Udvikling af landsbyer en værktøjskasse 2013

Transkript

1 Udvikling af landsbyer en værktøjskasse 2013 BYFORNYELSE

2 Udvikling af landsbyer en værktøjskasse 2013 Vejledningen er udgivet af: Ministeriet for By, Boliger og Landdistrikter Vejledningen er en opdateret udgave af det daværende Velfærdsministeriums vejledning fra 2009 om udvikling af landsbyer. Opdateret marts 2013 Layout: Linda Balle Elektronisk udgivelse: ISBN Ministeriet for By, Boliger og Landdistrikter, 2013 Vejledningen kan downloades fra Ministeriet for By, Boliger og Landdistrikters hjemmeside Indhold 5 Forord 6 De trængte landsbyer 8 Spillerummet de mange planer 9 Aktører hvem påvirker landsbyernes udvikling? 9 Staten 10 Regionen 10 Kommunen 11 Den lokale aktionsgruppe (LAG) 12 Ildsjæle 14 Kortlægning af landsbyerne 14 Bygningstilstand 15 Vej- og stiforbindelser 16 Sociale og kulturelle forhold 16 Naturen og det åbne land 32 Påbud til farlige bygninger efter byggeloven 32 Forbud mod beboelse (kondemnering) 33 Afhjælpningspåbud 33 Nedrivningspåbud 34 Udfordring: Dårlige bygninger i det åbne land OG MINDRE BYER 34 Opkøb til nedrivning eller istandsættelse 34 Omdannelse 34 Betinget landzonetilladelse 34 Nedrivning af landbrugsbygninger 36 Udfordring: Tomme grunde 36 Opførelse af ny bebyggelse 39 Hvad kan man gøre lokalt? 18 Statslige og kommunale midler og redskaber 19 Udfordring: Generelt løft til landsbyen 19 Helhedsorienteret indsats områdefornyelse 20 EU-midler gennem Landdistriktsprogrammet Udfordring: Oprydning i rod og affald 22 Inden rodet tager overhånd 22 Oprydning på ubebyggede arealer 23 Indgreb overfor affald og forureningskilder 23 Fjernelse af skrot og affald 24 Udfordring: Bevaring af bygningskulturen 24 Overblik og information 24 Sikring af bevaringsværdige bygninger 25 Fredede bygninger 26 Bygningsfornyelse 26 Bygningsforbedringsudvalg 28 Udfordring: Dårlige boliger 28 Tilsyn 29 Systematisk kortlægning 29 Fra helårsbolig til fritidsbolig 29 Indbringelse for huslejenævnet 30 Opkøb til nedrivning eller istandsættelse 31 Ekspropriation efter planloven 32 Vedligeholdelsespåbud til udlejningsboliger 42 Processen for landsbyudvikling 42 Kommunens interne organisering 42 Den lokale organisering 43 Inddragelse af borgerne 44 Rollefordeling mellem kommunen og andre aktører 45 Metoder til dialog 45 Fase 1: Byvandring 46 Ekskursion 46 Fase 2: Interviews 47 Borgermøde 47 Arbejdsgrupper 47 Workshops 48 Fase 3: Planværksted 48 ABCD-metoden 50 Fonde og andre tilskudsmuligheder 50 Landdistriktspuljen 50 Regionale udviklingsprojekter 50 Landlegatet 50 Lokale grønne partnerskaber 51 Friluftsrådets tips- og lottomidler 51 Fonden RealDania 51 Midler til skovrejsning 52 Henvisninger til yderligere information 52 Supplerende litteratur 52 Love, vejledninger og bekendtgørelser 53 Hjemmesider 53 Cases

3 Forord De danske landdistrikter og yderområder er en helt særlig kvalitet for Danmark, men er samtidig under hastig forandring i disse år. Stadig flere danskere vil fremover bo i eller omkring de større byer, og færre vil slå sig ned på landet og i vores landsbyer. Det er dog regeringens ambition, at alle danskere, hvad enten de bor på landet eller i byen har fornuftige rammevilkår og muligheder for et godt liv. Denne vejledning sætter fokus på mulighederne i de landsbyer, som kæmper med tomme eller dårlige bygninger, et nedslidt bymiljø, mangel på rekreative kvaliteter eller generelt forfald. Den type udfordringer kan betyde, at landsbyerne bliver mindre attraktive som bosætningsbyer. De udsatte landsbyer findes over store dele af Danmark, men tegnene bliver tydeligere, jo længere væk fra de store byer, man bevæger sig. Konsekvenserne af en sådan udvikling kan være, at der opstår uacceptable sociale forhold. Det ses bl.a. i de landsbyer, hvor sundhedsskadelige og dårlige boliger udlejes til beboelse, eller hvor samlere opbygger lagre af affald og gammelt skrot til gene for resten af områdets beboere. Vejledningen giver kommunerne et overblik over mulighederne i den gældende lovgivning og de tilskudsordninger, som kan gøre det lettere at komme problemerne til livs og igangsætte projekter i landsbyerne. Ændringerne af lov om byfornyelse og udvikling af byer, som trådte i kraft 1. januar 2013 er indarbejdet i vejledningen. Hovedformålet med ændringerne er at styrke by- og områdefornyelsen i de små byer og landdistrikterne samt forbedre mulighederne for at nedrive de dårligste boliger. Derudover er der sket en omfordeling af byfornyelsesmidlerne, således at de små byer og landdistrikterne får fortrinsret til en større del af byfornyelsesmidlerne end hidtil samt en højere statslig refusion. Vejledningen indeholder desuden en række cases, som viser, hvordan andre kommuner har grebet opgaven an, og hvilke erfaringer, de har høstet. Hensigten er, at give de kommunalt ansatte planlæggere og politikere et overblik over værktøjskassen med metoder, lovgivning og løsningsmodeller, som kan give hjælp til selvhjælp - uanset hvilken kurs, man vælger. Ministeriet for By, Boliger og Landdistrikter Marts

4 De trængte landsbyer Kort over befolkningsudviklingen i pct , ,5 0 Livet i landsbyerne har ændret sig meget over den seneste generation. Fra at være små, selvforsynende bysamfund i tæt symbiose med landbruget, er mange landsbyer nu rene bosætningssteder uden ret mange jobmuligheder. Det gør dem afhængige af at kunne tilbyde gode rammer om fritids- og familielivet. I øjeblikket sker der en markant fraflytning fra de egne af landet, som ikke besidder rekreative eller kulturhistoriske kvaliteter og som ikke ligger i pendlingsafstand til en større by eller et område med gode jobmuligheder. Udfordringerne Den største udfordring for landsbyerne i de kommende år udspringer af en landsdækkende tendens til vækst omkring de større byer og befolkningstilbagegang i de øvrige dele af landet. Udviklingen i de landsbyer, som ikke formår at tiltrække nye tilflyttere, følger ofte en selvforstærkende spiral, hvor færre indbyggere kan føre til tomme boliger, nedskæringer i den offentlige service, butiksdød, stagnerende eller faldende huspriser og et smuldrende fællesskab. Alle disse faktorer tilsammen kan gøre det svært for landsbyen at tiltrække nye tilflyttere. Mange Til salg skilte, tomme huse og generelt forfald sender et signal om, at det ikke længere er særligt attraktivt at bo det pågældende sted. Landsbyer i disse områder fungerer dårligt som bosætningsbyer på markedsvilkår. Kommunen bør derfor danne sig et overblik