Psykiatrisk Sygepleje

Transkript

1 December udgave 17. årgang Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker

2 ABILIFY ARIPIPRAZOL er indiceret til behandling af skizofreni1 ABILIFY er indiceret til behandling af moderate til svære maniske episoder ved bipolar lidelse type 1 og til forebyggelse af ny manisk episode hos patienter, der har oplevet hovedsageligt maniske episoder og som i maniske episoder har responderet på behandling med aripiprazol1 ABILIFY opløsning til injektion er indiceret til hurtig kontrol af agitation og adfærdsforstyrrelser hos patienter med skizofreni, når oral behandling ikke er hensigtsmæssig1 Før Før receptudstedelse receptudstedelse se se venligst venligst forkortet forkortet produktresumé produktresumé på på side side 3xxx DK-ABI

3 ABILIFY (ARIPIPRAZOL) 5, 10, 15 og 30 mg tabletter, 10 og 15 mg smeltetabletter, oral opløsning 1 mg/ml, opløsning til injektion 7,5 mg/ml. Forkortet produktresumé. Terapeutiske indikationer: ABILIFY (po) er indiceret til behandling af skizofreni hos voksne og unge på 15 år og ældre. ABILIFY er indiceret til behandling af moderate til svære maniske episoder ved bipolar lidelse type 1 og til forebyggelse af ny manisk episode hos patienter, der har oplevet hovedsageligt maniske episoder og som i maniske episoder har responderet på behandling med aripiprazol. ABILIFY opløsning til injektion er indiceret til hurtig kontrol af agitation og adfærdsforstyrrelser hos patienter med skizofreni eller patienter med maniske episoder ved bipolar lidelse type I, når oral behandling ikke er hensigtsmæssig. Behandling med aripiprazol opløsning til injektion skal seponeres så hurtigt som klinisk muligt, og brug af oral aripiprazol påbegyndes. Dosering og indgivelsesmåde: Voksne: Skizofreni: Den anbefalede startdosis til oral anvendelse af ABILIFY er mg/ dag med en vedligeholdelsesdosis på 15 mg/dag, administreret som en enkelt daglig dosis uden hensyntagen til måltider. ABILIFY er effektiv i dosisområdet mg/dag. Maniske episoder: Den anbefalede startdosis for ABILIFY er 15 mg administreret som en enkelt daglig dosis, uden hensyntagen til måltider, som enkeltstofbehandling eller kombinationsbehandling. Nogle patienter kan have behov for højere dosis. Den maksimale daglige dosis bør ikke overstige 30 mg. Forebyggelse af recidiv af maniske episoder ved bipolar lidelse type 1: Til forebyggelse af recidiv af maniske episoder hos patienter, der har været behandlet med aripiprazol, fortsættes behandlingen i samme dosis. Justering af daglig dosis, inklusive dosisreduktioner, bør overvejes på baggrund af klinisk status. Den anbefalede startdosis for aripiprazol opløsning til injektion er 9,75 mg (1,3 ml), administreret som enkelt intramuskulær injektion. Effektivt dosisområde for aripiprazol opløsning til injektion er 5 15 mg som enkeltinjektion. Yderligere injektion kan administreres 2 timer efter første injektion, på baggrund af individuel klinisk status; der bør ikke gives mere end 3 injektioner i løbet af en 24 timers periode. Den daglige dosis bør ikke overstige 30 mg for alle formuleringer. Pædiatriske patienter: Skizofreni hos unge på 15 år eller ældre: Den anbefalede dosis for ABILIFY er 10 mg/dag, administreret som en enkelt daglig dosis uden hensyntagen til måltider. Behandling bør påbegyndes med 2 mg (ved at anvende ABILIFY oral opløsning 1 mg/ml) i 2 dage, der optitreres til 5 mg i yderligere 2 dage, indtil den anbefalede daglige dosis på 10 mg er nået. Om nødvendigt skal en efterfølgende øgning af dosis ske trinvist med 5 mg uden at overskride den maksimale daglige dosis på 30 mg. Der er ikke påvist forbedret effekt ved doser over 10 mg dagligt hos unge. ABILIFY bør ikke anvendes til børn under 15 år på grund af utilstrækkelig dokumentation for sikkerhed og virkning. ABILIFY, opløsning til injektion: Der er ingen erfaring med behandling af børn og unge under 18 år. Patienter med nedsat leverfunktion: Dosisjustering til patienter med mild til moderat leverinsufficiens er ikke påkrævet. Hos patienter med kraftig nedsat leverfunktion bør dosering administreres med forsigtighed. Ældre: Virkning af ABILIFY ved behandling af skizofreni hos patienter på 65 år eller derover er ikke undersøgt. På grund af den øgede følsomhed hos denne population, bør en lavere startdosis overvejes, såfremt kliniske faktorer taler for dette. Kontraindikationer: Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne. Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen: Ved antipsykotisk behandling kan der gå fra flere dage til nogle uger, før der ses bedring af patientens kliniske tilstand. Patienter skal monitoreres tæt gennem denne periode. Psykisk sygdom og humørforstyrrelser er forbundet med selvmordsadfærd, som i nogle tilfælde har været rapporteret kort efter opstart eller ændring af antipsykotisk behandling, inklusive behandling med aripiprazol. Høj risikopatienter bør overvåges tæt under antipsykotisk behandling. Aripiprazol bør anvendes med forsigtighed til patienter med kendt kardiovaskulær sygdom (anamnestisk myokardieinfarkt eller iskæmisk hjertesygdom, hjertesvigt eller ledningsforstyrrelser), cerebrovaskulær sygdom, tilstande som disponerer for hypotension (dehydrering, hypovolæmi og behandling med antihypertensiva) eller hypertension, accelereret såvel som malign. Hyppighed af QT forlængelse var i kliniske forsøg med aripiprazol sammenlignelig med placebo. Som med andre antipsykotika bør aripiprazol anvendes med forsigtighed til patienter med arvelig QT forlængelse. Tardiv dyskinesi: Hvis der fremkommer symptomer på tardiv dyskinesi hos en patient, der behandles med ABILIFY, skal dosisreduktion eller afbrydelse overvejes. Neuroleptisk Malignt Syndrom (NMS): NMS er et potentielt fatalt symptomkompleks forbundet med antipsykotiske lægemidler. Hvis patienten udvikler symptomer på NMS, eller uforklarligt får høj feber uden andre kliniske manifestationer på NMS, skal alle antipsykotiske lægemidler, inklusive ABILIFY, seponeres. Krampeanfald: Aripiprazol skal anvendes med forsigtighed til patienter, der tidligere har haft kramper eller har sygdom forbundet med kramper. Ældre patienter med demensrelaterede psykoser: Stigning i dødsfald: I tre placebo kontrollerede forsøg med ældre patienter med psykose i forbindelse med Alzheimer sygdom sås øget risiko for dødsfald hos patienter behandlet med aripiprazol sammenlignet med placebo. Dødeligheden var 3,5% blandt aripiprazol behandlede patienter sammenlignet med 1,7% i placebogruppen. Cerebrovaskulære bivirkninger: Der er i de samme forsøg rapporteret cerebrovaskulære bivirkninger (fx apopleksi og transitorisk iskæmi (TIA)) samt dødsfald. Hyperglykæmi og diabetes mellitus: Patienter som behandles med antipsykotika, herunder ABILIFY, bør observeres for symptomer for hyperglykæmi, og patienter med diabetes mellitus, eller med risiko for at udvikle diabetes mellitus, bør monitoreres regelmæssigt med henblik på forværring i glukosekontrollen. Vægtstigning: Vægtstigning er almindeligt forekommende hos patienter med skizofreni og bipolar sygdom pga. samtidige sygdomme, anvendelse af antipsykotika, der vides at forårsage vægtstigning og dårlig livsstil og kan medføre alvorlige komplikationer. Der er efter markedsføring indberettet vægtstigning hos patienter behandlet med ABILIFY. Dysfagi: Øsofagusdysmotilitet og aspiration er forbundet med anvendelse af antipsykotisk behandling, inklusive ABILIFY. Aripiprazol og andre antipsykotiske aktive stoffer bør anvendes med forsigtighed hos patienter med risiko for aspirationspneumoni. Lactose: Tabletterne indeholder lactose. Patienter med sjældne arvelige problemer i forbindelse med galaktoseintolerans, lappisk laktasemangel eller glukose galaktose malabsorption bør ikke anvende tabletterne. Phenylketonuri: Smeltetabletterne indeholder aspartam, som er kilde til phenylalanin og som kan være skadeligt for patienter med phenylketonuri. Intolerans: Patienter med sjældne, arvelige problemer med fructoseintolerans, glucose galactose malabsorption eller sucrase isomaltaseinsufficiens bør ikke anvende denne orale opløsning. Den orale opløsning indeholder methylparahydroxybenzoat samt propylparahydroxy benzoat, som kan forårsage allergiske reaktioner (evt. forsinkede). Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion: På grund af den 1 adrenerge receptorantagonisme, kan aripiprazol øge virkningen af visse antihypertensive midler. På baggrund af aripiprazols primære påvirkning af CNS påvirkning, bør der udvises forsigtighed, når aripiprazol tages i kombination med alkohol eller andre CNS lægemidler med overlappende bivirkninger, som fx sedering. Der skal udvises forsigtighed, hvis aripiprazol administreres samtidig med lægemidler, der vides at forårsage QT forlængelse eller elektrolytforstyrrelser. Andre lægemidler, der kan påvirke optagelsen af ABILIFY : Ved afbrydelse af behandling med CYP2D6 eller 3A4 hæmmer, bør dosis af ABILIFY øges til niveauet inden start af den samtidige behandling. Dosis af ABILIFY bør fordobles ved samtidig administration af ABILIFY og carbamazepin. Andre potente CYP3A4 induktorer (fx rifampicin, rifabutin, fenytoin, fenobarbital, primidon, efavirenz, nevarapin og perikum) kan forventes at have lignende virkninger, og lignende dosisøgninger bør derfor anvendes. Ved seponering af potente CYP3A4 induktorer bør dosis af ABILIFY nedsættes til den anbefalede dosis. Graviditet og amning: ABILIFY bør ikke anvendes til gravide, medmindre de forventede fordele for kvinden klart opvejer den potentielle risiko for fostret. Patienter bør frarådes at amme under behandling med aripiprazol. Virkninger på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner: Som med andre antipsykotika, bør patienterne advares mod at betjene farlige maskiner og føre motorkøretøj indtil man er sikker på, hvordan aripiprazol påvirker patienten. Bivirkninger: Almindelige ( 1/100 til < 1/10): Ekstrapyramidale forstyrrelser, akathisia, tremor, svimmelhed, søvnighed, sedering, hovedpine, sløret syn, dyspepsi, opkastning, kvalme, obstipation, hypersekretion af spyt, træthed, rastløshed, søvnløshed, ængstelse. Ikke almindelige: ( 1/1.000 til < 1/100): Takykardi, ortostatisk hypotension, depression, øget diastolisk blodtryk (injektion), tør mund (injektion). Dystoni: Der kan forekomme symptomer på dystoni (længerevarende anormale sammentrækninger af muskelgrupper) i de første par dage af behandlingen. Der er observeret forhøjet risiko for akut dystoni hos mænd og yngre aldersgrupper. Andre fund: Bivirkninger, der vides at være forbundet med antipsykotisk behandling, og som også er rapporteret under behandling med ABILIFY, omfatter neuroleptisk malignt syndrom, tardiv dyskinesi, kramper, ekstrapyramidale symptomer, cerebrovaskulære bivirkninger og stigning i dødeligheden. Psykiske lidelser: Der har været rapporteret tilfælde af selvmordsforsøg, selvmordsforestillinger og gennemførte selvmord efter markedsføring. Pædiatriske patienter: I et klinisk forsøg blev følgende bivirkninger rapporteret hyppigere hos unge (13 17 år) med skizofreni, der fik aripiprazol end hos voksne, der fik aripiprazol (og hyppigere end med placebo): døsighed/sedation og ekstrapyramidale forstyrrelser blev meget almindeligt rapporteret ( 1/10) og tør mund, øget appetit og ortostatisk hypotension blev almindeligt rapporteret ( 1/100 til < 1/10). Bivirkninger efter markedsføring: Se det fuldstændige produktresumé. Overdosering: Håndtering af overdosering bør omfatte understøttende behandling, opretholdelse af frie luftveje, ilt og ventilering samt behandling af symptomerne. Muligheden for at flere lægemidler kan være involveret, bør overvejes. Kardiovaskulær overvågning bør derfor straks indledes og bør omfatte løbende elektrokardiografisk overvågning med henblik på eventuelle arytmier. Nøje medicinsk supervision og overvågning skal fortsætte, indtil patienten er i bedring efter bekræftet eller mistænkt overdosis med aripiprazol. Medicinsk kul kan være effektivt i behandlingen af overdosering. Det er ikke sandsynligt at hæmodialyse kan anvendes til behandling af overdosering, da aripiprazol i udstrakt grad bindes til plasmaproteiner. Udlevering: B. Pakninger og ESP priser: : Tabletter: 5 mg. 14 stk: 631,90 kr., 28 stk: 1260,00 kr., 56 stk: 2501,55, 10 mg. 14 stk: 631,90 kr., 28 stk: 1260,00 kr., 56 stk: 2501,55 kr. 15 mg. 28 stk: 1260,00 kr., 56 stk: 2501,55 kr. 30 mg. 28 stk: 2139,40 kr., 56 stk: 4275,00 kr. Smeltetabletter: 10 mg. 28 stk: 1508,65 kr. 15 mg. 28 stk: 1508,65 kr. Oral opløsning 1 mg/ml: 150 ml: 1348,85 kr. Opløsning til injektion 7,5 mg/ml: 1x 1,33 ml: 198,10 kr. Se venligst dagsaktuelle priser på www. medicinpriser.dk. Tilskud: Generelt tilskud til alle formuleringer undtaget opløsning til injektion. Indehaver af markedsføringstilladelsen: Otsuka Pharmaceutical Europe Ltd., Hunton House Highbridge Business Park, Oxford Road, Uxbridge, Middlesex UB8 1HU, Storbritannien. Fuldstændigt produktresumé kan rekvireres hos den danske repræsentant: Bristol Myers Squibb, Lyngby Hovedgade 98, 2800 Kgs. Lyngby.

