Centrale fund i speciale om samskabelse i Skanderborg Kommune

Transkript

1 Centrale fund i speciale om samskabelse i Skanderborg Kommune Baggrund Gennem det seneste halve år har vi, to statskundskabsstuderende fra Aarhus Universitet, skrevet speciale om samskabelse. Med Kommune. har samskabelse for alvor slået sig fast som den dominerende langsigtede strategi i Skanderborg Kommune, hvorfor Skanderborg har udgjort genstandsfeltet for vores empiriske undersøgelse. Hvis det implementeres korrekt, har samskabelse et stort potentiale. Det kan bl.a. bidrage til øget tillid, mere demokratisk deltagelse, øget effektivitet og mere brugertilfredshed. Spørgsmålet er, hvordan man bedst udnytter dette potentiale? I denne sammenhæng peger litteraturen på, at der er flere forudsætninger, der er afgørende for samskabelsens succes. En af disse forudsætninger er de offentligt ansattes villighed til at inddrage borgerne i opgaveløsningen, selvom det kan medføre mindre faglig autonomi. Men hvad der påvirker de offentligt ansattes villighed til at involvere borgerne er endnu et forholdsvist uudforsket område i litteraturen. Derfor har vi stillet skarpt på frontlinjearbejderne i Skanderborg Kommune for at afdække deres generelle villighed til at samskabe, og hvad der betinger denne villighed. I specialet har vi valgt at undersøge tre udvalgte faktorers betydning for frontlinjearbejdernes villighed til at samskabe. Disse faktorer er: ) frontlinjearbejdernes professionalisme, ) samskabelsens karakter og ) borgernes ressourcer. Specialets problemformulering lyder derfor: Hvordan påvirker professionalisme, samskabelsens karakter og borgernes ressourcer frontlinjearbejdernes villighed til at samskabe? For at besvare problemstillingen har vi foretaget interviews med forskellige faggrupper i Skanderborg Kommune og sendt spørgeskemaundersøgelse ud til ca. frontlinjearbejdere. De faggrupper er: lærere, pædagoger, fysioterapeuter, ergoterapeuter, sygeplejersker, SOSU-hjælpere og SOSUassistenter. 9 respondenter har svaret på surveyet, hvilket har været tilstrækkeligt til at kunne kortlægge nogle sammenhænge med nogenlunde statistisk sikkerhed. I det følgende har vi opridset specialets centrale resultater. Den generelle villighed til at samskabe Med udgangspunkt i interviewene og den kvantitative undersøgelse, kan vi konstatere, at frontlinjearbejderne i Skanderborg Kommune generelt er bevidste om målsætningerne bag Kommune. og kender til fordelene ved samskabelse. Vi har målt deres generelle villighed til at samskabe ud fra et indeks bestående følgende spørgsmål: ) Hvor villig er du generelt til at inddrage brugerne/forældrene i dit arbejde, selvom det kræver ekstra ressourcer og kan medføre mindre kontrol med opgaven? ) Hvor villig er du generelt til at inddrage frivillige i dit arbejde, selvom det kræver ekstra ressourcer og kan medføre mindre kontrol med opgaven? ) Hvor villig er du til at give brugerne/forældrene medbestemmelse over dine faglige beslutninger? ) Hvor villig er du til at give frivillige medbestemmelse over dine faglige beslutninger? Nedenstående graf viser, hvor villige frontlinjearbejderne er til at samskabe på en skala fra - på

2 hvert af de spørgsmål. Den stiplede linje viser den gennemsnitlige villighed, som er på,. Figur Generel villighed til at samskabe 9 Generel villighed til at samskabe,,9, Gennemsnit, Spørgsmål Sprøgsmål Sprøgsmål Spørgsmål Villighed fordelt på profession Selvom frontlinjearbejderne generelt udtrykker stor imødekommenhed overfor samskabelse, er der betydelig forskel på, hvor villige de forskellige faggrupper er til at involvere borgerne i deres daglige arbejde. Nedenstående graf viser, at lærere og pædagoger er mindst villige til at involvere forældre og frivillige, mens de sundhedsfaglige professioner, dvs. terapeuter, SOSU-hjælpere og SOSU-assistenter, er mere villige til at samskabe. Figur : Villighed til at samskabe, fordelt på profession. Villighed fordelt på profession Villighed til at samsakbe 9,9,,,, Der findes to mulige forklaringer på ovenstående sammenhæng. For det første kan den lavere villighed blandt lærere og pædagoger forklares med, at begge faggrupper har en høj faglig selvopfattelse,

