Gouldsamadinen. Erythryra gouldiae. Af Malene Flyttov Nielsen

Transkript

1 Gouldsamadinen Erythryra gouldiae Af Malene Flyttov Nielsen

2 Gouldsamadinen Erythryra gouldiae Af Malene Flyttov Nielsen Indhold Forord... 2 Indledning... 2 Natur... 2 Tamfuglen... 2 Forhold... 3 Foder... 3 Avl... 4 Køb af avlsfugle og sammensætning af par... 4 Fodertilskud... 6 Kurmageri, redebygning og unger... 6 Mutationer... 7 Avl af mutationer... 7 Farver og pigmentfordeling... 8 Sorthovedet... 9 Gulhovedet Pastel Blå Dilute Australsk gul Hvidbrystet Violet/lillac brystet Andre mutationer

3 Forord Jeg har valgt lave denne bog for at få brugt med nogle af misforståelserne omkring gouldsamadinens mutationer. Jeg mener at det er vigtigt, at vi bruger samme udtryk og ord for de forskellige ting, for at mindske forvirringen. Formålet er også at lave en guide, der skulle kunne forklare på en nem og forståelig måde hvordan denne smukke fugl skal holdes. Indledning Gouldsamadinen er en meget smuk fugl, der er en smule mere krævende end andre pragtfinker, da de ikke er lige så hårdføre. Mange avlere og andre ejere af gouldsamadiner begår ofte mange fejl, hvad angår deres foder, avl, bur og mutationer, grundet manglende viden om denne fugl. Gouldsamadinen er ikke svær at holde eller avle, hvis man bare ved hvad man skal gøre. I denne bog vil jeg gøre op med nogle af de generelle fejl der bliver begået af fugleholdere, og gennemgå alt hvad jeg ved om fuglen fra a-å. Jeg vil også gennemgå mutationerne, i et forsøg på at gøre det mere overskueligt for avlere, og lære dem hvordan man behandler og fremavler de forskellige fugle. Alt hvad der står her en blanding af mine egne erfaringer og hvad jeg har læst mig frem tid i bøger og på nettet. Specielt en bog er god til at forklare mutationerne, og er der jeg har min viden på området fra. Bogen hedder A Guide to Gouldian Finches and their mutations ABK publications. Natur Jeg vil ikke gå meget ned i detaljer i dette afsnit, da jeg har valgt kun, at have det mest relevante med i denne bog. Gouldsamadin-holdere kan på den måde danne sig et bedre overblik over arten, og det det kræver, at have dem som kæledyr eller hobby. Gouldsamadinen stammer fra Australien, hvor den i naturen er truet. Den lever hovedsagelig i Nordaustralien, hvor der er blandet slette og skov, hor fuglen færdes i store flokke. Fuglene lever hovedsageligt af frøene fra de mange græssorter der vokser, men de tager også insekter og frugt og grønt, specielt under ynglesæsonen. Fuglene trives i den ekstreme varme som Australien byder på. Nætterne kan være ganske kolde, og man kan ofte se vilde gouldsamadiner sidde og varme sig i solens første stråler, efter en kold nat. Som noget af det første vil fuglene søge efter vand om morgen, og få sig en tår at drikke. Når regntiden sætter ind, går fuglenes ynglesæson i gang, nu hvor planterne gror og giver ekstra frø. Som en af de eneste arter i verden, findes gouldsamadinen i tre mutationer i naturen. Sorthoved, gulhoved og violetbrystet eksisterer i naturen. Den sorthovede mutation er endda så udbredt i naturen, at dens antal overstiger den originale rødhovede. Tamfuglen Gouldsamadinen er efterhånden en meget elsket og udbredt tamfugl, dog har den vist sig at være mere problematisk at holde i forhold til kanarier, undulater og fx zebrafinker. Mange af fuglene er ikke stærke, og tåler ikke stress. Den store mængde af fugle af dårlig kvalitet skyldes dårlig avl, og alt for stor hensynstagen til fuglene. Alt for mange holder fuglene i kunstige forhold, der minder om dem i Australien. Det er også fint nok, bortset fra, at nu er fuglene jo ikke længere i Australien, og 2

