Henriette Junker lider af den form for alopecia, der hedder»universalis«, hvor alt hår på

Transkript

1 Tema Det skaldede Mange kvinder oplever at miste deres hår. For eksempel på grund af kemobehandling eller lidelsen alopecia areata. Fælles for dem er, at de føler et kæmpe tab af kvindelighed og identitet. Oveni risikerer de at blive mødt med hån og tilråb, hvis de vælger ikke at bære paryk eller tørklæde. Mød tre modige kvinder, der alle har valgt at være åbne om deres skaldethed. Af Luise Thomsen Foto: Christina Hauschildt og PANTHERSTOCK 20 SØNDAG tabu Henriette Junker lider af den form for alopecia, der hedder»universalis«, hvor alt hår på kroppen er væk. Jeg er lykkelig for, at jeg ikke behøver at fjerne hår som andre kvinder. Det må være meget besværligt, siger hun. Aase Elholm har også tabt hårene i sine øjenbryn. Så for at få mere udtryk i ansigtet har hun fået tatoveret et par kunstige øjenbryn. Kirsten Wivel-Snejbjerg har fundet stor inspiration i bogen»tabuknuseren«skrevet af søstrene Josephine og Josina Bergsøe, som begge har gennemgået kemobehandling og vist deres skaldethed åbent.

2 Der er al mulig grund til, at kvinder skal vise, at de er skaldede. Det er både nemt, smukt og spændende. Jeg ville da være ked af det, hvis ikke jeg havde prøvet det, siger Henriette Junker, der er psykolog. Det var også anstrengende hele tiden at føle, at jeg skjulte noget for dem, jeg mødte. Hvornår skulle man fortælle, at man ikke havde noget hår? Jeg tog den af, og jeg har ikke skjult min skaldethed med hverken tørklæde eller paryk siden. Som psykolog med privat praksis i Århus har hun også klienter, der har brug for hjælp til at komme videre i livet efter et hårtab. Selv er hun for længst kommet sig over chokket. Men begyndelsen var hård. Den tabte kvindelighed Jeg havde en fornemmelse af deroute, mens det faldt af. Der lå hår på min hovedpude hver morgen, og jeg kom til at se så syg ud. Det, synes jeg, var virkelig hårdt. Jeg var meget optaget af mit tab af kvindelighed. Jeg var glad for, at jeg havde nået at have kønsbehåring, før det forsvandt, og lettet over, at jeg havde haft mine første kærester og min seksuelle debut. Jeg tror, det var lettere, fordi jeg havde nået det, husker Henriette. I 1989 begyndte hun sin uddannelse. Det var der, hun mødte den mand, hun i dag er gift med. Han syntes, det var fascinerende, at jeg ikke havde noget hår. Han blev faktisk lidt skuffet, da han fandt ud af, at det ikke var med vilje, bemærker hun med et smil. Et stik af ensomhed Nøgenheden kræver tilvænning»for at vide, om en kvinde er smuk, skal man klippe alt håret af hende«, sagde den græske fyr, der stod overfor hende. Henriette Junker trak på smilebåndet af den pudsige replik. Det var sommeren 1988, og den 20-årige kvinde var taget alene på rejse i Europa. Et halvt år før havde hun mistet alt sit hår, så det var med en paryk på hovedet og sommerfugle i maven, hun drog af sted fra Danmark. Nu stod hun så i den græske sol med en lokal strandløve foran sig. Parykken var røget på vejen. Jeg nåede kun til Zürich, og så var det simpelthen for varmt med paryk, fortæller den i dag 44-årige psykolog fra Aarhus. Mens en skaldet mand ikke får nogen til at løfte et øjenbryn, så kan et bart kvindehoved virke provokerende. Det har Henriette Junker også mærket mange gange i tidens løb. Jeg er blevet talt grimt og nedladende til og peget på flere gange, end jeg kan huske, fortæller hun. SØNDAG 21

