Dannebrog og de slesvig-holstenske symboler hører sammen

Transkript

1 nr. 4 / august årgang magasin for mindretal, sprog og kultur Torsten Albig: Dannebrog og de slesvig-holstenske symboler hører sammen Medborgerskab handler om mere end økonomi Finn Slumstrup træder tilbage: Sats på den nutidige dagsorden

2 2 nr. 4 / august 2013 indhold Finn Slumstrup træder tilbage: Sats på den nutidige dagsorden Grænseforeningens formand Finn Slumstrup træder tilbage fra sin post, når hans formandsperiode udløber i foråret GRÆNSEN har talt med ham om Grænseforeningens fortid og fremtid og Slumstrups eget virke som formand. side 7 Dansk kulturarv renoveres i Tallinn På trods af økonomisk krise tager Estland vare på sin danske kulturarv og renoverer Den Danske Konges Have og monumentet for Dannebrog i Tallinn. GRÆNSEN har været på besøg i Tallinn og har talt med den danske ambassadør i Estland. side 10 Medborgerskab handler om mere end økonomi Er man dansk, hvis man er født tysk, men er vokset op i det danske mindretal og nu er brygmester på Bornholm? Og er det brede fællesskab i Danmark blevet glemt af både politikere og folk? Spørgsmålene og debatterne var som altid mange og vidt forskellige. GRÆNSEN var igen i år med til Folkemødet på Bornholm. side 14 Læs også SIDE 18 DA KIEL OG KØBENHAVN TRYKKEDE HÅND SIDE MARKERING MED FREMADRETTET PERSPEKTIV SIDE 21 EN MILLON UNDERSKRIFTER FOR EUROPAS MANGFOLDIGHED SIDE 23 BØGER SIDE 27 KORT NYT Nyheder, aktualitet og debat

3 nr. 4 / august leder FOLKEMØDE OG HVAD SÅ? Af Finn Slumstrup, formand Sommeren går på hæld. Juli har vejrmæssigt været så utrolig, at de eneste, der har beklaget sig, er de firmaer, der lever af at sende danskerne ned under sydligere himmelstrøg. For vi er i rigt mål blevet hjemme, hvor vi mediemæssigt har været igennem alle agurketidens faste emner. Stort set fra Folkemødet på Bornholm og frem til starten på august har også politikerne holdt velfortjent ferie. Men i skrivende stund er partiernes sommergruppemøder begyndt, og de er startet med fanerne højt hævede. Man skal profilere sig, så det smælder igennem i medierne. Møderækken er først lige begyndt, men de første bastante proklamationer har hos mig genstartet overvejelser, jeg gjorde mig netop under Folkemødet i Allinge juni. Disse overvejelser kan koges ned til spørgsmålet om, hvorvidt Folkemødet har nogen betydning ud over dette at være alle tiders gigantiske sommerlejr, som er storartet for Bornholms årsomsætning? Det var tredje gang, der blev holdt Folkemøde. Arrangementet, som de første to år ofte lidt drillende ironisk blev omtalt som en ferielejr for trætte folketingsmedlemmer, har virkelig udviklet sig til netop et folkemøde. Det er et meget bredt udsnit af landets foreninger, organisationer og mere eller mindre løse sammenslutninger, som viser flaget. Man får et levende og meget opløftende indtryk af, hvordan dette land dog er fyldt med mennesker, der aldeles frivilligt yder en kæmpeindsats for at sikre Danmark som et menneskevenligt sted, som også er sig et internationalt ansvar bevidst. Naturligvis er politikere og mediefolk repræsenteret i et støt voksende omfang, så det vrimler også med lobbyister og spindoktorer og mennesker med andre betydningsfulde stillingsbetegnelser. Når Folkemødet er allerbedst, kan man opleve, at mange gode kræfter er optaget af at tage temperaturen på demokratiet eller folkestyret og interesserede i at lave forbedringer, når man støder på dårligdomme, som defineres efter fornuftig samtale. Medierne er begyndt at forstå, at de ikke gør deres arbejde godt nok, hvis de bare sender Christiansborg- redaktionerne til Bornholm, så politikerne under mere østlige himmelstrøg kan fortsætte palaveren fra dagligdagen hjemme på Borgen. Men mediedækningen er fortsat alt for fokuseret på de i forvejen kendte. Når Folkemødet er dårligst, kan man få en oplevelse af, at græsrødderne venligst får lov til at komme tæt på magthaverne i nogle sommerdage, men at det blot er et afslappet spil for galleriet. Det, der betyder noget, er nemlig de politiske partiers præsentationer af sig selv på store scene og så den løbende kontaktpleje, politikere og journalister indbyrdes. Folkemødet er en fantastisk idé, som på blot tre år har udviklet sig til et arrangement, der er blevet en fast del af sommerens mange festivaler. Men en festival for folkestyret er så vigtig, at man ikke kan nøjes med at glæde sig over kvantiteten Folkemødet er en fantastisk idé, som på blot tre år har udviklet sig til et arrangement, der er blevet en fast del af sommerens mange festivaler. Men en festival for folkestyret er så vigtig, at man ikke kan nøjes med at glæde sig over kvantiteten. At det vokser år for år. For allerede nu er mødet blevet så voluminøst, at der ikke er mere plads omkring Allinge Havn. Nu er tiden inde til, at mødearrangørerne og alle vi andre begynder at diskutere kvalitet: Hvad skal der komme ud af festen? Hvordan kan mødet medvirke til, at dialogen mellem politikerne, mediefolkene og græsrødderne også forbedres de 51½ uge hvert år, hvor der ikke er Folkemøde?

4 4 nr. 4 / august 2013 Dannebrog og de slesvig-holstenske symboler hører sammen Da den tyske ministerpræsident i Slesvig-Holsten, Torsten Albig fra SPD, i juni holdt årsmødetale i Flensborg, sendte han løfter til det danske mindretal om, at regeringen vil tage store skridt for at styrke mindretallets position. Det ligner de stærkeste signaler i årtier, og Torsten Albig lovede blandt andet at arbejde for, at ligestilling for mindretallets skoler skal skrives ind i forfatningen, når den snart skal revideres. GRÆNSEN har efterfølgende talt med Torsten Albig. Af Rasmus Vangshardt. Foto: Lars Salomonsen En tysk ministerpræsident, der taler dansk til det danske mindretals årsmøder, lyder måske usædvanligt for nogle, men det var ikke desto mindre tilfældet, da SPD s ministerpræsident i Slesvig-Holsten besteg talerstolen i Flensborg den 9. juni. Med et lidt gebrokkent kære venner, I er også hundrede procent værd, indledte han sin tale, hvorefter han dog slog over i tysk med enkelte sætninger på dansk som gennemgående træk ved talen. Og det var stærke ord, han havde taget med også på tysk: Ligestilling af mindretallet er en hjertesag for mig. Og som med alle andre hjertesager handler det ikke først og fremmest om penge, men om en overbevisning. Det handler om, at vi indser værdien i mangfoldighed. At vi vil mangfoldigheden, og at vi støtter den politisk og økonomisk. Den er en gevinst for alle i landet. Vi vil vores mindretal. Det ligner umiddelbart et af de stærkeste signaler til mindretallet, siden den kristendemokratiske ministerpræsident Uwe Barschel i 1980 erne trinvist forhøjede elevtilskuddet til de danske skoler til 100%, således at tilskuddet kom på højde med det offentliges tilskud til en offentlig tysk skole. Da GRÆNSEN efterfølgende har talt med Torsten Albig om talen og om hans ønsker for fremtiden, er han stadig meget klar i mælet. Men det var ikke kun de personlige kærlighedserklæringer til mindretallet, som Torsten Albig havde taget med til friluftsmødet i Flensborg. Han havde også taget et stort, konkret løfte med. Han støtter ganske enkelt den tanke, at ligestilling af de danske skoler skal skrives ind i Slesvig-Holstens forfatning:

