Stormen paa København

Transkript

1

2 BERING LIISBERG Stormen paa København og dens Forspil Med et Udvalg af Sange København Fr. Bagges Kgl. Hof-Bogtrykkeri 1909

3 BERING LIISBERG Stormen paa København og dens Forspil Med et Udvalg af Sange København Fr. Bagges Kgl. Hof-Bogtrykkeri 1909

4

5 ØNDAG 8. August 1658 om Morgenen ved Dagens S første Gry gik den svenske Konge, Carl X. Gustav, i Land ved Korsør med omtrent 4000 Mand til Fods og 1200 til Hest for at gaa imod København og erobre Byen. Onsdag 11. slog han med Fortroppen Lejr ved Hvidovre, og samme Dag, ud paa Eftermiddagen, red han med nogle af sine Officerer op paa Valby Bakke for at kaste et Blik ud over København. Og han saa da noget, han ikke havde ventet at se. Fra Forstæderne foran Byens Porte steg Røgen til Vejrs i den klare Aftenluft. Husene var rømmet af deres Beboere og stukket i Brand af de Danske selv. Den krigskyndige Konge opfattede Stillingen, som den var. Han holdt sin Hest an og saa i Tavshed ud over Landskabet og Byen foran sig. Og endelig udbrød han: Nu vil jeg dyre sværge, at vi faar Modstand, og at København vil værge sig!" Og det var det, Carl X. Gustav ikke havde ventet. Faa Maaneder i Forvejen, i Februar s. A., havde han, efter sit eventyrlige Togt over Isen, første Gang nærmet sig Danmarks Hovedstad i Spidsen for sin Hær. Da havde den Danske Regering tilkøbt sig Freden i Roskilde paa de haarde Betingelser, han stillede. Men nu vilde han ikke høre Tale om Fred. De Danske Rigsraader, der var sendt ham i Møde for at underhandle om Fred, Fred for enhver Pris, havde maattet vende hjem med uforrettet

6 4 Sag, Carl X. Gustav vilde gøre sig til Herre over København og udslette Danmark af de selvstændige Rigers Tal. Og at han formaaede det, derom nærede han ikke mindste Tvivl. Han vidste, at Byens Værn kun var svagt og ringe, at Volden paa sine Steder, særlig ude ad Østerport til, mellem Rosenborg og Kastellet, var saa lav, at den snarere kunde kaldes for et Hegnsdige end en Fæstningsvold, og at Graven paa somme Steder ikke var mere end en Grøft og tilmed en Grøft uden Vand, saa at en Rytter uden Besvær kunde ride over Grav og Vold og lige ind i Staden. Og han vidste, at der til denne Værnets Svaghed svarede en Villiens Svaghed, der først og fremmerst skyldtes den gamle Splid mellem Kongen og Adelen og Hadet og Mistroen mellem Adelen og de ufrie Stænder. Denne Mangel paa Enighed var desværre aabenlys nok. Det var den, der havde lammet Byens Forsvar i Februar Maaned samme Aar, da Borgerskabet inderlig lystede og begærede, at maatte gaa paa Fjenden", men Rigsraadet havde, foreholdt Kongen, at det ikke ret var at lide paa. Det var denne Splittelse imellem Stænderne, der havde tilladt Carl X. Gustav at foreskrive Freden i Roskilde, som han selv vilde. Det var den, han stolede paa atter skulde komme ham til Hjælp. Og det var i Følelse af denne Splittelse og af den truende Fare, at Kansleren Christen Skeel under Rigsraadsmødet i sin Dagbog for 2. August skrev de selvopgivende Ord: Uden Raad, uden Trøst!" Men hvad Carl X. Gustav ikke vidste, det var, at Rygtet om hans troløse Fredsbud, hans aabenbare Hensigt at gøre det af med Danmarks Rige, havde bragt Enighed og Samdrægtighed til Veje, hvor der før havde været Uenighed og Splid. Den tavse, tilbageholdende Kong Frederik fandt i det yderste Øjeblik de rette Ord. Det var, da nogle Mænd hvem, ved man ikke hin Søndag, paa Rygtet om at Carl X. Gustav rykkede frem fra Vest,

7 5 medens samtidig en svensk Flaade blokerede Byen mod Syd, raadede ham til at benytte den eneste Udvej, han havde og bringe sig og sit Hus i Sikkerhed ved at flygte til Søs Nordpaa. Da gav han det berømte Svar: Nej, jeg vil ikke flygte, jeg vil dø i min Rede!" I et Nu fløj disse Ord Byen rundt. Og Byens raadvilde og muligvis i Øjeblikket forsagte Borgere fattede Mod paa ny. Svigtede end Adelen, Rigets ledende Stand, sin Pligt og følte sig uden Haab og uden Trøst", saa vaktes der nu ved Kongens Ord Haab og Trøst i Borgernes Hjærter. De forstod, at de havde faaet en Fører i den tavse, tilbageholdende Konge, som de ikke hidtil havde lært videre at kende, de forstod med Taknemmelighed, at han vilde gaa i Spidsen for at værne den fælles Rede, deres Hjem, deres Alt. Københavnerne har, med Frederik III.s Ord i Sinde, følt det, som om der pludselig, midt i den mørkeste Nat var begyndt at gry en ny Dag, da de om Eftermiddagen hin 8. August hørte Trommerne gaa i Gaderne og kalde Magistraten og alle velfornemme Borgere, Købmænd og Lavsmestre, op paa Slottet til Møde den næste Dag. Det var paa dette Møde, at en københavnsk Haandværksmester, vistnok Jørgen Garver, over for Borgmester Hans Nansen, gjorde sig til Tolk for Byens Borgere og sagde, at det vilde være Spot og Skam, om man uden engang at se Fjenden under Øjne vilde lade sig forskrække af Svenskens Trusler og overgive og forlade Kongen og Staden. Havde man først forsøgt en haard Pust, men kunde ikke slaa og blev nødt til at give sig, saa var man undskyldt." Hertil raabte de øvrige Borgere i hverandres Munde", at de alle vilde stræbe og slaa, saa længe de mest kunde." Hans Nansen kunde saaledes, da Kongen var traadt ind i Salen, forsikre Hs. Majestæt om Borgerskabets Troskab, at de skulde staa og gaa, vove Liv og Gods for 2

8 6 Hans Majestæt, at hver skulde se, hvad Hjærte den borgerlige Stand udi København havde til sin Konge." Men da Kongen paa det samme Møde takkede Borgerne for deres Sindelag og lagde sin Taknemmelighed for Dagen ved at give dem Tilsagn om de Privilegier, som de tidligere gentagne Gange, men forgæves, havde søgt at opnaa, saa voksede Københavnernes Kærlighed til deres Konge og deres By endnu mere. Udstyret med de nye Friheder, der skulde rydde de gamle Skranker bort, lette Byrderne og skaffe større Lighed og Selvstændighed, blev den gamle Rede dem endnu mere dyrebar og endnu mere værd at leve i og kæmpe for. En stor Sorg og en stor Fare kan, ligesom en stor Glæde, nærme Folk til hinanden. Fællesskab i en stor Følelse udjævner de Kløfter, som Forskel i Stand, Rang og Rigdom frembringer og frembragte med endnu større Ubarmhjærtighed i hine Dage end i vore. De følgende Dage saa Københavnerne i Fællesskab bygge et Værn op om deres By. Ikke saa godt, som de kunde ønske det, men saa godt som Tid og Lejlighed tillod det, og godt nok til at værge sig fra, naar man havde ViHien til ikke at vige. København var dengang en lille By, den talte knap 30,000 Sjæle. Alt, hvad der af det nuværende København ligger Vest og Syd for Frederiksholms Kanal og Løngangsstræde var aabent Hav, alt hvad der laa Vest for Vestervold og Nord for Nørre- og Østervold var, med Undtagelse af de ubetydelige Forstæder, Broerne" uden for Portene, aabent Land. Ogsaa. inde i Byen laa der store aabne, kun meget lidt bebyggede Strækninger. Saaledes hele den Del af den nuværende gamle By, som ligger uden for Gotersgaden, Ny Østergade og Husrækken paa Kongens Nytorv fra Hjørnet af Østergade til Holmens Kanal. Her omtrent laa den gamle Østervold, med Østerport ud for Østergade, paa det nuværende Kongens Nytorv. I 1629 havde Christian den IV. inddraget hele denne store Strækning, det

