UNG I NICARAGUA. 10 unges historier og fotos fra Nicaragua. Ulandssekretariatets temamagasin

Transkript

1 UNG I NICARAGUA 10 unges historier og fotos fra Nicaragua Ulandssekretariatets temamagasin

2 Nicaragua

3 Forord Nicaragua ligger lige i midten af den Mellemamerikanske region. Det er et land med en imponerende bjergkæde bestående af vulkaner, mange store søer, floder, laguner samt smukke strande både på Atlanterhavskysten (den caribiske kyst) og på Stillehavskysten. Nicaragua omtales gerne som søernes og vulkanernes land. Folk, der har besøgt Nicaragua, husker også landet for dets musik og glæde og traditionelle lokale fester. Blandingen af spansk og latinamerikansk kultur kan ses i den koloniale arkitektur og smages i maden. Krydderier og frugt fra Europa blandes i det nicaraguanske køkken med majs og kokos, som er vigtige ingredienser i den latinamerikanske mad. Nicaraguas potentielle rigdom er en ung befolkning, hvor 67% er under 30 år. Derfor kan man også sige, at Nicaragua er de unges og børnenes land. Historisk set har unge mennesker i Nicaragua levet under meget omskiftelige forhold. Befolkningen har oplevet diktaturer, undertrykkelse, revolution, krig, nyliberalisme og derudover gentagne naturkatastrofer. De unge har altid haft det lod at kæmpe i mod fattigdom og social uretfærdighed. Nicaragua er det næstfattigste land i Latinamerika og fattigdommen omfatter 2,3 millioner mennesker, eller næsten halvdelen af befolkningen, og landet er dybt forgældet. I sluttingen af 70 erne blev Nicaragua kendt verden over for en folkelig revolution, som styrtede et af de mest brutale diktaturer, Somoza diktaturet, der har regeret i Latinamerika. Det var unge mennesker, både fra landsbyer og større byer, som ledte kampen. Senere i 80 erne kom Nicaragua igen i rampelyset, da det lykkedes at reducere analfabetismen i landet fra 49 % til 12 % takket være en enorm national uddannelseskampagne unge mennesker forlod deres hjem i byerne for at drage ud til landkommunerne, hvor de lærte tusinder at læse. Kampagnen udviklede sig til en sand odyssé, fordi Nicaragua blev valgt af UNESCO til at modtage prisen Nadezha Krupskaya. Andre frivillige unge mennesker tog ud i landkommunerne for at vaccinere tusindvis af nicaraguaner, børn såvel som voksne, mod malaria, polio og mæslinger. Sygdomme som på det tidspunkt slog tusindvis af nicaraguanske børn ihjel. Men 80 erne var også perioden hvor Nicaragua blev kastet ud i en opslidende borgerkrig. USA s regering under præsident Ronald Reagan finansierede og organiserede en kontrarevolution, der gik ud på at styrte den sandinistiske regering. Årsagen var, at man fra USA s side så den nicaraguanske regering som et kommunistisk styre, som udgjorde en fare for USA. USA ville have ro i sin baggård og ønskede derfor at styrte den revolutionære regering. Tusindvis af mennesker blev dræbt og familier splittet, og da fredsaftalen endelig blev underskrevet i 1988, var Nicaragua et ødelagt, krigshærget og træt land med en økonomi, som lå i ruiner. En hård tid ventede forude. I dagens Nicaragua har de unge stadig ikke mange muligheder for at udvikle sig. Fattigdommen er udbredt, og der er få muligheder indenfor uddannelse, arbejde, sundhed, fritid og kultur. Analfabetismen eksisterer stadig, ligesom arbejdsløsheden og håbløsheden. Men alt er ikke sort og malet i dystre toner. Nicaragua prøver at udbygge sin økonomi og realisere sine visioner og drømme indenfor forskellige områder kunstneriske, politiske og sociale. Den nicaraguanske befolkning, der har gennemlevet krige, politiske kriser og svære sociale problemer, har stadig evnen til at finde styrken til at smile, danse, lege, skabe og vise en tilpasningskapacitet og forandringsevne, som er forbløffende. Af disse kreative, kæmpende, optimistiske, følsomme og dedikerede unge mennesker har vi valgt ti unge, som her fortæller hver deres historie. Ti interviews, som viser ti forskellige liv og deres drømme om fremtiden. Håbet er, at disse ti bliver til flere, så Nicaragua kan blive et land, der passer på sine unge. Således at de unge ikke tvinges til at flytte til andre lande for at kunne overleve, blot fordi der ikke er muligheder i deres eget land. De ti unge vil meget gerne dele deres erfaringer med andre unge udenfor landets grænser og fortælle om det Nicaragua, som vi alle drømmer om. Dansk fagbevægelse har i mange år samarbejdet med fagbevægelsen i Nicaragua bl.a. gennem Danida-støttede programmer. For Ulandssekretariatet er udgivelsen af denne Ungdomsavis et bidrag til oplysningen om unge i Nicaragua og dermed en understøttelse af det fortsatte samarbejde fagbevægelse til fagbevægelse og unge til unge. God læseog debatlyst. Anders Stig Møller Sekretariatsleder Ulandssekretariatet

4 Indhold Interview: Ana Julia Moraga side 3 Interview: Carlos Luís Mejía Rodriguez side 7 Interview: Elisena Gómez side 11 Foto: Teknisk skole side 14 Interview: Ricardo José Zambrana Román side 17 Interview: Enrique Seiza side 21 Interview: Silvia Esther Flores Sobalvarro side 25 Foto: By og land side 30 Interview: Imara del Carmen Salazar side 36 Interview: Rafael Alberto Ramírez Buitrago side 40 Interview: Victor Manuel Reñazco side 44 Interview: Rafael Estrada Reyes side 48 Foto: Bokseskole side 51

5 3 Ana Julia Moraga Jeg vil gerne blive rigtig god til det, jeg laver, og jeg vil arbejde for mit land. Hvis jeg fik muligheden for at uddanne mig i et andet land, ville jeg tage chancen, men jeg vil aldrig rejse til et andet land i desperation. Jeg foretrækker at kæmpe.

