Den dyre stress. Giv mig et redskab. Operation XXL. Klumme om angsten

Transkript

1 25. november årgang Dansk Psykolog Forening 20 Den dyre stress Psykiske lidelser som stress og depression koster dyrt. Forsikringsselskaberne har fordoblet udbetalingerne på få år. Side 4 Giv mig et redskab Lidelse er i lav kurs, vi skal hurtigt op på hesten. Derfor beder klienten om et quick fix. SIDE 6 Klumme om angsten Lisbeths barndom var overgreb, svigt, vold, anbringelser. Nu har hun udgivet sin beretning. SIDE 11 Operation XXL Hvilke psykologiske faktorer har en betydning for resultatet af fedmeoperationerne? SIDE 12

2 25. november årgang Dansk Psykolog Forening Lidelse er i lav kurs, vi skal hurtigt op på hesten. Derfor beder klienten om et quick fix. SIDE 6 Lisbeths barndom var overgreb, svigt, vold, anbringelser. Nu har hun udgivet sin beretning. SIDE 11 Psykiske lidelser som stress og depression koster dyrt. Forsikringsselskaberne har fordoblet udbetalingerne på få år. SIDE 4 Hvilke psykologiske faktorer har en betydning for resultatet af fedmeoperationerne? SIDE _PN indd 1 16/11/ LEDER En psykolog er en psykolog. En børnepsykolog er mig en psykolog. En erhvervspsykolog er en psykolog. osv.giv En idrætspsykolog er en psykolog et redskab Den dyre stress Klumme om angsten Operation XXL Medlemsblad for Dansk Psykolog Forening Lov er lov ikke!? Ø stre Landsret har nu stadfæstet en byretskendelse om, at man gerne må kalde sig hundepsykolog altså uden at være psykolog! Afgørelsen er en regulær udvanding af psykologlovens 21: Ret til at betegne sig som psykolog har kun den, der ved et universitet eller anden højere uddannelsesinstitution har bestået kandidateksamen i psykologi eller dermed ligestillet eksamen. Med psykologloven skabtes et værn af psykologtitlen, så enhver borger og forbruger skulle kunne vide sig sikker på varebetegnelsen: En psykolog er en psykolog. En børnepsykolog er en psykolog. En erhvervspsykolog er en psykolog. En idrætspsykolog er en psykolog osv. Indtil nu har det været et clear cut, hvad der også respekterer bemærkningerne til lovforslaget, som slog fast, at også sammensætninger med ordet -psykolog var omfattet. Rettens afgørelse er helt unødvendigt med til at skabe uklarhed og usikkerhed om, hvad en psykolog er. Var det ikke så alvorligt, kunne afgørelsen kalde humoren frem. Det går altid fint med en lille analogi hvem ville fx ikke snuble over ordet hundelæge. Kunne man forestille sig en ikke-lægeuddannet slippe af sted med at betitle sig sådan? Som bekendt er en dyrlæge en dyrlæge på samme måde som en psykolog hidtil har været en psykolog. Jeg tror gerne, at den, der nu har fået Landsrettens medhold, har en seriøs tilgang til beskæftigelsen med hunde. Men jeg stiller mig kritisk til, om denne seriøsitet rækker dybt ind i videnskabelighedens gebet. I stedet fornemmer jeg en nem markedsføringsgenvej til at angive, at man ved noget om hundes adfærd. Der er prestige i psykologien, og hvorfor ikke lade sig inspirere af den. Her har man direkte kopieret trist, at det skulle kunne lade sig gøre. Vi vil nu arbejde for at få tydeliggjort lovgivningen, når retsinstanserne har kunnet fortolke loven, som det er sket. Lov er lov, på samme måde som en psykolog er en psykolog. Ikke?! Dansk Psykolog Forening Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf dp@dp.dk Psykolog Nyt Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf p-nyt@dp.dk Fax/Psykolog Nyt: Redaktion: Arne Grønborg Johansen, ansv. redaktør Jørgen Carl, redaktør Heidi Strehmel, bladsekretær/annoncer DK ISSN: Layout og Tryk: Jørn Thomsen/Elbo A/S Trykt med vegetabilske farver på miljøgodkendt papir Oplag: Kontrolleret oplag (FMK): ex. Trykoplag: ex. Medlem af Danske Specialmedier Indsendt stof: Indsendte artikler dæk ker ikke nødvendigvis redaktionens eller foreningens holdninger. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller redigere indsendte artikler. Redaktionen påtager sig ikke ansvar for artikler, der indsendes uopfordret. Forside: Colourbox Jobannoncer 2011 Psykolog Nyt + Ved manus Ved reproklar Helsider: Kr ,- Kr ,- 176 x 237 mm: Halvsider: Kr ,- Kr ,- 86 x 237 mm eller 176 x 118 mm: Priserne gælder jobannoncer med 1 stilling. Prisliste: Farvetillæg (CMYK): Sort + 1, 2 eller 3 farver: Kr ,- Alle priser ekskl. moms. Abonnement/2011: kr. + moms. Deadline (kl. 12) Nr. Deadline Udgivelse 1 12/12 13/ / /1 3 23/1 10/2 Roal Ulrichsen, formand for Dansk Psykolog Forening

3 I KORT FORM Fire ud af fem Dansk Psykolog Forening har indgået en forhåndsaftale om specialpsykologer i Region Hovedstaden. Aftalen er identisk med en tidligere aftale i Re gion Sjælland og betyder, at minimumslønnen som ansat specialpsykolog er kr. netto pr. måned. Lønniveauet kan nås med en kandidatalder på 6 år (autorisation 2 år og specialpsykologuddannelse på 4 år). Herudover er der aftalt honorering for specialpsykologkandidater. I samme ombæring har Region Hovedstaden og Dansk Psykolog Forening indgået en forhåndsaftale om honorering af autorisation for ansatte psykologer i psykiatrien. Der er nu indgået forhåndsaftaler om specialpsykologer i fire af de fem regioner. Aftalerne kan se på > Løn og arbejde > Specialpsykologer. ja & kir Flere læsere år for år Én gang om året underkastes Psykolog Nyt ligesom andre fagblade en kontrol udført af Specialmediernes Oplagskontrol. De ny officielle tal viser, at Psykolog Nyt udsendes i eksemplarer som et gennemsnit for perioden 1. juli 2010 til 30. juni Det gamle tal var eksemplarer. På grund af forsinkelsen i opgørelsen er det reelle tal noget højere: pr. 1. november udsendes således styk til medlemmer og abonnenter. Red. Bedre behandling i psykiatrien I en ny rapport, Kvalitet i psykiatrien, fremlægger Danske Regioner ti anbefalinger til bedre vilkår for mennesker med psykiske lidelser. Rapporten er et oplæg til konkrete initiativer inden for tre udvalgte fokusområder, nemlig: bedre diagnostik, ensartet udredning og øget middellevetid. Fra sommeren 2012 skal psykisk syge sikres både målrettet diagnostik og bedre behandling, og selve indsatsen er funderet i pakkeforløb inspireret af kræftområdet. Psykisk syge lever i gennemsnit 20 år kortere end gennemsnitsdanskeren. Mens 40 % af overdødeligheden kan tilskrives eksterne årsager (primært selvmord), skyldes 60 procent somatiske sygdomme. Derfor skal psykisk syge også tilbydes helbredstjek. Patienterne skal helt enkelt hjælpes til et bedre og længere liv, oplyser Danske Regioner. meh Tal på selvmordsrisiko Psykiske sygdomme øger risikoen for selvmord. Men der har hidtil været uvished om, hvor høj langtidsrisikoen var for psykiatriske patienter i forhold til resten af befolkningen, samt om hvilken psykisk sygdom der forhøjede risikoen mest. Nu har forskere undersøgt den samlede risiko for at begå selvmord, op til 36 år efter første gang man bliver indlagt eller behandlet ambulant i psykiatrien. I alt danskere født i perioden er blevet fulgt gennem Det Psykiatriske Centralregister og Dødsårsagsregi- stret fra deres første indlæggelse eller ambulante besøg i psykiatrien og op til 36 år frem. Ifølge Region Hovedstadens Psykiatri, der står bag undersøgelsen, har mænd 6 % risiko og kvinder 4 % risiko for at begå selvmord ved lidelserne skizofreni, bipolar sygdom og depression. Tallene for mænd og kvinder i resten af den danske befolkning er tilsvarende 0,7 og 0,3 %. Risikoen er altså væsentlig forøget ved disse lidelser. Psykiatriske patienter, der på et tidspunkt i løbet af deres sygdomsforløb forsøger at begå selvmord, har dobbelt så stor risiko for senere at begå selvmord. jc PSYKOLOG NYT NR SIDE 3

4 TENDENS foto: scanpix Psykiske lidelser KOSTER DYRT Det høje arbejdstempo, den økonomiske krise og vores alt for høje præstationskrav. Hele pakken slår igennem på os selv og kan nu måles på en voldsom vækst i de erstatninger, forsikringsselskaberne må udbetale. N ye tal for langtidssygemeldinger og erstatninger fra to af landets største pensionsselskaber, Danica Pension og PFA Pension, viser, at psykiske lidelser på de danske arbejdspladser ikke mindst stress og depression udløser en større andel af erstatningerne end nogen sinde tidligere. Siden 2004 har Danica Pension oplevet en fordobling af andelen af erstatninger for tabt arbejdsevne forårsaget af psykiske lidelser. Psykiske lidelser, frem for alt stress, udløser nu hver fjerde erstatning for tabt erhvervsevne. I 2004 var den tilsvarende andel blot 12 procent. - Det er efter vores opfattelse en ganske markant udvikling, siger underdirektør Poul Dahlgaard fra Danica Pension. Han un- SIDE 4 PSYKOLOG NYT NR

