Museaktiviteter i Guldager Naturskole

Transkript

1 Museaktiviteter i Guldager Naturskole I forbindelse med et besøg i Guldager Naturskole med mus på programmet, kan de mindre klasser vælge en dag, hvor det udover det rent faglige indhold som vægtes højt, er muligt at slutte med et praktisk arbejde. I løbet af dagen tegner elverne forskellige arter af mus og skriver små ord og tekster til. Vi har iagttagelsesark som bruges, mens vi iagttager de levende mus i lokalet. Vi starter naturligvis med at gennemgå dagens program, tale frem og tilbage fælder og hvad man evt. kan komme i dem hvis man da gerne vil fange en og så går vi ud i skoven og ser om vi kan finde spor efter musene derude. Vi har også sat fælder et par dage før, som vi røgte. Derfor skal vi vide besked i god tid i forbindelse med et sådant program. Når vi har spist frokost, vil der være mulighed for at slutte dagen med af følgende aktiviteter: en træmus, en fingermus af skumgummi eller en perlemus. Læs mere side 3-: 1

2 2

3 Træmus Til træmusen bruges: Tørre træskiver, gerne af gran, som saves midt igennem. Træperler: til hjulene hele træperler til øjnene én overklippet træperle. Der skal også bruges grillspyd af træ samt lim, snor, små øskener, spritfarve, tegnestifter og læderrester. Af læderet klippes ører og hale Ører og hale sættes på med tegnestifter. Øjnene limes på og pupillerne males med spritfarve. En øsken skrues i under snuden, og en snor bindes i. 2 X 2 øskener sættes under maven til hjul 3

4 Grillpindene klippes til, de sættes gennem øskenerne, og der limes en kugle på i hver ende Sådan! 4

5 Fingermus af skumgummi Tegn en cirkel med ca. 10 cm i diameter på et stykke 1 cm tykt skumgummi. Tegn også en hale i forlængelse af diameteren, se fotografiet herunder: Klip figuren ud. Fold figuren så halen kommer i den ene ende, og hæft ned langs den modsatte kant snudeenden med fire små hæfteklammer Klip ører ved at klippe meget skråt ind i skumgummiet på hver side af musens hoved. Pas på ikke at klippe helt igennem! Klip huller til øjne. Farv musen med spritfarve, og 5

6 dub musen med husholdningssprit, så farven bliver jævn. Lim sorte perler, gerne malede træperler, på som øjne. Nu er musen færdig! 6

7 Perlemus Materialer: 3 piberensere (á 30 cm) og 7 kugler: En med diameter 3 cm, en på 2,5 fire på 1 cm, samt en på ½ cm. Desuden skal der bruges farver. Anbring den mindste kugle på midten af en piberenser og sno piberenser-enderne sammen bag kuglen. Det er snuden! 7

8 Kom piberenser-enderne gennem 2½-cm kuglen fra hver sin ende og stram til, så snuden kommer til at sidde i midten Bøj enderne tilbage, så de danner ører. Kom endnu en piberenser gennem hovedet, men ikke længere end enderne lige kan snos sammen bag hovedet Den lange ende er halen kom den store kugle på som krop 8

9 Nu mangler vi kun ben det er 1 cm kuglerne. Start med at sno én fast for enden af den sidste piberenser Stik så piberenseren gennem musekroppen og sno endnu en kugle på. Stik piberenseren tilbage gennem kroppen og påsæt endnu en kugle. Den sidste kugle sættes på piberenser-enderne snos sammen og den sidste stump stikkes ind i kroppen Mal nu ansigt på: Snude, hareskår og gnavertænder og øjne 9

10 Her er to musevenner! Udover aktiviteterne ovenover, som venligst er udlånt fra Vestre Hus Børnenaturcenters hjemmeside (af biolog Bjørli Martha Lehrmann), er der mulighed for at læse eventyr om og med mus: Vi har de 2 versioner af Landmusen og Bymusen, som kan læses hele året (vedhæftet herunder). Vi har også historien Det hårde museliv om vilkårene i naturen, samt Den halve mus, som er en fabel om rødmusen og gærdesmutten. Vi har Thorsteins Thomsens digte: Jeg er den lille markmus og Musens sang til mennesket fra bogen Thorsteins Rim. Vi kan også læse det lille digt Rottens valg, der giver anledning til diskussion om etik i forhold til dyr og natur, specielt i de lidt ældre klasser. Endvidere har vi H.C. Andersens Grantræet måske til oplæsning i skoven samt det lille eventyr om Julemusens rejse gennem den fortryllede skov til vores juletræsture i november/december. Her vil julemusen givet spille en rolle. Vi har også aktiviteten Find musegange fra Skoven i Skolen, omend den egner sig bedst til vinterhalvåret og sne. Selvom vi sjældent har sne i Guldager, kan vi fint lede efter musegange, når solen skinner. Vi lader eleverne rode i græsset på engen gangene findes overalt. Vi har også PDF-filen Uglegylp og smådyr i undervisningen med musenøgle og billeder af de forskellige mus, hvis klassen gerne vil arbejde med uglegylp, ugler, mus og kranier det er en super aktivitet. Vi har desuden artiklen om den famøse fangst af birkemus i Guldager Plantage fra Jyske Vestkysten, som i kan læse på klassen. Desuden har vi lidt om kattens historie samt mere om mus, alt sammen vedhæftet herunder. Husk dette tilbud kun er til én klasse af gangen med mindre vi er flere naturvejledere koblet på. God fornøjelse! 10

11 Bymusen og landmusen Genfortalt og illustreret af Iben Clante Bymusen gik sig en tur i skoven. Du har nok travlt, sagde bymusen. Ja, man må jo sørge for vintermaden, svarede landmusen. Det må være besværligt, sagde bymusen, jeg har al maden lige ved hånden hele året. Ja, jeg ville ikke bytte, sagde landmusen, her er så dejligt på landet. Så bestemte de, at de ville besøge hinanden til vinter, så kunne de se, hvem der havde det bedst. Bymusen tog først afsted. Det var en trættende tur i snevejret, og den blev godt sulten undervejs. Nede i landmusens hule under jorden var der dækket op med nøddekerner, korn og planterødder. De spiste godt og længe og drak vand af nøddeskaller. Ja, det var jo rigeligt, sagde bymusen, men det er jo ikke en kost jeg er vant til. Nu må du endelig komme og se, hvad jeg kan byde på. Et par dage efter tog landmusen afsted til byen. Bymusen havde disket op med lutter lækre sager: osteskorper, risengryn, lysestumper og kagerester. Landmusen havde aldrig smagt noget så dejligt. Men til sidst blev de tørstige af al den fede mad. Så drak de af øltønden i kælderen ved siden af. Men landmusen, der ellers kun drak vand blev helt 11