over den lokale situation og lægge en strategi for, hvordan de enkelte landsbyer kan og skal udvikle sig fremover. Hvor skal der der gøres en indsats og hvordan? De store udfordringer bør kommunen forholde sig til i sin overordnede planlægning - f.eks. i kommuneplanstrategien eller i en landdistriktspolitik. Nogle kommuner er udpeget som udkantskommuner i Regeringens Landsplanredegørelse 2006, hvilket bl.a. betyder, at der fra statslig side er opmærksomhed på udfordringerne med affolkning og fysisk forfald. Men også andre kommuner oplever, at de på trods af en god beliggenhed har samme type udfordringer som udkantskommunerne. Et bysamfund, der ikke vokser, kan sagtens være et godt sted at bo, men fraværet af vækst kalder på alternative mål og strategier. Visse steder kan bosætningskvaliteterne dog være så ringe, eller der kan være så mange tomme bygninger i overskud, at kommunen kan overveje det velordnede tilbagetog som en realistisk strategi. Termen dækker over en strategi, der har til formål at tage hånd om en gradvis afvikling eller indskrænkning af landsbyen. Landsbyudvikling kan også handle om kvalitativ vækst i form af nedrivning af de dårligste huse og istandsættelse af de tilbageværende. Udgangspunktet for kommunen kan være en målsætning om at have landsbyer, som er attraktive i forhold til en mere snæver anvendelse og som ikke vokser. Landsbyernes særpræg og naturgivne kvaliteter er et naturligt udgangspunktet for fastlæggelse af en strategi, og der kan være stor forskel på, hvilke normer og værdier, der er dominerende i den enkelte landsby. Derfor bør kommunen identificere landsbyernes kvaliteter og muligheder, og afklare forventningerne til landsbyens fremtid med de lokale beboere. Landsbyerne rummer rige muligheder for alternative bosætningsformer med dyrehold og hobbylandbrug, frugtplantage eller andre bierhverv i tilknytning til naturen. I nogle landsbyer kan der være plads til at drive håndværksvirksomheder og fylde lidt mere, end i en større by. Grænsen mellem rod og virkelyst afhænger af den enkelte landsbys værdier og traditioner. I nogle landsbyer er uorden og et spraglet gadebillede tegn på initiativ og virkelyst, der danner ramme om driftige iværksættere. I andre landsbyer er det de hvide hegn og frodige græsmarker, der tiltrækker folk med heste og hobbylandbrug. En tredje type vil kunne klare sig bedre som fritidslandsby på grund af en fjern, men naturskøn beliggenhed. Anbefalinger l Foretag en klar politisk prioritering af landsbyernes fremtidsmuligheder og bak den op. l Besøg landsbyerne jævnligt, og hold øje med, hvordan det går dem. Læg bl.a. mærke til om der står tomme huse og om de offentlige arealer er i en acceptabel stand. l Hvordan går det, og hvad er de lokale styrker, udfordringer og muligheder? l Hvilken rolle spiller den enkelte landsby i forhold til kommunes samlede profil og udvikling? Overvej, om landsbyerne skal målrettes bestemte grupper af beboere. l Vær åben overfor en dialog med landsbyernes beboere og lokalråd. De har fingeren på pulsen lokalt, og de er engagerede i deres landsby. 6 7

5 Aktører hvem påvirker landsbyernes udvikling? Spillerummet de mange planer STATEN REGIONEN KOMMUNEN Planloven Landplanredegørelse Oversigt over statslige interesser i ko m mu neplanlæ gning en 2009 Planstrategi Kommuneplan Lokalplan Regional udviklingsplan (RUP) Regional erhvervsudviklingsstrategi (regionalt vækstfora) Lan dsplan dirktiver herunder Regionplan 2005 Landdistriktsredeg ørelse Natura 2 000, pla nlæ g nin g for u dp ege de n aturo m rå der Lokal Aktionsgruppe: Lokal Udviklingsstrategi Borgergrupper mv.: Frivillige planer Op til arbejdet med kommuneplan 09 er der sket omfattende ændringer i plansystemet. Store dele af emnekataloget i de tidligere amters regionplaner skal nu indarbejdes i kommuneplanerne, og kommunerne skal forholde sig til en ny, strategisk plantype: den regionale udviklingsplan. Stat, regioner og kommuner er de tre aktører, som til sammen udstikker landsbyernes udviklingsmuligheder. De lokale aktionsgrupper (LAG) og aktive borgerforeninger giver ofte deres bidrag til landsbyernes udvikling. Ikke sjældent udarbejder kommuner, borgergrupper, turistforeninger eller andre aktører planer under navne som helhedsplaner, udviklingsplaner eller landsbyplaner, hvor ønsker og ideer til landsbyen fremtid formuleres. Kommunen kan vælge at optage hele eller dele af en sådan plan i den kommunale planlægning f.eks. i planstrategien eller i en lokalplan. Hertil kommer, at der med udmøntningen af regeringens landdistriktsprogram er åbnet mulighed for at danne lokale aktionsgrupper, som er foreninger, der på baggrund af lokale udviklingsstrategier prioriterer og indstiller projekter til tilskud under landdistriktsprogrammet. Strategierne danner baggrund for uddeling af statslige midler og EU-puljer se mere på side 20 og 50. Der er mange aktører, som har indflydelse på landsbyernes udviklingsmuligheder. Staten Staten udarbejder de overordnede rammer for kommuners og regioners planlægning gennem planloven. I hver valgperiode udarbejdes en landsplanredegørelse, som samler op på den overordnede planlægning og udvikling i hele landet. Den nyeste landsplanredegørelse er fra Landsplanredegørelsen beskriver de vigtigste landspolitiske interesser og initiativer i de forskellige dele af landet. Den kan ses på Miljøministeriet har udsendt»oversigt over statslige interesser i kommuneplanlægningen 2013«, som giver kommunerne et vigtigt redskab til håndtering af kommuneplanlægningen. Oversigten sætter rammerne for kommuneplanlægningen på hele statens område og for, hvilke hensyn kommunerne skal varetage i deres planer for at undgå en statslig indsigelse. Oversigten skal ses som et katalog over de eksisterende overordnede interesser og krav, som kommuneplanerne skal være i overensstemmelse med. Oversigten indeholder desuden de overordnede forudsætninger i form af vedtagne statslige handlingsplaner, sektorplaner m.v., som kommuneplanerne skal spille sammen med. Oversigten kan ses på Landsplandirektiver udstedes af Miljøministeriet, og bruges f.eks. hvor staten har ansvaret for planlægningen af større tekniske anlæg af national og regional betydning. Dette kan være ved placering af større affaldshåndteringsanlæg, større infrastrukturanlæg, store vindmøller eller lignende. Planlægningen vil ske i dialog med de berørte kommuner og regioner. Landsplandirektiver kan også bruges ved et tværkommunalt eller nationalt ønske om at fastlægge konkrete planlægningsprincipper, f.eks. for at sikre sammenhæng mellem infrastrukturen og byudviklingen. Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter afgiver i 2012 Regional- og landdistriktspolitisk redegørelse til Folketinget, som tegner et billede af udviklingen i landdistrikterne og i sammenligning med landet som helhed. Redegørelsen vil kunne findes på Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters hjemmeside. Natura 2000 er betegnelsen for et netværk af beskyttede naturområder, som EU's medlemslande er forpligtet til at udpege efter fuglebeskyttelses- og habitatdirektivet. Områderne skal bevare og beskytte naturtyper og vilde dyre- og plantearter, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene. I Danmark er der udpeget 246 Natura 2000-områder, heraf ca. 8,4 % af det samlede danske landområde. Det er de enkelte medlemslandes ansvar at sikre de naturtyper og arter, som områderne er udpeget for at beskytte. I Danmark sker dette gennem Natura 2000-planlægning på statsligt og kommunalt niveau, tilskudsordninger og administrationen af primært naturbeskyttelses-, miljø- og planlovgivningen. Der må ikke vedtages planer eller gives tilladelser mv., medmindre skade på områder kan afvises. Anbefalinger l Brug kommuneplanens registreringer som baggrundsmateriale, og tænk i muligheder. Et lavbundsområde kan genoprettes til en sø, som giver bl.a. friluftsmuligheder og udsigt. l Overvej, om kommuneplanens udpegninger af særligt værdifulde landbrugsområder er dækkende og evt. kan bruges aktivt i prioriteringen af udviklingsmuligheder. 8 9

6 Regionen Regionen udarbejder to planer: Den regionale udviklingsplan (RUP) og den regionale erhvervsudviklingsstrategi under det regionale vækstforum, se nedenfor. Begge er en del af plansystemets lovbestemte planer. Den Regionale Udviklingsplan fastlægger en 10-årig vision for regionens overordnede udvikling mht. struktur, natur, miljø, erhverv, turisme, beskæftigelse, uddannelse og kultur, men indeholder ikke arealudpegninger. De regionale vækstfora er udviklingsorganer, hvor region, kommuner, erhvervsorganisationer, uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedets parter i fællesskab udformer strategier og handleplaner for den regionale vækst vækst og udvikling med særligt fokus på erhvervsområdet. På baggrund af strategierne igangsætter vækstforaerne en række udviklingsprojekter, som udførende aktører herunder kommunerne - kan byde ind på. Det sker især på baggrund af midler fra EU s Socialfond og Regionalfond. Hertil kommer regionale udviklingsmidler, som regionerne selv bevilger til erhvervsformål. administrerer endvidere en række love, hvorefter den kan skride ind overfor f.eks. ulovlig anvendelse af arealer og faldefærdige bygninger. I forhold til finansieringen af projekter i landsbyerne spiller kommunen ofte en central rolle, da den har kompetence til at søge statslige puljer om tilskud og selv kan bevilge midler. Kommunen bør koordinere sine egne planer og ønsker med landsbyens borgere, LAG en, regionen, staten, private aktører og eventuelle nabolandsbyer. Planlægningen i landsbyerne skal tage hensyn til de bindinger, som findes i kommuneplanen og lokalplaner. Hertil kommer lovgivning indenfor f.eks. miljøbeskyttelse (støj, jord- og luftforurening, lugt) og landbrug, som kan være hindrende for bebyggelse nær virksomheder, landbrug og trafikbelastede veje samt regler i planloven om detailhandel og bebyggelse i kystnærhedszonen. Kommunen har således den samlende og koordinerende funktion og den direkte kontakt til landsbyerne. I forbindelse med udarbejdelsen af de lovpligtige planer planstrategi, kommuneplan og lokalplan bør kommunen overveje, hvordan disse planer kan indvirke på landsbyernes udviklingsmuligheder. Kommunen Kommunalbestyrelsen skal inden udgangen af den første halvdel af den kommunale valgperiode offentliggøre en strategi for kommuneplanlægningen en såkaldt planstrategi. Planstrategien skal indeholde kommunalbestyrelsens politiske strategi for udviklingen samt oplysninger om planlægningen siden seneste revision af kommuneplanen. Den skal også indeholde en beslutning om, hvordan den gældende kommuneplan skal revideres. En planstrategi bør være langsigtet og visionær, men samtidig konkret og handlingsorienteret. Den bør beskrive de konkrete handlinger, der er nødvendige for at gennemføre en politisk vision. Planstrategien skal ikke være et dokument på reolen, men et politisk arbejdsredskab. Planstrategien skal sætte den politiske dagsorden. Planstrategien giver politikerne mulighed for at drøfte kommunens udvikling med mange parter. Planstrategiens visioner for landsbyerne og det åbne land er af afgørende betydning for landdistrikterne. I planstrategien kan kommunen angive, hvilke udviklingsmuligheder landsbyerne skal have og hvor i kommunen man vil satse på udvikling. Kommuneplanen er kommunens samlende plandokument, som indeholder retningslinjer for byudvikling, bymønster og for udviklingen i det åbne land. Landsbyerne er den mindste enhed i bymønstret, og landsbyer med mindre end 200 indbyggere hører til under Det åbne land. Rammerne udstikker retningslinjer for arealanvendelsen. Kommuneplanen kan indeholde en redegørelse for, hvilken rolle de enkelte byer har. Landsbyernes placering i bymønstret er afgørende for hvilke udviklingsmuligheder, der er indenfor detailhandel, skoler og kollektiv trafikbetjening. Kommuneplanen definerer således spillerummet for de enkelte bysamfund. En lokalplan indeholder detaljerede bestemmelser for arealanvendelse og bebyggelse indenfor et afgrænset område. En lokalplan kan aflyses, eller erstattes af en ny. En lokalplan kan give ekspropriationshjemmel. Som planmyndighed skal kommunen tage stilling til spørgsmål om fysisk planlægning f.eks. veje, gadebelysning, skovrejsning eller byudvikling. Kommunen skal foretage en overordnet interesseafvejning, og sikre sammenhæng f.eks. i forhold til landbruget, naturen og friluftslivet. Kommunen Anbefalinger l Prioriter landsbyområdet i kommuneplanstrategien som optakt til kommuneplanarbejdet. l Vær opmærksom på planlovens kapitel 2a om planlægning i kystnærhedszonen. l Indtænk landsbyer og landdistrikter i åben-land planlægningen. l Udarbejd evt. særlige planer for landsbyerne i form af kommuneplantillæg. l Eksisterende lokalplaner bør undersøges for bygnings- og arealregulerende bestemmelser, der kan have indflydelse på planerne for landsbyen. l Overvej, om yderligere lokalplaner er nødvendige. Vær