Marstal Søfartsmuseum Bygning I Stueetagen Marstal søfart

Transkript

1 Marstal Søfartsmuseum er startet 1929 og er vokset støt gennem årene. Søfarten er rigt repræsenteret, her findes mere end 200 skibsmodeller, 150 flaskeskibe, flere hundrede skibsportrætter, grej og sager fra skibene og fra De Syv Have og meget mere. Det er dog ikke udelukkende søfart, man finder på museet, der er også udstillinger fra land bl.a. en indendørs byvandring, righoldige samlinger af gamle dragter, fajance, husgeråd og malerisamlinger. Bygning I Stueetagen I stueetagen i bygning I, der er opført 1855 for skibsreder H.C. Christensen, er Marstal søfart beskrevet lige fra den oprindelige type jagten over de større windjammere og op til nutidens coastere. Når det er søfarten, der dominerer samlingerne, er dette ingen tilfældighed. Marstals søfart har rødder langt tilbage i tiden og er udsprunget af stedets oprindelige erhverv fiskeriet. Søfarten af betydning daterer sig fra 1634, hvor øens købstad Ærøskøbings monopol på handel og søfart blev brudt. Fartsområdet var i begyndelsen indenrigs, den vestlige Østersø og norgesfart, med hovedvægt på handel med landbrugsprodukter for egen regning. Denne kombinerede skipper- og købmandsvirksomhed var ret så givtig, og stedet var præget af stærk aktivitet i tiden frem til englænderkrigen ( ), ved hvis udbrud halvandet hundrede jagter var hjemmehørende i byen. Efter krigen med statsbankerotten fulgte en lang række af sløje år, jagterne var efterhånden for små til at være rentable, de blev derfor forlænget og ofte omtaklet til galeaser. Verdenshandelens opsving midt i 1800-tallet gav vind i sejlene igen, og Marstalflåden passerede snart et antal af 200 skibe. Skibene, der byggedes og indkøbtes efter krigen 1864, var hovedsagelig tomastede fartøjer, desuden indkøbtes enkelte barker. De større skibe betød at flere måtte slå sig sammen for at skaffe kapital. I den følgende menneskealder spredtes Marstalskonnerterne ud over verdenshavene og gjorde Marstals navn kendt over den halve klode. Fra 1880'erne var det tremastede skibe, rigget som bramsejlsskonnerter eller barkentinere, der blev bygget til de længere farter. Atlanterhavsfarten fik større og større betydning, en hel flåde af Marstallere gik på den såkaldte Rio Grande fart. Fra omkring 1890, begyndte man at rigge mange af de nye tremastere som topsejlsskonnerter kulminerede Marstalflåden med 341 skibe. I alt beskæftigede flåden da omkring 1400 mand. I slutningen af 1890 erne startede Marstallerne på klipfiskefarten ud fra New Foundland og Labrador til Sydeuropa og Brasilien. Skonnerterne i denne fart var for det meste af den marstalske jagtbyggede type rigget med to eller tre master, som BONAVISTA, der ligger i Marstal havn eller FULTON, der begge har overlevet den hårde nordatlantiske sejlads. Første verdenskrig kostede 53 lokale søfolk livet og 42 Marstalskibe krigsforliste. Efter krigen var New Foundlandsfarten den sidste oversøiske fart, der beskæftigede et større antal Marstalskonnerter. Det sidste rene sejlskib i Danmark, barkentinen DANA, fik installeret motor i hjemhavnen Marstal 1941, sejlskibstiden var da definitivt omme. Dampskibe trængte sig ind på flere og flere ruter, men damptonnage var en kapitalkrævende investering, der oversteg de traditionelle selvejeres og partrederiernes kræfter. Kun få rederier i provinsen magtede opgaven, bl.a. det lokale rederi H. C. Christensen. Allerede 1889 lod firmaet sin første steamer bygge i Newcastle. Snart fulgte flere efter, og efterhånden byggedes dampskibe på rederiets eget værft i Marstal. Samtidig

2 fik sejlskibene installeret hjælpemaskineri, de sidste omkring udbruddet af II. krig. Efterhånden udskiftedes en del af træskibene med brugt ståltonnage fra udlandet, især efter II. krig, hvor også nybygninger kom til, bl.a. fra det lokale H. C. Christensens Staalskibsværft, hvor man byggede en serie af de såkaldte Carolinere. En af disse er bevaret i Marstal nemlig M/S SAMKA, der den meste tid ligger i havnen, hvor det er muligt at komme om bord og se en sådan coaster. I 60 erne og 70 erne leveredes konkurrence fra en række nye danske foretagender, der havde skattespekulation som det primære sigte og ikke seriøs skibsfart. Denne investeringsform sattes der en stopper for 1989 her til lands dog uden at der kom alternative finansieringsmuligheder for branchen i modsætning til andre EU-lande, der har bygget los. Bl.a. er der bygget mange coastere i Tyskland med skattespekulation for øje. Den danske coasterflåde er skrumpet katastrofalt