Erstatning uden for kontraktforhold , og Forvaltningsret 26.1.

Transkript

1 Retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter arbejdsulykke ophørte fra det tidspunkt, Arbejdsskadestyrelsen ved en midlertidig afgørelse havde fastsat et erhvervsevnetab. Erstatning uden for kontraktforhold , og Forvaltningsret I juni 2003 var A udsat for en arbejdsulykke, idet han under et nedrivningsarbejde faldt fra en stige fra 4 meters højde. Han pådrog sig omfattende skader og var efter hospitalsindlæggelse gennem et længere genoptræningsforløb. I august 2004 påbegyndte A et forrevalideringsforløb med hf-undervisning i flere fag, og det var målet, at han skulle gennemføre en uddannelse til urmager. I november 2005 traf Arbejdsskadestyrelsen, S, en midlertidig afgørelse om, at A havde lidt et erhvervsevnetab på 35 %, således at erstatningen herfor skulle løbe fra den 10. august 2004, idet de fremtidige følger først kunne vurderes, når revalidering m.v. var afsluttet. Den 4. juni 2009 afsluttede A uddannelsen til urmager, og S vurderede nu, at A's tab af erhvervsevne endeligt var nedsat med mindre end 15 %, således at A derefter ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Arbejdsgiveren E's forsikringsselskab, F, der tillige var ansvarsforsikrer for E, og som frem til 2009 betalte erstatning for erhvervsevnetab i henhold til S' midlertidige afgørelse, havde betalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til den 10. august A anlagde sag mod E med påstand om, at han havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste helt frem til den 4. juni 2009, hvor han kunne begynde at arbejde igen. Landsretten og Højesteret frifandt E. Højesteret udtalte herved bl.a., at virkningstidspunktet for tilkendelsen af erhvervsevnetabserstatningen i henhold til S' midlertidige afgørelse måtte lægges til grund som det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte. Skæringstidspunktet mellem A's ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og hans ret til erstatning for mistet erhvervsevne skulle derfor fastsættes til den 10. august 2004, således at erstatningen for mistet erhvervsevne fra denne dato trådte i stedet for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Det forhold, at S efterfølgende ved den endelige afgørelse havde fundet, at A ikke havde noget krav på erstatning for tab af erhvervsevne efter den 4. juni 2009, kunne ikke føre til et andet resultat. (Dissens for at tage A's påstand til følge).[1] H.D. 18. november 2009 i sag 492/2007 (1. afd.) Dansk Metalarbejderforbund som mandatar for A (adv. Asger Tue Pedersen, Kbh.) mod Skoventreprenør Michael Henriksen A/S (adv. Christina Neugebauer, Kbh.). Østre Landsrets dom 24. oktober 2007 (2. afd.), B (Dorthe Wiisbye, Henrik Bitsch, Lisbeth Feldvoss (kst.)). Sagens genstand og parternes påstande I 2003 kom A til skade ved en arbejdsulykke. Senere traf Arbejdsskadestyrelsen midlertidig afgørelse om fastsættelse af erhvervsevnetabserstatning for A efter den dagældende arbejdsskadesikringslovs 31, stk. 4. Denne sag drejer sig om, for hvilken periode A har ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, jf. erstatningsansvarslovens 2. Sagsøgeren, A, har nedlagt påstand om, at Skoventreprenør Michael Henriksen A/S tilpligtes at betale ,06 kr. med tillæg af procesrente af 6.907,80 kr. fra den 12. juni 2005, af ,35 kr. fra den 25. juni 2005, af ,31 kr. fra den 16. april 2006 og af ,60 kr. fra den 9. august 2007, alt til betaling sker. Subsidiært har han nedlagt påstand om betaling af et mindre beløb med forrentning som anført. Sagsøgte, Skoventreprenør Michael Henriksen A/S, har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb. Under hovedforhandlingen har sagsøgte frafaldet en tidligere nedlagt påstand om frifindelse for tiden. Sagens omstændigheder Den 19. juni 2003 var A, som var ansat hos Skoventreprenør Michael Henriksen A/S, udsat for en arbejdsulykke, idet han fra 4 meters højde faldt ned fra en stige i forbindelse med et nedrivningsarbejde. Han pådrog sig omfattende skader i form af blandt andet kraniebrud og brud på ryg, ribben og kraveben, ligesom han mistede hørelse på venstre øre. Efter hospitalsindlæggelse var A gennem et længere genoptræningsforløb. Den 10. august 2004 påbegyndte han med bevilling fra Holbæk Kommune et forrevalideringsforløb med hf-undervisning i dansk, matematik og engelsk. Den 21. januar 2004 udarbejdede Holbæk Kommune en ressourceprofil for A vedrørende spørgsmål om hans mulighed for tilbagevenden til arbejdsmarkedet, og ressourceprofilen suppleredes i marts I tilknytning hertil udarbejdede Holbæk Kommune en jobplan vedrørende A. Det fremgår heraf, at målet er, at A i perioden fra den 29. marts 2005 til den 28. marts 2009 skal gennemføre en uddannelse som urmager med henblik på 437 ansættelse som urmager i forretning eller på et serviceværksted, eller eventuelt et arbejde som selvstændig. Ved brev af 18. marts 2005 fra Holbæk Kommune fik A meddelelse om, at den udarbejdede jobplan var godkendt med virkning fra den 29. marts 2005, og at der samtidig var bevilget ham kr. brutto pr. måned i revalideringsydelse. Den 16. november 2005 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om fastsættelse af A's varige men, som skønsmæssigt blev fastsat til 40 procent. I afgørelsen fra Arbejdsskadestyrelsen hedder det blandt andet:»afgørelse Vi vurderer, at Deres mén som følge af skaden er 40 procent. (Lov om sikring mod følger af arbejdsskade, 33) Kilder - speciallægeerklæring af 20. september 2004 fra Lene Christensen, speciallæge i intern medicin og neurologi - speciallægeerklæring af 4. januar 2005 fra Anne-Mette Havsager, speciallæge i neurologi - speciallægeerklæring af 7. februar 2005 fra Lene Bruhn Schmidt, neuropsykolog - audiologisk speciallægeerklæring af 20. maj Sagens oplysninger Det fremgår af de lægelige oplysninger, at De har multible følger efter fald fra stige fra ca. 4 meters højde, hvor De pådrog Dem intrakranielle blødninger/kvæstelser, kraniebrud, brud på venstre kraveben og på hvirvler i lænderegionen samt kvæstelse af venstre lunge og tinnitus. De har nu følger i form af svært nedsat hørelse på venstre øre og let øresusen, De har vanskeligheder ved at retningsbestemme lyde og bestemme hvor disse kommer fra. De har desuden følger efter kraniebrud - frontalt syndrom - med lette symptomer i form af problemer med langtidsplanlægning, De er mindre oplagt og der er let ændret adfærd med initiativløshed og desuden let ændret temperament og De har problemer med at fastholde koncentrationen. Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 1

2 Der er gener i form af delvis lammelse af ansigtsnerverne og nedsat smagssans. I starten var der lammelse af hele venstre side af ansigtet og øget tåreflåd på grund af dårlig funktion af øjenlågsmuskulaturen. Dette er nu bedret betydeligt gennem træning, men venstre mundvig kan fortsat ikke trækkes helt op. Der er som følge af kravebensbruddet kommet deformitet, og De har som følge af bruddet i ryggen nu smerter i lænden, hvis De sidder afslappet og ved længere tids gang, og hvis De bærer tungere byrder. Endelig er der følger efter ulykken i form af balancebesvær (ataksi og koordinationsforstyrrelser). Ved CT-scanning blev der påvist kontusionsblødninger i hjernevævet, betydeligt hjerneødem og begyndende massevirkning. Der blev desuden konstateret brud i basis af kraniet. Der er derudover ved de lægelige undersøgelser fundet svært nedsat hørelse og tinnitus som følge af kranietraumet. Der er vedrørende kravebensbruddet fundet normal bevægelighed men belastningssmerter. Der er vedrørende lænderyggen fundet god bevægelighed, men let ømhed ved berøring af torntappe i nedre del af lænden. Ligeledes den 16. november 2005 traf Arbejdsskadestyrelsen midlertidig afgørelse om A's tab af erhvervsevne, der blev fastsat til 35 procent. Arbejdsskadestyrelsen fastsatte erstatningen for erhvervsevnetabet som løbende, månedlige ydelser efter arbejdsskadesikringsloven. Ydelserne tilkendtes med virkning fra datoen den 10. august 2004, da A påbegyndte forrevalidering. Den månedlige ydelse udgjorde kr. pr. måned i perioden fra den 10. august 2004 til den 31. december 2005 og kr. pr. måned fra 1. januar Af afgørelsen fremgår blandt andet følgende:» Sagens oplysninger Vi har samtidig med denne afgørelse fremsendt afgørelse om varigt mén som vi har vurderet til skønsmæssigt 40 procent. Skaden har medført lettere frontalt syndrom med lettere karakterændring og begrænsninger i forhold til planlægning og strukturering. De har lettere balancebesvær og letter[e] følger efter kravebensbrud med smerter og uden objektive fund og brud i ryggen i form af smerter og let nedsat bevægelighed. De har endelig følger i form af næsten ophævet hørelse i venstre side, tinnitus og vanskeligheder ved at retningsbestemme lyde. Den 10. august 2004 påbegyndte De et forrevalideringsforløb på VUC og den 29. marts 2005 begyndte De et revalideringsforløb til urmager. De forventes færdigrevalideret den 28. marts Erstatning for tab af erhvervsevne Der gives erstatning for tab af erhvervsevne, hvis en arbejdsskade har nedsat evnen til at tjene penge ved arbejde med 15 procent eller derover. (Lovens 32, stk. 1 og 2). Vi kan først vurdere de fremtidige følger, når revalidering, omskoling eller uddannelse efter arbejdsskaden er færdig. Derfor træffer vi en midlertidig afgørelse om tab af erhvervsevne og vurderer Deres aktuelle tab. (Lovens 31, stk. 4) Vi vurderer blandt andet ud fra: Deres tidligere arbejde og indtægt før skaden - Deres alder, evner og uddannelse - Skadens art og omfang - Hvilke muligheder De har for at få et arbejde med skaden Begrundelse Forud for skaden havde De en årlig løn på kr. På grund af arbejdsskaden kan De ikke længere varetage Deres tidligere arbejde som medhjælper ved skovbrug og entrep[r]ise. De har derfor været nødt til at overgå til revalidering. Arbejdsskaden har medført væsentlige skånebehov i forhold til fysisk hårdt arbejde på grund af Deres ryg- og kraveben og Deres balancebesvær. Der er lettere skånebehov i forhold til arbejde der kræver planlægning og strukturering. Efter vores vurdering kan De derfor ikke varetage et arbejde til samme løn som