Ti værker i den fynske natur skabt af skolebørn og kunstnere

Transkript

1 Ti værker i den fynske natur skabt af skolebørn og kunstnere

2 Indhold 5 Forord 85 Cecilla de Jong Jespersen, 6. A og B, Haarby Skole Assens Kommune 6 Introduktion Kunst i naturen. Med ting, med jord. 109 Pia Skogberg, 5. B, Broskolen Faaborg-Midtfyn Kommune 9 Outsize, 5. A, Ørbæk skole Nyborg Kommune 131 Ole Videbæk, 5. B, Sundhøjskolen Svendborg Kommune 25 Søren Jensen, 5. X, Sct. Hans Skole Odense Kommune 147 Alfio Bonnao, 5. klasse, Humble Skole Langeland Kommune 41 Jens Chr. Jensen, 5. klasse, Søby Skole Ærø Kommune 167 Marianne Jørgensen, 5. klasse, Marslev Skole Kerteminde Kommune 61 Lars Falkenberg, 5. A, Ejby Skole Middelfart Kommune 187 Camilla Gaugler, 5. klasse, Kongslundskolen Nordfyn Kommune Arrangør Kulturregion Fyn Kulturregionfyn.dk Støttet af Kulturregion Fyn Kulturministeriet Samarbejdspartnere/sponsorer er nævnt ved de enkelte værker. Tekst og redigering Tomas Thøfner for Kulturregion Fyn, samt de medvirkende kunstnere. Grafisk tilrettelæggelse Lea Lerche Klaaborg Fotos Se s Kulturregion Fyn Film Tine Oksbjerg Tine Kortermand Tryk Frydenberg A/S Citater Tegnet af 6. klasse, Ørbæk Skole ISBN En særlig tak til De medvirkende børne- og voksenkunstnere. Til de ti skoler og til de involverede lærere i projektet. Børne-Unge-Netværk- Fyn, Den Kreative Tænketank, Kunstudvalget, Vibeke Petersen, Steen Zerlang With, Charlotte Melin, Jesper Gaardboe Jensen, a2i Systems ApS og alle andre, der har medvirket til at gøre Ud med kunsten mulig. 204 Credits

3 5 Forord Denne bog giver et indblik i projektet Ud med kunsten og i, hvad der sker, når 10 skoleklasser og 10 kunstnere går ud i naturen for at skabe et kunstværk et land art-værk. Ud med kunsten løb af stablen i efteråret 2009 og var arrangeret af Kulturregion Fyn. Målet med projektet var, at skolebørn i mødet med kunstnerne skulle udtænke og skabe et land art-værk fra A-Z og opnå en større forståelse for forholdet mellem kunst og natur. Elevernes idéer og skaberlyst skulle være i højsædet. Kunstnerne skulle fungere som deres mentorer og inspiratorer. Kunstnerne og eleverne greb den kunstneriske proces an på forskellig vis. Nogle elev- og kunstnerteams brugte en del tid på at forholde sig til genren land art, andre på at undersøge det sted, hvor værket skulle opføres. Nogle lagde mest vægt på konceptudviklingen, andre på opførelsen af værkerne. Elevernes og kunstnernes samarbejder har været meget berigende, udfordrende og lærerige. Både elever og kunstnere har fået udvidet deres kunstneriske horisont. Denne bog fokuserer imidlertid alene på samarbejdet mellem kunstnere og skolebørn, fordi dette møde, har udgjort kernen i projektet. Det er de opdagelser og refleksioner, eleverne og kunstnerne sammen har gjort, der har påvirket værkernes og dermed udstillingens tilblivelse, og det er her, kreativiteten har blomstret. Kulturregion Fyn vil gerne takke de medvirkende kunstnere og elever i Ud med kunsten. Bogens beretninger og fotos er et vidnesbyrd om, at kunstnere og skolebørn i fællesskab kan skabe anderledes og enestående kunstoplevelser! Vi håber, bogen kan inspirere alle, der måtte have lyst til at lære genren land art bedre at kende, og/eller som synes, det kunne være spændende selv at etablere et kunstnerisk samarbejde mellem skoleelever og kunstnere. Rigtig god fornøjelse. Kulturregion Fyn Resultatet blev ti imponerende og meget forskelligartede værker, der kunne opleves fra d. 2. oktober til 8. november Værkerne fik stor ros med på vejen fra såvel de besøgende som fra pressen. Ud med kunsten er ikke alene blevet til i samarbejde mellem elever og kunstnere, også en række andre aktører har bidraget, heriblandt elevernes lærere, naturvejledere, kulturkonsulenter, teknisk mandskab og sponsorer. Alle har ydet en stor og uundværlig indsats og fortjener en stor tak.