3 Skinhead og lebbe er de mest almindelige tilråb. Det er ikke et problem i sig selv, hvis folk tror, jeg er lesbisk, det er den hån, der ligger i måden, det siges på. Folk siger:»du er ikke god nok«. Så får man det skidt, for det er meget basalt i vores reptilhjerne, at vi gerne vil høre til. Det handler helt grundlæggende om overlevelse, at man er en del af»flokken«. Derfor kan det give det der stik af ensomhed og angst at blive peget ud på den måde, forklarer Henriette. Hun har for længst vænnet sig til det, men får stadig følelsen indimellem. Ikke mindst når velmenende folk indirekte sender et signal om, at hun er anderledes. Jeg var til et arrangement, hvor nogen skulle holde en tale, der indeholdt noget om at være skaldet. Vedkommende var meget bekymret for, at jeg skulle blive stødt. Jeg havde jo intet problem med talen, men det, at nogen blev utilpas på grund af min skaldethed, havde jeg det svært med. Jeg følte mig sat i bås og stigmatiseret, selv om jeg godt vidste, at det var venligt ment. Folk bliver bange Henriette Junker har en teori om, hvad det er, der får folk til at føle sig så provokerede og utilpasse. Jeg tror, det handler meget om at være bange for, at det kan ske for en selv. Når jeg har forklaret folk, hvorfor jeg ikke har noget hår, har jeg oplevet, at de ikke rigtig tror på, at det»bare«er faldet af. Det tager jeg som udtryk for, at de ikke kan holde ud at tænke på, at det kan ske for dem. Hvis jeg nu havde fortalt, at alle mine forfædre gennem de seneste syv generationer også var skaldede, så ville det være mere sådan nå o.k. Jo mere jeg får fortalt, at det er en sygdom, der rammer tilfældigt, jo mere reagerer folk. Jeg tror også, det er derfor, folk råber skinhead. Så kan de putte det i en kasse, som ikke har noget med dem at gøre. Heldigvis får Henriette Junker også masser af positive til- 22 SØNDAG Henriette Junker går aldrig ud uden makeup. Jeg har jo hverken øjenbryn eller vipper, så jeg ligner en alien uden farve på øjnene, siger hun. kendegivelser fra mennesker, der synes, hun er en smuk, modig og stærk kvinde, og generelt kan vores reaktioner på kvinders skaldethed ændres, mener hun. Det handler om tilvænning. Accept og selvudvikling Vi er vant til at se mænd uden hår. Vi studser ikke over det. Dermed bliver det ikke forkert eller mærkeligt. I dag er det jo sådan, at de kronrager sig, og så ser de hammer godt ud. En lignende normalisering kan ske for kvinderne, hvis flere og flere smider tørklæde og paryk. Og det gør de, er Henriette Junkers fornemmelse. Jeg ser flere og flere kvinder, der tør. Hvis det fortsætter, vil det mest sandsynlige være, at vi nærmer os en situation, der ligner mændenes, håber hun. Mange kvinder, der mister håret, bruger oceaner af ressourcer på at forsøge at finde ud af, hvordan de får håret tilbage, og hvordan de kan skjule hårtabet. Risikoen ved at have hele sit fokus på det er, at de konstant bekræfter sig selv i, at de er forkerte, mener Henriette. Jo mere energi man bruger på behandlinger og kosmetiske indgreb jo mere kan man stimulere grundtanken om, at man ikke er god nok. Det kan også hænge sammen med en lav selvfølelse, så der er en god pointe i at arbejde med acceptprocessen, fordi den ikke kun handler om at acceptere sig selv uden hår, den handler også om at acceptere sig selv som menneske. Derfor kan det også give mening at arbejde på accepten, selv om man kun skal være skaldet i et halvt år i forbindelse med kemo, siger hun. Og synes, det ville være dejligt, hvis alle kvinder, der tabte håret, gik ud i verden med løftet pande. Lad os få det afmystificeret. Problemer, man gemmer, de vokser bare. Jeg synes, det er rigtig synd, at så mange skal gå rundt og have det skidt i stedet for at få arbejdet med sig selv, så de tør vise deres skaldethed. Jeg er blevet talt grimt og nedladende til Alopecia Areata (pletskaldethed) Alopecia