Forskellige udbringningstider for kvælstof om foråret ved frøavl af engsvingel (Festuca pratensis)

Transkript

1 Statens Planteavlsforsøg Landbrugscentret Statens ForsØgsstation, Ledreborg Alle Roskilde Beretning nr Forskellige udbringningstider for kvælstof om foråret ved frøavl af engsvingel (Festuca pratensis) Various time of application of nitrogen in spring in connection with seed production of meadow fescue (Festuca pratensis) Anton Nordestgaard Resume gennemførtes ved statens forsøgsstationer 23 forsøg i engsvingel (Senu Pajbjerg) til frøavl med 3 udbringningstidspunkter for kvælstofgødningen om foråret fordelt fra vinterens afslutning og til græsset havde ca. 15 cm lange skud. I gennemsnit henholdsvis den 2. marts, 1. april og 30. april. Ved hvert udbringningstidspunkt anvendtes 3 kvælstofmængder: 45, 90 og 135 kg pr. ha. Desuden udførtes 11 forsøg med deling af kvælstofmængden om foråret. En udsættelse af kvælstofudbringningen medførte en nedgang i antallet af frøstængler pr. arealenhed, men et tiltagende antal frø pr. frøstængel og en stigende frøvægt. Resultatet af disse virkninger på udbyttekomponenterne blev, at en ændring af udbringningstidspunktet for kvælstofgødningen ikke påvirkede frøudbyttet sikkert. En deling af den optimale kvælstofmængde om foråret var ingen fordel. Havde frømarken fået tilført for lidt kvælstof i det tidlige forår, kunne der dog opnås et sikkert merudbytte ved et ekstra tilskud forud for skridning. Udsættelse af kvælstofudbringningen om foråret medførte en forøget nydannelse af vegetative skud. Tilsvarende virkning opnåedes ved sengødskning i forbindelse med delt kvælstoftilførsel. Det må derfor tilrådes ved frøavl af engsvingel at give hele kvælstoftilskuddet om foråret på en gang og på et forholdsvis tidligt tidspunkt. På lerjord anvendes kg kvælstof pr. ha, under forudsætning af, at der som her i forsøgene er gødet med ca. 40 kg kvælstof pr. ha om efteråret. Nøgleord: Engsvingel, frøavl, kvælstof, udbringningstider. Summary In 1973=79 23 trials were carried out at the State Research Stations with meadow fescue (Senu Pajbjerg) for seed production with three different times of application of the nitrogen fertilizer in spring, starting when the winter was over and continuing until the grass had tillers about 15 cm long, and on average on March 2nd, April 1st and April 30th, respectively. At each time of application three N-rates: 45, 90 and 135 kg/ha were applied. Furthermore, 11 trials on splitting up the nitrogen rate in spring were carried out. 1