4 6 7 Kunst i naturen. Med ting, med jord. I efteråret 2009 skete der noget rundt omkring i det fynske landskab. I en skov hang der pludselig små hængebroer mellem trætoppene, ved en lille ø var 100 rafter sat op, på en bakketop sås et ni meter højt spindelvæv af pæle og grene Og det er kun tre ud af de ti værker, som blev til under projekt Ud med kunsten. Ti kunstnere har sammen med ti 4.-, 5.- eller 6.-klasser og deres lærere skabt ti meget forskellige land artværker på Fyn. Hvad er land art? Hvis man siger kunst og natur, tænker man typisk på malerier af landskaber. Udsnit af naturen i mere eller mindre utæmmet tilstand er et yndet motiv. Land art vender op og ned på begreberne. Her arbejder kunstneren ude i det, der plejer at være motivet, landskabet er lærredet, materialerne er ofte hentet på stedet, og penslen kan være en sav eller en bulldozer. En elev, der deltog i Ud med kunsten, gav følgende udmærkede svar på spørgsmålet om, hvad land art er: Det er al muligt. Kunst i naturen. Med ting, med jord. Hvor man bruger jorden til at skabe noget, der ikke er set før. Mennesker har altid sat mærker i landskabet, og ikke kun af praktiske grunde. Stonehenge, pyramiderne, Nazca-linierne i Peru og de hjemlige gravhøje er nogle få eksempler på sådanne mærker. Det ville være forkert at kalde dem kunstværker, for de blev ikke skabt som kunst. Men der er ingen tvivl om, at der er et slægtskab mellem disse ældgamle mærker i landskabet og moderne land art. Trangen til at forstærke eller ændre naturens arkitektur, at skabe rum, at sætte tegn i landskabet, er lige så gammel som menneskeheden. Det er således ikke noget tilfælde, at land art-værker ofte får beskueren til at tænke på ceremonier, ritualer og myter. Land art som kunstretning opstod i USA i 1960 erne. Flere af de første land art-kunstnere sagde direkte, at de ønskede at skabe forhistoriske monumenter, og at de så det som en måde at forbinde fortid og nutid på. Land art var en del af tressernes og halvfjerdsernes generelle nybrud i kunsten. Processen skulle ikke længere være skjult og uvæsentlig i forhold til det endelige værk. Publikum skulle ikke stå bag ved en snor og andægtigt se på, men deltage i proces og værk. Værket skulle ikke hænge i en ramme på en væg. Kunsten skulle ud af museumsrummet. Værkerne blev helt naturligt en protest mod kunstens kommercielle kredsløb: Et land art-værk er ikke sådan at sælge på et galleri. Til gengæld blev det vigtigt at dokumentere de ofte flygtige eller utilgængelige værker og processen bag dem. På den måde blev fotos, filmoptagelser, tegninger og beskrivelser afgørende og ofte udstillet og handlet. Ved siden af land art har man brugt betegnelser som earthworks (jordværker), proceskunst, miljøkunst og naturkunst. Land art er mange ting, og land art-værker adskiller sig fra hinanden i mange dimensioner. For nogle kunstnere er det økologiske og naturlige en afgørende egenskab, og de arbejder således med naturmaterialer, typisk fra stedet. For andre kunstnere kan det være en pointe at bruge naturfremmede materialer. Nogle værker er performances, der er væk, når de er opført, andre forgår over uger og måneder, andre over årtier, nogle er næsten uforgængelige. Kunstnerne arbejder meget bevidst med disse forskellige tidsskalaer. Visse værker er placeret tæt ved menneskelige samfund og har en funktion som fx samlingssted, andre er placeret i ødemarker og kan i den grad ikke bruges til noget praktisk. Nogle værker er nemme at opleve i deres fulde udstrækning, andre kan kun ses i deres helhed fra en luftballon. Men al land art har det til fælles, at det foregår et bestemt sted. Land art er ikke en skulptur, som tilfældigvis opstilles ude på en mark. Land art er, som det hedder, stedsspecifik. Den er, alle forskelligheder til trods, mærker, som sættes i det specifikke landskab. De ti værker, der blev resultatet af Ud med kunsten, folder alle de nævnte dimensioner ud, og flere til. I Nyborg blev der skabt et græsmaleri på plænen ved Hesselhuset. Det havde begrænset holdbarhed (ca. 3 uger), og ved åbningen kunne man se det fra oven vha. en lift. På Stige Ø i Odense blev der bygget en lejr, som publikum aktivt kunne indtage, af rafter og halmballer og med farverige vimpler. Ved Søbygaard på Ærø blev træstammer, flis og savsmuld brugt til at danne en kompasform. Ved Anlægsvej i Ejby blev det til et spil med regler, der skal spilles på to store cirkelbaner med grenskulpturer i midten. I Trunderupskoven ved Haarby kom der små hængebroer op mellem træerne, og trætoppe blev bundet sammen for tid og evighed. I Tarup-Davinde, på den lille fugleø i grusgrav-søen og dens omgivelser, blev 100 brændte rafter i forskellig længde sat op. På Skansen på Tåsinge blev der lavet en performance, hvor eleverne dannede forskellige figurer i landskabet med deres kroppe og baner af plastic. På en bakketop i Humble Byskov på Langeland blev der skabt et ni meter højt, spindelvævslignende vartegn af rafter og grene. Ved Marslev Skole i Kerteminde blev resultatet en stor, social skulptur, to bakker med en bro af træstammer imellem, der kan bruges til at sidde og lege på. På engen ved Gamle Strand i Bogense voksede en miniby ud af engen. De små bygninger blev bygget i ubrændt ler. Mens dette skrives, er mange af værkerne helt forsvundet. Happenings og performances er for længst forbi, spillene er spillet. Græsmalerier er regnet og groet væk. Minibyens ler er blevet til mudder. Andre værker er kun delvist forandret, og nogle få står stadig næsten, som da de blev skabt. I alle tilfælde findes processen, samarbejdet mellem kunstnere, elever og lærere, ikke længere. Bogen her råder bod på det, så vidt det nu er muligt, med billeder og beskrivelser af både værker og processer. Der er tale om nedslag i den dokumentation, der findes, og selvom det kun kan blive glimt, så er intentionen at videreformidle noget af den glæde og de erfaringer, som projekterne har givet anledning til. T.T.

5 Outsize 5. A, Ørbæk skole Nyborg Kommune

6 10 Ørbæk Skole, 5. A Amalie Søndergaard Warming Caroline Christiane Raahauge Larsen Cecilie Rønne Askholm Cecilie Sondrup Gorgulla Rosener Christine Sondrup Gorgulla Rosener Ditte Rosendahl Nielsen Duvaraka Thangavadivelu Elisa Lyder Tissot Frederikke Lysbjerg Sørensen Johnas Elgaard Hornbæk Jonas Benjamin Grundsted Laura Viby Jensen Mie Søndergaard Kellgren Jepsen Nanna Bæk Sabrina Lykkegaard Lundager Jørgensen Signe Madsen Wissing Silje Nyholm Christensen Sinta Almira Muhammad Taib Lærer Line Busk Kunstnergruppe Outsize Værket blev skabt ved Pavillonen ved Hesselhuset, Skræddergyden i Nyborg.

7

8 14 Da Outsize og 5. A fra Ørbæk Skole præsenterede deres græsmaleri, havde man mulighed for at betragte det fra platformen på en stor lift. Hvis man kom forbi senere, måtte man nøjes med at nyde værket fra almindelig øjenhøjde. Og gik der mere end nogle uger, så ville stregernes kridtmaling være regnet væk fra græsset. Men uanset om man har set værket eller blot billeder af det, kan man forestille sig at se det ovenfra. Man kan drømme om at svæve henover det i en luftballon, eller ligefrem se det fra en engels synsvinkel. Motivet, en engel mellem træer, fører fantasien i den retning. Desuden er græsmaleriets udtryk, med de klare og enkle konturlinjer, i familie med kirkernes glasmosaikker.

9 16 I de hvide dragter på det grønne græs er eleverne fra 5. A noget af et syn. Saxeliftens silhuet mod den blå himmel gør optrinet endnu mere fremmedartet. En elev råber, at alle skal blive inde, hvis de ikke har dragter på. For nu maler vi! Vi skal lave hovedet nu! Seks elever går langsomt og koncentreret rundt og sprøjter den hvide kalkblanding ud langs rebstykker, der er lagt ud på græsset for at markere tegningens linjer. Eleverne går i par. Den ene betjener pumpen på sprøjtemaskinerne, trykket i dem skal med jævne mellemrum bygges op, og det er hårdt arbejde. Den anden styrer sprøjten, det gælder om at gøre det jævnt og præcist. Kunstnerne fra Outsize, også i de hvide dragter, overvåger processen og småsnakker med eleverne. Har I mange penge i jeres lille firma? spørger en pige. Nej, vi bruger dem altid svarer en af kunstnerne og griner. Hvordan maler man præcist? spørger en dreng. Lav en lille, tynd streg til at starte med, og så bare derud af. Det er ikke en for tyk streg, vel? Pludselig råber en af pigerne: Gertrud er død! Men heldigvis har Gertrud aldrig været levende. Vi giver alle de ting, vi bruger, navn, forklarer en anden pige. Og Gertrud viser sig at være et af de sprøjteapparater, der er fyldt med maling blandet af kridt og vand. Den her, f.eks., den hedder Bob. Det her er Gertrud. Hun er død, det er derfor, der er tegnet et kors på. Og det her, hun løfter en boremaskine med en blandeforsats, er Pia Piskeris. Så fortsætter hun over til flere sprøjteapparater. Og hvem er det? Det er racer-maude. Det her er Malte. Og der er Tomberg. Det har vi lige fundet på.

