INDHOLDSFORTEGNELSE. I. Reglerne. 1 Kap. 1 Det retlige udgangspunkt for regres. 1

Transkript

1

2 INDHOLDSFORTEGNELSE I. Reglerne. 1 Kap. 1 Det retlige udgangspunkt for regres Hvad er regres? 1 2. EAL Betingelserne for anvendelse af EAL Der skal foreligge et erstatningsansvar Erstatningsbeløbet skal være udbetalt Forsikringsselskabet skal have været forpligtet til at foretage udbetaling Forsikringsselskabets krav er et afledet krav Konkurrence mellem skadelidtes og forsikringsselskabets krav Ansvarsbegrænsende aftaler Sædvanlige aftaler Afskærer aftalen forsikringstageren/sikrede for forsikringsdækning, jf. FAL 52, stk Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, er spørgsmålet, om forsikringsselskabet er afskåret fra at gøre et regreskrav gældende over for den ansvarlige skadevolder Hvilket krav kan forsikringsselskabet rejse? Den ulovregulerede regresadgang 12 Kap. 2 Regres i henhold til EAL 14 Hvornår har forsikringsselskabet mulighed for regres? 14 Hovedregel.. 14 Undtagelser Den erstatningsansvarlige har forvoldt skaden forsætligt eller groft uagtsomt (EAL 19, stk. 2, nr. 1) Skaden er forvoldt ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig virksomhed eller virksomhed, der kan sidestilles hermed (EAL 19, stk. 2, nr. 1) Offentlig virksomhed Erhvervsmæssig virksomhed Begrebet under udøvelse af offentlig/erhvervsmæssig virksomhed Regres over for en skadevolder som er ansvarlig i henhold til færdselsloven (EAL 21, nr. 1) Regres over for en skadevolder som er ansvarlig i henhold til luftfartsloven (EAL 21, nr. 2).. 21

3 1.5. Regres over for en skadevolder som er ansvarlig i henhold til Søloven (EAL 21, nr. 3) Indskrænket regres som følge af lempelse eller bortfald af erstatningsansvar EAL 19, stk EAL 23, stk. 2, 1. pkt EAL 23, stk EAL Kravets størrelse Ansvarets beskaffenhed Skadelidtes interesser/foreliggende forsikringer Skadelidtes egen skyld EAL 24a EAL 24b 31 Kap. 3 Regres i henhold til færdselsloven Objektivt ansvar Grov hensynsløshed Hvem kan regreskrav rejses overfor? Brugstyve 35 Kap. 4 Policeregres FAL Policeregres motoransvarsforsikring Regres efter udbetaling til panthaver 40 Kap. 5 Flere ansvarlige EAL EAL Særlige bemærkninger om EAL 25 ved fordeling imellem motordrevne køretøjer 48 Kap. 6 Forældelse af regreskrav De hidtidige regler Hvornår regnes forældelsesfristen fra? Konklusion Suspension af forældelse Suspension i henhold til 1908-lovens Aftalt suspension Konsekvensen af suspension Konsekvensen af lovbaseret suspension Konsekvensen af aftalebaseret suspension Afbrydelse af forældelse Skyldnerens erkendelse Retslige skridt til opnåelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse.. 59

4 1.2. Den nye forældelseslov Anvendelsesområde Hvornår begynder forældelsen at løbe? Suspension Konsekvensen af lovbaseret suspension Tillægsfrist ved regreskrav mellem flere solidarisk hæftende skyldnere Afbrydelse af forældelse Foreløbig afbrydelse af forældelse/tillægsfrist Overgangsregler 63 II. Den praktiske fremgangsmåde 64 Kap. 1 De første overvejelser om regres Den indledende vurdering. 64 Kap. 2 Sikring af beviser Syn og skøn i henhold til retsplejeloven Privat aftalt syn og skøn Bevissikring ved besigtigelse Bevissikring ved fotos, video el. lign. 70 Kap. 3 Fremsættelse af kravet Opgørelse af kravet og betingelser for dokumentation Renterne Dagsværdiopgørelse Erstatningsaftaler. 74 Kap. 4 Regresfrafaldsaftaler.. 76 Kap. 5 Kommunikation Brev, , telefon Mødereferater 77 Litteraturliste 78 Bilag 1 Regresfrafaldsaftale Bilag 2 Regresaftale Bilag 3 Dobbeltforsikringsaftalen

