Dagbog fra Milford Track

Transkript

1 Dagbog fra Milford Track Lørdag den 2. januar Første dag på Milford Track. Vi stod meget tidligt op da vi skulle ud i lufthavnen og parkere autocamperen, inden bussen samlede os op. Kl. 09:45 kom bussen med de andre 44 trackere plus 4 guider og samlede os op. Vi blev kørt i bus fra Queenstown til Te Anau, hvor vi fik frokost. Inden da havde vi kørt langs Wakatipo søen. Buschaufføren, som vist havde Maoriske aner, fortalte Maorilegenden om søen. Engang for længe siden blev en datter af en Maorisk høvding kidnappet af en kæmpe. Den Maoriske højding lovede sin datter væk til den kriger, som kunne redde hende fra kæmpen. En tapper kriger fandt kæmpen og pigen og listede hen for at snakke med hende. Hun fortalte, at kæmpen ville falde i søvn på et bestemt tidspunkt. Og ganske rigtigt kæmpen faldt i søvn. Krigeren opdagede at kæmpen lå på en måtte. Krigeren satte ild til måtten og de flygtede. Det siges at kæmpen blev omdannet til floden. Der er noget mystisk ved søen, da vanden hæver og sænker sig 12 cm hver 5. minut. Ifølge Maorierne er det kæmpen, der stadig trækker vejret. Den mere videnskabelige historie om søen, er, at der har været en gletcher for år siden, som nu er smeltet. Årsagen til at vandet hæver og sænker sig, er der også prøvet at lave en videnskabelig forklaring på, men den maoriske chauffør var ikke overbevist. Efter frokost fortsatte vi i bussen til toppen af lake Te Anau, hvor vi gik ombord på en lille ekspresbåd, der sejlede os det sidste stykke helt op til toppen af søen. Vi blev sat i land, smurte os godt ind i insect repellent for at beskytte os mod de sværme af sand flies (sandfluer), der straks bød os velkommen og gik lige i kødet på os! Vi gik ca. 1 mil (1,6 km den første af de 33 mil vi skulle gå) gennem en smuk gammel skov hen til vores første overnatningssted kaldet Glade House. Her blev vi indlogeret og briefet og taget med på en lille naturtur for at høre om de planter og dyr, vi kunne forvente at møde på resten af turen. Vejret var smukt og varmt. Efter aftensmaden blev vi briefet om morgendagens strækning og alle 49 deltagere blev bedt om at stille sig op foran alle de andre (grupperet efter lande) og fortælle lidt om sig selv. Da det blev skandinaverne viste det sig at vi var de eneste udover 5 finner. Peter præsenterede sig selv og Andreas, men både Emil og Mikkel klarede det selv på engelsk foran 45 engelsktalende mennesker virkelig flot!! Vi lagde mærke til, at vores hold helt atypisk ikke havde deltagere fra Asien. Udover os fra skandinavien var der et fransk bøssepar, en englænder, en irer, mens resten kom fra Australien, USA og New Zealand flest fra Australien. Der var ikke tale om en dalretur, så vi gik tidligt i seng, da vi skulle meget tidligt op og spise morgenmad og smøre madpakker dagen efter. Hvilken dejlig stille nat i øvrigt. Søndag den 3. januar Trommen af regn på taget er en ret træls lyd at vågne op til, når man ved at man skal ud og vandre hele dagen. Det havde regnet det meste af natten og fortsatte hele dagen. Dagens strækning var på 16 km langs en flod og gennem en dal, hvor bevoksningen primært bestod af regnskov. Og regnskov det var det for det regnede uafbrudt, og kort tid før vi nåede frem til det sted, hvor vi skulle spise vores frokost gik det helt galt: Vandmasserne fra oven og i den svulmende flod havde oversvømmet vandrestien, så vi måtte gå i vand til op midt på lårerne (op til navlen på Andreas).

