nr. 213 juni 2017 Tema: Vestindien

Transkript

1 nr. 213 juni 2017 Tema: Vestindien

2 Indhold Nyt fra bestyrelsen... 3 Nyt fra fagkonsulenten... 5 Præsentation af artiklerne... 6 Tema: Vestindien Poul Olsen: Et dansk slavesamfund: De dansk-vestindiske sukkerøer... 8 Rigsarkivet: Digitale kilder giver nye muligheder i undervisningen Mette Boritz: Stemmer fra kolonierne Rikke Lie Halberg: Brug museet, brug historien, stop slaveri! Keld Grinder Hansen: Et dansk skolevæsen i Vestindien? Astrid Nonbo Andersen: Kravene om erstatninger for slaveriet og idéen om den reparerende ret...38 Nana Weine Okholm: Samarbejdsprojekt sikrer bevaring af unik dansk bygningskultur på de tidligere Dansk Vestindiske Øer Bertha Rex Coley & Rikke Lie Halberg: The Fireburn Queens fra Anders Bjørn: Vestindiske aftryk på Christianshavn Sebastian Lang Jensen: Slavehandel og verdensarv Peder Wiben: UNESCOs TST skolenetværk Udenfor tema Burkhard Sievers: Historiekonkurrencen Morten Hillingsø Munk: Historiebogen en konstruktion af faget Anmeldelser Kommende kurser Historielærerforeningens udvalg Adresser

3 Nyt fra bestyrelsen Gymnasiereform og læreplaner Foråret har været præget af det fortsatte arbejde med at få fagets læreplaner på plads. Læreplanerne har været i høring, og der har været afholdt FIP-kurser, men læreplanernes endelige udformning er endnu ikke fastlagt. Bl.a. er spørgsmålet om hvilken eksamensform vi skal have i historie B (hfe) og historie A (stx) stadig uafklaret. Da læreplansudkastene blev sendt i høring i slutningen af februar, var der foretaget en del justeringer i forhold til de læreplansudkast, der var blevet præsenteret på FIP-dialogmøder i december. Disse justeringer var hovedsageligt affødt af anbefalinger fra den af ministeren håndplukkede, tværfaglige læreplansgruppe. I bestyrelsen er vi meget kritiske over for den måde den tværfaglige læreplansgruppes anbefalinger har grebet ind i læreplansarbejdet. Denne kritik deler vi med de andre faglige foreninger, og det kom til udtryk i det høringssvar, som Pædagogisk Samarbejdsudvalg under GL (et fælles forum for de faglige foreninger) vedtog i på et møde i marts. I Historielærerforeningens eget høringssvar kommer vi bl.a. ind på ønsket om centralt tildelt fordybelsestid til historie. Hvis ikke det ønske opfyldes skal slaget om fordybelsestid til historie tages på den enkelte skole. Et andet vigtigt element i høringssvaret er ønsket om at beholde 24-timers prøven. Dette afgøres i skrivende stund gennem forhandlinger mellem forligspartierne, og resultatet er som sagt endnu uafklaret. Der ud over kommer vi i høringssvaret ind på adgang til internet under eksamen, sikring af faglig fordybelse, fastholdelse af historiebrug som centralt element i fagets identitet og vilkårene for Historie A som overbygningsvalgfag til historie B (hf). Høringssvaret kan læses i sin helhed på Selvom vi er kritiske over for elementer i læreplansforslagene, og vi mener, at de ændringer, der er sket i forhold til de faglige læreplansudvalgs oprindelige forslag i det store og hele har karakter af forringelser, så rokker det ikke ved, at de nye læreplaner samlet set er spændende og perspektivrige. Fordybelsestid Som sagt kæmper vi i bestyrelsen for at den skriftlige dimension i historiefaget på stx følges op med centralt tildelt fordybelsestid. Hvis ikke det lykkes skal slagsmålet om andel i den fælles pulje tages på den enkelte skole. I bekendtgørelsen står, at der skal tildeles fordybelsestid til DHO, men ikke hvor meget. I bestyrelsen anbefaler vi at der afsættes mindst 15 timer til DHO og der ud over mindst 18 timers særfaglig fordybelsestid fordelt over de 3 år. Historiekonkurrencen Årets historiekonkurrence med temaet Danmark i verden verden i Danmark blev afsluttet med præmieoverrækkelse i forbindelse med de Historiske Dage i Øksnehallen. Vinderbidraget var en spændende video om Istedgade, der på fornem vis afspejler sammenhængen mellem det lokale og det globale. Antallet af indsendte bidrag var lidt mindre i år end sidste år, men kvaliteten var der ikke noget i vejen med. Forhåbentlig vil endnu nr. 213 / juni

4 flere deltage i næste års konkurrence med temaet Min familie i verden. Læs mere om konkurrencen i Burkhard Sievers artikel her i bladet. Historiedidaktikken Den ny historiedidaktik som Foreningen er i færd med at udgive har i nogen tid været tilgængelig i elektronisk form på Når læreplanerne er helt på plads, vil de relevante afsnit blive revideret. Den trykte udgave bliver så udsendt til alle Foreningens medlemmer, så hurtigt som muligt. Kurser Antallet af deltagere på de kurser vi har udbudt i foråret har været lidt sløjt. Der har i stigende grad været en tendens til, at folk ikke er mødt op til kurserne, selvom de var tilmeldt. Kursustilmeldinger er normalt bindende, så det er bare med at komme afsted, når man har meldt sig til. FIP-kurserne (både den runde der var i december og den i foråret) har der været stor tilslutning til. Det er i sig selv særdeles glædeligt, og der er ikke noget at sige til, at det i disse tider er svært at finde tid til at deltage i andre kurser, end de snævert reformrettede, men forhåbentlig bliver al kursusvirksomhed ikke fremover lammet af den omsiggribende befippelse. Man kan glæde sig over, at der har været stor interesse for rejsekurset til de Vestindiske øer til efteråret, og at dette kursus derfor allerede er overbooket. Andet Der ud over har vi i bestyrelsen i foråret bl.a. deltaget i EUROCLIOs konference i San Sebastian og indledt spændende samarbejder med Historiske Dage og 100 danmarkshistorier. På bestyrelsens vegne David Kyng Formand for Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF 4

5 Nyt fra fagkonsulenten Kære kolleger Først og fremmest STOR tak for det store fremmøde på forårets FIP kurser på baggrund af udkastene til læreplaner for historie. Det har været dejligt at have mulighed for at diskutere læreplansudkastene med så mange engagerede kolleger! Som det også fremgik af høringsbrevet, er prøveformen i historie B (HFe) og historie A (STX) endnu ikke endeligt afklaret, men så snart det sker, vil jeg selvfølgelig søge at bringe yderligere nyt herom. Materialerne fra kurset er allerede eftersendt til deltagerne og kommer også til at ligge tilgængeligt på historielaerer.dk & EMU en. På alle kurserne lod det til, at alle spørgsmål til læreplanerne nåede at blive besvaret, og spørgsmålene vil selvfølgelig i videst muligt omfang blive besvaret i vejledningerne til læreplanerne, der efter planen bliver offentliggjort i slutningen af juni. I forbindelse med årets SSO er og SRP er modtog jeg en del henvendelser. De hyppigste årsager var uenighed om, hvorvidt historiefaget var ordentligt repræsenteret og hvilke forhold, der ved bedømmelsen skulle lægges vægt på. I den forbindelse vil jeg gøre opmærksom på, at der på emu.dk ligger en FAQ, hvor nogle af disse problematikker behandles. Hvis man søger på faq historie hf stx skulle der gerne dukke et link op. Volder det problemer kan det tilgås på adressen: goo.gl/bnx3sa Man kan også finde oplysninger omkring mundtlig eksamen, og jeg tillader mig at gentage: Gældende regler er at hvert materialesæt skal relatere til ét forløb og der skal udarbejdes eksamenssæt til alle forløb. Håber I alle får en god eksamenssæson og efterfølgende sommerferie! Mvh Christian nr. 213 / juni 2017 Som alle år er også 2017 blevet centrum for en række markeringer af fortidige forhold og begivenheder. Jeg tillader mig at henlede opmærksomheden på, at netop de mange debatter omkring bl.a. en eventuel undskyldning til slavernes efterkommere på de tidligere dansk-vestindiske øer, DR s historieformidling og Luthers eventuelle betydning for demokrati, antisemitisme m.m. jo er guldgruber for os historielærere! Her kombineres det fortidige med det nutidige og fremtidige på eksemplarisk vis og mange gange er materialerne lige til at inddrage i undervisningen, da meningerne er klare og tendenserne tydelige. 5

6 Præsentation af artiklerne Dette nummer af Noter har det særdeles aktuelle tema om dansk kolonihistorie om det tidli- Vestindien. gere Dansk Vestindien. Temaet aktualiseredes 31. Rigsarkivet præsenterer digitaliseringen af Det marts 2017, hvor man markerede 100-året for Vestindiske Arkiv, som vel nok er det mest fuldstændige arkivmateriale om dansk kolonihistorie. salget af øerne i Caribien til USA. Der er det seneste ½ år udkommet en strøm af bøger om Dansk Arkivet blev offentligt tilgængeligt 31. marts Vestindien og det er ikke svært at finde materialer 2017 og artiklen fortæller om arkivets indhold herom. I denne forbindelse skal der særligt gøres og præsenterer muligheder for anvendelsen i den opmærksom på pragtværket om dansk kolonihistorie, der udkom i marts 2017 til erstatning for til Rigsarkivets vejledninger i søgemuligheder og daglige undervisning. Der er således henvisninger Vore gamle tropekolonier (udg. første gang anvisninger på, hvor man kan finde hjælp til at 1953 med senere revisioner). Værket har som et læse den vanskelige gotiske håndskrift til brug for af de 5 bind et om Vestindien. Det nye værk må lærere og elever. være et must på enhver historikers boghylde og være til stede på alle skolers bibliotek. Mette Boritz, Nationalmuseet, fortæller om museets økonomiske problemer med at etablere en Artiklerne i dette nummer af Noter peger på udstilling i anledning af salget af øerne. Dette nogle af de mere upåagtede aspekter af denne endte med en udstilling på Christiansborg 31. del af kolonihistorien og vægter forslag til undervisning heri. året 2017, som skoleklasser kan få stort udbytte marts og en mere permanent udstilling fra efter- af at besøge. Her vil fokus være på enkelte skæbner en menneskeliggørelse af kolonitiden. Dette Poul Olsen giver i Et dansk slavesamfund: De dansk-vestindiske sukkerøer en bred indføring bringer artiklen forskellige eksempler på. i den danske kolonitid i Dansk Vestindien med fokus på slaveriet og produktionen af sukker. Han Rikke Lie Halberg skriver i "Brug museet, brug argumenterer bl.a. med at transithandelen med historien, stop slaveri!" om arbejdermuseets nye slavegjorte var langt større end de slavegjorte, der udstilling og mulighederne for at bruge udstillingen i undervisningen. blev købt i De Vestindiske øer af plantageejerne. Han peger også på, at reproduktionen blandt de slavegjorte ikke kunne opretholde den mængde Keld Grinder Hansen, Andelslandsbyen i Holbæk, arbejdere, der var brug for til at opretholde sukkerproduktionen. Dette forsøgte man at afhjælpe Dette er et lidt upåagtet kapitel i dansk kolonihi- skriver om skolesystemet i Dansk Vestindien. ved at indføre et forbud mod slavehandelen og storie. Grinder-Hansen peger på at skolesystemet gav plantageejerne 10 år til at indføre så mange og undervisningen først for alvor kom i gang efter slaver som muligt. Poul Olsen omtaler også det 1900 tidligere havde den været særdeles mangelfuld på trods af de gode intentioner. Skoledi- voldregimente, der opretholdt slavesamfundet. Artiklen slutter med overvejelser over, hvad vi rektøren Rübner-Petersen var temmelig fortørnet kan lære af historien om de danske besiddelser i over manglen på undervisning i dansk og stort set 6

7 alle andre fag. For ham var løsningen uddannelse af flere lokale lærere samt en skolereform i Astrid Nonbo Andersen skriver om reparations eller rettere den genoprettende eller reparerende retfærdighedstanke, som er en af de måder man kan argumentere for erstatning på. Hun trækker linjer tilbage til Nürnberg processerne, hvor også forbrydelser mod menneskeheden blev etableret som princip. Bevisførelsen her var især baseret på skriftlig dokumentation af forbrydelserne i modsætning til sagen mod Eichmann i Herfra trækkes linjer op til i dag, hvor retsprincipperne er blevet videreudviklet i f.eks. sandhedskommissioner forskellige steder i verden med forskellige formål. Nana Weine Okholm fortæller om samarbejdsprojekter mellem lokale Vestindiske NGOer og interesserede lokale om i samarbejde med danske arkitektstuderende at renovere gamle danske bygninger og indrette dem sådan, at de kan bruges til at uddanne lokale vestindere og fremme turisme mv. Bertha Rex Coley & Rikke Lie Halberg har i august udgivet en undervisningsbog om den Transatlantiske Slavehandel med flere forslag til undervisningen sammen med et stort kildemateriale og foreslår her at arbejde med de arbejdsmæssige forhold for de tidligere slavegjorte arbejdere i slutningen af 1870erne i et oprør under anførsel af The Fireburn Queen, Mary Thomas. Artiklen arbejder især med opfattelsen på de (tidligere) slavegjorte. Artiklen peger på vanskelighederne med at arbejde med de meget få udsagn fra den slavegjorte befolkning. Anders Bjørn beskriver de lokale forhold på Christianshavn sammen med udviklingen af denne del af byen i forlængelse af den transatlantiske slavehandel. Det understreges at den økonomiske del af bydelen var stærkt tilknyttet slavehandelen. Samtidig med dette beskrives en oplagt mulighed for at lave en ekskursion til bydelen med en klasse, hvor alt dette illustreres. Artiklen indeholder også en guide til en tur rundt på Christianshavn det handler blot om at tage bladet i hånden og føre klassen rundt i det interessante (og hyggelige) område. Sebastian Lang Jensen bringer forslag til inddragelse af historiske sites i undervisningen til det danmarkshistoriske oversigtsforløb med udgangspunkt i den transatlantiske slavehandel og verdensarv og beskriver konkrete forslag til hvordan dette gennemførtes på Christianshavns Gymnasium. Elevernes arbejder indgik i Transfer Dagen 31. marts på Københavns Rådhus og blev integreret i samarbejde med bl.a. dansk og samfundsfag. Forløbet handlede om at bygge bro mellem det internationale og det lokale i den daglige undervisning, samt at inddrage og udnytte lokale aktører og temaer i arbejdet med globale problemstillinger. Peder Wiben beretter om UNESCOs skolenetværk om Den Transatlantiske Slavehandel og foreslår henvisninger til undervisningsmaterialer herom. Udenfor tema Morten Hillingsø Munk skriver om historie lærebøgerne i artiklen Historiebogen en konstruktion af faget som en replik til artiklen i Noter 212. Overvejelserne drejer sig om fag og didaktik. Bernhard Sievers præsenterer resultaterne af årets vinderprojekter i Historiekonkurrencen og angiver temaet for næste års konkurrence. Som sædvanlig er der alle anmeldelserne samt kursusoversigt og en oversigt over foreningens udvalg. God fornøjelse. nr. 213 / juni

8 Af Poul Olsen, Rigsarkivet Et dansk slavesamfund: De dansk-vestindiske sukkerøer Det danske rige har som bekendt været meget større end det er i dag. Før 1658 omfattede Danmark også de siden da svenske landskaber Skåne, Holland og Blekinge. I 1814 forsvandt Norge fra den danske konges riger og lande, hvor det eller havde hørt til i 400 år. Halvtreds år senere, i 1864, tabtes hertugdømmerne Slesvig og Holsten. I mellemtiden havde Danmark solgt sine afrikanske og indiske besiddelser, og allerede i 1867 fulgte det første alvorlige forsøg på at komme af med de danske kolonier i Vestindien, nemlig de tre øer St. Thomas, St. Jan og St. Croix. Det er disse tre øer, det drejer sig om i det følgende. Danmarks vestindiske historie startede i 1672 med en enkelt ø, St. Thomas, der i 1718 blev suppleret med St. Jan og i 1733 med St. Croix. Besiddelsen af disse tre øer kvalificerede Danmark til en plads blandt slavehandler- og slaverinationerne. Den nyligt overståede 100 års dag 31. marts 2017 for salget af de tre vestindiske øer til USA har næppe kunnet undgå at minde om denne ikke så glorværdige del af vores historie. Også selve salget af øerne og deres indbyggere, der fandt sted uden at spørge øernes befolkning, er der sat moralske spørgsmålstegn ved, ikke mindst af repræsentanter for befolkningen på de øer, der dengang blev solgt. Hvad ville danskerne egentlig i Vestindien? Hvordan klarede Danmark sig som slaverination? Var Danmarks opførsel i Vestindien bedre eller værre end Englands, Frankrigs, Hollands eller Spaniens? Var de dansk-vestindiske øer rigtig danske? Og var vestinderne også danskere? Og hvis ja, hvorfor solgte Danmark så sine vestindiske øer? Vi skal skitsere nogle omrids af de svar, vi kender i dag, ved at se på Dansk Vestindien fra ca til ca eller de sidste 100 år med formelt slaveri på dansk område. Det første spørgsmål er forholdsvis enkelt at besvare. Danmark ville have adgang til at anskaffe tropiske produkter uden fordyrende mellemled. Det drejede sig bl.a. om bomuld, tobak, indigo, tropisk træ, men først og fremmest om sukker. Datidens aktører lagde stor principiel vægt på, at nationens fornødenheder kunne skaffes inden for eget toldområde; kun Danmark og danskere skulle høste profitten ved sukkerdyrkning på dansk område. At praksis kun undtagelsesvis svarede til princippet om et lukket handelssystem, vidste man godt i København og i Vestindien. Tilværelsen på St. Croix og St. Jan drejede sig næsten udelukkende om sukkerproduktion. I begyndelsen gjaldt det også for St. Thomas, men efterhånden som jordbunden her blev udpint af den ensidige dyrkning af sukkerrør og øens betydning som handels- og søfartscentrum i det caribiske hav voksede, opgav man her sukkerdyrkningen. Det betød ikke, at sukkeret helt mistede sin betydning for St. Thomas. Nogle af handelshusene på St. Thomas kunne i 1700-tallet takke mere eller mindre ulovlig handel med sukker fra andre øer, især spanske og franske, for deres rigdom. Sukkerproduktionen på St. Croix og St. Jan overskyggede al anden aktivitet der. Det var gennem 1700-tallet en vedtagen sandhed, at arbejdskraft i form af afrikanske slaver var forudsætningen for tropisk landbrug og især for dyrkningen af sukkerrør. Sukkerproduktionen var baggrunden og begrun- 8

9 delsen for det dansk-vestindiske slaveri. Men selv om slaveriet og rørsukkerproduktionen var tæt forbundne, var virkningerne af slaveriet ikke begrænset til plantagerne på St. Croix. Slaveriet påvirkede et hvert forhold i de dansk-vestindiske samfund. Et hvert. Og slaveriets påvirkninger føltes i lange tider efter slaveriets ophævelse. Nogle vil mene, at de vestindiske øers historie som slavesamfund stadig påvirker dagligdagen i nutidens Caribien. Som en vestindisk historiker og politiker bemærkede: Slaveri minder om hvidløg selv om du ikke lige har spist det, lugter du stadigvæk... Slavehandelen Forudsætningen for det vestindiske slavesamfund var igen slavehandelen tværs over Atlanten fra Afrika til Vestindien. Ser vi på Danmark som slavehandelsnation, hører vi til blandt de mindre. Under 1 % af de slaver, der transporteredes fra Afrika til Amerika, sejlede på danske skibe. Det drejer sig om ca individer, der blev indkøbt i Afrika med henblik på at arbejde i de vestindiske sukkerrørsmarker. Heller ikke for slavehandelens vedkommende fungerede det lukkede handelssystem 100 %. Langt fra alle slaver, der blev transporteret på danske skibe, var indkøbt på de danske forter i Afrika, og langt fra alle 9

10 danske skibe solgte deres ladning af slavegjorte afrikanere på de danske øer. Hvor de slavegjorte afrikanere kom ombord, var sandsynligvis mere afhængigt af de afrikanske konjunkturer og krige end af, om det fort, hvor slaverne blev indkøbt, var dansk. Det samme gjorde sig gældende på den amerikanske side af Atlanten. For eksempel gik størstedelen af de danske slavetransporter over Atlanten under Den Amerikanske Frihedskrig ikke til St. Croix, men til den franske ø St. Domingue (senere Haiti). Også mange afrikanere, der blev ført over Atlanten på danske skibe, endte på Cuba. Plantageejerne på St. Croix og St. Jan havde heller ikke nogen forkærlighed for afrikanere, der kom fra de danske forter i Afrika eller på danske skibe. Kunne der skaffes billigere arbejdskraft til sukkermarkerne på slavemarkederne på de engelske øer St. Kitts eller Tortola, var det her, de dansk-vestindiske plantere henvendte sig. På samme måde fungerede St. Thomas også som slavemarked. Ser man på et enkelt år, juli 1782 til august 1783, blev der importeret slaver til St. Thomas. Kun 915 kom direkte fra Afrika, resten fra andre vestindiske øer. Lidt over halvdelen blev udført med det samme skib, de var ankommet med, og knap med andre skibe. I sidste tilfælde skulle der betales told på St. Thomas, og i blev der betalt told af slavegjorte afrikanere, og blev genudført. Kun ca. 100 af de blev på St. Thomas og ca. 50 kom til St. Jan. slavemarked, de fleste på vej til Cuba. Regner man den del af slavehandelen på de dansk-vestindiske øer, der bestod af transithandel med, havde den således et langt større omfang end den direkte import af slavegjorte afrikanere med henblik på sukkerproduktionen. Om slavehandelsforbuddet af 16. marts 1792 kan det jo i øvrigt bemærkes, at det først trådte i kraft i Indtil da gav forbuddet de danskvestindiske plantageejere mulighed for at indkøbe så mange slavegjorte afrikanere, at denne befolkning ville være i stand til at reproducere sig selv og dermed fortsat sikre arbejdskraft til sukkermarkerne. Den kommission, der forberedte loven om slavehandelens ophør, regnede med, at de vestindiske slaveejere i egen interesse ville sørge for, at landarbejderbefolkningen slaverne havde så gode forhold, at forestillingen om den naturlige reproduktion holdt stik. Det gjorde den ikke. Selv om staten både gav billige lån til plantageejerne til slaveindkøb og nedsatte indførselstolden for kvinder blev den helt ophævet lykkedes det ikke at stimulere plantageejernes købelyst til slaver i det omfang, som skulle til for at gøre muligt for slavebefolkningen at vedligeholde sig selv. Det skyldtes ikke manglende udbud. Fra 1793 til 1802 kom der fra Afrika i alt slaver til Da Danmark som den første europæiske nation forbød sine undersåtter at deltage i den transatlantiske slavehandel, dvs. at danskere ikke måtte købe slavegjorte afrikanere i Afrika eller indføre afrikanske slaver til de dansk-vestindiske øer, kom det i første omgang ikke til at berøre transithandelen over St. Thomas der var jo ingen danske involveret. Fra 1803 til 1807 transiterede i alt slavegjorte afrikanere over St. Thomas Christiansborg, Accra 10

11 Christiansted på St. Croix, men det lykkedes ikke at sælge flere end til øens plantageejere; resten blev reeksporteret. Slavehandelsforbuddet gjaldt kun eksport fra Afrika og import til Dansk Vestindien. På St. Croix, St. Thomas og St. Jan kunne slaver stadig handles mellem mand og mand, sættes på auktion, arves, pantsættes, udlejes og i almindelighed gøres til genstand for ejendomsretlige transaktioner, næsten af enhver art. Fremstilling af slaver på offentlige auktioner blev dog forbudt i Slavesamfundet På sukkerplantagerne på St. Croix og St. Jan herskede plantageejeren eller tiere hans forvalter. De plantere, der ejede flere plantager, kunne i sagens natur kun bo på enkelt af dem ad gangen, og nogle plantageejere satte aldrig deres ben på deres vestindiske ejendomme, men foretrak en tilværelse i Europa. Det gjaldt således Dansk Vestindiens største plantage- og slaveejer, Ernst Schimmelmann, manden bag slavehandelsforbuddet af Han ejede på St. Croix plantagerne La Grange og La Grande Princesse og på St. Jan Carolina og var dybt involveret i sukker- og slavehandel. Men også mange andre holdt sig på sikker afstand af de risici en tilværelse i et vestindisk slavesamfund kunne medføre. For de slavegjorte landarbejdere var der knapt tale om en egentlig risiko, men snarere om, at de med høj sandsynlighed tvungent gjorde mere og længere arbejde, end de fysisk kunne holde til på en mangelfuld diæt og af den grund tillige med ringe modstandskraft truet af alskens sygdomme. Gennem 1700-tallet viser de årlige skatteopgørelse af antallet af slaver, at der var et stadig overskud af dødsfald over fødsler for den slavegjorte afrikanske befolkning. Ud over alt heldige graviditeter og fødsler kun passer dårligt sammen med arbejdet i sukkerrørsmarkerne, gjorde et konstant proteinunderskud for såvel børn som mødre også sit til, at børnedødeligheden var voldsom. Det var den situation, slavehandelsforbuddet af 1792 skulle afhjælpe. Planterne skulle tvinges til at finde deres interesse i at forsyne deres ejendom i mennesker med bedre føde og tålelige arbejdsforhold. Ellers ville landarbejderbefolkningen stadig svinde ind og efter 1803 kunne planterne ikke erstatte de slaver, de havde arbejdet ihjel, med friske forsyninger fra Afrika. Og så ville planterne indse, at det bedst kunne betale sig at sørge for slavernes velbefindende. Problemet var, at flertallet af planterne absolut ikke kunne indse, at den hurtige profit, der kunne opnås ved at arbejde slaverne så hårdt som muligt og spare på kosten, ikke var at foretrække frem for langsigtede investeringer. Allerede et par år efter slaveimporten blev forbudt klagede generalguvernøren over, at det virkede stik mod hensigten: Slaverne arbejdede hårdere end før, og det ventede fødselsoverskud så man intet til. Man burde derfor overveje at genindføre slavehandelen for slavernes skyld. Det blev imidlertid ikke til noget. At tvinge så meget arbejde ud af slaverne som muligt krævede, at der stod et effektivt kontrolog undertrykkelsesapparat til rådighed for slaveejerne. For de slavegjorte afrikanere gjorde naturligvis modstand. På St. Jan foranstaltede slaverne i 1733 et effektivt oprør, hvor oprørerne holdt stand i månedsvis, før de blev nedkæmpet eller begik kollektivt selvmord. I 1759 mente man på nr. 213 / juni

12 St. Croix, at et oprør var lige ved at bryde ud og benyttede anledningen til at vise, hvor hårdt oprør i givet fald blev straffet. Fra 1791, hvor det store oprør brød ud på den franske ø St. Domingue, levede alle hvide i Vestindien i en stadig angst for at dette oprør skulle brede sig til deres ø. For dette oprør lykkedes nemlig, og i 1804 blev Haiti udråbt til den første selvstændige vestindiske republik under en regering af tidligere afrikanske slaver. Lovgivningen for de dansk-vestindiske øers slavesamfund var derfor designet til at skræmme slaverne fra oprør og så vidt muligt installere underdanighed og respekt for hvide europæere i den del af befolkningen, der helt eller delvis stammede fra Afrika. Opsætsig opførsel, manglende respekt og direkte vold takseredes til fysisk afstraffelse af varierende grusomhed. I 1700-tallets første halvdel var det så nogenlunde overladt til ejeren, hvordan hun eller han ville have sin slave straffet; i en sag fra 1730 erne om drab på en slave mente størstedelen af Rådet på St. Thomas, at Guds lov krævede, at morderen måtte lide sin straf. Den daværende guvernør Philip Gardelin argumenterede imidlertid overbevisende for, at Gud ikke kunne kræve noget sådant i et slavesamfund, hvor ingen hvid ville kunne føle sig sikker, hvis afrikanske slavers hændelige død efter at være skudt skulle straffes. Og han fik ret. Imidlertid ændredes synet på de slavegjorte afrikanere sig gradvist i løbet af 1700-tallet. Fra ca rykkede myndighederne i Vestindien ud, hvis slaver blev pint, plaget eller mishandlet ud over anstændighedens grænser. Planteren Richard Brown døde i 1773 i varetægtsfængsel, hvor han sad anklaget for at have myrdet to af sine egne slaver. En forvalter blev idømt langvarigt fæstningsarbejde en art slaveri for at have skåret øret af en negerdreng. Løjtnant og planter Lars Olsen fik ved Højesteret en hård dom for mishandling af sine slaver. Andre slaveejere, der overskred grænserne for husstraffen, blev også anklaget og dømt. Stærkest blev der reageret på tilfælde, hvor der var tale om kollektiv afstraffelse ud over, hvad myndighederne opfattede som rimeligt. Da en planter tilbageholdt forplejningen for sine arbejdere, fordi der var stjålet nogle perlehønseæg fra ham, blev han idømt en ruinerende bøde og fik tilkendegivet kongens personlige mishag med sin opførsel. Man vidste i guvernementshuset, at sult kunne starte oprør. Men som hovedregel understøttede de dansk-vestindiske myndigheder i vidt omfang det voldsregimente, der prægede plantagedriften på St. Croix. Det varede ikke. Da Danmark i 1815 genovertog sine vestindiske kolonier, der fra 1807 havde været besat af briterne, var landet forarmet, flåden væk, og der var simpelthen ikke længere ressourcer til at holde et orlogsskib permanent i Vestindien. Den Vestindiske Hærstyrke, som aldrig havde været et elitekorps, var i årene efter 1815 snarere af ringere kvalitet end før besættelsen. Der kunne være grund til at tvivle på militsernes loyalitet, da de på St. Croix fortrinsvis bestod af englændere. Dertil kom de såkaldte frikorps, hvor de såkaldte frikulørte eller farvede gjorde tjeneste. De frikulørte var enten selv frigivne eller frikøbte slaver eller efterkommere af sådanne. Denne klasse, der havde slavesamfundet som forudsætning for sin eksistens, var fra at udgøre et par snese i midten af 1700-tallet i 1815 vokset til et par tusinde. Og de protesterede nu mod den undertrykkelse og diskrimination, som de mente var rettet mod dem. Oprør mod slaveri 12

