Klub 37 Siemens. 100 år

Transkript

1 Klub 37 Siemens 100 år

2 Højspændingsfolk fra 1950érne 2 Kollegaer på en af de utallige skovturer.

3 Siemens & Halske elektrikere og smede fra 1890érne foran værkstedet i St. Kongensgade Siemens & Halske Kabelsjak fra

4 KLUB 37 SIEMENS 100 ÅR

5 100 års historie om sammenhold Det er med stor glæde for bestyrelsen, at vi ved Klub 37 Siemens 100 års jubilæum kan udgive denne bog. 100 år - lang eller kort periode, det kommer an på hvilken målestok der bruges. En bog om en klub der ikke har været uden betydning for kollegaerne i en branche, der har været igennem en spændende og kolossal udvikling - og er blevet en absolut og uundværlig del af vores hverdag. Klubben har gennem de hundrede år den har eksisteret bygget på sammenhold. Det har været og er stadig en stærk klub, som er respekteret både i fagbevægelsen og hos virksomheden Siemens. En kæde smedes led for led. Klubbens kendetegn er at medlemmerne står sammen når det gælder og beviser at alle led er stærke. De svages stærke sammenhold er med til at give styrken. Uden sammenholdet og den organisering klubben har formået at opretholde, har det ikke været muligt at få det unikke samarbejde klubben har med firmaet. Der har da været konflikter, men oftest af principiel karakter. Resten er blevet ordnet internt. Det er indlysende at et godt sammenhold og samarbejde har givet indflydelse hos ledelsen. Klubben har således været med til at sætte dagsorden i Dansk El Forbund, i diverse aktieselskabsbestyrelser og samarbejdsudvalg i Siemens. Det er også med stolthed at vi har været med til at rekruttere kollegaer til Forbundet og Københavnsafdelingen. Vi vil benytte lejligheden til at takke medlemmer, tillidsvalgte og andre, som gennem tiden har bidraget til styrkelse af klubben. Et stort tillykke til klubbens medlemmer. På bestyrelsens vegne Flemming Henriksen Formand 5

6 Indhold: Forord... 5 Indhold... 6 Redaktionen har ordet... 7 Resumé af klubbens historie... 8 Tillidsfolk gennem tiderne TR arbejde med 30 års mellemrum Vedtagelser gennem 60 år år - fra drømme til virkelighed Elektricitetens barndom En koncern i udvikling! Ingen indblanding fra direktionen Arbejdspladserne i store træk En lille hilsen fra mester Har du tænkt på din sikkerhed! Tillykke til en aktiv klub Fra pingvin til oliefyrsmontør Lærlingenes historie Efteruddannelse - vejen frem Fremtidens uddannelser Indflydelse på højt plan! Løn og prisudvikling Tillykke fra Århus Sammenhold på mange leder og kanter Et arbejdsliv hos Siemens Jubilæumsfesterne Bestyrelsen anno

7 Redaktionen har ordet Bogen bygger på historier fra det virkelige elektriker liv. Vi har bedt forskellige folk som har været tæt på klubben om at bidrage med historier. Det har ikke været uden problemer at skaffe oplysninger til bogen. Vi har måtte sande at vores protokoller fra før 1942 er forsvundet. Det har været ærgerligt at opleve hvordan hele Siemens historie står pakket i flyttekasser på lageret i Taastrup. Det gør ondt i et historisk hjerte. Det har dog været en hjælp at kigge i Dansk El-Forbunds tidligere jubilæumsskrifter. Det har også været spændende at gå i Arbejderbevægelsens arkiv. Vi var overrasket over hvor meget materiale der var om en forholdsvis lille fagforening. Henning Grelle fra arkivet var utrolig engageret og en meget stor hjælp til at finde dokumentation som vi ikke før har set om klubben. Der skal lyde en stor tak til Siemens som har gjort det økonomisk og praktisk muligt at få lavet denne bog. Vi vil gerne opfordre eftertiden til at værne om klubbens historie, ved at gemme billeder, protokoller og andet historisk materiale. Alt materiale vi har haft gennem vores hænder, samt klubbens protokoller har vi overdraget til Arbejderbevægelsens arkiv ved denne redaktions slutning. Vi håber at bogen vil give et godt indtryk af, hvordan klubben er blevet, til det, den er i dag. God fornøjelse og god læselyst Flemming Henriksen Søren Thomsen Kurt Andersen 7