2 Længere ude på ruten ville det have nået os til halsen og det var simpelthen for farligt, så derfor blev vi standset. De ansvarlige for reservatet havde besluttet, at vi skulle transporteres i helikopter det sidste stykke vej! En fed overraskelse ovenpå en meget meget våd dag, hvor stort set alt var vådt, selv kameratasken. Og på et tidspunkt måtte vi opgive at tage billeder, da linsen duggede helt til. Helikopterturen var totalt sjov, men kort, og den havde den konsekvens, at vi ankom til overnatningsstedet alt for tidligt, så vi måtte fordrive tiden med at tørre tøj og spille spil, og snakke med de andre. En af de sjove ting den dag var, at vi det første stykke af vandreturen havde gået uden om diverse mindre og større vandpytter for at bevare vores støvler tørre indeni, hvilket viste sig at være spildt arbejde, da vi jo endte med at gå i vand til livet inden vi blev samlet op af helikopteren. Vi begyndte at komme i snak med de andre deltagere. Nogle af de første vi snakkede med var en mor og hendes 3 børn (de var alle over 15) fra Australien. De havde også bungy-jumpet og var meget duperede over at Mikkel havde gjort det. De var også meget interesseret i at høre Mikkel, hvordan det var at zorbe. Mikkel svarede på flot engelsk. Peter havde taget nogle billeder af finnerne, mens de vadede gennem vandet til lårene, så dem kom vi også i snak med. De var festlige. De ønskede selvfølgelig en kopi af billederne af dem selv. Som aftenen før havde vi fået tildelt et værelse for os selv med 3 køjesenge. Lyset gik ud kl. 22, og vi faldt ret hurtigt i søvn. Mandag den 4. januar Vi havde store forhåbninger til næste dag. Det skulle regne om morgenen, og lidt spredte regnbyger op ad dagen, men nu måtte der vel komme lidt sol? Vi skulle meget tidligt op. Lyset blev tændt kl. 6.15, madpakke lavning kl. 6.30, morgenmad kl og vandringstart ml. kl. 7:30 og 8:00. Det regnede, da vi vågnede og vi frøs. Men der var ingen kære mor. Vi stod klar med regntøj og rygsæk på kl. 7:30, klar til endnu en våd dag. Ved aftenens briefing dagen i forvejen havde vi fået at vide, at vi skulle gå 15 km hen over et pas, hvor der ville være 11 små stigninger og 6 store, og at der ville være varm te, kaffe og Milo (kakao) på toppen af MacKinnon passet. Det begyndte at stige opad ret hurtigt og børnene fulgte fint med. For det meste var de faktisk foran os forældre. Først igennem endnu en regnskov, men så kom vi mere og mere ud i det åbne, og det blæste og blev koldere. Udsigten var fantastisk til alle sider. Vi så vandfald, bjerge med sne og flotte skovklædte dale. Vi kom helt op på højde med sneen, dog var der ingen sne på det bjerg vi skulle over. Der var ingen rækværk, så der skulle ikke lige trædes ved siden af stien, for så var der til tider ret langt ned. På vej opad stødte vi på en Weka. Den ligner lidt en kiwi, men den har ikke så langt næb og er knap så sky. Den kom gående nedad langs den ene side af stien, så vi standsede op og stod helt stille. Ligeså stille gik den forbi hver af os ikke mere end få centimeter fra vores fødder. Vi nåede toppen ved 11-tiden, og gik ind i en hytte, hvor en guide var i gang med at koge vand til de varme drikke. Nej, hvor var det dejligt. Der var et toilet på toppen, som stod helt for sig selv. Man havde den helt fantastiske udsigt, hvis man ellers havde åben dør, mens man sad der på tønden. Vi så en Kea på toppen af passet. En stor grøn papegøjelignende fugl. Vi var blevet advaret om, at den ville forsøge at stjæle vores mad, hvis vi ikke passede på. Vi skulle heller ikke stille vores sko uden for hytterne, da de kunne finde på at ødelægge dem.