areata er en lidelse, der forårsager, at man mister håret i større eller mindre grad. Nogle bliver blot pletskaldede, andre mister alt hår, øjenbryn og vipper, mens nogle få mister alt hår på kroppen, inklusive kønsbehåring. Man ved ikke ret meget om lidelsen, men man formoder, at den skyldes en immunreaktion omkring hårløget. Derfor standser hårvæksten, og håret falder ud. Der findes ikke nogen kur mod lidelsen. Alopecia areata har en vis arvelighed, men er ikke smitsom. Kilde: Jeg øver mig i at være skaldet For to år siden tabte Aase Elholm sit lange, tykke hår på grund af alopecia. I dag er hun godt i gang med at finde den røde tråd i sit hårløse liv. Et stærkt netværk og selvironi er nogle af de vigtigste værktøjer. Jeg har altid været en drengepige. Jeg bruger ikke ret meget makeup, heller ikke mange smykker eller høje hæle, fortæller Aase Elholm, 45, fra den lille landsby Store Darum ved Bramming. Det var først, da jeg mødte min mand Jacob, jeg fik langt hår. Han fandt kvindeligheden frem i mig. Derfor forbinder jeg meget min kvindelighed med hår. Det var netop Jacob, der fjernede de sidste rester af det lange hår. På det tidspunkt var de bare pletter så store, at Aase ikke længere kunne skjule det. Jeg var frygtelig ked af det. Jeg syntes, jeg så syg ud, og jeg havde helt mistet min kvindelighed. Jeg tabte også øjenbryn og vipper, så oven i var jeg helt udtryksløs i ansigtet. Som om det ikke var nok, måtte familien også rumme, at Aases søn samtidig tabte sit hår. Alopecia kan være arveligt, men ud over det kan ingen forklare, hvorfor både mor og søn blev ramt samtidig. I dag har hendes søn fået håret tilbage måske kun kortvarigt, for hårtab kan komme og gå, når man lider af alopecia. Blufærdigheden er svær Aase Elholm besluttede tidligt, at hendes hårtab ikke skulle være tabu. Hun bar tørklæde på sit job som underviser på Social- og Sundhedsskolen i Esbjerg, men hun var klar til at tale om alt. Derhjemme havde hun fået en fantastisk opbakning fra familie og venner, og på jobbet blev hun mødt på samme måde. Jeg fik knus af kollegerne,

4 og alle var meget interesseret i, hvordan jeg havde det. Nogle af mine elever troede, jeg havde kræft, og blev meget kede af det. Så der gik lang tid med at forklare, hvad alopecia er, fortæller hun. Hårtabet påvirkede også hendes ægteskab, men igen hjalp åbenheden. Jeg vil gerne være fleksibel, være skaldet, bære paryk, tørklæde eller hue alt efter lyst og behov, siger Aase Elholm. Jeg havde helt mistet min kvindelighed Jeg skulle finde min selvfølelse igen i forhold til min mand. Heldigvis har han været helt fantastisk til at»ruske«i mig og sige, at han altså ikke tænker over, at jeg ikke har noget hår. Vi er kommet godt igennem det, fastslår Aase. Men samtidig med at hun meldte klart ud over for omgivelserne, havde hun også brug for at gemme sig lidt. Derhjemme turde hun smide paryk og tørklæde. Men hækken har fået lov at vokse sig lidt højere, og der er stakit om terrassen. Jeg har behov for at kunne sidde der, uden at nogen kan se mig. Jeg har også en hat liggende i entreen, som jeg kan tage på, når jeg går ud med skrald eller tømmer postkassen, fortæller hun. Parykken af og på Aase Elholm kan ikke forestille sig et liv helt uden tørklæde og paryk, selv om hun har stor respekt for kvinder, der tør. Det er ikke, fordi jeg er flov over min skaldethed, men jeg kan bare ikke undvære den feminine fornemmelse, som parykken giver mig. Men jeg vil gerne være fleksibel, være skaldet, bære paryk, tørklæde eller hue alt efter lyst og behov. Hun husker specielt én oplevelse, der illustrerer, hvordan det skal være. Sommeren 2012 var hun i sommerhus i det