INFO. Drone krigsførelse og dens konsekvenser SIKKERHEDSPOLITISK APRIL. oplysning om sikkerhedspolitik. Hvor må dronerne anvendes...

Transkript

1 forum for sikkerhedspolitik INFO SIKKERHEDSPOLITISK oplysning om sikkerhedspolitik INFO APRIL 2014 Drone krigsførelse og dens konsekvenser Denne publikation udgives med støtte fra NATO PDD Hvorfor diskutere droner... se mere side 3 Hvor må dronerne anvendes... se mere side 4 Strategi og politik... se mere side 6

2 forum for sikkerhedspolitik LEDER Den 1. november 2013 blev lederen af den pakistanske gren af Taleban, Hakimullah Mehsud, dræbt af missiler affyret fra en amerikansk drone. Endnu en gang havde Tehrik-i-Taliban eller TTP mistet deres leder. I 2009 blev Hakimullah Mehsuds forgænger og navnebror, Baitullah Mehsud, ligeledes dræbt i et amerikansk droneangreb. Drabene på begge pakistanske Taleban-ledere er symptomatisk for den nye krigsførelse, der efter 11/9 og især i Barack Obamas præsidentembede i stigende grad er blevet anvendt som modsvar på truslen fra terror. Den armerede drone er af flere blevet betegnet som moderne krigsførelse eller fremtidens krig, og mange eksperter spår at vi i fremtiden vil se langt flere droneangreb, i stil med dem der slog de to pakistanske Talebanledere ihjel. Den stigende brug af den armerede drone i kampen mod terror i lande som Pakistan og Yemen har som indlysende fordel, at kun få bliver dræbt og at ingen egne soldater udsættes for fare på kamppladsen. Denne nålestikskamp har dog også affødt massiv kritik fra de implicerede lande og rejser spørgsmål af juri disk, etisk, strategisk og politisk karakter. Terroristerne udgår ofte fra Pakistan og Yemen, som så har været genstand for mange af de amerikanske droneangreb, men ingen af dem er i krig med USA og oftest resulterer droneangrebene i utilsigtede civile tab. Umiddelbart kan USA s droneangreb mod de to nationer ses som en forbrydelse mod folkeretten og den internationale retssikkerhed og det kan da virke besynderligt, at man fra det internationale samfunds side har valgt en stiltiende accept af praksis. Denne udgave af Sikkerhedspolitisk Info viser at spørgsmålet om den armerede drone og dens brug, er mere kompliceret end som så og ikke umiddelbart lader sig indfange i endegyldige termer. Hvis den armerede drone virkelig er fremtidens måde at føre krig på, er det foruroligende at man ikke har klare retningslinjer i form af love og regler på området. Meget af virakken omkring brugen af den armerede drone skyldes, at man bevæger sig i en juridisk gråzone. Dertil kommer det etiske aspekt omkring brugen af droner og relativt uopdagede spørgsmål af strategisk og politisk karakter. I kampen mod terrorisme kan den armerede drone nemt fremstå som en let tilgængelig løsning, i og med at dronerne styres fra Nevada og derved sikrer at ingen menneskeliv går tabt i denne kamp. På nuværende tidspunkt er det dog ikke muligt at konkludere, om det også er en holdbar løsning på amerikanernes terrorproblemer og derudover har det også vist sig, at betjeningen af den armerede drone kan have vidtrækkende konsekvenser. Eksemplerne er mange på amerikanske drone-operatører som bukker under med stressrelaterede sinds lidelser som f.eks. Post-traumatisk-stress-syndrom (PTSD), og derved melder der sig endnu en udfordring i rækken af mange. I denne udgave af Sikkerhedspolitisk Info guider tidligere praktikant ved Atlantsammenslutningen, Rasmus Hansen, os igennem de mange aspekter ved brugen af den armerede drone. God læsning. Troels Frøling Generalsekretær Atlantsammenslutningen Atlantsammenslutningen takker NATO PDD for økonomisk støtte til udgivelsen af denne udgave af Sikkerhedspolitisk