4 køber en familie en gouldsamadin som har været van til særlige forhold, og den nu skal stå i en stue, kan den blive syg og dø. Det er min filosofi, at avle de stærkeste fugle, som kan klare de danske stueforhold. Det er muligt for fuglene at trives og endda avle, uden varmelamper, 25 grader og alle mulige anordninger. En gang i mellem dør nogle fugle, men det er de stærkeste af fuglene der overlever, og det er en positiv ting. Forhold Der er ingen faste mål på hvad en gouldsamadin skal have af burstørrelse, men jo større jo bedre. Hold aldrig fuglene hver for sig. Gouldsamadiner skal have min. en anden fugl i buret, og helst en anden gouldsamadin, ellers stresser den. Buret indrettes med naturgrene i forskellige tykkelser, så fuglene kan få motioneret deres fødder. Gynger og andet der kan bevæge sig, nyder disse fugle, og de elsker at sidde højt. Undgå plastikpinde, da det gør fuglenes fødder stive. Stil dem et lyst sted, gerne med adgang til direkte sollys det meste af dagen. Er det foran et vindue, så sørg for, at det ikke trækker ind (det gør det ved mange vinduer), fuglene er meget følsomme overfor træk. Temperaturmæssigt, må de ikke få det for koldt, men de kan godt klare ned til 15 grader. Så, så længe man ikke har lyst til at sidde med sit overtøj på inden døre, så har fuglene det fint. Om sommeren kan fuglene sagtens komme ud en udendørsvoliere, så de kan få frisk luft og godt med sol. Har man fuglene i et bur, vil de elske at blive stillet udenfor i nogle timer, på en varm sommerdag. Det frarådes at have fuglene udenfor om vinteren, da de er kuldefølsomme, og den danske vinter er begyndt, at blive ganske lang og hård. Om fuglene er i en voliere eller et bur, skal de have adgang til vand og mad det meste af dagen, samt grit, kalk og mineralsten. Som underlag kan man bruge aviser med sand på, fuglene elsker at rode i sandet og spise kalken, eller træspåner. Bruges der træspåner kan man med fordel hælde lidt frø ud over bunden, så fuglene kan lede lidt efter maden. Foder Det er min erfaring at dette ikke er stedet at spare, gouldsamadinen har brug for et godt foder for at trives, og holde sig sund. Det er min erfaring at det er de færreste foderblandinger til fugle, der indeholder alt det fuglen skal bruge. De kan godt overleve, men nogle gange vil de fx ikke yngle. Jeg bruger en god tropeblanding fra Prestige Premium til halvdelen af mit basisfoder. Til den anden halvdel bruger jeg ligeligt kanarieblanding (en med mange kanariefrø), en undulatblanding (gerne fra Prestige) og en tropeblandning fra Mulitifit som indeholder tørrede insekter. Her er hvilket foder jeg køber: Prestige Premium, Trope som grundfoder Prestige Premium, Canaries (Kanarie) Prestige Premium, Budgies (Undulat) Vitakraft Vitalife Special, Undulat. Prime pet food balance, Undulat. Multifit, für exoten, x2 (Tropefugle) Frugt og grønt, så som æble, agurk og specielt spinat er et godt supplement til dagligdagskosten. En gang om ugen kan de tilbydes spirede frø, men de kan godt klare sig fint uden. Under ynglesæso- 3

5 nen, til ungfugle der ikke er udfarvet og så snart fuglene viser tegn på at fælde, tilbydes æggefoder. Enten hjemmelavet eller købt. Jeg køber det, en god blanding fra Mulitifit, da jeg ikke vil lege med kogte æg og korrekt opbevaring og holdbarhed. Extra Vital er et super godt produkt, en tropeblandning er super god kvalitet, som jeg varmt kan anbefale at tilføje til fuglenes kost. Der føler en lille ske med pakken, og jeg plejer at dosere en ske pr. uge pr. fugl udover deres basisblanding. Extra Vital er dyrere og derfor dosere jeg som jeg gør, men havde jeg råd, ville fugle kun få dette foder. Kan fås eller bestilles hos dyrehandlere, der har Eldorado som leverandør. Som vitamintilskud, og dette har de ofte brug for, giver jeg selv mine et produkt der hedder Nekton. Det findes i forskellige varianter, både til under fældning (Nekton-bio), karantæne (Nekton-Q) og når fuglene ikke er i brug (Nekton-S). Derudover kan man få Nekton-E, som indeholder ekstra E- vitamin. E-vitamin stimulerer fuglenes ynglelyst, og frugtbarhed. Dette gives nogle uger inden man giver dem en rede. Alle Nekton produkterne kan gives i vandet, da det er vandopløseligt. Avl Det første man skal tænke over, når man vil begynde at avle disse fugle, er formålet med avlen. Vil man bare lave lidt hyggeavl. Vil man avle mutationer. Vil man have det som større hobby, og avle mange fugle, og gøre det til en mindre forretning. Eller vil koncentrere sin energi om, at avle stærke fugle af ekstra god kvalitet. Man kan selvfølgelig kombinere dem, men det er efter min mening godt at vide hvad der er vigtigst for ens motivation. Personligt fokusere jeg på at avle fugle af høj kvalitet, og da det er det sværeste, er det med fokus på dette, at jeg vil gennemgå det hele. Mine fugle står i ganske alm. Stuetemperatur, ved et vindue med sol, hvor det ikke trækker ind. Rigtig mange avlere har deres fugle i opvarmede rum, med en helt bestemt luftfugtighed, og ens dagsrytme året rund. Personligt går jeg ikke ind for dette, da det er nemmere for svage fugle at leve, og derved for man dem ikke sorteret fra. Det er hårdt, mens sandt. Hvilken fugle er stærkest den der kun trives og vil avle ved en bestemt luftfugtighed og højere temperatur, eller dem der står en almindelig stue og trives, selv i avl? Det er ikke et svært spørgsmål vel. Vil mine fugle ikke avle under mine ganske almindelige forhold, så er de ikke af god nok kvalitet. De fugle jeg har, avler forresten uden problemer hele året, også om vinteren hvor det er lidt koldere i stuen og på værelset hvor de står. Fugle der skal have specielbehandling og kræver australske forhold, er efter min mening ikke værd at avle videre på. Men jeg vil dog sige, at gouldsamadinen er stadig en generelt svagelig art, i modsætning til fx zebrafinken og undulaten. Gouldsamadinen kan kun sjældent holdes ude hele året. De er meget modtagelige overfor kulde, og kommer man under 15 grader, skal man ikke regne med at de vil avle det store. Har man stor udendørs voliere med bl.a. zebrafinker, kan man også se, at de først begynder på at bygge rede, når det er varmere i vejret. Regn ikke med at gouldsamadinerne vil kaste sig over redderne indendørs eller udendørs når temperaturen er under 15 grader. Fuglen er glad for varme, og trives i varme. Køb af avlsfugle og sammensætning af par Når man køber fugle med henblik på avl, skal man holde øje med nogle ting. Fuglene skal helst være omkring 1 år gamle, de SKAL være fuldt udfarvet. Køb ALDRIG fugle der er under fældning 4