4 Redaktionen Ansvarshavende redaktør Annoncer Lise Klingenberg Sygeplejerske / stud. Roskilde Universitet Psykiatrisk Center Rigshospitalet Edel Sauntes Allé 10, 2100 København Ø. Tlf. arbejde , mobil klinge36@hotmail.com Webansvarlig Thorleif Rasmussen Konsulent Socialpsykiatrien i Frederikshavn Kom. Rådhus Allé Frederikshavn Tlf thra@frederikshavn.dk Samarbejde med specialuddannelsen Hanne Jakobsen Lektor, cand.cur. VIA University College Sygeplejerskeuddannelsen Toldbodgade 12, 8800 Viborg Tlf haja@viauc.dk Boganmeldelser Anette Theis Afdelingssygeplejerske, Ældrepsykiatrisk team, Psykiatrisk center Gentofte Niels Andersens Vej 65, 4.sal 2900 Hellerup Tlf Anelar@geh.regionh.dk Nordisk samarbejde Charlotte Schmidt Sygeplejerske/Stud. Social kandidat Retspsykiatrisk afdeling E1 Mølleparkvej 10, Postbox Aalborg Tlf Nygaard_schmidt@hotmail.com Redaktionsmedlem Marianne Sand MSA, Udviklingssygeplejerske på Psykiatrisk Center Sct. Hans Boserupvej Roskilde Tlf , mobil marianne.sand@shh.regionh.dk Bestyrelsen Formand Karin Højen Johannesen Ledende oversygeplejerske Psykiatrien, Region Sjælland Distrikt Roskilde Smedegade Roskilde Tlf , mobil khjh@regionsjaelland.dk Næstformand Bente Pedersen Ledende sygeplejerske Regionspsykiatrien Silkeborg Lokalpsykiatrisk Center Papirfabrikken Silkeborg Tlf , mobil bentepde@rm.dk Kasserer Kitte Hay Jørgensen Konsulent Afdeling S Århus Universitetshospital, Risskov Skovagervej Risskov Tlf kirjoerg@rm.dk Repræsentant for Nordisk Samarbejde Claus Hansen Konstitueret centerchef Psykiatrisk Center Rigshospitalet Edel Sauntes Allé 10, 2100 København Ø. Tlf , mobil claus.hansen@rh.regionh.dk Sekretær Malene Mygind Specialudd. Sygeplejerske og klinisk vejleder Tidligt Interventions Team Birkelund 4C 6200 Åbenrå Tlf mygind@dsr-medlem.dk Bestyrelsesmedlem og ansvarlig for hjemmesiden Lene Berring Udviklingschef Psykiatrisk Center Sct. Hans Boserupvej Roskilde Tlf lene.berring@shh.regionh.dk Bestyrelsesmedlem Lisbeth Vad Nielsen Sygeplejerske OPUS Århus Skovagervej 2, 8240 Risskov Tlf lisbvadn@rm.dk Suppleanter Suppleant Rie Andersen Forstander Søhuset Søndersøparken 9 E 8800 Viborg Tlf ra1@viborg.dk Suppleant Michael Pedersen Udviklingschef, MPP Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Nordre Ringvej Glostrup Tlf , mobil micped01@glo.regionh.dk Teknik Layout Produktionsskolen Datariet Trykning Trekantens Lyntryk Annoncepriser Bagside 4 farver: kr ,- A4 side: kr ,- ½ A4 side: kr ,- Tillæg for farver: kr ,- Deadline for indlæg til næste blad er den 1. februar 2009 Foreningens hjemmeside finder du på