under disse ulige konkurrencevilkår. På trods af dette er Marstal forsat hjemsted for mere end 20 fragtskibe, heraf mange i fart world wide. I den nordlige ende af stueetagen hænger en omfattende samling malerier og skitser af den kendte Grønlands- og marinemaler J. E. C. Rasmussen. Han var født i Ærøskøbing 1841 og flyttede senere til Marstal, hvor han havde bolig og atelier i Teglgade. Han debuterede 1863 på Charlottenborg og slog for alvor igennem efter sin første rejse til Grønland, især efter 1872, hvor han modtog Akademiets stipendium til en Europarejse. Carl Rasmussen var meget produktiv. Altertavlen i kirken Jesus stiller stormen på søen er således et Rasmussen-produkt. Han omkom på vej hjem fra Grønland i 1893, hvor han faldt over bord fra Den Kongelige Grønlandske Handels brig PERU. Netop denne sejler har han malet liggende foran det markante Umanakfjeld i Billedet er ophængt i Rasmussensudstillingens grønlandsafdeling. I. sal På 1. sal findes et særudstillingslokale med skiftende udstillinger Desuden er er udstilling om færgefarten på Ærø og om H.C. Christensens skibsværft, hvorfra der er leveret adskillige kendte sejlskibe bl.a. til Rio Grandefarten. I panoramamodel ses værftet i funktion omkring år 1900 med en nybygning på stabelen og barkentinen Rio Grandefareren FREDENSBORG under kølhaling for tjek af kobberpladerne i bunden. Pladebeskyttelsen skulle være i orden ellers gik der pæleorm i bundtømmeret, som det ses af træstykket på montren. På væggene hænger halvmodeller af stålskonnerter og dampskibe, der også er bygget på værftet, der blev omrigget til stålskibsværft I 1950 erne blev der bygget en serie på 20 mindre coastere kaldet Carolinere, den første af disse CAROLINE ses i model. Værftet fortsatte som stålskibsværft frem til 1992, de senere år under forskellige ejerforhold. I dag tilhører værftet Ebbes Bådebyggeri. Langs Marstal havn har der ligget en lang række værfter i årenes løb, mest træskibsværfter. Omkring år 1900 var der ikke færre end 7 skibsværfter, der næsten udelukkende byggede til den lokale flåde anlagdes Marstal Staalskibsbyggeri som det første stålskibsværft i den fynske region. Efter I. verdenskrig fik værftet økonomiske problemer og blev senere overtaget af H.C. Christensens Værft. I dag ligger reparationsværftet Thomsen & Thomsen på stedet.

3 Marstal havn er en naturhavn beskyttet af sandodden Eriks Hale mod syd og af småholme og grunde mod øst. Talrige fund viser at naturhavnen har været benyttet siden stenalderen. Efterhånden som stedets flåde voksede i antal og skibsstørrelse blev der behov for havneanlæg. Det voldte en del besvær at få tilladelser til havnebyggeri, men den slags afvisninger har Marstallerne været vant til at håndtere. Efter gennembrud under storm af Eriks Hale efteråret 1824, hvorunder en del skibe blev ødelagt, havde søfolkene mistet tålmodigheden og 28. januar 1825 startede de på det store molebyggeri. Som udgangspunkt blev der ved en mindre sandø, Holmen, anlagt en ø af ballast, som skibene medbragte. På denne ø, der blev kaldt for Frederiksholm, var der senere skibsbyggeri og fra 1863 kalkbrænderi. En kalkovn står fortsat på øen. Molen er opført ad frivillighedens vej af søfolkene, når de lå hjemme med deres skibe vinter dage. Det kostede et ufatteligt slid at samle og stable disse tusindvis af kampesten. Med fuldførelsen af dette værk kunne stedet videreudvikle sig som søfartscentrum. Marstal havn er anlagt som oplæggerhavn for den store flåde, når den lå hjemme i vinterhi og for værftsophold, eller når fragtmarkedet var for dårligt. Som billederne viser har der ligget mange skibe i havnen, Nationaltidende skrev den : For Tiden ligger i Marstal Havn over 200 fragtsøgende Skibe. Havnen var nogenlunde anlagt med sit nuværende udseende omkring år blev de to ophalerbeddinger anlagt. I 1990 blev havnen uddybet, nyt løb etableret til Østersøen og flydedok anskaffet. I det sydlige rummelige bassin er der rammet broer til lystsejlere inden for de bestående rammer. Marstal havn rummer mange kvaliteter bl.a. ligger her en af landets sidste træskibsværftspladser Eriksens Plads, der udgør en af havnens mange grønne åndehuller, den har været anvendt af adskillige skibsbygmestre siden Havnen er bl.a. illustreret gennem storslået panorama forestillende den nordlige del af havnen med oplæggere anno 1925, fremstillet af Niels Stegmann. Fiskeriet er Marstals oprindelige erhverv, det har været drevet så lang tid, der har boet mennesker på disse breddegrader. I 1700 levede befolkningen fortsat