En gåtur på skridt fra Frankrig til Verdens Ende på Camino Northe/Camino Costa.

Transkript

1 En gåtur på skridt fra Frankrig til Verdens Ende på Camino Northe/Camino Costa. Af Tommy Hansen 1. del Fra Irun til Laredo. Indledning: Det er onsdag den 25. april 2012, og klokken er 15.45, flyet til Madrid letter fra Kastrup med forventet ankomst kl , men vi er forsinket så vi lander først omkring klokken Så gælder det om at være hurtig. Flyet til San Sebastian går i den anden ende af terminalen kl Men jeg når det, og kl ankommer jeg til San Sebastian. En taxitur på 10 minutter, og jeg er på hotel Aitana i Irun. Hotel Aitana ligger lige ved grænsen mellem Spanien og Frankrig, så næste morgen er det bare om at stå tidligt op, spise lidt morgenmad, og så lige en lille gåtur over grænsen til Frankrig. Min plan er at gå fra Frankrig til Verdens ende (Fisterre). Jeg har knap 7 uger eller 45 dage før flyet går retur fra Santiago til Danmark, så nu gælder det bare om at være til stede på Caminoen, rense hovedet, og se hvad der sker, jeg tager en dag af gangen, ud over start og hjemrejse er intet planlagt på forhånd. Mine to vandringsture i 2011 på henholdsvis Camino Frances i Spanien og på Via Jacobi i Schweiz gav mig stor lyst til at fortsætte. Jeg overvejede to muligheder for vandring i Enten at gå fra Geneve, hvor jeg sluttede min vandring i efteråret 2011, og videre mod Spanien, eller at gå på Nordruten i Spanien. I julegave fik jeg Henrik Tarps bog. Langs kysten til Santiago de Compostela, det afgjorde sagen. Denne rute byder umiddelbart på alt hvad man kan ønske. Natur så det basker, bjerge, skove, åbne vidder, kyst, strand, vand, små byer, større byer, stilhed, tid til at være alene og tid til at være sammen med andre, men også på udfordringer, op og ned gennem mudder og vand, kulde og varme og af og til lang afstand mellem refugier og overnatningsmuligheder og andre nødvendigheder, og så er der få mennesker på ruten. Men når alt kommer til alt, så er det en del af den store charme ved denne rute. Uge 1 fra 25. april til 29. april: En tur på skridt fra Irun til Deba. Fra Irun går det hurtigt ud i naturen, jeg føler lethed, hvor er det herligt. Men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det nu er den rette årstid jeg har valgt, barometret stod på 8 9 grader da jeg gik ud af Irun, det er vådt og koldt i vejret. Men hurtigt tager naturen og vejen over jeg er på vej. Det går hurtigt opad, sikken en udsigt bagud ned over Irun, havet og bjergene. Og her møder jeg for første gang heste der går frit rundt, og heste med koklokker som på køerne i bjergene i Schweiz. Jeg møder få mennesker, herunder et italiensk par som jeg først ser igen 3-4 uger senere, og derefter mødes jævnligt med indtil afskeden i Santiago. Min første overnatning er i det lille refugium i Pasaje San Juan med udsigt over by og vand, her møder jeg 10 andre pilgrimme (tyskere,

2 amerikaner og franskmænd). Den ene franskmand er på vej fra Santiago, han har gået modsat det flest gør, og er på hjem vej til Frankrig. Næste morgen tidligt skal vandet passeres inden den videre færd, så ned til den lille færge og over på den anden side. På 2. dagen overnatter jeg i refugiet i Orio, hvor der er dejlig mad, guitarspil, sang og god stemning hos Rosa. Vel oppe på bjerget bliver jeg stoppet jeg af en mand, som inviterer indenfor på morgenmad, nogle vil sige det er forsynet, jeg har ikke fået noget at spise, så tilbuddet er som sendt. Det viser sig at være en religiøs sekt som har bosat sig på bjerget, her arbejder de og åbner deres hus op for pilgrimme. Et smagfuldt morgenmåltid og varm kaffe bliver serveret, det bliver indtaget sammen med to tyskere som havde overnattet i huset. Betaling bliver der ikke snakket om, men man kan efter evne give en donation. Den ene af tyskerne, en pensioneret kontormand, møder jeg et par gange den kommende uge på vejen og på et par refugier, og så igen i mod slutningen af turen i Muxia, rent tilfældigt i et supermarked. Dagens vandring leder gennem skøn natur, fra bjerge ned til San Sebastian hvor man kan få sand mellem tæerne, se på havet og folk der surfer, og folk der promenerer. Jeg møder Bill en pensioneret sundhedsarbejder fra USA, vi følges og skilles en del gange i de første uger indtil vi når Oviedo, hvor Bill fortsætter ad Primitivo ruten, og jeg går tilbage og fortsætter ad Nordruten. Knæet driller men et nyindkøbt støttebind redder mig. Men halsbetændelse, influenza og feber presser på, og det skulle desværre blive min følgesvend de første to til tre uger på turen. På 3. dagen regner det hele tiden. Møder igen Bill ved frokosttid, vi spiser tapas et hyggeligt lokalt sted, og følges resten af dagen til refugiet i Zumaia. På turen får vi den første snak om sundhedssystemer og verdensopfattelser. Specielt Obamas sundhedsreform bliver vendt. Bill er varm fortaler for denne, men tror ikke på, at den nogensinde vil blive en realitet, da, for som han sagde, hovedparten af den amerikanske befolkning opfatter reformen som ren kommunisme.