8 Resumé af klubbens historie Af Flemming Henriksen Klub 37 Siemens er elektrikernes faglige klub med tilknytning til Dansk El-forbund og Siemens, hvor ikke blot det faglige men også det sociale er i fokus. I det følgende vil du kunne læse om klubbens aktiviteter. Senere i bogen vil nogle af emnerne blive grundigere behandlet. De første elektrikere For Siemens begyndte det i 1882 med installation af en vekselstrømsdynamo på 300 V x 12 A på Orlogsværftet, leveret og opstillet af Siemens & Halske bosat i Berlin. I 1893 oprettedes det første Siemens selskab i Danmark under det Tyske navn Siemens & Halske med cirka 24 ansatte. De første elektrikere i Danmark der organiserede sig, var i 1893 hvor 30 montører i København stiftede Elektrikernes Fagforening den 22. oktober. Dette var starten til det vi kender som Dansk El- Forbund i dag. Det berettes at der allerede før klubbens stiftelse var faglig aktivitet hos elektrikerne der var beskæftiget i Siemens & Halske. Den 19. april 1898 vedtog man at nedlægge arbejdet på grund af, at installatørerne ikke ville underskrive den af fagforeningens udarbejdede løntarif. På dette tidspunkt var der et sted mellem medlemmer af fagforeningen. I Københavns afdelingens gamle kopibog findes et brev, som blev sendt til Siemens & Halske den 18. april Heri ytrer man ønske om, at 1. maj bliver fridag, for så vidt dette kan lade sig gjøre - med særdeles højagtelse! Det var i en tid, hvor Semler & Matthiesen annoncerede med kakkelovne, som absolut fjerner al fodkulde - og Lemvigh-Müller & Munch solgte patenterede bølgebliksøm. Siemens & Halske holdt sig ikke tilbage, de tilbød elektriske belysningsanlæg, elektriske kraftoverdragningsanlæg, samt elektriske jernbaner! Forbund og klub Året 1904 var der det hele tog sin begyndelse. Først b1ev Dansk Elektriker Forbund stiftet 1. januar. Den 1. april blev Dansk Aktieselskab Siemens-Schuckert stiftet. Lederen af foretagendet var installatør Ludvig Lund. Samme Lund blev senere formand for Installatørforeningen og undertegnede i 1908 den første priskurant mellem Fagforeningen og Installatørerne. 8

9 Grunden til, at det ikke allerede den 1. april lykkedes at få dannet en klub, skyldtes en strid mellem Montørforeningen og Københavnsafdelingen. Montørforeningen var blandt andet godt repræsenteret hos Siemens og bestod af de fine montører. Hjælpemontører og tillærte stod i fagforeningen. Endelig den 24. november blev Klub 37 stiftet. Fagligt arbejdede klubben med lønnen og uddannelse. Der eksisterede ingen egentlig lærlingeuddannelse. Lønnen for en montør var 50 øre/timen og 35 øre/ timen for en hjælpemontør arbejdstiden var 9½ time også om lørdagen. De tekniske materialer var Bergmannrør, messingafbrydere og blysikringer. Fra starten har klubbens folk været meget aktive ved deltagelse i det fagpolitiske arbejde i fagforeningen. I 1906 begynder tillidsmandsmøderne og ved første møde deltager tyve mand fra syv klubber (der var vist nok ti). Allerede på dette møde vedtog man at mødes hver 6 uge til drøftelse af faglige problemer. Tillidsmandsmøderne har vist sig at være et godt forum at deltage i og eksisterer den dag i dag næsten 100 år efter. I forbundets jubilæumsskrift kan vi se et udsnit af pionererne, som startede klubben. Medlem nr. 245 Carl Mikkelsen var den første formand, og medlem nr. 73 Julius Thomsen var senere kasserer og formand (mere om dem senere). Oluf Jørgensen og J. Hoffmann nævnes også som nogle af de personer som var med igennem mange år. På grund af klubbens manglende protokoller er årene fra 1904 til 1944 bygget på de artikler og opmandskendelser vi har læst om i fagbladet elektrikeren, forbundets protokoller og forskellige jubilæumsbøger. Fagbladet Elektrikeren udkom første gang i 1908 efter en beslutning på den 2. kongres. Det var en fornuftig beslutning til 25,- kroner for 1000 eksemplarer af et lille 4-sidet blad. Priser til kuranten I årene omkring 1916 var der nok at lave for bestyrelsen i fagforeningen. Der var næsten direkte fjendskab mellem den og installatørerne. Mange installatører søgte at snyde sig fra akkord, og der var mange blokader. Det indre organisationsarbejde gik godt, og der var god søgning til alle arrangementer som besøg på Københavns rådhus og juletræsfester. Denne form for aktivitet har uden tvivl også foregået i Klub 37. Klub 37 og Siemens-Schuckert får direkte indflydelse på priskuranten i 1916 i det der optages priser på kuhloledning - som er aftalt mellem klubben og firmaet i priskuranten. Det var ikke alt klubben og firmaet kunne blive enige om. Elektrikerne fra de større klubber i København og ved samtlige installatører i Aalborg og Horsens havde stillet lønkrav som de ikke kunne komme overens med installatørerne om. Det kom til mælings- og timandsmøder for at komme til en løsning i sagen. Der blev 9

