God ledelse er en befrielse (Artikel)

Transkript

1 God ledelse er en befrielse (Artikel) 27. januar 2012 Tags: ledelse God ledelse er en befrielse Af Hans Henrik Knoop & Steen Hildebrandt Abstract Det er i dag veldokumenteret, at mennesker fungerer godt, når de oplever at kunne handle frivilligt, og at mennesker fungerer dårligt, hvis de handler modvilligt. Frivillighed ser med andre ord ud til at være en forudsætning meget af det bedste i livet inklusive konkurrencekraft og social sammenhængskraft. I psykologien bruger man også begrebet indre motivation eller autonom motivation for oplevelsen af frivillighed. Ledelse, som medarbejdere udsættes for, er i sagens natur sjældent udtryk for medarbejdernes frivillighed i første omgang, men det har ikke desto mindre vist sig, at ledelsesmæssig succes er stærkt afhængig af, at medarbejdere er i stand til hurtigt at transformere de ydre krav til frivillighed. Frivillighed i forbindelse med ledelse må således betragtes som et aktivt tilvalg fra medarbejderens side, som igen forudsætter medarbejderens oplevelse af mening, sund fornuft, etisk forsvarlighed og gensidig respekt for overhovedet at blive mulig. Det er i dag endvidere veldokumenteret, at effektivitet og kvalitet i arbejdet i meget høj grad er betinget af muligheden for tilstrækkelig fordybelse i de enkelte aktiviteter, dvs. muligheden for at investere hele sin psykiske energi / opmærksomhed, i en given situation/aktivitet. Det bliver således vigtigt, at ledelse er pædagogisk i betydningen trivsels-, lærings- og kreativitetsfremmende. Endelig er det veldokumenteret, at kvaliteten af sociale relationer er afgørende for faglig-professionel succes, det er tilfældet for livet i øvrigt. Denne artikel er et bud på, hvorledes frivillighed, fordybelse og meningsfuld socialitet kan forenes i fremtidens arbejdsliv, samt hvilke barrierer vi må overvinde for at lykkes med det. Læhegn, vindmøller og misforståelser Det velkendte kinesiske ordsprog, Når forandringens vinde blæser vil nogen bygge læhegn, mens andre vil bygge vindmøller, lyder for de fleste nok klart og overbevisende. Det er simpelt, forståeligt, og baseret på et stærkt billedsprog. Problemet er blot, at det ikke er særlig godt at få Side 3 af 9

2 forstand af. For de personer, som tænkes at skulle få forstand af det, fungerer ikke rigtigt på måder, der afspejles i det simple valg mellem at dukke sig (bygge læhegn) eller slås (bygge vindmøller). Det er ganske vist rigtigt, at noget i livet er spørgsmål om enten-eller og at man fx er nødt til at svømme, hvis ikke man vil synke, nødt til at kæmpe eller flygte, hvis man står overfor en isbjørn. Det er også korrekt, at en lærer enten gider undervise eller ej. Men at synke, flygte eller være ugidelig er der i sig selv jo ikke meget perspektiv i. Et interessant liv forudsætter i sagens natur det modsatte: at man tager initiativ, er i gang, svømmer, kæmper, gider. Når dét imidlertid er anerkendt, bliver det vigtigt at forstå, hvorledes aktivitetens, initiativets, viljestyrkens inderste væsen ikke er udtryk for noget valg mellem ro (læhegn) og bevægelse (vindmøller) men derimod er udtryk for oplevede kombinationer af ro og bevægelse. Og vi ved det jo godt. Psykologen Abraham Maslow lærte for 50 år siden hele verden, at mennesker både behøver stabilitet og udvikling for at trives. Ethvert barn fortæller men sine små hænder, sit ansigt og sine bevægelser forældre, at det både har behov tryghed og en barndom fyldt med eventyr og ballade. Enhver sportstræner ved, at faste regler og uforanderlige mål er forudsætningen for en kreativ kamp, som giver de dystende lyst til at blive i kampen. Enhver underviser ved, at det er umuligt at lykkes med undervisning, hvis eleverne ikke er trygge nok til at turde åbne sig for nye indtryk. Enhver leder ved, at hendes succes står og falder med, at medarbejderne har tillid til hende, samtidig med at de konkret oplever lederens dynamiske indflydelse på arbejdet dvs. at de reelt oplever ledelsen anerkendende, åbnende, mulighedsskabende og derved frisættende. God ledelse er i denne betydning en befrielse for medarbejderne, og opleves reelt som sådan af medarbejderne. Med andre ord: Hvis en leder stiller krav til en medarbejder, vil lederens succes i denne situation afhænge af, om medarbejderen er i stand til, og beslutter sig for, at transformere lederens (ydre-motiverende) krav til egen frivillige (indre-motiverende) handlen. Og dette er ikke bare svært for medarbejderen, hvis ikke lederen har meningsgivende begrundelser for sine krav der er som regel umuligt. Og det er ikke bare medarbejderen, som lider i denne situation. det gør ledere også, for han får sig en underpræsterende medarbejder. En medarbejder, som ikke duer til dét, hun skal, duer nemlig ikke rigtigt til det i hvert fald ikke sådan rigtigt (bemærk hvordan dette umiddelbart kan lyde totalitært, selvom det ved nærmere eftertanke selvfølgelig er en hyldest til friheden). Det var blandt andet denne indsigt, som i sin tid fik ledelsesteoretikeren Peter Drucker til at fortælle en generation af ledere: Accept it, you have to treat virtually everyone as a volunteer. Topdown-mening og bottom-up-engagement er således åbenlyst to komplementære sider af vellykket menneskelig ledelse og organisation, og der vil være talrige områder i menneskelivet, hvor det vil være direkte skadeligt at tænke så dualistisk, som der lægges op til i det gamle ordsprog om vindmøllerne og læhegnene om end det udtrykker en gyldig pointe i visse sammenhænge. Ligesom man er sikker på fiasko, hvis man indretter sig på måder, så udviklingen favoriserer ledere frem for medarbejdere eller vice versa. Topstyring og brutal konkurrence I disse år oplever uddannelsessystemer over hele verden i tiltagende grad at blive styret via nedadgående kommandoer, kaldet enstrenget topstyring, kontraktbaseret mål- og rammestyring mv., kombineret med stadigt stigende, og mangeartet, konkurrence på markedsvilkår. ikke sjældent baseret på en antagelse om, at ansatte har en dagsorden som betyder mere for dem, end den de får løn for: deres egen. Det dominerende ledelsesparadigme New Public Management bygger blandt andet på en sådan antagelse af at medarbejdere notorisk har tendens til suboptimering, hvorfor man ikke helt kan have tillid til dem, og følgelig er nødt til at kontrollere lidt mere. I tråd hermed er det mange steder ikke længere muligt for medarbejdere at vælge deres ledelse en første blandt ligemænd, og således opnå denne klassiske form for legitimitet i ledelsen. Ansættelse af ledere i såvel det private som det offentlige er i dag næsten udelukkende et spørgsmål om, hvad højerestående instanser finder vigtigt for laverestående ditto. Det kan umiddelbart virke helt naturligt at strukturere ledelse på denne måde, fordi det for en umiddelbar betragtning ligner naturens hakkeorden til forveksling med en alfa-han i toppen og de stadigt mindre dominerende individer niveaufordelt (stratificeret) nedadtil. Det kan også virke naturligt ud fra en gængs ledelsesforståelse, ifølge hvilken ledelsesretten må betragtes som et sine qua non for den elementære udøvelse af ledelse. Så for mange vil ledelse per Side af 9

3 definition indebære, at ansættelser of afskedigelser gennemføres ovenfra, men det er ved nærmere eftertanke selvfølgelig ikke givet. Mennesker er i princippet frit stillet til at vælge deres egen styreform, og det sker da også i en vis udstrækning stadig. Vort parlamentarisk-repræsentative demokrati er som bekendt fortsat kendetegnet ved, at befolkningen faktisk vælger sine egne øverste ledere dvs. at ansættelsen af den politiske topledelse, i princippet, fortsat sker nedefra ligesom foreninger vælger deres bestyrelser på generalforsamlinger, og medarbejdere vælger deres tillidsrepræsentanter nedefra. Hvorvidt demokratiske valghandlinger af nævnte karakter dog påvirker folks samlede vurdering af ledelseskulturen i positiv retning er dog ganske tvivlsomt. For mange vælgere må i sagens natur være i tvivl om, hvem de reelt vælger som politiske ledere, i og med de færreste har mødt politikerne, endsige kender dem godt nok til kvalificeret at kunne vurdere dem som mennesker. Ligeledes har de færreste tilstrækkelig sagkundskab til meningsfuldt at kunne vurdere, hvilke af de debatterende politiske parter, faktisk har de bedste argumenter. Og da meget af dét, der loves forud