af Lars Erslev Andersen, lektor, cand. mag, Syddansk Universitet Terrorisme af Lars Erslev Andersen, lektor, cand. mag, Syddansk Universitet

Transkript

1 Terrorisme af Lars Erslev Andersen, lektor, cand. mag, Syddansk Universitet Indledning Med terrorangrebet 11. september 2001 blev terrorisme globalt set til et af de højest prioriterede begreber i sikkerhedspolitikken. Allerede et døgn efter vedtog NATO at aktivere artikel fem i pagten, hvilket betød, at angrebet 11. september blev opfattet som en militær aggression rettet ikke alene mod USA, men mod alle landene i forsvarsalliancen. Dermed gjorde NATO principielt bekæmpelse af terrorisme til et helt centralt anliggende, og dermed blev terrorismebekæmpelse i meget højere grad end tidligere et militært anliggende. For de europæiske NATO lande indebar dette en hel ny sikkerhedspolitisk situation mens det for amerikanerne blev opfyldelsen af et politisk mål, idet USA allerede i forbindelse med udformningen af NATO s strategiske koncept ved 50-års topmødet i Washington, DC i 1999 havde argumenteret for at gøre terrorisme til et centralt NATO anliggende. Dette havde de europæiske NATO imidlertid været afvisende overfor, men 11. september ændrede deres holdning. Forsvarspolitisk skulle der således tænkes i nye baner. Det skulle man også mange andre områder, hvor terrorismebekæmpelse med et slag fik høj prioritet: både i national og international regi vedtog man nye initiativer, gennemførte ny lovgivning, tilsluttede sig nye konventioner og forstærkede det internationale samarbejde om terrorbekæmpelse inden for områder som politi, diplomati, bistandssamarbejde, militære anliggender og økonomi. Alt sammen med udgangspunkt i terrorisme men hvad er terrorisme? Det har endnu igen formået at definere på en måde som alle på tværs af nationer, politiske tilhørsforhold eller etniske og kulturelle forskelligheder kan enes om. I det følgende ser vi nærmere på begrebet i et såvel diakront som synkront perspektiv. Frihedskamp eller terror Problemerne med en entydig definition skyldes dels begrebets indhold og nærhed til andre typer vold (kriminalitet, guerillakrig, friheds- og modstandskamp etc.), dels at det indgår i politiske legitimeringer af magtanvendelser eller anti-terrorvirksomhed, som evt. kan have negative konsekvenser for borgerlige rettigheder eller international ret. Begrebet er i emfatisk forstand et politisk begreb og dets betydning er altid negativ: får en gruppe hæftet betegnelsen terrorist på sig, er den stemplet som ulovlig, farlig, fanatisk og i enhver forstand illegitim, hvilket betyder, at statsmagten med udpegningen af en gruppe som terroristisk samtidig tildeler sig selv retten til på enhver måde naturligvis er der forskel på de midler, forskellige stater anvender at stoppe dens aktiviteter. Der sker med andre ord en fordeling af legitimiteten således, at staten vinder legitimitet, mens den pågældende gruppe totalt mister den. På dette grundlag er det klart, hvor den politiske strid ligger, hvilket måske kan illustreres med den palæstinensiske og islamiske modstandsgruppe Hamas. Når Hamas tager ansvaret for, at en mand 1

2 har sprængt sig selv i luften på et diskotek i Tel Aviv og derved dræber 19 unge israelere er de fleste enige om at definere mandens handling som terror, mens der hurtigt opstår diskussion om, hvorvidt det i forlængelse heraf er betimeligt at definere Hamas som en terrororganisation. For selvom flertallet men ikke alle, heller ikke i Danmark vil sige, at handlingen i diskoteket på ingen måde kan legitimeres, kan baggrunden for den godt forklares. Der opstår med andre ord forvirring om begrebet legitimitet. Det faktum, at Hamas kæmper en modstandskamp mod den israelske besættelsesmagt, kan både forklares og legitimeres, og for nogle kan det tillige legitimere mandens handling i diskoteket samt i videre forstand brugen af tilfældig vold mod civile i en politisk kamps tjeneste. Dette er en klar fejlslutning: selvmordsbomben i diskoteket kan ikke legitimeres med henvisning til, at Hamas i øvrigt udkæmper en legitim modstandskamp mod en illegitim besættelsesmagt samt at organisationen ved siden af sin væbnede kamp udfører et stort og vigtigt socialt arbejde. Begrebet terrorisme har som nævnt en entydig