3 Næste dag går turen til Deba, midt på dagen møder jeg igen Bill, så snakken om gårsdagens emner fortsætter, mens vi går, nyder naturen og vejen. I Deba møder der os en spøjs indretning, en stor udendørs elevator som går fra øverste vej ned til centrum af byen. En venlig dame viser os vej til turistkontoret, her skal vi betale for overnatning i byens refugium, og her får vi udleveret nøglen til refugiet, og så op med elevatoren igen, fordi refugiet ligger stort set ved siden af denne, med skøn udsigt over by, bjerge og kyst. Uge 2 fra 30. april til 6. maj: en tur på skridt fra Deba til Laredo. Endnu en dag i mudder, vand og kulde. Det er ikke fremmende for halsen og feberen. Det trætter. Jeg overnatter i Kloster alberget i Markina, og møder her bl.a. en Hollænder som allerede har været 7 uger undervejs på turen til Santiago. Imponerende. Næste dag er jeg så træt, at jeg vælger at stoppe allerede først på formiddagen. Jeg overvejer mulighederne i byen Bolivar, som jo har sin historie og et museum for Bolivar, som var manden, der omtales som helten, der startede frihedsbevægelsen i Sydamerika. Men det er for tidligt, alt er lukket, så jeg fortsætter op på bjerget til klostret, Monastario de Cenarruza, som ligger der. Selv om det er tidligt, får jeg lov til at tage en seng i brug. Jeg vasker alt tøjet, solen skinner, det er koldt, men godt tørrevejr. Lidt senere kommer Martine som jeg har mødt nogle gange tidligere, hun vil også have en stille dag. Efter et hvil spiser vi fælles frokost på en nærliggende bjergkro. Vores snak er noget specielt, Martine snakker fransk, hvilket jeg kun meget dårligt forstår, jeg snakker engelsk, hvilket Martine kun meget dårligt forstår, men som altid på Caminoen, så går det. Om aftenen kommer to unge spaniere som er på en uges vandretur, så vi bliver fire der overnatter. Efter messen serverer munken suppe og brød, mens han fortæller historier fra klostret. En af historierne er kun en uge gammel, det var om en pilgrim, der troede hun skulle dø, hun var faret vild i bjergene, var faldet i vandet og havde vandret længe forvildet rundt, inden hun meget træt og forkommen kom til klostret hen på aftenen, men der kunne hun ikke åbne porten, så hun sagde til sig selv: min Gud du har forladt mig, du vil ikke lukke mig ind. Og så lagde hun sig ned for at dø. Historien endte lykkeligt, munkene fandt hende og fik hende efter et par dage på ret køl igen. Næste dag går turen til Guernika, hvor jeg overnatter på pilgrimsvandrehjemmet. Byen har en grum historie, det var her, hvor Hitlers fly i 1937, som forsøg eller generalprøve, bombarderede byen sønder og sammen, byen var ubetydelig militærmæssig, men general Franko gav tilladelse hertil. Picassos berømte billede om udåden pryder en stor gavl i byen. Her får jeg en snak med nogle tyskere som selv bringer historien på banen, de fortæller bl.a. om, hvor lidt man lærte om fortiden i Tyskland tidligere.