6 Ana Julia Moraga 4 Hun studerer modedesign. Hun er ligefrem, ukompliceret og varm. Hun bor sammen med sin mor og sine søskende i et af Managuas fattigste kvarterer. Hendes store drøm er at åbne sin egen forretning, som kan give så meget overskud, at hun kan hjælpe sin mor. Senere vil hun gerne have børn, og tjene nok penge til at købe dem de ting, hun aldrig selv fik som barn. Jeg hedder Ana Julia Moraga, og jeg er født i Masaya, en halv times kørsel fra hovedstaden, men jeg har boet i Managua i tolv år. Jeg har fem søskende. Min mor arbejder som hushjælp, og stryger tøj for andre, men ofte er der ikke arbejde nok, og så må hun gå derhjemme. Min far gik fra min mor, men han sørger altid for, at vi får lidt penge. Han er også fattig, men hjælper os så meget, han kan. Da jeg var færdig med folkeskolen, deltog jeg i en adgangsprøve for at komme ind på universitetet. Jeg dumpede. Jeg havde altid drømt om at blive revisor og arbejde i en bank eller i et finansieringsinstitut. Da jeg dumpede, følte jeg, at det var bedre, at jeg søgte ind på en anden uddannelse. Jeg fandt så ud af, at jeg ville være modedesigner. Jeg havde penge til at betale for at komme ind på et af de bedre universiteter 1, og jeg blev heldigvis optaget. Jeg har allerede taget syning og tilskæring og læser nu på andet år for at blive professionel tilskærer. Jeg kan allerede sy rigtig flot modetøj! Hvordan var din opvækst? Min barndom var lykkelig. Vi søskende var meget alene hjemme, og vi legede meget sammen. Min mor arbejdede ude som hushjælp hos rige familier. Hun vaskede og strøg tøj. Jeg var meget ked af, at min mor var så meget væk hjemmefra. Jeg så jo de andre børn, som var hjemme med deres mødre, og det gjorde mig ked af det, at min mor ikke var hjemme hos os. Klokken kunne blive langt over ti om aftenen, før hun kom hjem fra arbejde. Så tænkte jeg, at alle børn var sammen med deres forældre alle undtagen os. Da jeg blev ældre, forstod jeg godt, at hun gjorde det, fordi hun var nødt til det. Trods det oplevede jeg min barndom som lykkelig. Min mor var der for os, og hun hjalp os og støttede os. Når jeg siger lykkelig, er det fordi, der altid var mad. Der var altid mad på bordet, selv om mine forældre ikke levede sammen. Det var ikke altid, de andre familier havde det. Da jeg blev teenager, blev jeg enig med mig selv om, at det var vigtigt, at jeg fik en uddannelse, og ikke blev hushjælp, som min mor. Min mor havde, fordi hun arbejdede op til 18 timer om dagen, penge nok til at sende os i folkeskolen. Jeg har altid kunnet gå i skole, til trods for at vi var mange søskende. Nu er vi næsten alle sammen begyndt at læse på universitetet. Min mor tjener ikke så meget. Hun tjener 300 cordobas (75 DKK) på en uge. Hvis hun tager ekstra arbejde, stryger og vasker tøj, kan hun komme op på 400 cordobas (100 DKK) for en uges arbejde. Det vil sige, omkring 1200 (300 DKK) på en måned. Med de penge, betaler min mor alt inklusiv for fire børn på universitetet! Når jeg ikke er i skole, hjælper jeg min mor med det, der skal laves derhjemme. Jeg gør rent, fejer i baghaven og vasker op. Hvordan bor du? Jeg bor i Las Americas No 1 2. Dengang vi flyttede ind i huset, var det kun halvfærdigt, så vi byggede en mur ud mod gaden og lavede et toilet, fordi der kun var et latrin. Halvdelen af gulvet var flisebelagt, resten var jordgulv. Vores hus er vel omkring fire meter bredt og otte meter langt. Vi er otte mennesker, som bor i huset, og det er god plads til os alle sammen. Der er så god plads, at man kan have lidt privatliv, og der er ingen, der brokker sig. Vi har kun et soveværelse, men det er delt på midten af et skab. På den måde har vi et værelse, hvor vi kvinder sover, og et værelse, hvor mine brødre sover. Der er kun to værelser og et toilet. Den eneste indtægt vi har, er det, som min mor tjener. Min far tog et lån, for at kunne bygge muren mod gaden. Derudover betalte han for at få lavet vores toilet. Resten har min mor sørget for. Hun købte en symaskine på kredit til os og et fjernsyn. Det er hendes benhårde arbejde, der har betalt for de ting. Jeg har ingen kæreste og overvejer heller ikke at få en. Måske får jeg en kæreste, når jeg er færdiguddannet. Hvad laver du sammen med dine venner? Jeg har kun én veninde. Vi går i biografen. Jeg er ikke ven med nogen fyre. Jeg går ikke til fester, fordi jeg ikke kan danse. Men jeg kunne godt tænke mig at kunne danse. Sidste gang jeg var ude og danse, var dengang jeg blev færdig med folkeskolen. Vi var så glade. Vi var en gruppe piger og nogle havde deres kærester med. Ellers kan jeg godt lide at se fjernsyn. Hvornår startede din fascination af moden? Jeg husker engang, da jeg var på besøg hos min tante Carmen. De var i gang med at lave en kjole til en konfirmation, og jeg syntes, det var spændende. Jeg begyndte at sy kjoler til mine dukker. Fra den dag hvor jeg så min tante lave den konfirmationskjole, har jeg haft lyst til at sy. Jeg er også blevet inspireret af at kigge på fjernsyn, på modeopvisninger og forskellige modeprogrammer. Min store drøm er at blive modedesigner. Jeg vil først blive færdig med

7 5 Min store drøm er at blive modedesigner. Jeg vil først blive færdig med min tekniske uddannelse her på skolen, og bagefter vil jeg søge et legat, eller på en eller anden måde finde penge til at starte en lille virksomhed. Så vil jeg købe min egen symaskine, investere pengene og ansætte nogle damer, som kan lide at sy. Jeg vil gerne designe tøj, præsentere det for andre og starte en produktion op.

