Filosofi i folkeskolen?

Transkript

1 Af Henrik Krog Nielsen, Forlaget X Filosofi i folkeskolen? Folkeskolen Folkeskolen er utvivlsomt den mest kulturbærende faktor i det danske samfund. Ud over at viden formidles i skolen, overleveres også samfundets værdier derfra. Men skolen er mere end det. Skolen skal også skabe grobund for, at nye tanker og ideer kan opstå og modnes i eleverne med det formål at sikre samfundets fortsatte udvikling en grobund som filosofi kan medvirke til at skabe. Hvad er filosofi? Der findes ingen fastlagt definition af filosofi. Her følger derfor fire forskellige beskrivelser: En beskrivelse af filosofi kommer ud af selve ordet filosofi: Filosofi [af græsk philo+sophia] betyder kærlighed til visdom. En filosof er således en elsker af visdom. Dertil hører, at kærlighed [philo] ud fra datidens betydning er at søge/stræbe og visdom [sophia] er viden omsat til gode handlinger. Derudaf er filosofi således at stræbe efter viden og god livsførelse, og en filosof er det undersøgende og etisk stræbsomme menneske. En anden og den mest overordnede beskrivelse: Filosofi vedrører tilværelsens store spørgsmål hvorfra, hvorhen, hvorfor og hvordan, eller sammenfattet i det overordnede spørgsmål: Hvad er meningen med livet? En tredje beskrivelse af filosofi har at gøre med det ikkemålbare i tilværelsen: Filosofi er at undersøge det, der ikke kan måles og vejes, fx begreber (kærlighed og lykke) og etik/værdier/idealer (det gode liv og det gode samfund). En fjerde beskrivelse af filosofi vedrører filosofi som videnskab: Filosofi er den videnskab, som nok alle videnskaber (lige fra fysik til litteratur) har til fælles, idet de enten begynder eller ender i filosofiske problemstillinger, fx kan en videnskab begynde i en problemstilling om universet og ende i etiske problemstillinger. Etik hører under filosofi og altså ikke ind under fx naturvidenskaben. 1

2 Filosofi i almindelighed og som nødvendighed Det er nok rigtigt at sige, at alle mennesker filosoferer. Mange vil sikkert også finde det både givtigt og nødvendigt at filosofere i særlige situationer i livet. Det er vigtigt, at vi som samfund filosoferer. Dels for at skabe nye visioner for samfundet, dels for at fremkomme med etiske svar til de problemstillinger, der følger med udviklingen (klima, kernekraft, medicinforbrug, overvågning ). Filosofi som videnskab Al videnskab begynder med et spørgsmål. Filosofiens spørgsmål er bl.a. det overordnede spørgsmål og det nytænkende/visionære spørgsmål, hvorfor filosoffens spørgsmål også må være fordomsfrit og udfordrende. For at opnå et videnskabeligt svar på et spørgsmål/emne skal man anvende en metode. Tre af filosofiens vigtigste metoderedskaber er analyse (tænke noget igennem i enkeltdele), syntese (uddrage en helhed af mange forskellige enkeltdele) og argumentation (redegøre for et synspunkt eller en teori). En metode sikrer både, at man arbejder målrettet undervejs, og man efter endt undersøgelse kan fremlægge og begrunde resultatet på en systematisk måde. Men da filosofiens område hovedsageligt omhandler det, der ikke kan måles og vejes, kan man ikke forvente, at konklusionen af en opgave udført inden for videnskaben filosofi i alle tilfælde fremstår meget præcist eller entydigt, fx i en opgave om lykke ud fra en given gruppe mennesker eller i en given historisk periode. 2