6 eller ikke er udfarvet. Fuglene skal være friske, have klare øjne og må ikke være for små og tynde. Fjerdragten skal være pæn og ren i fjerene (man kan selvfølgelig ikke afskrive en fugl, bare fordi en anden fugl i buret har klattet på den), omkring endeåbningen SKAL fuglen være både tør og helt ren, ellers er det tegn på sygdom. Fuglen skal hoppe rundt, og flytte sig hurtigt, når man nærmer sig dem. Tøver den og blot strejker sig væk fra en, kan den være syg. Farverne på fuglen skal være klare og flotte, andet kan nemlig tyde på fejlernæring. Aftegningerne skal være rene og klart markeret i overgangene til de forskellige farver. Specielt holder jeg øje med den sorte penselstreg omkring hovedet. Denne skal være tydelig hele vejen rundt, uden at virke udvisket eller forsvinde nogle steder. Ideelt skal den være 1 mm tyk ca. Rigtig mange overser denne detalje, og glemmer at avle efter det. Når man skal sammensætte nogle par er den bedste måde at lukke hunner sammen med ubeslægtede hanner i en større flok. Man giver dem en rede, og ser hvem der sympatisere og danner par, på den måde finder også alfaparret, da det er dem, der vil kapre reden. Hvis man gerne vil opnå noget bestemt via avlen, fx en bestemt mutation, er man ofte nød til at pådutte fuglene en bestemt partner. Men hvis fuglene ikke sympatisere, vil de ikke danne par, og det må man affinde sig med. Så må man finde nye mager til fuglene. I Danmark har vi en standart for gouldsamadiner, som jeg er lidt uenig i, da denne standart, efter min mening, ikke tager hensyn til hvordan fuglene ser ud i naturen. Jeg har set på en del billeder og videoer af gouldsamadiner i naturen, samt snakkede lidt med australske eksperter, og er noget frem til min egen standart. I naturen varierer fuglene meget i farveintensiteten, både hos hanner og hunner. Fx. kan en han have et meget kraftigt lilla bryst, mens en anden han kan have et helt lyslilla bryst, næsten som en hun. Ud fra den observation er jeg kommet frem til, at det ikke er den kraftige farve som hunnerne nødvendigvis går efter, men der imod brystets størrelse som hannen også prøver at fremhæve har han synger. Vil man avle fugle af god kvalitet, er det vigtig at tænke lidt over alt dette. Min egen standart til størrelse, farver og aftegninger lyder: Hoved: Masken hos hannen skal være ren og klar i farven uanset mutationer. Det sorte bånd skal være tydeligt hele vejen rundt om hovedet, og være så jævn så muligt. ca. 1 mm tykkelse er at foretrække. Farven skal være dyb sort, undtagen hos mutationer der ændre denne farve - dog må båndet ikke være blåt, man skal kunne kende det fra den turkise krave der ligger bag båndet. Den turkise krave skal vare tydelig, ren og klar og fade ud i rygfjerene med det samme. Ryg: Rydfjerene skal være glatte, og farven skal være helt ren. Er fuglen grøn må der fx. Ikke være blå eller gule fjer en i mellem. Dette gælder også for den blå mutationen, den blå farve skal være konstant. I pastel mutationen som gør fuglen gul, kan der være spor af grønne fjer, dette er tilladt, men en ren gul ryg er at fortrække - SPECIELT hvis fuglen har hvidt bryst. I dette tilfælde anses grønne fjer som en fejlfarvning. Bryst: Farveintensiteten kan variere fra fugl til fugl, og dette er tilladt, så længe farven er tydelig lilla og ikke blå eller hvid, men mindre det er en hvidbrystet mutation. Farven på brystet skal være ren og ensartet, så brystet træder i tydelig kontrast til resten af fuglen. Brystet skal være stort og fyldigt, med en tydelig kant hele vejen rundt, som giver brystet en ovalform - dvs. brystefjerene må ikke træde over i bugen. Bugen: En klar gul farve til lidt lysere gul, som fader over i helt hvid lige efter benene. En orange kant under det lilla bryst, som fader over i det gule, er meget velset, da man kan finde denne farv- 5

