13. Konklusion. 1 Specialet side 7.

Transkript

1 13. Konklusion I indledningen af specialet antydede jeg, at der var en tæt sammenhæng mellem medierne og sporten. Jeg mener, at dette speciale har vist, at den tætte sammenhæng kan kaldes symbiotisk også på individuelt niveau mellem den enkelte idrætsudøver og journalist. Specialets formål var at undersøge, hvordan håndboldspillere opfattede mediernes behandling af dem og derunder, hvordan deres forhold til journalister var. Jeg havde som udgangspunkt, at håndboldspillerne havde det problematisk med medierne og den fremstilling, som sker af dem i medierne. Min analyse viser da også, at håndboldspillerne ser nogle problemer, men det er ikke større problemer, end at de mener, at de kan håndtere dem på egen hånd. Et andet formål med specialet var at se på, hvordan håndboldspillerne havde det med at være kendte personer. Også her peger min analyse på nogle problemer. I afsnittet om sportsjournalistikkens historiske udvikling 1 gennemgik jeg, hvordan der altid har været et symbiotisk forhold mellem medierne og sporten, og at den faktisk altid har været til stede i den danske sportsjournalistik, som får alvor blev synlig i 1916, da B.T. begyndte at lave en sportssektion. Senere tog radioen over, og med dette medie var der sat en ny dagsorden, hvor indlevelse i kampen og identificering med idrætsudøvere var en del af sportsjournalistikken. Da tv tog over, viste sporten sig som et perfekt visuelt medie, der kunne holde mange mennesker fanget til skærmen. Det betød, at pengene blev mange i sporten, da de mange seere gjorde, at firmaer var villige til at betale store summer i form af sponsorater, reklamer mm. for at få sat deres navn i forbindelse med sport. De flere penge i sporten skabte nye tider, hvor den enkelte klub og i flere tilfælde den enkelte spiller efterhånden var sit eget firma med personlige sponsorer. Symbiosens omdrejningspunkt ændredes dermed fra at være en fælles målsætning om udbredelsen af sporten som i sportsjournalistikkens tidlige dage til at være penge. Og dermed blev symbiosen til et decideret gensidigt afhængighedsforhold. Denne karakteristik af forholdet mellem medier og sport udgjorde udgangspunktet for min analyse. Min analyse var struktureret ud fra områder, hvor håndboldspillerne kunne have problemer med medierne og journalisterne, samt med det at være kendte personer. De fem problemområder var: 1) mediernes håndtering af informanternes privatsfære, 2) rammen, som 1 Specialet side 7.

2 kontakten mellem medier og atlet foregår i, og de roller, aktører har inden for den ramme, 3) det symbiotiske forhold mellem medierne, sporten og idrætsudøverne, 4) håndboldspillernes forskellige syn på journalister belyst ud fra forskelle i journalisternes køn, alder og viden, og til sidst 5) om håndboldspillerne bruger andre personer eller håndboldforbundet til at hjælpe sig i deres omgang med medierne Mediernes behandling af informanternes privatsfære Der foregår en kamp mellem journalisterne og håndboldspillerne om, hvor meget af håndboldspillernes person der skal være en del af medierne. Spillerne har det svært med, at journalisterne er meget tilbøjelige til at anlægge en personlig vinkel på de fleste historier. Spillerne har et ønske om, at journalisterne fokuserer lidt mere på spillet og på at forklare læsere, lyttere og seere om de mere strukturelle eller taktiske dele af spillet. Det sker også til dels, men ikke i tilstrækkelig grad. Spillerne er påpasselige med ikke at svare, hvis journalisternes spørgsmål bliver for personlige, og de er altså gode til at sige fra. Men alle har oplevet, at deres grænser for, hvordan de ønsker at fremstå i medierne, er blevet overskredet. F.eks. har nogle af spillerne prøvet at give forklaringer om, hvorfor deres hold har spillet dårligt. Men det er blevet drejet i en personlig retning fx en personlig konflikt - som gør, at spillerne nu ikke har lyst til at svare på sådanne spørgsmål. Sportsjournalisterne har også et ønske om at få deres personlige mening, og det har de forståelse for, men afvejer hele tiden, i hvilken grad de vil give oplysninger, hvis de kan bruges til at fremmane en konflikt. Spillernes negative oplevelse af kampen om at sætte grænsen til deres privatsfære, som min analyse afdækkede, kan til dels forklares med spillernes manglende erkendelse af, at de er kendte. De ser ikke dem selv som nogen, den brede offentlighed bør interessere sig for som privatpersoner. Dette underbygges til dels af deres let naive opfattelse af, hvordan de kan håndtere mødet med fans. At spillerne har stjernestatus og er kendte kan bl.a. ses af, at de inviteres til at deltage i tvprogrammer og kulørte ugeblade som andre kendte. Men min analyse viser samtidig, at de har en stærk identitet som værende håndboldspillere, og ikke som kendte personer, som har været med i tv-programmer etc. Spillerne føler, at de har kontrol over, i hvilken grad de skal være kendte. Men kontrollen er måske lidt indbildt, da spillerne godt kan mærke, at især

