Overordnet rummer kriseplanen udforskning af to områder: Udforskning af de mentale tilstande i forbindelse med adfærden. Hvad ligger bag adfærden?

Transkript

1 Kriseplan (inspireret af Bateman & Fonagy, 2007, Rossouw, 2012) Sammen med barnet/den unge/den voksne laver den professionelle en kriseplan i forhold til en bestemt form for destruktiv eller selvdestruktiv adfærd, som personen har. En kriseplan laves, når adfærden griber ind i personens hverdag på en forstyrrende måde og det så at sige virkelig brænder på. Formålet er at hjælpe personen til mere hensigtsmæssig adfærd. Eksempler på adfærd, som man kan lave en kriseplan om: Selvskadende adfærd (skære, kradse, bide, brænde sig selv, slå hovedet eller hånden ind i væggen mm.). Aggressiv adfærd (slå, sparke, bide andre mm.). Fravær fra skolen. Voldsomme følelsesudbrud. Hærværk (f.eks. kaste med ting i vrede, rive sit tøj i stykker, ødelægge sine ting mm.). Misbrug (misbrug af alkohol, hash eller andre rusmidler). At lave en kriseplan er i sig selv en øvelse i at mentalisere. Personen opfordres til at overveje, hvilke mentale tilstande, der ligger bag adfærden. Målet er, at personen i højere grad bliver bevidst om den betydning, som egne mentale tilstande har for adfærden og på den baggrund bliver bedre i stand til at regulere sine følelser og handle anderledes. Forventninger En kriseplan er ikke noget, du kan sætte dig ned og lave i én samtale og derefter forvente, at adfærden ændres. At lave en kriseplan kan være, og er typisk, en langvarig proces. Kriseplanen evalueres og tilpasses løbende ud fra de erfaringer, der opnås. Eksempelvis hvis det, der aftales og skrives ind i kriseplanen, viser sig ikke at have den ønskede effekt. Eller f.eks. hvis det blev aftalt, at den unge skulle tage elastikker om håndleddet i stedet for at skære i sig selv, og det viser sig, at det ikke virker. I det tilfælde ændres kriseplanen. Det forventes ikke, at personen fra det øjeblik kriseplanen udformes vil ændre adfærden. At lave kriseplanen er startskuddet til en proces. Overordnet rummer kriseplanen udforskning af to områder: Udforskning af de mentale tilstande i forbindelse med adfærden. Hvad ligger bag adfærden?

2 Undersøgelse af alternative handlemuligheder. Hvad kan du gøre i stedet for? Hvordan kan vi hjælpe? En mentaliserende indstilling Den professionelle har en mentaliserende indstilling, også når kriseplanen laves. Nysgerrighed og en ikke-vidende indstilling er essentielt. Processen og kontakten mellem den professionelle og personen er vigtigere end indholdet, eller om man får skrevet det hele ned. Ofte stiger den følelsesmæssige intensitet hos personen, når man begynder at tale om adfærden. I så fald er det afgørende, at den professionelle tilpasser sin indsats hertil jvf. mentaliseringstrappen. Hvis personen f.eks. er meget berørt, må man stoppe op og undersøge følelserne og først gå videre med spørgsmålene, når intensiteten er faldet og personen igen er i stand til at mentalisere. I denne proces er der mulighed for udvikling og læring. Hvordan gør man? Kriseplanen består i, at nedenstående spørgsmål overvejes og besvares. Sid gerne ved siden af personen og lad personen selv skrive, hvis det er muligt. Det er vigtigt, at kriseplanen laves i et samarbejde for, at den skal have effekt. Inden man ser på spørgsmålene, skal man være enige om, hvilken adfærd kriseplanen handler om. Der er flere måder at indlede samtalen. Her er nogle forslag: Sæt ord på dine egne intentioner som professionel med at lave en kriseplan. F.eks.: Jeg vil gerne hjælpe dig med., vi skal passe på dig og derfor skal vi sammen lave en kriseplan om.. Under en samtale om adfærden kan du som professionel foreslå personen at lave en kriseplan. F.eks.: Jeg kender et redskab, der kan bruges til at hjælpe med den slags. Hvis personen ikke er enig i, at pågældende adfærd er uhensigtsmæssig, så start med at udforsk det. Hvornår er der særlig risiko for, at jeg har brug for min kriseplan? Hvordan ved jeg, at jeg skal bruge min kriseplan?

3 Er det i bestemte situationer? Er det, når der sker noget bestemt i relation til andre mennesker? Hvad mærker jeg i kroppen? Hvad føler jeg, når det sker?

4 Hvad tænker jeg, når det sker? Hvad plejer jeg at gøre? Hvad hjælper? (bestemte tanker, noget jeg siger til mig selv, noget jeg gør, noget andre gør, bede om hjælp, gå en tur, musik, tage et bad, ringe til nogen, andet)

5 Hvad kan jeg så gøre fremover alene? Hvad kan jeg gøre sammen med andre? Hvem kan jeg bede om hjælp? Hvor skal kriseplanen være, så jeg bruger den? (skal der evt. laves et lille kort, som jeg kan have på mig, f.eks. i min pung?) Hvor meget på en skala fra 1-10 tror jeg på, at jeg kan bruge kriseplanen? Hvor meget på en skala fra 1-10 vil jeg gerne bruge kriseplanen

6 De alternative handlemuligheder kan evt. nedskrives på et lille kort, som personen altid kan have på sig.