for en stor del af fiskeri. De fiskede både i farvandene i nærheden af byen og havde desuden gennem lange tider drevet et meget omfangsrigt sildefiskeri et par måneder om efteråret under Lollands sydkyst. Her opførte de marstalske fiskere tanghytter, som de anvendte til beboelse. Fangsten afsatte de til beboerne på Lolland, hvilket afstedkom en del bryderier bl.a. med det lokale toldvæsen. Fiskeriet fortsatte sideløbende med søfarten op gennem årene. Ligesom søfarten kulminerede fiskerierhvervet omkring år 1900 med noget over 100 fartøjer, således 146 fartøjer i Antallet har varieret meget i årenes løb, erhvervsbådene tæller i dag 10 fartøjer. - Jagt, der ofte er knyttet sammen med fiskeri, er også repræsenteret her, bl. a. ses en sælharpun fra Blandt modellerne ses to drivkvaser, lokalt kaldet vojebåde, der anvendtes til at drive med vod på bredningerne for sejl. Museet har en af disse vojebåde, ANNE KAROLINE, liggende som sejlende enhed ved Eriksens Plads i umiddelbar nærhed af museet.

4 Søfart var før i tiden et særdeles farligt erhverv med mange skibsforlis og andre søulykker med hyppige tab af søfolk til følge. Sejlskibstiden var virkelig risikofyldt, hvilket søulykke-statistikkerne i museets søfartsarkiv kan tale med om. Nutidens søfart er derimod et helt anderledes sikkert erhverv. Selvom naturen kan være barsk, kan menneskene være en endnu barskere faktor. Således høstede de to verdenskrige mere end 130 søfolk med tilknytning til Marstalområdet - et forfærdende stort antal for et sogn med små 4000 indbyggere. Søfolkene ydede en stærk indsats for en fri verden som aktive frihedskæmpere på havet. De satte livet ind som indsats, og det kostede dyrt. Forlis og sejlads under krigene er beskrevet i sidste loftslokale før den videre færd går til bygning II via trappe i gavlen. I. sal Bygningen II, opført 1906 for skibsmægler Albert E. Boye, rummer noget om sømandsliv. Her er harmonikaer - også kaldet skipperklaverer, skibskister og sømandsflid her iblandt en stor flaskeskibssamling, hvoraf godt 100 stk. er fremstillet af Mads Boye, der har sejlet med de store Havrebarker, franskejede storsejlere, der sejlede under Dannebrog og med Marstal som hjemsted.. Desuden er her hjembragt legetøj fra nabohavnene og fjernere fra. Her er herlige hjembragte sager fra de Syv Have og fra alverdens strande og lande, kuriositeter og sære ting, der kan sende tankerne på langfart til fjerne himmelstrøg. Her er en kano fra Haiti, lerkar fra Peru, 2000 år gamle olielamper fra Kartago, buddafigurer, pingvinæg, romerske mønter, figurer fra Grønland og kister m.m. fra det fjerne østen. Et elfenbensarmbånd fra Afrika er også blandt sagerne. Det har en Marstalsømand bragt med hjem fra sin færd gennem Afrika. Hvad skulle en sømand nu egentlig der? Jo Christian Friis fra Marstal var skipper på en belgisk skonnert STORMS på Tanganyikasøen en årrække. Stueetagen I stueetagen findes bl.a. navigationsrummet med søkort, oktanter, sekstanter og andre navigationsinstrumenter samt journaler og bøger, bl.a. en meget stor samling af håndskrevne navigationsbøger, heraf én skrevet af en ung Marstalsømand ved navn Ditlev Grube, der under napoleonkrigen sad i tre år på engelsk fangeskib på Themsen. Der er i Marstal blevet undervist i navigation fra omkring år 1800, hvor nogle af skibene begyndte at sejle på længere rejser. Kravet til teoretisk undervisning steg drastisk i årene fremefter i takt med flådens voksende aktionsradius. I 1870 erne var der således en overgang ikke færre end tre navigationsskoler i byen, det samme antal, som der findes i hele landet i dag. I dag har Marstal en moderne navigationsskole opført I lokalet bemærkes model af 5 mastet bark KØBENHAVN, lastførende skoleskib, der forsvandt sporløst i slutningen af 1928 med 60 mand om bord på rejse fra Buenos Aires til Australien. Knap så galt gik det med BONAVISTA, hvis oprindelige kabys er placeret på et skibsdæk i rummet ved siden af, men der var bud efter skonnerten vinteren , hvor 5 andre Marstalskonnerter forliste, heraf forsvandt 3 sporløst, i den krævende newfoundlandsfart. BONA- VISTA var i følgeskab med en af disse, tremastet topsejlsskonnert SVALEN, der forliste på et skær på den newfoundlandske kyst, medens BONAVISTA red stormen af på åbent hav i 28 etmål (døgn), før den kunne anduve lastepladsen Fogo. I Bonavista-lokalet opleves vind og havvejr i lanterneskær om bord på skibet fra dækket, der krænger under sejlpresset. Der er mulighed for at komme om bord på BONAVISTA, der ligger i Marstal havn åben for besøg.

