Canazei Jens Anton Dalgaard

Transkript

1 Canazei 2014 Jens Anton Dalgaard 1

2 Et spørgsmål om plejer og forventninger Ingen, der kender os kan være i tvivl om, at vi SKAL på skiferie hvert år. Ingen kan være i tvivl om, at vi meget meget gerne står på ski i Canazei, Val di Fassa og tilstødende dale og bjerge. Når man så har været der rigtigt mange gange kan det være spændende at prøve noget nyt til en afveksling, men alligevel blive bekræftet i, at intet slår vores Canazei-koncept fraregnet Canada og USA, der stadigvæk er work in progress. Derfor skulle vi i år have martsturen til Canazei suppleret med et alternativ. Norge og Sverige gider vi absolut ikke, Østrig kunne være en mulighed, men vi blev overtalt til at prøve Frankrig, der efter sigende godt kan være med på vores forventningsniveau. Vores Canazei-koncept lider af den svaghed, at det koster 2 gange 1400 km bilkørsel at komme frem og tilbage, omsat i tid en lang nat og en hel dags vinterbilkørsel. Vi har taget turen nogle gange, og det har engang imellem været lidt strengt med køkørsel og træls føre. Et godt alternativ ville derfor være at undgå den lange biltur. Min kollega Ulla er lige så fast kunde i Dolomitterne, som vi er, så hun har de samme krav til skistedskvaliteterne, som vi har. Ulla havde prøvet en miniferie med 4 dage på ski, transporteret med fly fra Billund til de franske alper. Hun var ret begejstret for konceptet O Sådan startende rejsebrevet fra Alp d Huez i marts i år. Nu er det blevet tid til Canazeituren. Pakkelisten og rutinen gjorde, at forberedelserne blev afviklet stille og roligt, der var styr på det, eneste afbræk var, at FDM har lukket deres Viborgafdeling, så den østrigske motorvejsvignet blev ikke købt inden afgang. Så var det da også en ny variant, at vi skulle alene af sted helt alene uden andre af de faste deltagere og den årlige Tour de Canazei. Jeg havde lavet en aftale med min kollega Monika om, at vi skulle forsøge at trille lidt sammen, når vi kom hermed. Hun havde efterhånden hørt mig fortælle så meget om området, at hun havde fået lokket sin kæreste Thor med på en tur herned i ugen før, så der var lige en overlappende lørdag, hvor vi da lige skulle se om ikke... Monika er en rigtig sød og glad ung kvinde, der har styr på sine byggesager, men jeg var en anelse bekymret for aftalen, da der i hendes opvækst som skifarer var sket en fejlprogrammering - hun er snowboarder!! Denne type pistefolk er vi ikke voldsomt begejstret for, de er grimt klædt og har dårlige manerer på pisten, så er det ligesom sat på plads. Monika lovede mig, at hun nok skulle stå på ski, hvis vi mødtes, der var selvsagt ingen grund til at lægge sig ud med chefen i fritiden på grund af dennes fordomme mod de unge menneskers trang til at gøre tingende anderledes en os gamle. 2

3 Vi trillede gennem Tyskland stille og roligt i superfint vejr. Hondaen hyggede sig dejligt at få dyser og manifolden blæst grundigt igennem i roligt tempo. Hjemmefra havde vi set at Sellapasset var lukket på grund af alt den sne, de har fået 3 meter sne er også meget hernede, så vi skullekøre nedenom og op gennem dalen. Hanne har det med at blive køresyg i bjergene, så selv Karerpass skulle undgås, det var busruten denne gang. Da vi var kommet over Brenner fortalte informationstavlerne os, at passene over Sella, Gröden (mellem Wolkenstein og Corvara) og Fedeira (mellem Arabba og Malga/Marmolada) var lukket. Gammel nyhed, der var checket hjemmefra, så fint nok, vi skulle nedenom. Vi var i rigtig god tid, så der kunne blive et par timers powernap i bilen inden morgenmaden. Vi fulgte pænt GPS ens anbefaling og hoppede af motorvejen i Bolzano Syd, men så tog fanden ved apparatet. Efter 1500 km s pænt samarbejde kom den og min stedssans op at toppes ganske grundigt. Indrømmet, min tålmodighed var måske en anelse tyndslidt klokken sidst på natten/først på morgenen, men jeg var slet ikke indstillet på en sightseeing i Bolzano s industrikvartér guidet af et kvindemenneske, der sprøjtede sort snak ud med kørselsdirektiver fuldstændig i modstrid med de faktiske forhold og vores indbyggede kompas man skulle ikke tro, hun overhovedet havde været der før det har hun nok heller ikke, når det kommer til stykket! På et tidspunkt gad Hanne ikke høre mere på skænderiet mellem dåsedamen og mig, så hun gjorde mig opmærksom på, at hun rent faktisk havde været her før for mange år siden som passager i en Østergaardbus midt om natten så hun kendte vejen, og vi skulle vende om. Det gjorde vi, nok også en anelse begrundet i, at vi efterhånden fandt ud af, at GPS en var i gang med at sende os tilbage gennem Bolzano til Klausen for at guide os over det lukkede Sellapas. Det tog 100 kilometer og vores powernap at ramme Canazei på denne måde. Lorenzo og Paula undrede sig lidt over vores rutevalg oven for La Campagnola står der en orienteringstavle for Sellapas og Pordoipas, og Sellapas var markeret grøn og åben!!!! Kontakt til Monika de var helt klar til liftstart - morgenmad og omklædning og ned til liften og få tanket liftkortene op 556 Euro for 7 dage man må sige, at der bliver skruet op for priserne på fornøjelser i Italien i disse år. Vi tog op på bjerget Thor med super udstyr - K2 Apache ski - Monika i absolut nydeligt dress og et grundigt hærget snowboard. Det havde sneet om natten og det føg på Belvedere, kombineret med et fladt, træls lys var det nu ikke videre lækkert at køre i, så vi satte kursen over mod Anna og Ortisei. Der var ingen mennesker på bjerget, så vi kørte hurtigt deroverad. Der røg en fordom. Det dur bare ikke at køre i en gruppe med skiløbere og snowboardere, sådan er det. Tempo og bevægelser passer bare ikke sammen, det ved alle skiløbere. Jeg har set mange snowboardere, der uden tvivl var dygtige, uanset hængerøv i bukserne og sikkert meget dyre jakker, der lignede noget fra Kirkens Korshær, der tonser ned af bjerget i et solotrip, dem om det, men køre sammen med dem, det kan man ikke. Monika er en hamrende dygtig snowboarder, det hersker der ikke tvivl om. Hun har en fantastisk flot og elegant stil. Det var en æstetisk nydelse at se og høre hende køre snowboard. Hun kører stærkt uden de voldsomme kast med brættet, det foregår i et roligt afbalanceret glid, og tempoet passer fint med os tempokørere på ski - så jo, man kan godt køre sammen i en harmonisk gruppe, hvis snowboarderen matcher Monikas evner, men dem tror jeg, der er langt imellem. 3

