Tidligere anbragte unges forberedelse til et selvstændigt voksenliv The preparation for an independent adult life of previously placed young people

Transkript

1 Tidligere anbragte unges forberedelse til et selvstændigt voksenliv The preparation for an independent adult life of previously placed young people En kvalitativ undersøgelse af tidligere anbragte unges forberedelse til en selvstændig voksentilværelse og hvordan man arbejder med helhedssynet for at forebygge social og økonomisk marginalisering af den unge, med udgangspunkt i empiri indhentet hos Børn & Unge i Lolland kommune, samt efterværnsprojektet Second Chance. A qualitative study of the preparations for an adult existence of previous placed young people, and how to work with the general view on how to prevent social and economic marginalization of the young people, with point of reference in interviews gathered at Børn & Unge in Lolland and the project Second Chance. Bachelorprojekt 7. Semester - Socialrådgiveruddannelsen Udarbejdet af Joan Frederiksen Hold of2010s Vejleder: Vera Winther University College Sjælland Januar 2014 Må gerne udlånes Projektrapporten er udarbejdet af socialrådgiverstuderende ved University College Sjælland som led i uddannelsesforløbet. Rapporten foreligger urettet og ukommenteret fra University College Sjællands side, og er således udtryk for den studerendes egne synspunkter. Denne rapport eller dele heraf må kun offentliggøres med forfatterens tilladelse.

2 Resume Abstract Denne opgave er det afsluttende bachelorprojekt på socialrådgiveruddannelsens 7. semester. Projektet handler om tidligere anbragte unge og hvordan systemet forbereder dem til, at klare en voksentilværelse på egen hånd efter endt anbringelse. Undersøgelsen er afgrænset til Lolland kommune, da empiri fra interviews er indhentet hos Børn & Unge og Second Chance i Nakskov. Undersøgelsen bygger på en undren over, hvorfor man som system kræver, at tidligere anbragte unge så vidt muligt skal kunne klare sig selv den dag de fylder 18, når deres jævnaldrende i gennemsnit er 20, når de skal til at stå på egne ben. Opgaven tager udgangspunkt i det sociale arbejde, som kommunerne udfører og har derfor ikke fokus på, hvad de unge selv mener om tingene. Derudover er Second Chance inddraget som modspil til svarene fra ungerådgiverne. Pierre Bourdieus begreber om habitus, felter og kapital er inddraget i forhold til at skabe en forståelse for, hvad de unge har med i bagagen og hvordan man som kommune kan arbejde med den unges historik. Jens Guldagers model om helhedssyn er brugt for at skabe et overblik over, hvad det kræver i det sociale arbejde, at skabe et helhedsorienteret arbejde omkring den unge og til sidst er Axel Honneths anerkendelsesteori brugt, for at give et overblik over, hvad det kan få af betydning for den unges vej mod et selvstændigt voksenliv, hvis han eller hun ikke anerkendes for den person de er. This paper is the final bachelor project for the education as a social worker on the 7.th semester. The project is about previously placed young people and how the system prepares them to handle an adult life at own hand. The Study is bound to Lolland because the interviews is collected at Børn & Unge and Second Chance in Nakskov. The study is built upon a wonder about why the system demands that previously placed young people has to manage themselves on the day that they turn 18, when their peers in average is 20 years old, when they stand on their own two feet. The paper takes place in the social work that the local authorities carry out and therefore there is no focus on what the young people themselves think about their situations. In addition to that, Second Chance is involved as a response to the answers from the social workers. Pierre Bourdieus idea of habitus, areas and capital is involved in the conditions to create an understanding towards what the young people carry in their baggage and how you, as a local authority can work with the history the young people have. Jens Guldagers model about the overall impression is used to create a general view on what it takes in the social work, to create a general oriented work on the young. Final is Axel Honneths theory on acknowledgement used to give a general view on what it can give of meaning for the young people s path to an independent adult life if he or she, is not accepted for the person that they are. 2

3 Indholdsfortegnelse Resume Abstract... 2 Kapitel 1 Indledning... 5 Emnets relevans for socialt arbejde og socialrådgiverjobbet... 6 Problemformulering... 8 Afgrænsning... 8 Definition af projektets centrale begreber... 9 Kapitel 2 Beskrivelse af fænomenet... 9 Forforståelse Kapitel 3 Videnskabsteoretiske overvejelser Hermeneutik Kvalitativ metode Kapitel 4 - Empirisk undersøgelsesmetode Valg af informanter Fordele og begrænsninger ved interviewene Databearbejdning Kapitel 5 Opgavens teoretiske udgangspunkt Pierre Bourdieu Jens Guldagers model om helhedssyn Axel Honneth Kapitel 6 Analyse Pierre Bourdieu Guldagers model om helhedssyn Delkonklusion på Bourdieu og Guldager Honneth Delkonklusion på Honneth Kapitel 7 Metodediskussion Kapitel 8 Konklusion Kapitel 9 Perspektivering Litteraturliste Bøger: Internet: Lovgivning: Andet: Bilag 1 Statistikker og tal

4 Bilag 2 Interviewguide til projektkoordinator fra Second Chance Bilag 3 Interview med projektkoordinator fra Second Chance Bilag 4 Interviewguide til ungerådgiver A og B Bilag 5 Interview med ungerådgiver A Bilag 6 Interview med ungerådgiver B

5 Kapitel 1 Indledning Undersøgelser viser, at Danmark, sammenlignet med andre lande i Europa, er det land der har færrest hjemmeboende unge. Kun en tredjedel af unge mellem 18 og 24 år bor hjemme hos deres forældre, mens kun to procent af gruppen med unge mellem 25 og 34 år er hjemmeboende. ( I 2012 flyttede unge i alderen 18 til 23 år hjemmefra. For gruppen med de 18-årige var tallet kun på , hvilket svarer til en procentdel på 15,81% af den samlede gruppe af unge mellem 18 og 23 år. ( (Se bilag 1) I Danmark er tallet for anbringelser gennem de sidste par år faldet, alligevel var der i slutningen af 2012 anbragt børn og unge uden for eget hjem. De fleste af anbringelserne omhandlede børn og unge i deres teenageår og udgjorde på daværende tidspunkt ca. 60 % af alle anbringelserne. ( Børn og unge der har været anbragt uden for eget hjem, har ofte et særligt behov for støtte, da deres problematikker kan have karakter af både fysiske og psykiske behov, som kræver ekstra opmærksom hos denne gruppe, for at sikre dem et videregående selvstændigt voksenliv efter deres anbringelse. 46. Formålet med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov herfor, er at sikre, at disse børn og unge kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Støtten skal ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste ( ) (Serviceloven 46, stk. 1). Udover at støtten skal ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste, så er formålet også, at skabe denne udvikling gennem kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, hvor der kan opnås trygge relationer til voksne, samtidig med, at man sikre barnet eller den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer, for på denne måde at opnå mulighed for at indgå i sociale relationer. Skolegang og mulighed for at gennemføre en uddannelse skal understøttes og sundhed og trivsel skal fremmes. Og til sidst skal formålet ende ud med at forberede barnet eller den unge på deres selvstændige voksenliv. (Serviceloven 46, stk. 1 nr. 1-5). 5

6 I 2012 blev der truffet 524 afgørelser om behov for efterværn forud for det 18. år. Samtidig var 1972 unge i et efterværnstilbud. ( (Se bilag 1). Disse unge er ifølge lovgivningen ekstra sårbare, da man har valgt at give dem en støtteforanstaltning i form af et efterværn efter deres fyldte 18. år og i forlængelse af deres anbringelse. Overgangen fra barn til voksen er for alle svær, men for udsatte unge, som har været anbragt uden for hjemmet kan det være vanskeligere end man lige går og tror. Der kan være udfordringer i form af ustabile boligforhold, mindre eller manglende netværk, dårlig fysisk sundhed, psykiske problemer, manglende skolegang med ringe chance for at gennemføre en uddannelse, misbrugsproblemer og ensomhed. Alt dette kan spærre ben for udsatte unges chancer, for at opnå den selvstændige voksentilværelse med brug af egne ressourcer og kompetencer, som det forventes af det samfund vi lever i. (Socialstyrelsen, 2012, s. 209). Emnets relevans for socialt arbejde og socialrådgiverjobbet For tidligere anbragte unge, som i forvejen er udsatte med henblik på deres start på livet, kan det være meget svært at leve op til samfundets normer og værdier, når man ikke har en almindelig familietilværelse at læne sig op af. Andre jævnaldrende unge er gennem hele deres opvækst i større eller mindre grad blevet oplært i, hvad man forventer af dem som barn, ung og voksen, og langt de fleste burde være rustet til en verden på egen hånd, gennem familieværdier, samfundets normer og ikke mindst deres uddannelse. Men for udsatte unge handler tilværelsen ofte om overlevelse hvordan man kommer igennem dagen og videre til den næste på bedste vis. De udsatte unges problematikker, manglende netværk og ingen uddannelse er med til at marginalisere dem fra vores samfund og hvis vi ikke tidligt forebygger dette med de nødvendige foranstaltninger, risikerer vi, at tabe de unge og som samfund selv være skyld i, at de ikke passer ind i vores ideelle verden. Hvis vi ikke tager hånd om tidligere anbragte unge og forbereder dem til en selvstændig voksentilværelse, vil vi for deres eget vedkommende risikere, at de som individer ikke vil kunne tage vare på sig selv. De vil ikke kunne passe på dem selv, både i fysisk og psykisk tilstand, hvilket vil påvirke deres socialisering på gruppeniveau og marginalisere dem fra et fællesskab, som unge uden netværk i høj grad har brug for, for at skabe deres tætte relationer til omverdenen. Til sidst, men ikke mindst, vil deres manglende uddannelse skabe store problemer for dem, i forhold til at komme ud på arbejdsmarkedet og dermed opnå selvforsørgelse. Hvis ikke denne selvforsørgelse kan opnås, vil de blive marginaliseret fra samfundet og hvis marginaliseringen 6