3 ugebladene gerne vil have oplysninger, som handler om episoder fra deres privatliv. Dette pres kan spillerne ikke rigtig lide, og de føler, at de nærmest bliver trukket frem i ugebladene mod deres vilje. Som forsvar og argumentation for, at ugebladene er utroværdige og ikke til at stole på, peger spillerne på, at mange af de historier, som ugebladene har skrevet, ikke har hold i virkeligheden. Håndboldspillerne mener, at de ikke selv rigtig gør noget for at blive kendte. Dog viser deres svar, at de har deltaget i diverse underholdningsprogrammer på tv, som er med til at gøre dem kendte for andet end håndbold. Spillerne mener dog ikke, at de har noget behov for at blive kendte, men ved dog, hvordan man kan blive kendt. Håndboldspillerne synes dog, at det er op til den enkelte spiller, hvis vedkommende vil være kendt for andet end håndbold, og de har derfor ikke noget imod de spillere, som gerne vil deltage i tv-underholdningsprogrammer. I forhold til spillernes skarpe afstandtagen til ugebladene peger min analyse på et interessant forhold, nemlig at håndboldspillerne ikke kan se sammenhængen mellem optræden i disse tvprogrammer og spørgsmålene fra ugebladene. Som kendte personer oplever spillerne også at blive genkendt på gaden, og spillerne har svært ved at komme med eksempler på ubehagelige møder med fans. Det skyldes måske også, at danske fans måske ikke er så krævende, som det er set i andre lande. Mødet med fans sker alle mulige steder, hvor spillerne bevæger sig. Det kan f.eks. være i supermarkedet, om aftenen i byen eller på gågaden. Fansene vil gerne have en autograf eller har en kommentar til deres håndboldspil. De fleste af håndboldspillerne har kun positive oplevelser med mødet med fansene, men alligevel kan de godt føle opmærksomheden fra fansene en lille smule generende. De kan også godt forstå, at folk har lyst til at vide mere om dem som personer. At folk har interesse for dette kan forklares med, at tv-mediet sender masser af håndbold, og folk derved får en følelse af, at de kender spillerne. Men de oplever som sagt ikke opmærksomheden fra fans som et decideret problem måske snarere en anelse smigrende.

4 13.2 Rammer og roller i forbindelse med kontakten mellem spillere og journalister Kontakten mellem journalister og spillere er lagt i faste rammer. Et interview til en avis efter en kamp forløber på én måde, og et live-interview til tv på en anden. Derudover er rammen anderledes ved turneringer, fordi journalisternes adgang til spillerne er begrænset. Normalt kan journalisterne selv bestemme, hvem de vil ringe til, og har fri adgang til de forskellige spillere, når de skal have udtalelser etc. Spillerne kan dog altid sige nej. Men under turneringer er interaktionen med journalisterne mere struktureret, og journalister må som udgangspunkt nøjes med de fastlagte pressemøder. Journalisterne benytter sig så af, at de på forhånd har gode kontakter til spillerne. På den måde kommer journalister ud af de fastlagte rammer, som er fastlagt af turneringsledelsen. Spillerne peger også på, at de fastlagte rammer er noget rigide. Ved turneringer er der også forventninger til, at journalisterne indtager rollen som meget søgende efter alle mulige historier. Det kræver, at spillerne er endnu mere varsomme med, hvad de siger. Journalisterne har nemlig også en tendens til at være dem, der som de første ser guldmedaljerne om halsen på spillerne, men samtidig er de første til at skrive, at turneringen var en fiasko. Dette er spillerne ikke så glade for. Håndboldspillerne oplever, at andre rammer for mødet med journalister giver begge parter andre roller. Håndboldspillerne ser f.eks. tv som en helt bestemt ramme, og samtidig har de erkendt, at tv er det dominerende medie i danske sportsjournalistik. Tv transmitterer mange håndboldkampe, men håndboldspillerne mener ikke, at det har ændret deres opførsel på banen. Spillernes klubber er meget afhængige af disse transmissioner, idet de genererer store sponsor- og sendelicensindtægter, og spillerne har accepteret deres rolle som aktørerne, der skal levere god underholdning. I forbindelse med tv-transmissionen er de direkte interviews en fast del. Dem har spillerne lært at håndtere, men det er noget, de har skullet vænne sig til. Mest fordi direkte tv stiller krav om hurtige svar, og da spørgsmålene ofte følger et meget fast mønster og drejer sig om spillernes oplevelse af kampen, kræver det en hurtig omstilling af spillerne fra 120% fokus på spillet på banen til en refleksiv distance til eget og andres spil.

