Prædiken til 14. søndag efter trinitatis, Luk 17, tekstrække. Grindsted Kirke Søndag d. 17. september 2017 kl Steen Frøjk Søvndal

Transkript

1 1 Grindsted Kirke Søndag d. 17. september 2017 kl Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 14. søndag efter trinitatis, Luk 17, tekstrække Salmer DDS 12: Min sjæl, du Herren love 2. DDS 13: Måne og sol 3. DDS 292: Kærligheds og sandheds Ånd 4. DDS 267: Vær priset, Jesus Krist, Guds Lam 5. Altergang 1. DDS 371: Du fylder mig med glæde 2. DDS 62: Jesus, det eneste 3. DDS 208: Skriv dig, Jesus, på mit hjerte 6. DDS 697: Herre, jeg vil gerne takke Tekstlæsninger GT-læsning: Sl 103,1-13 Min sjæl, pris Herren, alt i mig skal prise hans hellige navn. Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger! Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine

2 2 sygdomme. Han udfrier dit liv fra graven, han kroner dig med godhed og barmhjertighed. Han mætter dit liv med gode gaver, du bliver ung igen som en ørn. Herren øver retfærdighed og ret mod alle undertrykte. Han kundgjorde Moses sine veje og israelitterne sine gerninger. Herren er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på troskab. Han anklager ikke for evigt og vredes ikke for altid; han gengælder os ikke vore synder og lønner os ikke efter vor skyld. Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham; så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os. Som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham. Epistel: Gal 5, I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. Men drives I af Ånden, er I ikke under loven Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod! De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. Prædiketekst: Luk 17,11-19 Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte:»jesus, Mester, forbarm dig over os!«da han så dem, sagde han:»gå hen og bliv undersøgt af præsterne!«og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte:»var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?«og han sagde til ham:»stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«

3 3 PRÆDIKEN Jeg husker en lille historie, fra jeg var barn, måske 7-8 år - dvs., vi er tilbage i forrige årtusinde. Jeg var kommet ind i den lokale Brugsen i Linde, og jeg skulle formentlig købe et par ting - lige hvad det var, husker jeg ikke. Det er også ligegyldigt, for det afgørende var, hvad der skete, da jeg skulle til at gå ud igen. Den gamle uddeler, Andreasen, henvendte sig til mig og sagde: Steen, jeg har en lille ting til dig. Og så hev han en slikkepind op af lommen og rakte mig. Hvad siger man så?, sagde han. Og jeg tog imod slikkepinden, men jeg kunne ikke lige regne ud, hvad han mente. Så jeg stod der og lignede et stort spørgsmålstegn. Ved du ikke, hvad man siger?, sagde han. Nej, det ved jeg sandelig ikke, sagde jeg. Det er et ord med tre bogstaver, sagde han så. Jeg kunne stadig ikke komme i tanke om det. Ved nogle af jer fra Urup-lejr, hvad det er for et ord? Ordet TAK. Jeg følte mig ufattelig dum, da jeg gik ud af butikken. Jeg havde gået til spejder i mange år og i søndagsskole, hvor vi sikkert havde hørt beretningen om de 10 spedalske mange gange, ligesom de hører den til børneprogram i dag. Og alligevel kunne jeg ikke finde ordet tak frem. Hvor meget siger vi tak, kunne være et af spørgsmålene at overveje fra i dag. Hvad har vi at være taknemlig over? Hvem siger vi tak til? Der var kun én ud af 10, der kom tilbage til Jesus for at takke ham for helbredelsen. Siger vi tak for 1 ud af 10 goder, vi har eller får? Nogle er gode til at sige tak. Ind imellem giver jeg blod som donor. Forrige mandag lå jeg på briksen i Blodbussen ovre ved sygehuset for at donere blod. Så gik der tre dage, indtil de i torsdags sendte en SMS med ordlyden: Tak fordi du gav blod. Dit blod er nu anvendt. Det var da en dejlig tak at få. I dag skal vi fokusere på taknemligheden. Og det er skønt at kunne være taknemlig, og det vil vi alle sammen gerne være. Vær taknemlige, siger Paulus et sted. Der er bare det ved det, at man ikke altid blot kan bestemme sig for at være taknemlig. Hvis man har problemer til op over begge ører, lige er blevet smidt ud af

