ADOPTERET Adopterede børn x RbO u O OL : C TOS O ODELF m SIDE 12 PSYKOLOG NYT NR

Transkript

1 ADOPTERET Adopterede modelfotos: Colourbox SIDE 12 PSYKOLOG NYT NR

2 Adopterede børn kommer med individuelle historier og klarer sig generelt godt. Alligevel viser forskning og praksis, at tidlige afsavn og omplantning for mange rummer kimen til senere vanskeligheder. A dopterede børn er overrepræsenteret i specialundervisningen og har større risiko for at udvikle somatiske lidelser og psykiske problemer som angst, spiseforstyrrelser, depression, apati, selvskadende adfærd herunder selvmordsforsøg, alkohol- og stofafhængighed, PTSD, borderline og skizofreni. Ti til tyve procent af alle adoptivfamilier kommer i kontakt med PPR, familieafdelinger eller psykiatrien inden barnets attende år for at få rådgivning eller behandling. Mange adopterede børn får diagnoser som ADHD og autisme. Adopterede børn kan have medfødte udviklingsforstyrrelser, men det ses desværre ikke sjældent, at adopterede børn fejldiagnosticeres, fordi de underpræsterer i test, og fordi deres adfærd og følelsesudtryk ligner kendte diagnostiske billeder som fx ADHD og autisme. Som adopteret vil man ofte have forstyrrelser i sansemotorikken, nervesystemet kan være uudviklet eller fejludviklet på grund af manglen på tidlig stimulation. Adskillelsen fra den biologiske mor kan medføre uløste konflikter, der sætter sig i nervesystemet som angst, vrede og sorg, der kan medføre enten voldsomme affektreaktioner eller følelsesmæssig tilbagetrækning. Dette eventuelt kombineret med mange skift af personer og steder, sult, svigt, mishandling osv. Der således fælles træk ved adopterede børns baggrund, der gør, at de oftere end andre børn udvikler psykiske problemer. Adoptivforældre er typisk ressourcestærke og formår at tilegne sig meget nødvendig adoptionsspecifik viden. Men er der fx uopdagede vanskeligheder med sanseapparatet eller tidlige uforløste sorgog angstsituationer, bliver den gode kontakt, forældrene kan tilbyde, ikke fuldt ud optaget og integreret i barnet. børn og tidlig indsats Neuroaffektiv spejling Det er en rigtig god investering, menneskeligt og økonomisk, at få foretaget en tidlig udredning af barnets sanseapparat for at få afdækket, om der er områder, der bør støttes og udvikles. En tidlig udredning giver mulighed for at forstå og møde barnet, så der bliver mange flere år til at opbygge personlighed, samhørighed, sociale kompetencer og faglig læring. En tidlig integreret indsats fysisk, affektivt og mentalt, hvor man udreder de fysiske sanser, kan integrere de sansemæssige og neurologiske områder, berolige det autonome nervesystem og styrke evnen til at udholde og forløse stærk affekt i kontakt, samtidig med at barnet kan forholde sig til sin livshistorie. PSYKOLOG NYT NR SIDE 13

3 Baggrund Artiklens forfattere er henholdsvis medforfatter og medredaktør af Adoptionshåndbogen (Hans Reitzels Forlag, 2012), som baserer sig på mange års erfaringer med adoption i Danmark. Bogen beskriver adopterede børns baggrund, giver gode råd til at lempe overgangen til adoptivfamilien, opstarten i dagtilbud og skole samt andre gode ideer til dagligdagen. Ligeledes introduceres forskellige terapi- og træningsformer og vejledes i, hvordan man kan få rådgivning og støtte. Væsentlig er livshistorien, følelserne og de affektive sansninger i den samt integrationen af det at have fire rigtige forældre. Får barnet ikke det integreret, forstår det sig selv som forkert (de danske forældre er rigtige, dermed er mine biologiske forældre forkerte, altså er jeg forkert), eller det amputerer tilknytningen til adoptivforældrene ud fra forestillingen: Mine biologiske forældre er rigtige, adoptivforældrene er forkerte, altså bliver jeg forkert, hvis jeg knytter mig til dem. Generelt er adopterede børn sårbare over for mange skift i situationer og personer samt høje krav og forventninger om selvregulering. Dagtilbud, skoler og PPR har sjældent samme indsigt i adoptionsproblematikker som adoptivforældrene. Det er her vigtigt at få skabt et konstruktivt samarbejde mellem forældre og