5 REGRES REGLERNE OG DEN PRAKTISKE FREMGANGSMÅDE Dette kompendium henvender sig til skademedarbejdere i forsikringsselskaber. I kompendiets første afsnit gives en indføring i reglerne for regres. I kompendiets andet afsnit gives nogle praktiske råd om, hvordan regres kan gennemføres. I. Reglerne Kap. 1 - Det retlige udgangspunkt for regres 1. Hvad er regres? Overordnet set kan et regreskrav defineres som et krav, der udspringer af, at en fysisk eller juridisk person har betalt et beløb, som en anden person i sidste ende er forpligtet til at betale. Situationen tager for forsikringsselskaber ofte udgangspunkt i, at forsikringsselskabet i forbindelse med en skade har opfyldt sin forpligtelse til dækning i henhold til en forsikringsaftale, og at det viser sig, at der findes en skadevolder, som er ansvarlig for den skade, forsikringsselskabet har dækket. Det følger af almindelige såkaldte obligationsretlige regler om indtræden (subrogation), at den (juridiske) person, der har udbetalt et beløb til en skadelidt, indtræder i det krav, som den skadelidte selv kunne have krævet direkte hos den ansvarlige skadevolder. Forsikringsselskabers regresadgang er direkte lovhjemlet i EAL 22, for så vidt angår udbetalinger i henhold til en skadeforsikring. Bestemmelsen betyder omvendt, at forsikringsselskaber ikke kan kræve regres hos en ansvarlig skadevolder for udbetalinger fra en ikkeskadeforsikring. Dette gælder også, selvom f.eks. en ulykkesforsikring er tegnet i et skadesforsikringsselskab. Den regresadgang som EAL 22 regulerer, omhandler forsikringsselskabets adgang til regres imod en ansvarlig skadevolder. Når et forsikringsselskab rejser regreskrav imod sin egen forsikringstager eller en sikret under en police, taler man om policeregres. Denne type regres er særegen og reguleres ikke af EAL 22.

6 2. EAL 22 Det følger af EAL 22, stk. 1, at forsikringsselskabet indtræder i skadelidtes krav mod den ansvarlige skadevolder, når forsikringsselskabet har foretaget en udbetaling i henhold til en skadesforsikring. Selskabets regresadgang er således begrænset til udbetalinger i henhold til skadesforsikringer. Bestemmelsens stk. 2 indsnævrer området af skadesforsikringer. I henhold til stk. 2 har forsikringsselskabet ikke regresadgang ved livs- ulykkes- eller sygeforsikring uanset karakteren heraf. EAL 22 har følgende ordlyd, Stk. 1. Såfremt der er erstatningsansvar for en skade, der er dækket af en skadesforsikring, indtræder forsikringsselskabet i det omfang, det har betalt erstatning, i den skadelidtes ret mod den erstatningsansvarlige. Stk. 2. Ved livs-, ulykkes- eller sygeforsikring eller anden personforsikring har selskabet uanset forsikringens karakter intet krav mod den erstatningsansvarlige Betingelserne for anvendelse af EAL 22 Regres i henhold til EAL 22 forudsætter, at følgende betingelser er til stede, 1) der skal foreligge et erstatningsansvar, dvs. en ansvarlig skadevolder, 2) forsikringsselskabet skal have udbetalt erstatning i henhold til en skadesforsikring, som omfatter den pågældende skade, og 3) selskabet indtræder på godt og ondt i skadelidtes ret imod den ansvarlige skadevolder. Dette betyder, at de øvrige betingelser for at pålægge en skadevolder erstatningspligt også skal være opfyldt. Der skal således være tale om et adækvat og kausalt tab. Derudover betyder denne del af bestemmelsen, at forsikringsselskabet kun kan indtale det krav, som skadelidte selv havde kunnet indtale. Særligt i forbindelse med bygningsskader betyder dette, at der ikke kan indtales regreskrav opgjort til nyværdi. Det er alene et krav opgjort til dagsværdi, der kan indtales. 2

7 Der skal foreligge et erstatningsansvar Forsikringsselskabet skal have udbetalt erstatningsbeløbet i henhold til en forsikring som følge af, at sikrede har pådraget sig et erstatningsansvar eller en hæftelse for et erstatningsansvar Erstatningsbeløbet skal være udbetalt Forsikringsselskabet skal have foretaget en udbetaling, og udbetaling skal være sket som følge af en skade, der er omfattet af en skadeforsikring. En skadeforsikring, er en forsikring, hvor forsikringsydelsen er det beløb, som det koster at udbedre skaden. I modsætning hertil er summaforsikringen. En summaforsikring er en forsikring, som på forhånd bestemmer, hvilket beløb, der skal komme til udbetaling, hvis en given forsikringsbegivenhed indtræder Forsikringsselskabet skal have været forpligtet til at foretage udbetalingen Forsikringsselskabet skal have været forpligtet til at udbetale erstatningsbeløbet, jf. bestemmelsens ordlyd dækket af en skadesforsikring. Hvis et forsikringsselskab har foretaget en kulancemæssig udbetaling i forventning om, at der kunne gennemføres et regreskrav over for den ansvarlige skadevolder er der ikke hjemlet nogen regresadgang i henhold til EAL 22. Situationen har været behandlet i FED V i forbindelse med sagens førelse for byretten. FED V Sagen vedrørte Icopal Tagentreprise Midt A/S erstatningsansvar over for Århus Amts forsikringsselskab, Kommune Forsikring A/S. Det påståede ansvarspådragende forhold var, at der ikke var sket tilstrækkelig afdækning af tag samt ikke var sket tilstrækkelig overdækning af afløb. Det var under sagen ubestridt, at det påståede ansvarspådragende forhold vedrørte, hvad der i forsikringsbetingelserne var benævnt som indgreb i klimaskærmen. Århus Amt havde som bygherre tegnet en kombineret entrepriseforsikring for byggeriet. Det fremgik af policen, at forsikringen ikke dækkede Indgriben i bestående bygningers klimaskærm. 3