9 7 senere Ny-København, mellem nuværende Gotersgade og Kastellet, i Byen. Byens nye Grænse blev dog endnu ikke afmærket ved et nyt Fæstningsanlæg, ved en ny Østervold i Tilslutning til den gamle Vold ved Nørre Port, men kun ved en Grøft og et Dige. Christian IV. havde oprindelig haft i Sinde at udvide Byen lige til Ferskvandssøerne, benytte disse som vaade Grave, lægge Volde umiddelbart inden for disse og endelig opføre smaa Skanser uden for Søerne som Værn for Adgangene til Byen, Vartov paa Trianglen ved det yderste Hjørne af Sortedamssø, hvor Helsingørsvejen førte igennem, Ravnsborg ved Frederiksborgvejen og lige foran Broen over Peblingesøen og Ladegaarden ved den gamle Aas Udmunding i Peblingesøens vestlige Hjørne. Fra Vartov førtes et Værk til Kastellet ved St. Anne Bro, og fra Ladegaarden uden om St. Jørgenssø, eller rettere sagt de Engstrækninger, der om Vinteren og Foraaret dannede St. Jørgenssø, ned langs Kallebodstrand til Skansen ved Farveriet", den senere Gyldenløves Bastion, førtes et lignende Værk, det saakaldte Bjørndals Retranchement. Voldene umiddelbart inden for Søerne blev dog aldrig anlagt, og København var i Virkeligheden, ved Christian IV.s Død, mod Øst kun værnet ved den gamle middelalderlige Vold inden for Gotersgade. Aaret før blev Østerport nok flyttet fra sin gamle Plads paa Kongens Nytorv ud i den nye Linie ved Nyboder, men det var først et Par Aar senere, at Frederik III. lod tage fat paa en virkelig Fortsættelse af Volden mod Øst fra Nørre Port blev denne flyttet fra sin tidligere Plads ud for Nørregade hen i det nye Værk", ud for Frederiksborggade. Men det nye Værk" blev foreløbig kun færdigt hen til Rosenborg. Resten herfra og hen til Kastellet, havde stadig langt mere Karakter af en Grøft og et Dige, end af en Fæstningsvold og Grav. Mod Søsiden var Byen forsvaret mod Øst af Kastellet ved St. Anne Bro, Christianshavn, der laa som et Fæst- 2*

10 8 ningsanlæg lige foran Bremerholmen og Slotsholmen og værnede disse to Holme og Havnemundingerne imellem dem. Endelig af Svinebatteriet ved Kongens Bryghus (Kortet A), Volden (a) og Staldbatteriet (B). Fra Slotsholmen, over det vestlige Havneindløb, til Volden (cd) paa Vandkunsten og langs Løngangsstræde havde Christian IV. ladet opføre en dækket Bro, Løngangen, der var forsynet med Kanoner, og som førte lige til Vandmølletaarnet (ved den lille Skanse D) omtrent paa Hjørnet af Vandkunsten og Raadhusstræde. Søndervold" (d) forbandt denne Skanse ved Løngangen" (D) med Skansen ved Farveriet" eller Gyldenløves Bastion (E), der laa med sin Spids under Kedelstationens Bygningskarree tæt Syd for Brandstationen. Tanken om Befæstningens Mangler maatte mælde sig af sig selv i samme Øjeblik, som Budskabet om Svenskernes Fremrykning indløb. De første Ordrer, der udgaar fra Slottet, gælder da ogsaa Forsvaret, Anskaffelse af Pallisader og Spanske Ryttere ihvor endog Tømmeret dertil kan være at finde, og Opførelsen af Bulværker og Batterier", d. e. Volde og Skanser. Alle Skibe og Skuder faar Ordre til at lægge sig ud ved Prammen", d. v. s. i Læ af Byens Kanoner; Købmandssvende, Haandværkssvende mønstres, Studenterne opfordres til at mælde sig til Tjeneste, Borgerne og Soldaterne faar anvist hver sin bestemte Plads paa Volden. De første faar tillige Paabud om, hver ved sin Dør at have et stort Kar med Vand og en Oksehud til at dæmpe Ild med, om Fjenden skulde faa Held til at stikke noget Hus i Brand. Ydermere udgaar der Ordre til, at hver Borger paa sin Post haver i det ringeste ved Haanden 100 Kampesten til at forhindre Storm." Kampesten kunde kun tænkes at forhindre Storm, naar de oppe fra Brystværnet af en Vold kunde kastes ned paa en Fjende, der førsøgte at kravle op ad Volden. Derfor var Voldens Gennemførelse i en nogenlunde forsvarlig Højde det første Arbejde, der maatte gøres. Og her saa

11 9 man da Adel og Borger, Præst og Daglejer arbejde Side om Side med Skovl og Hakke, Hjulbør og Spade. Ingen fandtes den anden for viis, ingen af særdeles Indbildning egensindig, ingen søgte Ære og Berømmelse, ingen syntes det umuligt at afværge Fjenden, den ene vilde være snarere færdig end den anden, den med Raad, den med Daad. Ej gemene, men end (d. e. selv) fornemme Borgere gik ud til de afbrændte Huse uden Porten, og saa ej ved (d. e. tog ikke Hensyn til) at Fjenden laa der uden for, og derfra paa deres Ryg og Aksel (Skulder) indbar (Tømmer og Planker) til Pallisader, Stormpæle og Brystværn, selv gravede, selv skuffede ved Nat og Dag, ja end Generalspersonerne, som da var her udi Byen, selv tog i med Haanden, selv arbejdede og hjalp til, at inden fjorten Dage havde de saa forbygget og forskanset sig, at de turde trodse imod Fjenden, at end selv Fjenden maatte forundre sig, hvorledes vi inden saa faa Dage fik saadan et Arbejde gjort." Paa Indersiden af Volden blev der bygget smaa Huse eller vel rettere Skure, som kunde give Tag over Hovedet og Ly om Natten. Og oppe paa selve Volden gravede Mandskabet sig Huler ned under Brystværnet. Mange Steder, særlig langs Vestervold, var der ingen Voldgade mellem Volden og Husene, men disse var bygget lige ind i Volden, saa mange fandt Natteleje der uden at fjerne sig synderligt fra sin Post. 12. August viste de første svenske Ryttere sig uden for Byen; samme Dag besatte Fjenden Christian IV.s Ydervolde fra Søerne til Sundet og til Kalvebodstrand og Skanserne udenfor. Ved Daggry satte de sig fast i Vartov, den ejendommelige Blanding af Fæstning og Fattigstiftelse, men Beskydningen fra Byen var saa voldsom, at de maatte fortrække igen. Mest Fortræd voldede dog Stykprammene Den stumprumpede Hund" ved Vartov og Svinetruget" i Kalvebodstrand, for hvis Skud Svenskerne vanskelig kunde finde Dækning.