13 Den danske regering lagde nu sin politik om og meddelte de lokale myndigheder i Vestindien, at det gjaldt om at alliere sig med de frikulørte snarere end at diskriminere dem. Slog de frikulørte sig sammen med slaverne, ville det hvide mindretal ikke have chance for overlevelse. Det havde man set i Haiti. De danske myndigheder i Vestindien virkede herefter med større eller oftest mindre entusiasme for at enrullere i det mindste de mest velhavende frikulørte i det gode (hvide) selskab. Generalguvernør Peter von Scholten var blandt dem, der virkede ivrigst for denne politik. For slavernes vedkommende ændrede politikken sig også. En årsag var, at slaverne, der nu ikke længere var gjort til slaver i Afrika og udsat for den transatlantiske overfart i lasten på et slaveskib for at blive mødt af nye chokerende oplevelser i Vestindien, var indfødte vestindere eller kreoler og på den baggrund havde bedre kendskab til deres meget begrænsede rettigheder og benyttede lejligheden til at klage, hvis de følte sig trådt for nær. Slaverne opretholdt med andre ord et konstant pres på slavesamfundets barrierer. En anden årsag var, at det simpelthen var nødvendigt at lempe undertrykkelsen for ikke at nærmest at fremkalde et oprør. Oprøret ville ellers kun kunne forebygges gennem opretholdelsen af en stor militær styrke, og sådan en var der ikke råd til. Den danske slavepolitik, som den gennemførtes fra 1827 til 1848, gik således ud på at fjerne specifikke irritationsmomenter for slaverne. Her kan det tjene til eksempel, at man i Dansk Vestindien søgte at erstatte benævnelsen slave med ufri. Det sidste ville måske føles knap så krænkende. Dertil føjede sig autoriteternes forsøg på at give de ufri stadig større rettigheder, f.eks. retten til at eje, hvad de selv havde tjent eller erhvervet, retten til at frikøbe sig eller at vælge en anden ejer etc. Også arbejdstidsregler blev indført. Oprettelsen af skoler for ufri børn og indførelse af skolepligt kunne ses som et forsøg på at skabe muligheder for social mobilitet, men skal nok snarere ses som et forsøg på at skabe slaver om til lydige lønarbejdere. I Dansk Vestindien gik man så langt, at nordamerikanske besøgende ikke mente, at der var andet tilbage af slaveriet end selve navnet. Og hvad skete der så, da der ikke var andet tilbage end at love de ufri friheden med tolv års forsinkelse? Efter trekvart år gjorde de ufri oprør og aftvang generalguvernør Peter von Scholten emancipationen. Politikken blev herefter ændret igen. Det var nu ikke længere spørgsmålet om at tilkende flere rettigheder til landarbejderne på sukkermarkerne. Tværtimod. Såvel den danske kolonimagt som plantageejerne lagde sig i selen for at begrænse friheden så meget som muligt. Arbejdsanordningen af 1849 indførte pligt for landarbejderne til at indgå årlige kontrakter og maksimumslønninger. Arbejderne protesterede bl.a. ved i stort tal at udvandre fra øen. Forsøg på at erstatte de udvandrede med indiske og kinesiske kontraktarbejdere mislykkedes, og i stedet søgte planterne at hverve arbejdere især på de britisk-vestindiske øer. De indvandrede fik imidlertid skylden for det oprør, der brød ud i 2. oktober 1878, og som blev brutalt nedkæmpet. Oprøret førte til en politik eller rettere et reformprogram, som imidlertid kun blev halvt gennemført, hvis så meget. Det lykkedes ikke den dansk-vestindiske sukkerindustri at komme på fode efter 1878, og at hovederhvervet befandt sig i vedvarende krise, virkede i sagens natur negativt på resten af samfundet. Befolkningstallet faldt stadig, ikke mindst på grund af børnedødelighed og udvandring, og den tilbageblevne befolkning i St. Croix og St. Jans landdistrikter levede omkring 1900 endda et stykke under fattigdomsgrænsen. Danske øer? Vender vi tilbage til spørgsmålet, hvor Dansk Vestindien egentlig var, må vi på baggrund af denne korte fremstilling konkludere, at Dansk Vestindien nr. 213 / juni

14 havde langt flere lighedspunkter med det øvrige Vestindien end særligt danske træk. De danske øer var næppe særligt danske. Dansk blev kun talt af et mindretal, bestående af søfolk, soldater og embedsmænd, der så snart de forlod forterne og kontorerne måtte betjene sig af engelsk eller for 1700-tallets præsters vedkommende kreolsk. Som vestindisk kolonimagt var Danmark næppe meget værre eller meget bedre end de øvrige, bare mindre. De danske vestindere var nok også først og fremmest vestindere og i anden række danskere. Udvandringen fra de danske øer gik da heller til Danmark i noget betragteligt omfang, men til andre vestindiske øer og især til USA. Man regner med, at der i 1917 boede ca danske vestindere i Harlem, New York. Man kunne således kun i begrænset omfang tale om nogen egentlig samhørighed mellem Danmark og Dansk Vestindien. Ikke mindst blev dette illustreret ved de gentagne salgsforsøg, hvor hovedreglen var, at det var andre spørgsmål, der afgjorde, om salget blev til noget i 1867 amerikansk og i 1902 dansk indenrigspolitik og endelig i 1917 en verdenskrig. Hvorfor er de dansk-vestindiske øer og deres historie så overhovedet interessante? Hvad kan deres historie i dag sige os i Danmark? Dels illustrerer de dansk-vestindiske øer et af verdenshistoriens mørke kapitler, nemlig den transatlantiske slavehandel, dels udviklingen af et slavesamfund, dels de økologiske og socialøkonomiske konsekvenser af intensiv agroindustriel plantagedrift. Endelig er der den gode grund til at beskæftige sig med den dansk-vestindiske fortid, at det faktisk er en del af såvel Danmarks som Vestindiens og verdens historie, som de danske arkiver rummer et unikt kildemateriale til. Check for betalingen af Dansk Vestindien på $ 25 mil. 14

15 Fagpakke til historie få adgang til 17 ibøger Søg på tværs af alle ibøger til historie og skab varierede undervisningsforløb. Med en fagpakke får alle skolens elever og kursister adgang til alle Systimes ibøger indenfor historie. Se mere på fagpakker.systime.dk Disse titler under udgivelse tilføjes automatisk jeres fagpakke, når de udkommer: Israel en stat i Mellemøsten Enevældens tid Verden efter De store opdagelser, Civilisationernes verdenshistorie Industrialiseringen Da verden blev moderne Det nye Danmark Nye udgaver opdateret til de nye læreplaner: Verdenshistorie hhx Verden efter 1914 Se priser og licenser på shop.systime.dk Læs systime.dk Ring Skriv systime@systime.dk Deltag lab.systime.dk

16 Af Rigsarkivet v. Christian Stenz Kirkebæk, Radius Digitale kilder giver nye muligheder i undervisningen Rigsarkivet har indscannet hovedparten af sine arkivalier fra Dansk Vestindien og gjort dem frit tilgængelige på et nyt website. Digitali seringen gør det nemt at inddrage dokumenterne i undervisningen og giver nye muligheder for at involvere eleverne i arbejdet med originalkilder og kildekritik. Den 26. februar 1775 udbrød der et oprør på det danske slaveskib Christiansborg. Det var blot dagen efter, at skibet var sejlet ud fra Guldkysten med 357 slaver og 42 besætningsmedlemmer ombord. Slaverne gik til angreb på besætningen med knive, skydevåben og træstumper, og oprøret blev kun nedkæmpet med stort besvær og med døde på begge sider. Endnu flere blev såret, og især mange af oprørerne blev enten slået ihjel eller sprang overbord. Denne beretning om oprøret kan læses i den skibsprotokol, hvor kaptajnen, Johan Ferentz, kortfattet beskrev hændelsen. Skibsprotokollen er sammen med mange andre gamle dokumenter en del af det originale kilde materiale fra Dansk Vestindien, der står bevaret på hylderne hos Rigsarkivet. Men ikke længere kun der. I anledning af 100-året for Danmarks overdragelse af de tre vestindiske øer St. Croix, St. Thomas og St. Jan til USA har Rigsarkivet nemlig digitaliseret sin samling af kilder fra den caribiske koloni. Det betyder, at alle med en internetforbindelse nu kan dykke ned i kilderne på virgin-islands-history. org og blive klogere på den danske kolonihistorie. Digitalisering af 250 års kolonihistorie Udgangspunktet for projektet har været, at der som noget helt særligt er bevaret en enorm mængde historiske kilder fra de knap 250 år, hvor Danmark var koloniherre i Dansk Vestindien. Projektet omfatter så mange dokumenter, at det svarer til cirka hyldemeter. I alt fem millioner digitale billeder. Rigsarkivets projekt har handlet om at gøre disse kilder tilgængelige for alle gennem en digitalisering af de mange breve, illustrationer, beskrivelser, billeder og protokoller. Det er nu sket, og kilderne er netop blevet offentliggjort på det nye website. Til trods for at flere af dokumenterne har været udsat for eksempelvis fugt, insektbid og svamp inden de kom til Rigsarkivet, har kun om omkring én procent vist sig at være for skrøbelige til at scanne. Flere af dokumenterne er endda optaget på UNE- SCO s liste over skriftlig verdenskulturarv. Derfor er det, også i international sammenhæng, et helt unikt projekt. Kilderne fortæller spændende historier om berømte øboere og danskere. Og skræmmende beretninger om et hårdt liv med slaveri, undertrykkelse og barbariske straffe. De fortæller om handel, søfart og økonomi, om samfundets indretning og styreform og ikke mindst om et menneskesyn, der er meget forskelligt fra det, vi har i dag. Til sammen giver dokumenterne en enestående indsigt i kolonitiden som det også er nærliggende at drage nytte af i historieundervisningen i gymnasiet. 16

17 Havnepladsen i Christiansted Fakta: En enorm mængde historiske kilder Rigsarkivet har digitaliseret hovedparten af sine originale kilder fra Dansk Vestindien. De udgør godt fem millioner digitale billeder af arkivalier. Kun omkring én procent af det samlede antal kilder har været for skrøbelige til at scanne. Omkring af de digitale billeder er indtil videre åbnet for det frivillige arbejde med at indeksere kilderne. Af dem er cirka åbnet for fuldteksttransskription og oversættelse til engelsk. Rigsarkivet forventer, at omtrent dokumenter vil være indekserede ved udgangen af Selve scanningen af kilderne begyndte i 2013 og blev afsluttet i Siden marts 2017 har kilderne været tilgængelige på virgin-islandshistory.org, mens det frivillige arbejde med at indeksere, oversætte og transskribere fortsætter. Flere originale kilder i undervisningen Digitaliseringen giver nemlig forbedrede muligheder for at bringe de originale kilder i spil i klasseværelset. Det siger næsten sig selv, at det er nemmere at bruge dokumenterne, når man kan søge dem frem på et website i stedet for eksempelvis at kopiere dem fra en bog eller en kildesamling. Nu kan man let projicere en kilde op på tavlen og gennemgå den i klassen og for eksempel i fællesskab stave sig igennem den snirklede gotiske håndskrift eller analysere et billede. Eller eleverne kan selv finde kilderne frem på deres egne computere eller tablets. Samtidig betyder digitaliseringen, at man som historieunderviser ikke længere er begrænset af, hvilke kilder fra Dansk Vestindien der allerede er trykt i lærebøger, kildesamlinger eller andre publikationer. Nu er der fri adgang til hele det 17

18 omfattende materiale. Det betyder, at man selv kan dykke ned i kilderne og udvælge dem, der passer bedst ind i det undervisningsforløb, som man har planlagt og på den baggrund udarbejde helt nyt undervisningsmateriale eller supplere det eksisterende. Eller man kan lade eleverne gå på opdagelse på egen hånd. Rigsarkivet har lavet søgevejledninger, som kan hjælpe elever og lærere for den sags skyld godt på vej i deres søgninger. Man kunne eksempelvis forestille sig et forløb, hvor eleverne selv skulle prøve kræfter med at søge i kilderne, finde informationer og forholde sig kritisk til de informationer, som de fandt frem til. De kunne måske få til opgave at formulere deres egne undersøgelses spørgsmål, som de derefter skulle prøve at besvare ved at søge i kilderne. Ad den vej ville de også få trænet deres problemstillingsfærdigheder. På denne måde giver digitaliseringen en række nye muligheder for at bruge kilderne og lade eleverne interagere med dem i undervisningen som ikke var mulig før. Og ovenstående er endda kun eksempler. Der er ganske givet mange flere måder at bruge det enorme kildemateriale på i undervisningen. Færdiglavet undervisningsmateriale Rigsarkivets projekt giver dog ikke kun mere frihed i forhold til brugen af de originale kilder i undervisningen. Projektet gør det også muligt at spare en hel del tid i forberedelsen af undervisningsforløb. Rigsarkivet har nemlig udviklet undervisningsmateriale med udgangspunkt i de digitaliserede kilder fra Dansk Vestindien. Materialet handler om den danske slavehandel. Det består af en række originale kilder, som kan hentes frem i både det oprindelige format og i en mere letlæselig udgave med latinske bogstaver. Kilderne dækker forskellige aspekter af slavehandlen som for eksempel Fakta: Sådan kan du bruge kilderne Ved hjælp af den nye søgedatabase på virginislands-history.org kan man søge i de fem millioner digitale billeder af arkivalierne fra Dansk Vestindien. Digitaliseringen giver nogle nye muligheder, men der er dog begrænsninger. Langt fra alle af de fem millioner digitale billeder er blevet tagget med søgeord, og dermed kræver det viden, tekniske kompetencer, sproglige færdigheder og gåpåmod at finde de oplysninger, som man søger. For at hjælpe giver Rigsarkivet gode råd og vejledning til søgningen. På websitet findes der både gode råd til søgningen generelt samt vejledning i, hvordan man kan finde frem til en bestemt person eller et givet sted, eller hvilke kilder man med fordel kan kigge i, hvis man leder efter oplysninger om handel og søfart, slaveri eller selve kolonimagten. Her kan du som underviser få input til, hvad det kan være en god idé at tale om med eleverne, før du lader dem prøve kræfter med databasen på egen hånd eller sender dem på jagt efter oplysninger. forter på Guldkysten, lastning af slaverne og slaveoprør samt den senere ulovlige slavehandel. Undervisningsmaterialet kan findes på goo.gl/oxfuyf Som det fremgår af linket, er materialet oprindeligt udformet med folkeskolens ældste klasser for øje. Men selvom gymnasieeleverne ikke er den egentlige målgruppe, kan der være inspiration at hente i materialet også i forhold til historieundervisningen i gymnasiet. 18

19 Kilderne kommer under alle omstændigheder godt rundt i kolonitidens slavehandel, og de kan nemt suppleres med flere kilder fra det digitale arkiv, ligesom arbejdsspørgsmålene forholdsvis nemt kan videreudvikles, så de passer til det gymnasiale niveau. Fordele ved kilder i klasseværelset Det er der naturligvis flere fordele ved. Det drejer sig blandt andet om, at de originale kilder, i modsætning til lærebøgerne, som giver historisk overblik, i højere grad kan præsentere historiske øjebliksbilleder. På den måde kan undervisningsmaterialet forhåbentlig også bidrage til, at det bliver nemmere at inddrage flere originale kilder i historieundervisningen på en lærerig måde. Dermed kan de bidrage til at gøre det omdiskuterede kapitel i vores historie, som kolonitiden er, konkret for eleverne. Kilderne rummer fortællinger om konkrete personer og skæbner. Rigtige mennesker af kød og blod, som det kan give en ny forståelse at møde, fordi eleverne kan sætte sig 19

20 i deres sted og se de historiske hændelser gennem deres øjne for eksempel ved at opleve slaveoprøret på slaveskibet Christiansborg i 1775, som det udspillede sig for kaptajn Johan Ferentz. Den slags oplevelser kan samtidig bidrage til refleksioner om fortolkningen af historien. Ved at læse forskellige kilder kan eleverne ved selvsyn erfare, at tolkningerne af den samme hændelse kan være meget langt fra hinanden. Og derved kan de måske også blive konfronterede med egne forforståelser og tolkninger. De kan også se, hvordan fortolkningen af den samme begivenhed eller den samme historiske person ændrer sig igennem tiden. Man kunne for eksempel forestille sig, at man studerede fremstillingen af Peter von Scholten, der i sin samtid ikke blev set i det samme positive lys som slavernes befrier som han gjorde senere. Og dermed kan læsningen af kilderne også være en rigtig god øvelse i den kildekritik, der er så central for historiefaget. Bidrag til at gøre historien tilgængelig Endelig kunne der være en relevant øvelse i arbejdet med selve den gotiske håndskrift, som mange af kilderne er skrevet i. Rigsarkivets digitaliseringsprojekt rummer nemlig også et tiltag, der er drevet af frivillige. Det handler om, at over 150 frivillige i Danmark, USA og en række andre lande hjælper med at oversætte, transskribere og tagge kilderne med nøgleord. Alt sammen med det formål at gøre dem nemmere at søge i og læse. En mulighed kunne være at lade eleverne bruge nogle timer på at bidrage til indsatsen samtidig med at de fik lejlighed til at komme helt tæt på kilderne og nærstudere deres indhold. Hjælp til at læse den gotiske skrift ville de kunne finde i Rigsarkivets online læringsforløb på gl/fdlwzg Det ville være en mere interaktiv måde at arbejde med kilderne på, og det ville give et førstehåndsindtryk af at arbejde med den gotiske håndskrift og det originale kildemateriale. I samme omgang ville det bidrage til at gøre historien tilgængelig for endnu flere, og måske ville det også give eleverne en anden forståelse for historie skrivning, når de på den måde fik lov til at være medskabere? Potentielt en både sjov og meningsfuld øvelse. Fakta: Hvorfor digitalisere historien? I mange år har de historiske kilder fra Dansk Vestindien, som er opbevaret i Rigsarkivet, kun været anvendt af en lille gruppe særligt interesserede forskere fra Danmark og de Amerikanske Jomfruøer. Men det kan der blive lavet om på nu. Rigsarkivet har gennemført det omfattende arbejde med at scanne og digitalisere hovedparten af det historiske materiale, for at kilderne skal være tilgængelige for alle. Digitaliseringen sikrer, at arkivalierne bevares for eftertiden, og at alle interesserede kan få adgang til dem, uanset hvor de er i verden. Projektet er gjort muligt med en bevilling fra A. P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til Almene Formaal samt fra det danske kulturministeriums pulje til bevaring af danske kulturminder i udlandet. 20

21 Slaveregnskab med gotisk skrift 21

22 Af Mette Boritz, Nationalmuseet Stemmer fra kolonierne 31. marts 2017 vajer Danneborg for sidste gang over Fort Christian på St. Thomas. I ca. 250 år har de tre små øer Skt. Thomas, Skt. Jan og Skt. Croix hørt under Danmark. Nu er de solgt til USA. Det er vagtkommandør Nielsen og arrestforvarer Kjeldsen på Fort Christian, der får opgaven med at stryge flaget. Et historisk øjeblik. De skriver deres navne på flaget inden det bliver foldet sammen. Flaget kommer med andre genstande fra øerne til Nationalmuseet i København. Her ligger det i årtier godt og næsten glemt. Først da inspektører begynder at gå samlingerne igennem for at finde genstande til en ny koloniudstilling, falder de over beskrivelsen af flaget i de gamle håndskrevne protokoller. 100 år efter at flaget blev strøget hænger det for en stund igen. Ikke på en flagstang i det tropiske Caribien, men i en montre på Nationalmuseet i København. Her bliver det vist i anledningen af Transfer Day, som det første anslag til Nationalmuseets markering af salget af de tidligere Dansk Vestindiske Øer. Ny fast udstilling Det går ikke ubemærket hen, da Nationalmuseet i 2015 melder ud, at den store særudstilling om Dansk Vestindien, som er planlagt til at åbne i marts 2017, er blevet taget af plakaten. Det skal måske også give anledning til debat, at landets hovedmuseum på det kulturhistoriske område umiddelbart ser ud til at trække sig fra at markere og sætte fokus på et af de noget mørkere kapitler i Danmarkshistorien. En ny koloniudstilling og en markering af 100 året for salget af De Dansk Vestindiske øer står dog stadig højt på Nationalmuseets ønskeliste. I 2017 slår Nationalmuseet derfor Transferday den 31. marts Foto: Nationalmuseet 22

23 døren op til hele to udstillinger: En fast udstilling på Nationalmuseet og en særudstilling på Christiansborg Slot. Desuden følger en lang række af andre initiativer: Fra særlige rundvisninger og undervisningstilbud til debatarrangementer og digital tilgængeliggørelse af fotografier og genstande fra det tidligere Dansk Vestindien. Mange af initiativerne vil som fx de digitaliserede billeder på kunne bruges i undervisningsøjemed. Stemmer fra kolonierne Nationalmuseet har allerede i sine nuværende udstillinger fokus på Danmarks koloniale fortid. Genstande fra Grønland og Trankebar er udstillet i etnografisk samling, om end den kolonihistoriske fortælling glimrer med sit fravær. Anderledes er det i den faste udstilling Danmarkshistorier Her er det muligt at finde genstande fra alle de områder, som engang har hørt under Danmark. I første del af udstillingen møder man det danske rige, som det flot foldede sig ud i første halvdel af 1600-tallet. Ud over de såkaldte skånelande og hertugdømmerne Slesvig og Holsten hørte også kongeriget Norge med bilandene Færøerne, Island og Grønland. Senere i udstillingen, bliver også kolonier og handelsstationer under fjernere himmelstrøg behandlet. Udgangspunktet er Danmark-Norge i og 1700-tallets internationale koloni- og handelseventyr. Som det hedder i udstillingen havde det danske monarki besiddelser i Asien, Afrika og Amerika, om end det var små områder. Samlet ligger udstillingens fokus på kolonierne meget godt i tråd med den gængse fremstilling af kolonihistorien. En fremstilling der i vid udstrækning reducerer den danske kolonitid til et spørgsmål om magt, indflydelse, økonomi og ikke mindst jagten på ressourcer: Krydderier, guld, sukker, slaver, skind og tran. I den nye faste udstilling på Nationalmuseet, som åbner midt oktober 2017, vil udgangspunktet være et andet. Den vil gå bag om politik og handel og i stedet bringe de besøgende tæt på menneskene, som befolkede de danske kolonier. Udstillingen vil med afsæt i konkrete menneskeskæbner have som mål at skabe relevans og nærvær. Udstillingen skal opleves som overraskende og give historien kant. Den vil kredse om, at kolonialismen på godt og ondt har formet mange menneskers liv, og at den for så vidt stadig gør det. Med andre ord vil kolonitiden bliver menneskeliggjort. Konkrete personberetninger vil bringe os helt tæt på nogle af kolonialismens konsekvenser og på de rammer som det koloniale system lagde om befolkningen ude i kolonierne. Folk som ikke tidligere har haft en stemme og en plads i historien vil blive trukket frem. Det gælder ikke mindst nogle af de slavegjorte, som fra oftest at være betragtet som varer og objekter i udstillingen gøres til subjekter. Udstillingen vil både give plads til stemmer fra høj og lav og til fortællinger om mennesker fra det sneklædte Grønland til den varme Indiske kyst i Trankebar. Der vil være fortællinger om savn og brudte familier, om frygt, overgreb og kontrol, men der vil også være beretninger om hverdagsliv, tro, oprør og håb. Genstandene vil alle være hentet i Nationalmuseets egne samlinger, og der vil blive vist genstande som aldrig tidligere er blevet vist. Af disse er flere på verdensplan unikke. De personlige oplevelser og rammer blev formet af, hvor man befandt sig og hvilken rolle man havde eller var tildelt i det koloniale system. Det gælder fx Fransiskus og Carstens. Begge er de på St. Thomas i 1735, den ene som slavegjort på plantagen, den anden som slave- og plantageejer. For Carstens går det hele som planlagt. I takt med at vingerne på sukkermøllerne drejer stiger hans formue. Fem plantager fordelt på de tre Dansk vestindiske Øer gør ham til en holden mand. Så rig at han snart kan flytte til Danmark sammen med sine børn og elskede kone Jacoba. I Danmark nedsætter han sig som godsejer. Han bliver nr. 213 / juni

24 senere adlet under navnet Castenskiold. Men rigdom kommer ikke af sig selv. Det kræver styr på ejendom og ressourcer. Derfor tager Carstens affære, da hans slave Fransiskus stikker af fra en af plantagerne. Et år i Frihed, men også et år i skjul bliver til for Fransiskus. Måske har han gemt sig i de skovklædte dele af øen, måske hos familie og venner i byen. Men han bliver opdaget og kommer for retten på St. Thomas den 6. august Dommen er hård og straffen bliver eksekveret samme dag. 150 piske slag og et øre skåret af. Efter afstraffelsen er det planen at Fransiskus skal tilbage til arbejdet i plantagen. Hvis han altså overlever! Det sidste er uvist. Forskellige relationer En vigtig pointe i Nationalmuseets nye faste udstilling er at en koloni ikke bare er en koloni. Intentioner og relationer til området og dets befolkning er vidt forskellig. I Indien er danskerne fx primært til stede på de lokale myndigheders nåde. Danskerne kommer til Indien for at handle og skaffe eksotiske luksusvarer. Til det formål grundlægges Trankebar, en lille dansk handelskoloni som bliver lejet af den lokale fyrste af Tanjavur. Danskerne må indpasse sig i de lokale politiske magt- og handelsstrukturer og anerkende Tanjavurs overhøjhed. Relationen er professionel, om end den politiske front er en kende asymmetrisk til indernes fordel! Asymmetrisk er også relationen til befolkningen i Grønland. Denne gang til danskernes fordel. Det er først i 1700 tallet, at man i Danmark for alvor begynder at interessere sig for landet. Det sker bl.a. i forbindelse med at præsten Hans Egede i 1721 søger og får tilladelse til at missionere og drive handel i Grønland. Det er startskuddet til en egentlig kolonisering af Grønland, med både missions og handelsstationer op langs vestkysten. I 1776 oprettes Den Kongelige Grønlandske Handel, der med sit monopol på handel søger at holde landet i isolation langt ind i 1900-tallet. I dette scenarie skal den Grønlandske befolkning leve og agere. Den danske kolonimagt optræder faderligt, som om Grønlænderne er børn som har brug for opdragelse. Pooq og Helene Kolonierne sætter også deres præg på livet i Danmark. Store palæer skyder op i hovedstaden. Bygget for penge tjent på koloniernes frembringelser. På landet sniger kolonialvarer sig ind i bondens i stue og køkken. Men der er også folk fra kolonierne, som af forskellige årsager bevæger sig til Danmark. En af dem er den grønlandske fanger Pooq. Han er 24 år, da han i 1724 sammen med fangeren Qiperoq kommer til København. Begge skal de til Danmark for at fremme missionens og handelens sag. I dag vil vi nok sige, at de skal lave et markedsfremstød for Grønlandske varer. Kongen har i anledningen af de to fangers besøg givet dem lov til at deltage i en folkefest. Højdepunktet bliver en regatta gennem byens kanaler. Her padler de to fangere rundt i kajak og Poq (til højre) og Qiperoq malet i 1724 af Bernhard Grodtschilling. Foto: Nationalmuseet 24

