Verdenen bag facaden Del 1.

Transkript

1 Verdenen bag facaden Del 1. Nytår. Jeg hadede det ord. Nytår. Nytår burde være en god dag, en dag hvor alle er glade og drikker sig ekstra fulde, men det var langt fra en god dag og jeg var langt fra glad. Jeg havde ikke engang set frem til denne dag og for at være helt ærlig, havde jeg ikke engang lyst til at deltage i årets sidste fest. Det eneste jeg havde lyst til var at ligge i min seng og sove dagen væk, men jeg følte ikke jeg kunne være bekendt at aflyse aftenen med mine venner. Jeg havde jo lovet dem det. Jeg sov hos mig selv natten før nytårsaftensdagen. Jeg havde endnu engang været ude i social livet og drukket mig fuld. Mit liv var ikke mere spændende end at, det var alt jeg lavede udover at tage på arbejde, men der havde jeg også altid fået en øl eller to inden jeg tog af sted. Jeg var dog ved at være træt af det sociale liv, jeg havde gået og haft det sidste år. Dem jeg mødte irriterede mig, mine venner irriterede mig. Det var lige før jeg fandt min seng mere hyggelig end dem. Jeg var endelig kommet hjem, fra den dårlige bytur, med alt for mange piger der lå an på mig, og en del fyre også. Jeg må være ret attraktiv, selvom jeg selv syntes jeg lignede noget der var løgn. Jeg havde store brune øjne, naturligt mørkebrunt hår, en næse der lignede Pinocchios, syntes jeg selv i hvert fald, en mund der var lille, uden ret meget fylde, mine ører var små og de var nok det eneste ved mig selv, som jeg var bare en lille smule glad for. Jeg var ikke ret høj, kun 1 meter og 72 centimeter. Det undrede mig hvorfor jeg var på populær i byen, for jeg var jo ikke pæn.? Jeg lagde mig i min seng og funderede lidt mere over livet, for livet var da en mærkelig ting. Der gik ikke længe fra da jeg lagde mig, til at jeg faldt i søvn.

2 Det måtte have været kedeligt at tænke over livet, ellers var jeg nok bare træt. Vækkeuret ringede. Jeg kiggede på det med halv åbne øjne. Klokken var om morgenen. Jeg forstod ingen ting. Der var lørdag? Jeg skulle da ikke på arbejde. Det var nok bare fra sidst jeg var hjemme og ikke havde fået det slået fra tænkte jeg, men takket været det vækkeur, var jeg vågen og ikke kunne falde i søvn igen. Jeg havde ikke sovet særligt godt, til hvor hurtigt jeg faldt i søvn da jeg kom hjem i nat, men druk og søvn havde nu heller aldrig været en god blanding for mig. Jeg var begyndt at drikke meget det sidste års tid, det gemte mine tanker væk for en stund. Det var nok mest grunden til jeg gjorde det, det var ikke lysten det drev mig, eller det sociale, det var smerten og minderne. Hold kæft, det her bliver en lang dag! udbrød jeg, med dynen helt oppe omkring ansigtet. Jeg havde ingen lyst til at rejse mig fra min seng, men min blære var ved at springe, så jeg havde ikke valg. Op kom jeg, og skyndte mig ud på badeværelset. Jeg stoppede op da jeg nåede døren til badeværelset. Der stod den. Jeg havde et øjeblik glemt alt om den. Hvordan kunne jeg overhovedet glemme den? Tankerne fossede op i mit hoved, det var som en tornado. Der var en god grund til at jeg aldrig var hjemme. Jeg kiggede bare på den med et håb om jeg ville udvikle magiske kræfter til at fjerne den. Jeg ville ikke selv røre den. Der var gået et år nu. Hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen.? Jeg blev stående længe i dør åbningen og kiggede på den, Forsvind. Forsvind. hviskede jeg, men mine håb om magiske kræfter var en drøm. Der fandtes ikke sådan noget, selvom jeg for alt i verden, lige nu, ville ønske at der gjorde, men min verden ikke som en Harry Potter film. Jeg lukkede mine øjne og sukkede. I samme øjeblik ville mine tanker have mig til at tænke over det hele. Selvom jeg prøvede at stop-

3 pe dem, var det umuligt. Så jeg stod der, i døren og lod mine tanker løbe og smilte lidt for mig. Del 2 Jeg snakkede ikke så meget om mine tanker. Ikke engang min mor vidste meget om dem. Jeg holdt det egentlig bare mest for mig selv - det er trods alt nemmere for alle andre og hvem gider høre på en brokrøv, en trist person, bare en generelt nedtrykt person, som ikke kan give slip. Min mor spurgte dog tit ind til mine tanker, men jeg snakkede altid udenom. Faktisk snakkede vi ikke rigtig om andet - eller hun snakkede nærmest ikke om andet til mig. Hjalp det? nej. Ville helst, at hun lod det ligge. Min mor var en stærk dame, hun hjalp altid andre før hende selv, hun gjorde alt hun kunne for at give hendes børn det bedste, om det så havde en konsekvens for hendes liv, gik hun ikke meget op i. Min mor var opvokset med en hård far og en mor der ikke havde den største indflydelse på opdragelsen. Hun var igennem rigtig meget igennem hendes barndom, teenage liv og voksen livet var heller ikke som hun ønskede det. Hun havde ingen uddannelse, men heldigvis et ufaglært job. Hun havde ikke det liv hun ønskede. Hun ville have det typiske liv - mand, børn, hund og hus. Hun havde det næsten. Huset havde hun, manden havde hun, børnene havde hun og en hund. Men det perfekte familieliv, var langt fra perfekt. Skænderier, skilsmisse, børn med problemer, hunden var en rigtig lorte hund, for at sige det ærligt. Men på trods af nedture gang på gang, står min mor stadig stærkt den dag i dag, hun arbejder på at blive gladere, stoppe med at tænke - nok der jeg har det fra. Jeg elskede min mor meget højt, på trods af hendes dumme samtale emner. Lige dette emne måtte hun godt droppe. Der er jo gået et år. Jeg har svært nok ved det i forvejen. DEL 3 Hun var så smuk. Hun var mere end smuk i mine øjne. Hun var perfekt. Hun havde store grønne øjne, en sød lille næse, der buede perfekt, hendes læber var lyserøde og