før skaden. Vi har lagt vægt på, at De ville kunne tjene omkring kroner årligt, såfremt De havde fortsat i Deres arbejde uden skaden. Med skaden vil De aktuelt kunne tjene omkring kr. ved et ufaglært arbejde med passende skånehensyn herunder eventuelt nedsat arbejdstid. Vi har på dette grundlag vurderet, at De skønsmæssigt har et aktuelt erhvervsevnetab på 35 procent. Erstatningen skal løbe fra den 10. august 2004 hvor De påbegyndte Deres revalidering. Vi vurderer, at det fra dette tidspunkt var sikkert, at Deres erhvervsevne var nedsat. Ved brev af 18. september 2006 meddelte Arbejdsskadestyrelsen, at man anså A's tab af erhvervsevne for fortsat at være 35 procent. I afgørelsen er blandt andet anført følgende:» Vi traf den 16. november 2005 afgørelse om erhvervsevnetab i Deres sag og har nu undersøgt sagen igen. Vi vurderer, at Deres tab af erhvervsevne stadig er 35 procent. Det betyder, at den løbende ydelse fortsætter uændret. Sagens oplysninger Vi har lagt vægt på, at De er under uddannelse til urmager. De er bevilget revalidering på grund af skadens følger. De følger revalideringsplanen og forventes at være uddannet urmager i slutningen af marts Midlertidig afgørelse Vi kan først vurdere de fremtidige følger, når revalidering, omskoling eller uddannelse efter arbejdsskaden er færdig. Derfor træffer vi en midlertidig afgørelse om tab af erhvervsevne og vurderer Deres aktuelle tab. ( 31, stk. 4) Begrundelse Vi har lagt vægt på, at De fortsat er under revalidering. Deres aktuelle evne til at skaffe Dem samme indtægt som før skaden er begrænset og vi vurderer derfor at den løbende ydelse fortsat skal løbe. Skoventreprenør Michael Henriksen A/S' forsikringsselskab, Codan Forsikring A/S, har anerkendt at være erstatningspligtig i anledning af skaden. Den 28. november 2005 betalte forsikringsselskabet et erstatningsbeløb svarende til de kumulerede løbende månedlige ydelser ifølge Arbejdsskadestyrelsens afgørelse for perioden 10. august 2004 til og med november 2005, og herefter er der sket løbende, månedlige udbetalinger i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. A har endvidere modtaget erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden indtil den 10. august 2004 samt godtgørelse for svie og smerte mv. A's påstand vedrører erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for A for perioden fra den 10. august 2004 til den 31. august A har oplyst, at den omtrentlige forskel på hans samlede månedlige indtægt henholdsvis før ulykken og aktuelt udgør omkring kr. Skoventreprenør Michael Henriksen A/S har erklæret sig enig heri. Der er mellem parterne enighed om, at Arbejdsskadestyrelsen har haft fornødent grundlag for at træffe de afgørelser, som er truffet i forløbet, og disse afgørelser anfægtes ikke under sagen. Retssagen er anlagt den 4. august 2006 ved Retten i Holbæk og ved kendelse af 6. december 2006 henvist til Østre Landsret efter retsplejelovens dagældende 226, stk. 1, nr. 1. Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 2

3 Lovgrundlaget Erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, og 5, stk. 1-2, fik ved lov nr. 463 af 7. juni 2001 følgende ordlyd:» 2. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen. Må det antages, at skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab, ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, jf. 5-8 og 10 samt 31 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. 5. Har en personskade medført varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, tilkommer der skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne. Stk. 2. Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, 439 uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende.«før lovændringen skulle erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes»indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen eller skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær«. Lovens 10, stk. 1, om forelæggelse for Arbejdsskadestyrelsen fik følgende ordlyd:»såvel skadelidte som skadevolder kan indhente en udtalelse om spørgsmålet om fastsættelsen af méngraden og erhvervsevnetabsprocenten fra Arbejdsskadestyrelsen, jf. lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Udtalelsen skal så vidt muligt afgives inden 1 år og senest 2 år efter fremsættelsen af anmodningen om en udtalelse. Hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret, kan Arbejdsskadestyrelsen, når der foreligger særlige omstændigheder, afgive en midlertidig udtalelse. I så fald skal det af udtalelsen fremgå, at den er midlertidig.«om baggrunden for lovændringen er blandt andet anført følgende i lovforslagets bemærkninger, jf. Folketingstidende , tillæg A, side 3512f.:» Afgrænsningen af, hvor længe der kan ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste Ud over, at det i nogle tilfælde kan volde problemer at fastsætte stationærtidspunktet, har der navnlig været rejst kritik af anvendelsen af stationærtidspunktet som skillelinie mellem de midlertidige og de varige ydelser efter erstatningsansvarsloven. Udgangspunktet er, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra stationærtidspunktet afløses af erstatning for tab af erhvervsevne, hvis der er lidt et varigt erhvervsevnetab, men det har vist sig, at der i praksis kan opstå»huller«i dækningen, hvor skadelidte kan lide et betydeligt indtægtstab, som ikke erstattes på grund af reglen om, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kun ydes frem til stationærtidspunktet. Det drejer sig bl.a. om tilfælde, hvor skadelidte afslutter en vellykket revalidering eller omskoling efter stationærtidspunktet. Ofte vil den skadelidte have et indtægtstab under revalideringen, indtil skadelidte bliver ansat i et andet job. Da indtægtstab efter stationærtidspunktet ikke kan erstattes som tabt arbejdsfortjeneste, hvis skaden har medført en varig nedsættelse af erhvervsevnen, og da indtægtstabet efter praksis heller ikke erstattes som»andet tab«efter 1, stk. 1, kan dette indtægtstab ikke kræves dækket. Har den skadelidte efter revalideringen et erhvervsevnetab på under 15 procent, kan der endda slet ikke kræves nogen erstatning for erhvervsevnetab, jf. lovens 5, stk. 3. Som eksempel kan nævnes, at en håndværker ved en ulykke mister»arbejdsarmen«. Her vil helbredstilstanden ofte være stationær umiddelbart efter skaden, og der kan derfor ikke ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste under revalidering. Tilsvarende problemer opstår ved de såkaldte piskesmældskader, hvor helbredstilstanden ligeledes ofte er stationær meget tidligt. Arbejdsgruppen foreslår på den anførte baggrund, at stationærbegrebet helt udgår som afgrænsning af, hvor længe der kan ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. 2 foreslås ændret således, at der ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil det er muligt midlertidigt eller varigt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Det foreslås i sammenhæng hermed at ændre lovens 5, således at endelig fastlæggelse af erhvervsevnetabet må afvente eventuel revalidering og omskoling. Som en følge heraf foreslår arbejdsgruppen tillige at ændre lovens 10 således, at sagens parter i særlige tilfælde skal kunne anmode Arbejdsskadestyrelsen om midlertidige udtalelser om fastsættelsen af erhvervsevnetabet, hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret. Styrelsen afgiver i dag tilsvarende udtalelser efter arbejdsskadesikringsloven. Det sidstnævnte forslag indebærer, at der kan fastsættes en foreløbig erhvervsevnetabserstatning, når der foreligger en midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen. Arbejdsgruppen foreslår, at Arbejdsskadestyrelsens udtalelser om méngrad og erhvervsevnetabsprocent skal afgives så vidt muligt inden 1 år og senest 2 år efter, at styrelsen er blevet anmodet om udtalelsen. Det svarer til reglerne i arbejdsskadesikringsloven, En foreløbig erhvervsevnetabserstatning skal anses for at være en à conto-udbetaling af den endelige erstatning og ikke en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller andet midlertidigt tab. Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke skal ophøre, hvis Arbejdsskadestyrelsens midlertidige udtalelse fastsætter erhvervsevnetabsprocenten til under 15, således at der ikke udløses en erhvervsevnetabserstatning. I givet fald ville der fortsat kunne opstå et»hul«mellem erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste og en senere erhvervsevnetabserstatning. Arbejdsgruppen anfører, at det vil kunne forekomme, at der på grundlag af en midlertidig udtalelse ydes en foreløbig erhvervsevnetabserstatning, selv om det senere viser sig, at der rent faktisk ikke lides et varigt erhvervsevnetab, som kan danne grundlag for erhvervsevnetabserstatning. Arbejdsgruppen foreslår, at sådanne beløb ikke skal kunne kræves tilbagebetalt, men peger på, at oplysninger om Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandlingstider viser, at langt de fleste sager om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven er endeligt afgjort inden for 2 år. Problemet vil på den baggrund formentlig kun blive aktuelt i ganske få sager. I praksis vil der således normalt blive ydet erstatning for 440 tabt arbejdsfortjeneste, indtil det er muligt varigt at skønne over skadelidtes erhvervsevne. Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens overvejelser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, Det kan tilføjes, at Arbejdsskadestyrelsen efter forslaget kun bør fastsætte en midlertidig erhvervsevnetabsprocent, hvis der er en begrundet formodning om, at skadelidte rent faktisk vil lide et varigt erhvervsevnetab. Lovforslaget indebærer, at det vil blive den praktiske hovedregel, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste normalt højst udbetales i ca. 2 år (afhængigt af, hvor lang tid der går, før Arbejdsskadestyrelsen anmodes om en udtalelse), hvorefter der - hvis der må antages at være lidt et varigt erhvervsevnetab - ydes en foreløbig eller varig erhvervsevnetabserstatning. Om fastsættelse af erhvervsevnetabet fremgår blandt andet følgende af lovforslaget (a.s., side 3514f.):» Fastsættelse af erhvervsevnetabet Erhvervsevnetabserstatning kan ydes, hvis en personskade medfører en varig nedsættelse af den skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, jf. lovens 5, stk. 1. Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 3