7 først bliver en realitet, kan det have store konsekvenser for resten af deres liv, da egne problematikker kan være næsten umulige at arbejde sig igennem, med henblik på den ønskelige selvstændige voksentilværelse. Derfor er det utrolig vigtigt for socialrådgiverens arbejde, at være opmærksom på de udsatte unge og deres vej ud i livet efter endt anbringelse. Barnets Reform trådte i kraft d. 1. januar 2011 og er lavet for netop at undgå, at samfundet mister grebet om udsatte børn og unges liv. Reformen skal sikre, at det altid er barnets tarv der er i højsædet og at vi som fagpersoner omkring de børn og unge med særlige behov af den ene eller andet karakter, sørger for, at gøre det til vores vigtigste opgave, at sikre deres muligheder i livet på lige fod med deres jævnaldrende. Men selv om der er kommet ny lovgivning på børne- & familieområdet og fagpersonerne har fået nye redskaber at arbejde med i forhold til det helhedsorienteret sociale arbejde omkring de udsatte unge, så er der stadig mange unge, der står alene tilbage, når vi sender dem ud på egen hånd efter en anbringelse. (Socialstyrelsen, 2012, s. 4-5). Second Chance ligger i Nakskov og er et frivilligbaseret projekt, hvis fornemmeste opgave er at hjælpe de tidligere anbragte unge, som nu står på egne ben. De støtter dem gennem rådgivning og praktisk hjælp i form af samtaler, der tager udgangspunkt i empowerment og den kognitive tænkning, for at støtte de unge i deres selvstændige tilværelse. Derudover kan de unge få hjælp til fx at søge kontanthjælp, finde en bolig, få styr på økonomien, få hjælp til at handle ind osv. Kommunen tager i nogle tilfælde kontakt til Second Chance i samarbejde med den unge, fordi de vurderer, at den unge vil kunne bruge hjælpen. Andre gange er det den unge, der har set et opslag eller hørt om projektet og på den måde opsøgt dem. Det kan også være en mentor eller en lærer, der har skabt kontakten mellem den unge og projektet, da de til dagligt har oplevet, at den unge har haft brug for ekstra støtte og rådgivning i deres hverdag. Igennem de 3 år Second Chance har ligget i Nakskov, har de haft omkring 27 unge igennem projektet. Både unge, som har været til en enkelt samtale og allerede der, har fundet en løsning på det problem de kom med, men også unge som har været tilknyttet i længere perioder, og som har haft ekstra stort behov for hjælp både til det praktiske, men især også til de tanker de går rundt med, som de kan have behov for at tale ud om, med en anden person. På trods af, at det er 3 år siden, at Barnets reform trådte i kraft, viser det sig stadig, at vi ikke får skabt de ideelle muligheder for de unge, så de kan klare sig på egne ben. De sidder stadig 7

8 fast i en hverdag, hvor de fx må skabe en kontakt til et frivilligbaseret projekt som Second Chance, for at skabe ro og systematik i deres hverdag og på denne måde kunne arbejde med deres muligheder for det optimale selvstændige voksenliv. Jeg undrer mig over, at unge med udgangspunkt i et godt familieliv med gode værdier og normer, viden om samfundets krav til dem og ikke mindst bevidstheden om deres egne krav til et voksenliv, i gennemsnit er 20 år, når de flytter hjemmefra. Vi kræver ikke af disse unge, at de skal flytte hjemmefra, før de er klar til det, og når de endelig flytter, så har de stadig støtte fra deres familierelationer og deres netværk. Vi kræver dog, at der to år før tidligere anbragte unge fylder 18 år, laves en handleplan for, hvad der skal ske med de unge, når de bliver myndige. (Socialstyrelsen, 2012, s. 134). Vi ved, at det er udsatte unge og at mange af dem har flere problematikker, de skal håndterer i deres hverdag, samt et lille eller ikkeeksisterende netværk at støtte sig op af. Alligevel har vi bestemt, at de som 18-årige skal være rustet, til at klare sig selv. Andre jævnaldrende unge har et andet udgangspunkt, og bedre muligheder for at opnå den bedst mulige voksentilværelse som passer ind i samfundet, mens de udsatte unge allerede er marginaliseret, inden de får en chance for at skabe deres selvstændige liv. Problemformulering Hvordan kan man gennem helhedssynet bidrage til en forebyggelse af social og økonomisk marginalisering af de tidligere anbragte unge? Og hvordan forbereder man de unge til en selvstændig voksentilværelse efter det fyldte 18. år. Afgrænsning Jeg vælger, at afgrænse min opgave til de udsatte unge, som efter endt anbringelse har brug for et efterværn i deres bestræbelse på at opnå et ordentlig voksenliv. Derfor vælger jeg, at tage udgangspunkt i unge over 18 år, som i deres teenageår har været anbragt uden for eget hjem i en kortere eller længere periode. Jeg har valgt, at afgrænse mit område til Lolland kommune, da mine interviews er lavet i Nakskov hos Børn & Unge og Second Chance. Jeg har valgt at fokusere på den faglige del af det sociale arbejde, fremfor hvad borgerne selv mener om systemet, da jeg mener, at denne vinkel for mig, som kommende socialrådgiver, er mest interessant i forhold til, hvor jeg ligger mine egne refleksioner. Jeg har tidligere skrevet 8

9 en opgave om, hvad de unge mener om den måde, de har skullet igennem systemet på, og det er på baggrund af den opgave og deres svar, at jeg denne gang vælger at gå i dybden med det faglige arbejde og ser bort fra personlige oplevelser. Definition af projektets centrale begreber Efterværn er et tilbud til unge, der indtil det 18. år har haft en fast kontaktperson, samt unge der har været anbragt uden for hjemmet med eller uden samtykke, umiddelbart inden det fyldte 18. år. Muligheden for efterværn ligger mellem den unges 18. og 23. år og forudsætningen for at få efterværn er, at støtten må anses for at være af væsentlig betydning for den unge, og at der samtidig er udsigt til en positiv udvikling af den unge i perioden med støtten. Der er tale om et tilbud til den unge, og derfor også en forudsætning for, at den unge er indforstået med støtten og således giver sit samtykke. (Socialstyrelsen, 2012, s ). Kapitel 2 Beskrivelse af fænomenet Der har gennem mange år været fokus på, at tidligere anbragte unge ikke opnår de samme muligheder som unge fra en almindelig opvækst, og at deres problematikker som udsat ung gør det svært at implementere dem i samfundet, på en sådan måde, at de kan klare sig selv uden offentlig forsørgelse og støtte fra samfundets side. Overgangen til voksenlivet er svær og undersøgelser viser, at vi ikke har gjort et godt nok arbejde, når det handler om at udsatte grupper skal gå fra at være barn, til at være ung og til sidst ende i de voksnes rækker. ( rapport Efterværn for tidligere anbragte unge). I 2012 udsendte SFI rapporten Efterværn for tidligere anbragte unge en videns- og erfaringsopsamling, som bestod af en opsamling af den viden man gennem de sidste 10 år har samlet sammen, siden efterværnsparagraffen trådte i kraft. SFI kom her med et sammenfattende billede af, hvad vi på dette tidspunkt vidste om efterværn i Skandinavien, samt USA og Storbritannien. Rapporten viste, at Børns Vilkår, Dansk Socialrådgiverforening og Socialpædagogernes Landsforbund var kritiske over for det faktum, at der ikke bliver taget godt nok hånd om de unge, der ved myndighedsalderen forlader en anbringelse og at det ikke er alle der har behov for et efterværn, som er sikret det gennem lovgivningen. Rapporten er den første af sin slags og hører ind under efterværnspakken, som er en række initiativer finansieret af satspuljeaftalen og igangsat af Socialstyrelsen. 9

10 I rapporten står det beskrevet, at Danmark sammenlignet med Skandinavien, USA og Storbritannien er det land, der anbringer flest børn og unge uden for hjemmet sammenlignet med befolkningens størrelse. Samtidig viser statistikker, at unge er overrepræsenteret i anbringelserne i forhold til de yngre børn. Ca. 50 % af de unge, har været anbragt i mere end 3 år og ca. 25 %, har været anbragt i mere end 7 år. Rapporten giver også et billede af, at de yngre børn oftest bliver anbragt i familiepleje, mens de større børn og unge bliver anbragt i døgnophold, på socialpædagogiske opholdssteder og andre former for institutioner. ( Rapport Efterværn for tidligere anbragte unge). En del af de unge der forlader en anbringelse modtager efterfølgende efterværn. Men i følge rapporten er det svært at give et nøjagtigt billede af, hvor stor en del af målgruppen tallet omhandler, da man kun har viden om antallet af de nye afgørelser om efterværn og ikke det samlede antal af unge i efterværn. Rapporten giver heller ikke svar på, hvor mange unge der fortsætter i efterværn efter endt anbringelse ved myndighedsalderen. Samtidig synes kommunerne at underrapportere deres afgørelser om efterværn. Der tegner sig dog et billede af, at døgnophold fortsat er den efterværnsforanstaltning der hyppigst bliver brugt, efterfuldt af kontaktpersonsordningen. I Socialrådgiveren som bliver udgivet af Dansk Socialrådgiverforening er der jævnligt artikler om unge og efterværn og hvilke konsekvenser det vil få for de unge, hvis vi som socialrådgivere ikke gør vores arbejde godt nok. I Socialrådgiveren fra 03/13, kan man læse om, hvordan kommunerne bryder loven på efterværnsområdet for anbragte børn og unge. Mange unge får først sent af vide, hvad deres fremtid byder på og dette gør overgangen til voksenlivet svær og samtidig kan det have den konsekvens, at de unge vil halte endnu længere bag efter deres jævnaldrende. Artiklen sætter fokus på det faktum, at målet for de tidligere anbragte unge er, at de skal kunne klare sig selv uden støtte når de fylder 18 år, men at det langt fra er dem alle, der har de fornødne kompetencer på plads. I de tilfælde hvor de nødvendige kompetencer mangler, kan kommunen træffe afgørelse om efterværn, dette afhænger dog af en revideret handleplan, som skal laves senest 6 måneder før den unge fylder 18. Ifølge artiklen er det langt fra alle unge der har en handleplan og heller ikke alle får den reviderede plan til tiden. En rundspørge gennemført af Socialrådgiveren af 96 af Danmarks 98 kommuner viser, at ingen af de kommuner der meldte tilbage, har et overblik over deres efterværnssager eller hvor mange handleplaner der bliver lavet til tiden. (Socialrådgiveren, 03/13, s. 22). 10