Info. Atlantsammenslutningen Ryvangs Allé 1 DK-2100 København Ø Tlf.: (+45) atlant@atlant.dk forum for sikkerhedspolitik Atlantsammenslutningen har siden 1950 informeret den danske befolkning om NATO og dansk udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik. Som en landsdækkende og internationalt orienteret NGO fungerer Atlantsammenslutningen som bindeled mellem politikere, forskere, studerende og den brede befolkning og som et forum for sikkerhedspolitisk debat. Sikkerhedspolitisk INFO udgives af Atlantsammenslutningen og kan bestilles enkeltvis eller i klassesæt mod et mindre gebyr. Ansvarshavende redaktør: Troels Frøling Redaktør: Jeppe Mariegaard Reng Forfatter: Rasmus Hansen Forside: Drone krigsførelse og hvad det har af konsekvenser Foto: En drone affyres USA.gov Layout/tryk: Kosmos Grafisk ApS Oplag stk. ISSN: (tryk version) ISSN: (Elektronisk version)

3 Hvorfor diskutere droner? De armerede droner har gennem det seneste årti udviklet sig til at blive det foretrukne våben i krigen mod terror. Frekvensen i antallet af angreb nåede sit højeste i årene og med tilbagetrækningen af tropper i Afghanistan, et øget fokus på situationen i Syrien, atomaftale med Iran og hjemlig finanskrise tyder meget på, at de armerede droner vil blive ved med at være Vestens primære modsvar på truslen fra terror. I denne udgave af Sikkerhedspolitisk Info fremfører tidligere praktikant ved Atlantsammenslutningen, Rasmus Hansen, nog le af de centrale diskussioner og kritikpunkter, der er blevet rejst i forbindelse med brugen af dette nye våbensystem. Med udgangspunkt i angrebene i Pakistan og Yemen fremføres en række af de juridiske og etiske problemstillinger, der, indtil nu, har kendetegnet debatten. Slutteligt inddrages et strategisk og politisk perspektiv, som desværre ofte har undgået offentlighedens opmærksomhed. Med dette ønsker Atlantsammenslutningen god læsning og håber, at også denne udgave af Sikkerhedspolitisk Info vil være kilde til sikkerhedspolitisk oplysning og debat. Asymmetrisk krig Den asymmetriske krig kendetegnes ved et ulige forhold mellem de stridende parters militære kapaciteter. Det er derfor et begreb, der ofte anvendes, når stater kæmper mod ikkestatslige aktører, som det er tilfældet i krigen mod terror. Den svage part er nødsaget til at kæmpe med alternative metoder og fokusere på den stærkes sårbarheder for at have mulighed for at kunne opnå sine målsætninger. Begrebet opstod i slutningen af 1990 erne i forbindelse med NATO s engagement i Kosovokrigen. En amerikansk drone USA.gov Hvorfor anvendes droner? Terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 og den derpå følgende krig mod terror har været en katalysator for et nyt våbensystem den armerede drone. I en historisk kontekst har dronerne i mere eller mindre raffinerede udgaver eksisteret siden Første Verdenskrig, men siden årtusindskiftet har asymmetrisk krig og den teknologiske udvikling i kombination fremavlet de moderne droner, som vi kender i dag. Brugen af de armerede droner og frekvensen i antallet af droneangreb i lande som Pakistan, Afghanistan, Somalia og Yemen oplevede indtil for få år siden en voldsom stigning. Det skyldes, at dronerne har en række fordele, der gør dem til et særdeles attraktivt våbensystem i kampen mod terroristerne. Dronerne kan overvåge udvalgte områder og slå til så snart et mål identificeres, de kan indsættes i særligt farlige eller utilgængelige områder, og de tillader stater, som USA, at opretholde en offensiv militærmission mod al-qaeda. Samtidig med, at risikoen for tab af amerikanske soldater mindskes. Alligevel har den øgede brug af armerede droner givet anledning til en voldsom kritik. Særligt de civile tab i forbindelse med angrebene har givet anledning til diskussioner, der hovedsagligt har omhandlet de juridiske og etiske spørgsmål: Er de mange droneangreb og de deraf følgende civile tab overhovedet lovlige i forhold til krigens regler og er det etisk forsvarligt? 