10

11

12 22 Outsize Kunstnergruppen Outsize med base i Odense består af Dan Jensen (f. 1961), Morten Krogsgård (f.1972), Yngve Riber (f. 1949), Kristian Vodder Svensson (f. 1976), Frederikke Friderichsen (f. 1965) og Andreas Stoubye Johansen (f. 1978). De to førstnævnte har deltaget i Ud med kunsten -projektet. Outsize-gruppen har siden dannelsen i 2004 skabt deres eget udtryk, der kombinerer performance, land art og videoinstallation. Outsize har tidligere lavet flere store malerier med hvid kalkmaling på grønne plæner. Outsize om sig selv, klippet fra Kunstnergruppen Outsize består af de faste medlemmer, men inviterer jævnligt nye gæstekunstnere til at deltage i videoprojekter for at opnå forskellige udtryk i værkerne. Som det måske kan ses, kan kunstnergruppen godt lide at arbejde med store armbevægelser. Derfor også navnet Outsize betyder overstor størrelse. Vi siger selv om nogle af vores landart-projekter, at det er udvidet landskabsmaleri. Vi beskæftiger os med tiltag i det offentlige rum, stedsspecifikke værker. Som oftest bliver de optaget på video for derefter at blive redigeret til forskellige videokunstværker. Gennem processerne tager vi løbende fotoserier, som bruges i forskellige udstillingssammenhænge. Vi bruger vores omgivelser som lærred på mange forskellige måder. Man kan sige, at vi fører kunsten ud i naturen. Landskabsmaleri på en ny og overraskende måde stort, uoverskueligt og forgængeligt. Vi stiller både spørgsmål til vores traditionelle kunstopfattelse og til den måde, vi husker og erkender på. Derved skaber vi anderledes og skæve værker. Vi håber med vores værker, at beskuerne både undrer sig og trækker på smilebåndet!

13 Søren Jensen 5. X, Sct. Hans Skole Odense Kommune

14 26 Sct. Hans Skole, 5. X Andreas Arresø Olsen Anna Corfitz Andersen Benjamin Hougaard Paulli Cecilie Birkekjær Cecilie Ida Villemoes Olesen Celine Møller Hansen Christina Johansen Denni Marco Rasmussen Frederikke Helstrup Hansen Jacqueline Dubourg Ohle Johan Damgård Johansen Johanne Pihl Uglebjerg Storm Jonas Gudmann Jakobsen Josephine Rosenløv Jørgensen Laura Feddersen Laura Mols Libenholt Marcus Holm Christiansen Mathias Bønke Søby Natasha Laustsen Oliver Asger Heibøl Olesen Peter Dreiø Mogenstrup Rasmus Loft Petersen Signe Marie Munk Jacobsen Tomas Stefansson Victor Kronborg Karlsen Lærer Mai Naaby Kunstner Søren Jensen Samarbejdspartnere Birgit Bjerre Laursen Odense Kommune / Park & Natur. Naturvejleder Mads Christensen. Værket blev skabt på Stige Ø, Østre Kanalvej, Odense.

15

16 30 Der blæser tit en god vind på Stige Ø. Så længe Camp Stige Ø holdt til det, kunne man krybe i ly mellem halmballer og under presenninger. Over lejren blafrede hundredvis af små, kulørte flag på snore, der var fastgjort i rafter, der markerede periferi og centrum, lidt som et skelet af et cirkustelt. Man kunne tænke på cirkus og tivoli, men også på tibetanske bedeflag. Uanset associationerne gav lejrens fire enkle halmhuler et sted at lege, sidde og snakke, spise en madpakke eller bare hvile ud.

17 32 Fem elever, tre drenge og to piger, sidder inde i deres værk. Der er dejlig læ derinde, og der kommer masser af lys gennem presenningen, som danner tag. Vi har lavet et halmhus. Det er et projekt, vi er i gang med. Hvordan har I bygget det? Af halm. Små halmballer. Og sådan nogle rafter. Træpinde. Og så en presenning over. Var det svært? Lidt. Hvad var det sværeste? Det var nok at få presenningen over Og så var det svært at finde ud af, hvordan det skulle se ud i starten. Vi havde siddet og tegnet lidt derhjemme i klassen. Og snakket om det. Og havde set billeder fra land art-projekter og sådan. Er der andre børn, der vil bruge det? Ja, det tror vi. Vi håber da, de kommer herud og vælger vores hytte! Vi er ikke helt færdige endnu. Vi mangler lige lidt indhegning og Detaljer Ja, detaljer. Vi har tænkt os at lave nogle pæle rundt om og sådan lidt.

18 34 35 Søren Jensen Spørgsmål til kunstneren Søren Jensen (f. 1957) er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi Fra var han rektor for Det Fynske Kunstakademi. Han er repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Trapholt, Arken Kunstmuseum og mange andre steder. Hans kunstneriske virke er koncentreret om skulpturen og om spændvidden mellem det skulpturelle og det arkitektoniske. I de senere år har han lavet værker, der minder om skure. Værkerne er blevet udstillet på museer og gallerier og som installationer i det offentlige rum. Hvordan vil du præsentere værket? Værket var et forsøg på at skabe et sted/en bosættelse på den nøgne og kunstigt frembragte ø, som Stige Ø er. Øen er en affalds-ø frembragt af mange års affald fra Odense og ligger bakket med udsigt ind til Odense og ud mod Munkebo. Da vegetationen er meget sparsom på øen, og der derfor næsten ingen læ er, var et af udgangspunkterne for værket at skabe læ for blæst og regn på en naturlig og interessant måde. Små halmballer, som børnene kunne bygge med næsten som legoklodser, var en nærliggende løsning. Udover at de var lette for børnene at håndtere, løste det også affaldsproblemet efter udstillingsperioden, da halmen ganske langsomt rådner og forsvinder tilbage til jorden. For yderligere at skabe en fornemmelse af sted eller bebyggelse blev der opsat en cirkel af granrafter rundt om halmhytterne, hvor en flagguirlande markerede grænser for vores Camp Stige Ø. Hvordan forstår du land art? Land art-begrebet er jo et kunsthistorisk begreb, der opstod tilbage i 60èrne, der tog sit udgangspunkt i forholdet mellem natur og kultur. Og det er det forhold, der stadig er interessant, at kunne reflektere over grænsen mellem det naturlige og det kulturskabte med kunsten. Her var Stige Ø eksemplarisk, da den tilsyneladende naturlige ø ikke var naturlig, men netop kunstig, og vores bidrag til øen var den naturlige halm, som vi efterlod. Hvordan var det at arbejde sammen med eleverne? Eleverne var meget motiverede og energiske, og derfor var det en stor fornøjelse at arbejde sammen med dem. Hvis der havde været tid og materialer nok, kunne værket sagtens have været 2-3 gange større, og det skyldes elevernes store gåpåmod, som jeg ikke havde forventet. Desuden var der meget få konflikter, og eleverne havde et godt samarbejde, som gjorde, at arbejdet med Campen var meget rationelt. Hvad tror du, at eleverne har fået ud af processen? Forhåbentlig har eleverne oplevet Stige Ø på en anden måde og fået en kreativ oplevelse, der har involveret hele deres krop. Desuden har processen forhåbentlig også givet eleverne et indblik i, at kunst ikke kun findes på museer, men også ude i den virkelige verden. Det kom bag på mig hvor motiverede eleverne var, de skulle ikke overtales, men næsten holdes tilbage. Og det kunne jo godt tyde på, at der mangler et kropsligt kreativt element i den almindelige undervisning i folkeskolen. Andre tanker? Det gjorde indtryk på mig, at en af eleverne udtrykte sin bekymring for, om der ville komme nogen fra Vollsmose og ødelægge Campen, mens vi var væk. En ubegrundet bekymring men selvfølgelig trist, at elever i den alder har sådan nogle overvejelser. Det positive var, at det også var udtryk for en stolthed over at have skabt noget, som man ville være ked af blev ødelagt.