10 enighed om, at der på dagløn udbetaltes et ugentligt tillæg svarende til 10 øre pr. time. Fremover skulle et lignende beløb udbetales hver uge som forskud på akkord. På grund af den stigende dyrtid, og den manglende velvilje hos installatørerne, til ved lønforbedringer, at hjælpe deres arbejdere til at imødegå denne, var der skabt en alvorlig uro rundt omkring i landet, der på et hængende hår var ved at fremkalde en storkonflikt i elektrikerfaget. Omtrent samtidig hermed rejste elektrikerne hos firmaerne Hassel & Teudt, Andersen & Meyer og Klub 37 krav, om en forhøjelse af timelønningerne. Da dette blev dem nægtet, meddelte de firmaerne, at de mandag den 1. Oktober 1917 holdt klubmøde om morgenen, og derefter fortsatte de efterfølgende dage med at holde møde. Der er ingen beretninger om hvor længe parterne måtte strides om dette punkt. Kristiansborg konflikten Der har ikke indsneget sig en stavefejl, i 1917 blev Christiansborg slot stavet med K. Det var året hvor klubben igen var i strejke. Det var ikke kun elektrikerne men næsten alle fag som havde varslet konflikt. Det skyldtes en lønkonflikt hvor elektrikerne ikke kunne tjene over det der normalt blev dem udbetalt. Strejken kom til at vare lang tid og forbundet mente at installatørerne havde givet så lav en pris på arbejdet, blot for den stolthedsfølelse, at have udført installationsarbejde i et kongeslot, med det resultat at der ikke var penge til en ordentlig timebetaling. Sagen endte med forlig i arbejdsgiverforeningen. Det blev løst ved at fjerne de vanskeligheder der var ved arbejdet, så som hugning af huller og riller. Flere sager Dyrtiden fik også sindene i kog i forbindelse med rejsetiden i Klubben mente at der skulle udbetales det overenskomstmæssige dyrtidstillæg af 20 øre pr. time, i forbindelse med rejsetid. Firmaet mente sig ikke forpligtet til dette, medens man fra forbundets side krævede dette betalt, og derfor forlangte mægling. Sagen kom imidlertid ikke til mægling, idet sammenslutningen skrev til forbundet, at firmaet efter brevveksling om sagen havde erklæret sig villig til at udbetale dyrtidstillægget ved rejsetid, også udenfor den normale arbejdstid. Firmaet havde dog undladt at betale et medlem i Randers afdelingen et tilgodehavende for rejsetid og der blev begæret mægling. Efter en del skriverier mellem forbundet og sammenslutningen bragtes sagen i orden - og det pågæ1dende medlem fik udbetalt sit tilgodehavende. I 1920 opstår der igen et stridspørgsmål om akkord, som der måtte hjælp til at løse. Striden står om, at der skal betales ekstra for at benytte surrogatledning, hvor der tidligere har været ydet ekstrabetaling. Der kommer forlig ved et timandsmøde, med 10

11 følgende ordlyd: Firmaet udbetaler 137,06 kroner under den udtrykkelige forudsætning, at der fra forbundets side ikke mere kan rejses noget krav om merbetaling for den anvendte ledning. Hverken i dette firma eller noget andet steds. Det er en ordlyd der burde være til at forstå. Lige fra først i tyverne var arbejdsløsheden en naturlig anledning til utilfredshed og uro, så der blev efterhånden også politisk uro i hele landet. Kommunister og syndikalister søgte at gøre sig gældende, og nu var der også De arbejdsløses Fællesråd og Revolutionær Fag Opposition. Dertil kom så Fritz Clausen-nazisterne og senere nazisten og jødehaderen Wilfred Petersens organisation. De arbejdede alle mod det bestående og først og fremmest mod fagbevægelsen, som blev angrebet på en næsten utrolig svinsk måde. Københavns afdelingen led også under disse perfide angreb og der opstod fraktioner som arbejdede mod disse organisationer. Ledningskassesagen! Det var blevet ret almindeligt, navnlig ved større offentlige byggeforetagender, at arkitekten lod snedkeren oplægge ledningskasser, hvori elektrikerne så senere skulle indlægge de elektriske ledninger, (ledningskasser også kaldet klemlister er dem vi kender fra ældre lejligheder, som sidder oppe i hjørnet af loftet og væggen oftest i entreén. Herfra fordeles ledninger til de øvrige rum). I 1930 bliver dette problem afprøvet ved en opmandskendelse da forbundet og Siemens ikke kunne komme overens med dette. Forbundet hævder, at der bør ydes en ekstrabetaling, dels på grund af tabt arbejdsfortjeneste på kassearbejdet, dels fordi arbejdet ved ledningslægningen, for eksempel udstemning af huller, opmærkning og lignende er sværere, når kassen er opsat. Dette er installatørforeningen absolut ikke enige i og opmanden får det sidste ord. Opmanden mener ikke at der er yderligere vanskeligheder ved at oplægge ledninger, af den sværere type, i allerede opsatte ledningskasser. Derimod bør der ydes et mindre tillæg for oplægning af ledninger i forud af snedkere oplagte kombinerede lister, idet arbejdet herved må anses for en del vanskeliggjort. Hermed var dette afgjort og arbejdet kunne fortsætte Det troede alle i hvert fald. I 1934 står striden om blykabler oplagt i samme type af ledningskasser. Forbundet og klubben mener, at det er mere besværligt at lægge blykabler i ledningskasser. Dette stridspunkt falder ikke ud til klubbens fordel og det bliver fremlagt at det nok heller ikke kan løses ved en voldgift men henvises til de foranstående overenskomster. Afskedigelse af tillidsmand Den værste sag klubben har måtte tage med firmaet har formentligt foregået i Firmaet afskedigede tillidsmanden med den begrundelse, at man ellers var nødsaget til at afskedige en af de gamle elektrikere i firmaet. Forbundet klagede, 11