5 December udgave 17. årgang Leder: Indsatsområder i den fremtidige psykiatri hvilke? Af: Malene Mygind, medlem af bestyrelsen Der er fokus på det psykiatriske speciale i disse år. Det er godt, og det er der brug for. Både i form af såkaldte kendte personer der arbejder bevidst for at afstigmatisere det at have en psykisk lidelse, og samtidig arbejder for at skabe bedre vilkår for sindslidende ved at holde foredrag og deltage på diverse konferencer med oplæg, f.eks. Poul Nyrup Rasmussen og Isabella Miehe Rienard. Hold 12 i Specialuddannelsen for Psykiatriske sygeplejersker er nu i gang, hvilket betyder at der rundt omkring i Danmark efterhånden arbejder mange psykiatriske sygeplejersker med en væsentlig og omfattende specialist viden til fordel for patienter og pårørende og kollegaer. Men der er jo desværre også fokus på psykiatrien i form af presseindslag om psykiatriske patienter der begår kriminalitet. Det kan der jo være mange grunde til både at journalister vælger at dække de historier udførligt, men også at psykisk syge kommer i den situation, at de begår kriminalitet. Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen giver i en kommentar i Psykiatriinformation september 2009, sit bud på, hvor der for ham at se skal sættes ind: Det er for mig at se tydeligt hvor vi skal sætte ind for at give psykiatrien et boost. Det handler om tvang og det handler om patientrettigheder. Forbedringen skal ske med en national handlingsplan for psykiatrien som sundhedsministeren vil udarbejde med inddragelse af Danske Regioner i dette efterår. Sundhedsministeren beskriver derudover i sin kommentar tanker om tvungen opfølgning efter udskrivning, som han siger, han er begyndt at drøfte med partierne i sundhedsudvalget. Målet er, siger han, at komme de såkaldte svingdørspatienter til livs. Patienter der igen og igen tvangsindlægges psykotiske og i svært forpint tilstand, fordi de efter udskrivning ophører med at tage den nødvendige medicin. Og videre: Vi kan ikke forsvare at overlade disse patienter til deres egen skæbne, når de er så alvorligt syge. Formålet er at forebygge de alvorlige konsekvenser, der kan være, når disse patienter ikke tager deres medicin. Forhåbentlig sidder du som læser nu hovedrystende og tænker: Ja, ja, ja. Det gjorde jeg i hvert fald, da jeg læste Sundhedsministerens kommentar. At forvente psykiatrien får et boost af at rette fokus mod tvang og patientrettigheder når patientrettigheder betyder, at man som svært psykisk syg har ret til omsorgsfuld behandling i form af en ny tvangsforanstaltning tvungen opfølgning efter udskrivning, er alt alt for unuanceret og misforstået psykiatrisk behandling for mig at se. Det viser, at Sundhedsministeren ikke har forstået, hvad det betyder at være menneske med en sindslidelse i Danmark, og hvilke behov for hjælp det giver. Sundhedsministeren vægter tydeligvis indsatsområder, der forholdsvis let kan måles effekt på, Indhold Leder... 5 Nyt fra Bestyrelsen... 7 Redaktionens hjørne... 8 Oraklerne Undersøgelse vedrørende Guidet egen beslutning Hjælp! er vi underdogs? Workshop - Miljøterapi Psykoedukation i Forskellige kontekster Et højt udbytte af specialuddannelsen kræver ledelsesopbakning Social inklusion hos unge sindslidende Boganmeldelse: Åben dialog og netværksarbejde... 33

6 nemlig: Hvor mange tvangshandlinger udføres i Danmark og, jo nok, hvor mange psykisk syge begår kriminalitet med formodet baggrund i at personen ikke har taget sin medicin? Og ønsker så at give psykiatrien et boost på de områder, så det i statistikkerne ser pænere ud. Måske er min kommentar forenklet og grov, men jeg undrer mig bravt! Tvang i psykiatrien er en meget svær og vigtig problematik at have fokus på og mindske brugen af, det anerkender jeg, og jeg vil heller ikke her begive mig ud i en udredning af den problematik. At sundhedsministeren ønsker at give psykisk syge samme patientrettigheder som patienter i det øvrige sundhedsvæsen er et rigtig godt og vigtigt tiltag. Dog er psykisk sygdom jo ikke at sammenligne med en knæoperation. Forstået på den måde, at én ting er at sikre alle syge fysisk som psykisk undgår lange ventelister, noget helt andet er, at et knæ f.eks. principielt er repareret og klar til brug uger efter operationen, men en depression derimod langt fra er repareret og mennesket er ikke klar til brug igen blot uger efter en indlæggelse. Der skal mere til ift. psykisk sygdom. Psykisk sygdom er langt mere og andet end at sikre pæne tal i statistikkerne ift. tvang. Patientrettigheder er langt mere og andet end at sikre patienten tager sin medicin. Jeg kunne som Specialuddannet sygeplejerske i Psykiatri og medlem af Bestyrelsen i Fagligt Selskab for Psykiatriske sygeplejersker sådan ønske mig, at man også politisk efterhånden forstod, det ikke lader sig gøre at sammenligne og kvalitetssikre en knæ operation f.eks. og en depression på samme måde. Jeg kunne ønske mig Sundhedsministeren ikke tænker psykiatriske svingdørspatienter som en gruppe mennesker, der ikke tager deres medicin og det må vi så få dem til på en eller anden måde, men nærmere brugte ressourcer på at udforske: Hvad er det, der gør nogen patienter igen og igen bliver indlagt? Hvad er det, der gør, nogen patienters compliance er dårlig? Ingen mennesker ønsker vel indlæggelse, hvis det kan undgås? Er vilkårene på afdelingerne ved at være så svære, at det ikke er muligt at komme sig under en indlæggelse? Er der alt for travlt på en psykiatrisk afdeling på grund af besparelser som rammer normeringen? Mangler der erkendelse af og tiltag ift., at de patienter der i dagens Danmark indlægges er svært syge, da det udbyggede ambulante tilbud ellers varetager sygeplejen i patientens eget hjem? Forholder det sig således, at personalet qua lav normering ikke har mulighed for at møde patienten hvor han/hun er og sammen med patienten finde en for ham/hende meningsfuld vej til heling? Er problemet, at de personaler der arbejder på de akutte sengeafsnit ikke har en særlig høj kompetence, og den svært syge patient derfor ikke får et højt kvalificeret tilbud om sygepleje? Er et af de store problemer at fastholde det kompetente personale i akut psykiatrien? Jeg kunne ønske mig Sundhedsministeren ikke tænker psykiatriske svingdørspatienter som en gruppe mennesker, der ikke tager deres medicin. Jeg kunne ønske mig Sundhedsministeren ville give den psykiatri Fru Jensen med en svær depression møder under en indlæggelse et boost, i stedet for kun at fokusere på helt særlige og målbare problemområder i psykiatrien. Dansk Sygeplejeråd s kongres 2008 valgte at fastholde fokus på den psykiatriske sygepleje, og har i den forbindelse i dette efterår afholdt dialogmøder med forskellige aktører indenfor det psykiatriske speciale, mhp at styrke DSR s fremtidige psykiatriindsats. Jeg deltog i et af møderne d med funktion som basis sygeplejerske i Tidligt Interventions Team i Åbenrå, men også med knap 8 års erfaring fra en akut modtageafdeling med mulighed for skærmning i Haderslev. Det var 3 inspirerende og spændende timer med megen interessant og tændt dialog blandt deltagerne om temaerne: Rekruttering og fastholdelse, faglige udfordringer, kompetenceudvikling og uddannelse. Jeg vil med spænding vente på slutproduktet som skulle være klar til kongressen 2010, og forhåbentlig også bruges til at påpege sygeplejerskers syn på vigtige indsatsområder i psykiatrien overfor politikerne.