sønderjyske og cyklede ind til Sønderborg med en veninde. Det var meget varmt, så Aase besluttede at cykle med bart hoved og tage paryk og tørklæde med. Vel ankommet til byen tog hun en mørk butiksrude til hjælp, da hun ville sætte parykken på plads. Det, jeg ikke kunne se, var, at der var en lang kø i Fakta- butikken inde på den anden side af ruden. Den historie er jeg stolt af der jonglerer jeg med det. Jeg cykler med bart hoved, tager en paryk på, fordi det er pænt til mig, og jeg kan grine ad mig selv og det komiske i situationen, fortæller hun og ler. SØNDAG 23

5 Stærk og sårbar på samme tid Det er især kvinder, der kan være modbydelige I maj 2012 fik Kirsten Wivel-Snejbjerg, 48, konstateret brystkræft og blev henvist til en brystbevarende operation. Det første, jeg spurgte kirurgen om, da jeg vågnede, var, om jeg skulle have kemo.»ja«, svarede hun. Dernæst spurgte jeg, om jeg ville miste mit hår.»ja«, svarede hun igen. Det var ikke det at få at vide, at jeg skulle have kemo, der var det værste. Det værste var, at jeg ville miste håret, husker Kirsten. Tre uger efter den første kemobehandling, begyndte hendes hår at falde af. Hun var aktiv triatlet, og efter en tur i havet sad hårene fast i badehætten. Så tænkte jeg: Nu er det nu. Jeg gik til frisøren og bad om en fem millimeter klipning. Han kiggede underligt på mig og spurgte, om jeg nu var helt sikker på det. Da jeg så fortalte, at jeg havde brystkræft, bad han mig om at tage plads i stolen, fortæller hun. Det var mærkeligt at træde ud ad døren fra salonen. Alt bliver forstærket, når man ikke har noget hår. Lyde, vind og andre menneskers opmærksomhed. Det var ligesom at tage en helt anden personlighed på sig, erindrer hun. Inden Kirsten Wivel-Snejbjerg fik konstateret kræft, blev hun også skilt. Det har været hårdt ikke at have en mand, der lige kunne sige:»du ser vildt lækker ud«, siger hun. Kompenserer for tabet Kirsten Wivel-Snejbjerg har fundet ud af at kompensere for det tab af kvindelighed, som også hun oplevede. Jeg bruger mere makeup og klæder mig mere feminint, end jeg er vant til. Jeg synes faktisk, jeg ser ret sexet ud, når jeg ser mig i spejlet, siger hun med et smil. Det er der også andre, der gør. Hun får helt uopfordret komplimenter af fremmede mennesker både mænd og kvinder. Det er alt lige fra et dyt fra en bil og en løftet tommelfinger til folk, der kommer hen og siger»ej hvor ser du godt ud«. 24 SØNDAG Men for lige så mange mennesker virker Kirstens skaldede hoved som en ren provokation. Det er især kvinder, der kan være modbydelige. Jeg tror, de bliver bange for mig, som om det, jeg fejler, kan smitte, indskyder hun. Et ord som nazi-svin har hun måttet lægge ører til flere gange, men der er specielt én oplevelse, der har gjort indtryk. Jeg gik rundt i et supermarked, og så var der pludselig en dame, der stoppede op, kig- gede direkte på mig og udbrød»afskyeligt«! Derefter gik hun bare videre, fortæller hun. Nøgenhed og styrke Selv om Kirsten Wivel-Snejbjerg er åben og vælger at bevæge sig rundt i livet med løftet pande, så er der alligevel situationer, hvor hun føler sig meget sårbar. Det er sværest, når jeg er i svømmehal. Der har jeg ingen makeup på, og når jeg sidder på kanten i badedragt og ikke har badehætte på endnu, kunne jeg lige så godt være helt nøgen, fortæller hun. Men med skrøbeligheden kommer der også en styrke. Selv om hun også mange gange har grædt, føler Kirsten, at hun er blevet mere modig. Jeg tør for eksempel være mere følelsesmæssigt åben, jeg tør sige, at nu er jeg ked af det. Det havde jeg svært ved før. Jeg føler mig også stolt over, at jeg har håndteret mit hårtab, som jeg har, slutter hun.