4 små, men stadig fyldige. Åh, hvor jeg elskede hendes læber. Jeg elskede alt ved hende, men hendes læber gjorde mig altid blød i knæene. Hendes ansigt var en blanding mellem rundt og ovalt. Hendes hud var blød som silke, hun havde aldrig en bums, hvilket altid havde undret mig. Mine tanker gik amok, man skulle tro min hjerne havde anden verdenskrig med sig selv. Hvordan kunne denne pige være så perfekt? Hvordan kunne jeg have været så heldig at have haft denne pige i mit liv? Det var ikke kun hendes udseende der var perfekt, selv hendes personlighed var perfekt. Jeg var sikker på hun var pigen i mit liv. Jeg var dog kun 22, men de kloge hoveder siger jo at når man finder den man vil bruge resten af sit liv med, så ved man det. Jeg vidste det. Mine tanker vendte sig, fra positive til negative. Som de altid gjorde. Jeg følte dog på ingen måde, at jeg havde fortjent det, fortjent hende. Jeg gav hende ikke nok. Jeg fortalte hende ikke nok hvor meget jeg elskede hende, hvor perfekt hun var for mig. Jeg fortalte hende ikke nok hvor sød og dejlig hun var. Jeg burde have behandlet hende bedre. Gjort en forskel. Jeg skulle have været den fyr. Jeg åbnede mine øjne igen og mærkede tårerne på mine kinder. Det er et år siden, tag dig sammen hviskede jeg til mig selv. Det stoppede dog ikke tårerne. Jeg kunne ikke kontrollere dem. Jeg kunne ikke håndtere at være på badeværelset, så jeg løb udenfor, her fandt jeg en busk, hvor jeg kunne lette min blære i. Folk må da have tænkt at jeg var sindssyg, at løbe ud kun iført underbukser, klokken lort om morgenen. Jeg var dog lidt ligeglad, alt andet end at være på badeværelset. Jeg skulle egentlig også have været i bad, men det måtte jeg så undvære. Jeg løb hurtigt ind igen. Vejret var koldt, gråt, trist og der sneede en smule. Det var ikke et vejr man havde lyst til at være ude i, men det passede nu meget godt til mit humør. Jeg åbnede min dør og gik ind, da jeg ser jeg ikke har lukket badeværelsesdøren.

5 Badeværelset ligger nærmest lige op af hoveddøren. Jeg lukker mine øjne igen et øjeblik og sukker. Jeg kunne ikke bare løbe min vej igen, så jeg samlede kræfter og lukkede badeværelsesdøren så hurtigt jeg kunne, uden at kigge for meget der ind. Jeg åndede lettet op, men tankerne og smerterne var der stadig. Jeg gik ind i stuen og satte mig i sofaen. Min pose med alkohol, jeg havde købt i 7eleven, på turen hjem fra byen, stod lige ved siden af og jeg rakte min hånd ned i posen og tog en øl op. De skulle egentlig gemmes til i aften. Hvorfor giver jeg ikke bare op? mumlede jeg surt. Jeg var ikke glad for at drikke, faktisk, så hadede jeg det, men det var den eneste måde jeg kunne glemme alt det dårlige på. Jeg tændte fjernsynet med et håb om der var andet end kærlighedsfilm og nytårs pjat og til min forbavselse, var der noget med motorcykler. American Chopper, hed det. Jeg smilte lidt for mig selv, fordi jeg elskede motorcykler og ville gerne en dag, lave min egen, som de gør i fjernsynet. Men det er jo bare en drøm, der ikke kommer til at ske. Jeg var en meget opgivende person og det startede for et år siden. 1 år med denne væremåde, denne leve måde. Utroligt jeg stadig er her. Del 3 Timerne gik og én øl efter den anden røg ned. Mine nerver begyndte ligeså stille at vise sig, på trods af den del øl jeg allerede havde fået. Jeg plejer normalt ikke at være sådan her - den nervøse, usikre type. Jeg svedte og rystede en smule. Jeg var allerede færdig med at pakke resterne af min alkohol, mine smøger og ikke mindst noget nyt tøj til dagen efter, da jeg ikke regnede med at sove hjemme, eller nærmere, ville jeg gøre alt for ikke at sove hjemme. Jeg manglede stadig at tage et bad, da jeg lugtede rimelig fælt og jeg kunne næsten ikke holde mig

6 selv ud pga. stanken, men jeg ville ikke ud på badeværelset. Jeg rejste mig fra sofaen, hvor jeg havde siddet siden jeg løb tilbage til lejligheden, og gik ud i køkkenet, her begyndte jeg at lede efter en klud. Jeg havde ikke ryddet op i månedsvis, da jeg aldrig rigtig brugte meget tid i min lejlighed, den var fyldt med minder og jeg havde svært ved at håndtere det, så jeg fandt mig altid et andet sted at være. Der var rimelig ulækkert, og ikke mindst rodet i køkkenet. Der var ikke noget som helst, der lå på sin plads. Jeg ledte og ledte, da jeg ser en klud på gulvet. Den må være ren sagde jeg stille til mig selv - chancen for at den var, var en anden side af sagen. Jeg smider mine underbukser, putter håndsæbe på kluden og begynder mit alternative bad. Da jeg var færdig, går det op for mig jeg intet håndklæde har. Det hænger jo også på badeværelset. Jeg kigger rundt i køkkenet, med vand over hele kroppen og på gulvet, og heldet måtte være med mig, da jeg ser et viskestykke ligge næsten lige foran mig. YES! råbte jeg af glæde, nu var jeg fri for at lufttørre. Held varer åbenbart ikke ret lang tid mumlede jeg surt. For nu opstod der et andet problem. Ingen parfume. Nu havde jeg i hvert fald SLET ikke lyst til at tage af sted - som om jeg havde det før. Der var stadig 3 timer jeg skulle få til at gå, inden jeg blev hentet af min kammerat. Jeg havde nemlig ikke selv bil længere, så kunne ikke bare køre. Jeg mistede min bil, i en dum brandert, da jeg for tredje gang kørte spritkørsel, utroligt man ikke lærer at lade være efter første gang politiet stopper en for spritkørsel. Jeg blev mere og mere utålmodig, usikker og nervøs og ville bare gerne væk fra denne lejlighed, væk fra minderne og især væk fra badeværelset. Tanken om at den stod der, gjorde mig utilpas også selvom døren var lukket og jeg ikke kunne se der ind, vidste jeg jo at den var der. Igen leger mine tanker med mig. Ville ønske det ville stoppe. Jeg åbnede min vodka, jeg havde stående i køkkenet, fandt et shot glas og tog et par stykker ren vodka for at dulme tankerne og nerverne. 2 timer. Jeg gad ikke, intet i mig gad at af sted.

7 Del 4 Tiden var kommet. Min kammerat havde lige ringet og sagt de var på vej. Mine nerver blev ikke bedre af den besked. Jeg overvejede endda at løbe min vej. Min kammerat, Jens, boede ikke så længere end 30 min gåtur væk fra mig, så der gik ikke længe før han var her. Det var hos ham vi skulle holde nytårsfesten. Der blev banket på døren og jeg frøs. Han råbte efter mig, men det var som om jeg ikke kunne rejse mig, jeg kunne ikke bevæge mig ud af sprækken. Jeg sad helt stille, som en sten. Jeg blinkede ikke engang. Døren var åben, så han kom vel ind på et tidspunkt. Præcis som jeg troede, her kom han, kiggede mærkeligt på mig og spurgte hvad der var galt. Jeg kunne ikke svare ''SÅ SIG DOG NOGET, kom nu!'' min indre dialog begyndte. Hvad skete der med mig.? Han satte sig ned ved siden af mig i sofaen, jeg kiggede bare på ham, med et bekymrende blik. Han sagde intet, men tog mig alligevel op af sofaen, fandt mine ting og tog mig ud i bilen. Mine nerver faldt lidt til ro. Han spurgte igen, hvad der var galt. Jeg sagde intet, men kiggede bare ned. ''Har du nu dummet dig igen?'' Jeg kiggede på ham med et blik der viste at jeg ikke forstod hvad han mente, men så gik det op for mig. Det er ikke første gang jeg bliver nedtrykt over badeværelset. Faktisk sker det hver gang jeg er hjemme. Og Jens er den eneste der ved noget om det. Stop nu. Der er gået 1 år, er det ikke på tide du giver slip?'' Jeg blev sur. Han skulle ikke tale til mig på den måde. Han vidste udmærket godt, hvordan jeg havde det. Han var min bedste ven. Jeg vidste godt jeg skulle give slip, men han kendte ikke følelsen af at have mistet sit livs kærlighed. Jeg var sikker på hun var den jeg skulle bruge resten af mit liv med. Kom nu, Patte, vi finder en tøs til dig i aften. Jeg kiggede på ham, med et dræberblik. Undskyld sagde han stille. Jeg kiggede ud af vinduet og tog en øl fra posen.