5 En del af de forventninger, håndboldspillerne har til journalisterne ud fra interviewrammen, er på trods af enkelte erfaringer med det modsatte, jf. ovenfor at journalisten refererer deres udtalelser i den sammenhæng, de er givet. Men håndboldspillerne føler, at der lidt for tit sker en ændring fra interviewet til den artikel, som journalisten får skrevet. Håndboldspillerne har mange gange en anden oplevelse af kampen eller interviewet, som journalisten refererer i sin artikel. Men det opfattes alligevel ikke så problematisk, da spillerne har et stort kendskab til journalisterne og derfor mener at være i stand til at forhindre, at deres udtalelser fordrejes. Bl.a. mener spillerne, at de kan udelukke enkelte journalister også fra adgang til andre spillere hvis de føler, at journalisten har fremstillet dem på en måde, de ikke bryder sig om. Denne mulighed har spillerne i min analyse dog ikke benyttet sig af endnu Det symbiotiske forhold mellem medierne, sporten og idrætsudøverne Udgangspunktet for min analyse var som sagt, at der findes en klar symbiose mellem sporten og medierne, hvilket fremgik af min historiske analyse af sportsjournalistikken. Symbiosen findes på to forskellige niveauer, et organisatorisk og et personlig niveau. Det organisatoriske foregår mellem klubberne og medier, hvor tv har en stor rolle, da det er dem, der er med til at generere de mange penge inden for sporten. Dette niveau har spillerne kendskab til, og de har erkendt og accepteret, at deres rolle er at stå til rådighed for klubberne som en logisk konsekvens af, at de er deres arbejdsgivere. Dog er der områder, hvor spillerne synes, at symbiosen har for negative konsekvenser og dermed bliver problematisk. Det er f.eks. tv s medbestemmelse i fastlæggelse af datoer og tidspunkter for kampe, sådan at de passer ind i tv-kalenderen frem for passer med sportslige hensyn. Klubbernes og håndboldforbundets afhængighed af indtægter fra sponsorater og sendelicenser gør som sagt, at tv indtager en særstatus blandt medierne, og det giver en speciel rolle i forhold til håndboldspillerne. De har accepteret måden, tv bliver produceret på, men spillerne nævner kommentatorerne som et problemområde, der kunne blive bedre. Det handler om, at kommentatorerne ikke er så opdaterede håndboldfagligt, og det synes spillerne er kritisabelt, da kommentatorerne fremstår på tv som eksperter, og folk lytter til dem som eksperter.