4 Og så dagen efter går det videre til Bilbao, hvor jeg finder en lille pension ved katedralen i den gamle bydel. Et besøg på Guggenheims museum er selvfølgelig også på listen, et imponerende museum. Næste dag går jeg ud af Bilbao, langt ude og oppe på bjerget går jeg forbi refugiet, og videre ned til Djævlens bro. tilbagevejen møder jeg et spansk par som er på eftermiddagstur, de er i bil og tilbyder mig et lift over bjerget efter vildfarelsen siger jeg hurtigt ja tak til tilbuddet. Fremme i byen finder jeg et pensionat ved havnen, og finder en række dejlige tapas steder, livet er jo herligt. Næste dag byder på endnu en meget smuk tur. På vej ud af Castro Urdiales går turen forbi tyrearenaen, hvor refugiet ligger, men jeg er glad for i stedet at have nydt stilheden på mit pensionat, og afslapningen i havnen aftenen før. Jeg overvejer at overnatte i refugiet i Portugalete, men pludselig er jeg langt forbi, og så er det bare om at fortsætte. Men der er langt til næste overnatningsmulighed, og den skal ifølge oplysningerne først åbne nogle dage senere. Så da jeg sidst på dagen endelig kommer til Probena, bliver jeg glædeligt overrasket over at se refugiet åbent. Det viser sig at de har årets første åbningsdag lidt tidligere end oprindeligt planlagt. Så jeg er nr. 2 pilgrim i år. Den 1. pilgrim er Milan fra Slovenien. Han er på en hurtig tur til Santiago, hans tidsplan er stram, så han skal gå mellem 40 og 50 km om dagen for at nå det. Vi har en hyggelig snak og får på østeuropæisk maner hilst på hinanden, dog ikke med vodka, men med Veterano, som jo er det man drikker i Spanien. Vel fremme i Laredo, som igen er en smukt beliggende by, finder jeg herberget Franciscanas Misioneras de la Madre del Divinio Pastor, her får jeg af nonnen tildelt et dobbeltværelse. Nonnen opfordrer mig til at gå til aftenens koncert i kirken. Så det gør jeg selvfølgelig. Turen fra Probena er helt enorm skøn, sikken en natur, og man går helt tæt på vandet, men oppe på klipperne. På vejen mod Castro Urdiales farer jeg vild pludselig slutter stien. Et stort skilt med Fare, gå ikke videre står pludselig foran mig. Så lang vej retur, på

5 2. del Fra Laredo til Vega de Sariego Uge 3 fra 7. maj til 13. maj: en tur på skridt fra Laredo til Sebrayo. Tidligt op mandag morgen, der er en ca. 5 km lang gåtur langs strand og promenade ud til stedet, hvor færgen transporterer en over fjorden. Dejlig tur. På færgen møder jeg Karl (tysker), Heidi (schweitzer) og David (canadier). Vi følges på en dejlig tur resten af dagen frem til Refugiet i Guermes. Turen går på flere strande, op i klipperne, ned på strandene, gennem byer og ud over markerne. Vi får fortællingerne om Ernesto og hans historie, dels af nogle af de frivillige der arbejder på refugiet, og dels af Ernesto som selv kommer til også. Aftenen slutter af med sen middag og hyggeligt samvær. Alt er donativo. Vi bliver opfordret til at tænke på, hvad vi tager ud fra refugiet, og hvad det er værd, og så lade vores donation afhænge heraf. På refugiet modtages vi igen meget venligt. Det er her vi møder den berømte præst Ernesto. Et helt igennem specielt refugium og en helt igennem speciel mand. Ernesto giver os mange gode ord med på vejen. En af de ting han siger, er blandt andet: Nordruten er for de intelligente og de kreative mennesker. Camino Frances er for mainstream mennesker. Og så går det igen ud mod kysten mod den næste storby Santander. På vejen mod byen mødes man af et imponerende syn. Det er næsten som at være i Schweiz, forude ligger snedækkede bjergtinder, bjergtinder som man

6 kan følge de kommende dage også, og vejen går lige mod dem hele tiden fornemmer man. også kom rødvin, øl og whisky på bordet gjorde det jo ikke mindre hyggeligt. Inden Santander skal man krydse en fjord. Så igen gælder det om at finde den lille færge og så nyde sejlturen. Næste morgen går turen gennem museumsbyen Santilana del Mar. I dag virker storbyen skræmmende på mig, så jeg følger et af Ernestos råd, nemlig rådet om ikke at gøre tingene alt for besværlige, jeg tager toget ud af byen, og starter derefter min videre gåtur mod næste overnatningssted i Camplegno. Refugiet i Camplegno ligger helt øde ude på en mark. Man bliver taget vel imod, får tildelt en seng, og spurgt om man vil have mad med også. Maden indtages sammen med refugiefatter, og en tysker Hannah, som er en humørfyldt læge fra Stuttgart. Hannah er på vej mod et nyt liv, hun bruger turen, til at finde ud af, hvilket liv hun ønsker for sig selv fremover, og hun er godt på vej, som hun siger. Vi har en hyggelig aften med snak på engelsk, tysk, spansk i en forvirring, og at der Morgenstilheden hviler stadig over byen, så jeg nyder turen og går videre. I dag stopper jeg i Comillas, hvor det gamle fængsel er indrettet til refugium. Her møder jeg igen Gregory, som er en tysk lærer fra Köln, også han er på tur for at finde sig selv. Han har taget et sabatår, og arbejder på at finde sig selv. Han har planer om at indrette nogle cirkusvogne, han har stående, til Bed and Breakfast, f.eks. for pilgrimme, han arbejder af lyst med gøgleri, og er meget kreativ i sin tankegang. Men han føler sig fanget af det tyske system, som betyder, at han, hvis han opsiger sit lærerjob, ikke kan få job som lærer de næste 5 år i Tyskland. Den næste uges tid bliver han og Bill mine følgesvende på turen. For Bill, som jeg ikke har set i en uge eller