opmærksom på planlovens 15 om begrænsninger og muligheder i landzonelokalplaner. Den lokale aktionsgruppe (LAG) En lokal aktionsgruppe (LAG) er et partnerskab mellem lokale myndigheder, organisationer, foreninger, virksomheder og borgere, som skal bidrage til udviklingen af lokalsamfundet, herunder administrere dele af det danske landdistriktsprogram for perioden En lokal aktionsgruppe oprettes som en forening med egne vedtægter og bestyrelse efter regler fastsat af Fødevareministeriet, jf. bekendtgørelse om oprettelse og drift af lokale aktionsgrupper under landdistriktsprogrammet Bestyrelsen skal sammensættes af mindst 7 personer, der repræsenterer lokale borgere, virksomheder og erhvervsorganisationer samt foreninger og offentlige myndigheder, herunder kommunalbestyrelsen. Også regionsrådet og det regionale vækstforum kan udpege et medlem til LAG-bestyrelsen. Når Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har forhåndsgodkendt den lokale aktionsgruppe, skal bestyrelsen udarbejde en lokal udviklingsstrategi. LAG kan ansætte en koordinator, der kan hjælpe med udarbejdelsen. Den lokale udviklingsstrategi skal være i overensstemmelse med både den regionale udviklingsplan og den regionale erhvervsudviklingsstrategi, som henholdsvis regionsrådet og vækstforum har udarbejdet. Efter 10 11

7 godkendelse af en lokal udviklingsstrategi kan den lokale aktionsgruppe indstille projekter til tilskud fra Fødevareministeriet. LAG får tildelt et budget af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter fra landdistriktsprogrammet til lokale projekter, der ligger inden for rammerne af udviklingsstrategien samt til administration. Foto: Destination Bornholm De lokale aktionsgrupper dækker yder-, land- og mellemkommuner. Kommunerne er opdelt i fire grupper, der har betydning for det tilskud, som kan tildeles LAG en. LAG er i bykommuner kan ikke få tilskud. Der gælder særlige ordninger for småøer. Den lokale aktionsgruppes geografiske aktivitetsområde følger som udgangspunkt kommunegrænsen og skal dække mindst en kommunes geografiske område. Der kan kun etableres én lokal aktionsgruppe pr. kommune eller pr. kommunefællesskab. Det er i særlige tilfælde blevet godkendt, at en lokal aktionsgruppe dækker et afgrænset geografisk område, der ikke følger kommunegrænserne. Fødevaredirektoratet har oprettet et netværkscenter som understøtter LAG ernes arbejde. Landdistriktsindeks Bykommune Landkommune Mellemkommune Yderkommune Case Samarbejde mellem LAG, Kommune og privat Bornholms Regionskommune har erfaringer med lokale aktionsgrupper fra bl.a. et 3-strenget udviklingsprojekt igangsat i 2004 under den nu nedlagte Leader+ ordning. LAG-Bornholm søgte midler til renovering og indretning af den mere end 100 år gamle mølle i Gudhjem. Det samlede budget for den indvendige renovering løb op i 1,9 mio. kr. hvoraf LEADER+ har bevilliget kr., Bornholms Regionskommune , og Sparekassen Bornholms fond kr. LAG en har været ansvarlig for den indvendige istandsættelse og indretning af møllen. Ildsjæle Ildsjælene i landsbyerne bliver ofte nævnt som den vigtigste, lokale ressource, og med et stærkt, lokalt engagement kan en landsby drive det vidt. Mange steder yder borgerne et stort stykke frivilligt arbejde med at bygge og vedligeholde fællesfaciliteter og skabe nye projekter. Nogle steder har borgerne selv taget initiativ til at opkøbe tomme huse for at forhindre et forfald. Kommunen kan bidrage til at holde det frivillige arbejde i gang og at støtte op om det lokale engagement f.eks. gennem tilskud, information og anden hjælp til at realisere projektideer. Projektet var en del af en regional satsning på lokale fødevarer, og møllen er nu centrum for udstilling, salg og events under temaet: Bornholmske kvalitetsfødevarer. Det lokale forsikringsselskab Bornholms Brand har købt møllen og lejet den ud til LAG-Bornholm på en langtidslejekontrakt. LAG-Bornholm er således ansvarlig for at opretholde aktiviteterne i en 5-årig periode. Ud over fødevareshowroom er projektaktiviteterne i forbindelse med Regionalt fødevareudviklingscenter placeret i møllen, som kan lejes til fødevarerelaterede aktiviteter

8 Kortlægning af landsbyerne En kortlægning af landsbyernes tilstand og udfordringer er et nødvendigt grundlag for at kunne vurdere deres fremtidsperspektiver. Kommunen bør kende de lokale forhold, ønsker og muligheder, og planlægningen må tage højde for landsbyens karakter, kulturhistorie og placering i det overordnede bymønster. Registreringen af landsbyen kan omfatte: Bygningstilstand Vej- og stiforbindelser Sociale, kulturhistoriske og kulturelle forhold samt naturen og det åbne land Forholdene i kommunen som helhed og i den enkelte landsby kan f.eks. kortlægges gennem befolkningsprognoser, erhvervsstatistik, husprisundersøgelser og andre objektive udviklingsdata, som suppleres med konkrete besigtigelser. Herefter kan udfordringerne identificeres. Et vigtigt spørgsmål er, hvorvidt alle kommunens landsbyer står over for de samme udfordringer, eller om billedet er mere differentieret? Måske klarer nogle få landsbyer sig meget dårligt, mens flere klarer sig bedre end gennemsnittet. Forskellige betingelser i form af kultur, værdier og naturgivne forudsætninger kalder på forskellige mål og udviklingsstrategier. kommuneatlas over bevaringsværdige og fredede bygninger, men det er langt fra alle landsbyer, der er omfattet af en sådan registrering. I landsbyer, hvor der ikke findes registreringer kan der herske usikkerhed om, hvilke bygningskulturelle værdier, der findes. Kommunen bør her udarbejde sin egen registrering som grundlag for en bygningsforbedringsindsats eller planlægning i landsbyerne. Den eller de personer, som foretager registreringen, bør have en arkitektfaglig baggrund eller på anden vis have kendskab til stilhistorie og bygningsvurdering. Det er også vigtigt at have en kulturhistorisk viden med i vurderingen, og derfor kan det lokale kulturhistoriske museum med fordel inddrages. Se SAVE-vejledningen på De fredede bygninger har deres eget regelsæt og tilskudsmuligheder. Disse fremgår af Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger. I samme lov (kapitel 5) er beskrevet reglerne for bevaringsværdige bygninger, som er kommunernes ansvarsområde. Bygninger, der vurderes som bevaringsværdige, skal optages i kommuneplanen. De kan herefter ikke rives ned uden tilladelse fra kommunen ifølge bygningsfredningslovens kapitel 5. Hvis kommunen vil sikre, at de bevaringsværdige