6 Selvom klubberne nærmest ejer spillerne og ifølge kontrakter har en ikke uvæsentlig råderet over dem, så bestemmer de ikke mere over spillerne, end at spillerne til en hvis grad selv kan bestemme, hvilke medier og journalister de vil snakke med. Denne udvælgelsesproces har ført til en symbiose også på det personlige plan, hvor håndboldspillerne stort set kender alle sportsjournalister, og spillerne har personlige favoritter blandt dem. Denne favoritstatus har journalisterne fået ved ikke at viderebringe alle de historier, de får om håndboldspillerne. Fortrolighed er altså nøglen til et godt forhold til spillerne. Når der eksisterer et fortroligt forhold til en journalist, bruger spillerne det også til deres egen fordel, når de gerne vil have nogle historier frem på deres måde og på det tidspunkt, som spillerne ønsker. Forholdet er dog ikke stærkere, end at spillerne ville bringe det til ophør, hvis journalisten brød fortroligheden. Det er både journalisterne og håndboldspillerne klar over. Det gør, at det er sjældent, at informanternes grænser bliver overtrådt af favoritjournalisterne. På det personlige niveau er symbiosen klart til spillernes fordel, og måske er det derfor, at spillerne har accepteret, at de på det organisatoriske niveau ikke har så megen indflydelse. Hvis klubberne også blandede sig i interaktionen mellem spillere og journalister, så tror jeg ikke, at spillerne i samme grad ville acceptere det symbiotiske forhold mellem sporten og medierne Journalisterne som forskellige personer Det næste problemområde, jeg har undersøgt i min analyse, er, om journalisternes køn, alder og viden om håndbold giver anledning til problemer i forholdet mellem spillere og journalister. Selvom journalisterne i høj grad er mænd, så kan håndboldspillerne ikke helt se det store problem med en skæv kønsfordeling. De kan godt mærke en forskel alt efter journalistens køn, og spillernes eget køn er også med til at give en bestemt holdning til journalister ud fra deres køn. De mandlige håndboldspillere behandler nok de kvindelige journalister lidt pænere end de mandlige journalister. Og de kvindelige håndboldspillere peger på, at de kvindelige journalister er lidt mere forstående, og det gør det nemmere at skabe et godt samarbejde. Hvad angår journalisternes alder, så er håndboldspillerne generelt enige om, at især de lidt ældre journalister som primært findes hos den skrevne presse har en tendens til at trække på deres erfaring frem for at tage udgangspunkt i den konkrete kamp og de konkrete

7 udtalelser. Det gør, at spillerne får en følelse af, at journalisten har skrevet sin artikel på forhånd, og deres udtalelser skal så bare passes ind i puslespillet, jf. spillernes kritik af, at udtalelser bringes uden for deres oprindelige sammenhæng. Spillerne mener derimod, at de yngre journalister har en større forståelse for håndboldspillernes situation, og det gør, at forholdet bliver lidt bedre. Med hensyn til journalisternes håndboldfaglige viden så kunne håndboldspillerne generelt godt ønske sig lidt bedre indsigt, da det ville højne det håndboldfaglige indhold i journalisternes historier. Håndboldspillerne kan godt forstå, at journalisterne skriver meget om konflikter, da de mener, at det til dels er det, læserne gerne vil have, og konflikter er jo til at forstå. Derimod har mere håndboldtekniske artikler måske ikke den samme underholdningsværdi eller brede læser-/lytter-/seerskare Får informanterne hjælp til at agere i medierne? I det sidste område af min analyse undersøgte jeg, hvordan håndboldsspillerne mente, at de håndterede de problemer, som resten af min analyse afdækkede. Klarede de problemerne fint, eller efterlyste de hjælp fra andre, f.eks. klubben eller håndboldforbundet. Min analyse på dette område viser, at håndboldspillerne har den holdning, at man skal gøre sig sine egne erfaringer om håndtering af mediekontakt, hvad enten det drejer sig om det første tv-interview eller at blive interviewet af en rutineret journalist fra en landsdækkende avis. De problemer, som håndboldspillerne peger på, er ikke af en sådan karakter eller grad, at de føler, at de virkelig har brug for organiseret hjælp til at tackle omgangen med medierne. Men min analyse viser samtidig, at de heller ikke får nogen hjælp. På et punkt efterlyser spillerne dog hjælp, idet de godt kunne ønske sig, at Dansk Håndboldforbund var bedre til at beskytte spillerne og hjælpe spillerne med noget medietræning. Min analyse viser, at der er en del erfaringsudveksling om mediehåndtering og håndtering af enkelte journalister spillerne imellem. Erfaringsudvekslingen har både form af gode råd om, hvordan man skal agere over for medierne, samt af deciderede advarsler om enkelte journalister, som ikke overholder de aftaler eller forventninger, som spillerne har. Det virker, som om håndboldspillerne på landsholdsplan har en forholdsvis homogen holdning til mediekontakten; især på damesiden.

