Hvilket retsgrundlag for familieret? Vejen frem

Transkript

1 GENERALDIREKTORATET FOR INTERNE POLITIKKER TEMAAFDELING C: BORGERNES RETTIGHEDER OG KONSTITUTIONELLE ANLIGGENDER RETLIGE ANLIGGENDER Hvilket retsgrundlag for familieret? Vejen frem NOTAT PE DA

2 Dette dokument er bestilt af Europa-Parlamentets Retsudvalg. FORFATTERE Aude FIORINI Dundee Law School University of Dundee, Nethergate, Dundee, DD1 4HN, Scotland, UK ANSVARLIG ADMINISTRATOR Vesna NAGLIC Temaafdeling C: Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender Europa-Parlamentet B-1047 Bruxelles -adresse: SPROGUDGAVER Originalsprog: EN Oversættelser: BG/CS/DA/DE/EL/ES/ET/FR/IT/LV/LT/HU/MT/NL/PL/PT/RO/SK/SL/FI/SV OM REDAKTØREN Skriv til følgende -adresse for at kontakte temaafdelingen eller abonnere på dens månedlige nyhedsbrev: Europa-Parlamentet, redaktionen afsluttet i november Den Europæiske Union, 2012 Dette dokument er tilgængeligt på internettet på: ANSVARSFRASKRIVELSE De synspunkter, der gives udtryk for i dette dokument, er udelukkende forfatterens ansvar og afspejler ikke nødvendigvis Europa-Parlamentets officielle holdning. Eftertryk og oversættelse til ikkekommercielle formål er tilladt, forudsat at kilden angives, og udgiveren underrettes på forhånd og tilsendes et eksemplar.

3 Hvilket retsgrundlag for familieret? Vejen frem SAMMENDRAG Baggrund For at diskutere retsgrundlaget for EU's indsats på familieretsområdet må det indledningsvist klarlægges, hvad der forstås ved "familieret". Henset til det grundlæggende EU-retlige princip om kompetencetildeling samt manglen på bestemmelser, der giver EU kompetence på området for national familieret, hersker der ingen tvivl om, at materiel familieret henhører under medlemsstaternes enekompetence. Der er dog delt kompetence (mellem medlemsstaterne og EU) på området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor EU ifølge traktaterne har til opgave at etablere et samarbejde om civilretlige (herunder familieretlige) spørgsmål med grænseoverskridende virkninger. Denne kompetence kan udøves på tre måder. 1) EU kan vedtage foranstaltninger, som gælder i hele EU 1 (artikel 81 i TEUF). 2) EU kan bemyndige medlemsstaterne til at vedtage familieretlige bestemmelser (artikel 20 TEU). 3) Kompetencen kan tillige tænkes udøvet gennem EU s tiltrædelse af internationale familieretlige aftaler, hvis anvendelsesområde rækker ud over blot EU-regionen (artikel 216 i TEUF). Man har til dato anvendt alle tre måder. Tre forordninger er blevet vedtaget med hjemmel i artikel 81 i TEUF: forordning (EF) nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar forordning (EF) nr. 4/2009 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt forordning (EU) nr. 650/2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis. Med Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010 af 20. december 2010 har man harmoniseret lovgivningen på området for skilsmisse og separation, men denne forordning blev vedtaget på baggrund af et forstærket samarbejde. Herudover har EU ratificeret Haagerkonferencens protokol af 23. november 2007 om, hvilken lov der finder anvendelse på underholdspligt, samt bemyndiget medlemsstaterne til at ratificere eller tiltræde Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om beskyttelse af børn. EU har tillige fastsat en procedure, hvorefter medlemsstaterne under særlige omstændigheder kan indgå aftaler med tredjelande. 1 Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige deltager ikke i EU-samarbejdet på det familieretlige område. Det Forenede Kongerige og Irland kan dog vælge at deltage. 3