3 hvorfor de i højere grad værner om deres faglige autonomi. Dette fremgår af flere udtalelser fra de kvalitative interviews. Eksempelvis udtaler en pædagog: Det ville gå udover vores faglige stolthed, hvis man inddrog forældrene i børnepasningen, det må jeg sige. Man sætter jo heller ikke en tømrer til at lave en bil. Det er os, der har kompetencerne til at passe børnene. Ligeledes udtaler en lærer: Jeg tror, at nogle forældre gerne vil blande sig i, hvordan der skal undervises. Det skal de ikke, for det er mig, der er den fagprofessionelle. Det skal de blande sig udenom. Sådan helt kort og kontant. En anden forklaring er, at terapeuter, SOSU-assistenter og SOSU-hjælpere har mere kontakt med primærbrugeren af serviceydelsen og derfor ser inddragelse af borgeren som en naturlig del af deres arbejde. Modsat er lærere og pædagoger mindre afhængige af forældrene for at få deres arbejdsdag til at lykkes. I vores interviews fandt vi støtte til denne forklaring, eftersom lærere og pædagoger i høj grad føler, at inddragelse reducerer fagligheden, mens de øvrige professioner fremhæver vigtigheden af at få borgerne inddraget i processen. Dette fører os frem til specialets anden faktorer, nemlig karakteren af samskabelse. Samskabelsens karakter I den anden del af specialet har vi belyst, hvilken betydning samskabelsens karakter har for frontlinjearbejdernes villighed til at samskabe. Med samskabelsens karakter forstås, om samskabelsen foregår på et område, hvor frontlinjearbejderne anvender sin faglige viden og ekspertise (kerneopgave), eller om samskabelse foregår på et område, der ikke berører frontlinjearbejdernes faglighed (sekundær opgave). I surveyet præsenterede vi den ene halvdel af frontlinjearbejderne for et scenarie, hvor man havde mulighed for at samskabe med en borger på en kerneopgave, mens del anden halvdel af frontlinjearbejderne blev præsenteret for et samskabelsesscenarie på en sekundær opgave. Herefter bad vi begge grupper angive, hvor villige de ville være til at samskabe i den situation, de blev præsenteret for på en skala fra -. Resultaterne fremgår af figur. Figur Villighed til at samskabe på henholdsvis primære og sekundære arbejdsopgaver Villighed til at samskabe på kerneopgave og sekundær opgave,, Kerneopgave Sekundær opgave Som figuren viser, udtrykker frontlinjearbejderne en meget tydelig forskel i villigheden til at samskabe på henholdsvis primære og sekundære arbejdsopgaver. Gruppen, der har modtaget samskabelsesscenariet ibm. en sekundær opgave, angiver en gennemsnitlig villighed til at samskabe på,, mens

4 gennemsnittet for gruppen, der skulle forholde sig til samskabelse ifm. en primær arbejdsopgave, er,. Denne markante forskel var ligeledes tydelig i interviewene. Her fremhævede frontlinjearbejderne overordnet tre argumenter for, at man er mindre villig til at samskabe på kernefaglige opgaver: ) Den første og vigtigste årsag er, at samskabelse i forbindelse med kernefaglige opgaver, såsom lærerens undervisning, pædagogens børnepasning eller sygeplejerskens medicin-ordinering, udfordrer frontlinjearbejdernes professionalisme og faglige stolthed. En pædagog udtaler eksempelvis: Nej, vi tænker ikke at inddrage forældrene i børnepasningen... For det første, så handler det om vores faglighed. Forældre er ikke uddannet til at passe børnene - det er os, der er det. Ligeledes udtaler en sygeplejerske om samskabelsen med frivillige: Så snart du er inde på krop og sjæl. Det er sygeplejerskerne som har de faglige kompetencer. Det skal de frivillige ikke varetage. Der eksisterer altså en stærk bevidsthed hos frontlinjearbejderne om, at det er dem, der bør tage sig af de opgaver, hvor der er brug for faglig viden, og så må inddragelsen af borgerne foregå på mere perifere områder såsom planlægning af skolefest eller renovering af børnehavens legeplads. ) Den anden hovedårsag er, at samskabelse i visse tilfælde risikerer at bryde med frontlinjearbejdernes tavshedspligt. En SOSU-assistent nævner bl.a., at: Tilstedeværelsen af frivillige kan godt være et problem ift. tavshedspligt. Der er nogle ting, vi ikke må sige til de frivillige ift. fx borgerens diagnoser, som kan gøre inddragelsen af dem vanskelig. ) Endelig nævnes særligt på folkeskoleområdet hensynet til brugeren (børnene), som argument for ikke at inddrage ifm. kerneopgaven. En af de interviewede lærere fremhæver bl.a., at det er forstyrrende og irriterende for børnene, hvis deres forældre pludselig skal stå for undervisningen. Borgernes ressourcer I den tredje og sidste del af specialet har vi undersøgt, hvilken betydning borgernes ressourcer har for frontlinjearbejdernes villighed til at samskabe. I surveyet præsenterede vi den ene halvdel af frontlinjearbejderne for et samskabelsesscenarie med en ressourcestærk person, og den anden halvdel af frontlinjearbejderne præsenterede vi for et samskabelsesscenarie med en ressourcesvag person. Herefter bad vi begge grupper angive, hvor villige de ville være til at samskabe med den person, de blev præsenteret for på en skala fra -. Resultaterne fremgår af figur.

