Prædiken til 2. juledag 2013 i Jægersborg kirke. Af Erik Høegh-Andersen

Transkript

1 Prædiken til 2. juledag 2013 i Jægersborg kirke. Af Erik Høegh-Andersen Den yndigste rose Når man kommer i kirke 2. juledag oplever man omsider at julen også her er blevet rød. 1. juledag er det højtidsfarven vi ser, den hvide, gyldne farve, som svarer såvel til den himmelske herlighed som bryder igennem i englesynet julenat, som til det uskyldsrene barn der ligger i krybben. Men 2. juledags liturgiske farve er rød. Ikke på grund nissehuer og julemandstøj. Men rød som blodet der rinder i vores årer, rød som kærligheden der har sin pris, og som ikke viger uden smerten, ja som i sidste ende kan koste vores liv. 2. juledag er oprindelig en gammel martyrdag, Skt. Stefans dag kaldes den også, efter navnet på den første kristne martyr. Vi hørte om hans tragiske og brutale endeligt i lektien fra Apostlenes Gerninger. Derfor den røde farve. Kærligheden er ikke mere uprøvet og uskyldsren som hos barnet i krybben. Men det er en kærlighed som holder ud i en verden med hårdhed og foragt. En kærlighed, rød som Brorsons yndige rose. Den er vokset frem imellem torne. Den har stået imellem forhærdede tidselgemytter. Og alligevel er der mange som ikke lagt mærke til den. Alverden nu burde sig fryde, med salmer mangfoldig udbryde, men mange har aldrig fornummen, at rosen til verden er kommen. 2. Juledag er rosens dag. Den yndigste rose. Vi ved at denne verdens torne meget vel kan stikke, vi ved at kærligheden må udholde meget, og at der er mennesker som forbløder. Men rosen vil vi ikke være foruden. Min Jesus! Du stedse skal være, mit smykke, min rose, min ære. Lad verden mig alting betage, lad tornene rive og nage,

2 lad hjertet kun dåne og briste, min rose jeg aldrig vil miste! Så meget er Den yndigste rose gået ind i vores bevidsthed om hvad tro og kristendom er, at den i kunst og digtning har fået mangfoldige udtryk. Tag bare prædikestolen her, som Mogens Jørgensen i sin tid har udsmykket. Mogens Jørgensen, som I øvrigt til næste år ville have fyldt 100 år, var som regel meget tilbageholdende med at sige noget om hvad hans værker udtrykte og forestillede. Men da han for knapt 20 år siden ved et foredrag her i Jægersborg blev spurgt om hvad hans tanke var med prædikestolens markante farve, så svarede han at den naturligvis var inspireret af Den yndigste rose. Den dybe bourgogne-purpur-røde farve er på ingen måde glat, påståelig, postkasserød. Men der er dybde i den, der er mørke i den røde farve, som den kærlighed der har et livs erfaringer i sig, og som stadig blomstrer og lyser trods modstand og goldhed og mørke. Lige som Brorsons rose. Rosen har jo virkelig fra fra tidernes morgen været et billede på det på én gang sarteste og fineste og stærkeste i vores liv. I Salomons Højsang, et kærlighedsdigt i Det gamle Testamente, hører vi om Sarons rose, navnet på den kærlighed der er stærk som døden. Salomons Højsang er i sig selv et stærkt erotisk og sanseligt kærlighedsdigt, men i kristen tradition er Sarons rose blevet et billede på Kristus, på rosen over alle andre. Hans kærlighed er jo netop også stærk som døden. Ja op igennem historien er rosen blevet et af de dybeste symboler på hvad kristendom handler om. Den forener lidelse og ukuelighed, mørke og lys, døden og det liv som er stærkere end al ondskab og død. Rosen som ukueligt vokser frem i kulde og mørke til jul. Som vi synger om det i En rose så jeg skyde op af den frosne muld. Rosen som får sin kraft af Jesu hengivelse indtil døden, og som derfor har liv og frelse i sig for alle der ser den og tager den til sig. Rosen har på den måde også hele påsken i sig kærlighedens sødme, lidelse, død og opstandelsens evige liv. Rosen som skal folde sig ud og blomstre i vort livs forklarelse Vor Gud og Fader uden lige, nu blomstrer rosen i Guds rige, synger vi til pinse.

3 Og hvis vi ser op imod lysrelieffet, som Mogens Jørgensen også er kunstneren bag, så er det faktisk en rose vi ser. Det gik først op for mig da jeg så alle de andre roser Mogens Jørgensen har skabt. Og det er mange. Og i alle slags materialer (glasmaleri, oliemaleri, vævede stykker, lysinstallationer). Man kan sige at det har været Mogens Jørgensens livslange bestræbelse i sin kunst at finde ind til rosens hemmelighedsfulde væsen og magt. Her i Jægersborg kirke ser vi en himmelrose som lyser i mørket. Eller en rosa mystica, som den kendes fra mystikken, med korset tegnet ind i sig. Mogens Jørgensen har helt sikkert ladet sig inspirere af de lysende rosetter som man kan se i de store katedraler i Frankrig. Og han har sikkert også læst i Dantes guddommelige Komedie, hvor Dante selv af sin elskede Beatrice bliver ført op i den højeste paradisiske himmel i Paradis, der hvor lyset kommer fra. Og han ser hvordan alt lyset samler sig i en ufattelig stor og vidunderlig himmelrose. Det er som at se ind i evighedens skød, mens lyset selv fødes ud af dette skød, og fornyer sig og er i stadig forandring og bevægelse. Inde i midten ser han først Maria, Jesu mor, og dernæst Jesus, den korsfæstede og opstandne, i ham er den kærlighed der som lyset når os alle. Og som er drivkraften i hele universet. Rosen eller det den repræsenterer: kærligheden er altså det sidste vi ser. Ligesom det også har været det første. I Sundkirken på Amager har Mogens Jørgensen som et af sine sidste værker, i 2005, altså 40 år senere end udfærdigelsen af himmelrosen her i kirken, skabt en lige så smuk lysrose, som i bølgeformede bevægelser er ved at folde sig ud. Han siger selv at det han ville visualisere, er det sted i skabelsesberetningen hvor Gud siger Der blive lys og der blev lys. Bølgerne af lys, siger han, samler sig ind i mod midten i en form som har lighed med en rose, rosa mystica. Jeg har villet vise at allerede i skabelsesøjeblikket har det været hemmeligheden og den inderste livskraft i alt liv, rosen, Kristus, kærligheden som helt ind i døden giver liv til os alle. Så når vi synger om rosen, er det virkelig et meget omfattende og dybt symbol. Vi synger om hemmeligheden i vores liv, om