4 Sneen var god og der var ingen mennesker på bakken, så det gik tjept Skovbakkevej/Træ i midten var super, så den fik alt hvad den kunne trække, lækkert at være på hjemmebanen igen adrenalinen kom i top og matheden efter nattens køretur forsvandt. Sasslong en i et hug ned til toget uden syre i lårbasserne på førstedagen, det kunne vi godt være bekendt (for de ikke-stedkendte er det altså så en Worldcup styrtløbspiste!) De unge mennesker var tilfredse med deres tid ned af denne prof piste. Vi droppede turen ned til Anna, det blæste en del på Seceda, og da Monika og Thor skulle være tilbage i Canazei i god tid inde hjemturen, vendte vi om, og efter en hurtig formiddagspause på Fermeda trillede vi tilbage til området ved Plan del Gralba og Piz Seteur. Nu er Monika og Thor begge bygningskonstruktører, så vi blev jo nødt til at vise dem toiletterne på 1. sal på Piz Seteur som inspiration, så vi kunne jo lige så godt spise frokost der, nu vi var der. Mens vi spiste frokost begyndte det at sne, så vi trillede hjem i snevejr og sluttede af med en Spritz Aperol ved kirken. Monikas Skitracker sagde noget med godt 50 km, det er bestemt godkendt som en førstedagstur. Vi blev sure på Louis i Italiakælderen for et par år siden, og har ikke været der siden, men eftersom vi havde gang i at aflive fordomme, mente Hanne og jeg, at stedet skulle have en ny chance. Vi fik et par pizzaer og en flaske OK vin, Louis så vi ikke. Vi spurgte efter ham, damen, der styrede butikken rystede på hovedet, næh, han var der ikke mere, så... det er nok næppe tabet af vores omsætning, der har gjort udslaget, men det var rart at kunne komme der igen, de laver fine pizzaer Ikke kun kvinder har ret til minusdage. Der er fuldt besat her på Campagnola nydelige modne danskere som os og en ladning russere. De generer os slet ikke, det er nette leute som Floriana siger, ellers er det ud og det ved vi, de mener! Men på en eller anden måde er de med til at opmuntre byen til at justere priserne opad, som tilfældet har været i Bayern og Østrig. Det Canazei, vi lærte at kende som en hyggelig lille bjergby med masser af originalitet forsvinder fra gang til gang, de bliver mere og mere turistpoppet og proppet. De lækre kludebutikker, Hanne elskede at snuse rundt i er væk, erstattet af filialer af SportsWalter med hundedyrt skitøj og ingen kunder. Grunden til, at vi allerede ved det nu er, at det har sneet en cm natten til søndag, og det sner fra morgenen af, temperaturen er høj tæt på nul og skyerne hænger i knæhøjde. Vi ved, at det bestemt ikke er nogen god oplevelse at stå på ski i et tykt lag ny tung sne, omklamret af skyer, der hygger sig med at drysse mere sne i hovedet på alle de turister, der tumler rundt i blinde - de har glædet sig til at komme ned i sneen, og har betalt en krig for fornøjelsen, så skal de have sne, skal de! Vi beslutter os for at få lavet service på vores ski og går ned til Lillemand med dem, han kan lave dem på 3 timer, så klarer det op til middag har vi da brugt denne vejrmæssig grounding til noget fornuftigt. Han er 4