12 10 Man var i København ikke til Sinds at lade Fjenden komme sig for tæt paa Livet. Derfor foretoges der allerede 13. August et Udfald og Dagen efter ikke mindre end to Udfald under Hans Schach og Ulrik Christian Gyldenløve, alle fra Vesterport og ud mod Fjendens Stillinger. Og den Kraft, hvormed Københavnerne gik frem, overbeviste Carl X. Gustav om, at han maatte begynde en regelmæssig Belejring af Byen, om han vilde vinde den. 17. August begyndte Fjenden da at nærme sig Byen i Løbegrave, som de gravede i Sik-Sak tværs over Bredegade", d. e. nuværende Vesterbrogade, og kaste stærke Skanser op ved Skæringspunkterne, hvorfra de kunde beskyde Byen. Oprindelig havde Carl X. Gustav kun haft 10 Feltkanoner at raade over, men efter kort Tids Forløb fik han svære Kanoner fra Halmstad og fra sine Orlogsskibe, saa han 19. August kunde begynde ét formeligt Bombardement, der gjorde stor Skade i Byen baade paa Huse og paa Folk. Man talte dog endnu kun et Par Hundrede Skud om Dagen, men om Natten kunde Beskydningen være nok saa farlig, ti da gik det løs med gloende Kugler, som stak i Brand, hvor de traf i noget, der kunde brænde. For at holde Fjenden paa Afstand og forhindre denne Skydning blev der 23. August foretaget det store Udfald", der foregik med Dragoner, der under Anførsel af Ulrik Christian Gyldenløve gjorde Udfald fra en Lønport i Volden ved Gyldenløves Bastion, samt med Fodfolket fra Vesterport Studenterne anført af Kjeld Lange, Baadsmændene sagtens af den endnu uberømte Niels Juel, Gøngerne af Niels Rosenkrans, og Haandværkerne under Johan Bessel, alt i alt 2800 Mand under Overkommando af Frederik Ahlefeldt, der selv førte Kongens Livregiment eller den røde Garde". Carl X. Gustav maatte med Græmmelse se, at hans sejrvante Krigere blev kastet tilbage af disse uøvede Folk, at Løbegravene og Skanserne

13 11 blev ødelagt, 6 Kanoner erobret, Resten fornaglet, medens mange af hans Folk blev fanget, dræbte eller saarede. Ved stadige Udfald, der dog ikke alle kronedes med Held, holdt man Fjenden nogenlunde paa Afstand. Men efter Midten af September begyndte det at se alvorligt ud for København. 6. September havde Kronborg overgivet sig. Svenskerne havde derved faaet en Mængde svært Belejringsskyts i Hænde, og i Dagene omkring den 20. blev de ført i Stilling foran København. Christian IV.s gamle Forter: Lade'gaarden, Ravnsborg og Vartov blev bestykket med 40 svære Kanoner fra Kronborg, de gamle Retranchementer og Skanserne inden for St. Jørgens Sø blev forsynet med 36 Stykker ligeledes af sværeste Kaliber. Og samtidig var Belejringshæren vokset i Styrke, saa København nu indespærredes af 10 Regimenter Rytteri og 12 Regimenter Fodfolk i alt paa det nærmeste en 10,000 Mand. Ilden fra Batterierne inden for St. Jørgen og fra Ladegaarden blev særlig generende for Københavns i fortifikatorisk Henseende svageste Punkt, Jærmers Skanse, det skarpe Hjørne mellem Vester- og Nørrevold. Allerede 24. September ønskede Kongen at fritage Borgerne for den udsatte Post paa dette Sted og gav Borgervæbningens Chef, Frederik Thuresen, Ordre i den Anledning. Posten blev da besat af Soldater, men trods al Agtpaagivenhed og trods alle Anstrengelser formaaede de ikke at hindre Fjenden i at rykke nærmere og nærmere. 8. Oktober tog han Ravelinen, Forværket foran Bastionens Spids og satte sig fast der. Svenskerne var saaledes helt inde under Volden og kun skilt fra den ved Stadsgraven. Nu, mente Carl X. Gustav, maatte Københavns sidste Time være kommen. Naar han, samtidig med at skyde Breche i Volden her, gik i Land paa Amager med en antagelig Styrke og rykkede frem mod Christianshavn, tvang han Byen til at værge sig paa een Gang mod Angreb fra Nord og fra Syd. Udfaldet kunde næppe synes

14 12 tvivlsomt. Men det gik dog ikke saa let, som han havde ment. Ved Budskabet om, at den svenske Konge var gaaet i Land paa Amager med 2000 Mand og foreløbig hærgede Øen, Københavns eneste Forraadskammer, gjorde Frederik III. personlig tilligemed Schach, Gyldenløve og de fleste af sine høje Officerer i Spidsen for en udvalgt Trop Ryttere, Artilleri og Fodfolk Udfald fra Christianshavn. Ved Hollænderbyen stødte de paa Fjenden, drev ham paa Flugt og havde paa et hængende Haar taget den svenske Konge selv til Fange. Faa Dage senere blev ved et nyt Udfald fra Vesterport Svenskerne forjaget fra deres Stillinger, og den værste Fare synes at være overstaaet. Det var dog kun i Øjeblikket. Medens Carl X. Gustav var i Land paa Amager, havde han faaet Budskab om, at den hollandske Undsætnings-Flaade, der efter den mellem Danmark og Holland bestaaende Forbundstraktat var bleven udrustet og forsynet med Levnedsmidler m. m. til den haardt betrængte By, var under Opsejling. Budskabet var forhastet, ti Flaaden forlod først Holland 7. Oktober, men det bragte den svenske Konge til at fatte den Beslutning, at København skulde falde inden den hollandske Hjælp kunde naa frem. Beskydningen af Byen blev derfor fortsat med endnu større Kraft end før og voldede stor Skade. Det var særlig ligesom i 1807 Kvarteret omkring Frue Kirke, det gik ud over. Men ogsaa nede ved Stranden og midt inde i Byen blev mange Huse mere eller mindre ødelagt. Mandskabet var stadig paa Volden Nat og Dag; den Borger, som om Natten laa hjemme i sin Seng, gjaldt ikke for nogen god Patriot". Kongen, der havde sit Hovedkvarter paa Bastionen ved Runde Kirke" (d. e. St. Anna rotunda), altsaa hvor nu Danmarks Monumentet staar, færdedes stadig paa Volden, dadlende eller opmuntrende og tilskyndende alle til at gøre deres Pligt. De højere Officerer var ligeledes paa Volden Dag og Nat; saaledes Ulrik