institution, som bygger på viden om og fælles forståelse af adoptionsproblematikkerne. Oplevelse af sammenhæng kan give barnet forudsigelighed og dermed evnen til at håndtere angst og stress. Ansvaret for et godt samarbejde ligger som udgangspunkt altid hos fagpersonerne. Forældre til adopterede børn er ofte imod, at barnet dia gnosticeres med en psykiatrisk diagnose for tidligt. De er klar over, at mange vanskeligheder aftager i takt med barnets evne til at sfalde til i de ny omgivelser. Det er derfor vigtigt, at man til en start i behandlingssystemet anerkender det nytilkomne barns symptomatologi uden at sætte det i en diagnostisk bås, medmindre der er klar indikation for en diagnosticering. Med den rette indsats vil de fleste adopterede børn i løbet af de første ca. fem år hos adoptivforældrene stille aftage i symptomatologi for at lande et sted i eller tæt på normalområdet. Jo senere et barn adopteres, jo længere tid tager det at ophæve eller kompensere for de adoptionsspecifikke vanskeligheder. Udredning og handleplaner Hvis et adopteret barn skal udredes, er det ønskeligt med en grundig tværfaglig tilgang, hvor forældrene inddrages mere end i sædvanlige udredninger. Adoptivforældre besidder som regel gode ressourcer og har været på kurser før modtagelsen af barnet, så deres sanser er skærpet for de særlige problemstillinger. Da børnene sædvanligvis har manglet nærvær og passende omsorg og udfordring, må en udredning tage højde for både barnets nuværende funktion og kortlægge historiske data. Mange af de adopterede børns senere vanskeligheder bunder i mangelfuld integration af sanseapparatet. Adopterede børns sanse- SIDE 14 PSYKOLOG NYT NR

4 motoriske udvikling må derfor afklares, ligesom også tidlige tabstraumer, og hvordan afgivelsen fra biologisk mor og de senere skift med enten børnehjem eller familiepleje har påvirket barnets oplevelse af sorg, vrede, forladthedsfølelse, angst, tilknytning, glæde og kærlighed. I de første år skal det adopterede barn lære at være i en familie, tilknytning, adfærdsregulering, nyt sprog, sociale regler ud over at tilpasse sig dagpleje, børnehave, skole, SFO. Barnet kan se ud, som om det fungerer, men omgivelsernes krav kan alligevel være så høje til dets evne til tilpasning, at det overreagerer i dagtilbuddet eller hjemme. Mulige sansemæssige vanskeligheder kan give sig udslag i hurtigere angst, vrede, selvudslettelse eller kaos, trods moderate belastninger i dagtilbud eller skole. Det er derfor nødvendigt at udrede sansemotorisk, så der efterfølgende kan planlægges et program til stimulation af de primitive sanser og til normalisering af arousal. Derudover kan det anbefales at lave en egentlig belastningsmodel, hvor barnets belastningsfaktorer og beskyttelsesfaktorer i dagligdagen beskrives til brug for vurdering af behovet for tiltag. Flere faktorer kan belaste barnet: For mange sanseindtryk, for meget overladt til sig selv, mange skift i situationer og personer, mangel på støtte til legerelationer, mangel på støtte til rollelege, skæld ud/irettesættelser, højtider/fester. Advarselssignaler kan være: Flagrende, rastløs, irritabel, klæbende eller afvisende mv. Kaostegn fx motorisk uro, højtråbende, bid/spark/slag, eksplosiv, forstyrret søvn, meget talende, desorganiseret, svært ved at huske navne og oplevelser, angst, tisse i bukser, småtspisende, opkastninger Som eksempler på beskyttende faktorer kan nævnes barnets egne ressourcer og voksen indsats; fx at være god til at cykle og spille fodbold, selvforståelse (KAT-kassen/kende sine følelser og sin krop), fantasi, humor og optimisme, tilknytning til familie og tid med denne, dæmpende sansemotorisk træning, støtte til sociale relationer, voksen nærvær og guidning, kravtilpasning, ros og anerkendelse, tillid og tryghed, undgå at afkræve øjenkontakt og at holde fast, tale roligt, give tid. Jo flere beskyttende faktorer, jo færre advarsels- og kaostegn og dermed trivsel og udvikling. Som konsulenter vil det ofte være psykologerne i PPR, børnepsykiatrien eller i privat praksis, der skal hjælpe kommunerne med at få det pædagogiske