Grindsted Kirke. Søndag d. 23. marts 2014 kl Egil Hvid-Olsen. Salmer.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 23. marts 2014 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 3. søndag i fasten, Joh. 8, tekstrække. Salmer. DDS 192 Hil dig, Frelser og Forsoner!. Dåb: DDS 450,1-2 Du kommer, Jesus i vor dåb. DDS 450,3 Du kommer, Jesus i vor dåb. DDS 644 Aldrig er jeg uden våde DDS 481 Løgnens fader vi forsage. Altergang: Pigekor synger. DDS 522 Nåden er din dagligdag (Elmquists mel.). Tekstlæsninger. 2. Mos. 32, ; Åb. 2,1-7; Joh. 8,42-51.

2 2 Prædiken. I har Djævelen til far, og I er villige til at gøre, hvad jeres far lyster. - Det er godt nok voldsomme sager at få smidt i ansigtet en søndag formiddag! Dommen falder lige på og hårdt, men det gør den kun, fordi dem, Jesus taler til, føler sig bedre end andre. De mener, at de har en særstatus, fordi de tilhører det jødiske folk. I Det Gamle Testamente beskrives jøderne som Guds ejendomsfolk ; altså et folk, der havde et helt særligt forhold til Gud. Dette forhold blev beskrevet i læsningen fra Det Gamle Testamente. Her hørte vi, at Gud havde kaldt jødernes anfører, Moses, op på et bjerg for at sætte ham ind i, hvilken livsførelse hans favoritfolk skulle have. Gud havde oven i købet mejslet reglerne i nogle stentavler. Imidlertid havde dette lovgivningsarbejde taget så lang tid, at Moses landsmænd var blevet trætte af at vente. Hvis Gud ikke fandt dem værd at oppe sig lidt for, gad de ikke bruge mere tid på ham! Derfor støbte de en guldstatue af en tyrekalv, sådan som de havde set nabofolkene gøre, og ligesom dem dansede jøderne rundt om statuen og tilbad den som en gud. Lige fra begyndelsen af knagede forholdet mellem Gud og hans ejendomsfolk altså. Det bliver helt tydeligt, da Gud siger: Skynd dig ned! Dit folk, som du førte op fra Egypten, har handlet slet. De er allerede veget fra den vej, jeg pålagde dem at følge. De har støbt sig et billede af en tyrekalv; de har tilbedt den og ofret til den, og de har sagt: Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten. Denne kendsgerning risikerer at få alvorlige konsekvenser, for Gud fortsætter rasende: Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede! Men dig vil jeg gøre til et stort folk. Guds vredesudbrud stillede krav til Moses diplomatiske snilde. Selvom vi ikke hørte denne del af historien fra alteret, påtog Moses sig rollen som Guds spindoktor og forklarede ham, at han ville miskreditere sig selv, hvis han udryddede sit folk. Det var ikke lang tid siden, han havde befriet jøderne fra deres fangenskab i Egypten.

3 3 Derfor ville det se mærkeligt ud, hvis han pludselig gjorde det af med dem. Det ville i hvert fald fylde egypterne med skadefryd. Desuden bad Moses forsigtigt Gud om at huske på, at han faktisk havde lovet, at jøderne skulle blive et stort folkefærd. En udryddelse ville udgøre et klart løftebrud, og den slags passede sig ikke for Gud - højst for en politiker. Så langt kunne Moses holde hovedet koldt, og han fik da også dæmpet Guds temperament. Men da Moses efter vandringen ned ad bjerget fik øje på sit folk, der dansede rundt om guldstatuen i ekstase, blev han selv så rasende, at han smadrede stentavlerne med Guds bud mod klippevæggen. Hans vrede var tilmed så voldsom, at han lod 3000 af dem, han ellers havde bedt Gud om at skåne, henrette. Derefter havde resten fattet, at det var et alvorligt tillidsbrud, de havde gjort sig skyldige i. Derfor gik Moses næste dag op på bjerget igen for at sikre sig, at Gud stadig var i sit tilgivende lune. Moses sagde oven i købet, at han var parat til at dø sammen med sit folk, hvis Gud stadig ønskede at hævne sig. Heldigvis havde Gud lagt hævntørsten på hylden. Derfor lavede han nogle nye lovtavler, hvis indhold Moses gjorde sig umage med at lære sine landsmænd. I en stor del af Det Gamle Testamentes øvrige skrifter kan man konstatere, at det ikke faldt jøderne helt let. Gang på gang begår de lovbrud, og gang på gang falder Guds hammer. Ligesom Gud ikke er tilfreds med sit folk i Det Gamle Testamente, er Jesus heller ikke tilfreds i Det Nye Testamente. I har Djævelen til far, og I er villige til at gøre, hvad jeres far lyster, konstaterer han. Jamen, svarer hans opponenter, vi tilhører Guds ejendomsfolk. Gud er vores far - ikke Djævelen. Derefter giver de svar på tiltale og anklager Jesus for at tilhøre den forhadte samaritanske minoritet. Mens de er i gang, anklager de ham også lige for at være besat af en dæmon. Jesus er med andre ord en sindsforvirret mand med et forhadt etnisk ståsted. Han er slet ikke værd at tage alvorlig. Mudderkastningen er komplet.