5 Figur : Villighed til at samskabe med forskellige borgertyper Villighed til at samskabe med forskellige borgertyper Villighed til at samskabe 9,, Ressorucesvag borger Ressourcestærk borger Som figuren viser, er villigheden til at samskabe signifikant større hos den gruppe, der har modtaget et samskabelsesscenarie med en ressourcestærk person. På skalaen fra - er den gennemsnitlige villighed til at samskabe for gruppen, der modtog beskrivelsen med den ressourcesvage person,, mens gennemsnittet for gruppen, der modtog beskrivelsen med den ressourcestærke person er,. Dette fund bakkes delvist op af vores interviews. Eksempelvis udtalte en sygeplejerske, at de borgere, som mentalt og kognitivt er velfungerende, og ikke har haft dårlige oplevelser med det offentlige, der fungerer inddragelsen. De spiller lettere med. På sammen måde fremhævede en af de interviewede lærere, at Alle forældre samarbejder jo som udgangspunkt så godt, de kan. Men de ressourcestærke er nemmere at inddrage, og derfor gør vi det mere. Vores undersøgelse viser to hovedårsager til, at frontlinjearbejderne i højere grad ønsker at samskabe med ressourcestærke frem for ressourcesvage borgere. ) For det første kan frontlinjearbejdernes empati og medfølelse for ressourcesvage borgergrupper i visse tilfælde betyde, at de skåner borgerne for involvering i samskabelsesaktiviteter. En sygeplejersker siger eksempelvis: Jeg arbejder meget med demente, og det kræver en helt anden tilgang. Så er det mere den støttende og omsorgsgivende funktion. Man kan jo ikke spørge et barn på tre år, om han vil skifte til stomi. Hvis der er en kognitiv begrænsning, må jeg varetage menneskets basale funktioner. Ligeledes udtaler en lærer: Man er mere påpasselig med at prøve at inddrage en forælder, der har syv forkølede børn derhjemme, som skal hænge lidt ekstra i for at tjene til dagen, og som mangler overskuddet. Der har jeg ikke lyst til at sige: kan du ikke lige tage fri fra arbejde og komme over på skolen og fortælle om et eller andet. På tværs af interviewene er der altså en tendens til, at frontlinjearbejderne nedprioriterer samskabelsen med ressourcesvage borgere, fordi det er i borgernes egen interesse og vurderes som den mest forsvarlige beslutning. ) For det andet italesætter flere af frontlinjearbejderne et højt arbejdspres som årsag til at samskabelsen med ressourcesvage borgere af og til nedprioriteres. Denne tendens var særligt ty-