3 Da vi havde spist vores frokost på toppen startede vi turen ned ad bjerget igen. Vejret var klaret op og det blev hurtig for varmt med alt det tøj, vi havde taget på. Det var en lige så fantastisk flot naturoplevelse på vej ned. Stien var ret kuperet med sten og nogle gange gik vi i vandløb ned ad bjerget, da vandet ville den samme vej som stien. Vi kom igen ned til regnskoven og skoven var flot i det solskin, der nu dukkede frem. Der var også her flotte vandfald, som vi gik langs med og kilderne havde flotte glimtende sten. Vi følte vi befandt os i en eventyrskov. Vi nåede vores mål Quintin Lodge omkring kl. 14 da havde vi gået 15 kilometer. Emil havde fået det dårligt på vej ned ad bjerget, så han lagde sig straks til at sove. Vi havde dog endnu en vandretur til gode den dag, da der ventede en tur ned til verdens 5. Største vandfald, Sutherland Falls. En vandretur på omkring 1½ time. Omkring kl. 15 kunne vi ikke vente længere, men Emil var stadig dårlig, så vi tog kun 4 afsted. Vi mødte nogle meget våde deltagere fra vores tur, som kiggede på os og advarede os om, at vi ville blive meget våde på meget få sekunder ved vandfaldet. Vi havde da taget vores rimeligt vandtætte softshell jakker på, så vi troede, at vi var dækket ind. Det var et flot vandfald over 3 dele. De øverste 2 kunne man se på afstand. Da vi nærmede os vandfaldets bund kunne vi mærke og føle kraften fra vandfaldet. Gik man rundt om en stor sten, stod man lige i sprøjtet fra vandfaldet. Det var så kraftigt, at man ikke kunne se på det mere end et par sekunder før man måtte vende sig om. Samtidig blev man så våd at man ligeså godt kunne have stået under en bruser. Her stod vi ikke længe og vendte hjemad til hytten. Andreas havde gode ben, så han løb lidt frem og tilbage foran os. På nogle tidspunkter kunne vi ikke længere se ham. Han var løbet langt i forvejen. Der var en lille sti til venstre som førte til et udsigtspunkt, så Mikkel, Peter og Marianne tog lige derhen for at kigge. Da vi kom tilbage til hovedstien fortalte et par deltagere, at de havde set Andreas gå op mod vandfaldet igen for at lede efter os. Så Marianne tog stien opad og Peter og Mikkel stien nedad. Marianne stødte dog på endnu nogle deltagere, som fortalte, at Andreas ikke var løbet forbi dem, så Marianne gik ned ad igen og håbede, at Andreas var kommet sikkert hjem. Heldigvis var Andreas gået tilbage til hytten og havde det godt og var glad. Den historie kom snart alle deltagerne for ørerne, så vi måtte fortælle alle, at Andreas havde det godt og var kommet godt hjem. Desværre gik vandreturen ikke helt så godt for alle deltagere. En ældre dame som havde udfordret sig selv med denne tur, havde haft meget stort besvær med vandreturen over passet, og var først nået til hytten omkring kl. 19 om aftenen. Hun var meget træt, og ville ikke vandre videre dagen efter, så hun blev fløjet til vores næste og sidste hytte dagen efter. Tirsdag den 5. januar Omkring kl. 7:30 startede vi ud på turens sidste og længste strækning. Den er 21 kilometer lang. Vi havde ikke taget regnfrakkerne på i optimistisk forventning om, at nu måtte det da blive lidt bedre vejr. Både Emil og Mikkel havde fået sår på hælene, og vi var løbet tør for compeed plastre. Heldigvis havde de 2 finske sygeplejersker, der selv var deltagere på turen, nogle plastre vi måtte få, så alle 3 drenge fik plastre på, inden vi startede ud. Vi havde alle både ømme ben og fødder fra dagen før, så vi lagde stille ud. Især Andreas havde ondt i fødderne, så han gik meget stille. Da Peter også havde lidt ondt i knæet, vandrede de 2 sammen. Emil og Mikkel havde lidt mere krudt, så familien blev ret hurtigt splittet i to. Marianne tog foto-tjansen og prøvede at holde trit med Emil og Mikkel. Emil var dog altid en del foran, så han sad en gang imellem og ventede til Mikkel og Marianne dukkede op.