12 tummelumsk af den stærke øl og dansede rundt på hylderne, mens den sang i vilden sky. Det hørte katten, som lå på lur ved kælderlemmen. Og da konen skulle ned efter en stærke øl, for den ned og slog en klo i landmusen. Slip mig, så skal jeg fortælle et eventyr. Lad mig høre, sagde katten, men den slap ikke landmusen. Der var engang to mus, peb landmusen. Så var de ikke alene, sagde katten. De skulle stege en steg, sagde landmusen. Så døde de ikke af sult, sagde katten. Men så kom kragen og åd stegen, sagde landmusen. Og nu æder jeg dig, sagde katten. Men i det samme smækkede kælderlemmen i med et brag, og katten blev så forskrækket, at den slap landmusen, der lynhurtigt smuttede ned i bymusens hule. Og det kalder du at have det rart, sagde landmusen. Jeg var nær aldrig sluppet fra det med livet i behold. Farvel og mange tak jeg bytter ikke. Og så gik landmusen hjem til sig selv. 12

13 Bymusen og landmusen Fra 20 fabler af Æsop, fortalt af Søren Christensen, med tegninger af Svend Otto S. En bymus mødte en landmus. Den sad og gnavede et agern. Bymusen sagde: Stakkels fattigper, har du ikke anden føde end tørre agern og en vissen roe? Følg med mig, så skal du få al den lækre mad, du kan ønske dig. Landmusen sagde ja til indbydelsen og kom til det hus, hvor bymusen boede. De løb ned i kælderen, og der var fuldt op af mel, brød, honning, smør, ost og andre lækkerier. Værsgo, spis hvad du vil, du ser jo, at jeg har mad i overflod. Men kokken kom ned i kælderen og skramlede med sine ting. Bymusen fandt hurtigt sit hul og smuttede ind. Det gjorde landmusen ikke. Den vidste ingen steder, hvor den kunne gemme sig. Den sprang forvirret rundt og var frygtelig bange. Da kokken igen var ude, kom bymusen frem og sagde: Nu er faren forbi. Lad os nu spise og være glade. Men landmusen svarede: Du kan jo sagtens snakke. Du vidste jo, hvor du skulle finde dit hul, men jeg var ved at dø af skræk. Nu skal du høre min mening. Bliv du kun, hvor du bor, og æd din ost og pølse og alt dit guf. Men jeg vil hellere hjem til mit fattige bo og nøjes med tørre agern og visne roer. Du er aldrig sikker for lumske farer. Men hjemme i min hule kan jeg æde mine agern i fred. 13

14 Det hårde museliv Mus og rovdyr Dengang verden var ny og ung havde alle væsener forstand og kunne tale, og de kunne tage beslutninger for sig selv og for andre. Men ellers var verden indrettet nogenlunde som den er i dag. Derfor gik der ikke mange år, før musene blev rigtig godt utilfredse med deres lod i tilværelsen. Hunmusene fødte unger og fødte unger og fødte unger blot for at se de fleste af dem forsvinde i gabet på andre dyr. Ugler og ræve og musvåger og katte og hugorme og mårer og hermeliner. Alle tillod de sig at spise mus, som om det var den naturligste ting i verden sådan at nedsvælge sine hjælpeløse medskabninger. Så en dag tog musemor sig sammen og indkaldte til stormøde for alle levende væsener for at fremlægge musenes problem. Det var ikke nogen hyggelig opgave for sådan et lille dyr, men musemor var sikker på, at hendes sag var vigtig, og at hendes handling kunne blive starten på en bedre verden. Hun sagde: "Vi mus vil ikke længere tjene som føde for alle jer andre. Vi er små og hjælpeløse ofre. I må kunne finde noget andet at spise." De andre dyr tænkte sig længe om, for de fleste kunne godt se problemet. Men hvad skulle de så leve af? Joooo, sagde æbletræet efter en tid. For planterne ytrede sig ikke gerne i store forsamlinger. De talte og tænkte nemlig langsomt, og de blev generte undervejs. Joooo, sagde æbletræet. I kan da godt få lov til at æde mine frugter. Jeg kan godt lave æbler nok til alle. I skal bare love at spytte kernerne ud, for de er mine børn. Fint. Det syntes dyrene var en idé, der var værd at prøve. Og det blev vedtaget, at alle dyr herefter skulle spise æbler, og undlade at æde hinanden. Så blev der afholdt en kæmpefest, hvor den ny ordning blev fejret under spisning af masser af æbler, før alle dyr gik hver til sit. Musemor kom stolt hjem, og den ny ordning viste sig at fungere fint. Alle blev mætte, og musene fødte masser af unger. Og musenes unger voksede op og fødte masser af unger, og disse unger voksede sig store og fødte masser af unger. Så begyndte der at blive alvorlig trængsel i musegangene. Musene måtte flytte op på jorden. Men oh ve her var en skrækkelig trængsel af alle de andre dyr, som også havde fået masser af unger. Ræve og hjorte, hunde og katte, køer og grise, grævlinger og pindsvin alle stod de helt tæt sammen, selv om alle prøvede på ikke at stå alt for tæt på pindsvinene. Og da de alle sammen blev ved med at få unger, blev det efterhånden svært bare at få vejret. Musene måtte hele tiden kravle opad, for ikke at blive kvalt af alle de andre mus og rotter og 14