8 Byretten fandt, at der ikke var tale om en dækningsberettiget skade i henhold til den tegnede forsikring. Icopal Tagentreprise Midt A/S blev derfor frifundet med henvisning til, at Kommune Forsikring A/S ikke havde været forpligtet til at yde erstatning til amtet og som følge heraf ikke kunne rette noget krav mod Icopal Tagentreprise Midt A/S. Byrettens dom blev anket og i forbindelse med ankesagen fik Kommune Forsikring A/S tilladelse til at fremlægge et tillæg til policen, hvoraf det fremgik, at policen omfattede dækning for indgriben i bygningens klimaskærm, og at det var en fejl, at det modsatte fremgik af policen. På dette grundlag fandt landsretten, at Kommune Forsikring A/S kunne påberåbe sig EAL 22, stk. 1. Da der var tale om en skade forvoldt som led i erhvervsmæssig virksomhed, jf. EAL 19, stk. 2, nr. 2, dømte landsretten Icopal Tagentreprise A/S i overensstemmelse med den nedlagte påstand. Som det vil fremgå af dommen, blev det i anken afklaret, at forsikringsselskabet faktisk var forpligtet til at udbetale erstatning under forsikringen. Dermed var vejen banet for, at selskabet kunne indtale et regreskrav mod den ansvarlige skadevolder i henhold til EAL 22. I en lidt anden, men konkret meget alvorligere, situation, fastslog Højesteret, at nogle genforsikringsselskaber ikke var forpligtet til at dække dele af et forsikringsselskabs erstatningsudbetalinger under en erhvervsforsikring. U H Sagen udsprang af decemberstormen i Et forsikringsselskab havde udbetalt kr. 210 mio. i dækning til et værft for skade på en 85 meter høj portalkran og herudover kr. 322 mio. i driftstabsdækning. Driftstabet blev udbetalt under en erhvervsforsikring. Det viste sig, at stormskaden ikke var dækket af erhvervsforsikringen, og at forsikringsselskabet dermed ikke havde været forpligtet til at betale driftstabserstatning under erhvervsforsikringen. Landsretten og Højesteret afviste herefter, at forsikringsselskabet kunne få dækket udbetalingerne under reassurancen. Højesteret henviste endvidere til, at reassuranceaftalerne var etableret og fornyet på grundlag af forsikringsselskabets oplysninger om dækningsområder og vilkår samt forsikringsværdier, og at oplysningerne på de punkter, som var af betydning for den reassurancemæssige bedømmelse af risiko og præmie, havde været i overensstemmelse med det, der var fastsat i forsikringspolicerne. Genforsikringsselskaberne havde derfor ikke haft mulighed for at indse, at kranen skulle være omfattet af dækningen under erhvervsforsikringen. Sagen omhandlede ikke regres, men illustrerer, at det får konsekvenser både nedad (regres) og opad (genforsikring), når forsikringsselskaber foretager kulante eller urigtige udbetalinger. 4

9 2.1.3 Forsikringsselskabets krav er et afledet krav Sidste betingelse for, at forsikringsselskabet kan fremsætte et regreskrav over for skadevolder, er, at der er et krav at indtræde i. Forsikringsselskabets regreskrav er afledt af, i hvilket omfang skadevolder er erstatningsansvarlig over for skadelidte. Hvis skadelidtes (forsikringstagers/sikredes) krav mod skadevolderen er større end den udbetaling, som forsikringsselskabet har foretaget, eksempelvis ved underforsikring, kan forsikringsselskabet kun rette et krav mod skadevolder svarende til det beløb, forsikringsselskabet selv har udbetalt. Skadelidte kan herudover indtale sit udækkede krav. Rent praktisk medtager selskabet ofte et sådan krav, på samme måde som selskabet ofte efter aftale med forsikringstager/sikrede medtager forsikringstagers/sikredes krav på selvrisiko. Situationen kan også være den, at skadelidte har udvist egen skyld i forbindelse med forsikringsbegivenhedens indtræden. Hvis skadevolderens erstatningsansvar nedsættes som følge af skadelidtes egen skyld, vil det forsikringsselskab, der har udbetalt en erstatning, ikke kunne rejse et regreskrav mod skadevolderen for den del af erstatningen, som kan tilregnes skadelidte grundet egen skyld. Dette er illustreret ved U V, hvor et forsikringsselskab havde udbetalt en erstatning til en panthaver, der havde pant i en beskadiget bil. Spørgsmålet var herefter, om forsikringsselskabet havde regres og i givet fald mod hvem og i hvilket omgang. U V Sagen vedrører et kaskoforsikringsselskabs regreskrav mod spirituspåvirket fører af den forsikrede bil og mod bilens ejer, der havde overladt kørslen til føreren. Den forsikrede bil tilhørte B. Bilen blev ført af A ved en ulykke, hvorved bilen blev totalskadet. A, der på uheldstidspunktet havde en alkoholpromille på ikke under 1,38, og som havde kørt med betydelig hastighed, fandtes at have voldt skaden ved grov uagtsomhed, jf. erstatningsansvarslovens 19, stk. 2, nr. 1. Kaskoforsikringsselskabet, der havde udbetalt erstatning i henhold til en panthaverdeklaration, fandtes herefter at have krav på erstatning hos A. B, der havde overladt kørslen til A på et tidspunkt, hvor han ikke kunne have været uvidende om, at A havde indtaget alkohol, fandtes imidlertid at have udvist en sådan grad af e- gen skyld, at erstatningen skulle nedsættes til det halve. Kaskoforsikringsselskabet kunne derfor alene rette et regreskrav mod A for så vidt angik halvdelen af det udbetalte erstatningsbeløb. 5