7 mere, dukker pludselig op på refugiet. Han er egentlig længere fremme på ruten, men han har glemt sin pung, så han må retur. Næste dag bliver turens varmeste. På vejen møder jeg Gregory flere gange, vi følges lidt og skilles lidt op til flere gange. Ved indgangen til byen før Colombres står et digitalt barometer, 39 grader viser det. Puha ikke underligt at væskebalancen er hel gal. sjælen. Man kan kun blive i godt humør. Det giver energi, så man tænker ikke over de strabasser, der jo også er på en sådan tur. Igen i dag møder jeg Gregory ca. halvejs på dagens gåtur, vi slår følge resten af dagen, og snakker om livet og om hans kæreste Jutta, som desværre lider af angst, en angst som gør at hun hele tiden er bange for at miste. Det tager meget på Gregory, og mange gange er han på turen ved at tage hjem, men han fuldfører det han har sat sig for. På refugiet i Playa Poo dukker Bill og flere andre også op. Et noget specielt refugium indrettet i en villa, hvor ejeren selv bor i skuret i baghaven. Vel igennem byen spørger jeg en gammel dame om vejen til refugiet. Hun peger og siger ca. 20 minutter den vej. Nå, men det går tænker jeg, men, men 20 minutter ad en vej som går lodret op (sådan følte jeg det i varmen). Vel træt og mørbanket møder jeg igen Gregory oppe foran refugiet. Han har ventet en time på at det skulle åbne, men først efter endnu en time kommer hospitaleroen. Og for første (og eneste) gang får jeg en uvenlig modtagelse. Hun slår bare ud med armene og siger at der er fuldt hus, og afviser os bare, da vi spørger om vi så ikke kan få en madras på gulvet. Hun siger bare los ninos, los ninos, og går ind og låser døren. Gregory og jeg går videre, og finder så inden længe en sportshal, hvor byen åbner op for pilgrimme, her bliver vi igen meget venligt modtaget, humøret er på plads igen. Efter lidt morgenmad på en lokal bar går det videre, naturen er som hver dag, en lise for Den følgende dag følges Bill, Gregory og jeg hele dagen. Det er blandet vej, men det er hyggeligt at følges fordi vi går alle tre godt i spænd med hinanden. Da vi hen på dagen kommer til en by hvor der er overnatningsmulighed i et refugium overvejer vi at stoppe, men hvis vi fortsætter en times tid op på næste bjerg kan vi overnatte i en gammel skole i San Esteban, så det beslutter vi, vi køber mad og drikke med fra byen og fortsætter. Efter morgenmaden synes man at aftenens beslutning om at fortsætte op på bjerget var ekstra god, så skal man jo ikke starte ud med at gå opad. Og igen i dag byder naturen på bjerge, kyst, strande, små byer og stilhed.

8 Sidst på dagen når vi frem til Sebrayo, hvor et lille refugium byder velkommen. Her kan vi ringe efter en købmandsbil, som så kommer forbi, middagsmaden er reddet, vi laver en fælles vegetarret, snakker om livet i Israel, Spanien, Tyskland, USA og Danmark. Og igen er sproget der tales en blanding af alle sprog. Uge 4 fra 14. maj til 20. maj: en tur på skridt fra Sebrayo til Luarca. Nu står jeg snart ved en skillevej. Vejen deler sig, jeg kan vælge at gå til Oviedo og fortsætte ad Camino Primitivo, eller jeg kan gå mod Gijon og fortsætte ad Nordruten. Jeg vælger at dreje mod Oviedo, selvom jeg ved med mig selv, at det er nordruten jeg følger frem mod Santiago. Bill og Gregory har valgt at gå Primitivo, så vore veje vil snart skilles. klostret Veldedios, jeg nyder udsigten mens et stykke brød fra morgenmaden indtages. På vejen ned ser jeg en benzintank med en cola-automat, jeg står og overvejer om jeg skal trække en cola, da en mand kommer ud af døren og råber mig an. Det var en Belgier jeg havde truffet tidligere. Indenfor er der et leben uden lige, der er stop fyldt med spaniere der spiser frokost. Jeg får et herligt måltid sammen med belgieren og de to spaniere fra tidligere. I Spanien ser indgangen til spisestederne ofte ikke ud af noget, men når man først er inde, ja så er det et slaraffenland. Dagens tur slutter i refugiet i la Vega de Sariego, hvor jeg igen mødes med Bill og Gregory. På vejen møder jeg to spaniere, jeg har mødt en del gange før, de hilser hjerteligt. Jeg går videre og misser Caminoens pile. Efter et stykke tid indser jeg, at jeg er gået galt, men jeg fortsætter og finder da også efter nogen tid en vej tilbage til pilene, og her ser jeg igen de to spaniere, så jeg er igen på rette vej. Turen går op over bjerget, med et fint kig ned på