15 insekter og spidsmus og snegle og efterhånden kunne ingen få ro eller hvile, fordi de hele tiden blev kravlet på af alle de andre. Da måtte musemor atter sammenkalde til stormøde. Undskyld, undskyld, sagde hun. Jeg kunne se, at det var skidt før, men nu er det langt værre. Jeg havde ikke overblik nok til at forstå, hvilken katastrofe mine ønsker kunne forårsage. Nu ønsker jeg blot, at vi kan vende tilbage til de gamle forhold. Men... hvis jeg igen og for altid skal opleve, at mine unger bliver ædt, så ønsker jeg, at jeg ikke længere er klog nok til at forstå, hvad der sker. Og sådan har det været siden! 15

16 Den halve mus Rødmus og gærdesmutte Dengang verden var ny, troede fuglene at livet var let. De havde jo vinger, så de kunne flyve hvorhen de ville. De skulle nok kunne finde mad og undfly enhver fare. Så fuglene levede uden bekymring. Så kom imidlertid den første hårde vinter. Det blev koldt og føden forsvandt. Nogle fugle fløj mod syd; men også der var det svært at finde mad, for der var mange fugle i forvejen. Andre fugle forsøgte at holde sig i live ved at spise store, sure bær. Men der var også fugle, hvis vinger var for små til at flyve hele vejen til troperne, og hvis næb var for lille til at gabe over de store bær. Og sådan en lille fugl lagde sig en dag til at dø ved foden af et stengærde, ganske udmattet af sult. Dér blev den imidlertid fundet af en lille rødmus, som et øjeblik kom op fra sin lune rede. Musene havde længe kendt til sult og elendighed, for uden vinger havde de svært ved at flygte hurtigt, så de var straks blevet rovdyrenes foretrukne mad. Derfor havde de snart lært at søge beskyttelse under jorden og samle forråd til vinteren. Den lille røde hunmus fik medlidenhed med den afkræftede fugl, og tog den med ned i sin rede. Og dér tilbragte de den lange vinter sammen. Men ligger man sådan sammen i en lun rede i mange måneder, så sker det let, at man bliver kærester; og ved forårstid var hunmusen højgravid. Hanfuglens bryst var imidlertid på dette tidspunkt ved at sprænges af længsel efter den åbne himmel, og så snart frosten var af jorden forlod han musehullet for at svinge sig i luften på sine små vinger. Da fødte hunmusen et kuld unger, der både var fugle og mus. Små og brune smuttede de lynhurtigt mellem grenene i skovbunden på jagt efter mad. Runde og lune, og næsten usynlige musereder, kunne de bygge i buskenes grene. Og ind imellem kunne de bryde ud i en sang, der rummede hele deres fars længsel efter friheden og den åbne himmel. Den kraftigste sang blandt alle fugle. Sådan er gærdesmuttens historie! 16

17 Fra Thorstein Thomsens bog: Thorsteins Rim, ATTIKA 2001 Jeg er den lille markmus Jeg er den lille markmus. Jeg gynger på et strå og lytter til en trille, som lærken finder på. Jeg vipper på en pind og leger ved den lille å. Jeg kryber under kornet i skjul for ræv og kat. Jeg spiser hele dagen. Og når det så bli r nat, Så sover jeg, og stjernerne Kan se, at jeg er træt. Se, akserne på kornet fungerer som et tag. De taler næsten til mig som bløde bølgeslag, når vinden hvisker ned i hveden på en sommerdag. Jeg sidder her og spiser ved bondemandens vej. Du gør mig ikke noget. Du kigger kun på mig. Du smiler mig i øjnene og hvisker stille: Hej. 17

18 Fra Thorstein Thomsens bog: Thorsteins Rim, ATTIKA 2001 Musens sang til mennesket Hvis du kan li katte, er der noget, du skal vide. Kattene kan li at slå og bide. Hvis at du vil ha et kæledyr, så vælg en mus. Den vil gerne lege i dit hus. Det er sjovt at se, når musen leger med en krumme. Kattene er klodsede og dumme. Og en mus er ikke sløv og slatten. Det er katten. Musen er et dejligt dyr, der hjælper sin familie. Sjældent slår den lillebror med vilje. Musene er artige, og de står altid klar til at hjælpe deres mor og far. Ja, det er utroligt, og vi hjælper tit hinanden, lige til at vi får sved på panden, og bider ikke søster nummer atten. Det gør katten. Her er Leo, her er Vif, og her er Tut og Manse. Spørg dem. De kan li at danse. Mus er nemlig sjove. De kan li at holde fest. Musen er det dyr, der danser bedst. Vi fortæller vittigheder, vi kan li at grine, Og vi ler, til vi får mavepine. Hvem er sur? Hvem lister rundt i natten? Det gør katten. Musene ka li at spise boller, brød og kage eller krummerne der er tilbage. Og vi spiser ikke nogen mindre end os selv eller slår de andre dyr ihjel. Musene vil aldrig dræbe nogen. Vi er søde og har ondt af dem, der døde. Vi har ikke døde dyr i hatten. Det har katten. 18

19 Rottens valg Rotte og egern En rotte sad i byen og var så træt så træt af skumle grå kloakker, og mad der ej gjorde mæt. Af slagsmål med familie og kat og rottemand, af dameskrig og mudder og stank af råddent vand. Da tog den en beslutning, lod håret vokse langt i hele halens længde, så fint og glat og blankt. Og den fik farvet pelsen, så den blev ganske rød, og tyk og tæt og vamset og herligt silkeblød. Så drog den imod skoven i fred og stjerneskær, her hvæssede den kloen, så den ku' klatre træer. Og når et barn på skovtur, ser glimt af noget rødt så peger det og siger: "Et egern, det er sødt!" Så kom ej her og sig, at kun indhold har værdi, for en gnaver er en gnaver; men de smukke kan vi li'. 19