4 4 Som kristen kan man stå på sidelinjen og more sig over Jesu og jødernes indbyrdes domme over hinanden. Vi ved jo, at Jesus har ret. Det er ham, vi hepper på. I vores øjne er han Guds repræsentant. Derfor har hans modstandere ikke en chance. Jesus befinder sig på et niveau, de slet ikke gør sig forestillinger om. Sådan kan man sidde og godte sig i kristen selvtilstrækkelighed. Men derved går man fejl af Jesu budskab. Når han afslørede menneskers selvretfærdighed, sådan som det er tilfældet i dagens evangelietekst, var han ikke kun ude efter bestemte befolkningsgrupper. I Guds øjne findes der intet perfekt menneske. Tværtimod tror vi os alle bedre, end vi reelt er. Vi nyder at dømme eller gøre grin med andre, men er ikke meget for at se indad. Gør vi det, opdager vi nemlig, at vi på mange punkter er lige så forkastelige og lige så latterlige som alle andre. Det er derfor ikke blot hans landsmænds selvretfærdighed, han angriber i dagens tekst. Det er os alle, når vi føler os bedre end andre; når vi sætter skel og dømmer andre ude af det gode selskab; eller når vi blot er bedøvende ligeglade med andres velbefindende. I Jesu øjne har vi alle Djævelen til far og er villige til at gøre, hvad vores far lyster. At vi selv står under anklage gør bestemt ikke sagen bedre. Det er barsk nok, når andre får slynget Jesu dom i ansigtet, men når den pludselig rammer os selv, bliver sagen for alvor ubehagelig. Da står vi som jøderne, der måtte stoppe deres henførte dans om guldkalven, idet de hørte braget fra de knuste lovtavler. Vi må stoppe op og besinde os på, hvad det er for guldkalve, vi danser om. Det må vi oven i købet gøre igen og igen, for selvom vi beslutter os for at bekymre os mere om næsten og være mindre optagede at os selv og vore luksusbehov, så falder vi så let tilbage i vores selvtilstrækkelighed. Det er sådan det er at være menneske. Men det er ingen undskyldning. Gud stiller krav om, at vi elsker vort medmenneske med samme styrke, som vi elsker os selv. Vi skal altså sætte os i næstens sted og vurdere, om vi ville kunne leve under hans eller hendes vilkår. Er det ikke tilfældet, skal vi gøre noget ved det, for ethvert andet menneske har nøjagtig samme værdi som os selv.

5 5 Det er skrappe krav, som vi gang på gang forfejler. Derfor er Jesus i sin ret til også at sige til os: I har Djævelen til far, og I er villige til at gøre, hvad jeres far lyster. Dommen afsiges, hver gang vi dømmer andre folk ude ved ikke at vise dem omsorg og kærlighed. På den baggrund kunne vi alle gå slukørede herfra. Nogle af os ville gribes af depression og selvhad i erkendelse af, at vi aldrig bliver gode nok. Andre ville begå mytteri mod Guds urimeligt skrappe krav og dyrke det ansvarsløse. Men ingen af delene er frugtbare; og heldigvis er heller ingen af delene nødvendige. Jesus vidste nemlig godt, at vi ikke kan leve konsekvent gudvelbehageligt. Han vidste, at dansen om alverdens guldkalve lokker. Derfor gjorde han som Moses, der sagde: Ak, dette folk har begået en stor synd. Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig af den bog, du fører. Jesus lod sig slette af livets bog, da han uden modstand lod sig henrette. Da viste han, at han kompromisløst elskede sin næste med samme styrke, som han elskede sig selv. Faktisk elskede han sin næste højere end sig selv, for det var for vores skyld, han gik i døden. Det var for at tage den straf på sig, Gud ellers ville have ladet ramme os. Af denne grund tilbeder vi ikke en guldkalv, men en tortureret og død mand på et kors; en mand, hvis kærlighed til os var så stor, at han løskøbte os fra Guds vrede. Det er fantastisk i sig selv; men endnu mere underfuldt er det, at denne mand ikke kun var et menneske som os, men tilmed Gud selv, der én gang for alle ville slukke sin hævntørst ved at bringe det ultimative offer, der satte os andre fri. I 1. Johannesbrev formuleres dette underfulde budskab med disse ord: Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham Joh. 4,9.

6 6 Jøderne fik lov at leve, selvom de have begået den største fejl ved at forkaste Gud og tilbede en fornem statue i stedet for. På samme måde kan vi blive i Guds kærlighed, selvom vi danser rundt om nok så mange statuer. Det kan vi, fordi Guds kærlighed rækker langt længere end vores. Mens vi har svært nok ved at elske vor næste som os selv, elsker Gud os højere end sig selv - så højt, at han gik i døden for vores skyld. Det sætter os ikke fri til at fortsætte vores dans om verdens guldkalve. Tværtimod giver det os frimodighed til at stoppe op og overveje, om vi skal finde noget andet end gensidig fordømmelse og selvretfærdighed at danse rundt om. Amen.