12 og ved mæglingsmødet blev man enige om, at vedkommende tillidsmand genantoges, og ved et klubmøde skulle det afgøres af klubbens medlemmer, om man ønskede tillidsmandens afgang. Naturligvis stod klubben bag tillidsmanden, som forblev i sin stilling, men ejendommeligt var det, at firmaet på den måde søgte at sætte lus i skindpelsen mellem tillidsmanden og hans kolleger. De herrer må ikke have ret meget kendskab til det, der hedder sammenhold. 2. verdenskrig Man skulle tro, at tiden under den tyske besættelse af Danmark også medførte særdeles vanskelige forhold organisationsmæssigt, men det var faktisk ikke tilfældet. Naturligvis opstod der mange problemer, og der var ofte ret ubehagelige situationer, men stort set gik den tid langt bedre end man skulle forvente. Det skyldtes i første række, at der blev et stærkt og godt sammenhold blandt medlemmerne. Krigen er uden tvivl også skyld i vores manglende protokoller. Som medarbejder i en Tyskejet virksomhed har det sikkert været hedt at ligge inde med protokoller om fagligt arbejde. I krigsårene var der livlig klubaktivitet, da der var mange uoverensstemmelser mellem klub og firma. Selvfølgelig var der sager som skyldtes besættelsen, men i hovedsagen var det løn- og akkordspørgsmål, kostpenge, udepenge og transportpenge (cykel) som blev diskuteret. Efter krigen var der en periode med meget lidt arbejde - ordrer måtte annulleres på grund af manglende leverancer. Styrken af montører var helt nede på en mand, hvilket nok har været det laveste tal nogensinde. Efter reorganiseringen i kom der dog mere gang i forretningerne. I maj 1946 kom imidlertid den første arbejdskonflikt efter krigen, som medførte strejke. Det var primært en lønkonflikt, hvor kravet var en lønstigning på 6 øre og 8 øre i dyrtid. Timelønnen var da 2,17 kroner pr. time inklusiv dyrtid. Efter konflikten skete der en virkelig lønfremgang til 2,65 kroner pr. time. Men der var stadig uro om lønnen, idet andre installatører betalte noget mere, eksempelvis firmaet Hassel & Teudt, 3,21 kroner pr. time, og Dencker gav 3,26 kroner pr. time. Så der var noget at leve op til. Ny tillidsmand igen, igen Et uroligt år for klubben! Inden for bare 5 måneder nåede klubben at have fire forskellige tillidsmænd. Det er givet en post, der ikke er blandt de letteste under en lønkonflikt som det var tilfældet her. Den siddende tillidsmand tog sin afsked på grund af en lønkonflikt. Kravet var 2,10 kroner + dyrtid. Lønaktionen fortsatte under ledelse af den ny tillidsmand, som kun holdt i to måneder, inden han måtte strække gevær og holde op. Da endnu en tillidsmand, måtte opgive efter to måneders funktion, kunne alle se, at der var noget galt og under den tredje nyvalgte 12

13 tillidsmand kom der orden på problemet. Man enedes om en løn der svarede til gennemsnittet på 2,24 kroner pr. time + dyrtid. Samme år blev Fællesklubben genoprettet og for første gang var det en elektriker, der blev valgt til fællestillidsmand, Th. Jensen som var formand for Klub 37. En smutter af rang Oluf Jørgensen kan som den første elektriker i Siemens Danmarkshistorien fejre 50 års jubilæum. Klubbens protokoller og mødereferater viser dog, at der i den forbindelse smuttede en enkelt men ret væsentlig - finke fra panden. Både klub, fagforening og arbejdsgiver glemte nemlig jubilæet, og blomsterbuketten blev først under store beklagelser, overleveret til Oluf Jørgensen efter den store dag. I 1948 var antallet af elektrikere i stærkstrøm og i elevatorafdelingen steget til 43, et tal, der var næsten konstant eller lidt stigende frem til SU eller ej! Samarbejdsudvalget var en kilde til diskussion på klubmøderne. Kollegerne stillede sig tvivlende overfor at træde ind i SAMU( i dag SU). Først i l951 deltog klubben i SAMU-møderne var året for Klub 37 s 50 års jubilæum og i den anledning fik vi af Københavnsafdelingen(DEF) en jubilæumsprotokol, i fin kasse og guldskrift. Den bruges den dag i dag som klubbens gæstebog. Jubilæet blev fejret af 24 kollegaer som nød det kolde bord i Glyptotekscafeén. På dette tidspunkt var der 41 svende i klubben. Eet firma Firmaet var blevet til Dansk Siemens og alle afdelinger var nu i samme firma. Formanden i svagstrømsklubben og formanden i Klub 37 indledte samtaler om en sammenlægning. Det blev besluttet på generalforsamlingen i Fagforeningen udtalte at vi kun kunne have en tillidsmand der var beskyttet af tillidsmandsloven, da der kun var ét firma. Der var modstandere i svagstrømsafdelingen der ikke ville risikere at komme ud for at lave stærkstrømsarbejde. Klubberne blev sammenlagt og fik ny fælles bestyrelse. Det var kommet svagstrømsfolkene for øre at der godt kunne være to klubber når der var flere afdelinger i firmaet. Derfor holdt giftermålet mellem svagstrømsklubben og Klub 37 ikke længere end fire måneder de havde startet egen klub op igen og vi skulle ændre på bestyrelsen. I 1959 blev endnu et forslag om sammenslutning af svagstrøm- og stærkstrømsklub i en klub fremsat. Det skyldtes at firmaet havde slået svagstrøms- og stærkstrømsafdelingen sammen, og montørerne kunne flyttes fra det ene til det andet job. Svagstrømsfolkene ville dog stadig stå på egne ben. 13