20 Grantræet af Hans Christian Andersen Ude i skoven stod der sådant et nydeligt grantræ; det havde en god plads, sol kunne det få, luft var der nok af, og rundt om voksede mange større kammerater, både gran og fyr; men det lille grantræ var så ilter med at vokse; det tænkte ikke på den varme sol og den friske luft, det brød sig ikke om bønderbørnene der gik og småsnakkede, når de var ude at samle jordbær eller hindbær; tit kom de med en hel krukke fuld eller havde jordbær trukket på strå, så satte de sig ved det lille træ og sagde: Nej! Hvor det er nydeligt lille! Det ville træet slet ikke høre. Året efter var det en lang stilk større, og året efter igen var det endnu en meget længere; thi på et grantræ kan man altid, efter de mange led, det har, se hvor mange år det har vokset. Oh, var jeg dog sådant et stort træ, som de andre! sukkede det lille træ, så kunne jeg brede mine grene så langt omkring og med toppen se ud i den vide verden! Fuglene ville da bygge rede imellem mine grene, og når det blæste kunne jeg nikke så fornemt, ligesom de andre der! Det havde slet ingen fornøjelse af solskinnet, af fuglene eller de røde skyer, som morgen og aften sejlede hen over det. Var det nu vinter, og sneen rundt omkring lå gnistrende hvid, så kom tit en hare springende, og satte lige over det lille træ, oh, det var så ærgerligt! Men to vintre gik, og ved den tredje var træet så stort, at haren måtte gå uden om det. Oh, vokse, vokse, blive stor og gammel, det var dog det eneste dejlige i denne verden, tænkte træet. I efteråret kom altid brændehuggerne og fældede nogle af de største træer, det skete hvert år, og det unge grantræ, som nu var ganske godt voksent, skælvede derved, thi de store, prægtige træer faldt med en knagen og bragen til jorden; grenene blev hugget fra, de så 20

21 ganske nøgne, lange og smalle ud; de var næsten ikke til at kende, men så blev de lagt på vogne, og heste trak dem af sted ud af skoven. Hvor skulle de hen? Hvad forestod dem? I foråret, da svalen og storken kom, spurgte træet dem: Ved I ikke, hvor de førtes hen? Har I ikke mødt dem? Svalerne vidste ikke noget, men storken så betænkelig ud, nikkede med hovedet og sagde: Jo, jeg tror det! Jeg mødte mange nye skibe da jeg fløj fra Ægypten; på skibene var prægtige mastetræer, jeg tør sige, at det var dem, de lugtede af gran; jeg kan hilse mange gange, de knejste, de knejste! Oh, var jeg dog også stor nok til at flyve hen over havet! Hvorledes er det egentligt dette hav, og hvad ligner det? Ja det er så vidtløftigt at forklare! sagde storken, og så gik den. Glæd dig ved din ungdom! sagde solstrålerne; glæd dig ved din friske vækst, ved det unge liv, som er i dig! Og vinden kyssede træet, og duggen græd tårer over det, men det forstod grantræet ikke. Når det var ved juletid, da blev ganske unge træer fældet, træer som tit ikke engang var så store eller i alder med dette grantræ, der hverken havde rast eller ro, men altid ville af sted; disse unge træer, og de var just de allersmukkeste, beholdt altid alle deres grene, de blev lagt på vogne og heste trak dem af sted ud af skoven. Hvorhen skal de? spurgte grantræet. De er ikke større end jeg, der var endogså et, der var meget mindre; hvorfor beholder de alle deres grene? Hvor kører de hen? Det ved vi! Det ved vi! kvidrede gråspurvene. Vi har nede i byen kigget ind ad ruderne! Vi ved, hvor de kører hen! Oh, de kommer til den største glans og herlighed, der kan tænkes! Vi har kigget ind af vinduerne og set at de bliver plantet midt i den varme stue og pyntet med de dejligste ting, både forgyldte æbler, honningkager, legetøj og mange hundrede lys! Og så? spurgte grantræet og bævede i alle grene. Og så? Hvad sker så? Ja, mere har vi ikke set! Det var mageløst! Mon jeg er blevet til for at gå denne strålende vej? jublede træet. Det er endnu bedre, end at gå over havet! Hvor jeg lider af længsel! Var det dog jul! Nu er jeg høj og udstrakt, som de andre, der førtes af sted sidste år! Oh, var jeg alt på vognen! Var jeg dog i den varme stue med al den pragt og herlighed! Og da? Ja, da kommer noget endnu bedre, endnu skønnere, hvorfor skulle de ellers således pynte mig! Der må komme noget endnu større, endnu herligere! Men hvad? Oh, jeg lider! Jeg længes! Jeg ved ikke selv, hvorledes det er med mig! Glæd dig ved mig! sagde luften og sollyset; glæd dig ved din friske ungdom ude i det fri! Men det glædede sig slet ikke; det voksede og voksede, vinter og sommer stod det grønt; mørkegrønt stod det; folk, som så det, sagde: Det er et dejligt træ! og ved juletid blev det fældet først af alle. Øksen huggede dybt igennem marven, træet faldt med et suk hen ad jorden, det følte en smerte, en afmagt, det kunne slet ikke tænke på nogen lykke, det var 21