19

20

21 Jens Chr. Jensen 5. klasse, Søby Skole Ærø Kommune

22 42 Søby Skole, 5. klasse Martin Høker Eriksen Mikkel Rasmussen Frederik Larsen Andreas Hansen Oliver Schmidt Simon Hansen Mathias Olsen Anna Ting Nissen Bech Lea Flintholm Sørensen Sofie Sørensen Rie Falkenberg Maria Christensen Rikke Christensen Maja Enevoldsen Lærer Mathilde Nielsen Kunstner Jens Chr. Jensen Samarbejdspartnere Søbygaard og naturvejleder Steen Andersen fra Ærø Natur- og Energiskole. Værket blev skabt ved Søbygårdsvej, Ærø.

23

24 46 Man kunne godt få den tanke, at Jens Chr. Jensen og 5. klasse fra Søby skole har leget med tændstikker, store tændstikker. I midten danner hundredvis af tynde træstammer i en meterhøj stak et cirkelrundt hul. Udenom, fladt på jorden, danner flere stammer fire trekantede spidser, igen opdelt i fire mindre trekanter, hvor den midterste er fyldt med lyst savsmuld og de tre andre med mørkere flis. Det er en geometrisk leg i stort format. Figuren er ikke sat sammen med søm, skruer eller ståltråd, materialerne er frit lagt ud. Formen minder om en kompasrose, og den ene spids peger da også mod nord.

25

26

27 52 Det har været udfordrende. Man skulle pludselig til at bruge kræfter Og alle de der verdenshjørner og sådan noget. Men det har været rigtig godt! Det var ligesom noget andet end at sidde ned og tag jeres grundbog frem og slå op på side 121. Sådan fortæller nogle elever fra Søby Skoles 5. klasse. Vi startede med at krydse to øjne, så det gav et kompas. Så fandt vi ud af, at vi skulle have noget højde på, så det ikke blev helt fladt. Så var der en i klassen, der fandt ud af, at vi nok skulle lave noget med pinde og ler. Det blev så pinde, der blev stablet op, så det gav en lidt pyramideagtig form. Vi har stillet det op nede i voldgraven på Søbygaard. Der er ikke vand mere. Men det har der været, såvidt jeg ved. Jens Chr. Jensen introducerede tidligt i forløbet eleverne for cirklen, firkanten og trekanten som tre grundelementer i al skulptur. Eleverne startede med tegninger og modeller, og til slut havde de skabt både den store kompasform og et solur lavet af pæle. Den store skulptur krævede meget træ, og før det fysiske arbejde gik i gang også en del matematik. En elev giver resultatet af nogle udregninger. Diameteren er ca. seks meter. For hver 1,5 meter i højden skal vi bruge ca. 38 m 3. Det er rimelig meget efter min mening! Den her peger hen mod slottet. Så går den her mod nord, de andre mod syd, øst og vest. Soluret har også krævet mange tanker og kræfter. Den der skygge viser, hvad klokken er. Det er den der pæl, der hele tiden laver en skygge. Solen, den bevæger sig jo på himlen. Og soluret viser stadig, hvad klokken er, når bare solen skinner. Og som en elev siger, hvis man kommer flyvende hen over skulpturerne og er i tvivl om, i hvilken retning nord er, så kan man bare kigge på kompasset.

28

29 56 57 Jens Chr. Jensen Spørgsmål til kunstneren Jens Chr. Jensen (f. 1949) er en autodidakt kunstner. Han har lavet mange udsmykninger, bl.a. i kommunalt regi, og har været repræsenteret på mange udstillinger. Hans skulpturer er ofte bygget af naturmaterialer og genbrugsmaterialer, der sættes sammen i strenge og elegante former. Også mange af kunstnerens land art-projekter er karakteriseret ved en søgen efter enkle, geometriske strukturer. Hvordan vil du præsentere værket? Værket i voldgraven ved Søby blev stort set som den model, der var lavet af eleverne i forvejen i samarbejde med mig. De udstukne, meget enkle regler blev fulgt af eleverne, og samarbejdet mellem to ud af tre grupper resulterede i en skulptur på 18 X 18 meter. En kombination mellem en trekant og en cirkel, som blev til et øje der senere udviklede sig til to øjne på kryds som blev det endelige resultat og fik titlen Kompas. Det var meget passende på en ø som Ærø, som jo er præget af søfart. Men det var dog noget, vi konkluderede, efter vi havde færdiggjort projektet. Hvordan forstår du land art? Land art er en kunstart, som befinder sig i naturen, som er lavet af naturen og går tilbage til naturen. Land art kan bestå af mange forskellige materialer eksempelvis sand, grus, stenmaterialer, træ, vand, jernmalm og andre vækstmaterialer som tagrør, græs, tegl, teracotta, ler, ild, halm osv. Som udgangspunkt er det vigtigt for mig, at de materialer, jeg benytter, forsvinder af sig selv før eller siden og når tidshorisonten er lang nok, så vil det være tilfældet for de fleste naturmaterialer. For mig er naturen ofte inspirationskilden til land art-projekterne og det at færdes og arbejde i og med naturen er en oplevelse i sig selv ikke mindst, når børn og unge er involveret i projekterne. Hvordan var det at arbejde sammen med eleverne? Børn og unge mennesker er meget interessante og inspirerende at arbejde sammen med på land art-projekter, når blot man forholder sig til betingelserne det er en helt ny og anderledes verden for dem, der mest er vant til at færdes blandt bøger osv. Som regel kommer vi ind omkring matematikken, når vi skal regne størrelsen ud fra skitser og modeller til den endelige størrelse og det overrasker de fleste børn, at naturen kræver så voldsomme dimensioner. Børn går altid til opgaven med stor ildhu. Søby Skoles 5. klasse var ikke nogen undtagelse og til trods for størrelsen og det store arbejde gik det ufattelig godt og hurtigere, end jeg havde forestillet mig. Specielt pigerne var vældig engagerede og gik ikke af vejen for selv de største trækævler. Der blev også tid til en fodboldkamp i ny og næ. Hvad tror du, at eleverne har fået ud af processen? Jeg ved, at eleverne fik en god oplevelse med derfra jeg har nogle måneder efter projektet haft den fornøjelse at træffe dem alle igen på stedet og så, hvor stolte de er af deres skulptur/kunstværk. Den blev kigget grundigt efter, om den var, som da de forlod den.