5 derstreger, at tallene omfatter personer med et egentligt tab af erhvervsevne, det vil sige personer med et længerevarende sygeforløb på typisk mere end tre måneder. Psykolog: Vi stiller høje krav Erhvervspsykolog Pernille Rasmussen, Growpeople, har specialiseret sig i stress og har netop bidraget til et nyt stort forskningsprojekt om emnet: Copestress. Hun mener, at udviklingen afspejler, at stadig flere danskere føler stress i deres hverdag. - Der er to grunde til det. Tempoet på arbejdspladserne er sat op, og den økonomiske krise har blot forstærket den tendens. Der er udbredt frygt for at blive afskediget, og samtidig er der på mange arbejdspladser blevet færre til at løse opgaverne. Begge dele kan føre til stress, siger hun. Desuden peger Pernille Rasmussen på, at danskerne stiller høje krav til egne præstationer. - Mange har høje forventninger til sig selv. Vi vil meget, både når det gælder arbejde, familieliv og fritid, og det går af og til ud over realitetssansen, siger hun. At flere og flere rammes af stress, er dyrt både for den ramte person, for arbejdspladsen og for samfundet. Derfor søsatte Danica Pension for halvandet år siden et koncept kaldet Tilbage i arbejde med det formål at hjælpe de sygemeldte tilbage i job så hurtigt som muligt. - Vi forsøger at få de nødvendige informationer om den sygdomsramte så tidligt som muligt for derved at kunne tilrettelægge den mest relevante behandlingsplan. Målet er at få den ramte tilbage i arbejde så hurtigt som muligt. Al erfaring viser, at jo længere sygdomsperioden er, des vanskeligere bliver det at vende rask tilbage til jobbet, siger Poul Dahlgaard. Mest udbredt hos kvinder Tallene fra begge pensionsselskaber viser, at andelen af kvinder med en psykisk lidelse, der udløser en sygemelding, er markant højere end den tilsvarende andel blandt mænd. Danicas tal viser, at 29 procent af kvinderne har en psykisk lidelse som årsag til erstatning, mens den samme andel er 20 procent for mændenes vedkommende. Samme tendens gør sig gældende i tallene fra PFA Pension, hvor næsten dobbelt så mange kvinder som mænd bliver sygemeldt på grund af psykiske lidelser. Pernille Rasmussen bekræfter, at flere kvinder end mænd føler stress. - Men vi mangler stadig undersøgelser til at forklare denne forskel. Min egen erfaring fra den terapi, jeg har givet hundredvis af stressramte danskere, er, at kvinder er mere tilbøjelige til at blive ramt af dårlig samvittighed, uanset om de er på job eller holder fri. Selv om mændene er kommet mere på banen i de senere år, ser jeg stadig en tendens til, at kvinderne føler større ansvar for børn og hjem. Og når de samtidig gerne vil præstere på deres arbejde, så risikerer de at blive ramt af stress, siger hun. Kim Østrøm, pressekonsulent, Dansk Psykolog Forening Copestress-projektet Copestress er et projekt, iværksat i august 2010, hvor man sammenligner to programmer til behandling af stress, et individuelt og et gruppebaseret. Målet for behandlingerne er, at deltageren kan vende tilbage til arbejde og fungere på samme funktionsniveau som tidligere. Projektet henvender sig til personer med fast tilknytning til arbejdsmarkedet, der er sygemeldt på grund af stress. I alt 280 sygemeldte personer indgår i forskningsprojektet. Projektet afvikles af Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital. Erhvervspsykolog Pernille Rasmussen er en af fire psykologer tilknyttet projektet, der ledes af overlæge Bo Netterstrøm. Se mere på copestress.dk. PSYKOLOG NYT NR SIDE 5

6 REDSKABER Hjælp til et quick fix Nutidens mennesker vil have et hurtigt skud effektiv forandring i en fart, så vi kan følge med det høje tempo i samfundet. Kravet til psykologen om at levere redskaber er påtrængende. J eg vil gerne have nogle redskaber. Sådan begynder klienter ofte med at formulere deres ønske til terapeuten. Hvad betyder dette ønske, og hvorfor er det tilsyneladende så udbredt en tendens, at klienter efterspørger redskaber i terapi? Den stigende efterspørgsel på konkrete redskaber er et alment kendt fænomen inden for det pædagogisk-psykologiske fagområde, som de fleste praktiserende psykologer kan nikke genkendende til. Alligevel er det ikke været muligt at finde emnet behandlet specifikt i faglitteraturen. Ifølge Nudansk Ordbog er et redskab kendetegnet ved det funktionelle aspekt både i konkret praktisk og i overført betydning som middel til at opnå et mål. Et redskab kan forstås som et særligt led i en proces, som er nødvendigt for at kunne komme videre. Når en klient ønsker et redskab, må det derfor være i en søgen efter et middel til at opnå et mål eller som en mulig løsning på en problemstilling. Man må skelne mellem klientens og terapeutens definition på og oplevelse af redskaber. Terapeuten kan benytte sig af redskaber til at opnå mål i terapien, som drejer sig om at få bevæget klienten et særligt sted hen. Disse redskaber kan kaldes terapeutiske red- skaber/teknikker og refererer især til terapeutens repertoire af handlinger. Denne type redskaber er ikke nødvendigvis tilgængelige eller italesatte over for klienten. Man kan argumentere for, at et redskab først vil opleves som et redskab for klienten, når det bliver gjort til fælles genstand i terapien, da klienten har behov for at føle ejerskab til det pågældende redskab. Klienten og terapeuten kan ved terapiens start have forskellige ideer og forventninger om, hvilken type redskaber det ville være gavnligt at tage i brug for at opnå et mål i terapien. Det er da vigtigt, at der er enighed om redskabets funktion, dvs. hvilket mål redskabet er et middel til at opnå, og hvilket problem det er en løsning på. Jeg forstår klientens ønske som en efterspørgsel efter noget konkret anvendeligt, der kan omsættes til praksis. Det kan fx være en alternativ handlemulighed, som kan tages i brug i den situation, hvor klientens problem gør sig gældende. Redskaber, der kan overføres til klientens daglige liv og benyttes uden terapeutens indblanding, er altså generelt i høj kurs. SIDE 6 PSYKOLOG NYT NR

7 På den måde kan man anskue og definere klientens ønske om redskaber umiddelbart, hvad der indsnævrer feltet af terapeutiske tilgange, som rent faktisk imødekommer ønsket om redskaber. For som terapeut at kunne vurdere, om det overhovedet er hensigtsmæssigt at imødekomme klientens eksplicitte ønske, er det relevant at blive klogere på, hvad der ligger bag den tilsyneladende stigende brug af begrebet redskaber hos klienter. Her kan man pege på tendenser i nutidens samfund, som hver især og i samspil udøver pres på individet. Fra lykke-idealer til lykke-krav Positiv psykologi og selvhjælpskultur præger nutidens samfund, idet de fleste mennesker arbejder for at maksimere deres lykke på alle livets områder. Samtidig peger resultater på, at vores psykiske sundhed er truet. På trods af flere århundreders videnskabelige, teknologiske m.fl. fremskridt viser der sig en stigning i andelen af personer i de vestlige befolkninger, som er i antidepressiv eller angstdæmpende behandling, eller som får professionel hjælp til stress, udbrændthed, samlivskrise eller andet (Sørensen & Thomsen, 2005). Paradoksalt nok betragter mennesker i den vestlige verden sig som så privilegerede og lykkelige, samtidig med at antallet af kriseramte ser ud til at stige. Der er flere forklaringer. Måske er vi blevet bedre til at opdage menneskets lidelser og tilbyde den fornødne hjælp. Måske er grænserne for, hvornår en krise kræver hjælp, blevet sænket i takt med udviklingen af et mere omfattende omsorgs- og behandlingssystem. Der kan måske endda være tale om en patologisering af eksistentielle tilstande som sorg og lidelse. Måske er de psykologiske livsvilkår ganske enkelt blevet forværret, selv om vores levestandard på mange fronter er blevet højnet? Nutidens mennesker lever i et højt tempo med høje krav til dem selv, mange valgmuligheder og et stort ansvar for at få det hele til at fungere, men med meget få eller næsten usynlige retningslinjer. I det postmoderne samfund betragtes problemer som individets ansvar, da samfundsmæssige faktorer ikke som tidligere anses som determinerende for det enkelte menneskes liv (Jørgensen, 2002). Når nogen bliver langtidssygemeldt, skilt, fyret eller overvægtigt, kan det tolkes som udtryk for manglende evne til at sige fra, dårlig dømmekraft, forkerte valg eller usund livsstil. Den slags begivenheder kan i sig være ganske belastende, men det tungtvejende ansvar og den bitre fortrydelse, når livet slår fejl, udgør en endnu større trussel mod individets trivsel. Travlhed og stress er hverdagsfænomener, som de fleste efterhånden ser som en naturlig del af livet. Det er ikke kun et spørgsmål om, at nutidens mennesker arbejder markant mere, og at fritiden bliver indskrænket som følge deraf. Der en selvforstærkende tendens til at ethvert frirum skal udnyttes, da det ville være synd at spilde tiden, når den er så knap. Idealet om det gode og lykkelige liv er blevet mere og mere til et krav. Når individet mærker ubehag, tristhed, stress eller krise, er det blevet normal praksis at søge hjælp til at kurere det. Der findes adskillige teoretiske og praktiske, populærpsykologiske og akademiske bud på, hvordan det enkelte menneske kan hjælpes til et bedre liv. Tænk positivt, Find glæde i hverdagen, Stop worrying and start living Sådan lyder nogle af de opfordringer, selvhjælpslitteraturen byder ind med. Spørgsmålet er, om vi bukker under, fordi det er for svært at forvalte de mange pres og forventninger, der hviler på os. Om det opleves som for tungt at tage det fulde ansvar for eget liv og lykke. Om valgfriheden kan tænkes kun at være et privilegium til en vis grænse, og om selvrealiseringsprojektet ikke nødvendigvis er tilstrækkeligt meningsgivende i det lange løb. Det er i lyset af sådanne strømninger, jeg forestiller mig, at mennesker oplever behov for at søge hjælp hos eksperter i form af helt konkrete redskaber. I et forsøg på at bekæmpe problemerne og komme videre i livet (hurtigst muligt) eller i en bestræbelse på at leve op til samfundets normer og standarder. Angsten for tomgang De stigende krav, individet stilles over for, fører til, at lidelse tilnærmelsesvis ikke er accepteret, og at lidelse fluks skal fikses, så det lykkelige liv kan leves. Begrebet quick fix henviser til det presserende i at kunne opnå et skud effektiv forandring i en fart for at kunne følge med tidens høje tempo og acceleration. PSYKOLOG NYT NR SIDE 7