7 ning i naturen. De første billeder der blev malet af vilde gouldsamadiner viser denne orange overgang. Størrelse og form: Fuglene skal ikke bare være store! Størrelsesmæssigt skal fuglene være ca. 15 cm max, strømlinet og harmonisk at se på. Har man store fugle, foreslår jeg at man bruger små fugle som mager. Fodertilskud Ved du, at du snart vil sætte nogle par sammen og forsøge at avle, så tilsæt æggefoder til deres mad, hvis de ikke allerede er van til at få det. Det er hårdt at bygge rede, lægge æg og opmade unger, så fuglene har brug for ekstra tilskud. Hunnen må på ingen måde mangle kalk, og ekstra tilskud af E vitamin op til ynglesæsonen er en meget god ide. Men når fuglene begynder at bygge rede, skal de ikke have ekstra E vitamin, man bare et almindeligt vitamin tilskud. E-vitamin kan nemlig godt få dem til at forlade reden, da de bliver helt vilde efter at parre sig på ny, og starte forfra. Bland gerne foderblandinger i deres tropeblandning som har ekstra mange kanariefrø i, da disse har et højt protein indhold, som er vigtigt under opmadningen af ungerne. Under Foder fortæller jeg præcis hvilket foder, jeg bruger til min egne fugle. Når æggene klækker, så skal der blandes godt med æggefoder i deres frøblanding, halvt i halvt, dette sikre at ungerne får det de skal bruge for at vokse og blive sunde. Kurmageri, redebygning og unger Har man fundet to fugle der gerne vil danne par og bygge rede, vil de straks begynde et kurmageri. Hannen rejser sig i fuld højde, skyder brystet frem og synger for hunnen. Er det rigtig godt vil han også hoppe på stedet, mens han synger. Hunnen vil vifte med halen, og ryste med hovedet, mens hun dukker sig. Dette er klare tegn på et ynglevilligt par. Hannen vil nu begynde på en rede. De bruger lukkede reder, gerne til undulater da de bruger dem i naturen. Som redemateriale skal de tilbydes kokostrevler, som de selv skal have lov at forer reden med. Det er hannen der står for det meste af redebygningen, men hunnen kan godt hjælpe lidt til. Det har jeg selv oplevet. Ikke alle fugle er gode redebyggere, mange gouldsamadin hanner er ikke for gode til at polstre reden. Synes man at reden godt kunne være lidt blødere og fyldigere, kan man bare lægge noget i reden selv, og lade fuglene indrette sig. Ofte vil fuglene parre sig i reden, når den er ved at være færdig. De kan godt parre sig flere gange om dagen i nogle få dage. Efter en lille uge, vil hunnen begynde at lægge det første æg. Nå det første æg er lagt, vil hunnen ligge et nyt hver dag, ind til der ikke kommer flere æg. Den dag hun ikke har lagt et æg, er hun færdig. Efter 2-3 æg er lagt, vil begge forældre ruge fast. Hunnen ruger om natten, nogle gange i selskab af hannen. Om dagen har hannen hovedtjansen, mens hunnen kun afløser ham for at han kan drikke og spise. Fuglene klatter ikke i deres rede, så den vil være helt ren når æggene klækker. Efter 14 dage fra de begyndte at ruge fast, vil æggene klække. Flere æg kan godt klække på samme tid, og der kan nogle gange være en dags mellemrum mellem dem, hvis de klækker i grupper. Ungerne vil få en smule foder fra forældrene allerede fra start af, men forældrene begynder først virkelig at fodre ungerne, og fylde deres halssække eller fodersække helt op, når alle æg er klækket. Halssækkene sider på siden af ungernes hals, og kan hvis de bliver fodret godt, bliver lige så store som ungen selv, endda større. 6