7 December udgave 17. årgang Afstemningen til valg til bestyrelsen er afsluttet. Der var 5 kandidater opstillet til 3 bestyrelsespladser og 2 suppleanter, og resultatet af valget blev: Suppleanter: Rie Andersen, cand.scient.soc., leder af socialpsykiatrisk bosted i Viborg Bestyrelsen: Lene Berring, cand.cur, udviklingschef, Retpsykiatrisk Afd. Sct. Hans Michael Pedersen, udviklingschef Børne- og Ungepsykiatrisk Center i Glostrup Nyt fra bestyrelsen Resultat af valg til bestyrelsen Malene Mygind, specialuddan. spl., Tidligt Interventions Team i Åbenrå Jette Christiansen, cand. scient.soc., udviklingsspl. Region Nordjylland Mulighed for legatansøgning til kongresser i 2010: Bestyrelsen for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker har besluttet at målrette legater for 2010, således at der afsættes ,- kr til Building Bridges, den april 2010 Horatio, 2. European Psychiatric Nursing Congress Prague, Czech republic Ansøgningsfrist den ,000,- kr til The role of Nursing in the process of Recovery: Global Perspectives, den september 2010 Nordic Conference of Mental Health Nursing Helsinki, Finland Betingelser for legatansøgning er at man har været medlem af Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker i 2 år på ansøgningstidspunktet. Det aftales med redaktionen af bladet, hvorledes de faglige oplevelser videregives i bladet. Hvert medlem kan kun søge legat til én kongres. Ansøgere der præsenterer en poster eller andet fagligt oplæg på kongressen vil blive foretrukket. Ansøgning sendes til kasserer: Kitte Hay Jørgensen. 7

8 Redaktionens hjørne Redaktionens hjørne Af: Lise Klingenberg på vegne af redaktionen Strukturreformen har iværksat den største fusionsbølge nogensinde i Danmark. Fusionsbølgen berører alle områder inden for den offentlige sektor herunder også psykiatrien. I september vedtog Regionsrådet i hovedstaden det endelige budget for I budgettet indgår blandt andet, at der skal spares 10,1 millioner kroner ved at Psykiatrisk Center Rigshospitalet og Psykiatrisk Center Bispebjerg fusionerer. Fusionen betyder, at Region Hovedstaden ved årsskiftet får et nyt psykiatrisk center med en ny profil og en ny identitet, som skal skabes og udvikles i årene fremover. Beskeden om fusionen med Psykiatrisk Center Bispebjerg har affødt mange reaktioner. Hvad med historien på Rigshospitalet? Der har jeg ikke lyst til at rejse ud eller de har jo en helt anden kultur end vi har er blot nogle af de kommentarer, jeg har hørt på min vej. Nogle er bange for, hvad fremtiden vil byde på, mens andre ser nye muligheder i fusionen. I bogen Fusioner, ledelse og fortællinger integration og polyfoni i det danske sundhedsvæsen beskriver professor Finn Borum og lektor Anne Reff Pedersen fra Copenhagen Business School en fusion som en farefuld rejse, der har et mål, men som helt sikkert kommer til at forløbe anderledes end forventet. Hovedpersonerne i fusionsrejsen er de organisationsmedlemmer, der kaster sig ud i uventede processer og derfor skal styres mod en forhåbentlig succesfuld afslutning. I et traditionelt ledelsesperspektiv antages det, ifølge Borum og Reff Pedersen, at en fusion kan analyseres og beskrives som et éntydigt begivenhedsforløb. En autoritativ fortælling om hvad der reelt sker hvornår, og hvilke aktører der gør hvad. Polyfoni og modfortællinger vil set ud fra dette perspektiv være problemer, der skal forebygges eller korrigeres gennem autoritative ledelsesfortællinger, der gør de andre fortællinger tavse. Sat på spidsen så er andre fortællinger et udtryk for modstand mod forandring og lig med problemer, som ledelsen må fjerne. I et narrativt perspektiv vil man ifølge Borum og Reff Pedersen derimod tage for givet, at der vil være flere fortællinger i spil og at disse fortællinger oven i købet kan ses som en ressource. Fusionen fortælles frem via aktører, der også kan være i tvivl om deres egne fortolkninger, og som er opmærksomme på tvetydigheder og egen fortællerrolle. Fortællere indtager således forskellige positioner og ser verden gennem forskellige temperamenter. Polyfoni er set ud fra dette perspektiv ikke et problem men en ressource, idet de forskellige fortællinger herunder modfortællinger giver lederen en mulighed for bedre at forstå de (re)organiseringsprocesser, fusionen udløser. Polyfoni er dermed en opfordring til udforskning af universet af fortællinger, idet det repræsenterer en væsentlig ressource for refleksiv ledelse. Nye fortællinger kan give nye meninger, udfordre fortællinger i omløb, bygge bro mellem stridende fortællinger eller støtte op om produktive fortællinger. På den måde kan det narrative perspektiv være et middel til at se fusioner som

9 December 2009 Borum og Reff Pedersens bog er relevant og interessant læsning for både ledere og menige medarbejdere i psykiatrien, der enten står overfor, er midt i eller blot har interesse for fusionsprocesser. For mig har bogen været med til at kaste nyt lys over fusionsrejsen med Psykiatrisk Center Bispebjerg. Tidligere på året nemlig den september rejste 120 psykiatriske sygeplejersker til Fyn, hvor Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker afholdte konference på Hotel Fåborg Fjord. Temaet var specialisering af den psykiatriske sygepleje, og programmet bød på en række sygeplejefaglige oplæg, der gav anledning til debat omkring fremtidens psykiatriske sygepleje. Var du ikke med til konferencen, så kan du i dette nummer af få en smagsprøve, idet ikke 4. udgave 17. årgang mindre end fem psykiatriske sygeplejersker har bidraget med artikler. Når du sidder med dette blad i hånden, er 2009 så småt ved at gå på hæld. I redaktionen vil vi derfor gerne benytte lejligheden til at sige tak til de mange skribenter, som vi har fået artikler fra i årets løb. Vi har været vidt omkring indenfor feltet psykiatrisk sygepleje, og det er dejligt at se, at et speciale som fx geronto psykiatri nu også er repræsenteret med artikler. Har du en færdig artikel i skrivebordsskuffen? Har du forslag til temaer? Kender du én, hvis perspektiv på psykiatrisk sygepleje kan have interesse for andre psykiatriske sygeplejersker? Eller har du blot brug for et lille spark, inden du selv kaster dig ud i artikelskriveriet? Så kontakt endelig redaktionen. Vi er spændte på at se, hvad rejsen ind i 2010 vil bringe! Glædelig jul, godt nytår og god læselyst! Samarbejdet omkring det nordiske tidsskrift for psykiatriske sygeplejersker Af: Charlotte Schmidt Det første redaktionsmøde mhp at udarbejde et fælles nordiske tidsskrift for psykiatriske sygeplejersker fandt sted den 18. september Bodil Bakkan Nielsen og Mikael Nielson fra hhv Norge og Sverige deltog samt Charlotte Schmidt fra Danmark, også selv om Danmark formelt set først er med fra Det redaktionelle arbejde blev indledt med en kort skitsering af rammerne for mødet og samarbejdet. Herefter forløber samarbejdet om at konstruere det fælles nordiske tidsskrift interaktivt, målrettet og i en meget behagelig atmosfære. Bodil er redaktør og ansvarshavende for det redaktionelle arbejde af dette blad. Det faglige arbejde blev pauseret af lunch samt en rundvisning i Sykepleiens hus. Rammerne for mødet var Sykepleiernes hus i hjertet af Oslo. Det var også dagen hvor Norske sygepleie tidsskrift s ny layout blev præsenteret med champagne og kage. Før det redaktionelle arbejde kunne begynde blev vi udstyret med Visitor labels samt vist tilrette i et lyst og åbent kontor landskab af sygeplejerske og fagpolitisk rådgiver Svein Olsen. Det næste redaktionsmøde afholdes i Sverige i begyndelsen af 2010 mhp at der i sensommeren udkommer et fælles Nordisk tidsskrift for sygeplejersker i hhv Sverige, Norge og Danmark. 9 Redaktionens hjørne åbne processer frem for som lukkede resultater. Som processer hvor der hele tiden skabes nye fortællinger og dermed åbning for dialog og interaktion, der kan lede mod succesfuld slutning af en fusion.