2 A delay of the nitrogen application brought about a decrease in the number of fertile tillers per unit area but an increase in the number of seed per fertile tiller and an increase in seed weight. The result of the se effects on the yield components was that a change of the time of application of nitrogen did not affect the seed yield significantly. Splitting up the optimum nitrogen rate in spring was no advantage. Yet, if the seed field had been given too little nitrogen in the early spring a significantly increased yield tould be obtained by an extra application before the earing. A delay in the nitrogen application in spring caused an increased secondary vegetative tillering. A similar effect was brought about by late application in connection with split nitrogen application. Therefore, it must be recommended when producing seed of meadow fescue to apply the whole nitrogen rate in spring at one time and rather early, and to apply kg nitrogen/ha on clay soil if- as it was the case in the mentioned trials - about 40 kg nitrogen/ha had been applied in the autumn. Key words: Meadow fescue, seed production, time of nitrogen application. Indledning Siden rationel frøavl påbegyndtes her i landet omkring århundredskiftet har engsvingel været et af vore almindeligst dyrkede frøgræsser. I gennemsnit af tiåret beslaglagde frøavlen af engsvingel knap 4000 ha årligt (Landbrugsministeriets udvalg, 1979) og sammenlignet med hele EF's frøproduktion af engsvingel udgjorde den danske avl heraf i pct. (Kisselhegn, 1979). Til belysning af den bedste dyrkningsmåde ved frøavl af engsvingel er der udført mange forsøg i den sidste snes år i de landøkonomiske foreninger. Især er der udført mange forsøg med kvælstofgødskning, således forsøg med stigende mængder, med forskellige udbringningstidspunkter om foråret, med delt kvælstofgødning og med forskellige kvælstofgødninger (Beretninger, , Oversigten, ). Ved Statens Planteavlsforsøg er der ligeledes udført en del forsøg i engsvingel til frøavl. Således forsøg med såmængder (Nordestgaard, 1975), efterårsbehandling (Nordestgaard, 1976) og stigende mængder kvælstof efterår og forår (Nordestgaard, 1974). På grundlag af resultater fra alle disse forsøg er der nogenlunde klarhed over de fleste dyrkningstekniske forhold ved frøavl af engsvingel, men med hensyn til det bedste udbringningstidspunkt om foråret for kvælstofgødningen og med deling af kvælstofgødningen blev der ikke skabt klarhed i de udførte forsøg med udbringningstidspunkter i de landøkonomiske foreninger, måske på grund af, at der blev anvendt faste udstrøningsdatoer, uanset forårets tidlighed og frøgræssets udvikling. For at få kvælstofudbringningstidspunktets betydning om foråret i relation til frøgræssets udvikling nærmere belyst gennemførtes ved Statens Planteavlsforsøg i en forsøgsserie med forskellige udbringningstider. Da det ansås for muligt, at det bedste udbringningstidspunkt ville være afhængigt af, hvilken kvælstofgødning der anvendtes, blev udbringningstidspunkterne og kvælstofmængderne i de første forsøg desuden kombineret med 4 forskellige kvælstofgødninger. Resultaterne af de her nævnte forsøg i med udbringningstider samt en forsøgsserie med deling af den totale kvælstofmængde om foråret i en tidlig og en sen udbringning omtales i det følgende. Forsøgsplaner og forsøgsbetingelser Ved Roskilde udførtes i forsøg i 1. års frøgræs og 2 forsøg i 2. års frøgræs efter følgende trefaktorielle plan med i alt 36 kombinationer. Faktor 1. Udbringningstidspunkter a. Når jorden er snefri og optøet i mindst 5 cm dybde, dog tidligst den 15/2. b. Når græsset grønnes og har ca. 5 cm lange skud, dog tidligst den 22/3 og 2 uger efter a. c. Når de nye skud er cm lange, dog tidligst den 15/4 og 2 uger efter b. 2

3 Faktor 2. Kvælstofmængder, kg pr. ha x. 45 N + 42 P og 101 K y. 90 N + 42 P og 101 K z. 135 N + 42 P og 101 K Faktor 3. Kvælstofgødninger N-indhold i pct. N03-N NH4-N Urinstof-N 1. Kalksalpeter 14,7 0,8-2. Kalkammonsalpeter 13,0 13,0-3. Urea ,0 4. NPK (m.1,2% Mg) 9,0 7,0 - Forsøgene med disse 36 kombinationer gennemførtes uden gentagelser. Da der i disse 4 forsøg ikke kunne påvises nogen statistisk sikker forskel på gødningsarternes virkning uanset kvælstofmængde og udbringningstidspunkt, videreførtes forsøgene, som påbegyndtes fra og med 1974 kun med kombinationer af faktor 1, udbringningstidspunkterne, og faktor 2, kvælstofmængderne, i alt 9 kombinationer og hver udført med 2 fællesparceller. I disse forsøg anvendtes kalkammonsalpeter som forsøgsgødning, og forsøgene udførtes ved Roskilde og Rønhave. Sideløbende med forsøgene med udbringningstidspunkterne, hvor hele kvælstofmængden blev tilført på en gang, udførtes ved Roskilde i i alt 11 forsøg, med deling af kvælstofmængden om foråret i en tidlig og en sen udbringning efter følgende faktorielle plan: Faktor 1. N tidligt udbragt N i kalkammonsalpeter N i kalkammonsalpeter N i kalkammonsalpeter Faktor 2. N sent udbragt a. 0 N b. 31 N i kalksalpeter c. 62 N i kalksalpeter d. 31 N i urea, opløst i vand og udsprøjtet. I alt 12 kombinationer udført med ingen eller 2 fællesparceller. Som det ses af forsøgsplanen, blev der i led d i faktor 2 anvendt urea opløst i vand (5001 pr. ha) og udsprøjtet på frøgræsset for at opnå en hurtig kvælstofvirkning selv i en tør periode. Ureasprøjtningen medførte ofte en svag svidning, som frøgræsset dog hurtigt voksede fra. I tabel 1 er givet en oversigt over udstrøningsdatoer i forsøg med forskellige udbringningstids- Tabel 1. Oversigt over udstrøningsdato for kvælstoffet i forsøgene med udbringningstidspunkter. Survey of date of application of nitrogen in the trials on times of application. Forsøgssted Location År Year Frøavl s- år Seeding year Dato for udbringning af N Date of application of N a b c Roskilde /3 27/3 26/4 Roskilde /2 26/3 26/4 Roskilde /2 24/3 30/4 Rønhave /2 24/3 22/4 Roskilde /3 7/4 28/4 RØnhave /2 6/4 29/4 Roskilde /3 25/3 2/5 Rønhave /3 28/3 4/5 Roskilde /3 6/4 3/5 Rønhave /3 5/4 28/4 Roskilde /3 9/4 7/5 Rønhave /3 9/4 1/5 Gns. af 23 forsøg 2/3 1/4 30/4 Mean of 23 trials 3