14 Boom! I tiåret går forretningen strygende med mange større opgaver (for eksempel Rødovre Rådhus, Madsnedøværket, FDB Vordingborg, FDB Herstederne, General Motor Aldersrogade). Klub - firma forholdet er næsten upåklageligt, dog var de større opgaver også kilde til problemer med kostpenge og akkordudbetaling samt formandsproblemer. Men tillidsmanden og afdelingsformanden tog ud på pladserne for at få ordnet problemerne sammen. Der er i denne periode 110 montører i elevator- og installations afdelingen. Også elevatorafdelingen voksede i de år, der blev bygget som aldrig før. Med det store boom var det næsten umuligt at undgå kontroverser mellem klub og firma. De uoverensstemmelser, der opstod, var for det meste af betalingsmæssig art, men også stridigheder om, hvordan arbejdstidsforkortelserne skulle lægges. Det var små ting som blev ordnet internt med firmaet og ikke førte til de store uoverensstemmelser. Til gengæld var der masser af interne bryderier i klubben. Det foregik mellem elevatormontørerne og installationsmontørerne. Der var også uenighed mellem Klub 37(stærkstrømsklubben) og svagstrømsklubben om en sammenlægning til én klub. Ved fagforeningens mellemkomst lykkedes det dog (troede man). Men på en fælles generalforsamling i 1956 besluttede man sig for kun at have én klub og én tillidsmand. Men allerede i januar 1957 meldte svagstrømsfolkene sig ud af Klub 37 og oprettede igen egen klub. 40 års solidaritet Hjælpefonden for timelønnede i Siemens A/S blev stiftet i Efter aftale mellem tillidsmand for svagstrømsafdelingen og en kontorchef, i Siemens Aktieselskab. Startkapitalen på Kr stammede fra en bonus på en kollektiv ulykkesforsikring, samt nogle småbeløb fra uafhentet løn. I bestyrelsen sad repræsentanter valgt af kollegaerne og fra Siemens Aktieselskab var der udpeget en repræsentant. Hjælpefondens formål var at understøtte timelønnede medarbejdere i tilfælde af sygdom eller arbejdsskade samt et beløb hver måned efter medarbejderen var gået på pension. Fondens kapital blev til ved indbetalinger fra medlemmer og firma beregnet ud fra de optjente timer. I 1994 ændredes navnet til Hjælpekassen for timelønnede i Siemens A/S på grund af lovgivningen om fondes formål. I 2001 stod det klart at der ikke var grundlag for en videreførelse af Hjælpekassen da overenskomster, lovgivning samt virksomhedsoverdragelsen til Siemens Technology Services, havde overhalet Hjælpekassens formål. Sådan gik det til at medlemmerne fik udbetalt kapitalen i

15 I 1963 havde vi en strid om skilte på arbejdsdragter, idet en af vore kunder forlangte, at man skulle kunne se, hvor montørerne kom fra. Sagen gik til mægling og der blev enighed om, at der i hvert enkelt tilfælde skulle søges dispensation. Året er 1965 og der var tre el-klubber i Siemens: Elevator-, svagstrøms- og stærkstrømsmontørernes klubber. Siemens forlangte at, svagstrømsklubben og stærkstrømsklubben slås sammen, fordi firmaet administrativt havde sammenlagt montagearbejdet med ingeniør Willy Rasmussen som leder (af nogen betegnet som den eneste MESTER vi har haft). Da det viste sig umuligt at opnå en frivillig ordning, godkendte Siemens kun én klub, én tillidsmand og to talsmænd. Dette ville klubben ikke godkende - og sådan står situationen i mere end tre år. Udgangen på det hele blev at elevatormontørerne opretter egen klub (Klub 75) svag- og stærkstrøm én klub (Klub 37). Fint med øl Ved klubmødet i september 1967 bliver der foreslået det som vi følger i dag. Jørn Kampf kom med et forslag om at klubkontingentet blev forhøjet mod at klubben sørgede for at der var fint med øl på klubmøderne. Det blev besluttet at tage dette punkt på generalforsamlingen, hvor det blev besluttet. På klubmøderne i dag bliver der serveret både øl og vand. Til tider bliver det suppleret med lidt at spise. Der bliver ofte drukket mere vand end øl, hvilket er en væsentlig ændring fra den gang. Krudttønden springer Installationsafdelingen og dermed Klub 37 voksede kolossalt og i 1970 var der 250 montører. Omlægning af ugeløn til 14 dages løn var i mange år et stridens æble. Det tog rent faktisk ni år fra det først blev nævnt af firmaet til det blev gennemført. Vi forlangte forbedringer, hvis vi skulle gå med til en sådan omlægning, som en kompensation, for de fordele firmaet fik ved at have vore penge til rådighed og de besparelser, man opnåede. Det var en umulig situation, men firmaet ville ikke give noget som helst og først ved overenskomstfornyelsen i 1971, blev 14 dages løn en realitet med ikrafttræden 1. januar Der var samtidig forhandlinger om overførsel af pengene til en lønkonto i banken. Disse forhandlinger foregik i SAMU. I 70érne kunne klubben ikke helt undgå kontroverser med firmaet, de blev dog stort set alle løst lokalt. I øvrigt en af de forcer klubben og firmaet altid har haft med det daglige samarbejde. Nogle af de små kontroverser var eksempelvis, at tiltaleformen fra enkelte overmontører ikke altid var lige heldig. En bedre koordinering af antagelser og fyringer var også ønskelig. Der var dog også nogle personlige meninger og kanter der skulle slibes af. Således bliver der refereret i SU-referatet den 14. december 1972: Dette punkt er vel det sværeste for en sekretær at skulle referere, for her eksploderede krudttønden med et brag. 15