30

31 Lars Falkenberg 5. A, Ejby Skole Middelfart Kommune

32

33

34

35

36 70 Ejby Skole, 5. A Petrine Stryhn Mikkel Wardil Laura Andersen Vladimir Stijovic Jacob Jensen Ivan Jørgensen Julie Johansen Bleron Zhijeqi Pernille Lundby Mads Hansen Mathias Skøtt Frederik Jakobsen Amalie Rasmussen Rasmus Halle Emma Nielsen Semra Lilic Emily Shields Henriette Thunberg Alma Nielsen Matilde Hyttel Maja Sørensen Anne Bager Karoline Madsen Mikkel Granberg Michelle Kristoffersen Alija Salkic Nicole Kindsvater Lærer Pia Bergstedt Hansen Kunstner Lars Falkenberg Samarbejdspartnere Falck Værket blev skabt og spillet ved Anlægsvej, Ejby.

37 72 Lars Falkenberg og 5. A. fra Ejby Skole lavede et værk, der bestod af cirkler malet i græsset med en gruppe små grenskulpturer i midten. Det vil sige, det var ikke hele værket, men bare spillepladen. Der var nemlig tale om et spil med regler for, hvordan spillerne, dvs. eleverne, skulle bevæge sig. Der var to cirkelbaner, den gode og den onde cirkel, som skulle udfyldes med god og ond adfærd, og et fængselsområde, hvor regelbrydere fik et blåt øje, store ar og bandage på.

38 74 Cirkelbanerne inviterer til leg. Også når Lars Falkenberg ikke giver instrukser via sin megafon, kan børnene dårligt lade være med at bruge dem. De løber og hopper rundt. Lars Falkenberg sætter megafonen til munden. Hallo, hallo. Er der nogen hjemme? Jeg har brug for nogle stylter ind i midten, i den gode cirkel her. Jeg skal lige se, hvordan det fungerer. 1, 2, 3, nu! Og eleverne løber rundt i cirklens baner med deres stylter slæbende efter sig. Det fungerer vist fint. Lad os lave en kravle-runde. Og eleverne kravler i banerne. En af drengene kravler i slowmotion. Jeg har lige et sidste ønske til jer. At I render rundt og brokker jer ovre i den onde cirkel. Og man må sige, der bliver brok. Børnene er forsigtige med at skubbe til hinanden, men ikke forsigtige med at råbe et udvalg af de ondeste gloser, de kan komme i tanke om: Så er der gang i den onde cirkel! griner Falkenberg. Han hæver igen megafonen. Pas nu på, at I er rigtig onde derinde!

39

40

41 80 81 Lars Falkenberg Spørgsmål til kunstneren Lars Falkenberg (f. 1955) er uddannet på Skolen for Brugskunst (nuværende Danmarks Designskole) som tekstilkunstner/designer. Han har siden fungeret som kunsthåndværker og fri kunstner med udstillinger mange steder, såsom på Kunsthallen Brandts Klædefabrik og Fyns Kunstmuseum. Lars Falkenberg har også lavet flere udsmykninger, bl.a. af Holbæk rådhus og Odense Hovedbibliotek. Hvordan vil du præsentere værket? Det, jeg har lavet med børnene, har været ud fra børnenes præmisser. Børn i den alder er fantastiske til at bevæge sig, det kan de slet ikke undvære. Så min ide var at blande kunst og sport og spil i ét værk. Jeg lagde grundrammerne, for børn i den alder skal have noget at forholde sig til, og ind over det grundgitter lagde vi så alt det, børnene fandt ud af. Jeg kom og præsenterede min grundform, den gode og den onde cirkel. En række koncentriske cirkler i to områder, en slags løbebaner rundt i cirkler. Når man har den gode cirkel og den onde cirkel, kan man lave rigtig mange samtaler og ting ud fra dem. Stort set hele livet er jo med på den måde. Cirklerne var i øvrigt også planeterne. Jeg snakkede med børnene om vores solsystem, og de vidste faktisk en hel del. Cirklerne var planeternes baner, og ilden inde i midten var Solen. Pluto fik lov at være med, selvom den jo er blevet degraderet til dværgplanet Hvordan var det at arbejde sammen med eleverne? Vi lavede en brainstorm om, hvad der skulle foregå i den gode og den onde cirkel, og jeg lavede nogle øvelser med dem. I den onde cirkel fik de lov til at bande og svovle og skælde hinanden ud og nærmest slås. Og dem, der kom lidt til skade, fik et blåt øje med teatersminke og blev plastret op med gipsarm, og jeg ved ikke hvad, via nogle donationer fra Falck. På den måde kunne de virkelig mærke, hvad det ville sige at være i den onde cirkel! Og i den gode cirkel kunne man f.eks. lave en krammerunde, eller alle skulle sige vi elsker hinanden. Man kunne også snakke om god mad, sund mad, kontra junk food i den onde cirkel. Man kan selv digte videre, og det gjorde børnene også. Hvad tror du, at eleverne har fået ud af processen? De har haft det sjovt og har fået en masse at snakke om. Det er en god alder, hvor der stadig er noget kreativitet og leg i dem det holder jo desværre op alt for hurtigt for mange. Som kunstner er jeg jo selv én, der aldrig er holdt op med at lege. Jeg hørte, at klasselæreren bagefter havde brugt begreberne om den gode og den onde cirkel som en slags pædagogisk værktøj. Lærte du noget? Der var ikke noget, der rigtig kom bag på mig, men det overraskede mig, hvor meget børnene gik op i de blå mærker, sårene og forbindingerne. Det var virkelig noget, de kunne bruge til at lege, spille roller og til at konkurrere med hinanden. Andre tanker? Jeg havde en hel busfuld på et tidspunkt, der tog ned og så Tranekær Slotsparks land art-udstilling nede på Langeland med armene i gips og blå øjne, blå mærker og plaster på. Bagefter tog vi til Egeskov og var i labyrinten dér for at se noget mere land art. Og hele tiden gik de rundt sådan der, ikke som en flok almindelige unger på tur, men som unger, der var kommet drabeligt til skade. Det var simpelthen for at fange dem, og det må man sige, at det gjorde!