4

5 Tabel 3. Frøudbytte (100% renhed og 12% vand), antal frøbærende skud, antal frø pr. frøbærende skud samt karakter for lejesæd. Seedyield (100% purity and 12% moisture), number offertile tillers, number of seeds per fertile tiller and score for lodging. Antal forsøg No. of Kalksalpeter Calcium Kalkarrmonsalpeter Calcium ammonium NPK trials nitrace nitrace Urea LSD hkg frø pr. ha hkg seed per ha 4 11,3 11,2 11,4 11,2 (-) Antal frøbærende skud pr. m (-) Number of fertile tillers per m 2 Antal frø pr. frøbærende skud Number of seeds per fertile tiller Karakter') for lejesæd ved høst Score') for lodging at the harvest (-) 4 3,6 3,6 3,1 3,6 (0,5) Dato for N, gns. Date of N, mean /4 hkg frø pr. ha 4 11,3 11,1 11,4 (-) Antal frøbærende skud pr. m (164) Antal frø pr. Frøbærende skud (2) Karakter') for lejesæd ved høst 4 3,7 3,4 3,4 (-) ' ) 0-10, 0 = ingen lejesæd, 10 = helt i leje 0 = no lodging, 10 = total lodging kg N pr. ha hkg frø pr. ha 4 10,8 11,5 11,4 (-) Antal frøbærende skud pr. M (65) Antal frø pr. frøbærende skud (2) Karakter') for lejesæd ved høst 4 2,6 3,3 4,6 (0,4) skelle på virkningen af de forskellige kvælstofgødninger og heller ikke i de viste gennemsnitsresultater i tabel 3. Der var dog en tendens til lidt mindre lejesæd efter urea end efter de andre kvælstofgødninger. En udsættelse af kvælstofudbringningen havde ingen sikker virkning på frøudbyttet, men gav et fald i antallet af frøstængler og en stigning i antallet af frø pr. frøstængel. Stigende kvælstofmængder gav en forøgelse af antallet af frøstængler og lejesæden, men et fald i antallet af frø pr. frøstængel. Frøudbyttet påvirkedes kun af første kvælstoftilskud, men dog ikke statistisk sikkert. Forsøgene uden gødningsarter Som nævnt var effekten af at ændre udbringningstidspunktet for og mængden af kvælstof uafhængig af hvilken kvælstofgødning, der blev anvendt. Derfor er resultater af disse 4 forsøg som gennemsnit af de 4 gødningsarter også taget med i de følgende tabeller ved den samlede vurdering af udbringningstidspunktets og kvælstofmængdens effekt. 5