5 I husets oprindelige køkken findes en masse husgeråd, køkkengrej, porcelæn og fajance, der fortæller, at det stammer fra gamle hjem, hvis fædre har færdes en del uden for ø-havet. Her er f.eks. en af de største eksisterende samlinger af Stettinergods, en meget omfattende Kellinghusensamling, lustre, og det såkaldte engelske sømandsfajance produceret i Staffordshires mange pottemagerier. Her produceredes figurer, her i blandt de velkendte sømandens hunde samt kander, krus og platter. Videre fremme ses beklædningsgenstande. I det store skab er udstillet en stor samling nakker brugt til egnsdragterne, desuden er her dåbs- og brudekjoler. I rummet er desuden en udstilling af hatte, veste, parykæsker, hatteæsker o. 1. Gården I gården er der bl.a. et savskur fra et skibsværft, ledefyr, der leder skibe gennem sejlløb om natten, kølhalergangspil og et typisk Marstalagterspejl fra skonnerten FORTUNA. Ved bådebroen ligger både til legebrug for de besøgende børn. Indmuret i væggen ses bilæggerovnplader. Nordmuren i haven er opført af munkesten fra en lokal senmiddelalderlig teglovn. Skorstenspiberne på tagene er hjembragt fra Skotland omkring år Kælderen Bygning III, der er opført 1895, var oprindeligt pakhus for skibshandelen. - I kælderrummet findes et komplet bådebyggeri og en samling bådmotorer produceret på Ærø, bl.a. eksemplarer af de kendte Marstal-motorer, der blev fabrikeret i stor stil på Motorfabrikken Marstal. Den første Marstalmotor påbegyndtes 1935 og produktionen øgedes kendeligt igennem årene, bl.a. blev der eksporteret en del. Først i nyere tid, fra 1980 erne, har dieselmotorerne taget livet af benzinmotorfabrikationen. Stueetagen I stueetagen finder man Lorens Hansens store skibsmodeller. Disse imponerende skibe er - for næsten alles vedkommende - bygget efter tegning. De er bygget på spant (skibets ribben ) og er planket op, planke for planke. Alt er fremstillet af Lorens Hansen selv, vantskruer, spil, ankre, rat o.s.v., intet er købt færdigt. I museets besiddelse er der 42 skibsmo deller udført af denne geniale modelbygger, de fleste står i dette lokale. I andre rum findes dog også Lorens Hansen-modeller eksempelvis skoleskibet KØBEN HAVN og kongeskibet DANNEBROG samt det figurbemandede tidsbillede i værfts rummet fra tiden omkring år 1900 et panorama af H. C. Christensens Skibsværft med et skib under bygning og et andet under kølhaling, barken tinen FREDENSBORG, som Lorens Hansen selv havde sejlet med i 4 år. Blandt modellerne her bemærkes tre fartøjer, der kendetegner den marstalske sejlskibsfart, jagten, den tremastede newfoundlandsskonnert ENERGI og Rio Grandefareren, bygget og rigget til langfarten. Der er også en del lystfartøjer bl.a. 3 mastet skonnert HUSSAR, bygget på B&W i Kø benhavn 1923 til Barbara Hutton. Den sejler i dag som charterskonnert MANDA LAY i Caribien.