8 Baggrund Artiklen udspringer af forfatterens speciale, Redskaber i psykoterapi en postmoderne tendens?, Institut for Psykologi, Københavns Universitet, sept Interesserede kan få specialet tilsendt via mail trinesindberg@gmail.com. DEBAT: Giver denne artikel anledning til kommentarer? Vi har åbnet for debat på > Aktuelt > Aktuelle temaer. Skrækscenariet er at gå i tomgang eller stagnere i livet som følge af en psykisk krise, da det umuliggør idealet om et tempofyldt og lykkeligt liv. I den forståelse vil det kunne opleves som et nederlag at være nødt til at søge professionel hjælp til sine problemer, men alligevel er der måske en mulig redning i at søge specifik hjælp i form af redskaber? Følelsen af at være ulykkelig er gerne diffus og uden forankringspunkt, dens konturer er udflydende, dens rødder vidtforgrenede, og den mangler stadig at blive gjort håndgribelig blive hamret i form og benævnt, så den lige så svævende længsel efter lykken kan omformes til en specifik opgave (Bauman, 2006: 88). Citatet illustrerer ønsket om specifik og håndgribelig hjælp, da lykke og ulykke er diffuse størrelser at navigere ud fra. For individet kan redskaber netop på grund af håndgribeligheden ses som den oplagte vej til at bekæmpe lidelse og derved hænge på i livet, da redskaber i denne forstand associeres med konkrete, fremadrettede løsninger. Forhindringer i livet søges hurtigt afhjulpet, så det ikke skal tage mig for længe at komme på banen igen. Nødvendigheden af eksperthjælp Ønsket om redskaber går godt i spænd med en terapikultur, hvor det anses som nødvendigt med professionel hjælp i forbindelse med lidelse eller krise. Redskaber giver mulighed for at arbejde med sig selv både i og uden for det terapeutiske rum. I vores kulturkreds bliver det i stigende grad en almindeligt accepteret sandhed, at vi har behov for ekspertmæssig terapi, rådgivning eller vejledning, når vi oplever eksistentiel psykisk eller social lidelse i vores liv. (Sørensen & Thomsen, 2005: 20). Forskellige tendenser i samfundet påvirker samlet set individet til at se det som en nødvendighed at opsøge eksperthjælp, og individet har måske selv også den oplevelse, at det ikke er muligt at klare livets kriser alene. Giddens (1991) benytter udtrykket skæbnesvangre øjeblikke om de tidspunkter i livet, hvor individet står over for et svært valg og derfor befinder sig i risikozonen. Eksperten spiller i en sådan situationer en afgørende rolle som en autoritet, hvis opgave indbefatter at hjælpe individet med at overskue en kompleks situation, som følgende citat illustrerer. Expertise reduces the com- SIDE 8 PSYKOLOG NYT NR

9 Jeg vil gerne have nogle redskaber. Sådan begynder klienter ofte med at formulere deres ønske til terapeuten. Hvorfor er det tilsyneladende så udbredt en tendens, at klienter efterspørger redskaber i terapi? plexity, and by doing so creates certainty in decision-making (Stehr & Grundmann, 2011: 43). En ekspert kan hjælpe individet med at træffe svære beslutninger, idet der skabes legitimitet omkring én bestemt måde at gribe det an på (ibid.). På grund af fx religionens svækkelse kan nutidens individer savne almengyldige forskrifter for, hvordan livet leves bedst, og hvordan kriser overkommes. Klienten appellerer måske indirekte til, at terapeuten indtager en rolle som en ekspert, der kan udstikke retningslinjer og regler, idet det er tiltrængt at dele ansvaret med en kyndig fagperson. Hjælp på kort eller lang sigt For at finde ud af, om det overhovedet er hensigtsmæssigt at imødekomme ønsket om redskaber, må terapeuten ud fra min opfattelse forholde sig kritisk til tendenser i det postmoderne samfund. Giver det mening at tilbyde klienten et quick fix på problemerne, så den travle hverdag kan genoptages? Er det frugtbart at indtage en rolle som ekspert, så klienten ikke oplever at stå alene med ansvaret? Man kan pointere, at det er psykologens opgave at tilbyde effektiv problemløsning eller lindring for lidelse og derved træde i karakter som en slags ekspert. Klienten betaler jo for det. Men hvis klientens ønske om et quick fix imødekommes, er der måske risiko for, at et primært fokus på problemløsning låser en destruktiv kurs fast, hvor lidelse ikke kan accepteres. Psykologens ekspertise ligger måske netop i at gennemskue, hvordan klienten hjælpes bedst muligt på længere sigt, og have øje for mere grundlæggende eksistentielle problematikker. Det kan indebære, at ønsket om redskaber her og nu vurderes at være et uhensigtsmæssigt fokus for terapien. Hvis det forholder sig sådan, er det sandsynligt, at klientens oplevelse af at møde en kyndig fagperson vil afhænge af, om terapeuten åbent fortæller, hvad han mener er et hjælpsomt fokus. Denne pointe giver imidlertid anledning til en alternativ tolkning af ønsket om redskaber. Måske handler klienters ønske om redskaber ganske enkelt om at ville kende til terapiens rationale og virkemidler for at få klarhed over, hvordan hjælpen kommer til at foregå, og hvordan den kan omsættes til hverdagspraksis. I bredere forstand ønsker klienten at deltage i et helende ritual, som indebærer forklaringer på, hvordan lidelse forstås og kureres med andre ord: opskriften på et bedre liv. I denne forståelsesramme er det mindre relevant, hvilke specifikke redskaber der tilbydes, da den terapeutiske effekt opstår gennem klientens tillid til terapeuten, håb om forandring og engagement i meningsfulde, forandringsskabende handlinger. Uanset om klientens ønske om redskaber imødekommes direkte eller ej, kan klientens invitation til en snak om terapeutisk rationale og virkemidler tages alvorligt, så at klienten oplever at møde en kyndig fagperson uanset tilgang og metode. Måske er denne tydelighed en måde at skabe et trygt og sikkert rum, hvor klienten for en stund kan opleve at dele ansvaret for det svære liv med en anden. Med tanke på den mærkbare stigning i lidelse, som er et faktum i nutidens samfund, er det væsentligt, at det terapeutiske rum ikke reproducerer de samme tendenser, som måske er selve kilden til lidelse. litteratur Trine Hjorth Sindberg, cand.psych. Bauman, Z. (2006). Flydende Modernitet. København: Hans Reitzels Forlag. Brinkmann, S. & Eriksen, C. (2005). Selvrealisering Kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur. Århus: Forlaget Klim. Frank, J.D. & Frank, J.B. (1993). Persuasion and Healing. A comparative study of psychotherapy. Baltimore: The Johns Hopkins University Press. Giddens, A. (1991). Modernitet og selvidentitet. 1. udg., 11. oplag. København: Hans Reitzels Forlag A/S. Harris, R.(2008). The happiness trap. How to stop struggling and start living. Trumpeter Books. Hubble, M.A., Duncan, B.L & Miller, S.D. & Wampold, B.E. (2010). The heart and soul of change. What works in therapy. American Psychological Association. Jørgensen, C.R. (2002). Psykologien i senmoderniteten. Hans Reitzels Forlag Schwartz, B. (2004). The paradox of choice. Why more is less. HarperCollins Publishers. Stehr, N. & Grundmann, R. (2011). EXPERTS The knowledge and power of expertise. New York: Routledge. Sørensen, A.D. & Thomsen, H.J. (2005). Det svære liv. Om lidelsen i den moderne kultur. Aarhus Universitetsforlag. PSYKOLOG NYT NR SIDE 9

