Kærligheden søger ikke sit eget

Transkript

1 Kærligheden søger ikke sit eget Af sognepræst Lisbet Kjær Müller En lille halvdel af min generation er fraskilte på trods af, at vi fik den, som man holdt uendelig meget af, bedre opvækstbetingelser end tidligere set i verdenshistorien og mulighed for at gøre lige præcis, hvad vi ville. Alligevel synes jeg, at vi ligner en flok småbørn, der står og brøler, mens sukkervand løber dem ud af munden. Sådan sagde Ny Carlsbergfondets direktør (født 1945) i et interview i forbindelse med udgivelsen af erindringsbogen, Noget nær (2004). Det siger jeg fortsatte Hans Edvard Nørregård-Nielsen fordi jeg i bakspejlet ser, at der ikke eksisterer noget smukkere end Korintherbrevet fra Det Nye testamente, der indgår i vielsesritualet: Kærligheden søger ikke sit eget. Jeg kender ikke bedre instruktion til en kompliceret sag. Vi må som generation have søgt vores eget, for ellers Man burde have udrustet os bedre til at håndtere det. I stedet lærte man en masse uforpligtende ord som tosomhed, som er kælent pladder uden nogen form for etisk ansvar eller fordybelse. Så længe kærligheden varer Her i foråret blev datteren til en af mine gode venner gift på Københavns rådhus. Overborgmesteren brugte i sin tale bl.a. vendingen, så længe kærligheden varer. Og det er jo rigtigt, når det gælder vores kærlighed til hinanden. Ægteskabet holder, så længe kærligheden varer. Forelskelsen er blevet det bærende i ægteskabet. Alle de par, der kommer til mig for at blive gift, er forelskede, og kærligheden forstået som forelskelse lyser ud af dem ofte uanset alder. Men er det nu den kærlighed, Paulus taler om? Ikke et ord om kærlighed Den tidligste ægteskabslovgivning stammer fra 1200-tallet. Den viser med al tydelighed, at ægteskabet dengang var en praktisk institution af samfundsmæssig betydning. Ægteskabets historie er ikke en kærlighedshistorie. Den handler om en praktisk måde at forsørge hinanden og producere børn for at føre slægten videre. Ægteskabet var en grundpille i samfundet og kunne ikke lægges i hænderne på mennesker berusede af forelskelse. I henhold til de gamle love fik manden fuld myndighed over kvinden ved ægteskabets indgåelse. Derfor valgte en del af 1800-tallets kvinder at forbli- 26

2 ve ugifte for at bevare deres frihed og råderet. Men denne udvikling vakte bekymring. På det tidspunkt var ægteskabet rammen om samfundet. Her kom kvinderne under myndig hånd, og her blev født børn til at sikre nationens videreførelse. Derfor ville det være en katastrofe, hvis folk undlod at gifte sig og stifte hjem. Ægteskabets bevarelse og optimale betingelser var derfor på den politiske dagsorden fra slutningen af 1800-tallet. Nordiske jurister, politikere og kvindeorganisationer havde holdt jævnlige møder, og i 1909 blev den skandinaviske Familieretskommission stiftet. Den fik til opgave at udforme lovudkast, der skulle sikre kvinder og mænd ligestilling og tidssvarende rettigheder i ægteskabet. Først i 1919 (kvinderne fik valgret i 1915) blev Folketinget præsenteret for et lovudkast: Forslag til lov om ægteskabet. Det ligestillede i det store og hele mænd og kvinder i ægteskabet, og i 1925 holdt Dansk Kvindesamfund da også en stor fest for ægteskabsloven. De nye ægteskabslove i Norden blev banebrydende for udviklingen af det moderne ægteskab, for man havde her fået skabt en lovgivning, der tilgodeså alle parter i ægteskabet, både mænd, kvinder og børn (jf. Kari Melby m.fl., Inte ett ord om kärlek. Äktenskab och politik i Norden ca (2006). Ægteskabsritualer Ægteskabet er i den katolske kirke et sakramente. Dette gjorde den tyske reformator Martin Luther ( ) op med. For at det kunne være et sakramente krævede det ifølge Luther to ting: et Jesus-ord og et ydre tegn. Derfor afviste Luther, at ægteskabet var et sakramente; der var udelukkende tale om et verdsligt anliggende, som kirken ikke skulle blande sig i. Luthers anden front var vendt mod kirkens forkærlighed for cølibat; selv opgav han sit munkeliv og giftede sig i 1525 med Katharina von Bora, en bortløben nonne. Luthers vielsesritual 1529 I 1529 udsendte Luther dog et vejledende vielses-ritual, hvori han kort og godt ville hjælpe præsterne med at imødekomme et folkeligt ønske om alligevel at komme i kirken i forbindelse med ægteskabsindgåelse. (Ein Traubüchlein für die einfältigen Pfarrherrn). Men allerede i Forordet skrev han, at ægteskabsindgåelse var et borgerligt (weltlich) anliggende, som kirken og præsterne ikke skulle blande sig i, men hver landsdel og hver by kunne gøre, som der nu var tradition for. Han overtog skikken med lysninger, en skik, som i øvrigt har været lovbefalet indtil 1970 i Danmark, herefter blev den frivillig og afløst af den kommunale prøvelsesattest. Alt sammen for at sikre at betingelserne for indgåelse af ægteskab er sikret. 27