10 Præsentation af forsidekunstneren Hej, jeg hedder Mette og er 34 år. Jeg er opvokset i Albertslund ved København. Jeg kom til Viborg i 2002, hvor jeg kort efter fik min første depression, det var smertefuldt, jeg kunne ikke kommunikere eller sætte ord på mine følelser, ordene var så fattige i forhold til det psykiske smertehelvede, der pinte mig hver dag. Jeg begyndte at udtrykke mig skriftligt gennem digte på engelsk. Selvom jeg aldrig så meget har skrevet et eneste digt før. Det næste var, at jeg begyndte at udtrykke mig billedligt, til stor fornøjelse for mig og personalet. Yes, jeg havde endelig fundet en måde at kommunikere til omverden på, jeg følte mig hørt og forstået. Men hovsa lille ven, jeg kan jo ikke male. Jeg har aldrig malet. Dette måtte være en anden og der blev Solveig født. Jeg var flere år om at forstå, at det er mig, Mette, der maler. Jeg bruger og signere stadig navnet Solveig. Men jeg ved at Solveig er mit kunstnernavn, og ikke mig. Jeg hedder Mette og jeg lever. I dag er min kunst min læge, det er min bedste terapeut. Meget af det jeg maler er mine følelser og sære tanker, der bliver til. Jeg få det ud, det bliver levet hørt og manifesteret. Dette er mig. Mette O.C. Tekniske retningslinier for artikler til bladet Artikler sendes til ansvarshavende redaktør Lise Klingenberg på klinge36@hotmail.com. Alle artikler skal skrives i Word format, skrifttype Times New Roman, størrelse 12. Artiklen må fylde max fire A4 sider. Der skal vedhæftes billede af forfatter til artiklen. Navn, stilling og arbejdsplads skrives øverst i artiklen. Forfatteren er meget velkommen til at vedhæfte andre billeder og illustrationer til artiklen. Anonyme indlæg optages ikke. Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i artikler efter aftale med forfatteren. Det forventes at forfatter selv læser korrektur på sin artikel. Redaktionen er ikke ansvarlig for stavefejl m.v. 10

11 December udgave 17. årgang At skabe mening med galskaben at skabe mening i galskaben Narrative landskaber på en retspsykiatrisk afdeling Af: Marianne Sand, Specialuddannet psykiatrisk sygeplejerske, MSA. Ansat i Retspsykiatrien, Psykiatrisk Center Sct.Hans Mit felt har de seneste 8 måneder været Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde. Her har jeg som udviklingssygeplejerske deltaget, observeret og lyttet til såvel patienter som personalets historier og beretninger om det liv, der leves. Med henvisning til den franske filosof Poul Ricoeur hævder antropolog Hanne O. Mogensen, at livet og narrativet er uadskillelige. Hun siger således: den menneskelige erfaring påvirker fortællingen, men fortællingerne om livet påvirker også, hvordan vi erfarer verden. Når narrativet og erfaring gensidigt strukturerer hinanden, giver narrativet os en særlig mulighed for at udforske, hvordan personlige erfaringer er indlejret i kulturen og hvordan individuel erfaring er med til at skabe og ændre kulturelle verdner. (citat slut. p.7). Ved at forfølge både patienternes og personalets historier vil jeg med denne artikel vise Narrativets anvendelighed som redskab til at udvikle praksis. Det narrative som teoretisk begreb kan skabe mere viden om den sygepleje som praktiseres i retspsykiatrien. Retspsykiatrien er et særligt sted at praktisere sygepleje. Specialet bevogter og behandler på en og samme tid. I det landskab kan det være betydningsfuldt for udviklingen, at benytte det narrative som metode. Afdelingen Patienten Stedet er R6. Personalet er tværfagligt sammensat. Silas er patienten. En mand først i 50 erne, der har været indlagt i mere end 10 år efter at være dømt til behandling. Silas har diagnosen paranoid skizofreni. Dokumentationen sker ind i den elektroniske patient journal. Patienternes erfaring via fortællinger om det liv der leves med en sindslidelse på en retspsykiatrisk afdeling, findes der ingen dokumentation i forhold til. Det giver en manglende indsigt i hverdagen og dermed også i det behandlingstilbud som praktiseres på en retspsykiatrisk afdeling. Det er her narrativet får sin berettigelse, idet det narrative begreb indeholder mere og andet end en fortælling eller historie. Narrativet som begreb Narrativet som begreb indeholder, ifølge Antropologen Mattingly, det at forholde sig til erfaringer, intentioner, positioner og praksis i spændingsfeltet mellem individ og fællesskab. Begrebet ser ikke livet i en forståelse af årsagssammenhænge. Begrebet ser livet som forløb over tid. Forståelser af livet over tid, hvor forståelserne er centreret om et plot. Plottet er der hvor energien/engagementet opstår, når mange hændelser fortælles og sættes sammen til en historie. I fortællingen ligger indlejret den dobbelthed, at den der lytter forholder sig til det der bliver fortalt med en klar bevidsthed om, hvad der er fortalt og med en forventning om, hvad der vil blive fortalt. Historien har altså ikke en begyndelse, en midte og en slutning, men er en række af hændelsesforløb, hvor fortid, nutid og fremtid er på spil i kraft af, at den menneskelige erfaring ikke alene påvirker historien, men også bliver påvirket af historien. På den måde bliver det kollektive indlejret i det individuelle og det individuelle i det kollektive. Det skaber den forståelse af det levede liv, at når vi lever livet, handle vi hele tiden for at skabe. Handling betyder altså, at vi hele tiden er i gang med at finde ud af, hvor vi nu er på vej hen. Hvor vi kan lede livet hen, hvad vi kan gøre for at lede 11