9 3. del Fra Vega de Sariego til Ribadeo Og så går turen til Oviedo, jeg følges med Bill hele dagen, og vi får igen vendt verdenssituationen. På vejen går vi igennem en sigøjnerlejr, hvor de prøver at kræve os for penge for at gå igennem, men den går ikke. I Oviedo oplever vi igen hjælpsomheden. En mand følger os hele vejen til refugiet, selv om han ser ud som om han har travlt. Her er der en del nye og gamle pilgrimsvenner. En del starter deres tur her for at gå Camino Primitivo, andre slutter deres tur, og så er der os der går videre. En af de nye er en gammel mand på 81 år som har gået 13 gange på forskellige caminoer, og det kan man jo ikke slutte med som han siger, så han er på vej igen. Så er det tid for afsked. Alle på refugiet går næste morgen videre ad Primitivo, men jeg fortsætter ad Nordruten, så jeg går tilbage mod kysten, mod byen Aviles. Jeg finder hurtigt skillevejen hvor de to caminoer skilles, men så kommer det besværlige, nemlig at finde vejen ud af byen, og de råd jeg får sender mig i forskellige retninger, men til sidst lykkedes det. Og jeg kan se bagud ned mod Oviedo og fremad mod Aviles og kysten. Ude i naturen igen kommer frihedsfølelsen hurtigt igen. I Aviles finder jeg en lille pension, jeg opgiver hurtigt at finde refugiet, men senere finder jeg ud af at det ligger tæt på. Jeg møder nemlig igen David, Karl og Heidi som jeg fulgtes med en dag for snart meget længe siden. Næste morgen er jeg hurtigt ude af byen igen, og oppe hvor der er udsyn og luft. Endnu en skøn dag forude, jeg føler det på en måde som om jeg er startet på ny. Men jeg føler mig samtidig lidt træt, så jeg håber på at få en kortere dag på ruten i dag. Så da der et sted på vejen i udkanten af byen Muros de Nalon dukker et skilt op som annoncerer, at der er gode priser på overnatning til pilgrimme, ja, så slår jeg til. Og det er ren luksus, et stort soveværelse, en opholdsstue, et køkken, bad, fjernsyn og mulighed for at vaske tøj. Og lige på den anden side af vejen en kro med en lækker pilgrimsmenu, kan man forlange mere? Frisk og udhvilet efter en god morgenmad venter vejen forude. Gennem skov og marker, udsyn og nærhed. Efter råd tager jeg en lille afstikker til den nærliggende fiskerby