25 kaster fuglespyd efter udsatte ænder. Det bliver et kæmpe tilløbsstykke. Sjældent har folk inden for Københavns volde set så eksotisk et optrin. Optrinnet bliver gengivet på alt fra navneklude til kongelige paneler, som en malermester netop er ved at dekorere i Prinsens Palæ. For Pooq bliver det en stor oplevelse. Han møder sågar personligt kongen. Da han vender hjem til Grønland kan han stolt berette om alt det sælsomme han har set. nr. 213 / juni 2017 Helt anderledes er det ud for Helene, som mere end 200 år senere, også tager turen fra Grønland til Danmark. Helene Thiesen er et af de 22 børn, der i 1951, af de danske myndigheder bliver taget fra sin familie og sendt til Danmark. Børnene kommer alle fra det vi i dag vil kalde ressourcesvage familier. Mange af dem er børn af en enlig forsørger. De danske myndigheder insisterer på, at det er det bedste for Helene. Det skær hendes mor i hjertet. Formålet med at sende dem til Danmark, er om end det ikke bliver direkte sagt, at styrke danskheden i Grønland. Mens børnene er i Danmark skal de lære dansk for, efter et stykke tid, at kunne vende tilbage til Grønland, som grundstamme i det nye danske skolesystem. I Danmark bliver Helene ligesom de andre børn indkvarteret i en plejefamilie. Da børnene i slutningen af 1952 atter bliver sendt tilbage til Grønland er det ikke for at flytte hjem til deres familier. De skal i stedet bo på et nybygget børnehjem i Nuuk, og fortsætte med det danske sprog og den danske uddannelse. Stor er sorgen for Helene da hun ved hjemkomsten møder sin mor og søskende. I den korte tid i Danmark har hun aflært sig det Grønlandske sprog og kan ikke længere kommunikere med sin mor og søskende. Og som det barn hun er, undrer hun sig bestandigt over, hvorfor hun i modsætning til sine søskende ikke kan bo hjemme. Lille Marie på Neckys arm. Maleri af N.P.Holbech, Foto: Nationalmuseet Uden navn I den nye udstilling vil der også være et særligt fokus på nogle af de mennesker, som i dag fremstår som navnløse individer i vores kilder og erindringer. I udstillingen er der skabt et lille børneværelse, som det kunne have set ud på en af plantagerne i Dansk Vestindien. Det er her de små hvide børn bliver passet og opfostret af deres farvede Nannys. Det er her, der i det små er et kulturmøde mellem dansk og kreolsk. De lokale nannyer lærer ofte de hvide børn fraser fra det kreolske sprog samt at spise lokal mad. Maleriet af den danske guldaldermaler N.P. Holbech fra 1838 af barnepigen Necky med lille Marie på armen er nærmest ikonisk. Necky tjener i København hos søofficer Hans Birch Dahlerup, der har været på St. Croix. Necky HAR et navn. Men et hurtigt kig på de mange fotos fra Nationalmuseets samlinger, som i dag er gjort tilgængelige på nettet, vil man se at det snarere er undtagelsen end reglen. Foto efter foto af små hvide børn siddende på skødet af deres navnløse nanny toner 25

26 frem på skærmen. I udstillingen er en fin festdragt, som den Necky bærer på maleriet udstillet i barneværelset. Men der er også en meget sigende genstand. En perlekæde fyldt med perler. Det var skik at give barnepigen én perle, for hvert barn hun havde passet. Queen Mary I Danmark er Peter von Scholten blevet tilskrevet æren for at frigive slaverne. Fra guvernørboligen i Frederiksstad i 1848 udtaler han de berømte ord: Alle de, der på de Danske Vestindiske Øer ikke er frie, kan fra i dag anse sig for at være fri. Han er da en presset mand. Tusindvis af slaver truer med oprør. De er med brændende fakler marcheret mod guvernørboligen. For at undgå blodsudgydelse ser han ikke anden udvej end at give slaverne fri, øjeblikkeligt. I Danmark har det i eftertiden givet ham en særlig status. På øerne er han næsten glemt og bestemt ikke husket for noget positivt. Lige omvendt er det med en af de personer som også fremhæves i udstillingen på Nationalmuseet, nemlig Mary Thomas. I dag er hun en af de mest berømte og respekterede historiske personer på øerne, men ukendt og glemt i Danmark. Historie afhænger ofte af øjnene der ser. må sammen med sin familie i al hast flygte fra deres plantage og bringe sig i sikkerhed for oprørerne. I byen Frederiksstad bliver varehuse, pakhuse og butikker plyndret. Oprøret bliver blodigt. Hvor mange der mister livet er uklart. Men mange. 400 af oprørerne bliver efterfølgende arresteret. Mange bliver dog hurtigt sat på fri fod igen, da deres arbejdskraft er nødvendig for plantagernes drift. For andre går det værre. 12 bliver øjeblikkeligt henrettet som straf og til skræk og advarsel. Andre havner i fængsel. Ikke på øerne, men i Danmark. En af dem er Mary Thomas. Sammen med tre andre kvinder : Queen Mathilda Macbean, Susanna Bottom Belly Abrahamson og Axeline Queen Agnes Salomon bliver hun sendt til kvindefængslet på Christianshavn i København. Mary Thomas bliver som 20-årig ansat på planta- At de slavegjorte med ét bliver givet fri i 1848, gør ikke en ende på trængslerne. Der er stadig hårdt brug for arbejdskraft på plantagerne, og de tidligere slaver skal stadig have mad på bordet og tag over hovedet. Mange bliver derfor tvunget til at underskrive langtidskontrakter, der binder både dem, og deres familier til plantagerne under slavelignende vilkår. I oktober 1878 bliver det for meget for en stor gruppe af arbejdere på St. Croix. Kummerlige arbejdsforhold og flere år med naturkatastrofer og dårlig høst sætter tingene på spidsen. Det fører til et stort arbejderoprør også kendt som Fireburn. Sukkerraffinaderier og godser bliver sat i brand. Lille danske Nanna Ahrendrups, som også er at finde i udstillingen, Fotografi opklæbet på karton. På bagsiden skrevet med blyant: "Emma Boye, gift med Ostermann, med sin sorte Nana.". Foto: Nationalmuset 26

27 gen Sprat Hall på St.Croix. Hun bliver senere af de andre ansatte på plantagen udnævnt som Queen. Queen er en særlig titel, som man blandt arbejderne på plantagerne tildeler ældre og respekterede kvinder. Mary spiller en hovedrolle i Fireburn, hvilket giver hende en tur i fængsel, langt fra de hjemmevante rammer. Ud fra fængslets journaler kan man læse, at hun er 40 år, da hun havner i fængslet. Mary er ugift og mor til tre. Hun er tidligere straffet for mishandling af sit barn og for tyveri. Samtidig bliver hun af andre beskrevet som drikfældig. Hjemme på øerne bliver fortællingen om hende helt anderledes. Her er hun heltinden, som med fakkel i hånd, tager kampen op mod kolonimagten. Bag guvernørens spejle Peter Von Scholten er ikke med i Nationalmuseet nye faste koloniudstilling. Han får til gengæld lov til at spille en hovedrolle i museets særudstilling på Christiansborg Slot, som åbner i september I 1827 bliver Peter Von Scholten udnævnt til fungerende guvernør over Dansk Vestindien. Han får hovedsæde på øen St. Croix. Seks år senere slår han dørene op for en ny og prangende indretning af guvernørboligen. Stilen er imponerende, europæisk og rigt forgyldt. Møblerne er lavet i Danmark. Von Scholten er kongens repræsentant i det fjerne, og mange mener, at han også opfører sig som en enevældig konge i sit kongerige. Problemet er at de prægtige møbler slet ikke er egnet til det varme tropiske klima. Det samme kan man hævde gælder for danskerne selv. Termitter æder den bløde trækerne op indefra. Nye møbler bliver lavet, og da Danmark i 1917sælger øerne, bliver de prægtige guvernørmøbler sendt tilbage til Danmark igen, denne gang for at få plads i det nye Christiansborg Slot, som er under opbygning i København. Dette går ikke ubemærket hen, og Danmark har af flere omgange måtte sende kopier af møblementet tilbage til øerne, hvor det nu findes både på st. Croix og St. Thomas. I anledningen af 100 året for salget af De Dansk Vestindiske øer har Nationalmuseet samlet møblerne fra guvernørboligen. Samlet bliver de udstillet i salene på Christiansborg, og der bydes bl.a. op til dans i den store spejlsal. Med afsæt i møblerne fortælles et stykke Danmarkshistorie, om det liv, der i bogstaveligste forstand smuldrede under danskerne. Sankofa I 1917 sælger Danmark de dansk vestindiske øer til USA. Trankebar og Ghana bliver afhændet til Englænderne i midten af 1800-tallet og Grønland får i 1953 officielt ophævet sin status som dansk koloni, om end det i nutiden stadig diskuteres om Grønland stadig er en koloni. Men hvad sker der egentlig, når Dannebrog ikke længere vajer over kolonien. Og hvad sker der i dag? På hvilken måde har den danske tilstedeværelse sat sine spor hos de mennesker, som i dag befolker det, der engang var de danske kolonier? Hvordan definerer de sig selv og deres egen kultur? Hvordan ser de tilbage på kolonitiden og hvordan kommer de videre? I Souvenir boder i Ghana ikke langt fra det tidligere danske hovedfort Christiansborg, som stadig ligger ud til kysten, kan man købe små symbolske figurer til halskæder m.m. Et af de populære symboler er adinkra symbolet Sankofa. Sankofa forestiller en fugl, der vender hovedet bagud mod sine rygfjer. Det kan forklares på flere måder. En af dem er: Return and get it en anden It is not taboo to fetch what is at risk of being left behind. Pointen er, at man skal huske sin fortid, hvor problematisk den end må være, så er den af betydning for, hvordan vi lever i dag og hvordan vi gerne vil leve i fremtiden. nr. 213 / juni

28 Bag guvernørens spejle. Foto: Nationalmuseet, Christiansborg. 28

29 LINDHARDT OG RINGHOF UDDANNELSE Henrik Bonne Larsen Thorkil Smitt NYHEDER Historie Danmark i nyeste tid Lindhardt og Ringhof Danmark i nyeste Tid ER DU LÆRER? Læs bøgerne gratis på Gymportalen Nyeste tid Mathias Strand Østeuropas historie Af Henrik Bonne Larsen og Thorkil Smitt / 158 sider Danmark i nyeste tid handler om, hvordan det danske samfund har udviklet sig siden Bogen er rigt illustreret og indeholder en række tekster, som mere konkret belyser, perspektiverer eller problematiserer bogens temaer. Udgivelsen behandler væsentlige tendenser i det danske samfund i de sidste tre årtier fx: Lindhardt & Ringhof Det andet Europa Af Mathias Strand 130 sider / udkommer 1. august 2017 Østeuropas historie handler om de østeuropæiske nationers rejse gennem et århundrede med folkemord, kommunistisk diktatur og tilpasning til vestligt demokrati og markedsøkonomi set fra deres eget perspektiv. Tamil-sagen Kontraktpolitikken Kampen om velfærdsstaten Finanskrise og bankkrak Udenrigs- og sikkerhedspolitik Militære missioner på Balkan og i Mellemøsten Danmark i EU Debatten om det multikulturelle samfund Verdens lykkeligste folk Lindhardt og Ringhof Uddannelse Vognmagergade København

30 Af Rikke Lie Halberg, museumsinspektør ved Arbejdermuseet. Brug museet, brug historien, stop slaveri! Udstillingen "Stop slaveri!" handler om slaveri undervisningsprogram for elever fra udskolingen som fænomen og tager udgangspunkt i en idé og ungdomsuddannelserne. Undervisningsforløbene giver eleverne indsigt i Danmarks rolle som om at der eksisterer en fællesmenneskelig drøm om frihed som går på tværs af tid og rum og på slavenation, og gør dem bevidste om at slaveri tværs af køn, klasse og etnicitet. ikke hører fortiden til. Forløbene er tilrettelagt med udgangspunkt i dialogbaseret læring, og Slaveri er arbejde under tvang og trusler og det målet er at styrke elevernes tillid til deres egne er udnyttelse af menneskers arbejdskraft uden muligheder for at påvirke kampen mod slaveri i samme form for kompensation som frie mennesker har ret til. Sådan var det i Romerriget, sådan også ved at stille krav til samfundets voksne, til nutid - og fremtid. Ikke kun som individer, men forholdt det sig for vikingernes trælle, sådan var politikere og ad den vej til verdenssamfundet. det i 1700-tallet og sådan er det i dag. Udstillingen Stop slaveri! kan opleves på Arbejdermuseet fra 31. marts 2017 og et år frem. I dag er slaveri forbudt stort set alle steder. Alligevel forekommer det stort set alle steder. I dag er Undervisningsforløb kan bookes via museets slaveri mere diffust, mindre synligt, men med flere hjemmeside. ofre end nogensinde før. I udstillingsperioden vil der være et omfattende 30

31 Et dansk skolevæsen i Vestindien? I år kan vi markere 100 året for afhændelsen børn og han sørgede for, at der blev opført 8 af Dansk Vestindien til USA. Salget af øerne St. grundmurede skoler på St. Croix, 5 på St. Thomas Croix, St. Thomas og St. Jan med samt deres sorte og efter emancipationen to skoler på St. Jan, og indbyggere, som ikke blev spurgt, markeres med vel var der fra 1853 og frem undervisningspligt den nye smukke 5-binds kolonihistorie, hvor et for alle børn mellem 6 og 13 i landområderne, af bindene er helliget dansk Vestindien. Bindet men kvaliteten af undervisningen i landskolerne sammenfatter på smuk vis den nyere forskning i var elendig, lærerne var dårligt uddannede, børnene blev væk fra skolerne og plantageejerne Dansk Vestindiens historie og får bl.a. sat en tyk streg under, at Danmark som kolonimagt ikke var gjorde alt for at modarbejde myndighederne et hak bedre end andre europæiske kolonimagter. og begrænse skoletiden for børnene. Scholtens Et tema som kun får begrænset omtale i bindet, skoleinitiativ fik meget begrænset succes og er skoleforholdene på de dansk- vestindiske øer i selv om der i de sidste 10-år af 1800-tallet blev kolonitiden. Det skal ikke opfattes som en alvorlig taget flere initiativer for at styrke den offentlige anke mod bindet, blot en konstatering af, at dette skolegang på øerne, gik skolevæsenet i Dansk aspekt af historien ikke er blevet prioriteret af Vestindien ind i det 20. århundrede med store bindets forfattere. Som uddannelseshistoriker kan problemer. Niveauet i skolerne såvel i byerne som man godt beklage det lidt, ikke mindst set i lyset på landet var ringe og den danske indflydelse på af, at en statsstyret missions- og skolevirksomhed undervisningens form og indhold begrænset. En synes at have været et særligt dansk træk ved kommissionsbetænkning fra 1903 satte fokus koloniseringsstrategien i Vestindien, og i andre af på skolevæsenets åbenlyse krise på øerne som de danske kolonier. man meget uelskværdigt betegnede som en plapreskole og kommissionen fremkom med I 2008 udgav det nu hedengangne Dansk Skolemuseum en antologi: Skoler i Palmernes Skygmæssige område for at styrke skolens didaktik og et forslag om en forstærket indsats på det skolege, som indeholdt i alt 10 forskeres bud på forskellige aspekter af skolens- og undervisningens et målrettet arbejde for at fremme danskheden i faglighed og som noget nyt en opfordring til rolle i Dansk Vestindien. undervisningen. Noget som myndighederne ikke tidligere havde søgt gennemført i de private og Blandt de mange offentlige og private skoleinitiativer, der fandt sted i den danske kolonitid, er det undervisningen foregik på kreolsk eller engelsk og offentlige skoler, hvor man havde accepteret, at uden tvivl generalguvernør Peter von Scholtens som oftest med udgangspunkt i et angelsaksisk ( ) såkaldte slaveskoler, som er mest fagcurriculum (om noget). alment kendte, og som ofte med vel stor patos er blevet fremhævet som et eksempel på det Vejen mod et dansk skolevæsen i Vestindien danske kolonistyres humanistiske tilgang til den De danske skolemyndigheder udviste pludselig undertrykte sorte slavebefolkning. For vel indførte ambitioner med skolevæsenet i Dansk Vestindien von Scholten allerede i 1839 en offentlig landskolelov, der skulle sikre undervisning for slavernes Oluf Severin Kristian og med ansættelsen af en ny skoledirektør i 1907, Rübner-Petersen nr. 213 / juni 2017 Af Keld Grinder-Hansen 31

32 eller andetsteds. Den procentvise andel af børn i de kommunale skoler var faldet over de senere år, hvilket i mange tilfælde ikke skyldtes ønsket om, at børnene skulle modtage en bedre undervisning, men snarere at privatskoler var mindre strikse med inddrivelse af mulkter. På Sankt Thomas var andelen af elever i privatskoler endda endnu større. I 1904 var der i alt 1223 skolepligtige børn i Charlotte Amalie: 530 elever i kommuneskolerne, 597 i privatskoler, 71 blev undervist i hjemmet eller ved private lærere, medens 26 børn ikke var skolesøgende. De private skoler havde en stærkt svingende kvalitet. Oluf Severin Kristian Rübner-Petersen ( ) var en fremsynet og erfaren lærer, der allerede i sin tid som skolebestyrer for Esbjerg Realskole, , havde opnået store pædagogiske resultater. Foto: Esbjerg Lokalhistoriske Arkiv. ( ) der kom fra en stilling som skolebestyrer for den private realskole i Esbjerg, havde man fundet en erfaren og fremsynet pædagog, der havde forudsætningen for at kunne forløse disse ambitioner. Den nye skoledirektør fik ti år på posten. Han forsøgte målbevidst at styrke skolernes faglige indhold, give skolevæsenet et dansk præg og åbne muligheder for, at velbegavede børn kunne fortsætte skolegangen i en offentlig realskole. Ved ankomsten til Dansk Vestindien foretog Rübner-Petersen en grundig analyse af det samlede vestindiske skolevæsen. Hans konklusioner lagde sig tæt op ad kommissionens rapport: Skolevæsenet i Vestindien var ikke i god forfatning. Antallet af indskrevne elever i de vestindiske skoler var relativt højt. I 1907 var der i alt 1982 elever i skolerne på Sankt Croix, 1363 i offentlige skoler og 619 i privatskoler. Hertil kom 44 elever, der blev undervist hjemme, samt et ukendt antal børn, som undervistes udenfor øerne i Danmark Et endnu større problem var imidlertid elevernes manglende tilstedeværelse i skolerne. Her svingede tallene atter fra skole til skole, men i gennemsnit var omkring 30 % af eleverne dagligt fraværende fra skolerne i Sankt Croix. Hvad værre er: De der kom, mødte ikke ved skolestart, men kom dalrende i løbet af formiddagen. Skolernes bygningsmæssige standard var generelt god såvel blandt kommuneskolerne som landskolerne. I sidstnævnte skoler var der imidlertid dét problem, at der kun var ét klasselokale i bygningen, således at undervisningen af flere klasser måtte foregå her på samme tid. Det stod dårligt til med skolernes inventar og forsyning af undervisningsmidler. Sidstnævnte begrænsede sig i de fleste tilfælde til en tavle, nogle få geografikort, som desværre altid var forsynede med Navne, enkelte anskuelsesbilleder og et stærkt begrænset udvalg af fortrinsvis ældre og slidte lærebøger til læsning, der ikke måtte tages med hjem fra skolerne. Med dette begrænsede udbud var det vanskeligt at gennemføre klasseundervisning med individuel overhøring. Dét afhang jo i sidste ende af lærernes pædagogiske evner og her var situationen også temmelig trøstesløs. 32

33 Antallet af lærere var sammenlignet med antallet af elever ganske pænt, men deres uddannelsesniveau var lavt. Af de 47 ansatte lærere i Sankt Croix skolevæsen havde 11 fået en formel uddannelse som lærere, ingen af dem i Danmark, medens den øvrige lærerstab kun havde den viden, de selv havde erhvervet i skolen eller opnået ved selvstudier eller privatundervisning. For en dansk skolemand som Rübner-Petersen afslørede de lokale lærere ofte en næsten utrolig Uvidenhed og samtidig en manglende bevidsthed om den centrale samfundsmæssige betydning af lærergerningen: On the whole there is scarcely any work that may be of that importance for the people, the young and the old, as just that of the teacher. A teacher here has told me that in former days the teachers were called Missionaries, likely a remembrance from the time when the Moravian church was the leader of the schools. The name is not used any more, but it was beautiful and good if the teachers really tried to be a sort of missionaries for their people and their race, that has so much of promise but needs so much help if they really endeavoured to elevate the population to a higher and better niveau, but a missionary, in a right sense of the word, will only he be, who will serve the people he is working among and sacrifice himself for his work and for that alone a truth that is proved both by the spreading of Christianity and culture. Endelig stod det vestindiske lærerkorps dårligt rustet til at imødekomme Rübner-Petersens ønske om en styrkelse af danskfaget i skolerne. Ingen nr. 213 / juni Rübner-Petersen i et klasselokale. R-P var selv pædagogisk foregangsmand og producerede nye undervisningsmidler til undervisningen: En dansk grammatik og en lærebog til religionsundervisningen blev det til. Han introducerede anskuelsesundervisning i skolerne og skrev selv danske oversættelser til engelske serier af vægbilleder. Endelig arbejdede han på, som man kan se på fotografiet, med at udvikle et eget undervisningssystem i regning, baseret på en særlig form for kuglerammer. Foto: Jørgen Bjerregaards privatsamling. 33

34 af de fastansatte lærere og lærerinder på Sankt Croix havde dansk som modersmål, og deres evne til at skrive og læse dansk var begrænset; fire af lærerne kunne slet ikke forstå dansk. Udnyttelsen af de ansatte læreres arbejdskraft var heller ikke tilfredsstillende. En effektiv skemalægning fandt ikke sted. Eksempler på at én lærer underviste samtlige skolens elever i f.eks. bibelhistorie, medens den øvrige lærerstab holdt fri, var hyppige! Med det ovenfor skitserede udgangspunkt var det ikke overraskende, at niveauet var beskedent: Bibelhistorie, læsning, skrivning og regning var skolens hovedfag: Dårlige læseevner med usikker og ofte fejlagtig udtale, højst usikker stavning og manglende evne til at skriftligt at formulere sig uden forlæg, kendskabet til de 4 regnearter var rudimentært, og eleverne var slet ikke trænet i hovedregning; kun elevernes evne til at opøve en pæn håndskrift fik positive ord med på vejen af Rübner-Petersen. Der blev undervist i dansk på de ældste klassetrin i byskolerne et par timer om ugen, hvorimod dansk ikke fandtes på skemaerne i landsbyskolen, selvom de gældende skoleanordninger foreskrev det. Alle skolebørn synes dog at have lært kongesangen Kong Kristian stod ved højen Mast, men det blev for mange børn også den eneste kontakt med det danske sprog i skolen. De opnåede resultater af danskundervisningen i byskolerne var skuffende. Situationen fik Rübner-Petersen til at fremkomme med følgende hjertesuk: In general it must be remarked that it is not pleasant for a Dane to see how much the language has been neglected in the schools, of which many, public as well as private, not at all have given any instructions in it. That the language of the Mother-country has been thus treated in the colonies is surely exceptional, at all events such is not the case in the Dutch-West-Indies Possessions of which the conditions certainly can best be compared with ours because the Dutch language no more than the Danish, is of any greater importance outside the country itself. Also there the language in which instruction is given is English, but there is granted to the Dutch language a considerable number of school hours, and a much better result is reached there than here. That the Dutch colonies thereby become nearer connected with the Mother-country cannot be doubted. Reformerne Der forestod store opgaver for Rübner-Petersen med det vestindiske skolevæsen. For det første skulle der ske en administrativ opstramning af skolernes drift, så de kom til at fungere mere i overensstemmelse med den gældende lovgivning og med et større og mere stabilt fremmøde af eleverne. Herefter skulle der iværksættes en række forbedringer af skolens faglige indhold, så det generelle niveau i skolerne væsentligt højnedes. Det krævede en målrettet indsats på det didaktiske-pædagogiske område, og ikke mindst skulle der ske en markant forbedring af lærernes faglige niveau. Endelig skulle danskheden styrkes i skolen: Dansk grammatik og læsning skulle opprioriteres, specielt i de ældre klasser, ligesom undervisningen i dansk historie og geografi. Løsningen var efter Rübner-Petersens mening ikke at få flere danske lærere over til øerne. De havde ganske vist et højere fagligt niveau, men modtog også højere løn. Samtidig måtte det forventes, at det var relativt unge og uerfarne danske lærere, der ville prøve lykken i Dansk Vestindien; efter nogle år derude, netop når de for alvor havde lært de vestindiske forhold at kende og kunne gøre stor gavn, ville de være tilbøjelige til at vende hjem til Danmark igen. Skolerne ville have mere varig glæde af indfødte lærere. Man skulle derfor satse på at få de lokale lærere bedre uddannet og i øvrigt give dem mere attraktive rammer for deres virke, bl.a. en bedre løn. Rübner-Petersen synes 34

35 ikke ved sin tiltræden som skoledirektør at have i tankerne, at sorte fra Dansk Vestindien skulle sendes til Danmark for at få læreruddannelsen på et dansk seminarium. Rübner-Petersen havde nok snarere i tankerne, at der under hans nøje overvågning skulle foretages en løbende efteruddannelse og kvalitetssikring af lærerkorpset og ikke mindst det store antal af hjælpelærere, der for at yde en større indsats blev lokket med højere løn. Nogle år efter så Rübner-Petersen mere positivt på at sende vestindiske unge til danske seminarier. I Bemærkninger til Forslag til Skoleanordning for Sankt Croix Kommune, der førte frem til skoleanordningen i 1911, anfører Rübner-Petersen: Man skulle opmuntre dem til i Moderlandet at søge videre Uddannelse som Lærere saaledes, at Øen efterhaanden kan faa sin egen Lærerstand, udgaaet af Øens egen Befolkning, men med grundig Kendskab til Moderlandet, og ikke skal være tvungen til at skaffe sig Lærere fra dette eller fra engelske eller amerikanske Øer. Der er saa faa Muligheder for Befolkningen her, at de lønnede Stillinger, der findes, saa vidt muligt bør forbeholdes denne, hvortil desuden kommer, at Skolen utvivlsomt vil være bedst tjent med indførte Lærere. Den anden hovedsten i Rübner-Petersens reformplaner var en kraftig modernisering af undervisningens form og indhold. Inventar- og undervisningsmiddelsituationen skulle udbedres ved fremskaffelse af nye og tidssvarende materialer. Det vestindiske skolevæsen skulle bringes i overensstemmelse med de nyeste tiltag i det danske skolesystem. Det nye fag anskuelses- eller iagtta- nr. 213 / juni 2017 Peter s Rest School ca en af von Scholtens landskoler på St. Croix. Kig ind i øverste klasse. Ved katederet troner førstelærer Alexander Joseph, der var født på Antigua 1853 og her fået sin uddannelse som lærer. De vestindiske skoler blev i løbet af Rübner-Petersens embedsperiode forsynet med tidssvarende undervisningsmidler og bedre udstyrede klasselokaler. På væggene ses danske anskuelsesbilleder. Foto: Jørgen Bjerregaards privatsamling. 35

36 gelsesundervisning, der blev indført i den danske skole i 1900, skulle sættes på det vestindiske curriculum. Hermed fik billeder indpas i skolerne og dermed en ny revolutionerende måde at undervise på: Undervisningen tog udgangspunkt i billeder og samtalerne om disse. Fag som sløjd, gymnastik, historie, geografi og naturhistorie skulle som i de danske byskoler nu også have en prominent placering i undervisningen ved siden af basisfagene læsning skrivning, regning og religion. Undervisningsformen skulle ikke længere blot være den bevidstløse reproduktion af mere eller mindre meningsløse sætninger plapreskolen - men undervisningen skulle fremme, at eleverne rent faktisk forstod, hvad de blev undervist i og være i stand til at formulere det med egne ord. Undervisningen i religionskundskab krævede særlige hensyn til de forskellige kirkesamfund på øerne. Der måtte kun undervises i selve bibelhistorien samt de læresætninger, der var fælles for de anerkendte kirkesamfund. Der måtte ikke i skolen foregå kristelig påvirkning, der havde til sigte at drage et barn fra det trossamfund, dét ved dåben var blevet medlem af. Endelig skulle de katolske børn undervises af en katolsk lærer. En særlig indsats skulle gøres på danskområdet. Rübner-Petersen var og blev dansk skolemand og mente at kendskab til dansk sprog og kultur ville binde øerne tættere til moderlandet. For Rübner- Petersen var de vestindiske øer danske, og befolkningen skulle også føle sig som sådan. Der skulle undervises i dansk i samtlige vestindiske skoler, og børnene skulle herudover lære om dansk historie og kultur. I den sammenhæng indførte Rübner-Petersenen en række officielle flagdage i skolen, der markerede centrale begivenheder i Danmarkshistorien, f.eks.: Stormen på København 11. februar 1659, slaget på Rheden 1801 og Isted-slaget 1850, ud over de i alt 15 flagdage, der markerede fødselsdage i det danske kongehus! Den overfor skitserede reformplan blev ledetråden for Rübner-Petersens nidkære arbejde for at højne det vestindiske skolevæsen og hovedtrækkene kan genfindes i den nye skoleanordning for Sankt Croix kommune fra 1912, der erstattede anordningen fra Didaktik og danskhed Rübner-Petersens 10 år som skoledirektør i Dansk Vestindien satte sig spor i skolevæsenet. Fra begyndelsen fik han med sine uomtvistelige evner som administrator sat fokus på en række af skolevæsenets grundproblemer det store elevfravær, den mangelfulde tilrettelæggelse af skolens undervisning, de dårligt uddannede lærere, de manglende undervisningsmidler, det urimeligt lave undervisningsniveau i skolerne og det begrænsede danske islæt i skolernes hverdag. Igennem hans årlige skolerapporter kan arbejdet følges og små fremskridt iagttages. Der synes ikke at herske tvivl om, at der blev rettet kraftigt op på fremmødet i de vestindiske skoler gennem skærpet kontrol, og en stram opretholdelse af et bødesystem. Rübner-Petersen udstak rammerne for en modernisering af det vestindiske skolevæsen og dets undervisning. I hvor høj grad lærerkorpset professionaliseredes under Rübner-Petersens 10 års periode, er det svært at udtale sig om. Kravene til lærernes undervisning var uden tvivl blevet øget, ligesom skoledirektørens kontrol, men det var stadigvæk et problem at finde nok formelt uddannede lærere til jobbene. Rübner-Petersens tanker om at sende vestindiske unge til danske seminarier nåede ikke at blive sat systematisk i værk før øernes salg. De vestindiske skoler blev i løbet af Rübner-Petersens ti år langt bedre forsynet med tidssvarende undervisningsmidler og rækken af undervisningsfag udvidedes i underskolen. Som dokumentation af disse fremskridt lod Rübner-Petersen med en slet skjult selvfølelse - en serie fotografier optage 36