5 sød og imødekommende som sædvanlig og spørger undrende, hvorfor vi vil have lavet kanter, med et par meter sne på alle pister er der ingen is, der driller, så vore kanter er fine nok til dette føre, og i øvrigt er der for travlt, så det har han ikke tid til. Vi går ned til SportsWalter med dem, vi ved nok bedst niks ingen skiservice mere, altså måtte vi slæbe dem hjem igen. Vi ved, at det er noget skrammel at tage på bjerget, men vi stresser lidt over alle de mennesker, der vælter ned til liften, noget SKAL der ske. hudlag, som supplement til det medfødte. Der er ikke tvivl om, at korrekt påklædning er et vigtigt element i en god udendørsoplevelse. Forskere har nu studeret den menneskelige anatomi og fundet ud af, at vi både kan have det varmt og svede og vi kan have det for koldt og fryse, hvis vi er udendørs, og de har også fundet ud af, at det er ret bøvlet at stå og skifte undertøj midt på pisten, hvis man skifter fra at svede til at fryse. Derfor har de nu opfundet et udskifteligt Det er lige før, man ikke behøver anden påklædning end det, hvad enten man er på Nordpolen eller midt i Sahara med middagstid siger fabrikanten. Udsigten til af slippe for hedeture og kolde skuldre under udøvelse af sportslige aktiviteter tiltaler Hanne så meget, at hun er nødt til at optimere sit udstyr med dette fantastiske stykke ingeniørkunst. Og ingen dag er mere velvalgt til at handle i end sådan en dag, hvor hendes husbond ikke gider at tumle rundt i noget, der er totalt uegnet til at bidrage til fornøjelsen ved at stå på ski, selv om liftkortet syder af ineffektivitet i ærmet. Hanne blev upgraded med et nyt hudlag. Når man tænker på hvad en plastikkirurg kunne finde på at forlange for en sådan operation, er det da billigt sluppet med et trecifret beløb, selv om det er i Euro. Hun er rigtig glad for det, og det er vigtigt - det er lækkert, sidder godt og skal selvsagt prøves, så hun er nødt til at komme op for at teste det NU! Hvad gør man ikke for at gøre sin dejlige kone glad, så uanset jeg syntes det var komplet tåbeligt at køre op nu der var jo ikke en bjergtop at se hernedefra - der var kun skyer få hundrede meter over os tager vi grejet på og går ned til liften klokken er lidt i 11. Lorenzo kigger undrende på os, jeg trækker på skuldrene og han gør det samme, han er også vant til, at det er lettere af føje fruen end at argumentere sig ud i en håbløs kamp mellem følelser og sund fornuft. Det var forfærdeligt på Belvedere, det blæser, det sner, lyset er gråt og sneen fuldstændig uden konturer, der ligger et tykt lag knoldet nysne på pisten, og der er vildt mange mennesker, der tumler rundt, de 5

6 eneste, der for alvor kan synes, at dette er pragtfuldt, må være folkene på skadestuen, der skal have betalt søndagsvagten af forsikringsselskaberne. Vi bruger vores erfaring til at LISTE NED af denne ellers så dejlige boulevard af en piste. Det nederste stykke af skovløjpen var hæderlig, der var bedre sigt under skyerne og der var ikke så mange pukler af nysne. Vi gav det en chance til og tog æggene over på Rondella. Da vi står ud af liften, tænker vi på Carsten og Per, der sidste år kom til skade lige der, fordi vi også den gang partout SKULLE op på bjerget i lortevejr. Så sagde jeg, nu er det nok, det her vil jeg ikke risikere bentøjet på, det er sgu da for åndssvagt. Forskellen på at være på arbejde og være på ferie er, at på arbejde kan man blive nødt til at gøre noget, selv om det er åndssvagt - på ferie, skal man kun gøre det, der er fornøjelse ved, og det er der ikke ved det her! Hanne var ikke svær at overtale, vi trillede ned igen der var ikke gået en time siden vi tog op, frokost udendørs ved kirken, mens vi kiggede på de andre fornuftige, der gradvis kom svingende om hjørnet fra skovløjpen. Vi har slæbt en stak bøger og computere med, dem hyggede vi os med lækker aftensmad på Pareda, betjent af fruen selv, smilende og sød og selvsagt toptunet i 12 cm stiletter og stram kort kjole mit alles det er jo også søndag - I morgen mandag ser det bedre ud med vejrudsigten, ikke prangende men bedre, det kan heller ikke blive ringere end i dag så en minusdag for skifolket men Hanne fik shoppet udstyr, og hun hverken frøs eller svedte i de minutter, vi var på bjerget, så det virker længe leve videnskaben. Mandagens program blev godkendt. Vi havde tænkt over, hvor vi ville køre hen, det skulle være over nul-grænsen ved ca m, men ikke for meget op i skyerne ved m, og så ville vi gerne undgå de tunge hovedveje på SellaRondaen. Det er fastelavnsferie i disse dage, så italienerne har fri, så de fylder oven i de mange udenlandske turister. Vi valgte at køre til Santa Croc Heiligen Kreuz, der ligger helt ude i kanten af pistekortet, nord for Vila. Det var letskyet til morgen, lyset var ikke super, men brugbart, sneen derimod var helt perfekt, så vi kom hurtigt til Arabba og fik prøvet den nye lift på vejen derover. Der er da pænt med sne i Canazei, men i Arabba er det ret vildt, der er meget mere sne der, selv om der ikke er mange kilometer derover. Arabba ligger i en anden dal, der er lidt tragtformet, så når fugtig luft fra sydvest bliver presset op i denne dal giver det nedbør, når den bliver presset op over bjerget. Der ligger bjerge af sne, og da det gik værst til, var byen afskåret fra omverdenen i flere dage. 6