1 Herefter tages de strategiske problemstillinger op. Det diskuteres, hvorvidt brugen af armerede droner er forenelig med den overordnede strategi for krigen mod terror og dermed, om dronerne virkelig er The West s Best Response to Terrorism 2. Der tages udgangspunkt i angrebene i Pakistan og Yemen. Pakistan og Yemen Pakistan og Yemen har været genstand for mange af de amerikanske droneangreb. Samtidig har landene det til fælles, at ingen af dem er i krig mod USA. De udgør derfor en god referenceramme for de juridiske, etiske og strategiske diskussioner, som vil blive fremført i denne udgivelse. Pakistan har oplevet en konstant stigning i antallet af angreb siden 2004 og frem til I Yemen ser billedet en smule anderledes ud. På nær et enkelt angreb i 2002, så begyndte dronekrigen i Yemen først for alvor i 2009 og oplevede det højeste antal af droneangreb i Droneangrebene i Pakistan og Yemen, og de civile tab, de har forårsaget, har først og fremmest givet anledning til en juridisk diskussion. 3

4 forum for sikkerhedspolitik Jura Pakistan År Antal angreb Når vi diskuterer de juridiske aspekter af de armerede droner, er det vigtigt at skelne mellem droner som våbensystem og brugen af de armerede droner. Denne distinktion er utrolig vigtig, men ofte overset eller udeladt af diskussionerne. Hvis vi kigger på dronerne som et våbensystem, så er der ikke noget, der i et folkeretlig perspektiv adskiller dem fra andre våbensystemer, der affyrer konventionelle våben. Det er et avanceret våbensystem, og det kan dræbe uden risiko for tab af egne tropper, men der er ikke noget juridisk grundlag for, at dronerne i sig selv skulle være ulovlige. Et missil affyret fra en drone er ikke anderledes og derfor ikke underlagt andre regler end et missil affyret fra en helikopter eller et skud affyret fra et gevær. Diskussionerne om, hvorvidt de armerede droner er lovlige eller ej, handler altså om brugen af de armerede droner: Hvor må de bruges (jus ad bellum), og hvem må gøres til genstand for droneangreb (Jus in bello)? Den massive kritik af den amerikanske dronekampagne har hovedsagligt omhandlet angreb i lande som Pakistan og Yemen lande, hvor Yemen År Antal angreb Tallene i ovenstående tabeller er fundet ved at sammenholde tallene fra The Long War Journal og The Bureau of Investigative Journalism USA ikke er i krig og de civile tab, der har fundet sted i forbindelse med droneangrebene siden Hvor må dronerne anvendes? Som nævnt er dronerne ikke unikke i en juridisk forstand, hvorfor de kan indsættes på lige fod med andre våbensystemer i lande, hvor man er i krig. Problemet er, at de amerikanske droner ofte anvendes i lande, hvor USA ikke er i krig. Særligt Pakistan og Yemen har været udsat for droneangreb i forbindelse med krigen mod terror. Det har fået kritikere til at hævde, at droneangrebene i disse lande er uforenelige med folkeretten. Seniorforsker ved DIIS, Lars Erslev Andersen, skrev således i 2012, at den amerikanske dronekrig knækker al-qaeda, men undergraver folkeretten og den internationale retssikkerhed. Han hævder, at droneangrebene er en klokkeklar krænkelse af suverænitetsprincippet 3. Et nærmere kig på paragrafferne i FN-Pagten og omstændighederne for angrebene i Pakistan og Yemen vil imidlertid afsløre, at billedet er langt mere komplekst og ikke umiddelbart lader sig indfange i så endegyldige termer. Ifølge FN-Pagten er både