11 I artiklen fortæller professor ved Aalborg Universitet, Inge Bryderup, at det er de anbragte børn og unge der bliver taberne i systemet. De unge mangler et stabilt netværk, og hvis man sætter dem til at klare sig selv så tidligt, som når man er 18 år, er de i en vis forstand dobbelthandikappede. Konsekvensen kan blive, at de ender på sociale pensioner i en tidlig alder, og deres liv bliver dårligere, end hvis de fik støtte. (Socialrådgiveren, 03/13, s. 22, linje 26-31) Først og fremmest er det de unge der bliver påvirket, hvis kommunerne ikke gør deres arbejde godt nok. Det er dem, der bliver de store tabere i systemet, men ud over de unge, er der også en række instanser, som fx plejefamilier, opholdssteder osv., som vil have svært ved at hjælpe de unge videre, hvis ikke retningslinjerne fra kommunerne er fastlagte, som fx i en handleplan. Sidst men ikke mindst, skal man også huske, at selvom børn og unge er anbragt uden for eget hjem, så har de stadig forældre, som trods deres manglende forældreevne stadig kan føle frustration, hvis ikke der bliver taget ordentlig hånd om deres barn. Forforståelse Min indledning og beskrivelsen af fænomenet ligger op til min forforståelse af de unges situation og den måde man som system, vil lede dem ind i deres selvstændige voksentilværelse. Gennem min uddannelse, praktik og selvvalgte opgaver, har jeg fået en forståelse af, at selvom vi er opmærksomme på de tidligere anbragte unge og de problematikker de har med sig fra deres opvækst, så er der stadig mange af dem, der ikke klarer sig så godt, som deres jævnaldrende. Samtidig undrer jeg mig over, hvordan de unge kan falde igennem, når vi er opmærksomme på problematikkerne og de konsekvenser det kan få, for de unges liv. Gennem tidligere interview med projektkoordinatoren for Second Chance, har jeg samtidig fået en forståelse af, at der på Lolland er mange udsatte unge, som ikke kan klare en hverdag uden større eller mindre støtte til praktiske-, psykiske- og/eller sociale problemstillinger, på trods af, at de alle har været fulgt af systemet gennem mange år. Min besvarelse af min problemformulering er derfor også styret af den viden, jeg i forvejen har omkring unge og efterværn, den empiri jeg har indhentet gennem interview og min sekundære empiri i form af artikler, rapporter osv. 11

12 Kapitel 3 Videnskabsteoretiske overvejelser Jeg vælger at besvare min opgave ud fra en hermeneutisk tilgang, samtidig med at jeg bruger en kvalitativ metode til indhentelsen af min empiri. Jeg bruger disse tilgange, for at skabe en rød tråd mellem min forforståelse, min empiri samt min teori, og på denne måde gøre det muligt at besvare min problemformulering ud fra en objektiv faglig vinkel. Hermeneutik Hermeneutikken bygger på fortolkning og forståelse. Grundtanken er, at vi altid forstår noget på baggrund af vores forforståelse. Det er altså denne forudsætning, der definerer hvad vi forstår og ikke forstår. For at kunne forstå verdenen omkring os, er vi derfor nødt til at have en forforståelse vi går aldrig noget i møde, uden at have en ide om, hvad mødet kan bringe. (Gilje & Grimen, 2002, s. 171). En handling kan altså forklares ud fra en forståelse af meningen bag handlingen, hvor forståelsen bygger på fortolkning, som igen er bygget på vores forforståelse. Det er den viden man allerede har, når man begynder sin fortolkning. Jeg vælger den hermeneutiske tilgang, da min forforståelse er en nødvendighed for besvarelsen af opgaven, da jeg forud for min analyse har en ide om, hvad problemstillingen er og derfor må erkende, at den kontekst min empiri er indsamlet i, er medvirkende til forståelsen. Dette vil også komme frem i sammenligningen mellem min interviewguide og mit interview, som starter struktureret, men nemt tager en anden drejning. Kvalitativ metode Jeg vælger at bruge en kvalitativ metode i besvarelsen af min opgave. Dette ses på baggrunden af mine interviews, der er indsamlet som ikke-kvantitative data, også kaldet bløddata (Harboe, 2009, s. 31). Den kvalitative metode er eksplosiv, hvilket vil sige, at den er undersøgende og udforskende. Metoden er derfor relevant for min besvarelse, da min analyse vil bygge på min forforståelse, da jeg til at starte med havde en ide om, hvad problemstillingen var og hvor den ville føre min opgave hen. Kendetegnet for denne metode er netop, at den er åben over for nye og overraskende informationer (Harboe, 2009, s. 32). Da jeg bevæger mig fra det konkrete min empiri, til det abstrakte teorien, bruger jeg samtidig den induktive tilgang i min opgave. Jeg har ikke på forhånd haft andre forudsætninger end den metode, der er brugt til at indsamle min empiri (Koester, 2009, s. 44). 12

13 Kapitel 4 - Empirisk undersøgelsesmetode For at kunne besvare min problemformulering, har jeg valgt at lave kvalitative interviews. Jeg vælger denne tilgang, for at få en beskrivelse af de interviewedes livsverden og for, at jeg på denne måde får mulighed for, at gå ind og tolke på betydningen af de fænomener jeg får beskrevet, samtidig med at jeg søger en forståelse af mine informanters livsverden. (Kruuse, 2007, s. 139). Valg af informanter Jeg fik mulighed for at interviewe to ungerådgivere i Lolland Kommune og forud for disse interviews valgte jeg en semistruktureret interviewguide. Jeg gjorde bevidst brug af det semistrukturerede interview, da jeg ikke ønskede at være bundet af mine spørgsmål, men kunne tillade mig at følge op på de svar mine spørgsmål gav mig. (Kruuse, 2007, s. 139). Forud for interviewene havde jeg aftalt med mine informanter, at der var sat en time af til hvert interview og at spørgsmålene ville omhandle efterværn, men at jeg tillod mig at spørge ind til andre ting, hvis deres svar tog mig i en anden retning. Interviewene blev gennemført hos Børn & Unge i Nakskov, hvor de på tidspunktet for min bachelor havde 2 praktikanter. De fik begge lov, til at være til stede under interviewene, men har ikke deltaget som informanter. Ud over de to ungerådgivere, har jeg interviewet projektkoordinatoren fra Second Chance. Dette interview blev lavet over telefonen, men med samme fremgangsmåde som de to foregående interview. Inden interviewene gennemgik jeg feltarbejdsaftalerne med mine informanter og her aftalte vi blandt andet, at jeg måtte optage alle 3 interview og at de alle ville være anonyme i min opgave. Det var ikke et krav fra hverken ungerådgivernes eller projektkoordinatorens side af, at være anonyme, men jeg har taget denne beslutning, da det ikke har nogen betydning for min opgave, om deres navne bliver nævnt. Fordele og begrænsninger ved interviewene Fordelene ved begge mine interviews med ungerådgiverne var, at vi havde ansigt til ansigt interaktion, hvilket giver mulighed for at sikre sig, at informanterne forstår spørgsmålene. Mit interview over telefonen, havde den ulempe, at man ikke ser personen og derfor ikke på samme måde kan følge med i, hvornår informanten er færdig med at besvare spørgsmålet. Dette kan 13