5 nr. 4 / august

6 6 nr. 4 / august 2013 Landdagsregeringen bestående af SPD, De Grønne og SSW har foreslået, at de danske skoler skrives ind i forfatningen ved de kommende ændringer i den. De skal slås fast som offentlige skoler (dvs. med samme rettigheder som de tyske, red.) for det danske mindretal. Også dette ville være et stort skridt fremad, udtalte han, hvilket er ikke så lidt bemærkelsesværdigt. Det er ret nye toner i forhold til Torsten Albigs forgænger, Peter Harry Carstensen fra CDU, der ikke sendte nær så varme signaler til mindretallet. Men hvad skulle formålet være med at skrive ligestilling af de danske skoler ind i forfatningen? Torsten Albig uddyber til GRÆNSEN: Jeg nævnte dette eksempel i min tale, fordi det er et yderligere tegn på, hvor vidtrækkende mindretalspolitikken i Slesvig-Holsten er blevet videreudviklet siden Det afgørende skridt for de danske skoler er dog taget allerede nu. Delstatsregeringen har udviklet en finansiering, hvor elevtilskuddene følger en ny systematik og for første gang beror på et transparent beregningsgrundlag. Vi har gjort det meget svært for kommende regeringer at manipulere ved det igen. Hvis dette kan afsikres sobert i forfatningen, så meget desto bedre, forklarer han over for GRÆNSEN. SSW og spærregrænsen Og der var flere afgørende udmeldinger af Torsten Albig. Som det måske vil være mange læsere bekendt, kører der for øjeblikket en retssag ved forfatningsdomstolen i Slesvig-Holsten. Det danske mindretals parti, SSW, er fritaget for spærregrænsen på 5% af stemmerne ved landdagsvalg, og det er den fritagelse, som forfatningsdomstolen i skrivende stund endnu ikke har taget stilling til. Sagen er anlagt af konservative ungdomspolitikere, men ifølge Torsten Albigs tale har SSW intet at frygte: Min opfattelse er, at forfatningen ikke blot tåler, men derimod sætter pris på lige akkurat det, at mindretallet deltager i regeringen. Domstolen vil derfor sige, at vi skal være stolte af mindretallets deltagelse i regeringen, sagde han i talen, der blev holdt godt tre måneder før afgørelsen falder i midten af september. Spørgsmålet er dog, om ikke det er problematisk, at ministerpræsidenten udtaler sig omkring spørgsmålet, før der er faldet dom i sagen. Albig udtaler til GRÆNSEN, at hans udsagn ikke var rettet mod domstolen, men snarere et udtryk for hans personlige forventninger til udfaldet, og maner ellers generelt til besindighed: Jeg kan ikke se nogen grund til at være urolig. Dommen fældes af forfatningsdommerne, og vi vil tage imod deres kendelse i al ydmyghed, hvordan udfaldet så end måtte blive. Nye og gamle våbenskjold Også historiens vingesus fik lov at spille en rolle i Torsten Albigs tale. Han beskrev, hvordan Slesvig-Holsten har ændret sig markant: Det er mere end et symbol, at medlemmer af SSW i dag bærer det slesvigholstenske våbenskjold på deres revers og dermed repræsenterer vores bundesland. Det viser, at vi netop nu nydefinerer vores billede af Slesvig-Holsten. Dannebrog og de slesvig-holstenske symboler er ikke længere modsætninger. De hører sammen, sagde han og uddyber til GRÆNSEN, hvordan man ifølge ham er nået dertil: Forudsætningerne har været gensidig respekt og forståelsen for, at vores kulturelle mangfoldighed er en berigelse. Begge dele er vokset gennem årtierne. Både flertallet og mindretallet har bevæget sig, omend der til tider har været tilbageskridt. I min tale brugte jeg dette citat i forbindelse med SSW s deltagelse i delstatsregeringen. Det er selvfølgelig et enormt stort skridt, at mindretallets parti nu overtager ansvar for hele landet sammen med partier fra flertalsbefolkningen. Dermed forskydes de mentale grænser i Slesvig-Holsten yderligere. Hvor stort dette skridt i virkeligheden er, bliver mange nok først klar over om nogle år, slutter Torsten Albig. Det sagde Torsten Albig på dansk Kære venner, I er også hundrede procent værd. Slesvig-Holsten er ikke Slesvig- Holsten uden den danske kultur. Tak for det. Vores land har en enestående chance. Det er også op til jer at gribe den. Det vil jeg på landet Slesvig-Holstens vegne sige jer hjertelig tak for. Godt årsmøde.

7 nr. 4 / august GENERATIONSSKIFTE I GRÆNSELANDET I den kommende tid træder fremtrædende aktører i og omkring grænselandet tilbage fra deres poster. GRÆNSEN sætter fokus på generationsskiftet i ny artikelserie. Vi lægger ud med interview med Grænseforeningens formand, Finn Slumstrup, der træder tilbage i foråret Grænseforeningens formand Finn Slumstrup stopper, når hans formandsperiode udløber i foråret Finn Slumstrup træder tilbage: Sats på den nutidige dagsorden Grænseforeningens formand, Finn Slumstrup, træder tilbage fra sin post, når hans formandsperiode udløber i foråret GRÆNSEN har talt med ham om Grænseforeningens fortid og fremtid og Slumstrups eget virke som formand. Han mener, at det under hans ledelse er blevet en betydelig mere demokratisk forening, hvor der diskuteres mere. Og så mener han ikke, at det er sandt, at generalsekretæren eller formanden gør noget, der ikke er fuld politisk opbakning til. Af Rasmus Vangshardt. Foto: Anne Mette Holstein