37 fra de vestindiske skolers klasselokaler. Om virkeligheden så svarede til dette skønmaleri er en helt anden sag. Udgangspunktet for hans arbejde var yderst vanskeligt: knappe ressourcer, dårligt uddannede lærere, demotiverede elever og en generel mangel på interesse for skolesagen blandt myndighederne i Danmark. Det var svære odds at kæmpe imod, og alligevel opnåede han store resultater med den vestindiske skole i sine 10 år på øerne. Kvaliteten i undervisningen højnedes. Men blev skolen også mere dansk? På dette område havde Rübner-Petersen nok mindst succes. Et forøget antal timer i dansk, lidt fædrelandssange og Danmarkshistorie gjorde det ikke alene. Der var og blev meget langt fra Dansk Vestindien til moderlandet. Det havde krævet en langt større, systematisk og længerevarende indsats fra dansk side, hvis den danske kultur skulle have rodfæstet sig i Dansk Vestindien. Det var der hverken vilje eller ressourcer til fra officielt hold i Danmark. Skolen var aldrig fra den danske stats side tiltænkt rollen som rambuk for en dansk kultureksport, og skolevæsenet på øerne blev aldrig blot en naturlig forlængelse af det danske skolesystem. Skolevæsenet i Dansk Vestindien formede sin helt egen historie, hvor træk fra den danske skole blandede sig med elementer, hentet i andre europæiske lande og fra det caribiske lokalområde. At stille spørgsmålet om skolen i Dansk Vestindien nogensinde blev rigtig dansk, er i virkeligheden forfejlet. Skolen i Dansk Vestindien var og forblev vestindisk med sit helt eget liv, som kun for alvor kan forstås ud fra sine lokale forudsætninger. Anvendt Litteratur Keld Grinder-Hansen, Danskhed og didaktik i Dansk Vestindien, i Skoler i palmernes skygge, 2008, s Skoler i palmernes skygge, redaktion: Julie Fryd Johansen, Jesper Eckhardt Larsen og Vagn Skovgaard-Petersen, Dansk Skolemuseum nr. 213 / juni 2017 Dette forstod Rübner-Petersen nok aldrig og derfor var han en skuffet mand, da Danmark solgte øerne til USA i 1917 for 25 millioner $. Rübner- Petersen blev af de amerikanske myndigheder tilbudt at fortsætte som skoledirektør efter overtagelsesdatoen, men hans mission havde mistet sin mening. Øerne var ikke længere danske. 37

38 Af Astrid Nonbo Andersen, ph.d. DIIS Kravene om erstatninger for slaveriet og idéen om den reparerende ret I 2014 lancerede den overstatslige caribiske samarbejdsorganisation CARICOM en ti punkts plan med krav om erstatninger for langtidseffekterne af slaveri og kolonialisme rettet mod alle involverede tidligere europæiske kolonimagter i Caribien, herunder Sverige, Norge og Danmark. Planen blev offentliggjort via organisationens advokat, det britiske advokatfirma Leigh Day, Legal Consultants. Advokatfirmaet understregede, at CARICOM i første omgang søgte en dialog med de europæiske regeringer, men at man havde tænkt sig at bringe sagen for den Internationale Domstol i Haag, hvis man ikke kunne finde en politisk løsning. Erstatningskravet lød ikke på et specifikt beløb men derimod ti punkter, hvoraf et var en helhjertet officiel undskyldning mens andre punkter gik på kulturelle institutioner, et afrikansk videns program og økonomisk støtte til de caribiere, der ønsker at bosætte sig på det afrikanske kontinent. I interviews med flere af medlemmerne af CARICOM s erstatningskommission fremgår det, at planen er resultat af en reparative justice approach dvs. en reparerende retfærdigheds tilgang. Netop begrebet repair er også det begreb, Shelley Moorhead benytter. Han er leder af the African Caribbean Reparations and Resettlement Alliance (ACRRA), dvs. den NGO på de amerikanske Jomfruøer, der søger reparations fra Danmark for kolonialisme og slaveri. Reparations kan på dansk oversættes med erstatninger, og kravet om erstatninger i form af specifikke beløb har en lang forhistorie i USA, hvor afrikansk-amerikanske aktivister siden 2. verdenskrig har krævet store konkrete beløb som kompensation for slaveri og racediskriminerende lovgivning i USA. 1 Men den definition af repair, som benyttes af både CARICOM og ACRRA har en udvidet betydning. ACRRA definerer reparations på denne måde: The aim of reparations is to heal communities divided by the historic roles carried out as offender and offended. Reparations are the joint obligation to truth-telling, to ensure the relevant historical facts are uncovered, discussed and properly memorialized. Reparations, through initiatives in education, restoration, and reconciliation, will succeed in making some form of amends in the present to give material substance to expressions of regret and responsibility. Historien om erstatningskravene for slaveri og kolonialisme går langt tilbage i tid. Både kolonialisme og den transatlantiske slavehandel var globale fænomener, og derfor genfindes kravene også i forskellige versioner i verden og tager form af det sted, de bliver rejst i. I USA spiller den amerikanske strafferetskultur ind, i den afrikanske version er der mere fokus på gældseftergivelse og i Caribien har særligt rastafarianismen sat sit aftryk på kravene. Erstatningskravene trækker altså på en række forskellige idéhistoriske traditioner. Det, det skal handle om her er én af disse, nemlig idéen om den genoprettende eller reparerende retfærdighedstanke, som spiller en vigtig rolle for den udvidede betydning af erstatninger, man finder i både CARICOMs og ACRRAs ideer om erstatning. 1 Se også Nonbo Andersen 2017, hvor man kan læse mere om de mange andre aspekter af erstatningskravene. 38

39 Læren fra Nürnbergprocesserne Mange af de elementer, der indgår i modeller for genoprettende- eller reparerende retfærdighed, har gamle rødder i før-moderne samfund og genfindes i traditionelle samfund over det meste af verden. 2 I en moderne vestlig kontekst kan kimen til mange af de tanker, der går igen i den reparerende- og genoprettende retfærdighedstanke forstås som en refleksion af erfaringerne fra Nürnbergprocesserne. Få måneder efter de allieredes sejr over Nazityskland enedes Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien og USA om at nedsætte Den Internationale Militærdomstol i byen Nürnberg i Tyskland med det formål at retsforfølge de af det Tredje Riges øverste ledere, der endnu var i live, og som man havde pågrebet. Nürnbergtribunalet satte nye standarder. Det var det første eksempel på en international retssag ført mod ledere af den angribende stat. I Nürnberg forsøgte man at anvende almindelig strafferets- og retsstatsprincipper men måtte erkende, at man var nødt til at arbejde med et udvidet retfærdighedsbegreb i form af begrebet forbrydelser mod menneskeheden. Også på dette punkt var tribunalet en nyskabelse. Processerne, der fandt sted mellem 21. november 1945 og 1. oktober 1946 bestod af 403 åbne sessioner. Man indkaldte 93 vidner og gennemgik mere end beslaglagte tyske dokumenter + mange ruller film. Den nøje prøvelse af Det Tredje Riges topledere var tænkt som en symbolsk markering af forskellen mellem det diktatoriske Nazityskland og de civiliserede allierede. Man ønskede at vise omverdenen, at Tyskland blev straffet, fordi landet havde forbrudt sig mod internationale love, traktater og aftaler og at retssagen altså ikke skulle ses som et udtryk for hævn. Dermed markerede tribunalet i sig selv forskellen mellem de allieredes retssamfund og nazisternes barbari. I mere end én forstand lagde tribunalet de første sten i et nyt retfærdighedsparadigme, der siden er blevet videreudviklet indenfor det praktiske og teoretiske felt man på engelsk kalder transitional justice, og som på dansk bliver oversat med det lidt mindre mundrette overgangsretfærdighed. Men verden blev polariseret med den Kolde Krig, og selvom Nürnbergtribunalet på en række områder var paradigmesættende, blev tribunalet derfor den eneste af sin slags de næste mange årtier. 1990ernes humanitære interventioner og etableringen af den permanente Internationale Straffedomstol i Haag skal derfor ses som en tilbagevending til Nürnbergtribunalets arv. Med murens fald kunne tankerne fra Nürnberg igen udfoldes, og derfor fik de løsninger, man fandt efter afslutningen på 2. verdenskrig, langt senere indflydelse på spørgsmålet om håndteringen af historiske uretfærdigheder. 3 Det store bevismateriale og processerne i sig selv var i høj grad med til at forme den måde eftertiden forstod 2. verdenskrig og ikke mindst Holocaust på. Historikeren Raul Hilberg, som skrev en af de allerførste og vigtigste historiske dokumentationer af Holocaust, The Destruction of the European Jews, baserede store dele af sit værk på netop det materiale, der også blev anvendt i nr. 213 / juni Weitekamp & Kerner Teitel 2003, 72 74; Barkan

40 Nürnberg. Men den forståelse af Holocaust, vi har i dag, var langt fra det billede omverdenen havde i de første årtier efter krigens afslutning, hvor der herskede udbredt tavshed om Holocaust. Mordet på jøder og andre religiøse minoriteter optog kun en mindre plads under Nürnbergtribunalet. Det forhold har mere end en forklaring. Chefanklagerne var meget tilbageholdende med at bruge overlevende fra kz-lejrene som vidner. Forsvarene for nazitoppen anklagede tribunalet for at være en skueproces, hvor udfaldet var givet på forhånd. Det var derfor chefanklagerne magtpåliggende at sørge for, at dokumentationen for forbrydelserne var tilstrækkelig. Allerede under krigen løb de første rapporter om kz-lejrene ind, men forbrydelsernes omfang og karakter var på det tidspunkt så ny, at man faktisk havde svært ved at tro på, at det virkelig kunne passe. Kz-lejrenes uhyrligheder var så modbydelige, at de forekom mange udenforstående usandsynlige. Chefanklagerne frygtede med andre ord, at øjenvidner ville blive betragtet som løgnere. 4 Af samme grund valgte anklagerteamene at bygge deres bevisførelse op efter princippet skriftlige dokumenter fremfor vidnesbyrd, og udenforstående øjenvidner frem for overlevere. For at gøre bevisførelsen så stærk som mulig, valgte man at lægge hovedvægten på brud på bl.a. internationale regler for behandling af krigsfanger og civile. Det betød, at kz-fangerne blev beskrevet som politiske fanger og altså ikke som civile der blev forfulgt på grund af deres religion og etnicitet, som det var tilfældet for langt de fleste. Netop fordi man i vid udstrækning undlod at anvende jødiske overlevende som vidner, og fordi de blev repræsenteret som tal i statistikker og bunker af døde kroppe forblev ofrene meget anonyme og man fik ikke noget særligt udfoldet indblik i, hvordan de selv havde oplevet forfølgelserne og udryddelseslejren under Nürnberg. Dette var også en af grundene til, at Holocaust forsvandt ud af den generelle erindring om 2. verdenskrig i årene umiddelbart efter krigen. 5 Genoprejsning til Holocaustoverlevere I årtierne efter blev krigen i både Tyskland, USA og Europa husket som netop krigen. Man mindedes de døde soldater og omkomne familiemedlemmer. Enkelte tysk-jødiske intellektuelle som bl.a. Hannah Arendt og Theodor W. Adorno & Max Horkheimer beskæftigede sig med Holocaust som de beskrev som en uhyggelig konsekvens af den europæiske modernitet. 6 Men det store flertal af overlevende europæiske jøder forholdt sig tavse om deres oplevelser i kz-lejrene eller på flugt. En stor del af de europæiske jøder slog sig efter krigen ned i Syd- og Nordamerika og en anden stor del i den nyoprettede stat Israel. Men selvom oprettelsen af staten Israel hang tæt sammen med jødeforfølgelserne og Holocaust udviklede der sig hurtigt et israelsk tabu om de overlevende fra kzlejrene. Mange af de ikke-europæiske jøder, der ikke selv havde oplevet forfølgelserne og lejrene, stillede spørgsmålstegn ved dels hvorfor de europæiske jøder ikke havde gjort mere aktivt modstand, dels hvorfor de, der overlevede, egentlig havde overlevet var det fordi de havde forrådt deres egne, lød mistanken. Netop dette tabu var ét som den israelske premierminister Ben Gurion ønskede at gøre op med. Og sagen mod den tyske embedsmand Adolph Eichmann i Jerusalem i 1961 spillede en afgørende rolle i Gurions projekt. Chefanklageren, Gideon Hausner, forklarede senere at pointen med at dømme Eichmann ikke var selve dommen, men at den havde andre politiske formål: først og fremmest at minde verden om, at den stadig havde et ansvar for at beskytte den jødiske stat, 4 Kz-lejr overleveren Primo Levi beskriver netop dette fænomen i sin erindringsbog (Levi 2003), når han nævner at en lejrvagt sagde til kz-fangerne at ingen ville tro dem, hvis de overlevede. 5 Osiel 1995; Douglas Arendt 1951; Adorno & Horkheimer

41 men også at bryde med det tabu, der omgærdede Holocaustoverlevere i Israel. Hausner forklarede videre, at Nürnbergprocesserne havde været teknisk succesfulde, men ikke havde været i stand til at røre folks hjerter. 7 For at opnå dette didaktiske mål besluttede anklagerteamet derfor at basere rettergangen på vidneudsagn snarere end tekniske dokumenter. I følge Hausner kunne retfærdigheden ikke ske fyldest alene gennem en juridisk proces og en domsafsigelse. Et essentielt element i nazisternes forbrydelse var, at de havde forsøgt at udslette erindringen om jøderne. Processen mod Eichmann var derfor ifølge Hausner designet til at modvirke denne form for destruktion ved netop at give plads til erindringer og til vidneudsagn. Man indkaldte derfor langt flere vidner, end man havde brug for til at kunne fastlægge Eichmanns skyld, og en del af vidneudsagnene havde kun svage forbindelser til spørgsmålet om, hvorvidt Eichmann var skyldig eller ej. Selve retssalen blev i stedet en platform, der gav stemme til de overlevende. Denne brug af vidner og andre dramatiske effekter taget i brug af anklagerne var noget af det Hannah Arendt tog anstød af i hendes svigende reportage fra retssagen, som danner grundlaget for hendes bog Ondskabens banalitet. I hendes øjne korrumperede brugen af vidner de juridiske aspekter af retssagen. Desuden mente hun, at de tilslørede den i hendes øjne allervigtigste lære af retssagen, nemlig at selv uhyrligheder af den karakter og det omfang som nazisterne havde begået, var blevet begået af helt normale, endda banale mennesker som Eichmann. Men selvom hun i både sine reportager og i bogen forholdt sig stærkt kritisk til retssagen, diskuterede hun spørgsmålet om behovet for at give ofrene stemme i en korrespondance med filosoffen Karl Jaspers. Jaspers var som Arendt stærkt kritisk overfor Eichmann-processen, men skriver i den forbindelse: Jeg har den her næsten fjollede simplistiske idé: Det ville være fantastisk hvis man helt kunne undlade retssagen og i stedet gøre det til en undersøgelses- og afklaringsproces. Målet ville være den bedst mulige objektificering af de historiske fakta. Endemålet ville ikke være dommernes domsafsigelse, men vished om fakta i den udstrækning at sikkerhed kan opnås. 8 Denne idé foregriber et centralt element i flere senere sandheds- og historikerkommissioner nemlig at retfærdighed ikke alene handler om at fastslå specifikke skyldsspørgsmål, men lige så meget at fastslå hvad der foregik under konflikten i en erkendelse af, at dét at historien bliver fortalt til omverdenen er en vigtig del af genoprejsningen af ofrene. Og her nærmer vi også et andet helt centralt element i idéen om genoprettende eller reparerende ret nemlig omverdenens officielle anerkendelse af offerets lidelser. Et af de spørgsmål, der optog retsfilosoffer i årene efter Nürnberg var netop, hvordan man ydede større retfærdighed til ofrene og gav deres lidelser mere plads i retsopgør efter krige. Og til det formål var det formelle juridiske system ikke altid det bedst egnede. Genoprettende ret efter Murens fald Arven efter Nürnberg blev husket under de regimeskifter, der fandt sted i Sydamerika, Østeuropa og Afrika efter den kolde krigs ophør. Men man gik også andre veje i forsøget på at finde en måde at yde retfærdighed og genopretning til ofre for det tidligere regime. Det er karakteristisk for denne fase (perioden 1989 til ca. 2000), at de overgangsretfærdighedsmodeller man forsøgte sig med her meget ofte blev baseret på det lokale samfunds kultur og på lokale forhold. I mange af disse modeller forsøgte man at finde en løsning på, hvordan man kunne genoprette samfundet og reintegrere både ofre og gerningsmænd efter store voldelige konflikter. 9 En af de meste kendte nr. 213 / juni Segev 2005; Douglas 2005: Karl Jaspers i en brevveksling med Hannah Arendt, citeret i Douglas 2001:175, min oversættelse. 41

42 modeller fra den fase er sandhedskommissionen. Den argentinske nationale kommission om personforsvindinger fra 1983 var den første af sin art. Men de fleste forbinder i dag sandhedskommissioner med den sydafrikanske sandheds- og forsoningskommission, som ikke kun var baseret på klassiske juridiske principper men også kristne tilgivelsesprincipper og afrikansk ubuntu filosofi. Den sydafrikanske er som nævnt den mest kendte sandhedskommission, men over årene har man rundt om i verden etableret ca. 40 sandheds-, forsonings- og/eller historiekommissioner. Det er svært at sige noget helt entydigt overordnet om disse forskellige tiltag, da de netop ofte kombinerer klassiske juridiske greb med løsningsmodeller, filosofi og kultur fra de konkrete samfund, som de er del i. Det der går igen i de fleste er et stort fokus på de sociale, kulturelle og symbolske dimensioner af konfliktløsningen, hvorved de på mange måder står overfor det samme grunddilemma, man stod overfor i Nürnberg: nemlig på den ene side at fælde dom baseret på retsstatsprincipper og gældende lov, men samtidig også tilgodese de didaktiske formål retssager af denne type også har. Det nye ved modellerne fra denne periode var, at de især lagde vægt på begreber som anerkendelse, genoprettelse, rehabilitering og reintegration. Sammenligner man med Nürnbergprocessen bevægede disse modeller sig ud over spørgsmålet om det tidligere undertrykkende regimes straffeansvar og var i mange tilfælde informeret af teorier man kender fra nation-building snarere end af strafferet. 10 For at opnå netop reintegration og anerkendelse tog man i denne periode nye metoder i brug enten som alternativer til eller som tillæg til de mere klassiske juridiske procedurer. Det gælder platforme for at fortælle sandheden (i Sydafrika f.eks. ved at love amnesti til de gerningsmænd, der fortalte den fulde sandhed), symbolsk kompensation i form af f.eks. officielle undskyldninger, Sandhedskommissionen i Sydafrika 42

43 oprettelse af nationale mindedage, mindemuseer, monumenter, udskiftning af stednavne. Man forsøgte også at rehabilitere offergrupper. I nogle tilfælde ved at yde økonomisk kompensation, i andre uddannelsesstøtte, sundhedsforsikringer, boligstøtte, institutionelle reformer, og tilbagelevering af konfiskerede territorier. 11 Historiebevidsthed som retfærdighed Kravene om erstatninger for slaveri og kolonialisme hører ikke til blandt de modeller for genopretning, der blev udviklet i denne periode. Men som den amerikanske juraprofessor Ruti G. Teitel gør opmærksom på, så har mange af de tiltag, man udviklede i forbindelse med regimeskifte efter 1990 senere inspireret andre grupper, der kæmper for retfærdighed for historiske uretfærdigheder, der ligger længere tilbage i tid. 12 Dette gælder også i sagen om erstatningskravene fra henholdsvis CARICOM og ACRRA. I både CARI- COMs og ACRRAs tilfælde taler man som før nævnt om reparative justice (reparerende ret) og sjældnere om restorative justice (genoprettende ret), som i højere grad bliver anvendt i forbindelse med netop overgangsretfærdighed efter et regimeskifte. Ofte bruges de to begreber dog i flæng og de minder også om hinanden på en lang række centrale punkter. Den afgørende forskel er nok, at man indenfor den genoprettende ret er mere fokuseret på at reintegrere både offer og gerningsmand i det omgivende samfund et aspekt som er mindre relevant for både CARICOM og ACRRA, da dette reintegrationselement ikke giver ret meget mening i forholdet mellem de caribiske samfund og Europa. Hvis vi kigger til et par af de teoretikere der beskæftiger sig specifikt med den reparerende retsidé, så er man indenfor den reparerende ret mindre optaget af reintegration af den kriminelle og noget mere optaget af kompensation ud fra idéen om, at den, der har forvoldt skaden, skal give den, der har lidt overlast noget tilbage, som genetablerer parternes jævnbyrdighed. 13 Som den amerikanske juraprofessor Martha Minow skriver, så stammer kernen i erstatningstanken fra den kompenserende retfærdighedsteori, dvs. idéen om at skader må og skal erstattes, og at gerningsmænd skal kompensere deres ofre. 14 Dog gør den amerikanske retsfilosof, Margaret U. Walker, opmærksom på, at kompensation indenfor reparerende ret ikke kan reduceres til klassiske erstatningsformer typisk et konkret beløb. For ét er, at det juridiske system pålægger en gerningsmand at kompensere sit offer, noget andet er om gerningsmanden er villig til at anerkende, at vedkommende har gjort noget forkert, tage ansvar for det, der er sket, og forsøge at forhindre, at det sker igen. Dette aspekt interesserer det klassiske retssystem mindre. Men kernen i reparerende retfærdighed er i følge Walker netop kombinationen af kompensation i en eller anden form og så en gestus, der viser, at den part, der har forvoldt skaden, anerkender offerets lidelse og påtager sig ansvaret for at kompensere vedkommendes tab på en måde, der netop sigter mod at genoprette den oprindelige jævnbyrdighed. Walker kalder derfor reparative handlinger for kommunikative handlinger. Af samme grund argumenterer Walker for at mekanismer, der giver både gerningsmænd, tilskuere og ofre mulighed for at fortælle sandheden (truth-telling) ikke skal forstås som en forudsætning for genoprejsningsmekanismer, men som en form for genoprejsning i sig selv. Når netop sandhedsfortælling, videnscentre og vidensprogrammer om både slaveriets historie, nr. 213 / juni Teitel 2003: 75-89; Barkan 2000: Teitel 2003: De Greiff 2006: 452; Cunneen 2006: 363; Teitel 2000, Teitel Walker 2010: 9 14 Minow 1998:

44 afrikansk historie og den caribiske kolonihistorie fylder så meget i de definitioner af erstatninger man finder hos både CARICOM og ACRRA, så er det fordi begge organisationer tager udgangspunkt i idéen om den reparerende ret, som altså bygger på en udvidet forståelse af, hvordan man yder retfærdighed. Helt som tilfældet var med Holocaust peger mange efterkommere af slavegjorte afrikanere på, at slavehandlere, plantageejere og koloniadministratorer aktivt forsøgte at nedbryde og slette de afrikanske kulturer og religioner og den viden om afrikansk civilisation som de slavegjorte afrikanere bragte med sig. Desuden peger mange caribiske politikere og intellektuelle på, at erindringerne om kolonialismen og slaveriet bevidst er blevet fortiet ikke bare i Europa men også i Caribien, selvom begge dele har sat sig store spor i nutidens caribiske samfund. Som et led i at genopbygge parternes jævnbyrdighed og opnå retfærdighed på er anerkendelse og dokumentation af historien vigtige elementer i denne analyse. Human Rights, and Restorative Justice. I Handbook of Restorative Justice: A Global Perspective, redigeret af D. Sullivan & L. Tifft, London & New York: Routledge De Greiff, Pablo Justice and Reparations. I The Handbook of Reparations, redigeret af P. De Greiff, New York: Oxford University Press. Douglas, Lawrence (2001): The Memory of Judgment, New Haven & London: Yale University Press Minow, Martha Between Vengeance and Forgiveness: Facing History after Genocide and Mass Violence. Boston: Beacon Press. Nonbo Andersen, Astrid (2017): Ingen undskyldning: Erindringer om Dansk Vestindien og kravet om erstatninger for slaveriet. København: Gyldendal Litteratur: Adorno, Theodor W. & Horkheimer, Max (1947): Dialektik der Aufkla rung: philosophische Fragmente, Amsterdam: Querido Osiel, Mark J. (1995): Ever Again: Legal Remembrance of Administrative Massacre, University of Pennsylvania Law Review, Vol. 144, No. 2, pp Arendt, Hannah (1968 [1951]): Origins of Totalitarianism, New York: Harcourt Inc (1963): Eichmann in Jerusalem: A Report on the Banality of Evil, New York: Viking Press Barkan, Elazar (2003): Restitution and Amending Historical Injustices, in Politics and the Past- on Repairing Historical Injustice (ed. Torpey, John), Oxford: Rowman & Littlefield ---- (2000): The Guilt of Nations Restitution and Negotiating Historical Injustices, Baltimore and London: The Johns Hopkins University Press Cunneen, Chris Exploring the Relationship between Reparations, the Gross Violation of Segev, Tom (2005): The Seventh Million: The Israelis and the Holocaust, New York: Henry Holt and Company Teitel, Ruti G. (2000): Transitional Justice, New York: Oxford University Press ---- (2003): Transitional Justice Genealogy. Harvard Human Rights Journal 16: Walker, Margaret Urban Truth Telling as Reparations. Metaphilosophy 41 (4): Weitekamp, Elmar G. M. & Kerner, Hans-Jürgen (eds) (2002): Restorative justice: theoretical foundations, Cullompton: Willan Publishers 44

45 Samarbejdsprojekt sikrer bevaring af unik dansk bygningskultur på de tidligere Dansk Vestindiske Øer nr. 213 / juni 2017 IN SEARCH OF IDENTITY 2017 er hundredeåret for salget af Dansk Vestindien til USA. I Historiske Huse ønsker vi at markere jubilæet med samarbejdsprojektet In Search of Identity, som bygger på vores fælles historie, sigter efter fremtidigt samarbejde og danner rammen om kulturel udveksling - alt sammen med kulturarven som dynamo. Viden om egen historie giver identitet Fundamentet for et godt liv, hvor man både har rod og fremtid, er kendskabet til egen historie. I 1917 vinkede vi farvel til et kvart århundredes rigsfællesskab, da de danske skibe stævnede ud fra kajen på de fjerntliggende danske øer i Caribien. Tilbage stod vores tidligere landsmænd, med tab af deres nære historie, deres konge og deres identitet. I dag, 100 år efter, er det stadig et tab, der kan mærkes. Bygninger er historie- og kulturmarkører og bærer vidnesbyrd om, hvad man mente, og hvad der var vigtigt i samtiden. In Search of Identity er, som titlen siger, lokalbefolkningens ønske om at styrke deres egen identitet gennem bevaring og udvikling af deres stedlige kultur og egenart. Af Nana Weien Okholm, etnolog, Historiske Huse Government House i Christiansfeld flager med øernes eget flag, Stars and Stripes og Dannebrog. Fotograf: Niels Bjerg. 45

46 Bygningerne fra den danske tid rummer historier om samfundsforhold, om menneskeliv og om vores fælles historie. I Historiske Huse mener vi derfor, at bevaring af bygningerne på de tidligere Dansk Vestindiske Øer er altafgørende. Det gælder for både de mennesker, der i dag bor på US Virgin Islands, og for os danskere. Med In Search of Identity kommer vi alle vores egen historie nærmere. Godt forankret i lokalmiljøet In Search of Identity er udarbejdet i samarbejde med vore samarbejdspartnere på US Virgin Islands, og er i sit udgangspunkt baseret på en borgerproces i Christiansted, St. Croix og i Charlotte Amalie, St. Thomas. Borgerprocessen har bestået af idékonkurrencer afholdt i 2013 og 2014 for de to byers udvikling. For Christiansteds vedkommende omfattede vin- derprojektet en strategi for revitaliseringen af den historiske by, som bl.a. omfatter at etablere en uddannelsesinstitution indenfor kulturarven, således at byens gamle, danske kaserneanlæg får en ny funktion, og unge mennesker trækkes til byen og befolker de småhuse, der trænger til nyt liv. Vinderprojektet i Charlotte Amalie omfatter en strategi for styrkelse af formidlingen af øernes kultur og historie i form af udvikling af et gammelt og stort skoleanlæg til et kultur- og museumscenter. Det vil blive øernes første formidlingscenter, som også skal udgøre en lødig turistattraktion for øens mange turister. In Search of Identity tager dermed udgangspunkt i, hvordan man lokalt mener, at kulturarven kan og bør styrkes. In Search of Identity handler om samarbejde på tværs af fagligheder, nationaliteter og generationer. Fotograf: Arkitektskolen Aarhus. 46