8 Ana Julia Moraga 6 min tekniske uddannelse her på skolen, og bagefter vil jeg søge et legat, eller på en eller anden måde finde penge til at starte en lille virksomhed. Så vil jeg købe min egen symaskine, investere pengene og ansætte nogle damer, som kan lide at sy. Jeg vil gerne designe tøj, præsentere det for andre, og starte en produktion op. Jeg føler mig tilfreds. Jeg insisterede på, at jeg ville lære at sy, og nu kan jeg sy. Hvis der er gået hul i et par bukser, kan jeg gøre dem pæne igen. Jeg kunne godt tænke mig at blive uddannet indenfor regnskab, men nu vil jeg kæmpe for dét her. Det er vigtigt at kæmpe for det, man stræber efter. Er der noget, du gerne ville lave om på i dit liv? Jeg kunne godt tænke mig at forandre måden vi lever på. Vores familie er meget beskeden. Min mor har ofret meget for os børn. Jeg vil gerne kunne betale for vedligeholdelse af vores hus, og købe nogle møbler. Min mor har altid arbejdet meget hårdt, og hun bliver ved med at kæmpe for, at vi skal have det godt. Nu er det vores tur, til at give noget tilbage til hende. Vi har boet i vores hus i ti år. Før det boede vi i et hus, som en fra min familie ejede. Min far tog et lån og købte huset, men siden da er det ikke blevet vedligeholdt. Hver gang regntiden kommer, løber der vand ind i huset, og et bliver oversvømmet. Hvad gjorde indtryk på dig som barn? Da jeg var lille, sad jeg sammen med min far i hans gyngestol. Vi har altid boet i fattige kvarterer, og det skete tit at strømmen gik. Jeg blev bange, når det blev mørkt, og jeg husker, at han krammede mig, for at jeg ikke skulle være bange mere. Så sagde han, at jeg skulle sove. Han satte mig i en gyngestol og sagde, at der er månen, som spiser oliven, og der er solen, som spiser knapper 3. Det føltes rigtigt rart og trygt at sidde der sammen med ham. Om min mor, husker jeg, hvordan hun vuggede mig i hængekøjen. Hun sang en vuggevise, som hun selv havde fundet på. Hun tog mig tit med hjem til min mormor. Min mormor bor på landet, og hun havde en hund, som hed Circo, som min mor legede med. Jeg har nogle meget kærlige forældre, selv om de er separerede. Hvor står du politisk? Politikerne er ikke til at stole på. De lover altid en gevaldig masse op til valget, men når de har vundet, er det eneste der sker, at priserne på mad stiger. Det bliver aldrig anderledes. Det er da fuldstændigt lige meget, at andre lande giver os benzin, hvis madpriserne hele tiden stiger. Jeg tror ikke spor på politikerne og alle deres gyldne løfter. Hvad ville du gerne lave om på i samfundet? Hvis der er noget, jeg ville ønske, jeg kunne forandre her i Nicaragua, er det fattige menneskers situation. Alle fattige har det svært. Jeg ville kæmpe for at udrydde fattigdommen og sørge for, at der var arbejde til alle og et socialt sikkerhedsnet for de allerfattigste. Med hensyn til arbejdssituationen er det meget svært at finde arbejde for de unge. Sådan har det altid været. Det er ikke nok kun at have sine eksamenspapirer. Man skal kende folk for at få et arbejde. Og hvis man ikke får et arbejde, får man intet netværk, og uden netværk, er der ikke noget arbejde. Sådan er det i Nicaragua. Selv om man har en uddannelse, er der ikke noget arbejde at få. Hvad er dine mål for fremtiden? Jeg har ikke noget godt netværk, så når jeg bliver færdig med min uddannelse, vil jeg være selvstændig. Hvis folk så begynder at komme til mig, og beder mig om at sy ting for dem, kan jeg begynde at spare op. Halvdelen skal i banken, indtil jeg har nok til at komme et trin videre. Her i Nicaragua findes der ikke mange jobs. Folk flytter til andre lande efter arbejde. Jeg kan ikke lide det. Jeg håber, at jeg kan arbejde her i landet. Jeg vil gerne blive rigtig god til det, jeg laver, og jeg vil arbejde for mit land. Hvis jeg fik muligheden for at uddanne mig i et andet land, ville jeg tage chancen, men jeg vil aldrig rejse til et andet land i desperation. Jeg foretrækker at kæmpe. Jeg vil gerne gifte mig og få børn, måske to. Så ville jeg sørge for, at de får en uddannelse og et bedre liv, materielt set, end det jeg har fået. De får bedre muligheder, når jeg får en uddannelse. Jeg vil gerne have et hus, hvor alle har deres eget værelse, og jeg vil gerne kunne give mine børn muligheden for at læse på en privatskole. Og så vil jeg ligesom min egen mor give mine børn en god opvækst og en god opdragelse. 1. Nogle universiteter i Nicaragua er, hvad vi i Danmark forstår ved tekniske skoler og fagskoler 2. Et fattigt kvarter i Managua, hvor mange basisydelser (vand, elektricitet, transport) er mangelfulde. 3. Børnerim, på spansk allá está la luna comiendo aceituna, allá está el sol comiendo botón

9 7 Carlos Luís Mejía Rodriguez Jeg kan godt lide at være musiker, og mine studier i kommunikation hjælper mig med at organisere mine ideer og formidle mit budskab. For musik drejer sig om at formidle et budskab.