12 livet i den retning, der er ønskværdig for os. Med den forståelse giver det ikke længere mening at lede efter årsagssammenhænge i det fortalte eller i forståelsen af det levede liv. Det levede livs plot er ikke en fastlåst struktur eller en kulturel model, men et udtryk for, at man i øjeblikke, i nutiden, trækker på fortiden og engagerer sig i hvad nu måtte ske. Håbet og forventningerne er hele tiden i spil. Den analytiske forståelse som herved kan fremkomme ved at kikke på en fortælling er, at den kan skabe forståelse for andres perspektiv. Og ad den vej også for egen praksis Den narrative fortælling Rød er de kloges farve. Dem der kan læse. Grøn er de dummes farve. Dem der ikke kan læse! Denne forståelse er lånt af Silas. Fortalt mig i en af vores mange snakke. Silas bruger meget tid på at soignere sig, og han har en passion for farver og tøj. Farver som han kategoriserer hele verden ud fra i godt og ondt, rigtig og forkert. Silas er en patient med en lang historie i retspsykiatrien. Journalen er lang, men der er også mange fortællinger om Silas blandt personalet. Fortællinger, som er meget forskellige afhængig af, hvordan Silas har det rent psykisk. I de perioder hvor Silas er habituel, handler fortællingerne om at han er social, hyggelig, lun og humoristisk. Han er også en person man hele tiden skal holde øje med pga. hans autonomi. Det er med til at skabe meget ufred i afdelingen og ofte begrænsninger i Silas frihedsgrader af hensyn til fællesskabet på afdelingen. Sådanne episoder har der gennem tiderne været mange af. Den fortælling jeg her har fortalt er min, og som sådan repræsenterer den på narrativ vis ikke nogen sandhed, men fortællingen kan ses som en præsentation af virkeligheden. Der ligger, som Mattingly også pointerer, altid en faldgrube i enhver fortælling i forhold til troværdighed (Mattingly 2005; 15). Med den begrænsning for øje vil jeg analysere fortællingen narrativt. Jeg vil på det individuelle plan forfølge nogle af de positioner, de erfaringer og de intentioner som fortællingen indeholder. Jeg vil se på, om der er et eller flere plot på spil. 12 I forhold til det kollektive vil jeg især søge efter forandringer over tid. Sker der transformationer i forhold til det vanlige? Hvad fortæller historien om det vanlige? Det vi plejer at gøre. I det vi plejer at gøre træder nemlig den psykiatriske sygepleje i karakter som praksis og med den en del af det miljøterapeutiske behandlingstilbud Silas forståelse af farver ligger langt fra min, så da han første gang præsenterer den for mig, bliver jeg tavs. Jeg vælger at sige: sådan forstår jeg ikke de to farver, og i øvrigt er grøn min yndlingsfarve. Silas kommer med et latterudbrud og en kort konstatering at jeg kraftstejsme ikke er rigtig klog, men sagt med et vidst storsind. Jeg taler med personalet om min oplevelse. De kan fortælle, at Silas har helt sin egen forståelse af verdenen i forhold til bl.a. farver. Den lærer man at leve med. Her er altså erfaringer gjort over tid af begge parter på spil og de har også hver i sær gjort deres positioner klar. De lever side om side og det giver ikke anledning til de store udsving i forhold til det liv, der leves i fællesskab på afdelingen patient og personale imellem. De gange hvor farverne kommer til at fylde, er i de perioder hvor patientens psykotiske verden bliver for dominerende, for så bliver Silas udskældende på det personale som har de forkerte farver på i kraft af deres påklædning. Den erfaring personalet har gjort er at patienten bliver bedt om at gå på stuen, idet man ikke skal skælde ud på personalet pga. påklædningens farve. Oftest adlyder patienten, men nogen gange kan situationen blive opkørt. Der er altså erfaringer med hensyn til hvad der plejer at virke fra den position, hvor personalet står. I den periode hvor Silas er dårlig, gør jeg mig nogle erfaringer sammen med det øvrige personale. Silas begynder at skrive. Han søger i ordbøger og leksika. Han forholder sig til farver. Samtidig får jeg øje på Silas forfængelighed og begynder at anerkende ham for det. Måden jeg gør det på, er ved at spørge til hans rutiner. Jeg taler med Silas om valg af tøj, jeg spørger til farvesammensætning og jeg udfordrer ham ved at give min mening til kende. Der er dage, hvor han bliver vred, men der er også dage, hvor han gør noget andet og som vidner om, at han har lyttet til noget af det jeg har sagt og inkluderet det i sin måde at handle på.

13 December 2009 Her har udspillet sig et plot. Silas og jeg har været del af et hændelsesforløb som er forankret i fortiden vores forståelser af farver. Den tvungne nødvendighed af, at vi skulle være sammen og har valgt at udfordre hinanden gensidig i forhold til vores forståelser og det forhandlingspotentiale som var indlejret holdt liv i det håb om, at vi gensidig kunne påvirke hinanden, hvilket også skete. Silas farvehistorie fik en fortsættelse, og jeg fik et anderledes syn på Silas ved at opdage hans forfængelighed. Mine oplevelser med Silas stod i den periode ikke alene. Andre kollegaer havde tilsvarende oplevelser. På den måde skete der en transformation ind i kollektivet i forhold til opfattelsen af Silas og forfængelighed. Der bliver nu talt anderledes om Silas, hans baderitualer og måden han vil vaske tøj på og hans indkøb. Den praksis som har udviklet sig over tid, med at grænsesætte og skærme Silas for at beskytte fællesskabet mod hans psykotiske verden, har konstitueret Silas og personalet forudsigelige positioner. Personalet er dem der har magten. Da lidelsen for en stund tager magten over Silas kaster han sig ud i en søgen efter retfærdighed i leksika, regler og paragraffer. Her har Silas en intention om at bevise sin uskyld, men også for engang skyld at være den med magten. I sin sygdomsperiode udspiller der sig et drama, en søgen efter et håb om en anden fortsættelse af hans historie. I den periode skriver Silas meget. Personalet læser det han skriver, og de taler også om det. En tale som handler om hans version er meget anderledes end den personalet husker eller den der står i journalen. Noget af det skrevne handler også om Silas måde at se verden på. Silas historier fylder i den måde personalet taler om ham på der sker en transformation. Det håb Silas har om at bevise sin uskyld bliver modtaget på den måde i personalegruppen, at der bliver talt om et flyt hen imod en anden måde at grænsesætte og skærme Silas på. Der bliver talt om hvilke præmisser i en evt. aftale personalet skal tage ansvaret for og hvilke man kan forvente under hensyntagen til tidligere erfaringer og Silas sindslidelse, Silas kan tage ansvaret for. Over tid er her åbnet for et udviklingspotentiale for Silas fra at være offer til at kunne tage ansvar. Noget der stemmer meget overens med den autonomi han ønsker. 4. udgave 17. årgang Historien indeholder et potentiale. Sammenholdt med det personalet har erfaret over tid og den lidelse Silas har er kollektivet nu ikke længere den med alt magten og med den også alt ansvaret. Nu bliver den delt med Patienten. Intentionen med samarbejdet bliver en anden i udgangspunktet. Narrativets anvendelighed som redskab til at udvikle praksis Artiklen har vist at narrativet kan synliggøre, hvordan praksis har været og hvordan praksis har ændret sig. Positionerne på R6 er blevet anderledes. Patienten har fået en mulighed for at bevæge sig fra en forudsigelig offer position til at kunne indgå i et forpligtende samarbejde. Personalet har fået tilført viden ved at lade fortællingerne indgå i samarbejdet. Den viden er blevet brugt til at skabe et andet udviklingspotentiale for patienten. Ved at forfølge såvel patienternes som personalets historier er der skabt forståelse for og indsigt i, hvad der konstituerer hverdagen og dermed også det behandlingstilbud som praktiseres på en retspsykiatrisk afdeling. Ved at lægge et narrativ blik ned over praksis kan man sige, at patienterne får en mulighed for både at give sig selv og personalet en mulighed for at skabe viden om egen praksis. Det er vidensskabende i en dialektisk proces i en relationsbunden praksis felt, personale og patient imellem. På den måde bliver der skabt videnskab i en travl hvedag hver dag. Oraklerne gives videre til retspsykiatrien i Glostrup. Silas historie fortæller noget om afdelingens tidligere måde at praktisere på. 13