4 4 skolen, kæresten har slået op eller sygdom banker på, så kan det være en meget dårlig ide at feje det ind under gulvtæppet og sige: Sagde Jesus ikke, at jeg skal være taknemlig? Og så kan det pludselig blive et krav, og ens kristne tro kan ende med at blive en byrde. Vi har komplet misforstået beretningen, hvis vi forstår den som en manual i god opførsel og en lektie i det, der stod i en gammel sang: At tro, det er at takke, Guds vej er nådens vej. Går stejlt det op af bakke, Gudsbarnet klager ej. Guds vej er nådens vej, det er rigtigt men det er ikke rigtigt, at vi ikke har lov til at klage, når vi føler, Gud ikke hører os eller leder os ad veje, vi ikke forstår. Sådan var det netop for de 10 spedalske. De klagede til Jesus. De råbte, står der: Jesus, Mester, forbarm dig over os. Nu skal vi lige gøre os klart, hvad en spedalsk er. De findes stadig i den tredje verden, men sygdommen er mulig at kurere. Det var den ikke dengang. 3 Mos 13 og 14 fortæller om, hvordan proceduren var, hvis du opdagede en hvid plet på huden. På vej hjem fra arbejde ringer man til lægen og laver en aftale. Dengang virkede præsten som læge lige på det felt, så man mødte op hos præsten, som undersøgte stedet. Var det spedalskhed, så fik det øjeblikkeligt konsekvenser: Det betød, at man ikke kom hjem igen nogensinde. Ikke engang for at pakke en taske. Aldrig igen ville man kunne holde sin elskede i armene eller give sine børn eller børnebørn et knus. Man har ikke brug for nyt tøj eller en kam, for tøjet blev revet itu og håret skulle vokse vildt, så enhver kunne se, hvilken slags sygdom du havde. Man mistede sit gode arbejde og blev sendt ud af byen i en særlig lejr for spedalske, lejren for de levende-døde, som man kaldte de spedalske. Den eneste mulighed for indtægt var ved at blive tigger, og her kunne man efterhånden se sine lemmer blive ødelagt ét efter ét og vente på, at døden udfriede en fra flere lidelser. Det gik ud over fødder og arme, ansigtet, ja hele kroppen. Nærmede nogen sig, råbte man Uren, Uren, så andre skulle undgå at blive smittet af sygdommen. Forestil jer den psykologiske effekt af disse menneskers situation, ud over den økonomiske, sociale og åndelige. Så er min

5 5 lille øjenoperation, som de nærmeste sikkert kan se, småting, og det er ikke spedalskhed, kan jeg love. Alligevel går jeg og siger: Undskyld, som jeg ser ud det bliver bedre! Det blev ikke bedre en spedalsk. Lukas fortæller os, at Jesus nærmer sig, og når han gør det, så sker der altid noget. Det må vi også tænke på, vi der er i kirke. Jesus nærmer sig under sin vandring mod Jerusalem. Vi er i kap. 17 i Lukasevangeliet, og allerede i kap. 9 hører vi, at Jesus sætter kursen mod Jerusalem. Det var Jesu fokus for sin vandring, stedet for korsfæstelse og død, men også stedet for redning, for en helbredelse langt større end helbredelse af en spedalsk. Der er 10 spedalske. Både jøder og samaritanere var der, selv om de normalt ikke kunne være i samme stue, men var man ramt af denne sygdom, så var man på samme plan. Samaritanerne var det folk, som jøderne kom hjem til efter eksilet i Babylon, og de mente at være sande israelitter, men sådan så jøderne ikke på dem. Der var spændinger mellem dem, og ingen af dem ville have kontakt med den anden gruppe eller tale til dem. Den samaritanske kvinde siger til Jesus i Joh 4: Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke? Her er det lige meget. Katastrofer, en fælles fjende, kan forene selv meget forskellige folk. En fælles frelser kan også forene mennesker læg bare mærke til vores kirke, hvor vi efterhånden også har folk fra forskellige lande og kulturer repræsenteret. De 10 spedalske må have hørt om Jesus og hørt, hvad han har gjort rundt i Israel, og de råber: Jesus, Mester, forbarm dig over os! Og Jesus siger til de 10: Gå hen og bliv undersøgt af præsterne! Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Forestil jer situationen: De tager Jesus på ordet og går. Og mens de går, bliver de rene. De har sikkert kigget på hinanden: Hey, hvad er der sket med dine ben? Hey, dit ansigt ser meget bedre ud end før. Og de var helbredt. Hvor mange kommer tilbage til Jesus? Én! Hvor er de ni?, spørger Jesus. Og det gør han ikke bare fordi han ønsker, at de andre ni også skulle være taknemlige, for selvfølgelig var de taknemlige. Uanset hvem de har været, så har de jublet og glædet