3 Selve vielsen var opdelt i to handlinger: sammengivningen foran kirken og velsignelsesgudstjenesten for alteret inde i kirken. For Luther var det vigtigt at læsningerne understregede, at ægteskabet var før kirken, at det altså gik tilbage til skabelsen, at ægteskabet var stiftet i himmelen før syndefaldet. Det var indstiftet af Gud, ikke af kirken og hørte til Guds skabelsesorden. Han valgte tekster fra bibelen, der holdt folk fast på det. Luthers vielsesritual Ægteskabet var retsgyldigt, når de to offentligt i hjemmet havde givet hinanden deres ja. Denne trolovelse i hjemmet kunne så, foreslår han, sådan som det allerede er skik i middelalderen gentages foran kirkedøren i overværelse af familie og præst. Luther har kun et spørgsmål til brudgom og brud: Hans, vil du have Greta til ægtefælle? Ja! Greta, vil du have Hans til ægtefælle? Ja! De giver nu hinanden ringe, præsten lægger deres hænder sammen og siger: Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille (Matthæusevangeliet. 19,5), og henvendt til de tilstedeværende slutter han: Fordi Hans og Greta gerne vil leve sammen i ægteskab og har gjort dette offentligt for Gud og verden, taler præsten dem sammen ægteskabeligt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Herefter følger nu i Luthers ritual den kirkens velsignelse. Præsten læser for alteret 1. Mosebog 2, (I denne tekst fører Gud selv den nydannede Eva (taget af Adams ribben) til Adam. Adam erkender, at hun er ben af hans ben og kød af hans kød. Læsningen slutter med ordene om, at derfor forlader en mand sin far og mor og holder sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød.) Derefter vender præsten sig til brudeparret og læser følgende tre stykker: Efeserbrevet 5,25-29 og (Guds bud) 1.Mosebog 3,16-19 (korset) 1.Mosebog 1, og Ordsprogenes bog 18,22 (trøst). Med hænderne over parrets hoveder beder præsten nu til slut en bøn skrevet af Luther. Parret sagde ja uden for kirkedøren for at vise, at det var et juridisk og verdsligt anliggende, men det sker i den treenige Guds navn, og hvad Gud 28