7 De lokale frygter forårets komme, hvis det tør voldsomt og pludseligt, drukner de i laviner og smeltevand, og det er værre end disse dynger af fredsommelig sne, der bare ligger der og er lidt i vejen. Pralongniabjerget var kanonfin dejlig kold sne, pisterne var velpræparerede, så vi var hurtigt ovre ved Vila og videre nordover, så allerede kl. 12 var vi ved Heiligen Kreutz godt 42 kilometer fra Canazei. Omelet med speck i det gamle refugie fra 1718, - et kig ind i kapellet, det er utroligt, hvor fint det klarer at være uopvarmet og dagligt få leveret sne på gulvet fra de besøgendes skistøvler. Vi bliver ikke længe, der er langt hjem, og skyerne bliver tykkere og tykkere og lyset dermed dårligere. Vi kører igen over Pralongia, dels fordi sneen er super og for at undgå mylderet ved Corvara Da vi nærmede os Arabba, var pisterne noget mere knoldede og vi var godt møre pattebakken levede op til sit rygte, og turen ned til vejen og den gule Pordoilift var en tung omgang. Sass Becébakken pillede det sidste ud af lårene, fordi det var blevet kraftigt overskyet igen, og sneede lidt, så lyset var frygteligt fladt som i går, og pisten var grundigt kørt op og ret ujævn. Kl. 16 efter 7½ time på ski og 87 kilometer på GPS en knappede vi skiene ved broen slut for i dag. Hanne gad ikke engang afterski ved kirken, men ville hellere hjem, nu slapper vi af og samler kræfter til aftensmaden dagens næste programpunkt. 7

8 Tirsdag vi skal kigge på nye varianter. Aldrig-mere-listen fik forresten yderligere en trimning i går aftes. Te Cevena restauranten i kælderen under Garni Hirsch på hjørnet ved pølsevognen var tidligere et godt sted, hvor vi en overgang havde stambord sammen med Orla og Bolschekogeren. Så skiftede det personale, hvem, der så lavede maden, ved vi ikke, men kok var han næppe og serveringspersonalet blev importeret østfra uden nævneværdige sprogkundskaber, hvilket alt i alt betød, at ingen fik den mad, de bestilte, og det de fik, var svært ringe. For at runde succesen af, tog man ikke mod plastikpenge, kun cash så Te Cevena blev slettet på listen over mulige spisesteder. Oplevelsen med Italia forleden har givet os mod på at være lidt åbne over for en lempelse i den gamle black-listning, så vi kiggede indenfor på Te Cevena i aftes. Det ligner sig selv, men er nu udstyret med dygtige engelsktalende servitricer. Hende, der serverede for os kunne oven i købet anbefale en vin fra det lidt sparsomme kort, der kunne matche vores lammekoteletter og sirlion steak med pandestegte kartofler og spinat til. Lækker mad til fornuftig pris - 60 Euro for to dyre kødretter, en flaske vin og en 1 liter mineralvand. Råvarekvaliteten og tilberedningen blev godkendt efter Hannenormen det var absolut i orden og ingen smadder med MasterCard et og så lige den sidste detalje: ingen coperto. Coperto er deres måde på at opkræve drikkepenge forlods, der bliver lagt 1 euro til regningen pr. kuvert, så det kan godt løbe op, hvis man er mange. De er ikke flinke til at skilte med det på spisesedlen uden for restauranten, så det kan godt være, at din yndlingspizza er 50 cent billigere ude på gaden, men på regningen er den pludselig blevet 50 cent dyrere på grund af dette tvungne drikkepengesystem. Jeg synes sådan set, at det er i orden, hvis de gør opmærksom på det. Vi danskere er ikke vant til at give drikkepenge, så det er vi af princip fedtede med, hernede består tjenernes løn delvis af drikkepenge, så det er klart, at det er surt at servere på en restaurant, hvor der kommer mange danskere, hvis ikke man finder på noget. Den vinkyndige søde servitrice fik 4 Euro i drikkepenge fordi, hun fortjente det, og fordi vi følte os godt betjent, og kunne selv bestemme, så... hvilket system er egentligt bedst? 8

9 Hanne ville gerne køre Sellaronda i dag, hun valgte turen og jeg valgte farven, det blev den grønne. De fleste rutinerede foretrækker den orange, fordi det opleves, som om der er meget mere liftkørsel på de grønne end den orange. Når det blev den grønne var det dels for ikke igen igen at skulle ned af pattebakken i Arabba sidst på dagen, men også fordi et grundigt studie af de detaljerede pistekort godtgjorde, at vi kunne lave en variant af grøn Sellaronda, hvor vi fik lagt noget mere skiløb ind i ruten. Som tidligere nævnt er sneen på Pralognia fantastisk i år, den er knastør og kold og dermed hurtig, der er masser af den, og så er der ikke så mange mennesker som på hovedruten, ikke mindst i dag, hvor det er rimeligt godt vejr og sidste dag i italienernes fastelavnsferie. Vejret var uldent fra morgenen af, og skyerne i form af snebyger kom drivende i knapt 2000 m højde, det kan give nogle flotte scenerier, som et foto ikke retfærdiggør i hvert fald ikke mit lommekamera. Disse to billeder er taget med kort mellemrum Venter på bussen ved Pecol i klart vejr På toppen af Sass Becé (Fodomliften) midt i en tæt sky med sne Der investeres hvert år i nye lifter de stedkendte skal lige have den nye lift mod Arabba placeret. Efter den første del turen fra Pordoi og ned, skulle vi tidligere stoppe, tage skiene af og gå over vejen og tage dem på igen på den anden side. Det var bøvlet og farligt. Nu er der lavet en ny lift på denne side af vejen, den løfter os et godt stykke op i et nyt skiterræn over Arabba. I har den lange gule Pordoilift til højre i billedet den næstsidste, på vej hjem fra Arabba. 9