16 Jørgen Eriksson(JE) lagde ud og spurgte Willy Rasmussen(WR), hvad han mente med sin udtalelse om, at samarbejdet var blevet vanskeliggjort. WR svarede, at han efter at have været i firmaet i snart 25 år aldrig havde haft svært ved at samarbejde. Vi har i den tid aldrig haft en sag med forbundet. Han har aldrig oplevet problemer, der var større end at de kunne løses ad fredelig vej. Når han følte, at samarbejdet i det sidste års tid var blevet mere stift, skyldtes det efter hans mening, at JE hængte sig for meget i paragraffer og deltog i for mange kurser. Hvis WR hængte sig ligeså meget i paragrafferne, ville samarbejdet blive utåleligt. JE kunne ikke forstå det, da han mente, at han gjorde hvad han kunne for at få samarbejdet til at fungere gnidningsløst, men mente selv, at han stødte på vanskeligheder hos WR. Der fulgte nu en kraftig meningsudveksling, men efter at tordenvejret var drevet over og luften var blevet renset, lagde der sig en fredfyldt julestemning over udvalget. Det er efter min mening noget af det bedste i SU, at man kan sige sin uforbeholdne mening, og dog gå, når mødet er forbi, uden at der er nogen form for misstemning. Indflydelse på højt plan I 1974 fik klubben indflydelse på højt plan. Efter de obligatoriske ja/nej afstemninger om valg til bestyrelsen i Siemens A/S samt valgproceduren fik vi valgt Jørgen Mortensen ind i bestyrelsen. Det blev en plads som vi har værnet om lige siden. Vi fik indsigt i de beslutninger som havde betydning for firmaets strategi og fremtid. Klubben har altid slået til tals for at det ikke skulle være tillidsmanden der skulle bestride posten som aktieselskabsbestyrelsesmedlem. Det var bedre at have en god sparring mellem de to poster. Der har også været en formodning om at der måske ville blive holdt oplysninger tilbage hvis det var tillidsmanden der bestred posten. Den økonomiske krise slår igennem på salget af TV- og radioudstyr. RANK ARENA lukker i 1975 og afskediger 600 medarbejdere. Medarbejdere ved RANK ARENA overtager produktionen på fabrikken under navnet 3-F (Folke Fjernsyns Fabrikken). Klub 37 støttet dette tiltag med to aktier på hver 500,- kroner. I 1979 lukker fabrikken efter at have givet underskud en årrække. Et industri-eventyr i Horsens har nået sin slutning. 3-F giver dog sine aktionærer et tilbud om at købe nogle af de produkter der er på lager til en favorabel pris. Kørepengesagen Klubben bliver i et klageskrift i 1976 beskyldt for at handle overenskomststridigt ved at opsige ordningen om anvendelse af eget køretøj i virksomhedens tjeneste. I et brev til firmaet udtaler klubben følgende: Der er ved et fagligt møde - den 6. september mellem Klub 37 s elektrikere vedtaget, at såfremt der ikke opnås en højere km pris inden 13. september 1976 ophører Klub 37 s medlem- 16