4 Som nævnt ovenfor er erstatningsansvarsloven opbygget således, at en skadelidt med varige skader som udgangspunkt får erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil stationærtidspunktet, hvorefter der udmåles en erhvervsevnetabserstatning. Det medicinske stationærtidspunkt har ikke betydning for erhvervsevnetabet, som er et rent økonomisk kriterium, men loven er udformet således, at parterne efter stationærtidspunktet hver især kan kræve, at der fastsættes en erhvervsevnetabsprocent. Når beregningen af erhvervsevnetabet tidsmæssigt er knyttet til stationærtidspunktet, skyldes det ønsket om at undgå, at erstatningssager trækker unødigt i langdrag. Erhvervsevnetabsprocenten udtrykker størrelsen af den indtægtsnedgang, som den skadelidte må forventes at ville få som følge af skaden. Det skal således vurderes, hvad den skadelidte må antages at ville have tjent, hvis skaden ikke var sket, og dette skal sammenholdes med en vurdering af, hvad den skadelidte må antages at ville komme til at tjene med skaden. Der skal således opstilles prognoser over skadelidtes individuelle livsforløb med og uden skaden. I vurderingen heraf indgår der en række faktorer, som er behæftet med større eller mindre usikkerhed, Efter lovens 5, stk. 2, skal der ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende. Skadelidte har med andre ord en vis tabsbegrænsningspligt, men vurderingen skal foretages på stationærtidspunktet, hvor eventuel revalidering mv. ofte ikke er afsluttet endnu. Der kan kun tages hensyn til en foreliggende mulighed for revalidering, hvis det må anses for sikkert, at revalideringen lykkes. Herved adskiller bedømmelsen efter erstatningsansvarsloven sig fra bedømmelsen efter arbejdsskadesikringsloven. Arbejdsgruppen foreslår som ovenfor nævnt, at fastsættelsen af erhvervsevnetabet ikke længere skal ske på stationærtidspunktet, men på det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at vurdere skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Det foreslås i sammenhæng hermed, at der ligesom efter arbejdsskadesikringsloven skal tages hensyn til revalideringsmulighederne mv. Justitsministeriet er enig i, at der ved fastsættelse af erhvervsevnetabet bør tages hensyn til mulighederne for revalidering, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. I de specielle bemærkninger til bestemmelsen i 2, stk. 1, anførtes (a. s., side 3526f.) blandt andet:»bestemmelsen i 2. pkt. drejer sig om tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om erstatning for varigt erhvervsevnetab. Hvis der lides et varigt erhvervsevnetab, skal der ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af lovens 10..., hvorefter Arbejdsskadestyrelsen skal afgive en udtalelse om erhvervsevnetabsprocenten så vidt muligt inden 1 år og senest 2 år efter fremsættelsen af anmodning herom. Udtalelsen kan være midlertidig, hvis den erhvervsmæssige situation under særlige omstændigheder ikke er afklaret. Dette svarer til retsstillingen efter arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 1 og 4. Om de tilfælde, hvor det kan blive aktuelt, at der afgives en midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, henvises til bemærkningerne nedenfor til lovforslagets 1, nr. 4 (ændring af lovens 5). Foreligger der en midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, ophører retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Der kan imidlertid fra dette tidspunkt kræves en foreløbig erstatning for erhvervsevnetab på baggrund af den midlertidige udtalelse, jf. den foreslåede 16, stk. 1, 2. pkt. For at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, er det således efter bestemmelsen en betingelse, at det må antages, at den skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab, og det forudsættes, at der skal være lidt et erhvervsevnetab, som kan danne grundlag for en erstatningsudbetaling til den skadelidte. Retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste bortfalder således ikke, hvis Arbejdsskadestyrelsens midlertidige udtalelse 441 er en»nul-afgørelse«(dvs. en afgørelse om, at erhvervsevnetabet er mindre end 15 procent og dermed ikke berettiger til erhvervsevnetabserstatning). Ellers ville der kunne opstå et økonomisk»hul«mellem erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og en senere erhvervsevnetabserstatning, hvis det viser sig, at erhvervsevnetabet alligevel er på 15 procent eller mere. I de såkaldte differencesager, hvor skaden både er omfattet af arbejdsskadesikringsloven og af erstatningsansvarsloven, og hvor skadelidte kræver et overskydende beløb efter erstatningsansvarsloven, kan skadelidte i medfør af arbejdsskadesikringslovens 59, 2. pkt., først kræve det overskydende beløb betalt, når arbejdsskadesagen er afsluttet. Det foreslås derfor, at den skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste også skal ophøre, når der træffes afgørelse om erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringslovens 31, idet en afgørelse efter denne bestemmelse har betydning for, hvor længe der eventuelt kan kræves tabt arbejdsfortjeneste som et differencekrav. I de specielle bemærkninger til bestemmelserne i 5, stk. 1-2, anførtes blandt andet (a.s., side 3528):» Det foreslås, at stationærbegrebet udgår af bestemmelsen, jf. stk. 1. Fastsættelse af erhvervsevnetabet skal i stedet ske på det tidspunkt, hvor det er muligt at skønne over skadelidtes erhvervsevne, jf. den foreslåede formulering af 16, stk. 1 Som følge heraf foreslås det i stk. 2, at der ved fastsættelse af erhvervsevnetabet skal tages hensyn til mulighederne for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende. Skal skadelidte gennemføre en revalidering, må den endelige fastsættelse af erhvervsevnetabet således afvente revalideringens resultat. Den foreslåede bestemmelse har den væsentlige betydning, at erhvervsevnetabsprocenten efter erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven som udgangspunkt bliver ens. Er der i differencesager ved afgørelsen af arbejdsskadesagen fastsat en erhvervsevnetabsprocent, vil denne således - medmindre forholdene har ændret sig væsentligt - normalt kunne lægges til grund også ved vurderingen af erhvervsevnetabet efter erstatningsansvarsloven. Forskelle vil formentlig alene kunne forekomme, hvis der på grund af arbejdsskadesikringslovens regler om, at alene de direkte følger af arbejdsskaden dækkes, anlægges en forskellig vurdering af betydningen af forudbestående lidelser.«i de specielle bemærkninger til bestemmelserne i 10 anførtes (a.s., side 3530) blandt andet:»de foreslåede regler i lovens 10, stk. 1, 2. og 3. pkt., indebærer, at Arbejdsskadestyrelsen som noget nyt vil kunne anmodes om at afgive en midlertidig udtalelse om erhvervsevnetabet. Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om at åbne mulighed for, at der kan kræves en foreløbig erhvervsevnetabserstatning, jf. lovforslagets 1, nr. 2 og 4 (ændring af lovens 2 og 5). De foreslåede nye regler svarer til arbejdsskadesikringsloven 31, stk. 1 og 4. Det forudsættes, at bestemmelsen anvendes på samme måde som reglerne i arbejdsskadesikringsloven for så vidt angår spørgsmålet om, hvornår der er grundlag for en midlertidig vurdering af erhvervsevnetabet. En midlertidig erhvervsevnetabsprocent er ikke udtryk for den skadelidtes erhvervsevnetab bedømt ud fra den pågældendes erhvervsmuligheder på tidspunktet for den midlertidige fastsættelse. Den midlerti- Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 4

5 dige erhvervsevnetabsprocent skal i stedet udtrykke den skønnede varige indtægtsnedgang for skadelidte. Står den skadelidte f.eks. foran at gennemføre en revalidering, der ventes at medføre, at den pågældende kan opretholde sin hidtidige indtægt, kan den skadelidte ikke forventes at ville lide et varigt erhvervsevnetab, og der kan dermed ikke ydes en foreløbig erhvervsevnetabserstatning. Et eventuelt indtægtstab under revalideringen vil i stedet kunne erstattes som tabt arbejdsfortjeneste. Hvis den skadelidte derimod kun forventes at kunne opnå 75 procent af sin hidtidige indtægt efter revalideringen, fastsættes den midlertidige erhvervsevnetabsprocent til 25. Den dagældende regel i arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 1 og 4, havde følgende ordlyd:» 31. Når der efter sygebehandling, optræning eller revalidering er grundlag for at skønne over skadelidtes fremtidige helbredstilstand og erhvervsmuligheder, afgør Arbejdsskadestyrelsen, om der tilkommer skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt men. Afgørelsen skal så vidt muligt træffes inden 1 år og senest inden 2 år efter arbejdsskadens anmeldelse. Stk. 2. Stk. 3. Stk. 4. Hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret, kan Arbejdsskadestyrelsen, når der foreligger særlige omstændigheder, træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab.«i de specielle bemærkninger til denne bestemmelse anførtes (Folketingstidende , tillæg A, side 4581) blandt andet:»ved forslaget kodificeres Arbejdsskadestyrelsens praksis, der udspringer fra 1978-lovens ikrafttrædelse, og som efterfølgende har været anvendt i stigende omfang. Der kan efter denne praksis træffes midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab, når der foreligger særlige omstændigheder. Dette er tilfældet, når 442 skadelidte er under revalidering, omskoling eller uddannelse m.v., på grund af følgerne af en anerkendt arbejdsskade. Af betænkning nr. 792/77, der indgår i forarbejderne til 1978-loven, fremgår, at»endelig erstatning bør i mange tilfælde ikke tilkendes, før en passende og realistisk revalidering er gennemført eller forsøgt. Sikringsstyrelsen (nu Arbejdsskadestyrelsen) må dog tilrettelægge sin sagsbehandling således, at skadelidte ikke kommer til at vente urimeligt længe på sin erstatning, men samtidig indarbejde en revisionspraksis således, at den endelige erstatningsudmåling kommer til at svare til skadelidtes faktiske tab I almindelighed kan afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne først træffes, når der efter revalidering, optræning eller sygebehandling er grundlag for at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsmuligheder, jf. lovens 31, stk. 1. Samtidig skal afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne træffes snarest muligt og senest inden 2 år fra skadens anmeldelse, jf. 31, stk. 1, 2. pkt. Tidsfristen på de 2 år kan betyde, at der endnu ikke er et tilstrækkeligt grundlag for»den endelige erstatningsudmåling«, således at der inden for tidsfristen alene er grundlag for afgørelse om»midlertidig erstatningsudmåling«, der forudsætter: (1) der kan foretages et rimeligt skøn over skadelidtes fremtidige indtjeningsmuligheder, og (2) der er tale om et utvivlsomt konstateret erhvervsevnetab. Under behandlingen af lovforslaget om ændring af erstatningsansvarsloven stillede Folketingets Retsudvalg en række spørgsmål til justitsministeren. Udvalgets spørgsmål 19 lød således:»ministeren bedes på en overskuelig måde illustrere sammenhængen mellem de foreslåede ændringer af erstatningsansvarslovens 2, 5 og 10. På hvilket tidspunkt i en skadessag går de hver især»i gang«og indtil hvornår? Hvornår overlapper bestemmelserne hinanden og med hvilken betydning? Hvor er der risiko for, at der opstår»huller«, og hvorledes tages der højde for det?«i besvarelsen hed det blandt andet:» Hvis Arbejdsskadestyrelsen ikke inden for 2 år endeligt kan skønne over skadelidtes erhvervsevne, kan styrelsen som nævnt i særlige tilfælde afgive en midlertidig udtalelse om erhvervsevnetabet, jf. forslaget til lovens 10, stk. 1, 3. pkt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den skadelidte skal gennemføre et længerevarende revalideringsforløb, hvor den endelige fastsættelse af erhvervsevnetabet efter lovforslaget skal afvente udfaldet af revalideringen, Retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører også, når der foreligger en sådan midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, jf. lovforslaget til lovens 2, stk. 1, 2. pkt. Der kan imidlertid fra dette tidspunkt i stedet kræves en foreløbig erstatning for erhvervsevnetab på baggrund af den midlertidige udtalelse, jf. forslaget til lovens 16, stk. 1, 2. pkt. Som det fremgår af det, der er anført ovenfor, er der sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste (lovens 2) bortfalder, og det tidspunkt, hvor der i stedet kan kræves erstatning for tab af erhvervsevne i form af en foreløbig eller endelig erstatning (lovens 5). Der er således ingen»overlapning«mellem de to erstatningsposter. Der vil heller ikke opstå»huller«mellem de to erstatningsposter. Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets 1, nr. 2, bortfalder retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste nemlig kun, hvis det må antages, at den skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab på mindst 15 procent, således at der er grundlag for at udbetale en erhvervsevnetabserstatning, jf. lovens 5, stk. 3. I et supplerende høringssvar til lovforslaget anførte PTU (Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede) blandt andet:» 2. Ad 2, stk. 1 Det er meget vigtigt, at det fastholdes, at en midlertidig fastsættelse af erhvervsevnetabet bliver en undtagelse. Risikoen ved denne regel er, at forsikringsselskaberne fremprovokerer midlertidige afgørelser og dermed får henvist de skadelidte til at leve af deres kapitalerstatning, inden revalideringsmulighederne er endelig afklaret. Hvis revalidering og uddannelse lykkes og fører til arbejde på det ordinære arbejdsmarked, er det jo også en fordel for forsikringsselskabet, fordi erhvervsevnetabserstatningen reduceres i præcis det omfang revalideringen lykkes. Når skadelidte og forsikringsselskabet således har fælles interesse i at opnå gevinsten af en revalidering, er det ikke rimeligt, at den ene part, forsikringsselskabet, kan spille gratis med på lotteri sedlen og skubbe risikoen for revalideringens fiasko over på skadelidte ved at fremkalde en midlertidig afgørelse. Derfor foreslog PTU, at skadelidte skal kunne modsætte sig, at der træffes en midlertidig afgørelse, i hvert fald, hvis der stadig pågår revalidering, uddannelse eller lign. I et spørgsmål (nr. 25) fra Folketingets Retsudvalg blev justitsministeren under lovforslagets behandling anmodet om at kommentere PTU's bemærkninger. I svaret fra ministeren hed det blandt andet:» Justitsministeriet er enig i, at der kun undtagelsesvis bør fastsættes en midlertidig erhvervsevnetabserstatning. Som det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger pkt , forventes de fleste sager om erstatning for tab af erhvervsevne at kunne vurderes endeligt inden for de 2 år, som er fristen for, hvornår Arbejdsskadestyrelsen skal afgive Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 5

6 en udtalelse om erhvervsevnetabet, jf. forslaget til lovens 10, stk. 1, I praksis vil der således normalt blive ydet erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter lovens 2, indtil det er muligt at fastsætte en endelig erhvervsevnetabserstatning. Som anført i lovforslagets bemærkninger, bør Arbejdsskadestyrelsen kun fastsætte en midlertidig erhvervsevnetabsprocent, hvis der er begrundet formodning om, at den skadelidte rent faktisk vil lide et varigt erhvervsevnetab. Den midlertidige erhvervsevnetabserstatning skal således fastsættes på grundlag af den skønnede varige indtægtsnedgang for den skadelidte og ikke på grundlag af skadelidtes erhvervsevnetab bedømt ud fra hans eller hendes erhvervsmæssige situation på tidspunktet for den midlertidige fastsættelse. Det fremgår endvidere af forslaget til lovens 10, stk. 1, 3. pkt., at spørgsmålet om en midlertidig udtalelse kun bliver aktuelt, hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret inden for 2 år, og der foreligger særlige omstændigheder. Afgivelse af en midlertidig udtalelse må således i almindelighed forudsætte, at der er udsigt til, at den skadelidtes erhvervsmæssige situation vil blive endeligt afklaret inden for en kortere årrække, f.eks. efter en revalidering mv. Efter Justitsministeriets opfattelse bør det fastholdes, at Arbejdsskadestyrelsen under de anførte betingelser skal afgive en - midlertidig eller endelig - udtalelse om erhvervsevnetabet inden 2 år. Denne del af forslaget skal bl.a. ses i sammenhæng med forslaget om at forlænge den periode, hvor skadelidte kan få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, således at retten hertil først ophører, når der (midlertidigt eller endeligt) kan skønnes over skadelidtes varige erhvervsevnetab. Reglen om, at begge parter kan kræve en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen inden for en frist på 2 år, tager på den ene side sigte på at sikre, at der så vidt muligt bliver truffet materielt rigtige afgørelser om erhvervsevnetabet første gang, og tager på den anden side sigte på at undgå, at der kan være en økonomisk interesse i, at gennemførelsen af et revalideringsforløb trækker ud. Forklaringer Sagsøgeren, A, har forklaret, at han var udsat for en faldulykke, da han i forbindelse med et nedrivning af et kølehus på en frugtplantage faldt ned fra en stige fra 4 meters højde. Faldet påførte ham blandt andet 3 kraniebrud, brud i nakke, lænd og kraveben, lammelser i ansigtet, og han mistede hørelse på venstre øre. Han lå i koma i 14 dage. Han er kommet sig godt efter ulykken; dog har han fortsat blandt andet smerter i nakken og i lænden og problemer med balancen, og han har fortsat ingen hørelse på venstre øre. Revalideringsforløbet går godt. Der er skiftevis skole- og praktikophold. Undervisningen på skolen er praktisk anlagt, så der er mulighed for skiftende arbejdsstillinger. Han er i praktik hos på - - -vej. I praktikperioderne arbejder han på fuld tid med vekslende arbejdsopgaver. Han har ikke haft sygedage, der har relateret sig til sygeforløbet efter ulykken. Det er hans intention at fuldføre revalideringsforløbet. I så fald er han færdiguddannet som urmager i Uddannelsen vil give ham mulighed for at tage arbejde som ansat hos en urmager, etablere selvstændig virksomhed eller tage arbejde inden for beslægtede områder. Der er ikke ledighed inden for urmagerfaget. Grundløn for en førsteårssvend er kr. pr. måned. Så vidt han ved, betyder den store efterspørgsel på urmagere, at man typisk kan opnå en månedsløn på kr. Parternes anbringender Sagsøgeren, A, har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 10. august 2007, hvori følgende anbringender er anført:»til støtte for den [] nedlagte påstand gøres det gældende, at sagsøger er berettiget til erstatning efter erstatningsansvarslovens 2 for tabt arbejdsfortjeneste, herunder feriepenge og søgne-helligdagsbetaling, principalt i hvert fald frem til domsforhandlingstidspunktet (af praktiske årsager er kravet opgjort indtil 31. august 2007), idet der ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for at antage, at sagsøger vil lide et varigt erhvervsevnetab, og idet der under alle omstændigheder hverken foreligger endelig afgørelse eller er sket udbetaling af endelig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven, eller er sket udbetaling af midlertidig eller endelig erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven, subsidiært til den 28. november 2005, på hvilket tidspunkt den første faktiske udbetaling af midlertidig erstatning for erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven fandt sted, mere subsidiært indtil den 16. november 2005, svarende til datoen for Arbejdsskadestyrelsens første afgørelse om midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven, og at sagsøger derfor er berettiget til erstatning fra sagsøgte principalt som påstævnet, subsidiært et af landsretten fastsat lavere beløb end påstævnet. I tilknytning hertil bemærker sagsøger følgende: 444 Erstatningsansvarslovens 2, der vedrører spørgsmålet om for hvilken periode, der ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indeholder en sondring imellem tilfælde, hvor skadelidte kan begynde at arbejde igen - underforstået i væsentligt samme omfang som tidligere - og tilfælde hvor det må antages, at skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab. I sidstnævnte tilfælde gøres afgrænsningen