10 Grøn Sellaronda med lang blå genvej/afstikker: Start med en almindelig grøn over Arabba og de næste to lifter. Efter den lækre racerpiste ned til Campolongo drejes til højre og tag lift 31 op til Cherz. Kør ligeud og tag den blå boulevardpiste skiltet Vila og Pralognia. Den ender ved lift 28 den lange kolde op til Pralongia. Når man kommer op på Pralongia hold til venstre inden restauranten og tag piste 8 mod Corvara. Det er også en fin blå piste. Halvvejs nede kommer Rif Baita restauranten på højre hånd det er et myldersted med en op-lift (Pralongia 2) - og en krydsende piste fra Vila. Hold eventuelt et kaffestop her toiletter i stueetagen! og der er en dygtig skiservicemand uden for. Vi fik lavet service på skiene, mens vi holdt kaffepause, så hurtigt gik det - Det koster 19 Euro for en fuld pakke med kanter og voks. Pisten forsætter ned mod Corvara, og man lander igen på den grønne hovedvej ved transportliften hen over campingpladsen. En del begyndere vil nok finde denne variant langt mere behagelig end den røde direkte vej, og er sneen god, synes øvede sikkert, det er lækkert at kunne vende spidserne og bare lade brædderne løbe i fri leg uden at skulle andet end at lave bløde carv. Apropos skiservice hold da kæft for en forskel. Der kom virkeligt skub i Hannes ski efter den omgang, og da vi ramte pukkelskramlet ved Wolkenstein kunne vi godt mærke, at kanterne huggede med det samme. For mit vedkommende var det overlækker bonus at glide kvikt gennem ørkenen stort set uden at stage Der var noget med nogle nordmænd og forkert smøring under OL vi kan i hvert fald konstatere, at skiservice gør en markant forskel på oplevelsen, så der skal ikke gå så langt imellem næste gang. Liftgrejet er på hårdt arbejde i sæsonen, og nogle af lifterne er tussegamle, så der skal ske havari en gang imellem. Det bliver hurtigt til lange køer, når en lift går i stykker på en travl dag som i dag. Det var nok lidt mere bekvemt at stå et kvarters tid i liftkøen og kigge på, at de skyndte sig det de kunne for at ordne problemet, frem for at have siddet i en stol nær toppen og ikke kunne gøre andet end at fryse. 10

11 Der er kommet en ny lift fra Wolkenstein og op til Dantecepies. De orange æg er skiftet til nogle nye knapt så orange æg, men stadigt med skiholdere uden på kabinen. De har flyttet liften og har lagt pisterne og der er kommet en mittelstation oven for Panoramarestauranten hvor vi spiste frokost (så denne gang fik vi det til at passe, Ulla ) Vi ramte liftkøerne ved Wolkenstein, og havde besluttet os for at tage en slapper i dag, så vi trillede stille og roligt hjem, selv om skiføret og vejret var rigtigt fint på Rondella. Det blev da til 50 kilometer, selv om vi var nede ved broen kl En makshastighed på 125 km/t er en fejlregistring, efter racerbakken sagde uret 72 km/t på toppen og det skal nok passe. Bulen til højre på kortet er udvidelsen på den grønne SellaRonda en stille og rolig tur som det fremgår af dokumentationen. Den hurtige tur gav plads til den tur forbi COOP en og vinhandleren som er obligatoriske besøg på en Canazeitur, så lageret af specialiteter kan blive fyldt op igen. Vejrudsigten ser lovende ud for de kommende dage, for uge 11 er den næsten for god, masser af sol og solide plusgrader kan snart gøre eftermiddagssneen tung at køre i. Vi må håbe, at nattefrosten varer ved, så der fortsat er lækre pister nogle uger frem. Verden er lille og Viborg er stor på en måde. Der er ikke nogen kendte ansigter her på La Campagnola, men vi har da allerede set flere kendte ansigter. 11