42

43 Cecilia de Jong Jespersen 6. B, Haarby Skole Assens Kommune

44 86 87 Haarby Skole, 6. A Andreas Rosenløv Jørgensen Anne Kirstine Lund Asbjørn Kalle Glargard Camilla Michelle Rasmussen Cecilie Vendborg Skov Nielsen Emilie Sophie Larsen Ouvry Frederik Schütz Ditlefsen Jasmin Milling Mannerings Jeppe Ellegaard Jørgensen Jonas Jørgensen Jonas Daugaard Jensen Jonathan Teis Sietam Karen Marie Sørensen Magnus Kjærsgaard Rasmussen Mette-Lærke Sørensen Skau Mike Bergmann Mikkel Bækkelund Rasmussen Nanna Christina Valbjørn Nicole le Fevre Tolberg Andersen Nikolaj Viberg Rasmussen Rasmus Brejnholt Jacobsen Regitze Rosenberg Gaarsmand Saad Saleh Nukamash Al-Khadir Simone Holmegaard Aaquist Simone Villum Sørensen 6.B Alexander Linco Jensen Annsofie Pedersen Camilla Damtoft Lippert V Jacobsen Casper Olesen Daniel Skovlund Hansen Emma Bækgaard Frederik Johansen Frederik Bækkelund Rasmussen Joakim Hindsgavl Jonathan Tornhøj Nielsen Julie Reil Nielsen Karoline Feldfos Kasper Spanggaard Hansen Mads Holmegaard Aaquist Marcus Fenger Sættem Mandal Maria Andersen Nikolaj Jansdal Patricia Bonde Westring Patrick Jay Meincke Keller Peter Krog Thomsen Sille Amalie Aagaard Kristensen Simon Schiøt Jensen Stine Nørr Andersen Stine Skov Pedersen Lærer Lisbeth Hjort-Olsen Kunstner Cecilia de Jong Jespersen Samarbejdspartnere Entreprenør Gaarden i Assens. Værket blev skabt i Trunderupskoven, Trunderupvej, Haarby. Hvad er det, en spinkel hængebro, helt deroppe mellem trætoppene? Og der, én til Hvilke væsner kan dog bruge dem? Det er ikke nemt at svare på, men der er flere spor efter dem eller det i Trunderupskoven. Der er noget, der klirrer, og går man efter lyden finder man de mærkeligste ting hængt op i et spindelvæv af snor. Dåser og skeer, en guitar, sågar et tørrestativ, hænger ned fra træet og danner et mærkeligt vindspil. Er det objekter, som væsnerne har samlet sammen, ligesom skader samler på blanke ting? Er det til skræk og advarsel eller en form for magi? Det er en form for magi, skabt af 6. A og B fra Haarby Skole og Cecilia de Jong Jespersen.

45

46

47

48 94 Første møde Det var med hamrende hjerte, at jeg trådte ind i klassen. Alle 50 elevers øjne hvilede forventningsfuldt på mig. Nysgerrige og imødekommende. Da jeg tog hjem igen, var jeg lettet og glad. Vi havde udfyldt to A4-sider med idéer. Der var ingen tvivl tilbage hos mig; de ville gerne skabe noget, og de havde modet til at kaste sig ud i det. Senere skulle det vise sig, at de havde fantastiske ressourcer og levendegjorde udsagnet Every person is an artist (Joseph Beuys). De beviste, at alle mennesker har kunstnerens potentiale, forstået sådan at alle kan skabe. Ved at bruge sit kreative potentiale udøver man sin personlige frihed og tager sit liv i egen hånd. Det var fantastisk at se dem og deres personligheder komme til syne undervejs i processen. Alle med deres vigtige bidrag til, at vi kunne skabe nogle værker, vi kan se tilbage på med stolthed og glæde. Ude i skoven Skoven fyldes af råb, snakken og latter. Undertiden bliver der stille. Så er der fuld koncentration om én af de mange opgaver, der løses rundt omkring; indsamling af passende træ, savning af pinde i relevante størrelser, sammenbinding af pinde, skrivning af historier og fotografering. Opgaver, alle løser på deres egen måde, i deres eget tempo. Men vi er her sammen, lever sammen og oplever sammen. I sidste ende skaber vi sammen. Vi skaber både os selv og hinanden. I fællesskabet om opgaven betyder vi noget for hinanden. Det er vel egentlig det allerbedste. Til åbningen Jeg er simpelthen så stolt! Stemningen er helt i top, og vi nyder vores øjeblik sammen. Sender hinanden indforståede blikke. Nu er det os, der står frem for de andre. Pludselig er det alvor, og de mange gæster strømmer til. Vi har overvundet alle forhindringer og er kommet i mål. Det gør ikke noget, at det plaskregner (for vi nåede at få et stort telt), og spejderne serverer dejlig varm suppe. Mange mennesker fra lokalområdet er samlet, og jeg tænker hele tiden på, at jeg håber, at dette er en begyndelse og ikke en slutning. Evalueringen Tænk engang, det ser ud til, at vores idéer kan få et videre liv. Måske vil kommunen tage nogle af dem til sig og forsøge at realisere dem i fremtiden. F.eks. vil de overveje at plante frugttræer i Trunderupskoven. Den var jo oprindelig en frugtplantage, der producerede frugt til syltetøj og konservesfrugt. Måske var det også en idé at sætte skilte op i skoven, der fortæller om den spændende historie, den har? Og hvorfor egentlig ikke bruge nogle af alle de gode forslag til legeredskaber, når Haarby Skole skal have anlagt nye legeområder? Det kreative potentiale, eleverne har udvist, bliver værdsat. De får mulighed for at opleve, at de bliver taget alvorligt og kan sætte et vigtig aftryk på deres liv og deres omgivelser. En uendeligt værdifuld erfaring.

49 96 Cecilia de Jong Jespersen Cecilia de Jong Jespersen (f. 1979) er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i Hun arbejder med performance, men baserer også sit arbejde på ideer fra koncept- og kontekstkunsten. Centralt for hendes værker er en undersøgelse af, hvordan identitet skabes igennem sociale relationer. Cecilia de Jong Jespersen har udstillet både i ind- og udland. Udstillinger i det offentlige rum har domineret, ofte hvor stedet har haft afgørende betydning for indholdet i værket. Her kan f.eks. nævnes Suburbian Pedestals (Helsinki, Finland) og Art After Aesthetic Distance (Regina, Californien).