4 Turen startede ud med at fortsætte ned ad bjerget, men ret hurtigt blev stien flad og vi var inde i regnskoven igen. Ind i mellem var der et åbent stykke, men det meste af tiden var vi inde i regnskoven. På et tidspunkt på det sidste stykke kom vi til en klippe, hvor stien var blevet hugget ud direkte i klippesiden og mændene der i sin tid havde udført det hårde arbejde havde hugget årstallet 1898 ind i klippesiden. Der var rimeligt langt ned på den smalle klippesti. Endelig nåede først Emil, derefter Mikkel og Marianne 33 mil pælen og snart derefter Sandfly Point, hvorfra vi skulle sejle over til vores sidste hytte Mitre Peak. En halv time efter kom Peter og Andreas til målet, Peter slæbende de sidste 300 meter på Andreas rygsæk i håb om at kunne nå færgen kl De nåede det 10 minutter før. Vi blev sejlet over til Milford Sound og kørt til Mitre Peak Lodge. Her så vi en del større Lodge end de tidligere og vi fik nogle hotellignende værelser med eget bad. Det var næsten helt underligt at være tilbage i civilisationen igen. Andreas havde en ret hård tur. I løbet af dagen gik han langsommere og langsommere og de sidste 4 mil haltede han på grund af smerter i fødderne. De holdt hyppige små hvile-, spise- og drikkepauser og Peter tilbød at bære hans rygsæk, men Andreas sagde at det ikke gjorde nogen forskel. Peter vidste, at han ikke kunne bære Andreas inkl. rygsække de 4 sidste mil, så derfor lagde han en hurtig motivationsplan. For at få tankerne væk fra de ømme fødder besluttede de først at tælle antallet af skridt mellem milepæl 30 og 31. Det gik ikke så godt, da der skulle så mange skridt til at gå 1,6 km, at det ikke var sjovt. Dernæst besluttede de, at fejre ankomsten til milepæl 32 med at spise den sidste marsbar som de havde medbragt. Den sidste mil afledte Peter Andreas opmærksomhed med at genopfriske hele New Zealand turens oplevelser, hvilket fik Andreas til at tænke på noget andet og mere behageligt, og pludselig var de fremme ved 33 mil pælen og kunne se Marianne stå klar til at forevige øjeblikket. Efter den afsluttende 3-retters middag blev vi alle bedt om at sætte os ind i loungen, hvor der skulle briefes om den sidste dag på turen samt deles diplomer ud. På skift blev vi alle råbt op og skulle op til de fire guider og modtage et officielt diplom, der viser, at man har gennemført Milford Track. Det var nok bare os, men det lød nu som om der blev klappet en smule højere da Andreas (gruppens yngste) blev kaldt op. Onsdag den 6. januar Denne sidste dag på vandreturen fik vi lov til at sove en lille smule længere, og dagens program var til at overkomme: En sejltur på Milford Sound, og en lang køretur i bus tilbage til Queenstown. Sejlturen var flot selvom der var overskyet. Milford Sound minder om en norsk fjord med masser af små vandfald der falder fra stejle fjeldsider. Vi så også sæler og delfiner og drengene fik sig et vandfaldsbrusebad da turbådene for sjov sejler helt ind under et af vandfaldene. Busturen hjem var ikke noget at skrive om. 4 timer fra Milford til Queenstown blev for det meste brugt på at sove når vejenes beskaffenhed og chaufføren tillod det. Chaufførerne på busturene har det med at fortælle en masse om de omgivelser man kører igennem, men de holder også velvalgte kunstpauser, så de slipper for at blive overdøvet af meget trætte folks snorken. Vi blev sat af i lufthavnen, hvor vores hjem pænt holdt og ventede på os. Med lufthavnspersonalets hjælp fik vi vores værditaske ud af locker-rummet, og kunne køre tilbage til campen for at tilbringe natten. Det var næsten helt vemodigt at sige farvel til de andre deltagere og guiderne som vi nu har tilbragt 5 dage tæt sammen med. Nogle mere end andre selvfølgelig. Michael fra Australien var blevet ret vild med Andreas og

5 Mikkel, og et ældre ægtepar fra NZ inviterede os hjem til sig, hvis vi kunne afse tid til at komme forbi. Desværre bor de 200 km nord for Auckland, så det lykkes nok ikke denne gang. Det føles også som om vi har holdt en ferie inde i ferien, så nu er vi kommet tilbage til vores NZ-hverdag dvs. livet i camperen og på de New Zealandske veje.