12 Hanne kunne straks efter ankomsten spotte Tommy Seebach ham har hun og ungerne kørt i bus med for mange år siden. Gurli fra sygehusets IT-afdelingen har vi mødt et par gange, det er da betryggende at vide, at der er sagkundskab i nærheden, hvis PC-grejet skulle strejke. Vi ankom i lørdags sammen med en dansk Audi med en Sølvsten-nummerpladeholder. Den viste sig at have fragtet fotograf Lars Holm herned. Lars har jeg snakket meget Canazei med tidligere, han har lavet nogle heftigt flotte skibilleder, blandt andet hernede. Han er spottet sammen med Pia Barrett (hedder det ikke sådant i sladderbladene?). Pia har en fortid som afdelingssygeplejerske på medicinsk afdeling, nu er hun mig bekendt leder af friplejehjemmet Sct Kjeldsgården. Der var også en for mig ukendt herre med i samme gruppe, så rolig nu... Dette er et par af Lars billeder, som jeg har lånt på hans hjemmeside der er flere af slagsen på Der er copyright på dem, med mon ikke han accepterer dette lille reklameindslag? Der kan sikkert findes flere 8800 ere i området for tiden, vi kender dem ikke alle, men det er da lidt tankevækkende at løbe ind i 3, vi kender - vil jeg mene. Tirsdag aften skulle vi igen prøve et andet spisested, denne gang en sted, vi aldrig har været på før. Ifølge Lorenzo skulle de lave god mad på La Montanara, der vist betyder bjerget. Et lidt sjovt navn til en restaurant, der ligger i en kælder. Den ligger lige over for Italia, tidligere var det et solidt tilrøget lokale for skibumser og lokale folk ikke et sted, hvor man lige dumper ind. Hanne havde smugkigget ind ad vinduerne, og bemærket at de havde flotte vinglas, så det var nok et OK spisested, Lorenzo anbefalede. 12

13 Det er bestemt et rustikt med hyggeligt sted, hvor personalet var effektivt og hyggede om gæsterne, også de udklædte karnevalsdeltagere, der kom ind og blev gratis beværtet af en af servitricerne i tyrolerhotpants og fletninger, hvilket de bestemt satte pris på Spisekortet er ikke stort, men er man til pasta den aften er det bestemt fin mad til OK priser. De har en valpolicella rødvin Capitel Nicalo til 22 Euro, det er voldsomt godt, hvis man er til en fyldig ripassoagtig sag. Appassimento betyder fadlagret, så lærte vi det bossen i restauranten oplyste, at vinhandleren ved kirken har vinen, han køber den der, så det kan da være vi alligevel skal kigge derind igen inden hjemturen. Onsdag endelig rigtigt Canazei skiferievejr. Det er når man står op til sådan en flot morgen med frostvejr, sol og masser af lækker sne, at det er svært at finde en naturoplevelse, der slår dette. 13

14 Og når man så kommer op på bjerget til et superpræpareret stuegulv af en piste, der ligger indbydende og venter på at blive kørt på, så ved vi, at vi er i Italien, hvor de sætter en ære i af levere sådanne pister hver morgen, hvis det da ikke har sneet helt tovlig op til liftstarten. Det blev en Canazei classic skidag. En tur over til Anna i Ortisei på lækre pister. Efterhånden kom der rigtigt mange mennesker op i det fine vejr, men vi ramte restauranten lige inden det store rykind og fik sågar vores stambord ved husmuren. Vi har testet flere varianter af Speck mit Eier und bratkartofln på disse kanter. Annas er absolut den bedste udgave, så menuen var givet, inden vi tog hjemmefra det var lækkert som altid - vi lod menuen ledsage af vand og en glimrende weissburgunder von fass. Den eneste ulempe ved en Annatur er, at man næsten altid skal vente ved mittelstationsliften på vejen hjem, fordi liftkapaciteten er for lille. I dag var ingen undtagelse 25 minutter tog det, inden vi blev løftet på til Seceda igen og kunne begynde hjemfarten, desværre i tiltagende gråvejr så det var direkte hjem gennem mylderet af mennesker der er åbenbart nogle italienere, der har scoret en ekstra fridag i dag. Og så er der er vildt mange svenskere, det er nyt flere end hollændere, og det siger en del. Men vi har det bedre med svenskerne end hollænderne, de står godt på ski (mærkeligt hva?) og har køkultur, og så er svenskerne faktisk generelt nogle smukke mennesker. Hollændere tror, de kan stå på ski, og er vestens russere, når de er værst, De er høje som svenskere, men langt grovere bygget, og så snakker de for højt på det rædselsfulde sprog, de har. Udlændinge kan ofte ikke høre forskel på dansk og hollandsk, men det kan vi tydeligt endda. Her taler vi ikke om fordomme, det er faktuelle kendsgerninger - resultatet af mange års kildekritiske befolkningsstudier overalt i Europa og omegn hollændere kan være svært trælse at dele space med. Fra Val Gardenatoget direkte kurs mod Canazei bagom ved tæske-stave-bakken og en superfin Rondellaskovløjpe hjem. Spritz Aperolstop ved kirken kl. 15 dagen noteret for 68 GPS kilometer det er godkendt program for Bedste Hanne og Mufar. 14