6

7

8

9 Tabel 7. Effekten af delt kvælstofgødskning om foråret på frøudbyttet. The effeet of split N-application in spring on the seed yield. kg N pr. ha, tidligt (early) 0 kg N pr. ha, sent (late) u 1 ) Gns. Mean Frøudbytte, hkg pr. ha (12% vand og 100% renhed) Seed yield, hkg per ha (12% moisture and 100% purity) 31 8,6 9,9 10,4 9,7 9, ,3 9,2 9,7 9,7 9,7 93 9,3 9,6 9,0 9,5 9,4 Gns. Mean 9,4 9,6 9,7 9,6 31 1,77 1,83 Frøvægt, mg pr. frø Seed weight, mg per seed 1,80 1,81 1, ,76 1,79 1,76 1,82 1, ,72 1,75 1,74 1,74 1,74 Gns. Mean 1,75 1,79 1,77 1,79 Karaktert) for lejesæd ved høst Scoret) for lodging at harvest 31 2,4 3,1 3,2 2,9 2,9 62 3,1 3,3 3,8 3,3 3,4 93 3,9 4,1 4,6 4,6 4,3 Gns. Mean 3,1 3,5 3,9 3,6 ') 31 N i urea, udsprøjtet 31 N in urea, sprayed 2) 0-10, 0 = ingen lejesæd no lodging 10 = helt i leje total lodging Diskussion Der kan være stor forskel på prisen pr. kg rent kvælstof i de forskellige gødningsarter. I urea har prisen pr. kg således ofte ligget pct. under prisen i kalksalpeter, og for frøavleren kan det derfor betyde ret meget økonomisk, om der lige så godt kan anvendes en billig kvælstofkilde som en dyr. Ved forsøgets start ansås det for muligt, at de forskellige kvælstofgødninger ikke ville have samme optimale udbringningstidspunkt. Det var tænkeligt, at en forholdsvis langsomt virkende gødning som urea, hvor kvælstoffet forefindes som urinstof, måske burde udbringes på et tidligere tidspunkt, end en hurtigt virkende gødning som kalksalpeter, hvor kvælstoffet hovedsagelig findes som N03-N. Ved overfladegødskning af urea er der mulighed for kvælstoftab ved ammoniakfordampning (Kofoed & Larsen, 1971). Tidlig udbringning, medens temperaturen er lav og jordfugtigheden stor, kunne antagelig formindske denne risiko for kvælstoftab. Der kunne imidlertid ikke konstateres nogen vekselvirkning mellem gødningsarterne og udbringningstidspunkterne i de første forsøg. Da dette heller ikke kunne konstateres i tilsvarende forsøg i almindelig rajgræs (Nordestgaard, 1979) eller i andre frøgræsser (Nordestgaard, upubliceret), blev gødningsarterne udeladt af forsøgsplanen. Forsøgene førtes derefter videre med kalkammonsalpeter som eneste kvælstofgødning, men stadig med de 3 udbringningstidspunkter kombineret med 3 kvælstofmængder. At der ikke kunne måles sikre forskelle på virkningen af gødningsarterne i forsøgene med frøgræs stemmer overens med tilsvarende sammenligninger af urea, kalksalpeter og kalkammonsalpeter i forsøg med vinterhvede, byg og roer (Klausen, 1974). 9

10 Fig. 1. Udbringningstidspunktets indflydelse på udbyttekomponenterne: antal frøstængler pr. m 2, frøvægt og antal frø pr. frøstængel. Influence of time of application on the yield components: number of fe rtile tillers per m 2, seed weight and num her of seed per fertile tille'. Som det fremgår af tabel 5, havde en udsættelse af kvælstofudbringningen en negativ virkning på antal frøstængler pr. arealenhed, men en positiv virkning på frøvægten og antal frø pr. frøstængel. Dette ses tydeligt af figur 1, hvor effekten af udsættelsen på udbyttekomponenterne er vist grafisk som gennemsnit af de 3 kvælstofmængder. Disse positive og negative virkninger på udbyttekomponenterne ophævede til dels hinanden, så det samlede resultat - produktet af disse faktorer - frøudbyttet stort set forblev uændret fra første til sidste udbringningstidspunkt (tabel 5). Udbyttemæssigt var engsvingel således meget tolerant med hensyn til udbringningstidspunkt for kvælstofgødningen inden for det tidsinterval, forsøgene omfattede. I rammeforsøg med engsvingel til frøavl havde en udsættelse af kvælstofudbringningen om foråret ligeledes en stor negativ effekt på antallet af frøstængler pr. arealenhed (Nordestgaard, 1974). I disse forsøg konstateredes samtidig en forøget nydannelse af golde skud ved udsættelsen af kvælstofudbringningen. I engelske undersøgelser havde en udsættelse af kvælstofudbringningen om foråret til engsvingel også en stærk negativ effekt på antallet af frøstængler, men i nogle af forsøgene tillige også negativ effekt på frøudbyttet (Lewis, 1968 og 1969). I de tilsvarende forsøg med udbringningstider i almindelig rajgræs fandtes samme effekt på udbyttekomponenterne (Nordestgaard, 1979) som i. engsvingel, og i rajgræsset medførte udsættelsen desuden en stærkt forøget nydannelse af golde skud, som i fugtige år gav en stærk gennemgru ning af bundgræs før høst. Tilsvarende forøget nydannelse af golde skud ved udsættelse af kvæl- 1 0