af erstatningsperioden for tabt arbejdsfortjeneste afhængigt af spørgsmålet om skadelidtes erhvervsevnetab. Det er sagsøgers opfattelse, at erstatningsansvarslovens 2 må forstås således, at der i tilfælde af, at der ikke er grundlag for at antage at være lidt et varigt erhvervsevnetab, skal ydes erstatning indtil skadelidte genoptager arbejdet i væsentligt samme omfang som tidligere, hvilket efter gældende praksis vil sige frem til en gennemført revalidering, der har resulteret i, at der ikke er et varigt erhvervsevnetab, er afsluttet. I tilfælde af, at det må antages, at skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab, er det sagsøgers opfattelse, at erstatningsansvarslovens 2 må forstås således, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skal ydes, indtil der er grundlag for og rent faktisk sker udbetaling af midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven eller, hvor der ikke sker sådan udbetaling, indtil der sker udbetaling af endelig erhvervsevnetabserstatning efter enten arbejdsskadesikringsloven eller erstatningsansvarsloven. I overensstemmelse hermed bemærker sagsøger, at sagsøgte ikke har godtgjort, at det må antages, at sagsøger har lidt eller vil lide et varigt erhvervsevnetab, at afgørelse om eller udbetaling af midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven derfor ikke afbryder sagsøgers krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, at sådant krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, selv hvis det måtte antages, at der forelå eller vil foreligge et varigt erhvervsevnetab, ikke afbrydes alene af en afgørelse om og udbetaling af midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven, at der er forskel på vurderingen af midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven, selvom det ved vedtagelsen af lov nr. 463 af 7. juni 2001, der blandt andet førte til den nu gældende udformning af erstatningsansvarslovens 2, netop var forudsat, at midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven skulle fastsættes på samme grundlag, at det var hensigten med den således gennemførte ændring af erstatningsansvarsloven at sikre, at midlertidig erhvervsevnetabserstatning alene kunne og skulle udbetales, hvis der forelå en begrundet formodning om, at der ville blive lidt et varigt erhvervsevnetab, og dermed Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 6

7 alene kunne afbryde det løbende krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis dette var tilfældet, og at erstatningsansvarsloven som udgangspunkt har til hensigt at lade den ansvarlige skadevolder bære risikoen for denne formodnings rigtighed ved at fastslå, at midlertidig erhvervsevnetabserstatning skal udbetales som et kapitalbeløb, der efter 16, stk. 3, ikke senere kan kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre erstatningsposter. For det tilfælde, at landsretten måtte finde, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om midlertidig erhvervsevnetabserstatning er relevant for afgrænsningen af den periode, for hvilken sagsøger er berettiget til at modtage erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, er det sagsøgers overordnede synspunkt, at det afgørende i den forbindelse er det faktiske udbetalingstidspunkt, hvor der sker den første udbetaling af midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven, subsidiært det tidspunkt, hvor selve afgørelsen om midlertidig erhvervsevnetabserstatning træffes. I tilknytning til dette bemærker sagsøger, at erstatningsansvarsloven, som den var gældende for så vidt angår personskader, der indtrådte før 1. juli 2002, og således inden ændringerne ved lov nr. 463 af 7. juni 2001 blev gennemført, i de alvorligste skadetilfælde, hvor den skadelidte var berettiget til såvel erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som erhvervsevnetabserstatning, var indrettet således, at der som regel - og i tilfælde, der tillige var omfattet af arbejdsskadesikringsloven i praksis altid - ville opstå en periode, hvor den skadelidte ikke faktisk fik nogen erstatning overhovedet, nemlig i tiden fra erstatning for tabt arbejdsfortjenestes ophør, hvilket skete, når den skadelidtes tilstand var stationær, og indtil erstatning for erhvervsevnetab på et senere tidspunkt blev udbetalt, at det derfor var et hovedelement i kommissoriet til den af Justitsministeriet nedsatte arbejdsgruppe, der har afgivet Betænkning nr. 1383/2000 om revision af erstatningsansvarsloven m.v. (»Betænkning IV«), som ligger til grund for ændringen af loven, at opstille mulige regler, der kunne eliminere dette erstatningsvakuum, at 2, stk. 1, i den nu gældende erstatningsansvarslov skal fortolkes i overensstemmelse hermed, at sagsøger derfor har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste m.v. indtil den 28. november 2005, da den faktiske udbetaling af erstatning for midlertidigt erhvervsevnetab blev påbegyndt, idet det nævnte erstatningsvakuum kun derved bliver elimineret og, at sagsøger under alle omstændigheder har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste m.v., indtil Arbejdsskadestyrelsen den 16. november 2005 traf 445 afgørelse om midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Generelt skal sagsøger for det tilfælde, at der måtte opstå tvivl om, hvorvidt sagsøger vil blive overkompenseret ved at få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for tiden efter 10. august 2004, bemærke, at de løbende ydelser for erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven, som sagen foreligger nu, indgår og fremtidigt vil indgå i opgørelsen af sagsøgers krav på tabt arbejdsfortjeneste, hvorfor der under ingen omstændigheder sker overkompensation. Som nævnt drejer A's påstand sig om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 10. august 2004 til den 31. august A har anført, han har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste også for perioden efter august 2007, men at dette krav endnu ikke kan gøres op. Han kan også have andre fremtidige krav, herunder differencekrav vedrørende erstatning for erhvervsevnetab, afhængig af fremtidige afgørelser efter arbejdsskadesikringsloven. Parterne har imidlertid indgået en procesaftale, der beskytter A mod indsigelse om ulovlig udstykning af sådanne yderligere krav, som A måtte rejse. Sagsøgte, Skoventreprenør Michael Henriksen A/S, har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 8. august 2007, hvori følgende er anført:» gøres det gældende, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvor der er udsigt til et tab af erhvervsevne ydes indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, jf. 5-7 og 10 samt 31 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade at det herefter af EAL 2 følger, at sagsøger har krav på tabt arbejdsfortjeneste, indtil der træffes en positiv afgørelse vedrørende tab af erhvervsevne første gang i arbejdsskadesagen, at det ikke af EAL 2 eller forarbejderne til bestemmelse[n] fremgår, at det alene er en endelig positiv ([erhvervsevnetab] på 15 % eller derover) ASL-afgørelse, der medfører ophør af retten til tabt arbejdsfortjeneste, at det ikke af EAL 2 fremgår, at det er ASL-afgørelsens datering frem for afgørelsens virkningstidspunkt, der danner skillelinje for periodiseringen af tabt arbejdsfortjeneste, at det når EAL 2 sammenholdes med ASL 17, herunder 17, stk. 7, må anses for bedst stemmende med intentionerne bag EAL 2, at det er virkningstidspunktet og ikke det tilfælde / vilkårlige tidspunkt for ASL-afgørelsen, der danner skillelinje og dermed ophørstidspunkt for tabt arbejdsfortjeneste, at det tidspunkt pr. hvilket det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, ikke nødvendigvis er sammenfaldende med det tidspunkt, hvor Arbejdsskadestyrelsen de facto udtaler sig, at al erfaring fra såvel ASL-afgørelserne som EAL-vurderingerne tilsiger, at det ikke er muligt at træffe afgørelse endsige udtale sig, straks de sidste relevante oplysninger måtte foreligge / være tilgået Arbejdsskadestyrelsen, at det faktisk i langt de fleste tilfælde vil gælde, at ASL-afgørelsen - fra Arbejdsskadestyrelsen - vil fremkomme endog længe efter det tidspunkt, hvor det havde været muligt at foretage bedømmelsen (under optimale forhold, altså når alle relevante oplysninger forelå og virkningen indtrådte / var indtrådt) af, om der var en begrundet formodning om, at den skadelidte rent faktisk ville lide et varigt erhvervsevnetab, at følger man sagsøgers synspunkt, hvorefter det er datoen for Arbejdsskadestyrelsens endelige afgørelse i ASL-sagen der danner skillelinje, vil det føre til, at periodiseringen af tabt arbejdsfortjeneste vil bero på ren vilkårlighed, idet det herefter bliver afgørende, hvornår sagen er anmeldt, hvornår og hvordan sagen behandles m.m., at dette vil føre til en - uhensigtsmæssig - forskelsbehandling af de skadelidte, der ikke ses belæg for skulle være en af lovgiver ønsket konsekvens af lovændringen, ligesom en sådan retstilstand må formodes at føre til omgåelse, idet de skadelidte vil have en interesse i at trække sagerne i langdrag, at sagsøger herefter alene har krav på tabt arbejdsfortjeneste frem til virkningstidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens første positive afgørelse vedrørende tab af erhvervsevne, at det gælder uanset, der er tale om en midlertidig afgørelse, at sagsøgtes ansvarsforsikringsselskab ikke kan [binde] endsige har bundet sagsøgte til at betale tabt arbejdsfortjeneste frem til datoen for Arbejdsskadestyrelsens [afgørelse]. Det gøres gældende, at det af ordlyden og forarbejderne til EAL 2 netop fremgår, at den omstændighed at Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen som led i behandling af sagsøgers arbejdsskadesag, træffer positiv afgørelse vedrørende tab af erhvervsevne, er tilstrækkelig til at afskære retten til yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 7