15 Christian Gyldenløve, der sov i Skansen ved Farveriet, som han havde styrket og befæstet paa alle tænkelige Maader. Københavnerne saa ængstelig til Vejrfløjen i de Dage. Amagers Ødelæggelse havde været et haardt Stød; Fødevarer begyndte det at skorte paa, ligesaa Foder til Hestene, men mest af alt kneb det med at skaffe Træ til Pallisader og Stormbjælker, d. v. s. Bjælker med en Tallie i hver Ende, saa man under en Storm kunde lade dem falde ned og slaa Benene fra Fjenden, der forsøgte at kravle op ad Volden, og ved Hjælp af Tallierne hive dem op igen. Endelig gik Vinden i Nord. 29. Oktober stod Hollænderne under Opdam og Reuter Sundet ind under voldsom Kamp baade med Kronborg og med den svenske Flaade. Med stor Tapperhed og med betydeligt Tab paa Skibe og Folk slog de sig igennem og ankrede 31. Oktober paa Københavns Red. Men Dagen før var Carl X. Gustav brudt op fra sine Stillinger foran København. De var for spredte til, at han nu kunde tage imod et Udfald fra Byen. Han drog dog ikke bort, men satte sig fast i Brønshøj i en stærkt be- - fæstet Lejr, som han lod kalde Carlstad. Københavnerne kunde nu røre sig uden for Portene, men var dog stadig indespærrede til Lands. Paa Valbybakke stod endnu Stenbock med en større Rytterstyrke, og inden for Lersøen, hvor nu Slangerupbanen ligger, Banér med en lignende. Og efterhaanden som Nætterne blev længere og mørkere, og særlig da Isen, Svenskernes svorne Ven og Forbundsfælle som det synes, begyndte at dække Vandet det skete allerede i November, blev Skinangrebene hyppigere og hyppigere. Og netop nu, da Frosten og Mørket gjorde Fjendens Anfald dobbelt vanskelige at afslaa, døde Ulrik Christian Gyldenløve (12. December), Christian IV.s Søn og Frederik III.s Halvbroder og tro Mand og Byens raskeste og mest uforfærdede Soldat. Men hans Arbejde havde ikke 3 13

16 14 været forgæves. Hans Kamplyst og Udholdenhed hvilede til det sidste over Besætningen paa Gyldenløves Bastion. Med Kulden begyndte Manglen paa Brænde at gøre sig gældende. Og det var særlig haardt, da nu det anstrengende Isningsarbejde kom til og lagde Beslag paa en stor Del af Københavnernes Styrke. Ti den eneste Mulighed for at holde Fjenden fra Livet var, at man stadig holdt brede Render aabne i Isen. Mellem Svinebatteriet ved Kongens Bryghus og paa Skarpenort, Bastionen lige over for paa Christianshavn, var der indiset flere Stykpramme samt den lille Fregat Højenhald" for at holde Fjenden borte, og Batteriet ved Toldboden havde samme Opgave Nord paa. Men i en mørk og taaget Nat kunde han dog maaske uset snige sig frem og komme helt hen til den lave Vold ved Slotsholmen (Kortet ac), ja mulig under Løngangen helt ind i Byen. Brede Isrender, fra Toldbodbatteriet til Knippelsbro og herfra rundt Svinebatteriet og forbi Løngangen til Dronningens Have, var den eneste Redning. Og takket være den utrættelige og allestedsnærværende Vestjyde, Renteskriveren Jens Lassen, en af de Mænd, som gjorde det største Arbejde for Københavns Frelse i hine Dage, og takket være de københavnske Søfolks og Fiskeres og af og til Hollændernes Udholdenhed i Storm som i Stille, i Sneknog" som i Frost, blev Renderne holdt aabne, og de svenske Tropper, som mere end een Gang søgte at overrumple Byen ved natlige Angreb over Isen, standsede paa deres Vej. Og samtidig var man saa nær udgaaet med Musketkugler i Byen, at man maatte rive Blyet af Kvistene paa Børsen for at have noget at støbe Kugler af! Fra Mjjlten af December tog Alarmeringerne til. Der var snart ikke den Nat den hellige Julenat end ikke undtaget uden at Stormklokkerne lød. Nytaarsdag, mens Folk var i Kirke, blev der blæst Alarm, saa Folk maatte

17 15 slaa Ruderne ud og springe gennem Vinduerne for i en Hast at komme til Volds. 15. Januar flyttede Carl X. Gustav sit Hovedkvarter fra Brønshøj ned til den gamle Gaard Bjørnsdal paa Vesterbro. Det blev gennem vore dristige Spejdere snart bekendt i København og opfattet som det, det var: et Varsel om, at Afgørelsens Time nærmede sig. Større og større blev de Troppeafdelinger, der rykkede frem over Isen og angreb Byen, men stadig uden Held, og med voksende Iver arbejdede Københavnerne paa at sikre deres By mod en General-Storm. Det værdifuldeste Bidrag dertil skulde de dog faa leveret af Fjenden selv. 9. Februar om Aftenen udi en temmelig Taage med Mørke og Mulm, at man næppelig kunde se et halvt Pistolskud fra sig", gjorde Svensken atter Anfald et Forsøg paa en afgørende Storm og kastede sig paa deres March over Isen først mod Stykprammen Svinetruget", som de erobrede og stak Ild paa. Men ved Ildens Skær blev det muligt for Konstablerne ved Batterierne paa Slotsholmen og Christianshavn at faa nøjagtigt Sigte, saa Angriberne snart maatte trække sig tilbage. Og Tilbagetoget foregik saa hurtigt, at de ikke fik Tid til at medtage en besynderlig Invention af Broer, som man kunde adskille og sætte sammen"; den var lagt paa 8 Hjul, saa den kunde køres frem, var i sin største Længde 36 Fod lang og 5 Fod bred, saa 3 Mand jævnsides kunde gaa over den. Samme Tid have vore Folk fundet en stor Hob Granater paa Stedet og nogle Kindbakker med Menneskenes Tænder udi, Hoveder og Hjerneskaller med Faveurbaand udi Haaret flettede". Samme Nat forsøgte Carl X. Gustav selv et Angreb paa Christianshavns Vold, men blev slaaet tilbage efter at have mistet mange Folk. 10. Februar havde Københavnerne travlt med at gøre Vaagerne rundt Byen 10 Fod bredere. Ti Længden af den efterladte Stormbro gav Maal paa, hvor langt de kunde 3*

18 16 spænde, og med Vaager paa 45 Fods Brede maatte man være sikret. Fra Malmø, uden Tvivl fra Korfits Ulfeldt, havde Frederik III. faaet Bud om, at Hovedstormen vilde foregaa Februar. At det ikke var forbi med det mislykkede Angreb 9., var man sikker paa, og Dagen derefter gik derfor hen med Forberedelser til at tage mod Fjenden. Jens Lassen lagde for sidste Gang sin Hjærne iblød for at finde Tømmer og Jærnbeslag til Pallisader, spanske Ryttere og Stormbjælker; Folk eftersaa deres Bøsser og Morgenstjerner, sleb deres Spyd, Partisaner og Leblade, slugte en Bid Mad og gjorde en Vending ind i den nærmeste Kirke, inden de gik til Volds; men de fleste havde travlt med at lave sig Begfakler og Begkranse. Ti man forstod, at det var et udmærket Raad, Bartholomæus Mikkelsen i Malmø havde givet, da han skrev, at Begkranse var gode at kaste tændte ned paa Angriberne fra Volden, og haardt sydende Beg at kaste ned paa dem, item at kaste Krudt løst over Volden og tænde Ild derudi, naar de vilde bestige den". Alle Mand var paa Plads. Ved Kongens Bryghus (se Kortet A) og Kurtinen derved (a) kommanderede Undertøjmester Mikkel Andersen, der havde 14 Kanoner under sig. I Staldbatteriet (B) med Kurtinen derved (b), Stykløjtnant Svend Busch med 13 Kanoner og i Løngangen Tøjmester Peter Kalthof? med 10 Kanoner. Peter Kalthoff var Overkommandant over alle de 37 Stykker paa Slotsholmen og i Løngangen, som betjentes af 3 Arkelimestre, 1 Overfyrværker og 62 Konstabler (Bøsseskytter eller Artillerister) foruden Haandlangere. Voldbesætningen paa Slotsholmen udgjordes af 3 Kompagnier Infanteri under Majorerne Busch, Fischer og Vendelbo fra Bryghuset til Løngangen. I og ved denne af 2 Kompagnier Studenter samt Kongens Hoffolk og Drabanter under Oberstløjtnanterne Lauritz Povisch og Colomb de Beaufort. Reserven paa Slotsholmen dannedes af 2 Kompagnier Studenter, Adelen og dens Svende samt et Kompagni Livregiment Ryttere, alle under Kommando af Oberst Mogens Krag, Højstkommanderende paa Slotsholmen. Fra Løngangen (nu Hjørnet af Vandkunsten og Frederiksholmskanal) forbi Vesterport til Jærmers (Helmers) Skanse førte Generalvagtmester Klaus Ahlefeldt Overkommandoen.