10 Carlos Luís Mejía Rodriguez 8 Carlos Luís Mejía har levet alle sine 22 år i Managua. Han er en fremtrædende personlighed i den yngre generation af en berømt nicaraguansk kunstnerfamilie familien Mejía Godoy. Hans familie er anerkendt og værdsat i hele Nicaragua for et stort repertoire af sange, som den dag i dag udgør en meget vigtig del af den nicaraguanske identitet og kultur. Den unge generation af familien Mejía Godoy består af en gruppe talentfulde musikere. De laver egne numre og nyfortolker familiens sange, hvor de spiller mange forskellige instrumenter selv. Carlos Luís er dog den eneste, der spiller Marimba (et instrument i familie med xylofonen). Marimbaen er for de fleste i Nicaragua det instrumentale symbol på den nicaraguanske folkemusik. Jeg ser mig selv, som en typisk ung nicaraguaner. Men så alligevel ikke helt typisk, fordi jeg har været meget privilegeret, takket være min mor. Hvad betyder det, at være privilegeret, i Nicaragua? For mig har det betydet, at min mor har haft penge til at betale for både min musikalske uddannelse og mine universitetsstudier. Det betyder også, at jeg aldrig har gået sulten i seng. Selvfølgelig har vi vores problemer derhjemme, ligesom alle har, men jeg kan ikke klage. Måden vi er blevet opdraget på, er også et privilegium. Min mor har været alene med mine to søstre og mig, men vi har aldrig manglet noget. De fleste familier i Nicaragua har mange økonomiske problemer. Det har vi ikke haft, så på den måde er jeg privilegeret. Her i Nicaragua er det et privilegium, at have et hus og kunne spise tre gange om dagen. At få en uddannelse er godt, men det er ikke nok. Der er mange mennesker, som tager en uddannelse, men bagefter kan de alligevel ikke få et arbejde. De får aldrig muligheden for at arbejde med det, de gerne vil. Jeg er privilegeret, fordi jeg får lov til at lave det, jeg har lyst til. Det er meget sjældent her i Nicaragua. Selvfølgelig laver jeg nogle ting, som jeg ikke rigtig gider, som for eksempel at spille steder, hvor jeg ikke har lyst til at spille. Men jeg bliver nødt til at tjene penge for at overleve. Er du organiseret? Nej, jeg kan ikke lide, at binde mig op på den slags ting. Hvad er dit politiske standpunkt? For mig er det vigtigt at hjælpe mit land, men man behøver ikke være politiker for at gøre det. Blot det at du tjener dine egne penge, er en hjælp. Det er et eksempel for andre, når man prøver at være god til det, man laver. Som musiker hjælper man måske ikke mennesker direkte, de bliver jo ikke mætte af at høre musik, men musikken er et udtryk for kærligheden til Nicaragua. Hvis nogen kommer til mig efter en koncert og fortæller at musikken har berørt ham eller hende, så synes jeg, at jeg har gjort en forskel. Hvilken rolle spiller musikken i dit liv? Marimba symboliserer noget meget nationalt og typisk nicaraguansk for mig. Mit instrument har stor indflydelse på, hvem jeg er som person. Måden jeg tænker på, hvordan jeg ser mig selv, ja på hvad jeg laver. Jeg tror Marimbaen har formet mig som person. Udover alt det som min mor og far har lært mig, er det mit instrument, som har gjort mig til den, jeg er. Mange her i landet mener at marimbaen er et instrument, som kun hører hjemme til folkelige fester. De mener, at det kun er bønder og indianerne fra Masaya, som spiller marimba. Det er sandt, at det er musikerne fra Masayaområdet, der har lært mig at spille. Deres livsform har påvirket mig, og gjort mig til den person, jeg er i dag. Marimbaen er vidt udbredt i hele Nicaragua samt i vores nabolande. Hvorfor Marimba? Jeg kunne godt lide den musik, som min far og min farbror 1 lavede, og jeg drømte om, at kunne spille ligesom dem. Min mor tog hen og snakkede med Flavio Galo, og han sagde, at jeg skulle gå til undervisning hos en mand, som hed Tun-Tun. Han var en fantastisk lærer. Jeg var omkring ti år gammel, da jeg begyndte at spille. Hvordan er det at tilhøre den unge generation af familien Mejía Dengang vi begyndte, måtte vi selv opsøge de steder, hvor vi kunne spille. Vores farbrødre og min far støttede os, men ikke mere end at de lod os finde vores egen stil og lyd. Selvom de er meget kendte, er det ikke alt, som kommer let til dem. Der er intet, der er gratis her i livet, og vi har alle ofret meget for at blive bedre og for at blive anerkendte. De bidrager til det, vi laver, og vi bidrager til det, som de laver. Nu spiller jeg i gruppen, Los de Palacagüina. Ja, min far bad mig spille i sin backinggruppe en stor mulighed for en ung musiker som mig. Så man kan sige, at min far igen har hjulpet mig. Jeg er selvfølgelig meget stolt over min far. Folk siger til mig, du er Carlos Mejías søn og så bliver jeg særbehandlet. Men jeg ved også, at når de siger det, er det et udtryk for alt det gode min far har gjort. Det gør mig ikke noget at blive omtalt som min fars søn, fordi det er noget, jeg er stolt af. Jeg ser min far og min farbror som forbilleder. Men på samme tid er det også et hårdt pres at være i familie med dem. Folk forventer, når de kommer til vores koncerter, at de skal høre Mejia Godoy