14 give lidt irriterende afbrydelser fra interviewers side, da det bliver en vurdering, om informanten tænker eller har færdiggjort sit svar. Databearbejdning Jeg vælger at lave en ufuldstændig transskription af begge mine interviews. Jeg har sorteret øhh lydene fra, da de ikke har nogen relevans for besvarelsen af min problemformulering. Alle 3 informanter bruger på flere af spørgsmålene, lidt tid på at tænke over deres svar, hvilket gør, at de starter på flere forskellige måder, inden de vælger at fuldføre sætningen. Her har jeg valgt, at transskribere deres endelig svar og udelade resten. Under begge interview har jeg også valgt at undlade mine egne ja og nej svar, da disse kun er relevant under interviewet i forhold til, hvorvidt jeg er lyttende og observerende og derfor ikke har nogen betydning for opgaven. Jeg vælger at bruge farvekodning i mine transskriptioner, for på denne måde at skabe et overblik over min indsamlede empiri og forhåbentlig se et mønster i centrale og gennemgående fænomener i min undersøgelse. Farvekodningen skal fungere som hjælp til at inddele og kategorisere mine transskriptioner, så jeg på denne måde skaber struktur over mine informationer. (Harboe, 2009, s. 116) Farvekodningen er kun til egen hjælp, og vil derfor ikke fremgå i opgaven. Kapitel 5 Opgavens teoretiske udgangspunkt Som tidligere nævnt er børn og unge, der er opvokset uden for eget hjem i en kortere eller længere periode af deres liv, mere udsat end andre børn og unge, der er opvokset i egen familie. De har sværere ved at klare en selvstændig tilværelse, da deres problematikker kan være uoverskuelige og ligefrem umulige at ændre på. For at svare på min problemformulering - Hvordan man gennem helhedssynet i det sociale arbejde kan bidrage til en forebyggelse af social og økonomisk marginalisering af de tidligere anbragte unge? vælger jeg, at inddrage Pierre Bourdieus begreber om habitus, felter og kapital, samt Jens Guldagers model om helhedssyn. Gennem Bourdieu vil jeg forsøge, at skabe et overblik over hvilket socialt udgangspunkt de unge har, og hvilke konsekvenser det kan få for deres fremtidige liv. Jeg vil bruge Guldagers model som et udgangspunkt for systemets socialfaglige vinkel til de unges problematikker og gennem både begreberne og modellen analysere mig frem til første del af min problemformulering og dermed også få en ide om helhedssynets betydning for de unge. 14

15 For at svare på anden del af min problemformulering Hvordan forbereder man de unge til en selvstændig voksentilværelse efter det fyldte 18. år, vælger jeg at gøre brug af Honneths anerkendelsesteori. Jeg inddrager denne teori, fordi den kan give et overblik over, hvordan man forbereder de unge til deres selvstændige tilværelse både på det praktiske, men også på det mentale niveau. Pierre Bourdieu Pierre Bourdieu ( ) var en fransk sociolog og en af de mest betydningsfulde i det 20. århundrede. Ifølge ham selv, skal hans begreber om habitus, kapital, symbolsk vold, social ulighed, marginalisering osv., ikke forstås som en stor forkromet teori, men i stedet som et tænkeredskab, der tager form i forbindelse med empirisk forskning. På denne måde giver begreberne mulighed for at skabe en sammenhæng mellem teoriudvikling, empirisk analyse og begrebsreflektion. Begreber, der er udviklet i en sammenhæng, kan derfor sættes i spil i andre sammenhænge og nye facetter af begreberne kan udvikles. Dette gør begreberne refleksive og gør det muligt at analysere/diskutere problemformuleringen fra flere vinkler. (Wilken, 2006, s. 7-8). Habitus Bourdieus begreb om habitus er ikke hans eget, men kan spores tilbage til Thomas Aquinas, og er en oversættelse af Aristoteles hexis-begreb. Bourdieus begreb om habitus kan fortolkes som et kulturbegreb, der understreger de dynamiske relationer mellem individet og det sociale. Det refererer både til individets mentale dispositioner, til erfaringernes kropslige forankring og til individernes sociale forankring. Habitusbegrebet er derfor ifølge Bourdieu stærkt generativt, da det er en slags transformerende maskine, som får os til at reproducere de sociale forhold, vi selv har skabt, men på en relativ uforudsigelig måde, og som gør, at vi ikke bare kan bevæge os simpelt og mekanisk fra en viden om produktionsforholdene til en viden om selve produktet. (Wilken, 2006, s ). Habitusbegrebet forholder sig til det, folk gør med udgangspunkt i deres forståelse af den situation, de er i. Habitusbegrebet forholder sig også til, hvordan kultur internaliseres i individer og naturliggør deres forståelser og handlinger. (Wilken, 2006, s. 43, linje 6-9). 15

16 På denne måde retter begrebet opmærksomheden mod to samtidige og interagerende processer 1) Individets tilegnelse af den viden, der gør det i stand til at handle meningsfuldt i verden (internalisering af de objektive strukturer) og 2) Individets omsætning af denne viden til praktisk handling (eksternaliseringen af internaliserede strukturer) (Wilken, 2006, s. 43). Ud fra habitusbegrebet kan der skabes et overblik over, hvilken social baggrund og forståelse de udsatte unge kæmper med, når de skal finde deres eget ståsted i livet og samtidig sørge for, at dette ståsted er et sikkert, selvstændigt og selvforsørgende udgangspunkt for deres voksenliv. Felter og kapital Feltbegrebet beskriver de sociale arenaer som praksis udspiller sig indenfor. Bourdieu mente her, at individer deltager i en række sociale kampe om indflydelse og kapital, som udspiller sig inden for specifikke og relativt autonome områder, som hverken er baseret på de samme præmisser eller har det samme udbytte. Felter kan defineres både bredt og snævert, og kriteriet for dem er, at man kan påvise at der er noget på spil, som individet finder det værd at kæmpe om eller for. Felter kan derfor beskrives som arenaer, hvor der foregår sociale kampe, som konstitueres relationelt og hierarkisk inden for et større socialt system. (Wilken, 2006, s. 46). Der findes ifølge Bourdieu kulturel kapital, social kapital, økonomisk kapital og symbolsk kapital. Det kulturelle begreb er legitim viden, uddannelse og kompetencer, mens den sociale kapital omhandler familierelationer, netværker og forbindelser og den økonomiske kapital består af penge og materielle goder. Symbolsk kapital skiller sig lidt ud fra de andre, da dette begreb i højere grad refererer til evnen, til at udnytte de andre kapitalformer og til at omsætte dem til andre former for værdi, som fx moral. (Wilken, 2006, s ). Ved at se nærmere på Bourdieus begreber om felter og kapital kan vi få et overblik over, hvilke sammenhænge de udsatte unge skal agere i og hvordan deres opvækst i egen familie, uden for eget hjem og i systemet har indflydelse på deres muligheder, for at opnå kompetencer på lige fod med deres jævnaldrende. Jens Guldagers model om helhedssyn Det sociale arbejde består af 4 hjørnesten 1) Helhedssyn, 2) Etik, 3) Kommunikation og 4) Systematisk sagsarbejde. Ifølge Guldager er helhedssynet det mest centrale af de 4 fælleselementer, da det ikke hjælper noget, at socialrådgiveren kan arbejde systematisk med sit arbejde, kan kommunikere med sine omgivelser og ikke mindst centralisere sine etiske overvejelser, 16

17 hvis udgangspunktet er et snævert helhedssyn. Omvendt er helhedssynet heller ikke tilstrækkeligt, i og med at socialrådgiveren er praktiker man skal altså være i stand til at omsætte sit helhedssyn. (Ejrnæs m.fl., 2004, s. 31). Guldagers model for helhedssyn bygger på 3 ideale fordringer. 1) At begribe og forstå baggrunde for og sammenhænge mellem menneskers sociale problemer, ressourcer og behov. 2) At kunne koble problem, ressource og behovsforståelsen sammen med opgaven som hjælper, rådgiver, advokat eller igangsætter. Og 3) At kunne omsætte disse forståelser i handling og behandling over for klienter, det sociale system og det omgivende samfund. (Ejrnæs m.fl., 2004, s ). Ved at inddrage Guldagers model om helhedssyn, får jeg mulighed for at få en forståelse for, hvilke elementer den unge er underlagt fra systemets side af, i deres ageren mod en selvstændig voksentilværelse og samtidig giver det mig mulighed for, at svare på, hvordan man gennem helhedssynet kan bidrage til en forebyggelse af social og økonomisk marginalisering af de tidligere anbragte unge. Axel Honneth Honneth betegner anerkendelseskampe, som kampe om anerkendelse af den værdi, individet tilskriver sig selv i forhold til familien, retsordenen og samfundet. Med betegnelsen kamp menes der, at man skal kæmpe for den gensidige anerkendelse den er altså ikke givet på forhånd. Udgangspunktet vil altid være ulighed, hvor den ene part undertrykker den anden. Centralt for teorien er den antagelse, at menneskers identitet først igennem anerkendelse bliver virkelig. Det er dermed også de fællesskaber, som mennesker indgår i, der afgører, hvad der kan anerkendes og hvad der dermed også bliver til virkelighed. (Højlund & Juul, 2005, s. 22). Honneth bygger sin teori op omkring moralsk motiverede kampe, hvor drivkraften er menneskers manglende sociale anerkendelse. Evnen til at fungere som et socialt vellykket individ, afhænger af anerkendelse som bekræftelse af autonomi og individualitet. (Højlund & Juul, s. 25). Ved at inddrage Honneths anerkendelsesteori, kan jeg skabe et overblik over, hvordan man som samfund/system kan give de unge både en negativ og positiv indvirkning på deres identitet og hvordan det kan påvirke forberedelsen af deres voksentilværelse. 17