3 Tradition Selvom filosofi er det fag, som vel nok alle fag både udspringer af og ender ud i, bl.a. i form af etiske problemstillinger, og det dermed både er et fagligt og personligt dannende fag, findes der ikke i uddannelsessystemet en indføring i en filosofisk praksis. Udover trinmålet livsfilosofi og etik i faget kristendomskundskab i folkeskolen møder eleven først filosofi som valgfag i gymnasiet/hf, og her er det allerede gjort meget akademisk/teoretisk. Ganske vist rummer litteraturdelen i folkeskolen megen livsvisdom, og mange eventyr og i særdeleshed myter er da også i deres natur en filosoferen over noget begrebsligt eller et grundvilkår i tilværelsen. Men forskellen på en litterær fremgangsmåde og en filosofisk fremgangsmåde kan illustreres således: I dag læste vi en historie af H. C. Andersen, den handlede om kærlighed og I dag beskæftigede vi os med begrebet kærlighed, vi brugte bl.a. en historie af H. C. Andersen. Teori og praksis Alle fag har en teoriside og en praksisside. Når det gælder filosofi på folkeskoleniveau, kan der ikke være tvivl om, at praksissiden skal være den dominerende. Eleverne skal hurtigt kunne komme i gang med deres opgaver og filosofere selvstændigt uden først at skulle tilegne sig et stort kendskab til forskellige filosoffer og deres teorier. 3

4 Fordele Filosofi er i sin natur tværfaglig og vil således kunne frembringe viden på tværs af skolens ellers afgrænsede fag. Filosofi vil udfordre og dermed også udvikle elevens sprog, ordforråd, begrebsapparat og abstraktionsevne. Filosofi vil kunne skærpe elevens opmærksomhed på værdien og nytten af skolens forskellige fag (fx fysik). Nogle elever vil kunne overføre den filosofiske tankegang/fremgangsmåde til skolens andre fag, ved fx at stille mere overordnede eller værdimæssige spørgsmål til emnerne. En systematisk beskæftigelse med etik vil gavne eleven, både hvad angår udvikling af egne personlige værdier og indsigt i og stillingtagen til samfundsmæssige, politiske og globale problemstillinger. Også gennem beskæftigelsen med begreber og værdier vil eleven kvalificere sig til samfundsdeltagelse, bl.a. i kraft af at blive bedre til at gennemskue andres (fx politikeres, forretningsfolks og kunstneres) misbrug af begreber og værdier. Filosofi vil kunne vække lysten til at udtrykke sig om noget stort, hvilket i mange tilfælde vil kunne aflæses i elevernes skriftlige opgaver. Nogle stille elever vil under de filosofiske samtaler kunne vise sig fra en ny og mere udadvendt side. Filosofi lægger naturligt op til at være alvorlig, en lidt overset egenskab. Filosofi stimulerer evnen til at ræsonnere, dvs. komme frem til svar i komplekse problemstillinger, en evne der er brug for i mange erhvervssammenhænge. En filosofisk behandling af et emne i skolen vil kunne stimulere eleverne i forhold til valg af uddannelse, fx et valg om at blive kok (motiveret af emnet sundhed), advokat (menneskerettigheder) eller designer (skønhed). Både gennem den systematiske og spontane debat eleverne imellem vil filosofi kunne udvikle elevernes sans for demokratiske processer. Filosofi vil også kunne føre til en øget forståelse for andre mennesker og kulturer og i nogle tilfælde til en større indsigt i det at være menneske. Filosofi fører uundgåeligt til globale spørgsmål, og en filosofisk eftertænksomhed i skoleårene vil sandsynligvis kunne påvirke elevernes ansvarsfølelse på længere sigt, lige fra at vedrøre det lokale til det globale. 4

5 Filosofi i forhold til folkeskolens forskellige fag og folkeskolens formålsparagraf Se: Listen er udarbejder ud fra bogen FIOSOFI i PRAKSES. Arbejdet med de andre bøger vil ligeledes dække krav om etik og livsfilosofi og leve op til folkeskolens formålsparagraf om dannelse til samfundsdeltagelse, kort formuleret. 5