8 14. Perspektivering De erfaringer og konklusioner, jeg har gjort i dette speciale, mener jeg kan overføres til andre sammenhænge, og det er disse sammenhænge, jeg nu vil perspektivere til. Min perspektivering er opdelt i fire punkter. Det sidste afsnit vil omhandle specialets konklusioner i forhold til internationale forhold Specialets muligheder for at blive brugt af idrætten Første punkt handler om, hvordan idrætten kan bruge de erfaringer, som analysen fremdrager. Som jeg peger på i sidste del af konklusionen, så er der en del af håndboldspillerne, der efterlyser en mere aktiv rolle fra Dansk Håndbold Forbund. Disse problemstillinger, som jeg har diskuteret i specialet, giver en god indsigt i de mediemæssige forhold, som jeg synes, at forbundet skulle bruge og måske prøve at medietræne de forskellige landshold. Måske skulle man starte med ungdomslandsholdene Muligheder og erfaringer omkring selve undersøgelsen Det andet punkt i min perspektivering handler om de erfaringer og muligheder, som dette speciale har givet mig. Igennem hele min kandidatuddannelse på idrætsstudiet har jeg søgt og læst litteratur om sport og medier, og dette har givet en tydelig forståelse af området. Det har selvfølgelig gjort det nemmere at lave hele projektet, men samtidig har det også gjort, at jeg har skullet træffe nogle valg i løbet af selve specialeperioden. Jeg vil nu gennemgå nogle af de overvejelser, jeg har haft, og valg, som jeg har taget. I den tidlige fase af specialeperioden havde jeg overvejelser om en opdeling af informanterne i forskellige aldersgrupper. Det skulle være gjort ud fra en tese om, at der sker en erfaringsmæssig udvikling igennem idrætskarrieren, og det ville være muligt at pege på forskellige kendetegn. Den ene gruppe skulle bestå af unge talenter, som endnu ikke rigtig er kommet i gang med deres idrætskarriere. Den næste gruppe skulle være de nuværende stjerner, som er på højdepunktet af deres karriere, og som på dette stadie oplever den største medietiltrækning i forhold til deres karriere. Den sidste gruppe skulle være personer, som var færdige med deres idrætskarriere og var i gang med deres civile karriere. Disse personer havde haft mulighed for at reflektere over det forløb, de havde været igennem, og de ville derfor forhåbentlig kunne bidrage med en mere perspektiverende del af problemstillingen.

9 Denne opdeling valgte jeg primært fra, da jeg kunne se, at opgavens størrelse ville blive alt for stor i forhold til de formelle krav, der er til et speciale; bl.a. ville jeg brede min analyse ud i for mange retninger. Samtidig er der sket en rivende udvikling på medieområdet, så især den gruppe, der var færdig med deres karriere, havde nogle helt andre vilkår. Det ville gøre det sværere at sammenligne de forskellige grupper, hvilket har været et af hovedformålene for specialet. En anden overvejelse, jeg havde vedrørende gruppen af informanter, drejede sig om at inddrage informanter fra flere forskellige idrætsgrene. Jeg tænkte på at udvælge de mest medieomtalte personer uden den store skelen til deres idrætsgren. Det var ud fra en tanke om at finde fælles erfaringer på tværs af idrætsgrene. Det valgte jeg dog fra, da jeg kunne se, at jeg så blev nødt til at have en generel beskrivelse af mediefokus for den enkelte idrætsgren. Nogle idrætsgrene har næsten kun omtale af en enkelt person, som f.eks. tennis og bordtennis. Det ville give et fokus på den skæve fordeling af de enkelte idrætsgrenes omtale i tv. Det kunne meget hurtigt blive en diskussion af den enkelte idrætsgrens problemer med at komme i medierne. En tredje overvejelse, jeg har haft vedrørende informantgruppen, er den ligelige opdeling mellem kønnene. I min søgning og læsning af litteratur stødte jeg på mange forskere, som beskrev mediernes behandling af sport ud fra et kønsperspektiv. Der var stor set en enslydende konklusion, og den lød, at mediernes dækning af kvindesport er mangelfuld og mange gange sker ud fra en noget stereotyp kønsopfattelse. Kort fortalt, så er medierne f.eks. godt tilfredse med de tiltag, som det internationale volleyballforbund gjorde, da de lavede regler om kvindernes klædedragt, der førte til små shorts og stramme toppe. Der er også en tendens blandt mandlige journalister til at bruge ord om kvinder, som bekræfter de kendte fordomme om kvinder. Ord som lillepigen kan blive brugt til at beskrive en kvindelig idrætsudøver. Der er også lidt en tendens til at bruge en kærestes beskrivelse, når der skal laves et portræt af en kvindelig idrætsudøver 2. Da disse ting er så vel undersøgt, og der i lang tid ikke rigtig er kommet nogen ny forskning på dette område, så har jeg bevidst valgt at have informanter af begge køn med i specialet og 2 Se et af de seneste eksempler i bilag 4.