19 17 Paa det første Stykke af denne Strækning, den lille Skanse ved Løngangen (D) og Kurtinen (d) hen til Gyldenløves Bastion kommanderede Stykmajor Lave Rodsten, der havde 6 Kanoner staaende paa Skansen (D) og 2 paa Kurtinen (d) med 1 Arkelimester og 8 Konstabler. Her bestod Voldbesætningen af 2 Kompagnier Infanteri under Kaptajn Gutzau tillige med en Afdeling udsøgte Voldskytter i Skansen (D) og paa Kurtinen (d) Strandkvarters Borgerkompagni under Johan Steinkuhl. Fra Gyldenløves Bastion (E) til Jærmers Taarn G havde Oberstløjtnant Andreas Wilken Overkommandoen over Artilleriet. Under ham kommanderede Stykjunker Peter Johansen Tønen de 13 Kanoner i Gyldenløves Bastion og de 5 paa Kurtinen (é) herfra til Vesterport, assisteret af 1 Arkelimester og 18 Konstabler. Voldbesætningen her dannedes af et Kompagni Dragoner (til Fods) i Gyldenløves Bastion og 60 udvalgte Voldskytter samt en mindre Styrke under Major Schwitzer i Ravelinen foran Bastionen (den har ligget omtrent imellem Olympia og Alsterpavillonen paa Vester Boulevard) med 2 stærke Kompagnier Borgere fra alle Byens Kvarterer, en Deling Ryttere og 2 Kompagnier Hollændere i Reserve inden for Bastionen. Paa Kurtinen (e) stod Snarens Kvarters Borgerkompagni under Kommando af Guldsmed Niels Enevoldsen. Bastionen eller Skansen ved Vesterport (F), der laa ud for Vestergade foran paa Holdepladsen var i 2 Etager. Den øverste Katten" var bestykket med 11 Kanoner, 1 Arkelimester og 15 Konstabler under Jørgen Rud; den nederste havde 17 Kanoner med 2 Arkelimestre og 11 Konstabler under Løjtnant Niels Børgesen. Stykmajor Abraham Budewitz havde Kommandoen over hele Basti onen som Næstkommanderende under Andreas Wilken. I Jærmers Skanse (G) stod der endelig 17 Kanoner, der betjentes af 2 Arkelimestre og 20 Konstabler under Stykløjtnant Robert Colnet. Voldbesætningen i Vesterports Bastion udgjordes af 2 Kompagnier Dragoner under Oberst Stockmann, i Ravelinen foran den 1 Kompagni Dragoner under Kaptajn Cicignon. Paa Kurtinen (/) stod Vester Kvarters Borgerkompagni under Farver Nicolaus Rens og i Jærmers Skanse stod 1 Kompagni af Hans Schacks Livkompagni med en fremskudt Trop i Ravelinen foran. Den Del af Østervold, der blev berørt af Kampen, Runde Kirkes, siden kaldet Qvitzovs Bastion (hvor nu Danmarks-Monumentet staar) og Østerbros Møllebastion, siden kaldet Peuchlers Bastion, der delvis bestaar endnu med et Stykke af Kurtinen hen til Qvitzovs Bastion, var bestykket med 8 Kanoner i denne under Fændrik David Hess og 12 Kanoner paa Peuchlers. Her dannedes Voldbesætningen af hollandske Matroser under den hollandske Oberst Peuchler med 2 stærke Kompagnier Haandværkssvende som Reserve. Endelig stod paa Christianhavns Vold 52 Kanoner under Oberst Speckhahns' Kommando samt foruden Byens Borgere 4 Kompagnier Infanteri (heraf 3 hollandske), 2 do. Haandværksreserve og 1 do. Rytter under Generalmajor Adolf Fuchs.

20 18 Den hele Styrke, der var paa Benene, anslaas til 2750 Militære, 2500 Borgere og 2000 Hollændere, ialt 7250 Mand. Dagen led og Aftenen kom, og med det voksende Mørke blev Københavnerne mere og mere lydhøre. Men alt var stille, og alt blev stille. Midnatsklokken slog, og endnu var der intet at høre. Men netop nu begyndte Svenskerne at røre paa sig. Paa Slaget 12 brød de op fra Lejren ved Brønshøj og marcherede stille i Mørket og med Præcision ned i de i Forvejen nøje angivne Stillinger. Kl. 1 1 / 2 kunde det mældes Garl X. Gustav, at alle Mand var paa Plads. Løngangen dannede Midtpunktet i hans Angrebsplan. Kunde han tiltvinge sig Adgang her og det skulde ikke synes umuligt, da Kurtinen og Skansen ved Løngangen, som han skulde passere, kun var bestykket med 8 Kanoner og Løngangen selv med 10 saa stod han med det samme midt i Byens Hjærte og kunde kaste sig over Slotsholmen eller over Byen efter Behag. I Overensstemmelse med sin Plan lod han da Fersen rykke frem med venstre Stormkolonne, 5 svenske Brigader (Kortet 1 5) formeret efter Dybden, langs Kysten, lige mod Løngangen, medens højre Stormkolonne under Wawassor, 5 Brigader tyske og engelske Soldater (6 10) rykkede frem i Højde med Fersens længere ude paa Isen mod Bryghuset og Staldbatteriet. Bag Wawassors Kolonne stod i 1. Linie Reserven, Stenbock med sine 6 svenske Regimenter (12 17) og i 2. Linie Falzgreve Filip af Sulzbach med 8 Eskadroner Kavalleri (18-25). Længere ud, som en Kolonne for sig, marcherede Clas Thott med sine 2 Eskadroner Ryttere og 4 Regimenter Fodfolk (26 31) frem mod Christianshavn. Men imellem Thotts og Wawassors Kolonner havde Oberstvagtmester Schmidts Regiment (11) Opstilling. Det var hans Opgave at kaste sig over Stykprammene og Højenhald" og bringe deres Kanoner til Tavshed. Mod Øst skulde Banér med en Avantgarde paa 750 Mand, 3 Regimenter Dragoner til Fods og 4 Eskadroner Ryttere i Reserve rykke frem mod Østervold mellem Kastellet og Østerport (lige ud for Hjertensfrydsgade), saa Byen paa en 6ang blev angrebet paa tre forskellige Punkter. Carl X. Gustavs Angrebsplan var nøje eftertænkt, og alt var lagt til Rette for at sikre et heldigt Udfald. De