6 Af Henrik Krog Nielsen, Forlaget X Platon og Sokrates som anvendes i FILOSOFI i PRAKSIS Den græske filosof Platon ( f.kr.) er ikke alene anerkendt som den helt store skikkelse inden for filosofien, han er også højt anerkendt inden for pædagogikken (i ordets bredeste betydning). Professor Grue-Sørensen fremhæver i sin klassiker Opdragelsens Historie Platon for indgående at beskæftige sig med sammenhænge mellem opdragelse og samfundets fortsatte udvikling. Om Sokrates, Platons læremester, hedder det i samme værk, at han opfandt metoden til at forløse elevens iboende viden. Ph.d. Finn Thorbjørn Hansen kalder, i sin bog Den Sokratiske Dialoggruppe, Sokrates for den første filosofiske vejleder. Thyge Winther-Jensen skriver i sin disputats om forholdet mellem menneskesyn og undervisning, at det er det billede, som Platon præsenterer af os selv som mennesker, der op gennem tiderne har øvet den største indflydelse på opdragelse og undervisning. Platons filosofi har altså både vist sig slidstærk i kraft af noget filosofisk essentielt og noget pædagogisk anvendeligt. Dertil skal føjes, at antikkens Grækenland er vor kulturs vugge. Brugen af Platon i FILOSOFI i PRAKSIS rummer således et historisk perspektiv på filosofi og på to meget betydningsfulde personer (Platon og Sokrates) i historien. Arbejdet med bogen vil derudover også kunne bibringe et historisk perspektiv på mange af emnerne undervejs. Bestræbelsen i FILOSOFI i PRAKSIS har dels været at anvende de metoder, som ligger i Platons skrifter på et folkeskoleniveau og dels at inddrage nogle af de filosofiske, etiske og politiske problemstillinger, som Platon behandlede i en nutidig sammenhæng. I opgaverne indgår der spørgsmål om, hvad eleven synes om Platons synspunkter. Der er naturligvis ikke tale om en egentlig fremstilling af Platons filosofi. Visse sproglige omskrivninger har også været nødvendige. Alligevel vil den elev, som kommer igennem alle afsnittene om Platons filosofi og dertil også afsnittene Hvad er etik? og Sindelagsetik kunne opnå en ganske god viden om Platons filosofi. 6

7 Kort om Sokrates Sokrates levede i Athen ca. 400 f.kr. Han brugte sit liv på undervisning (filosofi, etik, politik og pædagogik), bl.a. af byens unge, og på at føre filosofiske samtaler med både lærde og menigmand. Sokrates var kendt for at gå omkring i Athens gader og tale med dem, han mødte. Disse samtaler var ikke helt almindelige. Sokrates nærmest udspurgte dem, han talte med, ved at stille nye spørgsmål til de svar, de gav. Han kunne ligefrem finde på at stoppe folk midt i deres daglige gøremål for at tale med dem om en filosofisk eller etisk problemstilling. Hans samtaleform kunne være meget udfordrende, idet han sjældent stillede sig tilfreds med et svar, og især holdt han af at udfordre de lærde og magthaverne. Det siges, at de, der diskuterede med Sokrates, hurtigt kom til at sige sig selv imod. Hans grundlæggende spørgsmål var dette: Stræber du efter rigdom og berømmelse eller efter klogskab og godhed? Sokrates kaldte sin samtaleform for en jordemoderteknik. Med den kunne han nemlig føde de nye tanker, som samtalepartneren gik og barslede med, som han udtrykte det. 7

8 Kort om Platon Da Platon var omkring tyve år gammel, mødte han den treogfyrre år ældre Sokrates. Det blev et møde, der forandrede Platons liv totalt. Platon havde både evner for poesi og politik og kunne ud fra sin velstillede baggrund nemt have valgt en af disse to retninger som sin levevej. Men han valgte i stedet at vie hele sit liv til filosofien. Platon grundlagde Europas første universitet, Akademiet. I Akademiet studerede og levede han sammen med sine elever og mange af tidens store videnskabsmænd. Platon skrev, i modsætning til Sokrates, sine tanker ned, og det i rigtig mange skrifter. I sine skrifter sætter Platon Sokrates tanker i system således, at der kommer en samlet filosofi ud af det. Selvom Sokrates altså er meget nærværende i Platons skrifter, taler man under ét om Platons filosofi. Platons skrifter kaldes for Platons dialoger, hvilket skyldes, at Platon i dem skriver om de filosofiske samtaler, som Sokrates tidligere havde ført med andre mennesker. Ligesom Sokrates holdt af at udfordre sin samtalepartner, holdt Platon af at udfordre sin læser. Eksempelvis ender en dialog med, at Sokrates og hans samtalepartner (tilsyneladende) bytter synspunkter, hvilket betyder, at man kan være i tvivl om, hvad Platon selv mener om det pågældende emne. I det hele taget ender mange af dialogerne uden en egentlig konklusion på emnet, men derimod med at Sokrates afrunder samtalen med at sige: Vi må tale videre om emnet en anden dag. Derved efterlader Platon sin læser i en situation, hvor han/hun selv må tænke videre over emnet, over tilværelsens store spørgsmål og ikke mindst over sine egne værdier og mål i tilværelsen. 8