6 - Væggene i lokalet er tæt besat med skibsportrætter udført af marinemaleren H. A. Hansen, der var sømand. Han var uhyre produktiv, mange af hans billeder blev solgt i England, men dog flest herhjemme, ikke mindst i det sydfynske område og specielt i hjembyen Marstal, hvor der hænger mange af hans billeder rundt omkring i hjemmene. Det er især kultegninger, men også akvareller og malerier. Af billederne skal her især fremhæves de fem store tegninger forestillende bramsejlsskonnerten FLORAs forlis i Nordsøen med en udførlig beretning om hændelsesforløbet. I. sal Vejen til 1. og 2. sal går via trapperum med herlig tjæreduft fra forskelligt grej bl.a. store iøjnefaldende kølhalerblokke. Trappen til 1. salen fører i første omgang til en marinestue. Trappen stammer meget apropos fra en orlogsmand INGOLF, der blev ophugget i Marstal i årene omkring Kronen på væggen er fra samme fartøj. For øvrigt står der et dækshus fra skibet på den søndre del af Marstal havneområde. I det store glasskab ses en model af kongeskibet DANNEBROG, og en uniform tilhørt officer, der har gjort tjeneste om bord som chef. Fra marinestuen går den videre tur direkte over i en indendørs byvandring gennem en Snorre. Marstals ældre bydel er karakteristisk ved nogle småstræder eller smøger, nogle meget snævre, lokalt kaldt snorrer. Disse gemytlige færdselsårer har deres betegnelse fra, at de snor sig ind mellem husene. Mellem husene findes også nogle små slipper, ofte af mere privat karakter og tit fører de ind til privatboliger. Hovedparten af snorrerne går fra havnen op i land, således at beboerne såvel via gadedøren som havelågen hurtigt og nemt kan komme ned til havnen eller stranden, som det benævnes fra gammel tid, hvor strandkanten med broerne gik langs Havnegade. Skriftlige kilder om Marstal har vi først i begyndelsen af 1500-tallet. Det oprindelige fiskerleje, bestående af tanghytter, var placeret i den nuværende søndre bydel i Søndergade-området, hvor også den fyrstelige stald, der har givet byen navn, har ligget. Fyrstelig stald hedder Maerstoll på gammel dansk. Blandt husene i snorren findes et skibsmæglerkontor En skibsmæglers arbejde består i at befragte skibe, dvs. skaffe skibene noget at sejle med samt at ordne papirer m.m. for skibene og søfolkene. I Marstal er mæglervirksomhed forbundet med rederivirksomhed, hvor ejerforholdet ligger i samme firma. Der er også en stadsstue. Livet i en sømandsby præges af de specielle forhold. I sejlskibenes første århundreder fulgte livet årets rytme. Sømanden kom hjem i vinterperioden og drog ud med foråret. Den senere tid med de større langfarere, medførte som regel flere år i træk med fravær. Dette har ændret sig radikalt, og sømanden er nu sjældent ude mere end et halvt år ad gangen. Kvinderne, der her er samlet til en kop kaffe, er ikke hjemmefødninge. Lige fra sejlskibenes dage har de ofte været med på sejladser, og tit har de rejst ned til kontinentets havne, Hamborg, Bremerhaven, Le Havre o.s.v. for at hilse på ægtefællen. II. sal Her findes en større samling navnebrædder og en rekonstruktion af den styrbords halvdel af ruffet på en større skonnert, tremastet topsejlsskonnert FRI- DA, en af de allersidste rene sejlere under dansk flag. Mandskabsruffet på de større skonnerter var betydelig mere bekvemt end lukafet på de mindre. Lukafet eller logaret beliggende helt ude for, under dæk, med beskedne pladsforhold var ofte meget fugtigt, især i farten på Nordatlanten. I sejlskibenes tid fremstilledes alt til faget henhørende her i byen. - Sejlene blev syet på de mange sejllofter (7 omkring århundredskiftet). Tovværket blev slået på de 3 reberbaner: Reberbanen, Møllevejen og Batterierne. Skibssmedierne havde travlt med beslag, ankre o.s.v. - Blokkedrejerne, bødkerne, skibsværftsarbejderne og andre havde travle dage. Her på loftet ses en sejlmager i funktion blandt sejlmager- og riggergrej. Han har dog fortsat et par kollegaer ved havnen. Så nåede vi kysten rundt. Tilbagegangen til skibshandelen går ad trætrappen i Bygning I, hvor der inden for døren står en skrivepult, der har tilhørt grevinde Danner, der bl. a. også skænkede en bogsamling til Marstal fra kongens bibliotek for at oprette et bibliotek her. Vi håber, rundturen har været god og oplevelsesrig. Tak for besøget og på gensyn!