22 bedrøvet ved at skilles fra hjemmet, fra den plet, hvor det var skudt frem; det vidste jo, at det aldrig mere så de kære gamle kammerater, de små buske og blomster rundt om, ja måske ikke engang fuglene. Afrejsen var slet ikke noget behageligt. Træet kom først til sig selv, da det i gården, afpakket med de andre træer, hørte en mand sige: Det dér er prægtigt! Vi bruger ikke uden det! Nu kom to tjenere i fuld stads og bar grantræet ind i en stor, dejlig sal. Rundt om på væggene hang portrætter, og ved den store flisekakkelovn stod store kinesiske vaser med løver på låget; der var gyngestole, silkesofaer, store borde fulde af billedbøger, og med legetøj for hundrede gange hundrede rigsdaler i det mindste sagde børnene det. Og grantræet blev rejst op i en stor fjerding, fyldt med sand, men ingen kunne se, at det var en fjerding, thi der blev hængt grønt tøj rundt om, og den stod på et stort broget tæppe. Oh, hvor træet bævede! Hvad ville der dog ske? Både tjenere og frøkener gik og pyntede det. På en gren hang de små net, udklippet af kulørt papir; hvert net var fyldt med sukkergodt; forgyldte æbler og valnødder hang, som om de var vokset fast, og over hundrede røde, blå og hvide smålys blev stukket fast i grenene. Dukker, der så livagtig ud som mennesker, træet havde aldrig set sådanne før svævede i det grønne, og allerøverst oppe i toppen blev sat en stor stjerne af flitterguld; det var prægtigt, ganske mageløst prægtigt. I aften, sagde de alle sammen, i aften skal det stråle! Oh! tænkte træet, var det dog aften! Var bare lysene snart tændt! Og hvad mon da sker? Mon der kommer træer fra skoven og ser på mig? Mon gråspurvene flyver ved ruden? Mon jeg her vokser fast og skal stå pyntet vinter og sommer? Jo, det vidste god besked; men det havde ordentligt barkepine af bare længsel, og barkepine er lige så slem for et træ, som hovedpine for os andre. Nu blev lysene tændt. Hvilken glans, hvilken pragt, træet bævede i alle grene derved, så at et af lysene stak ild i det grønne; det sved ordentligt. Gud bevare os! skreg frøknerne og slukkede i en hast. Nu turde træet ikke engang bæve. Oh, det var en gru! Det var så bange for at tabe noget af al sin stads; det var ganske fortumlet i al den glans, og nu gik begge fløjdøre op, og en mængde børn styrtede ind, som om de ville vælte hele træet; de ældre folk kom besindige bag efter; de små stod ganske tavse, men kun et øjeblik, så jublede de igen så at det rungede efter; de dansede rundt om træet, og den ene present efter den anden blev plukket af. Hvad er det, de gør? tænkte træet. Hvad skal der ske? Og lysene brændte lige ned til grenene, og eftersom de brændte ned, slukkede man dem, og så fik børnene lov til at plyndre træet. Oh, de styrtede ind på det, så at det knagede i alle grene; havde det ikke ved snippen og guldstjernen været bundet fast til loftet, så var det styrtet om. Børnene dansede rundt med deres prægtige legetøj, ingen så på træet uden den gamle barnepige, der gik og tittede ind imellem grenene, men det var bare for at se, om der ikke var glemt endnu en figen eller et æble. 22

23 En historie! En historie! råbte børnene og trak en lille tyk mand hen imod træet, og han satte sig lige under det, for så er vi i det grønne, sagde han, og træet kan have besynderligt godt af at høre med! Men jeg fortæller kun én historie. Vil I høre den om Ivede-Avede eller den om Klumpe-Dumpe, som faldt ned af trapperne og kom dog i højsædet og fik prinsessen! Ivede-Avede! skreg nogle, Klumpe-Dumpe! skreg andre; der var en råben og skrigen, kun grantræet tav ganske stille og tænkte: Skal jeg slet ikke med, slet ikke gøre noget! det havde jo været med, havde gjort hvad det skulle gøre. Og manden fortalte om Klumpe-Dumpe der faldt ned af trapperne og kom dog i højsædet og fik prinsessen. Og børnene klappede i hænderne og råbte: Fortæl! Fortæl! De ville også have Ivede-Avede, men de fik kun den om Klumpe-Dumpe. Grantræet stod ganske stille og tankefuld, aldrig havde fuglene ude i skoven fortalt sligt. Klumpe-Dumpe faldt ned af trapperne og fik dog prinsessen! Ja, ja, således går det til i verden! tænkte grantræet og troede at det var virkeligt, fordi det var sådan en net mand, som fortalte. Ja, ja! Hvem kan vide! Måske falder jeg også ned af trapperne og får en prinsesse! og det glædede sig til næste dag at blive klædt på med lys og legetøj, guld og frugter. I morgen vil jeg ikke ryste! tænkte det. Jeg vil ret fornøje mig i al min herlighed. I morgen skal jeg igen høre historien om Klumpe-Dumpe og måske den med om Ivede-Avede. Og træet stod stille og tankefuld den hele nat. Om morgnen kom karl og pige ind. Nu begynder stadsen igen! tænkte træet, men de slæbte det ud af stuen, op ad trappen, ind på loftet, og her, i en mørk krog, hvor ingen dag skinnede, stillede de det hen. Hvad skal det betyde! tænkte træet. Hvad mon jeg her skal bestille? Hvad mon jeg her skal få at høre? og det hældede sig op til muren og stod og tænkte og tænkte. Og god tid havde det, thi der gik dage og nætter; ingen kom herop, og da der endelig kom nogen, så var det for at stille nogle store kasser hen i krogen; træet stod ganske skjult, man skulle tro, at det var rent glemt. Nu er det vinter derude! tænkte træet. Jorden er hård og dækket med sne, menneskene kan ikke plante mig; derfor skal jeg nok her stå i læ til foråret! Hvor det er velbetænkt! Hvor dog menneskene er gode! Var her kun ikke så mørkt og så skrækkeligt ensomt! Ikke engang en lille hare! Det var dog så artigt der ude i skoven, når sneen lå, og haren sprang forbi; ja, selv da den sprang hen over mig, men det holdt jeg ikke af dengang. Her oppe er dog skrækkeligt ensomt! Pi, pi! sagde en lille mus i det samme og smuttede frem; og så kom der nok en lille. De snusede til grantræet og smuttede mellem grenene på det. Det er en gruelig kulde! sagde de små mus. Ellers er her velsignet at være! Ikke sandt, du gamle grantræ? Jeg er slet ikke gammel! sagde grantræet, der er mange, der er meget ældre end jeg! Hvor kommer du fra? spurgte musene, og hvad ved du? de var nu så grueligt nysgerrige. Fortæl os dog om det dejligste sted på jorden! Har du været der? Har du 23