9 Af Henrik Krog Nielsen, Forlaget X Religion, filosofi og videnskab om filosofiens placering og relevans Videnskab er ikke bare én ting. Hver videnskab har sit eget område og formål. Og måden, man undersøger på, er også forskellig inden for hver videnskab. Dertil skal lægges, at enhver videnskabsmand, bevidst eller ubevidst, har sit eget formål med at bedrive sin videnskab. Det var først i nyere tid, begyndende i renæssancen, at religion og videnskab blev adskilt. Siden har videnskaben delt sig i stadig flere retninger. I dag inddeler vi disse retninger i tre hovedgrupper: naturvidenskab (bl.a. fysik, biologi, geografi), samfundsvidenskab (bl.a. økonomi, politologi, sociologi) og humanvidenskab, som egentlig hedder humaniora (bl.a. psykologi, litteratur, kunst). Almindeligvis placeres filosofi under humaniora, men filosofi er faktisk en videnskab, som går på tværs af alle videnskaber: Inden for filosofien inddrager man viden fra alle videnskaber, og man føder spørgsmål til undersøgelse inden for alle videnskaber. Filosofi indgår i stort set alle videnskaber af den simple grund, at stort set alle videnskaber enten begynder eller ender i netop filosofiske problemstillinger fx hvad er liv? (biologi), hvad er det gode samfund? (sociologi), hvad er psyken? (psykologi) osv. Der findes naturligvis mange religiøse mennesker inden for alle videnskaber, men det er en videnskabelig grundregel, at man ikke sammenblander sin gudsopfattelse og sin forskning sådan at forstå, at man som videnskabsmand ikke kan argumentere for et videnskabeligt standpunkt ved at henvise til en gud. Hvis man som religiøst menneske står splittet mellem naturvidenskabens resultater og sit religiøse verdensbillede, kan man fx mene, at naturvidenskaben ikke kan, eller endnu ikke har, afdækket den (Guds) fulde sandhed. Man kan også mene, at religionens skrifter er udformet i et særligt (universelt billede)sprog indeholdende en så omfattende visdom, at de hverken kan eller skal sammenlignes med videnskabens tekniske detaljer. 9

10 Både inden for religionens, filosofiens og naturvidenskabens verden beskæftiger man sig med livets store spørgsmål: Hvorfra, hvorhen, hvorfor og hvordan eller sammenfattet i det overordnede spørgsmål: Hvad er meningen med livet? Men der er forskel på måden, man udforsker på inden for hver af disse tre tilgange til verden. Lidt firkantet kan man sige: naturvidenskab er at opnå indsigt gennem måling og vejning, filosofi er at opnå indsigt gennem tænkning (især analyse og logisk argumentation) og religion er at opnå indsigt gennem tro (på det, der er muligt, men nok ikke beviseligt). I praksis er der naturligvis overlap mellem vores forskellige videnskaber og mange måder at udforske på. Alle religioner indeholder påbud om, hvordan man skal leve, og hvordan forkert levevis skal modvirkes og eventuelt straffes. Religionerne har da også i høj grad påvirket vores etik igennem tiderne, fx taler vi i dag om regeletik ud fra jødedommen og islam og om sindelagsetik ud fra kristendommen. Disse to etikformer har på hver deres måde indvirket meget på lovgivningen og straffeformerne i mange forskellige lande. Etik (som videnskab) hører ind under filosofiens område og altså ikke under fx naturvidenskabens område. Med naturvidenskaben beskriver vi verden, med filosofien forholder vi os til verden. Når der sommetider følger etiske udtalelser med til naturvidenskabens resultater, er det fordi, vi tillægger dem (resultaterne) en værdi. Inden for videnskaben filosofi beskæftiger man sig med etik, bl.a. ved at studere forskellige kulturers etik, og derudover udformer man også selv etik, dvs. opstiller begrundelser for, hvordan vi bedst muligt indretter vores samfund og lever vores liv. Det grundlæggende krav til videnskab er, at den skal udføres efter tydeligt beskrevne metoder. Dette metodekrav sikrer dels, at resultaterne kan blive bedømt af andre og dels, at der kan blive forsket videre på systematisk vis. Inden for naturvidenskaberne vedrører metodekravet bl.a. gennemførelse af forsøg. Inden for samfunds- og humanvidenskaberne vedrører metodekravet bl.a. håndtering og udlægning af interview, statistik og prognoser. Når der er tale om meget teoretiske eller vurderende arbejder, fx inden for filosofien og 10