8 Jeg kunne mærke han kiggede på mig igennem bakspejlet, men jeg holdt blikket ud af vinduet og studerede himlen. Det så, så fredfyldt ud, og raketterne var langsomt begyndt. Jeg tænkte på Sara og ønskede hun var her - eller at jeg var i himlen hos hende. Selvom jeg havde drukket en del, kunne jeg ikke mærke det endnu. Det var nok fordi jeg havde været lidt af en alkoholiker det sidste år. Der skulle meget til før jeg kunne mærke noget. Jeg blev færdig med min øl og smed den ud af vinduet. Det var ikke noget Jens kunne lide jeg gjorde, men jeg gjorde det altid alligevel, bare for at irritere ham og denne gang var det mere pga. hævn over hans ord. Vi nåede frem til hvor han boede. Det var i udkanten af Horsens, den slemme del af byen. Ghettoen, kan man også kalde det. Jeg kunne ikke lide at være der ude, men så igen, alt andet end at være hjemme. Selvom hans lejlighed lå i ghetto-delen af byen, var lejlighederne der, meget pæne, pænere end min egen, og jeg boede omkring midtbyen. Det er ikke kun fordi der faktisk er ryddet op hos ham, at det var pænere. Deres vinduer er pænere, deres døre er pænere, det hele er hvidt og fejlfrit, der var ikke vandskader, som i min egen lejlighed, gulvene var lige og lavet af egetræ, mine egne var belagt med tæppe og føltes som at gå på en lille bakke, jeg turde ikke vide hvad der var under tæpperne. Jens's lejlighed passede til ham, ha var en velsoigneret mand, med livet i den rigtige retning. Ting skal passe sammen, var noget Sara altid sagde. Det havde hun ret i. Del 5 Festen var allerede i gang, og der var mange mennesker, nok omkring en 30 stykker. Jeg kendte ikke halvdelen af dem, men det passede mig nu udmærket, så var jeg fri for spørgsmålene. Jens tog mig med ud i køkkenet for at få en drink, inden vi satte os til bords for at spise. Jeg havde ikke spist noget hele dagen, og var ved at være godt sulten.

9 Jeg kiggede inde fra køkkenet og ud på bordet med de mange mennesker, jeg forstod ikke hvordan der kunne være plads til alle de mennesker, lejligheden var ikke den største, men større end min egen. Da jeg kigger rundt for at se, hvem der er der, og om der er nogle jeg kan genkende, ser jeg en pige. Jeg havde håbet på ikke at se hende, da jeg vidste hun var vild med mig. Det havde Jens i hvert fald sagt. Hun lå altid an på mig til fester og jeg gav hende altid den kolde skulder, men det stoppede hende ikke. Jeg magtede ikke at skulle se og høre på hende lægge an på mig. Lad os gå ind og få noget ædelse Sagde Jens, efter at have blandet vores drinks færdige. Jens blev en rigtig teenager til fester og han var endda 4 år ældre end mig. Som vi går ind i stuen til de andre, ser jeg at der kun er to pladser tilbage, lige til mig og Jens, og selvfølgelig er den ene plads ved siden af Kathrine, pigen der var vild med mig. Jens gik målrettet mod stolen ved siden af en eller anden fyr, jeg ikke kendte. Jeg trak hurtigt Jens tilbage i hans trøje. Jeg sætter mig ikke ved siden af hende. Jens kiggede underligt på mig, som om han ikke kunne forstå det. Han kiggede over på bordet og ser at det var hende. Fuck. Præcis. Sagde jeg med et stramt ansigt. Okay, vi bytter. Du sætter dig ved siden af Troels og jeg sætter mig ved hende. Tak! Han havde købt 6 familie pizzaer, for at der var nok til alle. Der var mere end nok. Pigerne spiste som om de var på den strammeste slankekur, drenge var dog lidt nogle ædedolke, især mig selv, jeg endte med at spise 6 stykker. 2 stykker med salat, 2 stykker med peperoni og ost og 2 med en masse hvidløg, chili og diverse forskellige kød arter. Rigtig mande pizza, som Jens ville have sagt. Jeg blev ret mæt og var endelig klar til at feste igennem, selvom det ikke var det jeg havde mest lyst til. Men alkohol var næsten en bedre ven end Jens. Jens rejste sig og råbte ud over hele bordet ``Er alle færdige? Hele bordet råbte ja tilbage til ham.

10 ``Fedt.! Så lad os alle gå væk fra bordet og ind i stuen og få den her fest startet!`` Folk rejste sig og jeg undrede mig over om vi ikke skulle tømme bordet, men jeg ville ikke spørge og virke træls, så jeg gik bare sammen med Troels ind i stuen. Del 6 Festen var ikke det fedeste, folk sad i grupper, med dem de kendte og snakkede og jeg sad bare alene på en bar stol. Patrick! Her ovre.! Det var Kathrine. Jeg sukkede og gik langsomt over mod hende, jeg kunne jo ikke bare ignorere hende. Det var jeg dog ikke for kold til. Sæt dig dog ned. Jeg havde ikke nogen som helst lyst til at sidde ved siden af hende, men jeg gjorde det alligevel. Hun kiggede på mig med de øjne jeg havde set før, de øjne der viste hun var interesseret. Jeg fandt alligevel mig selv i, at sidde og studere dem. Hun havde nogle sære øjne. De var store, runde og en smule skæve og havde en blanding af grå og blå farve. De skræmte mig en smule. Jeg kiggede ned i gulvet. Det var lidt mere spændende end hende. Hvad så? Vil du have et shot.? Ellers tak. Jeg undrede mig lidt over mit svar, da jeg normalt ikke siger nej til nogen former for alkohol. ``Nå, okay. Hvordan går det ellers.? Pis. Det spørgsmål jeg ikke ville have. Fint. løj jeg. Godt. Men, jeg må videre i folkemængden. Hun svarede ikke, men kiggede bare med undrende øjne. Jeg ville bare hurtigt væk fra hende. Jeg så Jens komme ind i stuen og jeg gik hurtigt over til ham. Hvor fanden har du været? Jeg havde bare lige noget jeg skulle ordne Hans pupiller var store og han virkede fjern. Jens