4 har sammenføjet, må et menneske ikke adskille. For når Luther taler om, at det er et verdsligt anliggende, betyder det ikke, at Gud holdes ude; det er en moderne forståelse af verdslighed, men det betyder, at kirken holdes ude. Ægteskabet var før kirken, og den skal ikke blande sig i det. Derefter gik man ind i kirken og fik kirkens velsignelse. Igen er det værd at bemærke valget af tekster, som alle er i nøje overensstemmelse med Luthers anliggende. Vendt mod kirkens lære om cølibat fremhæver Luther samleje og frugtbarhed. Derefter følger tre læsninger om Guds bud, korset og trøst. Vielsesritualet i Danmark i 200 år Det første autoriserede vielsesritual i Danmark efter reformationen blev Luthers vejledende ritual for enfoldige præster, oversat i 1538 af Peder Palladius, senere Sjællands biskop. Men allerede i 1580 strammede kirken/staten grebet i et nyt brudevielsesritual. Det var ikke længere frivilligt, men skulle foregå i kirken. Luthers ene korte spørgsmål om parternes samtykke ved sammengivningen (foran kirken) er nu udvidet til tre, der stilles inde i kirken, og det siges udtrykkeligt, at det er præsten, der lægger sin hånd på deres. Præsten henvender sig derefter til parret og ikke til menigheden som hos Luther og forkynder dem at være rette ægtefolk for både Gud og mennesker i treenighedens navn. Først derefter kommer, hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille, hvilket i den nye sammenhæng giver indtryk af, at præsten er ægteskabsstiftende. Hvad Luther lukkede ud af fordøren, sniger sig nu ind af bagdøren: ægteskabet opfattes igen sakramentalt, hvor kirken er ægteskabsstiftende, repræsenteret af præsten som embedsmand. For i det lutherske Danmark er det vel den enevældige konge, sognepræsten repræsenterede. Vi er nu med Jette Holms ord (Betænkning nr. 973 udgivet af Kirkeministeriets liturgiske kommission, 1983, med historisk indledning om brudevielsesritualet af Jette Holm, s. 69), langt fra Luther. For nok prædikede Luther selv og skrev bøger om det rette samtykke til ægteskab og den rette måde at leve i ægteskab på, men han drømte ikke om at stille det som betingelse for ægteskabsindgåelse. Ægteskabet var også for hedninger, og kirken havde ikke noget med ægteskabsstiftelse at gøre, den kunne kun i sin magtesløshed forkynde, hvad den vidste om ægteskabet. I mere end 200 år forblev brudevielsesritualet uforandret. Først i 1897 autoriseredes et nyt brudevielsesritual til erstatning for det gamle fra Men der var debat om ritualet især op gennem 1800-tallet. Jette Holm viser i sin gennemgang, hvordan fremtrædende teologer arbejdede med ritualet, fx Grundtvig. For ham som for mange var det altoverskyggende problem i forbindelse med ritualet: fraskiltes vielse (tillige med andre forargelige ægteskabsindgåelser). Debatten omkring et nyt ritual kom for præster- 29

5 nes vedkommende i høj grad til at dreje sig om deres samvittighed. Biskop Mynster udarbejdede ligefrem et forslag til vielse af fraskilte. Ifølge forslaget burde den uskyldige part vies på sædvanlig måde, men hvis forholdet havde været sådan, at præsten ikke med god samvittighed kunne sige alt i det gamle ritual, eller hvis parterne selv ønsker det, kan visse forandringer foretages. Debatten drejede sig desuden om de læsninger, der hørte til ritualet, og som mange fandt utidssvarende. I Dansk Kirketidende 1878 skrev Pauline Worm, præstedatter, lærer og forfatter, en lang artikel om det danske vielsesritual. Hun kritiserede bl.a. brugen af Efeserbrevet kap. 5 og 1, Mosebog kap. 3,16-19, fordi disse tekster gav anledning til den misforståelse, at kvinden kun i ægteskabet og kun gennem manden stod i forhold til Frelseren og Gud, og at en mand stod lige så højt over en kvinde som Guds énbårne Søn, Jesus Kristus, stod over et syndigt menneske. Luthers tekster i brudevielsesritualet kritiseredes i stigende grad også fra teologisk hold, dels fordi man gerne ville have noget mere Ny Testamente ind, dels fordi man ønskede ligestilling for kvinden i samfund og ægteskab. Borgerlig vielse Med Grundlovens indførelse i 1849 fik vi religionsfrihed, og som følge heraf blev der i 1851 indført borgerlig vielse. Det var dog stadig kun en nødløsning tiltænkt dem, der ikke var medlem af noget anerkendt trossamfund og derfor ikke havde noget retskrav på at blive viet af en præst. Egentlig frit valg mellem borgerlig og kirkelig vielse kom først i 1922, og i Danmark fik kirken aldrig frataget sin vielsesmyndighed, sådan som det fx skete i Frankrig i 1792 i forbindelse med revolutionen og i Tyskland i 1874 af Bismarck ritualet Som sagt kom der i 1897 et nyt vielsesritual til afløsning af det gamle. Her udelod man Efeserbrevet kap. 5, 22-24, om at hustruerne skulle underordne sig deres mænd ligesom kirken skulle underordne sig Kristus. I stedet læste man 1. Petersbrev kap. 3,1-5, hvor der siges det samme uden at kæde det sammen med forholdet til Kristus. (Pauline Worms anliggende). Det var først her, man under indtryk af det voksende antal skilsmisser indførte indtil Døden adskiller eder. Dette ritual holdt dog kun i 15 år. Dansk Kvindesamfund nedsatte i 1908 et udvalg, der skulle udarbejde et nyt vielsesritual. Man ville gerne af med 1. Peters brev kap. 3, om at kvinden skulle underordne sig manden. I det autoriserede ritual fra 1912 fastholdt man stadig den lutherske model med tilspørgsel og sammengivning først. Det famøse sted om, at kvin- 30