11 litteraturvidenskaben, vedrører metodekravet bl.a. en tydelig afgrænsning af emneområdet (fx en bestemt tidsperiode). Også til forskeren som person stilles der et krav nemlig, at han eller hun i sin forskning sætter sig ud over sine personlige synspunkter og etiske værdier vel at mærke i denne betydning: Man må naturligvis gerne både have personlige synspunkter og etiske værdier (fx mene, at demokrati er godt) og ligeledes gerne forsøge at vise rigtigheden af disse. Bevisførelsen skal blot være nuanceret og velunderbygget, bl.a. skal man opstille modargumenter til sine egne argumenter. Ideelt set skal man som forsker være interesseret i at komme frem til resultater, som man i udgangspunktet ikke havde forventet at komme frem til. For derved øges videnskabeligheden i arbejdet. Grundlæggende er vores etiske værdier og vores videnskab to uadskillelige størrelser. Ud over ønsket om at opnå viden er videnskab også opstået ud af et ønske om at kunne forbedre vores levebetingelser. I nutidig praksis har både forskernes egne og samfundets fælles etiske værdier indvirkning på, hvordan videnskaben udvikler sig nogle videnskaber vil få flere penge end andre, nogle områder vil blive udforsket mere end andre osv. I realiteten er vores etiske værdier sikkert i høj grad med til at drive videnskaben fremad. I den gode ende kunne man nævne, at der bliver udført meget forskning inden for sygdomsområdet. I den katastrofale ende har vi 2. verdenskrig, hvor forskere (amerikanere) kæmpede mod forskere (tyskere) om at fremstille atombomben først hvis anvendelse var retfærdiggjort af et godt formål. Sammenfattende kan man sige: Én ting er viden, en anden ting er etik, dvs. hvordan man anvender sin viden bedst muligt og for at finde ud af det, må man filosofere. 11

12 Af Henrik Krog Nielsen, Forlaget X Viden eller tro? om filosofiens placering og relevans Ofte taler vi om tro og viden som to skarpt afgrænsede områder. Men der er faktisk store overlap. Dels fordi viden i mange sammenhænge er noget, som forandrer sig, og dels fordi tro i forskellige grader er en uundgåelig del af vores dagligliv. Hvad angår vores største trosspørgsmål, spørgsmålet om eksistensen af en gud, er vi mennesker som bekendt delte i vores opfattelse. Også blandt filosoffer har der altid været uenighed. Nogle har opstillet såkaldte gudsbeviser, dvs. forsøg på logiske begrundelser for eksistensen af en Gud, mens andre har været ateister. Kernen i denne problemstilling er vel nok denne: hvis en gud findes, vil man sikkert ikke kunne bevise det, og hvis en gud ikke findes, vil man sikkert heller ikke kunne bevise det. Når vi i hverdagen taler om etiske problemstillinger, befinder vi os i mange tilfælde i området mellem tro (antagelser, formodninger) og viden (beviselig viden). Et tegn på at det forholder sig sådan er, at forskellige samfund har forskellige etiske værdier. Vores dagligliv rummer i det hele taget en stor mængde tro (antagelser, formodninger). Langt det meste af vores almindelige lærdom har vi ikke selv været i berøring med. Vi taler måske om en bestemt ø uden selv at have været der, om atomer uden at have set et, eller om USA s første præsident, George Washington, uden at have mødt ham. Når vi taler om disse ting som kendsgerninger, er det fordi nogen på en eller anden måde, har fortalt os om dem. Vi tror altså på (har tillid til) forskellige kilder, fx tv-programmer, undervisningsbøger, videnskaber og religioner. Ingen kilde er hundrede procent sand. Den viden, der fx kommer ud af en bestemt naturvidenskab, forandrer sig løbende. Det, der er sandt i dag, ifølge én videnskab, er det derfor ikke nødvendigvis i morgen. Dertil hører, at forskellige videnskaber godt kan komme frem til svar, som ikke er overensstemmende med hinanden. Videnskabelig viden er således noget, der udvikler sig. 12