24 været i spisekammeret, hvor der ligger oste på hylderne og hænger skinker under loftet, hvor man danser på tællelys, og går mager ind og kommer fed ud! Det kender jeg ikke! sagde træet, men skoven kender jeg, hvor solen skinner, og hvor fuglene synger! og så fortalte det alt fra sin ungdom, og de små mus havde aldrig før hørt sådant noget, og de hørte sådan efter og sagde: Nej, hvor du har set meget! Hvor du har været lykkelig! Jeg! sagde grantræet og tænkte over, hvad det selv fortalte; ja, det var, i grunden, ganske morsomme tider! men så fortalte det om juleaften, da det var pyntet med kager og lys. Oh! sagde de små mus, hvor du har været lykkelig, du gamle grantræ! Jeg er slet ikke gammel! sagde træet, det er jo i denne vinter, jeg er kommet fra skoven! Jeg er i min allerbedste alder, jeg er bare sat i væksten! Hvor du fortæller dejligt! sagde de små mus, og næste nat kom de med fire andre småmus, der skulle høre træet fortælle, og jo mere det fortalte, desto tydeligere huskede det selv alt og syntes: Det var dog ganske morsomme tider! Men de kan komme, de kan komme! Klumpe-Dumpe faldt ned af trapperne og fik dog prinsessen, måske jeg kan også få en prinsesse, og så tænkte grantræet på sådant et lille nydeligt birketræ, der voksede ude i skoven, det var for grantræet en virkelig dejlig prinsesse. Hvem er Klumpe-Dumpe? spurgte de små mus. Og så fortalte grantræet hele eventyret, det kunne huske hvert evige ord; og de små mus var færdige ved at springe op i toppen på træet af bare fornøjelse. Næste nat kom der mange flere mus, og om søndagen endogså to rotter; men de sagde, at historien var ikke morsom, og det bedrøvede de små mus, thi nu syntes de også mindre om den. Kan De kun den ene historie? spurgte rotterne. Kun den ene! svarede træet, den hørte jeg min lykkeligste aften, men dengang tænkte jeg ikke på, hvor lykkelig jeg var! Det er en overmåde dårlig historie! Kan De ingen med flæsk og tællelys? Ingen spisekammerhistorier? Nej! sagde træet. Ja, så skal De have tak! svarede rotterne og gik ind til deres. De små mus blev til sidst også borte, og da sukkede træet: Det var dog ganske rart, da de sad omkring mig de vævre småmus og hørte, hvad jeg fortalte! Nu er også det forbi! Men jeg skal huske at fornøje mig, når jeg nu tages frem igen! Men når skete det? Jo! det var en morgenstund, da kom der folk og rumsterede på loftet; kasserne blev flyttet, træet blev trukket frem; de kastede det rigtignok lidt hårdt mod gulvet, men straks slæbte en karl det hen imod trappen, hvor dagen skinnede. Nu begynder livet igen! tænkte træet; det følte den friske luft, den første solstråle, og nu var det ude i gården. Alt gik så gesvindt, træet glemte rent at se på sig selv, der var så meget at se rundt om. Gården stødte op til en have, og alt blomstrede derinde; roserne hang så friske og duftende ud over det lille rækværk, lindetræerne blomstrede, og svalerne 24

25 fløj om og sagde kvirre-virre-vit, min mand er kommet! men det var ikke grantræet, de mente. Nu skal jeg leve! jublede det og bredte sine grene vidt ud; ak, de var alle visne og gule; det var i krogen mellem ukrudt og nælder, at det lå. Guldpapirsstjernen sad endnu oppe i toppen og glimrede i det klare solskin. I gården selv legede et par af de lystige børn, der ved juletid havde danset om træet og været så glade ved det. En af de mindste fór hen og rev guldstjernen af. Se, hvad der sidder endnu på det ækle, gamle juletræ! sagde han og trampede på grenene, så de knagede under hans støvler. Og træet så på al den blomsterpragt og friskhed i haven, det så på sig selv, og det ønskede, at det var blevet i sin mørke krog på loftet; det tænkte på sin friske ungdom i skoven, på den lystige juleaften og på de små mus, der så glade havde hørt på historien om Klumpe-Dumpe. Forbi! forbi! sagde det stakkels træ. Havde jeg dog glædet mig, da jeg kunne! forbi! forbi! Og tjenestekarlen kom og huggede træet i små stykker, et helt bundt lå der; dejligt blussede det op under den store bryggerkedel; og det sukkede så dybt, hvert suk var som et lille skud; derfor løb børnene, som legede, ind og satte sig foran ilden, så ind i den og råbte: Pif! Paf! Men ved hvert knald, der var et dybt suk, tænkte træet på en sommerdag i skoven, en vinternat derude, når stjernerne skinnede; det tænkte på juleaften og Klumpe- Dumpe, det eneste eventyr, det havde hørt og vidste at fortælle, og så var træet brændt ud. Drengene legede i gården, og den mindste havde på brystet guldstjernen, som træet havde båret sin lykkeligste aften; nu var den forbi, og træet var forbi og historien med; forbi, forbi, og det bliver alle historier! 25

26 Julemusens rejse gennem den fortryllede skov December måned nærmede sig med hastige skridt, og den lille julemus kunne ikke finde sin julestemning. Han havde ledt alle vegne, men den var ingen steder at finde. Julemusen var så trist, heldigvis fik han al den hjælp han kunne få fra sin musekæreste. Hun kunne ikke lide at se ham så ked af det og uden sin julestemning. Der var kun en ting at gøre. Julemusen måtte på en rejse. En rejse fyldt med overraskelser og nye opdagelser. Musekæresten pakkede en stor madpakke til julemusen, så han var klar til sin egen rejse. Julemusen var ikke nået langt, da han satte sig ned og blev endnu mere ked af det. Hvordan skulle han nogensinde klarere denne rejse alene, og var der overhovedet noget håb om, at han ville finde sin julestemning igen. Men så kom han til at tænke på hvad musekæresten havde sagt inden han tog af sted. Du vil få det meget bedre, når du har fundet din julestemning igen, og jeg vil vente på dig her, imens du tager på din rejse. Julemusen fik det straks lidt bedre og rejste sig for at fortsætte sin færden. Efter at have gået et stykke igennem den fortryllede skov, kom han til det fortryllede juletræ. Der gik historier om, at når man kiggede på kuglerne på det fortryllede juletræ, ville ens inderste følelser blive vist i dem. Julemusen kiggede længe på det smukke juletræ. Det var det smukkeste han nogensinde havde set. Det stod i en lille lysning i skoven og skinnede i alverdens farver, og når han lagde hovedet tilbage kunne han se den smukkeste stjerne på toppen af træet. Da han gik tættere på juletræet, fik han øje på en julekugle der lyste den smukkeste røde farve, han havde set i hele sit museliv. Han gik tættere på julekuglen, og da han rakte sin musearm ud for at røre den, begyndte den at dreje rundt. Julemusen blev forskrækket og gik et skridt tilbage, men pludselig kunne han se, at der skete noget inde i julekuglen. Han gik tættere på, og kunne nu se sig selv og musekæresten inde i julekuglen. Han kunne se sig selv sidde ved ildstedet hjemme i museboligen, men denne gang var der noget der var helt anderledes. Der løb to små museunger rundt. De grinede, så han blev helt varm om hjertet. De legede, at det var juleaften, og at de havde pakket alle deres dejlige gaver op, og legede med al legetøjet. Med et var julemusen tilbage i skoven og stod og kiggede på det fortryllede juletræ. Først blev han sur over, at han ikke fik lov til at se mere, men så kom han til at tænke på, om svaret på, at hans julestemning var forsvundet var, at han gerne ville have sine egne små musebørn. Julemusen besluttede at fortsætte sin rejse, for der måtte være flere ting, der kunne hjælpe ham. Julemusen gik længere ind i den fortryllede skov, og pludselig mødte en dejlig duft af brunkager ham. Julemusen begyndte straks at følge duften, og pludselig stod han foran det største kagehus han nogensinde havde set. 26

