Af Maiken Nørup. Fotografi af Sofie fra omkring år 1900, hvor hun arbejdede på Horsens Kvindeseminarium.

Transkript

1 SOFIE SKOTTE VIDNESBYRD FRA EN PATIENT PÅ SINDSSYGEANSTALTEN Af Maiken Nørup På Middelfart Museum har Maiken Nørup ansvaret for Psykiatrisk Samling, der ligger i en af bygningerne på den tidligere sindssygeanstalt ved Middelfart. I løbet af de sidste år har hun sat sig ind i det righoldige materiale, der findes om hospitalet og har konstateret, at det er historien set fra hospitalets side, der dominerer. Sofie Skotte er imidlertid en af de få patienter, der har skrevet om sin indlæggelse, og hendes bog Et Glimt af Livet i en dansk Sindssygeanstalt Anno 1908 giver et sjældent indblik i hospitalets verden set fra en patients synspunkt. Sofies baggrund Sofie Skotte blev født i Hun var datter af en parcellist på Lolland og havde seks søskende. Familiens børn var godt begavede, og uddannelse har været højt værdsat i familien, for fem af de syv søskende tog en læreruddannelse. Sofie flyttede hjemmefra som 15-årig og blev ansat som lærerinde på en gård i Vendsyssel. I de følgende år var hun ansat på forskellige gårde, mens hun læste til lærerinde, og studiet blev fuldført, da hun bestod eksamen som almuelærerinde hos Frk. Zahle i København. Derefter var hun ansat som lærerinde på Horsens Kvindeseminarium i otte år. Sofie lader til at have været meget ambitiøs og flittig, og hun har nok drevet sig selv for hårdt. Hun blev i hvert fald overanstrengt og måtte ind lægges på et nervesanatorium i Hornbæk. Efter nogle måneders indlæggelse blev hun overflyttet til Sindssygeanstalten ved Middelfart i maj Fotografi af Sofie fra omkring år 1900, hvor hun arbejdede på Horsens Kvindeseminarium. Første indlæggelse i Middelfart Havde Sofie levet i dag, havde sygdomsforklaringen nok været, at hun var gået ned med stress. Da hun kom til Middelfart var hun afkræftet, led af S OF I E SKOT T E V I DN E S BY R D F R A E N PAT I E N T PÅ SI N D S S YGE A N S TA LT E N 31

2 Sindssygeanstalten i Middelfart omkring I baggrunden Kurhuset for kvinder, hvor Sofie var indlagt. søvnløshed og følte sig udslidt. Hun blev indlagt i hospitalets kurhus, hvor nyindlagte patienter og patienter med helbredelige sygdomme blev anbragt. Behandlingen på hospitalet var forholdsvis effektiv for patienter som Sofie. Behandlingen bestod først og fremmest af en masse hvile, mad og frisk luft, og så var dagligdagen lagt i helt faste rammer, så Sofie blev holdt i gang, men fritaget for de forpligtelser og opgaver, der havde tynget hende uden for hospitalet. I juli 1903 havde Sofie fået det så godt, at hun blev udskrevet. Ifølge hospitalets papirer viste senere Breve til Anstalten saavelsom jævnlige Besøg kun Taknemmelighed over den Bedring, hun havde opnaaet Anden indlæggelse Efter udskrivelsen fra Middelfart tog Sofie til København, hvor hun blev ansat som kommune lærerinde på Frederiksberg. Her gik det godt i et par år, men i juli 1907 blev hun efter eget ønske genindlagt på Sindssygeanstalten ved Middelfart. Denne gang blev Sofies oplevelse af hospitalet dog alt andet end positiv. Ved indlæggelsen havde hun det meget dårligt, og efter kort tid fik hun det, som hospitalet betegner som mistænke lighedsforestillinger. Hun mente, hun blev narret med Sovemedicinen, at der blev experimenteret med hende lagde en dybere Betydning i rene Tilfældigheder o.s.v. Hospitalet noterede også, at Sofies udtalelser mere og mere antog Karakter af Forfølgelsesforestillinger, der lagdes Planer om at pine hende til døde, save hende midt over, hun blev hypnotiseret, udsat for Tankeoverførelse, mystiske Paavirkninger o.s.v.. Sofie var angst og urolig og truede med at begå selvmord. Hun maatte derfor en Gang i 3-4 Uger anbringes paa Celleafdelingen, ligesom der maatte træffes Sikkerhedsforanstaltninger af sen Slags, Anstalten sædvanlig anvender i lig nende 32 V E N D S 10 M A I K E N NØRU P

3 Reservelæge Krarup på stuegang i haven omkring Tilfælde. Sofie blev lagt i bælte i celleafdelingen, hvor de urolige patienter var anbragt, og det er oplevelserne fra denne afdeling, hun senere kom til at klage over. Sofie var indlagt i 15 måneder, indtil hendes familie forlangte hende udskrevet paa deres eget Ansvar 7. Oktober1908. Klager over behandlingen Vores viden om Sofies indlæggelse på Sindssygeanstalten kunne nemt være endt med de oplysninger, man kan sammenstykke af journaler m.m. Men Sofie havde en stærk personlighed, og hun følte sig så dårligt behandlet under opholdet i celle afdelingen, at hun i de kommende år skrev to klager til Justitsministeriet, og, da disse ikke blev efterkommet, en bog om sine oplevelser. Klagesagerne kender jeg kun fra overlæge Helwegs svar til Justitsministeriet, hvori han afviser flere alvorlige anklager fra Sofies side, og han slutter sit sidste svarbrev med at skrive, at han har al grund til at formode, at Sofie har en endnu bestående sindssygdom. S OF I E SKOT T E V I DN E S BY R D F R A E N PAT I E N T PÅ SI N D S S YGE A N S TA LT E N 33