negativ betydning, og når vi betegner handlingen i diskoteket som terrorisme er det for konkret at markere dels kraftig afstand til den, dels at den principielt og alment ikke under nogen form kan legitimeres. Man kan med andre ord udmærket betragte den kamp, Hamas udkæmper mod Israel, som en legitim frihedskamp og dermed betragte Hamas som en frihedsbevægelse samtidig med, at man utvetydigt fordømmer nogle af de midler, organisationen anvender i denne kamp. Samme overvejelser gjorde EU-landene sig åbenbart i forbindelse deres udarbejdelse af en liste over terrorgrupper, som første gang blev offentliggjort i slutningen af december Hamas optræder på listen, men kun under navnet på organisationens militære fløj, Izz al-din al-qassam brigaden. Hermed signalerer EU netop afstand til terrorismen, men anerkender samtidig, at Hamas har ret til at modsætte sig Israels besættelse. Der lægges dermed op til, at vi i definitionen af terrorisme i høj grad fokuserer på det konkrete indhold i handlingen og dens motiv. Hermed fjerner man ikke striden i den politiske definition af handlingen som terroristisk, fordi denne bestemmelse altid vil være en opgave for den herskende magt. I Danmark vil det således være Folketinget, der i sidste instans gennem lovgivningen skal bestemme, hvilke handlinger man i straffeloven vil definere som terroristiske, hvorefter det er op til domstolene at fortolke de konkrete tilfælde. Forskellen mellem et demokrati og et diktatur er netop, at demokratiet anerkender, at der er strid og konflikt om en lang række forhold i samfundet, herunder begrebet terrorisme, hvorfor intet i den politiske diskurs er statisk, men altid allerede til diskussion og dette er faktisk en vigtig garant for retssikkerheden i vores samfund. På flere måder ville der faktisk være fornuft i at indskrænke anvendelsen af terrorismebegrebet til kun at vedrøre legitime stater, fordi man derved kan definere terrorisme som et angreb på den legitime stats grundliggende værdier. Kun få ville have svært ved og tage afstand fra at definere vold mod civile med henblik på at sende et politisk budskab som terrorisme, når volden finder sted i en legitim retsstat, hvorimod problemerne hurtigt opstår, dersom handlingen finder sted i et diktatur. Indvendingen mod at reservere terrorismebegrebet til legitime stater er selvsagt, at problemet med definitioner hermed blot forskyder sig til at definere begreberne legitimitet og 2

3 legitim stat. Her er man imidlertid på mere sikker grund, eftersom der både findes international konsensus om og en lang tradition for netop at definere principperne for retsstaten. Staterne brændemærker oppositionsgrupper Forvirringen omkring begrebet terrorisme opstår i høj grad netop, fordi forskellige regeringer ser store politiske fordele i at udpege modstands- og oppositionsgrupper som terrororganisationer. Det drejer sig fx om Tyrkiets kamp mod Det Kurdiske Arbejderparti (PKK), Ruslands kamp mod de tjetjenske oprørere, Egyptens forbud mod De Muslimske Brødre, Algeriets kamp mod Det Islamiske Frelserparti (FIS) og Den Væbnede Islamiske Gruppe (GIA), samt Israels bekæmpelse af Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad. For alle her nævnte stater har deres politiske retorik om terrorisme haft et meget bredere politisk sigte end egentlig terrorbekæmpelse. På den ene side skal terrorismediskursen give staterne legitimitet til at bruge midler i bekæmpelse af deres fjender, der langt overskrider grænserne for, hvad der kan accepteres i et retssamfund. På den anden side ønsker staterne at få international opbakning til denne strategi. Det er præcis derfor, at Rusland med et ordvalg, som kunne være skrevet af fra det amerikanske udenrigsministeriums hjemmeside om terrorisme, har insisteret på at betegne de tjetjenske oprørere som terrorister, og efter 11. september faktisk har fået Washingtons opbakning til at gøre det. Det sidste skal utvivlsomt ses i sammenhæng med, at USA har haft gavn af, at regeringen i Moskva har vist forståelse for nødvendigheden af at have amerikanske soldater placeret i russisk interesseområde i Centralasien. 