6 derne skal underordne sig, gled ud og i stedet kom en række skriftsteder bl.a. Bær hverandres byrder, således opfylder I Kristi lov efter forslag fra højskolemoder Ingeborg Appel, som gennem sin mand, kultusminister Jacob Appel, henvendte sig til biskop Peder Madsen og foreslog, at det kom med i vielsesritualet. Ellers adskilte 1912 sig fra 1897 ritualet ved, at i treenighedens navn efter sammengivningen var udeladt, antagelig af hensyn til præsternes samvittighed! Antisakramental forståelse af ægteskabet Der var i perioden også kræfter, der med henvisning til Luther fastholdt, at ægteskabet var en verdslig institution. Katrine Winkel Holm nævner i bogen Og Gud velsigende dem (2005, s. 44) tidehvervspræsten K. Olesen- Larsen som et godt eksempel på den antisakramentale forståelse af ægteskabet. Der er intet helligt ved ægteskabet, og den kirkelige vielse forlener ikke brudeparret med et sakralt stempel. Når ægteskabet findes som institution, er det udelukkende, fordi det er nødvendigt med lovgivning på området for hjerternes hårdheds skyld. Katrine Winkel Holm går nu i rette med Olesen Larsen og mener, at han i sin iver efter være antisakral overser, at ægteskabet for Luther også var helligt, fordi det var givet af Gud i paradis, og derfor ikke kun var en ren syndefaldsordning. Katrine Winkel Holm er ude i det ærinde at vise, at ægteskabet er indstiftet af Gud og Guds ordning, hvorfor det kun kan omfatte heteroseksuelle par. Hun mener sig her i overensstemmelse med Luther og underbygger det med Luthers tekstvalg. Men når Luther også i sit tekstvalg fremhævede, at ægteskabet var fra Gud og indstiftet i himlen, er det ikke en evig gyldig sandhed, men det sker med en bevidst front mod den kirke, der ikke selv kunne sætte grænse for sin magt. Da den danske kirke meget hurtigt blev 31

7 ægteskabsstiftende, var der grund til at begrænse dens magt, og det var det første generations Tidehverv havde et skarpt blik for. Til gengæld var cølibatet ikke som på Luthers tid en trussel, så den front kunne falde, hvorfor der ingen grund var til at understrege seksualiteten; eller med Olesen Larsens ord: hovedsagen i et ægteskab er ikke den umiddelbare behovstilfredsstillelse, men at man tager ansvaret på sig. Men hvorfor så i en kirke? Her svarer Olesen Larsen, at det må da virkelig være, fordi man også ved denne lejlighed ønsker at høre evangeliets ord om livet som en Guds gave og en Guds befaling om at frygte, elske og forlade sig på den Gud, der har givet os livet (se Fra Esajas Kirken. Artikler fra et Kirkeblad, 1972, s ). Det svar finder Katrine Winkel Holm ikke fyldestgørende, for det kan man jo høre ved andre lejligheder, fx ved enhver gudstjeneste. Hun mener, at Olesen Larsen underbelyser en bestemt skabelsesteologisk side hos Luther, til trods for at han opfattede sig selv som ærkeluthersk. Jeg mener, at Olesen Larsen har en vigtig pointe, som det med tiden er blevet endnu vigtigere at fastholde og udbygge, nemlig at ægteskabet er før kirken og derfor et verdsligt anliggende, hvor præsterne ikke skal tage stilling til folks tro. Det letter også præsternes samvittighed. At ægteskabet er et verdsligt anliggende betyder dog ikke, at det ikke har noget som helst med Gud at gøre, men det betyder, at hovedsagen her er vores forhold til hinanden. Hvor gudstjenesten handler om den enkeltes forhold til Gud, handler ægteskabet om vores forhold til hinanden. Vielsen er den side, vi vender ud mod verden, vores ethos gudstjenesten den side vi vender mod Gud det religiøse troen liv af døde ritualet I det nye ritual fra 1992 begynder vielsen med en salme, en hilsen, en bøn og læsninger. Først efter endnu en salme og en tale kommer tilspørgsel og erklæring. På den måde får ritualet gudstjenestekarakter, og man har fuldstændig opgivet at bevare Luthers liturgi og dermed også hans anliggende, nemlig at fastholde vielsen som en borgerlig handling. Ordene: Hvad Gud har sammenføjet må et menneske ikke adskille optræder nu blandt læsningerne, og får dermed en helt anden betydning end hos Luther. I det hele taget giver det læsningerne en anden betydning, at de kommer før parret siger ja og ikke efter. Hvor der i alle tidligere ritualer siden Luther var tale om, at de kom efter som refleksion eftertænken. Tidligere var jeg stemt for, at vielser foregik på rådhuset, for at understrege, at der er tale om en borgerlig handling, men jeg er i de senere år blevet overbevist om, at det er en fordel for kirken at bevare den borgerlige opgave. Andet er at spænde ben for sig selv som kirke. Jeg mener, vi skal benytte enhver lejlighed, hvor folk ønsker at benytte kirken, til at forkynde, men 32