18 Kapitel 6 Analyse Jeg vælger at analysere mig frem til en besvarelse af min problemformulering i den rækkefølge den er stillet op, for på denne måde at få det bedste overblik over min analyse og samtidig skabe en god overgang til min konklusion. Undervejs inddrager jeg den relevante teori, som nævnt i mit foregående afsnit, for til sidst at lave en delkonklusion på både første og anden del af problemformuleringen. Min problemformulering lyder Hvordan kan man gennem helhedssynet i det sociale arbejde bidrage til en forebyggelse af social og økonomisk marginalisering af de tidligere anbragte unge? Og hvordan forbereder man de unge til en selvstændig voksentilværelse efter det fyldte 18. år? Pierre Bourdieu Som jeg har nævnt i indledningen af min opgave, så er tidligere anbragte unge, socialt udsatte på mere end én måde. Deres start på livet kan have haft et tumult udgangspunkt, samtidig med, at der for manges vedkommende gælder det faktum, at deres netværk og relationer til andre er meget begrænset og de derfor ifølge Bourdieu mangler social kapital. Ud over, at de kan have svært ved at indfinde sig i samfundet, så skal de som 18-årige også så vidt muligt være klar, til at stå på egne ben og få en økonomisk kapital i form af selvforsørgelse. Dette kræver vi af dem, selvom tidligere undersøgelser viser, at overgangen til voksenlivet for disse unge, kan indeholde manglende økonomisk kapital i form af uholdbare boligforhold, dårlig sundhed, ingen uddannelse, i nogen tilfælde misbrug og psykiske vanskeligheder, samt ensomhed. Alt dette er igen medvirkende til, at de ingen social kapital har og dermed ikke den ønskede økonomiske kapital og derfor bliver tilværelsen for de unge hurtigt en negativ ring uden ende. Ifølge Bourdieu retter habitusbegrebet opmærksomheden mod to samtidige og interagerende processer, nemlig individets tilegnelse af den viden, der gør det i stand til at handle meningsfuldt i verden og individets omsætning af denne viden til praktisk handling. (Wilken, 2006, s. 43) De unges muligheder for at lære, forstå og agere i det samfund de lever i, er derfor betonet af deres start på livet og den opvækst de efterfølgende har haft. Har deres opvækst været problemfyldt har det indvirkning på deres habitus og deres sociale kapital. Har deres opvækst været som alle andre jævnaldrende, så har det også en effekt på habitusen og den sociale kapital. Det sociale liv er ikke forudsigeligt og individer improviserer sig i høj grad gennem tilværelsen, 18

19 som den former sig. Her udstyrer habitusen dem med en måde for, hvordan de opfatter, forstår og handler i bestemte situationer. Vi er altså som individer udstyret med en generaliseret forforståelse for, hvordan vi skal handle. Dog er det vigtigt at huske, at habitus er foranderlig og ikke deterministisk, for selvom man har haft en dårlig opvækst, kan man godt lære at begå sig alligevel. Habitus er et produkt af socialisering, og navnlig den tidlige socialisering er vigtig for dannelsen af de dispositioner, som individer vil handle i forhold til. I den tidlige barndom sker en overvejende ubevidst internalisering af objektive strukturer gennem erfaring snarere end gennem forklaring. Vi tilegner os en forståelse af, hvad der er godt og dårligt, rigtigt og forkert, muligt og umuligt uden at det er helt klart, at det er en læringsproces. (Wilken, 2006, s. 43, linje og s. 44, linje 1-2) Ifølge Bourdieu er socialisering og især den tidlige socialisering utrolig vigtig for dannelsen af vores forforståelse. Det vi ved, har vi erfaret gennem egne oplevelser, fremfor at få en forklaring og dermed også en forståelse af, hvorfor tingene er som de er. Den læringsproces, som vi er blevet en del af, er ubevidst tilegnet, da vi senere i livet fortrænger eller glemmer den. Dermed er habitus ikke en sindstilstand, men en kropstilstand, og det sociale bliver indlejret i kroppen og får betydning for både vores erindring såvel som vores praksis. (Wilken, 2006, s. 44). For de udsatte unge kommer dette til at betyde, at hvis deres tidlige socialisering har været mangelfuld og de samtidig oplever vanskeligheder i deres teenageår, får det konsekvenser i deres læringsproces i form af manglende uddannelse kulturel kapital, manglende venner eller de forkerte venner social kapital, som de ikke kan bruge senere hen i livet til at etablere et rigtig netværk, der fx kan hjælpe dem, med at få et arbejde økonomiske kapital. Ifølge projektkoordinatoren for Second Chance, er de unge hun møder i projektet, ikke forberedt på den tilværelse, der venter dem. De har brug for en hjælp, til ting som de ikke selv kan finde rundt i og hvor de mangler et netværk, der kan hjælpe dem altså den sociale kapital. (Bilag 3, s. 38) Projektkoordinator: Jeg kan sige, at dem som jeg møder i Second Chance, det er unge som ikke har været klædt på til rigtig mange ting og særligt i forhold til det med at håndtere deres økonomi og i forhold til i det hele taget, at klare en voksentilværelse med de udfordringer det nu giver på forskellige måder. (Bilag 3, s. 37, linje 17-20). 19

20 Bourdieus habitusbegreb kommer her i spil, da de unges læringsproces i forhold til at klare dem selv, er mangelfuld og ikke giver dem de tilstrækkelige kompetencer de skal bruge, for at kunne mestre deres egen hverdag, uden hjælp fra systemet. Da vi som individer samtidig får det sociale indlejret i kroppen helt fra barnsben af, er det utrolig vigtigt, at det sker med udgangspunkt i en tryg og omsorgsfuld socialisering. De unge har derfor ikke i deres opvækst, fået indlært igennem habitus, hvordan man skaber gode relationer og på denne måde kan skabe en stor social kapital. Projektkoordinator: ( ) Fordi der er jo noget helt fundamentalt hos de her børn som de slet ikke får med sig, og man kan jo aldrig erstatte en mor eller en far, og den kærlighed som man nu engang kan få med den vej. Man kan godt give de her børn og unge noget af al det med, som man almindeligvis får i en familie, men det kræver at det miljø man tilbyder dem som erstatning for familien, har den oprigtige bagtanke med at gå ind i det. (Bilag 3, s. 38, linje 21-25). Ifølge projektkoordinatoren er det i den individuelle og den samfundsmæssige habitus, at de helt store problematikker befinder sig. I servicelovens 76, står der, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp til unge i alderen fra 18 til 22 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte. Hjælpen skal bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse, herunder at have fokus på at understøtte den unges kulturelle kapital i form af uddannelse, der skal omsættes til økonomisk kapital ved beskæftigelse samt øvrige relevante forhold, som fx anskaffelse af selvstændig bolig. Og generelt hænger denne paragraf ikke særlig godt sammen med de unge, hun møder gennem Second Chance. Projektkoordinator: Det er måden man tolker det på i kommunerne i forhold til den her (paragraf), der vælger man jo nogle løsninger man har til rådighed, der er systemet jo ikke så fleksibelt, kan man sige, så man kan kigge voldsomt meget individuelt på den enkelte, tænker jeg. (Bilag 3, s. 40, linje 16-18). Projektkoordinator: Jeg tænker at det ikke er så individuelt som det egentlig burde være. Det er måske det, der er problemet med den hjælp, som man tilbyder, i et forsøg på at overholde de her paragraffer. (Bilag 3, s. 40, linje 28-30) 20

21 Projektkoordinatoren siger derudover, at hun ikke er overrasket over de problemer hun møder hos de unge, men derimod er overrasket over, at man som samfund ikke for længst har udviklet nogle redskaber, som gør at de unge kan blive hjulpet bedre på vej, da vi som samfund og system har været med til at opbygge de udfordringer, som er en realitet i rigtig mange af de unges tilfælde. (Bilag 3, s. 41). Dette bliver understøttet af interviewet med ungerådgiver A, som giver udtryk for den risiko der kan være, ved allerede at skulle tage stilling til, hvad der skal ske med den unge når han eller hun fylder 18 år. Ungerådgiver A: ( ) Jamen, jeg synes jo at der er en risiko for, at vi ikke får hjulpet dem godt nok eller på den rigtige måde, fordi man skal tage stilling på det her tidspunkt. ( ) hvis man skal se det i det perspektiv, at vi skal gøre dem selvhjulpne osv. osv., så kan der ligge rigtig meget godt i, at vi også skubber dem forsigtigt og at der er den chance for, eller at der er den mulighed for, at der fra 18 til 22 er den mulighed for, at der kan vi dog følge dem lidt og sige at de kan flyve. ( ) men dem der fx har været anbragt hele deres liv og så siger vi nu er det nu, og nu skal I videre, ( ) ja der har vi som system nok ikke altid været dygtige nok til at forberede dem på, at det her altså ville komme til at ske. Så der er i hvert fald nogen af dem, synes jeg, som man er kommet til at svigte. (Bilag 5, s. 52, linje 18-28). I mit andet interview med ungerådgiver B, gives der udtryk for, hvor svært det er, at skulle vurdere ud fra en lovgivning der ligger op til skøn, frem for egentlige regelsæt omkring det at tage stilling til behovet for efterværn hos den unge. Især, da efterværn er af kortere varighed og man skal ind og vurdere, om det kan give tilstrækkeligt udvikling, for at blive bevilget. (Bilag 6, s. 66). Ungerådgiver B: Det skal give mening og den unge skal være selvkørende. Og hvis ikke han eller hun er det den dag de fylder 18 år, det er der jo ikke ret mange af dem der er, så må vi jo finde en løsning, så de kan blive selvkørende. (Bilag 6, s. 65, linje 14-16). Systemet ser altså, at den unge gerne klarer sig selv, når de fylder 18, også selvom de ved, at der ikke er ret mange af dem, der er klar til dette. Ungerådgiver B fortæller også, at hvis de ikke er klar, så må man finde en løsning, for der er nogle basale ting, der skal være på plads, inden en ung kan komme ud for sig selv. 21