11 stofudbringningen kunne også iagttages i forsøgene med engsvingel. Der blev ikke foretaget optællinger af eller givet karakter for denne effekt, og da alle forsøg blev udført i forholdsvis tørre år og frøgræsset i forsøgene blev skårlagt og vejret på skår, nåede denne forøgede vækst af bundgræs ikke at give væsentlig gennemgroning før høst. I østtyske forsøg er konstateret en lignende forøgelse af golde skud ved at udsætte udbringningen af kvælstofgødningen om foråret (Schöberlein, 1972). Hvis frøgræsset skal ligge til fuldmodenhed og direkte mejetærskning, hvilket er meget almindeligt ved frøavl af engsvingel, må det imidlertid forudses, at i år med rigelig nedbør i de sidste uger før den direkte mejetærskning, vil denne forøgede goldskuddannelse blive til gene ved høsten. Disse golde skud er i det hele taget uønskede ved frøavl, da de konkurrerer med frøstænglerne om lys, vand og næringsstoffer. Selv om frøudbyttet i engsvingel var uafhængigt af kvælstofudbringningstidspunktet, må en forholdsvis tidlig udstrøning om foråret anses for hensigtsmæssig. Dette vil give en mere renstrået afgrøde og derved en lettere høst. I forsøgene med deling af kvælstoftilskuddet om foråret i en tidlig og en meget sen udbringning var formålet at finde frem til en kvælstofmængde, som tidligt udbragt kunne sikre nogenlunde optimal bestand af frøstængler med mindre risiko for stærk lejesæd under blomstringen og derved give gode bestøvningsforhold. Det sidste kvælstoftilskud skulle derefter sikre, at flest mulige blomsteranlæg udviklede sig til frø, og at disse blev så store som mulige. Set ud fra effekten på udbyttekomponenterne af udbringningstidspunkterne (figur 1) er teorien rigtig, og meget ofte har en deling af kvælstoftilskuddet om foråret til engsvingel været tilrådet i fagpressen (Søndergaard, 1971). I de her refererede forsøg kunne der påvises en mindre forøgelse af frøvægten ved deling af kvælstofmængden om foråret, idet frøvægten ved en kvælstofmængde på 62 kg pr. ha tidligt, 0 kg sent, var på 1,76 mg mod 1,83 mg ved 31 kg tidligt + 31 kg sent. Der kunne imidlertid ikke konstateres en forøgelse af frøudbyttet, så antagelig har delingen medført en nedgang i antallet af frøstængler pr. arealenhed. At den mindste kvælstofmængde ved den tidligste udbringning gav færrest frøstængler er også i overensstemmelse med resultaterne fra forsøgene med udbringningstiderne. I vesttyske undersøgelser opnåedes sikre merudbytter ved at give ekstra kvælstoftilskud omkring skridningen (Simon, 1960, Sachs, 1962), hvilket antagelig skyldes, at der ligesom i de her omtalte forsøg ved kvælstofniveauet på 31 kg tidligt udbragt ikke var gødet optimalt i det tidlige forår. Både de tyske forsøg og de danske forsøg med delt kvælstofgødning viser, at hvis frømarken ikke har fået optimal kvælstofmængde ved den første udbringning, så kan der opnås et tilfredsstillende merudbytte ved et ekstra kvælstoftilskud før eller omkring skridningen. Sengødskning forårsager imidlertid forøget vækst af golde skud, og da delingen af den optimale kvælstofmængde ikke giver en forøgelse af frøudbyttet, må det være tilrådeligt at give hele kvælstofmængden på en gang i det tidlige forår. Ud fra tidligere udførte forsøg med stigende kvælstofmængder efterår og forår tilrådes det ved frøavl af engsvingel at anvende kg kvælstof pr. ha, hvoraf ca. 'I3 (35-40 kg) bør anvendes om efteråret forud for frøhøståret og resten (60-70 kg) om foråret (Nordestgaard, 1974). I gennemsnit af de her omtalte forsøg med udbringningstider var der et merudbytte på 0,3 hkg frø ved at forøge kvælstofmængden fra 45 til 90 kg pr. ha. Under nogenlunde normale prisforhold på gødning og frø skulle 30 kg frø kunne betale for 45 kg kvælstof, og det har således i gennemsnit været økonomisk forsvarligt at give op til 90 kg kvælstof pr. ha. Resultaterne fra enkeltforsøgene (tabel 4) viser imidlertid, at det langt fra i alle forsøg var økonomisk at give 90 kg kvælstof. I nogle forsøg gav forøgelsen af kvælstofmængden fra 45 til 90 kg endog et mindreudbytte. Kunne der tegnes en udbyttekurve igennem flere punkter i disse forsøg, så ville en sådan kurve over nettofrøudbyttet ved stigende mængder kvælstof antagelig have toppunkt før 90 kg kvælstof, og således være i overensstemmelse med de tidligere udførte forsøg med stigende mængder kvælstof, og hvor der tilrådes at give kg kvælstof om foråret, når der om efteråret gives ca. 40 kg. 1 1