8 samtidig fastholde, at der er tale om en borgerlig handling, sådan som Luther understregede det. Men der kan i ritualet af 1992 være en tendens til at sakramentalisere ægteskabet. Ligesom de, der taler om ægteskabet som indstiftet af Gud eller Guds ordning godt kan tolkes i samme retning. Nyt vielsesritual Mit forslag til et nyt vielsesritual er i overensstemmelse med det gamle ritual fra Det fastholder vielsen som en kirkelig handling og ikke en guds- Ophavsret: tjeneste, men samtidig er det et ritual, der taler ind i den virkelighed, som parforhold i dag fungerer i. En vielse er en kirkelig handling, og ikke en gudstjeneste. Det fællesskab, som konstitueres om søndagen, kaster bl.a. bryllupper af sig. Men man kan godt have en kirke uden bryllupper, men ikke en kirke uden gudstjeneste. Vielse (br yllup) Salme Tale Vielse Så tilspørger jeg dig NN (brudgommens navn): Vil du have NN (brudens navn), som står ved siden af dig til din hustru? Ja! Vil du elske og ære hende, og leve med hende i medgang og modgang? Ja! 33

9 Ligeså tilspørger jeg dig NN (brudens navn): Vil du have NN (brudgommens navn), som står ved siden af dig til din mand? Ja! Vil du elske og ære ham, og leve med ham i medgang og modgang? Ja! Så giv hinanden hånd derpå! Præsten lægger sin hånd på deres hænder og siger: Fordi I allerede tidligere har lovet hinanden at ville leve sammen i ægteskab og nu har bekræftet dette for Gud og for os, som er her til stede, og givet hinanden hånd derpå, så forkynder jeg jer nu at være ægtefolk både for Gud og mennesker. Her kan brud og brudgom eventuelt give hinanden vielsesringe. Præsten fortsætter: Lad os alle bede Mens brudeparret knæler, siger præsten med håndspålæggelse: Kære himmelske Far! Giv denne brud og brudgom nåde, lykke og velsignelse både til sjæl og legeme! Giv dem at gøre deres ægteskab til et rum, hvor kærligheden udfolder sig i ansvarlighed og trofasthed. Fadervor Fadervor, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himmelen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen Fred være med jer! Salme Læsning(er): fra Bibelen valgt i samråd med brudeparret, - kan læses af brudeparrets familie, venner eller af præsten Forslag til læsninger: Matthæusevangeliet 5, jordens salt og verdens lys Matthæusevangeliet 6, om bekymringer Mathæusevangeliet 7,12 den gyldne regel 34

10 Matthæusevangeliet 13,24-30 lignelsen om ukrudtet i hveden Matthæusevangeliet 18,12-15 lignelsen om det vildfarne får Matthæusevangeliet 19,3-6 om skilsmisse Markusevangeliet 12,28-34 det første bud i loven Lukasevangeliet 6,37-38 om at dømme andre Lukasevangeliet 10,21-24 Jesu fryderåb Lukasevangeliet 10,25-37 den barmhjertige samaritaner Lukasevangeliet 11,5-13 om bønhørelse Lukasevangeliet 16,1-13 den uærlige godsforvalter Johannesevangeliet 15, 9-17 Kærlighedsbudet Romerbrevet 8,24-27 til det håb er vi frelst Romerbrevet 12,9-18 livet efter Guds vilje Romerbrevet 13,8-10 kærlighed er lovens fylde 1. Korintherbrev 13 kærlighedens højsang Galaterbrevet 6,2-5 Kristi lov er lovens fylde Kolossenserbrevet 3,12-17 livet skjult med Kristus i Gud 1. Johannes 3,21-24 hvis vort hjerte ikke fordømmer os Johannes 4,7-11 Gud er kærlighed 1. Johannesbrev 4,17-21 Vi elsker, fordi han elskede os først Salme (hvis vielsen efterfølges af dåb, sker dåben på dette sted) Bøn Lad os alle bede: Kære himmelske far. Vi takker dig for universets storhed, for den skønhed, vi finder på jorden. Vi takker dig, fordi du tænder solen over os og lader jorden grønnes, og fuglene synge omkring os. Vi beder til dig, fordi din kærlighedsmagt er det største, vi kan tænke. Ved at nævne dit navn har vi givet vore drømme, vore håb udtryk. Lær os som dine mennesker at forvente alt godt af det liv, som du i Kristus Jesus viste os er et godt liv værd at glædes over. Vi beder dig, værd med din nådige hjælp hos NN og NN (og nn ), giv dem velsignelse til at leve med hinanden i kærlighed, vær dem nær med din hjælp, når modgang og sorg gør livet tungt. 35