22 Ungerådgiver B: Der er jo nogle helt grundlæggende ting, der skal være på plads. Altså, sådan noget som at kunne styre sin økonomi og passe sin uddannelse eller arbejde eller hvad det nu er, det er sådan nogle helt grundlæggende ting, der skal være på plads. Og vedkommende skal også helst være ude af eventuelle misbrug og sådan nogle ting. Men det er rigtig svært at vurdere, synes jeg. ( ). (Bilag 6, s. 65, linje 24-28). Man forventer en vis kapital hos de unge, både af økonomisk, social og kulturel art, som man af erfaring ved, at det kan være svært for dem at opnå. Og for hver ung, er det en individuel vurdering, der afgører, om de er i stand til at opnå selvstændighed ud fra de kapitaler de har med sig. Ungerådgiver B siger, Der er så mange mærkelige ting, der kan komme ind fra højre, og vende det hele på hovedet. (Bilag 6, s. 65). Dette er et udtryk for, at man aldrig ved, hvad man kan forvente af de unge og at selvom man har en ide om, hvor de ligger henne i systemet, så kan den ændre sig fra den ene dag til den anden. Interviewer: Har du nogen sinde været i tvivl om, hvorvidt en ung har opfyldt betingelserne til efterværn? Ungerådgiver B: Ja. Jamen, det er jeg konstant. Jeg er konstant i tvivl om, om de hører til i efterværnsmålgruppen eller om de hører til og skal over i Social & Sundhed eller over i et andet regi. Interviewer: Hvad er det, der gør at det er svært at finde ud af? Ungerådgiver B: Det er en vurdering jeg skal tage ud fra ressourcer og forventede behov. Det synes jeg er skide svært. (Bilag 6, s. 66, linje 14-19). Habitus betegner en socialiseret krop, en struktureret krop altså en krop der har tillagt sig strukturerne i den verden, den lever i. (Prieur & Sestoft, 2006, s. 39). Hvis samfundet ikke er bevidst om den påvirkning den har på fx udsatte unge, og systemet samtidig ikke er dygtige nok til at omsætte samfundets værdier og normer til noget som den unge kan forholde sig til, så vil de unge få problemer med at opnå den ønskede selvstændige tilværelse, som samfundet forventer af dem. De unge vil opleve, at de i deres bestræbelser på at overleve hverdagen, vil problematiseres af deres habitus både på det sociale, det kollektive og det samfundsmæssige plan, da de ydre strukturer er blevet til indre strukturer, der laver mentale skemaer for opfattelse og inddeling af verden. (Prieur & Sestoft, 2006, s. 39). Da systemet samtidig finder det svært at vurdere de unge, kan dette være medvirkende til, at man fra samfundets side påvirker deres 22

23 sociale og kulturelle kapital, som de dermed får svært ved at omsætte til økonomisk kapital og dermed bliver det svært at opnå denne ønskede selvstændighed hos de unge. Verden erfares altid fra en bestemt position i et socialt rum, og den måde, man er mand eller kvinde på, i denne bestemte fraktion af en social klasse, i denne etniske gruppe, i denne historiske periode, på dette geografiske sted osv., vil sætte et dybt præg på disse personer, der vokser op under disse bestemte betingelser. (Prieur & Sestoft, 2006, s. 40, linje 1-5). Bourdieus begreb om habitus bliver derfor vigtig at have i baghovedet i arbejdet med de udsatte unge, da deres historik er vigtig information i forhold til deres forudsætning for at klare sig bedst muligt i verden. Uanset hvilken historik de unge måtte have, er der tale om habitus, som støtter op om den sociale baggrund og forståelse de unge kæmper med, når de skal finde deres plads i samfundet. Habitusbegrebet beskriver baggrunden for og rammerne om individernes praksis, hvor feltbegrebet kigger nærmere på de arenaer, som praksis udspiller sig inden for. Felter defineres i forhold til bestemte kapitalformer, som det gælder om at besidde og akkumulere og her bruger Bourdieu som tidligere nævnt også kulturel og social kapital. (Willen, 2006, s. 46). Ifølge Bourdieu, udkæmpes kampene om kapital i et bestemt felt og kan ikke reduceres til kampene i andre felter. Fx vil kampen om kapital i skolegården ikke være den samme som kampen om kapital på universitetet de handler ikke om det samme og vil derfor heller ikke foregå på de samme præmisser. Dette vil også betyde, at kampen om kapital i det ene felt ikke bestemmer kampen i andre felter, selvom felterne er relateret til hinanden i en hierarkisk orden i forhold til værdien af den kapital der kæmpes om. (Wilken, 2006, s. 48). For de unge, vil det få betydning for den måde de agerer rundt i deres forskellige arenaer på. De er opvokset med en habitus om, at deres sociale baggrund giver dem en forståelse for, hvordan de skal forholde sig til verden. Samtidig er der et kapitalbegreb, der giver dem en viden om, at kampen om feltet skal være værd at kæmpe for. Det skal altså give mening for de unge, at høre til i en bestemt arena. Gør det ikke det, er der ikke noget at kæmpe for og de opnår derfor heller ingen kompetencer i forhold til deres selvstændige liv. Man kan således slet ikke deltage i et felt, hvis man ikke accepterer de spil, der er i gang. Og man kan heller ikke deltage, hvis ens kapital ikke accepteres som gyldig af de andre 23

24 spillere. ( ) Et hvilket som felt er defineret ved nogle helt grundlæggende regler, som spillere i feltet må acceptere. Bourdieu omtaler disse regler som feltets doxa. (Wilken, 2006, s. 50, linje ). Hvis vi som samfund er i tvivl om, hvordan vi vurderer de unge og deres ressourcer og behov, samtidig med, at vi er i tvivl om, hvad det kræver af de unge, før at de har et behov for støtte, så fastholder vi dem i bestemte arenaer, som vi derfor har lært dem at agere i, fremfor at de opnår denne erfaring på egen hånd. Guldagers model om helhedssyn Hvis vi holder Bourdieus begreber om habitus og kapital op mod Guldagers model om helhedssyn, vil vi se en parallel mellem deres måder at tænke på. Guldagers model består af 6 kasser, som indeholder 1) Samfundsmæssigt pres, levevilkår og sociale forhold. 2) Risikogruppe. 3) Individuel modstandskraft. 4) Individets måde at forholde sig til egne oplevelser og følelser, egen erkendelse af oplevelser og følelser, reaktionsmøde og fremtidsplan. 5) Socialrådgiverens hjælp og 6) Samfundsmæssig tilpasning. (Ejrnæs m.fl., 2004, s. 34). Jeg vælger, at uddybe nogle af kasserne, for at skabe et overblik over helhedssynets betydning for den unges selvstændighed. Disse 6 kasser er lavet med hovedvægten på Guldagers første ideale fordring At begribe og forstå baggrunde for og sammenhænge mellem menneskers sociale problemer, ressourcer og behov, der således danner ramme om Guldagers syn på helheden omkring borgeren. Kasse 1 giver udtryk for en meget almen og enkel tankegang nemlig at et af de væsentligste udgangspunkter for et menneskes sociale problemer, er afhængig af de livsvilkår vi har. Vores ressourcer, muligheder og belastninger er derfor opstået ud fra vores placering i samfundet. For de unge vil det betyde, at deres udsatte opvækst er medvirkende til, at de ikke nødvendigvis kan klare sig selv i deres voksentilværelse. De materielle, sociale og kulturelle forhold, får betydning for deres måde at overleve i systemet, samtidig med, at det samfundsmæssige pres og belastninger giver risiko for sociale problemer. (Ejrnæs m.fl., 2004, s. 35). Dette giver et stort pres på systemets arbejde med et helhedsorienteret udgangspunkt for den unge, da flere elementer spiller ind over de unges muligheder for den ønskede selvstændige tilværelse, hvor de på bedst mulige vis kan klare sig selv og være selvforsørgende. For at opnå dette helhedsaspekt kræver det derfor også et rigtig godt kendskab til den unge, både i forhold til, hvad den unge kommer fra, hvor den unge er på vej hen og ikke mindst, hvor er den unge lige her og nu. 24

25 Interviewer: Hvor godt et kendskab har du til de unge, hvor du skal træffe en afgørelse om efterværn? Ungerådgiver A: Jamen, jeg synes egentlig at jeg har et relativt godt kendskab. Men ja ja, det er jo ikke mig der har dem ude i verden og ser dem hver dag. Og jeg ved også godt, at dem jeg ser, der kommer her, de er som regel forberedt og har måske også været i bad i dagens anledning eller hvad ved jeg. De kommer jo også, for at få noget, kan man sige. De ved godt, at der ligger noget på spil her. (Bilag 5, s. 59, linje 7-12). Ungerådgiveren er bevidst om, at hun måske ikke møder det rigtige billede af den unge, til deres samtaler. Selvom hun indhenter informationer om den unge fra fx plejefamilie, opholdssted, UU-vejleder og andre relevante relationer, så får hun stadigvæk et billede af den unge, som måske ikke 100 % lever op til de livsvilkår den unge kommer fra. Dette kan få betydning for helhedssynet omkring den unge, da systemet i lige så høj grad må vurdere ud fra hvad de ser, som ud fra hvad de har på skrift. Guldagers 3. kasse omhandler en forståelse for, hvordan og hvorfor nogle mennesker klarer presset fra deres livsvilkår. Tankegangen er igen simpel og består af en ide om, at har du ressourcer og modstandskraft, så kan du modstå pres og belastninger uden at få sociale problemer. (Ejrnæs m.fl., 2004, s. 36). Blandt de vigtigste sociale ressourcer ligger tilknytning til andre mennesker, og som tidligere nævnt har de udsatte unge ofte intet eller meget begrænset netværk. Problematikken i denne kasse er, at for de unges vedkommende vil de ikke kun være udsat for belastninger og have modstandskraft i større eller mindre grad, men de vil samtidig forholde sig til pressene og deres egne ressourcer og handle i forhold til dem. (Ejrnæs m.fl., 2004, s ). Dette kommer i forlængelse af deres habitus og den måde de agerer inden for forskellige felter, for at opnå de ønskede kapitaler. De vil forud for ethvert problem allerede have en ubevidst model for, hvordan de som udsat menneske skal forholde sig til situationen. Man kan også sige, at mennesker vælger at handle og mestre deres livssituation på meget forskellig vis, og at disse valg er frie i den betydning, at der altid er forskellige valgmuligheder i den givne situation med de givne belastninger og muligheder. (Ejrnæs m.fl., 2004, s. 37, linje 6-8). 25