47 En glemt danmarkshistorie I de knap 250 år, som de tidligere Dansk Vestindiske Øer var under dansk overherredømme, har øerne unægtelig haft en afgørende betydning her i landet. Eksporten af sukker fra de tidligere danske øer er til dato den største eksportvare i danmarkshistorien og i begyndelsen af 1800-tallet var Charlotte Amalie på St. Thomas det samlede danske kongeriges næststørste by. Også her i landet var søfartshandlen fra øerne udslagsgivende - det siges bl.a., at opførelsen af en tredjedel af det gamle København er finansieret af midler tjent på sukkerproduktionen på øerne. Det er en del af danmarkshistorien, som i mange år har været glemt og puttet af vejen bl.a. fordi historien også omfatter det institutionaliserede slaveri på de danske øer. På øerne er fortællingen om vores fælles historie ikke glemt, for den er af afgørende betydning for de tre små øer, og derfor er de fysiske strukturer fra den danske tid af så stor betydning. De tidligere danske øer har en stor og rig bygningskultur, der omfatter tre historiske byer, fem bevarede forter, hundredevis af plantagebygninger, mange bevaringsværdige kirker og offentlige bygninger som skoler, kaserner, hospitaler og meget mere alt sammen umistelig dansk-vestindisk kulturarv med betydning for både danskere og virgin islanders. Vi har et skæbnefællesskab, der kan læses direkte i arkitekturen Den omfattende danske bygningsarv på øerne formidler vores fælles fortid og er et eminent eksempel på dansk byggetradition og håndværk. Desværre forfalder de historiske, danske bygninger med rivende hast, og vi er i disse år ikke langt fra at miste de fysiske spor af vores fælles historie. Derfor tager In Search of Identity udgangspunkt i to markante danske bygninger fra den periode, hvor øerne var dansk koloni. Statue i Charlotte Amalie. Christian IX var også vestindernes konge. Fotograf: Niels Bjerg. Bygningerne istandsættes og transformeres til nye funktioner. Det danske militærhospital i Charlotte Amalie på St. Thomas skal anvendes som ramme om øernes første nationale formidlingscenter, der bl.a. vil rumme formidlingen af øernes danske historie, men som i høj grad også giver lokalbefolkningen plads og rum til at dyrke deres egen kultur, traditioner og gå på opdagelse i fortiden. Den tidligere danske kaserne i Christiansted på St. Croix omdannes til et uddannelsescenter med undervisning i arkitektur, håndværk, konstruktion og design. Dermed får øerne de kompetencer, der kan tage vare på bevaringen af vores fælles historie ved at vedligeholde bygnings- og kulturarven. Det gamle, danske militærhospital fungerede i mange år som Jarvis High School for byens unge. Fotograf: Niels Bjerg. nr. 213 / juni

48 Det gamle kaserneanlæg skal i fremtiden huse øernes første uddannelsesinstitution for kulturarv. Fotograf: Ulla Lunn. Opbygning af kompetencer Med projektet opbygges et langsigtet samarbejde, hvor vi fra dansk side bidrager til at etablere en kulturarvssektor, som består både af offentlige og private aktører. Projektets to dele vil understøtte hinanden således, at de unge mennesker, der bliver uddannet, vil blive engageret i opbygningen og vedligeholdelsen af de to institutioner. Dermed søger projektet at understøtte opbygningen af et kvalificeret restaurerings- og museumsfagligt personale og samtidig skabe et udbud af disse kompetencer i regionen. Desuden skal de to projekter tilgodese, at både St. Croix og St. Thomas har brug for en hjælpende hånd for at vende udviklingen på øerne. Kulturarven som vækstkatalysator I Danmark har vi god erfaring med at arbejde strategisk med kulturarv, og vi ved, hvad kulturarv kan løfte i et samfund og for en befolkning. De sidste mange år har der samtidig været en erkendelse af, at den byggede kulturarv ikke blot er identitetsbærende og med til at skabe en følelse af at høre til - men også at den rummer et enormt oplevelsesøkonomisk potentiale. Øernes hovedindtægtskilde er turisme, men størsteparten af turisterne ankommer med store krydstogtskibe, der blot lægger til for et par timer og som dermed ikke bidrager med den ønskede kapitaltilførsel. Samtidig er åbningen af Cuba på sigt en trussel mod øernes turismegrundlag. US Virgin Islands er nødt til at markere sig i det caribiske turismelandskab og den rige bygningskultur rummer et hidtil uset potentiale til dette. Gennem In Search of Identity ønsker vi derfor at hjælpe med at udvikle og bruge bygnings- og kulturarvens potentiale i oparbejdelsen af en kulturarvssektor, der sigter efter kulturturisme og som dermed kan hjælpe på øernes udfordringer med f.eks. økonomisk bæredygtighed og manglende vækst. Samarbejde og samskabelse In Search of Identity hviler på et princip om ligeværdigt samarbejde både økonomisk og organisatorisk. Projektet er ambitiøst med et budget på 140 millioner kroner, hvoraf halvdelen skal rejses via fondsmidler i Danmark men også i samarbejdsformen er det ambitiøst, fordi danske og 48

49 amerikanske organisationer involveres på tværs af brancher. Den danske stat har sammen med en række fonde allerede støttet et forprojekt, som har til formål at skabe de organisatoriske rammer for at kunne komme rigtigt fra start. De danske arkitektskoler i Aarhus og København har bidraget både til idéudvikling og til udarbejdelsen af projektgrundlaget, der hviler på et stort og grundigt stykke arbejde udført af danske arkitektstuderende, der har været på St. Croix og St. Thomas i tre uger for at måle op, skitsere og komme med projektforslag til de to fremtidige projekter. Det er nu eller aldrig Nogen vil måske spørge, hvorfor en dansk ejerforening har involveret sig i et så ambitiøst projekt på den anden side af jorden. Svaret er simpelt - fordi vi ikke kan lade være. For to år siden arrangerede vi en studietur til de tidligere Dansk Vestindiske Øer. Her blev vi straks grebet ikke blot af den bemærkelsesværdige skønhed og historie, som øernes byggede kulturarv fortæller, og som er så velkendt for vores egen bygningskultur fra denne periode - men også af den hjertevarme og positive modtagelse, vi oplevede fra de lokale. Vi har et skæbnefællesskab, en historie og mange familierelationer, der binder os sammen. Bygningerne er det klareste og mest tydelige vidnesbyrd om dette. In Search of Identity handler om vidensdeling og opbygning af kompetencer. For lige så meget, som vi kan lære vores samarbejdspartnere om f.eks. det at opbygge en kulturarvssektor, så kan de være med til at udvikle netop kulturarvsbegrebet. På øerne er de eminente til at udtrykke og formidle deres immaterielle kulturarv og dermed nr. 213 / juni 2017 Fra ruin til dynamo? Bygningskulturen rummer et stort oplevelsesøkonomisk potentiale. Fotograf: Arkitektskolen Aarhus. 49

50 fostrer In Search of Identity læring begge veje. Projektet handler derfor om meget mere end blot at stable mursten ovenpå hinanden. In Search of Identity drejer sig i bund og grund om menneskelige relationer og at vi alle kan komme nærmere vores fælles historie. Men det handler også om at knytte bånd på ny og at skabe fremtidige relationer og samarbejder mellem Danmark og US Virgin Islands. Projekttitel: In Search of Identity Projektejer: Historiske Huse v. Bygnings Frednings Foreningen Samarbejdspartnere: 32st Legislature of the Virgin Islands, Arkitektskolen Aarhus, Kunstakademiets Arkitektskole Projektperiode: Projektbudget: 140 millioner kr. Mere information: org OM HISTORISKE HUSE Historiske Huse er et strategisk samarbejde mellem Foreningen Bevaringsværdige Bygninger og Bygnings Frednings Foreningen, BYFO. Begge foreninger arbejder for at skaffe ejerne af de bevaringsværdige og fredede bygninger juridiske og økonomiske forhold, så de kan leve op til deres erkendte ansvar som ejere af en væsentlig del af Danmarks kulturarv. Bliv klogere på Husk at melde ændring af adresse eller nyt ansættelsessted til sekretariatet. Skriv til: Peder Jacob Ellehave Kragh Væggerløsevej Væggerløse eller historielaerer@gmail.com (alt andet end indmeldelser) 50

51 The Fireburn Queens fra 1878 I slutningen af det 19. århundrede er der et juleoptog i hovedbyen Charlotte Amalie på øen St. langsomt dansende kvinder, ordene Fan Me!, Dette juleoptog i Charlotte Amalie - med de Thomas i Dansk Vestindien. Det fortælles, at der der råbes, mens kvinderne kaster hovne blikke - forrest i optoget danser en sort kvinde, Mary Thomas, også kaldet Queen Mary. Hun bevæger Danmark kaldtes Oktoberoprøret, men som i US peger symbolsk tilbage til det oprør i 1878, der i sig langsomt, forrest i optoget, i ensom majestæt, Virgin Islands kendes som The Fireburn. Og i det med en formation af sorte kvinder bag sig. Alle oprør spiller Mary Thomas, kvinden, der danser kvinderne er iført lette, lysegrønne kjoler, lyserøde forrest i optoget, en væsentlig rolle. forklæder og hvide hovedbeklædninger. Mens de bevæger sig, dansende langsomt fremad, som på Skiftedag 1. oktober 1878 stedet, synger de. I sangen indgår at kvinderne 1. oktober 1878 udbrød der oprør i kolonien råber ordene Fan Me! (vift mig), mens de kaster Dansk Vestindien. Oprøret var en reaktion på 30 sarkastiske og hovne blikke ud til publikum: Fan års opsparet frustration over det arbejdsreglement, som den danske administration udstedte Me!. for at regulere de tidligere slavegjorte - nu vestindiske arbejdere - efter slaveriets ophør i Arbejdsreglementet af 26. januar 1849 var tænkt som en midlertidig løsning på en akut situation, men det endte med at blive en permanent løsning, som fastholdt vestindiske landarbejdere i dyb fattigdom og med meget indskrænkede rettigheder. Der blev indført forbud mod og bøder for løsgængeri. Det var ikke tilladt at strejke eller sige op. Kun én dag om året kunne man skifte arbejdsplads: 1. oktober - der var det skiftedag i Dansk Vestindien. Skiftedag var også en af de vestindiske arbejderes meget få fridage, og mange landarbejdere brugte dagen til at søge mod nærmeste by for at mødes med familie, venner og bekendte. nr. 213 / juni 2017 Af Bertha Rex Coley & Rikke Lie Halberg Mary Thomas the queen 1887 Protokol fra kvindefængslet på Christianshavn, hvor Mary Thomas afsonede en del af sin dom fra Rigsarkivet. Men i 1878 var stemningen på skiftedag fuld af frustrationer og vrede. De danske myndigheder havde flere gange lovet forbedringer i arbejdsforholdene, men det var aldrig blevet til noget. Især landarbejderne, som stadig arbejdede på de samme plantager som før slaveriets ophævelse, som stadig boede i de samme gamle slaveboliger, 51

52 og som stadig knoklede med det samme hårde arbejde til en urimeligt lav løn, havde fået nok. I Frederiksted på St. Croix udviklede frustrationerne sig til et decideret oprør. Oprørsdronningen, The Fireburn Queen, Mary Thomas I spidsen for oprøret stod en række landarbejderkvinder, som alle arbejdede på sukkerplantager på St. Croix. I spidsen stod Mary Thomas, eller Queen Mary, som hendes tilnavn var. Hun blev arresteret i dagene efter oprøret og blev anklaget og dømt til døden for Delagtighed i Plyndring og Ildspaasættelse under Opstanden paa St. Croix i 1878, som der står i fængselsprotokollen. Dødsdommen blev senere omstødt til fængsel på livstid. Det er generelt svært at finde arkivalier, der fortæller om afrocaribiske menneskers skæbner fra Dansk Vestindien. De dokumenter, der blev skabt i perioden og siden bevaret, er oftest nedfældet af den danske administration eller andre med magt. Det er også tilfældet med oktober oprøret og oprørsdronningerne. Der er ingen bevarede dokumenter, hvor arbejderkvinderne selv fortæller eller bliver citeret direkte. I stedet må vi i nutiden forlade os på de få dokumenter, der findes, når vi skal nærme os en mulighed for at fremstille historien, som den kan have set ud fra oprørernes perspektiv. Politiafhøringen af Mary Thomas samt et par fængselsprotokoller fra den tid, hun afsonede, er bevaret. I disse dokumenter kan man udskille en række udsagn om Mary Thomas: Politiprotokol: Løgnagtig Drikfældig Voldelig Undersætsig (Lille og bred/kraftig, red.) Sort Lystig (fuld, red.) Queen Mary 1888 Fremstilling af Mary Thomas fra Rigsarkivet. Blev kaldt dronning Fængselsprotokol: the queen Ugift 3 børn Født på Antigua 40 år (da protokollen blev skrevet) Kom til St. Croix i 1869 Ansat på plantagen Spratt Hall på St. Croix Aktiv i oprøret i 1878 Dømt fra Livet (dødsdømt, red.) i 1881 En af de voldsomste til at ægge Mændene til Ødelæggelse Tidligere straffet for tyveri Tidligere straffet for mishandling af sit barn Materialet indeholder således en række udsagn om kvinden Mary Thomas, som kan sorteres i forskellige niveauer. Først og fremmest er der en række objektive udsagn om Mary Thomas: Hendes navn, fødested, alder, civilstatus og årstal knyttet til hendes opholdssted og dom. Disse 52

53 udsagn er ikke specielt ladede eller farvet af tendens, men bør naturligvis fakta tjekkes i det omfang, det lader sig gøre. Forbryder eller dronning? På den anden side griber en del af ovenstående udsagn ind i et narrativ om en forbryder. De peger på en person, der ikke passer ind i forestillingen om en rigtig kvinde i 1870erne og 1880erne. Mary Thomas var ugift og enlig mor begge dele var ilde set i slutningen af 1800-tallet. Derudover står der, at hun drak, stjal og mishandlede sit barn. I artiklen Kvinderne i Danmarks største arbejderopstand pointerer Albert Scherfig og Nicklas Weis Damkjær at tyveri, slagsmål, opsætsighed og løsgængeri [var] paragraffer, der typisk kunne bruges mod kvinder, der i ikke lod sig affinde med samfundets daglige undertrykkelse. Fængselsprotokollen vidner også om, at Mary Thomas blev betragtet som en magtfuld fristerinde: Hun var en af de voldsomste til at ægge Mændene til ødelæggelse under Oprøret i Videre beskriver protokollen, at så hun ud på en bestemt måde: Hun var lavstammet og hun var sort. Disse to faktorer nævnes i afhøringen, ikke som signalement eller forklaring på det, sagen drejer sig om, men som en konstatering, som det blev fundet væsentlig at inkludere i politirapporten. Udsagnet om Mary Thomas udseende griber endnu tydeligere ind i det narrativ, der blev konstrueret om hende. Hun er ikke en oprørshelt i de danske myndigheders protokoller. Protokollen fastholder hende på en måde, som griber ind i hendes køn, klasse og etnicitet. ophævelse i Sorte mennesker måtte klare tingene selv, udenom det hvide, etablerede samfund og det var i dette parallelle samfund, at en queen spillede en vigtig rolle som leder. En kvinde med forskellige egenskaber som intelligens, mod og færdigheder kunne blive udnævnt som uformel leder queen på en plantage. En queen var højt respekteret og kunne fungere som rådgiver eller mægler i forskellige situationer. Hvordan hænger disse to sider af den samme person sammen? Mary Thomas var tilsyneladende så højt respekteret i det afrocaribiske samfund, at hun blev udnævnt til queen - og endte med at stå i spidsen for et omfattende oprør. Det er sådan Mary Thomas huskes i US Virgin Islands i dag: Som modig, fuld af styrke, handlekraftig og inspirerende. En heltinde. Men det er ikke sådan hun er omtalt i de danske protokoller, og i de fleste danske fremstillinger er hun omtalt som alt andet end en helt. Her fremstilles hun som en væmmelig kvinde. Fan Me! I 1887 blev Mary Thomas sendt tilbage til St. Croix for at afsone resten af sin dom der. Lige omkring slutningen af 1800-tallet fortælles det, at hun førte hun an i det føromtalte juleoptog i Charlotte Amalie. Det var her, hun dansede i ensom majestæt længst fremme i optoget, efterfulgt af nr. 213 / juni 2017 Men der står også noget andet i protokollerne: At Mary Thomas blev kaldt for dronning, eller queen (begge begreber bruges). Queen er en ærestitel, som bruges om kvinder med høj social status og som kan spores til afrikanske samfundsstrukturer. Begrebet havde udbredt spredning i de afrocaribiske samfund, både før og efter slaveriets The Three Queens of the Virgin Islands 2005 Statuen på St. Thomas hylder de tre mest kendte kvinder fra Oktoberoprøret: Mary Thomas, Mathilda McBean og Axeline Agnes Elizabeth Salomon. Privatfoto. 53

54 en lang kæde af kvinder med lysegrønne kjoler og lyserøde forklæder. Og kvinderne sang og skar sarkastiske miner, mens de råbte: Fan me! - vift mig. Og hvorfor gjorde de det? Ifølge mundtlige overleveringer på øerne tvang Mary Thomas, i løbet af de sydende oprørsdage i oktober 1878 en velstående hvid kvinde til at underlægge sig hende. Mary Thomas satte kvinden til at vifte sit ansigt, en handling, som peger tilbage til den rolle, slavegjorte kvinder gennem hele kolonistyret havde spillet, både i praksis og i overført betydning: At gøre livet behageligt for den herskende, hvide minoritet. Med ordene Fan Me, gennemtvang Mary Thomas et rolleskift: Den hvide kvinde viftede, gjorde livet behageligt, for Mary Thomas - Queen Mary. Overleveringen portrætterer Mary Thomas som rebelsk, stolt og ikke uden sarkastisk humor. Spillet kan vendes, Magten kan tages, Oprør kan gøres: De hvide kan tvinges til underkastelse. Og det kan gøres af en kvinde, der bevæger sig langsomt, majestætisk og iført traditionelt, feminint tøj. I den vestindiske erindring. Ikke i de skriftlige, danske kilder. Kildernes muligheder og begrænsninger Hvis historien om Queen Mary skal fortælles fyldestgørende, er det nødvendigt at forholde sig kritisk til de nedskrevne, danske kilder, men også til tidligere tiders historieskrivning. Meget historieskrivning er et resultat af de forskellige epokers fremhævelser - eller tilsidesættelser - af kilder og begivenheder. Man vil fortælle en bestemt historie. I eksemplet omkring Mary Thomas er det nødvendigt når man arbejder med kildematerialet at forholde sig til, at det har været i den danske administrations interesse at legitimere den koloniog racepolitik, som var fundamentet for koloniens eksistens, og det har derfor været afgørende at tegne et billede af Queen Mary som en simpel forbryder. Nedgørelsen af Mary Thomas har desuden trukket på tidens kvinde-, klasse- og racesyn. Det er tydeligt, at historien om Queen Mary, set ud fra vestindisk perspektiv, er meget anderledes end i den danske udlægning, men den vestindiske side af historien kan sjældent udledes ud fra skriftlige kilder, nedskrevet og arkiveret til eftertiden. Det var nemlig en bevidst strategi fra kolonistyrets side at hindre først den slavegjorte befolkning - og efter emancipationen i 1848 den frie arbejderbefolkning - i at ytre sig. Der findes derfor meget få nedskrevne, historiske kilder fra den afrocaribiske befolknings hånd. Hvis historien om opstanden i 1878 og Mary Thomas skal anskues fra en anden vinkel end kolonistyrets, skal det derfor gøres gennem primært mundtlige overleveringer. Dette materiale er ikke nødvendigvis hverken mere eller mindre troværdigt end nedskrevne kilder, men kan betragtes som sociale erindringer om modstand, der udfordrer den danske fortælling. Fireburn vægmaleri 2014 Fremstillingen af Mary Thomas som oprørsheltinde har en fremtrædende plads i dette vægmaleri på Central High School på St. Croix. Foto: Bertha Rex Coley. 54

55 Fireburn re-enactment 2016 Fortællingen om oktoberoprøret og oprørsdronningernes rolle holdes i live på St. Croix. Privatfoto. Litteratur: Bastian, Jeannette A.: Owning Memory: How a Caribbean Community Lost its Archives and Found its History. Libraries Unlimited, Damkjær, Nicklas Weis & Scherfig, Albert (2016): Kvinderne i Danmarks største arbejderopstand I: Friktion, nr. 10, årg. 3, Pageantry and Black Womanhood in the Caribbean. University Press of Mississippi. Sampson, Philip (2017): Danmarks glemte heltinder. I: POV, 8/ Bio: Halberg, Rikke Lie & Coley Bertha Rex (2016): Dansk Vestindien fra dansk koloni til amerikansk territorium. Frydenlund. Halberg, Rikke Lie & Coley Bertha Rex (2017): Dansk Vestindiens helte og heltinder I: Slagmark Tidsskrift for Idéhistorie, Forår/2017. Halberg, Rikke Lie (2016): Fireburn Queens I: Historiskan, 1/2016. Oliver, M. Cynthia (2009): Queen of the Virgins: Bertha Rex Coley (f. 1969) er cand.mag i engelsk og historie og underviser på Gefion Gymnasium. Rikke Lie Halberg (f. 1975) er cand.mag i engelsk og historie og master i museologi. Hun er museumsinspektør ved Arbejdsmuseet hvor særudstillingen Stop slaveri! om slaveri i fortid og nutid netop er åbnet. Sammen har de skrevet bogen "Dansk Vestindien fra dansk koloni til amerikansk territorium" samt en række artikler om Dansk Vestindien. 55

56 Af Anders Bjørn Vestindiske aftryk på Christianshavn Christianshavn er det kvarter i København, der er erhverv og slet ikke det økonomiske kraftcenter mest præget af den danske kolonihistorie og ikke med en blomstrende oversøisk handel og skibsfart, som grundlæggeren Christian 4. havde mindst handelen med og besejlingen af Dansk Vestindien. Næsten alle bevarede bygninger fra drømt om 110 år tidligere. det 17. og 18. århundrede rummer en eller anden fortælling om et handelskompagni eller hus, en En folketælling viser, at ud af ca erhvervsaktive mænd var blot 150 søfolk og kun omkring skibsreder, en skipper eller styrmand, en administrator, værftsarbejder, sejlmager, sukkerkoger 20 ansat i de store kolonihandelskompagnier. Der eller rebslager, der direkte eller indirekte var var enkelte rigmænd med bopæl i de gamle patriciergårde i Strandgade, der udnyttede deres hav- involveret i aktiviteter med relation til Vestindien. I nogle af dem boede de 11 slaver fra Vestindien, nebassiner på den anden side af gaden til handel vi møder i folketællingerne fra 1787 og med udlandet - men ikke i stor stil. Selv Ostindisk Kompagni, der i 1697 var flyttet til Strandgade, Hvorfor Christianshavn? var i krise og blev opløst året efter. For at forstå Christianshavns rolle som centrum for den danske kolonihandel i 1700-tallet kan Figur 1 Kort over København efter branden i 1728 man sammenligne de to kort fra henholdsvis med Christianshavn øverst t.h.. På den udvidede 1728 og vold t.v. ses Nyholm og Flådens leje og i midten af kortet den kunstige ø Motsmanns Plads, der i I 1728 var Christianshavn et fattigt kvarter med dag kendes under navnet Papirøen. håndværk og småhandel som de dominerende Figur 1. Kort over København efter branden i 1728 med Christianshavn øverst t.h.. På den udvidede vold t.v. ses Nyholm og Flådens leje og i midten af kortet den kunstige ø Motsmanns Plads, der i dag kendes under navnet Papirøen. 56

57 Figur 2. Kort over Holmen og Københavns havneområde med Christianshavn øverst t.h. Det er tegnet efter ordre fra Admiralitetet i 1792 og viser udvidelsen af både flådebasen på Holmen og selve Christianshavn. De nyindvundne pladser på Christianshavn er fra højre mod venstre Applebyes Plads, van Ostens Plads, Fabritius Plads (tidligere hovedsæde for Vestindisk-guineisk Kompagni), Asiatisk Plads, Wilders og Grønlandske Handels Plads (tidligere Bjørnsholm) samt bag dem Bodenhoffs Plads. Inden da havde der dog været nogle handelsforbindelser mellem Christianshavn og Vestindien. De første slaveskibe til St. Thomas havde hjemhavn i Glückstadt og Norge, men i 1773 og igen i 1775 ankom DEN FORGYLDTE ØRN til St. Thomas med et ukendt antal slaver. Skibet var afsejlet fra København og ejet af admiral og handelsmand Cort Adeler, der boede i storgården Strandgade En anden Christianshavns storkøbmand og reder var Nicolai Jansen Arf. Han fik I 1689 af kongen og Vestindisk Kompagni monopol på al slavehandel mod betaling af en afgift pr. solgt slave. Men ingen af Arfs skibe nåede længere end til Guineakysten, så i 1697 måtte han lade monopolet gå tilbage til kompagniet. Vi kender også navnene på 4 skippere fra Christianshavn, der inden 1728 havde haft kommandoen over et af kompagniets slaveskibe. To af dem døde undervejs. Den ene Anders Brun Madsen med bopæl i Overgaden neden Vandet var så uheldig, at hans skib KRONPRINSEN sprang i luften med 826 slaver ombord. Kun 5 overlevede katastrofen. Som kort 2 viser, var situationen i 1792 helt anderledes. Christianshavns areal og folketal var blevet fordoblet, og det summede af liv på bydelens 7 skibsværfter og andre arbejdspladser langs havnen. Den samtidige præst og forfatter Nicolai Jonge 1 beskrev situationen således: Christianshavn, endskiønt den vel er den mindste Deel af Staden Kiøbenhavn, saa er den dog i Henseende til den florissante Handel og Skibsfahrt en vigtig Deel af Staden. Thi paa Christianshavn forefinder man syv Skibbygger-Værfter, mange Handels-Bygninger, Magaziner og Pakhuse. Ligeledes mange Slags Fabricker, saasom Tøy- og Klæde- Fabriker, Sukker-Raffinaderier, Tobaks-Fabriker, Sæbesyderier, Voxdugs- og Voxdug-Tapeter, samt Kønrøgs-Fabrik, Jern-støberier, Reberbahne og Trankaagerie, etc. 1 Nicolai Jonge: Kiøbenhavns Beskrivelse, Bind 2, Kbh s

58 På de 7 værfter blev der på dette tidspunkt bygget skibe til farten på Vestindien. Det gav arbejde til over 200 skibstømrere og et halvt hundrede andre håndværkere. Andre steder i kvarteret lå der 4 sukkerraffinaderier med omkring 75 ansatte. Britiske indvandrere som Peter Applebye og Thomas Potter drev henholdsvis en reberbane og et støberi, der leverede reb til sejlskibene og lænker, sukkerpander og andre jernting til de vestindiske plantager. På andre virksomheder blev der produceret ankre, beslag, tønder m.m. til skibsfarten, ligesom tobak fra Vestindien blev forarbejdet på lokale tobaksspinderier. Handelskompagnier og private investorer Handelen med Vestindien var en væsentlig årsag til det økonomiske boom på Christianshavn, hvor først et par handelskompagnier og efter privatiseringen af besejlingen til Vestindien 1755 også en række private redere og handelshuse slog sig ned. Vestindisk- guineisk Kompagni stod for al besejling og administration af de danske kolonier og anlæg i Vestindien og på Guineakysten. Det flyttede i 1729 fra Slotsholmen til området mellem Strandgade og Torvegade. Her opførte det foruden et palæ til direktionen og kontorpersonalet et stort sukkerraffinaderi, nogle pakhuse, boliger til de ansatte, værksteder m.m. Det overtog desuden et eksisterende havneanlæg og et skibsværft på en nabogrund. Netop på dette tidspunkt tog staten forskellige initiativer for at fremme kolonihandelen og styrke den voksende gruppe af københavnske handelsog finanskapitalister. De to gamle kompagnier med monopol på handelen med Vest- og Ostindien blev reorganiseret, der blev oprettet et søassuranceselskab og i 1736 landets første bank - Kurantbanken til at formidle kreditter og handel med veksler. Til at koordinere den statsstyrede merkantilistiske erhvervspolitik blev der oprettet et såkaldt Økonomi- og Kommerce-Kollegium. Desuden fik byen København i perioder monopol på al udenrigshandel og de rigeste storkøbmænd på al engros-handel. De blev i 1742 organiseret i Grosserer-societetet med sæde på Børsen, hvor de jævnligt mødtes for at indgå handelsaftaler og udveksle informationer. Medlemmerne af netværk havde tætte og ofte både selskabelige og ægteskabelige kontakter til hinanden, de fik adelsskab eller fine titler som agent, kommerce-, justits- eller etatsråd og havde nyttige forbindelser til nøglepersoner i kongehuset, ved hoffet, i centraladministrationen og i regeringen, hvor flere af dem også havde høje poster med gode muligheder for at sammenblande deres private økonomi med statens. Blandt de første store handelskapitalister på Christianshavn var Frederik Holmsted ( ) og Andreas Bjørn ( ). Begge var kommet fra provinsen til hovedstaden, hvor de havde skabt sig en formue som forretnings- og handelsmænd. De havde begge bopæl i et patricierhus i Strandgade, hvor Holmsted blev ansat som bogholder (i dag ville det nok hedde økonomidirektør) i både det ost- og vestindiske handelskompagni. Holmsted var en hyperaktiv mand, der også fik oprettet et tekstilmanufaktur på Christianshavn med produktion af stoffer, der blev anvendt i byttehandelen med slaver i Vestafrika. Han blev direktør for Vestindisk-Guineisk Kompagni, hvor han i 1733 tog initiativ til at købe øen St. Croix. Den blev de kommende år udstykket i alt 300 sukkerplantager, bl.a. én til Holmsted selv. Bjørn var også en driftig mand. Han fik i 1730 erne tilladelse til at indpæle og opfylde et stort område ( Bjørnsholm ) nord for Strandgade, hvor han indrettede et stort skibsværft med tilhørende havneanlæg, værksteder, kontorer og arbejderboliger. Her blev der de næste 10 år bygget omkring 50 skibe til staten, forskellige handelskompagnier og private redere. I alt 11 af disse skibe blev bygget som deciderede slaveskibe til Vestindisk- 58