4 Temaafdeling C: Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender Formål Dette notat vurderer indholdet af samt grænserne for retsgrundlagene for familieretlige regler med henblik på at fastsætte den optimale ordning, hvorefter der kan tages yderligere lovgivningsmæssige skridt. Et kerneelement i EU s indsats er EU-borgernes mulighed for at udnytte deres ret til fri bevægelighed. Dog bør tredjelandsstatsborgeres retsstilling ikke holdes uden for, og denne vil blive behandlet i et senere afsnit i notatet. EU-borgere i EU Dette notat vurderer, hvilke retsgrundlag der vil kunne anvendes med henblik på at harmonisere reglerne for EU-borgere, der opholder sig og færdes inden for EU, på baggrund af de fastsatte mål på dette område, særligt for så vidt angår adgang til retlig prøvelse. Sådanne mål vil lettere kunne opnås gennem intern end ekstern kompetenceudøvelse. Dog har man været meget længere om at vedtage interne retsakter på det familieretlige område end på andre civilretlige områder. Dette skyldes delvist, at familieretlige bestemmelser skal vedtages ved en særlig lovgivningsprocedure (med enstemmighed i Rådet og efter høring af Europa-Parlamentet). Dette er begrundet i, at disse spørgsmål er særligt følsomme, og at der består stærke nationale traditioner og retskulturer på dette område. De gældende love dækker ikke alle centrale dele af familieretten og er præget af opsplittelse og forskellighed, hvilket hænger sammen med det retlige grundlag, man har valgt, samt den hertil knyttede lovgivningsprocedure. Det vil derfor blive overvejet, i hvilket omfang passerelle-bestemmelser eller anvendelsen af forstærket samarbejde eventuelt bør overvejes med henblik på at lette og sætte skub i vedtagelsen af familieretlige bestemmelser. Passerelle I traktaterne findes der passerelle-bestemmelser, som muliggør skift mellem lovgivningsprocedurer og afstemningsregler. En af disse bestemmelser vedrører familieretlige foranstaltninger. I henhold til artikel 81, stk. 3, kan Rådet med enstemmighed og efter høring af Europa-Parlamentet træffe afgørelse om, at der skal vedtages en foranstaltning vedrørende familieret med grænseoverskridende virkninger efter den almindelige lovgivningsprocedure. Enhver debat om anvendelsen af passerelle-bestemmelsen forudsætter en afklaring af, hvad der forstås ved foranstaltninger vedrørende familieret med grænseoverskridende virkninger. Den nøjagtige rækkevidde heraf er uklar og tvivlsom, hvilket kommer til udtryk i de forskellige retsgrundlag, der anvendes til udformning af arveretlige samt underholdsrelaterende foranstaltninger. Selvom det ikke anfægtes, at spørgsmål vedrørende både underhold og arv har en blandet karakter, idet de indeholder elementer fra både familieretten og obligationsretten eller formueretten, har man behandlet disse ganske forskelligt. Underholdsspørgsmåls blandede karakter har været gjort gældende i et forsøg på at begrunde anvendelsen af passerelle-bestemmelsen. Dette havde man ikke held med, og Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 blev vedtaget efter en særlig lovgivningsprocedure. Derimod blev arveretlige spørgsmåls blandede karakter afvist på forhånd, hvorefter forordningen kunne vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure. Henset til at anvendelsen af passerelle-bestemmelsen er baseret på, at Rådet træffer afgørelse med enstemmighed, samt at ingen nationale parlamenter gør indsigelse, er det åbenbart, at mekanismen kun kan benyttes, såfremt medlemsstaterne er sikre på, at 4

5 Hvilket retsgrundlag for familieret? Vejen frem foranstaltningen vil have et tilfredsstillende indhold. Dette vil være tilfældet, hvis både retsaktens anvendelsesområde selv er uomtvistet, og de heri indeholdte regler forbliver neutrale. Sådanne forudsætninger vil ikke være lette at opfylde henset til de erklærede mål med EU's indsats på det familieretlige område. Forstærket samarbejde Artikel 20 i TEU hjemler en mulighed for forstærket samarbejde. I medfør heraf kan en gruppe medlemsstater vedtage retsakter, der skal gælde imellem dem (ved at anvende TEU's institutioner og mekanismer). Henset til at man med retsakter vedtaget inden for rammerne af et forstærket samarbejde pr. definition ikke kan nå målene med EU s indsats på det familieretlige område i samme grad som med EU-retsakter, der er gældende i hele EU, kan man da med fordel fremme anvendelsen af denne mekanisme med hensyn til vedtagelse af familieretlige regler i EU? Man kan argumentere for, at det, ud fra en ambitiøs målsætningssynsvinkel, er bedre end ingenting at indføre et vist harmoniseringsniveau mellem et begrænset antal deltagerlande. Der skal dog tages højde for den påvirkning, som et forstærket samarbejde kan få på det pågældende område, ikke blot med hensyn til de EU-borgere, der vil drage fordele af det, men tillige for så vidt angår dem, som ikke vil. Derudover er der behov for at fastslå, at et forstærket samarbejde skal være "sidste udvej". Andre kategorier af personer Med hensyn til personer, som ikke er EU-borgere, der udnytter deres ret til fri bevægelighed, er retsstillingen mindre klar. Det må først og fremmest erindres, at retsakter, som er vedtaget til fordel for EU-borgere, der opholder sig i EU, også giver fordele til andre kategorier af personer. I henhold til princippet om forbud mod forskelsbehandling finder familieretlige regler således anvendelse på alle personer, der opholder sig i EU, uanset vedkommendes nationalitet. Herudover betyder valg samt forekomst af tilknytningsmomenter i familiemæssige retstvister, set i forhold til individuelle retstvister, at disse retsakter endda kan være fordelagtige for EUborgere, der opholder sig uden for EU. For så vidt angår andre EU-borgere, der opholder sig uden for EU, må deres retsstilling dog nødvendigvis tillige vurderes, såfremt EU skal nå sine mål, herunder forpligtelserne i henhold til artikel 3, stk. 5, i TEU. I denne forbindelse kan man formentlig anvende bestemmelserne om ekstern kompetence (artikel 216 ff. i TEUF). 5