26 Selvom de unge er bundet af deres habitus og kapital, så er det stadigt muligt for dem, at bryde deres egne negative forventninger, til deres kommende voksenliv, på trods af deres udsatte opvækst. Til dette må systemet træde i karakter og sørge for, at alle elementerne i helhedsmodellen er tilstrækkeligt oplyst. Selvom jeg ikke har beskrevet alle 6 kasser i Guldagers model, giver den os stadig et billede af, at mangler en af elementerne i helhedsbeskrivelsen, så vil man i arbejdet med de unge mangle en viden, der er nødvendig, for at kunne omsætte denne, til handling eller behandling. (Ejrnæs m.fl., 2004, s. 34). Ud over, at man som ansat i systemet er underlagt nogle udgangspunkter for et fælles helhedssyn, inddrager man også sit eget livssyn, ud fra overordnede menneske- og samfundssyn, der hviler på egne livserfaringer, egen teoretisk orientering og kundskaber, empirisk viden og erfaringsbaseret kundskaber, som man har erhvervet gennem tidligere arbejde, med fx udsatte unge. (Ejrnæs m.fl., 2004, s. 47). Helhedssynet bliver derfor skabt ud fra, hvad samfundet fortæller er normen for det helhedsorienterede arbejde, samtidig med at man som individ inddrager sine egne livserfaringer og laver en vurdering af problemer, ressourcer og behov hos de unge, med et udgangspunkt i samfundsmæssig, teoretisk og personlig baggrund. Delkonklusion på Bourdieu og Guldager Alle er styret af habitus, felter og kapital og dette gælder også for de udsatte unge, der står over for et spørgsmål om, hvorvidt de har behov for efterværn eller ej. Dette har også indflydelse på arbejdet med helhedssyn omkring den unge, da rigtig mange elementer spiller ind over den unges liv, både på det personlige- og det samfundsmæssige plan og især i forhold til, hvordan systemet skal arbejde med den unge. Styringen af habitus, felter og kapital, kan derfor gøre det svært for systemet at opretholde et ordentligt helhedssyn i arbejdet og dermed også opnå, at den unge får den ønskede udvikling, man har sat som mål for en selvstændig og selvforsørgende tilværelse. Honneth Kommunen bruger en række instanser i deres arbejde, med at forberede de unge til en selvstændig voksentilværelse. Og allerede fra de unge er 16 år, skal de lave en målgruppevurdering, for at få en ide om, hvilken gruppe de unge ligger i. De har halvårlige netværksmøder, hvor arbejdsmarkedscentret bliver involveret og også Social og Sundhed, hvis man vurderer, at de hører til hos dem. (Bilag 6, s. 64). 26

27 Ungerådgiver B: Målgruppe 1, det er dem hvor vi forventer, at de bare stryger lige igennem og klarer sig selv. Målgruppe 2, jamen det er dem, hvor man kunne forvente at de måske ville have brug for kontanthjælp, når de fylder 18 år. Og målgruppe 3, det er dem der skal over i Social & Sundhed. Men det er sådan lidt afhængig af, hvor vi vurderer at de kommer til at høre til. Men det er ved 16 år, at vi som udgangspunkt skal starte med at vurdere dem. (Bilag 6, s. 64, linje 5-9). Ungerådgiver B fortæller herefter, at det ikke er nemt at vurdere en ung allerede fra de 16 år. Det er for hende svært, at skulle lave en vurdering på, hvad det vil ende ud med for den unge. Ungerådgiver B: Det er en ret voldsom vurdering at skulle tage, selvom man kan lave den om. For det står trods alt, hvis jeg har vurderet en, til at være i målgruppe 3, og det så bare kommer til at gå fantastisk for vedkommende. Det står stadig i en sag, at jeg har vurderet og tænkt sådan om den unge. (Bilag 6, s. 64, linje 10-13). Honneth skelner mellem 3 former for gensidig anerkendelse, som er nødvendige for en vellykket identitetsdannelse og dermed også en del af forberedelsen til de unges voksenliv. Den første form for anerkendelse handler om de primære menneskelige relationer altså relationer i forhold til familie og venskab. Det er en følelsesmæssig og kropsbaseret anerkendelse. Den anden form er den retslige, hvor ret kun er ret, hvis den anerkendes som ret. Hvis der i samfundet ikke er reel anerkendelse af det enkelte individs ret og værd, så nytter det ikke meget med formelle rettigheder. Og den tredje form for anerkendelse er social værdsættelse et begreb der rummer et udviklingspotentiale, som har ført til øgede behov hos den enkelte for social værdsættelse og livsstil. (Højlund & Juul, 2005, s ). Som system skal vi dække alle 3 behov for anerkendelse, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om, at forberede de unge til deres nye tilværelse på egne ben. Ungerådgiver B fortæller, at det er svært at vurdere de unge, når de ikke er ældre og man samtidig allerede tidligt i deres liv, skal have en ide om deres udviklingspotentiale. Derfor bliver det ekstra vigtigt, at sørge for at de unge bliver anerkendt i deres hverdag, både gennem relationer til andre, igennem samfundets syn på dem altså også gennem sagsbehandlerens øjne og sidst, men ikke mindst, sørge for at de opnå anerkendelse gennem social værdsættelse. Hun fortæller også, at hvis hun har unge, der er anbragt i plejefamilie, så bruger hun plejefamilien, som aktør i forberedelsen af de unge. Det samme gælder, hvis den unge er anbragt på opholdssted. 27

28 Ungerådgiver B: ( ) vi har jo de her samtaler hvert halve år og så begynder vi at tage den med plejefamilien eller fx opholdsstedet eller hvad det nu kan være, at så er der jo nogle ting de skal begynde at forberede på, altså netop at have budgetkonto og alle de her ting. Og forberede dem på, at den dag du fylder 18, så vælter det ind i postkassen med breve du skal tage stilling til fra banken og kommunen og alle mulige ting. (Bilag 6, s. 66, linje s. 67, linje 1). Kommunen bruger de tætte relationer til at medvirke til den gode overgang til voksenlivet og opbygger samtidig social kapital, da de sætter kendte relationer i de unges liv, til at hjælpe dem med at opbygge et grundlag for deres kommende selvstændighed. Denne relation bliver vigtigt for den unge, da han eller hun gennem en balance mellem selvstændighed og emotionel binding kan opnå et positivt selvforhold og dermed også muligheden for en udvikling af deres selvtillid, som igen vil gøre det muligt for dem, at kunne klare sig på egen hånd. (Højlund & Juul, 2005, s. 26). Selvtilliden vil derudover medvirke til, at den unge kan handle, kommunikere og tage del i nære fællesskaber på egen hånd. Til de 3 former for anerkendelse, svarer der 3 former for disrespekt i Honneths anerkendelsesteori, som alle truer med at nedbryde den personlige identitet eller det positive selvforhold. Der knytter sig til hver af de 3 anerkendelsesformer en tilsvarende mulighed for forskellige former for krænkelser, som viser sig gennem negative moralske oplevelser hos borgeren. Honneth kalder de 3 former for 1) Kropslige krænkelser, 2) Nægtelse af rettigheder og 3) Nedværdigelse af livsformer. Den første form omhandler fysiske overgreb på individet altså krænkelse rettet mod individets kropslige identitet. Her bliver der sat spørgsmålstegn ved kærlighedens kontinuitet og det er derfor ikke den legemlige smerte der udgør krænkelsen, men bevidstheden om at man ikke bliver anerkendt. Den anden form for disrespekt er kendetegnet ved at man bliver frakendt bestemte rettigheder i fx et bestemt gruppetilhørsforhold, som gør at man som individ mister sin status som en værdig og ligeberettiget person dette nedbryder individets selvagtelse. Den tredje form består i, at visse livsformer og virkelighedsopfattelser nedværdiges og tilskrives en lavere social status, i stedet for at anerkendes og understøttes som mulige og acceptable livsveje. (Højlund & Juul, 2005, s ). For at anerkende de unge og undgå disrespekt kræver det, at systemet ser dem som individer og husker, at hver ung har en unik historik med sig, som gør at deres livsverden ser ud, som den gør. Det er altså ikke nok, at vi erkender at de har en unik historik med sig, vi er nødt til at 28

29 anerkende historikken, for på denne måde at undgå en usynliggørelse af den unge. Ud over at se den unge rent fysisk, skal vi tillægge ham eller hende en form for anseelse. Dette kan være svært, da vi som system er underlagt nogle regler, som skal overholdes samtidig med, at vi arbejder helhedsorienteret om den unge. Ungerådgiver A: Men der er sådan en fare for, at vi sådan er mest optaget af, om vi kan få dem ud mere en måske eller som system i hvert fald er, at man fokus er nok mest på, hvor mange vi kan sluse ud, i forhold til nok egentlig at holde fokus på, om vi skal beholde dem. (Bilag 5, s. 53, linje 4-7). Både i indledningen af min opgave, men også i mit interview med Ungerådgiver A, påpeger jeg, at almindelige unge fra en almindelig opvækst ikke skal sluses lige så hurtigt ud i den selvstændige tilværelse, som de tidligere anbragte unge skal. De tidligere anbragte unge er 18 år, når de helst skal kunne klare sig selv, mens jævnaldrende unge i gennemsnit er 20 år, når det bliver deres tur til at stå på egne ben. Dette strider mod den forberedelse, vi som system skal sørge for, at de udsatte unge har med sig i bagagen. Ungerådgiver A: Det er jeg meget enig i. og det har vi diskuteret rigtig meget her, at hvorfor er det at det er vigtigt, eller hvorfor at vi pludselig stiller så store krav til dem, velvidende at de har nogle vanskeligheder med dem og dem har vi været bevidst om fra de var 0 til de er 18. I det sekund de er over 18, så tænker vi ikke så meget over hvor mange problemer de har, for nu skal de fanden gale mig ud og klare sig selv. ( ) (Bilag 5, s. 53, linje 28-32). Systemet kan medføre disrespekt af den unge og dermed manglende anerkendelse, når fokus ligger på at få den unge sluset ud hurtigst muligt, frem for en måde der passer den unge individuelt bedst. Igen vil den unge opleve at blive usynliggjort i forhold til problemer, ressourcer og behov. Delkonklusion på Honneth Gennem Honneths anerkendelsesteori kan man opbygge et anerkendende grundlag, som den unge kan bruge som udgangspunkt, for en forberedelse til livet som selvstændig voksen. Anerkendelsen er vigtig for den unge, da anerkendelsen gennem gensidighed skal opbygge en god 29