bygninger heller ikke ombygges i væsentligt omfang, må kommunen udarbejde en lokalplan, der beskriver, hvilke ændringer og eventuelle ombygninger, der kan eller ikke kan - gives tilladelse til. En del af de fredede og bevaringsværdige bygninger er registrerede i Kulturarvsstyrelsens FBB database. Hvis en stor del af landsbyens bygningsmasse forfalder, og disse bygninger ligger meget synligt fx langs vejforløb, kan de medvirke til at give et trist og dårligt indtryk af hele området. Opmærksomheden henledes dog på, at bygninger, der er i dårlig vedligeholdelsmæssig eller byggeteknisk stand, eller har har gennemgået en skæmmende ombygning eller en misforstået renovering, i nogle tilfælde kan rumme kulturhistoriske og arkitektoniske værdier, som betyder, at bygningen på trods af en lav bevaringsværdi kan være værd at bevare. For at hindre kulturarv i at gå tabt er det derfor vigtigt at undersøge, hvilke parametre der er grundlaget for den lave bevaringsværdi og derpå tage stilling til, om bygningen alligevel bør bevares. Derfor er det en god ide at inddrage det kulturhistoriske museum og deres viden på et tidligt tidspunkt. Vej- og stiforbindelser Landsbyens forbindelser til omverdenen og internt kan i sig selv udgøre bevaringsværdige strukturer - f.eks. hvis der er tale om en stjerneudskiftet landsby eller specielle vejforløb. Sådanne bevaringsværdige forbindelser findes ofte i regionplanens kortbilag og bør dermed også indgå i grundlaget for den kommunale planlægning. Men veje og stier kan give anledning til konflikter på grund af høj fart, dårlige oversigtsforhold eller manglende forbindelse imellem byområder. Det er en god ide at registrere de steder i landsbyen, der opleves som utrygge, eller på anden vis giver anledning til trafiksikkerhedsmæssige problemer. Bygningstilstand Bygningstilstanden i en landsby er en indikator for, hvordan byen har det. En god metode til at skabe overblik er SAVE-metoden, som også anvendes i forbindelse med kommuneatlas og udpegningen af bevaringsværdige bygninger. Her vurderes bygningernes bevaringsværdi efter fem forskellige parametre: den arkitektoniske værdi, den kulturhistoriske værdi, den miljømæssige værdi, bygningens originalitet samt dens tilstand. Tilsammen resulterer værdierne i én bevaringsværdi på en skala fra 1-9, hvor 1 er den højeste værdi. Karaktererne 1-3 regnes for høj bevaringsværdi, 4-6 for middel bevaringsværdi og 7-9 for lav bevaringsværdi. Bygninger kan således både have bevaringsværdi som enkelthuse for deres arkitektur og kulturhistorie og som støtteværdi for de tilstødende bygninger og for helheden f.eks. indpasningen i landskabet, husrækken eller gadebilledet. Det skal der tages hensyn til ved eventuel nedrivning af bygninger. Den hidtidige praksis i kommunerne har været, at bygninger, der har fået bevaringsværdierne 1 4, er dem, der er bevaringsværdige og derfor især skal passes på. Nogle kommuner har udarbejdet Registreringen af ønsker og behov indenfor trafik kan f.eks. indbefatte: Farlige krydsninger og dårlige oversigtsforhold Strækninger med megen tung trafik Ønskede ruter ud i det åbne land Strækninger, hvor der køres for stærkt Strækninger med behov for fortove/rabatter/cykelsti Belysning, skiltning og opstribning Afdækningen af udfordringer og ønsker bør ske i samarbejde med beboerne i landsbyen, og kan f.eks. udføres i forbindelse med et borgermøde eller en byvandring i landsbyen, som anskueliggør de lokale udfordringer. Kommunen kan supplere med sin viden om trafiktal og kollektiv trafikbetjening

9 Sociale og kulturelle forhold Bygninger kan have en værdi på grund af deres anvendelse - f.eks. en købmand eller skole, som er vigtige for landsbyens sociale sammenhæng. De sociale og kulturelle forhold i landsbyen dækker over et bredt spektrum af initiativer og steder, som understøtter det gode liv i landsbyen og gør den til noget særligt. Det gælder om at identificere, hvad det er, der skaber sammenhængskraften lokalt, og hvad der er mulighed for at understøtte og bygge videre på gennem nye initiativer. Det kan f.eks. afdækkes gennem interviews. Skoler, institutioner og idrætshaller er ofte byens samlingssteder, og tilstedeværelsen af dem kan betyde forskellen på, om landsbyen er attraktiv for nye tilflyttere eller ej. De landsbyer, som ikke har offentlige institutioner, kan have andre typer mødesteder, som kan stimuleres og understøttes gennem målrettet planlægning. Det kan f.eks. være et privat motionscenter, en friskole, en købmand eller andre steder, som beboerne kan være fælles om. Her kan kommunen gå ind og støtte initiativerne ved at anlægge gode offentlige rum i tilknytning hertil og sørge for belysning, beplantning og parkeringsmuligheder. En landsby uden skole kan blive attraktiv for tilflyttere, hvis skolevejen til nabolandsbyen er sikker og ikke for lang. Det daværende Velfærdsministerium har i 2008 offentliggjort en undersøgelse af skolers betydning for landdistrikternes udvikling. Undersøgelsen konkluderer, at skolelukninger ikke er årsag til lokalområdernes tilbagegang, men nærmere resultatet af en forudgående tilbagegang. Det er karakteristisk for disse områder, at de har haft en negativ befolkningsudvikling i en længere periode frem til skolelukningen. I undersøgelsen er der gode råd at hente i forbindelse med tilpasning af skolestrukturen. En registrering af det åbne land kan være en kombination af de gamle regionplaners kortlægning og en kvalitativ, oplevelsesbetonet kortlægning. Det åbne land er genstand for en række arealinteresser, som kommunerne skal foretage en afvejning af. En væsentlig målsætning må være at skabe gode udfoldelsesmuligheder og sammenhæng imellem områder med samme anvendelse. Der kan også tænkes i flere anvendelser af de samme arealer, idet kommunen skal være opmærksom på, at der kan opstå konflikter ved nogen anvendelseskombinationer. Landsbyer, der er naturskønt beliggende, kan med fordel integrere friluftsoplevelser og naturgenopretning i udviklingen af landsbyens bosætnings- og erhvervsprofil. I og omkring nogle landsbyer fylder landbruget stadig meget, og landbrugsdominerede landsbyer lider ofte under gyllelugt og tung trafik med landbrugsmaskiner. En registrering af de store gårde og deres jordtilliggender omkring landsbyen kan være et godt udgangspunkt for en forhandling med landmændene om køb og salg eller bytte af arealer. Kommunerne skal desuden udpege særligt værdifulde landbrugsområder i kommuneplanen, hvor landbrugsbedrifter, der for