14 Referat fra Sygeplejekonferencen Undersøgelse vedrørende Guidet Egen-Beslutning ved Rikke Jørgensen, sygeplejerske, cand.cur. og Ph.d.-studerende Af: Bente Bjørnskov, specialuddannet psykiatrisk sygeplejerske, distriktssygeplejerske i Ungeteamet, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Odense Universitetsfunktion. Sidste oplægsholder på Konferencen Om Psykiatrisk Sygepleje 2009 er Rikke Jørgensen. Hun har gennem flere uddannelser arbejdet med og forsket i metoden Guidet Egen-Beslutning (GEB) og hendes oplæg har hovedfokus på det igangværende Ph.d. projekt, som er en effektevaluering af metoden som et led i skizofrenibehandlingen. Metoden Guidet Egen-Beslutning er oprindeligt udviklet, implementeret og evalueret af seniorforsker, Ph.d., MPH og sygeplejerske Vibeke Zoffmann indenfor diabetesområdet. Hun beskriver metoden således: Guidet Egen-Beslutning er en metode, der faciliterer meningsfuld og effektiv problemløsning mellem patient og professionel. Metoden guider begge parter, så de sammen og hver for sig bruger deres potentiale i en proces, der fremmer patientens livsdygtighed. Virkemidlerne er skriftlig kommunikation i form af semistrukturerede arbejdsark og mundtlig kommunikation med brug af bl.a. spejling, aktiv lytning og gensvars modeller. Rikke Jørgensen indleder sit oplæg med at knytte forskningen an til konferencens tema om specialisering i psykiatrisk sygepleje. Ud fra den leksikale definition på specialisering, beskriver hun specialisering, som det at afgrænse sit arbejdsområde til et mindre område end tidligere, med den fordel, at produktionen kan foregå billigere, og at man kan udvikle bedre faglig kompetence indenfor arbejdsområdet. Men samtidig understreger hun, med henvisning til En 14 psykiatri i verdensklasse, Danske Regioner marts 2009, at psykiatriens udgangspunkt er og også fremover skal være patienten. Derfor må al psykiatrisk behandling tilrettelægges i respekt for det enkelte menneskes integritet og selvbestemmelse. Både patienten og den pårørende, som ofte har en unik baggrundsviden, må inddrages, når udredning og behandling planlægges. Regionerne anbefaler en øget brug af forskningsbaseret viden, som vil lede til mere effektiv og ensartet diagnostik og behandling af psykiatriske patienter, men som Rikke Jørgensen tilføjer, er viden ikke noget værd, hvis den ikke når ud til den enkelte patient og bliver brugt. Herefter uddrager Rikke Jørgensen enkelte begreber fra En psykiatri i verdensklasse, som hun tænker, har sammenhæng med hendes forskningsområde. Danske Regioner lægger vægt på, at udgangspunktet er, at personalet er specialister i deres fag, mens patienten er specialist i sit liv. Det betyder, at behandlingen skal tilpasses den enkelte patient personlige forestillinger, følelser og forventninger, for at den kan virke optimalt. Begrebet recovery, hvor nøgleordene er fra passiv til aktiv deltager, fra ekspert magt til brugermedvirken og samarbejde, gensidighed, at blive set og hørt og empowerment, bliver ikke nævnt i En psykiatri i verdensklasse, men Rikke Jørgensen tænker, at der er stor overensstemmelse mellem Danske Regioners visioner, recovery og hendes egen forskning. Hun undrer sig over, at den aktuelle sygeplejepraksis i Danmark ikke tager udgangspunkt i evidensbaserede systematiske og strukturerede redskaber/metoder udviklet indenfor den psykiatriske sygepleje. Ligeledes ser hun ingen tradition for empirisk sygeplejeforskning i Danmark, og derfor kommer uverificerede teorier og konsensus om god klinisk praksis ofte til at danne baggrund for den psykiatriske sygepleje. Når vi endelig anvender forskning, er det andre faggruppers forskning. Sygeplejen beskrives ud fra forskellige begreber og perspektiver, men der anvises ikke konkrete redskaber. Der sættes mere fokus på egenskaber sygeplejersken skal indeholde: venlig, lyttende, åben,

15 December udgave 17. årgang respektfuld osv., men Rikke Jørgensen spørger, om gode egenskaber er nok til at lave god sygepleje. Metoden Guidet Egen-Beslutning er ikke udviklet i psykiatrien, men har tidligere været tilpasset og anvendt indenfor misbrugsbehandling og ambulant depressionsbehandling. Rikke Jørgensen har arbejdet specifikt med metoden ift. skizofrenibehandling og hun fremhæver nøglebegreber som samarbejde, patienten som aktiv medspiller, målrettet arbejde og vigtigheden af at patienten føler sig set og hørt. Der tages udgangspunkt i patientens konkrete problemer og arbejdes målrettet med at finde en løsning. Patienten udfylder arbejdsark og herefter bruges disse som udgangspunkt for dialog mellem patient og distriktssygeplejersken. Dette stiller krav til sygeplejerskens psykiatriske viden, kommunikative evner og erfaring. Guidet Egen-Beslutning handler om, at den professionelle skal stille de rigtige spørgsmål i stedet for at give patienten de rigtige svar. Det er patienten som ved, hvad der er det rigtige, men den professionelle må ofte guide patienten på vej, idet patienten ikke altid kan sætte ord på. Under kandidatuddannelsen i sygeplejevidenskab blev Rikke Jørgensen inspireret af Vibeke Zoffmann til at arbejde med at tilpasse metoden og arbejdsarkene til patienter med skizofreni. Dette projekt fik titlen En ny begyndelse med skizofreni. Formålet med Guidet Egen-Beslutning ift. skizofreni er at klarlægge patientens hidtidige forhold til skizofreni, at åbne patientens øjne for mønstre og konsekvenser af deres hidtidige forhold til skizofreni og få fokus på, hvilke dele af deres adfærd patienten vil ændre for at få det bedre. Herefter lavede hun en kvalitativ evaluering, hvor 4 patienter arbejdede med arbejdsarkene og fik psykoedukation og 4 patienter fik psykoedukation uden at arbejde med arbejdsarkene. Derefter blev der evalueret specifikt på livsdygtighed (ifølge Nutbeam) med underpunkterne deltagernes evne til: selvbevidsthed, at identificere og benævne problemer, at tage beslutninger, at løse konflikter og problemer, egenkontrol og retning i livet, samt deres evne til at kunne imødekomme hverdagens udfordringer og besværligheder med diagnosen skizofreni. Konklusion på evalueringen var blandt andet, at brug af arbejdsark havde stor betydning for, i hvor høj grad 15

16 patienternes livsdygtighed blev øget. Psykoedukation alene gav langt mindre effekt. Rikke Jørgensens nuværende Ph.d. projekt har titlen: Meningsfuld forandring med metoden Guidet EgenBeslutning et randomiseret kontrolleret studie for patienter med en skizofreni diagnose. Formålet med projektet er at evaluere effekten af metoden Guidet Egen-Beslutning i den psykiatriske sygepleje til patienter med en skizofreni diagnose sammenlignet med TAU (treatment as usual). Det kliniske studie tager udgangspunkt i 100 patienter, fra 3 opsøgende psykose teams i Region Nord, med svære psykiske lidelser (skizofreni, bipolar affektiv sindslidelse, skizo-affektive psykoser og paranoide psykoser), som har haft lange eller hyppige indlæggelser uden bedring af psykopatologi. Herudover er inklusionskriterierne alder mellem 18 og 65 år, evne til at læse og skrive dansk, og at de giver informeret samtykke. Eksklusionskriterier er mental retardering, organisk hjerneskade og demens. Endvidere udelukkes patienter, som har erfaring med Guidet Egen-Beslutning. Interventionsgruppen, 50 patienter, får udover den sædvanlige behandling individuel GEB træning, 10 gange af 1 times varighed (max 1 gang ugentligt). GEB består af 21 arbejdsark som guider den sundhedsprofessionelle (distriktssygeplejersken) og patienten gennem en autonomistøttende problemløsning. Kontrolgruppen på 50 patienter får den sædvanlig behandling bestående af regelmæssige aftalte samtaler, psykoedukation, social færdighedstræning, medikamentel behandling, krise intervention og kognitiv terapi. Projektet varer et år, og kontrolgruppen tilbydes efterfølgende behandling med metoden Guidet Egen-Beslutning svarende til interventionsgruppen. Rikke Jørgensen fortæller om sine overvejelser ift. effektmål og måleredskaber. Hvad er det metoden forventes at virke på og hvordan måles det? Er det patienten eller den professionelle der skal vurdere effekten? Hun har tilstræbt at anvende måleredskaber, der er velafprøvede i psykiatrien, og en kombination af skemaer, hvor patienten scorer sig selv, og vurderinger foretaget af professionelle. Outcome måles på parametrene indsigt (klinisk og kognitiv), recovery og selvværd samt psykopatologi og funktionsniveau. Måleredskaberne er 16

17 December udgave 17. årgang Birchwood Insight Scale, Beck Cognitive Insight Scale, Panss-G12, Recovery Assesment Scale, Rosenberg SelfEsteem Scale og GAF. Der måles ved baseline og efter 3 mdr., 6 mdr. og 1 år. Rikke Jørgensen har haft svært ved at rekruttere deltagere til projektet. Det er ikke patienterne der siger nej, men ofte behandlerne der synes, patienterne er for dårlige. Det bekymrer Rikke Jørgensen, at der således kommer uformelle eksklusionskriterier. Samtidig har regionale besparelser medført forsinkelser i udbygningen af opsøgende psykose teams og flere patienter, har ikke tilstrækkelige kompetencer ift. at skrive dansk, og er derfor udelukket fra projektet. Rikke Jørgensen skal bruge 100 patienter i projektet, og indtil videre er der kun fundet 20. Data vil senere blive analyseret med henblik på at belyse tre forskellige forhold. Dels en vurdering af forskelle i score på hvert enkelt outcome målt ift. baseline. Dels vil hun undersøge for indbyrdes sammenhænge mellem effektmålene: indsigt, recovery, selvværd, psykopatologi og funktionsniveau. Eksempelvis om øget indsigt giver størreeller mindre selvværd. Endvidere vil hun undersøge hvilke patient-variable, der prædikterer for henholdsvis et positivt eller negativt udbytte af metoden Guidet Egen-Beslutning. I forhold til perspektivering tænker Rikke Jørgensen, at såfremt metoden Guidet Egen-Beslutning viser en positiv effekt som intervention i den psykiatriske sygepleje til patienter med skizofreni, er der videre grundlag for implementering af metoden i den psykiatriske sygeplejepraksis. Tak til Rikke Jørgensen for et interessant og velformidlet indlæg. Efter aftale med Rikke Jørgensen indsættes link til Stenos hjemmeside, hvorfra arbejdsarkene til Guidet Egen-Beslutning kan hentes: GEB_refleksionsark_skizofreni_2006.pdf Rikke Jørgensen kan kontaktes på: rijo@rn.dk 17