10 NYE BØGER Bjarne Frøslee Ibsen: Den voldsomme hændelse. At hjælpe en kollega eller en medarbejder, der har været ude for en voldsom psykisk belastende hændelse på arbejdspladsen, er en almindelig medmenneskelig opgave. For at løse opgaven kræves der ofte en vis baggrundsviden og forståelse af situationen i forhold til de aspekter, der knytter sig til denne specielle situation: Hvilke psykologiske mekanismer træder i kraft? Hvad har den ramte behov for? Hvilke muligheder har man som kollega eller arbejdsplads for at hjælpe? Hvornår er der behov for professionel hjælp? Hans Reitzels Forlag, 2011, 167 sider, 200 kr. Henny Nørgaard. Lotte kappelskov Davidsen: Mor og far er skilt. Hvert år oplever børn, at deres forældre bliver skilt. For mange bliver skilsmissen et traume. Men sådan behøver det ikke at være! Bogen er i sin form er en scrapbog til både forældre og børn. Her skal forældrene fortælle om dengang, de mødtes, om gode tider i familien og om skilsmissen. Barnet skal også fortælle sin historie om de gode år og de svære tider, om livretter og sommerferier og om alt det nye. Kristeligt Dagblads Forlag, 2011, 144 sider, 249 kr. Inger Thormann. Charlotte Guldberg: Coachingforskning på evidensbaseret grundlag. Bogen sætter fokus på børns fjernelse fra hjemmet og på, hvordan man bedst hjælper dem igennem disse ofte oprivende begivenheder. Der tages udgangspunkt i fem forskellige forløb, hentet ud fra en hverdagspraksis, som den opleves af forfatterne, der begge er tilknyttet Skodsborg Observations- og Behandlingshjem for små børn. I hvert eksempel beskrives forhistorie, selve hændelsen og efterforløbet. 3. udgave. Hans Reitzels Forlag, 2011, 142 sider, 180 kr. Thomas Mackrill: Håndbog til unge og voksne fra familier med alkoholproblemer. Barnet i en familie med alkoholproblemer bruger al sin energi på at få familien til at fungere og må ofte tilsidesætte egne behov og udvikling af egen personlighed. For barnet er det vigtigste, at den voksne kommer ud af sit misbrug og får det godt. Bogen giver inspiration og vejledning til, hvordan unge og voksne kan blive bedre til at forstå og tackle de problemer, som en opvækst i en familie med alkoholproblemer fører med. Dansk Psykologisk Forlag, 2011, 171 sider, 248 kr. Annette Ilfeldt: Operation XXL om overspisning. Bogen henvender sig seriøst og kritisk og støttende til dem, der er stærkt overvægtige (og deres pårørende) og er i vildrede med, om de skal lade sig operere eller ej. Hvilke operationer findes, fordele og ulemper, bivirkninger. Ligeledes om mennesket bag fedmen, fedmens psykologi, de mange mulige årsager til fedme osv. Forlaget Enogai, 2011, 172 sider, 250 kr., annetteilfeldt@mail.dk Allan Blaabjerg. Tina Holm Nyland: Kognitiv terapi. Spiseforstyrrelser. Omhandler behandlingen af anoreksi og bulimi i let til middelsvær grad. Bogen er rettet mod klinikere, der er engageret i behandlingen af klienter i privatpraksis eller patienter i hospitalsregi. Anoreksi og bulimi har invaliderende konsekvenser for de personer, der rammes af lidelserne. Samtidig findes der fortsat kun begrænsede muligheder for specialiseret behandling. Bogen er tiltænkt klinikere, der ønsker at arbejde kognitivt adfærdsterapeutisk med spiseforstyrrede patienter. Hans Reitzels Forlag, 2011, 242 sider, 298 kr. NYE BØGER præsenterer løbende de nye bogudgivelser primært inden for det psykologiske område. Det redaktionelle princip er at søge inspiration til omtalen fx i forlagenes pressemeddelelser. En omtale er en omtale ikke redaktionens anbefaling af bogen. Prisangivelserne er vejledende.

11 KLUMME At mærke sin angst F or ganske nylig afslørede jeg i min bog, Zornig vrede er mit mellemnavn, en række seksuelle overgreb begået mod mig som barn. En af krænkerne var min stedfar, der ud over de seksuelle krænkelser også mishandlede min mor, mine brødre og i mindre grad mig. Om det var de oplevelser eller den generelle misrøgt, jeg oplevede, der plantede en kronisk angst i mit dna, ved jeg ikke. Men den har været en tro følgesvend, som jeg fra de sene teenageår gudskelov har haft nogenlunde under kontrol. Det har kun været ved større begivenheder som fx specialeskrivning, den har fået lov at ride mig ukontrolleret. Ellers har jeg været nogenlunde til at tøjle den galoperende, svedige, blive under dynen -hjertebankende angst. Ikke af egen kraft alene, men kombineret med massiv og årelang psykologbehandling. Faktisk har det været sådan, at jeg i en alder af 43 år har kunnet opleve ting, der normalt ville hente kvalmeangsten helt frem i mundvandet og i stedet blot have en hånlatter til overs for den, så den flov og skamfuld er luntet ned i sit hul igen med halen mellem benene. Indtil et par uger før lanceringen af bogen. Jeg har i det halve år, jeg været undervejs med bogen, været stålfast i hensigten med at fortælle alt også det, der kan afsløre, hvem jeg skriver om. Dette for at give et så troværdigt indblik i det miljø, jeg kommer fra langt ude på landet i udkantsdanmark. Nogle vælger at tie Alligevel blev jeg pludselig og meget overraskende for mig selv rædselsslagen for, om min stedfar ville opsøge og overfalde mig. Jeg er helt tilbage til dengang, overgrebene skete, og frygten for at det ville blive opdaget. Frygten for konsekvensen for min stedfar og min mor. For at min stedfar ville slå mig ihjel. Og for at blive udstillet som et sygt menneske, der lod det ske. Gudskelov har jeg nu en livserfaring, der gør, at jeg er i forholdsvis god kontrol i forhold til angsten. Når jeg alligevel vælger at nævne den her, er det for at vise, at jeg på trods af en forholdsvis høj alder stadig er regulært bange for konsekvenserne ved min afsløring. Jeg har tilladt mig at være i frygten for at mærke og dermed forstå, hvad det er, de unge mennesker gennemlever, der vælger at fortælle om seksuelle krænkelser. Og de må være rædselsslagne på flere planer. Oven i den frygt, der vil vare hele livet hos dem, skal de, hvis de vil melde krænkelsen til politiet, gøre det, før de fylder 28 år, for ellers er sagen forældet. Så vi har altså et retssystem, hvor man skal løbe en enorm risiko og overvinde rædslen for konsekvenserne, hvis man vil se retfærdigheden ske fyldest, og dette i en meget ung alder. Krydret med det faktum, at kun omkring 20 % af sagerne fører til dom, kan jeg virkelig godt forstå, at nogle vælger at tie. Og det er ganske enkelt forfærdeligt ikke bare for den enkelte, men også for samfundet. For med en lovgivning, en efterforskning og et retssystem, der levere så dårlige resultater, giver vi krænkerne frit spil. Det må altså kunne gøres bedre, så vi får de alt for mange seksuelt krænkede mennesker til at turde tale og ikke tie. Lisbeth Zornig Andersen, cand.polit. formand for Børnerådet KLUMMEN (lat. columna) Psykolog Nyts klummetekster skrives på skift af seks personer, som har fået frie hænder til at ytre sig om tendenser i det moderne liv og samfund. Skribenterne repræsenterer vidt forskellige fagområder og opgaven lyder ikke på at skrive om psykologi. PSYKOLOG NYT NR SIDE 11