11 havde en tendens til tage stoffer til fester. Så jeg vidste godt hvad det handlede om. Ikke igen, Jens. Han gik videre uden at sige et ord. Jeg fulgte trofast efter ham. Jeg kendte jo ikke rigtig andre end ham, de andre var mest bare bekendte jeg havde set før, men ikke snakket forfærdeligt meget med. Jeg stod i køkkenet og drak jægermeister shots med Jens og nogle af hans venner, en af dem var Troels. Jeg havde ikke hørt ret meget om Troels fra Jens, udover at det var ham der gav Jens stoffer, så allerede da jeg fik det af vide, kunne jeg ikke lide ham, men det var mest fordi jeg hadede at Jens tog stoffer. Troels gik ud på toilettet og jeg kiggede på Jens med store undrende øjne. Han gav ikke et udtryk tilbage. Jeg prøvede igen, men han lå ikke mærke til mig, så jeg gik min vej, ind til menneskerne i stuen. Det var ikke fordi jeg havde lyst til at være der, men jeg gad heller ikke se på Jens lige nu. Kathrine kaldte på mig igen, men jeg ignorerede hende, for første gang, og det føles godt. Jeg bevægede mig ud mod altanen, sammen med rygerne. Vi måtte egentlig godt ryge indenfor, men når halvdelen af en fest ryger, bliver der hurtigt tilrøget og med altandøren åben, begyndte alle at fryse. Så der var ikke noget valg, gå ud på altanen eller være i et rum der er tilrøget og fryse. Altanen var ikke så stor, så vi stod rimelig klemt, men ryge skulle jeg. Kathrine kom ud på altanen, og bevægede sig igennem menneskerne og over til mig. Jeg valgte at kigge udover altan-hegnet, for ikke at kigge på hende, dog gjorde hun alt hvad hun kunne for at få min opmærksomhed. Rørte mig, prøvede at tage min hånd, snakkede til mig om hvor træls hendes liv var. Jeg ignorerede hende endnu engang. Hun forstod bare ikke en hentydning, for hun gik ikke væk, hun blev. Jeg begyndte at mærke min angst igen. Mine vejrtrækninger blev hurtigere og korte. Jeg havde oplevet denne følelse før, men ikke så slemt som nu. Alle de mennesker ude på altanen, hvordan man blev klemt, gjorde mig mere end utilpas, men jeg stod der alligevel, prøvede at overvinde angsten. Jeg tændte endnu en smøg og håbede på det virkede på min angst. Første hiv. Intet. Andet hiv. Intet. Jeg blev ved med at suge i den, hurtigere og hurtigere, så det næsten gjorde ondt i

12 mine lunger, men intet hjalp. Angsten blev værre og værre. Jeg lå mærke til Kathrines ansigt, hun stod og kiggede på mig som om hun havde set et spøgelse men med et meget bekymret ansigt. ''Du er helt bleg.'' Jeg svarede ikke, men kiggede ned i jorden, og mærkede hvordan det hele begyndte at snurre, mine hænder svedte og jeg rystede som en hund der var bange. Kathrine tog min svedige hånd, og klemte den. Hun førte mig gennem menneskerne, og ind på Jens's soveværelse. Jeg tænkte for mig selv at hun ville udnytte mig, nu hvor jeg var svag. Hun lagde mig ned, kyssede min kind og fortalte at hun ville hente Jens. Jeg blev meget overrasket over hende, jeg havde godt nok ikke regnet med at hun ville behandle mig så sødt. Min angst blev bedre, langsomt, men sikkert. Del 7 Jeg vågnede næste dag med verdens slemmeste hovedpine og undrede mig over, hvad der skete, efter Kathrine gik ud fra soveværelset, for at hente Jens. Der lå ikke nogle ved siden af mig, så Kathrine udnyttede mig nok ikke. Jeg rejste mig fra sengen, blev svimmel og tog mig til hovedet, men prøvede at bevæge mig ud af soveværelset for at finde Jens eller en anden. Jeg åbnede døren, og lyset skar så meget i mine øjne at jeg kneb dem sammen, og lyset gjorde ikke min hovedpine bedre. Jeg prøvede langsomt at åbne mine øjne for at vende dem til det skarpe lys og pludselig stod Troels der. Jeg fik så stort et chok at jeg hoppede. ''Goodmornin' sunshine!'' Jeg kiggede sært på ham. ''Sunshine? '' Han svarede ikke, men bevægede sig ind på Jens's soveværelse for at tage hans jakke og så forsvandt han ud af hoveddøren. Jeg bevægede mig ind i stuen og ser at Kathrine sidder med en smøg i hånden. Jeg sukkede. Hun var den sidste person jeg havde lyst til at se, selvom hun hjalp mig med min angst.

13 ''Godmorgen.'' Jeg overvejede ikke at svare hende og bare gå tilbage til soveværelset. ''Godmorgen. Ved du hvad klokken er?'' ''Den er halv tolv.'' ''Så er det jo ikke længere morgen.'' ''Nej, men hvad skal man ellers sige? god-førmiddag?'' Jeg sukkede. ''Nej.'' Koldt og kontant. Jeg satte mig i stolen overfor hende, det var en af de der pæne, bløde læder stole, med støtte til fødderne. Jeg ledte efter en smøg i min lomme, men forstod ikke hvor de var. Kathrine fandt en smøg i hendes pakke og smed den over til mig, uden at sige et ord. Jeg nikkede tilbage til hende og tændte den. Hun kiggede på mig, som om hun havde noget at sige, men jeg valgte at lade være med at spørge. ''Hvor er Jens.?'' spurgte jeg. ''Nede efter noget mad.'' Jeg svarede hende ikke tilbage, men tog et stort hiv af smøgen hun gav mig. Der var en akavet stilhed mellem os i lang tid. Jeg vidste ikke om jeg skulle takke hende for i går, eller bare snakke med hende, ikke fordi jeg havde lyst, men den her akavede stilhed, gjorde mig usikker. Pludselig kigger hun på mig med et nervøst og usikkert smil. ''Øh, jeg tænkte på noget, Patrick.'' Jeg sukkede indeni mig selv og blev meget nervøs over hvad det var hun tænkte på og ville spørge om. ''Altså. Det var bare om du er okay? Jeg mener, efter i går?'' Jeg kiggede på hende med et koldt blik, et blik der egentlig sagde at jeg ikke gad at snakke om det. ''Ja, jeg har det fint'' Løj jeg. For jeg havde det ikke fint og slet ikke i hendes selskab. Mine tanker var stadig på hende, men det var de altid, selv når jeg var til fester. Hun fyldte altid min hjerne, men hvordan kunne jeg dog også glemme sådan en pige?.

14 Jeg hørte hoveddøren åbne og løb ud i gangen med et håb om at det var Jens, så jeg kunne overfalde ham, for sjov, men det var desværre ikke ham. Det var Troels. Han kiggede forskrækket og overraskende på mig. Jeg kiggede på samme måde tilbage på ham, for at fucke med hans hoved. Jeg havde det sjovt, men jeg tror ikke han synes det var sjovt. Han gik langsomt uden omkring mig og ind i stuen til Katrine, jeg blev ved med at kigge på ham på den samme måde som før. Jeg tror måske han var lidt skræmt. Hvad lavede han overhovedet tilbage?. Jeg bevægede mig ind i stuen igen, men inden jeg nåede at sætte mig ned, gik hoveddøren op igen og jeg gik ud i gangen og igen håbede at det var Jens, der kom med noget mad. Jeg ville egentlig bare skræmme eller nærmere overraske ham med et overfald, men da jeg stod der, gik det op for mig at jeg egentlig var ret sulten og da jeg hørte ham råbe hej, løb jeg. ''Jeeeeeens!'' råbte jeg med en sød og glad stemme, mens jeg løb og overfaldt ham. Han væltede af mit overfald, med alle rundstykkerne og juicen, men til min store overraskelse blev han ikke sur, han grinte derimod meget hysterisk. Jeg satte mig på ham og kiggede meget seriøst på ham. ''Skatter, hvor var du? og hvor er min mad?!'' Han grinte endnu mere. Jeg prøvede at være en træls kæreste, dog på en sjov måde og det virkede åbenbart. Han grinte så meget at det næsten undrede mig hvorfor han syntes det var så sjovt. Jeg hoppede af ham, stillede mig op og kiggede rigtig bitchet på ham. ''Whateeeevvveerrr.'' og så vendte jeg mig om på en rigtig diva måde. For først gang længe havde jeg en anden form for energi, en glæde, men det varede ikke længe. Jeg havde mange humærsvigninger. Jeg kunne høre han blev ved med at grine hysterisk og det nød jeg. Del 8 Det var nu blevet torsdag og jeg havde været ved Jens i flere dage, fordi jeg ikke gad at være hjemme, men Jens havde nu ikke haft noget i mod det, eller han havde i hvert fald ikke sagt noget. Hans kæreste boede der jo også og hun var ikke så glad for at jeg var der, så havde de jo ikke no-