13 Også vores etik (vores holdninger om rigtig og forkert) forandrer sig med tiden, hvilket fx kan ses i vores syn på børn: For ikke ret mange år siden anvendte man som noget ganske normalt børnearbejde i Danmark, og i skolen fik eleverne som noget ligeledes normalt lussinger af læreren i tilfælde af dårlig opførelse. Etikkens forandringer foregår dog langsomt på de fleste samfundsområder. Men hvis man forestiller sig, at vi lige nu levede for bare 100 år siden og kunne se frem til i dag, ville vi nok kalde meget af vores egen nuværende etik for amoralsk og hvis vi i dag kunne se frem på etikken om 100 år, ville vi sikkert også være kritiske over for den. Vi indgår alle, til alle tider, i en nuværende etik, som vi mener (tror), er den rigtigste/bedste etik. Det hører med at sige, at ethvert samfund, især mange af nutidens storbysamfund, består af forskellige samfundsgrupper med hver deres særlige værdier. Men inden for hver af disse grupper findes også en nuværende etik, som udvikler sig over tid. Sommetider forandres etikken i et samfund hurtigt. Når det sker, er det typisk fordi, nogle bestemte personer udfordrer den nuværende etik på en meget direkte måde, nemlig ved både at bekende sig til (tro på) nogle andre og nye værdier og leve efter disse værdier i praksis. Som eksempler kunne nævnes kvinder, som har kæmpet for ligestilling op gennem tiderne, forkæmpere for demokratiet op gennem tiderne og hippierne i slutningen af 1960 erne. Den kendsgerning at mange mennesker i samfundet ofte kalder sådanne personer for amoralske, er et tegn på, hvor meget vi som samfund tror (mener), at den nuværende etik er den rigtigste/bedste etik. Tro, i forskellige grader, er altså en både uundgåelig og betydelig kendsgerning i vores tilværelse. Filosoffen Sokrates gjorde ligefrem en dyd ud af at sige om sig selv, at han ingenting med sikkerhed vidste og tilføjede drilsk: Man er klogere, når man ved, man tror, end når man tror, man ved. Vores evne til at tro (forestille sig noget som en mulighed) må faktisk betegnes som en meget positiv evne en evne til at filosofere. For den kan både levere forslag til ny videnskabelig forskning, forslag til hvordan man personligt opnår et godt liv og forslag til, hvordan vi tilsammen skaber gode samfund. 13