17 mer med at køre i egen bil i arbejdstiden. Der går mere end et halvt år før højesteretsdommer Th. Gjerulff bliver valgt til at se på sagen. Denne sag får konsekvenser for tillidsmanden ved generalforsamlingen i Der bliver opstillet en modkandidat som bliver valgt og må køre sagen færdig. Højesteretsdommeren afsiger sin dom og opsigelsen fra klubbens medlemmer bliver kendt overenskomststridig og elektrikerne bør overholde de gældende regler om opsigelse. Dansk El-Forbund bliver pålagt en bod på 1.000,- kroner til ELFO for nægtelse af at medvirke til reglernes overholdes. De gode faciliteter Udover klubbens 75 års jubilæum, var 1979 også året med regeringsindgreb i den frie forhandlingsret. Vi havde en række faglige problemer internt i klubben, blandt andet havde vi problemer med opdelingen af antenne- og alarmafdelingen, hvor kollegerne ikke gad møde op til møde med klubben selv om der var dekreteret mødepligt. Efter flere gentagne indkaldelser og møder med antenne- og alarmmontørerne, lykkedes det til sidst, at få etableret en talsmandsordning, og få indføjet i klublovene, at talsmanden for antenne- og alarmmontørerne havde plads i Klub 37s bestyrelse, denne beslutning gav ro, og har virket tilfredsstillende lige til antenneafdelingen blev skilt fra Siemens. Vi har på de forskellige adresser - firmaet har haft domicil altid fået stillet lokaler til rådighed. Det har været til stor hjælp for at få det faglige arbejde til at fungere. Lokalerne har gennem tiderne bestået af alt lige fra montørspjæld over store lokaler med plads til klubmøder til tillidsmandskontor. I dag har tillidsmanden kontor på firmaet hovedadresse på Hørsvinget i Taastrup. I forbindelse med Klubbens jubilæum i 1979 fik Vi overrakt et lokalelånebevis, hvori det fremgår at firmaet vil stille lokaler til rådighed for klubben. Lokallånebeviset pryder stadig væggene på klubbens kontor. Tillidsmandens kontakt med omverden foregik via personsøger, (når denne ikke lå i laden hjemme på gården). Det har altid været af stor betydning, at kollegaerne og firmaet kan få fat på tillidsrepræsentanten. I 1980érne skete der en masse sammenlægninger af de forskellige afdelinger i Siemens, således at firmaet fik en Bygge- Anlæg-Teknik afdeling (BAT) På trods af det relativt gode forhold mellem klub og firma, ramlede vi ind i en række modsætninger om opfattelser vedr. løn. Dette medførte den første lønsag i mange år, firmaet indklagede os for ELFO, fordi vi ikke accepterede deres løntilbud, sagen endte med et lokalforhandlingsreferat og en masse skriverier mellem afdeling, klub og forbund. Sagen endte med at vi accepterede firmaets løntilbud. Med det, at vi stod så stejlt og var rede til at gå langt, opnåede vi et resultat vedrørende kilometer betaling, vi fik en kørsels- 17

18 ordning der sidestillede os med funktionærerne, og dermed var et stort ønske fra kollegerne indfriet. I øvrigt var 1980 et klubmæssigt godt år, hvor den gennemsnitlige mødeprocent til klubmøderne var 35% Klubben i Aarhus Klubben får i 1983 en henvendelse fra kollegaerne i Aarhus der i den periode er 13 mand - som ønskede at danne en klub filial i vest. Bestyrelsen syntes dette er en god ide og der nedsættes en midlertidig bestyrelse bestående af talsmand, sekretær og kasserer. Firmaet udtrykker også ønske om en opdeling af klubben, men dette bliver kun accepteret hvis de samtidig vil anerkende en fællestillidsmand for ikke at svække samarbejdet. I 1986 sker det så Klub 86 bliver oprettet i Aarhus og er nu en selvstændig klub som dækker kollegaerne vest for storbælt. Samme år rasler firmaet med sablerne, afdelingslederen i antenne, tele og SMT kræver at montørerne danner selvstændig klub. Klubben modsætter sig dette, da det vil svække sammenholdet i klubben. Der bliver dog lavet klubmøder som en form for branchemøder hvor det kun er de respektive montører der deltager. I samme år fik vi efter nogle meget lange og svære natlige forhandlinger med afdelingsledelsen, lavet en overenskomst vedrørende olieplatformsarbejde, en overenskomst, der skulle bruges i forbindelse med tilbudsgivning på Nordsøen. Desværre fik Siemens ikke arbejdet, men vi var tæt på, og den overenskomst vi fik udarbejdet, er i store træk den der er gældende i aftalen mellem ELFO og DUC ( Dansk Undergrunds Consortie). Skrappe forhandlinger Der måtte en ekstraordinær generalforsamling til i 1984, alene på grund af et par usaglige afskedigelser, der blev foretaget. Vi mente det var for at prøve hvordan vi reagerede på fyring af regulativansatte kolleger, ja så måtte vi ned og sidde nogle timer før firmaet besindede sig og gav nogle garantier på sygeløn, og en ny afskedigelse/genantagelsesprocedure for de berørte kolleger. Lønforhandlingerne i 1985 var en langstrakt affære, hvor vi gang på gang blev mødt med et stort nul! En holdning helt klart dikteret af regeringen Schlüter og arbejdsgiverforeningen. Firmaet har hele tiden fastholdt, at de betalte en markedsrigtig løn og ville vedblive med det! Så vi fik dem til at underskrive en notits. Det førte til et fagligt møde og en protestbaseret arbejdsnedlæggelse vendt imod regeringens indgreb og afskaffelsen af dyrtidsreguleringen. Desværre var der et par kollegaer der optrådte ukollegialt, og arbejdede videre på trods af indkaldelse til fagligt møde, de fik hver en bod på en fuld dagløn udstedt af klubben. Storkonflikten Med et meget stort flertal blev kollegerne enige om, at firmaets udspil var, at man var rent til grin, og at man ville sætte sig 18