15 get privatliv, som hun altid sagde til mig. Hun brokkede sig rigtig tit til Jens over at jeg var der, men Jens ignorerede hende som regel, nok fordi han vidste hvordan jeg havde det lige nu. Det var et nyt år, endnu et år med en dum lejlighed og dumme minder. ''Patrick, har du tænkt dig at tage hjem snart?'' Spurgte Jens's kæreste surt. Naomi hed hun. Jeg ignorerede hende og gik ud på altanen for at ryge, hun er kun en del af dem der bor i denne lejlighed, så hendes mening tæller ikke rigtigt så lang tid Jens mente noget andet. Jens kom ud til mig på altanen og kiggede på mig som om han skulle til at sige noget der nok ville knække mig. Jeg tog et stort hiv af min smøg og holdte det inde lidt længere end normalt og så pustede langsomt ud. ''Patrick, vi er nød til at snakke.'' Jeg kiggede på ham med store øjne. ''Jeg har snakket med Naomi og du er nok nød til at tage hjem snart.'' Jeg kiggede på ham med et overraskende og ked af det blik. Jeg ville ikke tilbage til den lejlighed, jeg havde det bedst når jeg ikke var i den. ''Undskyld, jeg prøvede virkelig, Patrick, men hun ville ikke give sig, ikke engang for en måned.'' Jeg stormede ind i stuen med min næsten færdige smøg, satte mig i sofaen for at ryge den færdig indenfor, jeg vidste nemlig at Naomi hadede når der blev røget indenfor, når hun var hjemme. Jeg brændte hul i hendes flotte og dyre sofapude og slukkede derefter smøgen i gulvet, tog min jakke og stormede ud af døren. På vej ud hørte jeg både Naomi og Jens råbe. Først Naomi. ''Din mentale, retarderede idiot!'' Derefter kom Jens's stemme. ''Patrick! Forhelvede. Lad nu vær.'' Jeg så mig ikke tilbage en eneste gang og for at være rigtig træls, smækkede jeg med hoveddøren på vej ud. De boede i en opgang. De kunne rende mig, især Jens, han skulle ligne at være min bedste ven, men i stedet hørte han på hende. Jeg valgte at gå hele vejen hjem fra Jens, jeg var ikke i humør til at tage hverken bus eller taxa. På vejen gik jeg ind gennem centrum for at købe noget mad med hjem og pga. mit dårlige humør, ville jeg selvfølgelig have noget junkfood, så jeg gik på McD og købe stort ind, jeg bestilte 4 chee-

16 seburgere, en whopper, en stor pomfrit, en stor cola og en pose chilicheese tops, da jeg er færdig med at betale og var på vej ud af deres hoveddør, mødte jeg Katrine. Den sidste person jeg ville møde lige nu og som altid, sagde hun hej. Jeg prøvede at ignorere hende, men som den person Katrine hun er, ville hun ikke lade mig gå uden at snakke med mig først. Jeg gik i panik, for jeg havde virkelig ikke lyst til at snakke med hende, det havde jeg nu aldrig, men den her gang gad jeg virkelig ikke. Jeg gad ikke hendes nysgerrighed, hendes mærkelige, sære øjne, og hendes smil, jeg magtede hende ikke. Jeg prøvede at komme på en måde, hvordan jeg kunne undgå hende, gå udenom hende eller noget i den stil, så hun ikke nåede at komme hen til mig inden jeg var væk. Jeg fejlede. Hun løb hen imod mig, gav mig et stort kram. ''Hvad laver du her.?'' spurgte hun med et stort smil på læben. ''Hvad laver man på en junkfood restaurant.?'' Var hun dum?. ''Undskyld jeg spørger da. Hvor skal du hen nu så? Hjem til Jens?.'' ''Nej.'' Koldt og kontant. Jeg gik uden at sige mere og inden at hun nåede at sige noget. Turen hjem, føltes længere end normalt, selvom der ikke var så langt fra centrum til min lejlighed. Jeg valgte at sætte mig på en bænk, der var nede i gården, ved bygningen jeg boede i. Jeg sad der bare og kiggede op på min lejlighed, tog en cheeseburger op af posen og spiste den langsomt, som om jeg prøvede at få mig selv til at slappe af. Da jeg havde spist den, tog jeg en smøg, nød hvert hiv og min angst om at komme op i lejligheden igen, begyndte langsomt at falde ned. Derefter tog jeg endnu en cheeseburger, spiste den hurtigere, og så endnu en smøg, og sådan gik det indtil jeg ikke havde flere cheeseburgere tilbage. Kom nu, Patrick. Det er bare en lejlighed. Tag dig nu sammen. Stemmen i mit hoved var tilbage. Jeg havde ikke savnet den lille djævel. Hun er jo væk, hun er der ikke mere. Tag dig sammen. Jeg holdte mig til hovedet og prøvede ihærdigt at ryste stemmen væk. Hun er død, Patrick. Hun kommer aldrig tilbage. Tag dig nu sammen og kom videre med dit liv, du kan ikke leve med ikke at kunne være i din egen lejlighed. ''Stop!'' råbte jeg og kiggede rundt i gården. Der var flere mennesker der kiggede på mig, både voksne og små børn. Jeg følte mig pinlig og kunne mærke hvordan jeg blev rød i hovedet.

17 Jeg løb ind i min opgang og stemmen kom tilbage. Du er jo ikke noget værd, du har lige råbt som en sindssyg udover hele gården, hvad tror du ikke folk de tænker om dig? Jeg faldt sammen på trappen pga. stemmen i mit hoved. Den fuckede med mig og jeg lod den. Del 9 Jeg røg ud af min indre verden da jeg ser en pige omkring min alder, stå og råbe af mig. ''Hallo! er du okay?. Kan du høre mig?'' Den sætning blev gentaget flere gange. Jeg var ikke dum, jeg kunne sagtens høre hende, desuden, hvad råbte hun for? og hvad lavede hun i min lejlighed?. Jeg satte mig op og pludselig gik det op for mig, at jeg stadig sad i min opgang. Jeg kiggede forvirret rundt og forstod egentlig ikke ret meget. Hvad lavede jeg her?. Jeg fik øje på pigen og hun kiggede smilende på mig, med et blik, som om hun var glad for at jeg ikke var død. ''Hvad laver jeg her? og hvem er du?'' Fik jeg sagt med en alt for hæs stemme. ''Jeg så dig løbe ind ude fra gården og eftersom du råbte stop, kunne jeg ikke lade være med at følge efter dig og sørge for du var okay, regnede med det var en slags, angst anfald, eller noget i den stil. Så ja, her er jeg.'' Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, en pige, jeg aldrig nogensinde har set før, fulgte efter mig, bare for at sikre sig at jeg var okay. Hun nussede mig på kinden og spurgte om jeg ville have et glas vand, eftersom jeg hostede helt vildt. Jeg tænkte det må have været alle smøgerne inden. Jeg svarede venligt ja tak med et smil på læben og hun løb ind af en dør tæt på hvor jeg lå, og kom hurtigt ud igen med et glas vand. ''Tak.'' svarede jeg pænt og tog en stor slurk af glasset. ''Hvad hedder du?'' Spurgte hun. ''Patrick.'' svarede jeg med et smil. ''Hvad med dig.?''