8 8 nr. 4 / august 2013 Den 71-årige Finn Slumstrup har været formand for Grænseforeningen i snart otte år, og til næste år er det slut. Han træder tilbage, når hans formandsperiode ender i Han afløste i 2005 forhenværende minister fra Det Konservative Folkeparti, Torben Rechendorff. GRÆNSEN har talt med Finn Slumstrup. Han mener blandt andet, at det er forkert at tro, at generalsekretæren eller formanden gør noget, der ikke er fuld politisk opbakning til i Grænseforeningens bagland, og så fortæller han, hvorfor han mener, at det er afgørende for Grænseforeningen at satse på en nutidig dagsorden, så nye generationer får øjnene op for mindretallet. Der er en tradition i dele af mindretallet for, at der skal skrives positivt, og at der skal signaleres enighed. Og det kan være udmærket rent organisationspolitisk, det kan jeg sagtens forstå, men det har ikke meget med rigtigt oplysningsarbejde at gøre Han anerkender også, at det ser svært ud for Grænseforeningen i fremtiden, hvis den fortsat skal være medlemsbaseret. Derfor har han kæmpet for at vende den fra at være en pengeindsamlende til en folkeoplysende forening. Hvorfor stopper du nu? Til maj næste år har jeg været formand i 8½ år, og jeg er rent ud sagt blevet 72 år til den tid, så vi er der, hvor det ganske simpelt vil være sundt for foreningen at få en ny formand. Det er også godt at gå på et tidspunkt, hvor mange ting er lykkedes. Der er blevet ryddet op økonomisk, og jeg synes, at foreningen er fremtidssikret. Derfor er det et rigtigt tidspunkt. Hvad er du mest stolt over i din formandsperiode? Jeg er meget glad for, at vi har fået drejet foreningen fra en historisk til en nutidig dagsorden. Det betyder, at vi prøver på at engagere mennesker i grænselandets problemer ved at gribe fat i grænselandet i dag. Altså ved at vise, at det danske mindretal er lyslevende nutidigt, og når først man bliver interesseret i den nutid, så bliver man selvfølgelig også interesseret i den historie, der går forud og er forudsætningen for, at der er et mindretal. Og jeg er meget glad for, at det er lykkedes gennem målbevidst arbejde at få etableret en vigtig kontakt til unge mennesker gennem elevambassadører, kulturmødeambassadører, elevudveksling og så videre. Vores forpligtelse må være at gøre nye generationer interesserede i grænselandets forhold. Er der andet, du gerne vil huskes for i Grænseforeningen? Jeg vil gerne huskes for, at vi har lavet Grænseforeningens struktur fuldstændigt om, så det ikke længere er en formandsforankret forening, men er en forening, som er bygget op med et formandskab, som virkelig fungerer, og med en bestyrelse, som hovedsageligt er valgt direkte på Sendemandsmødet. Så vi har gjort det til en betydeligt mere demokratisk forening. Og også til en forening, hvor der diskuteres mere, end der blev før. Man hører jo indimellem anklager om, at Grænseforeningen er blevet topstyret? Jeg mener ikke, at det har noget med virkeligheden at gøre. I mine for øjeblikket næsten otte år som formand har vi ikke foretaget noget som helst af betydning, som ikke er foretaget i enighed blandt foreningens organer. Det er ikke sandt, at generalsekretæren eller formanden gør noget, der ikke er fuld politisk opbakning til. Hvorfor opstår de insinuationer så? De kan måske komme, fordi man er uenig i det, der foregår, og så er der jo en god tradition for, at det er formanden, der skal stå på mål. Det, synes jeg, er glimrende, men det er jo ikke rigtigt, at det af den grund alene er formanden, der har disse holdninger. Men det er jo helt, som det skal være, at det især er formand og generalsekretær, der fylder i landskabet i den offentlige debat. Men det betyder ikke, at vi ikke har baglandet med. Har den manglende fulde enighed i baglandet om blandt andet Kulturmødeambassadørerne og forholdet til organisationer i Sydslesvig bidraget til din beslutning om at stoppe som formand? Ikke det fjerneste. Der er jo ikke noget, der er mere naturligt end, at når der sker forandringer, så vil det aldrig være alle, der er enige. Så naturligvis vil der være nogle, der er uenige, og når vi så har taget de diskussioner, har modstanderne også måttet erkende, at det ikke blot er mig, men Grænseforeningens bestyrelse, de er uenige med. Det var jo tydeligt i hele diskussionen om monumentet på Dybbøl, at det var bestyrelsen, der mente det her, og det

9 nr. 4 / august har vist sig hver gang, at bestyrelsen har været bag mig. Det hører jo med, at meninger brydes. Så der er ikke spor dér. Og jeg har et glimrende forhold til vennerne i Sydslesvig. Der tales indimellem om et misforhold mellem Grænseforeningen og flere organisationer i Sydslesvig? Vi har gjort det til en betydelig mere demokratisk forening. Og også til en forening, hvor der diskuteres mere, end der blev før Det er overhovedet ikke min opfattelse. Der er nogle steder forskellige opfattelser af, i hvor høj grad man skal satse på det, jeg kalder den nutidige dagsorden. Og så har vi naturligvis haft forskellige opfattelser af, hvad oplysningsarbejde er for noget. Det er helt klart, at der kan være forskellige opfattelser. Når vi mener, at GRÆNSEN eksempelvis bringer gode og reelle artikler, som belyser aktuelle problemer, så kan vi få at vide, at det er artikler, der er tendentiøse. Og det er jo det samme, som Flensborg Avis kan blive udsat for. Der er en tradition i dele af mindretallet for, at der skal skrives positivt, og at der skal signaleres enighed. Og det kan være udmærket rent organisationspolitisk, det kan jeg sagtens forstå, men det har ikke meget med rigtigt oplysningsarbejde at gøre. Hvordan ser du på Grænseforeningens fremtid? Medlemstallet falder jo med 1500 om året. Hvis det fortsætter, er der jo ingen forening om 10 år, hvis den skal være medlemsbaseret? Næh. Det er indlysende, at det, der overhovedet ikke er lykkedes, det er at lave om på, at den her forening har haft uafbrudt medlemstilbagegang, siden København-Bonn-erklæringerne blev vedtaget i 55. Det er den nøgne sandhed, og på den måde har vi samme vilkår som bogstaveligt talt alle andre idébaserede foreninger. Det er jo bare en ringe trøst i den sammenhæng. Det er naturligvis spørgsmålet, hvor længe vi kan blive ved med at sige, at Grænseforeningen er den folkelige basis for Folketingets generøse politik over for mindretallet i Sydslesvig. Og hvornår vi må sige, at Grænseforeningen så i stedet er en interesseorganisation for de virkelig interesserede samt et sekretariat i København. Allerede i 99 sagde Bent A. Koch, der var formand, at Grænseforeningen jo sagtens kan løse en meget stor del af sin opgave uden medlemmer. Og det er jo også sandt. Så vi kan sagtens fortsætte med at være et fantastisk vigtigt oplysningssted, og der vil naturligvis altid være en kerne, der er meget interesseret. Men det vil være dybt beklageligt, den dag vi skal gå over til at sige, at vi ikke længere er en folkelig base bag Sydslesvigudvalgets arbejde, for det kunne være et tegn på, at der måske slet ikke er nogen folkelig base. Så der er ingen fremtid for Grænseforeningen som medlemsbaseret? Der kan ske så meget. Der sker vældige forandringer i Europa, så man ved aldrig. Allerede i 99 sagde Bent A. Koch, der var formand, at Grænseforeningen jo sagtens kan løse en meget stor del af sin opgave uden medlemmer. Og det er jo også sandt