6 6 sig over at være blevet raske. Måske takkede de også Gud. De gik bare ikke til Jesus. Og Jesus siger til den ene, som var en samaritaner: Din tro har frelst dig. De ni blev helbredt, den ene blev både helbredt og frelst. Vi kan lære noget vigtigt her. Hvad er vigtigt for os: At få opfyldt vores dagsorden over for Gud, eller at høre Jesu ord: Din tro har frelst dig? Hvem er du med: De ni, eller den ene? De ni havde en dagsorden, en bøn, de skulle have besvaret, og når den var besvaret, så var alt i orden. Den ene ville have en nådig Gud, og derfor kastede han sig for Jesu fødder og takkede ham med høj røst. På græsk står der, at han priste ham med fóné mega. Fóné mega er hos os blevet vendt om til mega fóne eller megafon, og det siger noget om hans tak. Som med en megafon takkede og priste han Jesus. Hvad har de andre tænkt? Sådan at ligge ved Jesu fødder og råbe og skrige. I vores vestjyske kultur er vi tilbøjelige til at ryste på hovedet af sådan en opførsel. Det er for meget. Så hellere et bøjet hoved og et stille: Vi takker dig for, at du har frelst os. To korte refleksioner over det: For det første skal vi give plads til mennesker, der er jublende glade for den frelser, de omsider har mødt, som har forvandlet deres liv. For det andet kan vi bruge lovsangen som vores højlydte tak til Jesus. Jo, for Jesus er ham, der kan gøre mere end at helbrede. Han kan frelse. Jesu blod fra korset er vores redning. Vi kan med samaritaneren næsten sige som Blodbussen: Tak, at du donerede blod. Dit blod er nu blevet anvendt. Hvad er din dagsorden over for Gud? At få opfyldt din ønskeseddel eller at kaste sig for hans fødder og høre: Din tro har frelst dig. Til sidst et par ord om denne sætning: En amerikansk præst besluttede sig for at spørge sine unge mennesker om, hvad der frelser os. Han forklarede, at der var tre muligheder. Først spurgte han: Hvem mener, at det er vores gerninger, der frelser? De unge mennesker var skolet godt, og ingen meldte sig. Anden runde: Hvem mener, at det er troen, der frelser? Hænderne fløj op i vejret, for har vi ikke lært om troen alene til frelse? Så nævnte præsten den

7 7 sidste mulighed, og så blev det klart, at de havde valgt forkert. Den sidste mulighed var Jesus. Jesus sagde ikke til samaritaneren, at hans tro har frelst ham, fordi hans tro var noget særligt, men fordi han troede stort om Jesus. Han blev ikke frelst, fordi han kunne tro, men fordi han kom til Jesus med sin ringe tro. Uanset hvordan vores livssituation er, så har vi én fælles tak til Jesus: for frelsen, for troen, for tilgivelsen. Amen!