50 98 99 Spørgsmål til kunstneren Hvordan vil du præsentere værket? Vores værk skal opleves på stedet og over tid. I virkeligheden har vi lavet værker til os selv. Værker, vi og skovens daglige brugere, kan have glæde af i mange år. Vi har reflekteret over den virkelighed, vi er en del af, og udtrykt vores tanker i handling. Handlinger, der skaber synlige spor, nu og i fremtiden. For i bund og grund handler kreativitet om at gøre. At præge livet og sætte sine spor. betragter, som kigger op, eller for det barn, som undersøger skoven med nysgerrige øjne. Også her er der tale om en refleksion over træernes indbyrdes forbindelser, men i modsætning til det andet værk forventes dette at have en lang levetid. Træerne, der her støtter sig til hinanden, lever længe. De vil stå, så elevernes børn og børnebørn vil kunne se de spor, der er sat. Forhåbentlig vil mange generationer kunne opleve denne særlige lysning i skoven, hvor træerne har fundet sammen. Jeg vil fremhæve to af vores værker: Uden titel (Hængebroer) Materialer: Træ indsamlet i skoven og sisalgarn. Installation, variable dimensioner. Værket består af en række hængebroer konstrueret ud af træ, fundet i skoven, og bundet sammen med nedbrydeligt garn (sisal). Broerne beskriver mellemrummet imellem træerne og indføjer sig på poetisk vis i landskabet. De er skrøbelige i deres udtryk og henviser til livets forgængelighed. Som betragter forestiller man sig uværgerligt en funktion, som hængebroerne dog undviger. Deres skrøbelighed gør dem ubrugelige som broer, og netop derfor smukke som skulpturer. Uden titel (sammenbundne trætoppe) Materialer: Skralder og unge træer. Skulptur, variable dimensioner. Værket består af en lysning af unge træer, der er bundet sammen i trætoppene to og to. Efterhånden som de vokser sig store, vil de gro sammen i par. Store, smukke træer, der hænger uløseligt sammen. En stille skulptur, der åbenbarer sig for den Hvordan forstår du land art? At værkerne forholder sig til noget uden for kunstens institutioner og dermed åbner op for en mere demokratisk deltagelse. I stedet for at handle om kunst handler disse værker om verden og livet, der leves i den. De peger på den menneskelige kondition, at vi er mennesker med mulighed for at handle. Det tiltaler mig, at materialer og metoder er underordnet den idé, at vi handler i samspil/modspil med de umiddelbare muligheder, naturen byder os. Hvordan var det at arbejde sammen med eleverne? De overbeviste mig om, hvor vigtigt det er, at vi alle oplever at blive taget alvorligt. At vi oplever, at det nytter at forholde sig, at tænke, at handle. Det uddanner os til demokratiske individer, og det er vigtigt! Blev værket anderledes, end du havde forventet, pga. samarbejdet med eleverne? Jeg gik ind i processen med det mål, at det skulle være deres værk og deres idéer. Det blev det, og det er jeg stolt af. Så på den måde opnåede jeg, hvad jeg ønskede. De var mere fantasifulde og modige, end jeg havde turdet håbe på. Hvad tror du, at eleverne har fået ud af processen? Jeg håber, at de oplevede, at man kan opnå meget, hvis man gør noget for det. At de selv har potentialet til at gøre store ting. Lærte du noget? Jeg lærte endnu en lektie i ydmyghed. Hvor fantastisk berigende det er at lytte og lade sig rive med af andres begejstring. Det var fantastisk at se, hvordan alle udtrykte deres individualitet i det arbejde, de udførte. Mange stod virkelig frem som spændende mennesker med masser af kreativt potentiale. Lige så spændende var det at se, at andre valgte mere praktiske opgaver, sociale opgaver, tekstuelle opgaver. Der er mange talenter, der kan bruges i den proces det er at skabe et værk, og det glædede mig at se, at der var rigeligt at tage af! De fik en idé om, hvem hende kunstneren var, og hvad mit job består i, og jeg fik et indblik i, hvordan deres verden ser ud, og hvordan de bebor den. Andre tanker? Det gjorde indtryk på mig, at børnene velvilligt tog ansvar og gjorde projektet til deres eget. Særlig skønt var det at høre en gruppe af piger vise gæsterne rundt i skoven og fortælle om skovens historie, om værkerne og om processen. At se en gruppe save træ i timevis med en indædt energi og opleve, hvordan enkelte kravlede højt op i træerne for at hænge vores hængebroer op. Alle kunne noget særligt og udfyldte et vigtigt rum. Andet? Alle mennesker har et enormt kreativt potentiale. Jeg ville ønske, at der blev mere fokus på, hvor vigtigt det er for udviklingen af vores samfund. Sådan at vi også kan og tør tage det i brug!

51

52

53

54

55 Pia Skogberg 5. B, Broskolen Faaborg-Midtfyn Kommune

56 110 Broskolen, 5. B Alexander Greve Karlsen Aske Lie Ladegourdie Camilla Amalie Fallesen Christopher Bouch Borggreen Emma Charlotte Alber Frederik Sonne Larsen Frederikke Ejlskov Schlossarek Frøya Eline Nedenskov Jørgensen Helena Yndal Henriksen Henrik Andreas Pedersen Karoline Elleby Katrine Hvistendal Hansen Maja Natasha Enghuus Martin Hermansen Mathias Jæger Hansen Mathias Ryberg Jørgensen Matias Jensen Logan Sumaia Hamzaei Vanessa Kirchner Lærer Kirstine Pallesen Kunstner Pia Skogberg Samarbejdspartnere Tarup-Davinde I/S og Naturskolen Åløkkestedet. Værket findes ved Tarup-Davinde, Ibjergvej, Faaborg-Midtfyn.

57

58 rafter i forskellige højder løber på og ved fugleøen i grusgrav-søen. Hvad skal de til for? Det er ikke telefonpæle. De er ikke dele af et byggeri. Ikke høje hegnspæle. Hvad markerer de? Noget, der skal opmåles? Nej. Pælene er sig selv. De danner linjer, som blikket følger. De forskellige højder gør linjerne til kurver. Pælenes højder er ikke tilfældige, men udtryk for det rytmiske forløb i Carl Nielsens Jeg ved en lærkerede. Pælene er således et partitur, en form for nodeskrift i landskabet.

59 116 Vores land art-projekt består af nogle pæle, som vi har afbarket og brændt over bål. Pælene danner en ret linje, som går fra den ene side af bredden gennem vandet tværs over øen og slutter på den anden side af bredden. Tværs over øen danner pælene rytmen til Carl Nielsens Jeg ved en lærkerede. Det startede med skitser af ler og tændstikker. Eleverne arbejdede med store stykker ler, der blev banket fladt og formet, indtil det blev en model af øen. Uden om lerøen blev blå farve til vand, små træstykker til den lille bådebro. Så blev tændstikker sat sammen til forskellige længder og presset ned i leret i rækker. I en af modellerne var der også en alligator, der var ved at æde små fugle i vandkanten. Den detalje kom dog ikke med i virkeligheden. Al arbejdet med værket foregår udendørs på bredden af Ibjerg Sø og på øen. Rafterne skæres til i forskellige længder med motorsav, de bliver afbarket, og de bliver brændt af over hø med en gasbrænder. Der bliver roet frem og tilbage mange gange. Ude på øen bliver nogle af rafterne malet blå. Så bliver der lavet huller med pælebor, og rafterne bliver rejst. Det er fordi de er lavet i en rytmisk linje, siger en dreng fra 5. B, da han bliver spurgt, hvorfor rafterne er sat op, som de er. Hans smil markerer tydeligt, at ordene føles fremmedartede, men at han godt forstår, hvad det drejer sig om, viser han med håndbevægelser. Rafternes forskellige højder kan aflæses som et forløb, en rytmisk og musikalsk figur i landskabet.