10 10 nr. 4 / august 2013 Dansk Foto: Scanpix

11 nr. 4 / august kulturarv renoveres i Tallinn På trods af økonomisk krise tager Estland vare på sin danske kulturarv og renoverer Den Danske Konges Have og monumentet for Dannebrog i Tallinn. GRÆNSEN har været på besøg i Tallinn og har talt med den danske ambassadør i Estland. Af Benjamin Thomas Christensen Havde det ikke lige været for det store skilt i ankomsthallen, der hilser den rejsende med et Welcome to Estonia, kunne man tro, at man var ankommet til en større dansk provinsby. Fjernsynet i lufthavnskiosken viser Bonderøven, og plakaterne både i lufthavnen og på siden af hvert busstoppested i byen reklamerer for en koncert med den danske gruppe Efterklang. På vej ind til centrum støder vi på en afdeling af Danske Bank, og under vores første restaurantbesøg kan vi vælge mellem tre danske ølmærker. De allestedsnærværende Carlsberg og Tuborg og så specialøl fra Mikkeller. Men vi er ikke i Danmark vi er i Estlands hovedstad Tallinn. Bynavnet er sammensat af de estiske ord Taani for dansk og Linna for by altså: Den Danske By. Vi er taget hertil for at se, hvordan det står til med et stykke dansk kulturarv. Sidste år var der stor debat i danske medier om daværende kulturminister Uffe Elbæks beslutning om at stryge støtten til danske kulturminder i udlandet fra finansloven. Men hvordan er det egentlig gået et af de kulturminder, der måtte undvære støtten? Fejrer den danske arv I næsten 130 år, fra 1219 til 1346, var Tallinn hovedsæde for styret i den danske provins Estland, og det har sat sig sine spor; f.eks. er den ældste kirke i Tallinn bygget af danske korsfarere, og den tiltrækker ligesom resterne af et gammelt kloster grundlagt af munke fra Danmark skarer af ivrigt fotograferende turister. I gadebilledet møder man ofte referencer til Danmark, f.eks. er der Restaurant Ribe og boghandlerne bugner med biografier om Valdemar Atterdag og Margrete I. Det, der dog fanger de fleste danske besøgendes blik, er nok de utallige emblemer med Dannebrog rundt omkring i byen. Myten om Dannebrogs fald fra himlen har hjemsted i Tallinn, og alle estere kender historien om flaget, der faldt fra himlen og ledte danskerne til sejr i det store slag uden for Tallinn i 1219, så det er ikke underligt, at Tallinn har valgt at bruge Dannebrog i byens våbenskjold. Hvert år fejres myten i Den Danske Konges Have i Tallinn ved monumentet for Dannebrog og det er dette mindesmærke, vi skal se lidt nærmere på. Mindesmærket er en stor jernskulptur og blev opstillet i Den Danske Konges Have af det sovjetiske styre, der holdt Estland besat helt frem til Det er et af den slags mindesmærker, der, hvis det havde befundet sig i Danmark, sandsynligvis ville have haft en status på højde med Jellingestenene eller Den Lille Havfrue. Monumentet er en hyldest til myten om verdens ældste nationalflag, der stadig er i brug. I de sidste mange år har Den

12 12 nr. 4 / august 2013 Tuli Lipp af designkunstnerne Mari Rass og Liina Stratskas. Danske Konges Have, det nærliggende Neitsitorn dvs. Jomfrutårnet og ikke mindst monumentet dog trængt til en kærlig hånd, og der har længe været planer om at renovere hele området. Et flag i modvind I 2011 så det så endelig ud til, at man havde sikret finansieringen via penge fra den danske stat og Tallinn Kommune. Tårnet skulle renoveres, og Tallinn bymuseum flyttes over i dette. Haven skulle sættes i stand, og man ønskede et eller to ny monumenter med udgangspunkt i Dannebrog-myten opstillet i haven, og samtidig skulle området omkring det eksisterende monument renoveres. Tallinn Kommune udskrev en designkonkurrence for de nye skulpturer, og to forslag blev accepteret, men man nåede kun at opsætte den ene, inden den danske støtte til projektet blev trukket tilbage i Det fik Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrentdsen, op på barrikaderne: Det er en kulturløs regering, vi har. Det er vores kultur, vores historie og vores minder, der er på spil. Det er en skandale, at regeringen nu sletter de her midler, udtalte han i et interview til Politiken. Bortset fra arbejdet på Neitsitorn gik renoveringen af Den Danske Konges Have derefter i stå. Der var ikke længere penge til at sætte området omkring Dannebrogsmonumentet i stand, og den planlagte åbning i 2012 af den nyrenoverede have blev udskudt til august Men uden penge var det tvivlsomt, om projektet nogensinde ville blive færdiggjort. Dansk redningsplanke til projektet Fra sit kontor i den danske ambassade i Tallinn kan den nye ambassadør Søren Kelstrup skimte Den Danske Konges Have, og allerede kort efter sin tiltræden kontaktede han forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen for at finde en løsning. Den tidligere udenrigsminister anbefalede ambassadøren at søge finansiel støtte hos Dronning Margrethes Fond. Vi fik en meget stor støtte fra Dronning Margrethes Fond på kroner. Det Foto: Ida Kristiansen Kaadt er et stort beløb, hvis man sammenligner med, hvad de plejer at give. Det satte skub i en del andre ting, og A.P. Møller Fonden spædede så til. Alt i alt fik vi skrabet nok penge sammen til, at vi kunne henvende os til Tallinn By, forklarer Søren Kelstrup. Henvendelsen har haft den ønskede virkning: Esterne bidrager også selv med nogle penge, men hvor mange er lidt uklart endnu, tilføjer ambassadøren. Men Den Danske Konges Have er på UNESCO s verdenskulturarvsliste, hvilket besværliggør licitationen. Lige i øjeblikket kører der en proces, hvor man har projektet i offentligt udbud. Men der er kun tre estiske selskaber, der har autorisation til at forestå renovering i den gamle by, forklarer Søren Kelstrup. Officielt er åbningen stadig planlagt til august 2013, men det synes umuligt at færdiggøre renoveringen af hele området på så få uger, især fordi den halvfærdige have blev åbnet for turister, mens man ventede på en løsning. Dansk utilfredshed med ny skulptur Det er dog ikke kun finansieringen, der har forsinket renoveringen af Den Danske Konges Have. Fra dansk side blev der klaget over planerne for den nye skulptur til haven. Udformningen af metalskulpturen Tuli Lipp af designkunstnerne Mari Rass og Liina Stratskas en række farvelagte flag på en bølgende metalskinne, der skulle illustrere den kunstneriske sammenhæng mellem de skandinaviske flag og Dannebrog vakte ikke umiddelbart begejstring på det Danske Kulturinstitut i Tallinn. Instituttet påpegede, at en skulptur med andre flag end det danske på et sted, der netop hylder historien bag Dannebrog, ville svare til at placere et canadisk flag oven på Frihedsgudinden i New York eller at flage med det lettiske og litauiske flag på Tallinns Frihedsplads. Institut-