personale i dagtilbud og skole/sfo til at forstå, at det er afgørende ikke at basere det pædagogiske arbejde på overfladesymptomer som uro eller tilbagetrækning, men i stedet for fjerne grundlæggende belastningsfaktorer og afgrænse barnet. Til dette kan man have god gavn af støttepersoner eller primærpædagoger, der ved indsigt i barnets sårbarheder og nærmeste udviklingszone kan guide barnet gennem dagen. Indsigt og metoder Skal omplantningen blive en succes, er det allervigtigste, at forældrene har forståelsen for barnets ressourcer og sårbarheder og forstår at spejle det og tale med det om dets følelser og deres historie. Som udgangspunkt har barnet bedst af, at det er forældrene, der hjælper dem med de svære områder i livet. Derfor består en stor del af arbejdet med adoptivfamilier i at klæde forældrene på til opgaven ved at give indsigt og metoder til at rumme barnets ofte langvarige problematik som fx angst, spiseproblemer eller søvnproblemer. De fleste adoptivforældre vil kunne nikke genkendende til, at mange af deres børns reaktioner er i de samme områder som alle andre børns, men at omfanget og intensiteten af børnenes problemfelter og sårbarheder er voldsommere. Det være sig i de små kravsituationer som spisning, tøjpåklædning, tandbørstning, samt i situationer, hvor barnet skal falde til ro og afgive kontrol, fx putning og søvn, pasning, undvære mor. Mange adopterede børn har ubalance i deres affektreguleringssystem. Deres sympatiske nervesystem er på overarbejde, og de har svært ved at falde til ro, have tillid og få det parasympatiske hvilesystem til at tage over. Den neurosekventielle tilgang En af de virksomme terapeutiske og pædagogiske indfaldsvinkler til at arbejde med børn og unge med adoptionsspecifikke vanskeligheder, er den neurosekventielle tilgang. Der er tale om en hybrid mellem neurobiologi, neuroaffektiv psykologi, psykodynamiske såvel som kognitive udviklingsteorier, og den illustrerer, hvordan terapeutisk arbejde med traumatiserede børn, unge og voksne kan følge principperne for hjernens normaludvikling. Den neurosekventielle tilgang tager udgangspunkt i hjernens forandringskapacitet, uanset på hvilket tidspunkt den neurologiske udvikling er sat i stå, eller hvordan hjernen er disintegreret som følge af traumer eller tabsoplevelser. At ændre erfaringsmønstre hos børn, hvis neurologiske udvikling er forstyrret eller splittet på grund af traumatiske hændelser, kræver en nøje udredning, en indgående neurologisk forståelse og en tværfaglig tilgang, da såvel det neurologiske, fysiske, psykiske, emotionelle som det sociale felt skal stimuleres i en udviklingsmæssigt bestemt rækkefølge. Netop rækkefølgen er væsentlig ved den neurosekventielle tilgang og kan forklare, hvorfor nogle adoptivforældre kan opleve, at de har fyldt på og fyldt på med omsorg og kærlighed og tryghedsskabende adfærd i årevis, stort set uden resultat. Man kan tale om, at det adopterede barn på et givent tidspunkt har mange aldre; kronologisk, følelsesmæssigt og socialt. Hvor et typisk danskfødt barn har en aldersspændvidde på +/- 6 måneder ved børnehavestart, er det adopterede barns aldersspændvidde meget større. Nogle af dets sanser kan fortsat være på minus 2 måneder (2 måneder før forventet fødsel), mens årvågenhed og alarmsystem kan være langt ældre. Vores erfaring er, at det er muligt for de fleste adopterede børn at gennemløbe en naturlig sund udvikling både fysiologisk/sansemæssigt og følelsesmæssigt/kognitivt, men at indsatsen må gøres kompetent og i den rigtige rækkefølge. Udgangspunktet er at matche udviklingsperioden, hvor skaden er sket, med målrettet fysisk og psykisk terapi udviklingstrin for udviklingstrin indtil kronologisk alder og udviklingsalder går ud i ét. Da det vil være ukendt for en del psykologer nævnes her nogle af PSYKOLOG NYT NR SIDE 15