10 Cudillero. Men jeg glemmer at nedturen fra bjerget på ret mange højdemeter, skulle matches på en eller anden måde, så bagefter går det igen stejlt opad. Men det er helt sikkert turen værd, en pittoresk fiskerby åbner sig for øjnene af mig. Her kan man sagtens slappe af en hel dag, men jeg havde slappet lidt af dagen før, så efter en kop kaffe er det om at komme videre igen. På vejen tænker jeg en del på motorveje, og de motorvejsbroer der går over dale, det er ikke så få man kommer forbi på Nordruten. Men når man kører i bil tænker man ikke over det, det er når man går, at det rigtigt går det op for en, at disse veje kun er for biler. Som gående går man først helt op, og forbi der, hvor motorvejsbroen starter, og så går man ned i dalen, får så igen at gå op på den anden bjergskåning og igen forbi motorvejen, puha. Og det gentager sig gang på gang. Dagens etape slutter i byen Soto de Luina, i den gamle skole, hvor der er indrettet refugium. Middagen indtages på en nærliggende kro. Nye pilgrimme på refugiet, men ingen jeg rigtigt falder i snak med. Hospitaleroen kommer hen på aftenen forbi, og fortæller lidt om egnen og om næste dags rute. Han viser på kort, hvordan man kan vælge mellem tre forskellige veje. Og advarer kraftigt mod de to af vejene, de er direkte farlige siger han. Så næste morgen er jeg ikke i tvivl om hvilken rute jeg vælger. Jeg er glad for at have haft mulighed for at høre de gode råd aftenen før. Dagen byder på megen asfalt, men hellere det end at tage en farlig rute. Og selv om det er på asfalt, er der meget langt mellem bilerne. Og der er fortsat skøn udsigt ud over marker, skove, bjerge og kyst, så kan man forlange mere? Refugiet i Cadavedo ligger helt i udkanten af byen, der er en seddel på døren, om at man skal ringe til et nummer for at få adgang. Så frem med mobilen. Men damen snakker kun spansk og samtidig kun hurtig spansk, så det er svært, men pludselig går det op for mig, der ligger en nøgle under en sten siger hun, og så er jeg indenfor. Middagen indtages overfor på en bar, så det er ikke så ringe. Hen på aftenen kommer der to pilgrimme mere, en spanier, Jesus, og en amerikaner, Jill. Jill er på verdensrejse, hun har et år til at komme rundt, selve flyturen er gratis, for som Jill siger, så samler man i USA point hver gang man bruger sit visa kort, og de point kan man så bruge til at købe flybilletter for, ikke dårligt. Også Jill er en speciel pige, hun lever af at købe et hus, bo i det mens hun sætter det i stand, og så sælger hun det med fortjeneste. Tidligt op og af sted. Køligt, men dejligt. Igen i dag står dagen en del i mudderets tegn, men nu er jeg vant til det, jeg tager mig ikke længere så meget af det, det er blevet en del af hverdagen ind imellem at gå i mudder. Jeg kommer relativt tidligt frem til Luarca, hvor jeg vil overnatte. Jeg vælger at finde et pensionat, da jeg synes at refugiet ligger for langt fra byen, og jeg ville gerne nyde dagen og aftenen i en lille hyggelig fiskerlandsby som denne. Så hurtigt finder jeg et sted at overnatte, og så er det ellers ud for at

11 indsnuse atmosfæren i byen. Igen er det et godt valg jeg har gjort, synes jeg. Uge 5 fra 21. maj til 27. maj: en tur på skridt fra Luarca til Miraz. Fra Luarca går det op igen, væk fra fiskerlandsbyen, og igen med fin udsigt bagud og ud over kyst og vand. Ruten går forbi en klosterruin og resterne af en gammel pilgrimskirke. Og så mødes jeg af store omlægninger af ruten, der er motorvejsbyggeri i gang, så det går op og ned over byggeområder. Og her knækker min fod for første gang i år og jeg ruller rundt. Men det går, foden er bare øm og lidt hævet. Forbi motorvejsbyggeriet ligger et hus, hvor beboerne er meget pilgrimsorienteret, her kan man slappe lidt af. På vej mod Ribadeo går jeg forbi et smukt beliggende refugium Tapia, det ligger helt ude på klipperne med udsigt over vandet. Jeg er lidt fristet til at stoppe, men det er for tidligt, så jeg fortsætter. Den videre færd er igen helt fantastisk med en afvekslende natur, åbne vidder, kyst, strand, marker, småbyer og blanding mellem asfalt og stier. Men lige før ankomsten til Ribadeo skal jeg over en stor bro. Jeg finder hurtigt ud af, at dette fremover er min mareridts bro. Det blæser kraftigt, der er mange biler på broen, så selv om stien for gående er afskærmet mod bilerne med gitter, får jeg hele tiden kraftige vindstød mod mig. Stien er meget snæver. Kroppen vil ikke som jeg vil, jeg kan mærke noget jeg aldrig før har mærket. En angstfølelse i kroppen, som stadig flere timer efter sidder i kroppen. Midt ude på broen kommer der en spanier på cykel bag mig, han vil forbi, men jeg bliver ved med at sige no - no. Ovre på den anden side af broen begynder jeg at slappe lidt af. Jeg finder refugiet som ligger neden for broen helt ude ved vandet. Men det er først når jeg sidder med en stor øl, og kigger op på broen, at roen kommer tilbage i kroppen. På refugiet er det politifolk (med pistol i skæftet) som kommer og registrerer os pilgrimme og kræver en donation på 5 euro op. I Caridad er refugiet flyttet, så det nu ligger på en nedlagt skole lige før byen nås. Hospitaleroen bor nær ved, og dukker op, så snart man er ankommet. Jeg tager en lille gåtur ind til byen for at købe noget spiseligt og retur igen. I mellemtiden er to unge tyskere på cykeltur ankommet, så mens vi spiser lidt får vi en snak om cykling contra det at gå. Fyren har cyklet fra Köln, mens pigen er kommet til i Bilbao. Når de kommer til Santiago tager pigen retur med fly til Tyskland, mens fyren cykler videre til Portugal og igen videre til Afrika.