trusler om magtanvendelse og al brug af magt mod en anden stat i udgangspunktet forbudt: Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magt anvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål 4. De mange droneangreb i Pakistan, Yemen og andre lande, hvor USA ikke er i krig, er i åbenlys modstrid med ovenstående paragraf. Der gælder imidlertid tre klare undtagelser, hvori magtanvendelse mod en anden stat ikke vil konstituere et brud på folkeretten. For det første er det tilladt at anvende magt i en anden stat, såfremt den pågældende stat giver sit samtykke. I tilfælde, hvor lande som Pakistan og Yemen tillader de amerikanske droneangreb, er angrebene altså forenelige med folke retten. Der hersker imidlertid stor usikkerhed omkring, hvorvidt de to lande rent faktisk har givet tilladelse til samtlige af de angreb, der finder sted. Én af årsagerne til forvirringen er, at landenes samarbejde med amerikanerne af forskellige årsager ønskes skjult. Islamabad har flere gange offentlig fordømt de amerikanske droneangreb, men samtidig givet USA tilladelse til at gennemføre angrebene 5. Der kan være flere forklaringer på dette ambivalente handlingsmønster, men en plausibel forklaring kan være præsidentens forsøg på at balancere de udenrigsog indenrigspolitiske hensyn. For det andet er magtanvendelse mod en anden stat tilladt, såfremt angrebene En bil er blevet offer for et amerikansk drone-angreb. NATO Jus ad bellum Jus in bello Jus ad bellum (retten til krig) er en fællesbetegnelse for den del af folkeretten, der bestemmer, hvornår en stat må indlede en krig. Jus in bello (retten i krig) er en fællesbetegnelse for de regler, der gælder under krig. Her reguleres det blandt andet, hvor meget militærmagt der må anvendes, og hvem der er legetime mål.

5 5 bemyndiges af FN s Sikkerhedsråd med henblik på at gennemtvinge respekt for dets resolutioner. Dronerne kan altså indsættes i tilfælde, hvor FN s Sikkerhedsråd har givet landene mandat hertil. Dette var eksempelvis tilfældet i Libyen, hvor dronerne var en del af den militære magt, der opretholdte en no-fly zone. Slutteligt ophæves magtforbuddet i tilfælde, hvor der er tale om selvforsvar mod et væbnet angreb. Her begynder reglerne dog at blive en smule uklare og åbne for fortolkning. Særligt har der været sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt terrorhandlinger fra ikke-statslige aktører kan konstituere et væbnet angreb, der berettiger et land til selvforsvar. Terrorangrebet mod New York d. 11. september 2001 har øjensynligt skubbet til holdningerne omkring dette i staternes favør, men det er vigtigt at holde sig for øje, at stater, der agerer i selvfor svar mod private aktører, er underlagt to klare begrænsninger. For det første skal magtanvendelsen være nødvendig og proportional. Herunder gælder det, at eksempelvis droneangreb kun kan være nødvendige i tilfælde, hvor de lokale myndigheder i den implicerede stat viser manglende vilje eller evne til at gribe ind over for den pågældende terrororganisation. Den anden begrænsning er, at stater, der handler i selvforsvar, kun må angribe den organisation, der står bag det oprindelige, væbnede angreb. Alle angreb herunder droneangreb må således rettes mod organisationen og ikke værtsstatens myndigheder eller installationer. Der er altså en række omstændigheder, der tillader droneangreb i de lande, hvor USA ikke er i krig: Hvis Pakistan og Yemen giver tilladelse til droneangrebene; hvis droneangrebene bliver udført i selvforsvar og i lande, der ikke menes at have den fornødne vilje eller evne til selv at gribe ind; og såfremt angrebene ikke rettes mod værtsstaten, så er der ikke noget i den del