21 19 forreste Brigader havde hvide Overtrækskapper paa for ikke at stikke af mod Sneen, og foran hver af Stormkolonnerne gik der en Avantgarde paa 200 Mand, der skulde bane Vej for Angriberne og rydde Hindringerne til Side: først 30 Musketerer, derefter 2 Løbe- eller Isbroer hver med en Skibskaptajn og 8 Baadsmænd, 30 Baadsmænd med skarpe Økser til at omhugge Pallisaderne, 80 Baadsmænd med 20 dobbelte Stormstiger og paa hver Stige en Sæk med Hakkelse, 10 med Kapper at kaste over Pallisaderne, 8 Musketerer, som skal skyde med Granater, 8 Fyrverpere, som skal kaste med Haandgranater, og 12 Konstabler med store Haandgranater, endelig 4 Baadsmænd med Hager. Saa viss var Carl X. Gustav paa Sejren, at han havde foræret en af sine Mænd en bestemt Gaard i København og indstiftet en Orden Jesu Ordenen", der skulde uddeles i den erobrede By som en Minde- og Tapperhedsorden. Det var at sælge Bjørnens Hud, før den var fældet. Kl. l x / 2 blev der givet Signal til Angreb. I største Tavshed satte Masserne sig i Bevægelse og gled frem i Mørket og den hvirvlende Sne. Inde i Byen stod Københavnerne Skulder ved Skulder og stirrede ud i Mørket. Kongen og alle de højere Officerer var paa Volden, og disse og Adelsmændene havde ladet sig udlevere Vaaben for at kæmpe med sammen med de andre. De, der løb ud foran Vaagerne og lagde Øret til Isen, har vel været de første, der har hørt Drønet af den fremrykkende Fjende, men ellers var alt stille indtil Oberstvagtmester Schmidt angreb Svinetruget" der var bestykket paa ny og Højenhald". Og nu lød imellem Skuddene derude fra Kampskrigene Fald an!" og Gud hjælp!" Endnu var der intet at se, men,c a Prammen paa ny kom i Brand, lyste den som en Fakkel, og i det samme begyndte de Danske Stykker at spille.

22 ^ X Æ A / y m Se. Jærmers 5hanse\ Vesterport GI Koncertsal. etifptottipk Skarpener? Mr/st/ans H x Skitseret Kort over Stormen paa København. (Efter Oberst Sørensens: Københavns Belejring). m m

23 22 Og medens Besætningen paa Højenhald blev hugget ned med stort Tab for de Svenske, stormede Fersens og Wawassors Masser frem mod de angivne Maal. Og over ad Amager til drog Clas Thott frem, nu med Hurraraab og klingende Spil, som var det til en Bryllupsfest". Men her svigtede Isen sin svenske Ven. Den mægtige Stormbro, ad hvilken 3 Ryttere jævnsides skulde ride over Vaagerne, og som blev trukket af 6 Skimler fra hans egen Stald, gik pludselig igennem Isen, og kun med Møje lykkedes det Thott at redde sine Ryttere og føre dem og Infanteriet frem til Angreb. Tre Gange stormede de, og tre Gange blev de slaaet tilbage. De fleste af Svenskerne," skrev General Fuchs i sin Indberetning, havde selv bragt deres Ligskjorte med." Ikke bedre gik det paa Københavnssiden. Højre Stormkolonne blev standset af Vaagerne foran Slotsholmskysten. Forgæves blev Løbebroerne ført frem, de naaede ikke Iskanten paa den modsatte Bred.. Og imens pløjede Kanonkuglerne fra Svinebatteriet, Bryghuset ; og Staldbatteriet samt Musketkuglerne fra Voldbesætningen igennem Angribernes tætte Masser. Fersen var med venstre Stormkolonne gaaet løs paa Løngangen. Men ogsaa han blev standset af Vaagerne og indsaa det umulige i at naa ind til Løngangen under den morderiske Ild. Han er naaet frem midt i nuværende Stormgade, og da ingen dybe Vaager eller Render skiller ham fra Volden mellem Løngangen og Gyldenløves Bastion, gør han venstre om og kaster sig over Volden d og Gyldenløves Bastion, og samtidig kalder han Wawassor til Hjælp. I en Bue bag om 1. smaalandske Brigade (5) stormer han ind mod Vestervold fra Gyldenløves Bastion op til Vesterport. Gravene fyldes med halv-- og heldøde Mænd. Men frem og op over disse stormer de andre, nogle spiddes paa de spidse Pallisader, nogle falder for Kugler og Spyd.

24 23 Men Skulder ved Skulder staar Københavnerne og vil ikke vige; en Fakkel i den ene Haand, en Klinge i den anden, det giver god Fægtning", havde Bartholomæus Mikkelsen skrevet, og de har fulgt det gode Raad. Rækkerne aabnede sig kun, naar Kvinderne fra de nærliggende Huse kom og styrtede deres Kedler med kogende Vand eller sydende Beg ned over de Stormende. Men bestandig myldrede de frem, og tre Mand lykkedes det at naa op, dog kun for at styrtes ned igen, den første med et Saar af Claus Ahlefeldts Partisan i sit Bryst. I et Par Timer rasede Kampen om Gyldenløves Bastion. Ude paa Østervold var alt roligt endnu, alt for roligt og stille efter Carl X. Gustavs Skøn. Banér var ikke naaet frem i rette Tid; Marchen over Marker og Moser havde været mere besværlig end frem paa Isen, og da han Kl. 4 kunde rykke frem fra Vartov, kom han for langt til venstre. I Stedet for at komme ind til den svage Vold mellem Kastellet og Østerport, kom han ind imellem Møllebastionen (nu Peuchlers Bastion) og Bastionen ved Runde Kirke (Quitzows Bastion) og opdagede først sin Fejltagelse, da Ilden aabnedes paa ham fra begge Sider med morderisk Virkning. Ogsaa her blev Angrebet fuldstændig tilbageslaaet. Da den røde Vintersol stod op, belyste den over 3000 blodige Lig og en By der var frelst fra Undergang. Rundt paa Volden lød Kirkens gamle Takkesang, og Kirkeklokkerne ringede Sejren ud over Lande. Men i mere end fem Fjerdingaar efter den store Kraftanspændelse maatte København holde ud. Endnu en Sommers og en Vinters Indespærring maatte Københavnerne døje, med al dens Nød, alle de Savn, Sygdom og Anstrengelser, den medførte. Først i Maj 1660 sluttedes Freden, og først i Juni efter 22 Maaneders Belejring aabnedes Byens Porte paa ny. ti Og denne Udholdenhed er mulig endnu mere værdi-

25 22 Og medens Besætningen paa Højenhald blev hugget ned med stort Tab for de Svenske, stormede Fersens og Wawassors Masser frem mod de angivne Maal. Og over ad Amager til drog Clas Thott frem, nu med Hurraraab og klingende Spil, som var det til en Bryllupsfest". Men her svigtede Isen sin svenske Ven. Den mægtige Stormbro, ad hvilken 3 Ryttere jævnsides skulde ride over Vaagerne, og som blev trukket af 6 Skimler fra hans egen Stald, gik pludselig igennem Isen, og kun med Møje lykkedes det Thott at redde sine Ryttere og føre dem og Infanteriet frem til Angreb. Tre Gange stormede de, og tre Gange blev de slaaet tilbage. De fleste af Svenskerne," skrev General Fuchs i sin Indberetning, havde selv bragt deres Ligskjorte med." Ikke bedre gik det paa Københavnssiden. Højre Stormkolonne blev standset af Vaagerne foran Slotsholmskysten. Forgæves blev Løbebroerne ført frem, de naaede ikke Iskanten paa den modsatte Bred., Og imens pløjede Kanonkuglerne fra Svinebatteriet, Bryghuset og Staldbatteriet samt Musketkuglerne fra Voldbesætningen igennem Angribernes tætte Masser. Fersen var med venstre Stormkolonne gaaet løs paa Løngangen. Men ogsaa han blev standset af Vaagerne og indsaa det umulige i at naa ind til Løngangen under den morderiske Ild. Han er naaet frem midt i nuværende Stormgade, og da ingen dybe Vaager eller Render skiller ham fra Volden mellem Løngangen og Gyldenløves Bastion, gør han venstre om og kaster sig over Volden d og Gyldenløves Bastion, og samtidig kalder han Wawassor til Hjælp. I en Bue bag om 1. smaalandske Brigade (5) stormer han ind mod Vestervold fra Gyldenløves Bastion op til Vesterport. Gravene fyldes med halv-t og heldøde Mænd. Men frem og op over disse stormer de andre, nogle spiddes paa de spidse Pallisader, nogle falder for Kugler og Spyd.