12 OVER FEDME & PSYKOLOGI foto: scanpix SIDE 12 PSYKOLOG NYT NR

13 Kirurgisk behandling er en mulighed for udvalgte patienter med svær overvægt og følgesygdomme. Hvilke psykologiske faktorer har en betydning for resultatet af fedmeoperationerne? VÆGTIGE under kniven A ntallet af overvægtige er stigende, og det vurderes, at flere danskere er blevet overvægtige i løbet af de seneste år. For mere end ti år siden nedsatte WHO en International Task Force on Obesity i erkendelse af, at den epidemiske stig ning i fedmeforekomsten er en voksende trussel mod sundheden (Statens Institut for Folkesundhed, 2007). Omkostningerne ved fedme er store både på det personlige og samfundsmæssige niveau. Overvægt forbindes med psykologisk mistrivsel, dårligere livskvalitet og en markant øget risiko for følgesygdomme (type 2 diabetes, kræft, slidgigt, hjertekarsygdomme m.fl.). Meromkostningerne ved fedme anslås at være 4-5 procent af de samlede sundhedsomkostninger (ibid.). På nuværende tidspunkt er kirurgisk behandling den eneste behandlingsform med dokumenteret langvarigt vægttab for personer med svær overvægt. Den kirurgiske behandling Kirurgisk behandling er en mulighed for udvalgte patienter med svær overvægt og følgesygdomme. Antallet af fedmeoperationer er tidoblet i perioden , og i 2010 opererede hospitalerne i Danmark 4383 personer for sygelig fedme (Sundhedsstyrelsen, 2011). Sundhedsstyrelsen har december 2010 udgivet skærpede retningslinjer for, hvem der kan komme i betragtning til en fedmeoperation. Effekten af disse forventes at være en reduktion af fedmeoperationer med op til 40 procent (ibid.). På trods af generelt store vægttab viser forskning, at omkring 20 procent af patienterne begynder at tage betragteligt på i vægt igen måneder efter operationen (Van Hout, Verschure & van Heck, 2005). De overordnede positive resultater skjuler altså betydningsfulde individuelle forskelle. Kritikere argumenterer for det uforsvarlige i, at de kirurgiske behandlingssteder ikke screener for psykologiske problemer og især spiseforstyrrelsen Binge Eating Disorder (BED). På trods af en generel enighed om, at psykologiske faktorer kan være medvirkende til en vægtstigning efter en fedmeoperation, er de nuværende forskningsresultater dog tvetydige. Psykologiske problemer Studier viser, at svært overvægtige har betydelig flere psykologiske problemer og reduceret livskvalitet end befolkningen generelt (Van Hout, van Oudheusden & van Heck, 2004). Det vurderes, at op imod procent af svært overvægtige personer opfylder kriterier for en psykiatrisk diagnose, hvoraf BED er en af de hyppigste lidelser hos svært overvægtige (ibid.). BED defineres som et tvangspræget indtag af store mængder mad over en kort tidsperiode sammen med en subjektiv følelse af tab af kontrol. Det vurderes, at næsten hver tredje af dem, som søger kirurgisk behandling for overvægt, har tendens til binge eating mod to procent i befolkningen ellers (Niego, Kofman, Weiss & Geliebter, 2007). PSYKOLOG NYT NR SIDE 13

14 Endnu er BED ikke en selvstændig diagnose i det amerikanske diagnosesystem DSM-IV, men indgår under diagnosen Eating Disorder Not Otherwise Specified (EDNOS). Der forventes i fremtiden en nærmere afklaring af de diagnostiske kriterier med henblik på en selvstændig diagnose. Forskning har vist, at personer med tendens til binge eating er mere tilbøjelige til at droppe ud af vægtbehandlingsprogrammer og tager hurtigere på igen (Niego et al., 2007). Det er derfor antagelsen, at BED også kan være af betydning for resultatet af en fedmeoperation. Vægttab efter en fedmeoperation? Der har været flere forsøg på at evaluere psykologiske faktorers betydning for vægttab efter en fedmeoperation. Som nævnt har forskningen påvist forskellige resultater, hvorfor det endnu er uklart, om psykologiske faktorer faktisk har betydning for vægttabet efter en fedmeoperation (van Hout et al., 2005). Der begynder dog at tegne sig en begyndende forståelse for, at hvor tilstedeværelsen af BED før operationen ikke med sikkerhed forudsiger et mindre vægttab efter en fedmeoperation, så øger BED risikoen for tilbagevendende psykologiske problemer, medicinske komplikationer og en forringet livskvalitet efter fedmeoperationen. I en undersøgelse fandt Scholtz et al. (2007) ikke en sammenhæng mellem tendensen til binge eating før operation og vægttabet efter operationen. Dog viste resultaterne, at 33 % af de personer, som havde BED før fedmeoperationen, også udviklede BED efter operation. Alle disse personer havde et forringet vægttabsresultat sammenlignet med personer uden BED efter operation. De diagnostiske kriterier for BED er dog problematiske at anvende på patienter opereret for fedme, som ikke længere er i stand til at spise store portioner af mad. Studier, som har set bort fra det diagnostiske kriterium omhandlende overspisning af store portioner af mad, indikerer, at tendensen til binge eating fortsætter i et betydeligt antal af de fedmeopererede. Niego et al. (2007) foreslår på baggrund af en litteraturgennemgang, at personens oplevelse af manglende kontrol over spisning kan være et signifikant symptom på tilstedeværelsen af BED efter en fedmeoperation. Det lader derfor til, at en psykologisk screening før operation ikke med sikkerhed kan forudsige resultatet af en fedmeoperation, men udviklingen af psykologiske problemer, herunder BED, viser sig at være af signifikant betydning for resultatet af operationen. Der mangler dog mere viden om psykologiske problemer hos personer, som har modtaget kirurgisk behandling for deres overvægt. Denne problemstilling var udgangspunktet for nedenstående undersøgelse. Aktuel dansk undersøgelse I en igangværende undersøgelse i samarbejde med Ernæringsklinikken Odense Universitetshospital undersøges fedmeopererede patienter psykologisk to år efter operationen (Beck, 2011). Formålet med På trods af generelt store vægttab viser forskning, at omkring 20 procent af patienterne begynder at tage betragteligt på i vægt igen måneder efter operationen undersøgelsen er at skabe en forståelse for psykologiske karakteristika ved patientgruppen, herunder spiseforstyrrelsessymptomer og mulige forbindelser til vægttab efter operation. På baggrund af data fra 45 patienter indikerer de foreløbige resultater, at trøstespisning og symptomer på BED er et karakteristika hos ca. 30 procent af patienterne. Yderligere viser resultaterne, at de fedmeopererede, målt med the Eating Disorder Inventory (EDI-2), udviser en dårligere interoceptiv bevidsthed, forstyrret impulsregulering og lavere selvfølelse end et normmateriale fra Clausen, Rokkedal & Rosenvinge (2009). Interoceptiv bevidsthed defineres som personens manglende evne til at adskille ubehagelige følelser fra sult, mens en forstyrret impulsregulering henviser til symptomer, som ofte forbindes med en emotionel ustabil personlighedsstruktur, såsom humørsvingninger, manglende kontrol af handlinger og selvskadende adfærd. SIDE 14 PSYKOLOG NYT NR

15 Disse resultater synes at understøtte hypotesen om, at overspisning kan være et symptom på en forstyrret selvregulering, hvor den overvægtige fx anvender mad til at regulere negative følelser. Yderligere indikerer de nuværende resultater, at selv om patientens selvværdsfølelse stiger sammen med vægttabet efter operationen, udviser patienterne stadig væk en lavere selvfølelse to år efter operationen end normgruppen. De foreløbige data indikerer videre, at patienterne ikke udviser samme høje niveau af spiseforstyrrelsessymptomer som en traditionel gruppe af spiseforstyrrede. Der synes derfor ikke direkte at kunne drages paralleller mellem svær overvægt og egentlige spiseforstyrrelser såsom bulimi. Der foreligger således en diagnostisk udfordring i at adskille de personer, hvis overvægt kan være psykologisk betinget fra overvægtige patientgrupper med andre årsagsforklaringer. Den igangværende undersøgelse peger desuden i retning af, at vægttabets størrelse er signifikant forbundet med symptomer på BED, men ikke med forekomsten af angst, depression og en række andre psykologiske faktorer. Fremtidige perspektiver Kirurgisk behandling er foreløbig det eneste behandlingstilbud til personer med svær overvægt, som har dokumenteret langvarig effekt. Resultatet efter operation varierer dog, og kritikere påpeger manglen på anerkendelse af psykologiske faktorers betydning for udvikling og fastholdelse af svær overvægt. Imidlertid er der endnu ikke entydige forskningsresultater, som understøtter, at psykologiske faktorer inden en fedmeoperation kan forudsige vægttabets størrelse efterfølgende. Der er således ikke solid evidens for at afvise patienter med eksempelvis BED fra at modtage kirurgisk behandling. De foreløbige resultater fra vores undersøgelse støtter dog en stigende evidens for, at tilstedeværelsen af psykologiske problemer inden operation øger risikoen for et ringere vægttab og psykologiske såvel som medicinske problemer. Et tværsnitsstudie af fedmeopererede patienter to år efter operationen kan selvsagt ikke afdække prædiktorer, og der er derfor et udtalt behov for longitudinelle studier for at specificere de psykologiske risikofaktorer. Et af tiltagene mod den stigende overvægt er, at de svært overvægtige, som har formået at tabe sig, ikke tager vægt på igen. Opnås der mere viden om de psykologiske faktorer, der er involverede i et utilfredsstillende resultat efter fedmeoperation, kan der skabes behandlingsmæssige muligheder rettet mod disse faktorer. Årsagerne til udvikling af svær overvægt har vist sig at være mangeartede (van Hout et al., 2004), hvad der også bør afspejle sig i de aktuelle behandlingstiltag. Nina N. Beck, cand.psych., videnskabelig assistent, Videnscenter for Psykotraumatologi René K. Støving, overlæge, lektor, ph.d., Ernæringsklinikken, Center for spiseforstyrrelser, Odense Universitetshospital Referencer Beck, N.N. (2011). Psychological predictors of weight loss following bariatic surgery. Speciale fra Aarhus Universitet. Clausen, Rokkedal, K., & Rosenvinge, J.H. (2009). Validating the Eating Disorder Inventory (EDI-2) in two Danish samples: A comparison between female Eating Disorder Patients and females from the general population. European Eating Disorders Review, 17, Niego, S.H., Kofman, M.D., Weiss, J.J., & Geliebter, A. (2007). Binge eating in the bariatric surgery population: A review of the literature. International Journal of Eating Disorders, 40, Sholtz, S. et al. (2007). Long-Term Outcomes following Laporascopic Adsjustable Gastric Banding: Postoperative Psychological Sequale Predict Outcome at 5-Year Follow-up. Obesity Surgery, 17, Statens Institut for Folkesundhed (2007). Overvægt og fedme. Hentet august 2011 fra: Sundhedsstyrelsen (2011). Tal på fedmeoperationer (2011). Hentet oktober 2011: fra Van Hout, G.M., van Oudheusden, I. & van Heck, G.L. (2004). Pscyhological profile of the morbidly obese. Obesity Surgery, 14, Van Hout, G.M., Verschure, S.K.M., & van Heck, G.L. (2005). Psychosocial predictors of success following bariatric surgery. Obesity Surgery, 15, Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg Støtte til eksperimentel, klinisk og epidemiologisk kræftforskning Ansøgningsfrister: Hoveduddelingen: Onsdag den 15. februar 2012 kl Ansøgningstyper: Projektstøtte, herunder junior- og postdocstipendier Andre uddelinger: 15. februar, 15. maj, 15. august og 15. november kl Ansøgningstyper: Skolarstipendier og rejser under og over 1 måneds varighed (ekskl. løn) Ansøgningsskema: Elektronisk ansøgningsskema samt Information om støttemuligheder og formkrav finder du på vores hjemmeside under Forskning Støtte til forskning. Eventuelle spørgsmål kan rettes til Christina Koefoed-Hansen på ckh@cancer.dk eller Kræftens Bekæmpelse Bevillingssektionen PSYKOLOG NYT NR SIDE 15