10 For så vidt angik den del af ansvaret, som A ikke skulle bære, fandtes kaskoforsikringsselskabet i henhold til forsikringsbetingelserne at have regres mod B, der enten havde vidst, at A var ude af stand til at køre på fuldt betryggende måde, eller havde udvist grov uagtsomhed ved sin manglende opfattelse af situationen Konkurrence mellem skadelidtes og forsikringsselskabets krav Hvis en skadevolder har ringe betalingsevne, kan der opstå konkurrence mellem skadelidtes og forsikringsselskabets krav. Situationen opstår, hvis skadelidte har et selvstændigt krav mod skadevolderen (ved underforsikring eller et selvrisikokrav), og skadelidtes forsikringsselskabet har et krav mod skadevolder som følge af en udbetalt erstatning til skadelidte. Spørgsmålet er, om skadelidtes krav går forud for forsikringsselskabets krav, eller om der skal ske forholdsmæssig betaling til begge. Det er antaget i den juridiske litteratur 1, at skadelidtes krav går forud for forsikringsselskabets i de situationer, hvor skadelidtes krav er opstået ufrivilligt. I modsætning hertil er de krav, som skadelidte frivilligt har accepteret at bære risikoen for. Som sådanne anses krav, der udspringer af betaling af selvrisiko og underforsikring. I disse situationer er det antaget, at der sker en forholdsmæssig fordeling mellem skadelidtes og forsikringsselskabets krav. Det bemærkes, at det er usikkert, om synspunktet holder, idet der kan være en formodning for, at domstolene vil være tilbøjelige til at statuere, at skadelidtes krav også skal gå forud i d situationer, hvis skadelidte har optrådt som privatperson i forbindelse med skadens indtræden. [ U H illustrerer, hvorledes skadelidtes krav går forud for forsikringsselskabets i de situationer, hvor skadelidte ufrivilligt selv har opnået et krav på skadevolderen. U H Sagen vedrører et kaskoforsikringsselskabs regreskrav mod skadevolder. Kaskoforsikringsselskabet havde udbetalt erstatning til A, hvis bil var blevet delvist ødelagt i en ulykke, som B var ansvarlig for. 1 Dansk Forsikringsret, Henning Jønsson og Lisbeth Kjærgaard, 8. udg., Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2003, s. 556f. og Forsikringsret, Ivan Sørensen, 4. udg., Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2005, s

11 A havde lidt betydelig personskade og rejste derfor krav herfor mod B. Kaskoforsikringsselskabet rejste krav mod B for den erstatning, der var udbetalt til A for den delvist ødelagte bil. A havde ikke tilstrækkelig forsikringssum til at imødegå de rejste krav. Højesteret fandt, at det fulgte af retsforholdet mellem A og A s kaskoforsikringsselskab, at kaskoforsikringsselskabets regreskrav ikke kunne gøres gældende til skade for A's ret til fyldestgørelse for personskade gennem den lovpligtige ansvarsforsikring og den i (den dagældende) motorlov 38, stk. 7, nævnte hæftelse. Ved afgørelsen af U H synes det således at være tillagt vægt, hvilke beskyttelseshensyn, der lå bag motorloven, idet Højesteret i sine præmisser netop nævner den lovpligtige ansvarsforsikrings hæftelse over for skadelidte. Østre Landsret har taget stilling til en forholdsmæssig fordeling mellem konkurrerende krav og statueret, at der i den foreliggende situation skulle ske en forholdsmæssig fordeling, jf. nedenfor i U /2Ø. Det bemærkes, at der i sagen var tale om, at de konkurrerende krav var fremsat af to forsikringsselskaber. Der var derfor tale om to stærke parter med konkurrerende krav. U /2Ø Sagen vedrører et regreskrav, der udsprang af følgeskader ved selvmord (gaseksplosion) tilregnet skadelidte som groft uagtsomt. Et bygningsforsikringsselskab B stævnede et ansvarsforsikringsselskab A til betaling af 2 mio. kr. (A s maximale dækningssum) i anledning af, at A s forsikringstager i forbindelse med et kultveilte-selvmord havde forårsaget en gaseksplosion med skader for over 3 mio. kr. til følge. Landsretten statuerede, at afdøde kun havde udvist grov uagtsomhed i relation til eksplosionen og følgeskaderne. A var derfor i overensstemmelse med policevilkårene pligtig at yde forsikringsdækning. A havde nedlagt en subsidiær påstand om, at uforsikrede krav skulle dækkes forud. Denne påstand, blev ikke taget til følge, idet landsretten ikke fandt hjemmel hertil. Derimod blev det i overensstemmelse med B s subsidiære påstand antaget, at A skulle anerkende at betale B forholdsmæssigt i forhold til andre anmeldte krav og i forhold til B s samlede erstatningsudbetalinger, dog maximalt 2 mio., jf. forsikringsaftalelovens 95, stk. 1. 7