28. september 2001 offentliggjorde Det Hvide Hus i Washington en liste over organisationer og personer, som Bush-administrationen mente havde forbindelser til al-qaida netværket. I Jerusalem rasede Ariel Sharon over, at Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad ikke var på listen. Amerikanerne begrundede fraværet med, at listen kun tog sigte på den globale terrorisme og ikke den nationale, hvortil man henregnede de palæstinensiske grupper. Efter en række høringer i oktober i den amerikanske kongres i forbindelse med, at USA vedtog den årlige støtte til Israel på knap 2,8 mia. US dollars, kom de to grupper med på listen. Dermed var der ikke længere forskel på USA s bekæmpelse af al-qaida i Afghanistan og Israels kamp mod Hamas og det Palæstinensiske Selvstyre i de besatte områder. Den israelske lobby-gruppe The American Israel Public Affairs Committee (AIPAC) havde stor indflydelse på resultatet og beskrev triumferende forløbet på sin hjemmeside. Israel har således haft succes med at få den israelsk-palæstinensiske konflikt fremstillet som en afdeling af krigen mod terrorisme, selvom konflikten ret beset handler om, at Israel har besat noget land, israelerne ifølge international lov er forpligtet på at trække sig ud af. Dette har betydet, at Israel både har tilladt sig og internationalt fået lov til i sin bekæmpelse af den palæstinensiske modstand at føre regulær krig mod det Palæstinensiske Selvstyre, som vinteren 2001 reelt var ophørt med at eksistere. I terrorbekæmpelsens navn var selvstyrets leder Yassir 3

4 Arafat nemlig i husarrest, alle dets institutioner såsom palæstinensernes helikopterlufthavn, havnen og landingsbanen i lufthavnen blev systematisk destrueret, og civile menneskers huse blev bombet. Denne kollektive afstraffelse blev begrundet med, at husene blev brugt af terrorister og resultatet var ifølge Røde Kors, at 90 familier blev hjemløse. Palæstinenserne, som Israel holdt ansvarlige for terroraktionerne, blev af israelerne likvideret uden rettergang. Siden Sharons overtagelse så man en systematisk afvikling af det Palæstinensiske Selvstyre, der de facto resulterede i en fuldt gennemført genbesættelse af de palæstinensiske områder, men alligevel blev hele problematikken af presse, politikere og eksperter fremdeles fremstillet som om der var to parter, der var i stand til at forhandle med hinanden. Denne måde at se konflikten på var i høj grad blevet gjort mulig af, at Israel havde haft succes med at få sin fremfærd fremstillet som sin kamp mod den palæstinensiske terrorisme, hvilket selv et ganske overfladisk eftersyn ville afsløre langt fra er tilfældet, for så vidt man kan blive nogenlunde enige om at definere, hvad terrorisme er. Civilt eller militært? Sagen er nemlig, at terrorisme er et anliggende for politi og det civile retssystem. Med andre ord skal formodede terrorister retsforfølges helt på linje med andre kriminelle, og de har følgelig samme rettigheder, som alle andre borgere. I takt med at man i stigende grad kan tale om global terrorisme, bliver terrorisme dog også et anliggende for forsvaret. Det sker i forhold til terrornetværk, der som Taliban og al-qaida er organiseret på tværs af landegrænser, og derfor tvinger staterne til at samarbejde i bekæmpelsen af terror. Den dagsorden et netværk som al-qaida opererer ud fra er ikke national, men netop global, og dermed bliver forsvaret i stigende grad bliver en del af terrorbekæmpelsen. Det globale aspekt ved terrorismen er således med til at begrunde, at forsvaret i modsætning til tidligere får terrorbekæmpelse som højt prioriteret område, og det er på denne baggrund, at Folketinget efter 11. september øgede bevillingerne til FE betydeligt. Men forsvarets inddragelse i terrorbekæmpelse bør fokusere på den internationale udvikling og fremdeles ikke have med den nationale at gøre for så vidt man vil holde terrorbekæmpelsen inden for de grænser retssamfundet sætter. På trods af store forskelle i nationale definitioner af, hvad terrorisme er, har der i hvert fald frem til 11. september været udbredt konsensus om, at terrorisme hører under det civile retsvæsen, hvorfor fx den israelske militære bekæmpelse og henrettelsesstrategi ret beset intet har med terrorbekæmpelse at gøre. Man kan her indvende, at heller ikke USA s bekæmpelse af al-qaida i Afghanistan gennem egentlig krig er en legitim måde at reagere på efter 11. september. Sagen stiller sig imidlertid anderledes. USA har i årevis forsøgt gennem diplomati, FN-sanktioner og direkte forhandlinger med Taliban at få Usama bin Ladin udleveret samtidig med, at man i USA 4