12 Konklusion På grundlag af forsøgsresultaterne må det ved frøavl af engsvingel tilrådes at give hele kvælstofmængden om foråret på en gang i sidste halvdel af marts, eller så snart jorden er til at færdes på uden risiko for skade på frøgræsset og at anvende kg kvælstof pr. ha, hvis der om efteråret forud er anvendt ca. 40 kg. Litteratur Beretninger om fællesforsøg i Landbo- og Husmandsforeninger Kisselhegn, Steen (1979): 43% af EF's græsfrø produceres i Danmark. Dansk Frøavl 62, Klausen, P. Søndergaard (1974): Virkningen af forskellige faste kvælstofgødninger. Tidsskr. Planteavl 78, Kofoed, A. Dam & Larsen, K. E. (1971): Sammenligning af forskellige udbringningsmåder for urea anvendt i fast form. Tidsskr. Planteavl 75, Landbrugsministeriets udvalg vedrørende ind- og udførsel af frø. Skovbrynet 20, DK 2800 Lyngby. Oversigt over høstareal 15/ Lewis, J. (1968): Fertile tiller production and seed yield in meadow fescue (Festuca pratensis L.). 2. Drill spacing and date of nitrogen manuring. Journal of the British Grassland Society 23, Lewis, J. (1969): Fertile tiller production and seed yield in meadow fescue (Festuca pratensis L.). 3. Date of spring defoliation and nitrogen application. Journal of the British Grassland Society 24, Nordestgaard,Anton & Larsen, Asger (1974): Frøavlsforsøg i rammer med hundegræs, engsvingel og engrapgræs. Tidsskr. Planteavl 78, Nordestgaard, Anton (1974): Stigende mængder efterårs- og forårsudbragt kvælstof ved frøavl af engsvingel (Festuca pratensis). Tidsskr. Planteavl 78, Nordestgaard, Anton (1975): Såmængdeforsøg ved frøavl af engsvingel (Festuca pratensis). Tidsskr. Planteavl 79, Nordestgaard, Anton (1976): Efterårsbehandling af frømarker med hundegræs (Dactylis glomerata), alm, rajgræs (Lolium perenne), engsvingel (Festuca pratensis) og engrapgræs (Poa pratensis). Tidsskr. Planteavl 80, Nordestgaard, Anton (1979): Forskellige udbringningstider for kvælstofgødningen om foråret ved frøavl af almindelig rajgræs (Lolium perenne). Tidsskr. Planteavl 83, Oversigten overforsøg og undersøgelser i de landøkonomiske foreninger, Sachs, E. (1962): Praktischer Grassamenbau im Spiegel von Versuchsergebnissen. DLG. - Verlags-GMBH, Frankfurt am Main. Schöberlein, W. (1972): Zur Frühjahrsdüngung mit Stickstoff im Grassamenbau. Saat- und Pflanzgut 13, Simon, Uwe (1960): Versuche zur Stickstoffspåtdüngung im Grassamenbau, Bayerisches Landwirtschaftliches Jahrbuch 37, SØndergaard, K. P. (1971): Månedens arbejde. Tidsskrift for Frøavl 59, Manuskript modtaget den 18. marts