10 ikke gøre noget særligt ud af kønsperspektivet. Det betyder ikke, at kønsforskellen er uden betydning i mediedækningen, men den er altså ikke i fokus i mit speciale. Jeg har også længe vidst, at jeg ville prøve at arbejde med en behandling af empirien altså interviewene der gjorde brug af moderne teknik. Det stod også klart, at det skulle være med det formål, at læsere af specialet skulle have mulighed for at høre de enkelte udtalelser frem for blot at læse min transskription. Jeg har så vidt muligt bestræbt mig på at finde udtalelser i en elektronisk form, hvilket har været lidt sværere pga. rettigheder til de enkelte programmer. Selve arbejdet med empirien, når den kun har været i elektronisk form, har også været problemfyldt. Den tidsmæssige besparelse, jeg fik ved at springe transskriberingen over, er så blevet brugt på at lave referater 3 af udtalelserne. Men det har dog givet mig en stor indsigt i og erfaring med arbejde med empiri, mens det blev bevaret i den rene form så at sige. Det kunne have været interessant kun at bearbejde empirien i lydform ved hjælp af computerprogrammer, men det ville have krævet mere avanceret software end det, jeg har haft adgang til I forhold til resten af dansk idræt Jeg har i det foregående afsnit berørt den tanke, jeg havde i starten af specialeperioden med hensyn til brug af informanter fra forskellige idrætsgrene. Det blev primært fravalgt, da jeg fandt ud af, at der inden for visse idrætsgrene er stærk utilfredshed med den mediedækning, som de får af især tv-stationerne i Danmark. Denne utilfredshed var også at finde blandt de aktive fra de pågældende idrætsgrene. Men betyder det så, at mine analyseresultater ikke kan generaliseres en lille smule? Det vil jeg helt klart påstå, at de godt kan. Det gælder især på problemområdet om idrætsudøvernes privatsfære, som jeg synes kunne danne udgangspunkt i en egentlig diskussion om mediernes behandling af den enkelte idrætsudøver. Den kamp om privatsfæren og fokus på konflikter, som min analyse peger på, er forhold, som kan overføres til andre idrætsgrene. Det kunne f.eks. være et område, som Team Danmark skulle håndtere bedre i deres koncept for eliteidræt. Medietræning er inden for Team Danmark mest gået i retning af en fokusering på, hvor vigtigt det er at stå på god fod med pressen. Jeg har ikke i den forbindelse bemærket, at sportsjournalister skriver ud fra nogle andre vinkler, end de gør inden for håndbold. 3 Referaterne er også at finde som elektronisk dokumenter, samt på hjemmesiden

11 14.3 I forhold til resten af verden Selvom håndbold ifølge det internationale håndboldforbund er en verdensomspændende sport, så er der mange lande, hvor mediedækningen af håndbold er forsvindende lille. Blandt andet i USA og England. Men jeg vil alligevel prøve at generalisere nogle enkelte af resultaterne i forhold til resten af verden. Resultaterne af specialet tyder altså på, at håndboldspillere ikke ser samarbejdet med journalisterne som særlig problemfyldt. Desuden har håndboldsspillerne en overbevisning om, at de kan udelukke journalister, hvis de ikke bryder sig om de artikler, en journalist skriver. Dette er jeg sikker på vil vække international undren. Det vil ske ud fra en begrundelse om, at medierne har alt for stor betydning og magt, til at de kan blive boykottet. Hvis man ser på USA, så tror jeg ikke, at det ville betyde meget, at en idrætsudøver kræver lukning af avisen eller udelukkelse af enkeltpersoner. Danske håndboldsspilleres forhold til journalister er ganske godt, og vi skal være glade for, at der ikke kommer amerikanske tilstande, hvor idrætsudøvere kan få stillet spørgsmål, som overskrider alle grænser for god etisk journalistik. Der bliver omtalt og spurgt om kommentarer til rygter om elskerinder etc. Dette gode tætte samarbejde mellem journalister og idrætsudøvere kan altså på sin vis kun komme til at ske i et medieklima som det danske. Det er lidt svært at begrunde, men noget kunne tyde på det. Blandt andet af den grund, at der i USA er ganske flere aktører på spil, især som hjælpere til den enkelte idrætsudøver. Noget, der gør det svært at få et fortrolighedsforhold mellem journalist og idrætsudøver. Lad os håbe, at vi ikke begynder at se sådanne tilstande i Danmark. På trods af problemer er dansk sportsjournalistik ikke så ringe