11 Dengang vi begyndte, måtte vi selv opsøge de steder, hvor vi kunne spille. Vores farbrødre og min far støttede os, men ikke mere end at de lod os finde vores egen stil og lyd. Selvom de er meget kendte, er det ikke alt, som kommer let til dem. Der er intet, der er gratis her i livet, og vi har alle ofret meget for at blive bedre og for at blive anerkendte. De bidrager til det, vi laver, og vi bidrager til det, som de laver. musik. De forventer, at vi laver musik, som ligner deres musik. Og så siger de, at vi aldrig bliver lige så gode, som de er. Det er også rigtigt, fordi det vi laver er anderledes, vi laver meget forskellig slags musik. Jeg synes, det er positivt, fordi de er gode forbilleder. Jeg prøver at være tro mod mig selv og lave lige så god musik, som de har gjort, men på mine egne præmisser. Hvor har du læst henne? Jeg rejste til Spanien for at studere. Jeg havde været der flere gange før, og kunne godt lide det. Jeg ville uddanne mig indenfor film og lydteknik og lære mere om billeder, film og lyd. Det var meget spændende. Jeg var der i et års tid, men blev nødt til at tage hjem igen, fordi det var meget dyrt. Jeg havde ikke noget legat, så jeg kom tilbage til Nicaragua for at læse social kommunikation. Jeg kan godt lide at være musiker, og mine studier i kommunikation hjælper mig med at organisere mine ideer og formidle mit budskab. For musik drejer sig om at formidle et budskab. Har du haft andre jobs? I Barcelona arbejdede jeg i julemåneden sammen med min bror udklædt som to af de hellige tre konger. Vi arbejdede i et indkøbscenter, hvor vi talte med børnene og gav dem små gaver og slik. Senere arbejdede jeg med at gøre rent i en lejlighed. Det var hjemme hos en venindes søster og hendes mand. Det var en lille lejlighed, og jeg skulle gøre rent overalt inklusiv på badeværelset. Ikke ligefrem et ønskejob, men jeg havde jo brug for pengene. Jeg smilede og var glad. Det er jo sådan en erfaring, som giver en indsigt i de forskellige jobs, der findes. Jeg fik 20 euros om dagen, og jeg havde virkelig brug for de penge. Jeg kan godt lide at afprøve forskellige ting, og jeg vil helst klare mig selv. Derfor var det et okay arbejde at

12 10 gøre rent. Jeg synes, det er vigtigt at prøve mange forskellige ting, for på den måde lærer man en masse nyt. Hvornår fik du dit første arbejde? Jeg var ti eller elleve år gammel, da jeg tjente mine egne penge første gang. Jeg spillede musik sammen med familien Galo. Jeg tror, jeg tjente omkring 150 eller 200 cordobas (40-50 DKK, red.). Nu arbejder jeg som musiker. Jeg spiller sammen med min far i gruppen Los de Palacagüina. Jeg spiller også med TAMUGA, som er den gruppe, mine fætre spiller i. Nogle gange bliver jeg også inviteret til at spille sammen med en saxofonkvartet, der heder Camerana Bach. Sidste år var jeg heldig og fik lov til at medvirke i et musikprogram i Radio Futura. Hvad bruger du din fritid på? Jeg bruger meget tid på at være sammen med mine venner. Jeg går ikke på diskotek. Jeg går på barer, mest sammen med mine fætre. Vi går til steder, hvor vi kan snakke og høre musik. Jeg kan ikke lide at gå på diskotek, fordi der er så meget diskrimination. På de populære diskoteker betaler man desuden meget for at komme ind, 200 eller 250 cordobas. De penge vil jeg hellere bruge til mad, til at spise en god middag eller til noget andet. Moralske principper. Jeg elsker mit land, og jeg vil gøre meget for mit Nicaragua. Jeg kan gøre noget for mit land ved at formidle, at vi alle er mennesker, at vi er alle lige. Er du tilfreds med hvad, du har opnået i dit liv? Jeg har opnået en del ting allerede. Det er lykkedes mig at overføre Marimbaen til en anden musikgenre. Jeg kan se, at andre unge godt kan lide den musik, jeg spiller, selv om jeg spiller på et traditionelt instrument som Marimbaen. Den plejer jo at være anset for at være et typisk folkemusikinstrument, som man kun bruger til gammeldags musik. Med Ramón Rodríguez 2 hjælp, præsenterede vi vores CD på Rubén Darío Teatret med musikvideoerne og akkompagneret af de mest kendte musikere i Nicaragua. Det var meget stort, så på den måde er jeg tilfreds med de ting, jeg har lavet. Hvad drømmer du om? Jeg drømmer ikke om, at kunne købe dyre ting eller spille til store koncerter. Det er noget, jeg har lært af min far. Nogle gange, i Casa de los Mejía Godoy, er der ikke mere end 20 personer. Det er han helt ligeglad med. Han gør sit bedste, uanset hvor mange, der er til koncerten. Jeg synes, at drømme skal dreje sig om hele tiden at blive bedre. Bedre på den måde, at der er kundskaber, man endnu ikke har opnået, som man gerne vil kunne. I kontrast til folk, der kommer fra udviklede lande, og som får det hele serveret på et sølvfad, er jeg nødt til at spare op, indtil jeg kan købe det jeg gerne vil have. Sidste år havde vi indbrud derhjemme. De gik kun efter mine ting. Sådan episoder er en udfordring for mig, og de giver mig lyst til at kæmpe videre. Hvad er Det gode liv for dig? Det gode liv betyder selvfølgelig, at det ville være rart at have mange penge, så man ikke behøvede at arbejde. På den anden side er det godt at have noget at kæmpe for. Noget der motiverer én. Meningen med livet er jo bl.a. at overleve og at kæmpe. Så på den måde vil jeg hellere arbejde. Måske kunne min mor have fået mere ud af livet. Hun kunne have rejst for eksempel. Men for hende kom vi børn altid i første række. Det er jo heller ikke vigtigt, at have en ny og dyr bil. Det vigtige er hvem man er, og hvad man laver for samfundet. Min far kunne for eksempel vælge altid at køre rundt i en stor bil med privatchauffør, men i stedet kører han nogle gange bagpå en af de ansattes motorcykel, når han skal på arbejde i Casa de Los Mejía Carlos Mejía Godoy (far) og Luís Enrique Mejía Godoy (farbror). 2. Direktør i virksomheden Camerata Bach, Nicaraguas største pladeselskab. 3. Casa de los Mejía ( Familien Mejías Hus ) er et meget kendt spille- og spisested i Managua, hvor familien Mejía Godoy spiller musik og underholder gæsterne.

13 11 Elisena Gómez Da jeg var lille, drømte jeg om at arbejde i en bank, og det gør jeg jo nu, så min drøm gik i opfyldelse. Siden har jeg fået andre og større planer.