16 FORSKNINGSNYT Hvornår hjælper det at græde? J a, hvorfor græder vi i det hele taget? Det er der to udbredte teorier om. Den ene går ud på, at det er en medfødt reaktion hos små børn, der får dem til at udskille tårer i øjnene, når de er forpinte samtidig med at de ofte græder eller skriger højt af samme grund. Tårer i barnets øjne menes ud fra denne teori at være et medfødt signal til moderen, ud over barnets grådlyde, om at komme barnet til undsætning ved specielt at henvende moderens opmærksomhed på barnets tåreblanke øjne, der antages særligt at kunne fermkalde moderens medfølelse. En anden teori går ud på, at de tårer, man udskiller, indeholder beroligende stoffer, der kan få gråden til at afhjælpe den aktuelle pine hos den grædende. Det er dog ikke blevet påvist, at der findes sådanne beroligende stoffer i tårerne, og det er jo også en mærkelig teori, at man skulle udskille altså afgive beroligende stoffer. Hvorfor ikke blot udskille disse stoffer i hjernen? Det sidste er i øvrigt faktisk lige nøjagtigt, hvad man ofte gør under svær stress, men altså ikke i form af tårer. Så denne teori er næppe så god som den første. Imod den første teori om spædbarnets tårer som nødråb til moderens omsorgsgener kan man selvfølgelig også indvende, at det næppe kan forklare, at også voksne kan græde. Og dog kan der være to grunde til, at mennesker fortsætter med at græde efter at være blevet voksne. En psykologisk forklaring kan være, at barnet jævnligt oplever, at gråd ofte bliver efterfulgt af hjælp og omsorg, og derfor kommer til at forbinde gråden med følelsesmæssig lindring. Det kan oplagt tænkes at være baggrunden for også at græde som voksen. En biologisk forklaring kan være, at menneskets udvikling i vid udstrækning er foregået via såkaldt neoteni, dvs. at vi som art har fået forlænget vores barndomsstadium (for at kunne lære så meget desto mere, inden vi bliver voksne), således at barnlige træk og mekanismer i nogen grad er blevet opretholdt hos voksne artsmedlemmer. Uanset om den psykologiske eller biologiske forklaring på modelfoto: Colourbox voksnes gråd er den rigtige, er det en kendsgerning, at voksne og især voksne kvinder kan græde og ofte oplever, at det lindrer sorgen eller smerten at lade gråden få frit løb. Kort sagt: at det hjælper at græde. Men det er nok også en almindelig erfaring, at det ikke altid hjælper eller lindrer at græde, og det har fået et forskerhold bestående af amerikanske og hollandske forskere til at undersøge, hvornår det hjælper at græde. Forskerholdet fik 97 almindelige voksne kvinder i årsalderen til at deltage i undersøgelsen. Det er velkendt, at mænd græder sjældnere end kvinder, men om det beror på kønsroller ( Store drenge græder ikke ) eller på biologi, ved man ikke. Forskerne valgte altså at nøjes med kvinder i deres undersøgelser over virkningen af naturlig gråd i dagliglivet. De 97 kvinder blev udstyret med en notesbog, hvor de hver dag igennem to måneder skulle notere følgende: FORskNINGSNYT Redaktionsgruppen: Thomas Nielsen (redaktør), Dion Sommer og Peter Krøjgaard, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet Sekretariat: Ingrid Graversen (træffes mandag - fredag kl på tlf , direkte: ) SIDE 16 PSYKOLOG NYT NR

17 FORSKNINGSNYT 1. Deres humør for dagen som helhed på en skala fra 1: Dybt nedtrykt og trist, til 7: Glad og lykkelig. 2. Deres eventuelle trang til at græde i dagens løb fra 1: Slet ingen trang til gråd, til 7: Stærk trang til gråd næsten hele dagen. 3. Deres faktiske gråd: Dels hvor mange gange i løbet af dagen de havde grædt, dels for hver grådperiode hvor langvarig og stærk gråden havde været. 4. Årsagen eller årsagerne til den eventuelle gråd: Der blev på forhånd opstillet otte bestemte mulige årsager, hvor kvinden skulle sætte kryds ved den eller de årsager, der kom nærmest til, hvad hun selv anså for årsagen til sin gråd. 5. Om der var andre til stede under gråden? Hvis kvinden havde været sammen med andre personer under gråden, skulle hun dels oplyse hvem og hvor mange, dels om gråden havde ændret hendes samvær med de tilstedeværende til det værre eller bedre. 6. Den følelsesmæssige virkning af gråden: Kvinden skulle for hver grådperiode angive på en skala fra -3 (fik det meget værre) over 0 (ingen ændring) til +3 (fik det meget bedre), om gråden havde hjulpet eller forværret den følelsesmæssige tilstand. Der blev af de 97 kvinder berettet om i alt 1004 grådperioder i løbet af de to måneder gennemsnitlig ti gange i løbet af to måneder for hver kvinde. Men der var selvfølgelig stor forskel i hyppigheden, lige fra 1 grådanfald til 52 i løbet af de to måneder, ligesom der var stor forskel i styrken og varigheden lige fra kort at knibe en tåre til langvarig hulken. Der var altså ikke en eneste af de 97 kvinder, som slet ikke havde oplevet noget grådanfald i løbet af de to måneder. De mest almindelige årsager til gråden (med den procentvise forekomst) var 1) Konflikter med nærtstående (16 %). 2) Tab og skuffelser (13 %). 3) Andres lidelser (13 %). 4) Personlig fiasko ikke at kunne klare en opgave godt nok (11 %). Herefter kom måske overraskende og i hvert fald opmuntrende Positive oplevelser (6 %). Altså det at græde af glæde. Der var naturligvis flest grådanfald på dage med dårligt humør, men det viste sig også, at kvinder med et meget svingende humør fra dag til dag havde væsentligt flere grådanfald end kvinder med et mere stabilt humør. Vedrørende samvær med andre havde kvinderne været alene i 37 % af grådperioderne, sammen med én anden i 40 % og sammen med flere andre i 20 %. (3 % var uoplyst). Endelig viste det sig, at gråden havde hjulpet på humøret i 21 % af tilfældene altså ved gennemsnitlig hvert femte grådanfald. I kun 3 % af grådanfaldene var humøret blevet værre, og i 61 % af tilfældene var humøret hverken blevet værre eller bedre. (I de resterende tilfælde kunne kvinden ikke sige noget klart om dette spørgsmål). Det ser altså ud til, at gråd langt oftere forbedrer end skader humøret, men også at det oftest ingen virkning har på humøret. Endelig kunne forskerne konstatere, hvilke forhold der især kunne medføre en positiv effekt af gråden: 1. Når gråden var stærk, men ikke for langvarig. 2. Når årsagen især var positive begivenheder. 3. Når årsagen var personligt nederlag. 4. Når der kun var en person til stede. 5. Når gråden gav en positiv ændring i forholdet til den eller de tilstedeværende. Det sidstnævnte var faktisk det, der havde allerstørst betydning for, om humøret blev bedre efter gråden. Det tyder altså på, at vi stadig som voksne kan få lindret vores psykiske smerte, når gråden fremkalder en positiv reaktion fra en enkelt nærtstående person. (Dette kan måske forklare, at mange psykoterapeuter anser det for positivt, når en klient får kontakt med sine følelser og græder under den psykologiske behandling). De ting, der omvendt især var forbundet med en negativ virkning af gråd, var 1. Når årsagen var en konflikt eller andres følelser. 2. Når der var flere andre til stede. 3. Når situationen ikke blev forbedret af gråden. tn Kilde: Bylsma, L.M., Croon, M.A., Vingerhoets, A.J.J.M., & Rottenberg, J. (2011). When and for whom does crying improve mood? A daily diary study of 1004 crying episodes. Journal of Research in Personality, To sider af terapeutklient-forholdet N år man i videnskabelige undersøgelser beskæftiger sig med at måle effekten af en psykologisk behandling for en eller anden lidelse, fx angst eller depression, har der som regel været tale om en specifik form for psykoterapi, eksempelvis kognitiv adfærdsterapi, som er langt den mest undersøgte form for terapi i vore dage. Der findes imidlertid andre former for terapi, fx psykoanalytisk terapi, der er inspireret af Freuds ældre teorier, klientcentreret terapi, der især er grundlagt af Carl Rogers, samt gestaltterapi, der først blev udformet af Perls. Disse sidstnævnte terapiformer er ikke nær så ofte blevet undersøgt videnskabeligt med hensyn til deres effekt, og i de tilfælde, hvor de er blevet sammenlignet med kognitiv adfærdsterapi, har de som regel været mindre effektive. De nævnte terapiformer har dog stadig deres nidkære tilhængere, og der er en vedvarende diskussion blandt forskere og kliniske psykologer om den bedste terapiform. Atter andre psykologer hævder imidlertid, at det er en nyttesløs diskussion, og at terapiformen eller -metoden slet ikke er det vigtigste, når det kommer an på en god og virksom psykoterapi! Disse psykologer hævder, at det vigtigste snarere er relationen mellem terapeut og klient. Ifølge denne opfattelse vil et nært, empatisk, varmt og respektfuldt forhold mellem terapeut og klient altid give gode resultater, næsten uafhængig af hvilken metode terapeuten arbejder med. PSYKOLOG NYT NR SIDE 17