18 Referat fra Sygeplejekonferencen Hjælp! Er vi underdogs? Fornyet professionel identitet og specialisering Af: Thorvald Sørensen Mit indlæg har overskriften hjælp! da det var min første reaktion efter at have hørt Karins velkomst til konferencen efterfulgt af Niels Buus s indlæg, jeg blev virkelig frustreret over, at få bevis på, hvor langt vi er fra en professionel identitet i omverdenens øjne. Jeg havde sådan glædet mig til at skulle til konference i stedet for til landskursus. Jeg troede, naivt, at navneskiftet betød, at psykiatriske sygeplejersker havde fået defineret vores faglige identitet, at vi fra konferencen skulle fortælle vores samarbejdspartnere om vores planer og visioner for psykiatrien og i særdeleshed for vores fag. Jeg har valgt at se bort fra udelukkende at skrive et direkte referat af Niels Buus s indlæg og vil i stedet kom- 18 mentere, fortolke konferencen og faget personligt da jeg i løbet af de to dage fik utrolig mange tanker, tanker som allerede nu et par dage senere er svære at holde styr på. Hovedsigtet er for mig at få skabt en debat om/plan for hvordan vi definerer psykiatrisk sygepleje(rske). Behovet blev endnu mere synligt efter Rikke Jørgensens indlæg fredag. Undersøgelser om kognitiv terapi og psykoedukation men forbavsende få er udført af sygeplejersker. Beskrivelser af sygepleje ud fra forskellige begredias 1 ber og perspektiver, men ikke konkrete redskaber mere fokus på egenskaber sygeplejersken skal indeholde: venlig, lyttende, åben, respektfuld osv. men er egenskaber nok?

19 December 2009 Tilbage til emnet: Karin fortalte om hvor Dias 2 svært det er at komme med i de forskellige udvalg o.l. der bliver nedsat i bl.a. sundhedsstyrelsen, at der på trods af en større forståelse af at det er vigtigt at høre sygeplejerskerne stadig mangler meget i at vi som psykiatriske sygeplejersker bliver inviteret/hørt. Da Niels Buus så senere, i min tolkning, fortalte at vi gennem hele vores virke inden for psykiatrien har forsøgt at få ekstern anerkendelse for vores arbejde/professionelle rolle uden held, fordi vi i hele perioden ikke har været i stand til at definere vores faglighed. 4. udgave 17. årgang i efteruddannelse og på den måde bevæger sig bort fra kerneydelsen som psykiatrisk sygeplejerske vil gerne have anerkendelse herfor, men opnår den ikke. I hele denne søgen efter anerkendelse efterlades gruppen uden mulighed for at definere sig selv som profession. Niels kom dernæst med et historisk rids over udviklingen i den tid vi som sygeplejersker har arbejdet i psykiatrien Som det ses af skemaet arbejdede vi fra ud fra rollen som omsorgsgiver (mor?), i årene fra har vi været i stand til internt at anerkende vores rolle, dog stadig uden at vi udadtil har kunnet opnå anerkendelse for vores profession da vi ikke har været i stand til at definere vores rolle. Der er eksempler på at sygeplejerskerne har haft indflydelse på udviklingen bl.a. i forhold til oprettelsen af lokalpsykiatrien, men stadig uden klar henvisning til vores professionelle rolle og derfor stadig mangel på ekstern anerkendelse (samfundets). Dias 3 Niels fortalte om at sygeplejerskernes interesse i patienterne koncentrerede sig om deres velbefindende i stedet for at have focus på hvad der er psykiatrisk sygepleje. Dette slører/gør at sygeplejerskerne ikke får en professionel identitet. Til påstanden om ikke at være en profession knytter Niels kommentarer om at sygeplejersker gerne udfylder de huller der er når der ikke er ansat fagspecifikt personale. Ex. socialrådgivere, pædagoger m.v.. At bevæge sig ud af rollen, sker når sygeplejerskerne deltager Dias 1 Historiske nedslag i udviklingen af professionel identitet Dias 3 Tid Anerkendelse for social rolle Ekstern anerkendelse for professionel rolle Intern anerkendelse for professionel rolle Det er ikke nemt at være en psykiatrisk sygeplejerske Crawford og Browns undersøgelse have til hensigt at beskrive de lokalpsykiatriske sygeplejerskers profesionelle indentitet Et fokus på klienterne ikke at være ens profession at bevæge sig ud af rollen søgen efter anerkendelse Dias 2 Professionel indentitet i et foranderligt sundhedsvæsen Dias 4 Skiftet i behandlingsideologien overfor psykisk syge Nye styringsredskaber giver psykiatriske sygeplejer ske nye opgave Opgaveglidning og opgaveflytning 19

20 De senere år har vi været vidne til store ændringer inden for psykiatrien, sengepladser i hospitalerne er nedlagt i stort omfang og dette inden tilbuddene udenfor var funktionsdygtige. Dette har selvsagt betydet meget for vores arbejde. I hospitalerne bliver de indlagte patienter mere syge, forløbene mere komplekse og det betyder igen at der bliver brug for flere tvangsforanstaltninger. I lokalpsykiatrien især, har det været svært at få læge dækning, det har for distriktsygeplejerskerne betydet at de har fået flere selvstændige opgaver, stadig uden at få den professionelle anerkendelse. Dias 4 Vi er meget åbne over for nye tiltag, men det viser sig at vi er rigtig gode til at finde argumenter for at det ikke kan lade sig gøre. Evidensbaseret sygepleje, det er lige os!!, men lige det her eksempel har vi svært ved at se hvad vi kan bruge til, en rigtig raffineret måde at sige fra på. Det kunne jo gå ud over den selvforståelse vi har af vores indsats, den indsats vi endnu ikke har været i stand til at definere. Paleys pointe Sygeplejerskernes præster er sygeplejeteoretikerne, som især siden 1970 erne har transformeret den moralsk neutrale medicinske objektivisme til noget ondt i oppositionen til sygeplej erskernes overlegent gode omsorgsparadigme. Der sker i denne proces en moralsk afvisning videnskab (science), af fokus og af klinisk distance gennem prioteringen af fænomenologi,holisme og omsorg. Niels Buus igang med indlægget. Specialisering som er emnet for denne konference, er det et udtryk for den generelle lægemangel i psykiatrien? Skal lægemanglen definere hvad vi skal arbejde med og hvordan? Kan vi nå at få indflydelse på hvad en specialisering skal føre frem til, ved vi/vores ledere hvor vi vil hen? Skal vi nøjes med at reorganisere os i det felt andres tiltag efterlader os? Som det fremgik af Niels s indlæg er vi et produkt af historien og noget vi ikke kan løbe fra, vi kan dog vælge at se det som en historisk uretfærdighed, (passer også godt ind i vores selvforståelse). Niels påstod i indlægget at vi så på os selv som underdogs, at det er derfor at vi gennem så mange år har tilpasset os vilkårene i stedet for at arbejde med vores egen identitet og formulering af hvad psykiatrisk sygepleje er. Specialuddannelsen til psykiatrisk sygeplejerske er dog et skridt på vejen. Dias 5 Afslutning Dias 7 mange sygeplejersker savner anerkendelse for deres arbejde og savner fornemmelsen af tydelige grænser omkring deres profession. Den professionelle selvforståelse er plagsom for sygeplejerskerne, da de opfatter sig selv som underdogs blandt psykiatriens professionelle. Vi står midt i og overfor en række forandringer i sunhedsvæsenets styring og organisation, som i mange tilfælde vil afføde modstand, da de vil være i konflikt med deres professionelle selvforståelse. Dias 6 Dias er fra Niels Buus s indlæg. 20