af folkeretten, der bestemmer, hvor militær magt må anvendes, der taler for, at droneangrebene er ulovlige eller i klokkeklar strid mod suverænitetsprincippet. Hvis vi derimod kigger på, hvem, der må angribes, så bevæger droneangrebene sig hurtigt over i en juridisk gråzone. Hvem må angribes? Grundlæggende skelnes der i krigstid mellem militære og civile mål. Kun militære mål må angribes og dødelig magt kun anvendes mod fjendens kombattanter; altså medlemmer af fjendens væbnede styrker eller andre personer, der tager direkte del i kamphandlingerne i en konflikt. Civile mål skal skånes. Det betyder imidlertid ikke, at angreb med civile tab til følge per definition konstituerer et folkeretsbrud. Sådanne angreb er kun ulovlige, hvis de er at regne for vilkårlige; altså i tilfælde, hvor angreb må forventes at medføre tilfældige tab af civilpersoners liv, skade på ci vile, ødelæggelse af civile genstande eller en kombination deraf, som betydelig vil overstige den forventede konkrete og direkte militære fordel 6. Der eksisterer således ikke forbud mod angreb på militære mål, der risikerer at koste civile personer livet, så længe de forventede civile tab ikke betydeligt overstiger den forventede konkrete og direkte militære fordel. Det åbenlyse spørgsmål her er selvfølgelig, hvordan den militære fordel måles, og hvordan det vejes i forhold til civile tab. På dette tidspunkt i diskussionen er det vigtigt at påpege, at der skelnes mellem to typer af droneangreb. På den ene side er der de målrettede angreb de såkaldte targeted killings eller personality strikes. Dette er angreb på et på forhånd kendt mål eksempelvis en højtstående al-qaeda leder. På den anden side er der signature strikes Det er angreb, der udføres på baggrund af en mistanke om terrorvirksomhed baseret på faktorer som uforklarlige forsamlinger, genkendelige bevægelsesmønstre, o.l. Altså angreb, der rettes mod en bestemt signatur og ikke mod et på forhånd kendt eller identificeret mål. Det er særligt disse signature strikes, der giver anledning til spørgsmål i forhold til droneangrebenes lovlighed. For det første vil det i sagens natur være svært at påvise, at målene for disse angreb rent faktisk er af militær karakter. Hvordan kan vi være sikre på, at der rent faktisk er tale om kombattanter og ikke civile? For det andet; selv hvis vi antager, at der er tale om et legitimt, militært mål, hvordan kan den konkrete og direkte militære fordel så bestemmes og vejes op mod eventuelle civile tab, hvis vi ikke ved, hvem vi har dræbt? Der er altså god grund til at være skeptisk i forhold til det folkeretlige grundlag for disse signature strikes. Terrorangrebet mod New York d. 11. september 2001 har skubbet til holdningerne omkring retten til selvforsvar i staternes favør. USA.gov

6 forum for sikkerhedspolitik Endeligt skal det påpeges, at der er rejst tvivl om, hvorvidt personer i Pakistan og Yemen overhovedet kan regnes for kombattanter og dermed legitime mål for droneangreb. Da USA ikke fører krig i Pakistan og Yemen er argumentet, at det bør være reglerne for fredstid, der er gældende ikke folkeretten. I det tilfælde har personer ifølge menneskerettighederne ret til en fair rettergang, og dødelige angreb mod borgere i en suveræn stat er ulovlige. Spørgsmålet er, om dette argument er validt i forhold til krigen mod terror. En al-qaeda leder, der giver ordrer og lægger strategi for terrorhandlinger, kan vel med rette hævdes at deltage aktivt i krigshandlingerne til trods for, at han ikke befinder sig på den fysiske slagmark? Terrorister, der krydser grænsen til Afghanistan for at kæmpe, kan vel ligeledes med rimelighed anses for at være medlemmer af