i Sturlungatiden ser ud som de gør. Tolkninger går på, at de mægtigste familier gennem denne periode alle får etableret sig på stadir, og akkumulerer store rigdomme, som de bruger på at skaffe sig endnu mere rigdom og til at udvide deres magtsfære på bekostning af bønder og mindre velstillede goder 59. Til sidst var de resterende goder herrer over hvert deres geografisk adskilte område sandsynligvis med et antal stadir som basis for magten. De kunne kun ekspandere på 59 Meulengracht Sørensen 1977 s Af Søren Jensen 20