5 Tid, ro og indsats Hvis et adopteret barn ud over den første forsinkelse er tilknytningsforstyrret, går manglen på bånd og tilknytning hånd i hånd, og interaktionen føles tom. Hvis barnet magter relationel kontakt og har en indre mor-figur, er barnet ikke varigt tilknytningsforstyrret. Naturligvis er ikke alle adopterede børn traumatiserede, ligesom de ikke alle har sanseintegrationsproblemer. Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvad barnets vanskeligheder handler om, før der handles. Neurologiske forstyrrelser kan sløre det reelle billede meget. Det traumatiserede adopterede barn er i stor risiko for sammenbrud i nervesystemet og stagnation i dagtilbud/skoler præget af stress, uro og høje krav til selvforvaltning. Barnet er meget afhængig af sociale signaler og stærkt følsom over for andres relationelle signaler som udtryk, gestik og humør. Forskning viser, at traumatiserede børn heler bedst i naturlige, velfungerende, sunde og kærlige relationer og fællesskaber, uanset hvor hårdt de er ramt. Det forudsætter tid, ro og indsats. Det gælder også alle adopterede børn, hvorfor det er af yderste vigtighed, at adoptionsoverdragelsen sammen med den første tid i den nye familie sikrer barnet nænsomhed, ro til at reagere, falde til, stresse af og knytte sig, samt træne sanseapparatet, før end det skal indgå i en travl dansk families hverdag. Det er derfor ønskeligt, om forældre til adopterede børn ud fra individuel vurdering kan holde forlænget forældreorlov eller bevilges kompensation for hel eller delvis tabt arbejdsfortjeneste. Lovgivningen tager endnu ikke fuld højde for adopterede børns behov for tid til tilknytning og mulige vanskeligheder, og adoptionskyndig bistand bør derfor inddrages i en afgørelse. På baggrund af erfaringer med Post Adoptions Service-projektet og Danmarks ratificering af Haagerkonventionen anbefales det at der oprettes et permanent statsligt videnscenter for adoptionsspecifikke temaer og en fagligt velfunderet adoptions-specifik rådgivningstjeneste, hvor både familier og kommuner kan modtage og tilkøbe kompetent bistand, få basal information, telefonrådgivning samt specifik støtte og udredning. de allertidligste fysiologiske niveauer, der skal være på plads, før barnet kan begynde at indoptage og lære af en god psykologisk kontakt: Trin 1 er massage gradvist, systematisk og gentaget over lang tid mange gange dagligt for at udvikle taktilsansen. Trin 2 er vuggende bevægelser i hvilepulsens rytme, dvs. træning i sansegynge, på gym ball, i armene eller i gyngestol (som holdt man et lille spædbarn), musik, sang og bevægelse for at udvikle labyrintsansen. Ved at udvikle de to primitive sanser udvikles også den tredje, kinæstesisansen, som er tonus, dvs. musklernes grundspænding. På trin 3 påbegyndes relationsarbejde i egentlig forstand med trygge, rolige, stabile og forudsigelige voksne som jeg-støtter, guider, spejler, italesætter følelser sat i relation til livshistorien og coacher i sociale elementære spilleregler. Forskellige typer lege- og relationsterapiformer som sandplay eller theraplay kan være virksomme til at booste indlæringen af ny neurologiske baner. Men det lange, seje træk skal tages af forældrene i hjemmet og i daginstitutionen, eventuelt med fagpersoner på sidelinjen. KILDER: Iben Krarup Høgsberg, socialpædagog & Anne Jensen, cand.psych. Brodersen, A.; Høgsberg, I.; Jensen, A.; Mejdahl, T. m.fl. (2012). Adoptionshåndbogen det adopterede barn i familien, i dagtilbud og skole. Hans Reitzels Forlag. Elvén, B.H. m.fl. (2012). Udviklingsforstyrrelser og psykisk sårbarhed. Dansk Psykologisk Forlag. Fonagy, P.; Schore, A.N.; Stern, D. (2006). Affektregulering i udvikling og psykoterapi. Hans Reitzels Forlag. Hart, S. (2006). Hjerne, samhørighed, personlighed. Introduktion til neuroaffektiv udvikling. Hans Reitzels Forlag. Hart S., (red. (2011). Neuroaffektiv psykoterapi med børn. Hans Reitzels Forlag. Lazarus, R.S. (1999). Stress and emotions: A new synthesis. New York: Springer. Levine, P. (2001). Væk tigeren. København: Borgens Forlag. Levine, P. og Kline, M. (2012). Traumer set med barnets øjne heling af traumer hos børn og unge. Dansk Psykologisk Forlag. Rambøll (2010). Evaluering af forsøgsprojekt med tidlig rådgivning efter adoptionen (Post Adoption Service). Slutevaluering til Familiestyrelsen. SIDE 16 PSYKOLOG NYT NR