8 Efter en lille uge vil ungerne begynde at tegn på fjer, som bliver mere og mere udviklet og tætte indtil ungerne er flyveklar når de er dage gamle. Når de når den alder vil man kunne hører deres flyvetræning inde i reden. Hold øje med unger på bunden af buret, for sidder de ikke på en pind eller gren, så er de ikke klar endnu, og skal derfor puttes tilbage i reden. Så snart de hopper ud, og sidder på pindene, skal man bare lade dem være. De vil hoppe ind og ud af reden de næste dage, og vil ofte sove i reden. Når alle ungerne har været ude hver dag i 2-3 dage, fjernes reden så ungerne ikke bruger den, og forældrene ikke begynder på nye æg endnu. Ungerne har skidt i den i over 3 uger, så den er fyldt med bakterier. Efter yderligere 2 uger, bliver ungerne selvstændige og kan flyttes til et andet bur, så forældrene kan begynde på næste kuld. Nogle avlere lader ungerne blive hos forældrene, men ungerne kan begynde på at benytte reden igen, og ødelægge æggene. Nu er begynder forældrene forfra på et nyt kuld, mens de gamle unger kan blive placeret i det bur de skal udfarve i. Ungerne skal fortsat have æggefoder og en god grundfoderbladning. Under foder kan du læse hvilket foder man skal blande. Ungfuglene skal nu farve ud, og det kræver et godt foder, da det er meget krævende for fuglen. Fuglene har godt af direkte sollys når de udfarver, det sætter det hele mere i gang, og gør dem sunde. Sollys er bedre end lamper. Det kan tage alt fra 3-6 måneder nogle gange længere, før fuglene er fuldt udfarvet. Ungerne må ikke flyttes når de er begyndt at få farve, dette er enormt usundt for dem, og kan stoppe hele processen. Hannerne vil begynde på at synge og øve sig, allerede efter ganske få uger. Mutationer For at forstå mutationernes funktion og hvordan de nedarves, er vi nød til at snakke lidt om genetik. Hos fuglene er det omvendt med X og Y kromosomerne i forhold til mennesker. Hos fugle er det hannen der bærer XX (kaldet ZZ), mens hunnen bærer XY (kaldet ZW). Det betyder at der altid er det dominerende gen hos hunnen, nemlig X et. Bære dette X en mutation, kan Y et ikke opveje for det, og derfor vil selv en recessiv (vigende) mutation bliver aktiv. Recessive mutationer kræver to gener for at mutationen bliver aktiv. Er der kun ét gen, er fuglen blot bærer, eller det man kalder split. Dominante mutationer er aktive selvom der kun er ét gen. Er der to gener, giver mutationen ofte dobbelt effekt. Avl af mutationer Når man avler gouldsamadinens mutationer skal man sikre sig gode avlsfugle, og et godt råd er at benytte sig af split fugle, frem for rene mutationer hele tiden. For at fremelske de forskellige mutationer har mange avlere nemlig indavlet deres fugle for at sikre mutationslinjerne. Man får klare mutationer, men svagere og mere skrøbelige fugle ud af det. Indavl er aldrig sundt for en art, det gør dem svage overfor sygdomme, og man degenerer arten i sidste ende. Det er ikke en måde hvorpå man kan få stærke og levedygtige fugle på. Små øjne er et tegn på indavl. Man kan godt parre en blå han med en blå hun så længe de ikke er i familie. Men min personlige erfaring taler for at man i stedet avler split fugle, altså lader en fx en blå fugl danne par med en natur/grøn. Det styrker afkommet, og gør at hvis man parre disse splitfugle med en blå eller en anden split, vil man få både grønne men også meget sunde blå unger ud af det. 7

9 Farver og pigmentfordeling For skabe de flotte farver som der er i goudsamadinernes fjer, producere fuglene fire forskellige pigmenter. Lutein og canthaxathin, som begge er et carotenoid, samt eumelanin og phaeomelanin, som er et melanin, er de proteiner som pigmenterne er bygget af. Man kan godt sige at gouldsamadinens krop kan inddeles i forskellige zoner, hvor de forskellige pigmenter bliver dannet. Herunder har jeg lavet et skema over hvor de forskellige pigmenttyper er repræsenteret. Canthaxathin: danner den røde farve. På billedet: Rødhoved hvidbrystet grøn hun Eumelanin: danner sort, grå, brun og blå farve. Lutein: danner gul og orange. Phaeomelanin: danner beige og lilla farve. Hoved: Eumelanin (sort) Phaeomelanin (beige) Lutein (orange) Canthaxathin (rød) Alle fire pigementer bliver dannet i hovedet, men hos den originale fugl uden nogen form for mutationer, er det den røde farve fra canthaxathinen, der er mest synlig. Det er kun i hovedet at fuglen producerer canthaxathin. Det er lutein, der bliver omdannet til canthaxathin. Hos hunnen kan man tydeligt se tilstedeværelsen af eumelanin, da den røde farve er mørkere og virker sortspættet. Når mutationerne gør deres indtræf, bliver det synligt, at fjerene i hoved også producere de andre pigmenter. Halsbånd og krave: Eumelanin (sort og blå) Det sort og blå halsbånd der er tydeligt markeret omkring nakken og halsen hos den originale fugl, bliver dannet af eumelanin, og kun eumelanin. Ryg: Lutein (gul) Eumelanin (blå) På fuglens ryg bliver der dannet to pigmenter, lutein og eumelanin, som tilsammen skaber den grønne farve, som er gouldsamadinens originale rygfarve. 8