18 ''Nicoline.'' svarede hun med det sødeste smil jeg længe havde set. ''Ligesom sodavanden?'' Svarede jeg med endnu et smil på læben. Hun grinte og kiggede ned i gulvet. Hendes grin var det sødeste jeg havde hørt siden min afdøde eks kæreste. ''Ja og jeg kan ikke engang lide den sodavand.!'' Jeg grinte, hun havde humor, det gjorde mig bedre tilpas ved denne situation, at sidde med en fremmed. Jeg kiggede ned i gulvet og undrede mig over om de stemmer var forsvundet for et øjeblik. De var der i hvert fald ikke lige nu og jeg tog det som et godt tegn. Jeg smilte til Nicoline og hun sendte et smil tilbage. ''Tak, fordi du tog dig af mig, det var sødt af dig at gøre, når du ikke kender mig.'' ''Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg kunne ikke bare lade dig gå uden at jeg var sikker på du ikke kom til skade, jeg bekymre mig for meget om for mange ukendte mennesker, men nogle skal jo gøre det.'' Det mindede mig om min mor. Jeg sendte hende endnu et smil og hendes ord gav mig en dejlig følelse indeni. ''Skal jeg hjælpe dig op til din lejlighed?'' ''Det må du meget gerne, jeg kunne godt bruge noget mad.'' Jeg prøvede at rejse mig for at gå op i min lejlighed, men væltede ned igen, min balance var ikke god endnu. Nicoline tog fat i min arm og hjalp mig. Jeg sendte hende endnu et smil. ''Hvor skal vi hen?'' ''Bare lige op af trapperne og til højre.'' Jeg boede på anden sal, hvor Nicoline boede på første, underligt jeg aldrig havde set hende før, men jeg var så heller ikke hjemme så tit og når jeg endelig var, forlod jeg den sjældent. Vi nåede op til min lejlighed og jeg fandt min nøgle, låste op og hun fulgte mig indenfor, og over til sofaen. ''Kan du klare dig selv nu?'' grinte hun. ''Ja, ellers råber jeg ligeså højt ligesom jeg gjorde udenfor og så regner jeg med du kommer løbende.'' Jeg drillede hende lidt. Hun grinte, sendte mig et smil og bevægede sig derefter ud mod hoveddøren.

19 ''Vi ses nok igen, Patrick!'' råbte hun inden hun gik ud af døren. Jeg var vant til hvordan lydene i min opgang og lydene fra mine underboer og overboer, man ligger mærke til meget når man er alene. Jeg kunne derfor høre hvor hun var. Jeg hørte døren smække og nåede ikke at svare tilbage. Jeg håbede dog på at se hende igen og gerne snart. Jeg rodede i mine lommer efter en smøg og fandt en bon, fra McD. Undrede mig herefter om jeg havde spist det hele eller om jeg havde efterladt det et eller andet sted, og at der nu var en hjemløs der havde glæde af det. Jeg droppede tanken, fandt mig en smøg i min baglomme, en lighter på bordet og tændte den. Jeg nød hvert et hiv. Del 10 Jeg vågnede næste dag ved lyden af duerne udenfor, de havde altid irriteret mig og vækket mig på de mest mærkeligste tidspunkter. Jeg hadede dem, mere end noget andet, men intet kunne ødelægge mit humør i dag, jeg havde Nicoline i tankerne og havde ikke følt mig så glad i lang tid. Jeg valgte at sætte mig op i sofaen for at tænde mig en smøg, men da opdager jeg at jeg ikke har flere tilbage og jeg orkede næsten ikke at gå ned på tanken efter nogle, men så kom Nicoline op i mit hoved igen og jeg tænkte at jeg måske kunne møde hende på vejen. Jeg håbede det. Jeg tog mit tøj og sko på og hoppede glad forbi badeværelset og ud af døren. Jeg stoppede op lige udenfor min hoveddør, fordi det gik op for mig at jeg lige gik fordi døren, døren hvor parfumen stod inde bagved og nu begyndte alle mine dårlige tanker igen. Jeg var ved at være godt træt af dem og deres tidspunkter at dukke op på. Hun gider dig ikke. Lad vær med at tro du er noget, du er intet. Du er ikke pæn nok til hende. Jeg bevægede mig ikke ud af stedet, jeg stod er bare og kiggede tomt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, men jeg viste at hvis jeg ikke snart bevægede mig, kom jeg ingen vejene og så fik jeg ikke smøger og så vidste jeg slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Stemmerne stoppede ikke, de blev ved med at være der. Det var ren og skær ondskab og jeg var overbevist om at de kun ødelægger mig, men jeg prøvede at ignorere dem, ellers ville der ske det

20 samme som der skete i går og det ville jeg ikke lade ske. ''Jeg er god nok, jeg er pæn nok til hende og alle andre. Jeg ER god nok.'' hviskede jeg til mig selv, lukkede mine øjne og tog en dyb indånding. Jeg åbnede mine øjne igen, tog endnu en dyb indånding og begyndte at gå. Ned af trapperne. Første sal. Nerverne og tankerne kom tilbage. Gå tilbage til din lejlighed, du kan ikke det her. Jeg prøvede hårdt at ignorere det. Jeg kiggede på hendes dør, og håbede hun ville komme ud, hvis hun overhovedet var hjemme. Hendes dør var rød, det forstod jeg ikke, når min var blå og min nabos dør også var blå, og desuden var hendes nabos dør også blå. Nabopigen bag den røde dør, tænkte jeg for mig selv, ligesom i amerikanske film. Nicoline Gregersen. Sikke et mærkeligt efternavn tænkte jeg for mig selv. Jeg ventede lidt endnu, mens jeg stirrede på hendes navn. Intet skete. Jeg gik videre. Ned i bunden og ud mod hoveddøren. Jeg kiggede gennem hoveddøren og så hvordan sollyset skinnede ind. Det gav mig en glæde, der gik helt ned i maven. Selvom der stadig lå en smule sne og dækkede det ellers så flotte græs og selvom solen gjorde ondt i mine øjne, så var jeg glad for at den var der. Jeg så, hvordan børnene legede med det næsten smeltede sne, hvordan mødrene og fædrene stod og diskuterede vejret. Var det alt hvad denne verden gjorde? diskuterede vejret, eller politik?. Det var da et deprimerede liv og det kom fra mig, ikke fordi jeg selv havde verdens fedeste liv. Q8 tanken lå ikke så langt fra mig, så det tog mig ikke længe om at gå der over. Jeg bestemte mig for at gå ind på pizza restauranten efter at have været inde på tanken, den lå lige ved siden af og jeg købte mig en god, stærk pizza med hjem. På turen hjem, fuckede min hjerne med mig igen. Jeg så ting. Ting der umuligt kunne være der. Jeg skræmte mig selv. Var jeg sindssyg nu eller hvad? Kunne jeg se spøgelser nu?. Hvad skete der med mig?. Del 11