26 23 Men Skulder ved Skulder staar Københavnerne og vil ikke vige; en Fakkel i den ene Haand, en Klinge i den anden, det giver god Fægtning", havde Bartholomæus Mikkelsen skrevet, og de har fulgt det gode Raad. Rækkerne aabnede sig kun, naar Kvinderne fra de nærliggende Huse kom og styrtede deres Kedler med kogende Vand eller sydende Beg ned over de Stormende. Men bestandig myldrede de frem, og tre Mand lykkedes det at naa op, dog kun for at styrtes ned igen, den første med et Saar af Claus Ahlefeldts Partisan i sit Bryst. I et Par Timer rasede Kampen om Gyldenløves Bastion. Ude paa Østervold var alt roligt endnu, alt for roligt og stille efter Carl X. Gustavs Skøn. Banér var ikke naaet frem i rette Tid; Marchen over Marker og Moser havde været mere besværlig end frem paa Isen, og da han Kl. 4 kunde rykke frem fra Vartov, kom han for langt til venstre. I Stedet for at komme ind til den svage Vold mellem Kastellet og Østerport, kom han ind imellem Møllebastionen (nu Peuchlers Bastion) og Bastionen ved Runde Kirke (Quitzows Bastion) og opdagede først sin Fejltagelse, da Ilden aabnedes paa ham fra begge Sider med morderisk Virkning. Ogsaa her blev Angrebet fuldstændig tilbageslaaet. Da den røde Vintersol stod op, belyste den over 3000 blodige Lig og en By der var frelst fra Undergang. Rundt paa Volden lød Kirkens gamle Takkesang, og Kirkeklokkerne ringede Sejren ud over Lande. Men i mere end fem Fjerdingaar efter den store Kraftanspændelse maatte København holde ud. Endnu en Sommers og en Vinters Indespærring maatte Københavnerne døje, med al dens Nød, alle de Savn, Sygdom og Anstrengelser, den medførte. Først i Maj 1660 sluttedes Freden, og først i Juni efter 22 Maaneders Belejring aabnedes Byens Porte paa ny. i\ Og denne Udholdenhed er mulig endnu mere værdi-

27 24 fuld end selve den dramatiske Stormnats Mod og Tapperhed. Og den var kun mulig, fordi Københavnerne havde Villien til at holde ud, Villien til at værge sig, Villien til at holde sig oven Vande. Lad os haabe, at den Villie lever endnu!

28 Ved den nationale Mindefest 11. Februar 1909 i Anledning af 250 Aarsdagen for Stormen paa København.

29

30 De Danske og deres Konge. Egen Melodi. Alt rejser Vintren sit hvide Telt, med Is ligger lille og store Bælt; men Danmark stoler paa Herren. Se Svensken ligger for København, han stoler saa trygt paa sin Magt, sit Navn, men Danmark stoler paa Herren. I Byen hersker den bitre Nød, saa haardt den alt trues med Hungersdød; men Danmark stoler paa Herren. Den hele Forstad er lagt i Grus, højt Flammerne hvirvle fra Herrens Hus; men Danmark stoler paa Herren. Den danske Konge paa Volden staar, de gloende Kugler omkring ham slaar; men Danmark stoler paa Herren. Alt ejer Fjenden den hele 0, Men Frederik svor i sin Rede at dø; og Danmark stoler paa Herren.

31 28 Enhver vil stride trods Køn og Stand, hver Mand er en Helt, hver Kvinde en Mand; og Danmark stoler paa Herren. Sin Ligskjorte drager nu Svensken paa. Som Dødningeskarer i Sneen de gaa; men Danmark stoler paa Herren. De levende Snemænd storme paa Stand, men Kvinden dem smelter med kogende Vand; trygt Danmark stoler paa Herren. De Svenske storme med Larm og Skrig, men synke i Sneen som blodige Lig: thi Danmark stoler paa Herren. Snart toner te deum" som Hjærtets Tolk, og Kongen knæler med alt sit Folk; for Sejren takker de Herren. H. C. Andersen. Københavns Belejring. Mel : Kong Kristian. Det var en Februarikvæld, saa mørk og kold, da Danmarks Trone stod paa Hæld, og nær sit Fald var Folkets Tjeld; da Rigens Værn og Grænseskel var Axels Vold, og, af sin Sejersflugt berust, Carl Gustaf alt saa sønderknust dets Skjold. Men paa den lave Vold der stod en Mur saa fast, med frejdigt Sind og roligt Mod en Kreds af Kæmper, Fod ved Fod; og hver, som stormed derimod, fik Skam og Last. Der standsed Undergangens Strøm, og Sveakonnings stolte Drøm, den brast.

32 29 Og da den lange Nat saa veg for Morgengry, svandt Fortids Skygge, stum og bleg, og frem af Kampens haarde Leg med Krans om Havet Danmark steg, som født paany; den gamle Ordens Skranker faldt, thi Klerk og Borger delte halvt dets Ry. To Hundred Aar, med Nød og Held sank ned i Hav: Hvad dengang blev fortjent saa vel, stod længe hen som gammel Gæld; en anden Frederik af sig selv til sidst det gav. En anden Aand i Nord blev vakt, og Had og Harm for evigt lagt i Grav. Men lige stærk skal Mindets Røst vort Øre slaa, og tone gennem trofast Bryst, og løfte Mod og sænke Trøst, og lægge Sæd og love Høst, mens Tider gaa! Og flammer atter Kampens Bavn som Fædrene for København Mel.: Den tapre Landsoldat. I Sommersol og Blæst, i Vinter af Nordvest, med Hav og Himmel favnes, det Land vi lider bedst. Lad Bygerne kun slaa, lad Havet bruse paa, her er saa frisk at aande og saa frydeligt at gaa. Af disse jævne Marker og denne stolte Sø har Dansken lært i tusind Aar at leve og at dø, Fra Hammeroddens Fjæld til Revlens hvide Sand, vort Folk vort Fædreland.

33 30 Det Sprog, der vokser her, i Kamp med Vind og Vejr det løfter som en Bølge, det bider som et Sværd. Af Tænker og af Skjald gjort smidigt i sit Fald, det magter nok at ramme og at rejse hvad det skal, det hvisker over Vuggen med Barnets lille Navn og gynger Folkets Fortid og dets Fremtid i sin Favn. Til alle Slægters Blod er udgydt i dets Skaal, vort Sprog, vort Moders Maal. Og truer os en Dag en pansret Næves Slag, da rejser vi for Danmark vort skønne gamle Flag. Paa Tab af Guld og Blod kan Tiden raade Bod, men overgi'r et Folk sig fejgt, da raadner Folkets Rod. De andre er de stærke, dog skifter Sol og Vind, og genfødt spirer Fremtid af det frelste frie Sind, kun broderlig staa fast i Flagets Flammeskær, Eet Sprog, eet Folk, een Hær. Vort Løsen er: Trods Alt! Naar Danmark har os kaldt da staa vi eller falder, som Dybbøls Kæmper faldt, For Fædreland og Sprog, for Dansk i Mund og Bog, for Kongeborg og Bondegaard, for Hjemmets mindste Krog. Vi ved et Fjæld kan sprænges, og tvinges kan en Elv, men aldrig kan et Folk forgaa, som ikke vil det selv. Med Penge, Liv og Blod, til sidste Aandedrag for Danmarks frie Flag. v_ Hymne til Danmark. Mel.: Kong Kristian. Vi elsker dig, vort fagre Land med Bælt og Fjord, hvor Bøgeskovens Kronerand sig spejler i det blanke Vand med Bølgeslag mod Klittestrand i Vest og Nord. Du knejser ej med Sten og Fjeld, men Aaen under Bakkehæld sig snor.