13 nr. 4 / august tet fandt det også uheldigt, at den nye skulptur skulle opstilles lige foran det gamle monument for Dannebrog, hvilket betød, at den ny skulptur ville komme til at overskygge det oprindelige monument. Tallinn Kommune besluttede at ændre Tuli Lipp, så kun Dannebrog fremstod i farve, og skulpturen ville nu blive opstillet bag det gamle Dannebrog-monument, på en tom forhøjning. Fordi Estland igennem de sidste 800 år har været besat af snart den ene, snart den anden fremmede magt, finder man i Tallinn mange statuer, der som det danske mindesmærke hylder fremmede nationers besættelse af landet. Nogle gange kan disse mindesmærker udløse større politiske konflikter, som det for eksempel var tilfældet i 2007, hvor den estiske regering besluttede sig for at flytte et mindesmærke for de russiske soldater, der under Anden Verdenskrig besatte Estland eller befriede landet, alt efter hvilken synsvinkel man ser det fra. Flytningen af mindesmærket førte til flere dages uroligheder i Tallinns gader, hvor politi og demonstranter fra Estlands store russiske mindretal stødte sammen, og et menneskeliv gik tabt. Heldigvis vækker Den Danske Konges Have og monumentet for Dannebrog ikke de samme følelser i Tallinn, og der er ingen planer om at flytte monumentet, selvom det hylder en begivenhed, der blev startskuddet til 700 års konstant besættelse af Estland af fremmede magter: Danskere, tyskere, svenskere, polakker og russere. Vi har ikke noget sammenligneligt monument i Danmark, men man kan da overveje, hvordan danskere ville reagere, hvis eksempelvis Sønderborg Kommune besluttede sig for at opstille et mindesmærke, der hylder tiden under tysk styre fra 1864 til Ændret syn på dansk arv Esterne har et forbavsende positivt syn på Danmark og danskere, trods vores noget brogede fælles fortid. De danske korsfareres erobring af Estland ses af mange estiske historikere som en udpræget positiv begivenhed, forklarer Søren Kelstrup: Historikeren Mart Laar, der tidligere har været premierminister, skrev i en af sine bøger, at han synes, at det var en god ting, at det var danskerne, der kristnede esterne. Esterne er jo nok verdens mindst religiøse folkefærd, så missionen lykkedes ikke specielt godt, men det betød, at Estland kom til at høre til den vestlige kulturkreds. Samtidig er der en diskursændring i gang i Estland, hvor de fremmede magters betydning for Estland og esternes placering i en større europæisk sammenhæng er kommet i fokus. Som forskningskurator Krista Sarv ved Det Estiske Historiske Museum forklarer: I 2012 blev der udgivet en ny bogserie om Estlands historie med fokus på middelalderen, og med disse bøger startede en diskursændring, idet tiden under det danske styre ikke længere blev beskrevet som en periode, hvor vi kæmpede for vores frihed, men som perioden med de estiske korstog. Og dermed kom der større fokus på danskernes og andre fremmedes styre i Estland. Det Estiske Historiske Museum, hvor Krista Sarv arbejder, åbnede i maj 2011 en ny permanent udstilling, hvor man prøver at afklare, hvad det vil sige at være ester, og stiller blandt andet spørgsmålet, om Estland er en del af Norden. Spørgsmålet er blevet stadig mere aktuelt efter Estlands løsrivelse fra Sovjetunionen i 1991 og i takt med, at interessen for Estlands danske og svenske tilknytning er steget: Tidligere, når vi talte om vores historie, sagde vi, at vi er estere, og vores historie er vores egen, men vi er begyndt at indse, at vores historie hænger sammen med andre landes historie. Med udgivelsen af denne ny historiebogsserie blev offentligheden for første gang gjort opmærksom på, at vi er en del af større historiske processer, ikke en unik estisk Historikeren Mart Laar, der tidligere har været premierminister, skrev i en af sine bøger, at han synes, at det var en god ting, at det var danskerne, der kristnede esterne Søren Kelstrup historie. Den større sammenhæng bliver stadig mere vigtig for os, og jeg håber, at denne udvikling vil fortsætte, forklarer Krista Sarv og tilføjer: Det er svært at indrømme, at vi ikke er så unikke. Det er ikke let at være estisk historiker. Ikke alene skal den unge nation forsøge at skabe sin egen nationale historiefortælling; den skal også samtidig tage hensyn til og tage vare på den kulturarv, landets tidligere besættere har efterladt, som f.eks. Den Danske Konges Have og myten om Dannebrog.