21 Jeg vågnede næste morgen op på sofaen og følte at jeg endnu engang havde misset en dag, jeg huskede ikke meget fra gåturen hjem fra tanken og resten af aftenen. Gad vide om der var sket noget?. Jeg havde det underligt. Jeg følte mig utilpas og som om jeg var sindssyg. Jeg følte jeg var et helt andet sted, som om min hjerne var forsvundet og min krop levede videre. Jeg var følelseskold. Jeg følte ingenting og det skræmte mig. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg valgte at tjekke min telefon for beskeder eller opkald fra i går, men der var ikke andet end en besked og et opkald fra Jens. Jeg lagde telefonen ned på bordet igen og bevægede mig ud i køkkenet, som en eller anden zombie, for at finde noget mad, men det kom ikke som en overraskelse at der intet mad var, udover en gammel mælk. Jeg bevægede mig ud på badeværelset uden nogen tanker om parfumen, jeg gik der ud som om det var helt normalt for mig. Da jeg skulle vaske mine hænder kigger jeg op og ind i spejlet og så godt og grundigt på mig selv. Igen, følte jeg intet. Ingen had, ingen dårlig selvværd, ingen bitterhed, ingen glæde. Intet. Jeg stod der bare og kiggede på mit nedtrykte ansigt, min mund som jeg ikke engang kunne tvinge et smil ud af. Mit blege ansigt der var blevet blegere end normalt, jeg lignede et lig, men det rørte mig ikke. Jeg så ud til at have tabt mig på trods af mine usunde vaner, men jeg fik så heller aldrig mere end den ene gang mad om dagen. Mens jeg stod og kiggede mig i spejlet og børstede mine tænder, ringede min telefon. Jeg sukkede og bevægede mig ind mod den med tandbørsten i munden. Det var Jens. Jeg tog den og fik smidt et fesen hej ud af munden. "Patrick.. Forhelvede det var godt du endelig tog telefonen." "Endelig?." Så kold som jeg var. "Ja, jeg har ringet 100 gange mand. Troede du var kommet til skade.!" Jeg tog tandbørsten ud af munden, bevægede mig ud på badeværelset og spyttede ud. "Nå, men det er jeg ikke." Sagde jeg mens jeg endnu engang studerede mig selv i spejlet. "Godt. Jeg var sku bekymret mand." "Det var da træls." Jeg følte mig så anderledes. Jeg hverken tænkte eller overvejede noget som helst. Jeg var der bare. "Hva.. Er du okay?." "Jep."

22 "Okay." "Men, du, jeg smutter. Farvel." Og så lagde jeg på. Han sagde mig intet, det var som at snakke med en telefon sælger, som man egentlig ikke gider snakke med. Jeg satte mig i sofaen igen, tændte for fjernsynet og tændte en smøg. Pludselig banker det på døren. Jeg gik ud og åbnede og der stod hun. Nicoline. Hun var bleg, mere end normalt, hun havde makeup ned af kinderne og jeg forstod intet. Jeg nåede ikke reagere før hun faldt ned i mine arme. Jeg greb hende og mit blik endte på hendes arme. Hendes ærmer var så blodige at det dryppede ned på gulvet. Jeg gik i panik. Endelig følte jeg noget. Hvad skulle jeg gøre.? Jeg kunne ikke fjerne mig og jeg havde ikke min telefon på mig, men jeg vidste at den var hel gal og at hun skulle på skadestuen hurtigst muligt. Jeg begyndte at råbe efter hjælp, men ingen kom. De troede nok jeg var sindssyg efter den dag udenfor. Jeg bestemte mig for at fjerne mig så stille som muligt og undgå at hun slog hovedet. Jeg mærkede efter en plus. Den var der, men hun svarede ikke når jeg kaldte på hende. Den var helt gal. Jeg løb ind efter min telefon og løb ud til Nicoline igen. Tastede hurtigt 112 og håbede jeg kom til med det samme, men selvfølgelig var der kø på linjen. "Du er nummer.. 3." "KOM NU!" Jeg kunne mærke vreden. Angsten for at hun skulle dø i min døråbning. Jeg var bange og ikke mindst skræmt. "Dette er alarmcentralen, hvad kan jeg hjælpe med.?" Hvordan kunne hun være så rolig? "Hej. Jeg har en pige her, Caroline Gregersen hedder hun, jeg ved ikke hvad hun har gjort, men hun bløder fra begge arme, og ikke bare bløder, hun bløder så det drypper. Jeg kan ikke få liv i hende, men hun har en puls. Send nogle. Hurtigt!" "Hr. Vi kan gøre vores bedste, ved du om hun er psykisk ustabil, taget nogen form for stoffer?" "Forhelvede! Hvis jeg vidste det havde jeg nok sagt det!" "Du er nød til at slappe af." Jeg blev mere og mere hidsig. "Bare send en vogn! Hurtigst muligt. Polarvej 20, anden sal!" "Jeg skal se hvad jeg kan gøre."

23 Fattede denne dame intet.? Jeg lå røret på og gav mig til at nusse Caroline i håret. Tiden gik og jeg ventede og ventede. Tog de ikke det her seriøst eller hvad.? Hvorfor skulle jeg også få taget min bil.? Jeg sukkede. Ung og dum, mumlede jeg. Caroline var stadig bevidstløs og pølen af blod var ikke blevet større, men jeg var stadig bekymret. Hun skulle ikke dø. Ikke nu. Ikke her. Jeg ville ikke lade en pige mere dø i mine arme. Jeg nægtede det. Del 12 Ambulancen kom endelig og de løb op af trapperne. Da de så hende ligge der, gik de i stå. Jeg blev overrasket, de er ambulance folk, de burde slet ikke reagere sådan, havde de aldrig set det før? Måske blev de overrasket over alt blodet, som var ved at størkne på gulvet. ''Så gør dog noget!'' råbte jeg af dem og i gang gik de. De mærkede efter puls, prøvede at snakke med hende, rystede i hende, alt jeg selv havde gjort, men som mig, fik de heller ingen reaktion ud af hende. De tjekkede hendes pupiller, men de var normale. ''Vi tager hende med på skadestuen og finder ud hvad der er galt.'' Jeg blev sur, men lod ikke min vrede gå ud over dem. ''Vil du med ud?'' spurgte de og jeg svarede hurtigt ja, uden at tænke videre over det. På skadestuen blev jeg sat i venterummet mens de prøvede at få hende vågen og sy hendes sår. 45 min senere kom en læge hen til mig og sagde hun var stabil og vågen og jeg godt måtte besøge hende. Jeg skyndte mig, jeg løb næsten hen til stuen hvor hun lå, men stoppede udenfor døren. Burde jeg gå ind? Havde hun brug for mig lige nu? vi kendte jo knapt nok hinanden. Jeg stod og stirrede på døren og prøvede at tage min beslutning. En sygeplejerske gik forbi mig og spurgte om jeg ikke skulle ind. Jeg kiggede på hende og prøvede endnu engang at tage min beslutning. Sygeplejersken gik videre og jeg åbnede langsomt døren indtil Caroline. Jeg tog en dyb indånding og gik ind. Du er ikke hendes kæreste, i kender ikke hinanden, du er ikke tvunget tilat hjælpe hende, bare fordi