for et valg, ofte ikke gennemføres efterfølgende, hvorfor politikere dagligt mistænkeliggøres i medierne, er det i sagens natur mildest talt udfordrende for en demokratisk borger at skulle identificere sig som aktiv demokrat. I forbindelse med det netop overståede folketingsvalg har man da også kunne konstatere at tilliden til politikerne havde nået et historisk lavpunkt (Mandag Morgen, 2011) i dét land i verden, som i øvrigt har den højeste sociale tillid mellem mennesker såvel som den laveste grad af korruption. Det burde med andre ord ikke være svært for en politiker faktisk at vinde betragtelig tillid i Danmark i forhold til så mange andre steder, men skidt står det ikke desto mindre til, kan vi se. Og ret beset, hvordan skulle man også kunne have tillid til demokratiets øverste ledelse, når de, som supplement til journalisternes permanente jagt på politiske afsløringer, dagligt beskylder hinanden for utroværdighed i de største medier og i den bedste sendetid? Og det i en grad som ingen familie og intet venskab ville kunne holde til. Og ikke nok med dét: vore demokratiske topledere er end ikke rollemodeller for demokratisk livsførelse, for så vidt de notorisk taler nedsættende om politiske modstandere. Som om de har glemt, at vi har demokrati, fordi vi ikke er enige. Fordi vi har interessemodsætninger. Hvis vi ikke var uenige og ikke havde interessemodsætninger, ville vi fint kunne klare os med en dygtig og god diktator. Men vi har interessemodsætninger, og vi har demokrati til at håndtere dem civiliseret og anstændigt. Så hvordan vi er nået dertil, at vi som befolkning accepterer at blive spist af med en joke af en valgkamp, hvor selv tolvårige oplever den politiske topledelse barnagtig, henstår i det uvisse. Et enkelt svar, som umiddelbart byder sig til, er selvfølgelig, at demokratiske debatter i virkeligheden handler meget mere om enkeltpersoners forsøg på at dominere, snarere end at repræsentere, andre gennem politisk og økonomisk magt, hvor spindoktorernes arbejde i givet fald primært kan betragtes som camouflage, fordi den skinbarlige sandhed ikke tåler dagens lys. Et mindre enkelt svar er, at politikerne blot har mistet grebet om udviklingen, og at den degenererede kommunikation primært er et symptom på politikernes rådvildhed. Men måske er der en langt mere opløftende forklaring at læne sig op ad, nemlig at politikerne, erhvervslivet, vi alle, er relativt uvidende om, hvad der dybest set foregår, helt i tråd med at ingen aner, hvorfor verden dybest set er, som den er, endsige hvorfor den er, som den er selvom forskere kæmper stadig mere ihærdigt for at finde ud af det. Det ville i givet fald svække den fælles mistro og styrke fællesskabet, om sidstnævnte svar var retvisende! Og det ville åbne for en fælles nysgerrighed og gensidig anerkendelse af gensidig forskellighed og afhængighed i hverdagen og i samfundslivet. Og måske en erkendelse af at politik (stok / tvang), erhvervsliv (gulerod / ydredreven lyst) og civilsamfund (blød magt / overbevisning) kan komme til at fungere i langt stærkere synergi, end det aktuelt er tilfældet så politisk magt bliver meningsfuld, så økonomisk magt bliver retfærdig og så civil indflydelse opleves reel. Men denne type frivillighedens, mangfoldighedens, kreativitetens og solidaritetens samfund er oppe mod en nærmest modsatrettet, fuldstændig dominerede, vækstmodel, hvor få tusinde personer reelt styrer verden, hvor markedskræfter i stigende grad betyder meget få ultra-indflydelsesrige menneskers kræfter, som qua deres ufattelige rigdom, og dermed økonomiske indflydelse, taler med så høje stemmer på markedet som Microsoft ejer, Bill Gates, verdens rigeste person, har formuleret det at der knap er tale om et frit marked længere; hvor der er stærk solidaritet blandt en meget lille gruppe medlemmer i den øverste top af samfundet mens traditionelt solidaritetsbaserede fagforeninger har stadigt sværere Side 5 af 9