eksempel antager industriel karakter, kan lokaliseres, så de generer naboerne mindst muligt. Hvis en landsby ligger i et område, som udpeges til særligt værdifuldt landbrugsområde, kan den få svært ved at udvikle sig som bosætningssted p.g.a. mulige miljømæssige gener. Læs mere om kommunernes mulighed for at yde byfornyelsestilskud til forsamlingshuse og bygninger med lignende anvendelse på s.26. Naturen og det åbne land Mange landsbyer ligger i tilknytning til naturområder, der både indeholder rekreative værdier og lægger nogle begrænsninger på landsbyens udviklingsmuligheder. De tidligere amter har udført en omfattende registrering af arealinteresserne, som kan ses på og som det nu er op til kommunerne at forvalte og udvikle. En registrering af muligheder og bindinger i det åbne land kan indeholde følgende emner: Beskyttet natur efter 3 i naturbeskyttelsesloven (enge, moser, åer) Internationale naturbeskyttelsesområder og fredede områder Friluftsinteresser (golfbane, rideklub, skydebane mv) Fortidsminder og øvrige kulturmiljøer så som diger og kystmiljøer Landskab (udsigtspunkter, kig, kystlandskaber, byggelinjer, skov mv). Landbrugets udbredelse Støjkilder og tekniske anlæg, f.eks. vindmøller, vejreservationer mv. Kortlægningen kan understøttes af historiske kort, som kan ses på Anbefalinger l At få et overblik over hvad der er derude, er første skridt hen imod at gøre en aktiv indsats. l Brug de informationer, som kommunen allerede har: BBR-oplysninger, luftfotos og eventuelle bevarende lokalplaner, kommuneatlas eller kulturmiljøatlas. l Inddrag det lokale kulturhistoriske museum. l Inddrag gerne borgerne i kortlægningen af deres landsby. Det kan skabe ejerskab og give et nuanceret billede, men bør ikke stå alene. Se eksempel fra Kolding Kommune s. 46. l Brug registreringerne aktivt til at udvikle f.eks. turisme, bosætning, landbrug og friluftsliv; hvor er kommunens skjulte skatte, og hvor er der behov for et løft? l Hold jævnligt øje med, hvordan landsbyerne udvikler sig. Bliver der passet på de bevaringsværdige bygninger eller breder forfaldet sig, og hvordan går det med det sociale liv? l Et godt kendskab til landsbyerne og landdistrikterne gør kommunen i stand til at reagere hurtigere på en utilsigtet udvikling

10 Statslige og kommunale midler og redskaber Når der er udarbejdet en kortlægning af landsbyen, ved kommunen, hvor skoen trykker. Kommunen kan nu kombinere enkeltindgreb med helhedsorienteret planlægning. I dette kapitel gennemgås den værktøjskasse af muligheder, som staten og kommunerne har i forhold til at støtte en ønsket udvikling og afhjælpe problemer med forfald, tomme bygninger og generel mangel på tidssvarende rammer. Omfanget af udfordringer i landsbyerne og mulighederne for at imødegå dem kan variere meget fra landsby til landsby, og derfor kan der være behov for forskellige fremgangsmåder og forskellige kombinationer af værktøjer. Kapitlet er struktureret ud fra en række udfordringer, som er typiske for mange landsbyer og anvendelsen af værktøjerne er anskueliggjort gennem en række praktiske cases. Udfordring: Generelt løft til landsbyen Case Byfornyelse som som investeringskatalysator I landsbyen Lohals på Nordlangeland var lokalbefolkningen pessimistisk overfor byens fremtidige muligheder efter, at færgeruten var nedlagt. Derfor besluttede den daværende Tranekær Kommune at opprioritere byen gennem tre indsatser: Først blev der opført en klynge ældrevenlige boliger i samarbejde med et boligselskab. Byggeriet havde til formål at kickstarte en udskiftning af beboerne i de nedslidte huse i byen. Dernæst blev der igangsat en bygningsforbedring af husene på Nordstrandsvej, som var de hårdest medtagne. Endelig blev der i 2002 nedsat et politisk styret Lohals-udvalg, ligesom kommunen fik bevilget midler til at gennemføre en helhedsorienteret byfornyelse i Lohals. Beslutningen om helhedsorienteret byfornyelse indeholdt både trafikprojekter, turismetiltag, byrumsforskønnelse og kulturelle tilbud. En særlig vinkel på byfornyelsen var at afprøve mulighederne for at tiltrække private investorer ved at gøre byfornyelsesprogrammet til en slags salgsmateriale. Målgruppen for materialet var investorer, fonde, iværksættere og mulige tilflyttere. En hjemmeside og en bevidst kommunikations- og pressestrategi medførte megen positiv omtale. Opførelsen af et kultur- og havnehus, Banjen, er organiseret og finansieret gennem partnerskabsaftaler mellem kommunen, Lohals Havn, borgerforeningen og sejlklubben. Herudover gik eksterne investorer ind i projektet med investeringer for over 30 mio. kr. primært i form af nyt boligbyggeri. Byfornyelsen har affødt betydelige investeringer i nybyggeri, bl.a. i et plejecenter og ferieboliger. Der er opført 56 nye boliger, fordelt på almene boliger, fritidsboliger og private helårsboliger. Stemningen i byen er vendt, så der er en positiv og forventningsfuld holdning til fremtiden. Udsatte landsbyer i udkantsområder rummer ofte en flerhed af udfordringer i form af nedslidte offentlige arealer, trafikproblemer, dårlige rekreative områder og manglende mødesteder. Her kan områdefornyelse være vejen frem i kombination med andre midler. Helhedsorienteret indsats områdefornyelse Kommunerne har flere strenge at spille på, hvis de vil igangsætte en helhedsorienteret indsats i landsbyerne. På baggrund af lov om byfornyelse og udvikling af byer kan kommunen søge om støtte i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter til at gennemføre områdefornyelse i hele eller dele af en landsby. Kommunen skal indsende en ansøgning til ministeriet, som skal indeholde en kort beskrivelse af området og de påtænkte initiativer samt et budget for disse. Der er ansøgningsfrist 7. januar hvert år. Den samlede ramme til områdefornyelse udgør 60 mio.kr. årligt, som typisk uddeles til mellem 10 og 12 kommuner til både store og små byer. Ansøgningerne vedrørende mindre byer prioriteres først, dog således at de i første omgang højst kan tildeles en samlet ramme på 35 mio. kr. Midlerne kan anvendes til udgifter i forbindelse med programudarbejdelse og inddragelse af de berørte parter, etablering og forbedring af opholdsarealer og parkering, etablering af kulturelle og særlige boligsociale foranstaltninger herunder etablering af fælleslokaler samt etablering af særlige trafikale foranstaltninger. Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter kan yde refusion svarende til 1/3 af kommunens udgifter til områdefornyelsen - resten skal kommunen selv finansiere. Når kommunen har modtaget brev om reservation af midler, skal den udarbejde et byfornyelsesprogram for områdefornyelsen, hvor indsatsen konkretiseres i samarbejde med landsbyens borgere og andre berørte parter. Programmet skal udover beskrivelsen af de enkelte indsatsområder indeholde en målbeskrivelse, en tids- og handlingsplan, et budget og en investeringsredegørelse, som beskriver planlagte og potentielle investeringer i landsbyen. Redegørelsen kan desuden belyse samspillet mellem andre indsatser ved at beskrive projekter, som ikke finansieres gennem om