8 at sagsøger ikke oplever et tidsmæssigt/dækningsmæssigt hul, idet retten til tabt arbejdsfortjeneste er afløst af løbende ydelser under arbejdsskadesikringsloven i kombination med revalideringsydelse, 446 at sagsøger således udelukkende har været udsat for likviditetsmæssige forskydninger som følge af Arbejdsskadestyrelsens modsigende afgørelser, at den omstændighed, at den løbende ydelse og revalideringsydelsen tilsammen måtte udgøre et mindre beløb end det sagsøger oppebar forud for tilskadekomsten, ikke kan føre til noget andet resultat, og at sagsøger og ikke sagsøgte bærer risikoen for likviditetsmæssige forskydninger, da der ikke i EAL 2 ses at være hjemmel til at forlænge perioden med tabt arbejdsfortjeneste ud over virkningstidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens første positive afgørelse vedrørende tab af erhvervsevne. Det gøres gældende, at sagsøger, jf. EAL 2, kun har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til det tidspunkt, hvor det var muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over hans tab af erhvervsevne, jf. EAL 2, at EAL og ASL ikke alene hjemler Arbejdsskadestyrelsen og følgelig Ankestyrelsen enekompetence til at foretage en vurdering heraf, at det er uden betydning for periodiseringen, hvornår ASL-sagen måtte blive endeligt afgjort at sagsøger bærer risikoen for, at Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen ikke træffer rettidig eller rigtig afgørelse i henhold til ASL, at det ikke er muligt med det i sagens akter eksisterende materiale at bedømme sagsøgers tab af erhvervsevne og dermed, om der er krav på tabt arbejdsfortjeneste og i bekræftende fald da for hvilken periode, der er et sådant krav, at bedømmelsen sker retrospektivt, og sagsøger derfor må afvente udviklingen i ASL-sagen, at der i ASL-sagen kan træffes forskudsafgørelser, at der i ASL-sagen også for så vidt angår det endelige tab kan træffes afgørelser med tilbagevirkende kraft, og at den omstændighed, at Arbejdsskadestyrelsen først meget [sent] og for sent træffer afgørelse som følge af Arbejdsskadestyrelsens lange sagsbehandlingstid, ikke kan føre til noget andet resultat. Det gøres gældende, at det af ordlyden af EAL 2 fremgår, at selve retten til tabt arbejdsfortjeneste hører op, når det er muligt midlertidigt eller endeligt at vurdere [sagsøgerens] tab af erhvervsevne eller der træffes afgørelse i henhold til arbejdsskadesikringsloven, at det hverken af lovteksten til EAL 2 eller af forarbejderne dertil kan udledes, at det er det seneste af disse to tidspunkter der danner stoptidspunkt, at det hverken af lovteksten til EAL 2 eller af forarbejderne dertil kan udledes, at sagsøger skulle være berettiget til at oppebære tabt arbejdsfortjeneste for en periode, hvor dennes tab af erhvervsevne er realiseret / kunne bedømmes med den fornødne sikkerhed, at tabt arbejdsfortjeneste i henhold til EAL 2 alene tjener til at kompensere sagsøger for indtægtstab i den midlertidige periode, hvor det er uvist, om sagsøger som følge af skaden har lidt et varigt indtægtstab, at tabt arbejdsfortjeneste i henhold til EAL 2 ikke tjener til at kompensere sagsøger for indtægtstab i en periode, hvor det er sikkert, at sagsøger som følge af skaden har lidt et varigt tab af erhvervsevne, at det for periodiseringen af tabt arbejdsfortjeneste er uden betydning, hvornår bedømmelsen af tab af erhvervsevne de facto finder sted, idet denne også kan finde sted retrospektivt, at det for periodiseringen af tabt arbejdsfortjeneste er uden betydning, hvornår erstatning for tab af erhvervsevne udbetales i henhold til EAL og / eller ASL, idet manglende EAL-betaling kompenseres gennem morarente, og at det for periodiseringen af tabt arbejdsfortjeneste må være uden betydning, hvornår Arbejdsskadestyrelsens afgørelse foreligger, da det i modsat fald ville føre til, at ophørstidspunktet, såfremt fremkomsten af en ASL-afgørelse er afgørende, bliver helt vilkårligt, og det hverken af lovteksten eller forarbejder dertil fremgår, at en sådan vilkårlighed var tiltænkt / ønsket. Det gøres således gældende, at periodisering af tabt arbejdsfortjeneste må afvente ASL-sagens færdiggørelse, at der - principalt - maksimalt er krav på tabt arbejdsfortjeneste, indtil der kunne have været truffet afgørelse i ASL-sagen og at der - subsidiært - maksimalt er krav på tabt arbejdsfortjeneste indtil virkningstidspunktet af den endelige afgørelse vedrørende tab af erhvervsevne i ASL og ikke det vilkårlige tidspunkt for den endelige afgørelse.«landsrettens begrundelse og resultat: Samtidig med at Arbejdsskadestyrelsen fastsatte en mengrad på 40 procent for A, traf styrelsen den 16. november 2005 en midlertidig afgørelse ifølge den dagældende arbejdsskadesikringslovs 31, stk. 4, om et erhvervsevnetab på 35 procent for A. Arbejdsskadestyrelsen udtalte i afgørelsen, at styrelsen vurderede, at det fra den 10. august 2004 var sikkert, at A's erhvervsevne var nedsat. Parterne har erklæret, at de er enige om, at der har været fornødent grundlag for denne afgørelse, som således ikke er anfægtet. På denne baggrund finder landsretten, at tilfældet er omfattet af erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., der angår situationer, hvor»[ det må] antages, at skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab«. Der er herved endvidere lagt vægt på, at det fremgår af 447 bestemmelsens ordlyd, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste»ydes indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, jf. 31 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade«. Dette stemmer tillige med lovens ovenfor gengivne motiver, hvoraf det fremgår, at en midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen kan føre til, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, jf. Folketingstidende , tillæg A, side 3526f. Den omstændighed, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om beregningen af erhvervsevnetabsprocent og månedligt erstatningsbeløb som ovenfor gengivet indeholder en bedømmelse af A's»aktuelle tab«, ses ikke at kunne føre til et andet resultat for så vidt angår vurderingen af, om tilfældet er omfattet af 1. eller 2. punktum i erstatningsansvarslovens 2, stk. 1. I lovens forarbejder er det forudsat, at der ved midlertidige udtalelser om erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarslovens 10, 2. og 3. pkt., skal tages hensyn til muligheden for, at revalidering vil lykkes. Det fremgår ligeledes, at dette vil betyde,»at erhvervsevnetabsprocenten efter erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven som udgangspunkt bliver ens«, jf. i det hele de ovenfor gengivne bemærkninger fra Folketingstidende , tillæg A, side 3514f. og side Den omstændighed, at denne forudsætning fra lovens vedtagelse efterfølgende måtte være ændret efter afsigelsen af Højesterets dom af 10. januar 2002 (UfR 2002, side 730), findes efter ordlyden af bestemmelsen i erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., med henvisningen til arbejdsskadesikringslovens 31 (nu bl.a. 17) ikke at kunne føre til et andet resultat. Arbejdsskadestyrelsen tilkendte A erstatning for erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven fra den 10. august 2004, hvor han påbegyndte forrevalidering. Som nævnt udtalte Arbejdsskadestyrelsen i sin afgørelse, at man vurderede, at det fra denne dato var sikkert, at Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 8

9 A's erhvervsevne var nedsat, og de løbende, månedlige ydelser af erhvervsevnetabserstatning ifølge den midlertidige afgørelse er tilkendt med virkning fra dette tidspunkt. På denne baggrund finder landsretten, at det den 10. august 2004 var muligt midlertidigt at skønne over A's fremtidige erhvervsevne, jf. erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt. Efter denne bestemmelse må A's krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste herefter anses som ophørt den 10. august Dette finder desuden støtte i forarbejderne til erstatningsansvarslovens 2, hvoraf det fremgår, at det ikke har været hensigten, at der skulle være»overlapning«mellem henholdsvis erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne i form af en foreløbig eller endelig erstatning, jf. det ovenfor gengivne svar på spørgsmål nr. 19 til justitsministeren under lovforslagets behandling i Folketinget. Landsretten tager derfor Skoventreprenør Michael Henriksen A/S' frifindelsespåstand til følge. Efter sagens værdi, forløb og udfald skal Dansk Metalarbejderforbund som mandatar for A betale sagsomkostninger til Skoventreprenør Michael Henriksen A/S med kr. Dette beløb indeholder udgifter til materialesamling Højesterets dom. I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 2. afdeling den 24. oktober I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Torben Melchior, Per Sørensen, Børge Dahl, Jytte Scharling, Thomas Rørdam, Poul Dahl Jensen og Vibeke Rønne. Påstande Appellanten, Dansk Metalarbejderforbund som mandatar for A, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skoventreprenør Michael Henriksen A/S, skal betale ,09 kr. med procesrente af 6.907,80 kr. fra den 12. juni 2005, af ,35 kr. fra den 25. juni 2005, af ,31 kr. fra den 16. april 2006, af ,60 kr. fra den 9. august 2007 og af ,03 kr. fra den 31. august Skoventreprenør Michael Henriksen A/S har påstået stadfæstelse samt frifindelse for så vidt angår den reviderede påstand. A's påstand for Højesteret er opgjort som hans erstatningskrav for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 10. august 2004 til den 4. juni I erstatningskravet er fratrukket alle indtægter i den periode, for hvilken der kræves erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, herunder indtægter i form af revalideringsydelse og midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Der er ikke tvist om opgørelsen af kravet eller om rentepåstanden. Supplerende sagsfremstilling A afsluttede den 4. juni 2009 uddannelsen til urmager. Arbejdsskadestyrelsen traf herefter den 30. juni 2009 endelig afgørelse i sagen om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven. Styrelsen vurderede, at A's tab af erhvervsevne var nedsat med mindre end 15 %. Det hedder i begrundelsen herfor bl.a.:»begrundelse Du er nu færdig med din uddannelse til urmager. Det må forventes at din indtjening som urmager ikke er 15 % mindre end den løn du tjente inden arbejdsskaden.«parterne er enige om, at Arbejdsskadestyrelsens endelige afgørelse om, at A ikke har lidt et varigt erhvervsevnetab, er korrekt. 