12 4. del: Fra Ribadeo til Verdens Ende. Morgenen efter forlader jeg kysten, for at gå ind i landet mod Santiago, det varer dog stadig nogle dage, der er mere end 170 km til Santiago (og mere end 300 km tilbage af min tur viser det sig), men jeg begynder at føle at slutningen på turen er nær. Omkring frokosttid kommer jeg til et lille vejkryds, hvor der igen ligger en undseelig bar. Men jeg kan se, at der holder en del biler, så jeg spørger om det er muligt at spise, og igen åbner der sig et slaraffenland for en, med god mad og drikke til en rimelig penge. Vel fremme i Lourenzo finder jeg refugiet, og møder kendte ansigter fra tidligere. Vi kan ikke snakke meget da de kun taler hhv. spansk og italiensk, men vi finder ud af det alligevel. De sidste km til Santiago møder vi hinanden en del gange, og udvikler større og større forståelse. Det viser sig at Josef for mere end 40 år siden har arbejdet i Tyskland, så vi kan kommunikere lidt mere forståelig på tysk. indgangen til byen, der er barer i nærheden, så det er muligt at få noget at spise også. Jeg møder mine spanske og italienske medpilgrimme igen og igen på vejen, og fremme på refugiet i Abadin mødes vi igen. Det bliver til stor middag på den nærliggende bar dejligt med fyldt mave efter dagens gåtur. Også refugiet i Abadin er helt nyt og nok mere arkitektonisk end praktisk, men fint er det. Dagen i dag byder på meget asfalt, men det er OK. Der er stadig meget natur og oplevelser. Jeg tænker mere og mere over alle de forladte bygninger der forfalder, de små landsbyer der er mere eller mindre tomme, det er nu en kedelig udvikling, men nok svær at vende. Jeg når frem til refugiet i Gontan, det er et relativt nybygget refugium, som ligger lige ved

13 I Baamunde, hvor næste overnatning foregår, er der igen et specielt refugium, refugiemutter tager vel imod, tildeler en seng og anbefaler et nærliggende spisested. Så igen i dag får jeg dejlig og rigelig mad og drikke. På vejen mod Miraz møder jeg 100 km stenen, der er nu kun 100 km til Santiago. Så er jeg der jo næsten tænker jeg. På vejen er der skilt til en lille afstikker, hvor man kan få lidt at spise og drikke. Et åndehul på denne rute uden meget andet. I Miraz møder man et skilt der viser mod Caminoen, og et skilt der viser mod bar og refugium, så her vælger jeg bar og refugium. Refugiet er drevet af den engelske pilgrimsforening, så her er der engelsk litteratur og en snak på engelsk. Og en lille gåtur i omegnen bliver det da også til. Uge 6 fra 28. maj til 3. juni: en tur på skridt fra Miraz til Negreia. Så skulle jeg iflg. Bogen være kommet til det stejleste sted på turen, jeg tænker hele tiden: nu må det da komme, men da dagen er omme er jeg stadig I tvivl. Det er en udmærket dagsetape. Dejlig at gå som de fleste. Forude er Sobra de Monxes, og klostret Santa Maria de Sobrada, hvor dagens overnatning skal ske, hvis der er plads. Der er mange der ønsker at overnatte her, både cyklende og gående. Her hvor vi er inden for 100 km grænsen til Santiago, så begynder mængden af mennesker at trænge sig gevaldigt på. Klostret er gevaldig stort og dominerende. Smukt, men det bærer også på nogle punkter præg af behov for renovering. Jeg får en seng i et mørkt rum sammen med en hel del andre, men det er OK. Om aftenen er der messe og kl. 22 bliver lyset slukket af hospetaleroen. Og så er det sidste dag inden jeg rammer Camino Frances, som jeg jo gør i Arzua. Og så er Camino Northe i princippet slut. Det er derfor lidt vemodigt at starte morgenturen i tæt tåge, men hurtigt kommer solen frem, og energien til at komme videre vokser. Jeg følges med en yngre fyr fra Singapore, og hører en del om ham og hans liv i Singapore, lidt om værdier og holdninger. Interessant med nye input.