14 12 Hun er iklædt bankens uniform, er diskret sminket, og har fine feminine træk. Hun ser yngre ud end sine 23 år og hun taler mildt og afslappet. Hendes verden drejer sig om hendes arbejde, hendes studier og hendes familie. Hun føler sig privilegeret og tilfreds, fordi hendes liv er fredeligt, men for hende er det ikke nok. Hun har større mål. Hvis jeg kune lave om på den politiske situation, ville jeg sørge for, at der var bedre kontrol med hvordan staten bruger penge. Dem der bestemmer, politikerne, bruger statskassen til egen fordel. De glemmer befolkningen. Jeg hedder Elisena Gómez Gutiérrez, er 23 år gammel, og født i Managua. Jeg bor stadigvæk hjemme hos mine forældre sammen med min storebror på 25 år. Min mor er hjemmegående og min far arbejder i Finansministeriet. Jeg har tre søskende. Jeg har en bachelorgrad i erhvervsadministration fra Universitad Politécnica, UPOLI. I øjeblikket læser jeg Offentlig Regnskab og Finans ved Universidad Técnica de Comercio. I de seneste to år har jeg arbejdet med kundeservice i en bank 1. Det er mit første arbejde, og jeg trives godt. Lønnen for bankpersonale er ikke særlig høj, men jeg er glad for mit arbejde, og jeg klarer mig fint, fordi jeg ikke har særlig mange udgifter udover at betale for mit studie. Jeg læser Regnskab, fordi jeg er meget glad for at arbejde med tal, og fordi jeg tænker på min fremtid. Om Gud vil, lykkedes det mig at tage en universitetsgrad i Finansiel Administration, og bagefter har jeg planlagt at tage flere kurser for at efteruddanne mig. Er uddannelse vigtig for dig? Jeg føler, at det er nødvendigt at uddanne mig yderligere. På den måde vil jeg få en bredere viden og derved have større muligheder på arbejdsmarkedet. Flertallet af alle afdelingschefer i banken har allerede arbejdet der i syv eller otte år. Hvis nogen kommer udefra og hurtigt får et job som chef, ved alle, at det er fordi han eller hun har kontakter i bankverdenen. Jeg havde ingen arbejdserfaring, da jeg begyndte i banken, og så er det svært at finde arbejde. Af mine studie-

15 13 Elisena Gómez kammerater på universitetet er det måske en ud af fem, som har fundet et arbejde. De resterende 80 % er arbejdsløse. Hvorfor er det så svært at få et job i Nicaragua? Det skyldes den økonomiske situation i landet. Min faste månedsløn er på 4000 cordobas (1000 DKK, red). Jeg får kommission, hvis en af mine klienter tegner sig for et kreditkort eller et lån. Det plejer at blive omkring 5000 cordobas om måneden totalt. Det er ikke mange penge, men jeg skal kun sørge for mig selv. Forestil dig at skulle forsørge en hel familie med den løn! Hvordan endte du i bankverdenen? Da jeg var lille, drømte jeg om at arbejde i en bank, og nu har jeg jo et job i en bank, så min drøm gik i opfyldelse. Siden har jeg fået andre og større planer. Når du lige er begyndt, har du ikke forventninger om at få en chefstilling. Men ja, jeg vil gerne have en stilling med mere ansvar, som passer bedre til den uddannelse, jeg har et bedre og mere udfordrende job end det, jeg har nu. Hvad går du ellers op i? Mine forældre har givet mig en katolsk opdragelse. Fra jeg var helt lille, har jeg gået i kirke hver søndag, og fra jeg var tre år gammel, har jeg været med i en gruppe i kirken. Jeg vil beskrive mig selv som en meget social person. Jeg tror, at folk godt kan lide at være sammen med mig. Men jeg er meget selektiv med hensyn til mine venner. Hvordan var din opvækst? Min opvækst var meget harmonisk. Jeg husker, at jeg kunne tælle til 100, før jeg begyndte i børnehave, for min mor lærte mig meget. Det påvirkede mig meget, at min lillebror fik en sygdom i sin fod, som de opdagede, da han var fem år gammel. Han har stadigvæk problemer med sin fod, og det har påvirket hele familien. Men han har accepteret sin sygdom, og på trods af den er det lykkedes ham at få en uddannelse. Min bror er nemlig meget intelligent. Som teenager brugte jeg meget tid på mit studie. Da jeg var 14 år gammel, blev jeg valgt til skønhedsdronning på min skole. Alle klappede, og der var billeder af mig overalt på skolen. Det var en meget dejlig oplevelse. Hvordan morer du dig? Jeg kan godt lide sport, og jeg går i træningscenter, når jeg har tid. Før jeg begyndte at arbejde i banken, brugte jeg rigtig meget tid på træningen. Nu hvor jeg både læser og arbejder, tager jeg derhen en gang imellem for at bibeholde den gode vane. En gang imellem går jeg i biografen sammen med min kæreste, eller jeg går ud og spiser sammen med mine arbejdskammerater. Jeg kan godt lide at høre musik, og jeg kan godt lide at danse, men jeg går ikke særlig ofte til fester. Jeg bruger meget tid på mit arbejde og på mine studier, så hvis der er tid, vil jeg helst hvile mig. Er der ting, som du ønsker at bruge mere tid på? Jeg vil gerne bruge mere tid på at være sammen med min familie. Jeg plejede at være sammen med dem hver søndag. For tiden har jeg ikke tid, for jeg er i banken fra mandag til lørdag og om søndagen er jeg på universitetet. Hvilket forhold har du til dine forældre? Vi har et meget godt forhold. Jeg ved, at de er der for mig, og at jeg kan stole på dem. Mit valg af uddannelse var mit eget valg. mine forældre forventede heller ikke, at jeg skulle starte på et nyt studie så hurtigt. De troede, at jeg ville nøjes med min bachelorgrad i erhvervsadministration. Men jeg vil specialisere mig, lære mere, for at få bedre muligheder på arbejdsmarkedet. Min familie er stor, men desværre ser vi ikke hinanden så tit. Jeg tror, det skyldes religionsforskelle. Min mors familie er meget katolsk, mens min fars familie er medlemmer af en protestantisk frikirke. De synes, at vi lever adskilt fra Gud, at vi er verdslige. De kommer dog og besøger os en gang imellem, men vi har ikke rigtigt noget nært forhold. Hvor står du politisk? Jeg engagerer mig ikke rigtigt i politik. Alle regeringer lyver. Der sker ikke noget. Hvis jeg kune lave om på den politiske situation, ville jeg sørge for, at der var bedre kontrol med hvordan staten bruger penge. Dem der bestemmer, politikerne, bruger statskassen til egen fordel. De glemmer befolkningen. Tror du, at du har nogle muligheder for at påvirke det? Nej. Med hensyn til de unge i Nicaragua, er der noget der, du ville ønske, at du kunne lave om på? Så ville jeg fremme projekter, der arbejder med at forebygge narkomisbrug. Det er et stort problem for mange unge, og det er vigtigt, at der bliver lavet om på tingenes tilstand på det område. Har du nogen drømme om hvad du vil opnå i livet? Jeg er meget privilegeret, fordi jeg har både min familie og et godt arbejde. Gud har givet mig alt, hvad jeg har brug for. Selv om der altid opstår småproblemer, kan jeg ikke sige andet, end at jeg er tilfreds. Men jeg vil gerne stifte familie og have et hus. Jeg vil have en god karriere, og når jeg får børn, håber jeg, at mine forældre kan hjælpe mig med at passe dem. Tror du at det er muligt at nå de mål her i Nicaragua? Jeg føler, at jeg kommer til at opnå det, jeg vil. Det er svært, men jeg skal nok klare det. 1. Banco de la Producción, BANPRO