448 Anbringender A har navnlig anført, at han er berettiget til erstatning efter erstatningsansvarslovens 2 for tabt arbejdsfortjeneste til den 4. juni 2009, hvor han kunne begynde at arbejde igen. Afgørelser efter arbejdsskadesikringsloven om midlertidig erhvervsevnetabserstatning afbryder ikke kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i den foreliggende situation. Erstatningskravet er omfattet af hovedreglen i 2, stk. 1, 1. pkt., hvorefter erstatningen ydes, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen. Erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, er bygget op med et 1. pkt., der rummer hovedreglen, og et 2. pkt., der er en undtagelse til hovedreglen. Hovedreglen efter 2, stk. 1, 1. pkt., er, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skal ydes, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen. Undtagelsen i 2, stk. 1, 2. pkt., finder kun anvendelse, hvis det må antages, at»skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab«. I dette tilfælde»ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, jf. 5-8, 10 samt 31 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.«det er således en betingelse for, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, at det må antages, at den skadelidte har lidt et varigt erhvervsevnetab, og denne betingelse er ikke opfyldt. Begrebet midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven er ikke overensstemmende. Hvor midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven er baseret på en tidlig prognose over det varige erhvervsevnetab, og kun ydes, hvis der må antages at ville være et varigt erhvervsevnetab, kan midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven også ydes i situationer, hvor der ikke må antages at være et varigt erhvervsevnetab. I erstatningskravet er fratrukket alle indtægter i den periode, for hvilken der kræves tabt arbejdsfortjeneste, herunder revalideringsydelse og midlertidig erhvervsevnetabserstatning. Der vil derfor ikke blive tale om overkompensation. En sådan opgørelse af nettotabet er i overensstemmelse med erstatningsansvarslovens 16. Skoventreprenør Michael Henriksen A/S har navnlig anført, at A's krav er omfattet af 2, stk. 1, 2. pkt., i erstatningsanvarsloven. Den omstændighed, at der i henhold til arbejdsskadesikringsloven træffes en positiv afgørelse vedrørende tab af erhvervsevne, bringer retten til tabt arbejdsfortjeneste til ophør. Det følger af ordlyden af 2, stk. 1, 2. pkt., med henvisningen til hele 31 i arbejdsskadesikringsloven, herunder 31, stk. 4, at det er uden betydning for fastlæggelsen af skæringstidspunktet mellem erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste og erstatningen for mistet erhvervsevne, om der er tale om en endelig afgørelse, jf. 31, stk. 1, eller om der - som i nærværende sag - er tale om en midlertidig positiv afgørelse efter 31, stk. 4, der afløses af en endelig afgørelse, hvor erhvervsevnetabet fastsættes til mindre end 15 %. Erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til arbejdsskadesikringsloven kan som udgangspunkt ikke modregnes i tabt arbejdsfortjeneste i henhold til erstatningsansvarslovens 2, jf. erstatningsansvarslovens 16, stk. 1, 3. pkt. Højesterets begrundelse og resultat Fem dommere - Torben Melchior, Jytte Scharling, Thomas Rørdam, Poul Dahl Jensen og Vibeke Rønne - udtaler: Arbejdsskadestyrelsen traf den 16. november 2005 midlertidig afgørelse efter den dagældende 31, stk. 4, i arbejdsskadesikringsloven om, at A havde lidt et erhvervsevnetab på 35 % ved den arbejdsulykke, han havde været udsat for den 19. juni Parterne er enige om, at der har været det fornødne grundlag for denne - uanfægtede - afgørelse. I afgørelsen anførte Arbejdsskadestyrelsen bl.a.:»vi kan først vurdere de fremtidige følger, når revalidering, omskoling eller uddannelse efter arbejdsskaden er færdig. Derfor træffer vi en midlertidig afgørelse om tab af erhvervsevne og vurderer Deres aktuelle tab (Lovens 31, stk. 4) Erstatningen skal løbe fra den 10. august 2004 hvor De påbegyndte Deres revalidering. Vi vurderer, at det fra dette tidspunkt var sikkert, at Deres erhvervsevne var nedsat.«i Højesterets dom af 6. oktober 2008 (UfR 2009 s. 138) er det fastslået, at erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., må forstås således, Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 9

10 at der skal være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtræder, således at der ved erstatningsdækningen hverken opstår»overlapning«eller»huller«mellem de to erstatningsposter. I sagen var skadelidtes ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste herefter ophørt på det tidspunkt, fra hvilket skadelidte efter arbejdsskadesikringsloven var tilkendt erstatning for erhvervsevnetab. Virkningstidspunktet for tilkendelsen af erhvervsevnetabserstatning blev således lagt til grund som skæringstidspunkt mellem de to erstatningsposter. Sagen angik en situation, hvor der efter dagældende arbejdsskadesikringslovs 31, stk. 1, var truffet en endelig afgørelse om erhvervsevnetab. Spørgsmålet i den foreliggende sag er, om der gælder det samme, når retten til erhvervsevnetabserstatning hviler på en midlertidig afgørelse efter lovens 31, stk. 4. Erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., omfatter efter sin ordlyd og henvisningen til arbejdsskadesikringslovens 31 også midlertidige afgørelser efter 31, 449 stk. 4, således at en midlertidig afgørelse om ret til erhvervsevnetabserstatning - på samme måde som en endelig afgørelse om ret til erhvervsevnetabserstatning - fører til, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samtidig ophører. At en afgørelse efter 31, stk. 4, hvorved der tilkendes midlertidig erhvervsevnetabserstatning, har denne virkning for retten til tabt arbejdsfortjeneste, er i overensstemmelse med det, der er anført i forarbejderne til bestemmelsen. Ved affattelsen af erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., blev det lagt til grund, at midlertidige afgørelser om erhvervsevnetabserstatning, herunder afgørelser efter arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4, træffes på grundlag af en vurdering af den skønnede varige indtægtsnedgang efter revalidering, omskoling mv., og ikke ud fra en bedømmelse af skadelidtes erhvervsmuligheder på tidspunktet for den midlertidige fastsættelse, jf. Folketingstidende , tillæg A, s I Højesterets domme af 10. januar og 9. oktober 2002 (UfR 2002 s. 730 og UfR 2003 s. 47) fastslog Højesteret, at erhvervsevnetabet i midlertidige afgørelser efter arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4, skal fastsættes, ud fra hvad det aktuelt er, dvs. uden hensyntagen til den skadelidtes forventede erhvervsevne efter endt revalidering, omskoling eller lignende. Det kan således konstateres, at den forudsætning om tidsperspektivet for bedømmelsen af erhvervsevnetabet ved midlertidige afgørelser, der er lagt til grund ved affattelsen af erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., har vist sig ikke at kunne opretholdes for så vidt angår afgørelser efter arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4. Dette kan imidlertid efter vores opfattelse ikke føre til, at midlertidige afgørelser efter 31, stk. 4, herefter ikke længere skulle være omfattet af erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt. Hvis dette var tilfældet, ville det nævnte formål med samordningen mellem erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for erhvervsevnetab - at sikre, at der ved erstatningsdækningen hverken opstår overlapning eller huller mellem de to erstatningsposter - ikke kunne opnås for så vidt angår sådanne midlertidige afgørelser. Som følge af det anførte finder vi, at det ved midlertidige afgørelser efter dagældende 31, stk. 4, i arbejdsskadesikringsloven - på samme måde som ved endelige afgørelser efter 31, stk. 1 - er virkningstidspunktet for tilkendelsen af erhvervsevnetabserstatning, der må lægges til grund som det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, medmindre der er grundlag for at tilsidesætte virkningstidspunktet. På denne baggrund må skæringstidspunktet mellem A's erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og hans erstatning for mistet erhvervsevne fastsættes til den 10. august 2004, således at erstatningen for mistet erhvervsevne fra denne dato træder i stedet for erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste. Det forhold, at Arbejdsskadestyrelsen efterfølgende ved den endelige afgørelse har fundet, at erhvervsevnen er nedsat med mindre end 15 %, og at der herefter ikke længere består et krav på erstatning for tab af erhvervsevne, kan ikke føre til et andet resultat. Vi stemmer derfor for at stadfæste dommen. Dommerne Per Sørensen og Børge Dahl udtaler: Efter arbejdsskadesikringsloven har en skadelidt ikke krav på erstatning for midlertidigt tab af arbejdsfortjeneste, men krav på erstatning for varigt tab af erhvervsevne, hvis dette er på 15 % eller derover. Efter den dagældende arbejdsskadesikringslovs 31, stk. 1, traf Arbejdsskadestyrelsen i arbejdsskadesager endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne,»når der efter sygebehandling, optræning eller revalidering er grundlag for at skønne over skadelidtes fremtidige helbredstilstand og erhvervsmuligheder«. En sådan afgørelse skulle så vidt muligt træffes inden 1 år og senest inden 2 år efter arbejdsskadens anmeldelse, jf. 31, stk. 1, 2. pkt. Efter 31, stk. 3, kunne der træffes bestemmelse om udbetaling af forskud på erstatning for tab af erhvervsevne i tiden, indtil der blev truffet endelig afgørelse. Var den erhvervsmæssige situation ikke afklaret, kunne Arbejdsskadestyrelsen efter 31, stk. 4, træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab i form af en løbende ydelse, hvis der forelå særlige omstændigheder,»herunder når skadelidte er under revalidering, omskoling eller uddannelse m.v. på grund af følgerne af en anerkendt arbejdsskade«, som det siges i Højesterets dom af 10. januar 2002 (UfR 2002 s. 730). Det fremgår videre af denne dom, at erhvervsevnetab ved en midlertidig afgørelse efter arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4, skal fastsættes ud fra et skøn på afgørelsestidspunktet