11 Case Bosætningskampagne og byfornyelse rådefornyelsen, men som f.eks. kan realiseres med midler fra andre puljer, fra private investorer, eller fra en eller flere af de fonde, som er beskrevet på s Målet med områdefornyelsen er, at det offentliges indsats kan føre til øgede private investeringer til gavn for landsbyen. De statslige og kommunale midler kan suppleres af en direkte privat medfinansiering, som dog ikke kan udløse en øget statsrefusion eller erstatte kommunens andel af finansieringen. Områdefornyelsen kan igangsætte og finansiere en indsats mellem husene af såvel social, kulturel eller trafikal art. Den kan suppleres med bygningsfornyelse af såvel ejer-, andels- og private udlejningsboliger, samt af friarealforbedring. Fra 2014 kan 40 mio. kr. af udgiftsrammen til byfornyelse anvendes til bygningsfornyelse i områder, der har fået tilsagn til områdefornyelse i mindre byer, hvor der er væsentligt behov for en bymæssig udvikling. EU-midler gennem landdistriktsprogrammet Den helhedsorienterede indsats i landsbyerne kan kombineres med midler fra landdistriktsprogrammet , som er et program finansieret af stats- og EU-midler. Programmet administreres af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Programmet skal udmønte visionerne i EU s landdistriktspolitik samt medvirke til at gennemføre bl.a. vandrammedirektivet og miljømålsloven. Disse midler uddeles i perioden , inden for 4 hovedområder: Konkurrencekraft i fødevaresektoren, rig natur og miljø samt attraktive levevilkår i landdistrikterne. Inden for indsatsområdet vedrørende attraktive levevilkår kan Fødevareministeriet bl.a. støtte forbedringer af bygningsmassen, bevaring af kulturarv og igangsætning af nye aktiviteter på landbrugsejendomme. Midlerne skal søges gennem de lokale aktionsgrupper, og projekterne skal bidrage til at opfylde målene i de lokale aktionsgruppers udviklingsstrategier (LAG). Der er vide rammer for tilrettelæggelse af projekterne fra forskønnelse af landsbymiljøer til regional turismesatsning. Natur- og miljødelen i landdistriktsprogrammet giver desuden mulighed for at søge midler til f.eks. naturgenopretningsprojekter i og omkring særligt værdifulde naturområder. Se mere på og på LAG ens hjemmeside Til projekter, der har opnået tilsagn om støtte fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters landdistriktspulje, Økonomi- og Indenrigsministeriets støtteordning for særligt vanskeligt stillede kommuner og fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters områdefornyelse, kan projektholderen søge om supplerende EU-midler gennem landdistriktsprogrammet efter indstilling fra en lokal aktionsgruppe. For nærmere information og vejledning kontakt Fødevareministeriets Netværkscenter, telefon Byen Lem med ca indbyggere og dobbelt så mange arbejdspladser har siden grundlæggelsen været kendt som Smedenes By. Imidlertid havde byen efterhånden fået et image som en grim og kedelig industriby, hvor man ikke boede, men pendlede til de mange arbejdspladser. Derfor besluttede den daværende Ringkøbing Kommune at igangsætte en målrettet bosætningsstrategi, som indbefattede område- og bygningsfornyelse samt en imagekampagne. Tilsammen skulle det få nogle af de mange pendlere til at bosætte sig i byen og gøre de lokale mere stolte af deres by. Byens borgere og virksomheder har været meget aktive i forhold til projektet. Kommunen har afprøvet en model, hvor en stor del af ansvaret blev overladt til borgerne, og kommunen blot fungerede som konsulent og djævelens advokat, der sikrede, at pengene blev brugt indenfor rammerne af byfornyelseslovens rammer. Borgerne arbejdede i tre grupper: Bredgade-gruppen, Bolig-gruppen og Image-gruppen. I praksis var Imagegruppen styregruppe for hele projektet, og den fik ansat en marketingkoordinator, som rådgav og var redaktør på bladet Kære pendler Nyt. Der blev opsat skilte til pendlerne med teksten Kære pendler Hvis du boede her var du hjemme nu. Borgerne skulle være ambassadører for Lem og fortælle om byens fortræffeligheder til pendlerne. Byens borgere har bl.a. selv lavet de nye, flotte bænke, som er opstillet i den renoverede bymidte. I tilgift hertil er der anlagt en omfartsvej, som leder en stor del af pendlertrafikken udenom Lem by og fredeliggør bymidten, og der er sket yderligere investeringer under og efter projektet for ca. 18 mio. kr. Resultatet har været en lille stigning i antallet af indbyggere, men ikke helt så meget, som ønsket. Case Borgernes Byfornyelse I 2002 blev der igangsat en proces i Gudhjem by for at løse byens trafikproblemer i sommersæsonen, og genskabe helårslivet i en ellers vinterlukket by. Fra begyndelsen var borgerinddragelse højt prioriteret, og der blev nedsat en byudviklingsgruppe under borgerforeningen, som deltog i et fremtidsværksted. Fremtidsværkstedet afdækkede problemerne i byen og kom med forslag til løsninger. Det mundede ud i en udviklingsplan for Gudhjem og en række fondsansøgninger. Tidligere Allinge-Gudhjem Kommune fik tildelt en investeringsramme på 5,5 mio.kr. til helhedsorienteret byfornyelse, og i forbindelse med programudarbejdelsen har borgerne været særdeles aktive. Processen blev skudt i gang med et husstandsomdelt debathæfte om byens fremtid og byfornyelsen og et efterfølgende borgermøde, hvor alle interesserede blev opfordret til at deltage i en idéworkshop. Workshoppen kastede mange ideer af sig, og der blev nedsat 3 arbejdsgrupper, som konkretiserede ideerne og samlede dem i et idekatalog, der efterfølgende blev fremlagt og udstillet i byen. Efter udstillingen blev der afholdt en lokal afstemning om forslagene, som var retningsgivende for den politiske prioritering og gennemførelse af projekterne. 21 projekter blev prioriteret, og de 16 er gennemført i tæt samarbejde mellem kommunen og lokale følgegrupper. Gennem hele processen har der været en god pressedækning