4 ved at få medlemmer; hvor en celebrity-fokuseret medieverden indebærer en stadigt øget opmærksomhed på toppen og stadigt mere mellemmenneskelig ligegyldig i hverdagen, om end de fleste fortsat opfører sig pænt; og hvor de stadigt voldsommere krav om professionel og social omstilling(-sparathed) indebærer reel risiko for, hvad sociologen Richard Sennett (1998) har kaldt corrosion of character, en mental bortætsning af personligheden, for den enkelte. På denne baggrund er det åbenlyst, at psykologi, og ikke mindst positiv psykologi, kan komme til at spille, og formodentlig bør spille, en langt mere forebyggende rolle i det bredere samfund, end det hidtil har været tilfældet. For det er fortsat langt lettere at forebygge end at helbrede, og de skitserede problemer, hvor uoverskuelige de end måtte forekomme, ser faktisk ud til at kunne forebygges i betydelig grad, hvis man samfundsmæssigt kan enes om at gøre dét, alle demokratier i forvejen postulerer de gør: fungerer som styreformer der skaber retfærdighed ved at give folk nogenlunde lige muligheder for et godt liv, og lader folk være lige for loven. For psykologien har, sammen med medicin og andre tilgrænsende videnskaber klart dokumenteret, at mennesker, som tillades autonomi og store frihedsgrader, som tildeles reelt ansvar og indflydelse, som oplever mening og perspektiv i hverdagen, som er socialt velforankrede, lærer bedre, yder mere, er mere kreative, er sundere, lever længere og yder større firvillig omsorg for andres, ja samfundets, tarv. Det betyder, at psykologien, om end uden de store økonomiske bevillinger, efterhånden også kan tale med en ganske høj stemme ikke qua rå politisk magt, ikke qua penge, men qua det overbevisende i at have frembragt evidensbaserede argumenter for indrette samfund så mennesker i bred forstand trives i dem. Psykologi gør det muligt at forstå blød magt bedre, og hvor psykologi af gode og mindre gode grunde ofte associeres med sygdom, svaghed og pinlighed, taler positiv psykologi til hjertet af os alle ved at understrege hvor afgørende det er for både os selv og vore omgivelser, at vi er aktive, tager initiativ, tager ansvar, engagerer os, finder mening i sociale sammenhænge og skaber mening gennem vore kreative og disciplinerede indsatser. Alt sammen livkvaliteter, brutal topstyring risikerer at ødelægge. Psykologi bidrager kort sagt med stærk evidens for, at det i ledelse og professionelt arbejde er fornuftigt at tage udgangspunkt i, at alt levende vokser nedefra og følgelig: at al styring (top-down) som ikke inspirerer til vækst nedefra (bottom-up) er dømt til at mislykkes efter enhver demokratisk såvel som erhvervsmæssig målestok. For det skaber disengagerede borgere og apatiske medarbejdere. Og hvad endnu bedre er: al denne viden har vi mulighed for at bringe i spil i en nordisk region, som i dag, uden at overdrive, kan betegnes som en verdenshistorisk succes på en lang række sociale og kulturelle parametre som direkte understøtter førnævnte, samt hvad (positiv) psykologi i øvrigt har vist er vigtigt for menneskelig trivsel og vækst. Som sociologen Ruut Veenhoven (2010) har sammenfattet mere end 5000 studier af menneskelig trivsel i World database of Happiness: People live happiest in economically well developed nations that are well governed and allow their citizens a lot of freedom, in short, in modern multiple choice societies De nordiske lande er alle fremragende eksempler på sådanne samfund, og Danmark er på en række områder i særklasse. Vi har gennem de seneste 10 år samlet set være verden mest økonomisk lige land (gini-index), vi har en meget antiautoritær kultur med lav magtdistance (Hofstede, 198, 2001), nærmest ingen respekt for blind lydighed i opdragelsen samt en lang række store frihedsgrader. Vi har været kreative nok til at blive et af verdens materielt rigeste lande. Vi er et af de bedst ITopkoblede (Plovsing & Nielsen, 2009). Vi har verdens angiveligt laveste grad af korruption (Transparency International, 2008) kombineret med den højeste grad af social tillid mellem mennesker, (Bjørnskov, 2009). Vi er i mange undersøgelser siden 1970 noteret som de mest tilfredse (lykkeligste) i verden (Veenhoven, 2010; Diener, 2009). Og vi er fornylig blevet udpeget som det europæiske land, som i højeste grad understøtter personlig vækst (Huppert & So, 2009; Seligman, 2010). Måske har der aldrig været noget mere privilegeret folk end nutidens danskere. Både objektivt og subjektivt set. I denne fantastiske ramme agerer nutidens professionelle og ledere tilsyneladende. Der er bare det ved det, at flere og flere melder sig syge med stress, flere og flere bliver behandlet for depression (nu fra 15-års-alderen hvor det for ikke ret mange år siden først var fra 30-års-alderen), Side 6 af 9

