Foredraget gik godt. Tilhørerne spillede med i retssalsmiljøet, og alt fungerede endnu bedre end Johanne havde turde håbe.

Transkript

1 Kapitel 4 4.december 2013 Denne aften var Johanne på med sit længe forberedte foredrag. Christine sad nede bagerst, så Johanne ikke rigtigt kunne se hende. Det var efter Johannes ønske, da hun åbent og ærligt have indrømmet, at hun var lidt mere nervøs end hun plejede at være til disse foredrag, fordi Christine var der. Johanne ville gerne bevise at hun var dygtig over for sin dejlige datter. Lige såvel som Johanne var stolt af sin datter, havde hun også et behov for at datteren kunne være stolt af sin mor. Foredraget gik godt. Tilhørerne spillede med i retssalsmiljøet, og alt fungerede endnu bedre end Johanne havde turde håbe. Alle morede sig godt og debatterne kørte på kryds og tværs. Der blev grinet og drukket gløgg. Arrangørens smil blev større og større og det var altid godt, så ville de komme igen og det var altid god forretning. Side 1

2 Udfaldet af retssagen havde Johanne dog ikke turde spå om, da hun havde startet ud som forsvarsadvokat, og alle tilhørerne som anklager. Startsspørgsmålet havde været Dem der tror på at nisser eksisterer eller har eksisteret som befolkningsgruppe marker med hænderne Ingen markerede - svarende til at ingen af tilhørerne i salen troede på nisser. Men stille og roligt havde hun med logiske argumenter, statistik m.m. fået flere og flere over på sin side. Gennem jævnlige brug af startsspørgsmålet, havde hun fået tilhørerene flyttet rundt i salen, så der var en for- og imodgruppe, der debatterede hyppigt og ivrigt med hinanden. Ved slutningen af den tid der var givet til Johannes indlæg, havde hun hovedparten at tilhørerne på sin side. Det var en forsamling som mente, at der var en begrundet mistanke om at nisser havde eksisteret eller fortsat eksisterede i befolkningen. Så havde Johanne egentlig vundet, da spilpremisserne var sat til, at den af parterne - for nisser eller imod nisser - der havde flest tilhængere, når tiden var udløbet, havde vundet retssagen. Da foredraget var færdigt modtog hun en klapsalve som gjorde hende genert og denne gang mere end det plejede fordi Christine sad der, men samtidig betød den også endnu mere end den plejede. Tilhørerne sivede ud af salen, grinende og debatterende. Johanne gik i gang med at rydde op, og havde sendt Christine ud efter en cola, og en kop the til sin mor. Side 2

3 Mens Johanne gik og pakkede sammen kom en ældre herre op mod hende, støttende sig til en gammel kroget stok, belagt med halvædelstene. Det antog Johanne at det var, for at dømme ud fra den ældre herres udseende var han en velbemidlet mand. Hans ryg var sunket sammen og var skæv. Det måtte være smertefuldt. Hans hud var garvet og rynket, med smilerynker omkring øjnene. Han virkede som om han bar flere århundredes viden og indsigt på sine skuldre. Da hun mødte hans øjne gnistrede de som små stykker kul op mod hende, i legesyge, drillende gnister, der viste et stort intellekt. Hans noget gnækkende stemme sagde: Du ligner hende præcist. Undskyld, hvem ligner jeg? spurgte Johanne høfligt, mens hun kiggede ned på manden, n, der var mindre end hende, formentlig på grund af det store sammenfald i ryggen. Med sine 1.64 var hun normalt ikke den der kiggede ned på mænd. Åh, undskyld, det var bare en ung dame fra den gang jeg var ung. Du har en forbløffende lighed med hende, og det har din unge datter også. Ja, ja, når man bliver en ældre mand som jeg, så kan sindet ind i mellem spille én de mest forunderlige tricks. Johanne nikkede respektfuldt til manden, der havde en aura af autoritet omkring sig. Jeg var meget imponeret over din retsforestilling fortsatte han mens han rakte Johanne et meget fornemt og smuk trykt visitkort. Johanne gav sit eget visitkort retur. Som det sig hør og bør, læste Johanne kortet omhyggeligt igennem. Lensgreve von Side 3

4 Veetter stod der med kroner og det hele. Og han læste hendes, der virkede noget uanseligt ved siden af. Hun tænkte hastigt igennem, men mindes ikke navnet. Lensgreve, fornem titel! Ja min slægt har stadigvæk ret til at bruge titlen, selvom vi ikke er opført i bøgerne over lensgrever. Det er nok derfor du ikke kan huske navnet. Men her er det visitkort jeg normalt anvender. Det er kun fordi jeg finder dig så speciel at du får det andet. Et nyt visitkort blev rakt frem. Meget enklere, hvidt, med sort tryk og blot navn, telefonnummer og en mail adresse. Men ellers et jævnt intetsigende visitkort. Dette kort skaber langt færre spørgsmål grinede den gamle herre. Må jeg få lov til at byde dig og din datter på et traktement? Jeg bliver lige nødsaget til at spørge hende, jeg ved ikke hvad hendes planer er for i aften. Unge dame, vær ganske rolig, jeg gør ikke dig eller dine noget. Johanne studsede lidt over denne besynderlige vending, med tilhørende tonefald, som muligvis havde til hensigt at berolige hende men så afgjort havde den modsatte effekt. Christine kom tilbage med sin Cola og tekoppen. Hr. Veetter præsenterede sig høfligt for Christine, rakte hende et af de dyre kort, og gentog sin anmodning. Cristine responderede med et "triglycerid! Side 4

5 Johanne havde regnet med at hr. Veetter ville le have løftet sine øjenbryn spørgende, men det skete ikke. Han kluklo i stedet. Fedt! sagde han så, et sprogvalg der slet ikke passede til hele hans fremtoning. Og Hr. Veetter og Christine var øjeblikkeligt på bølgelængde trods den store aldersforskel. De satte sig ind på den mondæne restaurant der hørte til hotellets kursussted, og fik en plads hvor der var ro og lidt væk fra alle de øvrige tilhørere, der også havde fundet vej til stedet. Flere kom med flotte tilråb og komplementer til hendes foredrag, som Johanne glad og smilende tog imod, alt sammen honning for sjælen. Lidt smalltalk om dit og dat blev hurtigt afbrudt da hr. Veetter kom direkte til sagen. Tror I på nisser, sådan i virkeligheden og ikke bare som et show, som det som du så ganske udmærket leverede her? Johanne fik ikke tid til at svare, fordi der pludselig stod en del mennesker omkring hr. Veetter, som åbenbart kendte denne mand, og nærede stor beundring for ham og hans virke. Han var åbenbart en langt mere offentlig og kendt person end Johanne havde vidst, i hvert fald i denne forsamling af foreningsmedlemmer. Hr. Veetter forsøgte høfligt at ryste menneskeskaren af foreningsmedlemmer af sig uden held, og endte med at trække på skuldrene og sagde henvendt til Johanne og Christine: Mine unge damer, jeg må udsætte denne behagelige samtale til senere. Tak for jeres gode selskab. hvorefter han gik, med skaren følgende efter sig og lod Johanne og Christine sidde tilbage, noget forundret, men som de blev enige om: Han var en spændende mand, og iskagen var god. Side 5