16 Teknisk skole: De forskellige erhvervsuddannelser i Nicaragua er en god mulighed for de udvalgte unge. Efterspørgslen er stor men udbuddet af tekniske skoler rækker ikke til alle. 14

17 15

18 Vi mangler lederskab i Nicaragua på alle planer også blandt de unge. De politiske ledere, vi har haft her i landet, har ikke opbygget noget som helst. I mine øjne har de kun ødelagt. Jeg har stadigvæk ikke set én leder i Nicaragua, som har vist evnen til at bygge vores land op. 16

19 17 Ricardo José Zambrana Román Han er ung og ser godt ud. Han er vokset op i en politisk aktiv familie, hvor medlemmerne er intellektuelle, oprørske kunstnere og forkæmpere for social forandring. Han taler med stor energi for de unges sag, for deres deltagelse og for mulighederne for forandring. Jeg hedder Ricardo José Zambrana Román, og jeg er født i Managua i Jeg læste på den Franske Skole her i Managua, og senere tog jeg til El Salvador, hvor jeg fortsatte skolen. Da jeg kom tilbage til Nicaragua igen, afsluttede jeg min skolegang på Colegio Centroamérica 1. Jeg har altid været interesseret i kunst og musik. Jeg begyndte med at spille fløjte. Mine forældre købte en til mig, og jeg begyndte at spille små simple stykker, som jeg hurtig kunne lære. I skolen opmuntrede de mig til det, fordi vi hele tiden skulle spille ved forskellige lejligheder. Jeg lærte mig også at spille lidt klaver og guitar. Senere begyndte jeg at spille teater, og da jeg var omkring 14 år gammel, var jeg helt vild med det. Jeg spillede især komedie, små stykker som vi præsenterede for hele skolen. Folk grinede. Det var lige mig. Da jeg havde været oppe på scenen nogle gange, kildede det ikke mere i maven på mig. Jeg bliver selvfølgelig nervøs, før jeg skal op og præsentere noget, men det er kun en god og sund nervøsitet. Hvad betyder musikken for dig? Da jeg var 16 år gammel, skrev jeg min første sang. Alle var sådan lidt nostalgiske på skolen, fordi vi begyndte at tænke på, at vi snart ville blive færdige. Jeg skrev en sang, som jeg fremførte sammen med en kammerat i Rubén Darío Teatret, hvor en af skolens højtideligheder blev holdt. Vi sang den også til skoleafslutningen. På den måde blev det en vigtig sang for skoleafslutningen. Siden da har jeg fået megen ros fra folk. Den sang var ikke noget særligt, men den må jo have indeholdt noget, som gjorde, at folk kunne lide den. Den havde omkvæd, kor, og man kunne nynne den. Den positive respons motiverede mig til at fortsætte med at skrive musik. Så derfor kastede jeg mig ud i det med at skrive sange. Da jeg startede på universitetet, åbnede der sig en ny verden for mig. Efter forelæsningerne gik jeg ud sammen med venner på spillesteder. Vi sang for folk med mikrofon og forstærker og spillede guitar til. Jeg elskede det. Man kan sige, at jeg begyndte at leve et bohemeliv. Jeg begyndte at lytte til Silvio Rodríguez og blev endnu mere motiveret til at spille guitar. Lige pludseligt drejede mit liv sig om at studere og at komme ud at synge. Hvad læste du ved universitetet? Til IT-ingeniør. Det første år ved IES (Instituto de Estudios Superiores) blev jeg nærmest tvunget til at deltage i konkurrencen om at blive Årets Elev på min uddannelse. Jeg vandt. For mig var det simpelthen så forfærdeligt, fordi jeg bare er propfyldt med fysiske komplekser. Blev du valgt, fordi du er en lækker fyr? Nej, det gjorde jeg i hvert fald ikke. Jeg blev valgt, fordi jeg havde nogle gode svar på spørgsmålene. Gik du catwalk? På en måde. Jeg blev nødt til at tage strømpebukser på og danse myredansen. Alle de andre deltagere var højere end mig, pænere, kønnere og mere populære end jeg. Jeg var så flov. Senere fik jeg en kontrakt for Puntos de Encuentro 2 som skuespiller i serien Sexto Sentido. Jeg blev sat til at spille en intrigant type, og det kunne jeg godt lide. Det var interessant. At arbejde i fjernsyn var en rigtig god oplevelse. Det har åbnet mange døre for mig, især de gode kontakter, jeg har i Puntos de Encuentro. I 2002 fik jeg at vide, at de søgte speakers til et radioprogram. Jeg gik til casting på programmet, som hed Sexto Sentido Radio. Der var halvfjerds ansøgere. Til sidst var det Astrid Zelaya og jeg som fik jobbet. Vi lavede radio-teater, vignetter, sketches, ja, vi lavede alt muligt. Derudover er det jo et debatprogram med indhold og information. Vi bestemte hvordan programmerne skulle udformes. Der arbejdede jeg indtil Hvad var programmets tema? Det var programmer for teenagere med fokus på menneskerettigheder. Det drejede sig om børns og unges rettigheder og om aktuelle problemer. Men der var også plads til at snakke om musik, kultur og politik. Mens jeg lavede radioprogrammet, lærte jeg en producer at kende. På den