12 Ansvarsbegrænsende aftaler Sikrede kan ved aftale have afskåret sig fra at rejse erstatningskrav over for skadevolder. Dette sker ved, at skadelidte indgår aftale med (den potentielle) skadevolderen om en ansvarsbegrænsning fra skadevolders side. Hvis der indtræder en skade inden for det område, hvor skadevolder ifølge aftale med skadelidte er ansvarsfri, har skadelidte ikke noget erstatningskrav mod skadevolderen. Forsikringsselskabet har i denne situation heller ikke noget krav at indtræde i. Spørgsmålet er, om forsikringsselskabet skal acceptere, at forsikringstager/sikrede indgår ansvarsbegrænsende aftaler med (potentielle) skadevoldere. I forsikringstagerens salgs- og leveringsbetingelser Sædvanlige aftaler Det fremgår af den juridiske litteratur og retspraksis, at forsikringsselskabet skal respektere ansvarsbegrænsende aftaler indgået mellem forsikringstager/sikrede og potentielle skadevoldere, hvis aftalens indhold er sædvanlig. Standpunktet om, at sædvanlige aftaler skal respekteres er udtrykt i regelgrundlaget inden for søretten. Det følger således af Dansk Søforsikrings-Konvention af 2. april 1934, 71, sidste afsnit, at forsikringstagers/sikredes ret til erstatning ikke berøres af sædvanlige aftaler om potentielle skadevolderes ansvarsfraskrivelse. Konventionens 71, sidste afsnit, har følgende ordlyd, Har den Forsikrede ved Aftale Fraskrevet sig Ret til Erstatning, bortfalder Assurandørens Ansvar i det Omfang, i hvilket hans Regres herved udelukkes. Dette gælder dog ikke, hvis saadan Aftale maa anses for sædvanlig. Retsstillingen om, at forsikringsselskabet er bundet af sædvanlige ansvarsbegrænsende aftaler indgået mellem forsikringstager/sikrede er fastslået allerede i ældre retspraksis. U Ø Forsikringsselskabet udbetalte erstatning til forsikringstager, der havde fået stjålet sin motorcykel fra en parkeringsplads, der var ejet af et parkeringsselskab. Parkeringsselskabet havde forbeholdt sig ansvarsfrihed over for ejeren. Forsikringsselskabet var bundet af dette aftalevilkår mellem forsikringstager og parkeringsselskabet. Forsikringsselskabet kunne derfor ikke gennemføre et regreskrav over for parkeringsselskabet. 8

13 Ved vurderingen af, hvad der er en sædvanlig aftale, må det vurderes, hvad der er kutyme for af aftalevilkår inden for det pågældende kontraktsområde. Tidspunktet for aftalens indgåelse er tillige en afgørende faktor ved vurderingen af, hvorvidt forsikringsselskabet skal acceptere en aftale mellem forsikringstager/sikrede og den potentielle skadevolder, som begrænser forsikringsselskabets regresadgang. Der skal ses på, om aftalen er indgået, 1) før forsikringen er trådt i kraft, 2) efter forsikringen er trådt i kraft, men før den skadevoldende forsikringsbegivenhed har fundet sted eller 3) efter den skadevoldende forsikringsbegivenhed har fundet sted. Ad 1 Hvis forsikringstager/sikrede har indgået en aftale om ansvarsbegrænsning forud for forsikringens ikrafttræden og ikke har oplyst forsikringsselskabet herom, skal dette behandles efter FAL 7 vedrørende forsikringstagers oplysningspligt. FAL 7 har følgende ordlyd, Forsikringstagerens undladelse af at give oplysning har ingen indflydelse på selskabets ansvar, medmindre han burde være klar over, at den ikke oplyste omstændighed var af betydning for selskabet, og hans forhold kan tilregnes ham som grov uagtsomhed. I så fald anses han, som om han havde givet urigtig oplysning, jf. 6. Hvis der er tale om en sædvanlig aftale om ansvarsbegrænsning, kan forsikringsselskabet som alt overvejende hovedregel ikke påberåbe sig, at det var af betydning for forsikringsselskabets risikovurdering at have kendt til aftalen. I sådanne situationer vil forsikringsselskabets regresadgang være begrænset af den aftale, som forsikringstageren/sikrede har indgået. Et klart eksempel herpå er de ansvarsbegrænsninger overfor forsikringstagerens kontraktspart, som kan være indeholdt i kontraktspartens salgs- og leveringsbetingelser. Kun hvis betingelserne er helt usædvanlige eller særligt byrdefulde for forsikringstageren, vil overvejelser i henhold til FAL 6 & 7 være relevante. Ad 2 Hvis forsikringstager/sikrede har accepteret en sædvanlig aftale om ansvarsbegrænsning, efter forsikringen er trådt i kraft, og forinden forsikringsbegivenheden er indtrådt, skal forsikringsselskabet acceptere begrænsningen uden påvirkning af forsikringsdækningen. Det er 9