30 identitetsdannelse hos de unge. Kan dette ikke lade sig gøre, har systemet ikke formået at opbygge de relevante relationer i de unges liv, da det er dem, der står for denne del af de unges forberedelse til voksentilværelsen. Formår systemet ikke at overføre anerkendelse til den unge, kan det føre til disrespekt, som ikke opbygger den fornødne identitet, de unge skal bruge i deres bestræbelse på at stå på egne ben. Kapitel 7 Metodediskussion Forud for min opgave, havde jeg en klar ide om, at jeg ville undersøge måden systemet arbejder med de tidligere anbragte unge og deres muligheder for at klare en selvstændig tilværelse. Jeg havde en plan om, at jeg ville gå i dybden med lovgivningen på området og derfor var det også en stor del af fokuspunkterne i min interviewguide til ungerådgiverne. Under interviewet med ungerådgiver B, fik jeg dog ikke helt den empiri jeg havde håbet på, da hun i sin sagsstamme ikke har så mange unge, der er nået til spørgsmålet om efterværn. Interviewet blev derfor ikke så langt og uddybende, som jeg havde ønsket. Til gengæld blev interviewet med ungerådgiver A meget omfattende og der kom mange spørgsmål ind over, som jeg ikke havde planlagt. Både under mine interviews med ungerådgiverne og i det efterfølgende arbejde med at gennemgå den indhentede empiri, kunne jeg se, at jeg ikke havde været skarp nok på, hvad jeg egentlig ville undersøge, på trods af, at jeg forud for interviewene var tilfreds med min interviewguide. Dette medvirkede til, at jeg sent måtte ændre problemformulering og fokus i opgaven. Derudover måtte jeg også lidt sent, finde en informant mere, som modstykke til empirien fra de første interview. Dette kunne heldigvis lade sig gøre og jeg fik mulighed for at interviewe projektkoordinatoren fra Second Chance. Først efter dette interview havde jeg nok materiale til opgaven, og fik derfor mulighed for at besvare min problemformulering. Jeg havde forud for de første interview kun tænkt i lovgivning og ikke i teori. Dette var en ulempe, da jeg efterfølgende skulle pejle mig ind på, hvordan opgaven skulle analyseres og hvor jeg egentlig ville hen med analysen. Jeg nåede dog at have mine valgte teorier med i min sidste interviewguide og dette gjorde det muligt at drage paralleller til ungerådgivernes svar. Kapitel 8 Konklusion Jeg indledte min opgave med en undren over, hvorfor vi som samfund kræver at tidligere anbragte unge, så vidt muligt skal kunne klare sig på egen hånd, når de fylder 18 år, når vi først senere kræver det samme af deres jævnaldrende. 30

31 Dette lagde op til min problemformulering Hvordan kan man gennem helhedssynet i det sociale arbejde bidrage til en forebyggelse af social og økonomisk marginalisering af de tidligere anbragte unge? Og hvordan forbereder man de unge til en selvstændig voksentilværelse efter det fyldte 18. år? Jeg valgte i min analyse, at dele problemformulering op. I første del brugte jeg Bourdieus begreber om habitus, felter og kapital, samt Guldagers model om helhedssyn. Til anden del brugte jeg Honneths anerkendelsesteori. Systemet sætter nogle retningslinjer for, hvilke rammer man som socialrådgiver skal arbejde inden for, i ens arbejde med tidligere anbragte unge. Samtidig kommer hver socialrådgiver med sin egen livserfaring, som skal forbindes både med lovgivningen, samfundets krav og ens teoretiske viden. Der er derfor mange aspekter der spiller ind, når man skal arbejde helhedsorienteret med andre menneskers liv. Ungerådgiverne giver udtryk for, at det for dem er svært at skulle vurdere de unge allerede ved de 16 år, og samtidig gerne lave den rigtige vurdering fra start af også selvom der er mulighed for at lave den om. Samtidig giver projektkoordinatoren fra Second Chance udtryk for, at lovgivningen stadigvæk ikke tilgodeser de unge godt nok, med det formål at de skal være selvforsørgende i deres voksentilværelse. Alt for mange unge har brug for et projekt som Second Chance, på trods af, at vi gennem systemet burde have lavet et forebyggende arbejde, der gør at de kan klare sig selv. Jeg må derfor konkludere, at til spørgsmålet om hvordan man gennem helhedssynet i det sociale arbejde kan bidrage til en forebyggelse af social og økonomisk marginalisering af de tidligere anbragte unge, ikke har et klart og entydigt svar, men at man derimod må finde en balance mellem hvad systemet kræver, hvad samfundet mener og hvad man selv som socialrådgiver har med sig af både faglige og personlige redskaber. Hos langt de fleste tidligere anbragte unge, er der problematikker ind over deres hverdag, som gør det helhedsorienterede arbejde særligt vigtigt i bestræbelsen på at give dem de bedste muligheder for social og økonomisk selvstændighed. Forebyggelse af de unges marginalisering skal derfor også være individuel og med et bredt syn på deres udviklingspotentiale. Noget som ungerådgiverne giver udtryk for, er med i deres overvejelser omkring efterværn, men som også er utrolig svært at tage stilling til, når de unge ikke er ældre, end de er. Det helhedsorienterede sociale arbejde starter altså tidligt, men er underlagt et systems retningslinjer der gør det svært, at se den unge som individ og samtidig som en del af en større gruppe. 31

32 På spørgsmålet til, hvordan man forbereder de unge til en selvstændig voksentilværelse efter det fyldte 18. år, må jeg konkludere, at dette også er meget forskelligt og afhænger af den enkelte situation, den enkelte socialrådgiver og den enkelte unge stærkt forbundet af systemets retningslinjer. Ud fra min analyse er der ikke noget endegyldigt svar på, hvordan man gør, men mere en ide om, hvilke redskaber/foranstaltninger og relationer man benytter sig af. Fx nævner den ene ungerådgiver meget arbejdet med plejefamilierne og hvordan man beder dem om, at forberede den unge, så de på denne måde lærer tingene gennem en tryg og kendt relation. Den anden rådgiver går meget op i at lytte til den unge og høre, hvordan han eller hun selv mener, at tingene ser ud. Det sociale arbejde er derfor meget præget af individuelle vurderinger, som påvirker måden man griber tingene an på og hvor man vælger at ligge fokus. Dertil er hele arbejdet omkring den unge også afhængig af den unge selv og hvad den unge har med sig af historik. Kapitel 9 Perspektivering Der er som tidligere nævnt stadig behov for projekter som Second Chance og man kan derfor gå ind og diskutere, om man ville opnå en bedre forberedelse af de unges vej mod et selvstændigt voksenliv, hvis man gjorde større brug af frivilligbaseret projekter, før de unges 18. år. Der er en del unge, som ikke er klar til at stå på egne ben, når de når myndighedsalderen og dette ville måske kunne forebygges, hvis man havde indført en frivillig relation i løbet af deres teenageår. Dette kræver dog, at man får opbygget en relation mellem den unge og et nyt menneske og samtidig sikrer, at denne relation vil vare ved, så den unge ikke skal frygte et svigt fra en tæt/kendt relation. Helhedssynet i det sociale arbejde ville også få en ny dimension i form af relationen mellem ung og frivillig, da man ville skabe et ekstra udgangspunkt for, at lære/se/forstå den unge og måske endda opnå en bedre forebyggelse af social og økonomisk marginalisering. 32

33 Litteraturliste Bøger: Gilje, Nils & Grimen, Harald (2002). Samfundsvidenskabernes forudsætninger. København. Hans Reitzels Forlag. Harboe, Thomas. (2009). Indføring i samfundsvidenskabelig metode. Frederiksberg. Forlaget Samfundslitteratur. Højlund, Peter & Juul, Søren (2005). Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde. København. Hans Reitzels Forlag. Koester, Thomas (2005). Introduktion til psykologi. København. Frydenlund. Kruuse, Emil (2007). Kvalitative forskningsmetoder i psykologi og beslægtede fag. København. Dansk Psykologisk Forlag. Priuer, Annick & Sestoft, Carsten (2007). Pierre Bourdieu. En introduktion. København. Hans Reitzels Forlag. Socialstyrelsen (2012). Håndbog om Barnets Reform. Odense. Socialstyrelsen. Wilken, Lisanne (2006). Pierre Bourdieu. Roskilde Universitetsforlag. Internet: d. 28/ d. 28/ d. 28/ d. 28/ d. 28/ d. 28/12-13 Lovgivning: Serviceloven Andet: Medlemsblad Socialrådgiveren, 03/13 33

34 Bilag 1 Statistikker og tal 34