5 efter terrorangrebene mod de amerikanske ambassader i Østafrika (1998) faktisk gennemførte en civil retssag, der beviste, at Usama bin Laden var involveret i global terrorisme. Dette forhindrede ikke 11. september. Derfor kan man argumentere for, at dersom Taliban ikke efter angrebene i Washington og New York udleverede Usama bin Laden ville krig være det eneste mulige næste skridt et skridt som både FN s Sikkerhedsråd og NATO sanktionerede. Israel kan påstå, at man tilsvarende uden held har forsøgt at få det Palæstinensiske Selvstyre til at udlevere formodede terrorister, og at de manglende resultater begrunder, at militæret sættes til, i forebyggende øjemed, at henrette de pågældende personer. Men dermed overskrider Israel klart grænsen for, hvad man kan definere som terrorbekæmpelse og i stedet rettelig burde definere som krig, som oven i købet gennemføres i strid med Genèvekonventionen. Hvis Israel med andre ord fastholdes på, at fx Hamas aktioner, der retter sig mod civile, defineres som terrorisme, da er den israelske respons illegitim ud fra den konsensus, som internationalt gør sig gældende i forståelsen af terrorisme. Pointen er, at terrorismedefinitionen ikke blot er et redskab, stater kan bruge til at brændemærke oppositionsgrupper - for så vidt de kan få medhold ved en domstol til at gøre det -, men at den omvendt også burde give de selv samme grupper en retssikkerhed i form af et krav om at blive stillet for en domstol, hvor anklagerne (staten) beviser, at de faktisk er involveret i terrorisme. Firkantet stillet op: enten er Israel og palæstinenserne i krig, og så gælder krigens spilleregler, eller også er de ikke, og da burde Israel ifølge international konsensus bekæmpe terrorismen på linje med anden kriminalitet, som fx politiske mord, ved brug af politi og retsvæsen. I forlængelse af denne diskussion er det interessante spørgsmål, hvordan USA vil fortsætte sin bekæmpelse af terrorisme. Selvom man som nævnt meget vel kan argumentere for legitimiteten i, at USA anvendte militær magt i Afghanistan, er det samtidigt oplagt, at den militære aktion kun var første skridt i en proces, der skal følges op af politiske, diplomatiske og økonomiske midler: efter bomberne, kommer bistanden. Man kan imidlertid frygte, at USA benytter kampen mod den globale terrorisme til at indføre den nye verdensorden, som aldrig indfandt sig efter den kolde krig, ved at dele verdens stater op i dem, der er med over for dem, der imod. Også af denne grund er det vigtigt, at man definerer, hvad man mener med terrorisme. Historisk perspektiv Terrorismen blev for alvor et europæisk problem i 1970 erne og frem, hvor man kan skelne mellem en etnisk-nationalistisk og en ideologisk-politisk terrorisme. Den etnisk-nationalistiske terrorisme var og er som regel begrundet i en etnisk gruppes forsøg på at tilkæmpe sig suverænitet over bestemte territorier. Det gælder for den katolske irske gruppe IRA, for den baskiske separatistbevægelse ETA, og tidligere for Det Kurdiske Arbejderparti. Heroverfor havde man navnlig i 1970 erne grupper som Rote Arme Fraktion i Tyskland og Brigate Rosse i Italien, som 5

6 kæmpede for gennemførelsen af en kommunistisk revolution, ligesom højreekstremistiske grupper især i Italien markerede sig med stærkt voldelige aktioner, der tog sigte på at diskriminere de venstreorienterede grupper. De var dog fælles om at gennemføre deres terrorisme på et ideologisk grundlag, der principielt set ikke var bundet til veldefineret territorium. I 1990 erne blev man siden hen vidne til, at grupper med en religiøs platform markerede sig. Det drejede sig både om kristne grupper i USA, jødiske i Israel samt islamiske grupper med udspring i Mellemøsten. Deres aktiviteter og måde at organisere sig på fik en lang række fortrinsvist amerikanske teoretikere og embedsfolk til i nye teorier at argumentere for, at terrorismen i 1990 erne ændrede karakter. En klassisk forståelse af terrorismen karakteriserer den som teater: Målet med terrorisme er primært at forkynde et budskab, hvorfor det drejer sig om få dræbte, men