10 Bryst: Phaeomelanin I den originale fugls bryst, bliver der kun dannet ét pigement, nemlig phaeomelanin, der på grund af en helt bestemt struktur i fjerene, ændre bølgelængden og skaber den klare lilla farve. Brystet har kun dette pigment, hvilket bliver tydeligt under indflydelse af mutationer, der påvirker phaeomelanin. Bug: Lutein (gul) Phaeomelanin (beige) Fjerene i bugen producere både lutein og phaeomelanin. Lutein bliver produceret i hele bugen, mens phaeomelanin kun bliver produceret som en mere udfaded farve toppen af bugen, og ned, til farven fader helt ud i den gule. Rumpe: Eumelanin (sort og blå) På billedet: En fugl uden synlige farvemutationer. Rødhoved lillabrystet grøn han Det er kun eumelanin der bidrager til farve på fuglens rumpe. Under indflydelse af mutationer der reducere mængden af eumelanin, er dette tydeligt, da farven forsvinder. Nu er det blevet gennemgået og forklaret hvilke pigmenter der danner grundlag for gouldsamadinens farver, og hvor disse pigmenter bliver produceret. Nu er vi klar til at kigge nærmere på mutationerne. Sorthovedet Den sorthovede mutation er sex-linket (kønsbundet) recessiv. Det betyder at mutationen bliver nedarvet via X erne, og kræver at begge gener har mutationen før den bliver aktiv. Husk, at hos hunfugle er kønsbundne mutationer aktive selvom der kun er ét gen. En sorthoved han laver kun sorthovede hunner, 50 % af hanungerne vil være split sorthoved. En sorthoved hun producere 100 % split sorthoved hanner. Begge forældre skal bære minimum ét gen hver, før at parret kan lave sorthovede hunner og hanner. Mutationen påvirker fjerene i fuglens hoved, det er en af de eneste mutationer, som er begrænset til ét bestemt område på fuglen, her hovedet. Stort set alle andre mutationer har en virkning på hele fuglens krop. Den sorthovedede mutation ændre fjerenes struktur, så de ikke længere er i stand til at bære det gule pigment lutein, og uden lutein kan det røde pigment canthaxathin, ikke blive produceret. Fordi fjerene ikke kan bære det røde pigment længere, bliver eumelaninproduktionen (sort pigment) øget i stedet, da fjerene du kan bære mere at dette pigment. Det sorte pigment dækker derved over alle 9

11 andre farver og mutationer. Hovedet bliver helt sort, men resten af fuglen forbliver uændret. Denne mutation findes i et stort antal i naturen. Næbspidsen på en sorthoved fugl er stadig rød, derfor kan man se at mutationen ikke blokkere det røde og gule pigment overalt i fuglene, men blot gør fjerene ude af stand til at bære det. Har en sorthoved fugl en gul næbspids, så er det fordi fuglen også er gulhovedet. I et mikroskop vil man kunne se at fjerene fra en sorthoved fugl er mindre og har en lidt anden struktur, en fjerene fra en rød- eller gulhovedet fugl. På billedet til venstre:en sorthoved han. Til Højre: en sorthoved hun. Gulhovedet Fugle der har en gulhovedede mutation har et klart orange hoved, i stedet for rødt. Den røde næbspids bliver erstattet med gul. Mutationen er ikke sex-linket, hvilket betyder at kønskromosomerne X og Y intet har med nedarvningen at gøre. Mutationen er ens hos begge køn. Derudover er den recessiv, så begge gener er krævet før at mutationen bliver aktiv, og har en effekt. Fugle der bærer et gen kaldes split gulhoved, og to af disse vil ca. producere 25 % gulhovede unger, 50 % split gulhovede unger og 25% uden nogen af generne. Det er ikke til at se, om fuglene er split gulhoved. Den gulhovedede mutation øger ikke produktionen af lutein, gul pigement, i hovedet. Dette er en misforståelse. Mutationen har den virkning at den stopper produktionen af canthaxathin i hele kroppen i lutein-stadiet. Da det kun er i hoved og næb, at lutein bliver omdannet til rød canthaxathin, er det kun her der sker en effekt. Hovedet bliver enten klar orange eller mere mærk orange. Den mærke orange farve er på grund af at phaeomelanin stadig bliver produceret i kroppen, og bidrager med en beige nyance i hoved. Sammen med lutein, bliver hovedet en flot mørk orange farve. Hos hunnen blander eumelanin sig altid, og giver en endnu mørkere farve. Fugle der har en lysere, måske mere klar orange farve i hovedet, kan være split hvidbrystet. Den hvidbrystede mutation får al phaeomelanin væk i fuglens krop. Dette gør brystet hvidt, gør at bugen og gulhovedede får en klarer farve. Split hvidbrystede fugle kan have lidt af denne effekt i sig. Det vil blive forklaret meget nærmere under Hvidbrystet. På billedet til venstre: Gulhoved hvidbrystet hun. Til højre Gulhoved han. Pastel Der er to grader af pastel mutationen, single faktor (SF) og doble faktor (DF). Dette er nok den mest udbredte mutation med synlig virkning på ryggen. Rigtig mange avlere tager fejl af denne mutation, 10