14 i den juridiske litteratur antaget, at forsikringsselskabet i sådanne situationer er afskåret fra at kunne gennemføre et regreskrav. Forfatterne til dette kompendium kan tilslutte sig denne antagelse for så vidt angår aftaler, der er så sædvanlige og hyppigt forekommende, at forsikringsselskabet burde have kendskab hertil således, at denne viden er indgået ved tariferingen af policen. Ad 3 Hvis forsikringstager/sikrede har indgået en ansvarsbegrænsende aftale med en skadevolder i forsikringstiden, og efter at forsikringsbegivenheden er indtrådt eller der er umiddelbar fare for, at den vil indtræde, skal der ske en vurdering ud fra FAL 52. FAL 52 vedrører forsikringstagers/sikredes tabsbegrænsningspligt. Bestemmelsen har følgende ordlyd, Stk. 1. Den sikrede skal, når en forsikringsbegivenhed er indtrådt, eller umiddelbar fare for dens indtræden foreligger, efter evne afværge eller begrænse skaden samt, hvis selskabet er forpligtet til at erstatte en skade, for hvilken den sikrede har ret til erstatning hos trediemand, træffe de til sikring af selskabets dækningskrav efter omstændighederne nødvendige foranstaltninger, indtil selskabet bliver i stand til selv at varetage sit tarv. Har selskabet i så henseende givet bestemte forskrifter, skal den sikrede så vidt muligt følge disse. Stk. 2. Overtræder han forsætligt eller af grov uagtsomhed denne pligt, svarer selskabet ikke for skade, der kan antages foranlediget derved. Det kan ikke med retsvirkning aftales, at den sikredes eller andres undladelse af at træffe foranstaltninger som ovenfor nævnt skal have strengere virkninger end her foreskrevet. Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, 2. led, at forsikringstageren/sikrede har pligt til at varetage forsikringsselskabets interesser i relation til muligheden for at gennemføre et regreskrav mod skadevolderen. Hvis forsikringstageren/sikrede forsætligt eller groft uagtsomt forsømmer pligten til at varetage forsikringsselskabets interesser, følger det af stk. 2, at forsikringsselskabet ikke har pligt til at udbetale erstatning for den del, som med rette havde kunnet fremføres over for skadevolder, hvis forsikringstager/sikrede havde opfyldt sin pligt over for forsikringsselskabet. Det betyder, at hvis en forsikringstager/sikrede indgår aftale med en skadevolder om, at vedkommende ikke skal betale erstatning, udløses overordnet to problemstillinger, 1. Afskærer aftalen forsikringstageren/sikrede for forsikringsdækning, jf. FAL 52, stk. 2? 2. Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende er spørgsmålet, om forsikringsselskabet er afskåret fra at gøre et regreskrav gældende over for den ansvarlige skadevolder? 10

15 Afskærer aftalen forsikringstageren/sikrede for forsikringsdækning, jf. FAL 52, stk. 2 Forsikringsdækningen bortfalder i de situationer, hvor det kan betegnes som forsætligt eller groft uagtsomt af forsikringstageren/sikrede at indgå en aftale, som begrænser forsikringsselskabets adgang til regres. Spørgsmålet er derfor, hvad der skal til for, at der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed i en sådan situation. Det fremgår som oftest af forsikringspolicen, at forsikringsselskabet indtræder i forsikringstagers/sikredes ret mod en erstatningsansvarlig skadevolder, når forsikringsselskabet har udbetalt erstatning. Forsikringstager/sikrede vil derfor ikke kunne påberåbe sig manglende viden om denne indtræden (subrogation). Da der er tale om en grundlæggende og elementær retsgrundsætning, har det næppe nogen betydning for vurderingen, om regresretten er nævnt i policen eller ikke. Forsikringstager/sikrede kan ikke argumentere sig ud af situationen ved at påberåbe sig manglende kendskab til princippet om indtræden (subrogation). Forsæt/graden af uagtsomhed vil herefter skulle vurderes i forhold til karakteren af den aftale, som forsikringstageren/sikrede har indgået. Er der tale om en aftale, der fremstår som sædvanlig i den pågældende og lignende situationer, eller fremstår aftalen som værende af usædvanlig karakter. I relation til sædvanlige aftaler kan det ikke gøres gældende, at forsikringstager/sikrede har handlet forsætligt/groft uagtsomt. Forsikringsselskabet vil derfor være forpligtet til at yde dækning i disse situationer. Det forekommer dog næppe sandsynligt, at det skulle være sædvanligt at indgå ansvarsbegrænsende aftaler efter forsikringsbegivenhedens indtræden Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, er spørgsmålet, om forsikringsselskabet er afskåret fra at gøre et regreskrav gældende over for den ansvarlige skadevolder? I de situationer, hvor forsikringstager/sikrede ikke har handlet forsætligt eller groft uagtsomt ved at indgå en ansvarsbegrænsende aftale med skadevolder, men hvor skadevolder er vidende om, at forsikringsselskabet berøves sin regresret, opstår spørgsmålet, om forsikringsselskabet er begrænset i sin regresret? 11