15 Så kan det ikke blive bedre og dog. Vi ved godt, at det kan være opslidende at høre os snakke stolpe op og stolpe ned om Canazei s fortræffeligheder ledsaget af tvungne kig på pistekortet. I år har vi da oplevet, hvor sneen kommer fra, og at det ikke er sådan lige at få klappet det hele på plads og få bestilt solskin til vores ankomst, det må man tage med. Vi har ikke tal på, hvor mange gange vi har været her, men det er mange gange, og de andre gæster på Campagnola er lige så garvede som os og lige så grå i toppen. Ulempen ved at vende tilbage til det samme sted igen og igen er, at vi over årene lagrer de gode minder og indstiller os på, at denne tur skal være koncentratet af alle gode oplevelser indtil nu plus lidt ekstra. Det er lidt som Disney s juleshow, vi skal se Bambi på glatis come on Bambi, the water is stiff og Anders And i sneboldkrig med nevøerne. (Det er i grunden lidt mærkeligt, at de fortsat render rundt som forældreløse, når man tænker på alle de Hollywoodstars, der adopterer børn i bundter ) Traditioner har det med at være rare og trygge og samtidig være lidt for forudsigelige. Det er et fantastisk område, her er meget smukt og her er en dejlig masse sne, der efterhånden er banket flot på plads, så pisterne kan ikke være bedre. Og så blev det Kaiserwetter i dag lige under 0 grader fra morgenen af og klar solskin. Vi sad og hyggesnakkede lidt over morgenmaden og udvekslede erfaringer med de andre gamle. Vores plan for torsdagen var en af vores ynglingsture, Piz Seteur Wolkenstein Edelweisstal og tilbage igen, altså en del orange og en del grøn SellaRonda. Det er en dejlig tur med fint skiløb og ikke alt for meget liftkørsel og så slipper vi for Arabbapuklerne, en planlægning vores bentøj og bekvemmelighed værdsætter. Vi ved, at vi udmærket kan køre i de pukler, men vi synes altså ikke, at det er sjovt, vi gør det kun, når det er nødvendigt, så kan vi slippe for at udsætte os for anstrengelsen sidst på dagen, lyder der ingen protester fra nogen kant. På denne tur passer vi selv klokken, og det giver en god start på dagen, at kaffen får lov til at virke inden vi skal af sted skiprogrammet rummer kun tissepauser (oplysning til de tungnemme) - så vi var ikke klar til at komme ned til liften til Nauntoftetid. Vi var nok et kvarter bagefter. OK, Marmolada er lukket, og et andet skiområde i nærheden er lukket, og vi har hørt, at det er svært lunt i Østrig og Bayern, og så har de placeret fastelavnsferien lige netop i denne uge. Det er, hvad det er - Europa 15

16 er stort og der er mange andre lækre skiområder i Dolomitterne har vi hørt og ja, vi ved godt, at vi selv har reklameret vildt og inderligt for området, men bare nogle af dem have ladet være med at høre efter, eller ikke have været så vilde med at træffe os på en solskinsdag i Canazei og omegn i uge , så havde vi uden problemer kunnet nyde at gennemføre dagens program. Det brændte totalt sammen allerede inden vi fik skiene på. Der var lang kø ved liften nede i Canazei hele formiddagen så er det ikke svært at gætte sig til, hvordan det så ud oppe ved SellaRonda-lifterne. Vi har aldrig aldrig nogen sinde set så mange mennesker på bjerget inden kl. 10. Forstil jer skovløjpen mylderfyldt af folk på det tidspunkt og kø ved Rondellaæggene der plejer aldrig at være et øje fra morgenen af. Vi blev hurtigt enige om, at nu skulle vi virkeligt bruge vores grundige kendskab til området, hvis vi skulle stå på ski i stedet for at stå i kø hele tiden. Efter Piz Seteur trak vi væk fra hovedvejen, ned på bagsiden fra Piz Seteur, selv om vi var lidt kede af at fravælge Skovbakkevej, men udsigten til et ventekaos ved Plan del Gralba gjorte beslutningen let. Direkte ind i den lange slæbelift op i hjørnet ved siden af funbakken. Der er en dejlig boulevardpiste, som er ret overset også af os men i dag nød vi, at her var der plads til fart og nydelsen af jomfrueligt pistegulv. Vi blev helt ud i kanten af pistekortet og kørte de ydmyge pister til Monta Pana, flot vejr og super sne og ingen mennesker. Vi droppede Seiser Alm, og lå og trillede en i øvrigt ganske kontant ukendt sort piste ved Monte Pana tog liften tilbage til neden for tyrens røvhul (pardon my french!) og ramte så igen menneskehavet, men det var vi nødt til vi havde en plan. Efter flere liftkøer på minutter på begge sider af Piz Seteur nærmede vi os vores frokostmål. 16