19 ned, indtil vi havde opnået et bedre resultat. Sådan gik det til at der opstod en langvarig strejke i forbindelse med lønforhandlingerne i Der blev hurtigt etableret et strejkeudvalg, et kontaktudvalg, et presseudvalg samt et aktivitetsudvalg. Samtidig havde vor Vejle-afdeling nedlagt arbejdet tre dage før, vor elevator- afdeling vedtog at nedlægge arbejdet samme dag som os, idet disse afdelinger også havde opnået et ringe resultat under lønforhandlingerne. Dagen efter nedlagde også vor Århus-afdeling arbejdet, således at strejken nu var total og for Siemens landsdækkende. Efter fire dages arbejdsnedlæggelse var der fællesmøde i Dansk Arbejdsgiverforening, hvor vi måtte erkende, at arbejds - nedlæggelsen var overenskomststridig, men hvor vi samtidig gjorde gældende, at der ikke havde været reelle forhandlinger, men at Siemens bare var fremkommet med ELFO s løndiktat. Efter at have strejket i en uge blev vi lovet en reel forhandling, hvis vi gik i arbejde, og vore kolleger fulgte tillidsmændenes opfordring og gik i arbejde. Vi fik ikke fem flade øre, men blev lovet nye forhandlinger, som ikke førte til andet end at kollegaerne igen nedlagde arbejdet. Alle kollegaer mødte op foran arbejdsretten med bannere, skilte og sang Tryk dem på pungen, så de skriger. I arbejdsretten blev vi igen bedt om at gå i arbejde. Det havde dog ikke den store indflydelse på afstemningen den næste dag, hvor strejken var 100 procent. Da vi mødtes igen, 13 dage efter at strejken var brudt ud, havde vi et nyt udspil med fra firmaet, og efter mange og lange diskussioner blev udspillet vedtaget. Klub 37 arrangerer i 1990 et besøg hos Siemens for de Københavnske elektrikere i Dansk El-Forbund. De 40 deltagere, blev præsenteret for et rigtigt Siemens program. Der blev informeret om Siemens generelt, om bygge- og anlægsteknik og automatik- og el-produkter. Der var et indlæg om mikroelektronik basis- teknologi samt en film om CIM-automatisering. Der blev afsluttet med et traktement af varme frikadeller, kartoffelsalat og pilsnere. En epoke slutter En epoke i Siemens world wide, slutter den 1. november 1991 i Danmark. Det var en sort dag for Siemens elevatorafdeling - samtlige aktiviteter blev overdraget til elevatorfirmaet Otis, inklusive reservedele, lagerbeholdning, knowhow og ikke mindst medarbejderne - vores kollegaer. Det var faktisk Siemens, der opfandt den første elektriske elevator. Den blev præsenteret af Werner von Siemens på en udstilling i byen Mannheim i år Det var en udvendig elevator, som kunne løfte 4 personer. Det kunne ikke være anderledes, og når det nu skulle være så havde Siemens handlet helt igennem korrekt og reelt. Samti- 19

20 dig var man meget fair overfor medarbejderne og det er rart at konstatere, selvom det er svært at forstå, at der var så mange kollegaer der skulle forlade firmaet. Overdragelsen blev behandlet i SU og direkte med den berørte tillidsmand i elevatorafdelingen. Det var med stor sorg vi modtog budskabet om Per Riecks død. Per var i over 17 år kasserer for klubben. Per arbejdede 44 år hos Siemens blandt andet på tavleværkstedet og som rejsemontør. Per var de sidste år ansat som elektriker og altmuligmand i Ballerup. Regionaliseringen I 1992 startede Siemens sit regionaliseringskoncept ved opkøb af HPK El i Hedensted og senere Thomas Pedersen i Aalborg, Sterndorff i Esbjerg, LPA i Odense og EPN i Ll. Skendsved. Disse opkøb gav en del arbejde for Fællesklubben i Siemens og dermed også for Klub 37. Der var ingen tvivl om at mestrene talte sammen, derfor var det en god ide at også kollegaerne talte sammen. På den måde stod Fællesklubben bag dannelsen af Siemens HoldingKlub i Holdingklubben hjalp med til at sikre A/S repræsentation i de regionale selskaber. Det var kun Sterndorff A/S der aldrig nåede at få medarbejderrepræsentation. I kraft af at Klub 37 altid har været den største klub og var tæt på ledelsen i Ballerup har de bestridt posten som formand for Fællesklubben og Holdingklubben. IT til tillidsmanden Klubben investerede i elektronisk udstyr til det daglige arbejde. Mere og mere af klubbens arbejde blev afhængig af dette medie. I forbindelse med Niels Bergløv s arbejde som ESU repræsentant, stillede firmaet så en computer til rådighed. Denne blev koblet op på firmaets intranet og klubben fik derigennem informationer på lige vilkår med resten af firmaet. PU-samtalernes indtog PU-samtaler kom første gang på tale ved et SU møde i Ledelsen mente ikke at det var praktisk muligt at afholde formaliserede PU-samtaler med de timelønnede. Tre år senere skete der så noget da der ved en medarbejderanalyse var udtrykt et stort ønske om PU-samtaler for de timelønnede. Der blev søgt i arbejdsmarkedsstyrelsen om at få godkendt dette kompetenceområde som udvikling. I første omgang bliver det afvist, men ved at opstille tids- og handlingsplaner er der fornyet håb. Der blev startet et TOP forbedringsprojekt op om Indførelse af PU-samtaler for timelønnede. Tillidsmanden og afdelingschefen fandt ud af hvem der skulle udarbejde samtaleskemaet, og herefter ville personaleafdelingen lave uddannelseskoncept for lederne der skulle gennemføre samtalerne. Inden sommerferien i 1998 bliver de første prøvesamtaler gennemført, og her- 20