14 14 nr. 4 / august 2013 Medborgerskab handler om mere end økonomi Er man dansk, hvis man er født tysk, men er vokset op i det danske mindretal og nu er brygmester på Bornholm? Er det brede fællesskab i Danmark blevet glemt af både politikere og folk? Er der forskel på at være medborger og være statsborger, og hvornår kan man bidrage, når man har flerkulturel baggrund? Spørgsmålene og debatterne var som altid mange og vidt forskellige. GRÆNSEN var igen i år med til Folkemødet på Bornholm. Af Rasmus Vangshardt Foto: Johanne Marie Danielsen Hansen Han ligner egentlig en naver. En skandinavisk håndværker, der drager på valsen rundt i Europa for at forbedre sine evner inden for sit fag, og meget ved Jan Paul, der er vokset op i Sydslesvig, men nu er brygmester på Bornholm, minder da også om de gamle traditionelle navere. Han klæder sig mere eller mindre som dem. Han har boet i München, Flensborg og nu på Bornholm, selvom han er født i Ruhr-distriktet, og han har brugt mange, mange ferier på at tomle sig gennem Europa for at smage det bedste, kontinentet har at byde på inden for øl og vin. Nu sidder han så i Mindretallenes Telt i Allinge på Bornholm, og vi skriver juni Det er Folkemøde-tid, og Grænseforeningen og Sydslesvigsk Forening har inviteret ham til at tale om sin sydslesvigske opvækst, sin følelse af at høre hjemme et sted og naturligvis kunsten at brygge øl. Det bedste fra alle verdener Jan Paul blev født i Ruhr-distriktet af en finsk mor og tysk far, men de flyttede tidligt til Flensborg, hvor Jan Paul voksede op og blev mere og mere dansk gennem sit møde med det danske mindretal. Nu har han så boet på Bornholm i 14 år, hvor han er brygmester på Svaneke Bryghus. Men er han tysker, dansker eller sydslesviger? Jeg er ikke tysker. Men, altså, jeg er mere tysk end dansk. Ja, jeg kommer fra Sydslesvig, siger jeg, hvis jeg orker at forklare. Når jeg bliver spurgt, hvor jeg kommer fra, siger jeg, at jeg bor på Bornholm. Det er nemmere. Men jeg ender altid med at sige, at jeg kommer fra Flensborg og fra det danske mindretal, forklarer han. Det lægger automatisk op til det opfølgende spørgsmål om, hvordan hans opvækst i Sydslesvig og hans møde det danske mindretal har påvirket ham. Har hans sydslesvigske baggrund gjort, at han har anderledes holdninger end eksempelvis bornholmerne? Og hvad har det gjort ved hans syn på medborgerskab? Min største fordel er, at jeg ikke slæber rundt på alle de traditioner. Jeg er vant til som så mange fra Sydslesvig at plukke de bedste ting fra alle verdener. Eksempelvis at indskyde et tysk ord i mit danske. Traditioner skal ikke bestå for enhver pris.

15 nr. 4 / august Foto: Scanpix En journalist fra Berlingske fangede to kulturmødeambassadører, der havde sat sig ved Pia Kjærsgaards bord hos Dansk Folkeparti.

16 16 nr. 4 / august 2013 Jeg oplever tit, at folk ikke forstår mig, fordi jeg kaster ting sammen. Det havde jeg næppe gjort, hvis jeg ikke havde den baggrund, jeg har, siger han afmålt og roligt, siddende midt i teltet med tilhørere i en stor cirkel rundt om sig. Regnen vælter til tider ned over teltet, men det forstyrrer ikke Jan Paul synderligt. Et folkebegreb på tværs Tidligere på Folkemødets første dag viser vejret sig til gengæld fra sin bedste side, da kulturminister Marianne Jelved og professor Ove Kaj Pedersen mødes i Mindretallenes Telt til diskussion om medborgerskab og fremtiden i Danmark. Teltet er stuvende fuldt, da Grænseforeningens formand, Finn Slumstrup, som ordstyrer åbner debatten med at spørge Marianne Jelved, om det er økonomiseringen af samfundet, hun så tit har talt om, der gør, at det brede fællesskab svigtes? Marianne Jelved er sin kendte form som politiker tro og svarer uden omsvøb: Ja. Det er Ove Kaj Pedersen enig i og vil gerne uddybe: Vi har statsliggjort fællesskabsforpligtelsen, og det skisma, at fællesskabet er regeringens ansvar, er udfordringen. Man tænker sig ud af fællesskabet, når fællesskabet kun er regeringens problem, fortæller han præcist og uden tøven. Han mener, at civilsamfundet er nødt til at vågne op, og at det er folkeoplysningen, der kan vække det. Gennem historien har civilsamfundet aktiveret sig, hver gang skidtet har brændt på: 1864, statsbankerotten, Københavns brand. Folkeoplysningen overlever kun i konflikten, og den har solgt sin sjæl ved at opgive konflikten. At skabe et folkebegreb, som går på tværs af grænser, religion og sprog, har den ikke påtaget sig. Den har solgt sin sjæl. Det får smurt Marianne Jelveds stemmebånd, og i det hele taget er de to meget enige, selvom Marianne Jelved får bemærket, at Ove Kaj Pedersen sikkert vil kalde hende nationalkonservativ. Det forhindrer hende dog ikke i at tale om behovet for et større fokus på Europa: I Biennalen i Venedig byggede man i den danske pavillon en tre meter høj hvid mur af gasbeton, muret rundt om pavillonen som et signal om, at der ligger Danmark og lægger ryggen til alle de andre. Vi har en tendens til selvgodhed, men det er en katastrofe, hvis vi ikke engagerer os i verden udenfor. Foto: Johanne Marie Danielsen Hansen Lokalpatrioter og liberale bartendere Fredag har Grænseforeningen og SSF inviteret Folketingets formand, Mogens Lykketoft, til samtale med Anke Spoorendonk, der er minister i Kiel og medlem af det danske mindretals parti i Sydslesvig, til en samtale om mindretallet og vigtigheden af medborgerskab. Dagen står også på byg en dansker med Grænseforeningens to unge-projekter, Kulturmødeambassadørerne og Elevambassadørerne, og højskolesang med Finn Slumstrup. Dagen slutter med det traditionelle sønderjyske kaffebord, hvil-