fjendens væbnede styrker, selvom mange bruger grænsepasset til Pakistan som strategisk dybde? Som det ofte er tilfældet med ny teknologi, stiller således også de armerede droner spørgsmål til eksisterende love og regler. Når vi skal diskutere, hvorvidt brugen af de armerede droner er forenelig med folkeretten, er det vigtigt, at vi skelner mellem, hvor de må bruges, og hvem de må bruges mod. Alt for ofte har den offentlige debat omkring de juridiske spørgsmål været kendetegnet ved bombastiske udmeldinger uden refe rence til de gældende regelsæt. Dette kan skyldes, at droneangreb kan virke kyniske og kujonagtige, hvor man overlagt myrder et andet menneske uden risiko for egne styrker. Dette er imidlertid ikke genstand for en juridisk diskussion, men en etisk. Brugen af den armerede drone har givet anledning til juridisk diskussion. USA.gov Etik De amerikanske droner styres fra Nevada, hvor særligt trænede dronepiloter, via jordforbindelse og satellit, modtager data fra dronerne og bestemmer, hvilke handlinger dronerne skal foretage. Dronepiloterne befinder sig altså langt fra den fysiske slagmark og kan udføre angrebene uden risiko. Disse forhold har rejst spørgsmålet om, hvorvidt brugen af de armerede droner er etisk forsvarligt. Umiddelbart kan der argumenteres for, at de fordele, der knytter sig til brugen af de armerede droner, vil gøre det uetisk ikke at bruge dem. Dronerne er et yderst selektivt våbensystem, der uden risiko for piloterne kan bruge tid på at undersøge, hvorvidt man har identificeret et legitimt mål og i videre udstrækning end krydsermissiler og jagerfly begrænse antallet af følgeskader og civile tab. Ville det være mere etisk korrekt at indsætte jager- eller bombefly, der højst sandsynligt ville koste flere uskyldige mennesker livet samtidig med, at piloterne om end i meget lille omfang udsættes for fare? Kritikere af den amerikanske dronekampagne hævder imidlertid, at den manglende risiko forbundet med droneangreb fører til, at en i forvejen asymmetrisk krig mister den sidste rest af reciprocitet, hvorfor dronekampagnen skubber krigen ud over det asymmetriske til et punkt, hvor der snarere er tale om ensidig magtanvendelse. Den igangværende dronekampagne udfordrer således en traditionel, clausewitziansk krigsforståelse, hvor gensidig magtanvendelse mellem de stridende parter er en del af krigens natur. Kritikken af dronernes etiske grundlag tvinger os endvidere til at overveje, hvorledes brugen af droner vil influere på fjendens strategi. Hvis det ikke er muligt for al-quada at påføre fjenden skade på den fysiske slagmark, så bør det overvejes, om dronerne rent faktisk skaber større tryghed, eller om de i virkeligheden bringer terroren tættere på. Det åbenlyse modsvar er, at angreb på vestlige mål ikke umiddelbart ville tilbagebringe de safe havens, som terroror ganisationen har mistet i blandt andet Afghanistan. Alligevel bør vi være opmærksomme på, at en ren dronekrig kan skubbe terroristen derud, hvor han ser det som sin eneste mulighed at bringe kamphandlingerne til Vesten. Endelig kritiseres dronerne for, at gøre det for nemt for beslutningstagere at vælge krigen frem for diplomatiet. Argumentet er, at fraværet af risiko for egne tropper sænker tærsklen for, hvornår stater vil gribe til væbnet magt for at opnå en given målsætning. Argumentet er rationelt, og det er uden tvivl en problemstilling, der vil blive mere kendt i takt med den øgede brug af automation i de militære våbensystemer. Men i forhold til denne udgivelse skal det understreges, at dronerne stadig må ses som en niche kapacitet med et yderst begrænset potentiale i forhold til traditionelle, mellemstatslige krige. Her