5 flere og flere har svært ved at holde pauser, holde fri, holde ferie sådan rigtigt, hvor man virkelig rekreerer fra arbejdslivet. Det kræver stadig mere disciplin at slappe af, fordi vi har organiseret os, så vi bliver forstyrret hele tiden. Vi dyrker så mindfulness og meditation. I gamle dage hed mindfulness at tage det roligt, noget de flest kunne finde ud af uden at have været på kursus først. I dag vokser børn op i så hektiske kontekster, at de skal trænes i at slappe ordentligt af for at kunne falde ned. Og da kompleksiteten i samfund, viden og teknologi stiger eksponentielt, er der ingen chancer for at vi kvantitativt ville kunne løbe udfordringen op. Vi er nødt til at satse på, og politisk såvel som økonomisk og civilt virkelig prioritere, kvalitet i livet, hvis det hele fortsat skal give mening. Og det skal det. For en sang uden mening, er der selvsagt ingen megen mening i, som C. V. Jørgensen sang. Der skal være et attraktivt fremtidsperspektiv i de politiske visioner, hvis folk skal følge dem. Der skal være en attraktiv økonomisk model for alle, hvis alle skal forventes at skulle bidrage aktivt i fremtidens samfund. Og der skal herske tilstrækkelig respekt om det civile liv i fremtiden, hvis det overhovedet skal give mening at tale om borgere og demokratiske livsformer. Men det større perspektiv, den højere mening, den dybere forbundenhed er, hvor nærværende disse kvaliteter end måtte føles for hin enkelte, abstraktioner. De er aspekter af tilværelsen, vi forestiller os, tænker os frem til, reflekterer over. De kan ikke umiddelbart observeres, om end selvfølgelig indirekte i mange sammenhænge. Og derfor kan de heller ikke stå alene som idealer, når vi organiserer os professionelt og ledelsesmæssigt. Sanseligheden, æstetikken, den umiddelbare oplevelse, nuet, øjeblikket, det fuldstændige nærvær i hverdagen enkeltaktiviteter må have samme prioritet som det større perspektiv. For det er i øjeblikkets fordybelse, livet opleves direkte, oplyser os direkte og opliver os direkte. Vi skal kunne mærke, at vi lever, og vi skal kunne mærke, at livet er værd at leve, mens vi lever. Og at mærke dette er vel at mærke ikke blot udtryk for livskvalitet i sig selv det er også en afgørende forudsætning for at tro på sig selv, når man forsøger at forankre sig meningsfuldt i en større sammenhæng. Fordi man inderst inde har mærket, at der er noget værdifuldt at kæmpe for, uanset hvad omgivelser i øvrigt måtte byde på. Gode små oplevelser af fordybelse i hverdagen (endelig ikke at forveksle med læhegn) kan meget vel vise sig at være den stærkeste beskyttelse mod at blive smittet af eventuelle mangler på perspektiv i den større sammenhæng. Dette in mente står mange ikke desto mindre over for meget store udfordringer her, for til trods for at der næppe findes en politisk målsætning eller en virksomhedsplan, som ikke er fyldt med forgyldte ord, leves hverdagen på mange arbejdspladser på måder, så det er svært at tro, at de tager sig selv alvorligt. Alle taler om innovation, mens mange er ved at drukne i ligegyldig dokumentation. Og bygger læhegn mod skemaerne. Samtlige politiske partiledere snakker om vækst og entreprenørskab, mens vi kan konstatere, at vi på blot tre år har mistet to tredjedele af iværksætterne. Som har bygget læhegn. Alle taler om kreativitet i skoler og uddannelser, mens det pædagogiske bureaukrati bare vokser og vokser, så undervisere har stadigt svære ved at være kreative rollemodeller. Og bygger læhegn. Alle snakker om talentudvikling mens snæversynet elitedyrkelse har som bivirkning, at mange reelt blindes for egne talenter, og står af. Bygger læhegn. God ledelse er en befrielse for de, der ledes men hvor beskyttende et læhegn end måtte være er det sjældent befriende, og sjældent noget symptom på god ledelse. Post to Facebook Post to Twitter You may also like: Side 7 af 9