17 nr. 4 / august ket naturligvis trækker store skarer af mennesker til. Folkemødet er først og fremmest en politisk festival, hvor alle politikere, lobbyorganisationer og NGO er er til stede for at promovere sig selv eller en sag. Dette år når Folkemødet op på hele arrangementer på fire dage og et dagsgennemsnit på flere end besøgende. Langt de fleste arrangementer er debatter mellem politikere og eksperter, men Folkemødet byder på meget andet, da GRÆNSEN lørdag bevæger sig ud i det hvide telt-hav. Bertel Haarder holder i bedste grundtvigske tradition Mands Minde-foredrag i Grundtvigsk Forums telt, der hurtigt fyldes godt op. Værten fortæller, hvordan det efterhånden var blevet et folkeligt krav at invitere Haarder til en foredragsrække, og Haarder kvitterer med fire foredrag om andelsbevægelse og alder, højskole og historie. Nede foran den store scene står den bornholmske lokalpatriot Tonny Borrinjaland på den åbne Speaker s Corner og synger en vise om Bornholm for fire-fem tilhørere, mens Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance er gæstebartender på Toga-bar, der normalt er tilholdssted for Christiansborg-politikere i København, men til lejligheden er flyttet til Bornholm. Medborger før statsborger Intet mindre end hvert 7. menneske i Europa er vokset op med et andet sprog end det officielle i den stat, det lever i. Derfor skal Europas mange mindretal være parate til at tage mindretallenes sag i egen hånd. Det slår Anke Spoorendonk fast lørdag, da hun igen kigger forbi Mindretallenes Telt. Hun er intet mindre end justits-, Europa og kulturminister i Kiel, og hun slår ligesom Marianne Jelved og Ove Kaj Pedersen på, at medborgerskab handler om mere end økonomi. At være medborger betyder ikke kun at være statsborger. Når jeg som en del af det danske mindretal også er medborger i Slesvig-Holsten, betyder det, at også jeg har et ansvar for udviklingen i hele delstaten. Det kan jeg ikke være ligeglad med. Som en del af mindretallet kan og skal jeg byde ind på udviklingen. Enten-eller og både-og Senere på lørdagen kommer der for alvor gang i diskussionen, da Kim Andersen (Venstre), Martin Henriksen (Dansk Folkeparti), Dieter Küssner (Sydslesvigsk Forening) og Finn Slumstrup (Grænseforeningen) skal diskutere, om dansk sprog og kultur er levedygtige i en verden, hvor værdier og identitet udfordres af flydende sprog- og kulturgrænser. Lige forinden har Grænseforeningens Kulturmødeambassadører holdt dialogmøde i samme telt, og det er blandt andet dem, der bliver omdrejningspunktet i debatten. Men først blander en dansk efterskoleforstander sig. Han har oplevet, at hans elever ofte har problemer med at blive optaget på de to danske gymnasier i Sydslesvig, hvilket tydeligvis har større politiske implikationer. Kim Andersen fra Venstre er fortørnet, mens Anke Spoorendonk, der har taget plads blandt publikum, godt kan sætte sig ind i gymnasiernes forsøg på at holde en stram optagelsespolitik. Diskussionen om dét emne fortsætter foran teltet, længe efter at den officielle debat er slut, og det er tydeligvis et emne, man kommer til at høre mere til i fremtiden. Da bølgerne i første omgang har lagt sig, er det Kulturmødeambassadørernes tur til at blande sig. Martin Henriksen, der er medlem af Sydslesvigudvalget for Dansk Folkeparti, er flere gange kritisk over for den både-og-retorik, som flere kulturmødeambassadører ofte bruger, samt talen om bindestregsdanskere : En af de største trusler er, at man melder sig ind i mindretallet, men at man ikke vil være helt dansk. I GRÆNSEN læser jeg, at når man spørger de ældre generationer, om de er danske eller tyske, så siger de klart, at det er et enten-eller, mens de unge siger tjaeh, når man spørger dem. Det skal vi være opmærksomme på, mener han blandt andet, hvilket bliver anledning til en dialog, der også fortsætter et godt stykke tid efter debattens slutning. Martin Henriksen og flere Foto: Johanne Marie Danielsen Hansen af kulturmødeambassadørerne diskuterer længe, hvornår det at have en flerkulturel baggrund er en fordel, og hvornår det er en ulempe, men enige bliver de nok næppe. Efter debatten vandrer flere af kulturmødeambassadørerne ud i telt- og menneskehavet for at fortsætte dialogen, og de støder hurtigt ind i Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der dog ikke var lige så snakkesalig som Martin Henriksen. Hvem der er medborgere, og hvorfor det er vigtigt at være det, blev der næppe bred enighed om på Folkemødet. Men der blev udvekslet meninger, lyttet og flyttet grænser borger og borger imellem, ikke mindst i det yderst velbesøgte Mindretallenes Telt.

18 18 nr. 4 / august 2013 Da Kiel og København trykkede hånd Hvad kommer der ud af det, når Kiel og København mødes til en debat om mindretallets og Danmarks fremtidige rolle i en globaliseret verden? Til Folkemødet på Bornholm var svaret fokus på Kinas rolle i verden og romaers vilkår i Europa. Af Rasmus Vangshardt Det er næsten for symbolsk, da Folketingets formand, Mogens Lykketoft, og minister i Slesvig-Holsten Anke Spoorendonk hilser særdeles hjerteligt på hinanden foran Mindretallenes Telt til Folkemødet på Bornholm. Der er kram og håndtryk og en mine af både respekt og gammelt bekendtskab i luften, da de to sætter sig til rette for at diskutere mindretallets og Danmarks rolle i en globaliseret verden. Mogens Lykketoft er i storslået humør og har taget flere anekdoter med til de godt 50 fremmødte mennesker, der blandt andet kan høre ham fortælle, om dengang den danske Balkan-ekspert Karsten Fledelius midt i 90 erne mødte en nationalistisk serber, mens der var borgerkrig i Jugoslavien. Fledelius skal muntert have fortalt serberen, at en af Danmarks ældste domkirker ligger i Sverige og vores forsvarsværk i Tyskland. Og hvad vil I så gøre ved det? råbte serberen efter sigende tilbage. Lykketoft har ikke overraskende selv svaret klar: Svaret er, at vi har besluttet os for at udviske i stedet for at flytte grænsen. I det komplicerede forhold, der længe har været i grænselandet, er vi nu nået til et absolut højdepunkt. Både regeringerne og mindretallene på begge sider af grænsen bidrager til at få visket den grænse ud. Derfor er grænselandet et godt forbillede for de andre mindretalsregioner og for flertallenes regeringer i Europa. Jeg blev så glad for at se en repræsentant for SSW som Europa-minister, roser Lykketoft med henvisning til Anke Spoorendonk, der er minister for justits, kultur og Europa i Kiel som repræsentant for det danske mindretals parti. En femtedel af menneskeheden Når det handler om mindretallets og Danmarks rolle i en globaliseret verden, falder talen naturligt nok på Kina. Da dagens ordstyrer, Kim Andersen fra Venstre, derfor spørger om, hvorvidt Lykketoft og Spoorendonk synes, at vi er gode nok til at udbrede vores hæderkronede værdier om mindretalsbeskyttelse og frihedsrettigheder, kommer det til at handle om giganten i øst. Anke Spoorendonk mener, at det er afgørende at forsøge at presse Kina i den retning, fordi mindretalsliv kun kan overleve i et folkestyre. Vi hører tit, at Merkel skal tage menneskerettighedsspørgsmål med til forhandlinger med Kina. Og jeg synes ikke, at vi skal opgive ambitionen. Vores eget begreb om demokrati og vores politik over for mindretal er to sider af samme sag. Mindretalsliv kan kun fungere i demokrati, slår hun fast til klapsalver fra teltet. Mogens Lykketoft vil også forsøge at påvirke Kina, og så kan han ikke undlade en ny anekdote. Vi kan ikke banke Kinas regering til noget som helst. Det minder mig om dengang, den luxembourgske udenrigsminister sagde til sin kinesiske kollega: Her sidder vi så og repræsenterer en femtedel af menneskeheden! Han vejede ikke meget, og det gør vi heller ikke, men økonomier som Kinas vil også mærke nødvendigheden af at åbne for omverdenen. Vejen til at forandre et land som Kina er, at flest mulige kinesere kommer i kontakt med den øvrige verden. Romaerne i Europa Et andet presserende spørgsmål, som stilles fra publikum, gælder romaernes vilkår i Europa, som også tidligere er blevet beskrevet i GRÆNSEN. En spørger mener, at SSW har været gode til at sætte fokus på romaernes rettigheder, mens det stadig halter i Danmark. Mogens Lykketoft anerkender problematikken: Diskriminationsproblemer for romaerne er voldsomme ude i Europa, hvor der er store antal i lande som Rumænien, Ungarn og Slovakiet. Der kan sagtens være brug for handlingsplaner, men det der med at rejse diskussionen om anerkendelse af romaerne i Danmark, det er ikke til aktuel diskussion. Mange andre kunne komme på listen, hvis man skulle rejse den diskussion. SSW har ganske rigtigt gjort en del for romaernes rettigheder, og Spoorendonk var da også hurtig til at opfordre til mere handling: Der er jo mange EU-lande, der ikke tager sig af roma-befolkningen. Jeg synes, at det ville klæde Danmark at få en mere aktiv Europa-politik, og det ville