12 og kalder den noget andet, hvilket skaber grund for en masse forvirring. SF pastel bliver mange gange kaldt dilute fordi den lysere og godt kan ligne dilute fulge. Når SF pastel er kombineret med hvidbrystet bliver fuglen meget gul, bliver fejlagtigt kaldet gul-kroppet. DF pastel fugle er helt gule, og bliver igen kaldt en gul mutation. Alle de ovennævnte navne er ikke korrekte, og bør ikke benytte i flæng, som de så ofte bliver. Der findes nemlig en ægte gul og dilute mutation, så det gør det kun forvirrende hvis vi begynder at kalde flere forskellige mutationer det samme. Jeg kalder denne mutation som jeg vil forklare nu, for pastel. Pastelmutationen er sex-linket og dominant, hvilket vil sige at så snart fuglen har bare ét gen for mutationen, vil den have en synlig virkning. Da den er kønsbundet kan hunnerne kun bære et gen for det, nemlig X et. Men da X et er mere dominerende en Y et, vil fuglen ligne en med to gener, da det ene gen er dobbelt så effektivt hos hunnerne. SF pastel fungerer på den måde at den blokerer for noget af eumelaninen i fjerene, altså det blå og sorte pigment. Det betyder at alle steder hvor fuglen producere pigmentet, vil der ske en reducering i farven. Steder hvor fugle er sort, vil blive grå. Den blå farve bliver lyseblå, og da noget af den blå farve bliver fjernet fra ryggen, vil fuglen få en lysere grøn farve. DF pastel har en dobbelt effekt i forhold til SF pastel, da fuglene (kun hannerne) har begge gener. U bliver næsten af eumelanin blokeret, og fuglen får alt fra en meget meget lysegrøn ryg til en helt gul ryg. Sorte og blå aftegninger bliver hvide. Sorthovede fugle vil få et hvidt hoved ved denne mutation. Nogle avlere anbefaler at man ikke parre DF hanner men SF hunner, da man kan risikere dårligt afkom. Jeg her selv ingen erfaring endnu på lige præcis det område, men mener dog at det er mest fornuftigt at avle med to SF, et stedet for en af hver. Kombineret med hvidbrystet reagere pastelmutationen ved at blokere endnu mere af eumelaninen, og gør derved fuglen mere gul. SF pastel med hvidt bryst er gul med grønne pletter eller helt lys grøn. DF pastel med hvidt bryst er helt gul, da al eumelanin bliver blokeret. Denne mutation ligner australsk gul, men de nedarves ikke ens, så avler man fuglene, er det nemt at se hvad man har. På billedet øverst til højre: Sorthoved gultippet lillabrystet SF pastel han. På billedet nederst til venstre: Rødhoved hvidbrystet SF pastel han Blå Den blå mutation er nok en af de mest populære mutationer hos gouldsamadinen, og er også meget udbredt. Denne mutation er mere skrøbelig end de andre grundet meget indavl, og manglende forståelse for mutationen. Gouldsamadiner med den blå mutation er ikke i stand til at producere vitamin A, og skal derfor have det tilført via maden eller som vitamintilskud i drikkevandet. Mange avlere har problemer med disse mutationer. Nogle vælger at have dem i opvarmet rum, hvor de ser ud til at klare sig bedre, når de har en konstant temperatur på min. 5 grader. I DK vil jeg fraråde det. 11

13 Man risikerer bare, at fuglene bliver syge når man sælger dem til nogen, der har fuglene i normal stuetemperatur. I burde gå efter at avle fugle der er mere hårdføre, så vi ikke risikerer at de dør og bliver syge her har gouldsamadinen nemlig en svaghed. Denne smukke blå mutation er ikke sex-linket, den er autosomal (et andet ord ikke sex-linket) recessiv. Begge gener kræves, og hanner og hunner arver det på lige fod. Mutationen fungerer på den måde at den blokerer for produktionen af carotenoid proteinerne, dvs. både canthaxathin og lutein. Derfor kan fuglen ikke producere gul, orange eller rød farve i fjerene. Der bliver nu kun produceret eumelanin (sort og blå) og phaeomelanin (lilla og beige), som giver fuglen din flotte blå ryg. Rødhovede og gulhovede blå fugle er helt ens, og kan ikke kendes fra hinanden, da begge fugle blot viser et beige hoved. I den blå mutation kan man se at gouldsamadinen producere phaeomelanin i bugen, da bugen bliver beige, når det gule forsvinder. Kombinere man den hvidbrystede mutation med den blå, vil man derfor får en fugl der er ren hvid, blå og sort. På billedet: rødhoved lillabrystet blå han. Dilute Dilute mutationen er autosomal recessiv, så den nedarves ikke via kønskromosomerne. Mutationen fungerer på mange måde som pastel, men den nedarves ikke på samme måde, og blokerer en større mængde eumelanin end SF pastel, men en mindre mængde end DF pastel. Dilute mutationen blokerer ca. 50 % af eumelaninen som fuglen kan producere. Det giver den en køn lysegrøn ryg, grå aftegninger i stedet for sort, og lyseblå i stedet for blå. Det er ikke sikkert at denne mutation findes i DK. Kombineret med en hvidbrystet mutation sker der noget interessant hos diluten. De blå og specielt de grå aftegninger bliver mørkere. De grå kan blive næsten helt sort igen. Det er fordi den hvidbrystede mutation ikke blokerer produktionen af phaoemelanin, men omdirigere den til eumelanin i stedet. Det betyder at der hvor fuglen producere eumelanin, bliver produktionen større. Dette gælder også for split hvidbrystede fugle, der virker det bare ikke så kraftigt, og fuglen bibeholder sit lilla bryst. Split hvidbrystede SF pastel fugle kan godt få en højere blokering af eumelaninen, så den ligner en dilute. Jeg ved ikke hvor mange ægte diluter der er i DK, eller om der overhovedet er nogen, da de fleste kalder pastel for dilute, og nogle pasteller hanner kan ligne dilute. Det vides først hvad man har, hvis man ved hvordan forældrene ser ud, eller hvis man avler selv. Hunungerne efter pasteller er nemlig enten normal grønne eller helt gule, så er faren ikke dilute. Australsk gul På rigtig mange måder fungerer australsk gul modsat af den blå mutation. Den er autosomal recessiv, så begge gener skal have mutationen, og den er ikke bundet af kønskromosomerne når det nedarves. Mutationen blokerer al produktion af melanin, så både phaeomelanin og eumelanin kan ikke 12