27 På kagehuset var der med rød, gul, grøn og hvid glasur lavet vinduer, døre og tag. Han løb hen mod kagehuset, men pludselig mødte der ham et kraftigt hvidt lys, som kom fra et af vinduerne. Julemusen blev helt blændet og måtte stoppe op. Han gik forsigtigt hen mod vinduet. Da han var kommet helt derhen, kunne han kigge ind af vinduet. Igen blev julemusen taget tilbage til sin musebolig, hvor hele hans musefamilie var samlet. De sad rundt om et dejligt dækket julebord, og havde det rigtig rart med hinanden. Der blev fortalt julehistorier og spist en masse god mad. Igen følte julemusen en dejlig varm følelse strømme igennem ham, da han så hvor glade de var. Alt så bare så dejligt og rart ud. Igen var han med et tilbage i skoven, ligesom da han havde været ved juletræet, og stod og kiggede på kagehuset, men nu kunne han ikke se ind af vinduet. Han besluttede sig for, at fortsætte længere ind i den fortryllede skov. Skoven var nu blevet ensom, mørk og faktisk lidt uhyggelig at være i. Julemusen gøs, og følte sig som den eneste mus i hele museverdenen. Jo længere han kom ind i skoven, jo mørkere blev det, og jo mere bange blev den lille julemus, men så pludselig et stykke ude i det fjerne, begyndte han at kunne se lys. Julemusen begyndte at løbe. Han ville ud af den mørke og uhyggelige skov, og hen hvor det så rart ud. Han løb lige ind i lyset og kunne mærke hvordan det begyndte at blive koldere omkring hans små musefødder. Han var løbet lige ind i den del af skoven, som var dækket af sne. Julemusen havde fået så meget fart på, at han ikke kunne nå at standse, da han fik øje på snemanden lige foran ham. Med et brag løb julemusen lige ind i snemanden, så de begge kurrede hen af sneen. Snemanden slog en latter op. Så meget sjov havde han ikke haft længe. Julemusen var så ked af, at han var kommet til at vælte snemanden, at han var lige ved at græde. Snemanden sagde til julemusen, at han slet ikke skulle være ked af det, og spurgte om, hvad sådan en lille mus lavede så langt inde i den fortryllede skov. Han fortalte om, at han havde mistet sin julestemning. Julemusen fortalte også om de mange gange han havde stået og spurgt stjernerne om hjælp, men ikke havde fået noget svar. Snemanden smilede varmt til julemusen og spurgte Hvad gør du så her helt alene? Hvad har du set på din vej gennem skoven? Julemusen fortalte om det smukke juletræ med julekuglen, og kagehuset, hvor han havde kigget ind af vinduet. Snemanden svarede så Prøv at tænke på, hvad du følte, da du så de ting. Julemusen svarede Jeg savnede nogle, at være sammen med Snemanden spurgte så julemusen Hvor tror du så, at du kan finde din julestemning? Julemusen tænkte sig om, og pludselig forstod han, at julestemning kan man ikke finde alene, men kun sammen med dem man holder af. Julestemningen havde hele tiden været gemt inde i ham selv. Han kunne bare ikke selv se det, og havde brug for hjælp. 27

28 Julemusen lavede et lille musehop af bare glæde, gav snemanden et stort musekram og skyndte sig så af sted med retning mod museboligen. Han kunne næsten ikke vente med, at komme hjem og fortælle musekæresten om sin rejse gennem den fortryllede skov. HUSK vi har en version med tegninger, som eleverne kan få, vi kan fint maile den til skolen. 28

29 En birkemus gik i fælden i Guldager DANMARKS MINDSTE: Den er sjælden, lille og næsten tam. Nu er birkemusen fundet og fanget og snart på fri fod igen i Guldager Plantage. Af Mette B. Falther Tlf , mfa@jv.dk Den er kun set to gange før i Esbjerg. I 1978 og i Siden er der ingen i Esbjerg, der har set birkemusen. Altså indtil søndag aften. Da fandt naturvejleder Tom Vestergård Jensen et fint eksemplar af den lille mus i en fælde i Guldager Plantage. Birkemusen er en af to sjældne danske musearter. Den er så sjælden, at biolog Julie Dahl Møller kører hele Sydjylland rundt for at finde den og bruger nætterne på at følge den, når hun gør. Derfor kom biologen i går til Guldager Plantage for at se den lille fætter og montere en sender på den, så hun kan følge dens færden, når den igen sættes ud. Birkemusen er kun aktiv om natten, så det er Julie Dahl Møller også. Fra et telt eller fra sin bil vil hun den næste uge hver tredje kvarter natten igennem pejle birkemusen, indtil senderen af sig selv falder af musen. 29

30 Hemmeligt fangststed Birkemusen blev fanget og fundet i et område i plantagen, som skovfogeden længe har gået og plejet for at bevare området i sin oprindelige tilstand. En tønde land med en autentisk vegetation, for kun sådan menes birkemusen at kunne leve. Derfor er det også en forretningshemmelighed præcis hvor i Guldager Plantage, at birkemusen bor. For begynder mennesket først at trampe rundt derude, bliver birkemusens livsbetingelser ødelagt. På Naturskolen i Guldager vil de nu lave en plejeplan for området, så der ikke skal gå 24 år, før vi ser den igen. Jyske Vestkysten den 5. september