vil dronerne kun kunne anvendes i støtteog rekognosceringsfunktioner ikke som et selvstændigt våbensystem. Til det formål er dronerne stadig for langsomme og sårbare over for antiluftskyts. I forhold til argumentet om den kortere vej til krig bør det slutteligt overvejes, om dette altid er en dårlig ting. Hvis det kan få de siddende beslutningstagere til at gribe hurtigere ind over for eksempelvis folkemord, er det så ikke en positiv effekt? Figur 1 Politisk niveau Strategisk niveau Taktisk niveau Strategi og politik Det strategiske aspekt udelades ofte i den offentlige debat omkring de armerede droner. Det er uheldigt, da det både er en interessant diskussion og på sin vis en forudsætning for både den juridiske og etiske debat. Strategi befinder sig mellem det politiske- og det taktiske niveau. Det er så at sige bindeleddet mellem en aktørs målsætning og de ressourcer, som aktøren har til rådighed. Det er her det besluttes, hvordan man mest effektivt opnår en given politisk målsætning og herfra, hvilke militære og civile kapaciteter, der skal anvendes. De tre niveauer De tre niveauer er et ofte anvendt analyseredskab i forbindelse med sikkerhedspolitiske studier. Der bør altid være kongruens mellem niveauerne, således at strategien understøtter de politiske målsætninger og taktikken understøtter den valgte strategi. Det interessante i forbindelse med denne udgivelse er, hvordan de politiske målsætninger påvirkes, hvis man vælger et udgangspunkt i det taktiske niveau! Dronerne som våbensystem befinder sig således på det taktiske niveau. De fordele, der knytter sig til brugen af de armerede droner har dog betydet, at de i stadig stigende grad foretrækkes til fordel for andre muligheder på det taktiske niveau. Dermed begynder forholdet mellem det strategiske og det taktiske niveau at ændre sig således, at beslutninger på det taktiske niveau bliver styrende for det strategiske niveau. Pilen i figur 1 bliver vendt på hovedet, og vi bør

7 Afghanistan NATO. være meget opmærksomme på, hvilken indflydelse det vil have på det politiske niveau - på hele vores målsætning for krigen. Kan vi med rette forvente, at brugen af droner vil opfylde en politisk målsætning om en mindsket risiko for terror? Hvis vi lader det taktiske niveau blive styrende for vores strategi, vil det politiske niveau så ikke blive en afhængig variabel snarere end en på forhånd fastlagt målsætning? Argumentet i denne udgivelse er, at de senere års tendens med at indsætte armerede droner på bekostning af boots on the ground er ved at føre USA og dets allierede i krigen mod terror tilbage til en counter terrorisme strategi (CT). En strategi, der i flere tilfælde har slået fejl i krige mod en militært underlegen modstander. Den franske erfaring i Algeriet i 1950 erne og 60 erne og amerikanernes i Vietnam har med al tydelighed illustreret de ulemper, der binder sig til en hård counter terrorrisme strategi, hvor man forsøger at stoppe et oprør ved at dræbe oprørere. Alligevel var dette atter den foretrukne strategi, da amerikanerne i 2001 gik ind i Afghanistan under Operation Enduring Freedom. Det lykkedes imidlertid ikke at fange Bin Laden, og terroristerne flygtede til de omkringliggende stater. Man erkendte, at strategien var uholdbar og ikke ville skabe den fremgang og stabilitet, som er nødvendig for at stoppe grobunden for terrorisme. Denne erkendelse og bekymringen for et politisk vakuum i Afghanistan førte til implementeringen af den såkaldte ISAF mission, der i sin begyndelse afgrænsede sig til Kabul, men siden spredte sig til flere områder i Afghanistan. Strategiske termer som clear-hold-build og ink-spots blev kendetegnende for et civilt-militært