16 I Dansk Forsikringsret 2 indtager forfatterne den holdning, at det vistnok må være uden betydning, om den ansvarlige tredjemand har været i god eller ond tro, hvis aftalen er indgået, inden forsikringsselskabet har foretaget en udbetaling til skadelidte. Forfatterne til dette kompendium er af den holdning, at ond tro hos den ansvarlige tredjemand, må føre til, at aftalen ikke kan gøres gældende over for forsikringsselskabet. Hvis aftalen derimod er indgået efter, at forsikringsselskabet har udbetalt erstatning til forsikringstager/sikrede, og den ansvarlige skadevolder var i ond tro ved aftalens indgåelse, er forsikringsselskabet ikke bundet af aftalen. Forsikringsselskabet vil derfor kunne fremføre et regreskrav over for den ansvarlige skadevolder. 2. Hvilket krav kan forsikringsselskabet rejse? Konsekvensen af, at forsikringsselskabet afleder sin ret af den ret sikrede selv ville have haft imod den ansvarlige skadevolder, er blandet andet, at forsikringsselskabet kun kan rejse et krav opgjort til dagsværdi. Når forsikringsselskabet under en nyværdiforsikring udbetaler skade opgjort til nyværdi, vil selskabet derfor stå tilbage med en udbetaling, som selskabet ikke kan rejse som regreskrav. Tabet udgøres af differencen imellem skaden opgjort til dagsværdi, og skaden opgjort til nyværdi. 3. Den ulovregulerede regresadgang I forhold til forsikringsselskaber er det sjældent relevant at tale om den ulovregulerede regresadgang. Forsikringsselskabernes regres adgang er reguleret af EAL 22. For andre end forsikringsselskaber gælder imidlertid også en adgang til regres, når en juridisk eller privat person har betalt et beløb, som en anden person i sidste ende er forpligtet til at betale. Før ejerskifteforsikringernes tid var det almindeligt, at et mangelskrav, som en køber af en fast ejendom rejste imod sin sælger blev videreført af denne sælger til en tidligere sælger osv. I sidste ende kunne en mangelssag ende flere ejerled tilbage i tiden. De krav der på denne måde blev ført tilbage igennem flere led er også regreskrav. Kravene er blot ikke reguleret af EAL 22, men af den ulovregulerede regresadgang som også kaldes subrogation. For forsikringsselskaber bliver den ulovregulerede regresadgang relevant, når selskabet af den ene eller den anden årsag har valgt at dække en skade på trods af, at skaden faktisk ikke er dækket under den aktuelle police (selvrisiko, underforsikring, undtagende skader). Hvis den skadelidte selv kunne have rejst krav imod skadevolderen indtræder selskabet i 2 Dansk Forsikringsret, Henning Jønsson og Lisbeth Kjærgaard, 8. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2003, s

17 den skadeslidtes ret og dermed i kravet efter reglerne om ulovreguleret regres. Dette kræver dog, at der kan præsenteres en dokumentation for, at den skadelidte faktisk har overdraget retten til forsikringsselskabet. Skadevolderen kan kræve at se dokumentationen, så han ikke bringer sig i risiko for komme til at betale den samme skade to gange. Denne type regres reguleres ikke af EAL 22, og forsikringsselskabet er derfor heller ikke begrænset af undtagelserne i EAL 19, stk. 2. Den ulovregulerede regresadgang for forsikringsselskaber kan også aktualiseres i den situation, hvor der er sket udbetaling til en panthaver i henhold til en panthaverdeklaration, uden at der er tale om en dækningsberettiget skade. Forsikringsselskabets regreskrav mod en ansvarlig skadevolder reguleres heller ikke af EAL 22 i denne situation, og forsikringsselskabet er derfor heller ikke begrænset af undtagelserne i EAL 19, stk. 2, i den situation. Forsikringsselskabet vil typisk have en bestemmelse i forsikringsbetingelserne om, at der er regresadgang over for forsikringstager/sikrede i sådanne situationer. Der henvises til kap. 4 nedenfor vedrørende Policeregres. 13

18 Kap. 2 - Regres i henhold til EAL Hvornår har forsikringsselskabet mulighed for regres? Rækkevidden af forsikringsselskabets regresadgang i henhold til EAL 22 følger nærmere af EAL 19 og 21. Disse bestemmelser oplister de nærmere betingelser for, hvornår der kan søges regres, og hvornår forsikringsselskabet er afskåret herfra. EAL 19, stk. 1, indeholder hovedreglen om, at der ikke er adgang til regres, når en skade er dækket af en tingsforsikring eller en driftstabsforsikring. Reglen gælder kun for den dækkede del af en skade. Dette betyder, at et selvrisikokrav og et uforsikret krav som følge af underforsikring ikke berøres af reglen. Til hovedreglen gælder en i praksis meget omfattende undtagelse, som er beskrevet i EAL 19, stk. 2. Herudover er regres imod en skadevolder, som bærer et ansvar efter reglerne i færdselsloven, luftfartsloven og søfartsloven ikke begrænset af hovedreglen i 19, stk. 1, jf. EAL 21. EAL 19, stk. 1 og 2, samt EAL 21 har følgende ordlyd, 19: Stk. 1. I det omfang en skade er dækket af en tingsforsikring eller en driftstabsforsikring, er der ikke erstatningsansvar. Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke, såfremt: 1) den erstatningsansvarlige har forvoldt skaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed, eller 2) skaden er forvoldt ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig virksomhed eller virksomhed, der kan ligestilles hermed. 21: Stk og 20 gælder ikke for erstatningsansvar, der er omhandlet i 1) færdselslovens regler om ansvar for motordrevne køretøjer, eller som i øvrigt er dækket af den for køretøjet lovpligtige ansvarsforsikring, 2) luftfartsloven eller 3) søloven. Hovedreglen og undtagelserne kan opstilles på følgende måde: Hovedregel: Forsikringsselskabet har ikke mulighed for at gennemføre regreskrav, når en skade er dækket af en tings- eller en driftstabsforsikring. 14