20 Ricardo José Zambrana Román 18 måde lærte jeg det grundlæggende om at producere film og lyd. Jeg foreslog Puntos de Encuentro, at jeg skulle producere noget for dem, og de kunne godt lide mine ideer, så de lod mig begynde. Her fortsatte jeg med at lave programmet Sexto Sentido, fra afsnit 53 til afsnit 81, blot denne gang som producer. Jeg fik mulighed for at afprøve en masse ideer indenfor film og lyd. Sidste år fik jeg chancen for at deltage i et kursus, hvor vi lærte at producere film. Det blev holdt af Instituto de Cultura Hispánica sammen med Asociación Nicaragüense de Cinematografía. Det var en spansk filmmand som underviste os i halvanden måned, og som afslutning skulle vi lave hver vores kortfilm. Min første rigtige kortfilm hedder Det forfaldne rum. Har du dit drømmejob? Ja, jeg kunne godt tænke mig at fortsætte med at lave film, fordi filmindustrien er genopstået her i Nicaragua takket være den digitale revolution. Derved er det blevet billigere at lave film. Det har gjort at flere mennesker i Nicaragua er begyndt at lave film, og det er noget jeg beundrer. Jeg ser meget positivt på det, som sker indenfor film i Nicaragua i dag. Har det været muligt at anvende din filminteresse i din uddannelse? Nej, det har jeg ikke kunnet. På et tidspunkt bliver jeg nødt til at fokusere på noget, der har mere med min uddannelse at gøre. Problemet er, at jeg er mere interesseret i at lave film og lyd, og det er dét, jeg laver mest og er bedst til. Heldigvis er der meget indenfor film og radio, som laves på computer, og det har jeg da lært fra min uddannelse. Identificerer du dig med det oplysningsarbejde som Puntos de Encuentros laver? Når man har arbejdet et stykke tid med sociale spørgsmål, lærer man sig forskellige ting og forstår at det ikke nytter, at prøve at vige udenom det sociale. Der er mange problemer, som man slet ikke kan gøre noget ved, men jeg ved i det mindste noget om det. Her er film jo et meget godt medie. Via film kan man påvirke mennesker, og man kan beskrive svaghederne i samfundet, og de brister Nicaragua har. Jeg har lært om årsagerne til tingenes tilstand, og føler mig som en del af organisationens arbejde. Desuden er jeg enig i de principper, organisationen hviler på, som drejer sig om at alle har lige rettigheder, lige muligheder og om respekt for mangfoldigheden og retten til at kritisere. Udover denne mulighed, er der andre måder, du kan udtrykke dine følelser og dit politiske standpunkt på? Helt sikkert. Jeg har altid været venstreorienteret. Ikke sådan totalt ude på venstrefløjen, men det er jo nok der, mine ideologiske sympatier skal findes. For nogle år siden begyndte jeg at miste illusionerne om den venstrefløjspolitik, som jeg tidligere har troet på, Frente Sandinista 3. Jeg blev i stedet tilhænger af MRS, Movimento Renovador Sandinista 4 og støttede Herty 5. Jeg så Herty som en person, der virkelig havde kapacitet til at styre og administrere Nicaragua. Siden har jeg haft en del med MRS at gøre, og lige nu er jeg i gang med at lave et radioprogram for partiet. Jeg laver det sammen med Dora María Téllez 6 og vi har arbejdet med det siden oktober Jeg lærer virkelig meget af det. Det føles godt at være med til at gøre noget, der betyder noget. Du er med som analytiker? Ja, jeg er med som analytiker. Jeg giver mit unge billede af tingene. Jeg har ikke den historiske dimension diktaturet, oprøret, revolutionen for jeg var jo et barn helt ind i 90 erne. Men jeg kan da give mit bidrag og fortælle noget om, hvordan unges virkelighed er i dag. Synes du at unge i dag indtager samme fremtrædende rolle som de gjorde i 80 rne, 70 erne eller i 60 erne? Slet ikke som i 80 erne. Men der er mere deltagelse i dag, end der var i 90 erne. Dengang var der meget få grupper, som lavede noget. Jeg føler ikke, at vi unge i dag er isolerede fra politik. Folk laver film, og malere laver kunst det er igennem disse kanaler, at kritikken mod systemet bliver fremført i dag. Synes du, at de unge fremfører protester som viser en kritik mod globaliseringen og den kulturelle alienationen, eller er det en protest imod den gældende politik? Det drejer sig ikke kun om en politisk modstand, men også om sociale bevægelser. Der er kommet nye grupper på banen. Jeg har arbejdet med mange unge, som er både seriøse og velovervejede i det de laver. At være ung i Nicaragua i dag betyder også at deltage. Jeg har set enormt megen deltagelse, i hvert fald blandt dem, jeg omgås. Hvordan ser du på de unges potentialer i dagens politiske kontekst? Vi mangler lederskab i Nicaragua på alle planer også blandt de unge. De politiske ledere, vi har haft her i landet, har ikke opbygget noget som helst. I mine øjne har de kun ødelagt. Jeg har stadigvæk ikke set én leder i Nicaragua, som har vist evnen til at bygge vores land op, men der er da nogen, der har gode intentioner. Der er mange grupper, men de arbejder indenfor hvert deres område, og de samarbejder ikke. Der mangler en person, som kan lede arbejdet. Måden vores samfund fungerer på, gør også, at det er svært for en leder at komme igennem. Men ja, der er mange som er interesserede i,