4 evighedsduften, om den røde farve, på engang blodets farve og et genskær af en paradisisk solopgang. Et billede på kærligheden som aldrig hører op. Og at tro er i sidste ende at stole på at den kærlighed er til. Det er vide at vores smerte, vores død er indoptaget i Jesu lidelse og død. Vi skal nok komme til på den ene eller anden måde at mærke tornene, men i tornekrattet vokser rosen. Og med rosen læges tornestikket, synger vi i en salme. Sådan, skal vi vide, er der i sidste ende er en kærlighed som nok skal hele og rense de sår og skrammer som tilværelsen giver. Vi kommer ikke igennem et menneskeliv uden at opleve ufred og ufordragelighed. Vi undgår ikke at komme ud i kriser, i anfægtelser og gennem kampe som må kæmpes. Det som evangelielæsningen jo handler om. Gør vi det, undgår vi i en enhver sammenhæng konflikter og sammenstød, og vælger vi altid den fredfyldte harmoni, på trods af hvad vi med hjertet ved er sandt, ja så bliver det til et forløjet liv, hvor bekvemmelighed sættes højere end kærlighed og sandhed. Vi kommer altså ikke uden om at mærke tornene. Men det betyder selvfølgelig ikke at vi så også skal opsøge dem. Intet er mere forfejlet end det selvvalgte martyrium. Og intet er så anstrengende som mennesker der bedriver konsekvensmageri, mennesker der er så optaget af den sandhed de har fået øje på, at intet kan ændre deres kurs, intet kan anfægte dem, ja de er blinde for alt andet som møder dem. Tornene må komme af sig selv. Det gør de også. Somme tider er vores liv virkelig et uvejsomt krat at komme i gennem. Somme tider får vi lov til at gå igennem lysninger, hvor intet spærrer og intet stikker. Somme tider må vi som den levende vækst vi er, modstå blæst og kulde og frost. Men det er også sådan at modstand og tunge erfaringer ofte får en særlig styrke frem i os. Det sker at der kaldes en særlig livsintensitet frem i os når vi ikke bare går glat igennem tilværelsen, og alting giver sig af sig selv.

5 Det er ligesom med roserne, der står ude i haven. Det er vidunderligt når de folder sig ud i højsommeren, i juli måned, men også lidt ærgerligt, fordi det altid er på det tidspunkt man skal have ferie og derfor rejser væk. Men roserne bliver jo ved, i august og september, efter den første voldsomme blomstring sætter de nye skud, nye knopper, nye blomster. Og de blomster som i løbet af efteråret folder sig ud, har en glød og en farveintensitet som er stærkere end hos de første. Til sidst i november og december står der ganske få blomstrende roser tilbage, jorden har ikke meget næring at give dem, de er måske også mærkede af efterårsblæst og nattefrost, men hvilken glød har de ikke! Den kolde jord og det sparsomme, barske liv har tvunget det ypperste ud af dem. Mon ikke vi alle kender mennesker som har eller har haft noget samme slags kraft i sig, som roser i december. Mennesker som har måttet tåle og kæmpe og holde ud, mennesker som har givet liv og som er mærket af liv, men som med livets erfaring i sig har en egen dybde og lysende intensitet. For mig er 2. juledag også dagen, hvor det er den slags mennesker vi mindes. Det er dagen for det kristne martyrium. Der er vitterlig mennesker som får tildelt livsbetingelser, hvor martyriet bliver den sidste konsekvens af et liv i kærlighed. Men der er altså også mennesker som trods ufremkommelighed og kamp og sorg og smerte bare holder ud, et liv igennem, og til sidst ser man den fineste blomst, som med alderens ynde og det mærkede livs erfaring og glød, udstråler tålmodighed og vilje, mildhed og generøsitet. De mennesker må også høre med i vores bevidsthed i dag. 2. juledag er farven rød. Ifølge de gamle alkymister er evighedens farve purpurrød, rosenrød. Igennem alt hvad vi erfarer, igennem det omskiftelige liv, med dets mørke og lys, er det farven vi til sidst skal sanse og se. Lad hjertet kun dåne og briste, min rose jeg aldrig vil miste! Amen.

6 Salmer: // v Modstand og mørke mødte du, Vor Herre, Jesus, Men du holdt ud og skabte lys. Du blev slået og pint, men bar vores ondskab, og gav os håb. Derfor samles vi nu om korset, og synger om rosen som i dig voksede frem, til liv og frelse for os. Lad os nu vokse og elske hinanden i din kærlighed. Lån os kræfter af din ukuelighed og dit mod, Og giv os styrke til at tage vort liv op når det svært, og til at følge vores samvittighed, uden frygt for magter og mennesker. Vis os veje i mørket. Herre, vi beder dig.