34 31 Du vandt dig ikke Stormagtsnavn, mens Tiden skred, men lyse Fortidsminders Bavn Du tænder for vor Fremtidsstavn og aabner os din Moderfavn med Kærlighed. End bor hos dig det Fredens Ord, hvormed Ansgar til høje Nord sig stred. Vi vil i gæve Fædres Spor gaa frem med Lyst og bygge dig en Fremtid stor hvor mandig Daad og Sandheds Ord faar Vækst med alt, hvad ædelt gror i Folkets Bryst. Gud læge dig hvert Ulivssaar og skærme trygt for Ulivsaar Din Kyst. P. Lauritsen. Rosenborg-Drikkevise. Studenterne synger i Slotskælderen Egen Melodi. Du gyldne Vin og klare, Du Rosenborrig Blod! Dig elsker jeg saa svare, Du est en Ven fuld god. I Verden intet veed jeg, Som Din den søde Rus, Og derfor jeg Besked Dig Gør her i dette Krus. Drik, drik, Drik, Brødre, drik! Lad Skaalen gaa saa runda, Runda dinella runda For Rosenborrig Vin!

35 32 Og eject jeg Venedig Og Kejs'rens Skat i Wien, Jeg ingen Sinde sveg Dig Du Rosenborrig Vin. Naar Du i Bægret funkler Med Perler mangefold, Du Guldets Glans fordunkler Af Øresundets Told! Drik, drik, Drik, Brødre, drik! Lad Skaalen gaa saa runda, Runda dinella runda, For Rosenborrig Vin! For Christian quart Du bræmmed, Dengang han kronet blev. Og da han Sjøbladt tæmmed', Skønt Blod af Øjet drev. Uværdelig, Din Straale Min Mund skal fatte ind, Den bli'r en Rubinskaale Blot ved Dit gyldne Skin. Drik, drik, Drik, Brødre, drik! Lad Skaalen gaa saa runda, Runda dinella runda For Rosenborrig Vin! Os Kongen skænker Vinen, Den giver Kraft og Mod. Paa Skansen og Courtinen Vi skænker ham vort Blod. En bedre findes ikke At ofre Livsens Saft, For Kongen vil vi drikke Og slaa af Livsens Kraft! Drik, drik, Drik, Brødre, drik! Lad Skaalen gaa saa runda, Runda dinella runda For Kongen og hans Hus! (Af Bering Liisbergs Trange Tider\)

36 33 Mel.: Ja, vi elsker dette Landet. Det, som lysner over Vangen Er det Aftenrød? Var monstro det Svanesangen, Som fra Sundet lød? Blank kun staar en gylden Strime, Slukkes den paa ny? Hvad er denne Brydningstime? Skumring eller Gry? Hvad er denne Brydningstime? Er den Skumring eller Gry? Derpaa maa I unge svare, Det til Eder staar, Om af Røret sig skal klare Dag med Krans om Haar, Om vort Hjem igen skal svømme Frelst paa Tidens Flod Og endnu sin Ungdoms Drømme Se med Kød og Blod, Og endnu sin Ungdoms Drømme Se med Kød, med Kød og Blod. Atter stilles Dansker-Ætten For en aaben Dør, Aanden flyver over Sletten Lavt, som aldrig før, Kalder daanede til Live, Puster paa hver Gnist, At den bedste Dag skal blive Den, der kom til sidst, At den bedste Dag skal blive Den, der kom, der kom til sidst. Hører det, I Ungersvende! Nu sig aabner Vej, Bedre Tid staar op af denne, Hvis I svigter ej. Hører det, I danske Piger! Eders Sag det er,

37 34 Uden Eder Dagen viger, Vokser kun med Jer, Uden Eder Dagen viger Og den vokser kun med Jer. Flokkes tæt da, Danmarks unge! Aanden fandt paa Raad Til at høre, til at sjunge, Vokse op til Daad, At engang I kan med Ære Bort fra Nattens Sky Eders gamle Moder bære Ind i Dagen ny! Eders gamle Moder bære, Bære ind i Dagen ny! c. Hostrup. Danebrog. Vift stolt paa Kodans Bølge, blodrøde Danebrog! Din Glans ej Nat skal dølge, ej Lynet dig nedslog. Du over Helte svæved, som sang i Dødens Favn; dit lyse Kors har. hævet til Himlen Danmarks Navn. Fra Himlen er du faldet, du Danmarks Helligdom! Did har du Kæmper kaldet, som Verden leder om. Saa længe Rygtet svinger - sig over Land og Sø, mens Nordens Harpe klinger, din Ros skal ej uddø. Sus højt i Kampens Bulder, om Juel, din Kæmpe bold! Naar Tord'nen om dig ruller, du sjunge Tordenskjold!

38 35 Og flyver du mod Himlen i stolte Luers Favn, da nævn for Stjernevrimlen din høje Hvitfeldts Navn. Hver Gang en Stjerne funkler, en Helt du nævne kan, men ingen, som fordunkler din store Kristian. Paa Lysets Kyst han stander i Sejersklædebon, hver Gang en Kæmpe lander hos Rud og Absalon. Med Palmen Kristian vinker, naar Danebrog! han ser dit hvide Kors, som blinker i Kampens Flammeskær. Vift højt for alle Vinde! Kald dine Sønner frem! Mens Havets Bølger rinde, din Glans omstraale dem! Vaj stolt ved Danmarks Strande! Vaj stolt ved indisk Kyst, og ved Barbarens Lande lyt stolt til Bølgens Røst! Den toner om din Hæder og dine Kæmpers Pris, og Heltene det glæder i deres Paradis. Se dem, du har tilbage! De blusse ved dit Navn, vil for din Hæder drage med Lyst i Dødens Favn. Uplettet skal du svinge dig over Verdens Sø, til Nordens Brynjer springe og Danmarks Hjerter dø. B. s. Ingemann.

39 36 Mel. : Vort Land, vort Land. Vaj høj, vaj stolt og frit vort Flag, med Dugen hvid og rød! og vidn vor Sag er Danmarks Sag; vi vil ej savnes paa den Dag, da Tærningen om Liv og Død skal rulle i dets Skød! Vift til os kækt og frejdigt Mod og Tro, som vakler ej! Vift Styrke til vor Arm og Fod og Sundhed til vor Hjerterod! Vink frem enhver, som følger dig ad Pligtens lige Vej. Og mind os om, at hvor vi gaar for Folk og Fædreland, os mangen kærlig Tanke naar, og mangt et ædelt Hjærte staar af samme Følelse i Brand hos Kvinde og hos Mand! Vaj højt vort Mærke fra din Stang i Solskin, Regn og Vind! Flyv lystig gennem Skov og Vang, ombrust af stærke Stemmers Klang! Men væk og Alvor i dit Sind! Vi' os til Manddom ind! C. Ploug. Mel. af Møller eller: I alle de Riger. Jeg elsker de grønne Lunde med Tonernes vuggende Fald, jeg elsker de blanke Sunde med Sejlernes Tusindtal. Jeg elsker hver Dal, hver Banke med Kornets bølgende Flugt, hvor flittige Hænder sanke af Arbejdets gyldne Frugt.