14 katedralen og dermed meget centralt. Her overnattede jeg også sidste år, så det er den lige vej ind, og straks havde jeg en følelse af at være kommet hjem. Da jeg ramte hovedvejen i Arzua kommer første chok, sikke mange mennesker. Næste chok er på refugiet, jeg får en plads, men der er hurtigt helt fyldt. Der er larm og ballade stort set hele natten. Så næste morgen er jeg meget træt, og har det egentlig ikke helt OK. Vejen ud af Arzua næste morgen er helt utrolig, der er så mange mennesker, på en gang flere end jeg havde set på hele turen fra Irun til Arzua. Jeg føler mig ikke hjemme. Barerne er i rigelig mængde, men overfyldte, folk er larmende synes jeg. Da jeg ankommer til Arca har jeg fået nok jeg har behov for en pension for mig selv og noget ro. Jeg beslutter at blive der i to dage, inden jeg tager de sidste skridt til Santiago. Gåturen til Santiago er som sidst, jeg føler mere eller mindre at den bare skal overstås. Jeg får hurtig et værelse på Hospederia Seminario Mayor, det er lige overfor Katedralen skulle genses og et par messer skal jeg også til. Og det bliver til en messe både med og uden svingning, så det er helt perfekt. Og så går turen også til Pilgrimskontoret for at få stemplet pas, og for at få papir på at ruten er gennemført. Og sidst men ikke mindst i Santiago er der gode tapas i lange baner. I Santiago møder jeg Josef og det italienske par, så vi får sagt farvel til hinden på en god måde. Efter at have slappet af en dag i Santiago går turen videre mod verdens ende. Jeg fortsætter til Negriera, det er en dejlig tur, med skøn natur, få mennesker og et helt fint gåvejr. Jeg møder bl.a. en tysk pige som lærer mig at drikke smutch, hvilket er en blanding af øl og cola, en bulgarsk pige som fortæller om sin baggrund for at gå caminoen, og så en indisk hellig mand som går verdens pilgrimsveje tynde.

15 Alle jeg møder på vejen går mod Fisterra, så jeg tager vejen mod Muxia. Det er en smuk tur at gå, tror jeg, men jeg ved det egentlig ikke, for der druknede jeg totalt i regn. Aldrig før har jeg været så våd, til sidst er det, som om jeg var hoppet i havnen med alt udstyr og tøj på. Så da jeg endelig kommer frem til Muxia, tager jeg imod første tilbud om et værelse på pensionatet ved indgangen til byen. Uge 7 fra 4. juni til 7. juni: en tur på skridt fra Negreia til Muxia og Fisterre Fra Neigria går turen videre til Oliveira, igen en dejlig tur igennem et særligt landskab. Næste morgen går det igen videre. Nu er vejret imidlertid skiftet, fra sol til overskyet og meget regnfuldt. Et stykke uden for Oliveira deler vejen sig, Her skal man vælge om man vil gå mod Fisterre eller mod Muxia. Alt er vådt, men pludselig kommer solen frem. Så efter et bad er det på med noget badetøj. Jeg vil have en svømmetur her hvor verden slutter og jeg kunne jo ikke blive mere våd, end jeg var før. Så i vandet kommer jeg. Næste dag er ren afslapning i Muxia, papirerne kommer på plads på pilgrimskontoret, og jeg går en tur ud til Muxias verdens ende. Og så i et supermarked

16 møder jeg tyskeren jeg sidst mødte for mange uger siden i begyndelsen af min tur, underligt med sådanne tilfældigheder. Men jeg har mere i benene så turen går videre til Finisterre. En tur man heller ikke må snyde sig selv for, hvis man har benene og tiden hertil. Det er en helt fin tur og en god måde at komme til finisterre på. Jeg finder overnatning på et pensionat med udsigt over havnen, og så ellers papir på gåturen til Fisterre, og en tur ud til fyrtårnet, ellers føler man ikke man har været der. Næste morgen tidligt har jeg lyst til at gå tilbage til Santiago, men jeg tager bussen, mit fly afgår næste morgen så tiden er ikke til det. I Santiago overnatter jeg igen på Hospederia som sidst. Dagen og turen slutter af med tapas og afslapning, inden det så igen tidligt næste morgen går mod København. Alt i alt en anbefalelsesværdig tur, som har alt det man kan ønske sig af en sådan tur. Jeg læste et sted på turen følgende: The question is not how to add more days to life, but how to fill more days with life Buen Camino Her slutter Tommy Hansens spændende beretning om vandring på Camino del Norte, videre ud til Muxia og tilbage til Finesterra Verdens Ende: Vi siger tak, og håber ikke det er sidste gang Tommy spidser pennen og beretter fra ét af sine eventyr ude på de stenede, plørede og bakkede stier.

17