59 Guineisk Kompagni eller til Frederik Holmsted og Bjørn selv. Holmsted og flere andre aktionærer i Vestindisk- Guineisk Kompagni havde også aktier og indflydelsesrige poster i Asiatisk Kompagni på den anden side af Knippelsbro. Det hed tidligere Ostindisk Kompagni, men fik i 1732 navneforandring og monopol på ikke bare al handel på Indien, men nu også Kina. Det voksede så meget, at det blev Danmarks største virksomhed med råd til at opføre et fornemt palæ, store pakhuse og eget værft. Blandt de mange varer, som kompagniets skibe sejlede hjem til Christianshavn, var indiske bomuldsstoffer. Nogle af dem blev derefter reeksporteret til de danske forter på Guineakysten som byttevarer for slaver. Når man i dag taler om, at mange store palæer i København blev opført af slavepenge, er det en sandhed med modifikation. Forrentningen af investeringerne i Asiatisk Kompagni var i sidste halvdel af 1700-tallet helt oppe på % - langt højere end forrentningen af den indskudte kapital i handelen med Vestindien. I 1740 erne blev Holmsted og Bjørn fortalere for at opgive kompagniets monopol på slave- og sukkerhandelen, som de syntes burde overlades til private redere - som fx dem selv - eller det nye Almindelige Handelskompagni, som de to herrer i 1747 fik oprettet på den nordlige del af Bjørnsholm. I 1754 blev det derfor besluttet at nedlægge Vestindisk-Guineisk Kompagni og give besejlingen, al handel samt raffinering af sukker herhjemme fri. På Christianshavn blev kompagniets anlæg solgt til private - sukkerraffinaderiet til familien Schimmelmann og havnen med tilhørende værft til handelshuset Fabritius & Wewer. Samtidig blev administrationen af kolonierne i Vestindien og handelsforterne i Afrika overtaget af staten. Besejlingen af Vestindien De følgende år frem til 1807 blev der omkring 3000 gange sendt et fartøj fra Danmark til Vest- nr. 213 / juni 2017 Figur 3: Den sydlige del af Bjørnsholm med Andreas Bjørns skibsværft blev senere overtaget af Carl Wilder og omdøbt til Wilders Plads. De tre bygninger nærmest den lille træbro til Strandgade eksisterer stadig ligesom det pakhus yderst t.v., der blev bygget af Wilder. Gouache af W. Haffner,

60 indien. Kun 128 var slaveskibe på trekantsruten, da slavehandelen som regel gav underskud. De københavnske redere stod for omkring ¾ af ekspeditionerne. På en liste 2 over de 18 største havde 14 af dem enten bopæl eller virksomhed på Christianshavn. Øverst på listen med i alt 123 besejlinger stod Lars og Bertel Madsen fra Strandgade, efterfulgt af van Hemert, H.P. Kofoed, Ryberg & Thygesen, Larsen, Brown, Iselin, Fabritius & Wewer, Selby & Co, Applebye, Chippendale og Black. Men også mindre christianshavnske redere som Vogel, Prætorius, Borre & Fenger, Bjørn, Bodenhoff, Casse, Buntzen, Holmsted, Holsten og Lind deltog flittigt i handelen med Vestindien. Næsten alle slaveskibe til Vestindien i denne periode blev bygget på Christianshavn med enten Almindeligt Handelskompagni eller private redere fra Christianshavn som ejere. De var dog ikke i stand til at dække de vestindiske plantageejeres efterspørgsel efter slavearbejdskraft. Almindeligt Handelskompagni kørte med underskud og gik konkurs i Slavehandelen blev derefter igen monopoliseret, nu til firmaer på den anden side af havneløbet - først Bargums Slavesocietet i , dernæst Østersøisk-Guineisk Handelsselskab i og til sidst et konsortium inden en ny liberalisering i forbindelse med slutspurten inden slavehandelsforbuddet ikrafttræden Kolonihandelen og skibsbyggeriet på Christianshavn fortsatte, dog i meget mindre omfang efter Englandskrigen i En rundtur på Christianshavn Turen går til nogle af de bygninger og steder, der byder på nogle af de mest interessante fortællinger om slave- og sukkerhandelen på Christianshavn. Den vil kunne klares på 1-1,5 time. Turen begynder ved Christianskirken, Strandgade 1 (lukket hver mandag). Foran kirken er der udsyn til følgende bygninger: 1. Strandgade 4a-b: Agent Bertel Madsen ombyggede nr. 4b og opførte pakhuset 4a i 1780 erne. Han var skibskaptajn og drev senere et rederi sammen med sin far Lars, der i alt 123 gange (rekord) sendte et skib til Vestindien en enkelt gang efter først at have hentet slaver på Guineakysten. Ved folketællingen i 1787 havde ungkarlen Bertel 4 vestindiske slaver i sin husstand: Tobias (26 år), Johan Peter (37), Wilhelmina (35) og Cloi (49). Senere gik han fallit og endte sine dage i et lille hus i Farum sammen med en slavinde, som fra Vestindien af er hans ejendom, ved døden er afgået, og intet har efterladt sig noget, som er hende tilhørende. Senere i 1800-tallet var huset ejet af skibsrederne Vogel og Jacob Holm, der også handlede på Vestindien og for begges vedkommende en enkelt gang også med slaver. 2. Strandgade 6. Her boede søhelten Peder Tordenskjold nogle få måneder i Han oplevede som skibsdreng på fregatten Christianus Quintus , at over 400 slaver ombord forsøgte et oprør uden held. 2 Erik Gøbel: Den danske besejling af Vestindien og Guinea Handels- og Søfartsmuseets årbog 1991 s

61 3. Strandgade 3. Tv for kirken ligger nu Nordea. Her lå Vestindisk- Guineisk Kompagni, hvis store sukkerraffinaderi efter nedlæggelsen af kompagniet i 1755 blev solgt til familien Schimmelmann. Værftet og et havneanlæg blev købt af handelshuset Fabritius & Wewer, der handlede med sukker og slaver. 4. Gå nu ned i krypten t.v.under Christianskirken, der o blev opført som Friedrichs Deutsche Kirche efter pres fra det store tysktalende mindretal på Christianshavn. Her ligger mange prominente medlemmer af især tyske og britiske indvandrerfamilier med relation til slavehandelen i deres kister: Casse (kapel 1-2), Fenger og Meinert (nr. 11 og 20), Holm (nr.29) og højre side Applebye og Brown (16) samt Fabritius & Wewer (36). Sukkerfabrikant Ludwig Rømer, der også tjente penge som slavehandler i Afrika (eleverne kender måske et uddrag af hans bog) fik plads i kapel 26. En rørende historie: En lille og nu nedgravet kiste i Applebye-kapellet (se foto) indeholdt liget af Sophia Lovise, der døde måneder gammel. Ved hendes dåb blev en Peter Appleby junior udlagt som barnefader, mens moderen kun blev omtalt som Blizard med følgende uddybning: Mor fra Vestindien og uden fornavn. Inde i kirkens forhal ses et gravmonument over Applebye med et relief af hans værft. Hvis kirken er åben, kan man gå gennem en port i kirkemuren t.h. til kanalen. Ellers må man age turen op ad Strandgade og videre t.h. ad Torvegade til 5. Overgaden neden Vandet 11: Den smukke gård er nu opkaldt efter likørfabrikant Heering, men blev i 1780 erne opført af grosserer H. P. Kofoed. Han startede sin karriere som skibsdreng på et skib til Vestindien, blev senere skipper og til sidst velhavende nok til at kunne gå på land for at blive ejer af en stor flåde af handelsskibe, der i alt 94 gange anløb Vestindien for at hente sukker. Ved folketællingen I 1787 havde han 11-årig dreng ved navn Johan Petter til opfostring. Drengen var sikkert fra St. Croix, hvor hans mor døde nogle år senere. Her ved kanalen kan man se over på Overgaden oven Vandet nr. 2 yderst t.h. og nr. 10, der har tilhørt Applebye-familien. I hele rækken af velbevarede skipperhuse nr boede der i 1700-tallet en lang række mænd, der hyppigt deltog i sejladsen på Vestindien, ofte som slaveskippere. 6. Christianshavns Torv 1: Før det nuværende lagkagehus lå her landets største fængsel. Det begyndte som et Børnehus for forældreløse og/eller vanartede børn, men blev i 1790 erne omdøbt til Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset. Livstidsfangerne blev kaldt slaver og sat til at raspe dvs. file farvetræ fra Vestindien til brug for tekstilindustrien. Vi kender også navne på i alt 11 fanger med vestindisk baggrund. I 1860 erne blev der opført en ny bygning til kvindefængsel, hvor de tre oprørsdronninger fra St. Croix sad indespærret Fra Overgaden går man tilbage til Strandgade via Torvegade. 7. Strandgade 22: Nabohuset nr. 24 hørte oprindeligt med til denne gård, der i 1668 blev købt af rigsadmiral Cort Adeler. Han var også forretningsmand og reder og sendte 1673 og 1675 som den første fra København et dansk slaveskib til St. Thomas. 8. Strandgade 24: Her boede i årene efter 1750 handelsmændene Holmsted, Selby og David Brown. De to sidstnævnte hørte til den store gruppe af britiske indvandrere med kontakter til vestindiske plantageejere og kom til Christianshavn for at deltage i den profitable kolonihandel. nr. 213 / juni

62 9. Strandgade 26: Bygningen bestod før en modernisering i 1760 erne af 2 gavlhuse i stil med nr. 28. I det ene boede grosserer, borgmester m.m. Frederik Holmsted, der som direktør for Vestindisk-Guineisk Kompagni tog initiativ til købet af St. Croix i Den ene ejer hed Gysbert Behagen, som sammen med sin halvbror Peter van Hemert i stor stil deltog i handelen med Vestindien. Han oprettede også et sukkerraffinaderi i gården ud mod Wildersgade, hvilket forklarer sukkerrørene i et relief under taget (se foto). I 1791 blev huset og raffinaderiet overtaget af Jeppe Prætorius og Andreas Meinert. 10. Strandgade 28: Her opholdt Philip Gardelin sig i flere omgange inden sin død i Han var ansat i Vestindisk- Guineisk Kompagni, bl.a. som guvernør på St. Thomas under slaveoprøret på St. Jan i 1733, og er især kendt for at have indført et meget brutalt regelsæt for afstrafning af slaver. Figur 4 Renæssance-gårdene i Strandgade Strandgade 30. Porten er åben, så gå ind for at se en typisk christianhavnsk købmandsgård med sidehus og baghus til diverse erhvervsformål. Nabohaven i renæssancestil er også værd at kigge på. Huset var siden 1788 ejet af skibsreder Johan Vogel med omkring 30 togter til VI. Han handlede også med slaver ligesom skipper Jens Lind, der boede til leje inden han blev godsejer. 12. Strandgade 25: Her lå Asiatisk Kompagni, hvis flotte palæ og pakhuse i dag bruges af Udenrigsministeriet. Som nævnt var kompagniet indirekte knyttet til slavehandelen i Afrika, idet indiske bomuldsstoffer var vigtige byttevarer. For øvrigt blev der også handlet med slaver på de danske kolonianlæg i Indien. Drej til højre op ad St. Annægade. I både nr 5 og det lille nr.14 har der boet skippere med erfaringer fra sukker- og slavehandelen. Det samme gælder mange huse i Wildersgade, som man krydser på turen. Fra broen kan man kigge over på 13. Overgaden neden Vandet hvor der har boet adskillige slaveskippere, bl.a. stakkels Anders Brun Madsen, der i 1705 sprang i luften sammen med sit mandskab og 826 slaver. Videre til 14. Overgaden neden Vandet 39 der som flere andre huse fra o er opført af boligspekulant og ankersmed Hans Caspersen (se ankeret over porten), der leverede ankre til mange handelsskibe. Grosserer og slavehandler Jeppe Prætorius og hans arvinger boede her siden 1792 Herfra har man udsigt til det store gule Søkvæsthus i Overgaden 62 oven Vandet, der blev bygget som Det kongelige Opfostringshus Det havde relation til Vestindien, idet dets direktør Niels Ryberg sørgede for at få uddannet nogle af drengene til sømænd på ruterne til de tropiske kolonier. Der var også her, at negerdrengen Jackie var i gang med en gartneruddannelse, inden hans slaveejer på St. Croix i 1750 erne krævede han hjemsendt. Derefter t.v. op ad Bådsmandsstræde til det gule hjørnehus 62

63 15. Strandgade 44: Porten er åben til denne smukke gamle gård fra 1600-tallet, som sidst i 1700-tallet blev anvendt som kaserne. Her boede reder Nikolai Arf, som forpagtede handelen på Guinea, og siden grosserer Peter Borre, der handlede på Vestindien og producerede tobaksvarer. 16. Strandgade 46 blev opført o af Andreas Bjørn sammen med nogle pakhuse. Han inddæmmede den kunstige ø for enden af Strandgade for at få plads til et skibsværft, der bl.a. byggede mange slaveskibe. Værftet blev senere overtaget af handelshuset Ryberg og Thygesen og familien Wilder, mens bolighuset overgik til en lang række britiske indvandrere (Chippendale, Selbye, Bourke, MacEnvoi, Tuite m.fl.), der alle havde tætte kontakter til plantageejere på St. Croix. De drev også handel på Vestindien og fik deres råsukker forarbejdet på deres egen fabrik Union i nr. 48 indtil en brand i Her slutter turen. Fra broen over til Wilders Plads er der udsigt til kontorhuset på hjørnet samt det gamle bindingsværkshus t.h., der begge er fra Bjørns tid (se fig. 3). Hvis man alligevel skal videre tilbage over Inderhavnsbroen, vil man på turen videre ned ad Strandgade på venstre hånd kunne se Wilders Pakhus fra 1760 erne samt det store grønlandske pakhus (nu Nordens Brygge), der i 1760 erne blev bygget til slavehandelsfirmaet Almindeligt Handelskompagni. Yderligere oplysninger på God tur! Anders Bjørn er tidligere historielærer på Christianshavns Gymnasium og nu aktiv pensionist i Christianshavns Lokalhistoriske Forening samt Foreningen for et kolonihistorisk Center. nr. 213 / juni

64 Af Sebastian Lang-Jensen Slavehandel og verdensarv Danmarkshistorie, internationalisering og slavehandel gik op i en større enhed for alle 1g ere i historieforløbet. på Christianshavns Gymnasium (CG) denne vinter. Idéen var sådan set enkelt nok: at inddrage et enestående renæssanceslot og qua dets cen- 2) Kronborg, der er på listen som et eksempel på UNESCOs verdenskulturarv som en del af det trale betydning for Nordeuropas historie i det 16. Danmarkshistoriske oversigtsforløb i 1g, og at og 18. århundrede. få eleverne til at indstille Christianshavn til listen over verdensarv. Men den enkle idé dækkede over 3) Frederiksstaden, området rundt om Amalienborg fra Skt. Annæ Plads til Kastellet, som er på mange sammenfaldende visioner. Projektet udviklede sig undervejs og blev koblet til transferdagen tentativlisten over kandidater til at komme på d. 31. marts listen med den begrundelse, at den er et velbevaret og unikt billede af enevældens samfund. Verdensarv og Danmarkshistorie Samlet set tre sites, der hver repræsenterede sin Idéen, der startede hele forløbet er så god, at vi periode inden for det Danmarkshistoriske oversigtsforløb, og som alle lå inden for en overskuelig ikke selv kan tage æren for den. Vores dygtige kolleger på Rødkilde Gymnasium, der også er afstand i forhold til ekskursioner. med i UNESCO-ASP netværket, har i en årrække inddraget verdensarv som optakt til historieundervisningen for alle 1g-elever. Her bliver alle elever På CG starter eleverne på historie efter efterårs- Hvad er verdensarv? kørt i busser til UNESCO-sitet Jellingestenene, ferien. Det Danmarkshistoriske Oversigtforløb er og får et foredrag om verdensarv og Kongernes dermed det andet forløb de gennemgår efter at Jelling som optakt til det Danmarkshistoriske have stiftet overfladisk bekendtskab med faget i oversigtsforløb. På den måde forholder eleverne slutningen af 1. semester. Forløbet blev indledt sig på en gang til historie som fag og til historiske med et fælles oplæg om rammen om forløbet, levn med international betydning. Samtidig bliver og hvad der egentlig forstås ved verdenskulturarv det Danmarkshistoriske oversigtsforløb piftet lidt og om baggrunden for UNESCO verdensarvskonvention. op med aktiviteter og et fokus. Det var i hvert fald grunden til, at vi på CG besluttede at lade os Herefter blev den ene halvdel af klasserne sendt i inspirere af Rødkilde og give forløbet en ny fælles ramme. Et hurtigt kig i vores eget geografiske til Kronborg, hvor de fik en guidet rundvisning. hold til Roskilde Domkirke og den anden halvdel område afslørede hele tre steder med relation til Efterfølgende skulle de i grupper af 3-4 holde både Danmarkshistorien og UNESCOs liste over oplæg for hinanden i hver enkelt klasse. Oplæggene skulle dels præsentere selve stedet, hvilken vores fælles kulturarv: rolle det spillede i den periode det var fra (middelalder og renæssancen) og dels hvorfor stedet 1) Roskilde Domkirke, der er på UNESCO-listen pga. dets særlige arkitektur med byggestile fra var kommet på UNESCOs liste over verdensarv. flere forskellige perioder, og som samtidig er en Alt dette foregik inden selve perioderne var blevet bygning der kan bruges til at forstå middelalderen gennemgået i undervisningen, og tjente dermed 64

65 som en slags teaser til de efterfølgende lektioner, hvor der blev arbejdet med perioderne på mere gængs vis. Efter (lidt hurtig) gennemgang af middelalder, renæssance og adelsvælde handlede næste verdensarvs-aktivitet om enevælden. Efter en lektions arbejde med enevældens indførelse var der mulighed for byvandring i enevældens København, i UNESCO-kandidatstedet Frederiksstaden. Eleverne blev delt i grupper og fik tildelt et minikompendium med en række steder i Frederiksstaden, som var sigende for perioden og som hver skulle præsenteres af en gruppe. Palæerne i Amaliegade, der viser den nye samfundsklasse af handelsfolk og embedsmænd; Amalienborg; statuen på slotspladsen, hvor kongen fremstilles som en kejser fra antikken; Marmorkirken (=Frederikskirken); Frederiks Hospital, der var kongens hospital til borgerne samt toldboden, der symboliserede den voksende handel. Man kunne have valgt mange flere steder og symboler på enevældens samfund, men disse passede fint med en session på i alt to timer, inkl. forberedelse af små oplæg. Tilbage i klasseværelset kiggede vi på begrundelsen for, at Frederiksstaden er kandidat til UNESCO-listen, da netop denne begrundelse skulle danne baggrund for den indstilling af Christianshavn, som eleverne efterfølgende skulle i gang med. Begrundelsen lyder: Bydelen Frederiksstaden i København er et billede på et samfund. Den symboliserer idealet for det enevældige styre i dobbeltmonarkiet Danmark-Norge omkring 1750: et samfund ledet af en gudfrygtig konge med sans for kunst og videnskaber, og med love, der fremmede borgernes virketrang og sørgede for de fattige og syge. (Slot- og Kulturstyrelsen) Det ligger mellem linjerne, at bydelen altså besidder et unikt vidnesbyrd om en periode, som dermed skal opfattes som hele verdens fælles kulturarv, og ikke bare vores egen historie. Samme tankegang lå til grund for at indstille Christianshavn. Her handlede det blot om at betone bydelens særlige betydning for den oversøiske handel i almindelighed og slavehandelen i særdeleshed. Slavehandel som verdensarv? På den ene side var koblingen mellem enevælden og den oversøiske handel lige til, da de er tæt forbundet i 1700-tallets historie. På den anden side var udfordringen at inkludere dette særlige kapitel om Danmarkshistorien, som de fleste nok gennemgår som selvstændige forløb, som del af det Danmarkshistoriske oversigtsforløb. Her fik flere af os lidt travlt, da vi dels skulle gennemgå noget grundlæggende om perioden, og dels give eleverne tid til at fokusere på noget i bydelen, der kunne fremhæves i indstillingen til UNESCOlisten. Derfor måtte de også hjælpes på vej med nogle fokuspunkter. Som lektie skulle eleverne læse nogle introducerende sider fra Danmarkshistorien.dk (se forløbsskemaet nedenfor). I det følgende modul, der lagde op til at arbejde med selve indstillingen lød opgaven sådan: Vælg i grupper et af nedenstående emner og formuler nogle hovedpunkter i den fælles googleslide præsentation der ligger på modulet i lectio (direkte link til hjemmesider med relevant viden): Gruppe 1) Baggrund: Handel ( SjX3oq) og handelskompagnier gn5sng (seks elever) Gruppe 2) Baggrund: Kolonier ( foatrg )og slavehandel ( (seks elever) nr. 213 / juni

66 Gruppe 3) Handelskompagnierne på Christianshavnhavn ( Sortefortid.dk) og beskrivelse af Christianshavns rolle i 1700-tallets handel (word dok. fra Sortefortid.dk ) (seks elever) Gruppe 4) Case: Bjørnsholm ( tw1ruk)(området Wilders plads Andreas Bjørns gade) (fire elever) Gruppe 5) Case: Holmen ( (flådestationens oprindelse og storhed) (fire elever) På den måde kom vi fra baggrundshistorien ned i lokalområdet, og udvalgte herefter i de enkelte klasser de temaer eller steder, som klassen ville fremhæve. Selve produktet var lidt gammeldags: en planche på 100x70 cm med tegninger, tekst og billeder (som mange af os selv lavede utallige af i vores folkeskolebarndom). Valget faldt på denne produkttype for at de ikke også skulle bruge tid på at tænke over selve formen, og for at gøre denne første runde rimelig ensartet. Flere klasser fik et godt samarbejde med danskfaget, hvor planchens billeder og korte tekster skulle suppleres med en skriftlig aflevering, hvor argumenterne blev uddybet. De ti 1g klasser skulle producere en planche pr. klasse. (At få en hel klasse til at lave en enkelt planche var i øvrigt en didaktisk udfordring, men det gik). Plancherne varierede selv sagt i kvalitet og fagligt indhold, men rummede alle nogle fine overvejelser om bydelens unikke betydning for 1700-tallets oversøiske handel, og hvor mange bygninger og levn der endnu i dag vidner om perioden. Flere fremhævede nogle konkrete UNE- SCO-kriterier for at komme på listen over verdensarv, som argument. Blandt disse var: Kriterium 1: Steder, som viser udvikling af arkitektur, teknologi, kunst, byplanlægning eller landskabsopbygning, som igen viser en forandring og udveksling af menneskelige værdier og kultur (Et eksempel på dette er runestene i Jelling i Danmark). Kriterium 2: Steder, som bærer unik eller meget specielt vidnesbyrd fra en tradition eller en kultur, som enten findes nu eller er borte. Et eksempel på dette er Bryggen i Bergen. Kriterium 3: Steder, som er et godt eksempel på en type bygning, arkitektonisk eller teknologisk samling eller landskab, som viser os specielle trin i menneskets historie. Kriterium 4: Steder, som er et godt eksempel på bosætning, brug af natur eller hav på en måde, som er traditionel og speciel for en kultur, eller som viser interaktion mellem os og vores miljø. Dette gælder særligt hvis stederne er specielt truet eller udsat for forandringer, som man ikke bør ændre. Kriterium 6: Steder, som er knyttet til hændelser eller levemåder, idéer eller trosretninger, eller kunstnerisk eller litterære værker med universel vigtighed (dette kriterium skal helst være sammen med andre). Et eksempel på steder, som kun har kriterium nr. 6 er atomprøvesprængningerne på Bikiniøerne (her taget fra universalis.dk) Det hele kulminerede i en fællestime, hvor alle klasserne på skift præsenterede deres planche 66

67 via et foto på storskærm, suppleret med nogle afsluttende bemærkninger af generalsekretæren for den danske UNESCO-kommission, Jens Dalsgaard, der meget venligt afsatte tid til at overvære præsentationerne. I første omgang var det planen, at forløbet skulle ende her, hvorefter hvert historiehold kunne vende tilbage til sit eget forløb. Men så viste en ny mulighed sig, som gør det specielt relevant for dette temanummer af NOTER. Eftersom plancherne kredsede om slavehandel, og eftersom skolen både er med i WHE- (World Heritage Education) og i TST (Transatlantic Slave Trade)-netværkene under UNESCO-ASP samarbejdet, fik vores mand i sidstnævnte netværk allerede ved forløbets start den idé at lade plancherne udstille på Transferdagen d. 31. marts på Københavns Rådhus. Det lagde også et stille pres på eleverne i form at gøre sig lidt umage, udover at det aktualiserede hele forløbets fokus. Det blev planlagt, at alle 1g klassernes skoledag d. 31. marts foregik på Rådhuset, hvor de skulle hænge deres plancher op og bemande dem i nogle timer ad gangen med 2-3 elever, der kunne forklare folk hvad det handlede om. Derudover fik klasserne mulighed for at låne Borgersalen i to gange en time, hvor de i den ene session skulle debattere, hvorvidt Danmark officielt skal sige undskyld til de vestindiske øer, og i den anden session, hvor i København statuen Freedom, skal stilles op. Debatterne var tilrettelagt af nogle samfundsfaglærere, der på forhånd havde formuleret nogle holdninger på nogle rollekort, som eleverne tog udgangspunkt i. Endelig skulle eleverne ved dagens slutning producere en lille podcast på engelsk, på baggrund af nogle indholdsmæssige krav, der var defineret på forhånd af engelsklærerne. Som det fremgår gik forløbets fokus lidt udover den nyere Danmarkshistorie, i det omfang man nu plejer at inddrage dette i det Danmarkshistoriske oversigtsforløb. Samlet set gav det dog rigtig fin mening at give forløbet en ny og klarere ramme og et konkret produkt, der var sammenligneligt med de øvrige klassers. Blandt de forbedringer der er plads til kan nævnes et mere oplagt samarbejde med danskfaget samt bredere produktkrav i forhold til selve indstillingen. nr. 213 / juni 2017 Overskrift / periode Aktiviteter Intro og vikingetiden Periodiseringsbegrebet Vikingetiden som historisk periode samfundsmæssige karakteristika Ekskursion Oplæg om verdensarv Ekskursion til Roskilde Domkirke eller Kronborg (halvdelen af årgangen hvert sted) Opsamling Gruppepræsentationer om det besøgte UNESCO sted og om stedets betydning i sin samtid Middelalderen Kort intro til perioden Rollelæsning af Jyske Lov Arbejdspapir om samfundsstruktur og feudalsamfund 67

68 Reformation og renæssancen Kort klip om inkvisitionen fra Rosens navn Arbejdsspørgsmål til lektie Webquest om renæssancen Den sorte skole om Reformationen (DR) Enevælde Læsning af Frederiks 3.s håndfæstning og Kongeloven Arbejdsskema om forskelle på kongen og adelens rolle Klip fra TV-udsendelse om Stormen på København Byvandring Byvandring i Frederiksstaden Gruppe oplæg ved udvalgte steder Oversøisk handel Intro på baggrund at læst lektie Fælles google-slide om handel, kompagnier og slaver Indstilling Produktion af planche der i tekst og billeder fremhæver hvorfor Christianshavn bør optages på UNESCOs liste over verdensarv Præsentation Alle 1g klasser præsenterer plancher i fællestime Fra enevælde til demokrati Matrixgrupper om strømninger op til Junigrundloven 1849 Opsamlingsøvelse Som det fremgår gik forløbets fokus lidt udover den nyere Danmarkshistorie, i det omfang man nu plejer at inddrage dette i det Danmarkshistoriske oversigtsforløb. Samlet set gav det dog rigtig fin mening at give forløbet en ny og klarere ramme og et konkret produkt, der var sammenligneligt med de øvrige klassers. Blandt de forbedringer der er plads til kan nævnes et mere oplagt samarbejde med danskfaget samt bredere produktkrav i forhold til selve indstillingen. Internationalisering i hverdagen Globale Christianshavnere Udover ønsket om en ny og mere fokuseret ramme for det Danmarkshistoriske oversigtsforløb, og det aktuelle sammenfald med 100-året for salget af de vestindiske øer, var hele forløbet også et konkret tiltag i forhold til skolens nye internationale vision om Globale Christianshavnere. Det handler helt overordnet om at inddrage globale aspekter i den daglige undervisning uden 68