60 Pia Skogberg Spørgsmål til kunstneren Pia Skogberg er en svensk autodidakt kunstner, bosiddende i Thy siden Hun arbejder med grafik, malerier, tegning, skulptur, objekter og installationer samt land art. Hun har udstillet på Johannes Larsen-museet, Nord Jyllands Kunstmuseum, Kastrupgaardsamlingen og mange andre steder. Hun har medvirket i adskillige kunstprojekter med børn. Hvordan vil du præsentere værket? Vi fik tildelt en lille, ubeboet ø i et re-etableret grusgravsområde. En lille helle-ø. Materialet skulle vi selv kunne håndtere og transportere derud. Valget var nemt noget, der flyder, og som kan nedbrydes af naturen træ. Derfor består vores land artinstallation, Rytmiske Markeringer, af granpæle. Dels afbrændte, og dels blåmalede granpæle. Pælene blev først afbarket og afbrændt på bål, inden de blev transporteret ud til øen. De blå pæle blev malet på øen. Værket skulle tale med øen, ikke imod, materialerne skulle samarbejde med naturen, og det skulle være et blivende værk, som med tiden vil gavne vegetationen og de små krible-krable dyr derude. Måske vil en skovvandrer eller cyklist undre sig over de pæle derude på holmen mon de har en funktion, er det mon et måleinstrument eller en landingsplads for rovfugle? Selve land art-installationen danner et kryds. Afbrændte pæle laver en linje fra bredden tæt på øen, hen over øen og til bredden ved I-bjerget. Linjens Rytmiske markeringer laver en pulsrytme med lige afstand mellem hver pæl. De blå pæle står på en kortere linje tværs over øen. Denne Rytmiske Markering danner begyndelsen af Carl Nielsens melodi til Jeg ved en lærkerede. Sangen aflæses korrekt, når man står på I-bjerget, mens pælenes farve opleves bedst fra den anden bred. Rent konkret aflæses sangen i toner: D, F,D,G,E,A,F,H,G,G,F,F,E. D er 2 meter, E 2,5 meter, F 3 meter, osv. En fjerdedelsnode har en halv meter til næste tone, en halvnode en meter. Hvordan forstår du land art? For mig er Land art et samarbejde med den omkringliggende natur, det omgivende rum, det drejer sig ikke om at konkurrere, men om at understøtte. Om at omdanne, omorganisere, strukturere, og lade forvitring og nedbrydning være en stor del af samarbejdet. Hvordan var det at arbejde sammen med eleverne? At arbejde med eleverne var en fin rejse. Jeg rejste med åbent sind, og havde min faglige rygsæk med på nye stier sammen med de nye medspillere. Jeg smed bolde op i luften, som de greb og tænkte over, legede med og knoklede videre på. Vores første møde i skolen, hvor de udformede skitseøerne, var guld værd, for der blev de første milepæle nået. Idéen opstod ud af rytmen, de satte tændstikkerne i leret med ta-ta-ta-ta. Og et par grupper legede med højden og grundformerne cirkel og kryds som gennemgående temaer. Hvad tror du, at eleverne har fået ud af processen? Det er super super vigtigt, at processen holdes åben for nye ideer og tanker samtidig med, at kursen er rettet mod målet. Det håber jeg, at eleverne får med sig. At tænke i kunstprocessen, at lade nye tanker få plads, se muligheder, gribe bolde Og at arbejde i flok, være del af et værk, se processen, finde løsninger. Vi havde det super sjovt! Lærte du noget? Hver gang, jeg er sammen med en flok børn, lærer jeg hvor vigtigt det er at kommunikere, lytte og dele inspiration. Stor lykke.

61 120 Andre tanker? Det var en unik uge, med alle fire elementer i spil. Vi havde vores egen lille ekspedition på vores egen lille ø, som vi sejlede ud til i vores egen lille robåd, og bragte vores afbarkede pæle ud med vores hejseværk. Derude på øen gik vi til den med pælebor og spader, rejste pæle og indtog øen i nogle dage for derefter igen at give den videre til fuglene. Der var mange små, fine oplevelser, måske var prikken over i et da en af eleverne spontant begyndte at digte videre på Carl Nielsens sang, mens vi stod og malede og rejste de blå pæle. En lille tilføjelse: På I-bjerget fik eleverne til opgave at finde deres foretrukne sted og markere det med en inspirationspæl, som forhåbentlig kan invitere forbipasserende til at nyde udsigten og finde inspiration. Så kan de gå hen til en pæl, stå tæt op ad den og kigge ud mod øen. Til stedets historie hører, fik jeg fortalt ved første møde i Taarup- Davinde, at komponisten Carl Nielsen gik ture i området, og måske, hvem ved, var det lige her, han blev inspireret til melodien i Jeg ved en lærkerede.

62

63

64

65

66 Ole Videbæk 5. klasse, Sundhøjskolen Svendborg Kommune

67 132 Sundhøjskolen, 5. klasse Mia Andersen Jasmin Hansen Morten Iversen Simon Jacobsen Daniel Jebri Emma Jensen John Jensen Katarina Jensen Laura Ladekjær Nicolai Møller Sofie-Amalie Møller Sara Nielsen Malthe Nilsson Matilde Pedersen Signe Pedersen Thomas Pedersen Ditte Quist Kasper Rasmussen Anna Svarer Freja Sørensen Magnus Thomsen Frederik Vilhelmsen Lærer Jeanette Jørgensen Kunstner Ole Videbæk Samarbejdspartnere Svendborg Natur- og Miljøskole ved naturvejleder Lars Hillerup Jørgensen. Svendborg Bibliotek og Børnekulturelt Netværk, Svendborg Kommune. Værket blev opført på Skansen, Vindebyørevej, Svendborg.

68 134 Hvis man kneb øjnene sammen, kunne man se det grønne græs, det blå hav og de hvide figurers linjer, cirkler, kvadrater, ordnede og kaotiske former, som et abstrakt maleri. Toogtyve børn havde hver deres hvide stykke plastic, som blev brugt på mange forskellige måder. Det blev båret som en kappe, holdt som et flag, der blev ligget på det og under det, og meget mere. Figurerne, børnene dannede, har navne og et enkelt forløb: æg, larve, puppe og sommerfugl.

69

70 Ole Videbæk Spørgsmål til kunstneren Ole Videbæk (f. 1947) er uddannet arkitekt fra Kunstakademiet i København i 1976, men har siden da arbejdet med fri kunst som grafiker og billedhugger. Skulpturerne er ofte store, mere eller mindre permanente værker i landskabet. Mange af Ole Videbæks værker er i overensstemmelse med intentionerne forvitret bort, andre har installationens midlertidige karakter. Som eksempel på et blivende værk kan nævnes Haderslevportene, der ved købstadens tre indfaldsveje angiver overgangen fra land til by. Hvordan vil du præsentere værket? Værket er en ballet i fire akter. Hvad er dine tanker om at lave et værk, der er så flygtigt? Det er som at spille et stykke musik. Det er der mens man spiller, og når man ophører med at spille er det der ikke mere. Hvordan forstår du land art? Land art er kunst uden et museum uden om. Land art siger noget om stedet, hvor den opføres. Land art er ofte skrøbelig, forgår hurtigt og siger således også noget om tiden. Og når tid og sted bliver mere nærværende, føjer det ofte noget til vores forståelse af vores rolle på vores sted, i naturen, i samfundet. Hvordan var det at arbejde sammen med eleverne? Inspirerende. Andre tanker? Inden vi gik i gang, var vi ude at se på Skansen, hvor vi skulle arbejde. Jeg fortalte lidt om mine ideer, og hvordan børnene skulle have en slags hvid plasticponcho på. Så spurgte et barn: Er det kunst? Og jeg svarede: Ja, men jeg kan ikke forklare det nu! (Og heller ikke senere, men det sagde jeg ikke.) Så gik vi i gang. Og da vi først var i gang, og børnene blev grebet af det, var der ingen, der spurgte om, hvad det var. Nu oplevede de, hvad det var, og det var, hvad de oplevede. Sådan er det: Kunst skabes ikke ved forklaring. Blev værket anderledes, end du havde forventet, pga. samarbejdet med eleverne? Ja, eleverne var yngre, end jeg havde forestillet mig. Først havde jeg tænkt billederne rent abstrakt, men det viste sig nødvendigt at lægge en fortælling ind. Det blev historien om sommerfuglens udvikling fra æg til sommerfugl. Den dramatiske forandring gennem puppen foregriber, hvad der snart skal ske med dem selv, og det nævnte jeg også kort. Hvad tror du, at eleverne har fået ud af processen? De har fået et sted og nogle billeder ind under huden. Måske kommer disse steder og billeder frem for dem en dag, når de har brug for dem.