mange tilskuere. Denne definition peger på en nær sammenhæng mellem medier og terrorisme. Terroren er et forhandlingsoplæg, der sigter mod at få et antal veldefinerede krav opfyldt. I modsætning hertil peger de nye teorier på, at navnlig de religiøse gruppers mål er abstrakte, og at formålet med terroren ikke er gennemførelse af konkrete opnåelige krav, men mere har apokalyptisk eller messiansk karakter. Et eksempel er den japanske gruppe Aum Shinrikyo (Den Højeste Sandhed), der i 1995 spredte giftgas i Tokyos undergrund uden tilsyneladende andet formål end at dræbe så mange muligt. Et andet eksempel er Usama bin Ladens internationale islamiske terrornetværk baseret på veteraner fra Afghanistankrigen, hvis formål er at gennemføre jihad vendt mod de jødiske og kristne korsfarere. Sådanne grupper tilskrives i de nye teorier motiver, der går ud på at dræbe så mange som muligt, uden at denne spredning af massedød er ledsaget af konkrete krav, der kan forhandles. Terrorhandlingen 11. september er et godt eksempel på denne nye type masseterrorisme. I stigende grad frygter man, at sådanne grupper eller netværk med internationale forbindelser kan komme i besiddelse af masseødelæggelsesvåben (kemiske, biologiske eller nukleare våben) og derved være i stand til at rette angreb af hidtil ukendte dimensioner. Denne nye type terrorisme betegnes i USA superterrorisme, katastrofisk terrorisme eller postmoderne terrorisme. I det amerikanske udenrigsministerium, i forsvarsministeriet og i Det hvide Hus har man siden midten af 1990 erne gang på gang peget på den nye terrorisme som den største trussel mod amerikansk national sikkerhed og samtidig som den største udfordring USA sikkerhedspolitisk står over for i det nye årtusinde. Således udtalte forsvarsministeren William Cohen i 1997 med henvisning til superterrorismen: "The Question is no longer if this will happen, but when". Med superterrorisme menes som nævnt: et terrorangreb, der anvender masseødelæggelsesvåben med henblik på at dræbe så mange muligt og at skabe maksimal kaos og frygt i samfundet. Adskillige af USA's terroreksperter har fremstillet scenarier, der beskriver hvad effekten af et NBCR 6

7 (nuclear, biological, chemical, radiological)-angreb vil være i midten af en amerikansk storby. Konsekvenserne vil være uoverskuelige og ikke blot begrænset til et kolossalt antal døde (fra til flere millioner), men også have følgevirkninger i form af forgiftning, angst og indskrænkninger i de borgerlige frihedsrettigheder. 11. september blev det bekræftet, at virkelighedens konsekvenser overgår tankens forestillinger: i forhold til de katastrofe scenarier, forskere havde arbejdet med, var ødelæggelserne og antallet af døde stærkt begrænsede, men ikke desto mindre overgik følgevirkningerne, ikke mindst på det økonomiske og civilretlige område, langt fantasien. Hvem havde forudset, at et terrorangreb i USA ville føre til, at et stort dansk pensionsselskab balancerede på kanten af bankerot, og hvem havde regnet med, at de europæiske lande, herunder Danmark, i direkte forlængelse af terrorangrebet ville gennemføre en omfattende revidering af deres lovgivning vedrørende terrorbekæmpelse? Pragmatisk terrorismedefinition Med sin fokusering på superterrorisme kan man sige, at USA i årevis havde forberedt sig på, at terrorister ville forsøge at angribe på amerikansk territorium. Man kan næsten tale om, at 11. september var et bebudet angreb, idet USA allerede var blevet advaret ved angrebet på World Trade Center i februar Da var forbindelserne til al-qaida uklare, men det blev dog under efterforskningen klart, at bagmændene kom fra miljøer domineret af Afghanistanveteraner. USA er siden 1993 blevet angrebet adskillige gange, hvor bombningerne af ambassaderne i Østafrika i 1998 var de hidtil voldsomste. Siden da har Usama bin Laden toppet FBI s liste over mest eftersøgte forbrydere, og bevillingerne til bekæmpelse af global terrorisme er stødt øget. Efter bombningen af krigsskibet USS Cole i Aden oktober 2000 indløb der i jævn strøm trusler om ny terrorisme rettet mod USA, hvor de amerikanske militære styrker konstant frem til 11. september var i højeste beredskab. Alligevel var amerikanerne uforberedt over for det angreb, al-qaida netværket iscenesatte 