24 hun hjalp dig, tag hjem. Mine tanker tog endnu engang overhånd. Men jeg svarede stille tilbage ''Nej, jeg er ikke tvunget, men hun hjalp mig, jeg hjælper hende'' Der var en lille gang hvor man kunne hænge jakker, og en anden dør man skulle åbne for at komme ind til selve værelset. Jeg hang min jakke og tog endnu en dyb indånding inden jeg åbnede den næste dør. Hun lå sødt og sov, hun må være faldet i søvn efter lægen kom efter mig. Jeg satte mig på stolen ved siden af sengen, kiggede på hende og undrede mig over hvordan hun havde det. Var hun okay? hvad skete der med hende? hvorfor havde hun gjort det mod sig selv?. Jeg tænkte og tænkte mens jeg vendte mit hoved mod gulvet. Jeg kigger op igen og ser Nicolines åbne øjnene, langsomt, men sikkert. ''Hej.'' siger hun roligt. Hun kunne genkende mig, men jeg kunne ikke få et ord ud af min mund. ''Tak.'' ''For hvad?'' spurgte jeg hende. ''For at du var der og passe på mig.'' Jeg forstod ikke helt hvad hun mente. Var det, da hun besvimede i mine arme? eller da jeg kørte med hende på skadestuen. Hvordan kunne hun overhovedet huske det? ''Bare.. tak.'' sagde hun mens jeg bare kiggede og var i mine egne tanker. Jeg valgte at ignorere, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare til det. Hun lukkede langsomt hendes øjne igen, men prøvede at kæmpe imod, som om hun ville holde sig vågen. ''Bare sov, jeg bliver her.'' Hun smilede til mig og lukkede hendes øjne. Jeg nød at se hende sove, hun lignede en engel, jeg satte mig tilbage i stolen og smilede for mig selv over, at hun var okay. Jeg reddede en. Det gav mig ro i kroppen. Jeg lukkede mine øjne og faldt i søvn.

25 Del 13 Jeg vågnede midt om natten, til lyden af noget der bippede, det forskrækkede mig. Jeg kiggede rundt og prøvede at fokusere ordentligt, da det går op for mig at der står flere læger omkring Caroline. Jeg rejste mig hurtigt og begyndte at gå frem og tilbage og finde en måde på at kunne komme mellem lægerne. Hvad var der sket med hende, tænkte jeg. Alle de 5 læger og sygeplejersker, stod nedover hende, så jeg intet kunne se. Pludselig stod de alle normalt op. Jeg stoppede op og ventede på en eller anden sagde noget. Hovedlægen kiggede på mig. ''Er du Patrick?.'' Jeg undrede mig over hans spørgsmål, mit navn var da totalt ligegyldigt. Han spurgte igen: ''Er du Patrick?'' Jeg svarede med et lavt, nervøst, ja. Han tog mig med udenfor døren. Jeg blev mere og mere angst for hvad han ville fortælle mig. ''Nicoline..'' Jeg holdt vejret. ''Nicoline prøvede at begå selvmord for nogle timer siden.'' Jeg kiggede på ham med store øjne og prøvede at få ordene ind i mit hoved. Selvmord. Selvmord. Hvorfor? og var det, det som hun havde prøvet på hjemme i opgangen også? ''Hvad?.'' spurgte jeg, som om jeg ikke forstod hvad han sagde. ''Ja. Alarmen gik klokken 2 i nat. Hendes drop var blevet taget ud og hun var til at starte med, ikke til at vække. Vi fik dog liv i hende, så du skal ikke bekymre dig.'' Ikke bekymre mig?!. Jeg kunne da ikke lade være med det. Jeg forstod intet, absolut intet. Hvad har hendes drop, med selvmord at gøre?. Jeg ville vide mere. Så jeg spurgte ham. Han forklarede mig, at han endnu ikke havde snakket med hende, om hun selv har taget droppet ud eller hvad hun har taget, men at de har taget nogle blodprøver. Jeg blev endnu mere forvirret. Hvordan ved de så at hun begik selvmord?. ''Vi finder dig, når vi ved mere.'' Mit blik var tomt og jeg var tom for ord. Jeg gik ind til Caroline igen. Hun var vågen. Hun kiggede på mig, men sagde ikke noget. Jeg sagde heller ikke noget, men satte mig bare ned på stolen ved siden af sengen.

26 Jeg kunne mærke hun kiggede på mig, men jeg kiggede bare ned i jorden. Jeg overvejede om jeg bare skulle gå, eller om jeg skulle blive i den her akavede stilhed. ''Vil du have noget at drikke?'' spurgte jeg hende pludselig. Hun kiggede overrasket på mig, som om hun ikke troede jeg ville sige noget. ''Jo tak.'' svarede hun med et stadigt overrasket ansigt. Jeg rejste mig for at hente noget, da hun pludselig stopper mig. ''Undskyld.'' Jeg kiggede på hende, men vidste ikke hvad jeg skulle svare, så jeg gik bare. På vejen ud af døren, kunne jeg høre hende græde. Hvad skulle jeg gøre nu?. På min vej efter noget at drikke til os, tænkte jeg meget over denne situation og hvad jeg skulle stille op med den. Mit hoved kørte rundt, endnu engang som en tornado, en tornado, der bare blev ved og ved. Tankerne fløj rundt. Ville hun blive okay?. Skulle jeg stoppe med at se hende?. Skulle hun på psykiatrisk?. Hvorfor gjorde hun det overhovedet?. Hvad er der sket, siden hun gør sådan?. Hvad skulle jeg gøre af mig selv nu? jeg har jo nok i mig selv. Hvordan kunne hun overhovedet prøve på selvmord? Hvordan? hvorfor?. Spørgsmålene kørte rundt, og jeg prøvede at finde et svar, men jeg vidste jo intet. Overhovedet. Hvad skulle jeg gøre?. Det var min sidste tanke inden jeg nåede automaten og blev forstyrret af en person, jeg genkendte ret godt. En person, jeg ikke ønskede at se. Del 14 Hun kiggede på mig, som Kathrine gjorde da jeg fik angst anfald til nytårsfesten, det samme udtryk, som om hun havde set et spøgelse. Jeg kiggede tilbage på hende med et ansigt der var lidt over det hele, både overrasket, trist og ikke mindst utilpas. Det var Saras mor. Den sidste person jeg havde brug for lige nu. Selv Kathrine havde været bedre lige nu. Saras mor stod bare og kiggede på mig, gav mig elevator blikket. ''Patrick? Er det dig?'' Jeg undrede mig, hvorfor skulle hun ellers stivne ved at se mig, hvis hun ikke vidste hvem jeg var. ''Ja.'' sagde jeg med en nervøs stemme. Til min store overraskelse farede hun over mod mig og gav mig et stort kram. Jeg krammede dog ikke tilbage, jeg stod stiv som et bræt. hun gav slip på krammet men med armene på mine arme