14 længere blive produceret. Det betyder at fuglen ikke længere kan bære sort, blå, lilla eller beige farve i fjerene. Fuglen er altid gulrygget og hvidbrystet. Man kan ikke se om fuglen har en hvidbrystet mutation, da fuglen under alle omstændigheder vil være hvidbrystet pga. manglende phaeomelanin. Gulhovede fugle har en mere klar orange farve, da fjerene nu er fri for beige. En sorthovedet fugl vil nu være hvidhovedet i stedet, da den sorthovede mutation forhindre rød pigment, men den australske gule forhindre sot pigment, og uden indflydelse af gulhoved, vil hovedet blot blive hvidt og farveløst. Denne mutation kan til tider af små pletter med grønt på ryggen. Men man kan altid kende mutation fra hvidbrystet DF pastel som den ellers ligner fuldt ud, ved nedarvningen. Denne mutation findes nok ikke i Danmark. Den er mest kendt i Australien, og er den ægte gule mutation. Hvidbrystet 13 Den hvidbrystede mutation er autosomal recessiv, som før nævnt betyder det at den ikke nedarves via kønskromosomerne. Mutationen har den effekt at den omdirigerer al phaeomelanin (lilla og beige pigment) til eumelanin (sort og blå). Den blokerer altså ikke produktionen, den omdirigerer den blot til at et andet pigment. Det er ikke så tit at man kan se denne omdirigering, da eumelaninen ikke altid bliver synligt forøget i fuglens fjer. Fuglens bryst bliver hvidt, hovedfarven bliver mere klar hvis den er rød eller gul, og den gule bug mister mørkere, lidt orange top. Sammen med dilute mutationen, kan man se hvordan phaeomelaninen bliver omdirigeret til eumelanin. Hos hvidbrystede dilute fugle, kan men nemlig se en forøget produktion af sort pigment. I stedet for en lysere grå farve, bliver farven meget mere sort. Dette er specielt tydeligt hos hunner. Man kan endda se det hos dilute split hvidbrystet. Sammen med pastel har den hvidbrystet mutation en helt speciel effekt. Den gør nemlig at fuglen bliver meget lysegrøn (SF pastel) og gulrygget (DF pastel). Det sker fordi den hvidbrystede mutation først omdirigerer al phaeomelanin til eumelanin. Så gør pastelmutionen sin effekt, ved at fange en endnu større del af eumelaninen, og blokere den, for fjerene næsten ikke er i stand til at producere pigmentet i SF pastel fugle, og slet ikke kan producere det i DF pastel. Hvidbrystede unger har ikke en nær så grå, beige eller gul bug når de ikke er udfarvet, som fugle med lilla bryst. Split hvidbrystede fugle kan også vise tegn på dette, selv når de er udfarvet kan deres bryst virke en anelse blegere lilla end hos andre, og gulhovede fugle kan have en mere ren farve. Selv om hvidbrystet et recessiv, så kan den godt have en lille effekt, selvom kun det ene gen er til stede. På billedet øverst til venstre: gulhoved hvidbrystet grøn han. På billedet nederst til højre: sorthoved hvidbrystet grøn hun.

15 Violet/lillac/rosa brystet Denne mutation er autosomal recessiv, men dominerende overfor den hvidbrystede mutation. Rosa brystet mutationen fungere præcis som den med hvidbrystede, men én lille undtagelse, den omdirigere kun omkring halvdelen af phaeomelaninen, så det kun har den halve effekt. Dette efterlader fuglen med til blegere bryst end normalt. Det er forskelligt hvad folk kalder den, jeg foretrækker personligt rosa. På billedet: rødhoved rosabrystet grøn han. Andre mutationer Der findes andre mutationer end dem jeg har nævnt her fx mørkfaktor, lime, lutino, japansk rødøje (en albinotype), blåbrystet, havgrøn, tyrkis, hvidvinget og grå. Disse er sjældne forekommer næsten aldrig hvis ikke aldrig i Danmark, i hvert fald ikke endnu. Den havgrønne dukker til tider op, men jeg vil ikke gennemgå den, da der er mange uvisheder omkring den, specielt omkring nedarvning. Men jeg kan sige så meget, at den har samme indvirkning som den blå mutation, bare i langt mindre grad, ligesom hvid- og lillacbrystet. 14