69 nødvendigvis at tage på studietur eller flerdages ekskursioner. Målet med dette års internationale arbejde på CG har dermed handlet om at bygge bro mellem det internationale og det lokale i den daglige undervisning, samt at inddrage og udnytte lokale aktører og temaer i arbejdet med globale problemstillinger. På en pædagogisk dag i efteråret blev samtlige faggrupper bedt om at dele såvel erfaringer som forslag til, hvordan det praktisk kunne lade sig gøre i hverdagen. Mange gode idéer venter endnu på den rette lejlighed. Dette var et eksempel, som trods plads til forbedring, gav fin mening som internationalt årgangsprojekt. Sebastian Lang-Jensen, lektor i historie og samfundsfag og med i skolens internationale udvalg, Christianshavns Gymnasium nr. 213 / juni 2017 WHE i Rådhushallen 31. marts

70 Af Peder Wiben UNESCOs TST skolenetværk I 2001 besluttede UNESCO at oprette et skolenetværk, der skulle arbejde med Den Transatlantiske og arbejdet sammen med elever fra US Virgin deltagende danske elever og lærere har besøgt Slavehandel (: TST) under mottoet Breaking the Islands i perioder på 14 dage. Det er der kommet Silence. meget godt og mange frugtbare kontakter ud af. På sammen måde har de elever og lærere fra Ønsket var at slavehandelen skulle belyses og der US Virgin Islands, som har besøgt Danmark og skulle udarbejdes undervisningsmaterialer herom samarbejdet med danske skoler, haft stor glæde til både folkeskolen og gymnasiet. I 2001 fandtes af samarbejdet. der, bortset fra nogle få linjer i undervisningsbøgerne, intet materiale til brug for undervisningen i Det har heldigvis vist sig at arbejdet med dette emnet og dette ville man gerne have lavet om på. emne og den lette og gratis tilgang til de udarbejdede materialer har båret frugt. Emnet egner Netværket finansieres af UVM. sig rigtig godt også til tværfaglige samarbejder Der oprettedes derfor et netværk af ca. 20 interesserede skoler og de gik i gang med at finde, interesse for emnet i undervisningen og i forhold og det har vist sig at der heldigvis er en stigende udarbejde og offentliggøre egnede undervisningsmaterialer og inspirere hinanden på tværs af lærere siderne på EMU, hvor der ligger en meget til SRP opgaver. Her bruger mange elever og skoleformerne. Dette arbejde er i høj grad lykkedes og i dag ligger der på netværkets hjemmeside ningspunktet lægen og botanikeren Paul Isert, der stor samling af kildematerialer. Her er omdrej- en lang række forslag og idéer til undervisningen i slutningen af 1700-tallet var med ombord på et indenfor stort set alle fag samt forslag til tværfaglige samarbejder. Se Her på vej til Vestindien. Hans breve om oplevel- slaveskib, der også blev udsat for et slaveoprør kan man også søge optagelse i netværket som serne hjem til familien i Danmark ligger på EMU skole for at deltage i det fortsatte arbejde, søge siden sammen med mange forslag til tværfaglige tilskud til projekter mv. samarbejder. Hertil kommer at TST-netværket har transskriberet 13 retssager fra Frederiksted I de sidste 12 år, hvor jeg har været national fra perioden Retssagerne belyser de skolekoordinator i netværket, er der udfoldet en slavegjortes opfattelse af deres liv og arbejdet på lang række aktiviteter. Det drejer sig ud over de 2 plantagerne. Retssagerne ligger både på dansk årlige møder i netværket om udveksling af lærere og engelsk. Se alle materialerne på og elever fra specielt US Virgin Islands, hvor de gl/w7zyal 70

71 Historiekonkurrencen nr. 213 / juni 2017 Af Burkhard Sievers Årets historiekonkurrence var den 11. i rækken, og når man ser billedet fra prisoverrækkelsen, kan man ikke blive andet end glad. Ni søde og dygtige gymnasieelever stod den på scenen i Øksnehallen, hvor de fik overrakt deres priser af protektor for konkurrencen, Mogens Lykketoft, og hvor de fik begrundelsen for deres priser af juryformanden Thorkild Kjærgaard, der efter 13 år på Grønland er vendt tilbage til Danmark. Rammen er festlig og professionel, og faktisk lykkes det hvert år at tiltrække publikum, så alle siddepladser er optaget. Og det vil sige, at der er mange flere tilhørere end bare de involverede og familien til vinderne. Men konkurrencen starter ikke den 26. marts. Man går i gang i efteråret og det stiller ganske høje krav i en travl skolehverdag at komme i mål. Historiekonkurrencen i Danmark er en talentkonkurrence. Det er som sagt en krævende opgave at producere et bidrag, der kan konkurrere med nogle særdeles fine opgaver fra en række gymnasier, der efterhånden har sat arbejdet med konkurrencen så meget i system, at der altid er vinderpotentiale. Der kan godt opstå forhindringer undervejs, så folk smider håndklædet. Rysensteen gymnasium, der også i år var med i konkurrencen med to udmærkede bidrag, hvoraf den ene vandt konkurrencen, havde oprindelig sat otte hold i gang. På min skole havde to grupper fundet et emne, men måtte opgive, da kildesituationen viste sig at være utilstrækkelig. Konkurrencen kan altså ikke bare måles på de 24 bidrag med ca deltagende elever fra 10 forskellige skoler. Der er flere med i starten, og der er mange gode grunde til frafaldet undervejs. Alligevel vil jeg mene, at konkurrencen godt må vokse yderligere, og det kræver en stor indsats af 71

72 jer, idet det kræver, at man inspirerer eleverne til at komme i gang, men også følger op på processen undervejs, så eleverne bliver ved. Det lykkes som sagt ganske udmærket på nogle skoler fx Rysensteen, Herning gymnasium, Nykøbing katedralskole og Rødkilde gymnasium. Andre er med for første gang, og det ville være dejligt at se dem igen i det kommende år. Her vil jeg især fremhæve Ingrid Jespersen, der leverede tre bidrag. Årets emne har igen bredt sig over en stor vifte af forskellige emner, både de mere lokale og de mere globale. Udvandringen var tema for flere bidrag. Det samme gælder besættelsen under 2. verdenskrig og forholdet til Tyskland i det hele taget (1864 og 1920). Endelig var slaveri og Vestindien et tema i flere opgaver. Men ellers spændte emnerne fra Niels Bohr over Storstrømsbroen til Jutlandias rolle i Korea-krigen. Tak til alle bidragsydere og vejledere! I år har vi for første gang lidt mere systematisk informeret om konkurrencens gang på historielaerer.dk, hvor interesserede kunne tilmelde sig en sms-service, så de fik besked om de nyeste updates, blandt andet hvilke opgaver der var gået videre til 2. runde. Disse updates kan læses endnu. Vinderen af de kroner blev en video om Istedgade, lavet af Anders, Mikkel og William fra Rysensteen gymnasium. De har lavet en flot film, spækfyldt med en systematisk historisk gennemgang af gadens udvikling, ofte som afspejling af globale tendenser, der kan genfindes i dette stykke flot lokalhistorie. Også 2. prisen er et flot stykke historisk arbejde, der ligeledes tager afsæt i nærmiljøet, denne gang indenfor egen familie. Ofelias livshistorie bliver levende og billedligt fortalt ved hjælp af en lille livskuffert, der markerer milesten i Ofelias biografi. Kufferten er lavet af Ida og Camilla fra Herning gymnasium. Endelig er der 3. prisen, ligeledes en lille film omkring afstemningen fra 1920, der som resultat delte Slesvig, så den nordlige del kom til Danmark. Gennemgangen og analysen af valgplakaterne op til de to afstemninger er særdeles kompetent, hvilket altså sikrer 3. prisen til Jonas, Pernille, Henry og Agnes fra Alssundgymnasiet i Sønderborg. De 3 vinderopgaver kan sammen med dommernes begrundelse ses på Til sidst skal nævnes, at vinderne har mulighed for at søge om deltagelse i en stort anlagt workshop med 100 deltagere fra mange europæiske lande, der i år finder sted i oktober måned i Berlin. En repræsentant fra Eustory var med ved prisoverrækkelsen i København og inviterede alle ni vindere personligt til at sende en ansøgning. Interessen ser ud til at være stor. En lille personlig bemærkning til slut. Da jeg nu efter 6 år i bestyrelsen stopper til efteråret, var denne konkurrence min sidste som koordinator. Jeg ønsker min efterfølger Regina Olsen held og lykke og succes med at videreføre projektet og afslører her næste års tema: Min familie - herfra min verden går. 72

73 Historiebogen en konstruktion af faget Lærebøger udgør en central del af det felt, der at i vores bøger har indholdsdelen taget magten er med til at konstruere historiefaget. Derfor bør uden tanke for de to øvrige aspekter af faget. bøgerne være meget bevidste om, hvilket fag de ønsker. Historiebogen påvirker undervisningen Umiddelbart er indholdsdelen det primære i historiebogen, men bogen bør meget hurtigt forholde og ikke mindst eleverne. Lærebøgerne åbner således op for en bredere debat om, hvad vi i historie sig til - og være påvirket af - svarene på didaktikkens klassiske hvorfor og hvordan. En ind- vil med eleverne. holdsbeskrivelse af faget er ikke neutral. Det er Min frygt er, at historiefaget mister sin mening samtidig en værdisætning af faget. Historiebøger og sit formål, hvis for mange bøger mest af alt er konstruerer faget på forskellig vis, og påvirker uvedkommende bøger om fortiden. Som en elev hvordan der bliver undervist i faget. Undervisningsmålet og læremidlet tilhører den samme har udtalt: Grundbogstekster er meget ( ) overordnede, og så er der bare tyve årstal, man skal kategori, og forskellige konstruktioner af faget i kunne for at huske, hvad det hele handler om. lærebøgerne bunder i sidste ende i en uenighed (Christiansen og Knudsen, 2015, s. 38. Gymnasieelev om historietekster). midlerne (Larsen, 1976, s. om målene. Med andre ord: målene indbefatter 167). nr. 213 / juni 2017 Af Morten Hilligsø Munk Hvis faget bliver til en pixiversion af universitetsfaget, omfattende grundbøger eller en masse redegørende viden om gamle dage, bliver undervisningen kedelig. Desuden kan omverdenen få den tanke, at faget ikke tjener noget formål, og derfor kan nedlægges eller lægges sammen med religion og oldtidskundskab. Det er faget alt for vigtigt til! Faget Men hvad er en god undervisningsbog i historie, og hvordan opfatter historiebogen faget? Hver eneste lærebog kommer med sit eget normative bud. Lærebogen giver krop til faget og fremstår som en repræsentant i debatten om didaktiseringen af faget. Didaktikkens klassiske spørgsmål er derfor også relevante i forhold til lærebøgerne i historie. Hvad skal faget indeholde? Hvorfor skal man have faget? Hvordan skal man undervise i faget? (Gundem, 2001, s. 22) For at trække fronterne skarpt op vil jeg påstå, Bogens betydning Heidi Eskelund Knudsen har undersøgt den praktiserede undervisning i historie. Hun påpeger, at til trods for andre intentioner hos lærerne, så bliver skolefaget historie i høj grad lig med videnskabsfaget historie. Et fag hvor fakta-forståelsen dominerer, og hvor genstandsområdet har hovedvægt på gamle dage (Knudsen, 2014, s. 9, 219 og 221). Historieundervisningen bliver altså en light-version af videnskabsfaget og ikke et skolefag med et bredere og almendannende genstandsfelt. Årsagen til videnskabsfagets dominans finder Knudsen primært i manglen på didaktik i videnskabsfaget og ikke mindst manglende didaktiske evner hos historielærerne (Knudsen, 2014, s. 10 f., 14 og 225 f.). Læreren fungerer altså ikke som en dannelsesagent. Min tese er, at historiebogen også har en stor indflydelse på undervisningen, og at det derfor 73

74 er interessant at forholde sig til bøgernes syn på historiefaget og bøgernes opfattelse af forholdet mellem fag og didaktik. Lettere postulerende er min påstand, at for mange historiebøger ikke har gjort sig disse tanker, og i stedet for at støtte lærerne i en spændende og vedkommende undervisning - gør det modsatte. Lærebogens indhold En analyse af lærebøgers konstruktion af historiefaget kan man anskue fra forskellige teoretiske vink-ler. Goodlad, Klein og Tyes opererer med fem forskellige læreplansniveauer (Goodlad, Klein og Tye, 1979, s ). Det ideologiske, det formelle, det opfattede, det operationelle og elevernes personlige udbytte. Selvom lærebogen mest tilhører det ideologiske niveau er alle niveauerne med til at konstruere faget, og dermed også hvad faget og fagbøger bør indeholde. Der foregår en rekontekstualisering på alle niveauer. Lærebogen står ikke alene om en definition af faget men den præger. Et andet blik på indholdsudvælgelsen har Gundem præsenteret. Hun påpeger, at kriterierne for ind-holdsudvælgelse indeholder en række problematikker (Gundem, 1996, s. 189). Hvilke krav og mål skal indholdet opfylde? Samfundets, individets, skolefagets, fremtidens eller den akademiske disciplins. Hvis videnskabsfaget danner basis for indholdsudvælgelsen til skolefaget, kan det ske efter to forskellige kriterier. Noget udenfor faget eller noget indefra faget. Gundem bruger Schwabs to begreber kerne og rygrad. Kernevalg er baseret på ydre kriterier så som samfundsbehov, skolens overordnede formål og elevernes interesser. Rygradsvalg kommer inden fra faget - ud fra basisfagets egenart. Gundem omtaler derfor også kriterierne som ydre og indre (Gundem, 1996, s ). Valget af indhold afhænger altså af, hvor man finder sin begrundelse for faget. Målet bestemmer midlet. Min påstand er, at for mange bøger primært vælger indhold ud fra indre akademiske kriterier. Endelig er Frede V. Nielsen også interesseret i kriterierne for udvælgelse af indhold (Nielsen, 2007, s. 27 f.). Han opererer med fire forskellige grundkriterier. Nielsens første paradigme er basisfags-didaktik, hvor indholdsudvælgelsen beror på selve faget og fagets struktur. De tre resterende paradigmer, etno-, udfordrings- og eksistensdidaktiske, er hvad Gundem omtaler som ydre kriterier. Etnodidaktikken tager udgangspunkt i eleverfaringer og elevkultur. Udfordringsdidaktikken har sit udgangspunkt i store samfundsproblemer, mens eksistensdidaktikken fokuserer på menneskets eksistentielle grundvilkår og alment menneskelige spørgsmål. Det paradigmatiske udgangspunkt er med andre ord med til at konstruere både lærebogen og faget. Indholdet kan altså findes i historieforskningen men også flere andre steder. Sammenfattende belyser de teoretiske overvejelser, hvordan en lærebogsforfatter kan finde kriterierne for udvælgelsen udenfor faget, indenfor faget eller i andre grundkriterier. Der eksisterer altså ikke nogen facitliste for den bedste indholdsudvælgelse. Lærebogsforfatteren skal derfor foretage sig nogle valg. Valg der får stor betydning for den daglige undervisning i 2.a. Forholdet mellem fag og didaktik Lærebøgerne i historie har altså forskellige måder at konstruere faget på. Som led i masteruddannelsen i didaktik har jeg undersøgt forskellige lærebøger. Forenklet sagt er konklusionen, at den typiske lærebog i høj grad konstruerer skolefaget ud fra videnskabsfaget. Andre lærebøger konstruerer et skolefag, der har elementer fra videnskabsfaget, men de henter også begrundelse for indholdet andre steder. Disse betragtninger leder hen til en mere over- 74

75 ordnet diskussion af forholdet mellem fag og didaktik. Spørgsmålet er, hvilken konsekvenser de forskellige fagkonstruktioner har primært for undervisningen. Lærebøger kan anskue relationen mellem fag og didaktik på forskellig vis. (Nielsen, 2007, s. 37ff). Relationen kan være en non-relation, en nedsivningsrelation eller et relationsfelt. Diskussionen om relationen mellem fag og didaktik er også en diskussion om, hvordan relationen bør være. Opfattelserne og deres normativitet har indlejret forskellige problematikker, som i sidste ende får betydning for undervisningen. Model 1. Tre opfattelser af relationen mellem fag og didaktik inspireret af Frede V. Nielsen Relationen kan være non-relation. Faget er ikke omdrejningspunktet. Det er mere etno- og udfordringsdidaktiske problemstillinger, der er det centrale. Det problematiske er, at faget kan forsvinde, da der ikke længere er en forbindelse mellem fag og didaktik. På trods af variationen i lærebøgerne, er der ikke noget tegn på, at faget er ved at forsvinde. F.eks. indgår kronologi, Danmark og kilder ofte i bøgerne, og bøgerne har basisfagsdidaktiske begrundelser for indholdsudvælgelsen. stort frirummet reelt er. Hvis C. Aa. Larsen har ret i hans hierarkiske model for undervisning, så har den typiske lærebog en klar opfattelse af fagets formål, hvilket vil påvirke undervisningen (Larsen, 1976, s.180). Frirummet indsnævres desuden af historielærernes mangel på en stærk fagdidaktisk tradition (Knudsen, 2014, s. 10f). En praksis som den typiske lærebog understøtter - fremfor at afhjælpe. Man kan derfor problematisere, at didaktikkens hvordan og hvorfor ikke er tænkt ind i bogen. Men ikke alene læreren bliver stillet i en vanskelig situation. Det gør faget også. Et fag, der anvender indre kriterier for stofudvælgelsen, er også i større fare for at lukke sig om sig selv. Fagets bidrag til skolens øvrige formål kan godt blive glemt. Ongsted påpeger, at et andet problem ved den manglende historiedidaktik er fagets vanskeligheder ved at efterleve omverdens pres for nyttig og anvendelig viden. Historiefaget kan ikke overleve ved udelukkende at levere viden om fortiden. Fag og faglighed må diskutere og legitimere sig - og det gør faget gennem fagdidaktikken (Krogh, Qvortrup og Christensen, 2016, s. 41f). Fagdidaktikken betyder altså noget for, hvordan undervisningen foregår, men den indgår også som kommunikation med om-verdens krav. Sat på spidsen kan fastholdelsen af den typiske lærebog og dens konstruktion af faget ende med at nedlægge faget. Et skolefag, der alene forankrer sig i indre kriterier, risikerer at tabe sig selv. Historie kan miste sin mening, sin status og sit formål. nr. 213 / juni 2017 Nedsivningsrelation En anden relation er nedsivningsrelation. Basisfaget definerer skolefaget. Min påstand er, at den typiske lærebog er præget af denne tankegang. Det er op til den enkelte lærer at designe sin undervisning. Bogen forholder sig ikke direkte til det operationelle niveau, og derfor har den enkle lærer større metodefrihed eller frirum til at rekonstekstualisere faget. Indvendinger er, hvor Relationsfelt Fagdidaktikken skal på banen, og videnskabsfaget må ikke alene sætter rammen for undervisningsfaget. Dette er netop Klafkis pointe. Enkeltvidenskaber udvikler ikke i sig selv tilstrækkelige udvælgelseskriterier [ ] Fagdidaktikken må som selvstændige videnskabelige discipliner udvikles [ ] i relationsfeltet mellem pædagogiske videnskaber og fagvidenskaber, henholdsvis mel- 75

76 lem den almene didaktik og fagvidenskaberne (Klafki i Nielsen, 2007 s. 38) Klafki er altså fortaler for en relation mellem fag og didatik, der kan betegnes som et relationsfelt. Faget og didaktikken må indgå i en relation med hinanden. Lærebogen bør have en klar didaktisk intention. Fokus på hvordan bør stå centralt. Undervisningen får herved en parallellærer, der kan guide, støtte og vejlede historielæreren. Modsat den typiske lærebog er læreren ikke overladt til sig selv. Undervisningens dramaturgi kan inspirere og forsøge at gøre historien vedkommende gennem inddragelse af elevernes hverdagserfaringer og eksistentielle grundvilkår. Ydrekriterier, som blandt andet stammer fra almendidaktikken, bliver relateret til historiefaglige pointer. Didaktikkens hvorfor indgår med andre ord naturligt i lærebogen. Et godt eksempel på denne type lærebog er Kristian J. Stegs bog: På sporet af Romerriget. Alt andet lige kan det derfor postuleres, at denne type bøger gør det lettere at leve op til både fagets og skolens formål. Som en vigtig sidegevinst bliver det også lettere at gøre undervisningen mere ved-kommende og interessant for det store flertal af elever. Modsat elevcitatet i begyndelsen af opgaven, så er jeg begejstret for faget og for det formål, som faget kan tjene. Præcis som Ludvig Holberg: Jeg holder den historiske videnskab næst Guds Ord for den nyttigste og vigtigste af alle. (Holberg, 1754) Litteraturliste Goodlad, J., Klein, M., & Tye, K. (1979). The domains of curriculum and their study. s i J.I. Goodlad, M.F. Klein, & K. Tye (Eds.), Curriculum inquiry: The study of curriculum practice. McGraw-Hill. Gundem, Bjørg Brandtzæg. (1996): Skolens opgave og innhold. Oslo Universitetsforlaget Holberg, Ludvig (1754): Epistel nr Udgivet 1945 Knudsen, Heidi Eskelund. (2014): Historiefaget mellem skole og videnskab en fagdidaktisk udfordring. Syddansk Universitet. Krogh, E., Qvortrup, A. og Christensen, T. S. (2016): Almendidaktik og fagdidaktik. Frydenlund Larsen, C. Aa. (1976/1997). Didaktik og metodik. En indføring. S i Jensen, E. (red.). Didaktiske emner belyst gennem 12 artikler af Carl Aage Larsen & C.A. Høegh Larsen. København: Danmarks Pædagogiske Bibliotek, Danmarks Lærerhøjskole. Nielsen, Frede V. (2007): Fagdidaktikkens kernefaglighed s i Karsten Schnack (red.). Didaktik på kryds og tværs. Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag. Steg, Kristian J. (2015): På sporet af Romerriget. Lindhardt og Ringhof Uddannelse. Kbh. Historie for historiens skyld tror jeg dog ikke på. Jeg håber derfor, at kommende lærebogsforfattere også får sidste del af Holberg citat med: "Jeg lærer deraf at kiende Lande. Jeg lærer at kiende Mennesker. Jeg lærer deraf at kiende mig selv". (Holberg, 1754) 76

77 Anmeldelser Grønland som Pioneering Nation RASMUS AUGUSTESEN OG KRISTER HANSEN: Grønland historie, samfund, religion Systime 2017, 192 sider, 168 kr. Fås også som ibog, licenspris fra 25 kr. Krister Hansen og Rasmus Augustesen har begge undervist på GUX Nuuk, og med denne lærebog har de givet en flerfaglig indføring til grønlandske samfundsforhold og problemstillinger. Bogen vil især være velegnet til undervisning i KS-gruppen på HF, idet den dækker fagene historie, samfundsfag og (i mindre omfang) religion. Bogen indledes veloplagt med historien om, hvordan Selvstyret har omlagt markedsføringen af Grønland fra hundeslæder og isfjelde til det mere moderne og tidssvarende: Pioneering Nation, der også omfatter befolkningen og historien. Forfatterne har et skarpt blik for nogle af de udfordringer, som det grønlandske samfund står overfor i dag, og de inddrager deres viden om grønlandske forhold på en fin måde. Bogen er bygget op med en introduktion målrettet de tre fag: Historie, samfundsfag og religion, og dernæst fem kapitler, der fokuserer på temaerne: identitet alkohol råstoffer uddannelse Grønland og grønlændere i Danmark Hvert kapitel indledes med et refleksionsspørgsmål, som fx s.47: Kan Grønland klare sig uden Danmarks økonomiske og politiske bistand? De færreste elever vil kunne give et meningsfuldt svar på dette spørgsmål, men den dygtige lærer kan bruge spørgsmålet til at indkredse en vigtig problemstilling. Introduktionskapitlet om den grønlandske historie på knap 20 sider indeholder de væsentligste elementer i den grønlandske historie, selv om jeg savner en tydeligere opdeling i faser, som ville lette tilegnelsen for den forudsætningsløse elev. Til kapitlet er der knyttet syv kilder, som af uransaglige grunde ikke er opstillet kronologisk men hulter-til-bulter. Kapitlet til samfundsfag fortæller om det politiske system, økonomien, sociale forhold og Grønland i den globale verden. Religionskapitlet præsenterer hovedtræk af inuitternes religion og den kristne religion og de forskellige kristne trossamfund i Grønland i dag. I tema-kapitlerne gives der en introduktion og præsentation af temaet efterfulgt af nogle tekster eller kilder, som man kan arbejde videre med. Det første tema om identitet er spændende, fordi nr. 213 / juni 2017 Følg med i debat, meddelelser, videndeling og kurser mv. på Historielærerforeningens eget site: 77

78 der er sket så meget i de seneste år: De moderne grønlændere er på vej til at finde en ny identitet efter så mange år som en del af Danmark. Selv om Grønland først og fremmest af økonomiske grunde fortsat er en del af Rigsfællesskabet, er der ingen tvivl om, at grønlænderne med selvstyreloven fra 2009 er på vej til at (gen)finde deres egen nationale identitet. Alkohol er det næste tema. Det beskrives, hvordan alkoholen kom til Grønland, og hvordan myndighederne med vekslende held har forsøgt at inddæmme problemet med rationering, forbud og høje priser. Dette tema er ikke let at håndtere, for selv om det er et alvorligt problem, så er det klart, at det store alkoholmisbrug er et symptom på de store forandringer, som grønlænderne har været udsat for de sidste par generationer. (På samme måde som den meget høje selvmordsprocent er det.) Til gengæld er temakapitlet om råstoffer særdeles velvalgt, for det belyser både interessante muligheder og problemer. For ikke så få år siden troede mange, at råstofferne kunne være nøglen til økonomisk fremgang og dermed selvstændighed, men det har vist sig ikke at holde stik. Hertil kommer de store miljømæssige problemer ved en storstilet udvinding, som for tiden er aktuelt i debatten om uranudvinding i Kvanefjeldet ved Narsaq. Som næste tema har forfatterne valgt uddannelse, og historien om uddannelse i Grønland præsenteres på nogle få sider. Her ville det måske være mere interessant med andre sider af den grønlandske problematik som erhvervsforhold, kriminalitet eller andre sociale forhold, som viser noget særligt om de grønlandske problematikker i dag. Det sidste temakapitel Grønland og grønlændere i Danmark viser først, hvorledes grønlændere i Danmark oplever at blive ugleset eller diskrimineret, og det vil være en øjenåbner for de fleste danske! Dernæst kommer diskussionen om Danmark var (er) en kolonimagt, partiernes holdninger til forholdet mellem Grønland og Danmark og endelig kongehusets stilling på Grønland. Kapitlet slutter med en rigtig fin gennemgang af litteratur og ikke mindst film og TV om Grønland. Afslutningsvis er der beklageligvis ikke blevet plads til hverken litteraturliste eller stikordsregister. Der mangler et tema-kapitel om Grønlands betydning i spillet om forholdene omkring Nordpolen, som tegner til at blive et af de væsentligste områder for udenrigspolitikken de kommende år med meget store interesser fra stormagter som Rusland, USA og Kina. Sammenfattende er lærebogen et frisk bud på en relevant indføring i grønlandsk historie og samfundsforhold, selv om nogle valg kan diskuteres. Ulrik Grubb Krigens historie JEPPE BÆK MEIER OG RASMUS THESTRUP ØSTERGAARD: Krigens Historie fra krudt revolution til hybridkrig. Columbus sider, 145 kr. Da min kronologisk opbyggede historieundervisning i 3G nærmede sig år 1900, ventede jeg med spænding på, at min klasse skulle undervises i 1. Verdenskrig. Desværre hoppede vi let og elegant over den krig og gik videre til krisen i 1930 erne. Nå pyt, der kom jo én til Verdenskrig, tænkte jeg, men den sprang vi også over. Kun krigen, som aldrig blev varm den kolde krig - blev behandlet, men kun qua dokumenter og traktater. 78