12 Udfordring: Oprydning i rod og affald Skrotbiler, affald og andet rod kan tage overhånd og give landsbyen et utiltalende udtryk. Kommunen kan kombinere værktøjer fra miljøbeskyttelsesloven, planloven og byggeloven, hvis den vil gribe ind. Inden rodet tager overhånd Kommunen har mulighed for at begrænse større mængder byggematerialer, skrot og lignende, der måtte henligge på privat grund på to måder. Enten ved at føre aktivt tilsyn og påpege ulovligt store oplagsmængder eller ved at udarbejde en lokalplan for landsbyer i landzone. Større oplag kræver som udgangspunkt landzonetilladelse. En afgørelse fra Miljøklagenævnet fastslår, at et oplag på 900m2 ikke er mindre, og det kræver derfor landzonetilladelse (se Kendelser for Fast Ejendom, KFE ). Et lovligt oplag af campingvogne til salg var efter Naturklagenævnets vurdering så markant, at det var skæmmende (se Naturklagenævnet Orienterer, NKO 8). Ved udarbejdelsen af en landzonelokalplan kan kommunalbestyrelsen beslutte, at lokalplanen skal tillægges bonusvirkning, jf. planlovens 15, stk. 4 og 5. Ved bonusvirkning angives det udtrykkeligt i lokalplanen hvilke tilladelser, der efter planlovens 35 kan erstattes af planen. Der kan endvidere være betingelser knyttet til planen. Efter planlovens 15, stk. 5, gælder der visse begrænsninger for landzonelokalplaner, som helt eller delvist tager sigte på at regulere jordbrugsmæssige forhold. I forhold til overflødiggjorte landbrugsbygninger, som kan tages i brug til håndværks- og industrivirksomhed, mindre butikker, samt lager og kontorformål mv., jf. planlovens 37, stk. 1, kan der efter 37, stk. 2, i tilknytning til bygningerne etableres et mindre ikke skæmmende oplag efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse. En lokalplan virker kun fremadrettet, og kan ikke hindre eksisterende oplag. Oprydning på ubebyggede arealer Efter byggelovens 14, stk. 1, skal bebyggelse, ejendommens ubebyggede arealer og derpå værende indretninger holdes i forsvarlig stand, således at de ikke frembyder fare for ejendommens beboere eller andre eller på anden måde er behæftet med væsentlige mangler. Endvidere skal ejendommen holdes i en under hensyntagen til beliggenheden sømmelig stand. Hvis rodet på en ejendom har taget overhånd, kan daterede fotografier og beskrivelser af forholdene samt en liste over, hvilke forhold der skal bringes i orden være et godt grundlag for, at kommunen kan gå i dialog med grundejeren om sagen. Giver dialogen ikke resultat, har kommunen efter byggelovens 17 og 18, mulighed for at udstede et påbud om afhjælpning af manglerne. Påbuddet skal ledsages af dokumentation og en udførlig beskrivelse af, hvilke forhold, der skal bringes i orden. Der henvises til Vejledning om håndhævelse af naturbeskyttelsesloven, planloven og byggeloven, som kan ses på Kommunen skal være opmærksom på, at et påbud kan blive underkendt - forudsat at der ikke er tale om akut fare - hvis den gennem flere år har været bekendt med forholdene uden at skride ind. Et højt aktivitetsniveau i forhold til tilsyn og dialog med grundejerne kan lette processen. Kommunens afgørelse af, hvornår rod og oplag udgør en fare eller får en ejendom til at fremstå usømmelig, er et skøn. Formuleringen en under hensyntagen til beliggenheden sømmelig stand indebærer, at normerne for ryddelighed kan være anderledes på landet end i et villakvarter og kan afhænge af rodets synlighed. Indgreb overfor affald og forureningskilder Efter miljøbeskyttelseslovens 43 er enhver, der frembringer, opbevarer, behandler eller bortskaffer affald, ansvarlig for, at der ikke opstår uhygiejniske forhold eller sker forurening af luft, vand eller jord. Hvis kommunen kan sandsynliggøre, at der er tale om affald, der kan udgøre en forureningsfare, sundhedsfare eller tiltrække skadedyr, kan den udstede påbud om at lovliggøre forholdet efter miljøbeskyttelsesloven. Kemikalier, bilbatterier og madaffald hører f.eks. under denne kategori. Det er op til kommunen at definere, hvad der er affald, og hvad der er brugbart oplag. Affaldsbekendtgørelsen, som kan ses på indeholder oplysninger om miljøfarlige stoffer og deres håndtering. Fjernelse af skrot og affald I byfornyelsesloven er der pr. 1. januar 2013 indført mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan yde tilskud til fjernelse af skrot og affald på ejendomme beliggende i byer med færre end 3000 indbyggere samt i det åbne land. Kommunalbestyrelsen kan til denne aktivitet få en forhøjet statslig refusion på 60 pct. til de kommunale udgifter inden for kommunens ramme til bygningsfornyelse. Case Påbud overfor oplagret skrot, rod og affald Den tidligere Grindsted Kommune blev opmærksom på, at der på en udlejet ejendom i en landsby gennem længere tid havde stået et skibsvrag og andet affald. Kommunen meddelte påbud om forsvarlig bortfjernelse af det miljøfarlige affald, jf. miljøbeskyttelsesloven 46 (Herefter MBL). Påbuddet blev påklaget til Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen stadfæster kommunens påbud om bortskaffelse af skibsvragsaffald fra ejendommen. Miljøstyrelsen oplyser i den forbindelse, at det er kommunen, der afgør, hvornår der er tale om affald. Når opbevaring eller håndtering af affaldet ikke er reguleret i henhold til anden lovgivning, kan kommunen som udgangspunkt forlange, at al henlagt affald på ejendommen skal bortskaffes. Styrelsen anfører videre, at når affaldet er placeret på en ejendom, er det som udgangspunkt grundejeren, der er ansvarlig for bortskaffelsen, hvorfor påbudet rettes mod denne jf. MBL 43 og 46. Se under Afgørelser. Sagsforløbet kan sammenfattes således: 1] Kommunen fremsender et brev til ejeren af ejendommen med et 14 dages varsel om besigtigelse, jvf. retssikkerhedslovens 5, stk. 2. 2] Kommunen besigtiger ejendommen og konstaterer oplag af vrag og skibsaffald. Oplaget fotograferes og beskrives. 3] Kommunen giver ejeren påbud om at oplyse, hvem der har leveret vraget på grunden, jf. MBL 72. 4] Kommunen varsler påbud om forsvarlig bortskaffelse af miljøfarligt affald over for ejeren, jfr. MBL 46. Kommunen stiller samtidig betingelser for behandlingen af affaldet og oplyser om miljøgodkendte firmaer, der kan løse opgaven. 5] Kommunen giver ejendommens ejer påbud om bortskaffelse af affaldet og anfører en frist på 1 måned., jf. MBL 46. 6] Grundejeren nægter at efterkomme påbuddet, og indklager kommunens afgørelse for Miljøstyrelsen. 7] Grindsted Kommune vinder klagesagen, og ejeren bliver dernæst af Miljøstyrelsen pålagt at fjerne affaldet og vraget