19 Undtagelser: Forsikringsselskabet kan alligevel rejse regres for udbetalinger under en tings- eller driftstabsforsikring når, 1) Den erstatningsansvarlige har forvoldt skaden forsætligt eller groft uagtsomt (EAL 19, stk. 2, nr. 1). 2) Skaden er forvoldt ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig virksomhed eller virksomhed, der kan sidestilles hermed (EAL 19, stk. 2, nr. 2). 3) Ansvaret baseres på færdselsloven (EAL 21, nr. 1). 4) Ansvaret baseres på luftfartsloven (EAL 21, nr. 2). 5) Ansvaret baseres på søloven (EAL 21, nr. 3). De enkelte undtagelser vil blive behandlet særskilt nedenfor Den erstatningsansvarlige har forvoldt skaden forsætligt eller groft uagtsomt (EAL 19, stk. 2, nr. 1) Det følger af EAL 19, stk. 2, nr. 1, at forsikringsselskabet kan gennemføre regres i de situationer, hvor skadevolderen har forvoldt den forsikringsdækkede tings- eller driftstabsskade forsætligt eller ved grov uagtsomhed. EAL 19, stk. 2, nr. 1 har følgende ordlyd, Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke, såfremt: 1) den erstatningsansvarlige har forvoldt skaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed, eller.. Det giver sjældent anledning til vanskeligheder at fastslå forsæt. Forsikringsselskaberne skal dog være opmærksomme på, at det sjældent er interessant at gennemføre et regreskrav på baggrund af en forsætligt forvoldt skade. Den ansvarlige skadevolder vil som konsekvens af sin forsætlige adfærd sjældent have forsikringsdækning for sit erstatningsansvar. Begrebet grov uagtsomhed findes ikke i en præcist defineret form. Begrebets rækkevidde skal udledes af den retspraksis, der findes på området. 15

20 Højesteret har ved U H fastslået, at EAL 19, stk. 2, nr. 1, kun kan påberåbes i de tilfælde, hvor skadevolderen har handlet på en sådan måde, at hans adfærd indebar en indlysende fare for den indtrådte skade. U H Sagen vedrørte en brandskade på en bygning. Branden opstod i forbindelse med, at A, der var ansat som maskinmester, på sin arbejdsplads udførte reparationer på sin private bil ved anvendelse af svejsning. I forbindelse med svejsearbejdet antændte et rustbeskyttelsesmiddel, som var påført bilens bund. Ilden bredte sig herefter til hele bygningen. Der var under sagen udmeldt syn og skøn bl.a. med henblik på en vurdering af, hvorvidt det var almen kendt, at det pågældende rustbeskyttelsesmiddel var antændeligt i forbindelse med svejsning. Dansk Brandteknisk Institut udtalte således i en erklæring til brug for sagen: det er velkendt blandt mekanikere, at rustbeskyttelsesmidlerne vil antænde, hvis man svejser i nærheden af dem. Højesteret lagde ved sin afgørelse vægt på, at risikoen for antændelse af rustbeskyttelsesmidlet var velkendt blandt mekanikere, men at det ikke kunne betragtes som almindelig kendt. Højesteret fandt herefter, at A ikke havde handlet groft uagtsomt, jf. EAL 19, stk. 2, nr. 1, idet Højesteret herefter udtalte: Herefter finder Højesteret, at Jens Juuls [A s] adfærd vel som anført af landsretten var i betydelig grad uagtsom, men at den ikke indebar en så indlysende fare for den indtrådte skade, at han kan anses for at have forvoldt denne ved grov uagtsomhed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i erstatningsansvarslovens 19, stk. 2, nr. 1. I en senere svejsesag afgjorde Højesteret, at der var udvist grov uagtsomhed. U H En Vvs-smed havde lånt skolens værksted for at udføre noget svejsearbejde på sin bil. Under svejsearbejdet smeltede smeden benzinslangen under bilen. Højesteret lagde ved sin vurdering vægt på, at der var tale om et omfattende svejsearbejde, at det måtte anses for indlysende også for ikke-fagkyndige, at der måtte være en benzinslange under en bil som havde benzintank bagi og motor foran, og at svejsearbejdet dermed indebar en så indlysende fare for brandskade, at smeden havde udvist grov uagtsomhed. 16