samarbejde, der skulle fokusere på at vinde hjerter og sind hos den afghanske civilbefolkning via øget tryghed, genopbygning og uddannelse. Sådanne strategier betegnes normalt som counter insurgency (COIN). Modsat counter terrorisme er COIN imidlertid kendetegnet ved betydeligt længere tids horisonter og mange tropper på jorden, der kan være i tæt kontakt med civilbefolkningen. Sådanne missioner bliver dog oftere upopulære på den hjemlige politiske scene, da befolkningen kan have svært ved at forstå, hvorfor soldater skal miste livet, og hvorfor man bruger enorme mængder af ressourcer på en krig, der med tiden kan virke uden ende og uden formål. Med fremkomsten af den moderne armerede drone har de siddende beslutningstagere fået et våben, der kan kortslutte disse bekymringer samtidig med, at en aggressiv militærkampagne mod al-qeada kan opretholdes. Problemet er bare, at tilbagetrækningen af tropper og en stadig større tiltro til, at dronerne alene kan kæmpe kampen mod terrorisme leder os tilbage til en counter terrorisme strategi, der på én gang er kortsigtet og uden håb om afslutning. Som det forklares af Daniel R. Brunstetter i The Atlantic, så er dronerne uden tvivl et effektivt våben i forhold til at dræbe al-qaeda ledere og holde terrorister på flugt, men det er ønsketænkning, at angrebene vil betyde et en- CT COIN Tyngdepunkt Terroristen/fjenden Civilbefolkningen Tidshorisont Kort Lang Militære styrker Få, lette Mange, boots on the ground Stategiske mål Reducere antallet af terrorister Vinde befolkningens hjerter og sind 7 Figur 2

8 Amerikanske og tyske ISAF-styrker. NATO deligt for terroristernes ideologi og den anti-amerikanske holdning, der dagligt bidrager til rekrutteringen af nye terrorister. Dronekrigen er således en endeløs kampagne med konstant overvågning, angreb og drab snarere end en strategi, der giver forhåbninger om tilnærmelsen af en fredstilstand 7. I lyset af denne tolkning kan den fortsatte dronekampagne ses som et tegn på, at hjemlige politiske hensyn vejer tungere end bekymringer for at anvende en uholdbar strategi. Brugen af armerede droner er ikke i sig selv forkert, og der er ikke noget til hinder for, at våbensystemet kan implementeres i forskellige strategier. De fordele, der binder sig til brugen af droner har imidlertid betydet, at de siddende beslutningstagere i stigende grad satser på, at dronerne alene kan besejre terroristerne. Dronerne er her Én ting er sikkert: Dronerne er kommet for at blive, og de kan hurtigt blive et våbensystem, der ikke er forbeholdt de store aktører på den internationale scene. Dette forhold betyder, at de juridiske, etiske, strategiske og politiske diskussioner gennemgået i dette hæfte ikke blot er vigtige de er presserende. Dronerne og den stadig øgede grad af automation inden for våbensystemer tilskynder, at vi nøje overvejer de juridiske og etiske retningslinjer for fremtidige konflikter. Endvidere bør vi være yderst forsigtige og kritiske i forhold til de strate giske konsekvenser af nye, avancerede våbensystemer. Vi må ikke lade os forføre af fordelene ved et nyt våben til en grad, hvor det taktiske niveau bliver styrende for strategien. Forfatter til Drone krigsførelse og dens konsekvenser. Rasmus Hansen Cand.scient.pol., Syddansk Universitet. NOTER 1 For en mere detaljeret gennemgang af de juridiske og etiske perspektiver gennemgået her, se Henriksen og Ringsmose (2013): Dronerne er her! Strategiske, retlige og etiske konsekvenser, DIIS FN-Pagten, Artikel 2, stk. 4 5 Ignatius, David (2008) A Quiet Deal With Pakistan, The Washington Post (4.nov) 6 Første tillægsprotokol til Geneve-konventionerne af 12. August 1949 art. 51, stk