79 Jeg tror næppe, jeg er den eneste, som har haft den oplevelse af fravalg af krigen som emne i historieundervisning. Måske skyldes det, at der i Danmark ikke som i England har været en udbredt militærhistorisk tradition; måske at materialet ikke var til det. Men det er synd, da krige uagtet deres bestialitet er dragende og spændende; i hvert fald for den gymnasiedreng, jeg var. Jeppe Bæk Meier og Rasmus Thestrup Østergaard giver med bogen Krigens historie Fra krudt revolution til hybridkrig historielæreren en mulighed for at inddrage krigen som emne i undervisningen. Der har været og er et hav af krige og konflikter, som kan inddrages i undervisningen, men de to forfattere har valgt Trediveårskrigen ( ), Første Verdenskrig ( ) og endelig krigen mod Islamisk Stat (2014-) med det bagvedliggende ræsonnement, at de har haft størst betydning, ikke kun for den tid de foregik i, men også for tiden efter (det sidste kan næppe gælde for den igangværende krig mod Islamisk Stat). Bogen er opbygget med et teoretisk kapitel om krigen som prolog, herefter følger ét kapitel om hver af de tre ovenstående krige og endelig afsluttes bogen med en epilog om fremtidens krige; ergo 5 kapitler fordelt på 188 sider. Kapitlerne om de udvalgte krige er bygget stringent op efter formlen; årsag & forløb, strukturniveau, slagmarken, hjemmefronten, krigens afslutning og slutteligt den behandlede krig i skønlitteraturen. Opbygningen giver læser et godt overblik og især det sidste afsnit om krigen i skønlitteraturen giver en skøn tværfaglig vinkel på emnet. Krigens Historie er spækket med kildeøvelser, opgaver, figurer og statistikker, så der er masser af tage fat i. Især bogens teorikapitel står stærkt. Det tager læseren i hånden og fører denne sikkert og overskueligt gennem teorien om fænomenet krig. En dråbe malurt må falde i forlaget Columbus bæger på grund af bogens layout. Havde bogen været trykt i blot nogle få centimeters større format, ville flere af kildeøvelserne have kunnet være optrykt på en dobbeltside, hvilket gør det lettere for eleven af lave de af forfatterne forslåede komparative analyser uden at bladre frem og tilbage. Herudover kunne der være gjort mere ud af flere af tabellernes farvemæssige udsmykning; men det er ren æstetik og har intet med indholdet af tabellerne at gøre. Til forfatterne må opfordringen lyde på, at der skal flere illustrationer i bogen. Min indre drengerøv skriger på langt flere illustrationer af bataljer, bombardementer, ildrygende geværer, rullende kampvogne, dogfights osv.. Alt det, som er fængende ved krigen. Når de franske batallions formationer beskrives, er det ikke nok med en figur; et kobberstik af samme ville ikke skade. Når Maxim maskingeværet beskrives, så vil læseren også se et billede af det (helst i aktion). I stedet spises den sultne læser, som glæder sig til kaste sig over bogens velvalgte emne af med kildetekster, figurer og statistikker. Illustrationer er ikke kun blikfang, men øger også indlevelsen og interessen for det, der skrives om. Ses der bort fra de ovenstående små hik, udfylder Krigens Historie et vigtigt hul i viften af historiebøger til gymnasiet. Ofte er fokus kun årsagerne til og konsekvenserne af krige, men ikke selve krigen. Bogen er et kærkomment sendebud til især de drenge i gymnasiet, som savner en historieundervisning, der kvalificerer emnet krig, som de har leget som børn, ser på film og måske læser om i populærhistoriske tidsskrifter. Lasse Taagaard Jensen nr. 213 / juni

80 Lange linjer på en ny måde PETER FIBIGER BANG (m.fl.) Imperier fra oldtid til nutid. Forlaget Columbus sider, 165 kr. ekskl. moms og forsendelse. Imperialismen er et emne, der i historie på stx ofte undervises i. Emnet har normalt været centreret om kapløbet om Afrika (og Asien) mellem England og Frankrig (og delvis Tyskland). Mange har sikkert foruden udmærkede afsnit i diverse grundbøger brugt Henrik Skovgaard Nielsens klassikere Imperialismen (Gjellerup 1972) og Den hvide mands byrde? (Gjellerup 1982) med godt gedigent baggrundsstof og fyldigt kildemateriale. I forbindelse med nutidens globalisering og aktuelle emner som Brexit og EU's krise, Ruslands og Tyrkiets bevidsthed om tidligere tiders imperier og Donald Trumps slogan om at gøre Amerika stort igen har 8 forfattere nu udgivet en bog om 7 historiske imperier foruden et indledende og et afsluttende perspektiverende kapitel. Forfatterne er nogle af Danmarks førende specialister inden for hvert af deres områder, men bogen er tænkt anvendt som en undervisningsbog. Peter Fibiger Bang er tovholder og har foruden det relevante kapitel om Romerriget (kapitel 2) skrevet det første og sidste af bogens i alt 9 kapitler. I første kapitel Imperiet en global historie fra oldtid til nutid tager Peter Fibiger Bang udgangspunkt i det amerikanske felttog mod Irak i 2004, som han sammenligner med romernes erobring af Judæa og Jerusalem i årene e. Kr. Det må siges at være en øjenåbner og skærper straks interessen for at læse videre i bogen. I kapitlet defineres begrebet imperium, der som bekendt oprindeligt ikke nødvendigvis betegner et geografisk udstrakt område, men dækker over en embedsmands magtområde eller myndighedsområde. Desuden tages der udgangspunkt i Machiavellis tre herredømmestrategier: at udslette modstanderne, at befolke med egen befolkning og at regere gennem lokale eliter. Forskellige imperialismeteorier, bl.a. Lenins, berøres, og kapitlet slutter med en kort verdenshistorisk gennemgang af store imperier fra Egypten i oldtiden over det mongolske imperium til moderne imperier. Kapitlet bør læses af alle, der ønsker at beskæftige sig med emnet. Samme forfatter beskriver i kapitel 2 Romerriget og gennemgår udviklingen fra Rom som erobrende republik til universelt imperium startende med kejser Augustus. Som eksempel bruges den jødiske provins, og der afsluttes med forskellige forklaringer på Romerrigets fald. Kapitlet er et udmærket supplement til den efterhånden righoldige litteratur om romerne til undervisningsbrug. Tredje kapitel Middelhavsområdets muslimske imperier er forfattet af Kjeld Mazanti Sørensen og handler især om Osmannerriget, som vi følger fra Osman ( ) via erobringen af Konstantinopel i 1453 til sammenbruddet under 1. verdenskrig, og det hele sættes ind i en nutidig sammenhæng, der jo ikke er blevet mindre aktuel efter præsident Erdogans folkeafstemning i april Har man brug for en hurtig oversigt over Det Osmanniske Riges organisering og ekspansion, velstand og militære opbygning samt tanker om dette multikulturelle imperium, er kapitlet vigtigt at læse. Det spanske Imperium behandles i kapitel 4 af Jens Christian Johansen. Her præsenteres vi for baggrunden for Columbus og Cortes erobring af Aztekerriget samt af hvordan spanierne organiserede områderne i Den Nye verden. Der afsluttes med Latinamerikas frihedsbevægelser. Særligt er det værd at hæfte sig ved afsnittene om Det 80

81 Spanske Imperium i Europa (Habsburgerne), herunder spaniernes selvforståelse og Inkvisitionen, ligesom der gives en god gennemgang af Escorial slottet. Går studieturen til Spanien, kommer man ikke udenom dette kapitel. Spændende er kapitel 5, hvor Michael Bregnsbo og Kurt Villads Jensen på relativt få sider faktisk gennemgår hele Danmarkshistorien ud fra tesen om Danmark som imperium og ikke en lille nationalstat. Knud den Stores Nordsøimperium, Valdemar Sejrs Østersøimperium i 1200-tallet, Kalmarunionen og Tropekolonierne i 1700-tallet gennemgås, ligesom den lange historie om begyndelsen til enden med tabet af Skånelandene i 1600-tallet, Norge og hertugdømmerne i 1800-tallet samt Island i det 20. århundrede fortælles. Kort berøres problematikken omkring hjemmestyret på Færøerne og i Grønland. Efter denne gennemgang koncentrerer forfatterne sig om aspekter som organisering, økonomi og kultur, herunder sprog. Jeg vil gå så vidt at sige, at dette kapitel kan danne grundlag for forløbet om lange linjer i Danmarkshistorien i 1.g. Ole Helmersen behandler det klassiske emne Det Britiske Imperium i bogens sjette kapitel. Han kommer vidt omkring med imperiets tilblivelse og udvikling og det politiske, militære (ikke mindst flåden) og økonomiske fundament, og det hele sættes ind i en historisk kontekst med f.eks. merkantilismen og den industrielle revolution. Et vigtigt afsnit er helliget imperiets selvforståelse, ligesom der diskuteres, hvordan det blev afviklet efter 2. verdenskrig. Kapitlet slutter med overvejelser om, hvor vidt den imperiale fortid spiller en rolle i Storbritannien i dag. På side 149 er der et kort over imperiet i 1921, hvor der desværre mangler flere områder, eksempelvis Hong Kong, St. Helena og de europæiske i Middelhavet. Niels Høffdings kapitel (7) bærer titlen Franske Imperier fra Napoleon til de Gaulle. Med udgangspunkt i revolutionen fra 1789 gennemgås Napoleonstiden som Det Franske Imperium, herunder forskellige tolkninger af denne specielle person og hans betydning for Frankrig. Det er godt at se Det Franske Imperium i Indokina i den sammenhæng, og ligesom imperiet i Nordafrika (især Algeriet) var det faktisk ved at knække Frankrig, indtil de Gaulle dukkede op fra glemslen. Der savnes dog et kort omkring siderne over Indokina, for hvem kan lige se for sig, hvordan Tonkin, Annam og Cochin-Kina ligger i forhold til Laos og Cambodia? Ligesom Storbritannien har Frankrig haft svært ved at leve som en mindre stormagt efter afkoloniseringen. Det Nazistiske Imperium tages under behandling af Karl Christian Lammers i kapitel 8. I stedet for at gennemgå et for mange kendt emne koncentrerer han sig om Lebensraum og Neuordnung Europas som ses i relation til det relativt begrænsede kolonirige før 1. verdenskrig og tabet af store områder efter Versaillesfreden. Den tragiske historie i Østeuropa og Rusland ses her i sammenhæng med de nazistiske planer om et storgermansk rige med muligheder for bosætning og billig arbejdskraft østpå. Efter læsning af kapitlet forstår man i højere grad, hvorfor flere millioner tyskere(i fald de overlevende) blev fordrevet vestpå i Peter Fibiger Bang afslutter i 9. kapitel Imperier i dag? med en gennemgang af potentielle imperier: USA, Kina, Rusland og EU. Han sammenligner på inspirerende måde, hvad han kalder de to fortællinger om Europa: den Lutherske reformatoriske med frie nationalstater og den af Erasmus af Rotterdam inspirerede drøm om et samlet Europa med vægt på fred, samarbejde og enhed. Efter hvert kapitel er der nogle få velvalgte kilder, og der kan hentes flere på Her er der også supplerende litteratur og opgaveforslag. Desuden er der i selve nr. 213 / juni

82 bogen en liste over forfatterne samt et indeks på ca. fire sider. Bogen er flot illustreret med både billeder, kort og oversigter, ligesom der er mange faktabokse, hvor man kan få forklaret, hvad der forstås ved f.eks. livegenskab og Den Tyske Orden. Bogen fremtræder som en helhed uden at man mærker, at der har været en streng redaktionel linje. Således har den enkelte forfatter fået en høj grad af frihed. Nogle kunne anke over, hvorfor f.eks. Det Portugisiske Imperium eller Det Russiske Imperium i tsartiden ikke er med, men det har forfatterne taget brodden af i indledningen: pladshensyn. Bogen kan sagtens anvendes som en slags grundbog i stx, naturligvis suppleret med andet materiale, hvis man ønsker at arbejde med globalisering og emnet imperialisme lidt bredere, og i et historisk forløb om et eller flere af emnerne er den i høj grad anvendelig. I et AT-forløb og andet tværfagligt samarbejde vil den også være anvendelig. Den kan på det varmeste anbefales som indkøb i klassesæt. Kai Verner Nielsen Professionelle samtaler BIRGITTE GOTTLIEB OG TULU SINHA HANSEN: Professionelle samtaler - en brugsbog for undervisere. Columbus sider, Skolepris 140 kr. eks. moms. Som anmelder på Historie Noter er man heldig. Man får bøger tilsendt om alt fra de store slag i 1. Verdenskrig over slavehandel til nordkoreansk kommunisme, og man får oven i købet lov til at beholde bogen som tak for den fornøjelse, det som regel er at skrive et par ord om den pågældende bog. Nærværende anmeldelse handler om en bog, der må siges at være i en anden boldgade her er de store episke fortællinger eller den nyeste historieforskning fraværende. Ja, faktisk har bogen egentlig ikke meget med historiefaget eller historieundervisningen at gøre og så måske alligevel? I denne sluttede kreds må vi nok nølende erkende, at der i hvert fald principielt set kan være interessante og vigtige bøger i verden, der ikke handler om historie; -) Som titlen indikerer, er der tale om en nicheudgivelse i nærmest ekstrem grad. Bogen kan næsten pr. definition ikke blive solgt i mere end ca eksemplarer, hvilket endda skulle forudsætte, at mere eller mindre samtlige gymnasielærere i Danmark skulle vælge at investere i bogen. Den henvender sig nemlig specifikt til undervisere i gymnasieskolen og er en redskabsbog, der i den grad er konkret og hands on. Temaet er også ret snævert: hvordan afholder man som underviser en professionel samtale med en elev; en samtale der udvikler og flytter eleven fagligt m.m. i den retning, som man ønsker. Der gives mange virkelighedsnære eksempler og råd i bogen lige fra karaktersamtalen til mentorsamtalen og vejledningssamtalen m.m. Første del af bogen sigter mod at give en teoretisk baggrund for den professionelle samtale, og anden del er mere praksisorienteret. Med andre ord, når bogen hedder en brugsbog for undervisere skal det opfattes bogstaveligt. Læseren bliver fx præsenteret for helt konkrete spørgsmål, man kan stille eleven i en vejledningssituation, desuden indeholder bogen flere eksempler på cases, hvor opdigtede dialoger fungerer som typiske situationer, en underviser kan spejle sig i, når han eller hun skal tale med en elev. 82

83 Jeg synes bestemt, at jeg blev præsenteret for en række øjenåbnere undervejs, hvor jeg følte, at bogens værktøjer ville kunne være brugbare i forbindelse med fremtidige elevsamtaler. Bogen vil uden tvivl være et værdifuldt bidrag til eksempelvis pædagogikumuddannelsen. Jeg tror, at de svære samtaler måske i særlig grad kan volde den uprøvede, unge lærer kvaler. Den danske model CLAUS FRIISBERG: Grænser for magt. Frederik 3. Og enevældens indførelse. Vestjysk Kulturforlag 2017, 434 sider, illustreret, 298 kr. nr. 213 / juni 2017 Bogen er solidt funderet i den australske uddannelsesforsker John Hatties univers. Det er både en styrke og en svaghed. Der er ingen tvivl om, at australierne og newzealænderne (fx også Viviane Robertson) har arbejdet meget hårdt og kvalificeret med uddannelse i de seneste årtier. Det har givet en stor og relevant viden, som vi har kunnet lade os inspirere af i eksempelvis Danmark. Men jeg vil gerne personligt understrege begrebet inspirere, da forskningen Down Under i hele sit univers ofte i lidt for høj grad er gennemsyret af det evidensbaserede og det praksisnære. Læreren skal i dette univers hvis han er god hele tiden forholde sig til, om undervisningen virker, og vel og mærke måle på det. Denne tilgang til undervisning risikerer i sin ekstreme konsekvens at skylle barnet ud med badevandet og kan føre til teaching to the test undervisning. Så vidtgående er Hattie dog ikke (og det er nærværende bog heller ikke), men han er blevet misbrugt af overivrige politikere m.fl., der vil have mest mulig og dokumenteret effektiv undervisning for pengene. Denne kritik skal man have i baghovedet, når man læser og lader sig inspirere af Professionelle samtaler vi skal ikke derhen, hvor enhver kontakt lærer og elev imellem skal rammesættes som en professionel samtale, hvor fokus er på, om eleven nu flytter sig i tilstrækkelig grad fagligt eller menneskeligt kan den dybe, dannende samtale mellem to mennesker sættes i rammer og kasser? Ja, et stykke hen ad vejen, men der skal være rum til mere! Anders Bærholm Frikke 1660 er et skæbneår i Danmarkshistorien. Efter de foregående års krige med Sverige er kongeriget formindsket med en tredjedel. Landet er på randen af statsbankerot. I den situation gennemfører Kong Frederik 3. et statskup, der indfører arvekongedømme og enevælde. Her bliver den moderne danske stat grundlagt. Omvæltningen i 1660 er en afgørende nøgle til at forstå den danske statsdannelses særlige karakter også efter enevældens afskaffelse i Med Grænser for magt har Claus Friisberg leveret et væsentligt bidrag både til et perspektiverende overblik over og en nyfortolkning af dette skelsættende vendepunkt. Claus Friisberg har med ansættelse på Varde Gymnasium fra 1970 gennem årtier udfoldet et imponerende forfatterskab med tilhørende enmandsbetjent forlag. Mange gymnasielærere vil kende hans danmarkshistorier og kildesamlinger til undervisningsbrug. Men virksomheden er i de senere år blevet udbygget med en række forskningsbaserede fremstillinger, herunder doktordisputatsen fra 2007 i to bind: Ingen over og ingen ved siden af Folketinget. Det er blevet til adskillige værker om dansk forfatningshistorie i 1800-tallet. Og med to bøger fra 2016: Dansk demokrati. Idé og praksis 1835 til ca og Dansk demokrati og politik i en verden i hastig forandring har han fulgt udviklingen helt up to date. Nu har han så taget skridtet tilbage for at belyse af grundlaget for det hele, statsomvæltningen i

84 Friisberg placerer sig med et klart standpunkt i forhold til den ganske omfattende forskning, der har beskæftiget sig med enevældens indførelse. Han tillægger Frederik 3. rollen som aktiv spiller - kalder ham hovedmand - bag såvel statskup som udformningen af de grundlæggende love, enevælden kom til at virke under, nemlig Enevolds regeringsakten fra januar 1661 og Kongeloven fra Ifølge Friisberg har det været helt afgørende for kongen, at magtovertagelsen kom til at fremtræde som legitim, og altså dermed i kongens selvforståelse ikke noget statskup. Den nye enevælde blev derfor indlejret i et forfatningsgrundlag, som også den suveræne konge var underlagt. Deraf bogens titel: Grænser for magt. Set i det lys fremstår den indesluttede, ærgerrige Frederik som en af de store skikkelser i Danmarkshistorien, godt hjulpet af en snæver kreds af tyske rådgivere, medbragt fra de nordtyske fyrstedømmer Bremen og Verden, som han havde administreret før han på grund af den udvalgte prins Christians død i 1847 af Rigsrådet blev valgt til dansk konge. Bogen behandler den stadige magtkamp mellem den danske højadel - repræsenteret i Rigsrådet - og den magtbevidste konge i perioden før Desuden rummer den et vægtigt kapitel en omfattende analyse af den samtidige europæiske forfatningsdebat, hvorfra kredsen omkring kongen henter afgørende argumenter i bestræbelserne på at kaste et skær af legitimitet over d De dramatiske begivenheder omkring stændermødet og arvehyldingen i efteråret 1660 behandles, men det helt afgørende er analysen af den strategi, der udfolder sig i de kommende måneder og år, da den nye regeringsform skal trækkes i tøjet. Her optræder kongen ifølge Friisberg som en fleksibel, men målrettet realpolitiker. Set i det lange perspektiv bliver der opbygget en styreform, hvor den overordnede statsinteresse er i højsædet. Den reelle magt bliver placeret i kollegiestyrets bureaukrati, der efterhånden bliver bemandet af veluddannede professionelle. Denne statsmagt bliver langtidsholdbar og danner også grundlaget for folkestyrets Danmark. Den - både i overført og konkret forstand - vægtige bog hviler på omfattende analyser af de aktstykker, love og recesser, der indgår i den store forandringsproces. I en vis forstand krævende læsning med omfattende latinske citater, hvor af de fleste men ikke alle venligt er oversat til dansk. På den anden side er bogen skrevet i et letløbende, slagkraftigt nutidssprog, der bærer præg af forfatterens mangeårige omgang med gymnasieelever. Man kan godt blive revet med under læsningen. Det er jo et dramatisk stof, og det handler også om menneskeskæbner. Dobbelt ærgerligt er det, at denne formidable præstation af en bog skæmmes af en alt for lemfældig korrektur. Det vrimler med fejl. Det er også mildt sagt uheldigt, at noteapparatet slutter med note 102 (s.434). De resterende henvisninger frem til note 471 må den nysgerrige anmelder undvære! Claus Friisberg: Grænser for magt fortjener at blive bemærket i historielærerkredse. Bogen kan være en påmindelse om, at en fordybelse sammen med eleverne i statsomvæltningen i 1660 kan bidrage afgørende til at forstå den særlige model, det danske samfund er bygget over. Knud Holch Andersen 84

85 Opdateret indføring til Klimapolitikken PETER NEDERGAARD: Klimapolitik - et samfundsperspektiv. Columbus 3. udgave sider, 166 kr. Den tredje udgave af Peter Nedergaards Klimapolitik er en opdatering og en udvidelse i forhold til de to foregående udgaver af samme bog. Bogen starter med et kapitel, der kort gennemgår klimaets betydning for de menneskelige samfund, og hvordan klimaet har indvirket på disse. Herefter gennemgår bogen først de grundlæggende problemstillinger i klimapolitikken såsom interessemodsætninger mellem forskellige storpolitiske aktører samt udfordringen omkring CO2 belastningen overfor ønsket om økonomisk vækst. Kapitlet Teorier om klimapolitikken indeholder allehånde teorier og anden information, der spænder fra Pareto-optimalitet, priselasticitet over spilteori til et politisk og sociologisk fagfelt, alt sammen relateret til klimaproblematikken. Kapitlet om de institutionelle rammer om klimapolitikken strækker sig fra dansk klimapolitik over FN s COP proces til klimapolitiske tiltag i EU. Vi får også lige den åbne koordinationsmetode i EU med undervejs. Det sidste kapitel handler udelukkende om Danmarks klimapolitik. Bogen er løbende forsynet med tabeller, modeller og illustrationer, der anskueliggør sammenhænge og modsætninger inden for det klimapolitiske felt. Efter hvert kapitel er der en opsummering af hovedpunkterne samt forslag til opgaver. Bogen indeholder to særafsnit med leksikale oplysninger (i det andet kapitel og efter det femte kapitel), således at organisationer som OPEC, ALBA, G-77, EU mv forklares. At de to afsnit ikke er slået sammen, men optræder hver for sig, giver ikke umiddelbart indlysende fordele. Nedergaard har tydeligvis stor tiltro til elevernes evner til og interesse i at konsumere store mængder faktuelt stof. Spørgsmålet er om bogen på det område er tilstrækkelig tilpasset moderne gymnasieelevers læringsmønstre. Under alle omstændigheder spænder Nedergaards bog over hele det klimapolitiske område og lidt til. På den måde får man noget for pengene! Bogen er ikke relevant i en faghistorisk undervisningssammenhæng, men kan bruges i AT og KS sammenhænge, ligesom den er relevant i SRPopgaver. Den henvender sig primært til samfundsfag og sikkert også til naturgeografi. Jørgen Lassen Mellem brødre RASMUS GLENTHØJ red.): Mellem brødre. Dansknorsk samliv i 600 år. Gads forlag 2016, 328 sider, 350 kr. Bogen er udgivet med støtte af både Folketinget, Stortinget og flere fonde for at markere 600 års samliv mellem Danmark og Norge. Bogen er en artikelsamling, der tager en række centrale emner op. Bogen er meget velillustreret og præsentabel i sin form. Indholdsmæssigt er artiklerne med en prolog og epilog samlet i 4 store afsnit: Foreningstiden, Den kulturelle union i 1800 tallet, Politik og samfund på tværs af Skagerrak og Foreningens konsekvenser. Forskerne der har skrevet bogens artikler, har haft et dobbelt formål. De vil bidrage til forståelsen af de historisk-kulturelle relationer, der er mellem de nr. 213 / juni

86 to lande, men artiklerne indeholder også et korrektiv til de gængse historier om forholdet mellem de to lande. Antologien dækker mange sider af forholdet mellem Norge og Danmark. Det gælder alt fra de sproglige og kulturelle forhold til de politiske og Norges betydning for den danske flådes storhed. For mange vil det fungere som en øjenåbner for de mange relationer mellem de to lande. Det bidrager til sammenhængen i antologien, at redaktøren Rasmus Glenthøj har skrevet en god prolog og epilog. Men han bidrager også med et indlæg om historien omkring adskillelsen, hvor han sætter et stort spørgsmålstegn ved den almindelige kritik af Frederik den 6. s ansvar for tabet af Norge. Han gennemgår tillige de danske liberales brug af den norske 1814 grundlov som banner i den danske forfatningskamp, specielt efter Christian den 8. tronbestigelse I mange af bogens kapitler er der fokus på den fælles historiefortælling eller mangel på samme. Det virker overraskende, hvor lidt fokus en stor del af de danske historikere rent faktisk har haft på Norges rolle i unionens over 400 årige historie. Den norske historiker Odd Arvid Storseen viser, hvor få gange Politikens Danmarks-historie fra 1960erne omtaler Norge og følger det op med en vurdering: en tilsvarende neglisjering av Danmark vil være utænkelig i enhver norgeshistorie (s. 218) Der er flere artikler om de kulturelle relationer mellem Danmark og Norge. Jørgen Haugan beskriver et overaskende paradoks. Efter tabet af Norge i 1814 blev den kulturelle forbindelse mellem Norge og Danmark nærmest forstærket, bl.a. fordi de store norske forfattere fortsat udkom på danske forlag. Haugan går så vidt som til at sige: Tilbage står den kjensgerning, at Norge som moderne kulturnasjon ble grunnlagt i Gyldendalske Boghandel i København Det var følgelig Danmark som kulturelt sett løftet Norge ut av 400-årsnatten (s. 123) Bogens artikler fokuserer, som det fremgår af ovennævnte afsnitsinddeling, ikke kun på selve unionstiden, men også på tiden efter og konsekvenserne af unionen. Der er således artikler om de to landes forskellige forhold til indtræden i EF, og et helt kapitel er viet til den danske hjælp til Norge under og efter Anden Verdenskrig. I epilogen fokuserer Glenthøj på forskellene mellem den norske og danske historiske hukommelse i forhold til foreningstiden. Han gør opmærksom på den asymmetri, der er i den historiske hukommelse mellem den dominerende part og den svage part, og at den nationale hukommelse ofte er selektiv. I forhold til den aktuelle diskussion om udkantsproblematik anføres det, at følelsen af uretfærdig behandling mod Norge ofte ikke bundede i forholdet til Danmark, men til København, som også for datidens jyder kunne opfattes som en dominerende metropol. Afslutningsvis påpeger Glenthøj næsten som et motto for antologien vigtigheden af historisk bevidsthed og historisk viden: Den manglende historieforståelse gør os lettere til fals for en unuanceret og politisk historiebrug. Det medfører ofte, at en fortid som er grå, bliver fremstillet enten som sort eller hvid. Manglende historisk viden gør en lettere at manipulere, mens viden om fortiden giver større frihed og selvstændighed (s. 295). Og netop viden om de 400 års samliv og dens konsekvenser bidrager denne bog til. Johannes Lebech 86

87 Retshistorie PETER HØILUND: Men de måtte jo dø. Haase Forlag sider, 200 kr. Bogen handler om den sidste henrettelse af en kvinde, som forekom i Danmark: Halshugningen i 1861 af tjenestepigen Ane Cathrine Andersdatter, som var dømt for at have dræbt tre af sine fire børn, da de var næsten nyfødte. Rødovre Lokalhistoriske Forening udgav i 2013 en bog, hvori retssagens akter er gengivet. Forfatteren er Henry Hansen, titlen "Ane Cathrine Andersdatter". Peter Høilunds bog præsenteres som skønlitteratur, skrevet med inspiration fra de historiske kilder i Rødovre Lokalhistoriske forenings bog, men med masser af fiktive og kontrafaktiske elementer. Når bogen præsenteres som skønlitteratur, skal den naturligvis ikke bedømmes ud fra historiefagets præmisser. I forhold til historiefaget er det eneste relevante aspekt den pind i læreplanen, som hedder "brug og misbrug" af historien. Men det er ikke stor litteratur, man kan læse i bogen. Personerne virker stereotype og utroværdige, dialogen er stiv og dårligt flydende. Nogle steder bruges dagligdags sprog svarende til nutidens, andre steder forsøger forfatteren at "historicere" sproget, så det passer til midten af 1800-tallet. I teksten indgår elementer, som ikke eksisterede på det tidspunkt, hvor handlingen foregår. Et sted serveres der croissanter (i samtiden ville man kalde det horn eller wienerbrød), et andet sted Sarah Bernhardt-kager (den type kager er første gang lavet i 1911) og midt på dagen spises der frokost og drikkes mælk(!) til maden. Peter Høilund vil med sin bog vise, hvordan ugifte, fattige kvinder blev behandlet i 1800-tallet, men resultatet er hverken troværdigt eller gribende. Hvis man vil læse om den konkrete sag, er det bedre at gå til de originale kilder i Rødovre Lokalhistoriske Forenings udgivelse. Hvis man vil læse skønlitterære værker om behandlingen af samfundets underklasse i 1800-tallet, kan det anbefales at gå til f. ex. Pontoppidan eller Martin Andersen Nexø. Bente Thomsen nr. 213 / juni 2017 Oversigt over anmeldelserne: Her bringes en oversigt over alle anmeldelser - også alle de der ikke blev plads til i selve bladet. Alle anmeldelserne kan ses på Noters hjemmeside: Rasmus Augustesen & Krister Hansen: Grønland. Historie, samfund, religion. Systime Jeppe Bæk Meier & Rasmus Thestrup Østergaard: Krigens historie. Fra krudtrevolution til hybridkrig. Columbus Peter Fibiger Bang, Michael Bregnsbo, Ole Helmersen, Niels Høffding, Kurt Villads Jensen, Jens Christian Johansen, Karl Christian Lammers og Kjeld Mazanti Sørensen: Imperier. Fra oldtid til nutid. Columbus Birgitte Gottlieb og Tulu Sinha Hansen: Professionelle samtaler. Columbus