18 FORSKNINGSNYT Dette synspunkt er særlig udbredt blandt tilhængere af klientcentreret terapi, hvor man hævder, at klienten ganske af sig selv vil vokse sig ud af sine problemer, blot man møder vedkommende med varme, accept og medmenneskelig forståelse. Ifølge denne opfattelse kan specifikke terapimetoder næsten komme i vejen for udvikling af den optimale relation mellem terapeut og klient, som altså anses for helbredende i sig selv. Spørgsmålet om, hvorvidt et godt forhold mellem terapeut og klient er tilstrækkeligt til en effektiv psykologbehandling, eller om der også kræves særlige metoder, er blevet grundigt udforsket. Og det ser ud til, at begge har ret: Metoden og det menneskelige forhold mellem terapeut og klient spiller tilsyneladende hver især en væsentlig rolle for udfaldet af en psykologisk behandling. Dette har man også erkendt inden for de grupper, der særlig hælder til metodens betydning, altså tilhængere af især kognitiv adfærdsterapi. En ekspert-forskergruppe i kognitiv adfærdsterapi har i en anden artikel netop set på, hvad terapeut-klient-forholdet betyder for udfaldet af kognitiv adfærdsterapi for deprimerede mennesker. Denne forskergruppe mente som udgangspunkt, at man bør tale om to forskellige sider af terapeut-klient-forholdet hver for sig. Den ene side kaldes samarbejds-relationen, og den handler om, hvor godt terapeuten og klienten kan blive enige om at samarbejde om forløbet, med hensyn til hvilket mål man skal sætte for det terapeutiske arbejde, og med hvilke metoder man skal søge at nå dette mål. Den anden side kan kaldes sympati-relationen, som handler om, hvor godt terapeuten og klienten kommer ud af det sammen, altså hvor meget varme, sympati og forståelse de oplever i deres indbyrdes samvær. Forskerne har bedt både klienter og terapeuter i to store undersøgelser over kognitiv adfærdsterapeutisk behandling for deprimerede om at udfylde et spørgeskema, der måler både samarbejdsrelationen og sympatirelationen i begyndelsen, ved midten og ved afslutningen af terapien. Undersøgelsen viste to interessante ting: Samarbejdsrelationen men ikke sympatirelationen i begyndelsen af terapien havde stor efterfølgende betydning for, hvor godt terapien virkede under behandlingen. Det ser altså ikke ud til at være nødvendigt, at terapeuten og klienten udvikler nogen særlig indbyrdes sympati, når blot de kan enes om mål og metoder. For det andet viste det sig, at klienternes sympati for terapeuten var desto højere ved terapiens afslutning, jo mere fremskridt der var sket under terapien. Sympatirelationen var altså snarere en virkning af end en årsag til en virksom terapi. tn Kilde: Webb, C.A., DeRubeis, R.J., Amsterdam, J.D., Shelton, R.C., Hollon, S.D. & Dimidjian, S. (2011). Two Aspects of the Therapeutic Allicance: Differential Relations With Depressive Symptom Change. Journal of Consulting and Clinical Psychology, 79(3) Unge depressioner, alvorlige skadevirkninger IDanmark kan man kun få offentlig støtte til psykologbehandling for depression (som i parentes bemærket virker bedre end piller, især på længere sigt), hvis man er over 18 år og under 37 år. Den øvre aldersgrænse er blevet meget kritiseret: Hvorfor skulle man ikke kunne få hjælp til effektiv psykologbehandling for en pinefuld depression, hvis man lige er fyldt 38 år? Men det er nu den nedre grænse på 18 år, der er virkelig bizar! Da privat psykologbehandling for depression er dyrere, end de fleste husholdninger kan klare, må forældre til børn og unge med depression ofte nøjes med medicinsk behandling. Dette er virkelig gådefuldt og bekymrende. Sagen er den, at adskillige videnskabelige undersøgelser viser, at antidepressiv medicin (af den såkaldte SSRI-type) virker dårligere på børn og unge, end den virker på voksne. I forvejen er virkningen på voksne ifølge de sidste videnskabelige undersøgelser ret beskeden. Når ca. 65 % voksne deprimerede patienter siger, at de får det bedre efter pillebehandling, skyldes det i vid udstrækning, dels at depressioner ofte går over af sig selv, dels, at der er en stærk placebovirkning ved depressionsbehandling. Når man i videnskabelige undersøgelser giver halvdelen af deprimerede patienter rigtig medicin og den anden halvdel placebopiller, som de tror, er rigtig medicin, så bliver der næsten lige mange raske i placebogruppen som i pillegruppen, når det drejer sig om de mange milde eller moderate depressioner. (Ved de sjældnere særlig stærke depressioner er forskellen dog større). Troen på, at pillerne nok skal virke, er åbenbart i sig selv ofte en god kur mod depression. Det er formentlig denne placebovirkning, der mangler ved pillebehandling for depression hos børn og unge, som måske ikke så meget som voksne nærer stærk forventning til pillernes helbredende kraft. I hvert fald ser man ikke nær så meget fremgang hos grupper af børn og unge med depression som hos voksne efter en behandling med antidepressiv medicin. Dertil kommer, at hjernen hos børn og unge er under stærk biologisk udvikling, og et kemisk indgreb med stærk hjernemedicin i denne tidlige periode af livet kan have langtidsvirkninger, man slet ikke kender endnu. Der er dog videnskabelige eksperimenter med dyr, der efter at have fået antidepressiv medicin tidligt i livet udviste alvorlige forstyrrelser i deres hjerneprocesser i voksenalderen. Den berettigede kritik af den medicinske behandling af psykologiske problemer hos børn og unge og den manglende økonomiske støtte til evidensbaseret, psykologisk behandling, risikerer imidlertid også at efterlade mange depressioner hos børn og unge helt ubehandlede og det er bestemt heller ikke godt, som det fremgår af en ny undersøgelse. SIDE 18 PSYKOLOG NYT NR