31 Kattens historie For mere end år siden begyndte nogle egyptiske vildkatte og datidens mennesker at drage fælles nytte af hinanden. Der var et stort behov for at beskytte kornlagre mod mus og rotter. Det blev begyndelsen til den familiekat, vi kender i dag. Og netop på grund af kattens evne til at fange mus har mennesket bragt den med sig stort set over hele jorden. Det var formentlig romerne, der bragte tamkatten til Europa for ca år siden. Der har levet katte i Danmark i år. De steder, hvor der er fødegrundlag for det, er katten vendt tilbage til en vild levevis og dermed bevist, at den stadig er i stand til at klare sig selv i naturen. Selv den tammeste familiekat har mange af de oprindelige instinkter i behold og opfører sig som et vildt dyr, når den forlader familiens trygge stuer. I dag findes ca. 54 katteracer. Enkelte af racerne er udviklet naturligt, men langt de fleste er skabt af opdrættere, som gennem målrettet avl har søgt at frembringe et bestemt udseende. Ændringen fra vildt dyr til tamdyr har medført nogle ændringer i adfærd og kropsbygning, men ikke nær så mange som hos andre dyr f.eks. hunden. Som eksempel på dette kan nævnes at voksne katte bibeholder nogle adfærdsmønstre, som er karakteristiske for killinger, f.eks. at ælte med forpoterne, når de har det godt. Bestanden af katte i Danmark I modsætning til andre familiedyr har de fleste af Danmarks omkring familiekatte, mulighed for at bevæge sig frit ud og ind af hjemmet. Set fra kattens synspunkt er dette nærmest en ideel tilværelse. På den ene side er der nogen, som sørger for mad, husly og tryghed, når katten har behov for det, og på den anden side har katten sin frihed til at leve udendørs i overensstemmelse med dens natur. Omkring af kattene lever på landet. De bidrager til at holde bestanden af mus og rotter nede. Normalt ved landmanden hvor mange katte, der er knyttet til gården, men ofte kender han ikke kattene individuelt. Ud over mennesket har katten ingen naturlige fjender selvom ræve kan tage killinger og uerfarne ungkatte. Den store fjende er trafikken, idet omkring katte bliver kørt ihjel hvert år. Men det der har betydning for antallet af katte i Danmark, er udbuddet af opholdssteder og føde i vinterhalvåret både af den føde, som kattene finder hos mennesker og af kattens naturlige byttedyr. Overordnet er det fødemængden, der bestemmer tætheden af kattebestanden. Fritlevende hunkatte fordeler sig i forhold til mængden af føde i området. Hankatten fordeler sig således, at de har adgang til så mange hunkatte som muligt. Katte er i stand til at organisere sig i store grupper inden for små områder, når bare der er føde nok. Det er generelt ikke en god idé at fodre de herreløse katte. Det eneste man opnår, er at bestanden vokser til et højere niveau, end der er naturligt fødegrundlag for. Derimod er det vigtigt, at folk tager ansvar for de katte, som de anskaffer eller knytter til sig, ved at fodre dem og give dem husly. Dette indebærer bl.a., at kattene bliver mærket og registreret samt neutraliseret medmindre man vil tage ansvar for evt. killinger. På den måde undgår man at bidrage til bestanden af herreløse katte. 31

32 Mere om mus Ovenover ses et spor efter uglens måltid, aftegnet i sneen. Musen kom hoppende ind fra venstre. Den fløj derfra! Uglegylp findes lettest om vinteren i høj granskov. Gylpet er altid fyldt med knogler. Mangler knoglerne, kan der være tale om gylp fra rovfugle, da deres mavesyre opløser knoglerne. Det grå i gylpet er musehår: Herunder ses et fint lille musekranium fra gylpet: 32

33 I de fleste gylpboller kan man finde et musekranium. Som regel er baghovedet dog knust, for på den måde dræber uglen sit bytte. Fortænderne i undermunden er rodåbne og strækker sig igennem hele kæben. På billedet herunder ses nederst sådan en lang tand. Så kan der kikkes på dyrespor! Her er en mus løbet frem og tilbage mellem to huller Herunder ses en samling kirsebærsten, som er åbnet af mus, som har ædt kernerne. Kernerne indeholder ellers giftstoffet cyanid (blåsyre) for at gøre dem mindre attraktive, men musene kan klare mosten. Myte: Mus elsker ost Myter Fakta: Hvis man holder mus eller rotter i fangenskab, vil man hurtigt finde ud af, at de ikke er særligt vilde med ost. Alligevel har man brugt ost i musefælder fordi det kan lugtes langt væk og en sulten mus eller rotte spiser hvad som helst. 33

34 Forsøg har dog vist, at chokolade er det mest effektive lokkemiddel, og nogle moderne musefælder er forsynet med langtidsholdbar chokoladeduft. Når jeg selv fanger mus i levendefælder bruger jeg dog gerne æbler, da de også giver musene den væske, de har brug for, mens de sidder i fælden Hugormen en af musens mange fjender Hugormene æder mus, som de finder ved hjælp af lugtesansen og som de dræber med deres gift. Efter hugget som er så hurtigt, at man dårligt kan nå at opfatte det løber musen normalt et stykke væk, før giften virker og den falder om. Herefter følger slangen roligt efter musen ved at følge lugten af sin egen gift. Den finder normalt musen på få minutter, hvorefter den sluger den hel. Det kan lade sig gøre, fordi slangehud er meget elastisk, og fordi underkæbens knogler ikke er fast hængslede til kraniet eller til hinanden. Slangen bliver ikke kvalt under måltidet, selv om hele munden er fyldt op i flere minutter. Den kan nemlig skubbe luftrøret helt ud af munden, mens den sluger musen. 2 egerngnavede og en musegnavet kogle. De egerngnavede er tilspidsede i bunden, og de er flået ret råt. Musen har ikke så mange kræfter, og må gnave hvert skæl af. Koglen bliver fint valseformet 34