11. september. Angrebet var sofistikeret i sin enkelhed, hvilket sammen med nogle betænkelige svigt i efterretningstjenesterne formentlig var den egentlige grund til, at det ikke blev stoppet i tide: i stedet for at bruge avancerede missiler eller højteknologiske masseødelæggelsesvåben anvendte terroristerne nogle gamle, velkendte metoder, der blev kombineret på en måde, der i sig selv viste sig uhyggelig effektiv. Kritikere har efterfølgende peget på, at USA inden 11. september var alt for fokuseret på højteknologi og man forventer, at der fremover sker såvel ændringer i indhentning af efterretningsdata samt en forbedret koordination mellem de forskellige amerikanske efterretningstjenester. Godt nok anvendte terroristerne 11. september ikke masseødelæggelsesvåben men konventionelle våben - for så vidt et rutefly, der bliver brugt som missil kan kaldes konventionel. Men det ændrer ikke på den reelle risiko for, at terrornetværk evt. i samarbejde med stater kan erhverve sig masseødelæggelsesvåben. Sammenholder man dette med netværkernes globale karakter, betyder det, at terrorismen i dag har bevæget sig ind i gråzonen mellem det civilretlige og det militære område. Dette indebærer, at politi og forsvar i meget højere grad end tidligere må arbejde sammen om at forhindre 7

8 terrorangreb, hvilket nødvendiggør klare overvejelser over, hvor grænserne for deres aktiviteter går, og dette kan kun lade sig gøre for så vidt, vi politisk kan blive enige om en pragmatisk definition af terrorisme samtidig med, at vi har præcise vurderinger af det til enhver tid givne trusselsbillede. Det er dog utænkeligt, at vi nogensinde når frem til en entydig definition af terrorisme, som alle på tværs af politiske, nationale og religiøse tilhørsforhold kan tilslutte sig. Dette er der ret beset intet mærkeligt i. Som den tyske begrebshistoriker Reinhart Koselleck har gjort opmærksom på, kan man skelne mellem ord og begreber, hvor ord kan defineres, mens der altid vil være strid om begrebets betydning. Det er derfor, at vi kan skrive historie ved at skrive begrebernes historie, fordi vi ved at følge hvilke betydninger, der til forskellig tid har domineret, forstår hvilke magtrelationer, der har gjort sig gældende. Terrorisme er snævert forbundet med magt og, som vi har været inde på, legitimitet, hvorfor statslige definitioner på terrorisme altid vil være en form for magtudøvelse. Af hensyn til at sikre retssikkerheden er det præcis derfor, at en pragmatisk definition er nødvendig. Når vi taler om terrorisme mener vi ganske upræcist og pragmatisk: planlagt vold rettet mod civile eller styrker, der ikke er i kamp, udført af enkeltpersoner, grupper eller netværk med det bevidste formål at kommunikere et budskab af politisk, ideologisk eller religiøs karakter. Artiklen er et redigeret og gennemskrevet uddrag af bogen: Lars Erslev Andersen & Jan Aagaard: Den afghanske forbindelse. Afghanistanveteraner, al-qaida netværk og den globale terrorisme (København: MS 2002) En god forskningsoversigt om terrorismebegrebets definition er: Anne Ingeborg Sørensen: "Terrorister og frihedskæmpere. At definere terrorisme", in Johnny Laursen, Michael Mogensen, Thorsten Borring Olesen og Søren Hein Rasmussen: I tradition og kaos. Festskrift til Henning Poulsen (Århus: Aarhus Universitetsforlag 2000) Det amerikanske og transatlantiske perspektiv samt forskningsoversigt i noteform findes i: Lars Erslev Andersen: "Asymmetrisk krig, ny terrorisme og den postmoderne verdens(u)orden. - historien om et bebudet terrorangreb", in Militært tidsskrift, nr. 1, 2002 Sammenhænge mellem medier, terrorisme og 11. september belyst såvel teoretisk som empirisk (f.eks. om miltbrandaffæren oktober 2001) findes i: Lars Qvortrup (red.): Mediernes 11. september (København: GAD 2002) 8

9 En fremstilling af den amerikanske højreekstremisme med udgangspunkt i terrorhandlingen i Oklahoma City i 1995 findes i: Lars Erslev Andersen: "Drivkraften for det yderste højre i USA", in Udenrigs nr. 1, 2002 Danske skolebøger udkommet efter 11. september 2002 er: Gorm Bagger Andersen & Knud Erik Andersen: Terrorisme. Den usynlige fjende (København: Borgen 2002) Jens Nauntofte: Den Globale Terrorisme. Verden efter 11. september 2001 (København: alinea 2002) 9