over, hvad det aktuelt er - altså uden hensyntagen til den skadelidtes forventede erhvervsevne efter endt revalidering mv., jf. herved også Højesterets dom af 9. oktober 2002 (UfR 2003 s. 47). En midlertidig afgørelse efter 31, stk. 4, er ikke en afgørelse om forskud i forhold til den endelige afgørelse. Efter erstatningsansvarslovens 2 skal den, der i henhold til denne lover erstatningsansvarlig for personskade, yde skadelidte erstatning for midlertidigt tab af arbejdsfortjeneste. Ifølge 5, stk. 1, har skadelidte krav på erstatning for erhvervsevnetab ved varig nedsættelse af evnen til at skaffe sig indtægt ved arbejde, dvs.»sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende«(stk. 2), såfremt tabet er på 15 % eller derover (stk. 3). Erstatning for erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven fastsættes til et kapitalbeløb, jf. 6. Efter lovens 10 kan såvel skadevolder som skadelidte fra Arbejdsskadestyrelsen indhente en 450 udtalelse om fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten (stk. 1, 1. pkt.) og om muligheden for at skønne over erhvervsevnetabet på et nærmere angivet tidspunkt og grundlag, jf. Højesterets kendelser af 21. september 2007 (UfR 2007 s og 3095). En udtalelse om erhvervsevnetabsprocenten skal så vidt muligt afgives inden 1 år og senest 2 år efter fremsættelsen af anmodningen om en udtalelse (stk. 1, 2. pkt.). Er den erhvervsmæssige situation ikke afklaret, kan Arbejdsskadestyrelsen, når der foreligger særlige omstændigheder, afgive en midlertidig udtalelse (stk. 1, 3. pkt.). Må en endelig fastlæggelse af et erhvervsevnetab afvente en revalidering, kan der således efter erstatningsansvarsloven fastsættes en foreløbig erhvervsevnetabserstatning på grundlag af en midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen. Det følger af lovens 2, at der kun er krav på erstatning for midlertidigt erhvervsevnetab, hvis det må antages, at der vil opstå et varigt erhvervsevnetab. Den midlertidige erhvervsevnetabsprocent efter erstatningsansvarsloven skal udtrykke den skønnede varige indtægtsnedgang for skadelidte. Må der ventes et varigt tab på mindst 15 %, er der krav på kapitalerstatning herfor efter 6. Er der derimod grund til at vente, at revalidering mv. vil lykkes i en sådan grad, at skadelidte vil generhverve evnen til indtjening som før, har Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 10

11 skadelidte ikke krav på midlertidig erhvervsevnetabserstatning - et eventuelt fortsat indtægtstab erstattes i så fald som tabt arbejdsfortjeneste. Det er i forarbejderne til loven anført, at en foreløbig erhvervsevnetabserstatning»skal anses for at være en á conto-udbetaling af den endelige erstatning«, at Arbejdsskadestyrelsen»kun bør fastsætte en midlertidig erhvervsevnetabsprocent, hvis der er en begrundet formodning om, at skadelidte rent faktisk vil lide et varigt erhvervsevnetab«, og»at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke skal ophøre, hvis Arbejdsskadestyrelsens midlertidige udtalelse fastsætter erhvervsevnetabsprocenten til under 15, således at der ikke udløses en erhvervsevnetabserstatning«, jf. Folketingstidende , tillæg A, s For en personskade med et revalideringsforløb, hvis udfald er af betydning for det varige erhvervsevnetab, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 1. pkt. sammenholdt med 2. pkt., indtil forløbet er afsluttet, eller der forinden har været fornødent grundlag for»midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, jf. 5-8 og 10 samt 31 i arbejdsskadesikringsloven.«i tilfælde, hvor en midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen i henhold til erstatningsansvarslovens 10, stk. 1, 3. pkt., om en varig nedsættelse af erhvervsevnen udløser en acontoerhvervsevnetabserstatning, kan pligten til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke udstrækkes ud over datoen for en sådan udtalelse, jf. Højesterets dom af 11. marts 2008 (UfR 2008 s. 1386). Ved Højesterets dom af 6. oktober 2008 (UfR 2009 s. 138) er det afgjort, at en endelig afgørelse om erhvervsevnetab truffet af Arbejdsskadestyrelsen i en arbejdsskadesag i henhold til arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 1, bringer retten til at kræve erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, til ophør fra det tidspunkt, afgørelsen tillægger skadelidte erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven. På grundlag af en sådan afgørelse må det da også i almindelighed antages, at skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab, hvis størrelse det har været muligt at skønne endeligt over. Det siges i dommen, at erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, skal forstås således,»at der skal være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtræder, således at der ved erstatningsdækningen hverken opstår»overlapning«eller»huller«mellem de to erstatningsposter.«hovedspørgsmålet under den foreliggende sag er, om en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab efter den dagældende arbejdsskadesikringslovs 31, stk. 4, sætter en stopper for retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens 2, stk. 1. Den udtrykkelige henvisning i 2, stk. 1, 2. pkt., til arbejdsskadesikringslovens 31 taler for en bekræftende besvarelse, som heller ikke er uden støtte i forarbejderne til bestemmelsen. Det siges således,»at den skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste også skal ophøre, når der træffes afgørelse om erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringslovens 31, idet en afgørelse efter denne bestemmelse har betydning for, hvor længe der eventuelt kan kræves tabt arbejdsfortjeneste som et differencekrav«, Folketingstidende , tillæg A, s En midlertidig afgørelse efter arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4, adskiller sig imidlertid afgørende fra en midlertidig udtalelse efter erstatningsansvarslovens 10, stk. 1, 3. pkt. Afgørelsen efter arbejdsskadesikringsloven angår de aktuelle forhold - det midlertidige tab - ikke hvilket varigt erhvervsevnetab der må ventes uanset udfaldet af de uafklarede forhold, som er til hinder for en endelig afgørelse. En midlertidig afgørelse efter 31, stk. 4, indeholder således ikke noget skøn over det, som er afgørende efter erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., nemlig det varige erhvervsevnetab. Det er derfor, jf. Højesterets dom af 9. oktober 2002 (UfR 2003 s. 47), ikke korrekt, når det i forarbejderne til bestemmelsen er forudsat, at en midlertidig erhvervsevnetabsprocent efter arbejdsskadesikringsloven ikke er»udtryk for den skadelidtes erhvervsevnetab bedømt ud 451 fra den pågældendes erhvervsmuligheder på tidspunktet for den midlertidige fastsættelse«, men for»den skønnede varige indtægtsnedgang for skadelidte«, Folketingstidende , tillæg A, s På denne baggrund kan det forhold, at Arbejdsskadestyrelsen i henhold til arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4, med føje har truffet en midlertidig afgørelse om løbende erhvervsevnetabserstatning fra en angiven dato, ikke sætte en stopper for retten til løbende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens 2. Bestemmelsen i erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, må i overensstemmelse med ordlyden og uanset henvisningen til arbejdsskadesikringslovens 31 forstås således, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører på det tidspunkt, hvor det ved en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen efter erstatningsansvarslovens 10 eller på andet grundlag er muligt - midlertidigt eller endeligt - at skønne over skadelidtes varige erhvervsevne. Denne forståelse giver ikke skadelidte dobbeltkompensation eller»overlappende«dækning. En midlertidig, løbende erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven må nemlig reelt anses for en erstatning for et midlertidigt indtægtstab. Er denne erstatning sammen med revalideringsydelse mv. ikke tilstrækkelig til at dække den løbende tabte arbejdsfortjeneste, vil erstatning af differencen efter erstatningsansvarsloven blot udløse den mererstatning, der efter erstatningsansvarsloven er krav på i tilfælde, hvor arbejdsskadesikringslovens regler om erstatningsberegning indebærer en begrænset dækning, i forhold til hvad retten til fuld erstatning efter erstatningsansvarsloven fører til. For A's vedkommende følger det af det anførte, at det forhold, at Arbejdsskadestyrelsen i medfør af arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4, traf en midlertidig afgørelse om et erhvervsevnetab på 35 % med virkning fra den 10. august 2004, ikke satte en stopper for fortsat krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens 2. At det i afgørelsen er anført, at det var»sikkert«, at hans erhvervsevne var nedsat fra den 10. august 2004, kan ikke gøre nogen forskel, da der ikke ved afgørelsen er skønnet over, om hans erhvervsevne var varigt nedsat. Der er ikke i sagen af skadevolder, Skoventreprenør Michael Henriksen A/S, indhentet en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen efter erstatningsansvarslovens 10, og det er heller ikke på anden måde godtgjort, at det den 10. august 2004 eller på et andet tidspunkt forud for afslutningen af revalideringen, var muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over A's fremtidige erhvervsevne. Vi stemmer herefter for at tage A's påstand om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i tiden indtil revalideringsforløbets afslutning til følge. Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet. Under hensyn til sagens principielle karakter og dens betydning for behandlingen af erstatningsanvarssager generelt skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til den anden part U H, U H, U H, U H, U H, U H, FED V, bet. 1383/2000, s. 1 ff., 31 f., 46 ff., 105 f. og 117, FT 2000/01, Till. A, s f., 3523, 3526 og 3530 (LFF , s. 5 ff. og 18), Bo von Eyben: Erstatningsudmåling (1984), s. 49, 80 og 87, Jens Møller og Michael S. Wiisbye: Erstatningsansvarsloven med komm., 6. udg. (2002), s. 76 ff. og 600 ff., og Frank Bertholdt og Christina Neugebauer: Personskadehåndbogen II, s. 186 f. Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 11