17 Den med tyren. På arbejde har jeg noget kørende med denne skjønne kvinde. Strictly business må jeg hellere pointere up front. Lisbeth laver flot og fræk udsmykning på det nye VCR. Hun blev altså ikke valgt til opgaven, fordi hun står på ski i dette område, men det var da sjovt at opdage, at hun også har høje kvalitetskrav i denne retning. Udfordringen ved at udveksle tips, kan være, at kommunikationen bliver en anelse besværet af, at lokaliteterne hernede bliver døbt efter en ret personlig ordbog. Tyrens Røvhul Pattebakken i Arabba Tæskestave-bakken Trekanthuset og så videre, så da Lisbeth sagde til mig, du skal altså prøve verdens bedste pizza på restauranten bag ved tyren måtte jeg inderømme, at jeg så forvirret på hende. Øh Den med tyren var en spansk rødvin fra Skjold Burne som min mor i 60 erne gjorde klar til danske ganer ved at trykke en sukkerknald eller to ned i magnumflasken inden der skulle skænkes, når der var fine gæster. Jeg mener nu ikke at have set Skjold Burne føre sig frem i området. De er altså ret lokale i deres udbud af vine. Joda, sagde Lisbeth, det er en meget stor tyr, du kan da ikke undgå at se den. Nu skal man jo være påpasselig med at drage associationer mellem hvad dejlige kvinder går og lægger mærke til i et skiterræn, og jeg er jo ikke meget for at indrømme, at der kunne tænkes at være et sted, som jeg ikke kender, hvor der skulle være en tyr på arbejde som vejviser. Lisbeth arbejder med kommunikation og events til daglig, så hun kunne godt fornemme, at der skulle mere maskuline facts på bordet, hvis hun fik os sendt i den rigtige retning, så jeg fik en SMS med en præcis stedangivelse leveret af hendes mandlige bekendte. Rifugie Friedrich August ligger ved verden ende helt ude i et hjørne på bagsiden af Rodella, der kommer man kun, hvis nogen har fortalt en, at der er noget at komme efter på de kanter. Og indrømmet, det er OK at referere til stedet som det med tyren, der står en voldsom udstoppet kleppert på pisten derovre godt at der er hjelmpåbud for børn på ski her, når de nu synes, det ser sjovt at køre under den. tilbage til civilisationen. Vi fik vores pizzaer, og udvidet vores horisont og fik en tur i den korteste slæbelift, vi har set for at komme 17

18 Vi trak over på Belvedere vi skulle da have nogle Kristianiature for at slutte dagen af. Det blev til en enkelt, vi ville hellere hjem og afterski e og handle det sidste. Floriana gav efter for Hannes insisteren og accepterede, at foråret var kommet til Campagnola, så hun fandt altanmøblerne frem, så vi kunne få sol på næsen og luft til fusserne. Aftensmaden blev på Wine & Dine i morgen fredag skal der pakkes og trilles lidt på ski i Alba, der må der være bedre plads end på Belvedere, alt sammen inden vi ved 15-tiden sætter kursen op over Sellapas og mod Elisabeth og Konrad i Paulushofen. Desværre passede vore planer ikke med Orla s i år, han kommer herned i næste uge det gør en af Hannes kollegaer også vi har bestræbt os på at gøre det alt klar til dem sneen kan ikke være bedre, der er masser af den, fastelavnsferien er ovre og vejret i næste uge: Kaiserwetter så langt øjet rækker så... Jens Anton Dalgaard marts

19 Efterskrift. Det var ret smart at køre til Alba, den sidste dag parkering lige ved liften og direkte ind i bussen op. Der var stort set ingen mennesker på Buffare, så der var absolut ingen ventetid ved lifterne. Vi trillede stille og roligt rundt, og spiste frokost i A-huset ved den sorte nedkørsel. Sikke et skodsted total kaos i logistik og det hele desværre måtte vi notere en nitte til den sidste bjergfrokost i år. Ned ad den svært sorte worldcup piste og så kunne vi tage skiene af ved siden af bilen i superlækkert forårsvejr. Hjem til Campagnola efter bagagen, bade, betale og farvelkindkys til os og alle dem, de kender. Op over Sella, hvor vi fik en forståelse for, at de havde måttet grave en del for at åbne vejen, men den var fin uden ret meget trafik og så ellers de 400 km op mod Paulushofen i tæt fredagstrafik, men uden stilstand. Det var fuldt udsolgt hos Euringer, som sædvanligt. Konrad havde været ved at leje vores værelse ud, men Elisabeth havde reddet det, fortalte hun os over den obligatoriske velkomstdrink. Selvfølgelig kommer Die Familie Dalgaard, når de har reserveret havde hun sagt til ham, hvilket forklarede det der-kan-du-selv-se-blik hun triumferende sendte ham, da vi trådte i receptionen. Konrad havde meget travlt med at ordne noget efter den irettesættelse, men fik da sagt pænt velkommen inden han forsvandt det kunne let have kostet endnu et nederlag til fruen, hvis han var krøbet udenom. 19

20 Vi fik 224 et af de luksuriøse, store værelser i Neubau Elisabeth er god til at forkæle os. Der var fuldt besat med hjemmeværnsfolk, der ordnede verdenssituationen og stilfærdigt prøvede at tørlægge Konrads fadølsanlæg. En umulig opgave her er de vant til storkonsumenter. Vi spiste kæmpebøf mit alles, drak Frankenvin og lyttede et hamonikamusik fra Stammtisch. Så var det puttetid. Morgenmad og 1050 kilometer foran os. Det gik meget let i år trafikken gled uproblematisk ad den vante rute over Leipzig/Magdeburg. Vi kørte kl og var hjemme i Viborg kl Der skal så lige lægges 7 gange 5 kilometer sidste nedkørsel til de 198 pistekilometer på liftkortet 233 kilometer, det er da vist godkendt med en dag, hvor vi ikke rigtigt fik stået på ski: GPS: Liftkortet: Lørdag (Seceda) 50 km 37 km Søndag (grounded) 20 km 12 km Mandag (Heil. Kreutz) 87 km 54 km Tirsdag (Grøn SR) 50 km 32 km Onsdag (Annatal) 68 km 42 km Torsdag (Monte Pana) 55 km 33 km Fredag (Alba/Pozza) 36 km 23 km 366 km 233 km 20