6 delig hos SOSU er og pædagogerne. Inddragelsen af ressourcesvage borgere opfattes ofte som værende mere tidskrævende, og derfor fravælges det i situationer, hvor frontlinjearbejderne føler sig stressede. Det kommer bl.a. til udtryk i dette citat fra en SOSU-assistent: Nogle gange kan jeg være nødsaget til at sige okay, i dag er det fint, at du selv kan gå de skridt. Sådan er det jo en realitet. Der kan være grænser for, hvor meget tid, vi kan have til det (inddragelse, red.), hvis borgeren fx er syg, træt eller ikke har lyst (SO- SU-assistent). Dette fund bakkes også op af vores survey-undersøgelse. Her viser resultaterne, at forskellen i villigheden til at samskabe med henholdsvis ressourcestærke og ressourcesvage er størst for de frontlinjearbejdere, der oplever et højt arbejdspres. Selvom tendensen i både den kvantitative og kvalitative undersøgelse er, at frontlinjearbejderne prioriterer samskabelse med ressourcesvage frem for ressourcestærke, er der også elementer, der peger i en anden retning. Flere af interviewpersonerne fremhæver, at de forsøger at samskabe med alle typer af borgere, og at de er bevidste om, at også de mest ressourcesvage borgere kan få gavn af at få øget ejerskab over egen velfærd. En pædagog udtaler bl.a.: Inden de starter (i børnehaven, red.) besøger vi dem. Vi har lige været på besøg hos en familie fra Syrien, som ikke fik hjælp nok. De kunne ikke forholde sig til de breve, de fik, men så hjælper vi dem. Det vinder vi så meget på at gøre. Det giver forældrene en følelse af, at vi vil dem, og så vil de gerne os. Selvom inddragelsen af de ressourcesvage borgergrupper kan synes mere vanskelig og forekommer sjældnere end med de mere ressourcestærke borgergrupper, er det altså langt fra ensbetydende med, at frontlinjearbejderne afstår fra at involvere de svageste. Andre interessante fund Selvom vi i specialet har fokuseret på tre ovenstående faktorer, vil vi også fremhæve to andre fund, der kunne være interessant for Skanderborg Kommune, når det kommer til frontlinjearbejdernes villighed til at samskabe. Efteruddannelse og kompetencer til at samskabe Flere af frontlinjearbejderne påpegede i interviewene, at de ikke føler sig i besiddelse af de nødvendige kompetencer til at facilitere samskabelse. Mange af dem nævnte, at det bl.a. skyldes, at de er uddannet og opdraget til at træffe beslutninger for borgerne. Eksempelvis sagde en SOSU-hjælper: Det er virkelig noget med, at vi skal lære at holde hænderne på ryggen. Os, der er i faget, er meget hjælpeorienterede - det er det, vi er oplært i. Så det der med at se, at borgeren kan rigtig meget selv, og at vi skal guide meget mere. Det skal vi lære. Ligeledes fremhævede en sygeplejerske, at hun konkret mangler redskaber til at kunne samskabe, særligt med ressourcesvage borgere: Jeg har manglet en coaching-uddannelse. Jeg har manglet nogle evner. Jeg synes, man burde starte hvert besøg hos borgeren med at stille de gode spørgsmål. Noget kunne tyde på, at det er uddannelsesinstitutionerne, der ikke har været gode nok til at omstille sig til en ny kommunal virkelig, hvor de offentligt ansatte skal kunne varetage den faciliterende rolle. En sygeplejerske siger bl.a.: Jeg synes ikke, at uddannelserne klæder sygeplejersker godt nok på til i højere grad at arbejde med inddragelse af borgerne. Facilitering møder man måske først på de sidste par moduler, og den del af uddannelsen fylder ikke nok. På læreruddannelsen lader det ligeledes til, at det borgerinddragende element er fraværende. En af de interviewede lærere siger bl.a.: Jeg synes, at forældreinddragelsesdelen er en voldsom mangel på uddannelsen. Det er et kæmpe chok at komme ud til det første forældremøde. Man er simpelthen ikke rustet til at have den samtale.

7 På baggrund af dette fund, kunne det derfor være oplagt at fokusere på Skanderborg Kommunes samarbejde med uddannelsesinstitutionerne og evt. overveje hvilke efteruddannelsestilbud, man fra kommunal side bør tilbyde de offentligt ansatte, der ikke er vant til at tænke i inddragelse. Som nævnt indledningsvist er det ikke lysten til at arbejde med borgerinddragelse, der mangler, men uden de rette kompetencer, kan der være en risiko for, at man hurtigt falder tilbage til den gamle måde at tænke på, hvor velfærden leveres til borgerne, der dermed forblive passive modtagere. Bevidstheden om fordelene ved at samskabe En sidste faktor, der er relevant at fremhæve for vores undersøgelse, er de offentligt ansattes bevidsthed om fordelene ved at samskabe. I samskabelseslitteraturen nævnes den som en afgørende faktor for succesfuld samskabelse, og noget lignende finder vi også i vores resultater. Surveyundersøgelsen viser bl.a., at jo mere bevidste, frontlinjearbejderne er ved de fordele, der er forbundet med samskabelse, jo mere villige er de også til at arbejde med samskabelse. Dette fund må betragtes som positive nyheder for Skanderborg Kommune, idet samtlige interviewpersoner kendte til Kommune. og fordelene herved. Hvis frontlinjearbejderne i fremtiden skal ændre sin arbejdsmetoder i retning af en mere faciliterende rolle, er det et godt udgangspunkt, at de ved, hvorfor de skal gøre det, og hvordan det kan gavne borgerne.