19 nr. 4 / august klæde EU at omsætte den plan, som allerede findes. Mindretallet skal ikke i zoo Naturligvis vil det spørgelystne publikum også høre om de nuværende debatter i Sydslesvig, hvor borgerlige aktører forsøger at så tvivl om SSW s ret til at slippe for spærregrænsen på 5% af stemmerne ved valg til Landdagen i Kiel. Publikum vil gerne vide, hvad det ville betyde for det fremtidige samarbejde mellem det danske mindretal og tyske politikere, hvis det lykkes at fjerne undtagelsen? Var vi gået sammen med CDU i regering, havde vi ikke fået klagen, og det er hyklerisk, mener Anke Spoorendonk og fortsætter: De har et problem, som de skal til at gøre noget ved, for de borgerlige i Slesvig-Holsten skal også være med til at formulere en mindretalspolitik. De ved ikke, hvad de skal gøre, og det er ærgerligt. Mindretalspolitik handler om, at mindretal og flertal har samme vilkår. Det handler ikke om at sætte mindretal på museum eller i zoologisk have. Det handler om ligeværd og lige mulighed, og det er den nuværende model udtryk for, slutter hun. Og så kan det danske mindretal og Christiansborg med Spoorendonk og Lykketoft som repræsentanter igen kramme farvel og på gensyn. Foto: Johanne Marie Danielsen Hansen Vi har besluttet os for at udviske i stedet for at flytte grænsen Mogens Lykketoft

20 20 nr. 4 / august markering med fremadrettet perspektiv I 2014 er det 150-året for Slaget ved Dybbøl. Det skal markeres med projektet Dybbøl 2014 en markering, som skal bruges til at se fremad med grænseoverskridende briller. Fokus er ikke mindst på områdets unge. Det skal igen være smart at bo i grænselandet. Af Johan V. Bendtsen I august 2014 vil godt 100 unge fra Sønderjylland og Sydslesvig mødes på Nordsee Akademie i Leck og Højskolen Østersøen i Aabenraa. Sammen skal de i 14 dage fordybe sig i grænseregionen: både i den historiske fortid men ikke mindst i de nutidige udfordringer og løsninger, som skal skabe regionens fremtid. En fremtid, som i højere grad end tidligere bør tænkes i fællesskab, såfremt en ny generation for alvor skal kunne engageres og udgøre den nødvendige løftestang for området. En fælles fremtid forankret i fortiden I løbet af de 14 dages højskoleophold er målet at tilbyde en historisk såvel som fremadskuende oplevelse til de unge. Med udgangspunkt i en fælles forståelse for grænseregionens brogede historie, er det meningen, at deltagerne skal udvikle idéer til, hvorledes fremtidens udfordringer i området kan løses. Ikke mindst med tanke på vigtigheden af grænseoverskridende relationer, forståelse og samarbejde. Peter Buhrmann, forstander på Højskolen Østersøen, forklarer: Det er vigtigt, at de unge i regionen oparbejder en bevidsthed om denne historisk afgørende begivenhed, men endnu vigtigere er det, at vore unge er med til skabe en fremtid for sig selv og regionen. Det medfører naturligt et behov for grænseoverskridende samarbejde altså det modsatte af de begivenheder, der fandt sted for snart 150 år siden. På den måde kan man sige, at Dybbøl 2014 er en slags modbegivenhed: Den positive udgave af det negative højdepunkt i det dansk-tyske forhold, som 1864 var. Afslutningsvis skal deltagerne gennemføre et såkaldt ungdomsparlament, hvor de fremlægger deres bud på, hvorledes regionens fremtid bør gribes an. Dernæst vil forslagene blive behandlet hos projektets partnere: i regionsrådet i Region Syddanmark og i Landdagen i Slesvig-Holsten. En grænseoverskridende region Projekt Dybbøl 2014 har blandt andet til formål at bidrage til en ny fortælling om den dansk-tyske grænseregion, der for 150 år siden var en krigszone, men som i dag er et område fyldt med tværgående samarbejde. Et samarbejde, som netop skal være udgangspunktet for skabelsen af en fremtidig vækstregion. Potentialet i grænselandet er enormt. Hvis mobiliteten på arbejdsmarkedet henover grænsen højnes, vil det føre til lavere arbejdsløshed og flere muligheder på begge sider af grænsen. Tilsammen bor der mennesker i de sydligste danske og nordligste tyske kommuner. Det er en betragtelig størrelse og væsentlig mere betydningsfuld tilsammen end hver for sig. Her er to af alting og det skal der kapitaliseres på, også i langt højere grad end det sker nu, forklarer Peter Buhrmann. De unge skal gøre grænselandet cool Én ting er dog at kickstarte grænselandet som vækstregion, noget andet er at konstituere tendensen. Her er det ikke mindst de unge som er vigtige. Dybbøl 2014 skal, ifølge regionsrådsformand i Region Syddanmark Carl Holst (V), ind og udgøre en identitetsskabende kickstart: Formålet med Dybbøl 14 er at skabe en fremadrettet fortælling, som udbygger de positive dansk-tyske relationer. Det indebærer, at der dannes en fælles regionalidentitet en grænseregionsidentitet. I løbet af det 14 dage lange højskoleophold skal deltagerne altså udvikle en selvforståelse som er en del af en kulturelt rig og mangfoldig region med et enormt udviklingspotentiale på det erhvervsmæssige såvel som det kulturelle område. Holst uddyber: Ved at nedbryde grænsen i folks bevidsthed kan landsdelene nord og syd for den politiske grænse udvikle sig fra at være yderkantsområder i deres respektive lande til at blive et stærkt kulturelt og økonomisk centrum. På den måde kan de udviklingspotentialer, der ligger i regionen, udnyttes fuldt ud. Fremtidsforhåbningerne er både mange og store, og forhåbentlig vil Dybbøl 2014 udgøre et positivt bidrag til regionens fremtid. Og hvem ved, måske kan regionen ligefrem få et helt nyt image? Det drømmer Peter Buhrmann i hvert fald om: Deltagerne kan bidrage til at fremstille regionens muligheder på en produktiv og ung måde. Måske kan projektet endog bidrage med en vis cool-faktor. Måske bliver det smart at bo i grænselandet inden længe?