14 Af Henrik Krog Nielsen, Forlaget X At filosofere eller ikke at filosofere for og imod filosofi (generelt) Graver man lidt, vil man opdage, at der bag de fleste af vores holdninger ligger en filosofisk antagelse om, hvordan verden er skruet sammen". Almindelige talemåder som sådan er livet, og vi lever kun én gang udtrykker hver især en bestemt livsopfattelse og anvendes derudover også ofte som begrundelse for at leve/handle på en bestemt måde. Vores (også ubevidste) filosofiske antagelser fører altså til holdninger og handlinger. Derfor ligger der i udøvelsen af filosofi både muligheden for at blive sig bevidst om grundlaget for sine egne holdninger og derudaf også muligheden for enten at kunne bekræfte dem eller danne sig nye holdninger og dermed et bedre grundlag at leve/handle ud fra. Naturligvis er ikke alle mennesker interesserede i filosofi nogle har ligefrem en modstand mod at filosofere. En sådan modstand kan fx skyldes at livssyn og de værdier, der kommer derudaf, går så meget i arv, at de kan forekomme så selvfølgelige, at det virker unødvendigt at skulle beskæftige sig med andre livssyn og værdier. Men, da en sådan overtagelse og videreførelse af livssyn og værdier nok er reglen mere end undtagelsen, set i det store perspektiv, betyder det, at hvis man fx var født og opvokset i Kina, Indien, Tyrkiet eller Angola, ville man højst sandsynlig have et meget anderledes livssyn og andre værdier, end tilfældet er nu og måske anse det for unødvendigt at beskæftige sig med netop det livssyn og disse værdier. Spørgsmålet er derfor, hvorvidt og hvor bevidst man har valgt sine egne værdier, og om ikke andre livssyn kunne indeholde noget af værdi ved et nærmere bekendtskab. En anden årsag til at filosofi mødes med skepsis, har helt sikkert at gøre med den så udbredte materialistiske livsopfattelse. Ud fra et synspunkt om at alt i verden er fysisk, bliver målet med tilværelsen nemt til at skulle opnå materiel velstand hvorved filosofi kan virke som unødvendig spekulation. Men selvom materiel velstand naturligvis er et gode, fører den ikke i sig selv til tilfredshed og forsøget på at opnå tilfredshed gennem materiel velstand vil sikkert opleves som skruen uden ende. Tilfredshed opnås bedre gennem 14

15 refleksioner over, hvad livet er, og hvad man personligt ønsker at få ud af sit eget liv og på den baggrund fører sine mål ud i livet. Andre mener, at filosofi udelukkende vedrører noget man tror på og hælder måske til talemåden det drejer sig ikke om at tro, men om at vide. Problemet er imidlertid, at viden er noget, der forandrer sig over tid jorden var som bekendt flad engang. Tro er uundgåelig og det er derfor både mere realistisk og potentielt udviklende (som en drivkraft mod ny viden), at vide at man tror, end at tro at man ved. Sokrates drillede da også dem, der mente at vide med, at han var klogere end dem fordi han netop vidste, at han ingenting med sikkerhed vidste. Livet skal leves, vil en modstander af filosofi måske sige. Ja, men hvordan må bero på en overvejelse, vil en fortaler for filosofi sandsynligvis svare. Andre har en modstand mod at filosofere i forhold til etiske værdier ud fra et synspunkt om, at der ikke findes noget, som er rigtigt eller forkert i den henseende. Men denne modstand mod at filosofere er selvmodsigende, idet den selv er filosoferende, nemlig i forhold til om der findes noget, som er rigtigt og forkert, hvad angår etiske værdier. Andre gange anvendes talemåden det er de små ting, der betyder noget som et argument mod at filosofere. Også dette synspunkt rummer en selvmodsigelse fordi påpegningen af de små ting rummer en viden om de store ting og hvorfor ikke beskæftige sig med dem. Det er vel sådan, at de små ting i livet har betydning i kraft af de store ting hvorfor en øget indsigt i de store ting må være en fordel. Atter andre mener, at filosofiens spørgsmål er så store, at de ikke er værd at beskæftige sig med det er skruen uden ende og derfor spild af tid. Selvom vi som mennesker også på dette punkt er meget forskellige, så ligger det ret beset i vores natur at udforske ud i de fjerneste afkroge, både af det ydre og det indre. De fleste videnskaber bevæger sig da også i retning af tilværelsens store spørgsmål, fx bevæger samfundsvidenskaben og lægevidenskaben sig begge ind i etikken og dermed ind i filosofien. Filosofi er altså ikke en verdensfjern beskæftigelse uden mål, men derimod en nærværende beskæftigelse som fører til mangfoldige handlinger og spørgsmålet er i realiteten ikke, om man filosoferer, men om man er bevidst om, at man filosoferer. 15