4 Forsiden til Sofies bog Et Glimt af Livet i en dansk Sindssygeanstalt Anno 1908, der udkom i I 2009 lykkedes det at finde et eksemplar af bogen, som nu er indkøbt til Psykiatrisk Samling. Vidnesbyrd Jeg vil ikke gøre mig klog på, om Sofie var sindssyg, da hun skrev sine klager og senere bogen Et Glimt af Livet i en dansk Sindssygeanstalt Anno Det jeg finder interessant ved bogen og klagesagen er, at vi her får en beskrivelse af en indlæggelse, som den opleves fra patientens syns punkt. Ud fra det, Sofie skriver i bogen, lader det ikke til, at hun selv har følt sig sindssyg, ligesom hun heller ikke anser sine medpatienter for at være syge. Tværtimod opfatter Sofie mange af patien ternes handlinger og forestillinger som natur lige reaktioner på deres afmagt. Ogsaa den meget hyppige forekommende Sygdomsform: Storhedsvanvid ses let at være en ganske sund og naturlig Tilstand. De allerfleste derinde, i hvert Fald alle de, der ikke maa komme ud, har Storhedsvanvid. Dette vil sige, at de beskæftiger sig alle med Regeringen ( ) Hvis Vedkommende endnu kan skrive og formoder, at der et eller andet Sted ude i Verden endnu er et Menneske, som gider læse, hvad han skriver, maa han for at faa Tilladelse og Papir og Konvolut ( ) henvende sig til 2 Piger, 1 Overopsyn, en eller flere Læger, som skal tænke over det, og saa til Overlægen ( ) Naar man forgæves har henvendt sig til de Overordnede derinde, glider Tanken af sig selv videre til Justitsministeren ( ) Intet Under altsaa, at Tankerne gaar videre fra Regeringen derinde til Regeringen udenfor. Det er beskrivelser som denne, der er styrken ved Sofies bog. Her får man en fornemmelse af, hvordan man som patient stod udenfor indflydelse og var underlagt faste regler og hierarkier samt lægelige vurderinger, der ikke lader til at være kommunikeret i særlig grad til patienterne. I journalerne får man indtryk af, at personalet var mere observerende 34 V E N D S 10 M A I K E N NØRU P

5 Sofie fotograferet med sine søskende og forældre. Sofie ses yderst tv. i miderste række. end kommunikerende i deres omgang med patien - terne, og det er påfaldende, hvor mange gange Sofie skriver tavshed og uvis hed i sin beskrivelse af hospitalet. Netop aspekter som disse, der om - handler tonen mellem patienter og personale, omgangsformer i hverdagen, følelser og stemninger er svært at indfange i journaler og andre officielle skrivelser. Men i Sofies bog får man glimtvise indtryk af disse aspekter, og man for nemmer den magtesløse tilstand, hun befandt sig i: ingen taler til en, man kan spørge, men faar intet Svar og Uvished komplet om ens Skæbne paa dette Sted,- ikke Gnist af Haab, - ikke fjerneste Antyd ning af Løfte om, at hvis man gør saadan og saadan, slipper man ud derimod lejlighedsvis tavs Præsen tation af en eller anden Lidelsesfælle, som bærer tydeligt Præg S OF I E SKOT T E V I DN E S BY R D F R A E N PAT I E N T PÅ SI N D S S YGE A N S TA LT E N 35

6 af i en lang Række af Aar at være trukket eller ført gennem de samme Gange, og gennem de samme Døre, ind i det samme Rum, uden Gnist af Haab om Udfrielse. - og hvad skete der siden? Da Sofie skrev sin bog, befandt hun sig i Paris, men ellers har jeg ikke kunnet finde flere oplysninger om hendes liv, efter hun forlod hospitalet. Men med jævne mellemrum har jeg googlet hendes navn på nettet, og en dag var der pludselig bid. Et familiemedlem havde oprettet en Familiekrønike på nettet, og herigennem fik jeg kontakt til Ellen Skotte Knudsen (f. 1921), Sofies niece. Vi mødtes i juni 2008, og Ellen kunne fortælle en del om, hvad der siden skete med Sofie. Da Ellen var barn, boede Sofie i vinterhalvåret i hhv. Heidelberg og Paris, men hun kom altid til Danmark til jul og påske, og sommerferien tilbragte hun i sit sommerhus i Hvidovre. Ellen mente også, at Sofie ejede en lejlighed i Heidelberg, og at hun studerede filosofi på universitet. Hvad Sofie levede af, er lidt af en gåde, men Ellens indtryk som barn var, at Sofie var en holden dame. Når hun kom på besøg i julen, havde hun masser af bagage med og en stor kuffert var kun fyldt med julegaver. Ellen husker også, at Sofie altid var meget nydelig, ikke smuk, men velklædt, lækker og ren. Ellen vidste godt, at Sofie havde været indlagt på Sindssygeanstalten ved Middelfart, men det var ikke noget, man talte om i familien, og Ellen havde stadig svært ved at forstå, hvorfor Sofie havde været syg. På et tidspunkt flyttede Sofie tilbage til Danmark, hvor hun i sine sidste leveår boede i Søpassagen i København, indtil hun døde i Sofie fotograferet i 1920erne. Der er stadig mange huller i historien, som jeg skal have undersøgt, når tiden er til det. Men det har været fantastisk at få kontakt til familien og få både viden og fotografier med hjem. Dermed er der faldet lidt flere brikker på plads i fortællingen om Sofie, som er en af de rigtig gode og veldokumenterede historier, vi har på Psykiatrisk Samling. 36 V E N D S 10