19 FORSKNINGSNYT Australske forskere undersøgte 330 større børn og unge med en gennemsnitsalder på 16 år, som alle var henvist til psykiatrisk behandling på grund af psykiske problemer. De 330 unge blev bedt om at udfylde spørgeskemaer om deres egne oplevelser af de psykiske problemer, og det viste sig, at ca. 100 især led af depressive tilstande. Andre 50 led af angst og nervøsitet, mens resten havde mere adfærdsmæssige problemer. Forskerne var især interesserede i at studere, hvor meget de psykiske problemer hos disse 330 unge gik ud over deres evne til at fungere i dagliglivet med hensyn til deltagelse i undervisning og uddannelse samt samvær med andre mennesker. Til at belyse dette spørgsmål benyttede de to metoder. For det første blev alle 330 børn og unge grundigt interviewet om deres daglige måde at klare de forskellige opgaver i livet på. Interviewerne vidste ikke noget om børnenes diagnose, men scorede blot deres funktionsevne på en kendt skala. Det viste sig, at denne funktionsevne var klart mest nedsat i gruppen af deprimerede, noget mindre i gruppen af angste og endnu mindre i gruppen af adfærdsforstyrrede. For det andet bad man de unge mennesker om at oplyse, hvor mange dage de inden for den sidste måneds tid havde følt, at de havde været helt ude af stand til at fungere normalt altså ude af stand til at klare deres opgaver af forskellig art. Det viste sig her, at gruppen, der var deprimeret, havde oplevet ca. dobbelt så mange dage med alvorligt svigtende funktionsevne som angstgruppen og med gruppen med adfærdsproblemer. Dette er formodentlig den første videnskabelige undersøgelse, der demonstrerer, at depression hos større børn og unge ikke blot er et spørgsmål om pinefulde følelser; det er også et spørgsmål om stærkt nedsat psykisk funktionsevne, et handicap, som indlysende kan gå ud over børnenes uddannelse og sociale udvikling. tn Kilde: Hamilton, B.A., Naismith, S.L., Scott, E.M., Purcell, S. & Hickie, I.B. (2011). Disability is already pronounced in young people with early stages of affective disorders: Data from an early intervention service. Journal of Affective Disorders, Langvarige skadevirkninger af tidlige depressioner D er kan opstå alvorlige psykiske handicap som følge af depression i ungdomsårene. Man kunne håbe på, at de unge, der lider af depression, med tiden vokser fra deres problemer og kommer uskadte igennem voksenalderen, men dette optimistiske håb har en ny svensk undersøgelse desværre aflivet. De svenske forskere tog udgangspunkt i en tidligere undersøgelse over ældre skoleelever, der gennemsnitlig var 16 år gamle. Disse unge var i 1993 blevet scannet for depression ved at udfylde to spørgeskemaer, der hver på sin måde skulle være i stand til at afsløre tegn på og grader af depression hos de unge. Det viste sig, at hele 10 % af de unge havde scoret over en fastlagt grænse for, hvornår man vil tale om en egentlig depressiv tilstand. Af disse 10 % var det dog lidt over halvdelen 6 % der havde tegn på forholdsvis let depression, mens 4 % havde tegn på svær depression (dels fordi den var langvarig, og dels fordi der var mange og alvorlige, depressive symptomer). Der var i øvrigt en stor overvægt i begge grupper af unge kvinder, som udgjorde ca. 75 % af både de let og svært deprimerede unge mennesker. De ca. 250 unge med depressioner blev sammen med en gruppe på 240 unge uden depressioner interviewet om forskellige sider af deres livsvilkår. Der blev spurgt til, om de havde alvorlige konflikter med forældrene. Det var tilfældet for 5 % af de ikke-deprimerede, for 20 % af de let deprimerede, og for 38 % (!) af de svært deprimerede. Man fandt også, at der i de to grupper af deprimerede var forekommet væsentlig flere tilfælde af fysiske, psykiske eller seksuelle overgreb. (Psykiske overgreb omfatter fx hån, ydmygelse, udelukkelse og negativ forskelsbehandling). Endelig fandt man, at der blandt de ikke-deprimerede havde været selvmordsforsøg hos 1 % mod 10 % hos de let deprimerede og 26 % hos de svært deprimerede. 15 år senere fandt man frem til 220 af de unge, der havde været let eller svært deprimerede i 16-årsalderen. Disse nu godt 30 år gamle personer blev sammenlignet med et tilsvarende antal personer fra den tidligere undersøgelse, som ikke havde været deprimeret i ungdomsårene. Et grundigt interview af disse to grupper viste, at gruppen, der i ungdomsårene havde døjet med let eller svær depression, stadig led langt mere af depression (og andre psykiske problemer) end de, der ikke havde været deprimeret i ungdomsårene. Da man fx spurgte om, hvor mange der havde oplevet en alvorlig depression inden for det sidste års tid, svarede 7 % af dem, der ikke var deprimerede i ungdomsårene, bekræftende. Man kan (selvfølgelig) godt blive deprimeret som voksen, selv om man ikke har været det som ung, men dog langt mindre hyppigt end de, der allerede var deprimerede som unge. Her viste det sig nemlig, at de, der havde været let deprimeret i ungdomsårene, havde haft dobbelt så mange depressioner inden for det sidste års tid, nemlig 14 %. Men i gruppen, der havde haft svære depressioner i ungdomsårene, var der atter dobbelt så mange, nemlig 30 %, der havde haft depression inden for det sidste års tid. Når man så på, hvor mange der havde andre psykiske problemer såsom angst, alkohol eller stofmisbrug og spiseforstyrrelser, var der også en stor forskel på dem, der havde eller ikke havde været deprimerede som unge. Blandt de unge ikke-depri- PSYKOLOG NYT NR SIDE 19

20 FORSKNINGSNYT merede havde 20 % et andet psykisk problem. Blandt de unge let deprimerede, havde 30 % senere et andet psykisk problem, mens de unge svært deprimerede i hele 58 % af tilfældene havde et andet psykisk problem i de fleste tilfælde ud over deres problemer med svær depression. Der var også langt flere i de tidligere deprimerede grupper, der havde været indlagt på psykiatrisk hospital, (henholdsvis 0,5 % blandt de ikke deprimerede, 1,5 % blandt de let deprimerede og 8 % blandt de svært deprimerede), og som havde udført et alvorligt selvmordsforsøg (henholdsvis 2 %, 4 % og 16 %). Man må altså konkludere, at især de unge, der i ungdomsårene har lidt af svær depression, og som ikke i tide fik nogen psykologisk hjælp, går en grum fremtid i møde med hensyn til store og svære, psykiske problemer. Måske kunne mange af disse svære problemer senere i livet være undgået eller formindsket, hvis de unge havde fået god hjælp i tide? tn Kilde: Jonsson, U., Bohman, H. von Knorring, L., Olsson, G., Paaren, A., von Knorring, A.-L. (2011). Mental health outcome of long-term and episodic adolescent depression: 15-year follow-up of a community sample. Journal of Affective Disorders, Psykologisk behandling af unge depressioner I sær i USA og England er der blevet udført eksperimenter for at undersøge virkningen af psykologisk behandling, som regel med kognitiv adfærdsterapi, for depression hos unge. Der er to grupper af eksperimenter i denne forbindelse: I den ene gruppe af eksperimenter sammenligner man en gruppe unge, der som regel i uger får psykologisk behandling for depression, med en gruppe lige så deprimerede unge, der i samme tidsrum står på venteliste til senere behandling. Efter behandlingsperioden er der i samtlige undersøgelser af denne art, blevet fundet mindre depression i den behandlede gruppe end i den ubehandlede. Selv om det således ser ud til, at psykologisk behandling kan være effektiv ved depression hos unge, har det dog vakt bekymring, at efterundersøgelser fx et år efter behandlingen har fundet temmelig mange tilbagefald med ny depression, faktisk flere end man typisk finder i en gruppe voksne, der har fået psykologisk behandling for depression. I den anden gruppe undersøgelser sammenligner man psykologisk behandling for depression med en gruppe, der får medicinsk behandling, samt ofte en tredje gruppe, der får både medicinsk og psykologisk behandling. Disse undersøgelser viser typisk, at både psykologisk behandling alene og en kombination af psykologisk og medicinsk behandling virker bedre end medicinsk behandling alene. Men igen finder man mange tilbagefald efter blot et års tid i alle tre grupper, når man sammenligner med tilsvarende undersøgelser af voksne. Denne særlig høje hyppighed af tilbagefald hos unge deprimerede efter en ellers vellykket psykologisk behandling vækker bekymring blandt forskerne. Måske har de unge sværere ved at huske det, de har lært under deres psykologiske behandling? I de senere år er man derfor begyndt at eksperimentere med vedligeholdelsesbehandling i form af møder fx hver anden måned i et år efter afslutningen af den sædvanlige behandling på uger. Et amerikansk forskerhold har for nylig gennemgået resultaterne af disse nyere forsøg med psykologisk behandling plus efterfølgende vedligeholdelsesbehandling hos unge deprimerede mennesker. Man fandt, at resultaterne gennemgående så meget lovende ud. I en af de omtalte undersøgelser fandt man fx 50 % tilbagefald hos patienter uden efterbehandling, men 0 % tilbagefald hos patienter med efterbehandling. I en anden undersøgelse fandt man, at der i en gruppe med psykologisk efterbehandling kun var 3 % tilbagefald, mens der i en gruppe med vedvarende medicinsk behandling var 26 % tilbagefald, som altså forekom trods den fortsatte medicinbehandling. Det ser altså ud til, at psykologisk behandling af unge med depressioner i højere grad end hos voksne kræver en vis efterbehandling, for at de positive virkninger kan holde sig længe. Et andet problem, der især er omtalt i forbindelse med medicinsk behandling for depression hos unge, er selvmordsrisikoen. Det ser ud til, at medicinsk behandling tværtimod at nedsætte selvmordsrisikoen i nogle tilfælde snarere ser ud til at øge den! I en tidligere undersøgelse, der sammenfatter resultaterne af adskillige selvstændige eksperimenter, hvor mennesker enten fik aktiv medicin eller virkningsløse placebopiller, viste det sig, at der havde været flere selvmord blandt dem, der fik virksom medicin, end dem, der fik virkningsløse placebopiller, selv om forskellen dog var lille. Man har ikke sikre tal for selvmordsrisikoen efter psykologisk behandling, men enkelte undersøgelser tyder på, at den sædvanlige psykologiske behandling med kognitiv adfærdsterapi ikke er helt tilfredsstillende til effektivt at bekæmpe selvmordstendensen hos unge deprimerede. Da selvmordsrisikoen uden sammenligning er det alvorligste symptom ved depression, har en forskergruppe i USA for nylig udviklet en særlig form for kognitiv adfærdsterapi, som de kalder integreret kognitiv adfærdsterapi, og som ifølge gruppen selv skulle være særlig effektiv med hensyn til at bekæmpe specielt selvmordstendensen hos unge deprimerede. I en første undersøgelse af denne særlige form for kognitiv adfærdsterapi hvor man tager mere hånd om de følelsesmæssige konflikter mellem den unge og hans eller hendes nærmeste har man givet halvdelen af en gruppe unge deprimerede den pågældende terapi i seks måneder (med en gang om ugen) samt SIDE 20 PSYKOLOG NYT NR