11 Lær dem og os alle at se med nye øjne, sådan som Jesus så: i glæde, tilgivende, helende, så vi må kende, at dit land i himmel og på jord er der, hvor kærlighed bor. Det beder vi om i vor Herre Jesu Kristi navn, som med dig lever og råder i Helligånds énhed, en sand Gud fra evighed til evighed. Menigheden svarer: Amen. Velsignelse Præsten siger modtag alle Herrens velsignelse: Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred! Menigheden svarer: Amen. Amen. Amen. Salme Kærlighed og ansvar Hvor 1912 ritualet (og 1992 med) lægger vægten på frugtbarheden og Gud som den, der skaber og opretholder ægteskabet, lægger jeg vægt på ansvarligheden og på Gud som den, der skaber, opretholder og fuldender kærligheden også i ægteskabet. Det moderne ægteskab er baseret på parternes indbyrdes kærlighed og gensidige forpligtethed og trofasthed. Ritualet skal afspejle den virkelighed. Ægteskabet er et forhold mellem de to, der vil giftes, og spørgsmålet om børnene kommer ikke brylluppet ved. Det forslag, som jeg har stillet til et nyt ritual, bryder på den måde med årtusinders tradition, hvor staten og kirken har haft en interesse i at fastholde mand og kvinde på deres køn. Frugtbarheden er i det nye forslag bevidst nedtonet, idet der lægges vægt på parrets indbyrdes forhold i kærlighed og ansvar. Et forhold mellem tre Teksterne, der i det nye forslag læses enten af præst eller af en af deltagerne ved vielsen, kan parret selv vælge ud blandt den række tekster, der er foreslået. Udvalget af tekster er foretaget med henblik på, at de skal sige noget om den indbyrdes kærlighed, som de er forpligtet på, også i ægteskabet. Livet i dag er et projekt for hvert enkelt individ. Men livet er samtidig noget, vi modtager og ikke resultatet af vores egen indsats. 36

12 Mogens Lindhardt taler ligefrem om, at kærligheden kommer af ægteskabet (Mogens Lindhardt m.fl., Vielsen. Taler teologi ideer, 2002, s.124). Kærligheden er noget man går ind i, fordi den kommer en i møde. Og ægteskabet er ikke et sted, hvor man har kærlighed, men hvor man i fællesskab lærer den at kende. Kærligheden uddybes, vokser, lærer sig selv at kende gennem levet liv. Kærligheden søger ikke sit eget, hedder det i 1. Korintherbrev kap. 13, kærlighedens højsang. Men det er ikke vores indbyrdes kærlighed Paulus taler om, men Guds kærlighed. Ved den kirkelige vielse kommer Gud ind som mellembestemmelse, en tredje part i forholdet. Det er af afgørende betydning, fordi det giver kærligheden en anden karakter. For de fleste mennesker er kærligheden en følelse, der rammer én. Men i kirkerummet er kærligheden lige så meget en holdning til, hvad vi er forpligtet på og til. Ingen er undtaget næstekærlighedsbuddet. Vores kærlighed til hinanden er hele tiden under forandring. Den kan holde op eller skifte karakter, så vi måske ikke kan genkende den længere. Men det betyder ikke at kærligheden hører op. Ukærligheden, som kvæler livet i dets udfoldelse, kan aldrig være livets mening. Derfor er kærligheden noget langt mere grundlæggende end vores kærlighed og forelskelse. Og det er den kærlighed der bliver ved, når vores kærlighed hører op. Du skal elske din næste som dig selv, og her skal ægtefællen ikke stilles ringere. Lisbet Kjær Müller 37